Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Har vi nu først indseet, at vi ene og alene maa takke Christendommen, som den gik og gjaldt, levede og virkede i Verden, for alle de værdige Forestillinger vi har om Gud og Menneske og for alle de universelle [almeenmenneskelige] Begreber vor Videnskabelighed brammer med, ja, for alle de Stater og Skoler, som nu er værd at nævne, og er det historisk klart at Christendommen er opkommet blandt Jøderne, mens de endnu tildeels var et samlet Folk, da følger det af sig selv, at mellem alle Historie-Bøger er der ikke Mage til dem, der lære os at kiende Jødernes og de Christnes Oprindelse og det Jødiske Folks hele Levnets-Løb til hvad de Christne kalde Tidens Fylde, 23 og saadanne Historie-Bøger er jo hvad vi kalde Bibelen dvs. Bogen eller det Gamle og Ny Testamente, som derhos har det uskatteelige Fortrin at levere Efterretninger om Verdens Skabelse og hele Menneske-Slægtens Barndom, der paa det nøieste svare til den Forestilling Christendommen har udbredt derom og til hvad vi maae forudsætte, naar Mennesket skal giælde for Jordens Herre og hans Bane lade sig forklare. Naar vi nu endelig opdage, at ved at begynde med Jødernes Historie og betragte de Christnes som en Fortsættelse deraf, bliver en inderlig Sammenhæng og en uafbrudt gradviis Fremgang fra Dunkelhed til Klarhed, fra blind Tro til Erkiendelse, i een og samme Aand, umiskiendelig, da maae vi føle dyb Ærbødighed for de Folks Efterretninger om sig selv, hvis Levnets-Løb er en Ære for Menneske-Slægten og hvis Tro, ved at udvikle en tilsvarende Oplysning, har levende beviist sin Ægthed, saa det vilde være Daarskab at forkaste Nogen af dem, blot fordi den end falder os dunkel eller synes ikke ret at ville stemme med Undersøgelser, vi ei tør kalde sluttede. Om vi vil være Christne eller ikke, derom spørges ei i Skolen men kun i Kirken, og det er desuden vor egen Sag, hver især, men naar Man havde lært Christendommens Historie rigtig i Skolen, da vilde Man ogsaa vide, det var først efter Reformationen de Skrift-Kloge fik det fortvivlede Indfald at giøre ikke blot Christi og Apostlernes Levnets-Beskrivelser, men hele den Jødiske Historie til Kirkelige Troes-Artikler og, for en Feils Skyld, til videnskabelige Axiomer. Mod begge Dele skal vi derfor i Skolen nedlægge en kraftig Protest, og, uden naturligviis at nægte enten Jøder eller Christne Lov til at tage og troe deres hellige Skrift som de vil og tør, paastaae Skolens utabelige Ret til at benytte og bedømme alle Bøger, som den trøster sig til at forsvare det for Sandheden og den tilstrækkelig oplyste Menneske-Slægt. Men naar vi efter Jødernes og de Christnes hellige Historie vil give Efterretninger om Old-Tiden, da maae vi naturligviis give dem, som de findes, da vi ellers forfalske dem og begaae den gruelige Anachronisme [Tids-Forvirring] at udgive Historien af en Bog-Orms Tanke-Gang i det attende og nittende Aarhundrede efter Christi Fødsel for en historisk Efterretning af Christi Samtidige eller af Moses og Andre, der levede mange Aarhundreder før. Vort Skiøn maa det være os uformeent at tilføie, om vi har Lyst, men Efterretningen skal vi levere [give] som den kom os til Hænde, ellers forvirre vi istedenfor at oplyse, og hindre, saavidt det 24 staaer til os, Læseren fra at fælde en rigtig Dom baade om Efterretningerne og om vort Skiøn.