Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Det giælder altsaa her kun om den Indsigt, at Menneskeslægtens Historie forholder sig til Folke-Historien, som denne til Enkelt-Mandens Levnets-Beskrivelse, saa, skiøndt alle Begivenheder og Efterretninger høre dertil, har Man dog en gyldig Udsigt derover, naar Man kiender Hoved-Folkene fra deres verdenshistoriske Side eller forsaavidt de gribe ind i det Hele, og Hoved-Folk er igien naturligviis kun de, der kiendelig har grebet ind i det Hele og derved bidraget til at udvikle den ædleste og klareste Skikkelse, hvorunder Menneske-Livet nu findes paa Jorden. Heraf følger nemlig, at Old-Tiden kun har tre Hoved-Folk: Ebræer, Græker og Romere, thi selv Ægypter, Phønicer og Perser kiende vi egenlig kun af deres Efterretninger, og, trods alle Drømme om stumme Personers guddommelige Fortrin, maae de dog i Verdens-Historien lignes ved de Umælende, og den universelle Stræben med Præg af Aand, hvorved Ebræer, Græker og Romere have virket paa alle følgende Slægter og Tids-Aldere, kan de umuelig have lært af de Folke-Færd, der jo kun savne et lignende Eftermæle, fordi de fattedes den [Aand]. Endnu mindre kan Hinduer og Chineser her komme i Betragtning, da de slet ingen kiendelig Indflydelse har havt paa Old-Tidens Menneske-Slægt, saa at, selv om Man paa deres Ord vilde troe, al de havde været Halv-Guder og store Folk før Verdens Skabelse eller dog før Synd-Floden, maatte Man dog betragte dem som Man betragter Eremiter i Kirke-Historien og speculative Philosopher i Stats-Historien, som Man først ændser, naar Man ved en mærkelig Leilighed støder paa dem, deres Gravsted og efterladte Papirer.