Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Det [Dette] er nu for det Første ikke, som Man i det attende Aarhundrede troede, at Solen, efter Sigende, staaer stille istedenfor at staae op og gaae ned, thi tør Man i dette Stykke ei engang troe sine egne Øine, var det dog en mageløs Urimelighed at troe Andres blotte Forsikkring tvert derimod, og det er desuden til Lykke Noget, Man ganske rolig kan lade være Solens og Stjerne-Kigernes egen Sag, da Solen umuelig kan have Noget imod, at vi betragte den med de Øine, vi har, og selv Astronomerne finde det nødvendigt til daglig Brug at snakke os efter Munden, som om Solen virkelig endnu stod op og gik ned og bugtede sig under Aarets Løb i Dyre-Kredsen af de tolv Himmel-Tegn! Naar Man nu endelig veed, at indtil det attende Aarhundrede efter Christi Fødsel var det baade mellem Lærd og Læg den herskende Tanke-Gang, at Solen, der saa kiønt oplyser vore Øine til at see alt Andets virkelige Stilstand eller Bevægelse, ingenlunde forblindede dem for dens egen, saa indseer Man strax, at Man i alt Fald hverken kan have synderlig Skam eller Skade af at troe sine egne Øine, til Man soleklart overbevises om, at alle Folk i dette Stykke see feil, og at dette soleklare Beviis i det Mindste endnu ingenlunde er ført, bliver da egenlig det Eneste, Historien har at melde om den besynderlige Paastand af det attende Aarhundredes Astronomer, at hvem der ikke i Blinde vilde troe dem bedre end [baade] sine egne [og deres] Øine, var gruelig forblindet af Fordomme og behersket af Overtro.