Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Hvorvidt nu vor Sprog-Granskning, i levende Forbindelse med Menneske-Historien i det Hele, vil føre os til at indsee Nødvendigheden af et Mirakel ved den første Sprog-Deling, det maa Tiden vise; men formodenlig komme vi snart til den Indsigt at, efter Faldet, ethvert Skridt paa den beskikkede Menneske-Bane udkrævede et Mirakel dvs. en overordenlig Virksomhed af Guddoms-Aanden, saa det videnskabelige Spørgsmaal kun bliver: om Kraften til denne Virksomhed ogsaa laae i Menneske-Naturen eller ikke. Da vil vi udentvivl forestille os Sagen saaledes: Grund-Sproget skulde blive uforandret i Barndommen, men naar Slægten kom til Skiels-Aar og Alder, da skulde det gaae den, som det paa en Maade altid gaaer de Poetiske Naturer, der i Ungdoms-Begeistring skabe sig hver sin Verden, saa da vilde Stammerne skilt sig ad, for at linde hver sin passende Bopæl og Syssel, og ved en harmonisk Sammen-Virkning af indvortes og udvortes Aarsager vilde alle Slægtens Hoved-Retninger udtrykt sig i tilsvarende Tungemaal, der udsprang af Grund-Sproget som Grene af en fælles Stamme og forenede sig først igien, naar Øiemedet var opnaaet, som vi kan tænke os en Træ-Top [Trækrone] hvor alle Grene mødes. Efter Faldet, der i alle Maader forstyrrede Lige-Vægten, lader denne Sprog-Udvikling sig neppe tænke uden som en Sprog-Forvirring, og naar Slægten efter Floden ikke vilde skilles ad, altsaa ikke aandelig indtræde i Ungdoms-Alderen, da er det vanskeligt at see, hvorledes denne Knude kunde løses, uden at Forsynet, til Slægtens Bedste, lagde sig derimellem, og det var vist nok et underligt men ingenlunde naturstridigt Middel, at lade Ungdoms-Begeistringen overraske og beruse dem, saa de ligesom drak af Letbe og begyndte med et nyt *

59 Tunge-Maal et nyt aandeligt [folkeligt] Levnets-Løb. Betænke vi endelig, at et Moders-Maal, som ikke passer for os, er i Grunden et Tunge-Baand, vi ønske at skiæres for; at Grund-Sproget efter Faldet ei ret kunde passe for Nogen; at Jorden, efter Floden, kun daarlig svarede til det og at endelig enhver Sprog-Green naturligviis blev Stammen saalig, som de tilsvarende Mennesker i Aanden var Grund-Mennesket; da bortfalde udentvivl af sig selv alle de Urimeligheder, Man ikke har fundet i den gamle Efterretning, men snart paadigtet og snart paabyrdet den.