Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Siden havde Abraham et Syn, hvori Herren talede til ham og sagde: vær ikke forsagt! Jeg er dit Skjold og din store Løn! Da sagde Abraham: Ak! min Herre! hvad nytte mig Gaver, aldenstund jeg er barnløs og min Træl Eliezer fra Damask skal være min Arving! Nei, sagde Røsten, ei din Træl men din Søn skal arve dig, og see engang paa Himlen, om du kan tælle Stjernerne, thi saa mangfoldig skal din Afkom vorde! Og Abraham troede Gud og det blev regnet ham til Retfærdighed, men da Herren sagde: Jeg er din Gud, som udførde dig af Chaldæernes Land, for at give dig dette Land til Arv, da sagde Abraham: hvorpaa skal jeg kiende det, og Herren sagde: paa en treaars Kvie og en treaars Geed og en treaars Væder, en Turtel-Due og en Due-Unge. Alt det tog Abraham da ogsaa og lagde Kroppene deelte men Fuglene hele lige over for hverandre og sad paa Vagt mod Rov-Fuglene som faldt paa Offeret, men i Solebjergs-Laget blev Abraham undrykt, det sortnede for hans Øine og han bævede og hørde en Røst, som sagde: det være dig vitterligt, at til om fire hundrede Aar skal din Æt være udlændig blandt de Fremmede, beherskes, mishandles og undertrykkes af dem, men du skal have en god Alderdom og samles til dine Fædre i Fred, og i den fjerde Slægt vil Jeg føre din Afkom hid igien, thi Amoriternes Ondskab skal have Tid til at modnes. Og see, da Solen var nedgangen, da var Alteret indhyllet i Røg som af en Ovn og der bevægede sig ligesom tændte Lamper mellem Offer-Gaverne.