Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Derpaa tog Abraham og omskar sig selv og sin Søn Ismael og alt Mandkiøn i sit Huus; men som han niu sad en Middags-Stund i Dørren paa sit Paulun i Mamre-Lund, da slog han sine Øine op og saae tre Vandrings-Mænd og løb dem imøde, bukkede dybt og sagde: Herre! har jeg fundet Naade for dine Øine, da gaae ikke din Tjeners Dør forbi, men lad os tage Vand til Fodbad og vederkvæger eder i Lunden med en Bid Brød, saa kan I fortsætte eders Reise! Som du vil, sagde den Fremmede, og strax løb Abraham ind i Telten til Sara og sagde: skynd dig, tag tre Gievner fint Hvede-Meel og bag Kager! Og selv løb Abraham til Hjorden og tog den bedste Fede-Kalv han fandt, lod en af Tjenerne lave den til i en Hast og beværtede saa de Fremmede under Egen med Smør og Mælk og Kalve-Kiød og gik selv for Borde. Da sagde den Anden til ham: hvor er Sara, din Hustru? Inde i Telten, var Svaret. Velan, sagde Han, om et Aar, ved denne Tid, naar Jeg kommer igien, har Sara sig en Søn! Det hørde Sara, som stod bag Døren i Paulunet og lyttede, og hun loe ved sig selv og sagde: det er nok bagefter! Da sagde Herren til Abraham: hvad skal det betyde, at Sara loe ved sig selv og sagde, hun er for gammel; for Gud er 64 ingen Ting umuelig og, som sagt, Jeg kommer igien ad Aare og da har Sara en Søn! Sara blev nu bange og nægtede, at hun havde leet, men han sagde: Snak! jo vist loe du!