Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

At Edomiternes Stamfader Esau her staaer i Skygge mod Israeliternes Stamfader Jakob, er soleklart, og deraf sluttede Man i forrige Aarhundrede, at baade Jakob og Moses havde gjort Esau skammelig Uret; men da, giennem Løbet af tre Aar-Tusinder, Herodes den Store, afskyelig Ihukommelse, er den eneste Edomit, der vandt universal-historisk Navnkundighed, saa vil det attende Aarhundredes Gunst ligesaalidt gavne Esaus Efter-Mæle, som Herodes den Stores vilde vinde ved en Sammenligning mellem ham og den samtidige »Israels Konge« 70 der unægtelig fik en saa velsignet Ihukommelse, at den overgik alle de Forventninger Velsignelsen over Jakob med Rimelighed kunde vække! Saasandt derfor Opfyldelsen er det sikkre Kiende-Mærke, der skiller de sande Spaadomme fra de Falske, maa Forholdet mellem Israeliters og Edomiters Stamfædre, naar de var kiødelige Brødre, og Esau den Ældste, sin Faders Yndling, nødvendig have været, ikke som Man i forrige Aarhundrede drømde sig, men som Moses for tretusinde Aar siden skildrede det, uden at bryde sig om, hvordan Man i Anledning deraf vilde moralisere for de Døde, og, i et critisk Øieblik, skrive Historien om paa fri Haand. Skulde Man ellers i Historien, som den er, finde en moralsk Mærkelighed, da blev det ingenlunde den aldeles naturlige Ting, at selv et haardt Broder-Hjerte stundom er bevægeligt, men vel at Esau kunde have isinde at slaae sin Tvilling-Broder ihjel, hvad vel kun Herodes den Store [en Herodes] vilde kalde naturligt.