Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Jakob levede endnu sytten Aar, i Gosen i Ramses, i Nærheden ad Joseph i sin Families Skiød, og udkaarede høitidelig Josephs Sønner, Ephraim og Manasse, til at gaae i lige Arv, som Stamme-Fyrster, med hans egne Sønner, naar Gud 77 gav dem det forjættede Land, og han tog en Eed af Joseph, at han ei vilde begrave ham i Ægypten, men hos hans Fædre, Abraham og Isak, i Hulen Makpela. Paa sit Yderste sammenkaldte han alle sine Sønner og spaaede dem deres Skæbne, i et Billed-Sprog, der er os saare dunkelt, men da vi veed, hvad der i Tidens Fylde udsprang af Juda Stamme, er det os dog klart nok at den Gamle havde Syner, da han sagde: dig, Juda! skal dine Brødre lovsynge, og for din Haand skal Fienden vende Rygg, for dig skal din Faders Sønner knæle! Juda, Løve-Unge! din Opkomst er som Løve-Spring, naar du segner, da slumrer du som en Løve og som en Løve-Unge, Man vover ved at vække! Høvdingen af Juda og Lederen af hans Lænder skal ikke tabe sig, før det kommer for Dagen hvad ham er tilkeiset, og han er Folkenes Haab! Han binder sin Fole ved Viin-Stokken, sin Asenindes Føl ved Ranken, han tvætter sin Kappe i Viin, sin Brynje i Viindrue-Blod! Hans Øine ere klarere end Vinen og hvidere end Melk er hans Tænder!