Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Dog ikke blot i Sammenligning med Ebræernes mageløse Old-Sagn og Historie, er Ægypternes uefterrettelige, men de er det mere end noget andet Folks, deels fordi det var umueligt at et Folk, uden at være rædsom uhistorisk, giennem hele Old-Tiden kunde sidde med Pen og Papir og en mageløs borgerlig Dannelse, og dog ingen Historie-Bøger skrive og udgive, og deels viser alle gamle Efterretninger om Ægypten, at Præsterne ordenlig stank af Stolthed og Selv-Roes, saa selv de ældste Historie-Bøger af saadanne Folk vilde kun have lidt at betyde, end sige da hvad de fandt for godt at fortælle til fremmede Reisende, som Beviis paa, at Ægypterne var og havde altid været de Frommeste og Viseste af alle Mennesker, saa blandt dem var Ingen at laste uden hvem der ei troede paa de umælende Dyr i hvem Guderne stak. Endelig stadfæster Øiesynet, at de gamle Præster i Ægypten ret med Flid sammenfiltrede Alt hvad de vidste at sige om Guder og Helte, 97 Sjeldenheder og Hverdags-Ting, saa Man søger forgiæves Oplysning hos dem, der satte deres Ære i at giøre mørke Taler. Langt fra derfor at kunne, som Man har meent, rette de Ebraiske og Græske Efterretninger om Old-Tiden efter de Ægyptiske Gaader, komme vi rimeligviis aldrig til at forstaae Meer af disse, end hvad vi, efter de aabenhjertige Folks Tilstaaelser og vort eget Bekiendtskab med Natur-Lovene i Aandens og Legemets Verden, kan giætte os til. Guderne flygtede for Fienden (Typhon) til Ægypten og skjulde sig i Dyrene, sagde de gamle Præster, og det giælder i alle Maader om Menneske-Aanden [Mande-Viddet], at der aabenbarede den sig ikke men legede kun eller krøb dog i Skjul. Dette »Ægyptiske Mørke« er imidlertid en universal-historisk Kiends-Gierning, som vi maae fatte skarpt i Sigte, ei blot fordi det mærkelig hæver Lyset i Gosen-Land eller Ebræernes gamle Historie, men især fordi det længe har aabnet alle urimelige Folk et Smuthul, hvorfra de med Held fordunklede Oldtiden. Det var da omtrent halvfemte Aarhundrede før Christi Fødsel, og Halvsyvende [halvottende] efter Israelit ernes Udvandring, at Grækeren Herodot, fra Halikarnas i Lille-Asien, gjorde sin uforglemmelige Reise til Ægypten, som dengang med indædt Harme knurrede under det Persiske Aag, men lignede i Øvrigt sine Mumier, der endnu trodse Tidens Tand og volde Nutidens Lærde samme Hoved-Brudd som Folket selv voldte Fortidens. Herodot var en anderledes Beundrer af Ægypternes barnagtige Selv-Klogskab, falske Ærbarhed og Storladenhed, end vi uden Skam kan være, og det er derfor sikkert nok, at han hverken har paadigtet dem nogen Lyde, eller fortiet Nogen af deres Dyder, som han kunde opdage; men at de virkelig satte en Ære i at være keitede og gaae avet om i alle Maader, og at der virkelig ikke har været nogen anden Historie at finde, end hvad Præsterne, fornemmelig i Memphis men dog ogsaa i Thebe og On, gav ham at løbe med.