Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Efter Chephrin, siger Man, kom Mykrin paa Thronen, som vel var en Søn af Cheops men traadte dog ikke i sin Faders Fodspor; thi baade aabnede han Templerne igien, og gav det plagede Folk Hjemlov, og maa prises fremfor alle Konger i Ægypten som et Mønster paa Retfærdighed, da ikke blot hans Domme var retfærdige, men hans Hjerte saa godt, at han gav dem der tabde deres Sag Erstatning [Godtgjørelse] af sin egen Lomme, for at de ikke skulde være vrede paa ham. Men trods al sin Livsalighed blev Mykrin dog meget ulykkelig, og det første Stød han fik, midt under sine priselige 101 Bestræbelser, var, at han mistede sin Daatter, som var eneste Barn, og hende var det, han, til en Udmærkelse, ikke lod begrave men bisætte i den forgyldte Træ-Ko, som staaer i Sais endnu, hvor jeg selv har seet den. Koen staaer der i et kongeligt Gemak, hvor der hver Dag giøres Røgelse og brænder om Natten en Lampe for den, og i et Side-Værelse staae der tyve kolossalske Billed-Støtter, som man kalder Mykrins Kiærester, men som jeg ingen videre Beskeed kan give om. Somme vil rigtig nok sige, at Mykrins Daatter hængde sig af Græmmelse, fordi hendes Fader bar sig unaturlig ad med hende, og at de Andre var Kammer-Pigerne som havde været Faderen behjelpelige og som Moderen derfor havde hugget Hænderne af, men det holder jeg for Snak, saameget mere, som Man beraaber sig paa, at Billedstøtterne har heller ingen Hænder, thi deres Hænder har jeg selv seet ligge for deres Fødder, saa dem har aabenbar Tiden slidt af. Koen ligger ellers paa Knæ, er af naturlig Størrelse og beklædt med et Purpur-Dækken, paa Hals og Hoved nær, hvor Man seer Lue-Forgyldningen og Solen som en Straale-Krands imellem Hornene, og een Gang om Aaret, naar Ægypterne sørge over Guden, jeg ved denne Leilighed ikke tør nævne, kommer Koen ud at soles, som skal være efter en Bøn af Prindsessen paa hendes Yderste.