Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Saavidt Præstern e, siger Herodot, og Man maa vel indrømme, det kan ogsaa være Nok af det Slags; men paa den anden Side kan Man dog heller ikke nægte, det er en meget tarvelig Old-Historie for det ældste Folk i Verden, selv naar Man anslaaer Tids-Rummet til en god Deel mindre end Præsterne, som læste de 341 Konge-Navne op for Hekatæus og Herodot, forsikkrende dem, at de havde udfyldt ligesaamange Menneske-Aldre eller 11340 Aar og pegende til Vitterlighed paa ligesaamange Træ-Mænd i Thebe, der skulde forestille Ypperste-Præsterne, hvis Antal, Søn efter Fader, paa et Haar stemmede med Kongernes! Imidlertid er dog disse Herodots Præste-Sagn omtrent Alt hvad Old-Tiden har kiendt, thi hvad Diodor, som skrev efter Manetho, lægger til, er ubetydeligt, saa Man seer godt, at Historien slet ikke har været de Ægyptiske Præsters Sag, og at det i alle Maader var splittergalt, af saadanne Billinger at ville bygge et Tempel enten for Saga eller Mnemosyne, der kunde trodse de Ihukommelses-Støtter, Moses og hans Efterlignere har reist paa Zion. Derimod kan vi, ved Hjelp af Ebræernes Skrifter, temmelig godt see, hvordan de Ægyptiske Præster, tildeels meget imod deres Villie, er kommet til den naragtige Rigs-Historie, de trykde i Grækeren. Først maae vi imidlertid forvandle de mange tomme Aar-Tusinder omtrent til ligesaamange Aarhundreder, hvorom Præsterne selv har efterladt os et Vink, vi ei kan lade ubenyttet, thi de fortalde selv Diodor, at de vidste kun Rede til syv og fyrretive Konge-Grave, og naar vi nu til de 341 Konge-Navne, de forelæste Herodot, lægge de følgende Sex (Psammetik, Necho, Psammis, Apries, Amasis og Psammenit) som er sikkre nok, da bliver der netop trehundrede og syv og fyrretive, hvoraf vi med Rette forkaste de trehundrede som uægte, da det jo kun *

104 var uærlige Folk der hos Ægypterne, som havde Grave nok, kom til at fattes En*). Tillagde vi nu endogsaa det Ægyptiske Rige, til Senacheribs Tid, hvad Man kalder 41 Menneske-Aldere (1350 Aar), kom der dog allerede en menneskelig Tids-Regning ud, men da 25 Aar er det allerhøieste Man tør regne paa hvert Konge-Ledd, maa det forkortes til 1000, som, lagt til de 700 Aar mellem Senacherib og Christus, giør 1700 Aar og fører os eet Aarhundrede foran Abraham, som jo ogsaa er den første bekiendte Reisende, der fandt en Konge i Ægypten. Hermed kan det ogsaa stemme, hvad Præsterne fortalde Herodot, at indtil den Tid havde Solen i det Ægyptiske Riges Dage staaet to Gange op hvor den gik ned og omvendt, uden at det havde gjort nogen videre Forskiel; thi da det dog neppe var blot Snik-Snak, skulde det vel sagtens betyde, at Himmel-Legemerne i den Tid havde fuldendt to store Kreds-Løb, som jo skeer i tolv Aarhundreder, netop saamange af fornævnte Sytten, som i Herodots Tid var forløbne.