Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Israel havde nemlig, i det andet Aar efter Udgangen, deres Leir i Kades nær ved Canaans Grændser, og derfra sendte Moses, efter Guds Befaling, tolv Høveds-Mænd, En af hver Stamme, ind at syne Landet og sige Beskeed saavel om dets Leilighed som om Indbyggernes Tilstand. Disse tolv Syns-Mænd eller Speidere trængde frem til Hebron hvor Abraham laae, og til Gophne eller Drue-Dalen1, og kom saa tilbage med en Prøve af Landets [ypperste] Frugter, nemlig Figen, Granat-Æbler og Vindruer, men bragde en mundtlig Beskeed der gjorde et frygteligt Oprør i Leiren. Det er tilvisse et Land, sagde de, *

* 110 som flyder med Melk og Honning, men det er en reen Umuelighed for os at indtage det, thi det er fuldt af faste Stæder med høie Mure og stridbare Folk og vi har endogsaa mødt Jetter, Anaks Børn, saa store at vi saae ud som Græs-Hopper ved Siden ad dem. Derover blev Folket som de var fortvivlede, hylede og græd hele Natten og knurrede imod Moses og Aaron, sigende : gid vi var døde i Ægypten eller gid vi maatte døe i Ørken, istedenfor at Herren vil have os til at falde for Sværdet, saa vore Koner og Børn blive Trælle, og vi maatte heller gaae tilbage til Ægypten. Ja, raabde nu den Ene i Munden paa den Anden, kom lad os keise os en Høvding og søge Ægypten! Moses og Aaron kastede sig paa deres Ansigt for Hærens Øine, og To af Speiderne, Osea Nuns Søn, hvem Moses kaldte Josva (Jesus), af Ephraims, og Caleb Jephunnes Søn af Juda Stamme, som ogsaa fra Først af havde opmuntret Folket, gjorde nu Begge deres Yderste for at stille dem tilfreds, sigende: det er et deiligt, overmaade deiligt Land, og naar Gud kun ynder os, kan Han jo sagtens føre os derind, værer derfor ikke gienstridige imod ham og frygter ikke for Lands-Folket, thi dem kan vi æde op i et Maaltid, deres Tid er forbi og Gud er med os! Det hjalp imidlertid slet ikke, Bulderet blev ved og Folket skreg som med een Mund, at de skulde stenes ihjel.