Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Endnu enstund blev Folket liggende i Kades, fordi de krympede dem ved at begynde paa den lange Reise, men omsider maatte de dog bryde op og blive ved at trække frem og tilbage i Parans Ørk, omkring Seirs Bjerge, til den gamle Slægt uddøde og Tiden udrandt, hvorpaa Moses endte sine Bedrifter med at indtage Gilead, østenfor Jordan, og uddeelde det til Rubens, Gads og Hælvden af Manasses Stamme, dog med det Forord, at de desuagtet skulde staae deres Brødre troelig bi til Indtagelsen af Canaan. Timen var nu kommet, da Moses skulde sige Folket og Verden sit store Farvel, thi heller ikke han maatte gaae over Jordan, og han stillede sig nu frem i Forsamlingen, hundrede og tyve Aar gammel, klarøiet, rask og rørig endnu, gientog kort og fyndig alle Lovene, for Slægten som var opvoxet i Ørken, og forelagde dem, som han sagde, Livet og Døden at vælge imellem: Velsignelsen, der skulde times Lovens Venner, og Forbandelsen, der skulde ramme dens Fiender. Derpaa bød han Himmel og Jord lytte til den Svane-Sang, Aanden havde lagt ham i Munden, for at den skulde lægges Folket paa Hjerte og paa Tunge, til et evigt Vidnesbyrd, at det var ikke Guds men deres egen Skyld, naar det gik dem ilde, men dog *

112 ogsaa til en evig Trøst, thi den endte triumpherende: fryder eder, I Himle, med Herren, og tilbeder Ham alle Guds Engle f Fryder eder, I Hedninger, med Hans Folk og styrke sig i Ham alle Sønner af Gud, thi nu hævner Herren sine Sønners Blod, giver Fienderne Løn som forskyldt og helliger Landet Han gav sit Folk! Endelig lyste Moses en prophetisk Velsignelse over Stammerne og over Juda, Levis og Josephs Afkom især. og gik saa op paa Nebo-Bjerget, hvor Herren havde sagt, han skulde see ud over Canaan og saa lukke sine Øine i Fred*).