Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Stort er vist nok det Mindes-Mærke, Moses har efterladt sig i Bøgerne, der bære hans Navn, thi Oldtidens andre Digtere maatte, naar de var lykkeligst, misunde ham det, og dens andre Lov-Givere har Intet at sætte i Ligning dermed, men dog er det ingenlunde den Ebraiske Forsangers, Lov-Givers og Skrive-Mesters eneste eller største Mindes-Mærke; thi det er ikke engang hans Grav, som i Old-Tiden Ingen vidste, men som ligger aaben for vore Øine i Synagogen, hvor den usynlige Haand vidunderlig begrov ham; nei, hans største Hæders-Minde er unægtelig den Christne Kirke, hvor han levende ihukommes og hvor hans Ansigt altid skinner paa Forklarings-Bjerget af Herlighedens Glands i Christi Selskab! Ja, det er umueligt, at tale sandt om Moses og det Folk han stod i Spidsen for, uden at Udtrykket af sig selv bliver poetisk, thi de er, ligesom deres Digter-Værker [Søndags-Syner i Hverdags-Klæder], den høieste Poesi i Form af Prosa, og derfor blev deres Historie nødvendig derefter, sanddru og simpel [jævn] men ogsaa [høist] vidunderlig som ingen Anden, saa det er ingen mørk Tale, naar vi nu sige: blandt Old-Tidens store Folk var Ebræerne, med Moses i Spidsen, en Zeus der tog Himlen til sin Part, hvormed Resten fulgde som. Tilgift, medens Grækerne var en Poseidon, der maatte nøies med Havet, som, naar det straaler skiønnest, dog kun afbilder Himlen og naar det gaaer høiest, kun oversvømmer Jorden, og Ægypterne var endelig en Pluto der tog sin evige Bolig i Under-Verdenen og stræbde kun at udhule Jorden til en Osiris-Grav, skiønnere end Himlen! Dette er ikke længer nogen mørk Tale, fordi Tiden har forklaret den, men det kunde Tiden vist nok ikke gjort, naar ikke Manden Moses havde været en sand Halv-Gud, der steg op paa Sinai som Zeus paa Olympen og talede med Uranos som en Mand med sin *

113 Næste, og steg saa ned igien ei blot til Jorden, men til Plutos Boelig og beskrev baade hvad han hørde paa Bjergets Top og hvad han saae ved dets Fod., saa tørt og tydeligt som en ægyptisk Præste-Pen [Skriverpen]; thi kun derved blev det mueligt at Ebræerne kunde faae det Levneds-Løb, de fik, og vi komme til at forstaae det. Vi kan vist nok ikke bedømme, hvorvidt han, som skrevet staaer, gjorde Tabernaklet, eller Telt-Kirken under Bræde-Skuret, nøiagtig efter den Lignelse han saae paa Bjerget, men jo fortroeligere vi blive med Ebræernes Historie, med Verdens Løb og især med den udødelige Menneske-Natur hos os selv, des klarere staaer det for vort Øie, at hans Lov-Givning og Stats-Indretning var et reent Aftryk af hvad han hørde paa Bjerget, og at hans Syn i Fremtiden, hvor utrolige Ting det end gjaldt, ingenlunde slog ham feil, saa hvad enten vi forklare os det naturlig eller overnaturlig, var Moses dog Old-Tidens største Prophet, og Staten, han stiftede, den sande Guds mageløse Værk, Hans Kirke-Stat, bygget paa Hans udelukkende Dyrkelse, og bestemt til at udvikle den Stats-Kirke [Folke-Kirke] af sig, der nu alt giennem atten Aarhundreder blev lovsunget vidt og bredt, som det store Bede-Huus for alle Folk og den levende Guds Tempel paa Jorden. Naar Man derfor indbilder sig at hvad Moses udgav for Guds Befaling var ikke andet end de Love, han, og Folket for en stor Deel med, kiendte fra Ægypten, da er det netop ligesaa klogt, som om Man vilde sige, at hans Lov-Sang ved det røde Hav var kun Efterligning af Maneros eller Dødning-Dandsen, som, efter Herodot, var Ægypternes eneste Folke-Sang; thi vel kan Man giætte paa Meget i det Ægyptiske Mørke, uden at faae Skam derfor, men ikke paa den Aand der gaaer igiennem Mose-Loven, og maatte, naar den havde besjælet Ægypterne, nødvendig gjort deres Historie ligesaa lys som Ebræernes er. Uagtet derfor baade Moses og hele Folkets Bekvemhed til at udføre den vidunderlig store Plan, Forsynet havde med dem1, vilde være os aldeles uforklarlig, naar vi ikke vidste hvad vi veed om Ægypten og Israels Ophold der, saa laae det dog aabenbar ligesaalidt i Ægypternes Plan, selv at være dette Jehovah-Folk, som at Ebræerne skulde blive det, og har derfor Præsterne havt noget Nys om Forsynets Plan, stræbde de dog ingenlunde at fremme men at forhindre * 114 den, saa den Aand der drev Moses og tilsagde ham de Love, han gav sit Folk, var ingenlunde Ægypternes!