Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Vist nok indrettede Moses en Præste-Kaste af Levis, altsaa af sin egen, Stamme og gjorde Ypperste-Præstedømmet arveligt i sin Broder Aarons Æt, og da det unægtelig minder os om Ægypten, kunde Man, uden Jødernes og de Christnes Tro, vel et Øieblik fristes til at troe, det hængde ikke rigtig sammen med den Mosaiske Fortælling om Dathan og Abiram af Rubens Stamme, der misundte Leviterne [deres Fortrin], og Leviten Korah, som misundte Aaron deres Fortrin[hans], men sank derfor i Jorden og foer levende til Helvede; men Man seer dog strax, at Skinnet bedrager, naar Man giver Agt paa den borgerlige Stilling, Moses gav sin Præste-Kaste; thi den var saa langt fra at være ægyptisk, at den maatte kaldes fortvivlet, naar Kirke-Staten ikke virkelig havde den Høieste til sin Beskytter. Moses forkastede nemlig i Øvrigt hele den Ægyptiske Stats-Indretning, som det giennemførte Kaste-Væsen var Hoved-Hjulet i, saa Præsterne i Memphis vilde bestemt sagt, han var løbet for tidlig af Skole, og bemærket, at vilde han ogsaa blot have sin Kirke-Stat til at bestaae, maatte han i det Mindste giøre Høvdingskabet arveligt i sin Æt og skabe en Kriger-Kaste af Josephs Stamme til Thronens og Alterets Værn. Nu gjorde han imidlertid intet Saadant, udnævnede vel Ephraemiten Josva til sin Eftermand, men overlod, naar han var død, udtrykkelig Regieringen og Lovenes Handhævelse til Folket selv, som de turde forsvare det for Gud og deres Samvittighed, og da stod Præster og Leviter, med Tabernaklet og Lov-Bogen, arveløse og værgeløse, aldeles overladte til Forsynet og Folkets Godtbefindende. Havde han nemlig tillagt Levis Stamme Tredie-Parten af Canaans Land, ligesom Præsterne havde det i Ægypten, da vilde der dog været Udsigt til taalelige Kaar, naar de vandt Tid til at danne sig en Liv-Vagt af deres Fæste-Bønder eller Avls-Karle, men det var udtrykkelig bestemt i Loven, at Levis Stamme skulde ikke have en Fods-Bred af Landet, men derimod Tiende af Alt hvad der groede og visse Offere desuden, og det beroede altsaa, hvor Enhver gjorde hvad han vilde, som det syndes, ene paa det Folk der dandsede om Guld-Kalven i Ørken, enten de, efter Josvas Død, vilde lade Jehovahs Præster, den strænge Lovs Tolke, leve med sig eller bringe dem til Bettel-Staven. Naar imidlertid Folket virkelig havde hørt de ti Guds Bud med Basun-Stemme [Tordenrøst] fra Ild-Støtten paa Sinai, 115 virkelig seet Jorden sluge Korah, Dathan og Abiram og virkelig seet Aarons Præste-Stav bære Blomster og Mandler, da turde Moses vel haabe, at Mængden vilde føle, det var ikke raadeligt at sulte eller forhaane Jehovahs Præster, og at Tienden ikke var nogen ubillig Godtgiørelse baade for deres Tjeneste og den Trettende-Deel af Landet, der tilkom dem, men var nu deelt mellem de øvrige Stammer. Tiden har viist, han regnede ret, og ligesom da Præsternes borgerlige Stilling fra Begyndelsen var Knuden i den Mosaiske Forfatning, saa er den nu, glimrende opløst, Krandsen derpaa; thi Historien lærer os at Præster og Leviter, uagtet deres mislige Stilling, hverken kom til at fattes Brød og Agtelse eller vandt det ved at smigre Folkets afgudiske Hang, men hindredes kun derved fra at undertrykke Folket og opmuntredes deraf til at holde Loven i Hævd, som deres eneste Rygstyd, selv at læse den flittig og ivrig at udbrede Kundskab derom, som det sømmede sig Guds Ords og Folkets Tjenere, hvortil Mose-Loven aabenbar stræbde at giøre dem*).