Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Det gik Israel efter Josvas Død, ei som Man maatte ønsket, men som Man kunde vente: Hver gjorde omtrent hvad han vilde, og Mængden offrede vel i Silo, men havde ingen Lyst til at opoffre deres Skiøde-Lyster enten for Guds eller Næstens Skyld, saa Stammerne holdt kun sammen i Nødsfald og Leviterne omkring i Landet havde knappe Kaar og fristedes til for Gunst og Gave at læmpe baade sig og Loven efter de Selvraadige. Den deraf opkommende Slaphed i alle Forhold gav naturligviis Nabo-Horderne Mod til at hærge Landet, og de gamle Indbyggere Leilighed til igien at reise Hovedet i Veiret; men ved Trykket maatte igien hos et Folk med saa store Aands-Kræfter, og saa vidunderlig en Skæbne, Mindet vaagne om den Gud som gav dem Landet, og Mindet føde Daad som Anger, saa det er i Verdens-Historien blot Spørgs-Maalet, hvad Enden blev paa denne Bølge-Gang: om Samfunds-Baandet derved efterhaanden enten slappedes mere eller knyttedes fastere, og om Folket omsider fattede Kirke-Statens store Øiemed eller tabde det aldeles af Sigte [Syne]?