Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Saa sørgelig endtes da det Tids-Rum, hvori Israel havde betragtet Jehovah med Hedning-Øine, som deres Skyts-Gud, der, ligesom alle andre Guder, maatte finde sig i til dagligt Brug at have Side-Mænd, nøies med Offere, som de kunde falde, og see igiennem Fingre, som Eli, hans Præst, med Lovens Overtrædelse, hvor Lysten var stærk. Havde nu Philisterne beholdt Arken, da var der i det Mindste ikke blevet Noget af den Kirke-Stat, der svævede for Moses, og traadte universalhistorisk i Kraft med Christendommen, men da havde Forsynet ikke heller havt sin Haand deri, og det er derfor i sin Orden, at Philisternes Afgud Dagon brækkede Halsen, da Jehovahs Ark blev sat i hans Tempel, og at der fulgde en Plage med, hvor Afguds-Dyrkerne stillede den op, som et Beviis paa deres Seier ei blot over Israels Folk men over Israels Gud, som som udførde dem af Ægypten og indførde dem i Canaan. Efter Spaamands-Raad prøvede nu Philisterne Konster med Arken, ved at sætte den paa en Vogn, forspændt med Kiør, som aldrig havde trukket men havde deres Kalve hjemme, og blev nu overladt til deres egen Drift, paa Veien op til Bethsemes i Juda-Stamme. Kiørene fulgde Veien op over Grændsen og Philisternes Høvdinger fulgde efter Vognen, til den standsede ved den store Steen, Abel, paa Josva den Bethsemiters Ager, *

131 og saaledes kom Arken tilbage med gyldent Sone-Offer, til glad Forbauselse for hele Israel, men først og fremmerst for Mændene i Bethsemes, som gik paa Marken og høstede Hvede, da Arken, efter syv Maaneders Fangenskab, vendte triumpherende [seierkronet] tilbage og beviste, at Jehovah kunde hjelpe sig selv*).