Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

At der var et Folk i Old-Tiden, som Grækerne kaldte Phønicer (egenlig Pheniker og Peniker dvs. Lurendreiere) men som Ebræerne har gjort bekiendt i hele den ny Læse-Verden under Navn af de Tyrier og Sidonier, samt at dette Folk i gamle Dage var omtrent det Samme for Verden, som Engelskmænd og Hollændere nuomstunder, det er, saa at sige, alle vitterligt; men det er i Grunden ogsaa Alt hvad selv de lærdeste Old-Kyndinger [Oldkyndige] veed at fortælle os om disse Koglere, der spores allevegne men findes ingensteds. Det klinger nu vel underligt nok, at vi veed snart ikke meer om dem, der seilede saavidt som Himlen var blaa og handlede paa alle Kyster, end om dem, der murede sig ind mellem Bjergene i Nil-Dalen; men dog er det ganske forklarligt, at Ingen fristes mere til at indhylle sin Bedrift i Mørke end netop store Kiøbmænd og Fabrik-Herrer, og det var aabenbar de Tyrier og Sidonier, som derfor helst kom, hvor de kiendtes mindst, og fortalde Ingen deres Veie, men gav de Nysgierrige en Lim-Stang at løbe med, saa »Phøniciske Løgne« blev et almindeligt Ord-Sprog. Skiøndt derfor Herodot giæstede Tyrus, fortæller han dog saa godt som slet Intet om Phønicernes Fortid eller engang om deres Love og Indretninger, Handel, Sæder og Skikke i hans Tid, saa alt det Aabenbare maa have forekommet ham ubetydeligt, og Alt hvad han gad vist været en uigiennemtrængelig Hemmelighed. Havde den gamle Græker havt samme Begreb som vi, om Phønicernes Indflydelse paa Slægten i det Hele, kunde han vist nok sagt os mangt et Ord, vi nu vilde opveie med Guld, men hvor langt han var derfra, see vi strax, da hans Verdens-Historie vel ganske rigtig begynder med Phønicerne, men kun for at vise os fra hvilken indskrænket hellenisk Synspunkt han betragtede dem.