Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Endelig, i Anledning af den store og deilige, frugtbare Øe i det Atlantiske Hav, mange Dages Reise vestenfor Afrika, der synes ham skabt til en Bopæl snarere for Guder end for Mennesker, siger Diodor: samme Øe var i gamle Dage, formedelst Afstanden fra hele den øvrige Verden, længe ubekiendt, men blev dog omsider ved en Hændelse opdaget af Phønicerne. Dette Folk, der fra Arilds-Tid af alle Kræfter lagde dem *

* 149 efter Handel og Skibsfart, og havde Lykken med sig, stiftede nemlig først endeel Kolonier i Afrika og det vestlige Europa indenfor Støtterne, men vovede dem derpaa ud i hvad Man kalder Oceanet (det Atlantiske Hav), og anlagde først og fremmest Gadra (Cadix) paa Halv-Øen, hvor de blandt Andet opførde det prægtige Herkules-Tempel, som der endnu gaaer meget Ry af. Da de nu herfra undersøgde Kysterne, blev de engang under Afrika forslagne af en Storm og drev vesterpaa i mange Dage, med en rask Kuling, til de kom til ovenmeldte Øe, hvis Herligheder de da lærde at kiende og udbasunede. Desaarsag havde Tyrrhenerne (Etruskerne) da de siden blev mægtige til Søes, i Sinde at anlægge en Koloni der, men det forpurrede Karchedonierne (Carthaginenserne) deels for at der ikke fra deres eget Land skulde skee for jævnlige Udvandringer til de deilige Egne, og deels for at have et Sted, de selv kunde tye til i Nødsfald, hvis det engang gik galt med Carthago*).