Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

At Phønicerne hentede Ravet i Øster-Søen, eller dog deroppe ved, er vel kun en Slutning, vi giør deraf, at del aabenbar kom tilskibs fra den anden Side af Herkules-Støtterne, men Slutningen herfra til det nærmeste Rav-Land paa den Kant er af dem, der baade giør og forsvare sig selv. Mythen om Phaeton, som Soel-Hestene løb løbske med, til han styrtede ned og druknede i Eridanus, hvor hans Søstre, Heliaderne, forvandlede til Æspe-Træer, fælde Rav-Taarer for ham, som Herodot skotter til og Diodor fortæller, er sikkert af Phønicisk Oprindelse, og dybere end Grækerne drømde om, men giver naturligviis ingen geographisk Oplysning, og da Marsellianeren Pytheas, som skrev lidt efter Alexander den Stores Tid, er den eneste Græker, som roeste sig af selv at have været i Thule og kiende det Nordiske Hav, er det sikkert efter ham, Diodor fortæller, at Rav-Øen ligger deroppe og kaldes Basilia, der nøiagtig lod sig oversætte Borgen-Holm (Bornholm). Nu at bestemme, enten hvorfra Pytheas havde sine Efterretninger, eller hvor gode de var, lader sig saameget mindre giøre, som hans »Thules Historie« er forgaaet, og kiendes kun af en bidsk Recensjon hos Strbo, der selv tilstaaer, *

156 han vidste ingen Beskeed om Tingen; men da Grækerne kalde Elektron og Tydskerne Bernsteen hvad kun vi kalde Rav, slaaer det dog neppe feil, at Navnet »Rannonia« som Øen Basilia kaldes af en Græsk Skribent, er kommet fra vort Norden. Sagen vilde for Resten i Verdens-Historien være ubetydelig, naar ikke vort Norden selv bar Spor af tidlige Stats-Anlæg, Ager-Dyrkning, Søfart, Runer og Rime-Konst, men da saa er, forvirres aabenbar Kiæden, naar man taber den ældgamle Forbindelse mellem Middel-Havet og Øster-Søen af Syne *).