Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Med denne Phønicernes tidlige Travlhed stemmer det ogsaa godt overeens, at Man finder Glasset saavel i Jobs-Bogen som i Gravene ved Memphis, og Purpuret i Mose-Bøgerne; thi Old-Tiden har aabenbar ikke kiendt andre Purpur-Farvere end de Tyrier og Sidonier, og hvad Glasset angaaer, da har der vel løbet sære Rygter om de Æthiopiske Glas-Kister, som allerede Herodot taler om, efter de Ægypters Mund, der var Speidere for Kambyses; men Rygtet har aldrig stadfæstet sig, og det var i alt Fald ikke fra Morianerne Grækerne fik deres Glas-Vahre**). Plinius skal for Resten, efter de Lærdes Sigende, være den ældste Skribent, der giver os Oplysning saavel om Purpur-Muslingen ved den Phøniciske Kyst, med en Blære, kaldet Blomsten, hvis Saft alene gav den ægte Farve, som om Glas-Pusteriet, og i Anledning af dette siger han udtrykkelig, at en Strækning paa fem hundrede Skridt ved Bækken Belus, under Karmel, var giennem mange Aarhundreder Glassets eneste Vugge. Efter Sagnet, føier han til, skal Opdagelsen være skeet paa den Maade, at nogle Skibsfolk, der laae for Anker med en Ladning Salpeter, tog Stumper deraf i Land og kaagde deres Mad ved; thi ved den Leilighed, siger Man, smeltede Glimmer-Sandet og viste Verden et nyt Slags Bække som blev til Glas. Plinius tilskriver for Resten Sidon alene Glas-Pusteriet, og siger om Tyrus i hans Dage, at Muslingen og Purpuret var nu hele Herligheden ved den berømte Stad, der fordum blev Moder til Karthago og alle de Phøniciske Kolonier, paa Theben nær i Bøotien, som Sidon havde Æren for***).