Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Nu var det, Kyrus blev Asiens Herre, og naar Phønicerne *

* * * 161 underkastede sig Perserne, veed Man egenlig ikke, men Herodot melder udtrykkelig, det var skeet godvillig om ikke før, saa under Kambyses, og at de meer var at betragte som Persiske Bundsforvante, see vi deraf, at de kunde og turde nægte Kambyses Hjelp imod Karthago*). Dog, alle saadanne Forbindelser med sine Overmænd blive snart til Lænker, og var det alt tildeels under Kserxes, hvem Kong Mapen i Tyrus og Tetramnist i Sidon fulgde paa det Græske Tog med trehundrede Skibe, som var de bedste Seilere i hele Flaaden**). I det Mindste maatte de Phønieer uden Lov og Dom række Hals, som fortalde Kongen, hvad vist var ingen Løgn, at de Asiatiske Græker ved Salamis lod dem i Stikken***), men at der dog endnu var Mod tilbage, see vi paa den formelige Opstand de, i Forbund med Ægypterne, gjorde mod Tyrannen Ochus i det Fjerde Aarhundrede. Det blev imidlertid Sidons Undergang, som stod i Spidsen og opirrede Tyrannen, ei blot ved at slaae hans Statholdere i Syrien og Kilikien, men ogsaa ved at fælde alle Træerne i hans Phøniciske Paradis; thi Anføreren for de Græske Leie-Tropper, Mentor fra Rhodus, og Sidons egen Konge Tennes forraadte Staden til Ochus, som brændte af Begiærlighed efter Hevn, men var dog for afmægtig til at tage den som en Mand. Kun de 500 fornemme Sidonier, som Tennes spillede ham i Hænderne, fik han selv den Fornøielse at slagte, thi Resten, fortæller Diodor, stak selv Ild paa Byen, da de saae sig forraadte og havde, ved i Forveien at brænde deres Skibe, berøvet sig enhver Udflugt, og 40000 omkom i Luerne, saa Tyrannen maatte holde sig til Asken, som han fik godt betalt, fordi der var smeltet meget Sølv og Guld med Sidonierne†).