Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Tyrus faldt, efter Diodors Beretning, just da Man den hundrede og tolvte Gang holdt de Olympiske Lege (efter ny Regning 332 f. Ch.), og efter Alderen skulde han ført Ordet om Beleiringen, men det er, desværre, gaaet ham, som det gik mange Skrivere: han tog ingen [inderlig] Deel i Begivenheden og glenide derfor at beskrive den, medens han forgiæves stræbde at begeistre (indtage) baade sig selv og sine Læsere for det konstige Maskineri [Tømmerværk], der dog kun er saameget værdt som det virker. Hvad han vilde sige, løber for Resten ud paa det Samme, som Arrians Fortælling, undtagen at Alexander efter Stormen lod over 2000 Ungersvende hænge, og at *

164 Slavernes Antal var ei stort over 13000, fordi de fleste Koner og Børn var sendt til Karthago. Kongen (Azelmik), siger han ogsaa, der havde været Perserne saa hengiven, blev afsat, og Alexander overlod til Hephæstion at sætte paa Thronen hvem han vilde, hvorpaa Hephæstion tilbød sin Vært Kronen, som dog vægrede sig ved at bære den, og gav derimod Anslag paa en fattig Urtegaards-Mand ved Navn Ballonimus, som, efter hans Sigende, baade var af Konge-Slægten og fortjende Purpuret. Den Tyriske Vært fik Lov at raade for Thronen og satte virkelig Urtegaards-Manden derpaa*).