Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Man maa nemlig vide, at nede fra Karmel og Jordans Kilder løber der i Nord en dobbelt Bjerg-Kiæde, som de Gamle kaldte Libanon og Anti-Libanon, med en breed Dal-Strækning imellem, hvor Man endnu seer stolte Levninger af Salomons Baalbek, og hvor Lands-Byerne Mara og Malula skal være de eneste Steder, Man endnu til daglig Brug taler Syrisk, som ellers ganske er fortrængt af Arabisk. Vest-Kiæden er nu igien det egenlige Libanon, som, i en Strækning af henved fem og tyve Mile, begrændser det kun fire, fem Miil brede Landskab mellem Bjergene og Havet, som Tyrier og Sidonier har gjort saa berømt. Øst-Siden af Libanon er øde, men Vest-Siden er en Kiæde af frugtbare Trappe-Aase eller Skraaninger (Terrasser), hvoraf Druserne beboe den sydlige Beel, fra Zor til Bairuth, og Maroniterne den Nordlige, derfra til Trabayos, hvor Kiæden endes med det berømte Forbjerg (Cap Carrauge) som de Gamle kaldte Gude-Fjæset (Theoprosopon).