Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Mellem alle Verdens Sletter er Ingen blevet saa berømt, som den mellem Tigris og Euphrat, hvor Menneskens Børn 168 vilde bygt et Taarn, der ikke blot poetisk [billedlig] men prosaisk talt [haandgribelig] skulde stikke i Sky; hvor siden de store Stæder Ninive og Babylon, som Old-Tidens Peking og Nanking, forbausede og enstund beherskede Øster-Leden, og hvor endnu i Middel-Alderen Bagdad glimrede som Middel-Punkten for Østerlandsk Vælde, Pragt og Vidskab. Euphrat springer ud i det bjergfulde Armenien (under 40 Gr. N. B.) i Nærheden af Ararat, og skiøndt Man ei ret kan hitte Rede i Udspringet af Tigris, er det dog ei langt derfra, saa de to Floder ligne et Par Tvillinger, udsprungne af samme Moder-Skiød, der vel enstund gaae hver sine Veie, men mødes dog omsider og synke i hinandens Arme, for aldrig meer at adskilles; thi saaledes mødes Euphrat og Tigris ved Korne, mellem Bagdad og Bassora, og danne den saakaldte Stor-Elv (Schat el Arab), som falder ud i den Persiske Bugt. Hele dette Flod-Land, henved 200 Mile i Længden, men smalt, undtagen i Midten, hvor det voxer til over 50 Mile, kunde med Føie hedde Mesopotamien eller Øen (Gezira), men dog er det kun den nordlige Deel Man kalder saa, hvor Orfa ved Euphrat er de Gamles Edessa, og Mosul ved Tigris minder om Ninive, hvoraf Man dog ei har fundet mindste Spor*). Fra Mosul og det ligeoverfor ved Euphrat liggende Kerkeseaf (under 36 Gr.) hvor Landet er 40 Mile bredt, nærme Floderne sig [hinanden] og danne en Slags Trekant, med en Snevring, som er det egenlige Babylonien eller Chaldæa, hvis Frugtbarhed Herodot ei kunde noksom berømme, og hvor Babylon fordum glimrede som et af Oldtidens syv Under-Værker. Nu derimod, efterat Flod-Landet, lige siden Alexander den Stores Tid, har saa jævnlig været Val-Pladsen og Tvistens Æble, mellem Parther og Perser paa den ene, og Syrer, Romere, Araber og Tyrker paa den anden Side, er det intet Under, Man savner den blomstrende Tilstand, og har ondt ved at finde mindste Spor af den forsvundne Herlighed. Allerede Strabo vidste, for meer end sytten Aarhundreder siden, ei bedre at beskrive den Forvandling, Babylon havde undergaaet, end ved at bruge Digterens Udtryk: den store Stad er nu det store Øde**), saa der maatte Engelsk Haardnakkenhed til at troe, det Taarn, der skulde *

* 169 rakt til Himmelen, kunde dog umuelig være sunket saa dybt i Jorden, at det jo lod sig opdage [opgrave]. Erfaringen har imidlertid, denne Gang som saa tit, stadfæstet, at hvem der leder som en Engelskmand, han finder, thi paa denne Maade er der ikke blot østenfor Euphrat fundet kiendelige Levninger af den gamle Stad, med sit Mursteens-Bol værk, men selv paa den fortvivlede Vester-Side fundet en Bygning, som et lille Bjerg i Høiden, der synes mishandlet af Torden-Kiler, kaldes af Araberne Nimrods-Taarnet (Birs Nimrod) og er sikkert Ruinen af det Jette-Værk, hvormed de gamle Børn for fire Aartusinder siden indlagde dem et Navn paa Sinears (Sindsjars) Slette. Det mener i det Mindste En af vore Dages klogeste Historie-Skrivere*), men naar han tillige formoder, at det har ligget midt inde i Vester-Byen, og været det ottetaarnede Belus-Tempel, Herodot beskriver, da er det ikke blot Afstanden (over en stiv Miil) fra Floden, der giør det urimeligt; thi til at holde Huus paa saa frygteligt et Sted, endogsaa kun for at indjage andre Skræk, maatte der vist i Oldtiden saadan en »gudsforgaaen Krop af en Jæger« som Nimrod. Derimod er det sikkert nok samme Ruin [Jordstyd], som Strabo fortæller, Alexander den Store kort før sin Død vilde havt istandsat, men opgav, da han saae, det vilde give Folk i Tusind-Tal Maaneders Arbeide blot at rense Jorden fra, og heraf kan Man end videre slutte sig til, at den store Gruus-Dynge [Grusdysse], med Spor af Ring-Mure, som Engellænderne (Rich og Porter) ogsaa har opdaget nordost for Nimrods-Taarnet, har været Bels Begravelse, som Strabo melder, var reent forstyrret, efter Sigende, af Kserxes**).