Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Ligesom nu Jødernes Hellige Skrift bekræfter det Græske Sagn om Ninive og Babylon, som Hoved-Stæderne i det ældste Verdens-Rige, saa lærer den os ogsaa, at Kongerne fra den Kant allerede i Abrahams Tid (16-1700 Aar f. Ch.) oversvømmede Syrien og Canaan, og i Dommer-Bogen nævnes *

175 udtrykkelig Kongen af Mesopotamien Chusathaim, som den Første, der bragde Israeliterne under Aaget*). Siden høre vi Intet til Kongerne fra Østen, førend benved tohundrede Aar efter Salomons Død, da Palæstina hjemsøges af den Assyriske Kong Phul eller Phua, saa det stadfæster sig ogsaa, at der, efter Ninus-Tiden kom en Ninyas-Tid i Assyrien, da den store Konge kun var det af Navn. Skal vi altsaa tænke os noget Historisk ved Sardanapal, maa det være Konge-Rækken fra Phul til Ninives Undergang, da Assyrien kun seirede som i en Døds-Kamp, der gav Riget Bane-Saar. At det nu var den truende Undergang, der vakde Sardanapal af sin vellystige Dvale, det siger Mythen, og det følger omtrent af sig selv, men det er yderst mærkeligt, hvad vi læse i Jødernes Hellige Skrift, at det var En af Israels Propheter, der, ved at spaae Undergangen i Jehovahs Navn, vakde den slumrende Løve som skulde rase paa Ephraims Bjerg**).