Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Ligesom for Resten Jonas-Bogen minder om det Sø-Uhyre ved Jaffa, som der gik Rygte af baade i Grækenland og Rom, saa kan Man heller ikke bare sig for at tænke paa Due-Dronningen Semiramis, naar Man veed, at Jonas bemærkeren Due, saa hun kunde ligesaa godt hedde Semir-Jona, Due-Sangen eller Jonas Spaadom, hvad der er dobbelt mærkeligt, da Duen, som Man veed af Meer end Egen ved Dodone, betyder Spaadoms-Aanden. Om det nu kun er et besynderligt Træf, eller om Herodots Semiramis, fem Menneske-Aldere før Nebukadnezar, har noget med Jonas at giøre, lader sig *

* 177 saameget mindre bestemme, som Semiramis-Sagnet kun er kommet daarligt til os, men tænke vi os en sammensmeltet Spaadom om Ninives Fald og Babels Triumph, som dog netop vakde Assyrien til Kæmpe-Skridt, da lod sig unægtelig, selv om Propheten ikke hedd Jonas, derom digte en lignende Mythe. Om Ninives endelige Undergang findes vel en egen Spaadom i Jødernes hellige Skrift, under Propheten Nahums Navn, men det var neppe den, Sardanapal trøstede sig ved, hvorimod det falder rimeligt, at Jonas i sin Spaadom, som vi af Tobias-Bogen see, Man ogsaa henførde til Enden, har peget paa Floden som den frygtelige Fiende, og Niniviterne trøstet sig ved, at da de dengang slap, havde det intet videre at betyde*). Skade, maae vi vel sige, at Herodots Assyriske Historie er gaaet tabt, thi han maa jo dog vel have beskrevet Ninives Undergang, siden Aristoteles beskylder ham for ved den Leilighed at have, mod alle Nebbets Regler, ladet Spaadoms-Ørnen, der fløi i Spidsen, drikke**).