Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Del er mærkværdigt nok, hvad der fremdeles fortælles om Nebucadnezar, om Billed-Støtten, han lod opreise paa Dura-Sletten, og om de tre Mænd, Daniels Venner, han lod kaste i den gloende Ovn, fordi de ikke vilde tilbede den, og om hans Afsindighed og Helbredelse; men det hører dog nærmest til Kirke-Historien; det Foregaaende derimod viser ikke blot, hvorledes Israels Gud skaffede sit Folk Religjons-Frihcd og taalelige Kaar i Udlændigheden, men kaster fra flere Sider Lys paa Tilstanden i Babylon, og meddeler os en universalhistorisk Spaadom, der er den Eneste i sit Slags. Denne Spaadom peger nemlig saa umiskiendelig paa det Persiske, *

186 det Græske og det Romerske Verdens-Rige, at det er Intet Under, Man i vor mistænkelige Vidskabs-Tid har fundet det rimeligst, den var gjort bag efter, men, alt Andet fraregnet, veed vi dog, den er gjort før Christi Fødsel og stadfæstes ei mindre af den følgende Tid end af den Foregaaende, saa der er ei mindste Grund til at formode Andet, end at den vil blive saaledes ved til Verdens Ende! Hvorvidt derimod Daniels Drøm, som røbede og forklarede Nebucadnezars, skal kaldes naturlig eller overnaturlig, det er et Spørgsmaal, Man i Universal-Historien ei fristes til at plage sig med, og hvem der ærgrer sig over Israels Fremsyn, skulde helst skynde sig derfra med den Bemærkning, at Ahnelsen af de fire Verdens-Aldre, som Guldets og Sølvets, Kaabberets og Jernets, har i Old-Tiden været vidt udbredt, peger paa Menneske-Livets fire Aars-Tider og speiler sig i Mythen om Kronos og hans Sønner!