Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

At Herodot slet ikke ændser Nebucadnezar, har Man fundet besynderligt, og det vilde saa være, hvis han ikke med Flid havde giemt Talen om Babylons Konger til sin Assyriske Historie, som vi savne**). Han tilskriver imidlertid rigtig nok en Dronning Nitokris, der maatte være samtidig med Nebucadnezar, de Babyloniske Underværker, som Chaldæeren Berosus tillægger denne Konge, og Fabelhansen Ktesias den gamle Semiramis; men det kommer ventelig af, at den Babyloniske Mythe, som Herodot troskyldig fulgde, henførde al Babylons Herlighed i en Sum til de to Dronninger: Semiramis og Nitokris, hvad udentvivl kun skal sige Babyloniers og Chaldæers Kron-Skud. Forholdet mellem disse er vist nok en dunkel og derhos killen Sag, men som dog maa berøres, om aldrig for Andet, saa dog for at paaanke det Misgreb, hvorved Man i vore Dage har villet oplyse den historiske Dunkelhed med en Poetisk, og saaledes end mere speiet det noksom indviklede Spørgsmaal. At nemlig Chaldæer-Navnet, baade *

* 187 hos de Græske og de Ebraiske Forfattere, snart bruges om et Sæt Præster og Bog-Lærde i Babylon, og snart om en heel Folke-Stamme, det er klart, og at det Chaldæiske Herredømme begynder med Nebucadnezars Fader Nabolassar, er høist rimeligt, men naar Man nu giør disse Chaldæer til et Barbarisk Folk, der nordenfra skal være trængt ind i det Syvende Aarhundrede, da er det grebet af Luften og kun fortvivlet henført til et dunkelt Sted hos Esaias, midt i Spaadommen om Tyras, som i vor Ebraiske Text er uforklarligt, og hos de Halvfjerds siger tydelig: det nytter heller heller ikke Tyrierne at tye til Chaldæa, thi ogsaa der hærger Assur, og Muren (man maa tænke paa [maa vel være] den Mediske) er faldet*). Sagen er i sig selv af liden Vigtighed, da Babylon er langt fra at være en Hoved-Stad i Universal-Historien, men skal Man have en forsvarlig Mening om Chaldæer-Folket, maa Man nødvendig søge dem, hvor Strabo peger, naar han siger: der er i Babylonien et Slags indfødte Philosopher som kaldes Chaldæer, boe for dem selv og befatte sig med Astronomien, tildeels ogsaa med Stjerne-Tyderiet; men der er ogsaa en Chaldæisk Folke-Stamme, som beboer den Deel af Landet, der grændser til Arabien og og den Persiske Bugt**). Da nu tillige Chaldæeren Berosus udtrykkelig siger, at Landet fra Arilds-Tid har været beboet af forskiellige Stammer, og kalder Nebucadnezar Babyloniers og Chaldæers Konge, kan her aldrig være Talen om en senere Indvandring, men vel om at Chaldæerne, enten første eller dog sidste Gang, i det syvende Aarhundrede har faaet Over-Magten, og saavel deraf, at Abraham kom fra Chaldæa, som af Daniels Forhold til Chaldæerne følger, at de var en Semitisk Stamme***). Naar Man derimod nu sædvanlig paastaaer det Samme om de egenlige Babylonier, da er det uden al Grund, thi baade var Nimrod Chams Ætmand, Indmuringen ved Euphrat et plat Side-Stykke til den ved Nilen, og Ligheden i Babylon med Ægyptiske Sagn og Sæder selv Herodot paafaldende†). At Murmester-Skriften (Kile-Skriften) paa Tegl-Stenene, som Man endnu ikke har lært at læse, maa tilhøre dem og ei Chaldæerne, synes naturligt, og at Babylonierne havde deres * * * * 188 Hieroglypher, maae vi ikke blot slutte af de Semiramis-Malerier, Ktesias ophøier, men kan tydelig see hos Berosus, især paa Sagnet om det underlige Dyr Oannes, Hælvten Mand og Hælvten Fisk, der steg op af den Persiske Bugt og bragde Kulturen med sig, men var kun i Land om Dagen; thi alle Mærker maatte slaae Feil, om det ikke var et Skipper-Billede, og det er høist rimeligt at Phønicerne, fra deres Anlæg i den Persiske Bugt, har taget sig lidt af Babyloniernes Opdragelse. Frugten deraf, tænker jeg, var den gamle Semiramis eller Babyloniernes gyldne Tid, hvorimod Nitokris, som vel betyder Skjold-Møen, skal være den Chaldæiske Kamps og Seiers Tid under Nabolassarog hans stormægtige Søn.