Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Saaledes faldt da det stolte Babylon og stadfæstede mærkelig Prophetens Ord, om dem der var kloge paa Himmelens Løb**), thi Chaldæernes Læsning i Stjernerne var ikke blot berømt i Oldtiden, men var den eneste Videnskabelighed, vi kan skiønne, Babylonierne beflittede dem paa, uden engang at kunne forudsee den Persiske ei meget fine Krigs-List. Under Darius Hystaspis stræbde Babylon vel at hæve sig igien, men sank derved kun endnu dybere og mistede Endeel af sine Mure og alle sine Kaabber-Porte, blandt hvilke, som vi ved den Leilighed see hos Herodot, En var kaldt op efter Semiramis, en Anden efter Niniviterne, en Tredie efter Belus og en Fjerde efter Chaldæerne***). Fra Alexander den Stores Tid forsvinder Babylon ganske af Universal-Historien, indtil Man begyndte at lede om dens Ruiner, og deraf kan vi slutte, den har havt sin Rigdom og Storhed af Handelen, som fra den Persiske Bugt, fra Persien og Indien, gik derover til Vest-Asien og Middel-Havet, men trak sig, efter Alexanders Tidtil Seleukia og den Parthiske Hovedstad Ktesiphon ved Tigris, for siden, i Araber-Tiden, at flytte til Bagdad og Bassora. Vi veed for Resten, at hvad Babylon selv førde til Markeds var alskens Pynt og Stads (Galanteri-Vahre) fra kostbare Tepper til pænt udskaarne Signeter og lugtende Vande, og da nu tillige Lystigheden og Frækheden var langt fra at fattes, maa Babylon med Rette kaldes Oldtidens Paris. At den ogsaa meget tidlig har udmærket sig ved Stads, kan vi slutte af Josva-Bogen, thi mellem de Ting der ved Jerichos Indtagelse stak den ulykkelige Achan i Øinene, saa han overtraadte det strænge Forbud, var ogsaa Stads fra Sinear eller, som det almindelig oversættes, en Babylonisk Kappe.