Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Det Land, der, med Kyrus, indtraadte i Verdens-Historien, er den store, langagtige Firkant, som dannes af Tigris mod Vesten, det Kaspiske Hav og Gihon (Oxus) mod Norden, Indus mod Østen og det Indiske Hav med den Persiske Bugt imod Syden, altsaa hvad vi til daglig Brug endnu kalde Persien. Vel er just ikke »Persien« men »Iran« (Grækernes Ariane) Hoved-Navnet, Man i Landet selv har betjent sig af; men deels er dette Navn ligesaa ubestemt og svævende, og deels maa det nødvendig giøre Udslaget, at baade var det under Perser-NavnetFolket vandt sin Hæders-Krands, og fra Farsistan det Største i alle Maader udgik. Sagen er da kun, at vi hverken maae tænke os det gamle eller det ny Persien som Hjemmet for en enkelt Foike-Stamme, men som det Asiatiske Tydskland, der endnu mere end det Europæiske har været udsat for idelige Indvandringer og Omvæltninger og hvis Indbyggere endnu langt mindre end Tydskerne har vundet selv den Lighed, fælles Skrift-Sprog og Lovgivning stræber at frembringe. Som en Grændse-Leir, større end Tydskland, mellem Vest-Asien, Tartariet, China og Indien, skal vi derfor betragte Persien; thi en saadan har det lignet fra Arilds-Tid, og dertil synes det i alle Maader skabt. Isteden derfor her at opregne alle de barbariske Navne, de forskiellige Stammer enten have givet dem selv eller faaet af Grækerne og os, vil vi blive staaende ved Meder og Perser i Syd-Vest, som er de eneste nogenlunde faste Folk, vi kan opdage, og derfra kaste et Blik paa Leiren, som den ligger for vore Øine. Hvad vi nu først blive vaer, er den høie Beliggenhed, thi selv Sletterne er Flakkebjerge, flere tusinde Fod over Vand-Skorpen [Vandspeilet], hvoraf følger, at Man her, under samme Polihøide som Ægyptens, har en ganske anden Himmel-Egn, har kun nede i Dalen ved Bugten smeltende Hede, og nordisk Vinter længe før Man naaer det Kaspiske Hav, under Siciliens Brede. Leiren er dernæst vel forskandset, thi den udgiør egenlig kun en Ørk, med en tyk Bjerg-Krands, som i Østen 195 kaldes Solimans-Bjergene og knytte sig der ved Hindukosch til Himalaya, men faaer i Nord-Vest Navn af Zahresch (Zagros), hvor den mødes med Ararat, saa alt Samkvem skeer her giennem Snevringer og Smutter, eller saakaldte Porte (Kotuls), mellem hvilke fordum især de Kaspiske blev navnkundige. Ørken, vi talde om, fører kun Navn af Salt og Sand, men strækker sig fra Nord-Vest til Syd-Ost over hundrede Mile og slaaer, fra Zareh-Søen, en Bugt i Nord-Ost, op mod Kandahar, uden at vi kan sige, hvordan det egenlig saae ud i gamle Dage; thi efter Sagnet skal Salt-Ørken nordenfor Søen have været et deilig bebygget Land i Rustans Helte-Tid, og det er ingenlunde umueligt, da der i dette Jord-Strøg er Salt-Bund allevegne, som bliver frugtbar ved at vandes og øde ved at overlades til sig selv. Landet har nemlig ingen store Floder og fattes Regn, saa det kun lader sig opdyrke ved Hjelp af flittig Brønd-Gravning og konstige Vand-Ledninger, men Perserne har ingenlunde været saa flittige Dyrkere af Vand-Konsten, som de fra Arilds-Tid har været store Mestere i den, og derved i deres Trappe-Land frembragt de deilige Frugt-Haver (Paradiser), Man i Old-Tiden høilig beundrede og endnu saare forlystes ved. Kun hvor Over-Kongen og de ypperste Høvdinger opslog deres Leir, fremtryllede Man et Paradis i Ørken, som forsvandt, saasnart de flyttede, og allerede deraf kan Man let forklare sig de berømte Hoved-Stæders Skæbne, hvis Ruiner Man tildeels forgiæves leder om, men dog kan Somme af de Ældre ogsaa have faaet deres Helsot paa samme Maade, som i vore Tider det berømte Schiras, der ved et sexdages Jord-Skiælv saaledes forstyrredes, at det neppe nogensinde staaer til Opreisning. Bjerg-Landet vestenfor Salt-Ørken er imidlertid ikke blot begunstiget med flere Vand-Løb og videre Sletter end Resten, men var ogsaa fra Arilds-Tid beboet af Hoved-Slammerne, som i Old-Tiden kaldtes Meder og Perser, og her løbe Lande-Veiene mellem Assyrien, Babylon og Indien, deels nordenom Salt-Ørken og deels sydenom Sand-Ørken, hvorved Mellem-Handelen drives, saa paa denne Kant maa vi fæste vor Opmærksomhed.