Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Af et ganske andet og langt mærkeligere Slags end alle Stene er det Mindes-Mærke af Old-Tidens Meder og Perser, som Fransk-Manden Anquetil du Perron, i Midten af forrige *

* 198 Aarhundrede, vil have fundet i Indien, og hvoraf vor Lands-Mand Rask for kort Tid siden bragde det manglende Stykke til Europa, og det er da den i Læse-Verdenen berømte Zendavest, der ansees for de gamle Meders og Persers Bibel eller hellige Skrift. Da denne Bog ikke, som Ebræernes Bibel, indeholder nogen Historie om et tilsvarende Folk, men dreier sig blot, i Bønner og Fortællinger, om Lys-Guden Oromasdes Aabenbaringer til Zerduscht, seer Man strax, den egenlig hører til Kirkens og Skolens Historie; men er dens Grund-Sprog (Zend) virkelig de gamle Meders og Persers Skrift-Sprog, og dens Indhold deres Anskuelse af Menneske-Livet, da kan den unægtelig give mange Oplysninger, som maae være særdeles velkomne i et berømt Folks Historie, der maa sammenflikkes af de fremmedes løse Efterretninger. Endnu kan imidlertid Haand-Bogen i Universal-Historien ikke øse af Zendavest men kun pege paa den, som en mærkværdig Gaade, der rimeligviis vil løse sig til Fordeel for vor oldhistoriske Kundskab; thi deels tvistes Man endnu med Grund om Bogens Ægthed, og deels er dens Grund-Sprog (Zend) vel endnu Kirke-Sprog hos Ild-Dyrkerne (Gueberne), men, efter vor store Sprog-Mesters (Rasks) Forsikkring, selv Præsterne aldeles ubekiendt, uden forsaavidt de af den gamle Oversættelse i Pehlvi-Sproget, slutte sig til Meningen. Det Rette vilde være, først at udgive denne Oversættelse, som Præsterne forstaae, thi naar det da stadfæstede sig, hvad Man nys vil have opdaget, at Pehlvi-Sproget tales endnu af en Stamme i de Persiske Grændse-Bjerge ved Tigris, da vilde Bogens Ægthed være beviist, og Oversættelsen kunde benyttes omtrent ligesom de Halvfjerdsindstyves af den Ebraiske Bibel. Pehlvi-Sproget er nemlig Parther-Sproget, ligesom Parsi er Skrift-Sproget under Sassaniderne, og Rask har givet den vigtige Oplysning, at Navnene i Bogen, og da især Ormusd, Ahriman og Mithra slet ingen Betydning har enten i Parsi eller Pehlvi, men have derimod aabenbar hjemme i Zend, som altsaa nødvendig maa være Bogens Grund-Sprog og høre til den graa Old-Tid. Selv da blev det imidlertid et Spørgsmaal, om Zendavest oprindelig havde hjemme i Persien eller, hvor den fandtes, i Indien, og dette Spørgsmaal kunde ene besvares af de gamle Meders og Persers Historie, som den er os bekiendt af de samtidige Skrift-Folks, Ebræers og Grækers, Efterretninger. Disse vil da altid vedblive at være Hoved-Kilden til vor Kundskab, og 199 naar Man, af Glæde over den gamle Bog, har glemt det, maa et saa uhistorisk Exempel, hvorfra det end kommer, lastes og ei efterlignes.