Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Her har vi da aabenbar den historiske Zerduscht eller Zoroaster, som i Ægbatana, med de syv Mure, der havde hver sin Farve, bygde et haandgribeligt magisk System; thi den Zoroaster, der maa tænkes meget ældre end den Trojanske Krig, er aabenbar den Mythiske eller Poetiske, hvem vi ingenlunde vil aftrætte hans virkelige Tilværelse i sin Tid, men hvis Virksomhed først giennem Reformatoren, eller den Mediske Lykurg, har avlet Kiends-Gierninger, som Universal-Historien kan ændse. Vel har nu Herodot aabenbar et Horn i Siden paa Dijokis, som en listig Tyran, der egenlig kun brugde Retfærdigheden som en Trappe til Høi-Sædet, og vi kan ikke fortænke den fribaarne Græker i, at han mistroer Dyden paa den Throne, hvis Despot nys havde budt Grækerne Lænker; men vi maae ikke lade os misiede af hans Fordomme, da det er klart, at hverken kan Nogen bestige en Throne ved et friere Valg, end Mederens, efter Herodot, har været, ei heller kan Man paa en uskyldigere Maade samle Stemmer, end ved at indskiærpe og udøve Retfærdighed i en lovløs Tid. Ved Speiderne og Lurerne, Dijokis havde ude, tænker Man vel i vore Dage nødvendig strax paa et hemmeligt Politi, men det er vore Dages og ei de Gamles Skyld, thi vi maae vide, blandt andet af Plutarks Artaxerxes, at herved menes de offenlige Opsyns-Mænd, som i Persien kaldtes Kongens »Øine og Øren«. For Resten fandt allerede Grækeren Ksenophon, som Kyropædien klarlig viser, at ogsaa Enevolds-Regieringen havde sin meget gode Side at betragtes fra, og medens vi glæde os over, at Grækerne nød den Frihed, dog selv de, med deres mageløs borgerlige Retning, ei længe kunde taale, maae vi godt kunne forstaae, at i Persien, et Land, hvor, ligefra Dijoks Dage til Vores, Folket, saasnart det overlades til dem selv, opløser sig i Jagt-Partier og Røver-Bander, der er Enevolds-Regieringen den største Lykke, naar den *

* 202 blot nogenlunde handhæver Retten, freder Landet, nærer Fliden og skiønner paa Fortjenester.