Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Halv-Øen strækker sig for Resten over 200 Mile fra Øst til Vest, og ligger under en mildere Himmel-Egn end Italien (mellem 34 og 41 Gr. N. B.), men Taurus og Anti-Taurus fra Armenien fylde baade den sydlige og nordlige Deel med Bjerge, og selv i Midten var det fra Arilds-Tid kun vestenfor Halys-Floden, som nu hedder Kizil-Ermak, der fandtes synderlig Dyrkning og bekiendte Riger. Her laae først Phrygien, som i ældgamle Dage skal have behersket Halv-Øen, og var bekiendt af sine fine Græs-Gange, som de Angoriske Geeder nu betræde, men var dog mest navnkundig af sine Konger, Midas med det meget Guld og med de lange Øren, og Gordius Plovmand, der slog den berømte Knude, som Alexander overhuggede. Det Phrygiske Konge-Huus uddøde imidlertid netop nu, med to ulykkelige Unger-Svende, blandt hvilke Adrast af Van-Vare dræbde sin Broder og siden i Fortvivlelse sig selv, og Riget var faldet i Hænderne paa Nabo-Kongen mod Vesten, Krøsus nemlig, som derved udstrakde sit Spir til Halys. Hans eget Folk, Lydierne, var i Øvrigt meer bekiendt for Kiælenskab end Tapperhed, og selv Herodot siger, at hardtad det Mærkværdigste i Landet var Guld-Støvet, som Floden Paktolus, der giennemstrømmede Hoved-Staden Sardes, førde med sig fra Tmolus-Bjerget; men foruden denne Guld-Grube havde Krøsus en Anden: i Karavan-Handelen som Sardes var Middel-Punkten for, og endnu en Tredie: i de Græske Stapel-Stæder paa Kysten, som maatte skatte til ham, saa han havde nemt ved at fremtrylle store Krigs-Hære af haardføre Bjerg-Boer, immer tilfals for klingende Mynt.