Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Nu, da Krøsus var paa Spidsen af sin Lykke, fik han et Besøg af Athenens vise Lov-Giver Solon, hvem han lod indføre i sit Skat-Kammer og vise al sin Herlighed, og spurgde derpaa, under smigrende Lov-Taler, den Vidtbereiste, hvem der var det lykkeligste Menneske, han kiendte? Athenienseren Tellus, sagde Solon, thi han levede i Stadens bedste Dage, havde ædle og kiække Sønner, saae Børne-Børn af dem alle, og faldt seirende i et Slag for sit Fædreneland. Men saa næst efter ham da, sagde Krøsus, halv stødt, og ventede dog nu at høre sit eget Navn, men da Solon deristeden nævnede to Argivere, da forgik Taalmodigheden ham, saa han sagde reent ud: Giæst fra Athenen! sætter du da min Lykke saa lavt, at den ei engang kan maale sig med Borger-Mænds? Solon undskyldte sig vel med, at Høihed, efter Erfaringens Vidnesbyrd, vakde lettelig Gudernes Misundelse, og at i denne foranderlige Verden Ingen bør prises lykkelig, før han ligger i sin Grav; men dermed *

* 213 forsonede han dog ingenlunde Krøsus, som tvertimod afskedigede ham kort og koldt, og syndes, det var kun maadelig bestilt med hans Viisdom, der intet Øie havde for det Nærværende, men raabde immer paa at see til Enden*).