Grundtvig, N. F. S. N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

2
3

NIK. FRED. SEV.
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

FEMTE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1907

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDIGHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

KONG HARALD OG ANSGAR.

TUSINDAARSFESTEN for Kristendommens Indførelse gav Anledning til, at Grundtvig kom til at sysle med Minderne om Nordens Apostel og de Begivenheder i Aaret 826, som foraarsagede hans første Rejse til Danmark i Kong Haralds Følge. Frugten heraf blev de Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog, som udkom i Begyn- delsen af Maj 1826.

Det første Stykke om Harald Klak er nærmest bygget over fjerde Bog af Ermoldus Nigellus' store Digt til Ludvig den Frommes Ære, der beskriver Kong Haralds Daab i Ingelheim1.

Digtet om Ansgar følger heltigennem Rimberts Levnedsteg- ning2, til hvis Ære Grundtvig tilføjer et kort Rim om denne Discipel af Ansgar.

I 1865 udkom Bogen anden Gang med smaa Ændringer. Jfr. Poet. Skr. V. Nr. 57-61.

Digtene om Ansgar og om Rimbert blev optrykte i P. A. Fengers Oversættelse af Ansgars Levned 1863, men udeladte i anden Udgave ved Hans Olrik.

Af Kristi Kirke til Dana er et Udtog, bestaaende af Vers 18-19 og 26-31, optaget, efter Samraad med Grundtvig, i Ernst Triers Sange for den kirkelige Folkeskole, 1874.

I Dansk Jubel-Hilsen til Kong Frederik den Sjette sigter Grundtvig til, at den genopførte Slotskirke paa Christiansborg skulde indvies ved Tusindaarsfesten, den 14. Maj 1826.

Paa Titelbladets Bagside findes følgende Linjer:

Mindes skal den glade Dag,
Efter mine Tanker,
Igienfødte Folke-Slag,
Dannemænd og Franker.
Ermold.3

* * *
6

Kong Harald og Ansgar.

Rim-Blade
af
Danmarks Kirke-Bog
til
Jubel-Aaret.
Ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
residerende Capelian ved vor Frelsers Kirke.

Kiøbenhavn.
Trykt paa den Wahlske Boghandlings Forlag
i G. Græbes Officin.
1826.

7

Dansk Jubel-Hilsen
til
Kong Frederik den Sjette.

Kong Fredrik! Hilsæl!
Paa Tusindaars-Dagen, i Fædres Gapel,
Hvor Luerne braged, og Hvælvingen brast,
Men Murene stode, for Grunden var fast;
Hvor Altret Du reiste, som Du kunde bedst,
Til glædelig Fest!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Velsignelsen hvile paa Drottens Capel!
Fra Konge-Capellet den Kilde udsprang,
Vi skylde hver Blomst, og hver bølgende Vang,
Hvor liflig den sprudled i Vinter og Vaar,
Tihundrede Aar!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Først færdig paa Borgen blev Fædres Gapel!
Saa toner fra Thronen, paa Tusindaars-Fest:
Med Gud at begynde giør Bygningen bedst!
Det kiendes paa Krone, saa vel som paa Rod:
Den Viisdom er god!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Velsignelsen stige fra Drottens Capel!
Omskabe til Glæde for Kongen al Sorg,
Saa trøstet Du throner paa Christians-Borg,
Og smiler fra Svale til Bølgerne blaa,
Hvor Snekkerne gaae!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Gid immer udspringe fra Borgens Capel
Den hellige Kilde, hvis Værger paa Jord,
Naar høiest de throned, var Konger i Nord,
Den Kilde, hvoraf os oprinder i Bryst
Den evige Trøst!!

8

Harald Klak.

I Mørke jeg sad, i Kiv jeg laae,
Og Fienderne vare saa mange,
Af Jyder kun fulgt, i Kjortel graa,
Mig Kaarene bleve fuldtrange;
Thi Lodbrok han var en Hals saa haard,
Som Ornen, saa vare hans Grise:
Hvor de finge Hold, blev der ei Skaar,
Da maatte sin Lykke man prise!
Fra Keiserens Gaard da kom en Mand,
I Jylland var aldrig hans Mage,
Han talde saa kiønt om Friheds Land,
Sandfærdig om Trældommens Plage!
Han sagde: det kan jo hver forstaae,
Som Flyvesand paa er at bygge,
Saa er det, sin Lid til Ting at slaae,
Som kun af os selv er en Skygge,
Til Guder af Malm, af Stok og Steen,
Som have ei Liv eller Mæle;
Hvad Hænderne giør, den Sag er reen,
Det gavner ei Menneske-Sjæle!
Han mælede høit om Guders Gud,
Som alle Ting haver at raade,
Og skikked til Verden Bud paa Bud,
At vitterlig giøre sin Naade,
Og skikked tilsidst sin egen Søn,
At han skulde Troen os lære,
Og gange for os saa fast i Bøn,
At trøstige vi maatte være,
Og vide, Han er vor Fader kiær,
9 Som haver al Verden i Volde,
Han styre vel kan vort Levnets Færd,
Til Boliger blide og bolde!
Han hjelpe os kan af al vor Nød,
Mod Fiender beskiærme og skjolde!
Med Christus, Hans Søn, skal, trods vor Død,
Vi Livet og Glæden beholde!
Vi alle det fandt, som nær var stædd,
Saalænge den Tale vi hørde,
Var alle som Een i Sind urædd,
Og blidelig Tanken os rørde:
Saa klares maaskee af Christendom.
Som Lyset fra Himlenes Himle,
Hvad Skjalde paa Rim har ymtet om:
Alfader og Livet i Gimle!
Jeg skiønned derhos, med Dannemænd,
Om Troen i Keiserens Rige,
At hvo hende tog, fik ham til Ven,
Og Vaaben mod Lodbrok tillige!
Thi svared jeg saa det Keiser-Bud,
God Ebbe, som Biskop sig nævned,
Os huged fuldvel den Guders Gud,
Os undte saa godt, som Han evned!
Ad Aare forvist, til Skibs paa Rhin,
Vi agte den Konge at giæste,
Og favne med ham den Tro saa fin,
Os tykkes at være den Bedste!

Der Isen brød op i lune Vaar,
Og Lyngen at lysne begyndte,
Da blev der Rykind paa Jælling-Gaard,
Og flux vi paa Veien os skyndte:
Vi reed over Land til Dorstad-Havn,
Der sadled vi gyngende Heste,
Der toned vi Flag i Fremmer-Stavn,
Og løste med Æren vort Fæste!
Saa droge vi op de hvide Seil,
Mens Aarerne lagdes om Borde,
Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil,
Med Rhinen vel dyste vi turde!
Vi skaadede grandt, hvor vi kom frem,
De Borge, de Bjerge, de Ranker,
10 Vi landede lunt ved Engelhjem,
Dog videre foer vore Tanker!
Da Keiseren saae vor Herre-Færd,
Han stod udi Høielofts Svale,
Til Matfried, sin Drost, som stod ham nær,
Begyndte den Herre at tale:
Far ned, sagde han, og giør din Flid,
Lad springe de vrinskende Heste!
Siig Daner God-Dag, og før dem hid,
Med Æren vor Høihed at giæste!
Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord,
Sad op paa de sadlede Heste,
Og rede med Bram, som Folk fra Nord,
Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste!
Til Keiserens Slot vi kom da bradt,
Hun er, sagde vi, af de Prude,
I Reisning saa høi, om Hage glat,
Som Jomfru er sjelden herude!
Det sande vi maae, at Jælling-Gaard,
Om hun skulde her have Stade,
Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar,
Og kaldtes god Stald og god Lade!
Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen,
Mig Dværgen i Hug maa vel rinde,
For Svegder han kvad: gak ind i Steen,
Om Odæn du ønsker at finde!
Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak,
Hun her har ei Sted eller Giænge,
Ei frygte vi meer det Afguds-Pak,
Som vi haver dyrket for længe!
De Drenge, der gloe som Sølv og Guld,
Uvittig til Dværge du maaler,
Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld,
Lys-Alferne lege med Straaler!
Ad Trapperne op, i Hald vi treen,
Som det kunde været en Svale,
Os klang under Fod den Marmel-Steen,
Og mæled om Høielofts-Sale!
Os tykdes et Fjeld for Øie staae,
Af Jetter udhulet til Stue,
Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae,
Og Aasene mødes i Bue!
11 Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt,
Besynderligt er det at sige,
Hvo ikke i Sal end saae sig mæt,
I Gaarden han kunde udkige!
Mig lystede meer at see paa Væg
De Sparlagen favre og bolde,
Der skinned vel Sværd med Odd og Egg,
Guld-Hjelme og blinkende Skjolde;
Men Meget derhos, jeg aldrig saae,
Det Matfried mig vilde udtyde,
Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae,
Med Gammen paa Talen dog lyde.
Der Kongen jeg saae af Persen-Land,
Det ligger i Øster-Leden,
Af Drotter ei Een holdt for ham Stand,
Med Kronen saa kiøbde de Freden;
En Dronning dog sad fuldhøit i Nord,
En Dronning for Skjold-Møer klare,
For hende fuldbleg han sank til Jord,
Den Drot, med saa fager en Skare!
Han først hendes Søn bedrog med Viin,
Han dyrt maatte Gildet betale;
I Hjertet han skar den Dronning fiin,
Sin Harme hun vilde nu svale:
Hun fyldte et Kar med Mande-Blod,
Til Hovedet blegt af sin Fiende,
Hun sagde: her nyd for Tørst Du Bod!
Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde.
Paa Sinde mig faldt ei noget Savn1,
Som det om Kong Cyrus hin holde,
Hver mærke deraf, med Heltens Navn,
Hvad Hovmod i Høihed mon volde I
Om Konger i Flok, fra Øst og Vest,
Da hørde jeg Sagnene mange;
Trods Matfried, jeg troer, de mindtes bedst,
Naar rimes de kunde til Sange,
Som hjemme hos os det før var Sædd,
Med Sæger2 om Aser og Jetter,
Om Frode, og Rolv, den Helt urædd,
Som Dannemænd aldrig forgiætter!

* * 12

Dog mærked jeg mig det Matfrieds Ord:
Det kommer ei let ud af Lave,
Som ristes i Bog alt paa en Snor,
Der kan man til Grunden sig stave;
Saa følger der Konst med Christendom,
Og Vidskab i talrige Maader,
Der er ingen Vei, jo gaaer til Rom,
Der giættes de mørkeste Gaader!

Til Høibords jeg sad, med Dronning min,
Med Søn og med Høvdinger mange,
Man skiænked for os den klare Viin,
Den voxer i soelskiære Vange!
Af Kager og Suul var meer end nok,
Ei Mester, ei Mage, jeg tænker,
Peer Bager vel har, og Gunde Kok,
Og Otte, den store Viin-Skiænker!
Ved Gilde saa flot man seer det ret,
At tidigst af Alt er vort Øie;
Thi Ingen sig aad dog meer end mæt,
Med Rusen lod alle sig nøie!
Saa hvisked min Skjald, som hos mig sad,
Og sagde: nu Dannemænd huge,
Det mærker jeg nok, vildfremmed Mad,
Trods Skiverne i deres Buge!
Tie kvær, sagde jeg, du Aaben-Mund,
Naar Keiser vil Dannemænd ære!
Han er ingen Trold, for han er rund;
Hver lade, som Baaden kan bære!

Det kimed i Sky, en Morgen-Stund,
Vidunderligt var det at høre,
Det svarede dybt i Hjerte-Grund,
Det rungede sært i vort Øre!
Det var, som der sprang en Hinde haard,
Saa lydhøre bleve vi fage,
Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard
Sig blanded med Faarene spage!
Til Kirke vi reed i Christen-Tøi,
Saa kaldte vi Klæderne hvide,
Og Portene op paa Gavlen fløi,
For Præster i Kjortlerne side:
13 Saa saare de sang med Stemme stærk,
Der legdes slet ikke paa Strænge,
Men underlig klang et Orgel-Værk,
Som det vilde Murene sprænge!
Jeg mindes det end kun som en Drøm,
Den særeste Nogen vil tænke,
Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm,
Og lod mig saa underlig stænke,
I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn,
Som christelig Tro tilholder,
Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn,
Med Troen hun Salighed volder!
Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær,
Hvor deiligt det Huus var at skue,
Men mærked mig dog, det var nok værd,
At vanke her tit under Bue!
Mig huged som bedst det Billed-Værk,
Der vinkede, hvor man sig vendte,
Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk,
Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte!
Her ledte mig Theut fuldvel omkring,
Paa Tider, da Messen var ude,
Han vidste Beskeed om hver en Ting,
Fra Orgel og indtil Rude.
Mig fulgde min Skjald og her paa Fod,
Den Kirke han godt maatte lide,
Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod,
Fik magelig her man at vide!
Et Menneske-Par, paa venstre Haand,
Man saae, med et Træ og en Slange;
Det er, sagde Theut, den fule Aand,
Der gjorde os Kaarene bange:
Forældrene her til hvert et Barn,
Som fødes af Kvinder med Smerte,
Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn,
Hvis Edder end knuger vort Hjerte!
De staae i saa prud en Abildgaard,
Som Paradis kaldes i Bogen,
Men Døden han er deres bange Kaar,
Om Træet de røre i Krogen!
Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt,
Som det monne kaldes i Bogen,
14 Det æde de af, Guds Ord til Spot,
Saa sledskelig daarer dem Snogen!
See, Adam han var som En af os,
Saa sagde den Gud, hannem skabte,
Nu være han vil os liig paa Trods,
Thi hører han til de Fortabte.
Herud af min Abildgaard paa Stand!
Her kun mine Børn skal lege;
I æde nu Græs i Dyre-Land,
Til Kinderne vorde fuldblege!
Jeg stædte jer godt ved Livets Træ,
Dets Lige ei rinder af Rode;
Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ,
Kan Magen i Tornene pode!
Hvad siger Du, Theut! min Skjald udbrød,
Kan I jer saa underlig stave
Til Tidende klar om Balders Død,
Og Lokes forbistrede Gave,
Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green,
Og Snogen, sig bider i Hale;
I sige os da Beskeed fuldreen
Om Rinde i Vest, og om Vale!
Tie kværl sagde jeg, forstyr ham ei
Saa med dine Æventyr vilde!
Ham Rinde er hip som hap med Frei,
Oddhrærer er ikke hans Kilde!
Hvad mumler I om, sagde Theut, lidt but,
Mig tyktes, I talde om Barken,
Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt,
Og plantet saa i Danemarken!
Kan være, I veed da meer end jeg,
Kan Resten jer selv udtyde,
I have da reist fuldlang en Vei,
Som eder maa sagtens fortryde!
Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven!
I tage det ei til Mis-Tykke!
End mumler min Skjald lidt mellem Tænd,
Det er saa hans stændige Nykke,
Han kan ei derfor, er født dermed,
Det spøger lidt hos ham i Krogen,
Dog finder godt Ord hos ham godt Sted,
Han tier og gierne for Bogen!
15 Saa kom vi da vel alt fra den Bark,
Som Tydskeren gjorde af Rinde,
Han vidste det ei, at i Danemark
Den Rune betyder en Kvinde,
Som avled en Søn, der Vale hedd,
Han hevnede Balder hin Gode;
Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd
Sig meget lod plante og pode!
Saa er det hos os et gammelt Ord:
Hvad godt er, som Rugen og Hveden,
Det kan ogsaa groe i Dane-Jord,
Og trives, endogsaa paa Heden!

Vi kom til et Vand, der flød en Holk,
Det Skib, sagde Theut, monne skjule
Forældrene nye til alle Folk,
Til Dyr og til flyvende Fugle!
Dem bjergede Gud, af stor Miskund,
I Arken, saa kaldes den Færge,
Da Fiskene, som paa Havets Bund,
Gik over de høieste Bjerge!
Der frelstes i Alt kun fire Mænd,
De havde sig hver dog en Kvinde,
Af dem der paa Jord blev Folk igien,
Hvor de nu er alle at finde;
Der bjergedes og med dem et Par
Af alle de Dyr, man vil nævne,
Af Somme end fleer, som rarest var,
Og Alt hvad os Gud vilde levne!
Men, sagde jeg saa, hin sorte Ravn,
Og Duen derhenne med Bladet,
Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn,
Hvem har dem saa udenbords madet!
Det, mumled min Skjald, er Odæns Ravn,
Berg-Elmer han stikker histinde!
Ja vist, sagde Theut, du veed hans Navn?
Lad høre, hvad hedder hans Kvinde?
Det veed ikke jeg, men No hedd han,
Og Sem, Cham og Japhet hans Sønner;
Han bjerged den Ravn fra Riseland,
Men ilde den Rovfugl ham lønner;
Han sagde: see ad, er Jorden tør,
16 Og bring mig der Bud om tilbage!
Men Ravn slider Liig, nu end som før,
Og kalder det kronede Dage!
Saa Duen ei her, hun kommer glad,
Mod Aften tilbage til Arken,
Og bærer i Mund som Brev et Blad
Af hvad der nu grønnes paa Marken!
Har Skov-Duen ei, i Dane-Land,
Som bygger saa trofast sin Rede,
Og kurret i Løn for dig et Gran,
Om hvad vel det Blad monne hede?
Da blussed min Skjald, og mæled høit:
Før I finge Bogen at læse,
Som drive nu Spot med Daner drøit,
Hvad lugtede da eders Næse?
Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed,
Og Røgen af brændte Indvolde!
Vi Daner, om end kun lidt vi veed,
Dog førde lidt meer udi Skjolde!
Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,
Som Katten man træder paa Hale!
For Tunge ei hold din hvasse Tand,
Om mærke vi skal paa din Tale!
Den Due, jeg meen, saa mange Mil
Vel flyver fra Ege og Graner,
Som ogsaa hun fløi fra Bøg og Pil,
Men kurred dog ogsaa for Daner,
Om alle de Folk, paa Jorden boe,
Som du vel maa vide fuldbedre,
Nedstamme fra ham, du kalder No;
Thi Daner var og vore Fædre;
Og er det end dumt, vi dog det saae,
Som Ordet mon lyde fra Odæn:
Hvert Æble fuldlangt man trille maa,
Før meer det ei smager ad Roden!
Herover blev Theut i Hug saa gram,
Han vilde ei meer mig ledsage,
Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram,
I Herberget lodes tilbage!
Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i Nord,
Mon agtes for Konninge-Øie,
Hvo Fingeren stak, som Dan, i Jord,
17 Har lært efter Folk sig at føie!
Om alle de Tegn, paa Kirke-Væg,
Jeg hørde da Talerne lange,
Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk,
Jeg tænkde: gid det var paa Sange!
Fuldmeget iblandt for mig løb rundt,
Saa ikke jeg kunde det samle;
Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt,
Som fyndigste Ord af de Gamle!
Saa lærde mig da den Bibel-Tolk,
For Bibel saa kaldte han Bogen,
At kiende med Skiel et eget Folk,
Som bode langt Øster i Krogen;
Saa underligt Folk, saa galt og godt,
Vist haver ei Mage paa Jorden,
Men kjender igjen man Stort i Smaat,
Man finder vel Frænder i Norden!
Mig underligst var det røde Hav,
Slet ikke for Bølgerne røde,
Dem kiende vi grandt, men for den Stav,
Som der lagde Hjelmene øde!
Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae,
Hvor Hyrderne mægted at bunde,
Mens Kæmperne sank som Stene graa,
Og ginge med Djærvhed til Grunde.
Saa ganger end Holk med Lyst i Bad,
Hvor Strøm over Skiærene bruser,
Saa kløves endnu, med Aare-Blad,
Den Bølge, Staal-Hamren ei knuser!
Hvad mest jeg besaae, var Herrens Huus,
Kong Salomon lod det opbygge,
Det lignes vel seent med Steen og Gruus,
Enddog det er nu kun en Skygge I
Saa tykdes mig Alt, i Christenhed,
At stile saa smaat, efter Haanden,
Paa hvad som en Sky fra Bjerget gleed,
Og taarned fuldbradt sig i Aanden!
I Grunden mig var, dog kvær jeg tav,
Naar ei jeg med Skjalden var ene,
Den Kirke i Mæntz en Tempel-Grav,
Med deilige Rune-Stene,
Og Paven i Rom, for sig vel god,
18 Slet ikke med Aaron at ligne:
En Ypperste-Præst af Kiød og Blod,
Som vil os med Haanden velsigne!
Med Tiden, engang, det skeer jo vist,
Men ikke ved Menneske-Hænder,
At Ternplet, hos dem, der troe paa Christ,
Haandgribelig stort sig fuldender!
Det skiønned jeg paa den høire Haand,
Hvor Christi Bedrift var aftegnet,
Thi Legeme der var født af Aand,
Om rigtig hans Æt er udregnet!
Vel Konger for ham maa bøie Knæ,
Hvem Englene tjene saa gierne,
Og plantede han paa Jord et Træ,
Maa Toppen vel naae til hans Stierne!
Ja Mage til Mand var ei paa Jord,
Og været der har han tilvisse,
Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord,
Da hviled hans Aand paa min Isse,
Og jeg lægger til: var Ordet Løgn,
Som lyder om Christ over Lande,
Da fødes ei den i noget Døgn,
Som finder paa Jorden det Sande!
Han rørde mig mest, i Krybben lagt,
Som Rede gav Himmelens Ørne,
Og saa, hvor han stod, i Purpur-Dragt,
Taalmodig, med Kronen af Tjørne!
Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod,
Min Tro og mit Haab tør jeg grunde,
Men kun paa det Ord, at han opstod,
Som lyder fra reneste Munde:
Fra Munde i Flok, der sang hans Priis,
Naar Hjertet for ham maatte briste;
Ei kiøber saa dyrt man Paradis,
Af hvem der gav Orme det Sidste!
Ei kunde for Christ de gaae i Død,
Der saae ham i Hulen begravet,
Var ei han med Glands, af Jordens Skiød,
Opsteget, som Solen af Havet!

19

Ansgar dvs. Æsger.

Der var en Keiser, kiæk og bold
Han foer om Land med Herre-Skjold,
Han vandt saamangen Seier klar,
At Prisen han for alle bar!
I Spaniland, ved Ronceval,
Han Blaamænd slog i Tusind-Tal,
Og mangen vældig Hedning-Hær
Ved Bloksbjerg segned for hans Sværd!
Hvert Land, fra Elbens Mund til Rom,
Var underlagt hans Herredom,
Og, om end haard i Storm og Strid,
I Fred var han dog mild og blid!
Han gjorde Vei i vildsom Ørk,
Og tændte Lys i Hedning-Mørk;
Saa, naar han hjem fra Striden foer,
Opvoxde Kirker i hans Spor!
Han undte hver Mand Ret og Skiel,
Og boglig Konst han fremmed vel,
Ja, for at lære selv sin Bog,
Paa Thronen blev han Skole-Pog!
Carolus Magnus var det Navn,
Han længe bar til Folke-Gavn;
Det Navn i Bog kan ei døe hen,
Mens Tydskland haver Præst og Pen!
Jeg mindes grandt, som fra i Gaar,
Den Herre end fra Drenge-Aar;
Jeg saae ham i hans Keiser-Pragt,
Og tænkte: han har Guddoms-Magt,
Jeg saae hans Glands, men ei hans Støv,
Jeg saae hans Vext, men ei hans Løv,
Og sagde: det er vundet Spil,
Ham Riget hør med Æren til!
Dog snart det over Lande lød:
Carolus Magnus, han er død,
Han straaled nys af Sølv og Guld,
Nu ligger bleg han under Muld;
Af Rigerne, dem Gud ham gav,
Har Alt i Alt han kun en Grav,
Den seierrige Helt i Slag,
20 Gud naade ham paa Domme-Dag!
Det gaaer saa daglig til paa Jord:
Een sønderknuses af det Ord,
Der farer tusind Gange Ti,
Kun som et Munds-Veir, let forbi!
Mig var det Ord et Torden-Slag,
Og for mit Øre, Nat og Dag,
Det brused som en Klippe-Elv:
Græd ei for mig, græd for dig selv!
Gik med den stolte Eeg det saa,
Hvor vil det da med Sivet gaae!
Fuldsært jeg drømde da, en Nat,
At, som jeg laae, jeg døde brat,
Men fik et Legem nyt igien,
Og vandred med to store Mænd,
Mig tykdes, under Martyr-Krands,
Jeg saae Sanct Peder og Sanct Hans!
Alt efter Himmelboers Skik,
Vi svæved heller end vi gik,
Og Stien, hvor man snubled ei,
Var lys, som Himlens Melke-Vei!
Med Eet blev Stien dog fuldmørk,
Og Alt omkring os ligt en Ørk,
Alt som naar Himlen, klar og feir,
Mon sortne brat i Torden-Veir!
Ei kunde Haand jeg for mig see,
Og ene stod jeg Dage tre,
Som tykdes mig vel tusind Aar,
Saa længdes Dag i Skiærsild haard,
Hvor Mulmet om mig sammenslog,
Og neppelig jeg Aande drog!
Derpaa igjen, med dobbelt Glands,
Jeg saae Sanct Peder og Sanct Hans,
Og glade, som hvem Gud er med,
End fortere vi kom afsted,
I Lignelse, fra By til By,
Men dog, som det var over Sky,
Thi hvor vi skimted Folk i Flok,
Det var alt som en Stjerne-Skok,
I Folke-Ham, med Lovsangs-Røst,
Der neiede for Soel i Øst!
I Øster-Lid, hvor Soel opstaaer,
21 Vi kom til Lysets Magle-Gaard!
I Borge-Porten alt paa Rad,
De fir' og tyve Gubber sad,
Som Sancte Hans Evangelist
Henrykt i Aanden saae forvist!
Jeg siger sad, enddog hvorpaa,
Jeg ingenlunde kan forstaae,
Thi Alt var der, skiøndt legem-ligt,
Dog ei som her man finder Sligt,
Saa, med hver Farve og Gestalt,
Var Lyset dog i Grunden Alt!
Det Lys-Hav, som en Straale-Elv,
Udsprang af Morgen-Røden selv,
Saa Alt var som en Straale-Krands,
Med Regnsky-Buens Farve-Glands,
Og Skikkelser af hvert et Navn
Var Lys i Morgen-Rødens Favn,
Og hver en Skabning var fuldglad,
Saa Lys og Lov-Sang fulgdes ad!
Da randt i Hug mig Herrens Ord:
O, tænkde jeg, her Jesus boer,
Thi, i en Lignelse, det gaaer
Grandgivelig, som skrevet staaer:
Hvad Engle ei udgrandske kan,
I ham er Alt, og Alt er han!
Man her ei Soel og Maane seer,
Ei skielner Jord og Himmel meer!
Han er det Lys, med Liv og Ord,
I hvem al Fylde klarlig boer!
Han er i Alt, som Liv og Aand,
Og holder Alt dog i sin Haand!
Han føder her, og favner hist,
Thi hans er Kraften først og sidst!
Som nu jeg stod, og slirred fast
Paa Kilden til hvert Straale-Kast,
Af Herlighedens Glands udfoer
Saa dybt og sødt og klart et Ord,
Som man sig tænke kan det Bliv,
Al Verden skylder Lys og Liv;
Og Guddoms-Ordet lød: far hen!
Men kom saa hid til mig igien!
Med Suk, men dog med salig Trøst,
22 Jeg lød den klare Guddoms-Røst,
Der sendte mig fra Glædens Sal,
Dog kun som Bud, til Graadens Dal,
Ledsaget did, hvor før jeg var,
Af samme store Helgen-Par!
Ei mindste Ord af dem jeg fik,
Men dog saa ømt et Engle-Blik,
Som Moder fæste kan i Løn
Med Fryd paa sin eenbaarne Søn,
Og dette Blik, med Haabets Ord,
Var al min Trøst paa denne Jord!
Dog, tit endnu, med Gysen kold,
Jeg tænkde: Død er Syndens Sold,
Til klart det mig i Drømme blev,
At Jesus siger: Dødning! lev!
Den Drøm mig aldrig gaaer af Hu,
Fra jeg den havde, mens endnu
Jeg i det gamle Corvei, ung.
Gik Skole-Veien tør og tung!
Ved Sancte Peders Huus saa boldt,
For Peblinger jeg Skole holdt,
Og drømde, at, paa Knæ i Kveld,
Jeg bad i Døberens Capel,
Hvor det var mig en daglig Skik,
Naar Skolen til og fra jeg gik,
At hvile underveis i Løn,
Og samle Kraft i stille Bøn!
Da pludselig, mig tykdes, saae
En Jødisk Mand jeg for mig staae,
Men høi og rank og himmelskiøn,
Med Glands som den eenbaarne Søn,
Saa flux jeg knæled for hans Fod,
Som Jesus Christus for mig stod!
Stat op! saa lød hans Almagts-Ord,
Og som en Pil jeg bradt opfoer,
Men slog til Jord dog Øiet ned,
For Synet af hans Herlighed!
Da lød det mildt: bekiend dit Meen,
At, Synder, du kan vorde reen!
Ak, sagde jeg, min Daarlighed
Ei skriftes kan, som Du den veed!
Ja, Alt jeg veed, saa lød hans Svar,
23 Men skrifte skal dog aabenbar
For mig hver syndig Mand paa Jord,
Om han vil renses ved mit Ord!
Jeg lød, og hørde da: frygt ei!
Din Synde-Skyld udsletter jeg!
Som Drøm det store Syn forsvandt,
Men Trøsten, jeg i Søvne fandt,
Hvor end jeg vanked, fulgde med,
Og svigted ei paa Gravens Bredd!

Dengang, til spæde Planters Ly,
Et Corvei byggedes paa Ny,
I Sachsenland, og did jeg kom
At lære Døbte Christendom;
Men snart Guds underlige Raad
Mig kaldte til en større Daad:
At være mellem Hedning-Folk
Hans Sandheds og Hans Naades Tolk,
Og der, i fyrgetyve Aar,
Jeg lærde, under bange Kaar,
At Mand i al sin Kraft er Muld,
Men Herren stærk, og tro som Guld!
Der kom en Drot fra Dane-Land,
Og blev i Mænz en christnet Mand;
Men Keiser Ludvig og hans Raad
Ei Nogen vidste, som paa Baad,
For Christi Skyld, den høie Sø
Beseile gad til Daners Øe,
At plante og at vande der
Det lille Frø blandt vilde Træ'r!
Min Abbed Vale kom da nu
Min Agt men ei min Magt i Hu,
Og sagde: jeg en Broder veed,
Som meget vist for Christus leed,
Er from i Sind, og kan sin Bog;
Men om han paa saa ]angt et Tog,
Til vilden Ørk, ad tornet Vei,
Har noksom Mod, det veed jeg ei.
Jeg kaldt da blev, og spurgt dernæst,
Om jeg vel, som en fremmed Giæst,
Var villig til, med Livets Ord,
For Christi Skyld, at gaae til Nord?
24 Mig tykdes, den ei havde Kaar,
Som troed paa, hvad skrevet staaer:
Hvo over Alt ei har mig kiær,
Og følger tro, er mig ei værd!
Thi tog jeg Korset op paa Stand,
Og loved mig til Dane-Land!
Dog, Lidet selv, end sige Stort,
Langt lettere er sagt end gjort:
Ei tykdes Martyr-Kronens Glands
Mig dyrekiøbt med Torne-Krands,
Men Kiød er Græs, thi sank jeg bradt
Til Jorden, raadvild, syg og mat,
Da paa min Svaghed stormed fast,
Som Fiende-Spot, saa Venne-Last!
Det trindt mig i hver Tone lød:
Din Stoltheds Drøm er vist nok sød,
Da saa, med sælsom Velbehag,
Du vælger mellem Nat og Dag!
Hvo grandsker ud dens christne Tro,
Som higer did, hvor Djævle boe!
Ei tolke Tunger, hvad jeg leed,
Da jeg fra Alt paa Jord mig sleed,
Og Sjælen, trods hvert Baand som brast,
Dog hængde end ved Støvet fast;
Men Vingaards-Manden, faderøm,
Ei giemde, med sin Godheds Strøm,
Den vilde, dunkle Vingaards-Krog,
Hvor bedende, med Herrens Bog,
Jeg laae, i Hu saa vaandefuld,
Og ønskede mig under Muld!
Sin Engel, i en trofast Ven,
Han sendte mig til Følgesvend,
Og knytted saa, med Hjerte-Baand,
Mit Støv til Støv i samme Aand!
Det lød alt som en Engels Røst,
Fra Ødberts fromme, ædle Bryst:
Ei ene, det forbyde Gud,
Du vandre skal af Riget ud,
Til Hedning-Ørk med bange Kaar,
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Den fromme Sjæl! Han endte snart,
I Paradis, sin Pilgrims-Fart,
25 Men dog bestandig, til min Trøst,
Det, med den samme Engle-Røst,
End toned under hvide Haar:
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Jeg vandred mangt et mødigt Fjed,
Før jeg indgik til Himlens Fred,
Og sjelden var i Nord min Sti
For Steen og hvasse Torne fri,
Saa stride Taarer faldt, med Skiel,
Paa Daners Mark og Sverrigs Fjeld!
Ja, eengang, med min Bispe-Stav,
Jeg gik som i min egen Grav,
Gik, nøgen under Jorde-Lin,
Med Aske-Been af Helgen-Skrin,
Misundende hver Skovens Fugl,
Hvert Markens Dyr, sit Hjem og Skjul!
Da brand-gul Viking-Hanen goel,
Og spotted dybt nedgangne Soel,
Som om, med Skade-Blus i Beeg,
Den gyldne Soel af Havet steeg,
Om Midje-Nat, mens Folket sov,
Og Herrens Hus blev Luens Rov!
Ja, det var Prøvelse fuldhaard,
Thi tom var Stadens Høvdings-Gaard,
Omsonst jeg efter Vaaben greeb,
Mens Pilene i Luften peeb!
For nær var Fienden, og for fjern
Al ventet Hjelp til Lande-Værn,
Og mens jeg mægted kun at flye,
Opgik i Røg min Bispe-By,
Var al min Trøst, som Trøst i Grav,
At Herren tog, hvad Herren gav,
Og hvad Han giør, er Alt til Gavn,
Saa evig prises skal Hans Navn!
Ei ene kom den store Sorg:
End Asken røg af By og Borg,
Da Rygtets Fugl, som Natte-Ravn,
Bar Tidende fra Byrkas Havn,
At rygende man skued der,
Af Christen-Blod, det grumme Sværd!
Dertil end bradt det Budskab kom,
At død var Tydsklands Keiser from,
26 Og Godset, han mig gav til Lehn,
Af Sønnen, gold som Stok og Steen,
Foræret, som et Venskabs-Pant,
Til Snogen, der sig om ham vandt!
I Nød man Venner kiende skal,
Og aldrig stort er deres Tal;
Thi vendte nu mig alle Rygg,
Som fulgde mig for Rug og Byg,
For Straale-Kys af Verdens Soel:
For Kannikdom og Bispe-Stol!
Men dog os Faa, som blev igien,
Var Herren lige fuldtro Ven,
Og der Han skabde Sang af Graad,
Da skimted jeg Hans skjulte Raad,
Og vidste, ved Hans Alter, næst,
At sætte hvem Han huged bedst!
O! hvor blev jeg dog sjæle-glad,
Da i sin Bog Han vendte Blad,
Den store Mester, viis og klog,
Der vender Alt som Blad i Bog,
Og vendte her, i Dødning-Vang,
Vort hule Suk til Fryde-Sang!
Han flytted mig fra Hamborgs Grus,
Til Bremens Gaard og Bede-Hus!
Der fik jeg meer end Bod for Meen,
Med Bispe-Stole to for een!
Der fik jeg baade Sølv og Guld,
Til Avlings-Drift i Dane-Muld!
Der axled jeg Skarlagen-Skind,
At stædes med for Konger ind,
Og i den Danske Konges Gaard
Mig timedes saa gode Kaar,
At paa mit Ord sig fast forlod
Den gamle Hedrik Eiegod,
Fordi, som Keiserens Gesandt,
Han Løgn ei paa min Læbe fandt,
Og dømde om min Herre hist,
Hvor Han gik frem, kom Svend dog sidst,
Saa Han, langt over hver hans Svend,
Var god at have til sin Ven!
Nu løftede sig, rank i Sky,
Vor Frues Hus i Hede-By,
27 Og liflig over Heden klang
Vor Frelsers Lov i Lærke-Sang!
End tit det mig i Hjerte skar,
At hvor jeg Ordet videst bar,
Der var det plat forstummet nu,
Hos Venner faa med Hedning-Gru;
Thi Gødbert, Byrkas Bispemand,
Ei giæste turde meer det Land,
Hvor han blandt Klipper laae i Bolt,
Og Frænden smagde Staalet koldt!
Gak selv! var alt det Svar, jeg fik,
Af hvem jeg bad, og selv jeg gik!
Kong Hedrik gav mig Skudsmaal godt,
Paa Reisen med til Sverrigs Drot,
Men Mod og Lykke, til den Færd,
Gav Kongen over Himlens Hær!
Han Mod mig gav, som var Hans Skik,
Mens Kiødet sov, ved Drømme-Blik:
Jeg drømde, at i Hug fuldmod
Jeg var, for hvad mig forestod,
Og mødte, med min Hjerte-Sorg,
En venlig Mand i Konge-Borg,
Som sagde: sørg du kun ei saa,
Gak til Propheten hist i Vraa!
Han kiender Stenen, som du bær,
Han siger sandt dig om din Færd,
Din gamle Abbed Adelar;
Men find ham selv, du Magten har!
Alt mange Værelser forbi,
Jeg kom til det, han throned i,
Jeg kiendte strax hans Blik igien,
Som Blikket af min gamle Ven,
Og kraftelig, foruden Bog,
Han talde saa i Bibel-Sprog:
I Øer! hører, en og hver,
Og mærker, fjerne Folke-Færd!
Ufødt, af Herren, kaldtes du,
Han kom dit skjulte Navn ihu,
Han Mund dig gav, som Klinge bold,
Hans Hænders Skygge blev dit Skjold,
Alt som en Pil, Han kaldte rar,
Han i sit Kogger skjult dig bar,
28 Og sagde: du min Tjener est,
I Hvem Jeg herliggiøres bedst!
Ved disse Ord, med fyrig Aand,
Han strakde ud sin høire Haand,
Der dog, som hindret paa sin Vei,
Velsignende mig rørde ei,
Skiøndt i det Haab, som dertil kaldt,
Jeg Oldingen til Fode faldt!
Men han blev ved, som skrevet staaer:
Nu Herrens Ord til dig udgaaer,
Du er af Moders Liv min Svend,
Til Lys og Frelsning givet hen,
Som du, for Folk i Tusind-Tal,
Til Verdens Ende være skal!
Ja, dig skal Konger stirre paa,
Og Drotterne skal bradt opstaae,
Naa de paa dig see Æren min,
For Gud at kiende Herren din!
Det Drømmen var, som Haabet gav
Mig til en liflig Vandrings-Stav;
Thi Øerne med Fryd jeg saae
I Dane-Markens Bølger blaa,
Og Verdens Ende, som man tro'r,
Bag Sverrigs Klipper, høit i Nord!
Saa ankred da, med Haab i Stavn,
Frimodig jeg i Byrkas Havn,
Og grunded Kirken der paa Ny,
Skiøndt alle Munde bad mig flye,
Fordi, paa Uplands-Thing, en Skalk
Nys havde, med en Djævle-Kalk,
Forvirret alle Hjerner saa,
At Løgnen fast de troed paa!
Den Løgner hilsde, snedig nok,
Fra Landets gamle Gude-Flok,
At, skiøndt de end var ei saa graa,
De kunde Alt jo forestaae,
Saa dog, da nu vel Mange fandt,
De trængde til lidt Nyt iblandt,
De Gammel-Erik bød en Plads
I deres himmelske Palads,
Og meende, det var nok saa godt,
At knæle for sin egen Drot,
29 Som, paa et fiendtligt Herre-Bud,
At ære mest en fremmed Gud!
Det tykdes Folk en Ære-Skiænk,
Og Erik kom paa Gude-Bænk,
Og mine Venner raabte: giv
Alt hvad du haver for dit Liv!
Nei, var mit Svar, slet kom jeg hid,
Om for mit Liv jeg gav en Hvid,
Og vilde for min Herre god
Ei gierne vove Liv og Blod!
Kong Oluf, saa hedd Sverrigs Drot,
Mit Ærinde alt vidste godt,
Af Kongens Bud fra Dane-Land,
Som tro mig fulgde over Strand,
Og hilsde fra Kong Hedrik god,
Det var ham kiært, om Oluf lod
Mig prædike, med frit Forlov,
I Sverrig, som i Dane-Skov!
Alt hvad jeg havde, Smukt og Rart,
Jeg ogsaa holdt for ham uspart,
Men Kongens Svar gik derpaa ud:
Han havde Intet mod min Gud,
Men da hin Vold mod Bisp og Klerk
Var Kongens ei, men Folkets Værk,
Saa kom og nu paa Menig-Mand,
Og paa Lod-Kastning, Alting an.
Da bad jeg til min Trøst i Nød,
Som styrer Lodderne i Skiød,
Som vender Strøm i Tanke-Sund,
Og lægger Ord i Folke-Mund!
Forgiæves ei til Ham jeg bad,
Thi snart jeg hørde, sjæle-glad:
Lodkastningen i Guders Navn
Faldt ud til Christendommens Gavn,
Og Bonde-Thingets Oldermand
Udbrød: det aldrig skade kan,
Af Godt at have Skieppen fuld,
Og een Gud til, som er os huld;
Thi, blev usaattes vi engang
Med Guderne af gammel Rang,
Saa havde vi i Krist en Ny,
Til hvem om Hjelp vi kunde tye,
30 Og det en Ny, som har det Lov,
At naar tit andre Guder sov:
I Havs-Nød og al Vaande stor,
Da hjelper han for gode Ord!
Saa blev det da i Loven sat,
At Christendom var frit tilladt,
Og Byrka før jeg ei forlod,
End Kirken alt i Bygning stod,
Og eied Gaard og Grund i By,
Med Eribert til Biskop ny!
Dog, først i Himlen faae vi Ro,
End skulde prøves haardt min Tro:
Sig reiste En af Konge-Blod
Mod Danmarks Hedrik Eiegod,
Og fik, af Vikinger paa Hav,
Saa frygteligt et Følgeskab,
At skiøndt, i Land, hvor Slaget stod,
Der kæmpedes med Løve-Mod,
For Kongens Liv og Rigets Vel,
Saa havde Fienden dog det Held,
At i det Blod-Bad reves hen
Kong Hedrik og hans gode Mænd;
Og Rigets Arving, Hedrik Barn,
Han faldt i slemme Skalkes Garn,
Som idelig ham foreholdt,
At Christendommen havde voldt,
Med Guders Vrede, Himlens Straf,
Som Danmark følde Vægten af!
Nu laasedes da Kirke-Dør,
Hvor den stod vidt paa Gavlen før,
Thi Huge Jarl i Hede-By
Var Høvedsmand for Troppen ny,
Som skaffe vilde Landet Ro,
Ved Daare-Strid mod Sandheds-Tro,
Og som han Laas for Kirken slog,
Saa Præsten han af Landet jog!
Da klagede jeg Kirkens Nød
For Kongen, som den grunde bød,
For Ham, der taler, saa det skeer,
Og Fiende-Skaren høit beleer!
Han hørde mig, og førend jeg
Til Dane-Drotten kom paa min Vei,
31 Mig giæsted alt hans Sende-Bud,
Med Virak for de Christnes Gud!
Igien fik Hedeby sin Præst,
Ja, en fik Ribe snart dernæst,
Og, hvad man aldrig saae tilforn,
Nu Kirken fik et Klokke-Taarn,
Saa kimes kunde høit i Sky
Med Glædes-Kald fra By til By!
For Huge Jarl ei Nogen skjalv,
Han fredløs blev, saa halv om halv:
Uddreves bradt af Hedeby,
Og skulde Kongens Øine flye!
Men Borkar Jarl, den Dannemand,
Kun reddet, som af Ild en Brand,
Da, af det gode Hjertes Børn,
Der gjordes Bradd til Ulv og Ørn,
Han atter, som det faldt sig bedst,
Kom til at stande Kongen næst,
Og aldrig meer en Avinds-Mand
Brød Kirke-Fred i Dane-Land,
Saa jeg hensov i saligt Haab,
Om Grøde efter Dane-Daab!
Ja, med det Haab, som Herren gav
Den første Bisp, hvis Hyrde-Stav
Berørde Danmarks Grændse-Skiel,
Med Ebbes Haab om sjeldent Held;
Thi Fyr og Flamme var den Mand
For Plantelsen i Dane-Land,
Og raabde, end fra Gravens Bredd,
Til mig Modfaldne: vær ei rædd!
Hvad Fæste fik i Jord saa god,
Det rykkes aldrig op med Rod,
Og sank end baade Bul og Top,
Af Stubben groe igien de op,
Og i det sidste Hjerte-Skud
Der ruges Fugle-Unger ud,
Som bære sjungende i Favn
Til Verdens Ende Herrens Navn!
Det var hans Spaadom, og mit Haab,
Skiøndt hørt ei blev mit høie Raab
Om Kronen prud, jeg stirred paa,
Til Øiet brast i dunkle Vraa!
32 O, søde Guddoms-Røst: far hen I
Og kom saa hid til mig igien!
Du misted da vel, ved min Synd,
I Tidens Løb din halve Fynd,
Saa rødmende jeg skal indgaae
Til meget Mindre end jeg saae!
Dog, Jesus! Herre! i din Haand
Befaler evig jeg min Aand!!

Rimbert.

Saae I Faders Helte-Daad?
Hørde I hans Helgen-Graad?
Nei, hans Skygge saae I kun,
Under Bjeffe-Lyd af Hund!
Det var ikkun Gud og Faa,
Som lyslevende ham saae!
Faa kun og med Gud det veed,
Hvad han taalde, hvor han streed!
Ved forunderlige Lyn,
Stærke var hans Drømme-Syn:
Han engang i Drømme saae
Herren under Svøben staae,
Gav for Romer-Knegtes Riis
Gladelig sin Rygg til Priis,
Kunde dog, ved rank at staae,
Herren knap til Hærde naae!
Visselig, det var hans Agt,
Saa han stræbde, af al Magt,
Som den bedste Svend paa Jord,
Tro at følge Herrens Spor,
Trodsed Svøber, Kors og Sværd,
For at staae sin Herre nær!
33 Derfor, skiøndt med Isse graa
Han afblegedes paa Straa,
Sikkert straale Kinder hans
Nu i Martyr-Kronens Glands!
Priser da, I Nordens Folk,
Naade-Ordets høie Tolk,
Tordneren mod syndig Trods,
Barnet mellem Folk som os,
Gnieren paa Vand og Brød,
Ødeland paa Folk i Nød,
Som en Kvinde nem i Graad,
Som en Viismand snild i Raad,
Som en Klippe, hvor det gjaldt,
Som en Christen, fremfor Alt!
O, det fromme Helgen-Barn!
Han ei faldt i Hovmods Garn:
Jærtegn saae vi i hans Daad,
Helgen-Fromhed i hans Graad;
Men blev Talen om, hvad Stort
Herren havde ved ham gjort,
Da vi saae et Engle-Smil,
Naar han svared os med Iil:
Veed I, hvilket Jærtegn stort
Gud end ei ved mig har gjort,
Beder Ham da kiønt derom,
Saa jeg vorder god og from!
Naar han opstaaer af sin Grav,
Med de Mange, Gud ham gav;
Gid blandt Daner vi da maae
Engle-Smilet, som vi saae,
Kiende gladelig igien,
Hvor det lyder: gode Svend!
Over Lidet var du tro,
Nyd dit Meget nu i Ro!
Gak nu, uden Sorg i Sind,
Til din Herres Glæde ind!

34

Christi Kirke.
(til Dana.)

Dronning over Vide-Slet:
Marken med de fagre Høie,
Find din Krones Byrde let!
Trøst dig over Tidens Møie!
Dybt i Dane-Kongens Favn
Hilset vær i Jesu Navn!

Meget kan jeg lignes ved,
Jordisk talt, som Himmerige,
Som en Fattig med Guds Fred,
Som Guds Hus og Himmel-Stige,
Ja, som den, Han haver kiær,
Hvem alt Sandt er lige nær!

Øiet seer mig først paa Jord,
Som et Hus med høie Gavle,
Der omhvælver, paa Guds Ord,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Pegende med Gylden-Spir,
Paa den deiligste Saphir!

I min Kraft, i Herrens Navn,
Er jeg ved en Mand at ligne,
Som har Bod for alle Savn,
Kan oplive og velsigne,
Kan ledsage i Hans Fjed,
Som er Præst af Evighed!

I min dybe Hjerte-Rod,
Ligner jeg dog mest en Kvinde,
Som har smagt, at Gud er god,
Føler, hun er Hans Veninde,
Der af Paradis gik ud,
For at fæste sig en Brud!

Det, hvormed jeg allerbedst
Kan for Verden mig betegne,
Er, at som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne,
Kan mit Fædre-Land kun naae,
Over Bølge-Skyer blaa!

35

Aabenbar, som Lys og Dag,
Saa jeg vandret har paa Kloden,
Siden Soel med Velbehag
Speiled sig i Jordans-Floden,
Hvor sin Rede, bygt fuldgrandt,
Duen fra Guds Eden fandt!

Paa den store Pindse-Fest,
Ved hvis Ild jeg altid sjunger,
Fik jeg, som al Jordens Giæst,
Mange Fødder, alle Tunger,
Bruger dem, til, ene tallt,
Gud skal være Alt i Alt!

Eens til alle Folke-Færd,
Raaber jeg, med deres Tunger:
Livets Brød kom eder nær,
Tager, stiller Sjælens Hunger!
Vender om til Gud, og troer
Kiærlighedens dybe Ord!

Faderen saa høit i Løn,
Elsked de forlorne Trælle,
At Han sin eenbaarne Søn
Deres Brøde lod undgiælde;
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Sønnen selv mig saa har lært!

Sønnen selv nedsteg til Jord,
Fødtes, lærde, leed og døde,
Ja, til Nattens Hjem nedfoer
Evighedens Morgen-Røde,
Stod igjen, som Soel af Hav,
Straalende dog op af Grav!

Dermed dyrt han har fortjent
Sine Venner Glands og Glæde,
I hans Navn er jeg udsendt,
Dem at samle om hans Sæde,
Til hans Fylde, med hans Aand,
Ved hans Faders høire Haand!

36

Kommer da, i Jesu Navn,
Om Guds Venner I vil være!
Troer, at til Glædens Havn
Daabens Ark kan eder bære,
Trods Synd-Floden, som med Gny
Rager brusende i Sky!

Troer det, paa Jesu Ord,
At, skiøndt Støvets Øie brister,
Hjertet dog ved Herrens Bord
Faaer et Liv, det aldrig mister!
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Evigt Liv er Alting værdt!

Saa jeg raabde, hvor jeg kom,
Hvor jeg stod, om end paa Gløder,
Saa jeg Daab og Christendom
Bar til Græker, som til Jøder,
Saa, til Liv og Død, paa Jord
Førde rundt jeg Korsets Ord!

Alt som Herren, trindt paa Jord,
Raabde jeg, blandt alle Slægter:
Troer ubeseet Guds Ord!
Lykkelig er hvo det mægter!
Dog enhver, som det attraaer,
Troen og i Hænde faaer.

Hvor jeg vandred, i hver Egn,
Mine Spor end staae paa Tue!
Saae end før I store Tegn,
Større kan hos mig I skue:
Stumme sang, da Blinde saae
Dødninger af Grav opstaae!

Dronning over Dane-Mark:
Sletten med de gamle Høie!
Ogsaa dig jeg bød min Ark,
Til den døde Sø at pløie!
Som din Giæst, jeg glad dig bød
Livets himmelfaldne Brød!

37

Ingensteds, paa lange Tog,
Saae jeg Korsets Banner flagre,
Yndelig som Dannebrog,
Over Plov paa vaade Agre,
Hvor i Svane-Vangen laae
Marken, lukt med Bølgen blaa!

I den mørke Hedning-Tid,
Før jeg kom med Morgen-Røden,
Vel du segned i hver Strid,
For din Arve-Fiende: Døden,
Leved dog, med Blomster-Kaar,
Altid op i lune Vaar!

Skjold-Mø var dit gamle Navn,
Som du med det Ny skal bære,
Naar du, i den høie Stavn,
Toner Seiers-Flag med Ære,
Kaldt af Ham en Daatter bold,
Som er baade Soel og Skjold!

I den gamle Kæmpe-Old,
Skjold-Mø prud i Borge-Stue!
Var en Urte-Kost dit Skjold,
Og dit Lys en Arne-Lue,
Var dit Værn mod Dødens Harm
Blomster-Haab i Engjords-Barm!

Derfor prægtigst man dig saae,
Som Bryst-Billed over Mulde,
Under Havfru-Kaaben blaa,
Med et Bøge-Skjold mod Kulde,
Og, trods Vinter-Fuglen, varm,
Med en Blomster-Kost i Barm!

Haabets Blomster, dem du fandt
Under Paradisets Giærde,
Sukkende du sammenbandt,
Under Sang af Kæmpe-Sværde
Om et evigt Helte-Navn:
Mande-Bod for Hjerte-Savn!

38

Derfor ingen Rydde-Jord,
Selv ei efter Skov af Skjalde,
Fandt det store Livets Ord,
Som var bedre i at falde,
Knap en Mark paa Jordens Bold,
Hvor det bar saamange Fold!

Giødet blev ei her med Blod,
Marken ei med Sværde pløiet,
Meget har, med Haand og Fod,
I din Tjørne-Lund jeg døiet,
Aldrig bedre dog min Plov
Gik, end her i Norden-Skov!

Seen var Marken at besaae,
Sene-Græsset ondt at dæmpe,
Seent maa Alt fra Haanden gaae,
Hvor alt Godt maa skee med Læmpe:
Seent men sødt i Dane-Vang
Lyder Nattergalens Sang!

Ei med Øxe-Blad paa Rod
Bøied her sig Bøge-Stammen,
I dens Ly tvegrødet stod
Rug og Klinte blandet sammen;
Er end svart det at forstaae,
Høstens Herre vil det saa!

Som en Giæst i Kongens Gaard,
Kom jeg til de Lande-Mærker1,
Hvor jeg nu i tusind Aar
Øved Lysets Kæmpe-Værker,
I Hans Navn, hvis Straale-Krands
Er kun Livets Krone-Glands!

Her kun trued Træ, ei Staal,
Torne kun, ei Ulve-Tænder;
Tændtes her et Vidne-Baal,
Var det kun med Vidners Hænder,
Som for Ham, de bygged paa,
Turde godt i Ilden gaae!

* 39

Tit jeg vel har truet med,
Tjørne-Lunden Rygg at vende,
Aldrig dog, ved grønne Bredd,
Kunde jeg det naae og nænne,
Altid Nattergalen sang:
Seent men sødt i Dane-Vang!

Gik jeg bort en liden Stund,
Det var kun til Malurt-Haven,
Galge-Bakken, og den Lund,
Hvor mig favned Klippe-Graven;
Det var kun en Kæmpe-Gang,
Under Muld, for Dane-Vang!

Saa fuldende i Hans Spor,
I Hvis Navn jeg Alting øver,
Maatte jeg ensteds i Nord,
Mellem Hjerte-Folk og Løver:
Hist paa Korset randt mit Blod,
Her jeg mig begrave lod!

Her jeg laae i Klippe-Skiød,
Jordeklædt med Venne-Hænder,
Om end Udgang mig forbød
Fiende-Sværd ved Romer-Lænder!
Dog, har Venner ret man kiær,
Ændser lidt man Fiende-Sværd!

Den, som trodsed Korsets Skam,
Gik for Vennerne i Døden,
Hvo kan vel forhindre ham,
Fra at trøste dem i Nøden,
Fra at vende, ved en Gang,
Deres Graad til Fryde-Sang!

Derfor, Dronning! jeg opstod,
Trods de skarpe Romer-Sværde,
Ingen af dem havde Mod
Til at klappe mig om Hærde,
Ingen af dem havde Valg,
Alle smukt de blev i Balg!

40

Saa hilsæl, du Dronning god!
Smil nu ad de Dødes Rige!
Selv du seer, at jeg opstod,
Hvad end Verdens Præster sige;
Tvivler Nogen i din Gaard,
Til hver Haand har jeg et Saar!

Det, hvormed jeg allerbedst
Kan for Verden mig betegne,
Er, at, som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne;
Kan mit Fædreland kun naae
Over Bølge-Skyer blaa!

Derfor staaer jeg som en Giæst,
Kommet fra de Dødes Rige,
Hvor Beskeed man lærer bedst,
Om hvad Liv og Død vil sige!
Saa det glade Budskab bar
Aarle jeg dig med Ansgar!

Altid kiender man mig bedst,
Naar i Dagningen det kimer,
Til en hellig Glædes-Fest,
Som med Verden ei sig rimer,
Holdes kun, hvor Tro og Haab
Juble over Barne-Daab!

Verden mod det sære Kluk
Døver sig da kiækt og gierne,
Men naar da, med Hjerte-Suk,
Pilegrimme fra det Fjerne
Samles fromt ved Herrens Bord,
Synligst da jeg er paa Jord!

Saa engang fra Hedeby,
Tusind Aar før disse Dage,
Kimed sødt det under Sky,
Da Kong Harald, vendt tilbage,
Sad paa Haand en fremmed Fugl,
Sang med Pindse-Røst om Jul!

41

Saa det kimer under Sky,
Atter over Dane-Vange,
Her som hist fra Hedeby,
Giennem Danske Minde-Sange;
Folket, som en fremmed Giæst,
Kalder jeg til Jubel-Fest!

Verden spørger med et Smil:
Hvad er her at juble over?
Kirken efter gammel Stil,
Hvori Folket tro'r og sover,
Kirken med sin Munke-Præst,
Holder den nu Jubel-Fest!

Selv i Upsala og Lund,
Trods de stolte Bauta-Stene,
Mindet har dog ingen Mund,
Danmark juble maa alene!
Taus, Ansgar! er, som din Grav,
Krogen med din Bispe-Stav!

Dumhed er, paa Verdens Sprog,
Hvad der tækkes ikkun Daner,
Galskab, hvad i Dane-Krog
Viger af fra Verdens Vaner,
Kun i Sværmer-Bogen staaer
Tegn ved Kirkens Tusind-Aar!

Det er, hvad jeg, som en Giæst
Fra de døde Aanders Rige,
Veed, at om min Jubel-Fest
Alle Munde der vil sige,
Saa dens Priis, i hver en Egn,
Vorder Livets Kiende-Tegn!

At af Døde jeg opstod,
I en Paaske-Morgenrøde,
Visselig er Grund fuldgod
Til, at Pindse-Tunger gløde!
Men ei Grund til Jubel der,
Hvor kun Døden man har kiær.

42

Hvo som Aanden slog ihjel,
For dens Navn og Gods at arve,
Hvo som, skiøndt al Verdens Træl,
Blænder Folk med Friheds-Farve,
Hyle maa, naar Liv og Aand
Sønderrive Dødens Baand!

Hade maa mit Jubel-Aar,
Hvo der veed, som hver en Pave,
At han er, naar Aand opstaaer,
Kun en Orm i Bogstav-Grave,
Og har dog, med Støv i Mund,
Sat sin Stol paa Aandens Grund!

At mit Klippe-Fængsel brast,
Det skal blege Munde sige,
Saa det, bradt og vidnesfast,
Spørges til de Dødes Rige;
Men før Dødning-Folket tro'r,
Det afsværger selv sit Ord!

Vel, naar med det Torden-Ord
Vidnerne for Raadet komme,
Grues lønlig trindt om Bord
For den Stærkes Straffe-Domme,
Dog om mig det lyde maa,
Som om Ham, jeg venter paa:

Liden Løgn er Pligt i Nød,
Har sig selv han overlevet,
Er han jo saagodtsom død,
Siger kun, som der staaer skrevet:
Hans Opstandelse er Pral,
Han af Graven sig kun stjal!

Saa skal, i de Dødes Land,
Sagnet gaae for rede Penge,
Og dets Gienlyd over Strand
Selv i Norden have Giænge,
Saa jeg kiendes allerbedst
Paa den Danske Jubel-Fest!

43

Saa, til Trods for Verdens Dom,
Og al Spot af døde Franker,
Med Ansgarius jeg kom,
Hid, hvor Nordens Hjerte banker,
Saa jeg her, med Aasyn klart,
Vandrer til min Himmel-Fart!

Død for Verden, som mig saae,
Kun i hvad den har korsfæstet,
Lever skjult jeg i den Vraa,
Jeg nu anden Gang har giæstet,
Synlig, baade fjern og nær,
Kun for dem, mig have kiær!

Dog paa mine dybe Spor,
Langs ad Jordens Kirke-Stræde,
Som paa Kraften af mit Ord,
Og paa mine Venners Glæde,
Kiendeligst jeg netop nu
Er til mine Fienders Gru!

Hæv dig, Skjold-Mø prud, af Muld!
Thron i Lund paa mine Vegne!
Alt mit Sølv og alt mit Guld
Du for Verden dig tilegne!
Tag det kiærlig, brug det frit!
Alt hvad mit er, det er Dit!

Dronning over Vide-Slet:
Marken med de grønne Høie!
Blomster-Krands er Krone let,
Stakket Vinter-Dagens Møie,
Liflig er din Aften rød,
Evig er din Hvile sød!

Bøge-Lund i Dane-Vang
Hvælve sig med Løvsals-Bue!
Tusind Fugles Aften-Sang
Stige fra dens Blomster-Tue,
Dale, Dronning, og med Lyst
Bølge om dit Skjoldmø-Bryst!

44

Naar da, som en Himmel-Brud,
Klarlig du mit Hjerte ligner,
Som en Præst, i Herren prud,
Aandelig jeg dig velsigner,
Til, med Evighedens Ny,
Kongen dages høit i Sky!

Tone skal det da paa Straa,
Som i Borg og Blomster-Enge:
Nu med Bølgen himmelblaa,
Danmark, deiligst Vang og Vænge!
Lukkes du af Kongen bold,
Som er baade Soel og Skjold!

OM RELIGIONS-FRIHED.

Naar Grundtvig nedlagde sit Embede som Præst i Statskirken, skyldtes det ikke alene det Forbud, han fik, imod fri Salmesang ved Tusindaarsfesten. Dette var kun den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over. Mere havde det virket dertil, at den Injurieproces, H. N. Clausen paaførte ham, ikke blev afvist for Retten, thi dette aabnede i hans Øjne Udsigt til, at han stadig skulde plages med slige Søgsmaal, naar han efter sin Embedsed forsvarede Kristentroen imod dens hemmelige eller aabenbare Fjender. Men hertil kom, at selve Stillingen som Præst i et stort Sogn i Hovedstaden, hvor han ofte ved Alteret maatte betjene Mennesker, som kom i Kirke uden Tro, fordi de ikke vilde lide Skaar i deres borgerlige Rettigheder ved at forsømme Kirkeskikkene, mange Gange forekom ham selv næsten utaalelig og uforsvarlig.

Gennem disse personlige Erfaringer og gennem alt, hvad han hørte om Forfølgelsen af de gudelig Vakte omkring i Landet, havde det klaret sig for ham, hvor nødvendigt det var, at der blev indført almindelig Religionsfrihed, saa at ærlige Ukristne kunde faa Lov at holde sig borte fra Kirkerne, og Vejen ud af Statskirken i Nødsfald ogsaa kunde staa aaben for gammeldags Kristne, hvis de ikke paa anden Maade kunde slippe fra at blive betjente af rationalistiske Præster, som imod Loven forfalskede Guds Ord ved Sakramenterne og oplærte Børnene i Tvivl om den sande Kristendom. Han mente endnu dengang, at det var umuligt, at de to modsatte Partier, de ægte Lutheranere og de moderne Fornuftkristne, i Længden kunde huses i den samme udvortes Kirke, og skønt han fandt det rimeligst, at det blev de sidste, som udskilte sig, naar Friheden dertil blev givet, var han dog ogsaa beredt til med sine Venner at træde ud, naar det kunde ske uden altfor store borgerlige Ulemper.

Denne Betragtning danner Grundlaget for hans store Afhandling om Religions-Frihed, hvoraf første og andet Stykke blev offentliggjort i Theologisk Maanedsskrift for Januar og Februar 1827, medens tredje Stykke blev undertrykt af Censuren.

46

Om Religions-Frihed.

Maa trykkes.
I Kiøbenhavns Politieret den 23de Januar 1827.
P. Eberlin.

Historiens Kyndinger veed, at det gik hidtil med Religions-Frihed som med gode Raad, hvoraf man altid har nok, naar man ingen behøver, men som ellers sædvanlig ere dyre; thi naar man er ligegyldig ved de store Forhold mellem Gud og Menneske, og mellem Tid og Evighed, da har det intet at betyde, enten man nødes til at tie dermed, eller har Lov til at sige derom hvad man vil; men har vi en bestemt Tro om det, hvorpaa Menneskets Lykke i Tid og Evighed beroer, da er det os ei blot en Samvittigheds-Sag at være den bekjendt, men, i samme Grad som vi elske vore Med-Mennesker, en Trang at tale frit derom, og bestride hvad der enten vil udrydde vor Tro, eller dog hindre dens Udbredelse og Virksomhed. Sandelig, havde man endnu mindste Tvivl om, at Mennesket er faldet, aandelig faldet fra medskabt Ypperlighed, og derved rædsomt forblindet, da maatte Troens Historie dog overbevise ethvert sandhedskiærligt Menneske derom; thi hvem kan nægte, at Tanken om Slægtskab mellem den Almægtige og os, og om et deraf udspringende evigt, guddommeligt Liv, er et Fortrin, der aandelig hæver Mennesket saa høit over hele den øvrige jordiske Skabning, at enhver Sammenligning strander paa det uoverseelige Bjerg mellem Aandens Rige og Dyrenes Verden; og hvem kan heller tvivle om, at det ufaldne Menneske maatte have aabent Øre for det Ord, der løste hans store Gaade, og aabenbarede saavel det sande Forhold mellem Gud og 47 Menneske, som Veien, hvorpaa vi kan naae vor store, vor mageløse Bestemmelse. Desuagtet lærer dog Troens Historie os, ikke blot at modsatte, aldeles uforenelige Tanker om Veien til Menneskets store Maal har fundet Indgang hos Slægten; men selv at mange Mennesker ei have skammet sig ved den ligesaa selvmodsigende som dyriske Paastand, at den aandelige Tanke-Gang, der hæver Mennesket over Dyret, hverken var ham naturlig eller overnaturlig indpodet, men unaturlig paatvunget af ingen Ting.

Under disse Omstændigheder, i en Verden, hvor det er klart, der virkelig ei blot finder Løgn og Vildfarelse Sted, men ogsaa blind Kiærlighed til dem; i en saadan Verden kan det Ord, der udtrykker den sande, og bestrider altsaa den falske Betragtning af Menneske-Maalet, og Veien dertil, umuelig være saaledes frit, at det ingen Hindring, ingen Modsigelse og Modstand skulde møde; men vidste blot Menneskene klart hvad de selv vilde, og hvad de maatte giøre og lade, for muelig at naae deres Hensigt, da lod de sikkerlig hinanden sige frit, hvad de troede om Menneskets aandelige Natur og Bestemmelse, uden at sætte Andet end Aand og Ord mod Aand og Ord; thi vi veed jo Alle, at hele Verdens Hænder ei formaae at udvriste Troen af et eneste Bryst, og at hvad vi virkelig elske, faae vi endnu tusind Gange kiærere, naar man voldelig og uretfærdig vil berøve os det Er der nu Intet, Mennesket naturlig elsker høiere end Frihed til at bekiende og forplante hvad han troer, kan giøre baade ham og alle dem han elsker lykkelige, og er Intet ubetvingeligere, Intet, efter Erfaringens Vidnesbyrd, naar det ophidses, saa vældigt, som den Strøm der udspringer fra Selv-Kiærligheds og Venne-Kiærligheds forenede Kilde, hvorledes, maalte man vel spørge, kan da Nogen være saa forblindet, at ville bestride en Tro, han ønsker udryddet, ved Midler, som, baade efter Sagens Natur og Erfaringens Vidnesbyrd, kun tjene til at fordoble dens Kræfter, og giøre den, saavidt mueligt, udødelig paa Jorden. Da det imidlertid skeer hvert Øieblik, maa det aabenbar have sin Grund i den Forblindelse, som er al Lidenskabeligheds tro Stalbroder, og det er derfor, som hos den gamle Gamaliel, sædvanlig kun Alderen, der giør selv de ædleste og forstandigste Folk koldsindige nok til ei at gyde Olie i den Ild, de vil dæmpe. Nu er det vistnok unyttigt, at give et godt Raad, som de der egentlig trænge dertil, ei kunne følge; men i det kolde Norden, og i en Menneske-Alder, der fra saamange Sider ligner Alderdommen, bør Raadet dog vist gives, og maa nødvendig frugte Noget; thi 48 om end Vildfarelsens Trælle slet ikke mægtede at følge det, saa mægter dog Sandheds-Venner det sikkerlig, og der vilde allerede være Meget vundet for Religions-Friheden, naar de, der føle sig visse paa deres Troes Sandhed og velsignede Kraft, ei vanærede, og, saavidt mueligt, fordærvede en god Sag, ved at ville fremme den ved de ligesaa uduelige som uforsvarlige Midler, Mørkets Børn ere fordømte til at anvende. Det er nemlig min faste Overbeviisning, at Tvang i Troes-Sager ingenlunde beskiæmmer Mørkets men kun Lysets Børn; thi disse skal unægtelig, hvad hine ikke kan, see hvad de giør, og jeg indrømmer derfor strax, at al den Religions-Tvang, der har fundet Sted i Christenheden, er en stor Skam, vistnok ikke for den christelige Tro, men for alle de virkelige Christne, der have øvet eller dog billiget den. Vel har man tit i vore Dage gaaet langt videre, og paastaaet, at Tvang og Forfølgelse i Troes-Sager var en Følge af Christendommen selv, og uadskillelig fra den; men det er aabenbar kun en Bagtalelse, blottet for al Sandhed; thi baade lærer Historien os, at man slagtede Folk for Troens Skyld, længe før der var Christne i Verden, og tillige er det os alle vitterligt, at de Christne, gjennem flere Aarhundreder, med lige beundringsværdig Kraft og Taalmodighed trodsede Tvang, og leed Forfølgelse af Jøder og Hedninger, før de gjorde mindste Mine til at paatvinge Andre deres Tro, eller hævne sig paa dem, der forkastede den. Kun det er da herom sandt, at de Christne, da den verdslige Øvrighed fredlyste deres Gudsdyrkelse, for en Deel efterlignede det slette Exempel, Jøder og Hedninger havde givet dem, og det, uagtet deres egen hellige Skrift, det Ny Testamente, paa det Klareste viste, at en saadan Adfærd var aldeles uchristelig. Det Ny Testamentes Lærdom, og Historiens Vidnesbyrd om, at Troes-Tvangen voxde gradviis, alt som de Christne i det Hele fjernede sig fra den Apostoliske Kirke, maa nødvendig, hos alle retfærdige Dommere, frikiende Christendommen for al Deelagtighed i den Tvang, dens vanslægtede Bekiendere udøvede, for at neddæmpe en Modsigelse, de, som Christus, Apostlerne, og alle de ældste Christne, kun skulde mødt med Lys og Kraft, i Aand og Ord; men til vor Advarsel bør vi mindes, hvorledes Christendommens Bekiendere have undskyldt eller besmykket, hvad de altid følde, umuelig kunde forsvare sig selv. Deels indbildte de sig nemlig, at fordi deres Troe var den rette, og var saliggiørende for alle dem, der antog den, derfor kunde de ei blot forsvare at bruge Tvang mod dens Fiender, men fortjende vel endogsaa Tak af dem, som 49 Forældre, der tugte og tvinge vanartige Børn til deres eget Bedste; men deels er det jo klart, at paa samme Maade kunde en Hedning, der troede, hans Religion var sand, undskylde sin Voldsomhed, deels vinder Sandhed, som ei kan paatvinges Nogen, jo ei det Mindste ved, at dens Fiender kvæle Modsigelsen i Struben, og endelig maa man først heel kiødeligt have forvexlet den frivillige Tro, Christus kræver og velsigner, med den tvungne, falske Bekjendelse, Han afskyer og fordømmer, naar man kan indbilde sig at giøre Folk lykkelige, ved at aftvinge dem Taushed med hvad de troe og tænke, og Bekiendelse af hvad de i Hjertet forkaste og fornægte. Man har vel ogsaa besmykket, om ikke Hedning-Tvangen, saa dog Kiætter-Forfølgelsen med den jødiske Lovgivning, der satte Døds-Straf for hvem der vilde overtale Jehovas Folk til Afguds-Dyrkelse, men deels er det jo klart, at enten skulde de Christne underkaste sig hele den mosaiske Lovgivning, eller tilstaae, den var dem uvedkommende, og deels havde Christus ligesaa udtrykkelig skildt sit Rige, det usynlige, fra den haandgribelige Verden, som Mose-Loven forbandt hele det borgerlige Liv med det kirkelige. Endelig kan vi vel tænke os til, hvad der mere eller mindre dunkelt har drevet oprigtige Christne, naar de lode sig forlede til at øve, eller samtykkede dog i Religions-Tvangen; thi det har upaatvivlelig været Frygt, enten for at overtales af de Vildfarende, eller for, om disse fik Magten, selv at komme under Tvang og Forfølgelse, som Erfaring havde lært dem, var en uudeblivelig Følge af Modstandernes verdslige Seier. Her maae vi nu vistnok føle, at vi selv er skrøbelige Mennesker, som lettelig kunde fristes til et saadant Nød-Værge, men hvad enten vi randsage Grunden, eller betænke Følgerne, maae vi dog baade tilstaae, den Tankegang er uchristelig, og det saakaldte Nødværge en stor Forraadelse.

Naar nemlig vor christelige Tro er Tro paa reen, guddommelig Sandhed, da kan det jo kun være Løgn og Vildfarelse, som fornægter og bestrider den, og daarlig maae vi kjende Sandhed, om vi kan tænke, at Vildfarelsen skulde aandelig være den overlegen, ja saare uoplyste maatte vi være, om vi kunde frygte for, at Mørket skulde overvinde Lyset, som om Mørket ikke var forsvundet, overalt hvor Lyset skinner. At den christelige Troes Fiender kan faae verdslig Overmagt, og at de altid vil misbruge den til, saavidt Gud tillader, at trænge og forfølge de Christne, det er vist nok en Erfarings-Sandhed; men som paa ingen Maade berettiger os til verdslig at undertrykke eller 50 ogsaa kun at afvæbne vore aandelige Modstandere, hvad der i Grunden er det Samme, som at hugge Hænderne af et Barn, hvis Fader misbrugde Sine, og hos hvem vi spore Lyst til at træde i Faderens Fodspor. Selv Fanden kan man gjøre Uret, siger det sande Ordsprog, og at Uret aldrig kan være Ret, mod hvem den saa end øves, er aabenbar kun en Udvikling af den unægtelige Grund-Sætning, at Løgn er Løgn, og bliver aldrig Sandhed, mod hvem den saa end siges; men skulde nu Christne, uden at spørge om Følgerne, skye al Religions-Tvang, blot fordi den er uretfærdig, saa burde de end ikke sukke over de rimelige Følger af deres Selv-Fornægtelse; thi Mesteren har jo sagt os, at vi skal hades og forfølges i Verden, og agte det for Gavn og Ære, da vi netop derved i alle Maader blive Ham ligere, til hvem vi skal opvoxe, og med hvem vi ligesaavel skal dele Lidelsen som Herligheden. At dette er en haard Tale, som Kjød og Blod vil ikke høre, hvo nægter det! men hvor tør en Christen glemme, at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, og hvorledes kan Lysets Børn vægre sig ved at dele Skæbne med den i Verden forhadte Sandhed, hvis Triumph er seen, men vis og evig, ja hvorledes kan Sandheds Venner attraae en Rolighed i Verden, som staaer og falder med en Løgn! Sandelig vi vanære høilig den Tro, som bestod med Ære, skjøndt Stifteren korsfæstedes, skjøndt dens Vidner myrdedes i Tusind-Tal, høilig vanære vi den, om vi tænke, den skulde trænge til at drikke sine Fienders Blod, for ei at uddøe, visselig glemme vi da, at man ei kan drikke baade Herrens og Djævelens Kalk, glemme, at som Livet er i Hiin, saa er Døden i denne! Og dog er det jo vist, at skal vi bringe dem til Taushed, der bestride vor Tro, da maae vi slaae dem ihjel, hvis de ikke vil lyve: tale venlig, skjøndt de tænke fjendtlig om vor Troe; men er det vist, skulde vi da vel kunne undskylde os med, at Erfaring har lært: U-Christne lyve sædvanlig heller end de døe, eller var det ikke en Skjændsel at sige: der maae lyves, for at Løgnen ei skal overvinde Sandhed! Dette, at man aldrig kan øve nogen Religions-Tvang, uden derved enten at besmitte sine Hænder med uskyldigt Blod, eller true Mennesker til at lyve i det helligste Anliggende, Dette er det, som, for Sandheds Domstol, fælder al saadan Tvang, af og mod hvilke Mennesker den saa end øves, og det er heraf tillige en nødvendig Følge, at Sandheds Tro lider Vold af sine egne Bekjendere, naar de verdslig tvinge dens Fiender til at hylde den, eller dog til at lade den uanfægtet. Mange have vist nok troet, de gjorde Gud og Christendom en 51 Tjeneste med at slagte Kjættere, og omvende Hedninger med Sværd-Slag, men siger ikke Herren, at de der ihjelslaae os, skal ogsaa mene, de gjør Gud en Tjeneste dermed, men at det kun er saa, fordi de kjende hverken Faderen eller Ham: kjende hverken Gud i Kjærlighed eller i Sandhed, og maa ikke det Samme være Tilfælde t med os, naar vi gaae paa Hedningers Veie, og vil ære vor Gud med Menneske-Offere, eller med en løgnagtig, hykkelsk Priis! Vist nok har Mange ogsaa tænkt, at naar man slog den christelige Troes Modstandere og Forfalskere ihjel, eller nødte dem til at hykle Christendom, da skulde deres Børn og Efterkommere vel efterhaanden blive oprigtige Christne, men var end denne forvovne Regning rigtig, saa blev det jo dog lige vist, at vi maae ikke gjøre Ondt, for at der kan komme Godt deraf, og naar Hedningerne paa samme Maade vilde forsvare deres Vold imod os, havde de aabenbar slet ikke mere Uret end vi; men at Regningen tillige er aldeles feil, det lærer Historien; thi dersom Hvad Christendommen kalder Vantro og Overtro kunde med Tiden falde bort af sig selv, eller dog ved lang Underviisning forvandles til christelig Tro, da maatte denne, saavel i det Hele, som da især i de protestantiske Lande, have været i bestandigt Tiltagende, og Troen altsaa viist sig at være langt almindeligere i det attende, end i det sextende Aarhundrede, som vi dog Alle veed var langt fra at stadfæste sig. Betænke vi Sagen lidt nøiere, maae vi vel ogsaa finde, at Regningen grundede sig paa en sørgelig Blindhed for Menneskets og Troens fri Natur, og det undrer os slet ikke, at det, gjennem mange Ledd med Magt underkuede, tilsidst endog hos Mange uvitterlige Nag til Christendommen, udbrød, da Baandet løsnedes, ved første Anledning, i det attende Aarhundredes almindelige Kirke-Storm!

Det var da altsaa Frugten af Sværd-Omvendelserne, af Kjætter-Baalene, af den bagvendte Kirke-Tugt, hvormed man ei vilde skille de Vantroe fra sig, men smede dem til sig, af theologisk Censur, og af den materialistiske Indbildning, at man ligesaavel kunde tvinge Folk til at troe paa Christus, som til at lære deres Christendom, hvad her naturligviis er det Samme som de Christnes Catechismus; det var Følgen af den uchrislelige Tvang, man gjennem mange Aarhundreder, under afvexlende Skikkelser og Paaskud, havde øvet, for at faae Huset fuldt, det var Følgen, at Huset i en Haande-Vending blev saa godt som tomt, og ravede synkefærdigt paa den ny, uforsvarlige Grundvold, herskesyge, egennyttige, eller dog kortsynede og 52 forblindede Paver, Bisper og Præsier havde givet Det! Ja, Det og endnu værre Ting var Følgen, den naturlige, uudeblivelige Følge af Tvang til det frieste Samfund i Verden, som den christelige Kirke unægtelig skal være efter Stifterens Ord, der har lovet at frigjøre alle dem der vil komme til Ham, og som den christelige Kirke visselig er i enhver oplyst Christens Bevidsthed; det blev Følgen, at, da Fienden rasede, intet Kirke-Samfund kunde tilegne sig Herrens Trøst: de hadede mig uforskyldt, men at alle troende Bisper og Præster maatte rødme, naar de Vantroe raabde: har ikke eders saakaldte hellige og ærværdige Fædre tvunget vore Fædre, med Sværdet over Hovedet, til at lade sig døbe, med Svøben til Kirken, med Riset til Skriften, med den verdslige Arm til en falsk og hykkelsk Troes-Bekjendelse, og gjør I ikke selv endnu det Samme, saavidt en mere mild og oplyst Øvrighed vil taale det? Er I virkelig saa dumme, dyrisk ufornuftige, at I kan tænke, Troe og Haab og Kjærlighed, som jo dog skal være eders Løsen, lade sig enten indhugge, indbrænde, indprygle, eller med Pege-Pinde indprænte i Menneske-Hjertet, eller er det eder, som afskyelige Hyklere, Nok at aftvinge Folk en hykkelsk, eller afrette dem til en tankeløs Bekjendelse af hvad der skaffede eder Tiende, Offer og Accidenser, Magt og Ære, og magelige, kronede Dage! Dette Raab, som i vor Barndom gjennemtonede hardtad hele den europæiske Christenhed, og slog virkelig de fleste christelige Præster med Skræk, saa de tabde Mælet, var der vist nok saare meget Uretfærdigt i, og fremforalt hos os kunde Herrens Tjenere med Rette svare, som Balle: hvad der er skedt under Pavedommet, i Middelalderens Mørke, er ligesaalidt vores som Christi Skyld, vi evangelisk-lutherske Christne har, som I veed, hverken korset med Sværd, eller oplyst med Baal, og hvad der af Tvang end kan være tilbage, det er den verdslige Øvrigheds Sag, der aldrig kan være saa tolerant, at vi skulde sukke derover, naar den kun ikke taaler, at de, der har forpligtet sig til at lære Folket evangelisk-luthersk Christendom, lærer tvertimod, hvad I dog vel ikke selv vil kalde Ret! Saaledes kunde, Gud skee Lov! vore nærmeste troende Fædre med Grund forsvare sig, men deels kunde Modstanderne dog ogsaa med Føie spørge: om Religions-Tvangen, efter Historiens Vidnesbyrd, kunde blive langvarig i et Land, hvor den beskikkede Geistlighed slet ikke yndede den, og deels kunde de aabenbar beskiæmme os tilligemed dem selv, naar de vilde sige: I bebreide os, at vi, for i Fred at kunne følge og udbrede vor Overbeviisning, med Munden love 53 hvad vi umuelig kan holde, og vi ønskede selv inderlig at kunne undgaae denne Accommodation; men I skal tie bomstille, I, hvis Fædre i Christo, giennem mange Leed, har vænnet os og vore Fædre til, for at undgaae Tugthuset, at sige hvad vi ikke meende, og love hvad vi ikke kunde holde, I skal tie bomstille, I som endnu, hvergang I confirmere Børn, affordre dem en Bekiendelse og et Løfte, de ei kan nægte jer, uden at blive Martyrer, i en Alder, man dog vist ei med Rette kan vente klar Indsigt og Helte-Kraft af. Det er sandt, at vi stræbe efter at paalægge eder og eders Troes-Forvandte en Deel af den Tvang, hvorunder vi og Vores, giennem mange Aarhundreder, have sukket; men hvor kan det undre eder, at naar vi see, enten I eller Vi maae være Slaver, vi da helst vil redde os selv, og, da vi ikke fordre Andet af Folk, end at de skal lade al Overtro fare og blive fornuftige, kan det dog vel ogsaa lykkes os, hvad der umuelig kunde lykkes eder, som vilde undertrykke Fornuften: i nogle Menneske-Aldere at oplyse Alle, saa de indsee, Tvangen var nødvendig, til Fornuften naaede sin Myndigheds-Alder!

Hvad kunde vi vel med Rette svare hertil, Andet end dette: fordi eder skedte Uret, have I dog vel ikke Lov til at giøre Uret, og den Fornuftighed, der ei kan fremmes uden ved Uærlighed, vil dog vist ærlige Folk til alle Tider betakke sig for; men hjelp I os at oplyse Sagen for den verdslige Øvrighed, beed Den om Religions-Frihed, see om ikke, hvis den nægtes eder, mangen en troende Præst heller nedlægger sit Embede, end er et vitterligt Redskab til Samvittigheds-Tvang, og viser da, at eders religieuse Overbeviisning har samme Kraft, som den Christelige giennem mange Aarhundreder har beviist, og som I jo kan begribe, Sandheds Tro, end sige da dens klare Erkiendelse, som I rose eder af, nødvendig maa have! Giør det, og de Love, hvorefter Historien lærer, at Menneske-Naturen selv i sine Meste Bevægelser uvilkaarlig retter sig, maatte pludselig være ophævede, hvis I ikke magelig i Danmark, og med Tiden, overalt fik al den borgerlige Religions-Frihed, der, efter Omstændighederne, kan blive noget Samfund til Deel i denne Verden! Andet Svar kan, efter min fuldeste Overbeviisning, ei sømme sig for os, som den Herres Tjenere, hvis Rige ikke er af denne Verden, og som Prædikanter, hvis Stolthed det er at kunne sige: vi ere dertil kaldte og sendte til Verden, at vi skal vidne om Sandhed; hvo som er af Sandhed hører vor Røst, hvo som er af Gud, hører Guds Ord, og det er det Troens Ord 54 som vi prædike; men et saadant Svar indslutter jo aabenbar Misbilligelse af al Religions-Tvang i sig, og maa, naar det skal være meer end en snedig Udflugt, stadfæstes af en tilsvarende Adfærd. Uagtet derfor vore Dages Naturalister, paa enkelte Undtagelser nær, aldrig have bedet Øvrigheden om den Religions-Frihed, Stats-Lovene nægter dem, ja, uagtet de, i det nittende Aarhimdrede, ikke synes at føle mindste Betænkelighed ved at love den Stats-Religion, de vil nedbryde, deres tro Tjeneste, slet ikke synes at ville nøies med ringere Frihed, end den himmelraabende at maatte forføre de Christnes Børn fra deres Fædres, i Staten fredlyste Tro, og efterhaanden giøre den til en Stats-Forbrydelse, saa maae vi christelige Præster dog ingenlunde lade os smitte af saa slette Exempler, eller bæve for de Følger, vor Mildhed mod saadanne Medbeilere sandsynlig vil have; thi hvad har vi at frygte, naar Herren er med os, og hvorledes kan vi, som oplyste Christne, høre Verdens Vise udvikle den store Sandhed om Troens fri Natur, og Religions-Tvangens Strid saavel mod sund Fornuft, som mod Menneskets umistelige, uskadelige, ja hvert Borger-Samfund gavnlige Aands-Rettigheder, om disse Ting, og om den Grund-Fordærvelse, det er at vænne Folk til Leg med Ord, med Løfter og Eder, i de vigtigste og helligste Anliggender, hvor kan vi høre Sligt, uden med det Samme at høre vor Mester raabe: giør som de sige, men ei som de giøre; thi de sige det vel, men giøre det ikke, de binde svare Byrder til Menneskene, men de røre dem ei selv med en Finger!

Medens derfor lovstridige Naturalister fortælle os, at Præsierne, hvad de saa end prædike, udgiøre et af Staten priviligeret Læremester-Laug, som Ingen maa modsige, Ingen unddrage sig fra til egen Opbyggelse, end sige da til en anden Gudsdyrkelse, uden at han bør angives, stævnes og dømmes efter de strængeste Forordninger, skiøndt disse naturligviis grunde sig paa den Forudsætning, at alle Præster og Religions-Lærere forkynde Stats-Religionen reen og pur, og skiøndt hele Verden veed, at det er ingenlunde saa; medens Naturalisterne, endog hos os, saaledes anprise den Religions-Tvang, deres vise Mestere fordømme, anprise den endog i det fortvivlede Tilfælde, at den udelukkende øves mod dem, der holde fast ved Statens Religion, ja, medens Fornuftens og Frihedens Lovtalere saaledes aabenbar ere Ufornuftens og Aands-Trældommens Talsmænd, da maae vi giøre Alt hvad der staaer i vor Magt, for at vise, hvor ondt det giør os, at selv christelige Præster har, af slette 55 Exempler og kiødelige Beregninger, ladet sig forblinde og forlede til at billige en Religions-Tvang, hvis Frugter med Rette ere blevne os langt bedskere, end den Kalk vore første Fædre i Christo, fredløse i Verden, maatte udtømme! I det vi derfor oplyse den verdslige Øvrighed om, at den Religions-Tvang, der nu øves i Christenheden, hvorsomhelst de beskikkede Religions-Lærere, til hvem Folket ved Loven er bundet, nedbryde Statens Religion, som de kaldtes til og edelig havde lovet af al Magt at befæste og forsvare, at den Religions-Tvang, hvorved christelige Forældre, selv om de ville gaae i Tugthuset, ei kan frelse deres Børn fra at undervises tvertimod Statens egen Religion, at den er himmelraabende; i det vi udvikle Saadant, maae vi paa ingen Maade sige, at Alt var godt, naar blot dette Uvæsen hævedes, vi maae ingenlunde sige, at det ei kunde skade at lægge det Aag paa U-Christne, hvorunder nu de Christne sukke; men inderlig skal vi bede Øvrigheden, at om Den end anseer det for gavnligt, fremdeles at udmærke og foretrække den christelige Bekiendelse og Gudsdyrkelse, det dog, borgerlig talt, uden al Ulæmpe, maa være alle Landets voxne Indbyggere tilladt, at være deres Tro bekiendt, øve, forsvare og udbrede deres Religion, inden de Skranker, som Øvrighedens selvstændige Magt og den borgerlige Orden udkræver. Vi maae, det klareste mueligt, udvikle, at om end Øvrigheden ikke kan gaae ind i vore christelig-videnskabelige Forestillinger om Uforeneligheden af al Troes-Tvang med Christendommens Ære og velforstaaede Tarv, saa er det dog ei mindre Statens end den christelige Kirkes Tarv, at Kirken kan lade dem fare, der ei ynde dens Troe og Indretning, uden at de derved skal overantvordes som borgerlige Forbrydere til den verdslige Arm, eller dog lide Skaar i deres borgerlige Frihed, Næring og Virksomhed. Vi maae erindre, at om end Øvrigheden, i forrige Tider, ved blot at see hen paa de øiebliklige Følger for Borger-Samfundet, kunde ansee de Uleiligheder, som var eller meendes at være uadskillelige fra Religions-Friheden, for større, end de der, mindre aabenbar, udviklede sig af Tvangen, saa er det dog nu ingenlunde Tilfældet. Det er nemlig umueligt Andet, end at enhver opmærksom Regiering har maattet finde, og maa befinde sig i stor Forlegenhed, ved den religiøse Giæring, som, især fra Midten af forrige Aarhundrede, har meer og mindre forstyrret Roligheden vidt og bredt i Christenheden, og denne Forlegenhed vilde aabenbar været undgaaet, dersom allehaande religiøse Samfund havde havt lovmæssig Tilværelse i Staterne; thi 56 den hele Forandring vilde da været, at de større Partier var blevet mindre, og de Mindre større, og havde Enkelte af Stats-Kirkens Modstandere da indsneget sig i Dens Lære-Embeder, vilde de snart blevet bortfjernede uden al anden Uleilighed, end den, en Stat altid maa have med enkelte utroe og selvraadige Embeds-Mænd. Nu derimod er, som man blandt Andet kan see af Actstykkerne ved den hellige Alliance, Stillingen i alle Christenhedens Stater, saa nær som Engeland, høist foruroligende, da alle de, som er født i Stats-Kirkens Samfund, ved Loven er bundne dertil, skiøndt de, for en stor Deel, aabenbar forkaste og belee dens Tro, og da tillige mange af Lærerne i Stats-Kirken selv bestride den Religion, de sættes til at forkynde. At en saadan Lovstridighed i Kirken, og Selvmodsigelse i Staten, maa i Tidens Længde blive fordærvelig, at det kun er Selvbedrag, naar Staten enten i offenlige eller private Forhold troer sig sikkret ved Eeds-Formularer, som forudsætte den Religion, man veed, en Mængde af Undersaatterne men ikke hvilke, ei længer vedkiender sig, at Embeds-Eden, ved aabenlyst at brydes i Kirken, taber al sin Hellighed, at Kirke-Lovene, ved væsenlig at brydes, og dog overfladelig holdes i Hævd, ei blot blive forhadte Tvangs-Love, men friste Undersaatterne til bestandig Tvetungethed, og giver netop dem hvis Religion de kalde herskende til Priis for det smerteligste Aands-Tyranie, det er Altsammen Noget, vist ingen oplyst Statsmand kan dølge for sig selv, eller, med Blik paa Fremtiden betragte uden Gru; men at afhjelpe Forvirringen paa den mildeste, og, efter Historiens Vidnesbyrd, eneste ønskelige Maade: ved Religions-Frihed, det synes slet ikke at være i Tidens Aand, eller er dog hidtil, uden foregaaende Revolution, saavidt jeg veed, kun prøvet i det med England forbundne Hannover. Selv i Norge har man, ved at indskrænke Religions-Friheden til christelige Secter, halvveis ophævet den; thi enten maa Øvrigheden nu derved blot forstaae de religiøse Partier, Lutheranerne, da Grund-Loven blev givet, tilstod Navn af christelige, og dem vil Naturalisterne i Grunden ligesaa lidt tilhøre som os, eller ogsaa den, under Protest af sin egen Troesbekiendelse maa kalde alle dem Christne, der enten, som Rationalisterne, for Spas, eller, som Kvækerne, for Alvor, vil kalde deres egen Fornuft Christus, og deres eget Raisonnement over Skriften Guds Ord, hvorved Staten, for at begunstige hvad der enten er et tomt Mundsveir eller det borgerlig farligste af alle Sværmerier, saarer alle ædrue Medlemmer af den historisk-christelige 57 Kirke paa deres ømmeste Sted. Mindes jeg ret, da har man allerede i Norge fra den politiske Side maattet undersøge det Spørgsmaal, om Kvækerne er en christelig Sect, og har benægtet det, hvad for Øieblikket, da Sagen kun angik nogle faa Skibs-Drenge, som var omvendte i England, vel kan synes ubetydeligt, men er det, med Hensyn paa de mange Norske Naturalister, dog ingenlunde. I England, hvor man praktisk veed prægtig at hjelpe sig, har man undgaaet denne Klippe, ved at udstrække Religions-Friheden til alle protestantiske Dissidenter, der undsige Paven, og vil giøre Eed paa Bibelen, som en guddommelig Bog; men det er dog kun en Nød-Hjelp, og det er soleklart, at hverken Christendom eller Borger-Samfund vinder det Mindste ved, at Naturalister, naar de vil have Fred, maa kalde en Bog guddommelig, som de dog regne mellem de saare maadelige Menneske-Bøger! Besynderligt nok, at man saaledes, selv under de frieste Forfatninger, giør sig Skrupler over en, i Henseende til Troes-Bekiendelsen, uindskrænket, og kun i Henseende til Lovgivning, Proselyt-Magerie, og offenlig Guds-Tjeneste, for Alle eens indskrænket Religions-Frihed, saa Stats-Kirken, naar man vil have en Saadan, kun beholdt det Fortrin, at dens Tjenere lønnedes, dens Seminarier og øvrige Indretninger vedligeholdtes af Staten, medens de andre kirkelige Samfund maatte sørge for sig selv, og dog opfylde de Fordringer, Staten vist nok bør giøre til dem: nemlig at skaffe deres Ungdom samme almindelige Kundskaber, og deres Lærere samme foreløbige videnskabelige Dannelse, som Staten kræver i sin egen Kirke! Saare besynderligt, at see Friheden indskrænket af Religions-Skrupler, paa en Tid, da de ellers synes ganske forsvundne af den store Verden, og da i det mindste de protestantiske Sømagter slet ikke giøre sig Skrupler over, i andre Verdensdele at indrømme deres Undersaatter en saa udstrakt Religions-Frihed, at lidt mindre var meer end nok! Saare besynderligt, men dog ganske naturligt, naar man husker, at al Religions-Tvang, naar den ikke udspringer af et, Gud skee Lov! sjeldent Neronisk Galenskab, udgaaer enten middelbar eller umiddelbar fra Stats-Kirken, hvis Medlemmer have Intet at frygte, og hvis Tjenere have Intet at vinde eller tabe ved Kiætterne eller de Vantroe paa hin Side Oceanet, hvor derfor Øvrigheden, uden at hindres af Jammer-Klager og Ulykkes-Prophetier, kan følge Stats-Klogskabens Bud, at lade Undersaatterne troe og bekiende hvad de vil, naar de kun giør hvad de skal, og lader hinanden borgerlig med Fred. Saalænge 58 nu Stats-Kirken er enig med sig selv, eller synes dog at være det, saalænge vil Regieringen rimeligviis laane Øre til Geistlighedens Protest mod Religions-Frihed og den giør udentvivl klogt i, kun af vigtige Grunde, og med temmelig Indskrænkning, attilstaae Fremmede af anden Bekiendelse fri Religions-Øvelse; thi ved Fremmede, der slet ingen aandelig Forenings-Punkt har med Indbyggerne, taber et Land nok altid meer end det vinder. Saasnart det derimod er blevet vitterligt, at Stats-Kirken ligger i Strid med sig selv, da lærer blandt Andet Historien, at et Huus som er ueens med sig selv maa falde, at modsatte kirkelige Partier med lige Borger-Rettigheder er ganske taalelige, og, under visse Omstændigheder, endog et borgerligt Gode, da de kappes om at udmærke sig til deres Fordeel, og behage Regieringen, men at borgerlige Partier i Kirken er en sand Lande-Plage, som forbittrer Gemytterne, uleiliger Øvrigheden, adsplitter og fortærer Statens ædleste Kræfter, og giver Samfundet enten en bedrøvelig Hellsot eller et grueligt Bane-Saar. Mange Statsmænd troe nok, desværre, at Spliden kan hæves ved et Magt-Sprog, og der vil aldrig fattes enten kortsynede fordomsfulde eller herskesyge Geistlige, som bestyrke dem i denne Tro, thi den Regning er reen, at hvormeget end Regieringen vil giøre for Stats-Kirken, taber dens Tjenere dog altid Noget i udvortes Anseelse, Rolighed og Indkomster ved Religions-Frihed, og det, veed man, kan selv de engelske Bisper sjelden tænke paa uden Suk; men alt for egenkiærlig maatte dog den Geistlighed være, som vilde forlange, at Staten skulde vove sit Liv for dens timelige Velfærd, og hos os var det et uforskammet Forlangende, da vi tvertimod alle har lovet at vove vort Liv for Statens. Betænke vi imidlertid Stillingen, som den, med liden Forskiel, vel er i alle protestantiske Lande, skal vi vist finde, at Staten virkelig vovede langt meer end den ved det heldigste Udfald kunde vinde, naar Den for ramme Alvor med et Magt-Sprog vilde giøre Ende paa den religiøse Giæring, under hvilken Stats-Kirken allevegne raver. Der er nemlig, som vi veed, allevegne de samme to Partier, hvoraf det Ene har Forfatningen, Lands-Loven, Historien, og alt Gammeldags, del Andet derimod hvad man kalder Oplysning, Livs-Nydelse, den nytydske Videnskabelighed, og alt Nymodens paa sin Side. Her er, som man seer, kun Plads for to Magt-Sprog, alt som man enten vilde tvinge det Lovstridige til Taushed, eller giøre det til lovmæssigt, og undertrykke hvad man giennem mange Aarhundreder fredlyste og forsvarede. I første Tilfælde maatte man 59 være belavet paa, at den religiøse Opposition i Stilhed forbandt sig med al Misfornøielse, og adlede den til en Kamp for Samvittigheds-Frihed, som Menneskets dyrebare, umistelige Klenodie, og jeg vilde ikke være den, der raadte Staten til at kiøbe et Øiebliks falske Rolighed med den Storm, som heraf maatte udvikle sig. I andet Tilfælde kunde Staten vel være temmelig sikker for alle voldsomme Udbrud fra det undertrykte Parties Side; thi de Christne lyde ikke blot for Straffens, men for Samvittighedens Skyld, men hvor Stats-Forfatningen ikke allerede var aldeles demokratisk, vilde den neppe ret længe forliges med en Stats-Kirke af de Grund-Protestanter, hvis Kirke, efter deres eget Sigende, ei kan belinde sig vel, uden ved en aldeles uafhængig Synodal-Forfatning, og som kun vil erkiende en constitutionel Gud, der lader dem være deres egne Lovgivere og Dommere, thi det maa være dem med eller imod, saa udvikler sig dog snart i en saadan Kirke, efter de uforanderlige Tanke-Love, den Slutning, at hvem der har Lov til at raade sig selv i det Aandelige, har ligesaa i det Legemlige, og behøver i alt Fald, naar Leilighed gives, ei at respectere andre Skranker end dem, han klogeligen sætter sig selv. Dog, kan nok være, at de fleste Stats-Mænd nu omstunder, der ikke selv i Grunden halvveis høre til en saadan protestantisk Kirke, tør mene, at man, med et aarvaagent og kraftigt understøttet Politie, ei behøver at bryde sig stort om Stemningen, og, skiøndt jeg, som Historiker, nødvendig maa være af modsat Mening, vil jeg lade den Ting staae ved sit Værd; men enhver Stat i Christenheden, som vilde giøre det nymodens, uchristelige Parti lovmæssig! herskende i Stats-Kirken, maatte være beredt paa selv at øve Vold mod sine lydigste, roligste, mest samvittighedsfulde, troeste, flittigste, altsaa bedste Borgere; thi det har de sande Christne altid været, og netop de maatte nødvendig afsondre sig fra Stats-Kirken, saasnart den blev aabenbar uchristelig. Indtil den Punkt, hvor det aabenbar giælder Troen og en god Samvittighed, er de sande Christne ubetinget lydige, men her er Grændscn, overskrides den, da giennemtoner det Alle som Een: man bør adlyde Gud mere end Menneskene, da blive Lammene til Løver, taalmodige, men ubetvingelige Løver, hvis Legemer man kan fordærve, men hvis Sjæle man under Martyr-Kronen maa bukke eller grue for, og hvis Aand aldrig føder saa stort et Kuld i Herrens Kraft, aldrig fostrer saa vældige Kiæmper, som naar Kirken er lig en Nathytte i en hærget Viin-Gaard, naar Fugle have Reder og Rævene Grave, men Christus i Sine ei verdslig 60 det, hvortil Han kan hælde sit Hoved! Troede derfor nogen protestantisk Øvrighed, at der kun i Pavedommet end er Børn af de Apostoliske Fædre, Blod af Martyr-Slægten, og grundede derpaa sit Haab, uden Vold, med et Magt-Sprog at kunne forvandle Christi Kirke til et nymodens Jovis-Tempel eller Pantheon, vist fik den Andet at see; thi det Christen-Blod, der i Frankerig offredes Fornuftens Gudinde, vilde være som Intet at regne mod Strømmen, der maatte flyde, før Christne forstummede der, hvor Christi Ord har boet rigelig, og især, hvor man sang yndelig for Herren ved Morten Luthers Prædiken, hvor Folkene godvillig have tømt den Velsignelses Kalk med ham, som er Christi Blods Samfund! Hvad i Særdeleshed vort Norden angaaer, da kan, som vi veed, evangelisk-luthersk Christendom der ei engang ved Lov afskaffes, uden Brudd paa Rigernes Grund-Love, og skiøndt det vel kun er i Danmark, Kongen selv tabde mest ved et saadant Brudd, saa vilde dog de evangelisk-lutherske Christne i hele Norden, selv naar de, for at blive Herren troe, maatte overtræde en nygjort Lov, staae angerløse i Historien, som Martyrer ei mindre for Arilds-Loven end for Troen!

Sæt derfor nu ogsaa, at en Stat, ved megen Vold, Uretfærdighed og Blods-Udgydelse, kunde faae den gammeldags Christencloni udryddet af sig, da skulde jeg dog ikke troe, nogen Øvrighed nuomstunder, uden maaskee Paven selv, vilde være saa rasende, og over en blind Kiærlighed til uchristelige, selvkloge og selvraadige Præster, glemme ei blot Retfærdighedens klareste Bud, men ogsaa verdslig Klogskabs gyldne Raad. Tilføie maa jeg imidlertid, som Historiker, at en saadan Vantroens Ypperste-Præst, med den tredobbelte Verdens-Krone, rimeligviis ovenikiøbet vilde have den samme Ærgrelse, som de gamle Romerske Titaner, der søgde at støde Christus fra Thronen, og bryste sig selv guddommelig i Hans Høi-Sæde, paa Dyngerne af Hans Venners Liig, og vi veed, disse havde den Ærgrelse at falde selv i Graven, og spottes af de Christne, med Herrens Ord til Kongen af Babel, hos Esaias i det Fjortende! Saavidt jeg har hørt, raaber nemlig den gammeldags Christendom, fra de gamle Dage til Vore med en Røst som mange Vandes Lyd, som Havets mægtige Brusen: hvem vil prøve Styrke med mig! o, slutter heller Fred, thi stærk er min Løser, i Ryggen tager Han sine Fiender og giør dem en evig Skam, Hans Vaaben saare, før de blinke, et tveegget Sværd, som Ingen kan døve, udgaaer af Hans Mund og trænger ind til Marv og Been; som 61 en Ild der tænder Skove, og en Lue der udhuler Bjerge, saa er Hans Storm og Hans Hvirvel! Saavidt jeg kan see, har del virkelig hidtil været saa giennem mange Aldre, og hvi skulde det være anderledes i Dag end i Gaar, da Christus i Kirken er altid den Samme!

Skulde der altsaa tales et verdsligt Magt-Sprog i Kirken, som kunde naae sin Hensigt, maatte det vist være det Gamle, vi kiende, der byder Christi Fiender Taushed; thi at det i det mindste til en Tid kan naae sin Hensigt, lærer Historien, og det lader sig allerede deraf saa temmelig forklare, at da de Fleste af Christi Fiender ansee det Timelige for det Visse, og det Evige for det Uvisse, føle de naturligviis ikke synderligt Kald til at være Martyrer for hvad de kalde Sandhed, altsaa ei heller for deres Overbeviisning; men det vilde dog, efter min velgrundede historiske Overbeviisning, være ligesaa upolitisk, som det altid er uchristeligt, at ville tvinge Folk til at tie med hvad de troe, endsige da til at bekjende en Tro, de ikke har, og naar alle de, hvis Fædre have været i Statskirken, skal være stavnsbundne til den, maae jo begge Dele følges ad. Heller ikke er det paa nogen Maade en afgjort Sag, at den christelige Troes Modstandere i vore Dage lod sig bringe til Taushed uden ved Grusomhed; thi deels beviser Islamismens Historie, at naar man kun har Haab om et evigt Liv, kan man, ogsaa uden at være Christen, døe paa sin Tro, deels er det nu langt klarere end nogensinde, at Aanden ei blot har Magt, men ogsaa Ret til at trodse verdslige Vaaben, naar den ikke vil bemægtige sig noget Verdsligt, men kun forsvare sin medskabte, aandelige Frihed, og endelig bliver i vore Dage ethvert undertrykt religiøst Parti næsten med Nødvendighed politisk, og at selv de vantroeste Mennesker kan lide meget for deres Overtro paa egne politiske Hjerne-Spind, eller paa Friheds-Gudinden, behøver dog vel nuomstunder intet theoretisk Beviis, da det er, jeg tænker noksom, practisk afgjort.

Men, vil maaskee Nogen sige, Talen er ikke om et Magtsprog, der skulde gjøre noget af de stridende Partier herskende, men kun om Et, der skulde bringe Begge til Taushed! Besynderligt, maatte jeg svare, hvorledes man kan troe, at vel ikke et af to Partier, men nok Begge ved et Magtsprog kan bringes til Taushed, da dog Erfaring ellers lærer, at naar man vil give begge de Stridende Uret, forbinde de sig gjerne om at hævde deres Ret til Strid, og af saadanne Magtsprog i Troes-Sager kj ender jeg i det Mindste, fra Constantin den Stores til Henrik den 62 Otten des, eller til hvilket man vil nævne, Intet, som jo enten har været aldeles magtesløst, eller ført til Voldsomhed mod begge Partier. Desuden er det mig ubegribeligt, hvorledes man, under nærværende Omstændigheder, kan vente mindste Gavn af et Middel, der, om det end før havde været brugbart, dog nu, synes mig, er aldeles uanvendeligt. At nemlig en romersk Keiser, som beherskede hele den dannede Verden, kunde tænke, hans Magtsprog var almægtigt paa Jorden, det var endda hvad det var, og at en engelsk Despot, i Pavedommets Aftenstund og Bogtrykker-Konstens Barndom, med vælske Indbildninger om sin egen theologiske Ufeilbarhed, at han kunde troe det mueligt at beherske Aandens Yttringer paa en afsides Øe, det er forsaavidt i sin Orden; men at selv en Napoleon i sin største Vælde kunde drømme Constantinske Drømme om kirkelig Almagt, det maatte man vel smile ad i Norden, da man endog drev Spot dermed i Syden. Og dog, hvad var Napoleons Drøm, hans, som statsklog erkjendte Religions-Friheden for ligesaa uundværlig i vore Dage, som Religionen, hvad var hans Drøm om at kunne beherske en gammel Pave, og Meningen om ham, Meningen især i et Land, der nys afsvor ham, hvad var det, mod den gigantiske Drøm at kunne beherske den nærværende religiøse Gjæring i det protestantiske Europa! Var det en Strid mellem et Par berømte Theologer, eller et Par tydske Universiteter, om et Kapitel eller System i Dogmatiken, den kunde maaskee et Magtsprog dæmpe, og dog kunde det langt snarere give den en Vigtighed og Langvarighed, den ellers aldrig havde faaet. Men nu, da Striden aabenbar er imellem den tusindaarige eller endnu ældre christelige Tro hos Germaniens og Nordens alvorlige, aandskraftige Folke-Stammer, og en antichristelig Philosophie, der har anmasset sig Ordet i Kirken og paa Høiskolerne, nu skulde en saadan Strid kunne afgjøres med et Pennestrøg: med en Befaling om almindelig Taushed der, hvor Folkene maae aandelig uddøe, før Ordet forstummer, og hvor Spørgsmaalet kun er: af hvem og hvorledes Ordet skal føres! Visselig, man maa, med Kundskab om Stridens Gjenstand, have gjennemlevet Dage, saa rige paa Urimeligheder, som de senere, for at kunne tænke sig Mueligheden af en Drøm, der, hvor den vilde være mere, maatte blive en Indledning til de sørgeligste og rædsomste Optrin! Man spørge dog kun sig selv, hvad der maatte skee, naar denne Strid mellem den gamle Tro og den ny Selvklogskab med Magt skulde dæmpes! At i et enkelt Land de personlige 63 Strids-Skrifter undertryktes, det var her saa godt som slet Intet; thi Striden er i Grunden slet ikke personlig, undtagen mellem de usynlige Personer, som skrive i deres Tjeneres Lønkamre: mellem den christelige Kirkes Aand og Fjendens! Man lægge kun Mærke til de fremtrædende Personer, og man skal med Forundring see, at de som oftest ere hinanden aldeles ubekjendte, eller dog uden alle Berørelser, ja kunde borgerlig og selskabelig ei blot rummes i een Stat men i eet Huus, naar de blot ikke skulde have Kirke tilfælles, hvad de umuelig kan, med mindre Kirken skal aabenbar gjendrive og dermed opløse, tilintetgjøre sig selv. Hvert Ord vi tale i Kirken, selv det almindeligste, er en Udfordring, ja vi strides aldrig stærkere, end naar vi døbe og confirmere Børn, den Ene christelig, den Anden ikke. Skulde Striden altsaa neddæmpes, da maatte ikke blot alle Fyrster enes om at forbyde alle læselige Skrifter om Troen, men ogsaa al forstaaelig Tale derom; thi om Troen gjælder det, alt Andet er os Smaating, hvor, af hvem, mod hvem den christelige Tro bestrides eller forsvares, det er os en Biting, Striden og Seiren det er vor Hovedsag paa begge Sider, og jo flere Baand der lagdes paa Pennen, des friere vilde Tungen røre sig; det er en Natur-Lov, som ei al Verdens Magt kan afskaffe! Altsaa, enten gjød man kun Olie i Ilden, ved at trænge Stridsordet tilbage fra Pennen paa Tungen, hvor det er tusindgange mægtigere, og kan ei censureres, før det er udfaret og haver gjort sin Gjerning, eller man maatte forbyde hele den christelige Gudstjeneste, som den var af Begyndelsen, og som den ved Reformationen blev fornyet. Men sæt nu endog, skjøndl det jo er alt for urimeligt, at en protestantisk Fyrste kunde og vilde være papistisk conseqvent nok til at afskaffe al kirkelig Sang, Tale og Prædiken paa Modersmaalet, saa al offenlig Tale saavel som Skrift om Troen skulde være paa Latin: hvad saa? At en enkelt theologisk Professor, som især troede, han talde godt Latin, og var kun ivrig for denne Troes Udbredelse, kunde finde det ret artigt, ja at en enkelt Superintendent kunde have samme Tro, det vil jeg indrømme; men theologiske Professorer og Superintendenter ere jo dog i Staten kun til for Præsternes, og Præsterne igjen for Menighedernes Skyld, saa hvad disse maatte synes om det, blev dog vel Hoved-Spørgsmaalet. At nu mangen en Præst kunde finde det ret bekvemt eengang for alle at lære en Mundfuld Latin, som han med Æren kunde tygge paa til sin Dødsdag, uden at det gjorde noget Skaar enten i hans Anseelse eller Indkomster, det tør jeg, for 64 Historiens Skyld, ikke nægte, men vil endog indrømme, at man meget bedre kan stoppe Munden paa en Almues-Mand, der taler om Troen, med slet Latin end med slet Dansk eller Tydsk. At fremdeles et Sprog som Folket ei forstod passede bedst til Kirken, som hvad den endnu mest er, et tomt Huus, at de der gaae i Kirke for at synges og snakkes i Søvn, da kunde komme og gaae med dobbelt god Samvittighed, og endelig, at Christne vel kunde finde sig meer opbygget ved hvad de slet ikke forstod, end ved hvad de nu tit maae høre i Kirken, det indrømmer jeg altsammen; men vilde man paastaae, at de Christne kunde og burde finde sig i et saadant heden-papistisk, abechristeligt Gjøgleværk, da maatte jo nødvendig alle troende Præster protestere med Luther; thi det er jo ikke mindre sandt i det nittende, end i det sextende Aarhundrede, at Guds Ord maa høres, for at kunne troes, og høres bestemt ikke, hvor Tilhørerne ei forstaae hvad der siges! Blev denne Protest ikke ændset, maatte den, ligesom i Reformationens Dage, føre til en kirkelig Afsondring, og her staae vi atter paa den gamle Punkt, hvor Øvrigheden maatte frafalde sit kirkelige Magtsprog, eller forfølge sine Undersaatter, uden at kunne sigte dem for anden Brøde, end at de vilde, hvad alle Sandheds Venner maae, samvittighedsfuld bevare og forplante den Tro, der, efter deres Overbeviisning, var den eneste saliggjørende!

Men, gjør da ikke maaskee Øvrighederne klogest i, slet Intet at gjøre, og lade Striden om Troen jævne sig selv! Saa mene vist endeel christelige Præster, og det har jeg i mange Aar selv meent, men ikke ret forstaaet; thi skal det stadfæste sig, maa det forstaaes saaledes, at en verdslig Øvrighed sikkert gjør klogest i, blot at hæve de kirkelige Tvangs-Love, og derved gjøre det mueligt for Striden borgerligt at jævne sig selv. Saalænge nemlig Tvangs-Lovene blive i Kraft, saalænge Uchristne tilligemed Christne skal lade deres Børn døbe og gaae til Alters, saalænge Alter-Gangen ogsaa for de Voxne er en borgerlig Nødvendighed, og saalænge der ikke maae holdes gudelige Forsamlinger uden vedkommende Sognepræsts Tilladelse, og slet ikke danne sig et afsondret Kirke-Samfund, saalænge kan Striden aabenbar umuelig jævne sig selv, om end de Stridende paa begge Sider af inderste Hjerte ønskede det. Vi kan og skal, baade som Mennesker og Medborgere, unde hinanden ligesaa godt som os selv, og misunde vi derfor hinanden den Religions-Frihed, vi selv forlange, da er det ligesaavel uborgerligt og umenneskeligt, som uchristeligt, men vi kan ligesaalidt unde dem, der bestride vor 65 Tro, enten Magt til at undertrykke eller Leilighed til at forlokke vore Troes-Forvandte, ligesaalidt som vi kan unde nogen Anden vore Hustruers ægteskabelige Kjærlighed, eller taale, at Nogen indprænter vore Børn Had og Foragt imod os. De alvorlige, nidkjære Præster af begge modsatte Partier maae derfor nødvendig stræbe at holde deres Modstandere fra Lære-Embedet i Stats-Kirken, skjøndt Christne naturligviis ei kan bruge samme Midler dertil, som deres Modstandere; thi man maa antage, der findes Christne og Uchristne i alle Sogne, der vexelviis udgjør den herskende Kirke, eftersom det ene eller det andet Parti har Sogne-Præsten paa sin Side. Hvor nu Geistligheden, meer eller mindre raader for at complettere sig selv, og nogen Indflydelse derpaa har den altid i Stats-Kirken, der vil. for nærværende Tid, de der er bekjendte for nidkjære gammeldags Christne vanskelig komme ind i Lære-Embedet; thi selv i Danmark, hvor Geistlighedens verdslige Indflydelse dog, Gud skee Lov! er mindst, veed jeg, af egen Erfaring, det kan være et Vidunder, kun en sandhedskjærlig Enevolds-Konge har Magt til at skabe. Heraf udspinder sig nu den uendelige Kiv om Lære-Bøger og Ritualer, som det ene Parti naturligviis vil have saa meget, og det Andet saa lidet christelige som mueligt, og da det christelige Parti, med Stats-Lovene for sig, her har Fordelen, stræber naturligviis det Modsatte at tilintetgjøre den, ved ikke at følge de befalede Forskrifter, hvad de christelige Præster igjen nødvendig maae høirøstet laste, da det Befalede er alt det Christelige, deres Troes-Forvandte faae at høre, hvor de have vantroe Præster! Er det ikke dog aabenbar umueligt, at denne Strid kan jævne sig selv, uden derved, at de, der ei kan være i een Kirke, faae hver sin, og hvor Staten ikke vil tillade den kirkelige Skilsmisse af uforenelige Dele, der vil den vist nok, efter Historiens troværdige Spaadom, komme af sig selv; men da maa jo Staten enten bagefter give den Tilladelse, der, for at gjøre Skilsmissen lovmæssig, maatte gaaet forud, eller forfølge rolige, samvittighedsfulde Undersaatter, fordi de gjorde, hvad de, for Samvittighedens Skyld, ei længer kunde lade, og hvad det havde været Statens eget store Gavn betimelig at tillade. Længe kan det nemlig ingensteds vare, før de fra Lære-Embedet udelukte troende Boglærde maae ynkes saa inderlig over de Smaae, som troe paa Herren, men daglig meer forlokkes og forarges, at de, hvad saa end derved maatte voves, derfor lides, tale Ordet frit til hvem der vil høre, og hvilken Trang man selv i Lære-Embedet kan føle til at undflye det 66 kirkelige Chaos, hvori vi nødvendig maae virke chaotisk: Trang til kun at lære dem Christendom, der ønske det, kun at tage Troesbekjendelsen af dem, der vil troe, kun at bryde Brødet for dem, der vil have Samfund med Herrens Legeme; detveed jeg af egen smertelig Erfaring. Derfor veed jeg ogsaa, at havde vore Modstandere virkelig den Sandheds-Kjærlighed, den Afskye for Samvittigheds-Tvang, den Væmmelse for Hykleri, den Harme over Opramsen og tomt Munds-Veir, hvor Talen er om det Høieste og Helligste, om den Levende som seer os, om et velgrundet Haab og en evig Trøst, havde de virkelig disse Egenskaber, jeg vil ikke sige, i den Grad de prale af, men kun i den ringe Grad jeg føler og nærer dem, da maatte de for længe siden have bedet om Tilladelse til at skille sig fra et Kirke-Samfund, hvori de ei blev Lærere, uden ved selv at sige, love og besværge, hvad de ikke meende, og hvori de ikke kan lære efter deres Overbeviisning, uden at alle gammeldags Christne, der dog vel ogsaa have Lov at tale med, hvor det gjælder deres egen og deres Børns Sjæl og Salighed, og som desuden have Loven for sig, uden at de maae sukke himmelraabende over dem, raabe et tungt Vee over dem, der gjøre Proselyter af umyndige Børn, som dog unægtelig, til de naaede deres rette Skjels-Alder, skulde blive ved deres Fædrene-Tro! Selv har jeg følt, hvad det er, at være Lærer for Børn, hvis Forældres Tro eller Vantro jeg maatte bestride, jeg veed, at hverken Lovenes Medhold, eller den fasteste Overbeviisning om, at det er til Børnenes eget Gavn, eller selv den aabenhjertigste Erklæring, at enhver bør have Lov at troe hvad ham tykkes, og at Mange troe langt anderledes end vi, selv det kan ei fuldelig berolige en samvittighedsfuld Præst i vore Dage, og naar derfor Modstanderne fortælle mig, at de, med Lovene langt meer imod sig, kan gjøre det Samme rolig, da maae de ikke fortryde paa, at jeg endnu roligere svarer dem: det kommer da sikkert af, at eders Samvittighed sover haardere end min! Kun ved at undlade alt Brug af Tvangs-Retten, ved at skyde fra mig hvad man sædvanlig trækker til sig, og ved kun tvungen at øve den Tvang jeg ei kunde afskaffe, kun derved var det mig mueligt at være Lærer i en Stats-Kirke, mod hvis Ritual og Lære-Forskrift dog vist ingen Præst kan have mindre at indvende end jeg; og selv saaledes kunde jeg nu ikke mere være Lærer ved en stavnsbundet Menighed, og naar det er kommet saavidt, da veed jeg, at alle ærlige, alvorlige Præster, af begge modsatte Partier, maae inderlig ønske en kirkelig Skilsmisse, heller i Dag end i 67 Morgen, og at en statsklog Øvrighed vist ikke vil laane Øre til de Snakkere, der, nødvendig af blot egennyttige eller dog smaalige Grunde, modsætte sig en Skilsmisse, der aabenbar er uundgaaelig, saa det kun er Spørgsmaalet, om den skal knytte de Christnes Hjerter endnu fastere til den bestaaende Forfatning, eller bortstøde dem fra den. Alligevel undrer det mig paa ingen Maade, at den verdslige Øvrighed allevegne er seen til at indsee Skilmissens Nødvendighed; thi Sjæle-Sørgerne skulde jo rimeligviis være de Første, der taide Religions-Frihedens Sag, og udviklede, at den bestod ikke i Frihed til ingen Religion at have, thi den kan man tage sig selv, men tvertimod i Frihed til at have en, og være den bekjendt for Gud og al Verden, og naar nu Mængden af Stats-Kirkens Sjæle-Sørgere, langt fra at tilraade en saadan virkelig Religions-Frihed, snarere udraabde den for en Lande-Plage, sandelig, da var det intet Under, om denne Frihed allevegne, som i Frankrig, kom til at regne sine Aar fra Statens Undergang. Kun derfor er det nødvendigt, ret omhyggelig til alle Sider at udvikle en Sag, der ellers for det uindtagne Øie er soleklar, kun derfor er det nødvendigt, ogsaa at undersøge, hvad Følgerne rimeligviis maatte blive af den kirkelige Skilsmisse, der imidlertid, hvordan saa end Følgerne blev, er lige uundgaaelig. Her overlod jeg helst en historiekyndig, erfaringsklog Jurist Pennen, da han meget bedre end jeg kunde vise, hvor fordeelagtig Religions-Friheden i den christne Tid, trods alle Hierarchers gruelige Spaadomme, har været, og hvor naturligt det er, at Øvrigheden aldrig har bedre Fred enten for herskesyge Præster, eller for urolige Hoveder, som, i Mangel af Andet, vil fuske paa Regjerings-Handværket, end naar den sætter Præster mod Præster og aabner alle dem, der enten have et eget Hoved, eller vil dog synes saa, en Løbe-Bane, der ei koster Staten meer, end den altid nødvendigeAarvaagenhed, og udvikler en Sum af Kræfter til dens Tjeneste, hvorom man aldrig før havde drømt. At Saadant, og dermed den i vore Dage saa uundværlige Stats-Konst, at forebygge Omvæltninger, ved, uden selv at tabe det Mindste, dog at give de Misfornøiede Meer, end de, ved det heldigste Vove-Spil paa deres Hals, kunde vente at vinde, det kunde, som sagt, en ordenlig historisk, erfaren, klarøiet Jurist udvikle langt bedre end jeg, og det skikkede sig bedre for ham, da det klinger lidt verdsligt fra en Præste-Pen: men, desværre, synes vore Dages bedste juridiske Skribenter, udenfor England, hvor man ingen Trang føler til at bevise hvad der beviser sig selv, at være langt mere 68 fortroelige med den critiske Philosophie, der construerer Staten a priori, end med Verdens-Historien, der ene kan lære os, hvordan de nærværende Stater er construerede, og ved hvilke Midler de bedst kan vedligeholdes og forbedres. Derfor tør jeg ikke unddrage mig fra det fremmede Arbeide, og jeg har, med flere Mangler, dog det Fortrin, at man ikke lettelig skal sige om mig, hvad man sædvanlig siger om Juristerne, naar de forfægte Religions-Friheden, thi Indifferentisme i Troes-Sager, eller Mangel paa Ærbødighed for Christendommen, er dog formodentlig det mine Modstandere sidst vil beskylde mig for, skiøndtjeg derfor ingenlunde tør sige, det aldrig vil skee; thi galere end det har man før hørt, naar man laande de forbigangne Dage et opmærksomt Øre.

Her nødes jeg imidlertid til at dvæle mest ved Fædernelandet, thi hverken kjender jeg noget andet Lands Stats-Historie saa godt, ei heller tør jeg love for, at Alt hvad der kan passe paa det lille, fredelige Danmark, ogsaa vilde passe paa den store Verdens Folke-Riger, hvor Indbyggerne ere langt mere sammenskyllede, uden naturlig Forbindelse, og hvor de fremragende Hoveders Udsigter neppe kan være saa indskrænkede, eller de svulmende Hjerters Ønsker saa beskedne, som her paa Heden og Skov-Sletten, hvor baade Høi og Lav i Regelen vil være fornøiet med Frihed til at dyrke sin Gud, fortjene sit Brød, opdrage sine Børn, og passe sin Dont, paa en ærlig Maade, efter Hjertens Lyst, og efter sit eget Smule Hoved, og det er i det Mindste Alt hvad jeg forstaaer ved borgerlig Frihed, og hvad jeg under alle Andre, saavel som mig selv!

(Fortsættes.)

69

Om Religions-Frihed.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politieret den 21de Februar 1827.
P. Ebeirlin.

(Fortsættelse).

Det har sædvanlig kun hjulpet lidt i Verden, siden der blev Stats-Konst til, at tale til Stats-Mænd enten om naturlige Menneske-Rettigheder, om Christendommens Fordringer, eller om Historiens Vidnesbyrd; thi selv de Retsindigste og Klogeste have gjerne tænkt, at enhver Frihed, selv den umisteligste, som gjorde dem Uleilighed, godt kunde være af det Slags, som Mennesket, ved at indtræde i borgerlige Forhold, maa finde sig i at undvære; tænkt, at, hvad end Christendommen siger, maa man tage Verden som den er, og at det vel turde forholde sig med Historiens Vidnesbyrd, som med dem, Sagførere enten mynte selv, eller slutte dog langt mere, tit langt Andet af, end hvad der ligger i dem. Vi christelige Præster har vist nok ondt ved at finde os i slig en Tanke-Gang, da det staaer klart for os, hvilken himmelhøi Forskjel der er mellem Kroppens Frihed, som altid gjør Skade, og Aandens, som altid gjør Gavn, mellem det meer end forgjæves Arbeide, at ville paatvinge Verden et christeligt Skin, og den sunde Forholds-Regel, at læmpe sig efter Christendommen, naar man vil drage Fordeel af den, og endelig imellem Børne-Legen med historiske Billinger, og Universal-Historiens ærværdige Udsagn; men dog bør vi være billige nok til at indrømme, at selv christelige Præster sjelden have skjelnet ret klart og skarpt mellem disse Ting, og vi kan da end mindre vente det af Statsmænd, der langt mere fristes til at glemme Aanden over Kroppene, Christendommens Kjerne over Skallerne, og Universal-Historien over den daglige Erfaring. Var det nu altid saa, hvormeget mere da for nærværende 70 Tid, efter et Aarhundrede som det Attende, der med mageløst Held arbeidede paa at forvirre Begreberne ei blot om Christendom og Historie, men om alt Aandeligt, først og sidst om Frihed og Menneske-Rettigheder, om Stats-Konst og borgerlige Forhold! Har vi selv arbeidet os nogenlunde ud af den grændseløse Forvirring, maae vi jo saameget bedre vide, hvor vanskeligt det er, og, langt fra i denne Henseende at gjøre store Fordringer til dem, der have det i vore Dage usigelig svare Kald at styre forvirrede, indvortes halv opløste Stater klogt, være saare glade, naar vi paa enkelte Hoved-Punkter, hvor Alt hvad der kan klare støder sammen, kan afvinde dem en Times Opmærksomhed paa Andet end de løbende, fra alle Sider sammenpressende, tildeels aandsfortærende Forretninger. Hertil maa den billige Skribent indskrænke sine, naturlig udsvævende, Ønsker og Forhaabninger, og dertil har Historien tidlig lært mig borgerlig at indskrænke mine; men hvad jeg først i den senere Tid begynder at lære, er, hvorledes en Skribent, med præstelige Ønsker og poetiske Forhaabninger, skal udtrykke sig, naar han ei vil misforstaaes, i en Tid, da man egenlig ikke har andet Udtryk for Aandens Flugt end Sværmeri, og i et Land, hvor man gjerne hos Skribenten forudsætter Lyst til, strax, saavidt mueligt, borgerlig at realisere enhver yndet Idee.

I det jeg derfor optræder for Religions-Friheden, som Noget, hvis borgerlige Realisation jeg anseer for ubetinget nødvendigt, overalt i den protestantiske Christenhed, hvor Staterne vil gjenfødes, eller dog undgaae Opløsning, maa det nødvendig være min Bestræbelse, at oplyse Sagen fra alle Sider, saa dens Rigtighed maatte, om mueligt, blive alle opmærksomme og veltænkende Læsere indlysende, hvormeget de saa end kan have imod det Stade, hvorfra jeg i Grunden betragter Alt. At jeg, i dette Stykke, har Christendom og sund Fornuft paa min Side, det maae udentvivl selv de indrømme, der ellers ansee min Christendom for Fanatisme, og min Fornuft for Galskab; men derpaa tør jeg dog ei regne synderlig, da jeg baade veed, at vor Tids Philosopher til Huus-Behov ikke tage det saa nøie med at modsige sig selv, naar de ellers maatte give deres Modstandere Ret, og veed tillige, at forulykkede Realisationer af skjæve Ideer, som dog skal gjælde for guddommelige, har ledt Mange til det smukke Resultat, at hvad der i Theorien er aldeles rigtigt, kan i Praxis være splittergalt, og at følgelig ogsaa den splittergaleste Theorie kan praktisk være aldeles rigtig. At jeg i dette Stykke har Universal-Historien, altsaa hele den 71 dannede Menneske-Slægts Erfaring, som Historien beskriver, paa min Side, det maa vel ogsaa indrømmes selv af dem, der ellers ansee mig for en Stymper eller dog en Sværmer i Historien, naar de kun selv har en sammenhængende og velordnet historisk Kundskab; men har jeg Noget deraf selv, maa jeg ogsaa bedst vide, det er et i vore Dage sjeldent Tilfælde, som jeg maa prise min Lykke for; thi naar, siden Videnskabernes Gjenfødelse, forbandt man Kirke-Historien mindre med Staternes og Videnskabernes Historie, naar var man blindere for deres inderlige Sammenhæng! Kommer hertil, hvad jeg ei heller kan være uvidende om: vor Tids mageløse historiske Vantro, der ei blot bestaaer deri, at man overalt, hvor det lader sig gjøre, rask gjør alt det Historiske, man ei kan lide, enten til Fabel og Æventyr, eller, for at være human, til Mythe, men desværre ogsaa deri, at man rask forkaster enhver ubehagelig Slutning, selv fra det sikkerst Forbigangne til det Nærværende, og paastaaer kjækt, at en vis Aarsag, om den ogsaa i hele atten Aarhundreder havde havt eens Virkning, dog meget godt i det Nittende kan enten slet ingen have, eller dog en ganske anden. Under saadanne Omstændigheder, som end blive mere fortvivlede derved, at de fleste endog studeerte Folk nuomstunder kun har gjort Historiens Bekjendtskab som en afpillet Been-Rad, der naturligviis ikke havde eet Ord at melde, men kun en ynkelig Grav-Skrift med dybt indprægede Aars-Tal at fremvise, under saadanne Omstændigheder, da Historien for de Fleste er en Ramse uden Begyndelse og Ende, og selv for sine Præster sædvanlig kun en Samling af sære Tilfælde, under disse ligesaa bekjendte som fortvivlede Omstændigheder tør man vel neppe vente, med hele Historien at kunne overbevise en eneste Statsmand om, at ethvert Borger-Samfund maa ønske sig til Lykke med Religions-Frihedens uudeblivelige Følger. Saameget mindre tør man vente det, som der hører en vis Fortrolighed med Mennesket, i sig selv og i Historien, til at skjelne mellem de Virkninger, en Aarsag kun til visse Tider og under visse Omstændigheder har havt, og dem, den, efter Menneske-Naturens Love, og Universal-Historiens Vidnesbyrd, til alle Tider og hos alle Folk, eller dog i Christenheden, under visse umiskjendelige Betingelser, altid maa have. Uagtet jeg derfor ikke kan eller maa undlade at beraabe mig paa Historien, bør jeg dog forudsætte, det nytter vel for Øieblikket ikke synderlig, saa, skal der for del udrettes Noget, maa man især lægge Vægt paa det Øiensynlige og paa det nødvendige Forhold mellem 72 Aarsag og Virkning, der ligesaavel speiler sig i den daglige, som i den seculariske, ligesaavel i det enkelte Menneskes, som i hele Folkefærds og i Menneske-Slægtens Erfaring. Kan selv det ikke hjelpe, er selv det forgjæves, at man viser, vi har hele den religiøse Splid og Uenighed, man beskylder Religions-Frihed for at avle, og har den i en Stilling, der umuelig kan blive fortrædeligere og mere uheldsvanger, men maa ved Religions-Frihed i det Mindste blive langt taaleligere, er selv det forgjæves, da maa den christelige Skribent opgive Haabet om, med Pennen at kunne bidrage til Staternes Redning fra det store Skib-Brudd, der truer dem alle, og trøste sig med den Vished, at hvad der end skeer, har dog Han sin Haand i Alt, som baade kan og vil styre Tidernes Løb til Sandheds Seier, og til deres evige Glæde, som stole paa Ham. Er der imidlertid nogen Stat, hvor Religions-Frihedens Tals-Mand ei bør opgive Haabet, om end Meget forener sig til at hindre den, da er det, efter min Overbeviisning, i den Danske, hvor saavel Bondens som Negerens Kaar høirøstet bevidne, at Regieringen havde Hjerte til, trods deres Skrig, der kun tænkde paa deres egen kjære Person, trods mange Ulykkes-Prophetier af Folk, der ei meende det ilde, men saae kun slet, og, trods Politiken i andre Stater, Hjerte til, trods alt dette, at lade sande Menneske-Rettigheder træde i Kraft! Erfaringen har allerede lært, at hvad her var et Værk af Menneske-Kjærlighed, kunde ei været klogere udtænkt af den fineste Stats-Konst, og maa overalt, hvor man vil vel fare, blive et Værk af den, og hvi skulde jeg da ikke haabe, at en Frihed, hvis Nødvendighed er langt mere indlysende, hvis Natur er langt mere aandelig og derfor langt mindre mistænkelig, og hvis Følger lade sig langt lettere og klarere beregne, at den ogsaa i Danmark kunde blive et Værk mere af Sandhedsog Menneske-Kjærlighed, end af den beregnende Stats-Konst, hvori vor Regjering, til Danmarks Lykke, sjelden eller aldrig har stræbt at vinde Prisen! Hvor man veed, hvad selv en Skribent under Censur, der lader haant om Smiger, tør sige, vi veed, at et ædlere Hjerte slaaer ikke i Danmark under nogen Kappe, end under Purpuret, skulde ikke der selv den miskjendte, men Konge og Fædreneland lige varmt hengivne Skribent, turde vente Opmærksomhed, naar han taler ikke sin, ei engang særdeles sin Fæderne-Troes, men Sandheds, Ærligheds, borgerlig Freds, Kjærligheds, Kongens og Fædrenelandets tusindfold hellige Sag!

Naar vi nu vil see et Billede af Historien i den daglige 73 Erfaring, da maae vi naturligviis tye til den huuslige Kreds, som til Statens Moder-Skjød, hvor vi altid er visse paa at see den, som et Barn, i formindsket Maale-Stok; men vil vi der see et Billede af Statens religiøse Forhold, maae vi aabenbar søge det i en huuslig Kreds, hvor Religionen findes, og det netop den Religion, vore Stater staae i nærmest Forhold til, altsaa den gammeldags Christendom. Neppe behøver jeg at tilføie, at den huuslige Kreds, hvori et nærværende Stats-Forhold skal speile sig, hverken maa være saa snever eller saa fraliggende, at Ligheden bliver dunkel og hardtad ukjendelig, men at den tvertimod skal være saa patriarkalsk omfattende, og saa eensartet med vort Borger-Samfund, som det i vore Stater er mueligt, og nu høre man en simpel Lignelse, som, hvis den duer noget, maa kunne forklare sig selv.

Der var, for et Par Aar siden, en Mand, som anonym, altsaa maaskee kun for at have mig til Bedste, spurgde mig til Raads i en Sag, der, efter hans Udtryk, var ham høist magtpaaliggende, da den i Grunden angik hele hans timelige Velfærd, men dog fornemmelig Huus-Freden og hans Samvittighed, hvorfor han ogsaa heller, sagde han, henvendte sig til mig, end til sin juridiske Consulent, som dog for Resten var en meget paalidelig og retsindig Mand, der endog, da han engang i Forbigaaende havde nævnet Sagen, gav ham Anslag paa mig.

Jeg er, skrev Manden, alt over de Halvfjerds, men rask og rørig langt over min Alder, lever i et kjærligt og frugtbart Ægteskab med min tredie Kone, har en smuk lille Eiendom, er, trods de ulyksalige Penge-Tider, og mine store Tab ved Omskrivningen, de hyppige Cours-Forandringer o. s. v. en temmelig velhavende Mand, har af alle tre Ægteskaber en velsignet Børne-Flok, som, af allehaande Aarsager, mest og helst er hjemme, og saamange Tjeneste-Folk, som gammel Vane, nye Moder, og endelig en stor Bedrift ved en gammel Herregaard, som efter Ordsproget, Hundene har ædt Bønderne fra, paa en eller anden Maade gjør nødvendigt

De mange smaa Uleiligheder, som flyde af en stor Huusholdning, forskjellige Kuld Børn, med forskjellig Tænkemaade og Mødrene-Arv, de mange deels grove og deels næsvise Tjenestefolk, Naboer som hverken vil hegne eller holde Fred, men gjerne tage op og slaae løs, vil jeg her hverken opregne eller beklage, thi deels kommer det, saavelsom de høie Skatter og de lave Korn-Priser, egenlig ikke Sagen ved, og deels kan De, som jo selv er født paa Landet, og er desuden en Historicus, 74 nok slutte dem til Sligt; men hvad jeg vilde sige, er, at jeg egenlig kun eier min Gaard, med Mark og Skov, med Eng og Tørve-Mose, kort sagt: med Rub og Stub, som et Slags Fideicommis, og, skjøndt det ellers paa ingen Maade indskrænker mig, er der dog den besynderlige Clausul i Fundatsen fra Slutningen af det syttende Aarhundrede, at Eieren skal være en gudfrygtig, billig og retskaffen Huusfader, og hver Morgen og Aften lade holde Bøn i sit Huus, efter gammel christelig Skik og Børne-Lærdom, hvorved der, blandt Andet, skal læses et Kapitel i det danske uforandrede Ny Testamente!

Her seer De, hvor Skoen trykker, ikke at jeg frygter for at miste Gaarden, om end Bønnen gik overstyr, thi det siger alle de Jurister, jeg har talt med, har slet ingen Nød i vore oplyste Tider, ikke heller fordi den gamle gudelige Skik i sig selv er mig til Byrde; thi fra jeg kunde sidde stille paa min Bedste-Moders Skjød, har jeg været vant til at lægge mine Hænder sammen og høre andægtig til, og har jeg end tit havt mine egne Betænkninger ved hvad der stod skrevet, eller blev sagt, saa har jeg dog fundet, at saalænge Alting gik nogenlunde ordenlig til, var jeg ikke alene muntrere, og sov roligere, men havde ogsaa i det Hele bedre Tjeneste-Folk, og sporede mere Velsignelse, om man saa maa kalde det, i al min Bedrift.

Men, det er Knuden: i min anden Kones Tid, som var, hvad man kalder, mere af Verden, kom jeg ud af Vane med at være selv tilstæde, og saa gik det hulter til bulter, saa det er en Skam at tale om; og min Kone, adskillige af mine Børn, og mange gode Venner raadte mig til at afskaffe den forældede, allevegne aflagte Skik, der aabenbar ikke længer var til Opbyggelse men til Forargelse, da den Ene snakkede mens den Anden læste, den Ene loe mens den Anden sang, ei at tale om, at de der læste og sang alt imellem selv baade snakkede og loe. Afskaffelsen kunde jeg imidlertid aldrig beslutte mig til, især da et Par af mine ældste og kjæreste Børn satte sig kraftig derimod, og mindede mig om Fundatsen, hvis moralske Gyldighed blev jo den samme, om end dens juridiske kunde oversees, jeg gjorde derfor hvad jeg kunde for at vedligeholde det Sømmelige, lod alle hvem der vilde blive borte, lod baade læse og synge af nyere Bøger, og haabede, at Tiden, der jævner Saameget, jævnede vel ogsaa dette. Deri tog jeg imidlertid feil, thi vel gik det enstund taaleligt, da de Fleste blev borte, og Resten i det Mindste ikke forstyrrede hinanden, men i de sidste Aar er det blevet splittergalt, og det skjønt baade jeg og min Kone nu sædvanlig 75 er selv tilstæde, saa jeg kan ikke forklare mig det anderledes, end at det maa ligge i Tiden, især da man læser Adskilligt i Aviserne fra andre Lande, hvoraf man maa slutte, der allevegne med Religionen maa være noget Nyt i Gjære. Adskillige, baade af Folkene og af Børnene, som i flere Aar aldrig satte deres Fod i Bøn-Stuen, vil nu paa ingen Maade blive borte, eller hedde, hvad de før sædvanlig kaldte sig selv: de Ugudelige, og skjønt det er kjedsommeligt nok, er det dog den mindste Uleilighed, men der har ordenlig dannet sig Partier, saa, da det gaaer Touren rundt, mellem dem af Børnene der vil, baade at læse og vælge Psalmer, er der især to af mine Sønner, som begge har studeret, der altid vælger tvertimod hinanden, og da de, efter Alderen, netop er lige oven paa hinanden, forarger det saameget mere, og har foraarsaget en Splid i Huset, som jeg seer ingen Ende paa. Jeg har talt med adskillige Præster her i Egnen, ellers meget vakkre og fornuftige Mænd, som gjerne vilde raade mig til det Bedste, men den Ene raadte mig til at ophæve Huus-Andagten, den Anden til at afskaffe alt det Nymodens, og den Tredie til at lade alt det Gammeldags fare; og ingen af de Raad kan jeg nu følge, uden med det Samme at vise nogle af mine Børn Døren, og jage endeel af mine skikkeligste Folk paa Porten, og det var jo aabenbar at være en slet Huusfader. Giv de mig nu et godt Raad, om De kan; thi en Forandring er nødvendig, og jeg vil gjøre alt Mueligt, for at beholde Huus-Fred, eller rettere, for at vinde den tilbage; thi er det end just ikke kommet til Haandgribeligheder, saa ligger her dog et Helvede i Huset, fordi de umuelig kan enes om Veien til Himmerig, og det nytter slet ikke, jeg siger: de skal smukt forliges; thi jeg maa selv tilstaae, de har Ret, naar de svarer mig: ja, Fader! ja, Hosbond! i alt Andet, kun ikke i det, hvor Enhver skal svare for sig selv, og bvor modsatte Veie umuelig kan føre til eet Maal!

Uagtet nu hele denne Sammenhæng syndes mig lidt romantisk i vore Dage, saa det mueligt kun var en Spøge-Fugl, der vilde sætte mig i Forlegenhed med et casuistisk Spørgsmaal, saa fulgde jeg dog min Skik, at svare som man raaber i Skoven, og skrev: forudsat, at De virkelig er en Mand i de Omstændidheder og i den Raadvildhed De beskriver, vil De neppe bande mig for det simple Huus-Raad, at skille ad, hvad ei sammen kan være, dog uden al videre Ulæmpe for hvem der vil finde sig i Billighed. Selv bør De, efter min Overbeviisning, fremdeles holde Bøn efter Fundatsen, paa sædvanligt Sted, med 76 saa mange eller saa faa, som har Lyst, og som kan finde sig i, at der afvexles mellem dem af Bøgerne, der kun i Stil og Tone, men ei i Grunden er forskjellige. Hvem der ikke kan det, maa enten lade være at holde Bøn, eller holde deres paa samme Tid i en anden Stue, soni bør være dem tilladt, naar En af de voxne Sønner i Huset vil være med, og holde Orden; men kommer Nogen for at lee eller gjøre Spektakler, han vises naturligviis ud, om han end var en Fæt i Ætten! Paa denne Maade vil sikkert alle deres Børn, naar der ellers er noget ved dem, blive venlig og vel forligte, og vil Nogen af Folkene gaae efter deres egne Griller, men dog ei nøies med at følge dem i Eenrum, da lad dem kun bisse, om de end er dygtige Arbeidere, thi det er Fleer, og i et stort Huus kan man umuelig holde Styr paa Kroppene, naar man lader dem stikke Hovederne sammen, aldeles som de vil!

Efter et Aars Forløb modtog jeg et Brev fra samme Haand, med mange Tak for mit gode Raad; thi vel, skrev Manden, var det, som De sagde, kun et simpelt Huus-Raad, som, med nogen Forskjel, tit var faldet mig selv ind, men som jeg dog hverken ret forstod at handtere eller turde følge, før jeg baade saae, der dog kunde blive Stuer Nok i Huset, og kunde, naar man kaldte det et halvt Hedenskab, beraabe mig paa en Præst, der, langt fra at høre til de saakaldte Frie, som dog ingen Lunde er feilfrie, meget mere, skjøndt det er ikke mine Ord, kaldes hyperorthodox. Deres Navn slog ogsaa virkelig Den af vore Præster, der holder paa det Gamle, skjøndt, som han pleier at sige, ikke nær saa strængt som De, og deres Raad har jeg fundet probat; thi vel maatte jeg, for punktlig at følge det, rive endeel Skillerum ned, og sætte nye op; men det er jo det Mindste man kan gjøre for Huus-Fred, og var i alt Fald meget mindre, end hvad jeg gjorde i min anden Kones Tid, til ingen Nytte, saa det var Synd at misunde Handværks-Folkene, som desuden boe i mine egne Huse, den Skillings Penge, de i vore Dage godt kunde trænge til at tjene paa en ærlig Maade. Mands Villie, siger Ord-Sproget, er Mands Himmerig, og hvem der saae mine Sønner i den første Maaned, kunde virkelig fristes til at tænke, at alle Himmel-Veie var lige gode, naar kun Enhver, der havde sit eget Hoved, maatte følge det; thi, naar jeg undtager en kaad Dreng og en aabenbar Hykler, som jeg længe havde ønsket mange Mile borte, var ikke blot den ny Indretning os alle tilpas, men der var en Enighed i Huset, jeg selv i min Barndom ikke havde seet Mage til, et sandt Himmerig paa Jorden. Før, 77 da vi skulde synes enige i Grunden, skjøndt vi var det Modsatte, greb baade Sønnerne og Folkene enhver Leilighed til at trættes om de allerubetydeligste Ting, men nu, da enhver har Lov til at være sine Grund-Sætninger bekjendt, kappedes de om at ære dem, ved al muelig Flittighed, Ærlighed, Føielighed og Tjenstagtighed i det daglige Liv, saa jeg tænkde tit: kunde Sligt lade sig gjøre med Land og Rige, maatte det blive en Lyst at være Konge! Nu, det forstaaer sig selv, det var alt for godt til at vare længe, og nu disputerer Sønnerne dygtig igjen, men bliver de end imellem lidt vel høirøstede, er det dog ingen Ting imod det gamle, forvirrede Kjævl, da de næsten aldrig kunde sige hvad de egenlig vilde, og hævnede sig med Bitterheder, som i Øvrigt ingen Ting sagde. Nu derimod er Kampen aaben og ærlig, har allerede saaledes skjærpet deres Judicium, at alle de, der gik fra vort gamle Selskab for Smaating, er vendt tilbage, mange Punkter er, ved det jeg hørde til og gav Agt, blevet mig selv klarere, og saasnart mig synes, det gaaer for vidt med Oppositionen, behøver jeg blot at sige: ja, Børn! Det er jo bedst, de skilles ad, som ei kan sammen være, saa er Alting i sin gamle Orden. Der er jo braadne Kar i alle Huse, som i alle Lande, og selv det bedste Stykke Kjød, paa Folk saavelsom paa Fæ, er der en Kjertel ved; men det har jeg løbet for længe med, til nogentid at glemme, og saa vist som en Helvedes Enighed er uden al Sammenligning det Værste paa Jorden, saa vist er det meget bedre, skjøndt det seer broget ud, at have endeel mindre Huse i sin Gaard, end at stable op hvad ei kan hænge sammen, saa om jeg blev hundrede Aar, det gaae som det vil, aldrig kan jeg dog faae i Sinde, enten at lukke Bøn-Stuen, taale Splid deri, eller tvinge Nogen derind, uden maaskee mig selv; thi det har jeg lært, at Jorden ligesaalidt i Mennesket som udenfor ham kan undvære Himlen ret længe, at falsk Bøn er endnu langt værre end ærlig Bande, og at, naar det maa være Et af To, er Hjerte-Stød dog ti Gange bedre end Aare-Kræft.

Hermed er Lignelsen sluttet, for hvis Anvendelighed paa Land og Rige, vel bedst i Danmark, men dog ogsaa allevegne, Historien borger mig, og, jeg synes virkelig, sund Menneske-Forstand og daglig Erfaring kunde borge os alle.

Hvad der imidlertid, om jeg ikke seer feil, sædvanlig hindrer Stats-Mændene i, før de, som i England og andensteds, bogstavelig nødes dertil, at billige virkelig Religions-Frihed, er, næst Stats-Geistlighedens Protest, den Tanke, at Christendommen lader sig behandle som et blot Ceremoni-Væsen, 78 hvilket Staten uden al Samvittigheds-Tvang kan paalægge alle sine Medlemmer, naar de kun har Lov til at tænke og sige derom, hvad de vil. Endog christelige Stats-Mænd, har jeg mærket, det kan hændes at tænke saa, naar Stats-Religionen er christelig, i det de, lidt egenkjærlig, forudsætte, at skjøndt Christendommen er noget langt Andet for dem selv, er den det dog ikke for Mængden. Saa let det nu i en lidt mere historisk Tid maatte være at oplyse Statsmændene om, hvad det er, de her, trods Erfaringens Forbud, sammenblande: Hoved nemlig og Hjerte, saa vanskeligt, om ei umueligt, turde det vel nuomstunder findes, hvis ikke, paa den ene Side, Guds-Dyrkelsen hos Protestanterne, udenfor den bispelige Kirke, var saa lidet høitidelig, og hvis ikke, paa den anden Side, Guds-Dyrkelsens Forfald var ligesaa aabenbar, som den religiøse Splid og Forvirring. Kun ved Hjelp heraf tør jeg troe det mueligt at overbevise alle statskloge Mænd, deels om, at allenfalds i sin protestantiske Skikkelse lader Christendommen sig slet ikke behandle som andre Religioner, og deels om, at i det Mindste nuomstunder lønner det paa ingen Maade Umagen at vedligeholde den blot tilsyneladende Eenhed.

Uagtet det derfor ikke blot er min Tro som Christen, og min Overbeviisning som evangelisk-luthersk Skriftklog, men ogsaa, om jeg saa maa sige, min hedenske Bemærkning, som blot Historiker, at Christendommen netop deri er væsenlig forskjellig fra alle andre Religioner og Philosophier, at Den, ved Ordet, skaberet usynligt og dog aabenbart, fra alle andre kjendeligt Samfund; uagtet det er saa, vil jeg dog her lade, som om det ikke var saa, eller som om det dog i alt Fald var høist tvivlsomt, enten Papister eller Protestanter havde opfattet den christelige Gudsdyrkelse i sin ægte Eiendommelighed; thi, borgerlig talt, er det omtrent det Samme, enten vore Statsmænd troe, at Reformatorerne stiftede splinternye Religioner, eller at de virkelig, som Ordet lød, kun stræbde at rense den ældgamle christelige Gudsdyrkelse fra hvad der i Tidens Løb havde indsneget sig i den, skjøndt det var fremmed for dens Væsen, og tildeels uforeneligt dermed. Det bliver nemlig lige vist, og lige klart, at Reformatorerne, og deres rette Discipler, anseer det for slet ingen Ting, at Kirkerne er eens byggede, at man samles der om Søndagen, at der prædikes og synges, og at en Mand i en vis Dragt stænker Vand paa Børn og bryder Brød for Voxne, naar ikke det Ord der tales, og de Psalmer der synges, stemmer overeens med hvad der, efter deres Tro, er 79 Christendom. Dette, veed man, gaaer saa vidt, at blot Ordet ved Nadveren har været Nok til, gjennem Aarhundreder, at adskille de to protestantiske Hoved-Partier hardtad ligesaa skarpt, som Ordet paa Prædike-Stolen, og i Confessionerne, har adskildt dem begge fra Roman-Catholikerne; ja, hvad Ordet er Protestanter, som godt veed, man ligesaa lidt uden at lægge Vægt paa Ord, som uden Ord kan protestere, seer man vel allerklarest i den Engelske Kirke, hvor den tilsyneladende Lighed med den roman-catholske netop skjærper den skjærende Modsætning, Intet uden Ordet udtrykker. Var det imidlertid i det evangelisk-lutherske, som i det engelske Kirke-Sogn, at Guds-Dyrkelsen ogsaa i Henseende til Ordet havde en næsten afrundet Eensformighed, og, i det Mindste tilsyneladende, samme Værd i Kirke-Gjængernes Øine, som fordum; var det saa, da nyttede det neppe, at tale med Statsmænd om Ubetydeligheden af den blot tilsyneladende Eenhed; thi Historien lærer, at selv de engelske Statsmænd, hvis Agtelse for Historien, sunde practiske Grund-Sætninger, og koldsindige Overlæg dog ellers kan tjene til Mønster, at selv de var døve for saadanTale, indtil et halvt Aarhundredes Rædsler havde lært dem, hvad Staten baadede ved at ville paatvinge stridige religiøse Elementer Skin af Enighed. Nu derimod, da Englands nærværende, os alle bekjendte, religiøse Tilstand lærer, hvorlidt selv den størst muelige Eensformighed og Stilstand i et protestantisk Kirke-Samfund kan gjøre det som et Hedenskab politisk handeligt, og da alle andre protestantiske Kirke-Samfund baade langt mere beroe paa Ordets Grund-Eenhed, og indrømme Aanden langt anderledes Magt over det kirkelige Ord, saa maatte aabenbar Ordet i dem baade lyde meget eens, og høres med megen udvortes Andagt, naar der med mindste Føie kunde tales om en tilsyneladende Enighed, det var statsklogt at vedligeholde. Vi veed imidlertid, at i de fleste Lande, er netop det Modsatte aabenbar Tilfældet, og det er høist mærkeligt, at netop i de to lutherske Riger, hvor det kirkelige Ord, ved Slutningen af forrige Aarhundrede, efter alle Mærker, lød meest eens, og hørdes andægtigst: i Norge og Sverrig, netop der yttrede sig de stærkeste separatistiske Bevægelser, naturligviis, fordi alle levende Mennesker, som vil kirkelig forbindes ved Ordet, umuelig kan nøies med et dødt, men kræve et levende Ord, og finde det aldrig i en opramset Tale! Hvad Priis skulde man da, ogsaa blot politisk talt, sætte paa den tilsyneladende Eenhed, hvor Ordet paa Prædike-Stolen er saa aabenbar stridigt, at selv Børn 80 opdage det, hvor selv Ordet ved Sacramenterne har de mest paafaldende Variationer, og hvor endelig Kirkerne i Almindelighed staae tomme, eller besøges dog ei for Kirkens, men kun for Præstens, ei for Samfundets, men kun for den Enkeltes Skyld! Men saaledes er det jo unægtelig hos os, skjøndt vor Alter-Bog og de befalede Børne-Bøger vise, at her i det Mindste er mere Skin af Enighed, end i det protestantiske Tydskland, og hvad er det altsaa man, i de protestantiske Stats-Kirker udenfor England, endnu har tilfælles? Hvad, uden Kirke-Bygningen af Kalk og Steen, Hellig-Dagene efter Almanakken, Bibelen, som en hellig Bog af ubestemt Indhold, og Sacramenterne, som Kirke-Skikke af ubestemt Betydning, altsaa kun hvad de protestantiske Kirke-Samfund ogsaa har tilfælles med det Roman-Catholske, og hvad da, efter hele den protestantiske Tanke-Gang, ingenlunde kirkelig forbinder Nogen, men adskiller dem netop paa det Skarpeste, naar disse fælles Ting, ved Ordet gives en bestemt modsat, eller dog aabenbar forskjellig Betydning? Dersom Vandet var uden Guds Ord, siger Lutlier i sin lille Catechismus, da blev Vand Vand, og var ingen Daab, ogsaa ved Nadveren, siger han sammesteds, er Ordet som Hovedet den synderligste Part; at helligholde Sabbaten er, efter hans Forklaring over det tredie Bud, at holde Guds Ord høit i Ære, det gjerne baade høre og lære, og det skal, efter hans Forklaring over Fadervor, være en Christens daglige Bøn, at han maa ved Aanden opholdes i Ordet og Troen til sin Død; alle Kirke-Historiens Kyndinger veed, at denne Luthers Erklæring af Ordet for det eneste Udvortes, der væsenlig hørde til Christendommen, var ingenlunde det der adskildte ham fra de andre Reformatorer, men netop hvad der forbandt dem alle imod Papisterne, som vilde gjøre Ordet i Kirken saa godt som til ingen Ting, og det er da aabenbart, at den protestantiske Tænkemaade om Ordet maatte være aldeles uddød, hvis ikke aabenbar Strid i Ordet, som Troens og Tankens Udtryk, skulde hos os avle kirkelig Skilsmisse. Men sæt nu ogsaa, den Tænke-Maade var uddød, saa maatte hvert fornuftigt Menneske jo dog indsee, at dermed var vort protestantiske Kirke-Samfund, der kun beroede derpaa, aldeles opløst, og Stats-Manden havde kun at undersøge, om det havde opløst sig i Papisterie, eller i fuld kirkelig Ligegyldighed, og, fandt han Kirkerne tomme, maatte han naturligviis raade til at lukke dem som overflødige, at anvende hvad den uddøde Stats-Religion havde kostet, til 81 Polilie-Indrelninger, og lade de Enkelte, som end følde religiøs Trang, der gjorde dem til Særsindede, selv sørge for at faae den tilfredsstillet. Lagde imidlertid enten Stats-Forfatningen Hindringer i Veien for denne Plans Udførelse, eller troede man, at Stats-Kirken, ogsaa blot som en moralsk Politi-Anstalt, kunde være nødvendig, eller dog nyttig, da maatte man klogelig benytte den herskende Ligegyldighed for Troes-Sager, til, ved catholsk Skuespil-Konst og Kirke-Tugt, læmpet efter Folkets Natur og Statens Tarv, muelig at skaffe Kirkerne den tabte Søgning og Præsterne den tabte Indftydelse tilbage; men skulde Staten derved ikke selv grundfæste et Præste-Herredømme, den dog maa have lært selv i Afstand at ræddes for, da maatte den endelig dermed forbinde en uindskrænket Religions-Frihed, og stole paa de deraf muelig opvoxende Side-Kirker, som den eneste tilstrækkelige Control og Modvægt, man kan give en Stats-Kirke, hvor ikke en bestemt Tro, med det dertil svarende Ord, men kun Præsterne, og hvad der beroer paa dem, er Gjenstanden for Kirke-Gjængernes Ærbødighed. Saaledes tænkde og handlede i det Mindste Napoleon, som jeg jo dog nok i Danmark tør kalde en mageløs politisk Regne-Mester, beraabende mig derved ikke paa hans hemmelige Politik, hvori han selv opdrog sin Bane-Mand, som Odin Fenris-Ulven, og hvormed han grov sig en Grav i hver ærlig Mands Bryst, men paa hans aabenbare, selv i sine svage Efter-Virkninger endnu beundringsværdige Stats-Konst. Sandelig, gjorde Religionen ham nogen Skade, da var det ikke fordi han gav den fri, men fordi han dog i Grunden troede at kunne beherske hvad der, selv under den stærkeste Tvang, ei lader sig beherske, eller dog fordi han vilde trodse Historien: begrave Paven før han døde, behandle Christendom som Hedenskab, Catholiker som Hugonotter, og alle Folk som Franskmænd! Selv Hedenskab lader sig, efter Historiens Vidnesbyrd, ei klogt benytte som Stats-Religion, med mindre Øvrigheden selv bøier sig for Landets Guder; selv den meest fordærvede Christendom lader sig dog ei ganske behandle som Hedenskab, og naar man ikke vil have Munke til Præster, Paven til sin Skriftefader, og Geistligheden til Medbeiler, bør man vist aldrig gjøre den romerske Kirke til sin, end sige da lade sig krone og dispensere af Paven, forbyde Præsterne Ægteskab, og udelukke Fattig-Folks Børn af en Stand, som, naar den kan og skal føde sig selv, altid sørger mere for sin egen, end for Statens Tarv, Altsammen Ting, som Frankrigs nærværende Kirke-Crisis 82 fortræffelig oplyser. Havde Napoleon ikke været slet saa selvklog, men blot spurgt Frankrigs Historie en Smule til Raads, istedenfor, til sin store Ulykke, at bandlyse den, mon han da ikke vilde fundet, at i det Mindste til Stats-Brug er alle Religioner ingenlunde lige gode, fundet, at Hugonotterne, der bestandig havde hørt til Oppositionen, var kun ved Munke-List og Præste-Magt hindrede fra at blive herskende, og havde endelig, fra gammel Tid, baade et godt Øie til Rom, og stor Lyst til constitutionelle Skue-Spil, at deres Religion var ret som skabt for ham, og for et nyt Dynasti, der vilde læge Revolutionens dødelige Saar! Uden al Tvivl, og om han ikke da, med en hugonottisk Stats-Kirke, rolig kunde ladt Paven gjøre baade Bisper og Munke in partibus infidelium, at sige af Franskmænd, der smukt havde aflagt Troskabs-Eed, og studeret ved det keiserlige Universtitet i Paris, det er vel et Spørgsmaal, der, strængt taget, ikke lader sig besvare, men som dog vist bør gjøres, da det kan vække mange gavnlige Betragtninger. Halvveis vil man vel ogsaa snart see det besvaret i Nederlandene, hvor de hollandske Statsmænd aabenbar har noget Sligt for Øie; men da halve Forholds-Regler sædvanlig kun lykkes heel maadelig, da to Stats-Kirker udgjøre een stor Ulykke, og da den Høiskole, man, Religions-Friheden ubeskaaret, vil paanøde Papister, ingenlunde maa være et anti-romersk theologisk Seminarium med en philosophisk Rang-Titel; saa vil den rimelige Misregning kun stadfæste, hvad vi desuden veed, at Hollænderne regne langt bedre Brøk i Hovedet med haandgribelige, end selv paa franske Tavler med ideelle Størrelser!

Vil man derimod i protestantiske Lande, hvor man kun har een Stats-Kirke, indsee, at hvad man, under den aabenbareste Splid og Uenighed i Ordet og Troen, trøster sig med, og agter sig betrygget ved, er hverken meer eller mindre, end den blot ideelle Eenhed, som man tænker, maa udspringe af Religions-Lærernes eensartede videnskabelige Dannelse, vil man indsee det, da vil man ogsaa lettelig indsee, at al den Eenhed, der end i Kirken er tilbage, lader sig paa den simpleste Maade af Verden forbinde med al den Religions-Frihed, en klog Regjering behøver at give, og billige Undersaatter kan forlange. Man raadføre sig blot med Historien om, hvilken Kirke-Forfatning der er Staten nyttigst, den hindre man fra at være aabenbar selv-modsigende, bestemme efter den til hvor mange Huus-Fædre der i de fraskildte Samfund skal i det Mindste 83 være een videnskabelig dannet Lærer, der har aflagt samme foreløbige Prøver som Stats-Kirkens Lærere; da har man den samme ideelle Eenhed med, som uden Religions-Frihed, og den uskatteerlige Vinding, at Stats-Kirken igjen bliver en reel Eenhed, istedenfor at den nu er en reel Tvedragt. Hiin ideelle Eenhed har ogsaa virkelig en borgerlig Realitet, som ingen Stat bør oversee; thi deels trænger enhver Stats-Geistlighed, for ei at sove ind, til en medbeilende studeret Geistlighed, og deels lærer Erfaring ganske rigtig, at videnskabelig dannede Præster, saalænge de kan holdes vaagne, vil, i det Hele taget, baade forebygge de vilde Udsvævelser af det religiøse Element, og indprænte Folket Agtelse for de borgerlige Dyder, som selv den Ugudelige af Verdens-Klogskab maa beflitte sig paa.

Iagttager man denne Forsigtighed, som savnes i England, fordi Friheden der blev taget, før den blev givet, som er en stor Ulykke; da bliver Skriget om al den Fanatisme og alt det Barbari, der skal udspringe af Religions-Frihed, aldeles latterligt; thi naar alle Præsterne fremdeles har eensartet Dannelse, blive de dog vel ikke større Venner ad Fanatisme og Barbari, end de er nu, fordi det tillades dem at følge de modsatte religiøse og theologiske Retninger, som de ogsaa nu følge, skjøndt det er dem forbudt. Tvertimod lærer Erfaring, at Almuen, hvor der er videnskabelige Lærere, sjelden eller aldrig forfalder til Sværmeri, med mindre de videnskabelige Lærere enten falde i Søvn, eller bestride Almuens Tro, og begge Dele forebygges, saavidt mueligt, aabenbar ved Religions-Friheden, der nøder de Præster som vil trives, baade til at være aarvaagne, og til at tye hen, hvor man gider hørt dem. Ligeledes lærer baade Erfaring og sund Fornuft, at aandelig Strid mellem modsatte Kirker, som Øvrighedens Upartiskhed hindrer fra at blive politisk, og som Dens Klogskab nøder til at blive videnskabelig, at en saadan Strid netop er det stærkeste, udentvivl uovervindelige, Bolværk mod Barbariet; thi videnskabelige Præster, som har ligedanne Medbeilere til Anseelse og Yndest at bekjæmpe, vil, i Regelen, altid lære deres Bog, ordne deres Kundskaber, og uddanne Moders-Maalet tusindgange bedre og ivrigere, end Enevolds-Præster, og, da de intet verdsligt Baand har paa de Gamle, anderledes flittig arbeide paa, ved kraftig og kjærlig Underviisning, at knytte baade Gamle og Unge aandelig til sig, og til den fælles Tro. Man finder derfor ogsaa, at skjøndt Øvrighederne som gav Religions-Frihed, hidtil var uforsigtige nok til at overlade Lærer-Dannelsen i de adskildte Samfund aldeles til dem 84 selv, er dog, efter de protestantiske Natur-Love, de dygtigste Theologer tit opvoxede blandt Separatisterne, og Almue-Oplysningen betydelig fremmet; men det forstaaer sig, fordi det ordnende Princip fattedes, uordenlig og eensidig, og, hvor Stats-Kirken var forstenet, uden synderlig Indflydelse paa den. Hvor borgerlig Eenhed kan være det levende Stats-Princip, som det altid kan, hvor Folket har Sprog og Historie tilfælles, der kunde og burde Regjeringen anordne en borgerlig Confirmation, som udelukkende forrettedes af Præsterne i Stats-Kirken, og hvorved der saavel sørgedes for, at Staten ikke blev de adskildte Samfund fremmed, som at deres samvittighedsfulde Medlemmer vogtede sig for enhver Forbindelse, der streed mod den Troskab og Lydighed, alle Religions-Partier skylde Øvrigheden, men selv hvor dette ikke vel lod sig gjøre, burde Ungdommen dog i alle Samfund borgerlig confirmeres, og derved aflægge et Troskabs-Løfte til Staten, der, saavidt mueligt, sikkrede den mod hierarchiske Planer. Hvor der er en romersk-catholsk Kirke, er vist nok Opgaven: at forbinde Religions-Frihed med Stats-Klogskab, yderst vanskelig, som iblandt Andet Englands Historie kan lære os, men naar Staterne først ganske adskildte deres theologiske Faciliteter fra Universiteterne, og holdt strængt over, at de adskildte Samfund havde videnskabelig dannede Lærere, (een i det Mindste for 200 Huusfædre) der havde Indfødsret, og havde aflagt de samme videnskabelige Prøver paa Landets Universitet, som de der bestemde sig til Lærere i Stats-Kirken, da vilde en Forsigtighed mod Fremmede, som den Engelske, udentvivl løse Opgaven. De forbausende videnskabelige, og ønskelige politiske, Følger af en saadan Indretning vilde man nu snart faae at see, naar det ny Universitet i London, uden theologisk Facultet, var, som det sig burde, en Stats-Sag, lod det Levende og Menneskelige ligesaavel skee Ret, som det Døde og Dyriske, og blev en Plante-Skole ligesaavel for Stats-Kirkens som for Dissidenternes theologiske Seminarier; men forudsætter dette nu end mere, end der i England pleier at skee uden Sværdslag, saa veed jeg dog ikke, hvorfor noget Lignende ei lettelig kunde skee i ethvert andet protestantisk Land, hvor Stats-Kirken er langt nærmere ved at opløses, end ved at forstene sig, og blev end hos Smaa-Folk Følgerne ei nær saa glimrende, som de kunde blive i den store Verden, vilde de dog udentvivl blive endnu langt glædeligere, end de nogensinde kan blive, hvor Sprog og Historie adskiller hvad de i 85 ethvert Land skulde uopløselig forbinde. Held Folkene i Norden, som, istedenfor at optage fremmede Stammer i sig, meget mere fra Arilds-Tid har stræbt at blive det U-eensartede qvit, hvad ogsaa virkelig forsaavidt er lykkedes, at det romersk-catholske Væsen neppe nogensinde vil blive de nordiske Stater farligt, men dog burde de, ved Religions-Friheden, hverken forsømme at gjøre nordisk Indfødsret, og hjemlig Prøvelse til Vilkaar for de adskildte Samfunds Lærere, eller at indføre den borgerlige Confirmation, der, selv i Stats-Kirkerne, aldrig maatte savnes. Anordnede man derhos, at ethvert adskildt Kirke-Samfund skulde give en aabenbar Forklaring om sine religiøse Grund-Sætninger, saa man klart kunde skjelne dem saavel fra hinanden, som fra Stats-Kirken, samt at Ingen, før de havde naaet den borgerlige Myndigheds-Alder, maatte skifte Kirke-Samfund, uden i Følge med deres Forældre eller Værger, da var herved ikke alene sat en Pind for Alt hvad der bør kaldes Proselyt-Mageri, men megen muelig Uorden og Ulæmpe forebygget.

Var Jesuitisme, som noget ret Haandgribeligt, ikke netop nu den almindelige Bussemand at kyse Børn med i alle protestantiske Stats-Kirker, da vilde jeg ansee det for overflødigt, besynderlig at omtale, hvad der enten i vore Dage er noget høist ubetydeligt, eller noget Falskt, der har saamange Navne, som der er Dage i et Aar, og kan da ligesaalidt kjendes paa sit Navn, som spærres Indgang ved verdslige Bomme. Nu maa jeg derimod vel erindre, al det er med aandelige Rov-Dyr, som med andre Ulve og Ræve, at hvor de gaaer i deres eget Skind, og ikke er Landets oprindelige Indbyggere, der kan man sagtens lukke for dem, men fødes de med Faare-Klæder midt iblandt os, da nødes vi vel til at beholde dem, enten vi har Religions-Frihed eller ikke, og vist er det, hvad ogsaa Kirke-Historien lærer, at Intet er saa skikket til at avle og nære jesuitiske Grund-Sætninger, som Religions-Tvang, Intet saa mægtigt til at begrave dem i dyb Foragt, som Religions-Frihed; thi hvor vilde Folket ei dybt foragte den Mand, som, ustraffet, uden alt Skaar i sine Borger-Rettigheder, kunde frit bekjende og udbrede sine religiøse Meninger, men valgde dog hellere, nødvendig af lav Egennytte eller andre nederdrægtige Grunde, forbudne Snigveie! Var jeg Statsmand, da maatte i det Mindste Religions-Frihed blive mit Løsen, om aldrig for Andet, saa fordi den, med psychologisk Nødvendighed, nærer den Ærlighed og Ordholdenhed, der er Staten saa uundværlig, og som dog 86 Religions-Tvangen svækker og dræber hos alle dem, der i Hjertet forkaste Stats-Religionen, men har dog ei Mod eller Sandheds-Kjærlighed nok til at være Martyrer for deres Overbeviisning! I sin Kirke maa en christelig Stat give alle sine Medlemmer Leilighed til i Sandhed at forædles, men aldrig maa den glemme, at den med al sin Magt ei kan skabe et fromt og ædelt Hjerte, hvor det fattes, og trænger dog til tro Tjeneste af allehaande Folk, til udmærket Tjeneste af alle lyse Hoveder og kraftige Naturer, som det er dens Opgave at gjøre sig saa nyttige som mueligt, overladende Hjertet til sig selv og til Hjerte-Kjenderen. Hertil, det giver Fornuften, og det vidner Historien, er Religions-Frihed et uundværligt Middel, og det Kraftigste, thi Frihed er Aandens Element, som Tvang er Kroppens, Den gjør alle kraftige Naturer, som ei var for ædle til at lyve og bedrage, for stolte dertil, selv de Svage vil det i alle Kirke-Samfund fra Barns-Been blive indpræntet at holde Ord og Løfter ubrødelig, og især vil de adskildte Samfund, hvad de saa end troe om gode Gjerninger, kappes om at opdrage de ustraffeligste, meest udmærkede Borgere; men er Stats-Kirken ikke forstenet, vil Den dog ogsaa kappes med dem alle, og hvad England har vundet ved Religions-Frihed, skjøndt det, politisk talt, er uvurdeerligt, er derfor dog kun lidet mod hvad der kunde vindes. Kun saaledes opstaae i Staterne de sande Ridder-Ordener af Tro og Ære, hvori man ved Utroskab forbryder begge Dele, saaledes hæver sig det rette personlige Adelskab, der nu fremfor alt er Staternes Tarv, og Folk, som i sig, Slægter, som bag sig have nordiske Riddere og danske Adelsmænd at efterligne, de vil, saa vist som Æblet falder ikke langt fra Stammen, bære Staterne priselig, rigelig, ønskelig Frugt. Hvor ei selv denne Udsigt kan aflokke Staten en Frihed, der ei blot er uskyldig og uskadelig, men under den herskende religiøse Forvirring, egennyttige, lave, troløse, kraftløse Usselhed, en nødvendig Betingelse for Stats-Opreisning; nu, der maa vel ogsaa Alt være saa forraadnet eller forstenet, at selv ved det grødefuldeste Veirligt kun Mos kunde groe, og Utøi avles. Men selv hvor man baade var uhistorisk og uphilosophisk nok til at miskjende Religions-Frihedens Frugtbarhed paa borgerlige Dyder, maatte man dog vel finde det urimeligt, af Frygt for fremmede Jesuiter, at udruge Indfødte, som dog er Misfostre eller Skiftinger, Religion-Tvang og Forstands-Udvikling, unaturlig sammenkoblede, nødvendig maae avle. Hvad endelig vort Norden angaaer, da er Frygten for romerske og spanske Jesuiter, her 87 ligesaa naturlig, som Frygten for Jetter og Trolde, og for Alt hvad man blot kjender af et almindeligt Van-Rygte, og under dunkle, æventyrlige Skikkelser, ligesaa naturlig, men derhos ligesaa ugrundet; thi, alt andet fraregnet, veed vi jo Alle, at Rov-Dyr kun gaae efter Kjød, og de Romerske efter det Fede, saa det har ingen Nød, de flokkes om vort magre Norden, hvor Bisper som Præster maae nøies med Føden og Klæden, og har ikke Raad til selv at være end sige til at holde Dagdrivere. End ikke i Morten Luthers Dage, da det dog var anderledes, end ikke da kunde Bisper beskrive Danmark saa fedt, at en Doctor fra Cøln gad reist herind at aagre med sit Pund, end ikke da gad Paven i Rom gjort sig mindste Umage for Hyperboræer med knappe Kaar og Kæmpe-Sjæle, med Valdemars-Tanker og et ubekjendt barbarisk Tungemaal, saa, tager ei Nordboer Paven, som de gjorde før, han tager sikkert ei dem.

Samle vi nu alt det Foregaaende i en Hoved-Sum, da bliver det, at Spliden i de protestantiske Stats-Kirker er virkelig, og Eenheden, paa Lærernes eensartede Dannelse nær, blot tilsynelydende, at en forsigtig givet Religions-Frihed ingenlunde ophæver den Eenhed, der har noget Værd, men forvandler Spliden fra en Lande-Plage til et borgerligt og videnskabeligt Gode, saa hele Raabet paa Religions-Frihedens farlige Følger reiser sig enten af ugrundede Fordomme, af hierarchisk Tankegang, eller af den politiske Uforsigtighed, der naturligviis ei skal tjene til Efterligning, men til Advarsel.

Om nu derfor end Religions-Friheden gjorde en heel Omstøbning af de borgerlige Love nødvendig, saa viser Napoleons Lovbog, at det Arbeide er ogsaa Umagen værd, at skjøndt Norden ikke nær stikker saa dybt i det juridiske Chaos, som Tydskland, har man dog ogsaa her alt længe følt Trang til en ny Lovbog, der gjorde det mueligt for hver dannet Mand at vide, hvad Ret var i Landet, og mueligt for Dommere at dømme eens, hvad, under Forordningernes nærværende Mangfoldighed, er i mange Tilfælde saa umueligt, som at give alle Jurister eens Hukommelse, Tænkemaade og Tankegang. Hvad i Særdeleshed Danmark angaaer, da følde Frederik den Tredie godt, at en christelig Konges Enevolds-Magt er i Henseende til Lovgivningens og Rettens Handhævelse egenlig kun en Skygge, naar ikke en klar, overseelig Lovbog gjør ham det mueligt, med egne Ørne at see, hvad hidtil var Lands-Lov, og at bedømme, hvorvidt de Beslutninger Han, af egen Drift, eller 88 efter Hans Tjeneres Forslag, kunde være sindet at iværksætte, stemme overeens med den bestaaende Lovgivning, eller vilde fordre en Forandring deraf; thi skal Saadant ene beroe paa Collegiernes Erklæring, da har i Gjerningen aabenbar de, og ei Kongen, den lovgivende Magt, hvad i Længden maatte føre til et Embeds-Aristocratie, der er ligesaa stridende mod Danmarks Stats-Forfatning, som det, efter Historiens Vidnesbyrd, er Folket i det mindste til Frygt og Besvær. Viselig anordnede derfor vor første Enevolds-Konge en Lov-Commission, hvoraf Frugten i Hans Søns Dage var den med Rette berømte Danske Lov, som, i de gamle Loves Aand, klart og fyndigt ordnede de nærværende Forhold saa skarpt og fuldstændigt, som det mod Slutningen af det syttende Aarhundrede lod sig gjøre. Det kunde imidlertid ikke feile, at jo det attende Aarhundrede, der skabde saa farlig en Skjærs-Ild for alle gamle Synsmaader, Indretninger og selskabelige Forhold, snart hos et Folk, som stræbde at holde Skridt med Tiden, og hvor Lov saa let kunde gives, maatte føde Trang til en ny Revision. Paa denne tænkdes ogsaa, ligefra Midten af forrige Aarhundrede, som Anordningen af Lov-Commissioner beviser, men dette Tidsrum var i ingen Henseende skikket til at frembringe noget Heelt, der kunde have historisk Værd og Varighed, og vi havde desuden hardtad i hele 40 Aar et Slags Interregnum, hvorunder de høieste Embeds-Mænd nød en Deelagtighed i Regjering og Lovgivning, som, efter vor Forfatning, kun i Kongers Mindreaarighed og aandelige Fraværelse er lovmæssig, og som vel i det Enkelte kunde være gavnlig, men maatte nødvendig skade Eenheden og den inderlige Sammenhæng i vore Love og Indretninger. Den Mængde af Forordninger fra 1770 til 1808, der tildeels ere smaae Lovbøger, og hvori Concipisterne, efter et Interregnums Natur, tit havde overordenlig Deel, har gjort vor hele Rets-Forfatning saa indviklet og tvetydig, at en stræng Revision, med skarpt Hensyn paa Konge-Loven, og paa de gamle Love, der udtrykke Nationaliteten, vilde, vist efter Fleres Skjøn end mit, være noget af det Ønskeligste, der kunde times Danmark, under saa dansk og landsfaderlig, saa retsindig og erfaren, saa upartisk og sandhedskjærlig en Konge, som Frederik den Sjette, hvis Deel i Lovgivningen før Hans Thronbestigelse først da kan blive ret kjendelig, naar de fremmede Elementer, som især i de Colbjørnsenske Concepter ere saa fremstikkende, vorde udmønstrede.

Dette være imidlertid her kun sagt i Forbigaaende, til Svar 89 paa en muelig Indvending; thi deels forudsætter netop Flere af hine Forordninger, og især den ubegribelige Trykke-Lov af 1799, aabenbar Religions-Frihed, og deels kan vi see paa England, hvorlidt Religions-Frihed i sig selv kræver Forandring i nieer end netop i Eeds-Formularen. At en Forandring herved allevegne, hvor Formularen er knyttet til Stats-Religionen, er uundgaaelig, indsees let, men hverken er det noget Nyt, hvor Jøder taales, heller ikke kan det undgaae nogen Statsmands Opmærksomhed, hvor misligt det er, som nu, at besværge alle ved Stats-Religionen, skjøndt man veed, den er Mange kun til Spot. Hvem føler det ikke, hvad selv de Nordiske Hedninger følde, at Eden kun giver nogen Sikkerhed, naar Enhver sværger ved det han selv i det Mindste utvungen kalder Helligt, hvad kun ved Religions-Frihed, ældgammel i Norden, kan komme for Dagen. Det er imidlertid sært, at man ikke i England, hvor Religions-Foragt og Indifferentisme har været saa umiskjendelige, hvor Kvækeriet har foraarsaget saamange Bryderier, og hvor det blev saa vitterligt, at Mange lod sig regne til Stats-Kirken, ei fordi den var dem hellig, men kun fordi dens Medlemmer agtedes mest, og trivedes bedst, at man ikke selv der har overhugget den uopløselige Knude: hvem der egenlig har Helligdom tilfælles med den Kirke, hvortil han lader sig regne! Besynderligt, at man i protestantiske Lande, hvor man kaldte al Christendom uden hjertelig Tro. som intet Menneske kan see, blot Skygge-Væsen, og hvor man læste Skriften saa flittig, at man ei der opdagede, baade at Eed-Tagelsen er den christelige Kirke aldeles fremmed, og at en christelig Eeds-Formular er den sletteste af Alle, da det ikke er ægte Christne, hvis Ja og Nei er Nok, men netop falske Christne og ægte Hedninger Eden skal binde. Denne Urimelighed maa da udledes enten af en indgroet hedensk Fordom, eller af Blindhed for Edens politiske Vigtighed, og, historisk at slutte, maa den første Aarsag have virket i England, hvor man har samme Overtroe paa Landets Kirke, som i Hedenskabet paa Landets Guder, og i Pavedømmet paa dets Skyts-Helgene, den Sidste derimod paa Fast-Landet, hvor Eden anvendes saa skjødesløs ved alle muelige Leiligheder, at det er klart, man anseer den i Grunden for en tom Formalitet. At Eden ogsaa hos os bruges meget for hyppig, til at man kan vente den i Almindelighed gjort med alvorlig Eftertanke, eller straffe Meen-Eed efter Fortjeneste, det er et gammelt Klagemaal, som vist ingen retsindig Dommer vil laste, og, før det afhjelpes, er Skjærpelse af Eden 90 kun en tung Byrde for de alvorlige, samvittighedsfulde, sanddrue Borgere, intet Baand paa de Ugudelige, Letsindige, Løgnagtige, som dog netop er dem, der, ved Eden, saavidt mueligt, skulde tvinges til at holde Ord og sige Sandhed, hvor det er Staten magtpaaliggende at være nogenlunde sikker, og umueligt at sikkre sig paa anden Maade. Forudsat derimod, at Told-Eder, skriftlige Formalitets-Eder, og, kort sagt, alle for den offenlige og private Sikkerhed paa nogen Maade undværlige Eder blev afskaffede, saa man egenlig kun beholdt Vidne-Eed og Troskabs-Eed, da kunde man, især hvor Religions-Frihed skjærper Samvittigheden, baade fordre og vente en alvorlig Eeds-Aflæggelse, der sjelden vilde skuffe, da var den strængeste Eed-Tagelse ikke for stræng, og da kunde man, uden al Uretfærdighed, straffe Meen-Eed saa haardt som Statens Sikkerhed upaatvivlelig kræver. Under saadanne Omstændigheder, men ogsaa kun underdem, gjorde man vist klogest i, hos alle uden Omsvøb athenvende sig til Samvittigheden, uden hvilken jo dog Intet er os helligt, og at give Bekræftelsen et Udtryk, der var lige bindende for alle dem, der kan bindes med Ord, som f. Ex. saa sandt som det skal gaae mig vel, enten her eller hisset. Hvem en saadan Eed, paa Ære og Samvittighed, i Tilfælde hvis Vigtighed er indlysende, ikke binder, ham binder sikkerlig kun Bolt og Jern, og selv det vel neppe i Forestillingen; thi ethvert alvorligt Menneske, han være saa ugudelig som han vil, udfordrer dog yderst nødig den navnløse, skjulte Nemesis til en Tve-Kamp, hvori hans hele Velfærd, af hvad Navn nævnes kan, staaer paa Spil. Ogsaa denne Eed kan og vil naturligviis blive en, som oftest tom, Formalitet, naar man nedværdiger den dertil, og bringer Skjelmernes Mund paa Gang, ved at affordre dem Eden, hvor de føle, Samvittigheden lider Tvang; thi enhver Samvittighed, undtagen den christelige, giver Aflad for aftvungne Eder, saa naar man vil regne paa Samvittigheden, maa man nødvendig respectere den, og være vis paa dens Bifald, før man maner med den. Forsømmelse heraf har gjort Eden til ingen Ting undtagen for dem, hvis blotte Ja, Ja, og Nei, Nei, er noksom Eed, men Overholdelse deraf vilde sikkert ogsaa hæve den klarede Menneske-Eed til en Hellighed for 99 af 100, som ingen Stat, der vil bestaae, fremforalt nuomstunder, kan kjøbe for dyrt.

Foruden Eed-Tagelsen er der imidlertid endnu een Ting, hvorom Loven, ved Religions-Frihed, endelig maatte forandres, skjøndt det i England nok er aldeles forsømt, og man gjætter 91 let, det er Ægteskabet, denne Statens Vugge, som den aldrig bliver stor nok til ustraffet at kunne oversee eller undvære. At nu Ægteskabet i de adskildte Samfund, for at blive lovgyldigt, maa have en borgerlig Bekræftelse ved en af Statens dertil anviste Embeds-Mænd, det er iøinefaldende, at jeg heller vil tænke, jeg har overseet den engelske Bestemmelse derom, end troe, at det engelske Øie har overseet Nødvendigheden, som da maatte komme af, at Vikinge-Børn selv i hundrede Ledd ei kunde lære at vurdere Kvindens Vigtighed i Staten. Saameget er mig imidlertid vist, at de engelske Love ei som de nyfranske have taget Ægteskabet mellem Alle i borgerlig Besiddelse, hvad dog nødvendig maa skee, dersom ikke Catholikernes Emancipation skal blive Kilden til mange Fortrædeligheder; thi Hierarcher veed godt, at naar man har Ægteskabet i sin Magt, kommer Resten saa godt som af sig selv. Ingen Stat skulde derfor lade Geistligheden enten i sin egen eller i afsondrede Kirker have mindste Stemme i Henseende til et Ægteskabs borgerlige Gyldighed, og kunde da frit overlade det til Geistligheden, hvilke Ægteskaber den vilde meddele Kirkens Velsignelse. De romerske Klerkes Fnysen over denne Indretning i Frankrig vil udentvivl i Statsmænds Øine være dens bedste Anbefaling, men dog er det ikke mindre hver protestantisk Stats-Kirkes, end Statens Tarv, at den efterlignes, thi saalidt vi Tjenere af Ham, der ei vilde blande sig i Arve-Gangs og Skifte-Rets Sager, forlange nogen Stemme om Ægteskabers borgerlige Gyldighed, saalidt kan vi erklære et aabenbar uchristeligt Ægteskab for christeligt, hvor borgerlig nyttigt og nødvendigt end Staten kan finde det, at tillade et Saadant. Hvor haardt det falder, under nærværende Omstændigheder, da Letsindigheden har afnødt Staten saamange Skilsmisse- og Ægteskabs-Breve, som ingen christelig Præst kan underskrive, nogenlunde at forene sin borgerlige Lydighed med sin præstelige Samvittighed, det har jeg selv erfaret, men derved ogsaa lært, at Stats-Kirkens Præster meget godt, som Statens Embeds-Mænd, kan paatage sig, med en vis Høitidelighed, at knytte ethvert borgerligt Ægteskabs-Baand, naar de kun selv maae raade for den christelige Vielse, som beroer paa en høiere Herres Tilladelse, hvem de skylde Regnskab. Vilde derfor Staten, i det den gav Religions-Frihed, forordne, at der ingen Vielse hørde til Ægteskabets borgerlige Gyldighed, men kun en Trolovelse, der altid skulde forrettes af Stats-Kirkens Præster, som borgede Staten for Ægteskabets Lovlighed, da 92 vilde det vist være saare gavnligt, og den kirkelige Censur, de nidkjære Præster da udøvede i Henseende til den, borgerlig talt, ligegyldige Vielse, vilde da lægge et aandeligt Baand paa endeel Letsindige, som Staten, langt fra at kunne frygte, ret inderlig maatle glæde sig over; thi den kan finde sig nødt til at give Dispensationer, og maa meget frabede sig de geistlige; men altid maa den ønske Ægteskabs-Baandet al den ubrødelige Hellighed, der, uden borgerlig Sammen-Tvang, som kun gjør Ondt værre, kan gives det. Visselig er det Statens Opgave med sin Kirke, at give dens gode Præster al muelig Leilighed til at virke frit og kraftig, uden dog at indrømme dem et Gran af den verdslige Magt, der er de Gode til Byrde, og misbruges af de Slette, og jo fuldkomnere denne Opgave løses, des større og varigere vil Statens Fordeel af Kirken være; hos de Romerske har Præsterne villet verdslig beherske Staten, og hos Protestanterne har Staten sædvanlig ogsaa aandelig villet, beherske Præsterne, men begge Dele er, efter Historiens Vidnesbyrd, ligesaa fordærvelige for Staten som for Kirken, og kun med Religions-Frihed, og med en protestantisk Stats-Kirke, der er saa følelig, som det uden Aands-Trældom, eller, hvad der er det Samme, uden christelig Troes-Fornægtelse, er mueligt, kun dermed kan Opgaven komme sin fuldkomne Løsning saa nær, som den menneskelige Ufuldkommenhed taaler. Vielsen er, efter Protestantismens egen Paastand, ei engang nødvendig til et christeligt Ægteskab, da den er intet Sacrament, men kun en Kirke-Skik, og skjøndt Papisterne haardnakket paastaae det Modsatte, maae de jo dog tilstaae, at Ægteskabet er langt ældre i Verden end den romerske Kirke, altsaa ei heller bundet til den, som Munken til sin Kappe; men Noget, den borgerlige Øvrighed har Lov til at ordne, som den vil, naar den kun lader Spørgsmaalet om et givet Ægteskabs Hellighed og Christelighed være en Privat-Sag imellem Ægte-Folkene og det Kirke-Samfund, hvortil de vil høre.

Her vil jeg standse, thi at anføre meer til Anbefaling af en Frihed, det sandhedskjærlige Menneske umuelig kan opgive, og som Christendommen byder sine troende Bekjendere at skatte høiere end Livet i denne Verden, en Frihed, som langt fra at svække eller forringe den verdslige Øvrigheds Magt, tvertimod styrker, forøger og sikkrer den; en Frihed endelig, som for nærværende Tid ingen protestantisk Stat kan nægte sine Undersaatter, uden enten at forfølge eller landsforvise, Gud veed hvormange af sine ustraffeligste Borgere, blot fordi 93 de ikke vitterlig vil lyve i deres Saligheds Sag: at sige meer til Anbefaling af en saadan Frihed, der siet ikke medfører mere Forandring i de borgerlige Forhold, end den Stat, der vil have sanddrue, paalidelige og ustraffelige Borgere, selv maa ønske, det vilde aabenbar være unyttigt, og snarere fordunkle end oplyse saa klar en Sag!

Derimod kan det vist nok behøves, at man i ethvert enkelt Land overveier, hvorledes Religions-Friheden der maa ordnes, for bedst at stemme overeens med Statsforfatningen, Folke-Aanden, og da i det Hele med Historien; thi det er netop Grund-Feilen ved hardtad alle de Reformationer man i forrige Aarhundrede iværksatte med de borgerlige Forhold, at selv hvor de meendes bedst, og dreves læmpeligst, var de egenlig ingen Reformationer dvs. Fornyelser, men splinternye Forsøg, som. naar de skulde lykkes, forudsatte i det Mindste, at man havde opdaget Universal-Former, som passede for alle Folk til alle Tider. Dette Misgreb, der paa det Nøieste hænger sammen med forrige Aarhundredes anti-historiske Aand, havde sin dybe Rod i den sværmeriske Indbildning, at Menneske-Slægten, i det Mindste i Tidens klogeste Hoveder, havde naaet sit jordiske Maal, og kunde aldrig stige høiere, i hvilket Tilfælde der ganske rigtig maatte fremspringe en klar, uforanderlig Universal-Form for alle borgerlige, ja for alle menneskelige Forhold. Erfaring lærde imidlertid snart, at det var Sværmeri, og at de splinternye Almeen-Former, som forudsatte, at alle Folk var eens, ligesaalidt kunde udslette den dybt grundede Forskjellighed, som passe til den, og i nærværende Aarhundrede staaer man derfor allevegne Fare for at miskjende den Trang til Fornyelse, der dog ved Misgrebene ingenlunde er blevet enten mindre følelig eller mindre velgrundet. Det er visselig ei blot i Frankrig man fristes til at opmane det syttende Aarhundredes livløse Former, og ansee dette for den historiske Reformation, Folkenes Eiendommelighed og Staternes Sikkerhed kræver; men det er vist, at et saadant Gjenganger-Væsen er om Dagen til Spot og om Natten til Skræk for alle levende Sjæle, og Afguderiet med Fædrenes Been-Rade er, om end ikke saa oprørende, saa dog aabenbar ligesaa uhistorisk og aandsfortærende, som Foragten af Fædrenes Aand; thi det er med Folke-Slægterne, som med deres enkelte Med-Lemmer, at i Graven føde de ei Børn men kun Orme, og Fædrenes Aand opliver kun saadanne Børn, som ei efterabe men fortsætte deres Levnets-Løb. Ligesaalidt som vi, uden, aandelig talt, levende at begrave 94 os selv, kan vende tilbage til vore Fædres Vaner og Videnskabelighed i det syttende Aarhundrede, ligesaalidt kan vi, uden samme uforsvarlige Daarskab, indtvinge os i deres borgerlige Afdelinger og Indretninger; men, vil vi trives i Hjemmet, og vil vi gjøre naturlige, varige Fremskridt paa den store Løbe-Bane, vi som Mennesker ere kaldte til, efter vore eiendommelige Anlæg, at fortsætte og fuldende, da maa den samme Folke-Aand, som oplivede Fædrene, og svæver over Folkels Historie og over Forfatningen, det selv har givet sig, den maa levende tiltale os, stemme vor folkelige Tanke-Gang, og styre vore borgerlige Skridt. Derfor, uagtet jeg vel maa have lært, hvorlidet denne min old-nordiske Tænke-Maade tækkes Mængden af mine Jævn-Aldrende, kan jeg dog ikke undlade at betragte Religions-Frihed som alt Borgerligt i vor Histories og Stats-Forfatnings eiendommelige Lys, og vanslægtet maatte jeg jo være fra de gamle nordiske Kæmper og Dannemænd, det skal være Oldingens Ære, som Unger-Svendens Lyst at kalde sine Fædre, hvis jeg skyede en aaben Feide med Fienderne ad Nordens Aand, fordi jeg veed, at ogsaa deres Sværd kan bide Kjød som Klæde!

(Fortsættes.)

95

OM RELIGIONS-FRIHED.
(Tredie og sidste Stykke.)

Dette tredje, største og mærkeligste Stykke af Grundtvigs Afhandling om Religions-Frihed blev ikke offentliggjort i »Theologisk Maanedsskrift«, fordi Censoren, P. Eberlin, forbød dets Udgivelse 1.

Grundtvig var blevet underkastet Censur som Følge af den Dom, som Lands-Over- samt Hof- og Stads-Retten den 30. Oktober 1826 havde fældet over ham for Injurier imod Professor H. N. Clausen i Kirkens Gienmæle.

Han havde forgæves prøvet at fri sig for dette Søgsmaal, først ved at ansøge Kongen om at ophæve Processen, senere ved at andrage i Retten om Sagens Afvisning.

Inden Dommen faldt, havde A. S. Ørsted, som den Gang var Generalprokurør, udtalt sig om Stridsspørgsmaalene, i en Artikel i »Juridsk Tidsskrift«, og havde heri, til Gunst for Professor H. N. Clausen, forsvaret forholdsvis stor Frihed i Gejstlighedens Stilling til Kirkens Symboler. Grundtvig havde i den Anledning skrevet et lille Skrift: Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, og deri udtalt sin Forundring over, at »Hr. General-Procureuren, som beklæder et af de to vigtigste juridiske Embeder i Landet, og beklæder desuden i vor juridiske Literatur et Høi-Sæde, der lettelig kunde gjøre hans Stemme til et Orakel-Sprog, - - ikke har taget i Betænkning, saa tidlig og lydelig at yttre sin afgjorte Partiskhed for min Modpart«. Ørsted undgik da heller ikke Kongens Misbilligelse tilligemed et ydmygende Tilhold om at standse sin offentlige Skribentvirksomhed.

Processen og den paafølgende Dom gjorde et overordentlig pinligt Indtryk paa Grundtvig, der i første Øjeblik fandt sin borgerlige Ære tilintetgjort derved. Han opgav at appellere Sagen til Højesteret, men forsøgte at indskyde den under Kongen ved den foreliggende Slutning paa Afhandlingen om Religions-Frihed, der uvilkaarlig * 96 formede sig som en uforbeholden Kritik af den ham overgaaede Dom og endte med en ligefrem Bøn til Kongen om at udslette Virkningerne af den.

I denne Ejendommelighed ved Afhandlingen maa Grunden sikkert søges til, at Censor forbød dens Offentliggørelse, uden at det er muligt at paapege de enkelte Udtalelser deri, som foranledigede Forbudet.

Det trykte Oplag af Afhandlingen blev beslaglagt af Politiet og udkom først i Aaret 1866 med følgende ny Titelblad:
Om Religions-Frihed.
(Tredie og sidste Stykke).
Af
N. F. S. Grundtvig.
Slutningen af en Afhandling i Theologisk
Maanedsskrift, 8de Bind.
Kj øbenha vn.
Trykt 1827.
Undertrykt samme Aar.
Løsladt 1866.

Undtagelsesvis er Grundtvigs Manuskript til dette Stykke bevaret1. Det er derfor nedenfor angivet, hvilke Afvigelser der ved Korrekturen er gjort fra Haandskriftet, og hvilke Rettelser Forf. selv har foretaget i sit Manuskript, for saa vidt disse Afvigelser og Rettelser spiller nogen Rolle med Hensyn til Indholdet og ikke er af rent formel Art.

*
97

Om Religions-Frihed.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politieret den 6te Marts 1827.
P. Eberlin.

(Slutning).

Vise vilde jeg ret soleklart, at Danmark høilig trænger., og har alt længe trængt til Religions-Frihed, men at de, som dybest skulde følt denne Trang, slet ikke har villet vide deraf at sige, men meget mere stræbt at berøve Frederik den Tredies Troes-Forvandte den Religions-Frihed, Grund-Loven hjemler dem1; men dette kan umuelig skee, uden at det Hele maa antage Form af et historisk Nød-Værge, der ei kan være alle Vedkommende2 kjært. Sagtens regnede man paa, at jeg, under Processen, ei havde Sind til at forsvare mig, og Regningen var saa rigtig, at kun et offenligt Angreb fra en Side jeg mindst maatte ventet det, afnødte mig mine Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, hvorpaa jeg vel forgjæves venter Svar. Sagtens har man ogsaa meent, at naar min Pen først kom under Politiets specielle Opsyn, da var den død og magtesløs, men deri, haaber jeg, man har forregnet sig; thi vel kan der være megen Tvivl om, hvorvidt, selv efter Trykke-Forordningen, Politi-Censur er anvendelig ved private Søgs-Maal, men ingenTvivl om, at jeg maa ansee dens Anvendelse paa mig for en blot Formalitet, saa vist, som * * 98 den ei skal undertrykke Andet, end hvad der, uden sømmelig Ærbødighed, skrives imod Staten. Og sandelig, hvor mageløs liberal Staten hos os er mod hvad der angriber dens Kirke-Væsen, det kunde aldrig klarere vise sig, end i den Sag, jeg juridisk har tabt, men historisk skal vinde; thi hvormeget Engeland end brammer af sin Skrive-Frihed, vilde det dog kommet en theologisk Professor i Oxford eller Cambridge dyrt at staae, hvis han, under sit Navn1, havde udladt sig blot halv saa frit om Stats-Religionen, og om den engelske Kirkes Forhold til Staten, som Professor Clausen, i sin bekjendte Bog, har udladt sig mod Stats-Religionen og Kirke-Forfatningen i Danmark. Visselig, havde han gjort noget Saadant i det frie Engeland, og havde han end aabenbar havt hele Oppositionen og hemmelig det halve Ministerium for sig, Lord-Cantsleren vilde dog væddet sit graa Hoved paa, at han ei Aaret om kunde beholde sit Catheder, og jeg tænker, han havde vundet sit VæddemaaL Skulde det da vel være mig formeent, som tabde mit, ja som tabde meer end det, ved i Grunden ikke at tale nær saa ilde om Professoren, som han havde talt om den Stats-Kirke, jeg satte en Ære i at tilhøre, og fandt mig kaldet til efter Evne at forsvare; skulde det være mig formeent at sige: den Læmpelighed var udentvivl for stor, om jeg end derved ingen Ulæmpe havde fristet!

Dog, jeg tilstaaer det, jeg turde ingen Slutning gjøre fra hvad der vederfores Professoren, til hvad der kunde vederfares en stakkels pastor emeritus, dersom det ikke var min og hele Danmarks Lykke, at have en Konge, som Frederik den Sjette; men havde vi ikke havt en saadan Konge af Guds Naade, da havde jeg vist heller aldrig lært at kjende de Farer der kan true, de Uheld der kan .møde Præster i vor Stats-Kirke, saa de kunde blive Tremarks-Mænd, uden at vide Andet, end at de blot havde gjort deres Skyldighed; nei, da havde jeg vist været saa vel fornøiet med at kjende lidt til Faderen, at jeg aldrig havde lært at kjende Sønnen. Kun fordi jeg ikke turde vente, hvor langt jeg end vilde reise, at finde en Konge, det saaledes var min Lyst at tjene, og fordi det var mit poetiske Haab, at en saadan Konges Alderdom sikkert vilde velsignes med en gylden Høst, efter Sæden, det var Hans Ungdoms høie Kald og kongelige Lyst at udstrøe paa Marken, derfor ene har jeg fundet Mod og Kraft til at kæmpe den kjedsommelige, seipinende * 99 Kamp, og til Bærmen udtømme den Kalk, der blev mig tidlig iskjænket

Naar alle Elementer i en med sig selv stridende Stats-Kirke synes at forbinde sig mod een Capelians borgerlige Person, som ovenikjøbet har, vel Grund-Loven, Danske Lov og Embeds-Eden for sig, men den herskende Exeges over alle Love og Eder imod sig, da kunde jeg ikke med god Samvittighed prise en Konges Klogskab, som ei lod Capellanen, han være saa personel eller residerende, borgerlig falde, efter Omstændighederne, ned af Stolen eller ud af Kirken1, jeg maatte ei prise Kongens Klogskab i dette Tilfælde, hvis Han endnu vilde holde paa Capellanen, hvad Han saa end ellers tænkde om ham, maatte det ei, om saa end Kongen var Frederik den Sjette, som det er tungt for en tro Undersaat at slippes af, og om jeg end selv var Capellanen, og havde altsaa ondt ved at see, det var nødvendigt, hvad der for mig var hardtad tilintetgjørende. Men det skal man agte, og det skal man takke sin Gud for, naar man har En, og, hvis man Ingen har, dog prise ei sin egen gode Forstand, men sin og Danmarks Lykke for, at Kong Frederik den Sjette ei forkaster nogen tro Tjener, om Han end for Øieblikket kun synes at være daarlig tjent med ham, og derfor blev heller hverken den personelle eller den residerende Capellan i mig borgerlig styrtet, men lod sig selv falde, som enhver tro Tjener bør, naar han seer, det gjør kun Uro til ingen Nytte, og til en daarlig, forfængelig Ære, at staae hardt imod. Men man skal ogsaa agte, at kun i en saadan Konges Tjeneste kan en christelig Præst forsvare det for Kongernes Konge, og for den christelige Menighed, til hvilken han som Sjæle-Sørger er viet med et ubrødeligt Baand, ei at staae imod til sidste Blods-Draabe, kun i en saadan Konges Tjeneste har jeg kunnet forsvare to Gange at suspendere mig selv fra Embedets Gjerning, kun i en saadan Konges Tjeneste, om Hvem mit Hjerte og min [e] Barndoms-Minder af Folke-Jubelen over den mageløse Kron-Prinds, lige fra Begyndelsen sagde mig, hvad Erfaringen saa klarlig har stadfæstet, at hverken min Mund ei heller min Pen, som gjorde gierne det Lidet de mægtede, efter bedste Skjøn, til Kongens Ære og Landets Vel, ingen af dem vilde Majestæten binde, og aldrig vilde Han taale, at jeg skulde hindres fra at forsvare mig, med den samme sømmelige, dybe Ærbødighed, og med den samme * 100 mandige Frimodighed, med hvilken denne Konge saa gjerne seer, at Hans Tjenere, ja at alle Hans Undersaatter, som have Noget at sige, fremtræde for Hans Kongelige Aasyn, og skrifte Sandhed, om hvad, og om hvem det saa er! Derfor vil jeg skrive frimodig, nu som før, skrive, som jeg vilde tale for Majestæten, naar det var mit Kald, naar det kunde sømme sig for en Tjener saa borgerlig ringe, ja borgerlig hardtad død og magtesløs, at bede allerunderdanigst om Majestætens allernaadigste Opmærksomhed for saa lang en Tale, sømme sig paa anden Vei end paa denne Publicitetens Konge-Vei, som det var aldrig Majestætens Villie at spærre, men tvertimod at holde ryddelig for hvad der havde modent Ærinde, det være sig til Hove, til Kirke, til Skole, eller hvortil det end var, og jeg er nu, som altid, sikker paa, at der er ingen Magt i Danmark, hvad Navn den saa end fører, der kan undertrykke, hvad jeg vil være bekjendt at skrive under mit bekjendte Navn, uden at Majestæten Selv, før eller siden, vil vide og vil see, hvad det var.

Det faaer de da vel finde sig i, min kirkelige Fritalenheds mange Uvenner, baade hemmelige og aabenbare, at om de end have den Fornøielse at see Døds-Tegnet over min Skrift, naae de det dog aldrig at see Livs-Tegnene udslettede deraf, men turde maaskee finde, at jeg var aldrig mere levende, end da man udraabde min Død i Aviser, nødes dog vel engang til at lære, hvad der maa trykkes i Danmark!

Endnu er jeg knyttet ved min Embeds-Eed til den Danske Stats-Kirke, og skal betænke dens Tarv, endnu er jeg Kongens lønnede Tjener til at arbeide paa Danmarks Historie, og bedre kan jeg, for Øieblikket, neppe vise, jeg mindes begge Dele, end ved at lade trykke en saadan historisk Prædiken som følgende, om sand Religions-Frihed og sunde Rets-Principer, en Prædiken, der, hvis den ei blev læst af Fleer end min nærmeste Censor, maatte blive det Sidste, jeg skrev til at trykkes, end sige da til at undertrykkes i Danmark.

At ogsaa vi Danske var Hedninger, før vi blev Christne, at Hedninger er ogsaa Mennesker, og at det er meget bedre at være en ærlig Hedning end en falsk Christen, det er lutter Ting, som høre til Børne-Lærdommen i vore Dage, og vi christelige Skrift-Kloge i Manddoms-Alderen fristes allermindst til at glemme det, da vi hardtad alle, hvad vi saa end var i vor 101 Opvæxt, dog i vor første Ungdom nok selv har været Hedninger, og, vil ingen Anden være det bekjendt, saa vil dog jeg; thi det er sandt: trods saa christelig en Opdragelse og Oplysning, som den vel fandtes i Danmark, ved Slutningen af det attende Aarhundrede, traadte jeg dog ind i det Nittende som en Hedning, og gjorde ingen Hemmelighed deraf for nogen Jævn-Aldrende, fandt ikke heller stort Andet end det samme Hedenskab hos dem, og kunde aldrig opdage, at de theologiske Professorer var bedrøvede derover1, men syndes meget mere, at Alt hvad de sagde bestyrkede os deri, skjøndt kun Gud og deres egen Samvittighed kan sige, om det var deres Hensigt; thi, i det Hele taget, toges Velanstændighed i Agt, saa hverken Dogmatiken eller Exegesen, som dengang herskede2, kunde med nogen Ret siges at ligge i aabenbar3 Feide med nogen af de christelige Troes-Artikler, eller nogen af de evangeliske Beretninger. Ligesaa lidt, eller endnu mindre, var der dengang hos de danske Theologer mindste Tale om, at man havde Lov til at forstaae Præste-Eden som man selv vilde, at man havde Lov til at lave sig selv Noget, man kaldte Protestantisme, og paanøde den Danske Stats-Kirke, eller at Kongen ingen Ret havde til at befale i den, eller til at tage noget Løfte af de Lærere Han beskikkede og lønnede, om en vis bestemt Lærdom, de ufravigelig skulde følge.

Jeg veed altsaa, af egen Erfaring, baade hvad det er at være Hedning, hvad det er at være Christen, og hvad det var for en fri Theologi, hvormed den Danske Regjering saae igjennem Fingre, jeg har beviist, at jeg kan skrive danske Bøger, hvis Ord og Tanker jeg tør forsvare mod alle Danmarks Theologer, mundtlig eller skriftlig, som dem behager, og jeg maa da vel sagtens have lært at læse og forstaae en Bog paa Dansk af en sprænglærd ung Professor, som endnu bogstavelig var Skole-Dreng, da hans Fader ikke fandt det under sin Værdighed at disputere med den theologiske Candidat, der havde skrevet om Religion og Liturgi, og derved kundgjort en Tro paa den christelige Aabenbaring, som ei vilde rime sig med hvad man dengang forgudede og kaldte Fornuft. Det bliver i Aar alt tyve Aar siden, og derfor maae hverken Præster eller Superintendenter fortælle mig, enten at der staaer kun det Samme i Professor Clausens Bog, som i Hyrde-Brevet af 1817, og hvad * * * 102 Andet af danske theologiske Professor-Bøger1 før den Tid, man vil nævne mig2, eller at det er mig, som enten med Theologisk Maanedsskrift eller med Kirkens Gjenmæle har brudt Fred og stiftet Uro i den Danske Stats-Kirke, eller at det var tilpas, at den unge Professor, istedenfor at forsvare sig mod den ældre Videnskabs-Mand, Præst og Skribent, kun stævnede ham som Injuriant, fik ham dømt for sin Stil, og sat under Censur! Sligt maa ingen geistlig Embeds-Mand, og ingen Videnskabs-Mand i Danmark fortælle mig, uden de vil bøde derfor i den Danske Kirkes og Literaturs Historie, saalænge deres og mit Navn, som jeg uden al Stolthed kan sammenføie, saalænge de ihukommes, de maae det ikke; thi de kan ikke forsvare det for Historiens Dom-Stol, de kan ikke, uden at have de fuldgyldigste Vidner imod sig, nægte hvad jeg her har sagt, og hvad jeg fremdeles vil sige om Krig og Fred, om Splid og Enighed i den Danske Stats-Kirke, og om mit Forhold til Professor Clausen.

Det er vist nok sandt, at Christendommen i ingen af de nuværende Stater er indført saa fredelig og apostolisk, som i Danmark, hvis Historie melder os, at Den, selv med Kongen til sin Tals-Mand, kun stræbde at overtale, ei at undertvinge Lands-Folket, og det er aldeles min Mening, at Danmark allerede herved er indviet til Religions-Frihedens hellige Land, hvor Troen og Sammes Bekjendelse alt fra Heden-Old var en fri Sag mellem den Usynlige over og det Usynlige i Mennesket.

Det er ligeledes sandt, og langt klarere, at for tre hundrede Aar siden, da de christnede Hedning-Folk var kommet til Skjels-Alder, og skulde, saa at sige, confirmeres i deres Daabs Pagt, da var der intet Folk, der saa eenstemmig erklærede sig for den historisk-rene, uforfalskede christne Tro og Bekjendelse, uden alt Papisteri, som det Danske; thi Reformationen begyndte herinde, som det sig burde, med Religions-Frihed, i det Kong Frederik den Første, høilovlig Ihukommelse, gav de reformatoriske Præster et Beskjærmelses-Brev, som hierarchiske Bisper maatte respectere, og hvor Vendekaaben var den eneste navnkundige Mand, som aandelig tog Steen-Kirken i Forsvar. Selv Christian den Andens landflygtige Tjenere kappedes, som man vel veed, med Frederik den Førstes om at udbrede det rene christelige Evangelium i Danmark, og hvem maa dog ikke forbauses, naar han betænker, hvad det vil sige, at i en Borger-Krig, som Grevens Feide, midt under * * 103 en almindelig religiøs Gjæring, vilde begge Parters Hoved-Mænd synes religiøs enige, hvad de umuelig kunde villet, naar Folke-Stemmen i Henseende til Troen ei havde været afgjort eens.

Heraf slutter jeg igjen, at Religions-Frihed er naturligere i Danmark end i noget andet Land, og af begge de to store Kjends-Gjerninger, som indbyrdes stadfæste og oplyse hinanden: af Historien om den christelige Troes Indførelse og Reformation i Danmark, deraf slutter jeg, at et Folk, der i Ansgars og Luthers Dage, uagtet et Mellem-Rum af syv Aarhundreder, blev sig selv liigt, rimeligviis altid vil ligne sig selv, og at, kan de nu ikke længer enes om at beholde og forsvare den blandt dem tusindaarige christelige Tro, da vil de sikkert endnu langt mindre kunne enes om at forkaste og bestride den. Fremdeles paastaaer jeg, at, efter denne historiske Oplysning, var det i Danmark klogest, under enhver religiøs Gjæring, strax at give Religions-Frihed, og see, til hvilken Side Folket vilde vende sig, og opstod der en theologisk Skole, som bestreed Folkets gamle Tro, da behøvede denne ikke engang at være den Christelige, som aldrig har ladet sig undertrykke, for nødvendig at avle stor borgerlig Uro, naar Folket skulde bindes til saadanne Theologer, om saa disses Viisdom end var himmelfalden.

Saaledes vilde det, mener jeg, være under alle Omstændigheder, men nu under de Nærværende? Kan det nytte, man vil glemme, hvad der staaer i Rigets Grund-Lov, eller ved Haarkløverier gjøre den til Intet! Er det derfor mindre sandt, at Konge-Loven er den gamle Olde-Moder paa Dronning-Stolen, hvis Børn bære Purpur, med Enevolds-Magt, som de ei kan bortskjænke til nogen Stat-Holder, som Danske Lov er endnu, end sige da til Nogen af deres ringeste Tjenere, som Forordningernes Mangfoldighed, der staaer i Dag, og i Morgen kastes i Ovnen, dog vel maa lignes ved! Eller er det mindre sandt, at hver Bonde-Mand, som hver Videnskabs-Mand, der kan læse Dansk, kan læse sig til, at den christelige Tro og Bekjendelse, der af alle Kong Frederik den Tredies Efterkommere skal vældelig beskjærmes og haandthæves, at det er Frederik den Tredies Tro og Bekjendelse, som Han havde tilfælles med Folket, og som af de Skrift-Kloge er udtydet i den Augsburgske Confession, men for Menig-Mand levende udtrykt i den Danske Lutherske Catechismus, som var Folkets eneste symboliske Bog, længe før Christian den Femte satte den 104 i Danske Lov, og var det unægtelig, da Konge-Loven tog Folke-Troen i sin vældige Beskjærmelse!

Men, er nu dette baade vist og sandt i alle Maader, hvad er det da man vil, og hvad er da min Brøde mod den Danske Stats-Kirke, enten med Kirkens Gjenmæle, Theologisk Maanedsskrift, eller med Noget af Alt hvad jeg kirkelig har enten sagt eller skrevet? Man binde dog engang op om Lænderne, og møde mig i aaben Mark, og sige mig i mine Øine, hvormed jeg har brudt Fred, hvormed jeg, fra 1810, eller selv, om man vil, fra 1806, da jeg prøvede min Pen, har vakt Uro i den Danske Stats-Kirke; hvormed jeg har fortjent at anklages borgerlig, saasnart jeg løftede Røsten, at sværtes i Cancelliet, som Sværmer, Fanatiker og Uro-Stifter, at udraabes paa alle Gade-Hjørner og stævnes som Injuriant1, og endelig, hvis det er sandt, som man, baade indenlands og udenlands, paastaaer: at bandsættes, og overantvordes til den verdslige Øvrighed af samtlige Superintendenter, som et Skumpel-Skud, en Styver-Fænger, Pøbel-Smigrer og hvad man vil kalde novator 2? Man svare mig, eller man vide, at Taushed er, efter saadanne Spørgs-Maal, det mest glimrende Vidnesbyrd for Samtid og Efter-Slægt, jeg som Præst og Skribent kan forlange!

Var der Fred i den Danske Stats-Kirke, eller var der Krig, da jeg blev født? Var der Fred, da var der jo Fred for den christelige Tro og Bekjendelse, som Konge-Loven vil have beskjærmet, og har jeg nogensinde angrebet den? Var der Krig, saa maatte dog vel Folke-Troen have Lov til at forsvare sig, og Lov til at kalde sine Modstandere, hvad Konge-Loven kalder dem: Kjættere, Sværmere og Guds-Bespottere, og er det ikke dog Folke-Troen, jeg har forsvaret, var det ikke dog i Dens Navn, jeg tiltalde Præste-Læreren, og hvem tør paatage sig hans Forsvar mod Kirkens Gjenmæle og mig, hvor er Beviset for, at hans Bog, uden klar Selv-Modsigelse, lader sig paa nogen muelig Maade forene enten med Frederik den Tredies Troes-Bekjendelse, eller med den Augsburgske Confession, og hvad kunde det da, borgerlig talt, vel nytte ham, om han havde tyve, om han havde hundrede Forordninger paa sin Side, som alle maae laane hele deres Gyldighed af Danmarks Grund-Lov, og miste den i samme Øieblik de findes stridende mod Konge-Loven!

Er det maaskee ved Censurens Ophævelse 1770, at det er * * 105 blevet selv theologiske Professorer tilladt, at bestride og forkaste den historisk-christelige Tro og hele Stats-Religionen som Misbrug og Fordomme, som gammel papistisk og juristisk Surdei, der skulde udfeies? Maaskee, derom er det ei værdt at tvistes, da Konge-Loven ligesaalidt retmæssig kunde modsiges 1770 som 17991, men vel er det at mærke, at, ved Censurens uforberedte, ubesindige2 Ophævelse, styrtedes Danmark hovedkulds i en aandelig Revolution, der nødvendig maatte forvirre baade Kirken og Literaturen, og som det er et Vidunder, ei sønderknuste den Danske Stats-Bygning i de sidste tretten Aar af forrige Aarhundrede. Vist nok blev selv den ubestemte, regelløse, revolutionære, i saamange Henseender for hver Alvors-Mand modbydelige Trykke-Frihed, selv den et3 Middel i Forsynets, Kron-Prindsens, og det sjeldne Stats-Raads Haand, til at afvende Statens Under-Gang, og forberede dens Gjenfødelse; men den Revolutions-Tilstand, hvori Kirken og Literaturen var styrtet, og kunde, efter Omstændighederne, umuelig undgaae, den lod sig naturligviis ikke ende, enten ved Trykke-Forordningen, eller med Interregnet, og om det saa ti Gange stod i Grund-Loven, at alle Munde i Danmark skulde bekjende den christelige Tro, og alle Prædikanter følge den Augsburgske Confession, saa var det dog ligefuldt, da Revolutionen engang, ved Censurens Ophævelse, var begyndt, aabenbar umueligt at haandthæve. Hvad derimod havde været det Rette: at give Religions-Frihed, at vaage over det theologiske Facultet, at afløse det Forældede i Kirken, og kun holde hardt ved det, efter Kirke-Historien og Konge-Loven, Uforanderlige, selv forsvare det modig, og see gjennem Fingre med Andre4; det var ogsaa aabenbar Biskop Balles Mening5, og saavel Interregnets Natur, som Balles store personlige Indflydelse i Cancelliet, især saalænge Brandt var Præsident, lagde for en stor Deel Stats-Kirkens Skæbne i hans Haand. Balles noksom bekjendte, strængt monarchiske, anti-hierarchiske Grund-Sætninger, og hans tit gjentagne Formaning til de Geistlige, hvem Embeds-Eden var for tung, og den christelige Tro, efter Augsburg-Confessionen, for gammel, at træde ud, og saa baade troe og skrive hvad de vilde, disse Ting eftetlade ei mindste Tvivl om, hvad han vilde erklæret, hvis der vat forlangt Religions-Frihed; men den forlangde Ingen, den tog de sig, og vilde, til Balles store Sorg, * * * * * 106 med Magt bortreformere Folkets Tro, som han saa tit og saa djærvt erindrede, var Folkets Eiendom. At Balle, da han saae det, ei udvirkede Religions-Frihed, og, hvis de Præster, der aabenbar fulgde deres eget Hoved, istedenfor Confessionen, ei selv vilde taget deres Afskeed, da foreslog dem dertil, det kan man dadle, naar man vil være stræng; men hvem tænkde paa Sligt i Slutningen af forrige Aarhundrede, og hvem indsaae, at Religions-Frihed var den store Mangel i det bekjendte preusiske Edikt, som maatte gjøre det med Rette forhadt, og hvilken Biskop, med Balles Afsky for Uærlighed, og Had til Samvittigheds-Tvang, vilde vel havt Mod til en saadan Forholds-Regel, paa en Tid, da det lod, som Vantroen laae i den Kjøbenhavnske Luft, og besatte Studenten, saasnart han kom indenfor Voldene!

Alt hvad der, uden Dette, kunde gjøres af en baade kjæk og mild, aarvaagen og velstuderet, kirkehistorisk Sællands Biskop i den vanskeligste, kaadeste, ugudeligste Tid, det gjorde Balle, ved Prædiken, Formaning, et lysende Exempel, og et nidkjært Bibel-Forsvar, som naturligviis i en pøbelagtig Skrive-Frækheds anonyme Dage tildrog ham den kaadeste Hudstrygelse i Bladene; men om end Reperteuren1 havde været Præst, eller Professor, eller Bisp, der havde dog vist Ingen ymtet om, at Balle burde stævnes som Injuriant.

Bastholm stod dengang paa en anseelig Post, ved Siden ad Sællands Biskop, han var det egenlige Hoved for Oppositionen i Stats-Kirken, lige til Slutningen af Aarhundredet, og bestreed hele Skikkelsen af den gamle Guds-Dyrkelse og det theologiske Studium, men, skjøndt han neppe var sig ret bevidst, hvad han dermed2 bestreed, maatte han dog i den Anledning taale haarde Beskyldninger, høre drøie Taler, og jeg har dog aldrig hørt, han havde i Sinde at stævne den velbekjendte Kjøbenhavnske Capellan3, eller at Nogen troede, han dermed kunde have renset sig.

Altsaa, det er ganske vist, at den Danske Stats-Kirke befandt sig i fuld Revolutions-Tilstand, da jeg begyndte at læse Bøger derom, og det var dog mange Aar før jeg skrev Nogen; thi jeg er ikke den Ældste af det nittende Aarhundredes første Skribent-Kuld, men dog hører jeg til det attende Aarhundredes * * * 107 Læse-Verden, og medtog derfra de liberale Ideer om aandelig Krig og borgerlig Fred, som i dette ere komne mig dyrt at staae.

Alt hvad Balle gjorde og leed, for til det Yderste at udøve den Tolerance, hvorom de nymodens Præster saa gjerne prækede, og for at beskytte den kirkelige Fritalenhed, som han, selv naar den anvendtes skjævt, dog for Grund-Sætningens Skyld tog i Forsvar, det maae Andre vide langt bedre end jeg, men Saameget har jeg dog hørt, at han mere end een Gang stillede sig i Gabet for En af de Kjøbenhavnske Capellaner, nuværende Stifts-Provst Clausen, og skaffede udentvivl denne myndige Mand endeel af sin store Respect i Cancelliet, ved at sige: Kjøbenhavnerne sværmede for ham.

Mindst kunde Balle ventet, og havde ei heller forskyldt, at netop denne Mand skulde staae i Spidsen for en borgerlig Klage over en theologisk Candidat af hans Kreds og Svogerskab, hvis hele Brøde var, at han ei prækede, som Clausen ønskede, men dog maatte Balle opleve dette besynderlige Brudd paa den borgerlige Fred, for hvis Skyld han havde taalt saa meget, opleve det alt ikkun to Aar efter at han nedlagde Hyrde-Staven!

Dette kan dog umuelig være de Herrer Superintendenter ubekjendt, saalidt som, at det var mig, der allerede da, for sytten Aar siden, skulde været det borgerlige Offer for Faderen, jeg nu er blevet for Sønnen, dersom ikke Geheimeraad Cold, (saa sagde han selv) og, er jeg ikke feil underrettet, Christian Colbjørnsen, paa det Alvorligste havde fraraadt saa betænkeligt et Skridt. Hr. Biskop Münter veed det ogsaa vist, at man vilde havt mig udslettet af Candidaternes Tal, og derved spærret Adgang til den Lære-Stand, hvortil jeg, med de hæderligste Vidnesbyrd, havde dannet mig, og sandelig, havde heraf reist sig kirkelig Uro, da var det aabenbar mine intolerante Anklagere, der, ved en ligesaa utidig som ilde stædt Nidkjærhed, havde ei blot vakt, men fremtvunget den.

Altsaa, den borgerlige Fred, der i Balles Dage ganske rigtig fandt Sted mellem de aandelig modsatte Partier i Stats-Kirken, og som bestod deri, at Orthodoxerne af Tolerance ei vilde formelig anklage Nogen af de lovstridige Præster, for ei at gjøre dem, hvad man kalder ulykkelige, denne Fred, hvorved Orthodoxerne naturligviis forbeholdt og maatte forbeholde sig al muelig Frihed baade i Almindelighed til at laste og bestride Heterodoxien, og i Særdeleshed til at nedrive de danske 108 Skrifter, som vilde udbrede samme, denne Fred, der naturligviis ikke beioede paa nogen thinglyst Contract, men paa en taus Overeenskomst, som unægtelig giver Balles Mildhed et mageløst Vidnesbyrd, denne Fred har Capellanen ved Vor Frelsers Kirke ikke brudt 1825, men den brødes 1810 paa ham af Capellanen ved vor Frue Kirke, og hvilke Geistlige der med ham tog Deel i den formelige Klage over min Dimis-Prædiken.

Nu, en saadan Fred er skrøbelig, thi grændseløs kan Tolerancen vel være i en Stat, som giver Religions-Frihed, men umuelig i Stats-Kirken, med mindre den ei blot ved Selv-Modsigelse skal opløses, men ved den første dristige Modstander omskabes, saa hvad der efter Loven skulde ene herske, bliver undertrykt eller udelukt. Jeg tør derfor ikke laste Freds-Bruddet, blot som saadant; thi var min Dimis-Prædiken et mageløs dristigt Angreb paa den lovmæssige Stats-Religion, da kunde en Lærer i Stats-Kirken gjerne ansee det baade for en Embedsog en Samvittigheds-Sag at paatale det borgerlig, skjøndt det vel, med Hensyn paa Kirkens forvirrede Tilstand og den længe øvede besynderlige Tolerance, var Staten værdigt at gaae læmpelig til Værks.

Men, nu var jo min Dimis-Prædiken kun et literairt Klagemaal over Kirkens bekjendte Forvirring, Klagemaal over, hvad alle vidste, at Præsterne nu sædvanlig hverken prækede som der stod i Bibelen, eller som det sømmede sig i en Menighed af Luthers Efterfølgere, og da dette Klagemaal kun knyttede sig til den store offenlige Kjends-Gjerning, uden engang udtrykkelig at anvende den paa Danmark, end sige da at udpege enten Hoved-Stadens Præster, eller Nogen af dem, saa kunde det dog umuelig falde mig ind, at de orthodoxe Præster, der selv maatte istemme Klagemaalet, og havde glædet sig over det paa Balles Læber, skulde harmes over det paa mine, og at de heterodoxe Præster nu ei engang vilde taale, at en orthodox Candidat beklagede Heterodoxiens Udbredelse, det var jo latterligt at tænke.

Føier man nu hertil, at min Dimis-Prædiken aabenbar kun var et varmt, lidt rhetorisk Udtog af min Afhandling om Religion og Liturgi, indført med Berømmelse i Fallesens theologiske Maaneds-Skrift 1807, samt at den var censureret paa det Hæderligste af Prof. P. E. Müller, og ei engang holdt for nogen Menighed, da maa man vel sande, at Tolerancen var veget fra den Danske Stats-Kirke med Balle, saa nu var der aaben 109 Feide, der ei kunde endes uden med det ene Parties fuldkomne Undertrykkelse, eller med kirkelig Skils-Misse.

Var det nu lykkedes, hvad mine Anklagere stilede paa, at spærre mig Adgangen til Stats-Kirkens Lære-Stand, da havde man med Magt skabt en religiøs Parti-Stifter i mig, ikke fordi jeg havde mindste Lyst eller Anlæg til at være det, men fordi jeg var af1 en poetisk modig Natur, der harmedes over Skranker, hvis Retmæssighed jeg umuelig kunde indsee, og fordi jeg virkelig havde Fædrenes i Riget fredlyste Tro, hvis Talsmand jeg netop, naar man vilde forhindre det, maatte føle mig kaldet og tvunget til at være.

Jeg var dengang Alumnus paa Valkendorphs Collegium, og hvorledes man benyttede sig af denne Omstændighed mod en gammel theologisk Candidat og ung Digter, gider jeg her ikke fortælle, men jeg nævner det for at kunne sige: mine Omgangs-Venner der, og især Hersieb i Norge og Sibbern her, veed det saa godt som jeg, hvor langt det var fra mine Tanker at gjøre Opsigt, at sige med min Dimis-Prædiken, og hvor nødig jeg traadte ind i Stats-Kirkens Lære-Stand, saa, havde mine Anklagere kjendt mig, havde de vist ikke forarget sig over et Produkt, der, som saadant, var i mine Øine det Ubetydeligste, jeg havde skrevet, og som jeg blot lod trykke, fordi unge Forfatlere heller gjemme Smaat i Literaturen end i Pulten2, og fordi jeg vidste, det vilde glæde min gamle Fader, som just det Aar blev Jubel-Lærer i Stats-Kirken. For at staae ham bi i hans høie, ærværdige Alderdom, var det ogsaa ene og alene, jeg prækede for Dimis, og ønskede Ordination; thi den hemmelige Gru for Embeds-Forholdene i den prosaiske Verden havde jeg tilfælles med alle poetiske Naturer, og desuden var ikke Theologien, men Nordens Historie og Oldsager, det videnskabelige Fag, jeg ønskede baade at virke og udmærke mig i ved Skrifter, saa enhver Embeds-Stilling, selv den academiske, jeg attraaede, var mig kun ønskelig, fordi jeg var fattig, og nødtes til at føle, man lever ei af Luften, hvor poetisk man end bearbeider den, og i Danmark, nuomstunder, hverken let eller længe af sin Pen, især naar man har for Skik, som jeg, at tygge Drøv paa den.

En formel Vanskelighed, som jeg, med min Ulyst til den præstelige Embeds-Stilling i en Vraa, ei vilde til det Yderste bekæmpe, havde gjort, at min gamle Fader bestemde sig til at * * 110 resignere, og rimeligviis var da min Dimis-Prædiken blevet den sidste, som det var den første Prædiken jeg lod trykke, hvis man havde ladet mig være i Fred; men det skulde nu ikke saa være, det er den eneste Grund jeg endnu kan tænke mig til det borgerlige Angreb paa den unge Digter, og lidt sværmende Mytholog, der vel, fra tidligere Dage, f. Ex. da han, som Prædikant paa aaben Mark for Lande-Værn paa Langeland, (1807) havde seet Almuen flokkes om sig, ved Røsten om gamle Danmarks Fare, og om den gamle Troes guddommelige Kraft, vel havde nogen Mening om sine Tale-Gaver, men havde dog aldrig gjort et Skridt for at bestige en Prædike-Stol i Hoved-Staden, eller sat Pen til Papir for at søge om Andet, end en Plads paa Valkendorphs Collegium, og et Reise-Stipendium som han ikke fik.

Nu derimod, nu, da det skulde stemples til en borgerlig Brøde, blot literair at beklage den gamle Christendoms1 Forfald, ja, nu maatte Blodet dog vel engang kaage, selv i de koldeste Kar, hos en fribaaren poetisk Natur, hos Sønnen af en Jubel-Lærer i Stats-Kirken, Sønnen af Balles Svoger, med Frænder i den danske Kirke, selv paa Bispe-Stole og theologiske Cathedre, lige op til Morten Luthers Dage, hvis Æt-Navn i saamange Kirke-Sogne vakde Ihukommelsen af ærværdige, nidkjære, fritalende, velbegavede Præster, og hvis Møderne-Slægt tabde sig først i Middelalderens Dunkelhed, hvor Absalon straalede! Hvad Under, at de gamle Præsters Æt-Mand, der alt i sin Barndom glødede, naar han læste om Luther, og i sin Opvext, naa han læste Jesus og Fornuften2, drømde sig kun voxen for at være Balles Vaaben-Drager, at han, der en liden Stund var drevet med Strømmen fra Fædrene, fra hans Barndoms Tro og Kæmpe-Drømme, fra Balles Fodspor, fra sin Moders Hjerte, og sin Faders Velsignelse, men var, da Alvors-Timen slog i Livets Skole, vendt tilbage, havde i Historien skuet den gamle Christendoms Triumph gjennem Tiderne, havde i hine Danmarks Døds-Kamps tunge3 Dage, dybt følt hvad han fattedes, men nu hardtad glemt det over nordiske Kæmpe-Drømme; hvad Under, at han pludselig vaagnede i Gru, i Forfærdelse, i glødende Harme, da det end ikke maatte være ham tilladt, naar han i Drømme besøgde den faldefærdige Kirke, med sine Fædres Grave, at offre Den, og deres Ihukommelse, og de Graahærdede, som forgjæves søgde * * * 111 deres Tro og deres Trøst hos de unge Præster, at offre det Alten Taare, som jeg end mindes grandt randt uvilkaarlig, og faldt paa Papiret, da i min Drømme-Prædiken, Øiet faldt paa Disse. Denne Taare, den første ret fromme, jeg i mange Aar havde fældt, den kunde jeg umuelig angre, om den end skulde blive Kilden til mange Bittre, og selv nu, da den er blevet det, da kun Han som tæller Stjernerne, kan tælle Taarerne1, som i femten Aar nedrandt paa disse blege Kinder, og paa de fleste Bøger, jeg har skrevet, selv nu være det langt fra mig, som Menneske, som Christen og som Præst, at angre min første Taare, eller klage over hvad den kostede; men jeg taler her som Borger, som den danske Borger, bekvem til et Embede, bekjendt for rene Sæder, ei ubekjendt og ei uyndet som nordisk Digler, og da maa jeg vel klage, klage bitterlig, at min borgerlige Lykke, hvortil, med disse Egenskaber, min naturlige Forbindelse med Balle, og i det Hele med anseelige Familier, aabnede mig de blideste Udsigter, at den vilde man kvalt i Fødselen, og gav virkelig Bane-Saar, uden at jeg havde forskyldt det med Andet, end med den Dimis-Prædiken, som ligger uskyldig for hele Verdens Øine, og som min Censor havde givet mig saa gode Tanker om, at jeg vel, da det var min egen, maatte finde den værdig til Trykken.

Hvad der vilde blevet af mig, dersom man havde faaet mig udslettet af Candidaternes Tal, eller hvis kun ikke den svare Sinds-Sygdom, hvori jeg faldt, havde dybt ydmyget mig, og Balles Anbefaling hos en naadig Konge skaffet min gamle Fader hans Embede igjen, og mig Ordinationen, det veed kun Han, der2 haver Kongers som Smaafolks Hjerte i sin Haand; men ikke blot borgerlig maa jeg grue, naar jeg tænker paa, hvad man, for menneskelige Øine nær havde gjort af en haabefuld ung Skribent, som i sit borgerlige Liv vist ikke med Villie fortørnede noget Menneske, og kunde, selv da han var Hedning, ei lade Solen gaae ned over sin Vrede. Nær, som paa et hængende Haar, for Støvets Øine, havde man gjort en unaturlig Sværmer af mig, unaturlig i alle Maader, da det var Fædrenes Tro og Statens Religion jeg vilde sværmet for; og da jeg dog sagtens havde fundet ligesaa megen Indgang hos den danske Almue, som Hauge fandt hos den Norske, og her dog ingen Religions-Frihed var, vilde Tugt-Huset formodenlig snart blevet min Kirke, og, selv om Bulderet, hvad dog var urimeligt * * 112 at tænke, dermed var blevet stillet, saa var jeg dog blevet en Skam for mit gode Navn, for min ærede Familie, for et Fædreneland, jeg hverken var uvillig eller ubeqvem til at tjene som Præst, og ære som Skribent.

Gud skee Lov! det skedte ikke, fordi, som vi nu see, det skulde ikke skee; men om end det der skedte og det der truede, ei havde sønderrevet et af mine bedste Familie-Baand, og sønderrevet min Sjæl, og gjort hele min borgerlige Bane til en Torne-Sti, jeg, med min levende Indbildnings-Kraft, maatte vandre med Angest; om end ikke saa havde været, jeg maatte dog føle mig kaldet til at gjøre Alt hvad jeg kunde, for at bevirke en Skilsmisse mellem de nu ogsaa borgerlig modsatte Partier i den Danske Stats-Kirke, for at ikke snart en Anden skulde styrte i den Grav, paa hvis Rand jeg kun ved et Vidunder blev frelst. Jeg seer det nu godt, at til at bevirke en saadan Skilsmisse med Religions-Frihed, har jeg ingenlunde valgt de Midler, menneskelig Klogskab maatte tilraade, saa, hvis det alligevel blev de tjenligste, da var det kun i en høiere Haand, som styrer Alt, og lader sine Engie veilede de troende Børn, der gjerne vil gaae den bedste Vei, og styrtede dog, om de saae den1; men sæt, at Veien havde ført fra det Maal, der stadig og levende svævede for mig: den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse, uden Bulder, uden Processer, Inqvisitioner, Afsættelser og alt Sligt, som baade min poetiske Natur, og Kirke-Historien indskjød mig Angest for, saa havde det jo dog ikke været min Skyld, hvis Vei til Klarhed over de borgerlige Forhold, og til den deraf udspringende Verdens-Klogskab, efter min Natur, mine Studier, og mit Levnets-Løb, nødvendig maatte blive lang, men Skylden vilde ligge hos begge Slags Præster 2 som havde Klarheden, og maatte, om ei før, saa ved min Behandling og Virksomhed, seet, at Skilsmissen var uundgaaelig nødvendig.

Ordineret blev jeg nemlig, som sagt, kun med Møie, ved Majestætens besynderlige Naade, og Balles Anbefaling, ydmyget var jeg blevet, og saa bange selv for det blotte Skin af en Separation fra Stats-Kirken, som mit Korte Begreb af Verdens-Krøniken viser, men des ivrigere maatte jeg nødvendig blive for Stats-Kirkens Reformation, og da det kun svævede dunkelt for mig, hvordan den var muelig, hvorvidt den kunde lykkes, og hvorledes man skulde arbeide derpaa, kom der * * 113 naturligviis til at staae Meget i benævnte Bog, som deels udsprang af Stats-Kirkens Forvexling med den reen-christelig Apostoliske, deels var meget farligt, paa en Tid, da mit Exempel havde lært, hvad Oppositionen borgerlig attraaede1.

Hvilket Bad der egenlig var mig tillavet for denne Bog, veed jeg ikke, men at det skulde været hedt, lærde blandt Andet et Brev fra Balle mig, og, er jeg rigtig underrettet, maa jeg, næst Gud, ene og alene takke det Uberegneligste af alle Tilfælde: min Bogs Samtidighed med en Forordning, Ingen ventede, og Alle maatte tænke paa: Penge-Forordningen af 5te Januar 1813, for, at jeg kun blev straffet med Fornuft-Grunde2, dem jeg vel ingenlunde var saa ufølsom ved, som man troede, men rigtig nok slet ikke bange for. Sagtens stod jeg altsaa paa Nippet, allerede dengang, at hjemsøges med en Injurie-Proces, der maatte dræbt min spæde borgerlige Agtelse, og nødt mig til at gaae i Land-Flygtighed, uagtet jeg dog borgerlig slet ikke havde gjort Andet, end dristig fremhævet den os alle vitterlige Mod-Sætning mellem den evangelisk-lutherske Kirke i det sextende og i det attende Aarhundrede, Noget, der, med bittrere Klagemaal, siden er gjort saa tit, baade her og andensteds, uden at det har været Nogen til Forargelse. Ved et Uheld, poetiske Naturer, naar de berøre borgerlige Gjenstande, som er dem hellige, altid ere udsatte for, i det de baade blive for hede, og stirre begeistrede paa det Fraliggende, glemmende deres nærmeste Forhold, havde jeg nær mistet mit Borgerskab i Danmark, og derom havde ei været Andet at sige, end at Poeter skal tage dem i Agt, hvad de siger om Folk, især om de Prosaiske, ei Andet at sige, naar ikke det jeg lastede i den Danske Stats-Kirke, aabenbar havde været lovstridigt, og jeg havt borgerligt Kald til at laste det; men, under disse Omstændigheder, vilde det ikke været min Poesies, men Lovenes og min priisværdige Nidkjærheds Skyld, at jeg var blevet landflygtig. Man kan vel sige, al Landflygtighed er slet ingen nødvendig Følge af en Injurie-Proces, især naar man, som en ærlig Mand i Grunden altid gjør, slipper den med Æren, og man har vel Ret, især naar det er klart, at der ligger en revolutionair Forvirring til Grund, som aldeles opsluger det personlige Forhold; men naar man vil have borgerlig Virksomhed, er den borgerlige Agtelse, som en Injurie-Proces3 for Øieblikket lilintelgjør, og altid formindsker, dog saa dyrebar en Skat, at jeg godt * * * 114 kan begribe, hvorfor kraftige Naturer1, i Oldtiden, ei kunde trøste sig over dens Tab, før de fik stiftet en ny Stat, hvori deres personlige Agtelse blev Borgerskabets Kilde. Dunkelt havde dette altid svævet for mig, naar jeg betænkde, hvilken vid Mark Trykke-Forordningen, under Kirkens nærværende Forfatning, aabnede for2 Injurie-Processer, men deels ansaae jeg, som et Barn af det attende Aarhundredes borgerlig liberale Ideer, det for umueligt, at nogen Dansk Skribent kunde betjene sig af et Vaaben, Skribenten vel maatte nødes til at frygte, men nedværdigede sig i mine Øine dybt ved at bruge, og deels har jeg, som Digtere pleie, sammenblandet den personlige og den borgerlige Agtelse, lige til Injurie-Processen kom og skildte dem ad, da jeg med Smerte saae, at min borgerlig Agtelse var tilintetgjort, men lærde dog at trøste mig ved, at Personen var blevet stærk nok til at holde Borgeren opreist, mens Bølgerne gik over ham. Dette kan jeg see, vilde ikke været Tilfældet 1813, og jeg maa da prise min Lykke, at der i Verdens-Krønikens Bilag ei stod talt om min Dimis-Prædiken, thi da vilde neppe nogen Forordning reddet mig, og dog udsprang Tausheden hverken af Verdens-Klogskab, ei heller af Beskedenhed, men blot af Frygt for, man skulde sige, jeg var hevngjerrig, en Frygt, der har bragt mig til at undlade Meget, jeg maaskee burde gjort, og blandt Andet til at tie med min Skade, indtil nu, da Nødvendigheden byder mig at tale, før jeg tier qvær.

Var jeg blevet stævnet 1813, da var jeg rimeligviis reist til Norge 1814, og vel mueligt, jeg der ikke havde følt det Skaar i min borgerlige Agtelse, jeg her havde lidt, men dog ogsaa mueligt, jeg havde kommet til at føle det, eller3 fristet et Lignende, og da enten maattet opgive min præstelige Virksomhed, hvad jeg neppe havde kunnet, eller benyttet mig af den Norske Religions-Frihed til at organisere en ny christelig Menighed, der i det Mindste udelukkede Selv-Modsigelsen, Noget, der hos et saa opvakt Folk, hvor Mange af Hauges Venner var mine Læsere, neppe vilde faldet vanskeligt, men vilde, foruden megen Ulæmpe af min Mangel paa4 Verdens-Klogskab, vel ødelagt den Norske Stats-Kirke, og truet den Danske med Undergang. Vist nok vilde det skaffet mig den mest glimrende Triumph over mine kirkelige Anklagere og Modstandere, og ført et kort men klart Beviis for, at naar Norge har Religions-Frihed, maa * * * * 115 Danmark, endog blot af politiske Grunde, nødvendig ogsaa have den; men at slige Triumpher altid har syndes mig for dyrekjøbte, sees deraf, at jeg ikke reiste, da min borgerlige Agtelse vel var ubeskaaret, men dog alt for svag til at opveie hele den Kjøbenhavnske Geistligheds, som, jeg veed ikke selv hvorledes, var kommet til at ligge fast i den modsatte Vægt-Skaal.

At de syv Aar (1813-1820) ei i nogen Henseende var for mig som syv Dage, det vil man vel troe, da mine Bøger i dette Tidsrum ei blot vidne om, at jeg gjorde mig Flid for at blive flittigere, end jeg af Naturen havde Lyst til saa længe at være, men vise desværre ogsaa, at Tiden tilsidst faldt mig saa lang, at jeg havde ondt nok ved at fordrive den for mig selv, end sige da for mine Læsere, der hverken følde Drift eller Trang til at søge deres Tids-Fordriv saa langt tilbage i Norden, eller saa dybt i Tanke-Graven, som jeg. At man ei heller i syv Dage, mindre i syv Aar, kan leve af Luften, om man end kan nøies med Lidt, at en Poet, naar han skal være Bog-Orm, vil have for Tanden hvad der smager ham, især naar det er kostbart, og at gamle Kjærester, naar de blive ved at være det, vil gjerne giftes, at man ei engang kan blive viet, end sige, holde Huus, uden Penge, og at det netop i hine syv Aar var en falsk Penge-Tid, det er deels saa naturligt, deels saa bekjendt, og deels saa prosaisk trivielt, at jeg dengang skammede mig ved at tale derom, som Noget, der ikke maatte koste en Digter, og dertil en christelig Præst, et eneste Suk eller uroeligt Øieblik; men det kostede mig naturligviis, desuagtet, baacle da og siden, mange, skjøndt sjeldne Venners Ædelmodighed gjorde Mirakler, og vor endnu sjeldnere Konge neppe lod Skjalden, der omsider dog mærkede Uraad (1818), sukke over sin brødløse Konst, før Konge-Ordet skabde ham et Levebrød!

Visselig, jeg hører end saa lidt som nogensinde enten til de Capellaner, eller til de Skjalde, som mene, man faaer et eget Krav paa Staten, naar man rimer, og et dobbelt, naar man derhos lader sig ordinere; thi denne Tanke-Gang er lige saa urimelig og plump egoistisk, som den er upoetisk og uchristelig; men derfor var det dog hverken billigt, politisk klogt, eller stemmende med den Danske Regjerings, ogsaa i dette Stykke, mageløs liberale Aand, i en Række af Aar, aabenbar at tilsidesætte en af de ældste theologiske Candidater, som, skjøndt han var Personcl-Capellan, dog havde fuldendt sit academiske Løb med de Bedste, havde Ord for at prædike1 med udmærkede Gaver, * 116 og gjorde Skridt paa den Danske Skribent-Bane, som endog tildrog ham Majestætens naadigste Opmærksomhed, og vakde Opsigt i hele den nordiske Læse-Verden. Jeg mener virkelig, at om denne Capelian og Skribent end havde havt politiske Grund-Sætninger, som faldt den Danske Stat lidt betænkelige, og havt Ord for at være temmelig heterodox, saa havde det dog været klogt at befordre ham, især i Hoved-Staden, hvor de kirkelige Anomalier kun har lidt at betyde, og hvor Regjeringen har en ganske anderledes Oversigt over allehaande Bevægelser, end udenfor; men da nu denne Capellan netop havde Ord for at være baade kirkelig og borgerlig hyper-orthodox1, saa er unægtelig hans planmæssige Tilsidesættelse, indtil han bogstavelig kun ved Majestætens besynderlige Naade, eller ved Udvandring, kunde faae det tørre Brød, en Gaade i den Danske Historie, der forudsætter et mægtigt virkende personligt Antipathie mod Capelianen, enten hos det Kongelig-Danske Cancellie, eller hos Nogen, der paa det havde en mageløs overveiende Indflydelse.

Naar jeg derfor i Cancelliet bestandig maatte høre, deels at jeg var en Sværmer, og deels at jeg ei maatte gjøre mig mindste Haab om et geistligt Embede inden Voldene, selv om det kun var ved Kirken i Citadellet, til hvilket umisundelige Stade jeg tre Gange concurrerede; ja naar Præsidenten, som han selv aabenhjertig sagde mig, endnu 1818, spurgde Geheimeraad Moltke, om Stifts-Øvrigheden i Aalborg havde Noget imod, at jeg indstilledes til et der ledigt Capellani; naar jeg derhos veed, at Cancelli-Præsidenten(1817) lod mig, ved min Velynder Abr. Kall, bede til sig, for, som han selv sagde, at forlige mig med Cancelliet, naar jeg, af flere lange Samtaler med denne nysafdøde Minister, veed, hvorlidet han gjorde nogen Hemmelighed af, at min Uenighed med Kjøbenhavns Geistlighed var i hans Øine ingenlunde en politisk Brøde, men kun en uovervindelig Hindring for den Befordring jeg attraaede; naar jeg veed alt dette, og endnu meget Lignende; mon det da være en forvoven Slutning, at den samme Haand, som 1810 lagde hele den Kjøbenhavnske Geistligheds borgerlige Agtelse i Vægt-Skaalen mod min borgerlige Ringhed, at den samme Haand vedligeholdt denne Stilling, indtil syv magre Aar havde frembragt en Hungers-Nød, Personel-Capellanen ei kunde tage sig nær saa let, som Stifts-Provsten, og indtil Majestæten * 117 overhuggede den Knude, Cancelliet ei kunde løse, ved, mod mit Ønske, men til mit Bedste, at kalde mig til Kjøbstæd-Præst i Sælland, og ved, Aaret efter, paa min indstændige Bøn, men, som det synes, til min borgerlige Undergang, at tilbagekalde mig, som Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Frue Provsti.

Voveligt1 var det vist nok af mig, hvem Stifts-Provst Clausen, ved Balles Lig-Begjængelse, ei engang paa Provst Gutfelds Overtalelse, og et rimeligt Ønske, som ikke var mit, vilde laane en Prædike-Stol, han dog selv kun havde til Laans, og ei ved denne Leilighed vilde benytte, ja, mig, hvem Stifts-Provsten vist optog den Dristighed meget ilde, som Biskoppen offenlig hædrede, den Dristighed, at jeg, en ordineret Mand af Balles Tro og Balles nærmeste Kreds, ved Kisten talde et Par beskedne Ord om den faldne Høvding i Israel; voveligt var det vist nok af mig, saa haardnakket at eftertragte en Prædike-Stol i Hoved-Staden, at jeg end ikke skyede Frue Provsti: men naar der skal føres Krig, har jeg altid meent, der maa Haardt imod Haardt, hvis Lige-Vægten skal vindes af Hvad der har tabt den. At ogsaa jeg havde Noget af den Tro paa egne Prædikeners miraculeuse Virkninger, som det i vore Dage var Synd at misunde de unge Præster, da den sjelden bliver gammel, med mindre man spærrer dem Kirken, hvorfor skulde jeg nægte det, om det end var min Skik at lægge Dølgsmaal paa mine egne Svagheder, som jeg kun alt for meget har blottet; men dog var det jo ganske i sin præstelige2 Orden, at jeg vilde netop ind i den Kirke, man blot af Caprice lukkede for mig, og at jeg vilde gjengjælde dem deres Opmærksomhed, der fordum i Hundrede-Tal mødte mig ved Frederiksberg, da det var det nærmeste, jeg kirkelig 3 kunde komme Hoved-Staden! Ja, selv i sin mest prosaiske borgerlige Orden var det, at en Skribent, som var Præst, og hvis Tilhørere hverken Provst eller Bisp burde kalde Pøbel, om saa end ei deriblandt havde været Mænd, de maatte bukke for, at han ei vilde eller kunde skye Hoved-Stadens Kirke, fordi han mishagede Stifts-Provsten, uden dog at have nogensinde personlig fortørnet ham, men vel personlig troet fast paa hans Aabenhjertighed, og gjort ham skjulte Tjenester, han skulde undres over!

Saa stod jeg da, fra 1822, som Præst i Hoved-Staden, og havde da endelig, men vel at mærke, kun ved Majestætens besynderlige Naude, ved en Udholdenhed, det var Synd at fordre af alle * * * 118 orthodoxe Personel-Capellaner, og ved et Sammenstød af mange egne, tildeels personlige Omstændigheder, kun derved, efter en tolvaarig Kamp, vundet den præstelige Religions-Frihed, som jeg forlangde, og undte gjerne Enhver1.

Men, kun jeg, ikke Danmark, havde vundet Religions-Frihed, og den Vinding havde saameget mindre været Kampen værd, som jeg jo, i Norge, kunde faaet den Frihed for Intet, det mindedes jeg om ved de fyenske Klagemaal, og ved den fyenske Pukken paa Lov og Ret, der skulde lære Almuen til at nøies med den Søndags-Mad, Sogne-Præsterne vilde beskjære dem, hvordan den saa end var. Da maatte jeg endelig gribe til min længe henlagte Præste-Pen, og bede baade Præster og Jurister lægge vel Mærke til, at skulde Sogne-Præsterne i Danmark endnu længer udgjøre et Læremester-Laug, hvis Arbeide Menighederne ei maatte understaae sig at vrage, da maatte de nødvendig ogsaa være orthodoxe Præster efter Loven, efter den Lov, hvis Haandhævelse baade Forordningen af 1741, og enhver Forordning, som bandt Almuen kirkelig til Sogne-Præsten, aabenbar forudsætter. Jeg erindrede tillige, hvor uklogt det, efter Historiens Vidnesbyrd, var, at ville med verdslig Magt undertrykke en aandelig, end sige da en christelig Gjæring; men jeg havde endnu ikke vundet Klarhed Nok, til at see, hvad borgerlig var herved at gjøre, naar man baade vilde beskytte Almuen i sine lovmæssige Kirke-Rettigheder, og skaane de nymodens saavelsom de slumrende Præster, kort sagt: naar man vilde undgaae den borgerlige Splid og Uro, der, saasnart Almuen begynder at vaagne, staaer for Dørren, enten man saa vil procedere mod Præsterne i Snese-Tal, eller man vil overlade Almuen til udannede, sædvanlig stormende, tit hovmodige og herskesyge, sjelden kjærlige Ledere, hvis Spor i Danmark vel er besynderlig gode, men kunde umuelig været saa aldeles uskyldige, dersom ikke i Reformations-Tiden djærve, dannede, ærværdige * 119 Præster havde stillet sig borgerlig 1 i Gabet, udvirket Religions-Frihed, og derved tilbagevandet den ordenlige Lære-Stand Almuens tabte Tillid og Ærbødighed. Og, nu i vore Dage: hvorfor fandt Hauge vel de færreste Tilhængere i Bergen, som netop var hans Fristed, uden fordi der lød Evangeliet i Kors-Kirken for Tusinder, som følde, det var levende paa Nordahl Bruns indviede Tunge! Hvorfor kunde Bevægelserne i Jylland neddysses, uden fordi Balles christelige Kæmpe-Navn var stort paa Marken, saa alle christelige Hjerter følde, at saalænge Sællands Biskop stod, og streed saa vældig for Fædrenes og Folkets Tro, saalænge maatte man bøie sig dybt for Lære-Standen, hvad man saa end hos Dens enkelte Medlemmer maatte enten skye eller savne! Hvorfor er det først i den senere Tid, man hørde Bulder fra Fyen, hvor man kan forfølge betænkelige Spor tilbage til det syttende Aarhundrede, hvorfor vel, uden fordi Sogne-Præsterne der, endnu i Slutningen af det attende Aarhundrede, passede omtrent til Menighederne, og fordi Tønne Bloch, der, blandt Andet, ligesom manet af Kingos Aand, holdt hardt ved gamle den Psalme-Bog, sad myndig paa Fyens Bispe-Stol! Ja, troer man endelig, at jeg, fra den Dag, da Larmen over min Dimis-Prædiken saa uforskyldt gav mig Udseende af en Kæmpe for Fæderne-Troen, og gjorde mig dertil, at jeg har savnet Leilighed til, udenfor Stats-Kirken, at have en kirkelig Virksomhed og Indflydelse blandt Folket, der vel maatte blevet anderledes øiensynlig, dersom jeg havde næret den Harme over Præster og Bøger, som jeg, endogsaa med ubillig Haardhed, ligesaavel hemmelig som aabenbar har stræbt at dæmpe.

Dog, Almuens Klagemaal fandt udentvivl Ørenlyd hos Fyens høitelskede Gouverneur, det trykkende Forhold blev taaleligt, og Alt syntes nu at forkynde, at Revolutionen i Kirken var saa godt som endt, saa Stats-Religionen, der i mig sin forfulgde Tjener var blevet fri, var i det Hele paa Ny blevet herskende. Dr. Mynster, som var Den af os Yngre, der, ældst og tidlig klar, brød Isen til Fæderne-Troens og Stats-Religionens Værn, Dr. Mynster var ikke alene (1811) blevet Capelian ved Frue Kirke, og(1817) Medlem af Universitets-Directionen, men han havde practisk beviist, man tog meget feil, hvis man troede, at Kjøbenhavnerne sværmede for Stiftsprovst Clausen, hvad de saa end maatte have gjort for Capellanen i sin Tid, og Mynster * 120 havde tillige, ved sin Moderation, sin Klarhed, og sine sikkre Bevægelser, opsvunget sig til en Høiagtelse hos hele Rigets Geistlighed, som under Revolutioner sjelden falder paa de beskikkede Ypperste-Præster. Professor J. Møller, efter Alderen, og vel i flere Henseender, midt imellem Mynster og mig, var vel senere kommet tilbage til Fædrenes Tro, som Mynster rimeligviis aldrig ret1 forlod, men var dog kommet tilbage, og var den frugtbareste theologiske Skribent; alt længe havde jeg med Glæde bemærket, at Religions-Underviisningen i de fleste lærde Skoler tog en bedre Vending, og jeg saae hvert Aar flere og flere theologiske Candidater indtræde i Lære-Standen, som, hvad enten de saa nærmest knyttede sig til Mynster, til Møller, eller til mig, dog var Fæderne-Troen og Stats-Religionen alvorlig hengivne, og derhos sædvanlig de forstandigste og boglærdeste.

Saaledes stod Kirke-Sagerne 1824, himmelvidt forskjellige fra Stillingen 1810, og troede man, jeg ikke bemærkede det, da tog man meget feil; men har min poetiske Natur og den deraf udspringende Dunkelhed gjort mig, i det Mindste tilsyneladende, ubillig mod det tidlig Klare2, og mod en Verdens-Klogskab, der dog, ligesaavel som enhver anden Deeltagelse i Verdens Sysler, hører til de Adiaphora3, hvis Farlighed ei udelukker deres Nytte, altsaa ei heller deres Brug i Kirken; saa har paa den anden Side samme Natur, i Forbindelse med min præstelige Erfaring og mine historiske Studier, indskudt mig en velgrundet Mistro til det Glimrende, altsaa ogsaa til de lette Seire, de pludselige Omvendelser, og fremforalt til den almindelige Troes-Enighed, der vel er Sjælen i den christelige Kirke, men en Uting i Staten, som enhver Stats-Kirke derfor i alle Maader ødelægger sig selv ved at ville fremtvinge eller fremkonstle Skinnet af hos alle et Lands Indbyggere. Paa denne practiske Vei, som jeg skylder al min tilbagevundne Christendom, var jeg kommet til dybt at føle Religions-Friheds Nødvendighed, hvor Christendommen i det Hele nu skulde blive stort meer end en Skygge af hvad den fordum var, og af hvad den altid maa være, for at blive den levende Kilde til klippefast Haab, til himmelsk Fred, til kjærlig og kraftig Dyd, og til voxende Klarhed, som er dens guddommelige Bestemmelse paa Jorden. Saalænge ei ethvert Menneske havde Lov til at være sin Tro eller Vantro, sin Christendom eller sit Hedenskab bekjendt, uden derfor at lide noget * * * 121 Skaar i sine Borger-Rettigheder, end sige lide borgerlig Straf, saalænge var mig al Kirke-Tugt en Gru, ligesom det aabenbar er Noget, ingen klog Regjering under de nærværende Forhold kanv lade udøve; men dog lærde jeg daglig klarere at indsee, hvad jeg smertelig følde, at uden al Kirke-Tugt er selv Præste-Stillingen i Hoved-Staden, hvor den ellers, formedelst Sogne-Baandets Løsning, har store Fortrin, dog næsten utaalelig og lidet frugtbar; thi hvem kan dog i Længden holde ud at tage aabenbare Spottere og aabenbare Lastefulde til Alters, at tage Troes-Løfte hvor man veed, der er ingen Tro, og at give Vielsen selv det mindste christelige Skin, hvor Ægteskabet er aabenbar uchristeligt, og hvorledes skulde under disse Omstændigheder Begrebet om Menigheden som et helligt dvs. moralsk Samfund i det Hele blive meer end en tom Skygge!

Det var da min fulde og faste Overbeviisning, at kunde Troes-Fornægterne ei bringes eller nødes til at fraskille sig, Sogne-Baandet løsnes over hele Riget, Enhver have Lov til at communicere og lade confirmere, hvor han vilde, og Ægteskabets borgerlige Gyldighed skilles fra den Kirkelige, saa enhver Medlem af Menigheden og enhver Præst, uden borgerlig Uleilighed, kunde vælge eller vrage hinanden i Samvittigheds-Sager, kunde det ikke skee, da maatte de ægte Christne, og hvem der vilde gjælde for det, skille sig fra Stats-Kirken, alt som de vaagnede af den dybe Slummer, hvori Menighederne, i det Mindste hos os, har været nedsjunkne, og er det for Største-Delen endnu.

Denne Indsigt hos mig, som ei alene havde sværmet for den Danske Stats-Kirke, men ogsaa historisk overbeviist mig baade om Dens nøie Sammenhæng med Danmarks borgerlige Vel, og om den store aandelige Fare ved en chrislelig Separation, denne Indsigt, Synet af det nittende Aarhundredes stærke1 Hang ei til at løsne men til at stramme de udvortes Baand i Borger-Samfundet og miskjende Vigtigheden af de Indvortes, og endelig den Vished, at det med Christendommen uforenelige Element havde aldrig havt mindre Lyst end nu til frivillig at skille sig fra Stats-Kirken, alt Dette nedsænkede mig i en dyb Mismod, som vist nok maatte synes dem, der fandt Revolutionens Saar næsten aldeles lægte, urimelig, men som, desuagtet, neppe var ugrundet. Daglig overbevistes jeg mere derom, at * 122 den unge Clausens Virkning paa de Studerende var langt fra at være saa ubetydelig, som jeg havde tænkt, den maatte være, fordi han ikke sluttede sig til den opblomstrende men til den henvisnende philosophiske Skole i Theologien, men at den tvertimod langt overgik den Virkning, nogen theologisk Professor hos os i Mands Minde havde havt, saa mange Studenter virkelig sværmede for ham, og herved forsvandt mit Haab om den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse uden Skilsmisse, medens det pegede paa, at det, hvor unaturligt, urimeligt, og borgerlig ufornuftig det end i Grunden var, skulde blive de gammeldags1 Christne, der maatte fraskille sig2.

Aldrig har jeg da været saa misfornøiet med Stats-Kirken, eller saa mismodig over dens Tilstand, der syndes mig kun at spaae en Restauration efter Tidens Leilighed, d. e. et Blænd-Værk, som da jeg i den havde naaet mine personlige Ønskers Maal: vundet en baade udvortes og indvortes saa lidet byrdefald, saa rolig, og saa frugtbar præstelig Stilling, som den vel lod sig finde i Danmark, kunde sige, gjøre og lade omtrent hvad jeg vilde, havde tit flere Tilhørere end jeg ønskede, og sikkert ei Slettere end nogen Anden, begyndte efterhaanden at forvinde mine gamle Capellan-Aar, og var saa huuslig lykkelig, som nogen Mand og Fader i Danmark.

Saaledes, vil man sige, er Menneskene, især de der leve mest i den ideelle Verden, har ingen Taalmodighed, og har enten ingen Verdens-Klogskab til at gribe virksom ind i det practiske Liv, eller er for aandelig storagtige til at bruge den, og jeg svarer, velan! der er nogen Sandhed, men dog endnu mere Skjævhed i den Tale, naar det anvendes ikke paa de reen-borgerlige Forhold, hvor den hører hjemme, men paa de Kirkelige, hvis reen-aandelige Natur sandelig ei heller i Stats-Kirken maa oversees, dersom den skal være meer end de Christnes aabne Begravelse. Desuden har min Skæbne saaledes med Magt udrevet mig selv af de personlige Forbindelser der laae mig nærmest, at i det Mindste hidtil alle mine Indgreb i det Nærværende maatte skee paa den offenlige Vei, hvad der altid er forbundet med store Vanskeligheder, og i det nittende Aarhundrede med * * 123 en Fare, man ei kan beregne, mindre oversee. Paa en Tid altsaa, da Trykke-Forordningen saa at sige havde vundet Hævd paa, med al sin Haardhed og Tvetydighed, at være baade mild og klar nok, og paa en Tid, da en Trold, Et jeg veed ikke hvad, syndes at havel i Bund og Grund ødelagt den Danske Læse-Verden, saa, naar man undtager Døgn-Blade, have kun Prædikener og Andagts-Bøger, hvorpaa vi vel mindst lede Trang, et Publikum, deels i de flittigste og deels i de dovneste Kirke-Gjængere; da maatte dog sagtens Skribenten af Natur, og af aandelig Nødvendighed, være nær ved at fortvivle om nogen Virkning paa det Nærværende, og prøve, om han endnu var poetisk nok til at trøste sig over den herskende Død med Livet i det Forbigangne. Dog, dertil var jeg nok blevet for gammel, eller dog for studeret, jeg stod da paa Nippet strængt videnskabelig at begrave mig i mit Fag, som Nordens Historie er, og Geheimeraad Malling veed, det var ikke min Skyld, at jeg ei kom saa dybt ind i Udførelsen af en stor videnskabelig Plan, som Majestæten yndede, at jeg formodenlig havde tabt baade Syn og Hørelse for noget saa Smaat og Tomt og Hverdags, som Professor Clausens Bog virkelig er i mine Øine, der ei kan see rettere, end at den ingenlunde er lærd og indholdsrig, end sige philosophisk, men kun tyk, overlæsset, og pralende med de tommeste af alle Citater og Sophismer!

Dog, Planen gik, Gud veed hvorledes, overstyr; den virkelig theologisk lærde, systematisk grundmurede Dr. Rudelbach, og Orientalisten Adjunkt Lindberg, som virkelig er blevet, hvad man forgjæves lovede sig, fordum af Horneman, siden af Rasmussen, og sidst af Lemming: en Dansk Ebræer, som kan og vil gjøre baade Høiskolen og Danmark Ære, disse to unge Lærde, sammenførde af Ham, der ligesaavel sammenføier hvad Mennesker adskille, som Han tit adskiller hvad de sarnmenføie, havde kirkelig knyttet sig nærmest til mig, og ønskede min Deeltagelse i et Theologisk Maanedsskrift. Kan det ikke gjøre Andet, tænkde jeg, saa kan det dog, blot ved at udkomme, vise Verden, baade at mine Kirke-Gjængere har Sind til at befordre Andet end Prædikener til Trykken, og at den gammeldags Christendom, i det Mindste hos os, ingenlunde er forladt af de lærde Sprog-Studier og den systematiske Erudition, som jeg ikke sjelden har savnet hos dem, der kun, som jeg selv, savnede dem hos mig. Vel ønskede jeg, efter nogen * 124 Betænkning, at man kunde formaae Dr. Mynster til virksom Deeltagelse i et Forehavende, hans Navn vilde være langt mere til Anbefaling end mit, i hvilket Tilfælde jeg, om min Deeltagelse i mindste Maade generede, gjerne trak mig tilbage, og lovede mig mere Glæde, og den gode Sag mere Fremgang af min Taushed, end af min ivrigste Tale. Saa klog var jeg dog nu blevet, men det hjalp mig ikke; var det Mistvivl om at Foretagendet kunde vinde Mynsters Bifald, eller Partiskhed for mig, eller et Sammenstød af Tanker og Omstændigheder, som saa tit uvilkaarlig gjør Udslaget, Nok, jeg blev Med-Udgiver, skjøndt ei i mindste Maade Bestyrer af Maanedsskriftet; dets Gang mishagede Mynster, og det blev ikke1, hvad det efter min Mening skulde været, en literair Forenings-Punkt for alt decideret Christeligt af alle theologiske Skoler, men2 fik snarere Udseende af et revolutionært Organ for Ultraismen, som man var vant til at søge hos mig, skiøndt mine Bidrag til Maanedsskriftet dog vel maatte bevise, den var der ikke. Dog, det saae ogsaa virkelig de fleste videnskabelige Læsere, da de fik Tid at besinde sig, og da Maanedsskriftet tillige dog paa een Punkt har aabnet den afbrudte aandelige Communication med Norge, maa jeg inderlig glæde mig over det, som Vuggen for en uafhængig nordisk Theologi, naar det kun ikke, som det har truet med, skal skille Rudelbach og Lindberg ved de dem tiltænkte Professorater, og altsaa, hvis jeg maa raade, Danmark ved dem; thi da var Maanedsskriftet vist nok kjøbt meget for dyrt, og jeg vilde da ønske, heller at have underskrevet dets Døds-Dom end dets Bebudelse. Thi sandelig, kan og vil Dr. Mynster, Biskop Münter, eller hvem det end er, berede disse to unge Lærde samme tornede Bane, som den, der fordum beredtes den unge Digter, da, Gud skee Lov! de ei er stævnede endnu som Injurianter, og mit Raad til dem skal være, jo før jo heller, at slutte Maanedsskriftet, nedlægge Pennen, og vandre ud med deres Lærdom, medens de endnu have Mod og Kræfter, vandre hen, hvor man dog i det Mindste ustraffet kan skrive ligesaa frit for Statens Religion, som imod den, og det kan man, saavidt jeg veed, allevegne, undtagen i Danmark. Sandelig, det er Nok3, at jeg, hvem man dog aldrig har nægtet Skribent-Kald, at jeg, som det synes, dog i Grunden har spildt mine bedste Aar, og fortæret min Manddoms- som min Ungdoms-Kraft i en forgjæves Kamp mod den hemmelige Magt, der, * * * 125 ved Hjælp af en ligesaa illiberal som vilkaarlig Lov-Fortolkning, kan mortificere enhver levende Skribent, som mishager den1, det er dyrt nok2, jeg har kjøbt den derved vundne Klarhed, og det var alt for dyrt, om jeg ei ved den kunde frelse de yngre kirkelige Skribenter, som have knyttet sig til mig, fra at styrte i den Grav, jeg nu seer, har aabnet sig for dem som for mig. Nys skjalv jeg for den gjæve Lindberg, hvem Biskop Münter dog sandelig kjender fra en i alle Henseender saa fordeelagtig Side, at jeg vil haabe, det glæder Ham som mig, at et saadant Menneskes borgerlige Lykke dog kun blev halv tilintetgjort ved et Skridt, der dog ikke alene lod sig juridisk forsvare, men røbede hos den slet ikke uforsigtige Skribent en Selv-Fornægtelse af Venskab, som i det Mindste jeg respecterer ogsaa hos Uvenner!

Altsaa, det er mit Ultimatum: ønsker Biskop Münter og Dr. Mynster at være ikke blot mig, men ogsaa de to lærdeste unge Theologer qvit, da skal jeg gjøre Mit til, at det kan skee, baade hurtigere, og paa en læmpeligere Maade, end ved den ærgerlige Tilsidesættelse, Anklagen, Rettergang o. s. v., og jeg finder da vel ogsaa et Capel eller en Celle ensteds paa Jorden, hvor jeg kan trøste mig over Verdens Forfængelighed, og opdrage mine Sønner til at blive ligesaa ærlige og frimodige, men lidt baade klogere og haardere end deres Fader. Naar saa vi er borte, tænker jeg, man faaer snart sin Fornøielse af Professor Clausen, hvis Sendebrev til Stiftsprovst Møller dog vel viser, hvordan han vil behandle de Lærde af den ældre Skole, naar de vove blot at yttre deres Tvivl om hans theologiske Ufeilbarhed, og hvorlidet hans sande Discipler vil respectere enten Folkels Tro eller den sunde Menneske-Forstand; og naar da Pøbel-Smigrerne, der umuelig kan udeblive, vaagne, da faaer man at see, hvad man vandt ved at fordrive de unge Lærde, Clausen ikke tør spøge3 med, og den Skribent, han kun tør udskjælde og stævne, en Skribent, der vist nok sætter sin Ære i baade at kunne tale til Almuen og skrive for den orn aandelige Ting, men som dog vel ogsaa kan tale med i hvad Kreds det skal være, og skrive hvad Lærde kan være bekjendt at sige, de har læst, og som i alt Fald aldrig har nedladt sig til i nogen Forsiand at smigre for Pøbelen, uagtet Danmarks Boglærde i mange Aar har fristet ham dertil. Man er vant til at lee ad mine Spaadomme, og over nogle af dern maa jeg selv smile, * * * 126 men lee Vedkommende ad denne, da spaaer jeg dem kjækt, de komme til at græde over den, hvis ikke pludselig de Natur-Love forandres, som Mennesker og Tanker hidtil i deres frieste Bevægelser have fulgt, og jo meer man sammenblander mig med Pøbel-Smigrerne, des kjærere vil det være Disse, da jeg virkelig, trods Injurie-Processen, har et godt Navn og Rygte baade hvor jeg har levet, og hvor man har læst mine Skrifter.

Om det kan nytte, at jeg saaledes driver Sagen, paa min Vei, og paa min Viis, til det Yderste, ved at sætte den klareste Offenlighed mod den mørkeste Hemmelighed, det veed jeg ikke, men jeg veed, det er det Eneste jeg, under nærværende Omstændigheder kan gjøre, det skal være min Roes, at have, selv under Censur, gjort med min Pen, hvad jeg kunde, og har den hemmelige Yei den Fordeel, at derpaa baade gaaes og virkes sikkerst, saa har den Offenlige dog ogsaa det Fortrin at føre videst, og give hvad der virkes paa den Varighed, medens al hemmelig Virkning kun finder Sted, indtil den opdages. Hvorfor skulde jeg da ikke haabe, omsider paa den offenlige Vei at finde hvad jeg paa den har tabt, da det er Alle vitterligt, at jeg har kun søgt Lidet for mig selv, kun det Nødvendigste for Kirken, og kun Meget for Danmark!

Hvorfor skulde ikke Capelianen, som, efter de Unges Spaadom, kan blive gammel, skjøndt kun Haabet holder ham i Live, hvorfor skulde han ikke haabe, at kloge Folk vil indsee, det er dog meget bedre, at Det bliver baade kirkelig og borgerlig sammen, der i Grunden har meest tilfælles, om det saa end personlig slet ikke kan stemme, end at her af personlige Grunde fremtvinges en Forbindelse og en Skilsmisse, der er lige unaturlige, og vil sikkert blive de Forbundne tungere end de Fraskildte; eller hvorfor skulde jeg opgive det Haab, der i Grunden aldrig har skuffet mig, at Majestæten, der dog vist til Graven bliver ved at være, hvad Han var fra Vuggen, Danmarks Skyts-Aand i farlige Tider, inden vi veed det, overhugger den Knude, dog i Grunden Ingen af os kan løse, skjønt Universitets-Directionen vist nok kunde foreslaaet Majestæten at forflytte Professor Clausen til det philosophiske Facultet, hvor Gamborgs Catheder ordenlig syndes at vente paa ham, og at minde om den practiske Philosophie, hvoraf hans Theorie, netop fordi han ikke troer det, kunde høilig trænge til at rectificeres!

Her staae vi da ved Kirkens Gjenmæle, og det er sandt, kunde jeg forudsee, ikke hvad det skulde koste mig, thi tænkde 127 jeg end ikke paa den ærgerlige Form, kjendte jeg dog mine Folk godt nok, til at være beredt paa meget, men den unaturlige Forbindelse imod mig, da burde jeg maaskee alligevel skrevet baade Bogen, og hvad der var Hoved-Sagen, som jeg nær havde glemt, Fortalen, men jeg havde formodenlig ikke kunnet; saa hvis nogen jordisk Klarhed, som jeg dog tvivler om, kunde givet mig det Syn, da var det godt, jeg ikke havde den. Saavidt jeg nemlig kjender mig selv, behøvede Dr. Mynster kun lidt før at have givet mig det offenlige Vink om, at han vilde behandle Professor Clausen som en vildfarende Broder, og mig som en af Christi Korses Fiender, blot et saadant offenligt Vink derom, som det, alle de Læsere, jeg kjender, altsaa jeg selv med, har fundet i hans Prædiken om den christelige Viisdom, da vilde jeg strax skjønnet, at en Fristad i Israel tjende baade mig og.mine1 bedst, saalænge den Ypperste-Præst levede, og den Danske Stats-Kirke kunde da neppe været mig saa dyrebar, at jeg for Dens Skyld vilde opoffret, hvad jeg dog vel ikke opoffrede for min egen Skyld: min borgerlig Rolighed, der vist ikke er nogen Mand i Danmark kjærere, end den er mig.

Nei, det vilde jeg have forlovet, og Dr. Mynster har vist erfaret, at det er gaaet Mange af vore fælles Læsere, som ei er faa, omtrent ligedan, og desaarsag protesterer jeg for Historiens Domstol mod enhver Bedømmelse af Kirkens Gjenmæle, som gaaer ud fra den Forudsætning, at jeg skulde tænkt, Dr. Mynster, naar det gjaldt, vilde heller have Kirke-Samfund med Professor Clausen, end med mig; thi under denne Forudsætning kunde Kirkens Gjenmæle nok være ærlig meent, men neppe frikjendes for en Ubesindighed, der lidet passede sig for en Mand i mine Aar og af min dyrekjøbte Erfaring. Uagtet jeg derfor ellers godt veed at skjelne mellem en offenlig Yitring af mig, som kun har yttret alt for Meget oiTenlig, og en saadan af Manden, der kun yttrer offenlig hvad han paa ingen Maade vil, maa være dulgt, saa anseer jeg det dog endnu for en Overilelse, som Klogskab, i vigtige Momenter, beskytter mindre imod, end man sædvanlig troer, og jeg tænker endnu, Dr. Mynster, naar det gjælder, vil sige som jeg, at hvor organisk ulige, historisk og methodisk forskjellige, ja selv theologisk uenige vi end er, kan vi, som have Herre, Tro og Daab tilfælles, dog hverken for Herren eller for Menigheden forsvare at give vort * 128 intellectuelle og personlige Mis-Forhold mindste Skin af kirkelig Mod-Sætning. Skulde jeg heri, som dog vel er umueligt, tage feil, da protesterer jeg ogsaa mod enhver Bedømmelse af nærværende Skridt, som derpaa grunder sig, og kalder alle Dr. Mynsters Bøger, og alle vore fælles Læsere og Tilhørere, før hin Prædiken, til Vidne paa, at jeg som Christen ikke maatte, og som conseqvent Tænker ikke kunde forudsætte Andet, end at Dr. Mynster og jeg var kirkelig grund-enige, og at han altsaa, ei mindre end Hornsyld og R. Møller og Engelbreth, og jeg, fandt, at hvad det saa end ellers var, Professor Clausen vilde have frem, saa var det bestemt ikke Christendom!

Og nu paastaaer jeg, at, under denne Forudsætning, var Kirkens Gjenmæle netop et Ord i rette Tid, naar jeg vilde taale endeel Ubehageligheder, og vove mit Embede, for at Professor Clausen kunde komme ud af det theologiske Facultet, og det burde jeg, da jeg saae for mine Øine, at saalænge han var der, maatte den Danske Stats-Kirke, Aar for Aar, synke dybere tilbage i det Chaos, hvoraf den havde begyndt at udkæmpe sig, men som han ret med Flid og Held stræbde at reproducere i de vordende Præsters Hjerne.

Professoren har nemlig skabt sig et Ideal af en Kirke, hvori der ikke skulde være nogen fælles Tro, undtagen vel den, at Tro og Vantro kom i Grunden ud paa Eet, da man godt kunde tænke sig en ideel Enhed i de allerskarpeste Modsætninger. Ligegyldighed i Troes-Sager, det vilde da være denne Almeen-Kirkes Grundvold, hvor naturligviis Ordet, som i Pavedommet, blev det Mindste, Ceremonierne, Kirke-Tugten og Theologerne1 Alt. Theologerne skulde, uafhængig af den verdslige Øvrighed, aandelig beherske Folket, foreskrive sig selv, hvad de vilde lære, holde Folket ved god Lune med en repræsentativ Forfatning, men afvise enhver Indvending enten med Et: I forstaaer ikke Bibelen, eller: det har vi jo sagt jer saa tit, at Bibelen modsiger sig selv, og for at udjævne den Modsigelse, derfor har I Theologer!

See, er det ikke Papisteri fra Først til Sidst, blot med en gjennemsigtig, calvinistisk Form2, saa maa rigtig nok Papisteri blot bestaae i den Romerske Curie; thi selv de syv Sacramenter maatte jo Theologerne vel ogsaa have Lov til at indføre igjen, da de ellers, blandt Andet, opgav deres og Pavens stor * * 129 Prærogativ, at modsige sig selv, uden at nogen engang maatte sige, de vrævlede!

At nu et System, der er bygget paa Selv-Modsigelsens Grund-Sætning, som den rette kirkelige Tanke-Lov, og som ovenikjøbet, ved at lade haant om Natur-Philosophien, og Dens bølgende Klædebon, blotter sin Nøgenhed, og røber sin Mesters Overfladelighed, at et saadant System ei i vort Aarhundrede fortjener mindste videnskabelig Opmærksomhed, det har jeg sagt, og derved bliver det, hvad saa end Hr. Etatsraad Ørsted, dog ventelig kun ironisk, synes at indvende derimod; men betragte vi Bogen, som Juristerne nu synes at betragte Alt, casuistisk, efter Omstændighederne, da fortjener den baade borgerlig og literair vor høieste Opmærksomhed. Literair nemlig, fordi vi her finde aabenbaret hvad vi nok vidste spøgede1 i mange Kirker og Skoler hos os, men som Andre dog troede var nedmanet, og som derfor ei godt kunde2 bestrides, før det kom frem; men denne Benyttelse af Bogen tænkde jeg nok, kunde umuelig udeblive, og vidste desuden, havde sin Mand i Dr. Rudelbach. Borgerlig derimod var den vigtig, deels fordi den viiste, at Professor Clausen kunde umuelig være Præste-Lærer i Danmark, naar ikke Præsterne methodisk skulde oplæres til at forvirre Kirken og løsrive den fra Staten, og deels fordi den gav dem hos os et synligt Hoved, som ei vil have med den historiske Christendom at gjøre, men have Lov til at modsige Bibelen og sig selv, saa meget de lyste, Noget der bør være deres egen Sag, men derfor netop ikke den historiskchristelige Kirkes, hvortil vi høre, og hvortil de umuelig kan høre, der protestere imod den, om de saa end paastaae, at protestere og ikke protestere er i Grunden Eet og det Samme, da det er en Viisdomj hvorpaa den Kirke, som har en vis bestemt Tro, der vil bekjendes og ikke nægtes, ingenlunde kan indlade sig.

Her gjaldt det da kun om, at faae den Skilsmisse borgerlig sanctioneret, som Professoren selv har taget sig den Frihed at declarere, og blot glemt, først at nedlægge sit Embede som Præste-Lærer i den Stats-Kirke, han hverken vil være forbundet eller aandelig3 tilhøre.

Dette var let seet, og snart sagt, og jeg havde neppe troet, at ikke i det Mindste det Halve vilde været officiel indberettet, før * * * 130 min Bog kom ud; men det Hele vidste jeg nok. jeg kunde blevet den Første, der sagde høit, om jeg end havde biet lidt. Om det ogsaa havde ligget paa min Vei, formelig at anklage Professoren, som Retten har Ret i vilde været det Sikkerste, saa kunde det dog, efter min Erfaring aldrig faldet mig ind, og det var mig desuden langt mere om at gjøre, at Sagen kunde vinde den almindelige Opmærksomhed, den i Danmark fortjende, og Regjeringen være retfærdiggjort, hvad Undtagelse fra sit tolerante System Den end bestemde sig til, end om juridisk at udmaale1 hver Tøddel i en Bog, som jeg vidste, Professor Clausens Bog forsvarede saa godt, at det var Synd at forlange, den skulde forsvare sig selv, da man ikke godt kan holde Sværd og Skjold i een Haand, naar de ikke skal være hinanden i Veien.

Meget mueligt, at al min Anstrængelse for at Bogen skulde gjøre Opsigt, thi det var ligesaa vist min Hensigt med Kirkens Gjenmæle, som det var langt derfra med min Dimis-Prædiken, meget mueligt, at den havde været hartad forgjæves; thi Tiden er blevet tunghør, og jeg er blevet lavmælet, selv naar jeg taler høiest, meget mueligt, dersom ikke Professoren havde skjældt mig ud, saa det kunde høres til Skaane, og procederet derom et Aars Tid, for at det ei skulde glemmes, og for at Almuen, ved at høre, Præsten de kjendte, skulde være Tremarks-Mand for den gamle Tro, kunde mærke den Fare, de i mine Bøger ei let opdage! Ja, det er meer end mueligt, at Alt hvad der er skedt paa begge Sider, maatte skee, naar man skulde mærke, hvad Sagen havde at betyde; thi, er det desuagtet knapt nok, man har mærket det endnu, hvad vilde der da blevet af, om Professoren havde tiet stille med hvad han vidste, at den lille Bog var ikke god at røre ved uden med en juridisk Ild-Tang, naar man ellers ikke vilde brænde sig!

Skal jeg tale om denne mageløse Proces, eller skal jeg tie? Jeg kan begge Dele, og gjorde helst det Sidste, naar jeg kun var vis paa, den, desuagtet, vilde blive mageløs, men da jeg umuelig kan være det, og vilde dog ligesaa nødig for Danmarks som for min egen Skyld, at den nogensinde skulde miste dette Prædicat, maa jeg dog samle i en kort Sum, hvad skedt er, som en juridisk Curiositet fra det nittende Aarhundrede. Da jeg som Skribent er borgerlig2 mortificeret, og derhos pastor emeritus, er det aabenbar ingen Illusion, at jeg taler om det Hele som * * 131 Noget, der er skedt i gamle Dage, baade mig og mine Med-Borgere saa uvedkommende, som noget Menneskeligt kan være Mennesker, der stræbe at undgaae Fortidens Feil, og at blive kloge af Andres Skade.

Der var (tænker jeg man vil sige 1880 1) der var, i Begyndelsen af dette Aarhundrede en egen Mode saavel hos Juristerne som hos Theologerne, og det var i Grunden een og den samme; thi ligesom man ei vilde historisk undersøge men philosophisk udgrunde, hvad der skulde troes i den christelige Kirke, og hvad der stod i Bibelen, saaledes vilde man ei heller historisk undersøge, men philosophisk udgrunde hvad der stod i Loven, og hvad der skulde være Ret i Landet. Saamange Hoveder, saamange Sind, og naar alle et Lands Jurister ansee sig som Med-Lemmer af en stor Lov-Commission, der har Ret til at udgive deres Stemmer om hvad der efter sunde Rets-Principer bør være Lov, under Form af Domme mellem Mand og Mand, om hvem der, efter Lovene, har Ret, (at) da maa denne praktiske Votering i Lov-Commissionen snart bringe det saavidt, at ingen Mand i hele Landet veed, hvad der er Lands Lov og Ret, men at kun Advocaterne veed, de kan paastaae omtrent2 hvad de vil, og kun den Mand, der har en inappellabel Dom for sig, veed, han fik Ret i Gaar, uden at det deraf paa nogen Maade følger, han i lignende3 Tilfælde fik Ret i Morgen, da det aabenbar kommer an paa Omstændighederne. I criminelle Sager mærkes Uleiligheden ikke synderlig, undtagen paa Acternes Tykkelse, thi Tyve og Skjelmer kan ikke fare værre end Loven vil, og har intet imod en Casuistik, hvorved de, som har Intet at tabe, muelig kan vinde. Saasnart Spørgsmaalet derimod bliver om Gods og Penge, eller om Forpligtelser og Rettigheder, som grunde sig enten paa den almindelige aabenbare Lands-Lov, eller paa særegne Contracter, Fundationer og Privilegier, da føler Enhver, og især den boglig dannede Mand, der altid stræber at handle lovmæssig og aldrig gaaer til Things uden høieste Nødvendighed, baade at det er tungt, han maaskee efter et nyt Rets-Princip hos en fornem4 Jurist skal kunne drages for Retten, hvor det aldrig kunde ahne ham, og endnu tungere, at Sagens Udfald skal beroe paa de ham ubekjendte, maaskee endog af en eller anden Grund ugunstige Dommeres Rets-Principer, og Anvendelsen deraf paa det særdeles Tilfælde, som er al muelig Tilfældighed * * * * 132 underkastet, og, efter den menneskelige Skrøbelighed, som al Anvendelse af egne Principer paa forekommende Tilfælde, ei blot afhængig af Dommerens Retsindighed, Klarhed og Conseqvents, men selv af hans legemlige Befindende, Stemning, Lune, og tusinde uberegnelige Omstændigheder. I samme Forhold nu, som Tviste-Punkten bliver af mere aandelig Natur, i samme Forhold bliver naturligviis Dommen afhængigere af Dommerens Individualitet; allerede hvor det egenlig gjælder om et mundtlig eller skrevet Ords juridiske Betydning og Lovmæssighed, er al Sikkerhed forsvundet; og er Sagen af religiøs Natur, bliver selv Upartiskhed næsten utænkelig, da rimeligviis dog enhver Dommer har en eller anden Mening om Religionen, og det følger af sig selv, at, binder ikke Loven her paa det Strængeste hans Tanke-Gang, da vil den læmpe sig efter hans Grund-Mening, enten han saa er sig det bevidst eller ikke. Befinder Tiden sig nu ovenikjøbet i en religiøs Gjæring, forudsætte Stats-Lovene, at alle Indbyggerne, eller en vis Deel af dem, har eens Tro, skjøndt de aabenbar ikke har den, at alle de beskikkede Religions-Lærere i Grunden fører eens Lærdom, skjøndt de aabenbar ikke gjør det, og bliver det nu et Rets-Spørgsmaal, om en vis Lærer virkelig lærer, som han efter Loven bør, da kan man vædde Tusind imod Een paa, at den Dom, der skal fældes efter Dommerens egne Rets-Principer, vil stemme overeens med han religiøse Tro, Hang eller Grund-Sætning; thi det følger af psychologiske Love, som intet Rets-Princip, undtagen maaskee det, der udspringer af Troen paa Domme-Dag, kan forandre!

Man høre nu og bedømme1 en Sag, der i sin Tid gjorde almindelig Opsigt, i det en Præste-Lærer stævnede en Præst som Injuriant, fordi denne i haarde Udtryk bebreidede ham, at han, tvertimod Loven og sit Embeds Medfør, nedbrød Statens Religion, og bestreed dens lovmæssige Kirke-Forfatning. Præsten sluttede ganske rigtig, at skulde nogen Retter-Gang ved denne Leilighed finde Sted, hvad han dog fandt unødvendigt2, da maatte det blive en Undersøgelse fra Statens Side, hvorvidt det virkelig var sandt, at en beskikket Præste-Lærer saa aldeles kunde glemme, hvad han skyldte den Stat, der lønnede ham i et bestemt Øiemed, han desuden havde selv forpligtet sig til al fremme, ja, at han endog kunde være indiscret og ubesindig nok til at yttre Sligt i et offenligt Skrift, hvorved han baade gav * * 133 største Forargelse, og compromitterede den Tolerance, Staten havde fundet det passende, under de religiøse Meningers Gjæring, at øve! Dette var desuden soleklart af Præstens EmbedsEed, der, uden nærmere Forklaring, tilholdt ham af alle Kræfter (pro virili) ei alene at forsvare Statens Religion, men endog at angribe og bestride (impugnare) dens Modstandere; thi naar nu Præsten følde Kræfter til med Pennen at bestride hvad Præste-Læreren med Pennen havde yttret, da hørde det unægtelig til hans Embeds-Pligt at gjøre det, uden at han paa nogen Maade kunde staae andre end Staten til Regnskab for, hvorledes han i denne, som i enhver Henseende, havde opfyldt sine Embeds-Pligter. Allermindst, sluttede Præsten, kunde Staten, under saadanne Omstændigheder, lade ham blive stævnet af Præste-Læreren som Æreskjænder og Injuriant, da det maatte svække hans borgerlige Agtelse, saa han indtil videre ei kunde forrette sit Embede, og muelig, ved en blot formal Behandling af Sagen, koste ham hans borgerlige Ære, hans Embede og Trykke-Frihed, uden at det endnu var afgjort, om han virkelig havde forseet sig, eller blot med usædvanlig Nidkjærhed stræbt at gjøre sit Embede fyldest. Sin allerunderdanigste Protest mod Injurie-Sagen, velgrundet paa Sagens Natur, Grund-Loven, og Embeds-Eden, nedlagde Præsten i Biskoppens Haand, som, næst Majestæten, var hans høieste gejstlige Foresatte, men fik en Beskeed fra det Kongelige Danske Cancellie, hvoraf han med Forbauselse saae, at hans allerunderdanigste Protest hverken af Biskop eller Cancellie var forelagt Majestæten: Stats-Kirkens Hoved og Beskjærmer, Rigets eneste Lov-Giver, og alle Embeds-Mændenes fælles Herre, som her ene kunde resolvere, og kunde umuelig ville, at hvad der i alle Maader var en Embeds-Sag mellem to kirkelige Embeds-Mænd, skulde afgjøres for Dom-Stolene, uden at det kom i Betragtning, hvem af dem der havde opfyldt og hvem der havde misbrugt, hvem der havde æret, og hvem der havde forbrudt sit Embede, eller om de maaskee Begge havde fortjent at afsættes.

Cancelliet havde henviist Præsten med sin Protest til Dom-Stolen, og hvor megen Aarsag han end havde til at klage til Majestæten baade over Biskop og Cancellie, var det dog, efter Omstændighederne, næsten umueligt, og han adlød da det høieste Justits-Collegium, paastaaende for Retten, at Sagen skulde afvises. Han søgde imidlertid om beneficium processus gratuiti 1, som Modparten havde, og som ingenlunde gav Sagen * 134 en officiel Caracter, men dog ei kunde ham afslaaes1, uden at Cancelliet derved gav et Slags Præjudicat, men Cancelliet erklærede, at beneficium, efter Omstændighederne, Gud veed hvilke, ei kunde Præsten bevilges.

Efter skedt Tiltale og Gjensvar, afviiste Retten ikke Sagen, men Protesten, og det ei paa Grund af et klart Lovsted, som enten havde afskaffet den præstelige Embeds-Eed, forandret eller nærmere bestemt og forklaret den, men, Dommerne maae selv vide, hvorfor, thi af Præmisserne kan det umuelig sees, og man troer neppe sine egne Øine2, naar man læser, at fordi alle Præster ikke er Skribenter, kan en Embeds-Eed, der byder enhver maale sine egne Kræfter, umuelig forpligte en Præst, som endog er en navnkundig Skribent, til som Skribent at forsvare Stats-Religionen mod præntede Angreb.

Præsten nedlagde naturligviis strax sit Embede, som han maa have havt godt Mod og endeel3 personlig Agtelse for uskammet at kunne forrette saa længe, medens Præste-Læreren udraabde4 ham for5 Æreskjænder, og Rygtet gik, at han ene kunde takke Præste-Lærerens sjeldne Humanitet derfor, om han ikke blev Tremarks-Mand; og ved denne Leilighed var Cancelliet inconseqvent nok til at foreslaae Majestæteni Naade at afskedige en Embeds-Mand, der var tiltalt paa mere end sit Embede: paa sin borgerlige Ære. Præsten meende, at herved maatte Denne dog vel indtil videre være betrygget, og Injurie-Sagen bortfalde, men Retten meende Nei, af den mærkelige Grund, at vidste end ikke Præsten, hvad Retten vilde dømme, saa vidste dog Retten det selv, og forudsaae, at Dommen i dette Tilfælde ei blev haardere, end at Afsked i Naade kunde bevilges. Retten synes her, iblandt Andet, at have glemt, den var ikke Høieste-Ret, og kunde umuelig vide, hvad Den vilde dømme, da Præste-Lærerens Paastand meget viselig var ubestemt, og overlod Alt til Rettens Skjøn.

Saa faldt da Dommen, og den skal være fældet udelukkende efter en enkelt Forordning, der altsaa vel maatte ansees for Rigets Grund-Lov i kirkelige Anliggender, men da Konge-Loven unægtelig var denne Grund-Lov, og Forordningen var en fra Interregnets vanskelige Dage, som, med Hensyn paa Øieblikkets Frivolitet og politiske Gjæring, kun skulde afskaffe Anonymiteten og sætte Trykke-Friheden Grændser, saa skulde man ikke let falde paa, at den her lod sig anvende, naar man * * * * * 135 ikke erindrede sig den føromtalte juridiske Praxis, og vidste, at benævnte Forordning netop ved sin dunkle Tvetydighed maatte særdeles anbefale sig til hvem der raisonnererl efter egne Rets-Principer, og vil forsvare sin Dom med Citater; thi ellers maatte dog Embeds-Eden, om den ei kunde bevirke Sagens Afviisning, ledt til Frikjendelse, med mindre det var blevet beviist, at Præsten havde paa en aabenbar uredelig Maade misbrugt sin Embeds-Stilling, til Angreb paa Noget, ingen Præst2 maatte enten kunne misforstaae eller støde sig over.

Nu derimod skulde Trykke-Forordningen afgjøre Sagen, som en Slags kirkelig Grund-Lov, enten den kunde eller ikke, thi skulde den kun adspørges som almindeligt Regulativ for Bedømmelsen aftrykte, nærgaaende Beskyldninger, da gjaldt den gamle Regel: ueritas convitii tollit injuriam 3, og da skulde det Factum, Præste-Lærerens Bog var, blevet Gjenstand for en Undersøgelse, der maatte ledt bort fra Trykke-Forordningen, til Konge-Loven, Danske Lov, Præstens og Professorens Env beds-Eder, og det streed formodenlig mod de antagne Principer. Man antog altsaa, at efterdi Trykke-Loven ikke sætter nogen Straf for Angreb paa Stats-Religionen, med mindre den i strængeste Forstand var lastet og bespottet, hvad Præsten selv havde været liberal nok til ikke at paastaae den her var blevet, saa maatte man antage, at den, der ikke havde overskridt Trykke-Frihedens Grændser, maatte ogsaa være fri for at lastes for sin Skrift, saa det var en velgrundet Paastand af Præste-Læreren, at Præstens nærgaaende Udtryk, uden videre Undersøgelse, maatte mortificeres, og han mulcteres, dog med Maade, efterdi det nok var troligt, at Præsten havde meent han kun havde gjort sin Pligt.

See, det var aabenbar ingen Dom efter Trykke-Forordningen, men over den, efter egne Rets-Principer, Præsten umuelig kunde kjende, og her skulde man da mindst vente en haard Anvendelse af Trykke-Forordningens Bogstav om de Skribenter, som dømmes efter den, saa det maa ogsaa udledes af hemmelige Rets-Principer, at Præsten, uden videre Spørgsmaal, sattes som Skribent under Politi-Censur.

En saadan Dom og en saadan Følge-Slutning, der syndes at skulle give en yndet Præst og navnkundig Skribent, hvis Frygt for personlig at fornærme noget Menneske var næsten ligesaa bekjendt, som hans Hengivenhed til Kongen og * * * 136 Fædrenelandet, til Stats-Religionen og hele Stats-Forfatningen, give ham baade kirkelig, literair og borgerlig, saa haard og saa hastig en Død, uagtet hele Landet vidste, han havde Ret imod Præste-Læreren, det maatte nødvendig gjøre megen Opsigt, endogsaa udenlands, og det var en temmelig udbredt Tro, at naar den Sag kom for Høieste-Ret, maatte Præsten nødvendig faae den meest glimrende Opreisning, og saamange af Lands-Dommerne, som havde været enige, i det Mindste dømmes pro meliori informatione 1.

Præsten betænkde sig imidlertid paa, om det var Umagen værdt yderligere at friste Tidens hemmelige Rets-Principer, mod hvilke de aabenbare Love havde ondt ved at seire, og om det, da ingen Dødelig dog kunde udgrunde, hvad, efter den herskende juridiske Praxis, i dette Tilfælde skulde kjendes for Ret, før det var skedt, om det ikke da var klogest at nøies med en Dom, hvis Præmisser han kunde oversee, og frikjendtes i Grunden af2.

Loven gav en god Betænknings-Tid, Aar og Dag, og Sagen krævede det modneste Overlæg, da Spørgsmaalet var, om en lovmæssig Præst, navnkundig, patriotisk Skribent, en Huusfader med Kone og Børn, skulde juridisk vove det Yderste, som paa et Væddemaal, for at kunne blive i Fædernelandet, eller om han, hardtad for gammel, indgroet og bundet dertil, skulde see at finde et Land, hvor dog de bedste Advocater kunde sige en Mand, hvad han turde sige og skrive, uden at blive Injuriant, og hvor han da turde begynde et nyt Levnets-Løb.

Dog, Præsten havde en Ven i den Ret, der dømde ham, en grundærlig, stille, beskeden, men velstuderet, dybsindig, historisk-lovkyndig Mand3, hvis udmærkede Retskaffenhed var alle hans Kyndinger, og deriblandt tre Cancellie-Deputerede, med hvem han havde staaet i nøie Embeds-Forhold, velbekjendt. At han, som kjendte Lovene, og ærede dem sam de sande Rets-Principer for alle Dommere, skulde dømme efter Gunst, var ikke tænkeligt, men at Venskab kunde gjøre ham det til en Samvittigheds-Sag, at bryde sin beskedne, hos en til Skribent-Banen saa rigt udrustet Mand, hardtad mageløse Taushed, for at protestere mod en Dom, der, efter hans fuldeste * * * 137 Overbeviisning, streed ligesaameget imod Lovene som imod hans Retsfølelse, og tilintetgjorde en Mands borgerlige Existens, han i mange Aar havde æret som Præst, studeret som Skribent, og elsket som Ven; det var vel et halvt Vidunder, men dog ligesaa psychologisk forklarligt, som dybt rørende! Hans Protest vidnede maaskee om Haandens Mangel paa Øvelse, men dog klarligst om Kampen mellem en dyb, overvældende Følelse, og en klar juridisk Besindighed, om et Hoved, der i alle Maader vilde have Loven for sig, men et Hjerte, der, hvad saa end Hovedet sagde, maatte have Luft, og vilde, naar saa maatte være, opoffre sig.

Denne Protest udkom tilligemed en skarp Bedømmelse over Doms-Præmisserne, af den siden saa berømte Danske Orientalist1, som ogsaa elskede Præsten, ærede Stats-Religionen, og vilde, naar det kunde skee uden Lovbrudd, opoffre sig for dem, og disse Ting gjorde naturligviis ei blot Opsigt, men et dybt Indtryk hos et Folk, med saamegen Agtelse for naturlig Ret og Billighed, og saameget Hjerte til kjærlig Opoffrelse, som det Danske. Orientalisten vilde ikke skjænke Retten det Mindste, og havde Præmisserne i Forbigaaende ymtet om, at Præste-Læreren sagtens maatte være orthodox nok, da Superintendenterne jo i det Væsenlige var enige med ham, da blev det ei blot bemærket, men skarpt udført, at Superintendenterne stod under samme Lov, som Præste-Lærerne, og maatte, hvis de virkelig var enige med ham, faae samme Dom, hvad upaatvivlelig var strængt juridisk sluttet, men, efter Omstændighederne, for skarpt anvendt.

Cancelliet bestormedes nu fra tvende Sider, da Sællands Biskop klagede, og Præste-Læreren spurgde, hvad han skulde gjøre ved Lands-Dommeren og Orientalisten, som vovede at paastaae, Præsten havde Ret. Til Præste-Læreren svarede Cancelliet, at da Retten havde givet Præsten Uret, behøvedes derom ei videre Retter-Gang, men indstillede saavei Orientalisten som Lands-Dommeren til Majestætens Mishag med deres Handle-Maade, udbedende sig dog tillige, at Lands-Dommerens bekjendte Retskaflenhed maatte skjænkes et ærefuldt Vidnesbyrd ved Siden ad Mishagen!

Dette skedie, og nu sluttede Præsten, at den juridiske Vei til * 138 Majestæten i Høieste-Ret, ligesom den kirkelige til Majestæten over Cancelli og Biskop, var ham om end ikke theoretisk spærret, saa dog practisk afskaaret; thi at appellere en Dom, som Cancelliet, med Danmarks berømteste Theoretiker til Consulent, og, for Øjeblikket, som til Hoved, havde erklæret saa fuldgyldig, at den gjorde al videre Retter-Gang om Præste-Lærerens deri oversprungne Lærdom, selv i et ganske nyt Tilfælde, overflødig, ja, at indanke en Dom til aldeles Underkjendelse, og paastaae dens Ophavs-Mænd anseete med Lovgiverens allerhøieste Mishag, hvorimod Protesten af en, som det lød, ellers retskaffen Dommer, var allerede indstillet til Majestætens Mishag, og ramt deraf, det, fandt Præsten, maatte være forvovent1, især paa en Tid, da Høieste-Ret, uden at have tabt den store Høiagtelse i Europa, som Skumleren Molesworths aftvungne Vidnesbyrd avlede, og Retfærdighedens upartiske Haandhævelse gjennem halvandet Aarhundrede holdt herlig ved Lige, da selv Den stod Fare for at henrives af den frygtelige Praxis, der følger et andet Rets-Princip end Lovene: den aabenbare Lands-Lov, paa en saadan Tid, og i en Sag, hvori Neutralitet var umuelig, og hvorom det offenlige Ørstedske Præjudicat, at Præsten uden Grund havde forkjettret Præste-Læreren, syndes nu at have vundet en mageløs Kongelig Stadfæstelse!

Var nu en Dom, man ellers ikke skulde fristes til at acqviescere ved, var den, som det syndes, efter Omstændighederne, kun appellabel til Skjærpelse eller dog kun til Stadfæstelse, hvor Præmisserne ere usynlige, og lade sig da paa ingen Maade enten oversee eller bedømme, saa maatte Præsten unægtelig enten nedsynke i stum borgerlig Fortvivlelse, eller tye til Majestæten paa Publicitetens Vei, der vel, ved Politi-Censuren, syndes ham theoretisk spærret, men, som han troede, vilde dog staae ham practisk aaben, om ikke ved Andet, saa ved Kong Frederik den Sjettes personlige Sandheds-Kjærlighed, og mageløse personlige Tilgjængelighed, der vel, efter Sagens vidtløftige og indviklede Natur, ei her kunde gjøre Publiciteten overflødig, men vilde sikkert, troede Præsten, gjøre den baade muelig og frugtbar!

Han vovede da dette Skridt, om ellers det eneste Skridt, man kan gjøre, uden enten at overtræde den aabenbare Lands-Lov, eller overskride et elsket Fædernelands Grændser, om det * 139 Skridt med Føie kan kaldes voveligt, af en Skribent, hvis hele Liv og Levnet i henved tyve Aar kun behøvede den Oplysning, det stod i hans Magt at give, for at ligge klart udfoldet, borgerlig ulykkeligt, men ogsaa borgerlig uskyldigt, borgerlig roesværdigt, for Majestætens, for Danmarks og for hele Nordens Aasyn!

Her maa jeg nødvendig afbryde min Tale i Efter-Slægtens Navn; thi det Følgende kan kun Majestæten skabe, Tiden vise, og Historien melde; men min borgerlige Tro og mit borgerlige Haab, som del har været min Lyst at bekjende, som have trøstet mig over mange Trængsler, og som de Sidste vel kunde friste men ei overvinde: min borgerlige Tro paa Majestæten, som Danmarks Skyts-Aand i gruelige Tider, ja, som en Gud paa Jorden, der kun har Ham i Himlen over sig, en Gud paa Jorden i Retfærdighed, i Fader-Kjærlighed selv til de utaknemmelige Børn, men dog især til de lydige, og i Langmodighed mod de trodsige Tjenere, uforanderligt Velbehag mod de trofaste, denne min borgerlige Tro, og mit deraf udspringende borgerlige Haab, at hvad end min Skæbne skal vorde, saa vil, saa maa dog vist1 en saadan Konges Alderdom blive lykkelig og velsignet, som den kun kan blive for Lands-Faderen med det sjeldne Konge-Hjerte, naar den bliver det for Danmark, i den mageløse Grad, som Han i sin begeistrede Ungdom haabede, og som Danmark jublende haabede med Ham, dengang da Frederiks Navn, som Danmarks Skyts-Aand, forplantedes med Moders-Maalet paa mine Barne-Læber, og Høst-Gildets deilige Toner blev de første jordiske, der fyldte mit lyttende Øre; denne Tro, og dette Haab, som jeg, selv udvandrende, maatte tage med mig, ja tage med mig i Graven, saalænge Kong Frederik lever, dem vil jeg ogsaa frit bekjende her, hvor det staaer ene i Guds og Kongens Haand, om jeg skal juble eller forstumme! Man kalde mig længe nok Smigre-Præsten, fordi man intet Begreb har om, at naar en poetisk Natur skal godvillig bære de tunge Baand, der, især i vore Dage, trykke ei blot den nidkjære Præst, men ogsaa den patriotiske Skribent, da maa man føle sig sammensmeltet med Statens Grund-Forfatning, og med Dens udødelige Aand, Dens levende Sjæl, som Kongen i Danmark er, da maa man i Troen og Haabet kunne hæve sig over alt det Tilfældige, Trykkende og Skrøbelige, som enten blot menneskelig Ufuldkommenhed, eller tillige farlige, * 140 vanskelige Omstændigheder, og Misgreb, uundgaaelige i en forvirret, chaotisk gjærende Tid, kan have foraarsaget, og dvæle ved den herlige Ejerne, og ved den borgerlig levendegjørende Aand, som er og som virker med glædelig Enevolds-Magt i en landsfaderlig Konges Ord! Kalder man dette Smiger, velan! saa gid jeg maa kunne smigre Kongen af Danmark al den Stund jeg lever, det skal vist ikke nage mig i min Døds-Stund; men er det, som jeg troer, kun Smiger at fortie fornøden Sandhed, man har Kald til at sige, fordi den muelig kan støde, eller at besmykke hvad man dog misbilliger, og, i det Hele, at være falsk og sød, for at tækkes, er kun det, som jeg troer, at smigre, da veed jeg mig fri, og, Saameget er i det Mindste vist, at havde jeg saaledes smigret Majestæten, og dog ikke kunnet drive det videre, end til i mit 44de Aar at være pastor emeritus, opgivet Borger og bundet Skribent, da kunde det være ligesaa velforskyldt, som det er underligt1, og Kong Frederik den Sjette, der ei lod Naade gaae for Ret mod en smigrende Præst og Digter, med lidt Talent og Navnkundighed, Han maatte netop da være et endnu langt større Kongeligt Vidunder, end mine dristigste Sange har skildret!

Altsaa, jeg troer endnu borgerlig paa Majestæten, og haaber langt mere af Ham, end jeg behøver for at naae mine personlige Ønskers Maal; thi det er virkelig kun at have udtjent som Stats-Præst, hvortil jeg kun med megen Møie har stræbt at gjøre mig nogenlunde skikket, at have tarveligt Udkomme, og Frihed til med Mund og Pen at tjene mine Troes-Forvandte, den aandelige Deel af Menneske-Slægten paa Veien til Forklaring, og den Stat der vil skjænke mig Dette. Mit Hjertes Attraa er det vist nok, at have disse Livets Nødvendigheder til min Døds-Dag i Danmark, hvor jeg i saa lang Tid enten fandt dem, eller fik dem, ved en Tro og et Haab paa Majestæten, som ei beskjæmmedes, og derom tvivler selv neppe han, der, jeg vil dog haabe, ei spottende, men kun i Spøg, ubetimelig nok, i mine haardeste Dage, nænde at sige, det var jo min Lyst at vandre videre, med Saxo under den ene Arm, og Snorro under den Anden!2 Men skulde saadanne Taler af anseelige Mænd, der maae forudsættes at kjende baade mig og mit Forhold til Danmark, skulde de, eller hvad Andet der dog kun Alt er Redskab i Forsynets Haand, berøve mig det, uden hvilket jeg hverken kan eller tør blive godvillig her, da er jeg personlig * * 141 slet ikke fortvivlet, skjøndt kun den Alvidende kjender denVei, jeg da skulde betræde, den Plet, hvor det midtes mig at finde Virke-Kreds og Hvile! Sandelig, jeg har et høiere Begreb om Arm i aandelig Forstand, og om Hvad der kan gribe Støv-Mennesket under Armene, saa han ei synker sammen i sit eget forfængelige Intet, et høiere Begreb derom, og en baade mørkere og lysere Erfaring deraf, end at jeg noget Øieblik skulde tænke, at Skrifter, trods hvilke jeg i Danmark, som de var næsten udelukkende beregnede paa, sank saa dybt som den ringeste Borger, naar han kun er en ærlig, retskaffen Mand, vel kan synke, at disse Skrifter skulde nogensteds bedre tale min Sag, end de talde den her; men ligesom jeg frit bekjender, at gamle Krøniker er i mine Øine mere værd end gamle Postiller, saaledes troer jeg ogsaa virkelig, at det Hoved, jeg brød, og den Pen jeg sleed op, for at fordanske Nordens Old-Krøniker og Bjovulfs Drape, mest, som det synes, til Muus og Møl, at de, udenfor Danmark, vel kunde givet mig meer end det tørre Brød, og Skam til Takke af sprænglærde Folk, hvis stolte1 Latin dog Flere har lært end min platte2 Dansk. Jeg troer fremdeles, at dette Hoved, som Gud har lægt, og den ny Pen, Han gav mig for den gamle, at de, med Hans Hjelp og Velsignelse, endnu, hvor jeg kommer, og kan bruge dem med Lyst, er istand til at tjene mig Føden og Klæden, og et Navn, hvorved mine Børn ei skal rødme, saalænge de færdes aabent og ærligt, som deres Fader!

Ikke derfor greeb jeg da en Pen, Forbryder-Mærket paa min Skrift nær havde betaget en borgerlig uskyldig, fribaaren og fritalende Dannemand Modet til sømmelig at føre, ei for at klage over en Modgang og Uret, min christelige Tro og mit uforkrænkelige Haab har givet mig at kunne bære, saavelsom at lide; nei, der er en Herre, hvis Naade og Bifald skulde være og har været mig endnu dyrebarere, end min jordiske Konges, og naar jeg skal adskille Guds og Kongens Naade, som jeg har altid for ramme Alvor sammenføiet, da er Han den Eneste, for Hvem jeg klager mig personlig, og Hvem jeg, efter tro Tjeneste, beder om Almisse, her og hisset! Men hvorledes kunde jeg drage ud af Landet, eller gjøre noget borgerligt Skridt til Udvandring, med Troen paa det landsfaderlige Hjerte under Purpuret, og paa Konge-Øiet derover, og med Haabet om, at der ligger et Konge-Ord paa Tungen derimellem, som kan og * * 142 som vil gjøre det til en misundelses-værdig Lykke at være Dansk Borger, end sige da at have skabt den Lykke med retmæssig elsket Ene-Vælde, hvorledes kunde jeg det, uden at have gjort alt det Lidet jeg mægtede, for at det ei skulde synes, enten som om min Patriotisme, istedenfor at luttres, hensmeltede i Ovnen, eller som om Kongen af Danmark i en slibrig Tid kunde mene, selv af de ringeste troe Tjenere at have een for mange, eller endelig, som om Ene-Vælden ei gav Magt til at beskytte Kongens og Danmarks, hele Norden bekjendte Lovtaler mod aabenbar Uskjel1, den reise sig af Cabale, Caprice, Aands-Svaghed, Forblindelse, Forliebelse i egne Meninger, eller hvoraf det end maatte være!

Dette var Eet, og det Andet var ligesom Dette; thi veed jeg ikke godt, det er ingen Brøde i Kongens Øine, og kan ingen være, at yngre talentfulde Mænd havde kirkelig, videnskabelig og personlig knyttet sig til mig: en agtet Embeds-Mand, navnkundig Skribent, og god Borger, hvis bekjendte politiske Grund-Sætninger Kongen, baade for Thronens og Rigets Skyld, maatte ønske, om mueligt, indpodede i hele den yngre Slægt af Videnskabs-Mænd, da jeg ikke syndes at have dem tilfælles med Mange af den Ældre; og hvad er dog Dr. Rudelbachs og Adjunkt Lindbergs Brøde, dersom den ikke bestaaer i, at de er mine Venner og Med-Arbeidere? Vil vel Nogen af Danmarks Theologer afdisputere mig, end sige da Dr. Rudelbach selv, hans philosopherende Skarphed, eller hans theologiske Erudition, eller har man pludselig ophørt at ændse hvad man nys forgudede, eller hvorfor kunde en Rudelbach ei engang blive Licentiat i Theologien, da en Fogtman, en Clausen, og selv en Faber blev Doctores! Kan vel Nogen udgrunde, hvorfor Professuren i de østerlandske Sprog staaer ledig, medens man indførte Lindbergs ebraiske Grammatik i de lærde Skoler, eller er virkelig et tomt Catheder en større Prydelse for Høi-Skolen, end et, hvorpaa en af mine Venner stod, om det saa end var en Lindberg, som jo dog de Lærde, før han blev min Ven, ingenlunde tvivlede om, vilde gjøre Epoche i sit Fag! Kunde jeg forlade Danmark, uden at have gjort det Yderste for, at Majestæten fik at vide, hvad neppe nogen Anden siger, og hvad det ikke hjalp jeg sagde, uden her, for Historiens Dom-Stol, hvor de Høilærde kan beskjæmme mig, hvis jeg lyver, eller taler som den Blinde om Farverne! Nei, var det ogsaa * 143 kun for mine Venners Skyld, skulde jeg dog ogsaa i dette Stykke gjøre det Lidet, jeg mægter; thi under mageløs Ringeagt mellem mine fleste Jævn-Aldrende og de lidt Ældre af Danmarks Bog-Lærde, fandt jeg sjeldne Venner, Venner, som stod, da det gjaldt, og vil jeg fortjene en saadan Lykke, som faa Skribenter kan rose sig af, da maa jeg ikke heller taale, at dette Venskab, som var min Trøst og min Ære, da alt Andet syntes at glippe, at det skal behandles som en borgerlig Brøde, ei taale det, uden at lade Lyset skinne over Mørket, saa Majestæten fra Thronen kan see, hvad der er langt vanskeligere, end i vore Hytter, selv med det skarpeste Blik, at opdage! Det er sandt, Dr. Rudelbach kan Tydsk vel bedre end Dansk, og behøver neppe at lede længe om et Catheder i Tydskland, hvor man er slet ikke bange for de orthodoxe Theologer, men vel for de Andre, og nu Lindberg; jeg tænker, hvis han vilde, da kunde han vel naae et Catheder i Norge, hvor, blandt Andet, det theologiske Facultet, der siet ikke skyer Orthodoxien, godt kunde bruge en Tredie-Mand, som jeg ikke duede til, om jeg saa end, med min bekjendte historiske Partiskhed for Danmark, Haardhed mod Norge, og Ubillighed mod Sverrig, kunde enten ønske eller vente at blive det! Men hvad da? om end visse Folk skulde mene, det var bedre, at Clausen fandtes uerstattelig, og det østerlandske Professorat ubesætteligt, end at der skulde blive videnskabeligt Spor af mig og min Kreds i Landet, skulde jeg derfor troe, Majestæten dømde ligesaa, eller tænke, det var ei Møien værd at sige det!

Og endelig, hvorfor skulde jeg ikke haabe, at ogsaa mit ærlige frimodige Ord kunde bidrage sin beskikkede Deel til at oplyse den ogsaa politisk farlige Vending saavel den kirkelige, som den juridiske Tanke-Gjæring har taget her i det nittende Aarhundrede, og som det, ved Professor Clausens Bog, og Forhandlingerne desangaaende, er blevet soleklart, har bragt Forvirringen til en Høide, hvor den umuelig kan standse sig selv, men maa enten læges, eller blive dødelig for Staten! Naar det er kommet saavidt, at Professor Clausen kan skrive for hele Verden, hvad han kun behøvede mundtlig at sige vidnesfast Tiende-Delen af, for, efter Loven, at have sit Embede, og, skulde det tages strængt, langt mere forbrudt, naar han kan skrive det, og berømmes derfor af de Lovkyndige, men jeg kan ikke skrive, hvad jeg mundtlig kunde sige høit i enhver Forsamling, ja selv for Majestætens Øren, uden at støde an mod en Tøddel i Loven, det kan jeg nu ikke skrive, uden høilig at 144 lastes af de Lovkyndige, stævnes som Injuriant, afvises med min allerunderdanigste Ansøgning til Majestæten, nægtes beneficium, dømmes uden Undersøgelse af Kjends-Gjerningen, og miste min Trykke-Frihed; naar det kan skee, uagtet jeg dog var en agtet Embeds-Mand, og en navnkundig Skribent, hvis Skæbne maa gjøre Opsigt i hele Norden, som havde været begunstiget af Majestæten, som havde ikke blot en Advocat til Ven, som Justitsraad Treschov, men og selv baade Mund og Pen til Tjeneste, i en Sag, hvis Actstykker laae for den hele Læse-Verdens Øine, og som endelig, saavidt jeg veed, ei havde en eneste personlig Uven enten i Cancelliet, eller i Retten, men erholdt endog i denne Henseende den meest hæderlige Erklæring af Hr. Etatsraad Ørsted, som dog juridisk gav mig aldeles Uret; naar, selv under saadanne Omstændigheder, den herskende juridiske Praxis, og Raisonnementet efter egne Rets-Principer kan lede til det Resultat; ja, da veed jeg ikke, hvad borgerlig Sikkerhed nogen Undersaat i Landet kan have, naar det lyster hans Uven at stævne ham, og skulde jeg forlade Danmark, uden at have sagt det saa høit, med sømmelig Ærbødighed, som jeg mægtede!

Men maaskee er det blot Trykke-Forordningen, som trænger til Forandring? Ja, gid det var saa vel, men da burde det jo ogsaa siges, og hvem var nærmere til at udsige det med Suk, end en Skribent, hvis egenlige Fag er Fæderne-Landets Historie, hvori man vel ved Slutningen af forrige Aarhundrede maa oplede det Mærkværdige i en modbydelig Dynge, men gjør det dog langt heller, end man forgjæves leder om Oplysning over det nærværende Aarhundredes mange Gaader, og hvem veed det bedre end Skribenten fra 1806, der har vovet at skrive frimodig om sine egne Dage, hvem veed det bedre, hvad Mod, næsten Alle sagde Forvovenhed, dertil hørde! Sandt er det vist ogsaa, at naar man længst har stavet paa Trykke-Forordningen af 1799, for at finde Skrive-Frihedens lovmæssige Grændser, man da nødes til at sige, man fandt ikke engang Trykke-Frihedens, hvad dog kun er lidet, naar det Meste, som trykkes, kan undertrykkes før det bliver læst, og vil man altsaa beholde det Mod til at skrive frit, med sømmelig Ærbødighed, som Indledningen indgyder, da maa man vel udelukkende holde sig til Indledningen som Udtrykket af Lovgiverens Mening og Hensigt dvs. af Lovens Aand, hvad man dog ikke kan, uden stærk Tro paa en saadan virkelig Lovens Aand og Kongelig Lovgiver, som Frederik den Sjette; thi naar man skal gjenkjende 145 Christian Colbjørnsens lyse Hoved i denne Forordnings Stiil, maa man nok antage, det mindre var hans Hensigt at give Dommerne, og dermed Skribenterne, en øiensynlig Rette-Snor, end at give Advocaterne Leilighed til at øve sig i Dialectiken, eller Skribenterne et Vink om, ligesaa godt først som sidst, at forsage det Nærværende og Timelige, trøstende sig, som de kunde bedst, ved det Forbigangne eller det Tilkommende. Men trængde ikke ogsaa virkelig hiin Tids fleste Skribenter til et memento mori! og til en kraftig Advarsel om, at Øieblikket, hvori de havde nedsænket sig, var ei at stole paa, saa Forordningen, som et provisorisk Reglement, paa Grændserne af det attende og nittende Aarhundrede, vel kan kaldes et haardt Ord i rette Tid, og mon det ikke virkelig, til enhver Tid, var statsklogt, baade at afskaffe Anonymiteten, og see til at forbinde en ordenlig Censur med Skrive-Friheden, saa Forordningens Hoved-Feil blev dens Tvetydighed, og Parallelen mellem Skribent-Feil, en god Borger ogsaa kunde begaae, og qvaliliceret Tyveri eller andre grove Misgjerninger! Jeg troer jo, troer, at den Tøileløshed, og det evige politiske Kandestøberi, som den revolutionære, regelløse Ophævelse af Censuren havde udklækket, og den franske Revolution opfostrede, maatte afbiydes ved et Magt-Sprog, der vel kunde været voveligt nok, hvis ikke Napoleon var kommet med den 18de Brumaire, men vilde, i det Mindste til Napoleon forsvandt, ingen Skade gjort, under Frederik den Sjette, naar Juristerne kun havde været ligesaa liberale som Lovgiveren, og ikke anseet Forordningens Tvetydighed for en Fuldkommenhed, men for en Feil, hvorunder det var Synd Skribenten skulde lide. Vanheldet bestod da egenlig deri, at den ny Mode i Jurisprudensen, at construere den borgerlige Ret, ligesom Kant og Fichte den Moralske, a priori, at denne ny Mode der nu just opkom, og trængde høit til at bestrides paa den offenlige Vei, fik, ved Trykke-Forordningens Tvetydighed, denne Vei i sin Magt, behøvede altsaa ikke at lade sig bestride skarpere, end den selv vilde, og kunde, som skedt er, udbrede sig frit, til den naaede det Maximum, man vel maa kalde det, at betragte Trykke-Forordningen ogsaa i kirkelige Anliggender som en symbolisk Bog, over alle dem Loven kalder saa, og som en Ophævelse baade af Præstens og af Præste-Lærerens særegne Forpligtelser. At det saaledes langt mere er Raisonnementet paa fri Haand over hvad der i hvert enkelt Tilfælde skal kjendes for Ret, langt mere det, end Trykke-Forordningen, der 146 gjør Skribent-Veien aldeles usikker, kan jeg ikke bedre oplyse, end ved at sammenligne to Skribenters forunderlige Skæbne ved samme Ret, min egen nemlig, og En af mine Ungdoms-Venners1. Det var nemlig 1804, at en eet og tyve Aars Yngling, tidlig historisk-lærd, midt i et strængt videnskabeligt Arbeide, sagde nogle usømmelige Ord om en af vore længst hensovne Konger, men derom talde Trykke-Forordningen ikke, og det er klart, at ingen Lov kan befatte sig med Sligt, uden at tilintetgjøre den historiske Frihed, hvis Brug er Staten saa vigtig, og hvis Misbrug er den saa uskadelig, at den sikkert bør haandhæves. Mueligt, at der i dette Tilfælde var Noget som kunde fordre en Undtagelse, men hvad jeg vil sige, er, at man kaldte Ritualet til Hjelp, som forbyder at tale ilde om de Døde i deres Liig-Prædiken, og det er klart, at kunde Sligt medvirke det Mindste til, at en ung Historiker kom til at sidde paa Vand og Brød, hvad han rigtignok, under sit utrættelige Studium, var vant til, men ikke som Misdæder, og at han gik tabt for Videnskaberne, hvilken levende Skribent kunde da ikke falde, før han vidste det! Tyve Aar senere kom jeg for Retten som Præst, og forsvarede mig med Ritualet, men her maatte det ikke gjælde, uagtet Retten fandt sig incompetent til at undersøge Kjends-Gjerningen efter Trykke-Forordningen, men under Censur skulde jeg, som om jeg var dømt efter den, og Anvendelsen er overflødig. Havde en Fader, som lod sine Tyende og de Fremmede troe, og tale om Tro, omtrent som de vilde, antaget en Huus-Lærer til sine yngste Børn, under den udtrykkelige Betingelse, at oplære dem i den evangelisk-lutherske Religion, efter Luthers Catechismus og Balles Lærebog; nedrev desuagtet Huuslæreren offenlig i Børnenes Paahør saavel den Religion, han skulde lære dem, som de Bøger, han skulde bruge; lastede en af de ældre Sønner ham høit derfor, og sagde reent ud, at naar han tænkde saaledes, burde han, som ærlig Mand qvittere sin Post, og stævnede nu Huus-Læreren Sønnen derfor som Injuriant, og kunde Sønnen ikke engang redde sig med at fremlægge Faderens skriftlige Beviis af ældre Datum for, at han var sat til af al Magt at bestride hvad Tale der førdes i Huset mod dets Religion; da blev det vist nok ikke af mine Rets-Principer, det kunde udledes, at Huus-Læreren havde dog i Grunden moralsk eller philosophisk Ret, men derom kan man tvistes; at han derimod juridisk, det er, efter Lovene, havde den soleklareste Uret, det vil dog vel intet fornuftigt * 147 Menneske aftrætte mig, og hvad er da Forskjellen mellem dette Exempel og Sagen mellem mig og Clausen, naar man gjør Faderen til Lands-Fader, Huus-Læreren til Præste-Lærer i Staten, og Sønnen til Præst, hvad gjør da Forskjellen, uden at Juristerne er kommet i den Vildfarelse, at hvad der efter deres Tanker er moralsk eller philosophisk Ret i Kirken, det er ogsaa juridisk Ret, hvad saa end Lands-Loven siger, og man har da, hvor den Vildfarelse bliver practisk herskende, en hemmelig Ret, man ikke kan lære at kjende af den aabenbare Lov, men kun i paakommende Tilfælde, af glædelig eller sørgelig Erfaring for Domstolene!

Er dette nu soleklart, som det jo unægtelig er, og er denne Forvexling af lovmæssig dvs. juridisk Ret med hvad Juristerne, hver for sig, antager for philosophisk Ret, og troe, hvis de er Under-Dommere, at kunne forsvare for en høiere Ret, hvis Sagen appelleres, er denne Forvexling saa almindelig, som man maa slutte, ei blot efter min Sag, men efter den store Indflydelse, den skarpsindige Tænker A. S. Ørsted, i stigende Forhold, baade som Manuducteur og Skribent, lige fra dette Aarhundredes Regyndelse, har havt paa Danmarks Lovkyndige, da veed jeg ikke, hvad de bedste og klareste nye Love skulde nytte Fædernelandet meer end de Gamle, med mindre Juristerne igjen lære at skjelne skarpt imellem hvad de videnskabelig kan have at foreslaae til enkelte Loves, eller den hele Lovgivnings Forbedring, og hvad der, indtil videre, efter de bestaaende Love, i Grund-Lovens og Danske Lovs Aand, er Ret. Forordningernes og Reskripternes Mangfoldighed er beklagelig, men den er taalelig, naar Juristerne ikke vil misbruge den Kundskab derom, ikkun de kan besidde, til at give dem Uret, som efter den aabenbare, uforandrede Lov, og deres særegne Forpligtelser og Rettigheder, har Ret; vil de derimod ikke blot det, men selv hvor de ingen Forordning og Reskript har at sætte mod det aabenbare Lovbud, raisonnere sig derfra, da er den borgerlige Sikkerhed forsvundet, og hele Lovgivningen kun et Tvistens Æble mellem Juristerne, som kommer Folket og Landet dyrt at staae, om saa end alle Jurister var, hvad jo dog ingen Borger-Classe er, lutter retsindige, skarpsindige, conseqvente og samvittighedsfulde Mænd! Maaskee er hiin Fremgangs-Maade langt sjeldnere end jeg troer, men hvem der een Gang har lidt under den, maa dog ligefuldt borgerlig grue for den, ei blot paa sine egne, men paa alle sine Medborgeres Vegne, selv paa de Juristers, som øve den; thi ogsaa de staae i Grunden samme 148 Fare som vi Andre, med mindre de sidde i Høieste-Ret, og selv der maae de høre til Majoriteten, for at være sikkre paa, de, hvis de som Skribenter, eller i anden Qvalitet, drages til Ansvar, ei vil blive dømt efter en hemmelig Ret. Kan det times Jurister, hvad da os andre Boglærde, der vel, naar vi har Hoved og Stunder dertil, kan studere Hr. Etatsraad Ørsteds Skrifter, og have meget videnskabeligt Gavn af at følge den skarpsindige Tænker, selv naar han farer vild, vel kan det, men kan ikke forsvare os med Etatsraad Ørsteds Skrifter enten for Kongen, for Retten, for Folket eller for Efter-Slægten, kan det jo ikke, om vi end deraf kunde vist erfare, hvad der i enhver Henseende var Skribentens Mening, hvad dog saavel det Fragmentariske som det Dialectiske i Udviklingen forbyder, saa det nyttede os borgerlig slet ikke, om vi var bedre fornøiede med den Ret, de Ørstedske Skrifter, end med den, Danske Lov vil give os, undtagen i det eneste Tilfælde, at vi fik en Sag for Retten, hvor Dommeren, eller Dommer-Mængden havde fattet Ørsteds Mening ligesom vi, og vilde følge den. Men, hvad skal da Folket, hele Folket, saa nær som Juristerne og nogle faa Videnskabsmænd, hvad skal de sige, som slet ikke kan gaae ind i de videnskabelige Undersøgelser om, hvorvidt Schlegel, Ørsted eller Borneman, philosophisk talt, har Ret, men hvis borgerlige Virke-Kreds tit er meget udstrakt, og som, hver i deres Kreds, trænger høit til at vide, hvad der er juridisk Ret, ei blot efter en enkelt Procurators Forsikkring, ei engang blot efter Etatsraad Ørsteds Mening, men Ret efter Loven, Ret over hele Landet, Ret over alle Dom mere! Det kan for Øieblikket intet Menneske i Verden sige dem, uden Enevolds-Kongen i Danmark, og dog beroer derpaa deres Formue, deres Sikkerhed, deres Rolighed, maaskeeÆre, Liv og Gods, og naar da Skribenten, som selv er borgerlig tilintetgjort ved den juridiske Vilkaarlighed, uden at det nyttede ham det mindste, at han holdt sig til det eneste Faste: til Grund-Loven, det Uforandrede i Danske Lov, og sin Embeds-Eed, hvad man dog skulde meent maatte kunnet beskytte Efterfølgeren, om det end ikke fældte Overtræderen, naar en saadan Skribent vover, med et Knæfald paa Publicitetens Konge-Vei, at bede Majestæten høre en Klage, der ei paa den officielle Vei naaede Thronen, da er jo dog her den Enkeltes Suk hele Folkets Røst, da kun letsindige Forbrydere kan ønske at være uvidende om, hvad de vove, eller trøste sig ved, at Dommen kanskee bliver langt mildere end Loven!

149

Maatte dette Knæfald lykkes, maatte dette Suk høres, og et Konge-Ord fremkalde den Ret, som øiensynlig udspringer af Loven, da var ikke blot min, men Landets store Nød afhjulpet, da først kunde gode Love blive til Velsignelse for hele Folket, til hvilken Skole saa end Dommerne hørde; da vilde Majestæten sikkert ogsaa restaurere i en sømmelig og forædlet Form det Publicitetens Organ, der er Lands-Faderen ligesaa uundværligt som det er Folket, og uden hvilket gode nye Love ligesaalidt kan gives i det nittende Aarhundrede, som vi uden det vilde havt de uforglemmelige fra det Attende!

Jeg vil ikke her tale om, hvor let det synes mig, i vore lærerige Dage, at sætte Trykke-Friheden langt snevrere Grændser end den har nu, og det netop til Skrive-Frihedens store Gavn, da Staten nødvendig maa sikkre sig for den grændseløse Trykke-Friheds farlige Udsvævelser, før den kan skjænke og betrygge Skribenterne og sig selv en lovmæssig Frihed, der svarer til den, det mundtlige Ord ei nogensteds har, som hvor Frederik den Sjette throner, men havde dog selv under Christian den Femte, saaledes, at Molesworth, der med Magt vilde gjenfinde Tyrkiet i Danmark, maatte fortvivle over Præsternes Fritalenhed! Ikke heller vil jeg udvikle, hvorledes mig synes den Danske Stats-Kirke, naar den først kan blive skildl ved sine aabenbare Fjender, nemt lod sig indrette saaledes, at baade dens lunkne og dens nidkjære Venner uden Samvittigheds-Tvang elier borgerlig Uro kunde rummes deri; thi deels maa Loven i det Hele have Gyldighed, før Revisionen af Dens anden Bog kan nytte, og deels er en fri Discussion aabenbar umuelig, naar man vel maa skrive skarpt imod de gamle Indretninger, men ikke for dem.

Saa nedlægger jeg da her min patriotiske Pen ved Thronens Fod, som jeg nedlagde mit Embede, og skjøndt jeg ønskede at føre den i Danmark til min Død, vil jeg dog ikke dyppe den meer, naar det ei tækkes Majestæten, af hvis Naade jeg derimod haaber, at maatte uden Stævne-Maal have skrevet disse Ord til Trykken, som jeg, uden Anke kunde mundtlig talt for Majestætens Throne i Høieste-Ret, hvis jeg der var indkaldt til at gjøre Regnskab for min Embeds-Førelse og for Sammenhængen mellem den og Kirkens Gjenmæle!

Det var i hine bange Dage, da hver en ægte Dannemand skjalv, ei for sin egen, men for Danmarks Døds-Fare, og da vi alle maatte føle, at der i Danmark dog var meget Gammelt, hvis Skæbne, Tab og Savn vi maatte begræde, ja, da det syndes, som 150 Fædrenes Aand, medens vi konstlede paa deres Tro, deres Sang, deres Skrift, deres Lov, var til ubodelig Skade forsvundet af vort Borger-Liv, og svævede end kun i Begeistringens Øieblik over Skjaldene; da vaagnede der et patriotisk Ord paa mine Læber, som havde slumret der fra mine Barne-Dage, da Patriotismen vel, desværre, ei kraftig glødede i mange Hjerter, men funklede dog af mangt et Øie, som i Konge-Sønnen saae Danmarks Stolthed, og var veltalende paa mange Læber, som forkyndte Hans Daad, og priisde Danmarks Lykke! Det vaagnede, det Ord paa mine Læber, og Aanden var over mig, Fædrenes Aand, jeg saae Syner, og havde Drømme, hvori det, vi alle saae og hørde, forvandlede sig for mine Øine til Billeder af det Usynlige, som hardtad Ingen vilde troe! Fæstede jeg Øie paa Dagene bag mig, da Sælland var taget, Hoved-Staden faldet, Hoved-Kirken lagt i Aske, Flaaden ranet, Rigets Sønderrivelse kun alt for rimelig, da saae jeg deri et frygtelig varslende Billede paa vor aandeligeFolke-Tilstand, paa den aandelige Livs-Fare, hvori vi længe havde svævet, uden at vi vidste det, fordi den aandelige Fiende, som vilde rane os vor Fred, vor Kraft, vort Liv, havde, ligesom den Legemlige, inddysset os i søde Drømme, indsneget sig under Venskabs, ja, under Fredens og Kjærlighedens paatagne Skikkelse! Da glødede jeg af Harme, da stødte jeg i Hornet, at vække Valhals Kæmper til at værge Marken mod onde Jetter, og naar jeg da betragtede Konge-Sønnen, mine Barne-Dages Helt, saae ham reise sig ved Fader-Graven, saae ham stævne til det deilige Land, hvor en usynlig Kæmpe-Skare havde uddrevet Fienden og banet ham Veien, og saae ham, under Folkets Jubel, holde sit Indtog i den hærgede, men dog ei ødelagte Hoved-Stad, og bestige den rokkede, men dog hverken omstyrtede eller vanærede Fæderne-Throne; see, da fik jeg Mod til at kæmpe, thi da sluttede jeg fornuftelig, er det dybe udvortes Fald saa sanddru et Billede af det Indvortes, hvi skulde da ikke ogsaa Opreisningen være det! I dette den aandelige Opreisnings levende Haab sammensmeltede min Fædernelands-Kjærlighed med min Fæderne-Tro; i det Haab har jeg kæmpet og lidt1, med det Haab nedlægger jeg den Pen, der stræbde at afbilde, stræbde at udbrede, nære og forstærke det, hvor Dansk var Moders-Maalet, nedlægge den Pen ved Thronens Fod, hvor Kongen sidder, som vakde Haabet i min Barm, som nærede det, som var dets Liv og Sjæl!

* 151

Saa gak da, min Pen! og læg dig selv ved Thronens Fod, hvor jeg kan ikke komme, saalænge jeg maa sige: enten er jeg beskjæmmet i min Hæders-Dragt, eller den er beskjæmmet paa1 mig; thi i den er jeg kaldt Ære-Skjænder, jeg er ikke dømt til at være det, men jeg er behandlet og straffet, som om jeg var det, mit Ord er, uden Undersøgelse, erklæret for borgerlig dødt og magtesløst, erklæret derfor en dog af Cancelliet, som om det var en afgjort Sag, hvad Høieste-Ret vilde dømme, og derved er Forbryder-Mærket over min Skrift beseiglet, saa nu kan jeg, som ærekjær Præst og Skribent, ei tale og ei skrive meer, ei lade mig see eller høre for Kongen eller Folket, uden som en Mand, der har tabt sin Danske Borger-Ret, men dog ei sine forrige Med-Borgeres Agtelse, den han, baade som Præst, Skribent og Menneske, var lykkelig nok til at vinde, og bekjendt nok til at beholde!

Gak, min Pen! og læg dig, hvor det tidlig ahnede Skjalden i en Pindse-Uge, at hans Harpe skulde briste2, læg dig ved den Konges Fod, som har fortjent at tjenes tro, men tjendes heller aldrig troere af nogen Pen i Danmark! Læg dig lavt, thi for dybt kan ingen Pen og ingen Mand nedbøie sig for Purpur-Kaaben om et saadant Hjerte, for den Danske Krone paa Kong Frederik den Sjettes Hoved! Men glem det ikke, at, naar du ligger lavest, da ligger du paa Jorden, som bærer ogsaa Kongens Throne, paa den Jord, hvoraf Manden er taget, som blev Fader til alle Jorde-Riges Konger, og til deres Undersaatter; paa Jorden, som i Mennesket er, ved et Guddoms-Kys, trolovet med Himlen, og skal derfor i Mennesket, som vil ære sin Skaber, ei blot mindes sin lave Herkomst, og sit eget Intet, men tillige sit høie Kald, og sin Skabers Krav! Læg dig derfor, ei som de Krybende, men som de Knælende, og siig, ei som de Trodsige, men som de Troende: jeg kommer, som jeg maa, til Majestæten, at gjøre Regnskab for min Førelse, i Lænker kommer jeg, thi Kongens Tjenere har bundet mig, jeg beder ikke om at løses, hvis Lænken er fortjent, jeg vil ikke engang bruge min Frihed, naar det mishager Majestæten; men jeg maa nødvendig spørge, om det er med Kongens Vidende og Villie at jeg er bundet, uden at være overbeviist om nogen Brøde, ja, uden at man engang ved Dom-Stolen har sagt mig, hvilket Konge-Bud jeg har overtraadt! For Gud er jeg vist nok ikke * * 152 uskyldig, men det er ingen Pen, uden, som Danmarks Love sige, der skal læres i hele Landet, Propheters og Apostlers, og Deres har jeg stræbt at følge! For Kongen og Folket er jeg vist uskyldig, undtagen forsaavidt som ærlig Roes kan ogsaa skade, om ikke anderledes, saa dog ved at synes utroelig, og, med Hensyn paa andre Konger og Folk, ubillig; men derfor kunde dog Ingen binde mig med Føie, uden Kongens og Folkets Fiender og Misundere! Det maa jeg ikke kalde Nogen af Kongens Tjenere, uden der gaaer Syn for Sagn, men det har jeg heller ikke gjort! Vist nok har jeg gjort andre Penne Uret, thi det kan, efter menneskelig Skrøbelighed, ingen Pen undgaae, som sidder i et levende Menneskes Haand, der har et dobbelt Kald til at sætte sin Pen imod Andres, og naar Efter-Slægten har veiet den Uret jeg leed af andre Penne, mod den, jeg gjorde dem, da frygter jeg ikke for at beholde Over-Vægten! Men, om jeg ogsaa beholdt den, naar Talen blev om videnskabelig Uret, saa bar jeg dog lige uskyldig min borgerlige, juridiske Lænke, dersom jeg ikke har gjort borgerlig, juridisk Uret, og det en saadan, at Danmarks Love dømme mig til derfor at bindes! Man har sagt, at jeg skal have gjort Professor Clausens Pen en saadan Uret, men jeg har protesteret, med Konge-Loven, Danske Lov, Ritualet, og Professorens Bog for mig, og man har ikke villet forelægge Majestæten min allerunderdanigste Protest, man har ikke villet respectere den for Retten, og ei villet undersøge, om det ikke dog er sandt, at Professor Clausen har sat sin Pen imod Propheters og Apostlers Pen, og imod den Konge-Pen, som har underskrevet Konge-Loven, bekræftet Danske Lov og Ritualet, og altsaa unægtelig sat sig fiendtlig imod hvad der, efter Danmarks Love, juridisk er Guds Ord og den christelige Kirke, hvis Modstandere Ritualet strængelig forbyder Præsterne at skaane, og som Konge-Loven kalder Kjættere, Sværmere og Guds-Bespottere! Som Præste-Pen er jeg udtrykkelig sat imod Professor Clausens, som Præste-Pen er jeg bundet, og maa da allerunderdanigst spørge Majestæten om, hvad Ingen har sagt mig, naar det er blevet Lov i Danmark1, at en Præst skal være Injuriant og miste sin Trykke-Frihed, fordi han skriver haardt mod den Danske Kirkes Fiender, til hvilke Professor Clausen, paa Præste-Ordet, hvad saa end Hof- og Stads-Retten, hvad saa end Cancelliet siger, efter Loven, juridisk maa antages at høre, * 153 til han, efter lovlig Undersøgelse, er frikjendt for at have ført Vaaben, ført Pennen, Skribentens eneste Vaaben, imod den, imod den Kirke, jeg i Præstens Haand nødvendig maaite djærvt forsvare, naar Præsten skulde holde sin Eed: af al sin Magt at bekrige Fienden; thi hans hele Magt og Styrke mod en fiendtlig Pen, de laae unægtelig i mig, hans Pen!

Tal saa, min Pen! og bøi dig i din Lænke dybt for Majestæten, som jeg, den dybt nedbøiede Præst, Skjald og Borger bøier mig, naar Majestæten taler!

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
SKRIBENTEN
NIK. FRED. SEV. GRUNDTVIGS
LITERAIRE TESTAMENTE.

Censurens voldsomme Indgreb i Grundtvigs fri Forfatterskab maa have virket næsten overvældende paa hans i Forvejen oprørte Sind. - Hvad han følte derved, kan man blandt andet se af et Digt til Kongen, som vistnok er skrevet ved denne Lejlighed, men som næppe blev bragt til Majestæten. Det er en »Taksigelse« til Kongen for den Naade. han hidtil havde vist Digteren, hvortil der føjes disse harmfulde Ord:

Men aldrig prises i Skjaldesang
Skal deres Navne, som har i Vang
Mig skilt ved Kongens Naade;
At Saga-Staven kom under Slaa,
Hvor Fredrik hersked, kun nævnes maa
En uforklarlig Gaade!l

I sin nedslaaede Stemning har Grundtvig været tilbøjelig til at regne sin Virksomhed som dansk Skribent for afsluttet, og mens den Tanke atter gæstede ham, at han maaske burde forlade Landet og rejse til det frie Norge, har han sat sig til med løbende Pen at skrive sit »Testamente« til den danske Læseverden.

Det er et slaaende Vidnesbyrd om Dybden og Sundheden i hans Livsudvikling, at der ikke spores mere Bitterhed i dette beaandede Slutningsord om hans hidtilværende Løbebane.

*
155

Skribenten
Nik. Fred. Sev. Grundtvigs
Literaire Testamente.

Auch ich war in Arkadien geboren.

Schiller.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politieret, den 21 Marts 1827.
P. Eberlin.


Kjøbenhavn.
Forlagt af den Wahlske Boghandel.
Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogtrykkeri.
1827.

156

Fortale.

At være Dansk og dog i Grunden Nordisk Skribent, og hardtad slet intet Andet i Verden, det var mit brændende Ønske, da jeg blev borgerlig myndig, det er saa endnu, da min Pen er blevet myndig under Curator, og i Hoved-Sagen har jeg hidtil naaet mit Ønske, langt bedre end de fleste Mennesker i deres Middel-Alder kan rose sig af; thi min Pen har virkelig gjort mig navnkundig i Norden, og det ei først ved at skrive Kirkens Gjenmæle, der kun gjorde min Modstander navnkundig, fordi jeg var det, og hverken har jeg været stort Andet i Verden end Skribent, ikke heller tegner det til, jeg herefter skal blive det Mindste meer.

Derimod tegner det rigtignok til, at jeg ei længere skal naae den anden Deel af mit Ønske: at være Nordisk Skribent i Danmark; thi Døds-Tegnet staaer over min Skrift, og derfor har jeg skrevet mit Testamente, som det sømmer sig en levende Skribent med Døden for Øine; men immer kommer det mig for, som Alting nu er bagvendt med mig; thi efter Aviserne og Korset ved min Grav skulde jeg jo allerede være død og begravet, og dog har jeg aldrig følt mig saa ordenlig prosaisk lyslevende som nu, saa jeg faaer overlade til mine Læsere at afgjøre, om jeg virkelig lever, eller maaskee kun gaaer igjen.

Dog, hvad enten mit Liv eller min Død nu er et Blænd-Værk, saa mindes jeg dog godt, at mit forrige Skribent-Liv var en haard Døds-Kamp, ligefra mit fjerde Aar til mit tyvende, altsaa, hvis Aviserne har Ret, til min Død, og hvis jeg ikke tager feil, til min Seier over den, og, hvad enten jeg er død eller levende, laae der mig ligesom en Steen paa Hjertet, saa jeg kunde ikke være ganske rolig, før jeg fik sagt de Med-Levende, eller, er jeg død, de Efter-Levende, hvorledes jeg, med Døden for Øine, eller, er jeg kun en Aand, paa hiin Side Graven, betragtede min Kamp.

157

Det har jeg nu gjort, skjøndt ikke nær saa klart, som det kunde blevet, naar jeg havde givet mig Stunder, men, naar man skriver paa sit Testament, med Døden for Øine, ja, med Sort paa Hvidt for, at man alt er død og borte, da gaaer det naturligviis en Dansk Skribent, som det gik Jeppe paa Bjerget, han tør dog ikke ret troe sine egne Øine, før han dømmes til Live igjen af den samme Ret, der har dømt ham til Døden, han tænker nødvendig: maaskee føler du dig dog kun levende, enten fordi du ikke er hængt tilgavns, og bliver det da formodenlig snart, eller du kun gaaer igjen, fordi du glemde Noget i Verden, og da slaaer din Time ogsaa snart.

Hermed undskylde den velvillige Læser mit Hast-Værk, og de derved indløbne Feil eller Mangler, som jeg, vil Gud, jeg lever, selv skal stræbe at rette, men maa i andet Fald bede min Eftermand, som executor testamenti med uindskrænket Fuldmagt, at berigtige!

I Øvrigt maa Efter-Slægten afgjøre, om jeg naaede mit Maal: Udødelighedens Tempel, ei det heroventil, thi did gaaer Veien i det Skjulte, men det herneden, som er nødvendig vort jordiske Maal, naar vi føle Mod og Kraft til et Optrin af Kæmpe-Livet for Verdens Øine, hvor saa end Kredsen er skrevet, og hvad saa end Vaabenet kaldes, som var os bekvemt. Kun det veed jeg: mit Liv var aaben, ærlig, aandelig Kamp, min Kreds var Norden, og Pennen var mit Vaaben, min Pen, og ei min Tunge; thi af Natur var Tungen bly og Pennen fri, var Tungen blød og Pennen haard, saa, naar det syndes anderledes, var del kun, fordi de lærde eller laande af hinanden, eller og fordi de øiebliklig rørdes af Lynet, som farer fra Østen til Vesten med skjulte Kræfter og uberegnelige Spor! Sin Skjalde-Pen kan Ingen skjære selv, men kun fordærve, men selv min Skriver-Pen har jeg kun havt paa anden Haand, og naar jeg selv vilde spidse den, saa fik den Tænder og spruttede, saa jeg blev ærgerlig, og smeed den!

Christianshavn i Marts 1827.
158

Er det sandt, hvad man saa tit, og ei sjelden saa bittert, har bebreidet mig, at jeg misbrugde min levende Indbildnings-Kraft, min Magt over Ordet, min Styrke i Modersmaalet, og i det Hele hvad der har gjort mig som Skribent navnkundig i Norden, til at forvirre mine Læseres Tanke-Gang, til at bekæmpe en herlig Oplysning, og fordærve en Smag, der, om den end ikke var den bedste, dog var paa gode Veie: kort sagt, at jeg har kæmpet for det gamle Barbari, for Middel-Alderens Mørke, og for det syttende Aarhundredes aandløse Systemer, og al aandelig Frihed tilintetgjørende Former! Saa maa jeg vel spørge, thi er det sandt, da har jeg nu saa aabenbar stillet mig under Aands-Frihedens og Oplysningens Banner, at jeg selv bør dømme mine Bøger til Baalet, eller dog betragte mine literaire Udtømmelser, som en Lava-Strøm, der, til Lykke, snart blev afkjølet, og som jeg selv maatte arbeide paa at bortskaffe, for, om mueligt, endnu at redde det Jord-Strøg, jeg i min Blindhed ødelagde!

Nei, det er ikke sandt, det kan jeg see, det har alle mine velvillige Læsere følt, det maae selv min Skrifts ivrigste Modstandere, naar de besinde sig, indrømme; thi ikke en eneste af mine Bøger efterlader den Følelse, at Krebs-Gang var Kæmpe-Skridt i mine Øine, og langt mindre er det Total-Indtrykket af min Skrift, saa, naar man paastod det, var det aabenbar kun fordi man ikke troede den uvilkaarlige Følelse af hvad jeg stilede paa, og, under Reflexionen, enten ikke vilde, eller ikke kunde skjelne ret mellem Aand og Udtryk, Materie og Form. At det var Old-Tidens Aander, som jeg ikke blot gjorde Røgelse for, men oplivedes og besjæledes af, det mærkede man, men at Aander aldrig skabe aandløse Former, aldrig oplive dem, der arbeide paa Been-Huse og lovsynge Skygge-Billeder, det oversaae man, skjøndt min Pen i Historien ei skaanede det Mindste af alt Saadant, om det end nok saa alvorlig var indviet til de Aanders Priis, jeg hyldede. Enten maae da hardtad alle De, 159 som hidtil for Alvor bedømde min Bane, have været saa aandløse Naturer, at ei engang de gamle Aanders kraftige Rørelse kunde lære dem, at Aander ei som deres Redskaber forældes, og kan ei døe som Støvets Børn, og kan ei overvindes uden af stærkere, mægtigere Aander, for hvilke de som Fiender maae flye, eller som underdanige Tjenere bøie sig, enten det, eller ogsaa maae de, saavelsom jeg, have vandret i en Dunkelhed, der ei tillod at skjelne skarpt imellem Ven og Fiende, mellem Legeme og Skygge, og under hvilken d e feilede mest, som kun vilde troe deres egne Øine, de gjorde de fleste Mis-Greb, som vilde gribe Alt med Hænderne!

Det Første har jeg ofte tænkt, til min Plage, men ligesaa tit har jeg ahnet det Sidste, til min Trøst, og seer jeg ret, da ligger her, som i Alt, undtagen i det store Forhold mellem Sandhed og Løgn, det Sande midt imellem Begge.

Visselig, det klæder nutildags ei noget Folk i Verden godt, undtagen, om man vil, Chineserne, at lade deres Naboer høre, de ligge i et aandeligt Chaos; thi deri ligge øiensynlig alle de Folke-Færd, som have taget Deel i Middel-Alderens Gjæring og den ny Tids Dannelse, saa Forskjellen er kun, at Nogle bortødsle deres Kræfter i vilde Kampe, og nedsynke saa, aandelig døde og magtesløse, i det rædsomme Chaos, hvor ikke Livs-Aanderne kæmpe om Redskaber, men Døds-Aanderne om deres Offere, men at Andre danne et Chaos, hvorover Skaber-Aanden svæver, og Lyset oprinder, hvori det Fjendtlige efterhaanden afsondres, og det Beslægtede sammenføies, og hvoraf Livet opstiger, vel i dunkle, men dog immer klarere, organiske Skikkelser!

Saa er det, saa maatte det nødvendig være, efter de store Sammen-Blandinger, ei blot af Folke-Stammer, men af Religioner og Literaturer, som har fundet Sted i det nyere Europa, og hvoraf jo vor hele aandelige Tilstand er et Resultat, langt ligere en forvirret, uopløselig Knude, end en udviklet Klarhed, som man i høieste Grad af Blindhed har udraabt den for, uden dog at kunne forklare et eneste af de aandelige Elementer, hvis Virkninger dog vare gyldige Vidner om deres Kraft, og hvis Kraft man dog vel ikke forklarede, ved at udlede den af Intet, eller hvad er vel en tom Indbildning Andet, end Vuggen for et indholdsløst Begreb.

Som det nu er med Folkene, saa er det med os Enkelte, som optræde iblandt dem, oprundne af en enkelt eller sammenvoxet Rod, opvoxne mellem stridige Elementer, meer og mindre 160 tiltrukne og tiltalte af de forskjelligste Literaturer, Aander og Syns-Maader, os, der saaledes optræde med Drift og Kraft til at føre Ordet, som det kan føres med Pennen for en Læse-Verden, og det er jo soleklart, at jo letnemmere vi vare, jo mere vi stræbde, at omfatte vor Tids Dannelse, og at tilegne os Alt, hvad der i Menneske-Livettækkedes os, jo mere vi stræbde derefter, og jo bedre det lykkedes os, des mangfoldigere, men ogsaa dunklere maatte vort Inderste vorde, des umueligere maatte det blive os, at støbe vore Tanker og Følelser i de almindelige Former, og undgik vi den Klippe, hvorpaa Saamange strandede, ved at ville omskabe Grund-Formen for det levende Ord, som Moders-Maalet er, hvad Under, at det ogsaa blev bardtad den eneste Tale-Form, vi ærede, udgydende os deri saa frit, saa rigt og saa mangfoldigt, som vi mægtede!

Fæste vi nu Øie paa Folkene i Europa, da finde vi Ingen, som det timedes at undgaae den store Sammen-Blanding i Middel-Alderens Morgen-Stund, uden Folkene i Norden, der i det Mindste afsondrede langt Mere fra sig ved Udvandring, end de optoge i sig, og derfor slutte vi med Rette, at Grund-Stemningen der maa omtrent have samme Eenhed eller Lighed, som Ordets Grund-Form eller Moders-Maalet.

Men er det heraf rimeligt, at Folke-Dannelsen i Norden kan vinde en langt mere organisk og harmonisk Eiendommelighed, end andensteds i Europa, saa er det dog en Opgave, selv gode Hoveder kan være bekjendt at tage Feil ad, naar man betænker, at her sidde vi op imod Verdens Ende, og have ikke blot den samme Mangfoldighed at ordne og adskille, som det Folk, fra hvilket vi nærmest erholdt vor Dannelse, men derhos vor naturlige Eiendommelighed at forlige eller dog at forbinde dermed, og hvem der ved det nittende Aarhundredes Begyndelse indbildte sig, at det var nemt, vidste dog sikkert i Grunden slet ikke, hvad Talen var om.

Hist i Syden levede og virkede, kvad og kæmpede, grublede og skrev, i fordum Tid, de sindrige Græker og de skarpsindige Romere, saalænge til de baade aandelig og borgerlig nedsank i Sophisteriets, Selv-Modsigelsens, Sløvhedens og Trældommens gruelige Chaos, hvor Modet er iiskold Ufølsomhed, Kraften rasende Fortvivlelse, og Viisdommen lumsk Verdens-Klogskab.

I Øster-Leden sad fra Arilds-Tid et Gaade-Folk, som, med sin eneste Gud, og sin eneste Bog, var et sært Vidunder, og er det den Dag i Dag, baade fordi den eneste Bog synes at maatte være Resultatet af en boglig Dannelse og en boglig 161 Kunst, som er usporlige, og fordi der fra dette Folk udgik en ny Tro, en mægtig Aand, som ei tilhørde noget Folk, uden det ny, det mageløse Folk, Den selv skabde sig af allehaande Folk og Tunge-Maal. Denne Aand, Christen-Folkets Aand, førde Jøde-Bogen med sig, som sit gamle Testament og sit Ords poetiske Forbillede, og sit eiendommelige Ord, der skulde løse Menneske-Gaaden, kaldte den det Ny Testamente, der, sammenføiet med det Gamle, udgjør den forunderlige Bog, som, under Navn af Bibelen, endnu, efter sytten, atten Aarhundredes Forløb, er Gjenstanden for dyb Ærbødighed hos mange Folke-Millioner, og det stor Tvistens-Æble mellem hele den ny-dannede Verdens Boglærde!

Intet Under, thi den Bog, og Aanden, som bar den fra Jøde-Land til Island, har, uden al Modsigelse, gjort større aandelige Mirakler, end alle Verdens andre Bøger i en Sum, og da den stærkeste Aand nødvendig er den Største, og da den Aand, som ei opsteg af noget Folk, men skabde sig Et til aandeligt Herredom paa Jorden, vel maa kaldes den Guddommelige over alle Andre, Guds egen Aand, saa er det kun sært, at noget Kuld af Bog-Lærde, hvis Dannelse historisk udsprang af Bibelen og skabtes af Christendommens Aand, vil vide af, at denne Aand er ikke deres.

Vi veed imidlertid, der kom et Aarhundrede, det sidst forløbne, da Bibelens og Christendommens Aand blev overalt, i det ny-dannede Europa, hvor Pennen ei var bundet, fornægtet og bespottet netop af dem, hvis Ord er som det aandeligste, saa det Stærkeste: af Digterne, og naturligviis med deres Læse-Verden af Mængden i de saakaldte dannede Stænder!

Saaledes fornægtede og spottede fordum de romerske Digtere deres Fædres Guder og Helligdomme, og med denne Dands og Strænge-Leg paa Randen af det rædsomme Chaos sammenlignede det attende Aarhundredes Digtere selv sædvanlig deres, medens de Lærde jublede over, at have oplevet saa gylden, saa classisk en Tid, som levende gjentog, hvad hidtil kun i døde Mindes-Mærker havde været Gjenstand for det ny-dannede Europas Beundring.

Dog, den Jubel var for rasende, den slaviske Efterligning af et med Skjændsel forgaaet Folks Aandløshed var for plump, til at der skulde findes noget Folk i Europa, som havde fordum en egen Aand, uden at denne, ligesom vaagnende af Døds-Slummer, foer op til Kamp, og kaldte Folket tilbage til Ærbødighed for Aander: for de usynlige Kræfter, som skabe levende Sjæle, 162 en Ærbødighed, der er Mennesket saa naturlig, som Ordet, som det levende Vidnesbyrd om det Usynliges mageløse Kraft og Herlighed.

Ogsaa over Norden tonede Aandens Røst om Støvets Intet i sin drømte Selv-Stændighed, og om det rædsomme Chaos, der gabende oplod sit Svælg for Gude-Spotterne og Aands-Fornægterne, og Skjalden kjende vi jo Alle, som lovsang Nordens Aand, som priste alle Aander, og bøiede sig dybt for Bibelens.

Det hørde ogsaa jeg, hvor jeg sad i en Vraa, hælvten Skjald, og hælvten Bog-Orm, fra Barns-Been fortroelig med Bibel og Historie, og tidlig bekjendt med Nordens Oldskrifter, hvis Kraft og Dristighed, tilligemed den dunkle Dybde i Kvadene og den hjemlige Farve, havde vundet min Tilbøielighed, langt mere end den romerske Kløgt og den græske Klarhed, skjøndt begge Dele, især hos Cicero og Herodot, havde ei lidet behaget mig. Blandt de Tydske Skribenter var Schiller og Fichte mine Heroer, Goethe og Schelling mine Gaader, og nu tør jeg mene, at var der nogen Kraft i mit Ord, og tydede det stadig hen paa Bibelens, Historiens, og Nordens Aand, da maatte min Skrift være det formløseste og uordenligste Chaos, der findes kan, hvor Aander svæve, saa kunde det dog trøstig møde hvert modsat Ord for Historiens Dom-Stol, og sige rolig: jeg kæmpede ærlig i den reformatoriske Retning, som var den bedste i min Tid, og aabenbar den Eneste, der muelig kunde frelse Nordens Folke-Stammer fra den sorte Død, der truede alle Europas ny-dannede Folk, og en dunkel Redning var dog vel ogsaa i det nittende Aarhundrede bedre end en klar Undergang! Dog, ikke blot theoretisk, men især practisk maa mit Ord, saavidt det var levende, kunne forsvare sig selv, indtil der maatte kundgjøre sig en Aand, som tiltalde Nordens Indbyggere stærkere end Bibelens og Nordens Aander; thi det er nu engang for Alle den uforanderlige Grund-Lov i Aandens Rige, at der gjælder den Stærkeres Ret, som der staaer i Bibelen, at naar den Stærke vogter sit Palads, da boer han med Fred, til der kommer en Stærkere, og afvæbner ham; og som det var Skik i Kong Rolvs Borge-Stue, at hvem der ikke vilde sidde nederst, maatte prøve, hvormange af Høibords-Kæmperne han kunde lette i Sædet! Selv vi smaabitte Læsere fra forrige Aarhundrede behøve ikke meer historisk Kundskab end den, vi fik af Døgn-Bladene, for at vide, hvorlidt man enten med borgerlige Vaaben, latinske Disputatser, eller sprænglærde Volumina, kan udrette det Mindste selv imod Gaard-Nisserne i Aandens Verden, som 163 føre det levende Ord; og, har derfor en Skjalde-Pen først banet sig Vei i en Læse-Verden, da behøvede den ikke engang at have to saadanne Aander, som Bibelens og Nordens, til sine Formyndere, for at være sikker paa, den stikkes ikke ud af hundrede Professor-Penne, undtagen i de Auditorier, den aldrig gjæster! Var det end derfor gaaet baade Ingemann og mig, som det, desværre, gik Mærkes-Manden i vor Fylking, at vi i Manddoms-Aarene havde angret vor Ungdoms Bedrifter, saa maatte vore Skjalde-Penne, der i Grunden gjøre Eet, dog finde deres Over-Mænd i Nordens Læse-Verden, før det kunde seire, som de bøde Spidsen! Havde derfor end Skolemester og hans Else havt Ret til at lade os høre, vi havde Dannelse, da vi gik fra dem: intellectuel og moralsk Dannelse, og klar Oplysning, som vi selv, med barbarisk Grusomhed, hjalp de forbistrede gamle Land-Vætter, Bjerg-Mænd og Skov-Trolde, som var uforskammede nok til at leve op igjen, hjalp dem, at forstyrre og fordunkle; da vilde det vist nok være sørgeligt; men havde Man ikke Andet at sætte derimod end Fornuft-Grunde fra Schnopfenthall og Riim fra Ravne-Krog, saa maatte dog alle Historiens Mærker slaae feil, om ikke Barbariet ligefuldt tog Overhaand i Norden.

Dog, dette kun i Forbigaaende, thi jeg vil hverken beskylde Adam eller Eva for at have lignet mig i Formløshed, og heller ikke nægte, at min Pen kunde være meget at laste, skjøndt den havde Grundtræk tilfælles med de Bedste; thi dertil er den kjendelig nok fra alle dem, den i Frugtbarhed kappedes med.

At nu hælvten Skjald og hælvten Bog-Orm maa i det Hele udgjøre en Skribent, som har ondt ved at finde det Kar, hvori hans levende og døde Elementer kan sammengjære og efterhaanden ordne og udvikle sig, det seer man let, og den nordiske Literatur er ikke den Eneste, der har et saadant Phænomen, som lader sig ret godt historisk forklare, at sige, naar man kjender det tilsvarende Folks Historie, og har Øie for de Love, Menneske-Naturen selv i de Meste Forbindelser og besynderligste Blandinger ufravigelig følger; men, saavidt jeg veed, har slige Skribenter andensteds aldrig været de Høilærde til Forargelse, som om det var Bog-Ormenes Ære for nær at sidde til Bords med Dronningen i Vingolf, og endnu mindre faldt det udenlands Professorerne ind, at saadanne Skribenter, som netop * 164 idelig spillede paa Kundskaber, man maatte søge hos de Lærde, at de bragde Lærdom i Van-Rygte hos deres Læsere, fordi de skjemtede lidt med den Selv-Noksomhed og Pukken paa Selvstændighed, man mindst skulde vente at finde hos Bog-Orme, og finder dog Noget af, selv hos dem, der er halve Poeter. Men deels er dette ei saa ganske nyt i Danmark, og deels vilde Sligt neppe sat enten de Høilærde eller mig graa Haar i Hovedet, hvis jeg ikke ligesaa vel havde været Præst og Patriot med Liv og Sjæl, som jeg var blandet Skribent!

Her vil jeg skrifte ærlig, skjøndt jeg nok veed, de Høilærde gad ligesaa lidt hørt mine Skriftemaal, som mine Prædikener; men, efter mine Tanker, klæder Aabenhjertighed dog alle Døende godt, og de levende Skribenter, hvor Talen er om deres Pen, endnu bedre, og jeg bekjender desaarsag for det Første, at baade Skribenten og hans Læsere maatte ønske, at Skjalden tit havde slaaet Bog-Ormen over Fingrene, istedenfor at laane ham Pennen til at indflikke sine kløgtige Anmærkninger i Texten. Dog, da jeg derved baade har skræmmet endeel Læsere fra mig, og kjedet Endeel af de Bedste, tør jeg vel for denne Synd vente fuldkommen Afløsning af min Pens Uvenner, om end Døden ei tillader mig at gjøre Bod. Min anden Synd er større, og udsprang øiensynlig af hvad min haardeste Recensent kaldte indsigtsløs Begeistring1, hvad vel er daarlig dansk, og hvis det er en Lyde, vel maa kaldes Skjalde-Lyden, men som nok skulde betegne den Taage, der alt imellem var for mine Øjne, saa jeg ikke blot forvexlede min Skrifts Factorer med hinanden, men ogsaa med mig selv. Sligt reiser sig naturligviis ikke af Begeistringens Styrke, men af den menneskelige Skrøbelighed, som man aldrig har villet tilgive mig, enten fordi jeg virkelig var den eneste Mand af Støv mellem lutter rene Aander, eller fordi den vidnede om, hvad man nødig vilde troe, at Mennesket behøver, for at blive lydesløst, langt mere end den gode Villie, man sædvanlig strax indrømmede mig. Hermed vil jeg da ingenlunde undskylde min Forseelse, som i mine Tanker mest bestaaer deri, at jeg, fra min Dimis-Prædikens Dage, tit drømde mig paa Prædikestolen, naar jeg var længst derfra, hvad let kan hændes en Præst lysvaagen, naar det kun i Drømme undes ham at være det, men som Skribenten, med et klart Over-Blik af de aandelige Forhold, dog aldrig vilde lade sig mærke med, uden naar han laande Præsten sin * 165 Pen til Prædiken-Studier, Bibel-Krøniker, og deslige, saa, hvis mine Recensenter har oplyst mig om, hvori Feilen egenlig stak, uden at jeg rettede mig derefter, da skylder jeg dem at staae aabenbar Skrifte for den nordiske Læse-Verden; men var mine Recensenter i Grunden slet ikke klogere end jeg, men lastede kun Alt, hvad de ikke kunde lide, hvor det saa end stod, og gav gode Bøger slemme Øge-Navne for enkelte Misgrebs Skyld, der hørde meget til at undgaae; da kunde man snart troe, det kun var Skjelmeri med det aabenbare Skriftemaal, som en beskeden Form for en stolt Anti-Kritik; men skjøndt der kan være Noget i, er det dog ikke Alt. Mine Recensenter og jeg er nemlig vant til at skaane hinanden for de sædvanlige Complimenter, saa blot for at sige dem et Par Ord, gjør jeg ingen Omsvøb; men Aanderne, som drev mig, Sagen jeg talde, Pennen jeg førde, og Læserne jeg unødvendig stødte, dem skylder jeg saa god en historisk Undskyldning, som jeg har, ei for at synes reen, men for at forekomme videre Ulæmpe.

At jeg havde Lov til baade at være en gammeldags Christen, og en theologisk Discipel af Morten Luther, havde ikke alene i Norden borgerlig, men i hele Verden, paa eget Ansvar, saavel videnskabelig som moralsk Lov dertil, det haaber jeg, alle mine Læsere indrømme mig; thi d e tolerante Theologer, der slet ikke kan taale, man i Tro og Theologi er enten mere gammeldags eller mere nymodens end de selv, de er formodenlig kloge nok til kun at læse deres egne Prædikener. At jeg fremdeles, som boglærd Christen, og dansk Stats-Præst, havde baade moralsk og borgerligt Kald til, baade med Mund og Pen, at bestride dem, der paastod, at man Anno Christi 1800, et quod excnrrit 1, kunde, med lærde Hielpe-Midler, selv udmidle (ausmitteln) en anderledes ægte Christendom end den fra Anno Eet, samt at den sig selv gjendrivende Theologi var baade reen-bibelsk og ret philosophisk, det lader jeg mig ei engang ved Rettergang aftrætte, skjøndt jeg gjerne tilstaaer, det er tungt, at saadanne Griller skal trænge til anden Modsigelse end deres egen. Det Sidste har imidlerlid sin Grund i den samme gamle Feiltagelse, hvoraf min boglige Forseelse er udsprunget, og skjøndt jeg, saavel i Kirkens Gjenmæle, som især i Theologisk Maanedsskrift, har stræbt at oplyse Fejltagelsen, og gjort Bod for min Deelagtighed deri, saa tør jeg dog ikke stole paa, at det er saa bekjendt, som jeg ønsker, og som jeg haaber det her kan blive.

* 166

At der i det ny Europas Historie er en mærkelig Begivenhed, som kaldes Reformationen, og at den har havt overordenlig Indflydelse ei blot paa Nordens Forhold til Paven i Rom, hans Cardinal-Biskopper og Cardinal-Synder, men paa hele vor Dannelse i alle Stænder og Forhold, det tør jeg saameget dristigere antage for bekjendt, hvor dette læses, som jeg i mine historiske Bøger har udregnet Aarene meget bedre fra Reformationen, end fra Verdens Skabelse, og oplyst Skaber-Elementet deri, eller dens poetiske Bestand-Deel, bedre, end de Høilærde i Kirke-Historien oplyste mig derom. At jeg imidlertid har været partisk for Reformationen, især den evangelisk-lutherske, det har jeg først nyelig opdaget, og skjøndt mine Recensenter har sagt mig det bittert nok for længe siden, vil jeg dog haabe, mine Læsere har fundet deres Oplysning om, hvori Feilen stak, ligesaa urimelig som jeg; thi de veed nok, hvorlangt jeg har været fra at bryde Staven enten over Nordens eller Sydens Middel-Alder, som et Chaos af idel Barbari, Hedenskab, Munke-List, Sværmeri og Fanatisme, og poetiske Læsere kan umuelig regne det for Smaa-Ting, at Morten Luther havde den poetiske Aand, som jeg naturligviis ikke vilde savnet hos Zwingel og Calvin, ifald jeg havde fundet den hos dem. Det er altsaa en for længe siden afgjort Sag mellem mig og mine rette Læsere, at hvor vi høre Aanders Røst, det være sig fra Pavedommet eller Hedenskabet, der lytte vi, og afgjøre for Resten med os selv, om vi kan svare venlig eller fiendtlig, og at f. Ex. Shakspear, som hørde, jeg veed ikke selv, til hvilket Kirke-Sogn, er Mester-Skjalden i det ny Europa, som ikke blot Skjaldene, men ogsaa Bog-Ormene skal læres til at respectere, om de ellers vil have synderlig Respekt i Norden. For Total-Indtrykket af min Skrift er jeg derfor slet ikke bange, og de Læsere, som det mishager, har taget meget mere feil, da de læste mine Bøger, end jeg, da jeg skrev dem; men netop fordi jeg sædvanlig skrev i en Sum, skrev helst korte Begreb af min egen lille Verdens-Krønike, netop derfor er jeg sikkert læst langt mere stykkeviis, end nogen anden dansk Skribent og ligesom det vist har skaffet mig Part i mange Læsere, jeg mindst ventede, har det vist ogsaa skildt mig ved Endeel, jeg gjorde sikker Regning paa.

Sagen er kortelig denne, at da Christendommens Aand udgik i Ørken, at kalde Barbarerne til Omvendelse og Tro, og at omskabe Ørken til en frugtbar Mark, med Libanons Herlighed, med Carmels og Sarons Prydelse, hvad unægtelig er en smuk 167 poetisk Beskrivelse paa Christendommens historiske Virkninger i det ny Europa, hvad enten saa den gamle ebraiske Seer saae det, eller ikke; dengang havde man, desværre, allerede saa omtrent skrevet Christen-Folkets Historie i Glemme-Bogen, eller bildte sig dog ind, at den Aand, der skabde sig sit Folk af alle Andre, og havde overalt den Stærkeres Ret, han maatte naturligviis ogsaa blive alle Folks Aand, naar man kun bortryddede de udvortes Hindringer, nemlig Afguds-Husene og de trodsige Afguds-Dyrkere. At Sligt kunde lykkes saa godt, som det lykkedes, er vist nok et Vidunder, som gjør Christendommens Aand udødelig Ære, men, alt Andet tilsidesat, kan man nok begribe, at der saavel i Stor-Britannien, som fra Donau til Vardø-Huus, baade var Mange, som, naar de havde Kiødet, kun brød sig lidt om Aanden, og derhos Endeel, som vel lod de gamle Gude-Navne og Tempel-Skikke gaae ad Glemme, men holdt dog fast ved deres naturlige Grund-Begreb om Forholdet mellem Aand og Støv, mellem Gud og Menneske, hvor slet det saa end rimede sig med de christelige Forestillinger. Dette gik saameget desbedre an, som Neophyterne sædvanlig hverken kunde læse eller skrive, kunde endnu mindre Latin, og var meget maadelige Philosopher, medens paa den anden Side Missionairerne tit bar sig ad med at samle Kirke-Giængere, som man nu ogsaa tit samler Bøger til Bibliotheker, gjorde Ceremonierne til Hoved-Sagen, og gav i det Mindste to Skyts-Helgene for hver Gud, Desuagtet maa man dog ikke, som Skik har været, over det meget baade Latterlige og Sørgelige, som Historien ved denne Leilighed melder, glemme, hvad sandt er, at Middel-Alderens Munke dog i Grunden forstod meget bedre at udbrede Christendommen og omvende Hedninger, end vore Missionairer enten i Ostindien eller Grønland; thi at tale om Christendom med Barbarer, som Mesteren talde med jødiske Skrift-Kloge, eller Apostelen med Philosopherne i Athenen, røber i det Mindste stor Mangel paa Menneske-Kundskab, og en meget overfladelig Skrift-Klogskab, da baade Aanden og Ordet raader os at syre Meget med Lidet, at bænke Giæsterne, før vi syne dem, og at fange Fiskene, før vi skille dem ad.

Middel-Alderens kirkelige Grund-Feil, som endnu er vor Arve-Synd, bestod da deri, at der ikke var to aabne Dørre paa Kirken, men at hvem der lod sig lokke derind, om det end siden angrede ham, dog skulde blive der til sin Død, og havde kun i Døden frit Valg mellem Kirke-Gaarden og Galge-Bakken. Herved skabtes det Chaos, hvormed vi endnu maa drages; thi 168 da Christendommens Aand virkelig indtog Mange, og skaber altid Lys i sit Rige, saa var det nødvendigt, at de tvungne Bekjendere af al Magt forfalskede Christendommen efter deres egne aandelige Drømme og kiødelige Lyster, og at de Troende protesterede, hvorved der opkom en fiendtlig Giæring, som maatte føre til en voldsom Skilsmisse, da man ei med Læmpe vilde hæve, hvad man med Magt havde skabt.

En saadan Skilsmisse var Reformationen, hvorved Folkestammerne i Masse adskildte sig efter deres Total-Forhold saavel til Aand i det Hele, som til Bibelens i Særdeleshed, og det skadede slet ikke, at Konger og Fyrster, som det efter Omstændighederne var nødvendigt, tog virksom Deel deri; men, skiøndt der allerede var meget vundet derved, at hvert Folk satte sig i et frit Forhold til den christelige Aand og Kirke, saa maatte dog denne Bestemmelse efter Massen, hvori physisk Magt var Middel-Punkten, medføre megen Ulæmpe, hvor Massen selv, som overalt udenfor Norden, var en giærende Blanding af fiendtlige Stammer, som det kraftige Ord, der udbredtes med evangelisk Frihed og tit med stormende Fremfusenhed, satte paa Ny i Bevægelse. Man har længe nok forundret sig over de mange saakaldte Religions-Krige, thi man skulde heller forundre sig over, at de blev saa faa, hvor Aands-Kræfternes Fornyelse baade kundgjorde og styrkede den gamle Tvedragt, hvor den physiske Magt vilde beherske Aanden, og hvor man heller med Staal-Handsker vilde tage, end med Livet kiøbe den Frihed, Ordet hjemlede. Sandelig, havde under disse Omstændigheder Folke-Aanderne vaagnet og taget Parti, da vilde vi havt en Række af Revolutioner, hvor vi nu kun spore Giæringer; men vi see nu ogsaa, det skulde og det kunde ikke skee: videnskabelig maatte Grav-Kamrene oplukkes, oplyses og randsages, før man uforvarende, som i Øster-Ledens Æventyr, kom til at løslade de skrinlagte Aander.

Selv hos det ny Europas meest poetiske Folke-Stamme, hos Angel-Sachserne, viste Folke-Aanden sig kun paa Skue-Pladsen, og forevigede der mere sin sidste Herolds end sine Bedrifters Minde; kun i det Lutherske Sogn blev Poesien kirkelig, og selv i Norden kun folkelig som Menighedens Omkvæd til Moses-Drapen ved det røde Hav, hvad man vel maa kalde Luthers Kvad om den underlige Kamp og Seier, den store Udfrielse af Pavedømmets Chaos, som han, vist ligesaa philosophisk rigtig som poetisk dristig, sammenlignede med Israels berømte Udgang af Ægypten. Det nytter ei at dølge, at den følgende Tid 169 kun altfor meget ligner Vandringen i Ørken, men dog har Norden, i Sammenligning med Tydskland, noget saa Yenligt, uskyldigt, paradisisk i sit Udseende, at man fristes til at troe, der ere de lyksalige Øer, hvor Luthers Aand hensvævede, medens man i Wittenberg trættedes om hans Ord; og hvor den mæglede et stille Forlig mellem Aand og Bogstav, som imellem Mund og Pen, og da nu heller ingensteds den kirkelige og borgerlige Enighed oprandt saa naturlig, og forstyrredes saa lidt, som i Danmark og Norge, hvad Under, at Skjalden i Kirken, selv midt under den øiensynligste Splid, og trods al Rimelighed, drømde patriotiske Drømme om en fuldstændig Gienfødelse af det gamle Tvilling-Liv i Norden, kun med det meer omfattende Blik og den dybere Rodfæstelse, som det gamle Nordens Opdagelse, og Videnskabeligheds Fremskridt, gjorde baade muelig og ønskelig!

Nei, intet Under, høist naturligt! og selv Bog-Ormen, der nu engang var sammenvoxet Tvilling med Skjalden, vil en klogere Efterslægt slet ikke bebreide, hvad han ei kunde lade; men Talen er her om en Skribent, som vilde og som burde kraftig bidrage til, at der oprandt en paa aandelige Ting klogere Efter-Slægt, og han maa vel føle Kald til at være sin egen Recensent, da han endnu Ingen har fundet, som lige partisk for Skribenten og for den nordiske Læse-Verden gav dem begge Ret, hver paa sin Maade: Skribenten Ret til, imellem, over sin Yndlings-Materie at glemme sine Læseres Tarv, og dem den tilsvarende Ret til at overspringe hvad der var Stød paa deres Kirke-Vei. At behandle Tro med Ligegyldighed, kan intet Menneske, som selv har nogen; det er et ulykkeligt Folk og en fortvivlet Skjald, som ingen har, og det er en foragtelig Præst, som enten ikke selv troer hvad han forkynder, eller dog ei tør være det bekjendt for hele Verden; saa de Læsere, der ei kan lide Bøger af en Skribent, fordi han siger dem, det er ikke menneskeligt, men dyrisk, at glemme Himlen over Jorden, værre end dyrisk at trodse og bespotte Livet og Lyset i det dunkle Dyb, som er deres urandsagelige Kilde, eller fordi han siger dem, at han hørde Dage tale med Dage og Nætter forkynde hinanden Vidskab om Helte-Aanden med Kors-Banneret og Bibel-Staven, de Læsere maa en Skribent som jeg, lade søge deres Lyst, hvor de finde deres Mand. Men denne Frihed skal Skribenten unde dem ei blot som Læsere, men og som Borgere, og føler han sig besjælet af Folke-Aanden, da skal han, som dens Tals-Mand, huske, at han har en anden Læse-Verden for sig, 170 end i sin præstelige Skrift, og at hvad der ei som Menneske kan være ham ligegyldigt: hvorledes nemlig hans Med-Mennesker opfatte Aandens Væsen og udlægge Aande-Sproget i deres Inderste, det er ham som Skribent uvedkommende, thi er selv det mindste Glimt af aandeligt Samfund og Tanke-Gang baade borgerlig og boglig, og i det Hele timelig, Vinding, saa skal det altid her være hans Løsen: hver nyde som han nemmer, da Ingen skeer Uskiel! Dette har ogsaa virkelig været min Grund-Sætning, som hele min Skribent-Bane, overskuet, klarlig viser; men hvem der efter en saa aandløs Tid, som den sidst forbigangne, føler sig drevet til at vove en Dyst for Aanden, om Riget og Æren, maa ikke regne paa, hos sine Læsere sædvanlig at finde det aandelige Over-Blik, han finder hos sig selv, end sige det han fattes. Ei kan jeg være haard nok til at kræve af mig selv, hvad jeg aldrig har krævet af Andre: Klarhed i Dunkelhedens Alder, og Modenhed i Vaaren, og seer jeg ret paa mine første Bøger, da stod jeg netop Fare for at blive klar og klog for tidlig, og kiender jeg noget til mig selv, da var det kun ædel, kraftig, aandelig Modsigelse jeg fattedes, for at undgaae eller rette mine Misgreb; thi med alle mine Feil har jeg aldrig havt den, at være blind for mine Feil, naar man viste mig dem; men, efter min Bygning, kunde jeg tidligere blevet min egen Recensent, hvad jeg hidtil kun har fusket paa at være, og at jeg ikke blev det, er den Feil jeg angrer, har, mener jeg, bødet tilstrækkelig for, og stræber nu at rette, om ei til Gavn for mine Bøger, saa dog for min Efter-Mand, altsaa for den Aand og for den Sag jeg, ikke sjelden ubehændig, men heller ikke sjelden kraftig, og altid ærlig, velvillig og frisindet, som skarp og fritalende, har kæmpet for.

Har jeg vel taget Feil deri, at Mestere, Svende og Drenge i boglige Konster vel derved kan skjule Aandløshed for sig selv og hinanden, men aldrig skabe nogen Aand, som det levende og levendegiørende Princip for Lærd og Læg; eller har jeg Uret i, at Folkene maae blive som døde Sild eller som uvane Dyr, og selv boglig Konst tabe sin Anseelse og gaae til Grunde, hvis der ei kan raades Bod paa den Aandiøshed, der i de sidste Aarhundreder forvandlede hardtad alle Borger-Samfund, selv de naturligste, til tvungne Sam-Lag, hvori alt Fælledsskab kun var til Byrde, ei til Trøst, mens det i det Høieste var Venne-Kredsene, som gierne tænkde sig forenede i Lyst og Nød!

Nu vel! hvem det er til Forargelse, at denne soleklare, 171 ufortielige Sandhed ogsaa i Norden er blevet høirøstet, han bestride den, men rose sig ei af Seiren, før den er vundet!

Var det Sværmeri, naar jeg paastod, at en dunkel, aandelig Følelse af en Eenhed i Mangfoldigheden, til Trøst, til Ære og Fryd for hver Medlem af Samfundet, der har Sind til godvillig at dele Byrden, og, i Nødsfald, at glemme sin Enkelthed over Sammenhængen med det Hele, at denne dunkle, aandelige Følelse har skabt ethvert Folke-Liv, ethvert borgerligt Levnets-Løb, som er værdt at nævne og beskrive; at uden denne Følelse er selv den klareste Indsigt i Samfundets organiske Sammenhæng død og magtesløs, og at om den end ikke var det, kan den dog umuelig giennemtrænge Massen! Eller var kanskee det Sværmeri, at jeg ansaae det for Nordens store Lykke at have et daadfuldt Folke-Liv fra den dunkle Old-Tid, hvori alle Slægter og alle Folke-Delene sammensmelte, og at have det beskrevet fra Middel-Alderen af Skribenter, som den samme dunkle Følelse begeistrede for Folke-Heltene og Folke-Daaden! Eller var endelig det Sværmeri, at jeg gruede for det Svælg, der selv i Norden var med Pennen gravet mellem Øret og Tungen, mellem Folket og dets Lærere, ja selv mellem Folket og Skjalden, mellem Skoven og Fuglen, saa der var intet Haab om Fornyelse og om Fortsættelse af Folke-Livet i Aanden, dersom Pennen ei kunde skiæres saaledes efter Folke-Tungen, at Skrift dog for de Livligste blev som et stammende Mæle af den gamle Folke-Aand, til hvis Særheder man vel maatte vænne sig for Indholdens Skyld, og var det Daarskab at jeg slog mig fra Verden, fra min egenlige Læse-Verden, for, om mueligt, at giøre en god Begyndelse paa den store Kiærligheds-Gierning, som de Bog-Lærde ei mindre af Egen-Kiærlighed end af Omhug for Folket og Staten, maatte inderlig ønske, kunde lykkes langt over Forventning! Var det Daarskab, da maa det dog vel kun have været saa, fordi jeg derved maaskee vovede meer end jeg burde, tilsatte meer end jeg havde; thi har man af mageløs Blindhed kaldt min Krønike-Stil for plump og bondeagtig, og erklæret det for dens Hoved-Feil, saa maa dog formodenlig Arbeidet være lykkedes langt bedre, end man i det nittende Aarhundrede kunde ventet; thi at skrive nogenlunde pirrende og flydende, for de Læsere, som have Udvikling og Sprog-Dannelse tilfælleds med os, det er dog nuomstunder vel intet Hexerie, og kunde Menig-Mand været dermed tjent, fristedes jeg dog vel neppe meer end andre Skribenter til at lære Dansk i Kroer og i Borgestuer!

172

Deri feilede jeg da sikkerlig ikke, at jeg fandt en Bro nødvendig over Aaen, som en Thor maaskee kan gjennemvade, men alle Smaa-Folk drukne i, en Bro, hvor Tunge og Pen, hvor Folket og de Bog-Lærde kan mødes, lære at forstaae og agte hinanden, at jeg fandt en saadan Bro nødvendig, og lagde dristig Haand paa Værket, uagtet netop jeg og mine Lige, med den gammeldags Tro og det velbekjendte Bibel-Sprog, trængde mindst dertil, trængde kun dertil, forsaavidt vi satle nogen Priis paa det aandelige Borger-Samfund med Andre end vore Troes-Forvandte og Kirke-Gjængere, paa aandsudviklende Vexel-Virkning selv med Andre i Norden end vore Med-Borgere!

Jeg feilede ikke heri, og de Boglærdes Modbydelighed for Folke-Bøgerne vil, hvis den varer, hævne sig grusomt netop paa det Parti, som var mig meest imod; thi er det ikke en følgelig Sag, at mit Publikums Børn og mit Barn-Publikum vil, inden de veed det, vinde en Styrke i Nordens Old-Krønike og i Modersmaalet, som giver Folket i deres Haand, medens de Sprænglærde fnyse og belees! Hvem kan afvende det, naar de selv ikke vil, hvem Faren truer, naar de der vil agtes af Folket og virke aandelig paa dem, ei vil lære at respectere Folke-Aanden og Modersmaalet, ligesaavel i Vadmels-Koften, og paa Blaargarns-Tungen, som hvor de slide Fløiel og Silke, ei lære at forstaae, at Bog-Sproget i sin Udvikling, som jeg dog vel ikke har stræbt at hemme, er paa vilde Veie, og skrider kun frem med Dødning-Been til Konst-Barbariets tomme Ørk, saasnart det løsriver sig fra sin levende Rod i Moders-Maalet!

Hvori feilede jeg da? Naturligviis deri, at jeg ikke saaledes tog Bladet fra Munden for mange Aar siden, og sagde reent ud, hvad jeg vel baade tidsnok og tidt nok, maaskee baade for tidt og for tidlig, slog paa, men immer selv svækkede og fordunklede ved at fortælle mine Præste-Drømme, om Miraklerne der skulde skee ved min Grav, naar mine Been kom til at hvile paa Landsby-Kirkegaarden hos mine Fædres! Vist nok skulde kloge Folk seet, hvad end ikke jeg var blind for, at naar jeg vilde gjort Præste-Brug af min Fortroelighed med Nordens Aand og af min Styrke i Moders-Maalet, da skulde jeg ikke plaget mig selv med at omskabe de gamle Krøniker til maadelige Folke-Bøger, men forlystet mig med at skrive nye Krøniker paa fri Haand, som i det Mindste kunde blevet ti Gange saa livlige, og vilde neppe trængt til de Bog-Lærdes Anbefaling; det skulde kloge Folk seet, og naar de ikke vilde agtet min 173 Selv-Fornægtelse, dog smiilt ad Drømmene, hvormed jeg søgde deels at trøste mig over det i Længden dræbende Arbeide, deels at retfærdiggjøre det i Præstens Øine; men har jeg sagt de Danske Boglærde saa tit, at de var endnu mere kortsynede i slige Ting end jeg, saa skulde jeg ogsaa husket det, og ei kyst dem fra de uskyldige Krøniker, der tjener bedst hvem der forstaaer at bruge dem, han være Christen eller Hedning, Lærd eller Læg, og bør virkelig, for Øieblikket, kjendes og udbredes af alle Boglærde, i det Mindste hos os, som vil have Deel i den Bog-Reformation, der nødvendig maa lykkes i Norden, eller som, hvis den mislykkedes, tilintetgjorde de Boglærdes sidste, rimelige Haab: af Folket at opdrage sig en Læse-Verden, der kan skatte og bære dem. Jeg veed det nok, at de Boglærde næsten allevegne har sat sig i Hovedet, at det er constitutionelle Forfatninger, som skal forlige dem med Folket, og begeistre Folket for Staten, men det nittende Aarhundredes borgerlige Farcer maae dog vel oplade de Øine, der lukkede sig for det Attendes Tragoedier, og vise de Boglærde, om ikke Andet, saa dog det, at de er saa omtrent tilovers, hvor Generaler, Kjøbmænd, Læger, Procuratorer og Jord-Drotter constituere Folket, aldeles tilovers der, naar Kirke-Baandet mellem lærd Mands Tunge og læg Mands Øre er sønderrevet, Aviser og Politi-Venner Folke-Literaturen.

Det vil jeg da haabe, at man herefter undtager Folke-Krønikerne, for spage til at bestride Andet end den Folke-Dorskhed og Selv-Forglemmelse, der er en fælles Undergang, undtager dem fra det skriftlige Chaos, hvormed jeg skal have oversvømmet Marken, og at man selv i Norge heller skjærer Fortaler og Titel-Blade af, som jeg selv kunde have Lyst til, end man forholder Menig-Mand mellem Fjeldene, hvad umuelig kan være dem saa fremmed som det sædvanlige Bog-Sprog, og vil bestemt more deres Børn, naar de faae Lov at springe over hvad der kjeder dem, og hvem vil forbyde de velsignede smaa Recensenter at følge deres Lyst i Folke-Krøniken!

Og nu mit Chaos, som man kalder det, hvad er vel deri, hvad er der vel i min Nordiske Mythologi, Optrinene af Kæmpe-Livet, de korte Begreb af Verdens-Krøniken, Roeskilde-Rim, Kvædlingerne, Nyaars-Gaverne og Bjovulfs-Drape, hvad er der vel, som strider mod Andet, end mod det Aandløse og Anti-Nordiske; hvad findes ellers Stridende, uden min ilde stædte Theologi, og min overdrevne Danskhed, som dog indtager saa lidet Rum, og har saa liden Deel i Sammenhængen, at det neppe 174 støder Andre, end dem det netop aldrig maatte støde: dem der i udenlandske og i fremfarne Tiders Bøger dog vel maa have vant sig til at skjelne mellem Skribenten og hans gjennemstikkende Personlighed, skjelne meer derimellem, jo mere overveiende det poetiske eller historiske Element er i Bogen, hvorfra intet divas Augustus 1, intet o dii 2 og ave Maria! maa kunne skræmme en Læser, som har lært, det er kun figurlig talt Bogstaven slaaer ihjel!

Men skaber da ikke Bibelens, Historiens og Nordens Aander, som jeg skifteviis tjener og forvirret sammenblander, skaber ikke de, under Bærsærke-Gangen imod alle sædvanlige Former, et grueligt Chaos, for hvilket man i det Mindste maa advare den boglærde Ungdom, der kunde lade sig overvælde af Kraften, henrive af Dristigheden, nedlokke i det dunkle Dyb, paa hvis Rand man svimler, og i hvis Svælg man forgaaer!

Nu! Unger-Svende i Norden! som holdtes til Bogen, og føle Lyst til noget Bedre end at blive rige paa Støv, og fede af Kjød, føle Gnisten i eder, hvorved Hjertet gløder og Kinderne blusse for Andet end Piger og Viin, føle, at ogsaa i eder er Mennesket en Gaade, til hvis Løsning det er værdt at hellige sin Part i Livet; med eder, hvis Manddom skal, i en af de vigtigste Menneske-Aldere Solen beskinnede, enten gjøre Nordens Aand og eder selv uslukkelig Skam eller ogsaa udødelig Ære; jeg har et Ord, et Alvors-Ord, at tale med eder, før jeg tier, et Ord fra Aanden, som drev mig, et Ord at tale ei i Løn men i Lys, som min Færd har været fra det Første, skal blive til det Sidste, og høre mig, det skal I, saa sandt mit Fugle-Navn har nogensinde rystet sine Penne-Vinger over Svane-Vænget, saa det klang som Kvad i Nordens Øre! For eders Skole-Mesteres Øren vil jeg tiltale eder, og satte de mine Skrifter paa deres index librorum prohibitorum 3, saa lad dem nu sætte deres Ord imod mit, og bevise, at de blev stærkere, at de blev klogere, at de blev klarere ved deres stille Granskning, end jeg ved min Gjæring, som I kan see, jeg slap dog fra med Livet, og som jeg ikke har konstig afbildet, men ladet saa varm, saa fuldstændig og levende, som jeg det kunde, udstrømme paa Papiret, for derfra at indstrømme i beslægtede Naturer, og vække den levende Kamp, uden hvilken vi er Dødens Trælle, uden hvilken vi see aldrig den guldtakte Gimle, see aldrig den levende Klarhed, som overstraaler * * * 175 Fuldkommenheds-Landet, og vindes kun herneden, som Bruden er vundet, naar hun livsalig indsmiler Haabet i Beilerens Hjerte! En Mand er jeg blevet, ringe tilvisse, hvad man kalder slet ingen Ting, men dog en Mand, som ei vilde bytte med Nogen af Jorde-Rigs Konger! Skribent er jeg blevet, vistnok ei af de forgudede, og skal, som det synes, nu slutte min Bane, da jeg netop havde vundet Klarhed til at fortsætte og fuldende den, men en Skribent, som ogsaa derover veed at berolige sig, seer sig tilbage, seer sine Feil, retter dem gjerne, men smiler dog kun over dem, og over de Øine, som saae ikke Andet, er egenlig kun bange for, at hans Skrift skal gjøre ham alt for navnkundig paa Nordens Bekostning: at den skal ingen Sønner avle, ingen Kæmper vække, som fordunkler ham! See, det var mit Ønske i Ungdoms-Dagene, at kunne i Livets Middel-Alder staae saaledes med klaret Blik over mig selv og Menneske-Banen, uden at have tabt min Lyst til Idealerne som vinkede, uden at angre mine Offere, uden at begræde Aarene som randt, eller Kræfterne, jeg kun gjenfandt i mine Værker, hvor dette Ønske lever, som gik i Arv hos lyse Hoveder i Norden, hvad Virke-Kreds der saa end kaldte dem, der veed jeg ogsaa, Ynglingen staaer stille, naar han tiltales med en Pen, som den, det undtes mig at føre, og gruer ei for Gjæringen, hvori den støbtes.

Og hør nu, yngre Broder! hvo Du est, og hvor Du aander! er der ei naturlig i Mennesket en Dunkelhed, som indslutter i sig hvad ingen Haand har grebet og ingen Pen beskrevet, og er der ei en vidunderlig Kamp i det Skjulte mellem levende og døde Kræfter, mellem Dagens og Nattens Aander, en Kamp, hvori vi selv maae tage levende Deel, med dyb Ærbødighed for Lyset og Livet i Løn, om vi vil nærme os Maalet, i en Kraft og en Klarhed, som Døden viger for, og Graven skinner af, er det ei saa med Mennesket, da er jeg intet Menneske; thi saaledes fandt jeg mig selv, da jeg løftede Sløret med det døde Klarheds-Skin, som en fortvivlet Verdens-Klogskab havde kastet over mit Inderste, og jeg maatte hade min Lykke, om jeg ei af mit inderste Hjerte velsignede det Øieblik, da jeg fik Mod til at forstyrre det usle Blænd-Værk, den luftige Drøm om egen Kraft og egen Storhed, om Herligheden af Lys uden Liv, af Ord uden Aand, af en uendelig Stræben med Tomhed til Maal!

Men er jeg intet Menneske, da har ei blot Bibelens Aand forvandlet alle sine troende Tjenere til U-Mennesker, men da har Nordens Kæmpe-Aand, saavidt den mægtede, fra Heden-Old 176 arbeidet paa det Samme; thi dette Grund-Begreb om Mennesket er ikke blot afpræget i det Folke-Liv, der selv bevarede sin Ihukommelse, men klart udfoldet i de store Myther, som aabenbare hvad der var Menneske-Bane og Menneske-Maal for nordiske Hedninger, som hævede sig over Jord-Klimpen, og gestaltede den høiere Kamp i det Skjulte efter den de fandt i deres egen Barm, byggede de Borge over Stiernerne, som Sjælen, til sin Kamps Fuldendelse, og til sin evige Hvile i Livets Fylde, ei kunde undvære, og dog umuelig finde under Solen!

See, derfor, fordi Kampen mellem Aser og Jetter, med Valhal og Gimle, var for Skjalden Eet med den, han fandt og førde i sit Inderste, og saae i Bibelen forklaret, see derfor kom der ingen Grund-Strid i hans Syn og Skrift, han gik ei fra Bibelens Aand, da han fulgde Nordens, og den gamle Kæmpe-Aand forlod ham ingenlunde, da han udelukkende vilde oplives og styres af den store Aand, som skabde Nyt paa Jorden; thi Aander, som kan enes, udelukke ei hinanden, i Aandens Rige er Høvdingen ei blot over Alle, men Alle er i Ham, og Han er Alt i Alt. Og nu Historiens, Menneske-Historiens Aand, hvad skulde det vel være for En, uden, som den Styrende, Guds egen Aand, og altsaa, om de Christne troe ret, just Bibelens, og som den der symbolisk afbilder Menneske-Banen, den kæmpende Menneske-Aand selv, altsaa Nordens Kæmpe-Aand, hvis den virkelig har opfattet Menneske-Gaaden i hele sin dybe Dunkelhed, Menneske-Kampen i al sin Betydning, og Menneske-Maalet saa høit som det maa staae, for at svare til Dybden i Ønsket!

See, her er Nøglen til mine Gjemmer, her er Lede-Traaden i min Troi-Borg1, her er Forklaringen over mit Chaos, i Lyset, som tidlig opgik over det, her er Regnskabet for min Uvidenskabelighed og mit vilde Fornuft-Had, her er Grunden til mine Lovtaler over Norden, Kilden til mit store Haab om Menneske-Forklaringen iblandt os, her er endelig Undskyldningen for min Drøm om Enighed med Bibelens Aand i det historiske Norden!

Man mærke det vel, kun Undskyldning, siger jeg, for denne patriotiske Drøm, som jeg hos mig ikke engang maa undskylde med dens Naturlighed, thi i det nittende Aarhundrede vil der langt mere til at undskylde en aandelig Strids-Mand, der tager Borgerskab paa sin fri Konst, som paa et * 177 andet Haandværk, end i det Sextende. Der ligge nemlig to Aarhundrede imellem, hvoraf det Ene, ved sin unaturlige Stilhed, og det Andet, ved sit uhistoriske Oprør, maa have lært alle Dem, der forstaaer sig det mindste paa Tidernes Tegn, at det aandelige Marke-Skjel, man i det Lutherske Kirke-Sogn, med lidt vel romersk Politik, har borgerlig canoniseret, er nu uforsvarligt. Kun i Norden var det mueligt, at en Strids-Mand for Bibelens og Historiens Aand, en svoren Fiende ad al Samvittigheds-Tvang, og ad alle Dæmninger for Menneske-Aandens fri Udvikling, som uden levende Gjæring og Kamp er umuelig, at han endda kunde drømme om en vis aandelig Grund-Enighed, der helligede Marke-Skjellet, og gjorde Ophævelsen af det kirkelige Fællesskab, hvor ønskelig den end ellers var, her unødvendig. Kun i Norden, hvor de christnede Skjalde, uden al Forargelse, priste den hedenske Kæmpe-Aand, hvor, med de gamle Fra-Sagn, hele Mythe-Kredsen bevaredes i Munke-Skrift; og kun i Danmark, hvor Reformationen havde saa folkeligt et Præg, hvor selv i det syttende Aarhundrede den historiske Udvikling er mærkelig, hvor det Attende klart aabenbarede baade Stats-Forfatningens historiske Ypperlighed, og Folkets grændseløs tolerante Natur, og hvor endelig i det Nittende Nordens gamle Heroer opfoer paa Vinger, fra den aabne Begravelse, de havde fundet under Christ-Kirken, og begeistrede Ingen stærkere end den luthersk hyperorthodoxe Præst, der mere blev deres, end Bibelens Vaaben-Drager, kun i dette naturhistoriske Gaade-Land kan jeg tilgive mig selv den urimelige Drøm, der virkelig forsinkede Organisationen af min egen lille Verden, altsaa ogsaa af min Kamp for den: af min Penne-Feide med U-Aanden, der skulde fordrives, og den fiendtlige Aand der skulde tvinges til at afsondre sig med sin Kreds, og kæmpe ærlig i aaben Mark. Om dette kunde naaes i min Penne-Alder, eller ikke, det skulde jeg overladt til Historiens Aand at afgjøre, og til Tiden at vise, hvad ogsaa har været min faste præstelige Grund-Sætning, hvorefter Skribenten i Grunden uvilkaarlig har rettet sig, men ingenlunde mine Krigs-Artikler, som jeg langt ivrigere sammenlignede med Danske Lov, end med Historiens, eller dog udledte langt conseqventere af Danmarks Krønike, end af Verdens-Krøniken i Sammenhæng, hvad det mageløse Fostbroderskab vist nok i Efterslægtens Øine vil undskylde, men som dog gav alle mine egenlig polemiske Bevægelser en skjæv Retning, der, efter Omstændighederne, vist nok i en høiere Orden var den tjenligste, 178 men skal ligefuldt lastes hos mig, og rettes saasnart den opdages.

Men, denne Forvirring i Kampen kunde jeg umuelig selv rette, førend jeg lærde at skjelne klart imellem hvad jeg vel, med Luther og mine præstelige Fædre, altid efter en dunkel Følelse havde practisk adskildt, men dog theorelisk meer eller mindre sammenblandet: Kirke og Kirke-Skole, Christendom og Theologi, Bibelens Aand og Bibelens Bogstav. Aldrig havde jeg i mine Skribent-Dage forvexlet disse Ting og Tanker med hinanden, og min poetiske Natur er noksom Borgen for, hvad ogsaa alle mine Skrifter bevise, at jeg hverken canoniserede noget skolastisk System i Aandens Rige, eller havde mindste Slægtskab med de aandløse Bogstav-Ryttere og sadelfaste Kjætter-Magere, til hvis kjødelige Broder mine Modstandere af al Magt vilde omskabe mig; men just derfor fik min kirkelige Polemik et forvirret Udseende, og kunde umuelig, før den ændredes, lede til den uundgaaelig nødvendige Skilsmisse. Til Basis for en Saadan kunde jeg umuelig tage den Augsburgske Confession, umuelig finde Bibelen i mindste Maade skikket, og ligesaa umuelig, med min historiske Indsigt, tage en selvgjort, vilkaarlig Hoved-Sum, om jeg end derved havde troet at kunne bevirke meer end min egen Skilsmisse, og, under disse Omstændigheder, var der for mig ikke Andet at gjøre, end. med et dunkelt Haab paa Kirkens og Danmarks Historie, saavidt mueligt, at undgaae Iden bestemte Kamp, og kun med Mund og Pen bestride U-Aandens anti-historiske Retning og selv-modsigende Tanke-Gang. Denne Taktik kunde aldrig øves paa ubekvemmere Krigs-Skue-Plads end i Danmark, men jeg angrer den ingenlunde, og beklager kun de Misgreb, hvorved jeg med Magt vilde tvinge mine Med-Borgere til at see Feldtslag, hvor de umuelig kunde see andet end fredelige Sysler, om jeg end nok saa klart beviste dem, at det Krudt jeg malede, de Kugler og lBøsser jeg støbde, kunde, i sin Tid og paa sit Sted, foraarsage et grueligt Blod-Bad, og en glimrende Seier. Al saadan Tale betragter man naturligviis i Danmark som Vind, hvormed en Bog-Mager vil indbilde Folk, at han ikke saameget arbeider for at opholde Livet, som for at omskabe Verden, og tager man den for Alvor, da slutter man kun deraf, at der sidder et slemt Sind i den Krabat, saa kunde han komme afsted med at gjøre en Ulykke paa Folk, sparede han det sikkert ikke. See, det er, om jeg ellers kan Dansk, den naturlige, borgerlige Tanke-Gang selv i de aandeligste Ting, udtrykt i det jævne, klare 179 Moders-Maal, og man kan vel vide, jeg ingen af Delene vil laste, da jeg er en saa urimelig Liebhaber af Begge; men naar det Aandelige, som i Danmark Hjertet ene giver Tanke-Gangen, og Tonen Ordene, naar det er saa tilbagetrængt som det, desværre, er blevet, og naar Krig i Aandens Rige er uundgaaelig, da har jeg rigtig nok lært, hvad jeg saa nødig vilde troe, at det er tungt at være Strids-Mand i Danmark, thi at man der ikke engang, naar man borgerlig har svoret til Fanen, og retter sig efter Krigs-Artiklerne, kan blotte Vaaben, uden at ansees for en borgerlig Freds-Forstyrrer, det vil Efter-Slægten ryste paa Hovedet over, naar den læser mit første ordenlige polemiske Skrift, som Kirkens Gjenmæle er, og hører, at jeg for det blev i den lærde Verden brændemærket som en Mand-Draber, og i den borgerlige næsten nødt til at nedlægge Vaaben.

Velan! jeg kan nedlægge Vaaben i Danmark, naar saa skal være, kan nedlægge min Pen, som mit sidste Offer paa det kun lidt for fredelige Danmarks elskelige Høi-Alter, jeg kan det, efter at have vundet den Klarhed jeg savnede, og efter have aabnet Kampen forsvarlig, og, forandre Omstændighederne sig ikke mærkelig, da er min danske Skribent-Pen egenlig hermed saaledes nedlagt; men jeg faaer enten mig selv eller en Anden til Efter-Mand ensteds i Norden, det maa jeg forudsige, ei som Skjald, mindre som Prophet, men som en tør historisk Bog-Orm, der, uden at gaae ud af sit gode Skind, her, uden synderlig at strække sig, kan naae fra Aarsag til Virkning. Fredelighed er vel mig kun halv naturlig, nemlig som Bog-Orm, men baade som Christen og som Skjald har jeg saaledes opelsket den mageløse danske Fredelighed i mig, at den er blevet min anden Natur, saa hvor jeg nu drager Sværdet, veed jeg, det ledsages af alle danske Christnes forenede Bønner, og maa, hvis det stikkes i Balgen før Slaget er vundet, afløses af et Andet, der gjør Pinen kort. Jeg vilde ønske, det maatte skee i Danmark, hvor selv de haardeste Hænder dog i Grunden heller vil klappe end slaae, og hvor man altid, saavidt jeg kan skjønne, har tabt mere ved Naboernes Krige, end ved sine egne, men min Skæbne kan jeg ikke ønske nogen ærlig Strids-Mand, og derfor, er Hoved-Slaget ikke vundet før vi veed det, saa reis dit Banner, Kæmpe-Aand! i Kæmpers Fødeland1! der vil det anderledes bløde, men det faaer dog Ende, og * 180 da var Aand uddød i Norden, naar der var ingen Kæmpe meer, som vilde bløde for en Drot og for et Rige, hvoraf Nordens Historie kun lærde os at kjende de dunkle Grund-Træk, men lærde os dog at gløde ved Mindet om den store Helte-Skare, som, i Liv og Død, med kjærlig Selv-Opoflrelse og straalende Bedrifter gav Dunkelheden saa levende en Glands, at Sydens bedste Malere umuelig kan maale sig med Nordens!

AF SØNDAGS-BOGEN.

DA Grundtvig havde nedlagt sit Præsteembede, følte han Trang til at opfriske Mindet hos sine Tilhørere i Kirken om det Ord, han dér havde ført, og give andre christelige Læsere den Oplysning, han kunde, ved at udgive en Del af sine Prækener i Trykken.

Saaledes fremkom hans Christelige Prækener eller Søndags-Bog, der. udgik i tre Dele og omfattede i alt 94 Prækener. - Første Bind udkom i Efteraaret 1827. Eberlins »Maa trykkes« er dateret den 1. Oktober 1827. - Andet Bind kom Aaret efter. Censurens Dato er den 16. August 1828. - Tredje Bind bærer Aarstallet 1830, men blev først helt færdigt i Foraaret 1831. Tilladelsen til Udgivelsen er dateret den 16. Marts 1831.

Sidste Bind er prydet med et Billede af Forfatteren, tegnet af C. W. Eckersberg og med denne Underskrift:
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Født i Udbye i Sjælland den 8de Sept. 1783.

Med Sagastav og Peterssværd i Haand.
Han arved Saxos Blik og Kingos Aand.
Fra gamle Nord hans Øie saae mod Østen,
Og Aander har han vakt ved Kjæmperøsten.
B. S. Ingemann.

Foran i første Bind findes følgende Tilskrift:

Mine Tilhørere i
Vor Frelsers Kirke
kiærligst tilegnet.

Hvert Bind danner for saa vidt en Helhed, som det indeholder et Udvalg af en hel Aargang Prækener. Første Bind svarer saaledes til Grundtvigs Opskrifter fra Kirkeaaret 1822-23, medens der dog ogsaa er optaget to Prækener, som blev holdte i Aaret 1821, inden han kom til Præstø. Andet Bind har hentet Emnerne fra 182 Opskrifterne i 1823-24, og tredje Bind fra de Prækener, han holdt fra December 1824 til Maj 1826.

Naar man sammenligner de oprindelige Udkast til Prækenerne i Aarene 1822-26, der alle er bevarede, med Teksten i Søndagsbogen, ser man, at Grundtvig har bearbejdet de ældre Opskrifter meget stærkt, inden han sendte dem i Trykken. I de første Aargange gør dette sig dog mindre gældende end i den sidste, hvor flere Prækener maa kaldes ganske ny. Næsten overalt har han indført Træk af det Syn paa den apostoliske Trosbekendelse, som han først fik i Sommeren 1825.

I denne Udgave, hvor der kun kan gives enkelte Prøver paa Grundtvigs kirkelige Forkyndelse, har det været naturligt at vælge disse af de to eneste Prækensamlinger, som han selv har udarbejdet til Offentliggørelse, nemlig Bibelske Prækener fra 1816 og Søndagsbogen. - Af de omtrent 3000 Opskrifter til Prækener, som findes blandt hans efterladte Papirer, har C. J. Brandt udgivet tre større Udvalg: Prædikener i Frederiks-Kirken 1832-39, Sidste Prædikener i Vartov Kirke 1861-72, i 2 Bind, og Kirkelige Leilighedstaler. I Forord til det førstnævnte Udvalg og i Efterskrift til anden Udgave af Bibelske Prædikener har Brandt givet gode Oplysninger om hele denne Side af Grundtvigs Forfattervirksomhed.

Som Prøver af Søndagsbogen meddeles her en Præken paa Kirkens Nytaarsdag og paa hver af de store Højtider.

Søndags-Bogen udkom i 2. Udgave 1860.

183

Christelige Prædikener
eller
Søndags-B og
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Ordets Tjener.

Første Bind.

[Her et Billede af Vor Frelsers Kirke.]


Kiøbenhavn 1827.
Paa deu Wahlske Boghandlings Forlag.
Trykt hos C. Græbe.

184

Fortale.

At prædike er, ikke at skrive med Pen og Blæk, men, i Aandens Kraft, med levende Røst, at forkynde Troens Ord: det store Evangelium om Frelseren af Davids Stad, om vor Gienløsning ved hans Blod, vor Gienfødelse af hans Ord, vor Opreisning i Kraft af hans Opstandelse, og vor Forsamling til ham, i den Hellig-Aand, i Hans og i Faderens Rige, til evigt Liv, til soleklart Lys, og fuldkommen Glæde!

Giælder det nu derhos nødvendig om Prædiken, meer end om nogen anden Tale-Form, at det er Hjertet, som giør veltalende, ja, skal vor Prædiken i Grunden altid være en Overtalelse til at dele Tro og Haab og Kiærlighed med Herrens Apostler, og med hele Hans Menighed, da indsees det let, at ingen Tale-Form er mindre skikket til at afpræges paa Papiret, og at, næst det, mundtlige, Ord, der giør sig til en Skygge af Bogstav-Skrift, er ingen Ord-Skygge dødere, end den Bogstaver danne af en levende Prædiken!

Ligesom derfor det man kalder at skrive sine Prædikener, efter min Overbeviisning, skal være hvad vore Fædre rigtig kaldte at studere til dem, saaledes forstaaer jeg ogsaa ved at udgive sine Prædikener i Trykken, hverken meer eller mindre end, at giøre sine Prædiken-Studier til en Bog, der kan minde Tilhørere om hvad ei maa glemmes, indprænte Endeel, som maaskee, paa en af Siderne, blev ubemærket, og endelig give alle opmærksomme Læsere et tydeligt Begreb om vor christelige Tanke-Gang.

Det er altsaa kun for at følge en Skrive-Brug, det vilde agtes for Særhed at afvige fra, at jeg har bearbeidet mine Udkast i Prædiken-Stil, og givet dem Navn derefter, men Prædikener i Vor Frelsers Kirke kunde jeg ikke kalde dem, fordi jeg, ved 185 modnere Overlæg, fandt, deels, at et saadant Navn bestemt hentydede paa en Skygge af min mundtlige Tale, som jeg hverken kunde eller vilde give, og deels, at en Beskrivelse af min Tanke-Gang ved to ældre Prædikener, i Hoved-Staden, (1821) vilde være en passelig Indledning til mine følgende Udviklinger.

Maatte nu denne Bog kun, som jeg haaber, ved Herrens Velsignelse, bidrage Noget, saavel til at opfriske Mindet hos mine Tilhørere, om det Ord, der maa omhyggelig giemmes, og idelig ihukommes, for at bære Frugt, som til, i det Hele, at vise christelige Læsere Veien til Lys og Fasthed i Overbeviisningen, da er mit Arbeide, som har været mig selv til Opmuntring, derved overflødig lønnet; thi det er den store Præste-Sorg i vore Dage, at det synes os, som om Ordet ei mindes stort længer end det høres, og at man klarlig seer, det er sædvanligt, at lade sig omdrive som Bølger af hvert Lærdoms-Veir, og at nøies med heel dunkle og matte Forestillinger om, hvad Christne har at troe, at haabe, og, med Guds Aands Bistand, at overkomme og at opnaae!

Denne Betænkning var det, som drev mig til, under mit første Præste-Aar i Hoved-Staden, at prædike langt mere som for hele og halve Hedninger, end som for oplyste Christne, og Beskrivelsen, af min Tanke-Gang derved, maatte naturligviis endnu blive langt mere hvad jeg kalder skolemæssig, end min Prædiken, da Pennen netop der er i sit Element, og da man, i vore Dage, umuelig, med Efter-Tanke, kan skrive en Bog om Christendommen, uden at tænke paa de mangfoldige døbte Hedninger, som slet ikke veed, hvad Daaben har at betyde, eller hvad Christendom i Grunden vil sige, men nøies enten med en Spotters Anmærkning, eller med den rationalistiske Forsikkring, at den ægte Christendom er i sig selv slet ingen Ting, (kun det Samme som, hvad Ingen veed hvad er, Fornuften) og at Orthodoxien, som, desværre, virkelig er Noget, er noget vederstyggeligt Galskab, som man er lykkeligst ved ei at kiende, og ligefuldt, som stridende imod Fornuften, at forsværge!

Sandelig, der gives mellem disse Hedninger, hvormed især Læse-Verdenen er stærk befolket, mangen retsindig Mand, og ædel Kvinde, der vel, som oftest, slaae sig til Ro med den herskende Ligegyldighed for Aand og Evighed, men føle sig dog, alle i mangt et Øieblik, og Somme bestandig, høist ulykkelige, ved Savnet af den Kraft og Trøst, de forgiæves søge i sig selv, og drømme aldrig om er dem saa nær, som det Troens Ord, vi prædike! Hvilken christelig Præst skulde ikke inderlig ønske, 186 at kunne med Spidsen af sin Pen giøre saameget Indtryk paa disse Læsere, at de dog fandt det Umagen værdt at lytte efter, om der ikke dog kanskee virkelig findes et Ord i den bagtalte Kirke, som kalder sig med Rette Livets Ord, og Fredens Evangelium, og Hjertets evige Trøst! Skulde derfor Christne finde Noget i Bogen, som slet ikke er for dem, da laste de det dog ikke, naar det kan være for veltænkende Hedninger; men, sandelig, der er saameget Hedenskab i os alle, at vi skal betænke os to Gange, før vi kalde nogensomhelst Bestridelse deraf overflødig for os!

Den opmærksomme Læser vil i Øvrigt finde, at jeg, uden vitterlig at vige et Haars-Bred fra den Hellige Skrift, har betjent mig af den Christelige Frihed, i hele sin Udstrækning, altsaa endnu mere uindskrænket, end det paa Prædike-Stolen var mig tilladt; thi det er min Overbeviisning, at kan en christelig Præst ikke med god Samvittighed følge Stats-Kirkens For-Skrifter, da skal han gaae ud af dens Tjeneste, men kan han følge dem, da skal han det ogsaa, uden dog derved, i mindste Maade, at opgive sin Ret til, hvad der, som christelig Skrift-Klog, er hans Pligt: udenfor sin Embeds-Førelse, at virke hvad han kan, til Bod paa Mangler, og til Forebyggelse af den Forstening, Stats-Kirkerne kun ved en viis Øvrigheds og et aarvaagent Præste-Skabs forenede Bestræbelser, kan undgaae! Hvad vor Stats-Kirkes For-Skrifter angaaer, ere vi imidlertid saa lykkelige, at hvem der kun vil have christelig, ei hedensk, Frihed, ogsaa under Embeds-Førelsen, kun behøver det indvortes Liv, og det deraf udspringende Lys, som intet Menneske kan give os, men som Gud giver alle dem, med sin Aand, som Ham elske, kun behøver det, for, i sand Overeensstemmelse, saavel med Ritualet, som med vore symboliske Bøger, at bevæge sig frit i den ny Verden, det Himmeriges Rige, Gud i Christo skabde for levende Sjæle; og, for at give denne Sandhed Vidnesbyrd, har jeg her, i Talens Løb, med Flid, sædvanlig fulgt Alter-Bogens Evangelier og Epistler, skiøndt jeg troer, en bedre Fordanskning var ønskelig, linder den ikke i vort reviderede Ny Testamente, og har derfor selv prøvet min Lykke!

Aarsagen til Stats-Kirkernes sørgelige Forfatning ligger da, efter min Overbeviisning, i det Mindste hos os, ingenlunde i For-Skrifterne, men ene og alene i Udførelsen, og, skiøndt Grund-Feilen herved aabenbar stikker i de mange Læreres vitterlige Afvigelse fra Forskrifterne, vilde det dog see langt 187 bedre ud hos os, naar kun alle de, der dog have i Sinde at forkynde den christelige Tro og Lærdom, til hvis Herrer de ingenlunde ere kaarede, men til hvis Tienere de ere kaldede, naar kun disse, med Liv og Klarhed, bevægede sig paa den tornefulde, men dog blomstrende, Bane, hvis Maal er der, hvor de som levede for at lede Folket til at see Lys i Herrens Lys, og til at finde Livet i hans Samfund, skal tindre som Stierner paa Evighedens udstrakte Befæstning! Men jeg har fundet, baade hos mig selv, og hos Andre, at ogsaa her er Stien smal, og Afveiene brede, da man, skiøndt meer og mindre, snart fristes til ængstelig at indspærre sig i en gammel theologisk Lære-Bygning, og binde sig til et forældet, hardtad forstenet, Præste-Sprog, snart igien, hvad nu er sædvanligst, at rive sig løs, ei blot fra det Forældede, men ogsaa fra den Troes-Regel der følger Naade-Midlerne, og fra det Kirke-Sprog, som Bibel-Sproget kræver, tvende Ting, der aldrig maae tænkes forældede i Christi Kirke, og kan heller aldrig være det, saasandt som han lever, i Himlen og paa Jorden, paa hvem vi, Alle som Een, skal troe og haabe, og hvis Ord, i Aandens Mund, som i hans egen, er Faderens, et Ord, der ei ældes med Himlene, og forandres ikke, men forklares kun, naar Elementerne opløses! Selv har jeg, i en Række af Aar, ærlig stræbt at undgaae begge disse Afveie, som jeg idelig havde for Øie, men Erfaring lærde mig ogsaa, at det kun paa en meget dunkel og ufuldkommen Maade er mueligt, naar man ei kan skielne klart, mellem det Uforanderlige, og det Fremskridende i Kirken; thi, vil man ellers vise, at man holder urokkelig fast ved den gammeldags Christendom, som naturligviis er den eneste ægte, da maa man støtte sig til hele den ældre Lære-Bygning og Tanke-Gang, og naar man nu dog ingenlunde vil indmure sig deri, men giøre levende Frem-Skridt, da har man selv ondt ved at rime de Ting med hinanden, og Menigheden kan det endnu langt mindre. Derfor maa jeg nødvendig ønske alle mine christelige Med-Tjenere, i Ordet og Lærdommen, den Sikkerhed, jeg vandt, da det slog mig, at den Forening af Lys og Liv, af Fasthed og Fremgang, jeg fuskede paa, var, fra Kirkens Begyndelse, mesterlig iværksat, af Herren og Aanden, saa Herren er vor faste Hjemmel for Alt hvad Kirken, levende, og aabenlydt for hele Menigheden, overantvorder os i Herrens Navn, og at, i Øvrigt, vil Aanden ledsage os til al Sandhed, med viselig beregnede Fremskridt; thi Troens Væsen er Fasthed, saa vi 188 urokkelig holde fast ved Herren, til han kommer, og Udviklingens Betingelse er Frihed, som aldrig fattes, hvor man finder Herren Saand! Med denne Indsigt kan vi skride rolig frem paa Banen, og tale til de Christne, som til Forstandige, der, efter Troens usvigelige Regel, kan bedømme vor Prædiken og Skrift-Fortolkning, om de ere christelige; og Børnene i Christo staae da ei meer eller falde med vort enkelte, forbifarende, men med hele den udødelige Menigheds eenstemmige Vidnesbyrd, saavel om vor christelige Troes Ægthed, som om Livet, der skiænkes i Hans Navn, som døde for os, paa det vi kunde leve med ham!

Christianshavn den 30te September 1827.
Grundtvig.
189

En glædelig Jul!1
Luk. II. 1-14.

Det traf sig i de samme Dage, at der udkom en Forordning fra Keiser Augustus, at der skulde giøres Mand-Tal over hele Verden, og det var det første Mand-Tal, medens Kvirinus var Statholder i Syrien.

Da nu alle maatte hen og lade sig indskrive i deres Fædrene-By, saa drog Joseph, som den der var af Davids Huus og Slægt, ogsaa op, fra Staden Nazareth i Galilæa, til Judæa, til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, for der at lade sig indskrive, tilligemed sin Fæste-Mø Maria, som var frugtsommelig; men under deres Ophold der var Tiden omme, saa hun skulde føde, og hun fødte sin Søn, den Første-Fødte, som hun svøbde og lagde i en Krybbe, thi i Værelserne var der ikke Rum til dem.

Nu var der Hyrder i den samme Egn, som laae under aaben Himmel, og holdt Natte-Vagt over deres Hjord, og see, da stod Herrens Engel for dem, og Herrens Herlighed omstraalede dem, hvorover de blev yderlig forfærdede; men Engelen sagde til dem. frygter I kun ikke! thi see, jeg bringer eder Evangeliet om Høitidsglæden, som skal times hele Folket, fordi i Dag er eders Frelser, den Herre Christus, født i Davids Stad, og det skal være eder Kiende-Tegnet, at I finde den Spæde i Svøb, og liggende i en Krybbe! Og pludselig var der hos Engelen Himmel-Helte i Mangfoldighed, som lovsang Gud, og sagde: Ære være Gud i det Høie, og Fred over Jorden, hos Mennesker Lystelighed!

Glædelig Fest! glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar!

Christne Venner! det er Ord, som vi har, sagtens alle, hørt og sagt fuldofte, men det er med disse som med alle Ord: de kiendes, som de klinge, hvorfor ogsaa Ethan synger: lyksaligt det Folk, der foislaaer sig paa Klangen! Herre, de skal vandre i dit Ansigts Lys, de skal fryde sig i dit Navn den ganske Dag!2 thi de dybeste, deiligste Ord, som ere allerbedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, og levendegiøre Tanken derom hos * * 190 Tilhørerne, de falde dog til Jorden, miste deres Liv, og deres Kraft, naar de maae savne deres rette Klang og Tone; thi Lyd er Ordets Liv, og Klang er Lydens Kraft, som aabenbarer Aanden!

Maaskee det klinger mange fremmed, skiøndt det er, hvad vi alle veed, lutter velbekiendte Ting, som klinge fremmed, kun fordi vi, desværre, giemme saa lidet af hvad vi har nemmet, ændse saa lidt hvad selv vi sige. Hvem veed det saaledes ikke, at, naar vi tale sammen, da er Tonen Livet og Sjælen, som kan give Ordene en Mening de ellers aldrig have, giøre selv Skiælds-Ord fortryllende, og forvandle de udtrykkeligste Lovtaler til Haan og Spot, og er det nu saa, naar vi tale om jordiske og synlige Ting, hvormeget mere da ikke, naar Talen er om det Aandelige, det Himmelske og Usynlige, som Ordene kun i en Lignelse udtrykke, og falde derfor af sig selv til Jorden, naar de ei ved Klang og Tone, som paa Aandens Vinger, hæves imod Himlen!

Glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar! hvad er de Ord sædvanlig nu iblandt os, hvad andet end Mundheld, hvormed der kun siges, Man veed, hvad vi skriver, og hvad det er Skik, paa visse Tider, at begynde Talen med. Men, monne det være Ordenes Skyld, mon det har altid været saa: mon ogsaa den Første, som forbandt de Ord til en høitidelig Hilsen, og som altsaa havde ingen Skik at følge, mon ogsaa han sagde saa, kun til en Forandring; mon de Ord faldt ligesaa tunge, ligesaa kolde til Jorden fra hans Læber, som fra vore? Nei, nei, det veed vi dog, var ikke saa; thi hvorfor blev det Skik at bruge disse Ord, og Skam at mangle dem, hvorfor gik denne Jule-Hilsen fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt, hvorfor fandt den, selv efter mange Aarhundreder, Gienlyd paa tusinde Tunger: hvorfor vel, uden fordi den kom til Verden med en Jubel-Tone og en Fryde-Klang, der gienlød dybt i deres Hjerter, som den hørde, vakde kiære Minder, og glade Forhaabninger, som jublede paa alle Læber over at have fundet deres velbehagelige Udtryk, hvorfra de ei meer vilde skilles! Ja, det er vist, mine Venner I at om vi end aldrig havde hørt Andet end et Mundsveir i den Jule-Hilsen, saa maatte der dog, netop fordi vi af Vane gientage den skiødesløs endnu, der maatte netop derfor have været en Tid, da, naar Skarerne mødtes om Jule-Morgen, Ansigterne øiensynlig opklaredes ved Klangen af den korte Hilsen, og Glæden voxde, alt som den fik Magt, ved Manges Mæle, indtil alle Hjerter eenstemmig udbrød i det store 191
Halleluja, for Barnet født i Bethlehem, som vore Fædres Jule-Psalmer end for vort Øie betegne og beskrive. Ja, vist er det, men nogen levende Forestilling om de Gamles Jule-Glæde har vi dog neppe, hvis ei den gamle Jule-Hilsen har liflig giennemtonet os i Barne-Dagene, da Hjertet stemmes, kun da bevæges vi, naar Ordet lyder, veemodig sødt ved Efter-Klangen i vort Inderste, om vi end ikke mægte sømmelig at frembære den glade Hilsen, og da endnu mindre at skabe Øren hos Andre, hvori den klinger som i vores. Dog, ogsaa derpaa kan og vil den Gud raade Bod, som giør, i Himlen og paa Jorden, Alt hvad Ham behager, og som har sat Julen til et varigt Mindes-Mærke om, at Han fandt ikke Velbehag i Synderes Død, men deri, at de skulde vende om, og leve; ja paa alle vore Savn kan og vil den himmelske Fader raade Bod, naar der i os, som i den forlorne Søn, dog, trods al Vildskab og Selvraadighed, er en barnlig Skamfuldhed, over at have saa ilde skiønnet paa den usigelige Lykke, at have Ham til Fader, som er vidunderlig god selv ved sine ringeste Dagleiere, end sige da ved dem, der, som Børn, ere skabte i Hans Billede, og efter Hans Lignelse. Ja, mine Venner! derom alene giælder det, thi det staaer evig fast, at uden vi blive som Børn, da komme vi ikke ind i Himmeriges Rige, blive vi ikke Børn, da blive vi ei heller Arvinger: Guds Arvinger og Jesu Christi Medarvinger, til Godset, ei Rust og Møl kan fortære; da lære vi aldrig at glæde os ved den Guds Faderlighed, som aabenbaredes i Hans elskelige Søn, og som kun tiltaler, inderlig bevæger og opliver, Barne-Hjerter. Vil vi derfor lære at elske og forstaae det store Jule-Evangelium, lære igien at høre og at føre vore christne Fædres glade Hilsen, da maae vi sige alle stolte Indbildninger om egen Klogskab, egen Kraft, egen Dyd og Retfærdighed, Farvel, og oplade Øiet for den soleklare Sandhed, at alt hos os, som er værdt at nævne, det er vor Faders i Himlene, saa der er Intet vort Eget, uden hvad vi saare maae blues og skamme os ved: vor Utaknemmelighed, og Egensindighed, og Misbrugen af vor Faders gode Gaver, som alle skulde ydmyget os dybt under den milde Haand, hvorfra de kom, fyldt os med kiærlig Hengivenhed i alle dens Førelser, og med inderlig Lyst til at tækkes vor hellige Skaber, den Gode, af Hvem al Faderlighed haver Navn, i Himlen og paa Jorden. O, hvorledes kunde vi dog nogen Tid glemme, at det er ikke for de høie Øine, men for de ydmyge Hjerter, Guds Herlighed skinner, at det er ikke af store Fordringer, og stolt Indbildning om egen Dyd og Fuldkommenhed, at det er ingenlunde 192 deraf, men tvertimod af ringe Tanker om sig selv, af kiærlig Underdanighed, og klippefast Tillid til Herrens Godhed, deraf at Glæden, den rene, den inderlige, virkelige Glæde udspringer; hvor kunde vi glemme det, som har dog alle selv været Børn, og see det daglig paa de glade Børn, sukke tit, fordi vi see kun Mørke, hvor de see Lys, fordi de største Gaver ei formaae at skiænke os, selv kun et Glimt af den fuldkomme, ved intet Savn, ingen videre Begiærlighed forstyrrede Glæde, som den mindste Gave indgyder det ydmyge, venlige Barn; ach, hvor kunde vi glemme det, og glemme, at vor Fattigdom paa Glæde kom ei af vor Vext, men af vor Misfornøielse med den, af vor daarlige Bekymring, for at giøre os en Alen høiere, af vor Selv-Ophøielse imod den Store over os, og den deraf flydende Misundelse, Mistillid og Mistrøstighed; hvor kunde vi glemme det, i hvis Midte Herren stillede et lidet Barn og sagde: hvo der fornedrer sig som dette Barn skal kaldes den Største i Himmeriges Rige, ja vi, i hvis Midte han, den Største i Himmeriges Rige, traadte selv som et lidet Barn, da Herren, til Gud Faders Ære, fornedrede sig selv, for med sig at ophøie alle dem, der af Ham vilde lære, at som Hovmod staaer for Fald, gaaer Ydmyghed for Ære! Ja, det er vist, kun Han der forbarmer sig over dem, som frygte Ham, langt tiere og mere inderlig end de bedste Fædre paa Jorden forbarme sig over vanartede, men angergivne Børn, kun Han kan tilgive os en saadan Glemsomhed, men Han vil det ogsaa; thi eet Fald var Nok til at forspilde den medskabte Herlighed, men af mange Fald opreiser Guds Naade i Christo, og sandelig, det skal vi alle fornemme, naar vi kun, som Fattige i Aanden vil sætte os lavt mellem de første jordiske Vidner om Jule-Glæden, mellem Hyrderne i Dagens Evangelium; thi da skal vi lære, at ogsaa for os er der saaet et Lys i Mørke, ogsaa os vil Morgen-Røden fra det Høie besøge, og give Bod for Natte-Frygt og Natte-Kulde, ogsaa os vil Himmel-Glæden tilsmile saa barnlig mildt, og guddommelig rørende, at slukt er i Grunden vor Sorg, i det vi føle os trøstede, ved Julen, over al vor Møie paa Jorden, og maa da nødvendig forkynde og ønske hinanden den glædelige Fest, hvis første Glimt giør Hjertet saa roligt, saa trøstigt, saa lykkeligt, som ei al Verdens Glimmer og al Verdens Glæde det formaaede!

O, saa kommer da, Venner! og sætter eder lavt, som paa Tue, mellem Hyrderne, med Øiet vendt mod Stjerne-Himlen, med Hjertet længselsfuldt efter Glæden, som kan vare, som kommer ovenned, og synker derfor ikke i Jorden, som alle de Glæder, 193 alle de Blomster, der opvoxe af den, til igien at begraves! O, sætter eder her, I Børn af christne Forældre! da skal I lære, hvad det var, som skabde den glædelige Fest i vore Fædres Hjerte, og paa deres Tunge; thi der sad de, satte sig troende, levende, i Hyrdernes Sted, og gik derfor ogsaa gladelig med dem til Barnet ind, at see hvad Gud dem havde beredt, i sin elskelige Søn, og kun da, naar vi sætte os levende ind i deres Tilstand, og i deres Tænkemaade, som Lykken og som Glæden times, da først kan vi forstaae dem, kun naar vi ligner dem, kun da kan hvad de kalde Lykke og Glæde, ogsaa være det for os!

O, tænker dog aldrig, det er umuelige Ting, hvorom vi tale, men betænker heller, at vi Voxne burde have langt lettere ved at sætte os i Hyrdernes Sted, end vore Smaa, og at der dog sikkert er Ingen af disse, der jo vil glæde sig med Hyrderne, naar vi fortælle dem den store Tidende om Jule-Natten, om Engleskaren, og om den Velsignede i Krybben! Hist sad de Hyrder ved Bethlehem, som blev de Første blandt de Umyndige, om hvilke Herren taler, naar han siger: jeg takker dig Fader, at Du aabenbarede de Umyndige disse Ting, som Du skjulde for de Lærde og Kloge! der sad de, og vi kan vide, de havde alle hørt af Forældrene, og af Skrifterne i Synagogen, om Forjættelsen til Fædrene, om den Abrahams Sæd, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes, om Christus, Messias, den Davids Søn, som Gud vilde sende til Trøst for sit Folk, til at borttage Overtrædelser fra Jakob, og at reise Davids Throne, at sidde paa den som en Konge, med Naadens og Sagtmodighedens Spir, evindelig; ja vi kan vide, de ventede paa den Velsignede i from Enfoldighed, havde vist ofte talt med hinanden om den Kvist af Isai Stub, der skulde opgroe, og grønnes til Israels Glæde, ja, formodenlig var det og kommet dem for Øren, hvad der rygtedes mellem Juda Bjerge, om Zacharias og Elisabeth; men sikkerlig fristedes de ogsaa til Tvivl om alle disse Ting; thi mange Aarhundreder vare henrundne, ei blot siden Davids, men siden alle Propheternes Dage, og de Skriftkloge trættedes om deres Syner, og Saducæerne sagde, der var hverken Aand eller Engel, eller Dødes Opstandelse, saa for dem var Propheternes Spaadomme Tant, og Ordet om alle Engle-Syn, fra dem Abraham, til det Zacharias havde, kun som Æventyr, og mange af Præsterne, veed vi, var Saducæer.

Skulde vi nu ei lettelig kunne sætte os i deres Sted, vi som ogsaa alle have hørt om Guds store og underlige Gierninger i de forbigangne Dage, om Propheternes Spaadomme, 194
og om Apostlernes Vidnesbyrd, om den store Forløsning, som skedte ved Jesum Christum, og den overflødige Trøst, Evangeliet om ham indgiød i utallige Hjerter, fra Slægt til Slægt, af dem, som følde sig betyngede, søgde Hvile, Hvile for Sjælen, og fandt den hos ham, som Apostlerne gav Vidnesbyrd, at han var den levende Guds Søn, og havde det evige Livs Ord. Ja, det har vi alle hørt, thi Røsten om ham er udgangen til Jorderigs Ender, og har vi et menneskeligt Hjerte, som bevæges af Haab og Frygt, og føler Trang til høiere Lys, til bedre Trøst, og til renere Glæder, end Verden kan give, o, da er det umuelig andet, end at vi mangen Gang falde i dybe Tanker over det vidunderlige Evangelium, og ønske os Fædrenes Lykke, som sang saa trøstig: forsmægter vort Kiød og vort Hjerte, saa er dog Herren vort Hjertes Klippe, og vor Deel evindelig. Men hvad vi ønske med Suk, det er ikke levende i os, vi har ei den levende Tro, at Herren er med os, midt iblandt os, den Tro, uden hvilken der er ingen barnlig Tillid til den Usynlige, ingen Glæde i Herren; omspændt er Troen af Tvivl, som de Skriftkloge ei kan neddæmpe, som mange iblandt dem, lig Saducæerne fordum, end ikke bestride, men vække heller og nære, og hvilket Sæde passer da bedre for os, end det mellem Bethlehems Hyrder, i Forventningens lange, i Tvivlens kiølige Nat! O, sætter eder der, og I sidde jo der, naar I, med det Ønske at dele Forjættelsen til Fædrene, Velsignelsen over Abrahams Sæd, føle det dybt, at I er Jord, og at fra Himlen maa det komme, som skal oplyse og oplive, opreise, styrke og trøste eders Hjerte, og naar vi da, som Ordets, som vor Herres Jesu Christi Tjenere, opstaae iblandt eder, udsendte af Gud til at forkynde Evangelium, naar vi opstaae, og lade Guds Ord raade for vor Tunge, og give det Vidnesbyrd, som de der gladelig have fornummet, at Jesus Christus er i Dag den Samme, som i Gaar, er med os, som med Fædrene, tilbyder og skiænker, endnu som fordum, Sjælene Hvile, Hjertet Guds Fred og Glæden som Ingen borttager, see da udbreder jo Ordet en Klarhed for Sjælene, som Skin af den Herlighed i Jesu Christi, Guds Billedes, Aasyn. Da kan vel Frygt opstaae hos dem, som tænke: det er umueligt, at Ordet kan slaae Rod i vort Hjerte, kan meer end tordne over os til Dom; men naar vi vidne om Guds Naades Rigdom, der raader Bod paa al Sjælens Armod, og prise den Barmhjertighedens Fader, som kommer ihu, vi er Støv, vil kaste vore Synder bag sin Rygg i Havets Dybhed, og selv begynde, og selv fuldende sin den gode Gierning i os, da toner det fra Himlen, 195 til alle dem, der sidde lavt mellem Hyrderne: frygter ikke, see, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal times alt Folket, thi ogsaa eder er en Frelser født: den Herre Christus i Davids Stad! O, Venner! den Engle-Røst, hvem maatte ei give sit Liv, sit Alt i denne Verden, for at høre den, for at vinde den salige Vished, at ogsaa vi ere Mennesker, i hvilke Han finder Behag, som haver alene Udødelighed, og deler den kun, som det evige Liv, med dem, som elske Ham igien, fordi Han elskede dem først! O, hvad er Høi-Sædet paa selvgjort Refærdigheds udstoppede Hynder, paa Selv-Klogskabens skryllende Høie, som Vind sammenblæste, og Storme adsprede, ja, hvad er alle de Høi-Sæder, om hvilke Herren vidner, de er ham vederstyggelige, hvad er de, imod Barne-Sædet mellem Hyrderne, hvor Guds Herlighed skinner, hvor Hans Velbehagelighed gjør Levende af Døde, hvor Høi-Sangen toner fra Himlens Hærskarer, toner Fred over Jorden, og vinker alle de Smaa op at skue Faderens Ansigt i den Eenbaarne! O, hvem har dog fortryllet eder, maae vi vel spørge med Apostelen, hvem har fortryllet eder, for hvis Øine Frelseren afmaledes, i Guddoms-Ordet, lyslevende, ei blot som han hængde blegnende paa Korset for vore Overtrædelser, men ogsaa som han smilede i Moder-Skiødet, bortsmilede, med Naade-Solen i sit Øie, al Jordens Kummer og al Dødens Frygt, fra dem, som knælede i Navnet over alle Navne, hvem har forvirret eder saa, at I vendte Øiet fra det store Evangelium, der saliggjorde Fædrene, og vendte tilbage til Dødens Skyggers Land, at trælle og at grue under Mørkets Magt, og Syndens Aag, og Lovens Sværd! O, seer dog, hvad der tjener til eders Fred! Sukker dog til Himlen, efter det Lys, den Trøst, den Glæde, I savne, og lytter til den Tidende saa god, som Engle bar fra Himlen, at os er en Frelser født, den Herre Christus i Davids Stad, og stander op, gaaer hastelig til Bethlehem, at see det Tegn, som Engelen har givet, see Barnet svøbt, og liggende i Krybben, saa I kan prise Gud, med Hyrderne, for hvad I have seet og hørt! Ja, har I lyttet fra det lave Sæde, da gaaer i eder selv, seer ind i Hjerte-Kamret, det er da blevet til et Bethlehem, der ligger Barnet i Svøb, der er Barne-Troen gienfødt, der smiler den rolig, selv naar Herodes fnyser, der voxer den lønlig, som i Alder, saa i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker, opvoxer til en Helt, som skal overvinde Verden, overvinde Døden, seierrig opfare til det Høie, der at krones for sin Kamp, æres med det Konge-Smykke, hvis Dyd er evig Glands og Glæde, hvis Navn er Livets Krone!

196

O, den skal da ikke komme tom tilbage, den Morgen-Hilsen, som, fra i Aftes, da jeg aad Jule-Nadveren med christne Forældre, Natten igiennem, har slumret i mit Bryst, og udbryder nu paa mine Præste-Læber, nei, den skal ikke komme tom tilbage, men finde Gienlyd i mangt et Barne-Hjerte, og vende tilbage, gienfødt til et levende Ord, paa jublende Tunger, saa min Sjæl maa vederkvæges, og mit Hjerte fryde sig ved Klangen, naar Børn i Christo tilønske mig en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar, mildere, sødere, end jeg kan sige det, skiøndt det er mit Hjertes brændende Ønske, at de maae skiænkes, at de maae times eder alle, alle, i vor Herres Jesu Navn, Amen!

Dagningen.1
Rom. XIII. 11-14.

Efter Time-Glasset veed vi, det er nu paa Tiden at vaagne og staae op; thi nu er vi Saliggjøreisen nærmere end da vi tog ved Troen, Natten afbrydes og Dagen gryer! Lad os derfor aflægge Mørkets Id, og iføre Lysets Dragt! Lad os vandre sædelig, som Dagen byder, ei med Fraadseri og Drukkenskab, ei med Leflen og Liderlighed, ei med Kiv og Avind! Ifører eder den Herre Jesum Christum, og følger ikke Kiødets Drift til Begiærligheder!

Hvad er indbyrdes uligere, end Nat og Dag, ja, hvad betegner øiensynligere den store, frygtelige Mod-Sætning mellem Døden og Livet, som mellem Ondt og Godt, end den bælgmørke Nat, og den straalende Morgen-Røde! Det er derfor intet Under, at, skiøndt vore christelige For-Fædre baade troede, og trøstede sig med, at de vare Lysets og Dagens Børn, ved vor Herre Jesum Christum, som døde for os, paa det, hvad enten vi vaage eller sove, vi dog skal leve med ham, det var intet Under, siger jeg, at deres Aften-Psalmer desuagtet tonede saa veemodig, og udtrykde en lønlig Gru og dyb Forfærdelse, der kun lod sig * 197 dæmpe og berolige ved en levende Ihukommelse af den Israels Vægter, som ei sover eller slumrer; og ved Hans trøstelige Forjættelse, at hvo som skjuler sig hos den Høieste, skal hvile om Natten i den Almægtiges Skygge! Nei, det var intet Under, saa lidet, som at de om Morgenen sang med Fugle-Fryd:

Nu rinder Solen op
Af Øster-Lide,
Forgylder Klippens Top,
Og Bjergets Side!

Derimod maae vi vel undre os over, at det er hardtad slet ikke længer saa: at Fuglene og de gamle Psalmer er næsten Alt hvad der minder os om, at det engang har været saa, og maa nødvendig være saa, hvor Sjælen har Vinger, og Hjertet har Stemme, og Aanden har Øren-Lyd, maa der nødvendig være saa, fordi det er den aandelige Naturens Orden i vor lille underlige Verden, som hører halvt til de Dødes Rige, og halvt til de Levendes Land! Ja, sandelig, vi havde intet mere Vidnesbyrd behov derom, at Mørket i aandelig Forstand har forblindet, Natten overvældet og Søvnen betaget os, end den vitterlige Sag, at selv Christne sjelden ihukomme den store Forskiel mellem Nat og Dag, saa Aften-Suk og Morgen-Sang er nær ved at blive Ord, vi have ondt ved at forklare vore Børn, medens vi i vore Barne-Dage ei behøvede at spørge Forældrene om Sligt, men vidste det vel, før vi kunde stave!

Men er det ikke dog kanskee ogsaa kun en gammel Fordom, der ei skikker sig i vore oplyste Dage, at skielne skarpt imellem Nat og Dag, som om de ikke begge hørde til Naturens Orden, og havde, som Alt i denne Verden, deres Fortrin og Mangler, Behag og Besvær, deres lyse og deres mørke Side? Ja, er ikke i Grunden, for de Fleste, Dagen den besværligste Tid, og Natten med Søvnen hin alt det Levendes hulde Moder, i hvis Skiød den trætte Skabning udhviler sig, og opstaaer med det gjenfødte Liv og de fornyede Kræfter, som Dagens Møie udtømmer og fortærer, og, er ikke endelig Natten med Søvnen et venligt Billede af Gravens Stilhed, og den søde Hvile, der venter os, efter Livets Travlhed, Trængsel og Uro, saa den gamle Gru for Natten udsprang kun af de Gamles Over-Tro paa Spøgelser og Gjenfærd, ligesom deres Gru for Døden af deres barnagtige Indbildninger om Djævel og Helvede?

Sandelig, der er intet Spørgsmaal om, at, skal vi troe, hvad 198 Verden kalder klogt og troværdigt, da maae vi tænke saaledes: begynde med Paastanden om en fuldkommen Lige-Vægt mellem Nattens og Dagens Fortrin og Mangler, som en Jævn-Døgn i aandelig Forstand, og derpaa uformærkt gaae over til Berømmelsen af Nattens mageløse Fortrin, indtil vi omsider paa Ny skielne skarpt mellem Begge, kun med den Forskiel, at vi ophøie Natten over Dagen, Mørket over Lyset, Døden over Livet, og skylde Christendommen for, at det er den, der har fordreiet og forvendt dette klare, naturlige Forhold, som derimod de gamle Hedninger i barnlig Uskyldighed, og med dyb Sandheds-Følelse ærede, ved at tilbede Natten som alle Guders dunkle Moder, og lovsynge Døden som en deilig, smilende Engel, med udbrændt Fakkel!

Ogsaa heraf, mine Venner! skulde vi da lære, at Verden og vi kan aldrig forliges, med mindre vi vil skikke os efter den, og derved holde op at være Christne; thi den retter sig visselig ikke efter os, før den forgaaer med al sin Herlighed, og den ny Verden aabenbares, hvor der, som Herren betroede Discipelen, Han elskede, skal ikke være Nat, men evig Dag, af det levende Lys, som var førend Soel og Maane skinnede paa Himlen, ja var i Begyndelsen hos Gud, og er Hans Guddoms-Boelig fra Evighed til Evighed!

Og see, Christne Venner! den store Morgen-Røde, hvilken dette Lys skaber, Guddoms-Lyset, som ogsaa skinnede i Hedenskabets Mørke, skiøndt Mørket ei fattede det, men som blev vores Livs-Lys, da Ordet blev Kiød, og aabenbarede i Støvet den Eenbaarnes Herlighed, denne Morgen-Røde, i hvis Glands de Christne see det grandt, og i hvis Straaler de føle det gladelig, at hvo som er i Christo, er en ny Skabning, gienfødt i Daaben ved den Hellig-Aand til et Guds, og derfor til et Dagens og et Lysets Barn, som vandrer for Herrens Ansigt i de Levendes Lys, og voxer i Ham til et fuldkomment Menneske, i det vi forvandles af Aanden fra Klarhed til Klarhed, see, dette er den christelige Morgen-Røde, hvorom Apostelen taler i Dagens Epistel, og forkynder sine Romere til Trøst og Formaning, dog ikke dem alene, men og alle Christne, hvem den Lykke timedes, at høre Apostlerne tale Guds store og underlige Ting med deres Tunger! I denne det evige Livs Morgen-Røde er det først, Hjertet oplives af den tilkommende Verdens Kræfter, giennemglødes af Guddoms-Flammen, og sjunger som Paradis-Fuglen sin Skabers Priis, og derfor siger Apostelen: nu er vi Saligheden nærmere, end da vi toge ved Troen, det er: da vi christnedes; 199 thi ligesom det var ved Midnats-Tide, vor Frelser han blev født, saaledes komme i aandelig Forstand Alle, saavelsom Nikodemus, til Jesum om Natten, og det af den indlysende Grund, at havde vi aandelig Dag uden ham, da kom vi ikke til ham, hvorfor vi jo og see det, at de vige alle fra ham, som indbilde sig, de have Livet og Lyset i dem selv, og maae følgelig finde, de trænge ei til Herren, ja, maae nødvendig tænke i deres Hjerte, han er en Løgner og Bedrager, efterdi han vidner, at de maae alle komme til ham, som vil have Livet, alle troe paa ham, som vil blive Lysets Børn! Uvitterlig komme de vel alle saaledes til Herren om Natten, Saamange som i Svøbet bæres til ham, at annamme hans Velsignelse, men om dette Komme kan ei Talen være her; thi det gaaer nødvendig med Daaben, som, efter Apostelens Vidnesbyrd, med Omskiærelsen, at naar vi ikke med hjertelig Tro tilegne os dens Velsignelse, da ere vi ligefuldt Hedninger for Hjerte-Kienderen, og denne vitterlige Tilegnelse begynder først da, naar vi see, det er Nat, see, at Mørke skjuler Jorderige og Dumhed Folkene, hvor Synden hersker, og Døden truer, see, at det er Nat, men at der staaer en Stjerne over Huset i Bethlehem, som vinker Menneskens Børn, og, naar vi da, i Tillid til dens mageløse Glands, og Hjertets dunkle Mindelser, gaae med de Vise fra Østen ind at tilbede for Barnet i Krybben, da komme vi til Jesum om Natten, og høre Gienlyd af Englenes Lov-Sang for Hyrderne, og føle godt, at hvem der følger den Eenbaarne, han vandrer i Lyset, og kommer til dets Kilde; men det er mørkt for vore Øine, hvorledes vi skal bryde Lænkerne, som binde os til Verden, afkaste Synde-Aaget, som bebyrder os, og vandre modig, kraftig, uafladelig, frem i Hans Fodspor, som gjorde ikke Synd, men blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans Befalinger, blev lydig til Døden, ja, Døden paa Korset; og da er det, vi trænge til Apostelens Trøst og Formaning i Dagens Epistel, da er det ogsaa først, vi begynde at forstaae ham, naar han siger, det er paa Tiden at vaagne og staae op, thi Dagen nærmer sig med Salighedens Lys, ved hvilket vi skal aflægge hele vor gamle indvortes Skikkelse, og paatage Herrens, saa vi kan staae i Hans Kraft, vandre i Hans jordiske Fjed, og vinde den himmelske Krone!

Er det nu saa, mine Venner! og Ingen maa forlange, at jegskal drage i Tvivl hvad der er mig saa vist, som det Visseste, og saa klart, som det Klareste, jeg aandelig kiender, see, da veed vi ogsaa, hvad der, i aandelig Forstand, skal kaldes Nat 200 og Morgen-Stjerne, Dagning og Morgen-Røde, paa Jorden, og vi skiønne strax, at det en Stund har været Nat, ja bælg-mørk Nat omkring os, saa det er kun Spørgsmaalet, om det vil blive Dag igien, og om vi tør trøste os med Apostlernes Ord: nu dages det brat!

For det Første svare vore Fædre trøstelig, som sang i Chor med Engle og Helgene: Christe! Du est den klare Dag; thi er Christus det, da kan Dagen umuelig tabe sig i Natten, saalænge Christi Tro har et Tempel paa Jorden, ja, saalænge der er en eneste levende Steen tilbage af Templet, større end Salomons, om hvilket Hedningerne talede sammen, naar de stødte paa hinanden, og sagde: kommer, lader os gaae op til Jehovahs Bjerg, til Jakobs Guds Huus, at Han maa lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa Hans Stier! Uigienkaldelig forsvundet, det kan da Herrens Dag umuelig være, og oprandt den ikke mere, som en Morgen-Røde, da oprandt den som Middags-Glands, med Faderens Herlighed, hvori Menneskens Søn skal aabenbares, at vorde herlig i sine Helgene, og vidunderlig i alle sine Troende.

Men, kan det dog ikke vare længe, før Dagen oprinder?

Sandelig, det er et Spørgsmaal, der hører Viisdom til at besvare, og ikke denne Verdens Viisdom, eller deres Øversters, som glipper, men Guds Viisdom, og har Han ikke sagt det selv, da maae vi tie, og først spørge da Enhver sig selv, om han gruer for Natten, og længes efter Dagen, thi hvorfor vil han ellers vide, om den kommer snart! Kun for den Syge, der søvnløs kaster sig paa Leiet, og for den Bævende, hvem Nattens Forskrækkelse overvældede, og for den fyrige, flittige Arbeider, som drømmer det er Dag, og vaagner idelig, kun for dem er det en Trøst, naar Vægteren synger: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til; og det er ligedan i Aandens Verden; thi der er endnu langt Flere, som agte Natten for bedre end Dagen, og elske Mørket mere end Lyset, fordi deres Gjerninger ere onde, og spørge de: kommer Dagen snart? da er det enten for at spotte med de Christnes Haab, eller fordi de grue ved Tanken om Lyset, eller endelig, fordi, hvis Dagen kommer snart, vil de fordobble deres Flid i Mørkheds Gjerninger, og til dem alle have Zions Vægtere det korte Svar: hvorfor spørge I om Herrens Dag! Vide I da ikke, den kommer aldrig saa seent, I finde jo, den kom for snart, den Dag, der er for alle Hovmodige, og for alle de Ugudelige, hvad den gloende Ovn er for Halmen, hvad Ild er for Straa!

201

De Hjerte-Syge derimod, og dem der forfærdes for den Helliges Ord, og dem der bekymres for den gode Gierning, som er begyndt, men synes at staae stille, i en Nat, da Ingen kan arbeide, og skal dog fuldføres til vor Herres Jesu Christi den store, den yderste Dag, dem tilraaber jeg, hvad jeg hørde af Israels Vægter, som ei sover eller slumrer: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til! Ja, den trofaste Herre, Han sagde een Gang for alle til sin Tjener, til sin Ven Johannes: See, Jeg kommer snart; og der Han sagde: skriv det i en Bog, og send den til Menighederne, da tillod, ja, da befoel Han os, saa mange som med Længsel forvente Hans Herligheds Aabenbarelse, at tilegne os det trøstefulde Løfte, og foreholde vor himmelske Fader det i Børne-Bønnen, og at sige Amen med Aanden, ja, kom Herre Jesu! visse derpaa, at hvadsomhelst vi bede Faderen om i hans Navn, det vil han selv giøre, saa Faderen forklares i ham; visse derpaa, at enten udsender han bradt sine Pile som Lys, sine Spyd med Glands, som Soel og Maane studse over, eller han kommer igien, som han saaes opfare!

Ja, Christne Venner! det er Trøsten, hvormed vi ere overflødig trøstede af Gud, til at trøste Brødrene i deres Trængsel, at jo mørkere, jo rædsommere Natten haver været, og er endnu, des snarere, des glædeligere skal Dagen grye, og Morgen-Røden straale, naar vi kun ere komme dertil, at vi vente paa en Dag, som Herren giør, foruden Hjelp med sig!

Men er det ikke dog maaskee lidt Sværmeri, eller dog kun Digter-Drømme, naar vi i Tidens Løb forvente anderledes Dag end det er, og har bestandig været, siden Morgen-Røden fra det Høie besøgde os, eller sømmer det sig virkelig for Christne, at tænke, Solen skal forgylde Bjergets Top, med Herrens Stad, som ei kan skjules, og Klippens Side, hvorpaa Kirken hviler, førend Han aabenbares i den skjulte Time, hvis Aasyn straaler, som Solen i sin Kraft? Har ikke Christen-Folket altid skinnet som et Lys, omleiret af Mørke, og ere de ei dertil satte?

Saaledes spørge vi rettelig dem, som vente en Dag, paa hvilken hele Verden skal gaae efter Herren, Verdens Folk, som vil have deres Deel i det Nærværende, faae opladte Øine til at see og skatte den deilige Arv, de Helliges Odel i Lyset; men det er jo ikke derom vi tale: hvad vi sukke over, er jo kun, at Natten ruger over Herrens Stad, at vore Øine kan ei finde Gosen-Lan-det i Ægypten, hvor Abrahams Børn fryde sig i Lyset, mens 202 Ægypterne trøste sig med at de begribe dog Mørket, og kan forklare det med tusinde Lamper, arbeide paa en Oplysning, de ei have Himlen, men sig selv at takke! Ja, Venner! kun det er jo vor Sorg, at Dagen, som Herren gjorde, er ved en sælsom Soel-Formørkelse forvandlet til en Nat, uden Lys og Liv i Glands og Kraft, hos de Kiøbte af Jorden, Herrens Dyre-Kiøbte, ja, at det nu enstund i aandelig Forstand har været Rov-Dyrenes, og Natte-Vandrernes, og Spøgelsers og Gienfærds Tid, saa hver en vaagen christen Sjæl maatte grue, om ikke for sig selv, saa dog for Brødrene: de Sovende, de Bævende, de Vaabenløse! O visselig, vi har erfaret det, vi Ordets ensomme Tjenere, som vilde vaage over Hjorden, vaage og bede, holde Lampen tændt i Tabernaklet, og arbeide i dens matte Skin, ja, vi har lært, det var Nat, lært det hos os selv, thi, var end Aanden villig, var dog Kiødet skrøbeligt, lært det, hvor vi vandrede med Lampen i Haanden, for at adsprede Mørket, og spore Fiendens Gange, og forstyrre hans Anslag, vi har lært det, at denne Verdens Aand var mægtig i Vantroens Børn, og Herrens Aand var svag i os, at det var Mørkets, og ei Lysets Arbeids-Timer og Helte-Tid! Men, vel os, at vi lærde det, thi kun derfor blev det Nat i Kirken, fordi vi tænkde, vi havde Lyset i vor Haand, og Natten blev kun lang, fordi vi arbeidede paa den Umuelighed, med Lamper at giøre Nat til Dag, fordi vi kappedes omsonst med Nattens Børn i den konstige Oplysning, hvori de har deres Styrke, fordi de vil have Verden betragtet i dens eget Lys, som falder alle Syndere naturligt, medens vi vil stille Alt i Herrens Lys, for hvilket Syndere er af Naturen blinde! Kun en sørgelig Erfaring kunde lære os, hvad det vil sige, som vi vel troede og bekiendte, men ei i den levende Fylde, som det skal troes, at Oplysning, christelig Oplysning, er ikke vores, og ei Skriftens, men er den Hellig-Aands Gierning, ei blot ved og med og over os, men vidunderlig for os, saa Han er Herrens og Faderens Kongelige, Guddommelige, Stat-Holder paa Jorden, af Hvem vi skal vente Alt, til Hvem vi skal henføre Alt, og henvise Folket med deres Tillid, som vi umuelig kan retfærdiggiøre.

Først da, naar det ret bliver underligt for vore Øine, hvorledes Dagen skal oprinde, saa vi lade Hænderne synke, og overgive Værket aldeles til Ham, som virker alle Ting i Alle, først da føle vi, at Naturen skrider, og Dagen stunder til, og mærke det især paa vor morgenlige Betragtning af Timerne bag os, af vor Natte-Vagt og al vor Kamp med Søvnen, Mørket, og alle deres forvirrede Skikkelser! Hvad Fienden med Latter tilraabde 203 os i de bange Timer, at al vor Færdsel var en Natte-Vandring, vor vaagneste Tilstand kun en levende Drøm, vore klareste Syner kun Phantasier, det see og sige vi nu selv, med et roligt Smil, men ei med Ringe-Agt for det Bedste, der kunde times os ved Natte-Tide; thi det er jo et Efter-Skin af den forsvundne Dag, og en Anelse af den Følgende, der er jo vaagne, lyse, himmelske Drømme, der vel ei kan skabe Dag, men trøste dog vidunderlig over Savnet, funkle som utallige Stjerner, ja straale som Nord-Lys over Mørket, og beskiærme os, ligesom under Fugle-Vinger, imod Nattens Kulde, som under en blinkende Skjold-Borg, imod dens Forfærdeiser! Saa takke vi da Herren for de søde Drømme, der kun times, naar Hans Engle omleire os, og ligesom hvile sig paa vore Øien-Laage, men takke Ham ogsaa, fordi vi mærke, hvad det var, skjøndt dette Øieblik, mellem de venlige Drømme, og den gyldne Morgen-Røde, er det tungeste vi har oplevet, da det i aandelig Forstand aldeles svarer til hvad vi sagtens Alle af Erfaring kjende: det underlige Mellem-Rum, hvori Natten ligesom brydes med Dagen, og som vi derfor kalde Dag-Brækningen, da selv de bedste Vaagere føle Søvnens Magt, da selv om Sommeren det trækker koldt, og Hane-Galet vel er os kiært at høre, men dog ei oplivende! Ja, Christne! lad os, som det sig bør, takke Faderen for alle Ting i Jesu Navn: for Kirke-Aaret, som udrandt, og for det Ny, som nu oprinder, for Hans Vare-Tægt og Trøst i Natten, og for Morgen-Haabet, som Han stadfæster med det Apostoliske Hane-Gal i Dagens Epistel, visse derpaa, at det Lys, Han saaede for den Retfærdige, skal aldrig holde op at bære Straale-Frugter til Glæde for de Oprigtige af Hjertet! Menigheden vandrede med Jakob, landflygtig og huusvild, laae paa den vilde Mark, og havde kun en Steen til Hoved-Giærde, men den laae i Sandhed under aaben Himmel, thi det var vel et Drømme-Syn, men ikke Tant, at den saae Himmel-Stigen, hvor Engle vandrede, og Herren stod paa Toppen, sigende: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud, det Land, som du ligger paa, det vil Jeg give dig og din Sæd! Da sagde vi ved os selv: her er Guds Huus, og Himlens Port, og vi stod tidlig op, understøttede af Bibel-Staven, og reiste Stenen til et Kiende-Mærke, og salvede den med Olie, og sagde propheterende: denne Steen skal vorde et Guds Huus, og her staae vi nu i Dag-Brækningen, uvisse om, hvad Synet havde nærmest at betyde, end sige om, hvordan det Huus skal reise og skal hvælve sig, hvorom vi talede, som Aanden vilde, der var over os; her staae vi, mellem Morgen-Drømmen 204 som er forbigangen, og Morgen-Røden som skal giøre Alting klart, og fristes til at vorde utaalmodige, men vente dog ikke forgiæves! Maaskee mene vi ti Gange, at vi see Dag-Skiæret paa de hvide Skyer over Havet, og giættede dog feil, maaskee, mens vi stirre mod Østen, oprinder Herrens underlige Dag i Vester, bag os, saa vi staae midt i Morgen-Røden, før vi veed det; men hvad skader det, som da end klarere forkynder Guds Ære, og aabenbarer det, at det er Ham og ikke os, der danner Lys og skaber Mørkhed!

O, saa lad os da bekæmpe alle de unyttige Sorger, og Kulden i vort Bryst, med den herlige Vished, at Natten afbrydes, og Dagen stunder til, saa brat udgaaer det store Himmel-Lys, som en Brudgom af sit Brudehuus, hensvæver straalende over vort Hoved, adspreder Mørket, forgylder Kirke-Spiret og Helligdoms-Bjerget, opvækker Døde, udbreder Liv og Fryd og Frugtbarhed paa Jorden, saa brat skal Taknemmeligheds Taarer rinde paa glødende Kinder, Morgen-Røden speile sig i Taare-Duggen, og Morgen-Sukket fare op med Vinger som en Morgen-Psalme, at giennemtone Skov og Bjerg, og giæste Himlene! Det skeer for vore Ørne, saasandt vi have Sind til at aflægge Mørkets Gierninger, og vandre sømmelig som Dagens og som Lysets Børn, med ham, som er vort Lys og vor Salighed, med Herren vor Livs-Kraft, Amen! i Jesu Navn, Amen!

Pindse er en Kirke-Fest.1
Ap. Gg. II. 1-11.

Under Løbet af Pindse-Dagen vare de alle eendrægtig forsamlede, og der kom pludselig et Bulder fra Himlen, ligesom af en flyvende Storm, og opfyldte hele Huset, inde hvor de sad, og der saaes takkede Tunger ligesom af Ild, der satte sig paa hver især, og de fyldtes alle med den Hellig-Aand, og tog paa at tale med fremmede Tunge-Maal, eftersom Udtrykket gaves dein af Aanden!

* 205

Men der opholdt sig i Jerusalem Jøder og Guds-Tilbedere fra alle Himmel-Egne, og ved den høirøstede Bevægelse stimlede Mængden sammen i Forvirring, fordi Enhver hørde sit Moders-Maal af Talerne. Alle blev de forbausede, forundrede sig, og sagde til hverandre: er ikke alle disse Talere Galilæer, og hvorledes høre vi da hver sit Moders-Maal, vi Parther, Meder, og Elamiter, Indbyggere af Mesopotamien, Judæa og Kappadocien, Pontus og Lille-Asien, Phrygien og Pamphylien, Ægypten og det Cyrenæiske Libyen, og vi reisende Romere, Kreter, og Araber, Jøder og Proselyter, høre vi dem tale Guds Under med vore Tunger!

Der er, i det Mindste hos os, ingen Høitid, da Kirken besøges saa lidet, som i Pindse-Dagene, og vidste vi det ikke før, da kunde vi deraf slutte os til, at der er saare liden Christendom i Christenheden, og at den Christendom, der er tilbage, er mere død end levende; thi det er soleklart, at der er Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken Kirke-Klokkens Kimen maa saa dybt og sødt bevæge alle Christne med levende Tro, og frydefuldt Haab, Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken de saa levende maae føle Trang til at forsamles i den Himmelfarnes hellige Navn, og lytte til Ordet, som haver vandret med Solen, skabt Lys og Liv paa Jorden, og vandrer saa endnu paa Aande-Drættets Vinger, høit over de Dødeliges Hoved, men rede til at sænke sig i Hjerte-Dybet hos de Troende, og der gienføde de glødende Tunger, som tale Guds Under, med Ord, som ikke Mande-Vidd, men den Hellig-Aand lærer, og som udfare aldrig forgiæves, men udrette, som Sneen og Regnen, Alt hvortil de udsendes!

Ja, mine Venner, at Pindse er i allerstrængeste og allerhøieste Forstand en Kirke-Fest, de Christnes Kirke-Høitid, det er saa aabenbart, at selv de, der ei tænke derpaa, dog dunkelt føle det, og derfor skal det ei undre os, at de er Faa, som helligholde den, thi det er os jo Alle vitterligt, at Kirke-Samfund: et virkeligt, inderligt og levende Samfund i Tro og Haab og Kiærlighed, det hører i vore Dage til de christelige Old-Sager, der synes kun at have været til, for at beskrives og omtvistes af de Lærde, og det naturligviis, fordi Begrebet om Sjælen i vort Samfund, om den Hellig-Aand, er selv iblandt Herrens Discipler saa vrangt, eller dog saa dødt og tomt, som om de kiendte kun Johannes-Daaben, og ei den i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands! Naar derfor Herren paa Himmelfarts-Bjerget forkynder Disciplerne: Johannes døbde kun med Vand, men I skal døbes, ei længe efter disse Dage, 206 med den Hellig-Aand og Ild, og naar det lyder: see, Han kom og satte sig paa hver-især, som Lue-Tunger, da er det hardtad for Alle som en mørk Tale, man kan lade staae ved sit Værd, eller øve sin Skarpsindighed paa, uden at det egenlig giør nogen Forskiel, og hvem der tænker det, hvad skulde han vel i Kirken om Pinds e, i Kirken siger jeg, og mener dermed naturligviis ikke hvert Huus, som bygdes i Kors til Folk i Søndags-Klæder, men kun Huset, der end bevæges af Bulderet fra Himlen, som opfyldte Salen, hvor Apostlerne sad, kun Huset, der end gienlyder af Røsten, som forsamlede Mængden fra alle Himmel-Egne hen at høre ham, der vandrer paa Veirets Vinger, og bærer gode Tidender fra Himlen til Jorden, ja Huset, hvor de glødende Tunger, som flammede hist, dog glimte og gnistre endnu, saa Mennesket forbauset hører Guds Under giennemtone sit Moders-Maal, udtales med sin Tunge!

Det maa derfor aldrig undre, men skal paa en Maade glæde os, at vi er Faa i Kirke paa den guddommelige Indvielses Høitid, da vi aabenbar er Faa om Troen paa Indvielsen, Faa om Troen paa den Hellig-Aand, og da nødvendig ogsaa Faa om den Kirke, hvori Han baade ringer og kimer, baade prædiker og sjunger, oplyser og opliver, opvækker og opbygger, ja virker Alt endog i Alle! Give da kun Gud, at vi som ere her forsamlede, maae være iblandt dem, der have annammet Faderens Forjættelse, eller vente dog troende paa den, som Disciplerne hist, der vare eendrægtig forsamlede, og kunde umuelig være det, med Tro paa Herrens Ord, uden at komme ihu, hvad skrevet staaer (i anden Mose-Bogs det Nittende) om Tordenen og Lynet over Sinai, og Guddoms-Ordet med lydelig Røst: uden at komme den Pindse-Fest ihu, og vente at opleve endnu større Ting end disse, alt efter den Apostoliske Tanke-Gang, at omstraaledes Lov-Givningen, med Bogstav-Skriften og Steen-Tavlerne, af himmelsk Glands, da maatte Glandsen nødvendig endnu blive større over den evangeliske Prædiken, med Aandens Flamme-Skrift paa Hjertets Tempel-Vægge! Ja, da Herren lovede at være selv midt iblandt de To eller Tre, der sammenføiede sig i hans Navn, da trøstede Han ikke blot de Enkelte, der fandt sig udstødte af Verden, men gav derhos tilkiende, at Han sædvanlig vilde være kraftigst nærværende, hvor Han paakaldtes af de Faa, der dybest maatte føle Verdens Tomhed for dem, der spørge efter Aandens Fylde, og længes inderligst efter Hans Samfund, hvis Kraft fuldkommes i Skrøbelighed!

Derfor, mine Venner, lad os være glade i vor Høitid, og hellige 207 den, som Gud vil give Naade til, ved at indprænte os den vigtige, selv i Menigheden halvforglemte Sandhed, at hvorlidet end vor Guds-Tjeneste taaler Sammenligning med den vi læse om i Dagens Text, saa er det dog kun her, i høitidelig Forsamling, under Ordets Forkyndelse, og høirøstet Lov-Sang, vi kan see et Billede af Christi Kirkes herlige Indvielse, og levende mindes, hvad det er som har begyndt og skal fuldende den gode og vidunderlige Gierning, som vort Samfund er!

Vist nok er det saa med vor Christendom i det Hele, at den virker kun med hele sin Kraft, og aabenbares kun i al sin Glands, hvor Kirken og Menigheden staaer som Huset paa Klippen og Staden paa Bjerget, hvor Christi Ord har et kongeligt Høisæde paa sine Tjeneres Læber, og et skinnende Pallads i Menighedens Barm, ja, hvor det Underværk, som Evigheden skal forklare, alt i Tidens Løb forbauser Verden: det Underværk, at vi er alle eet Legeme og een Aand i Christo Jesu; men dog er Kirkens guddommelige Indvielse den eneste Begivenhed i den hellige Historie, der udelukkende finder sin Afbildning i vor høitidelige Forsamling paa Herrens Dag, ligesom det ogsaa især er den levende Tro paa den Hellig-Aand, som der udvikler og forklarer sig. Og denne Sandhed veed jeg ikke bedre at udtrykke, end ved at sige: Julen kan vi helligholde ved Vuggen, og Paasken i Urtegaarden, men Pindse kun i Herrens Huus!

Julen kan vi helligholde ved Vuggen, thi med hvert smilende Barn ligger der jo et levende Billede af den Guds Eenbaarne, som holdt ikke sin Guddommelighed for et Rov, men fornedrede sig selv, og tog Tjenerskikkelsen paa sig, og naar det glade Budskab om ham, som Barnet født i Bethlehem, til Lys og Liv og Glæde for Unge og Gamle, der som Børn vil lade sig bære og lede af ham ind i Guds Paradis, naar Jule-Evangeliet kun har en venlig Vugge paa Moderens Læber, da finder det en aaben Favn i Barnets Hjerte; thi hvad der støder Engelen fra sig, som forkynder Støvets Børn den glædelige Tidende, at vor Fader i Himmelen har sendt sin Søn til Jorden, som et lidet Barn, med Guddoms-Magt til at raade Bod paa al vor Nød og Vaande, og med Broder-Hjerte til at slukke al vor Sorg, aftørre al vor Graad, hvad der støder denne Engel fra sig, det er aabenbar kun den taabelige Stolthed, der holder Menneskeligheden ei for en Guds Gave, men for et Rov fra Skaberen, og denne Stolthed er ikke i Barnet, der, langt bedre og større, langt menneskeligere end vi, tænker aldrig paa sit Fortrin, men er 208 os underdanig, og modtager taknemmelig det mindste med det største Beviis paa vor Godhed og Kiærlighed!

Ja, Christne Mødre! Faa som I ere, men som det skjulte Hjerte-Menneske, kostelige for Gud, og mægtige, siger Apostelen, til, ogsaa uden Ord, at christne Mennesker, I veed det bedst, hvor gladelig der leges Jul ved Vuggen, naar I, mens det kimer i Dagningen, tænker med et dæmpet Suk paa Guds Børns Forsamling, men trøstes snart ved Jule-Psalmens Gienlyd i det Skjulte, og ved Smilet af den Spæde, der levende minder om Barnet i Krybben, og synes at hviske: min Engel seer ogsaa Faderens Ansigt, som er i Himlene!

Saaledes Julen, som Hyrderne jo helligholdt ved Krybben, og som sikkert altid helligholdes mest rørende og himmelsk velsignet ved Vuggen: af Mødrene, af Børnene, og i den huuslige, hyrdelige Kreds, hvor Engle-Smilet og den barnlige Glæde, langt meer end udtrykkelige Ord, forkynder, at os er en Frelser født, som bringer os Guds Velbehag, og dermed Himmerig til Jule-Gave!

Og nu Paasken! Hvem har vel helligholdt den mere værdelig, end Marie Magdalene, som stod eenlig i Urtegaarden, og græd over Graven, til hun hørde sit Navn fra Frelserens Læber, stammede: Mester! og løb at forkynde Disciplerne, at hun havde seet Herren, og hørt af hans Mund, at han opfoer til sin Fader og vores! Og har dette maaskee Intet at betyde, helligholdes maaskee ikke Paasken endnu med den dybeste Følelse i Hjertets Eenlighed, med Herren, mellem Gravene! Stod vi nogensinde en Paaske-Morgen, naar Soel gik op, hvor Kirke-Gaarden høiner sig over Vangen, stod vi der, omringede af Mindes-Mærkerne fra Vinter-Tiden, og nærmest af Gravene: de dybe Furer, som Døden pløier, til Sæd med Graad men Høst med Lovsang, stod vi der, mens det kimede til Høitid, mens Solen steeg, og Lærken slog, og Øiet faldt paa Urtegaarden, hvor Vinteren kiendelig gav Vaaren Plads, da var det visselig ei Selskab, og ei noget Udvortes, vi fattedes, for dybt bevægede at efternynne det gamle Paaske-Vers:

Christ stod op af Døde,
Og frelste os alle af Møde,
Thi ville vi alle være glad,
Og love vor Herre i allen Stad!
Kyrie eleis!

209

Var han ikke opstanden,
Al Verden var forgangen,
Men efter han opstanden er,
Saa love vi Gud vor Herre kiær!
Kyrie eleis!

Nei, dertil fattes vi aabenbar i vor Eenlighed slet Intet, naar vi kun har den Tro, at Død er Syndens Sold, men det evige Liv Guds Naade-Gave i Christo Jesu, vor Herre, og jeg tør vel mene, at Herrens Opstandelse staaer ei i større Glands for noget Menneske-Øie, end for Unger-Svendens, hvem Døds-Tanken vakde af hans søde Drømme om Jord-Livets Herlighed, eller hvis Hjerte vaandede sig under Følelsen af Verdens-Livets Tomhed, naar han under sine stille Betragtninger faaer Syn paa Helten, der kommer seierrig tilbage fra de Dødes Rige, førende Døden og Helvede med sig i Lænker, og udstrækkende sin milde Haand med Livets Brød og med Salighedens Kalk, til Muldets Frænder i Græde-Dalen! Sandelig, han holder da Paaske i alle Urtegaarde, hvor Livet virkelig eller billedlig opstaaer af Døde, som Blomster groe paa Grave, og han holder den først og sidst med Bogen for sig: den hellige Skrift, der vel maa lignes ved en Urtegaard med Herrens Grav, hvoraf Han immer aandelig opstaaer i Ordet, beskiæmmer Verdens Kløgt, slaaer dens Stridsmænd til Jorden, trøster sine sørgende Discipler, og lærer dem at forstaae Skrifterne, saa de indsee, at det, efter Propheternes Ord, burde Christum at lide dette, før Han indgik til sin Herlighed!

Men nu Pindse-Aandens Udgydelse over det Ny Testamentes Tjenere, der skal være Aandens, og ei Bogstavens; Aandens Udgydelse i Guddoms-Ordet paa Menneske-Læber, med himmelsk Ild og med levendegiørende Kræfter, Indvielsen af det store Bede-Huus for alle Folk, hvor Strømmene, som Herren adskildte ved Babel, skulde atter mødes i Jerusalem, dette Vidunder, som kroner alle Herrens de Forrige, ja paasætter dem Livets Krone; hvor har vel det sit Billede og sin Lignelse, uden der, hvor det endnu fortsættes, vel mattere i Dag, og stærkere i Morgen, men dog immer levende; hvor, uden i de Christnes Forsamling, der tiltale hinanden med Lovsange over det Ord, som er mægtigt til at saliggjøre Sjælene!

Det er vel sandt, at vi kan see et Skygge-Billede af det aandelige Liv, Guds Ord i Menigheden skaber, opholder, udvikler og forklarer, i Sommer-Livet, som, udviklet af hemmelige 210 Kræfter, gjennemtrænger og fryder hele Skabningen, udspringer i Markens Lilier, og hvælver sig i Skovens Løv-Sal, lovsjunget af Himmelens Fugle, med Morgen-Røden til sin Prophetie, og Aften-Røden til sit Efter-Mæle; men det er ogsaa vist, at Jord-Naturen i sin Sommer-Pragt og Fylde tiltaler Kjødet meer end Aanden, og avler hos dem, der henrives af den, ingen levende Forestilling om den rene Sandhedens og Kiærlighedens Aand, som udtrykker de aandelige Ting med aandelige Ord, men om en ureen Verdens-Aand, der stjæler Ild og Glands fra Solen, for dermed at optænde Kiødets Lyster, og sætte glimrende Farver paa giftige Urter! Det er vist, og desuden, hvad ligner vel Guds Ord, uden Ordet paa Menneskets Tunge, skabt i Hans Billede, og efter Hans Lignelse, hvor er de usynlige, for Mande-Vidd usporlige Veie, hvorpaa Aander og Hjerter levende mødes, til Favn-Tag eller til Sværd-Slag, under Himlen, hvor, uden i den usynlige, men dog virkelige Verden, som Ordet vidunderlig skaber, naarsomhelst det slaaer med sine Vinger, og giennemsuser Luften, saa ikke blot Øren, men Aander maae lytte, saa ikke blot Stene men Hjerter gienlyde! Derfor, Venner! skal vi have anden levende Forestilling om Kirke-Vielsens Fest i Jerusalem, end som et dunkelt Bulder, en Torden i det Fjerne, hvoraf der kun i Folke-Sagnet er en forvirret Gienlyd tilbage, da maae vi gaae til Kirke, hvor Guds Ord forkyndes, ei som en Grav-Skrift, man har fundet i en nedlagt Kirke, paa en Lig-Steen over Simon Peder og hans Med-Apostler, og om hvis Betydning man er uvis, fordi Ingen mere veed, hvad det vil sige, at døbes med den Hellig-Aand og Ild, nei, hvor Guds Ord forkyndes, som hvad der aldrig døer, og aldrig svækkes, som Liv og Aand, ei mindre nu, end da Simon Peder tog Ordet, opløftede Røsten, og sagde: det var, hvad Herren sagde, ved Propheten Joel: i de sidste Dage vil jeg aande over alt Kiød, og eders Sønner og Døttre skal prophetere, eders Unger-Svende skal have Syner, og eders Oldinger have Drømme! Jesus Christus, den Korsfæstede, som brød Dødens Lænker, fordi det var umueligl, han kunde holdes af dem, han, hvis Opstandelses Vidner vi ere, medens han sidder ved Guds høire Haand, han udgiød, efter Faderens Forjættelse, den Hellig-Aand over os! Kun i en saadan Forsamling, hvor Guds Ord virkelig boer, hvor det forkyndes og teer sig i Kraft, at, skiøndt Gaverne ere forskiellige, er Aanden dog den samme, ja, kun der, hvor Aanden, ved at bekiende den i Kiødet komne Jesus Christus, og ved levende og uindskrænket at tilegne sig det prophetiske og apostoliske 211 Ord, som det findes beskrevet, aabenbarer sig som den Aand, der kom over Apostlerne, og skal i Herrens Menighed være Taleren og Trøsteren evindelig; kun der kan vi levende mindes den Pindse-Dag, da Herrens Sendebud iførdes med Kraft fra det Høie, da det Huus, som den store Davids Søn, den himmelske Salomon, bygde sin Fader, opfyldtes med Hans Herlighed, og tretusinde Sjæle offrede sig som en Første-Grøde til den evige Præst af Melchisedeks Orden!

Lad da kun Verden smile spodsk ved Sammenligningen mellem Apostlernes Pindse og vores; det skal ikke røre os, thi netop fordi vi troe, hvad vi læse om Christi Tempel, der ikke fyldtes med en Sky, men med en Strøm af Lys og Varme fra Livets Kilde, netop derfor føle vi selv dybest, hvorlidet vor Forsamling svarer til sin høie Oprindelse, og til de store Forjættelser som tone over den fra Himlen; men vi veed, at Veien til at ligne den Apostoliske Menighed er ei at forlade den, ei at betragte den som noget os Uvedkommende, men at jo klarere det staaer os for Øine, at ligesom Herren og Aanden, Troen og Daaben, og den himmelske Fader med sin vidunderlige Kiærlighed, er altid de samme, saaledes er ogsaa Kirken den samme, som Herren bygde paa Klippen, til at trodse Helvedes Porte, og som Aanden indviede til Himlens Forgaard, jo klarere det staaer os for Øie, des dybere føle vi, at den Ringe-Agt, hvori Kirken, den Afmagt og Forvirring, hvori Menigheden nedsank, er ikke Herrens, og ei Tidernes, men kun vor egen Skyld; og naar denne Følelse bliver mægtig i vor Sjæl, saa vi længes efter Herren, som er nær hvor han paakaldes, og sukke efter Aanden, som giør levende, og sammenbygger alle Troende i Tidens Løb, til et Guddoms-Tempel af levende Stene, da begynde ogsaa vore Hjerter at brænde, vore Tunger at gløde, og Troens Ord at giennemtrænge os, som Bækkene af Livets Flod, der glæde Guds Stad, den Høiestes Boeliger!

O da, mine Venner, naar vi begynde at erfare, hvad det er at have levende Samfund, i Aanden, med Herren og hele hans Menighed: de Helliges Samfund, som vi ved Daaben indviedes til, da see vi det klarlig, at Julen er Troens, og Paasken er Haabets, men Pindse er Kiærligheds Fest, saa det undrer os ikke, at Pindse kommer senest i vort christelige Levnets-Løb, som mellem Kirke-Aarets Høitider; thi naar Livets Træ af Ordets Rod opgroer i Kirke-Haven, da er Troen Stamme, Haabet Blomst, og Kiærligheden Frugt! Da fristes vi ei heller til at tvivle om det Mindste af Alt hvad vi læse om den 212 store Pindse-Fest paa Zion, hvor Lynet over Sinai blev til en Lue-Tunge med Kiærligheds Ord, thi Lovens Ild er fortærende Nidkiærhed, men Evangeliets er smeltende Kiærlighed, og, taler Munden naturlig af Hjertets Overflødighed, da maatte Tunge-Maalene ligesaa nødvendig forenes i Jerusalem, hvor Hjerterne samrnensmeltede i Faderens Kiærlighed, som de adskildtes ved Babel, hvor Hedningerne udgik fra den levende Guds Ansigt, at vandre hver sit eget Hjertes vildfarende Vei; og skulde Herrens Folk, tyndt saaet og vidt adspredt i en fiendtlig Verden, blot ved Ordets Kraft forsamles, forbindes og forenes, i Tro og Haab og Kiærlighed, da maatte dette Ord nødvendig ei blot være mere end en Bogstav-Skrift i Tavler af Steen, og paa Blade af Liin, men meer end hvad vi med Tunger af Støv kalde levende, det maatte være et Ord som kunde giøre levende, maatte, som Herren siger om sit Ord, i Sandhed være Liv og Aand, som Ord kun er paa Guddoms-Tungen!

Men, o, Venner, har vi end for et Øieblik siddet paa Dør-Tærskelen af det Guds Huus, hvor Apostlerne udtale Guds Under med glødende Tunger, som vi forundrede maae kalde vore, fordi Ordet paa dem er os ikke fremmed, men tiltaler os saa sødt og levende som Moders-Maalet, eller har vi dog ligesom staaet ved Dørren paa Klem, og lyttet, og følt det, halv sukkende, halv jublende, at hvem der er derinde, kan umuelig tvivle, men maa falde paa sit Ansigt, og bekiende, at Gud er virkelig i disse sine Talere og Tolke; o Venner, saa lad os dog aldrig glemme, at saadanne Øieblikke er vidunderlige Glimt af den Eenbaarnes Herlighed paa Jorden, som Aanden kun skiænker os, for at vi kan være glade i vor Høitid, stolte af den Kirke, som Verden foragter, saa disse Glimt vil i Morgen være for os som en Drøm, dersom vi bygge og stole derpaa, istedenfor at bygge og stole paa det eenfoldige Vidnesbyrd om Herrens Opstandelse, og om den Hellig-Aands Kirke, med Helgen-Samfundet, Synds-Forladelsen, Kiøds-Opstandelsen, og det evige Liv: Vidnesbyrdet, som fra Apostierne med Evangeliet er levende forplantet giennem Menigheden til os, og stadfæstet af Himmelens Gud, ved den Kraft og Velsignelse, Han øiensynlig haver ladet følge med den eenfoldige Tro paa vor Skaber, vor Gienløser, og vor Helliggiører: de Tre, som vidne i Himmelen, men ere Eet, og giøre Eet paa Jorden, saa Faderen drager os til Sønnen, og Sønnen oplader os Faderens Huus, og Aanden indbygger os deri, til evig Lovsang! I det vi derfor daglig dybere indprænte os Davids Længsel, naar han synger: een er 213 min Begiæring til Herren, derefter vil jeg tragte, at jeg maa boe i Herrens Huus alle mine Livs-Dage, at beskue Herrens Yndighed, og at besee hans Tempel, o, saa lad os dog end dybere indprænte os, at det times Ingen, uden hvem der troer eenfoldelig paa den Hellig-Aand, som Guds Viisdom og Godhed i egen guddommelige Person, og at hvem der kun troer ærlig paa Ham, som den Taler og Trøster, Herren sendte os fra Faderen, med de glødende Tunger, hvem der giør det, skal aldrig finde sig enten faderløs eller huusvild paa Jorden: thi selv naar da Helligdommen som Aanden saa klarlig indviede, synes os sunket i Gruus, eller optaget til Himmelen, eller dog bygt paa en Klippe, som er os for høi, selv da bevarer Aanden vor Indgang og Udgang i Huset, bygt uden Hænder, som vel kan være skjult for den Troendes Øine, men er dog med Ordet, det Troens Ord, vi prædike, ham altid nær i Mund og Hjerte! Ja, der er vel kun Faa iblandt os, der have Øie for det store Guds Under, som maatte skee med vort Moders-Maal, og med alle Hedningers i Ørken, før det blev skikket til at være et levende Redskab for den Aand, som drev Propheter og Apostler, men naar det falder de Christne paa Sinde, at de var dog alle Galilæer, som udtalde hvad intet Øie saae, og intet Øre hørde: Guds hemmelige Raad til Synderes Frelse, og det Guds Huses Herlighed, som Aanden bygger; naar det falder Christne paa Sinde, hvor de ikke blot i Bøger stave og giætte sig til, hvad Talerne meende, men hvor de høre det klarlig udraabt paa deres eget Moders-Maal, som de ere fødte udi, langt borte fra Zion og Thabor, da maae de dog Alle falde i Forundring over Herrens Gierning, og føle, at kun paa Tunger, glødende af Ilden paa den Guds Alter, som er almægtig Kiærlighed, kun paa saadanne Tunger kunde Nordens haarde, kolde, knudrede Kæmpe-Sprog, opvarmes, udglødes, og smeltende uddannes til et levende Udtryk for det store Fredens Evangelium, Guds Kiærligheds Ord, og Zions den smeltende Lovsang over den Herre Zebaoths de elskelige, de venlige Boeliger! Og at det dog er skedt, lad det være os ei blot et Tegn, men et levende, glædeligt Pant derpaa, at det visselig er i de glødende Tungers vidunderlige Huus, i den Apostoliske Kirke vore Fædre have holdet Høitid, og lyttet saa trohjertig til det dunkle men glødende Ord paa Apostlernes Læber, at Tungen maatte udbryde:

Almægtig Lue, fald og ned,
Og tænd mig an i Kiærlighed!

214

Ja, det er vist, saa bad vor Tunge og bønhørdes, og holde vi fast ved vore Fædres eenfoldige Tro, og vente, med dem, Alt af den Fader, som haver skiænket os sin elskelige Søn, og Alt af den Aand, som kom over Apostlerne, og virker Alt i Herrens Samfund, o, da skal vor Forsamling, hver Herrens Dag, end sige da hver Søndag i Pindse, blive et deiligere og klarere Billed af Forsamlingen paa Zion, en kiendeligere og værdigere Fortsættelse af Aandens og Ordets Helte-Gierninger, til Hans Ære, som sidder ved Guds høire Haand, og Kirken, Han bygde, Broderskabet, Han stiftede, til evig Glands og Herlighed! Amen! i Jesu Navn, Amen!

Paask e-Morgen rød en.1
Matth. XXVIII. 1-10.

Da Ugen var ude, om Søndag-Morgen i Dagningen, kom Marie Magdalene og den anden Marie for at see til Graven! Og see, der var en stor Bevægelse, thi en Herrens Engel foer ned fra Himlen, gik hen og væltede Stenen fra Mundingen, og satte sig paa den; men som Lyn-Ild var hans Aasyn, og sneehvid hans Dragt, saa Vagten bævede af Skræk for ham, og faldt i Afmagt. Men til Kvinderne tog Engelen Svaret og sagde: I skal ikke være bange, thi jeg veed, I leder om Jesus, den Korsfæstede! Han er (imidlertid) ikke her, thi han er opstanden, som han sagde; kommer hid og seer Leiet hvor Herren har ligget, og skynder eder saa til hans Discipler, og siger dem, at han er staaet op fra de Døde, og see, han kommer eder i Forveien til Galilæa, der skal I see ham. Mærk hvad jeg siger! Da skyndte (Kvinderne) sig fra Graven, med Frygt og stor Glæde, og lob at bringe hans Discipler den Tidende; men som de var underveis til Disciplerne med Budskabet, see, da kom Jesus dem i Møde talede og hilsede dem, hvorpaa de nærmede sig, omfavnede hans Fødder, og tilbad ham! Da siger Jesus til dem: værer ikke bange, men gaaer, og kundgiør mine Brødre, at de skal begive dem til Galilæa, og der skal de see mig!

* 215

l Døden J es u s blunded,
I Graven lagdes ned,
Har nu dog overvundet
Al Dødens Bitterhed;
Nu rinder op saa klar
Den Soel med Lys og Glæde,
Som i sit Jorde-Klæde
Saa slet formørket var!

Vel er det kun paa Jyllands Heder, de Christne iblandt os ret med Sandhed kan sige, at saaledes toner Fædrenes deilige Paaske-Morgenpsalme til dem, thi kun der toner den endnu i Forsamlingen, efterat den, med samt sine Sydskende, allerede snart i en heel Menneske-Alder har været forstummet hos os, som dog boe op til de yndige Skove, hvor Natter-Galen slaaer i Chor med Lærken, og hvor Man skulde meent, slige søde, oplivende Toner i Paaske-Morgenrøden, eengang hørte, kunde aldrig glemmes, men maatte nødvendig forplante sig selv, fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, saalænge der i Lunden var Øie for Maien, og Øre for Sang, og Hierte for Længselen efter det evige Liv i Guds Have!

Ja, Christne Venner! hvem der i Barne-Dagene, ligesom med Moders-Mælken, har inddrukket Sødmen af dette Glædens Bæger, og det har jeg, baade mellem grønne Bøge og paa den brune Hede, kan umuelig uden Suk, og uden en med Harme blandet Smerte, mindes, hvilke Paaske-Psalmer vi have arvet efter vore Fædre, og ombyttet, som Israel sin Herlighed, med hvad der, mildest talt, kunde aldrig gavne: aldrig oplive nogen Christen Sjæl, aldrig glæde noget troende Hierte! Stod derfor den gjorte Gjerning ikke her til Ændring, var vi og vore Børn fordømte til at savne hvad vi i Vildelse har vraget, og at nøies med hvad vi i Søvne udvalgde, da vilde jeg for min Part sige Lunden Farvel, og bygge min Rede mellem Pors og Lyng, eller mellem Norges Klipper, hvor det endnu gienlyder Paaske-Morgen:

Bort, du beseiglet Steen
Som giemde Jesu Been!
Du kanst ham ei indlukke,
Guds Søn ei saa vil bukke,
Du og hans Kraft maa lære,
Hans Navn velsignet være!

216

Men Held os, vi have en Gud af megen Miskundhed, ja, saare megen, han plager og bedrøver ei Menneskens Børn af sit Hjerte (Jer. Bgr. 3, 33), men det er Hans Lyst at glemme Overtrædelser: Retfærdighed og Dom er Hans Thrones Støtter, men Naade og Sandhed gaae frem for Hans Ansigt, saa lykkeligt er Folket med Øre for Seiers-Sangen og for Jubel-Tonen, de skal vandre i Hans Ansigts Lys! Ja, vor Gud er en Gud til megen Frelsning, og hos den Herre, Herre, er Udvei fra Døden, kun et Øieblik varer Hans Vrede, men med Hans Yndest følger det evige Liv, en Nattes Tid kan Graaden vare, men Morgenen kommer med Lov-Sang! Vi ere Børn af Hans Elskelige: af den Kongernes Konge, i hvis Rige Soel gaaer aldrig ned, thi Natten er der, som hos os i Skiær-Sommer, naar Aften og Morgen kysses, og Morgen-Røden udspringer af Efter-Skinnet, som en Søn med Rosen-Kinder fra Skiødet af en bleg, bedaget Moder, ja, som Sara fødte Isak under de graa Haar, og med Solen staae Fuglene op, hvor kort end Blundet var, saa Morgen-Psalmen udvikler sig ogsaa af Aften-Sangens Efter-Klang: Aften-Lærken slumrer sødelig ind, som Barnet i Moder-Skiød, ved det første Slag af Sommernats-Fuglen, og ved det Sidste vaagner Morgen-Lærken! Saadanne Kaar har Christi Rige, som ikke blot har en lykkelig Stjerne, men en Konge der byder over Soel og Maane og alle Stjerner, thi der gaaer altid Naade for Ret, og der voxe Lægedoms-Urter for Hæl-Sot, der udspringer et forklaret Liv af Opløsningen., og der forynges det forældede Folk som Ørnen!

Jeg veed det, kiære Venner! saadan Tale klinger æventyrlig, og er ei den uliig, hvormed Hedning-Skjalde baade fordum og nu have smigret graahærdede Afguder, og kildret blødagtige Frænders Øren, i dorske, vanslægtede Tider; men jeg har derfor ingenlunde glemt, hvad der sømmer sig mine alt graanende Haar, og hvor langt det tomme Kling-Klang med de forfængelige Haab skal være fra Herrens Huus: fra Sandheds Tempel, og den dybe Alvors høie Stade. Nei, hvad jeg her udsagde, var en Sandhed, som Fortiden saa kraftig har bevidnet, at Fremtiden umuelig kan fornægte den, det er Psalmistens gamle Spaadom (Ps. 89.) om Guds naadige Førelser med sit Folk, og Aabenbarelsen af Hans Fader-Ømhed, en Spaadom, hvorpaa tre Aartusinder have kastet saa glædeligt et Lys, at dens fuldkomne Forklaring, i en fuldstændig Opfyldelse, er saa vis, som vi alt saae den! Hele denne Guds Naades Huus-Holdning i en syndig Verden maa naturligviis være endnu langt forunderligere, end 217 Aandens alt noksom forunderlige Løbe-Bane i Støvet, giennem en ufalden Menneske-Slægt; selv det mindste Straale-Glimt af Kiærlighedens Soel er noget Fremmed i Synderes Land, hvor, efter Naturens Love, kun Vredens Lyn skulde giennemfare Mørket, og ei blot Lærkens og Nattergalens Slag, men Spurvens Kvidder er et Mirakel der, hvor kun Lovens evig rullende Torden skulde overdøve Sukket og Graaden, og Tændernes Gnidsel. Derfor, Venner, see vi let, det er ei mere umueligt at være Christen uden Tro paa Herrens Opstandelse fra de Døde, end at tale levende om Paaske-Psalmen: om Hjerte-Fuglens glade Lov-Sang i Morgen-Røden, der opsteg fra Nattens skumle Dyb, uden at Talen maa klinge endnu langt mere æventyrlig, end de vildeste Æventyr, Indbildnings-Kraften avlede; thi hvad Aanden taler til Menigheden om den store Opstandelse, der gjaldt for hele Guds adspredte Folk paa Jorden, og under Jorden, og i det Muelighedernes Rige, som først blev virkeligt med ufødte Slægter: om Herrens Opstandelse, som var for dem Alle, for hele den faldne, i Dødens bundløse Afgrund nedsjunkne Menneske-Slægt, en Opreisning i Skaberens Billede, til Himmel-Fart paa Due-Vinger, til Konge-Kaar i de Levendes Land; hvad Aanden herom aabenbarede Herrens Apostler, og os med dem, hvad Faderen har skiænket os i sin Eenbaarne, og hvad Han har beredt os som sine elskelige Børn i ham, det er jo dog visselig, som skrevet staaer (l Cor. 2, 9.): hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, og heller intet Hjerte drømde om paa Jorden, saa her nedsynker Menneske-Aandens dristigste Tanke-Flugt til Flagren som Aften-Bakkens, her blive de forunderligste Digtninger smaae og hverdags mod den jævne Tidende om hvad der virkelig skedte paa Jorden, da Herrens Engel foer ned fra Himmelen, oplukkende med Kongens Nøgel den forseiglede Dør mellem de Dødes Rige og de Levendes Land, fordi Livets Fyrste, som ved en Feiltagelse, var kommet til at ligge i Dødens Lænker, som da nødvendig maatte sprænges. Ja, mine Venner, I høre det jo selv, og al Verden har hørt det, at den jævne, troskyldige Fortælling herom, som Tolderen fra Galilæa har beskrevet i Dagens Evangelium, den klinger æventyrligere end noget af al Verdens Helte-Digte, og naar nu hertil kommer, hvad siden er skedt paa Jorden, da flere Stene end Nogen uden Gud kan tælle er lettede fra Hjerte-Kammerdørre, "ved Troen paa den underfulde Opladelse af Josephs Klippe-Grav, og da et baade langt kraftigere og kiærligere Menneske-Liv, en baade langt klarere, og mere omfattende og udbredt Oplysning om 218 himmelske og jordiske Ting, end der var før paa Jorden, er udsprunget af Troen paa den Korsfæstede, men igien Opstandne; saa kan der aabenbar ikke siges noget saa underligt om den Opstandnes Menighed, at det, for Underlighedens Skyld, skulde falde utroeligt. Derimod er det den største af alle Urimeligheder, Verden nu enstund har villet binde os paa Ærmet, den nemlig, at Gud skulde have besluttet nu ikke længer at handle underlig med sit Folk, som Han hidtil uafbrudt behandlede paa det Underligste; thi enten maatte jo da Hans Fader-Hjerte være blevet forstenet, eller Hans Kæmpe-Haand forkortet, hvad dog kun er Galenskab at tænke og Bespottelse at sige.

Saa vist derfor, sorn der endnu banke Hjerter i Støvet, med Følelse af deres Skyld, og Frygt for Døden som Syndens Sold, med Lyst til det evige Liv, og dyb Ærbødighed for himmelsk Sandhed, saa vist skal der ogsaa paa den Troens Korfæstelse, vi have været Vidner til, følge en Opstandelse, der vil kraftig minde og klarlig vidne om hin uforglemmelige Paaske-Morgen, i samme Grad, som den nærværende Tid ligner Tiden, da Herren øiensyniig vandrede, straalede og blegnede, fordunkledes i Graven, og forklaredes paa Bjerget, hvorfra Skyen tog ham bort! Og da nu alle de, baade Troende og Vantroe, som kiende Verdens Løb, kan see for deres Øine, at der siden Keiser Augusti Dage aldrig har været en Tid paa Jorden, der saa iøinefaldende lignede hine Korsfæsteisens og Opstandelsens Dage, saa vil der upaatvivlelig ogsaa nu, med det Allerførste, oprinde en Paaske-Morgen, Man aldrig har seet Mage til, siden hin uforlignelige Morgen, da Seiglet brødes paa Livets Bog, som paa Herrens Grav-Steen, og da de Romerske Strids-Mænd blev som de var døde, fordi de grandgivelig saae, at den Døde, de selv havde korsfæstet og giennemboret, han blev lyslevende, og at Dørren til hans Grav, som til Guds Sove-Kammer, oplukdes ved en Tjener af den Konges Farve, hvem Torden-Røsten udraaber, og Lyn-Ilden tjener!

Uagtet vi derfor med Rette kalde hvad der skedte med Herrens Folk i vore Fædres og Morten Luthers Dage, en aandelig Opstandelse, fordi den hendøde Tro paa Christi Død for vore Synder, og hans Opstandelse til vor Opreisning, oplivedes paa Ny, saa var dog Ligheden med den første Opstandelse langt meer en Skygge-Lighed, end en levende Afbildning, thi hvad der klarlig opstod som af Graven, var ikke den hellige almindelige Kirke, men kun en Høi-Skole som de Skrift-Kloges i 219 det andet Tempels Dage, ligesom det ei heller var Troens Ord ved Daaben og Nadveren, men kun Beskrivelsen deraf, og Anmærkningerne dertil i Bibelen, som undre ves Forglemmelsen, og kom igien for Dagens Lys!

Levende kirkelig, christelig, talt, maatte vi derfor snarere sige, at hvad der skedte med Herrens Menighed, som er hans Legeme, i Morten Luthers Dage, det ligner mest Herrens Nedfart til de Dødes Rige, som Apostelen beskriver den (l Pet. 3, 18. 19.), da han som aflivedes i Kiødet, oplivedes i Aanden, og færdedes deri som Prædikant for de fængslede og hidtil vantroe Aander; thi sandelig, vi kan ei kalde Pave-Tiden noget bedre i christelig Forstand, end Lange-Fasten, Skiær-Thorsdag og Lang-Fredag, med det stærke Jord-Skiælv, og den store Soel-Formørkelse, under hvilken Herren paa Korset nedbøiede sit Hoved og opgav sin Aand. Ja, mine Venner! Det maa siges, og det skal blive os indlysende, at Troens Kamp i Morten Luther, og i os Alle siden, som hængde ved Herren, det var en Døds-Kamp, med Sveed som Blods-Draaber, med Døds-Dom af den hinkende romerske Lands-Herre (hedensk Fornuft), og Korsfæstelse mellem Misdædere, til Spot for de ypperste Præster, Pharisæer og Skrift-Kloge, og skiøndt baade Luther og vi, i den seierrig opstandne Frelsers Navn, fandt Kraft til at lide, og Trøst over Døden, saa døde vi dog alle legemlig, og levendegjordes kun aandelig, duede kun til Prædikanter for Aanderne i Fængsel, der skjalv, som vi havde skiælvet, under Lovens Torden og Rettens lynende Sværd, og øvede ei andre Helte-Gierninger, end at kæmpe med Djævelen om Troen, om Skriften, og om de dyrekiøbte Sjæle, som laande Øre til vor Prædiken, og til Spaadommen paa vore Læber om en tilkommende, ærefuld Opstandelse!

Det giør mig ondt, Med-Christne! at denne Lignelse, som bedst betegner hvad jeg vilde sige om denne for os alle høistvigtige Sag, falder dunklere end jeg ønskede, men den vil klare sig for alle Troende, som drages til Minde, hvad jeg sagde nys ved Herrens Bord [S-B. III,XI]; thi den Lyst til Afsondring, den Mangel paa levende Deeltagelse i den hele Christne Menigheds Vee og Vel, den Lunkenhed for Evangeliets Udbredelse og Forplantelse, den matte Forestilling om Legemets Opstandelse, og om den anden Verden i det Hele, som, kun meer og mindre, har hængt ved os Alle i det sidste Tids-Rum, det er Altsammen høirøstede Vidnesbyrd om, at det Herrens Legeme, som det Ny Testamentes hellige Bøger har aftegnet i den Apostoliske Menigheds 220 Beskrivelse, det Legeme paa hvilket ogsaa vi skulde være Lemmer, det har været dødt for os, og venter da i Graven, som den hensovede Menigheds Historie med Rette kaldes, endnu paa sin Opvækkelse, og ærefulde Opstandelse, eller paa en Guds Engel med hvide Hænder [l. Klæder], som vælter Stenen bort, og sætter sig paa den, for, med sit Lynilds-Blik, at nedslaae de trodsige, hedenske Kæmper, og med sit Engle-Smiil at opmuntre de grædende Kvinder, som kan ikke fare i Aanden til Fængselet, og lede ibrgiæves om Herren paa Jorden!

Ja, ja, det er dybe Sandheds og Alvors Ord, hvordan de end klinge: det har været en, i Sammenligning med det Verden kan give vist nok riig og glædelig, men i Sammenligning med hvad Gud kan give og har givet i Christo Jesu, fattig og sørgelig Tid for christne Kvinder og Børn, og da i det Hele for Menneske-Hjertet, denne sidste Tid, da Herrens Lidelse og Død var saa at sige hele Hjertets Deel, medens Opstandelsen, Aabenbarelsen og Himmel-Farten, ja, medens Herrens hele Liv kun udviklede sin Kraft giennem Tanke-Gangen hos gamle, prøvede, skriftkloge Discipler, og enkelte korsfæstede, angergivne Røvere, som Herren selv tog ved Haanden, og indførde med sig i Paradis! Jeg veed det vel ikke, om mine Med-Christne forstaae mig endnu, men jeg veed, de skal lære at forstaae det, at Kirkens Tilstand i vore Lutherske Fædres Dage, da al Christendom udledtes af Skrift-Klogskab, og henførdes til en fortvivlet Sjæls Gru under Sinai, og Trøst under Korset, saa det var kun de Afdøde fra Verden, og de Døende paa Sotte-Sengen, der følde sig levende tiltalte deraf, medens det faldt tungt og dødt, som store Liig-Stene, paa Børnenes, paa Kvindernes, paa den uerfarne Ungdoms, og dermed paa Mængdens Hjerter; denne Tilstand var ligesaalidt i christelig, som i menneskelig Forstand den naturlige, uden forsaavidt Døden er Syndens naturlige Følge, og Livet i Døden en naturlig Følge af Troen paa Ham, der, legemlig død, blev aandelig levende. Vi veed det i Grunden ogsaa godt, alle saa mange som have været christne Børn, at hvad der tiltalde os, det var ingenlunde Forklaringen eller Lære-Bogen, men kun den Bibelske Historie, Høitids-Psalmerne, og i det Høieste vore tre Troes-Artikler, med Morten Luthers barnlige Anmærkninger, og derfor maatte nødvendig alt Glimt af et levende Kirke-Samfund iblandt os forsvinde, da Bibel-Historien blev forkvaklet, Luthers Catechismus tilsidesat, og Høitids-Psalmerne afskaffede. Ja, mine Venner! hvem der har hørt min Prædiken enten for ti eller for tyve Aar 221 siden, vil mindes det, hvorledes derfor især de gamle Høitids-Psalmer var bestandig i min Mund og i mit Hjerte; og den høieste Yttring af et levende Samfund i Kirken, jeg som Præst har været Vidne til, det var ogsaa, naar i min Ungdom Psalmerne og Børne-Lærdommen blev glødende paa mine Læber, og gienlød da saa høit, giennemstrømmede da saa liflig de graahærdede Mænds og Kvinders Hjerte, at deres Øine tindrede, deres Læber istemmede lydelig, eller de hulkede som Børn, medens Hjertet smeltede i mit Liv, og Herren ligesom opstod for mine Øine! Det er derfor hverken i Dag eller i Gaar, jeg har begyndt at betragte vore Fædres Paaske-Psalmer langt mere som prophetiske Sange om den Opstandelse, vi forvente, end som historiske om vore Fædres Følelse af Livet i Christo, men det var kun først i den senere Tid: under min sidste tunge Embeds-Førelse i en mere fremmed Kreds, under de sidste christne Oldingers og Oldemødres Liig-Begængelse, at der opgik et Lys for mig over Grunden til alt Dette. Ja, det var et nyt Lys af den gamle Soel, der opgik for mit Øie over det levende Ord, hvoraf al Skrift, selv den helligste, er kun en Skygge, og fremfor alt over Ordet ved Daab en som skaber vort Samfund: skaber det Kirke-Legeme, som Aanden besjæler og opliver, men som er dødsens for os, naar vi ikke vil have det skabt giennem det levende, sikkre, mundtlige, lydelige Ord, som Aanden taler til Menigheden, men igiennem det døde, uvisse, skrevne, stumme Tegn i Bogen! Kun dette Lys var mig nyt, og med den høieste Forundring saae jeg nu Kirke-Legemets Opstandelse, paa hvilken jeg vel altid havde troet, men som jeg aldrig havde kunnet forestille mig, uden under de mest æventyrlige Skikkelser, den saae jeg nu times paa en i Christi Rige saa naturlig og simpel Maade, at nu var det ikke længer den, men Døden, der forundrede mig. Hvorledes nemlig de Christne nogensinde havde kunnet glemme, at det ikke var Skriften, men Daaben, der gjorde dem til Christne, at den hele Menigheds levende, høitidelige Vidnesbyrd ved Daaben om den Tro, vi skal alle have og bekiende, er langt sikkrere, end hvad der staaer i al Verdens Bøger, og at hvad der end staaer, eller hvad Man end vil finde i Bibelen, saa maae vi dog nødvendig, saalænge vi vil blive ved at være Christne, ubrødelig holde vor Daabs-Pagt, og udlede hele vort christelige Liv, baade her og hisset, fra vor Gienfødelse i Daaben, ved det levende Guds Ord, som varer evindelig, slides ikke op som alle Bøger, og krymper sig end 222 ikke naar Himlene sammenrulles som en Bog; hvorledes de Christne nogensinde kunde glemme denne Apostoliske Børne-Lærdom, der desuden tydelig nok indskiærpes dem giennem alle Apostel-Brevene, det var mig nu den store Gaade, og er saa endnu. Hvad jeg imidlertid endnu maa finde langt urimeligere, er det, at de Fleste af mine Med-Christne langt fra at fryde sig i dette Lys, lukke Øinene derfor, og vil med Magt have Kirke-Legemet til at blive liggende i Skrift-Graven, og jeg maa sige frit, det kommer af, at de har ikke troet paa Propheterne, eller dog ikke havt Øie for Barne-Engelen, som baade Morten Luther, og alle de barnlig Troende altid saae ved Indgangen til Graven, og lod sig lede af, og vise, hvor Herren havde ligget; thi det var denne Engel, som for mine Ørne bortvæltede Stenen fra Kirke-Graven, og satte sig paa den, ja, det var ham, som blæste Taagen bort fra mit Øie, saa jeg opdagede, som en stor Hemmelighed, hvad et Barn kan see og forstaae: at naar Kirken skal staae kiendelig og klippefast for os, da maae vi lade den blive staaende paa den Grundvold, som Herren og Apostlerne virkelig har lagt, da de grundede den, ikke med Pen og Blæk, men med deres mundtlige Ord, som var Liv og Aand, og byggede den, ligesaa lidt af Papir som afKalk ogSteen, men af lyslevende Mennesker, som troede hvad Herren vilde, og døbdesderpaa, i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, førend endnu nogen Apostel havde sat Pen til Papir, og saae Menneskens Søn staae ved Guds høire Haand, medens han, hvis Breve Man vil grunde Kirken paa: medens Apostelen Paulus endnu var den fnysende Saulus mod Herrens Discipler og vilde tvinge dem til at bryde deres Daabs-Pagt og fornægte Herren. Ja, mine Venner, det Mirakel veed jeg Barne-Troens Engel giør paa alle dem der elske ham, at de see, det er Ordet ved Daaben der har baaret Kirken, og skabt Samfundet, fra Slægt til Slægt, og at det altsaa er en Daarlighed at tilskrive nogetsomhelst Andet Æren derfor, saa del var intet Under at Samfundet blev dødt, da Man vilde have det skabt af en Pen, intet Under at Kirken syndes faldefærdig, da Man vilde grundfæste den paa en Bog, intet Under at Samfundet hos os er hardtad aldeles opløst, da Man ikke blot miskiender og ringeagter Daab og Daabs-Pagt, men forandrer Ordet, hvorpaa Alt beroer, efter eget Tykke.

Hvad der allerede for tyve Aar siden slog mig som et Lyn, i Johannes Aabenbaring, slog mig saaledes, og tændte det 223 gaadefulde Lys, hvori jeg siden vandrede, og den hellige Ild som brændte i mit Hjerte, naar jeg talede til Folket, og oplod dem Skrifterne, det har jeg hidtil aldrig udtrykkelig omtalt i Menigheden, deels fordi jeg frygtede for at vække en Grubien over den mørke Tale i vor Spaadoms-Bog, som Man skal lade forklare sig selv i Tidens Løb, og deels fordi jeg ikke kunde tale tydelig derom; det maa jeg dog nu berøre, fordi det kaster et straalende Lys paa Kirke-Legemets Død og Opstandelse, hvorom vi tale, og hvorom der skal skrives for den Slægt som kommer: for det Folk, som nu skabes til at love Herren, fordi han bygde Zion op igien, da Tiden kom: da hans Tjenere fandt Behag i dens Stene, og ynkedes over dens Gruus. (Ps. 102.)

I det store Søndags-Syn (Aab. l, 10.) som timedes Apostelen Johannes, Disciplen som Herren elskede, saae han syv Guld-Lysestager, og midt iblandt dem En som en Menneske-Søn, med syv Stjerner i sin høire Haand, med et t ve egget Sværd i sin Mund, og med et Aasyn som Solen, naar den skinner i sin Kraft. For at hverken Apostelen eller vi skulde tage feil ad hvad hermed betegnedes, sagde Menneske-Sønnen selv til ham, at de syv Lyse-Stager betød de syv Menigheder, og de syv Stjerner deres Engle, og med Barne-Øine er det da umueligt at læse Brevene til de syv Menigheders Engle, uden at betragte disse Menigheder som ligesaamange Hoved-Afdelinger, der tilsammen udgiøre den hellige, almindelige Kirke, hvor Herren altid staaer i Midten, naar To eller Tre forsamles i Hans Navn. Saaledes betragtede jeg dem da ogsaa strax ved første Øie-Kast, og skiøndt jeg dengang kiendte for lidt til Kirkens Historie, for tydelig at kunne skielne mellem dem alle, end sige da til at forstaae alle Brevenes Vink, saa gienldendte jeg dog strax den Lutherske Menighed i det femte Brev: i Brevet til Menighedens Engel i Sardes, som nu forklarer sig selv, saa lydende: saa siger han som haver de syv Guds Aander og de syv Stjerner, jeg kiender din Gierning, for du har det Navn at dulever og er død! Hold dig vaagen og styrk Resten som er døende, thi jeg har ikke fundet din Gierning fyldest for Gud. Kom derfor ihu, hvorledes du haver annammet og hørt, bevar det, og kom til Besindelse! Hvis du ellers ikke vaager, da vil jeg overraske dig som en Tyv, og du skal ikke vide, hvad Time jeg kommer over dig! Men nogle Faa har du navnlig ogsaa i Sardes, som ikke har besmittet deres Klæder, og de skal vandre med mig i Hvidt, for de er det 224 værd. Hvo som vinder Seier, skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, men jeg vil bekiende hans Navn for min Fader og for hans Engle! Hvo som haver Øren, høre hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 1. 6.)

Intet Ord vil jeg her tilføie, thi for tidlig i det Mindste beraaber Man sig paa Spaadomme, der ikke forklare sig selv, og kun fordi jeg troer disse giør det, vil jeg fremdeles, som en Spaadom om den Menighed, der nu opkommer, pege paa det følgende Brev til Menighedens Engel i Philadelphia: saa siger den Hellige, den Sanddru, som haver Davids-Nøgelen, han som aabner saa Ingen tillukker, og lukker saa Ingen oplader: jeg kiender dine Gierninger, see, jeg haver givet for dit Ansigt en opladt Dør, og Ingen mægter at lukke den, for du har et Gran af Kraft, og du har bevaret mit Ord, og du har ikke fornægtet mit Navn! See, en Gave udaf deres sataniske Samfund, der udgive sig selv for at være Jøder, og er det ikke, men lyve, see, jeg vil bearbeide dem, saa de skal komme og tilbede for dine Fødder, og kiende, at jeg har elsket dig! Fordi du har bevaret mit Standhaftigheds Ord, vil jeg ogsaa bevare dig i Fristelsens Stund, som forestaaer den hele Folke-Kreds, til Prøvelse for Jordens Indbyggere. See, jeg kommer snart, hold fast paa hvad du har, at Ingen skal tage din Krone! Den som vinder Seier, ham vil jeg giøre til en Pille i min Guds Tempel, og han skal aldrig meer gaae udenfor, og jeg vil paaskrive ham min Guds Navn, og Navnet paa min Guds Stad, det Ny Jerusalem, der neddaler fra Himlen fra min Gud, og mit det ny Navn! Hvo som haver Øren, høre, hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 7-13.)

At sammenlægge hele Brevets Indhold med den ny Menigheds Levnets-Løb, det maae vi overlade til Børn og Børne-Børn, som have seet fødes, opvoxe og virke, hvad endnu først er undfanget; men skal det sees blandt os, hvorledes de med Christo i Daaben Begravne, opreises med Ham fra de Døde, ved Faderens Herlighed, til et nyt Levnets-Løb (Rom. 6, 3. 4.), hvorunder de søge og sandse, ei det herneden, men det histoppe, hvor Christus sidder ved Guds høire Haand (Coll. 3, 1.); skal det sees blandt os, da maae vi ogsaa faae Syn paa den opladte Dør, som Ingen meer kan lukke: paa Dørren til Herrens Grav i Daaben, og derigiennem til Guds Rige, til Paradiset, hvor Guds Børn lege med Engle og voxe med Herren, og vandre med Ham, og æde af Livets Træ, saa de aldrig døe, men 225 flytte med Fryd, naar Leer-Hytten falder, som Herren siger: jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, skal overleve Døden, og Enhver som lever og troer paa mig, skal aldrig døe!

O, hvilke Kaar for os og vore Børn, som syndes aldeles forladte af Herren og Aanden, hengivne til Døden, til Spot for Verden, til Latter for Helvede! Hvor maae ikke Fædrenes Paaske-Psalmer blive søde i vor Mund, naar vi føle det opfyldt paa os, hvad der kun svævede for dem, naar vi smage Sødmen i den Herres Kalk, hvoraf Fædrene for det Meste kun smagde Bitterheden, ja, naar vi vandre som levende Beviser paa, hvorledes Han som er Naaden og Sandheden, giver altid Naade for Naade! O, hvordan skal vi takke ham værdig, hvor skal vi finde paa Ord til en Psalme, ja, til tusinde Psalmer og Lov-Sange og aandelige Viser, som svare til den Paaske-Morgen, da Marie Magdalene stod ved den hellige Grav, og saaede Taarer, men høstede Fryde-Sang, da Taarerne alt i Øiet forvandledes til smilende Engle, og blev i Graven til et speilklart Hav, hvoraf Morgen-Røden fra det Høie frembrød, med Ordet »Marie« fra Frelserens Læber! Ja, som Synerne overvælde mig i denne hellige Morgen-Stund, saa skal Forundringens og Glædens og Taknemmelighedens kiærlige Følelser overvælde Folket, som nu skabes til at love Herren, og til at see Lys i alle Grave, see smilende Engle, ved Hoved-Giærdet og Been-Enden, i Ordets den hellige Grav, som vor Hellige Skrift i Sandhed er, og ei blot see dem, men høre dem sjunge: han er ikke her, han er opstanden, men kommer kun, og seer hvor han har ligget, og høre saa Aanden tale til Menigheden netop det Samme, kun levende og forklaret, som de saae korsfæstet, afsjælet, indhyllet i Dødens Mulm, og lagt i Graven! O, hvilke Herrens Dage, naar det Troens Ord, vi prædike, saaledes vandrer lyslevende paa Aanden s saavelsom paa Veirets Vinger, og kundgiør Hans Nærværelse midt iblandt os, som selv er Guddoms-Ordet fra Evighed, det levende Ord, hvis Liv er Menneskets Lys! Da skal det kiendes, at det er intet Hjerne-Spind, uden af den Hellig-Aand, og ingen Taler-Blomst, uden Hans, hvis Ord er alle Liv og Aand, hvad vi have forkyndt, at Herren gientager sit Levnets-Løb med alle sine underlige Gierninger for vore Øine; thi det levende Guds Ord fremstiller det for os, og det aandelig Tilsvarende i vort Inderste, enten mindes vi som oplevet, eller opleve det under Ordets Hørelse, eller see det i Møde i Aandens Lys, og med den guddommelige 226 Vished som Han indgyder, der nævner de Ufødte ved Navn, og taler om det Ublevne som det Nærværende! Ei vil jeg tale her om Hverdags-Synerne, naar alle Sprog-Grave oplades med det Samme, og Folke-Stammerne i det levende Ord gientage deres Levnets-Løb for vore Øine; men det skal alle Christne see, selv i denne Morgen-Stund, at allerede her er godt at være, som hos Herren og Moses og Elias paa det hellige Bjerg, ja, som i Paradis, naar vi kun levende tilegne os Apostel-Ordet, sigende: den Gud som er riig paa Barmhjertighed, Han af sin store Kiærlighed hvormed Han elskede os, har ogsaa gjort os, som vare døde i Overtrædelser, levende med Christus, har i og med Jesus Christus ogsaa opreist os, og skikket os til Sæde i Himlene, for i Godheden mod os at vise de kommende Tider sin Naades overstrømmende Rigdom; thi af Naade er Frelsen ved Troen, en Guds Gave, uforskyldt, saa Ingen skal kunne bramme, thi vi er Hans Værk, skabte i Christo Jesu til de gode Gierninger, som Gud og fordum dannede os til, at vi skal vandre i dem (Eph. 2, 4-10.)! Derfor lad os holde Paaske, ikke med den gamle Suurdei, ikke heller med Ondskabs og Argheds Suurdei, men med Skiærheds og Sandheds usyrede Brød, istemmende Fædrenes deilige Psalme:

O, kiæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Jesu Død alt er forsvundet,
Og Seieren evig er vundet!

Amen! ja, Amen! i Jesu Navn, Amen!

AF KRØNIKE-RIIM.

Henimod Slutningen af Tyverne, da Grundtvigs to Sønner, født den 14. April 1822 og den 9. September 1824, blev gamle nok til at gaa i Skole, blev han stærkt optaget af, hvorledes han bedst skulde meddele dem en god historisk Børnelærdom, og i dette Øjemed digtede han i 1828 sine Krønike-Riim, der udkom i Begyndelsen af Aaret 18291 med Anmærkninger og med en Fortale og Indledning, der gør Rede for, hvorledes han selv bar sig ad med at undervise Børn i Verdenshistorie.

Det mesterlige Overblik over Historiens Gang, som findes i denne Indledning, udkom særskilt under Navn af Historisk Børne-Lærdom og blev indtil 1867 trykt i 7 Oplag med mindre Ændringer og Tilføjelser. Af selve Krønike-Rimene udkom i 1842 anden Udgave med mange ny Rim og »Oplysninger«, men uden »Indledning«.

Efter Forfatterens Død besørgede hans Søn Svend Grundtvig, der havde Krønike-Rimene kær fra Barndommen, en smuk tredje Udgave »med hidtil utrykte Tillæg«, 1875, og samlede deri alt, hvad der vidner om Faderens gentagne Syssel med denne »som Aandsværk og som Læremiddel lige mærkelige Bog, der vistnok er enestaaende i sin Art«.

Med Henvisning til denne fuldstændige Udgave meddeles her, foruden Fortale og Indledning til første Udgave, nogle udvalgte Riim, nemlig: Af første Udgave: II. Middel-Havet. XII. Grækenland. XX. Nero. XXV. Folke-Vandringen. XLII. Gustav Adolph. XLIII. Friedrich den Eneste. XLV. Napoleon Bonaparte. LII. Den Christne Tro, hvormed Samlingen slutter. - Af anden Udgave (1842): Paradis. Ebræer, Græker og Romere. Island.

*
228

Krønike-Riim
til
Børne-Lærdom
med
Indledning og Anmærkninger
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Dage skal Dagene svare,
Og Nætter hinanden opklare!

Kjøbenhavn, 1829.
Forlagt af den Wahlske Boghandling.
Trykt hos C. Græbe.

229

Fortale og Indledning.

Ingenlunde siger jeg mig fri for den Egenkiærlighed, som tilhvisker os, at hvad vi skrive, kunde i Grunden hele Verden have godt af at læse, men jeg smigrer mig dog kun med det Haab, at hvem der ellers læser mine Bøger, ei vil forsmaae disse Riim-Blade; og i Grunden har jeg kun skrevet dem for mine egne Børn, og for Deres, der troe som jeg: at Historien giver den sande Menneske-Kundskab, og at man desaarsag bør gjøre Alt hvad man kan, for at lokke de Smaa til Dens saakaldte Labyrinth, lette dem Veien, og hindre Forvirringen.

Hvorvidt nu denne lille Bog kan svare til sit Øiemed, det kommer vistnok (som alt Saadant) paa en Prøve an, der først kan giøres, naar man har den; men dog maatte jeg tage meget feil, om den ikke, i en betænksom Lærers Haand, skulde yde Bekvemmeligheder, han i andre Bøger forgiæves vilde søge!

Maaskee var det bedst hermed at slutte Fortalen, men da Bogen dog er beregnet paa en Lære-Maade, der ikke er den sædvanlige, vil jeg heller være Nogle for vidtløftig, end maaskee netop dem for kort, der helst vilde følge mit Raad.

Det er da min Maneer, uden alle Bøger, at begynde med Land-Kortet og det historiske Kort (Tidens Strøm) og mundtlig, paa det Korteste og Enfoldigste, at sige Lærlingen, hvilke store Omskiftelser Verden har lidt i de Dage og Dele, vi have fortløbende Kundskab om; thi dette er den historiske Grund-Kundskab, som Ingen, der skal giøre ordenlige Fremskridt, eller ogsaa kun forstaae en Historie-Bog, kan undvære, og som dog i vore Dage er hos de Fleste meget dunkel og forvirret.

Før man kan indføre Nogen i den historiske Verden, maa man vide, hvor den er, og, skiøndt den er nem at finde, har jeg dog bemærket, at de Fleste kun have en meget taaget Forestilling derom, og vil derfor anmærke, at Den bedst 230 overskues fra to kiendelige Middel-Punkter, som er Middel-Havet og Øster-Søen, og Hint, hvis Kyster udgiøre den gamle Verdens historiske Skue-Plads, er derfor det Første man skal lære at kiende. Veed man nemlig blot, hvorledes Middel-Havet ligger for de tre gamle Verdens-Dele, og hvad man kalder saavel de største Øer deri, som Landene deromkring, da veed man ogsaa, hvad det var, de gamle Stor-Folk: Perser, Græker og Romere, beilede til, og naar man derhos lægger Mærke til de asiatiske Lande fra Middel-Havet til Indus, da har man den geographiske For-Kundskab, som nødvendig behøves, for at følge Begivenhederne, til det Vestlige Riges Undergang. Man bør imidlertid, da det ingen Sag er, strax giøres bekiendt med Landene omkring Øster-Søen og Kattegat, samt den store Øe i Vester-Havet, for at man kan have det Hele i Sigte, og undgaae Afbrydelse. Da man kan lære Børn dette, omtrent saa tidlig som man vil, fristes man ikke til at gaae videre, før de er sadelfaste, men længere bør man heller ingenlunde bie; thi Geographi uden Historie er, historisk og menneskelig talt, en Ørk, hvori man ikke maa lade de Smaa omvanke længer end nødvendig, og det er derfor en dobbelt Synd, man sædvanlig begaaer, ved at trække om med dem i alle fire eller fem Verdens-Dele fra By til By, at læse Told-Ruller over ind- og udgaaende Vahre, og Mand-Tal over alle anonyme Ædere i hele Verden! Det er dobbelt Synd, thi man trætter Børnene ved at lade dem løbe efter Næsen, og lære hundrede Dele, hvoraf de ni og halvfemtsindstyve nødvendig glemmes, og man giør dem historisk talt folkeskye, eller indprænter dem dog den umenneskelige Fordom, at Hoved-Sagen ved et Land er ikke hvad Folk det føder, og for hvilket Menneske-Liv det har været Skue-Pladsen, men kun hvad Byerne hedder, hvordan Jords-Monnet falder og stiger, hvilke ædendes Vahre man finder, hvad man tjener Føden med, og hvormeget vel omtrent Mandskabet og Skatterne kan beløbe sig til. At en Napoleon, der ikke ændsede nogen Historie, uden sin egen, og søgde derfor kun at giøre den saa mærkværdig og daadfuld som mueligt, at han drev paa en saadan geographisk Underviisning, som baade han selv og hans Soldater kunde have godt af, det var naturligt; men at den drives ligesaa livløst, hvor den skal tjene til at udvikle dannede Mennesker og høilærde Mænd, det er saa urimeligt, at man har Ondt ved at troe, og maa nødvendig have ondt af at see det!

Dog, kun i Forbigaaende vilde jeg berøre en Uskik, der falder 231 bort af sig selv, naar man seer Frugterne af en fornuftig Lære-Maade, og tvivler Ingen om, det var Daarskab, naar man vilde bebygge et øde Land med to Hænder, da at stikke Grunde af paa tusinde Steder, og lægge et Par Steen til Rette paa dem hver, da skulde man heller ikke tvivle om, det er bagvendt, naar man vil lære Nogen Geographi og Historie, da at adsprede hans Opmærksomhed over hele Jord-Kloden, og saa enten forvirre ham med Snak om Alt paa een Gang, eller sætte ham i Bolt og Jern, ved at indskrænke sig til et enkelt Folks Historie uden Hoved og Hale. For at man imidlertid ikke skal tænke eller sige, det er umueligt, ved en kort almindelig Oversigt af Universal-Historien, at lægge en forsvarlig Grundvold, vil jeg give min Hjemmegjorte til Priis, kun med det Forord, at man tager den for hvad den er: et Exempel, der viser ikke blot Mueligheden men Letheden af det Forlangte, uden at giøre mindste Krav paa Fuldkommenhed i sit Slags.

De ældste Riger i Verden, som vi kiende Noget til, var det Assyriske i Asien, (med Hovedstaden Ninive ved Tigris) og det Ægyptiske i Afrika, (med Hovedstæderne Thebe, Memphis, og Sais ved Nilen) men siden blev der tre temmelig store Riger i Asien: det Mediske (omtrent det nuværende Persien), det Babyloniske (fra Middelhavet til Tigris) og det Lydiske (som indbefattede næsten hele Lille-Asien dvs. Natolien).

Alle disse tre Riger blev indtaget af et lille Bjerg-Folk, som kaldtes Perser, og boede i det nuværende Farsistan. Deres Konge, Cyrus, kom da til at raade over alle Landene mellem Indus og Middelhavet, og hans Søn Kambyses gik endnu videre og indtog Ægypten, men derimod vilde det slet ikke lykkes Perserne at indtage det lille Grækenland, (hvis fornemste Stæder var Sparta og Athenen) og Kong Serxes, som kom derover med en forfærdelig stor Flaade og Krigs-Hær, maatte være glad ved at slippe tilbage til Asien paa en lille Baad.

Siden kom der en Konge i Macedonien (tæt nordenfor Grækenland) som hedd Alexander den Store, og han fik alle Grækerne med sig over til Asien, og sloges der med Perserne, saalænge til han indtog Alt hvad de havde eiet, saa han blev endnu mægtigere end Cyrus! Det varede imidlertid ikke længe, førend Alexander den Store døde, og saa blev Riget efterhaanden splittet ad i mange Dele, men der blev dog strax tre temmelig store Riger: et i hver Verdens-Deel, nemlig det 232 Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien, (med Hovedstaden Antiochien ved Orontes) og det Ægyptiske i Afrika (med Hovedstaden Alexandrien ved Middelhavet) og dertil kom siden endnu et Fjerde, nemlig det Parthiske Østen for Euphrat (med Hovedstaden Ctesiphon ved Tigris).

Alle disse Riger, (saanær som det Parthiske) og desuden mange andre Lande, blev indtaget af Romerne som havde hjemme i Staden Rom, som ligger i den mellemste Deel af Italien, og var bygt længe før Cyri Tid, (af Romulus omt. 750 f. Ch.) men Romerne blev ikke mægtige paa eengang, som Perser og Græker, de krøb, til de lærde at gaae, og sprang ikke før de blev store.

I Roms Barndom var Etruskerne Hoved-Folket i den mellemste Deel af Italien, Samniterne i den nederste Deel, og Gallerne i den Øverste; men allerede i Alexander den Stores Tid var baade Etrusker og Samniter nær ved reent at bukke under for Romerne, og halvtredsindstyve Aar derefter begyndte allerede Romerne at tænke paa Indtagelsen af Sicilien.

Paa Sicilien stødte imidlertid Romerne sammen med et mægtigt Sø-Folk, som var kommet fra Phoenicien, men boede nu i Nord-Afrika, i Staden Carthago (omtrent hvor Tunis nu ligger) og kaldtes derfor Carthaginenser, og med dem førde Romerne tre mærkværdige Krige, som man kalder de Puniske. Den første puniske Krig opkom da paa Sicilien, og allerede ved den mistede Carthaginenserne hvad de havde paa Sicilien, og i det Hele deres Herredømme paa Middelhavet. Nu skyndte Romerne sig da ogsaa at undertvinge Gallerne i Øvre-Italien, og i den anden puniske Krig fik de aldeles Bugt med Carthago. Denne Krig opkom i Spanien, hvor Romerne ikke kunde lide, Carthaginenserne gjorde Erobringer, og i den saae det en Tidlang meget farligt ud for Rom; thi Carlhaginensernes Anfører, Hannibal, gjorde sig saa dristig at gaae baade over Pyrenæerne (Bjergene imellem Spanien og Frankerig) og over Alperne (mellem Frankerig, Schweits og Italien) og trængde ned forbi Rom, men Rom fik han dog ikke, og mens han var i Italien, tog Romerne ikke alene Spanien, men gik over til Afrika, og satte Skræk i Carthago. Hannibal maatte nu skynde sig hjem at forsvare Carthago, men blev slaaet (af Romeren Scipio) og fik ikke engang Lov til at døe i sit Fædreneland. Den tredie puniske Krig opkom i Afrika selv, fordi Romerne var ikke rolige, førend de fik Carthago reent lagt i Gruus, og det lykkedes dem.

233

Samme Aar (146 f. Ch.), som Romerne ødelagde Carthago, indtog de ogsaa Corinth (i Grækenland) og fuldendte dermed Erobringen af Macedonien og Grækenland, og nu gik det rask med Lille-Asien, Syrien og Ægypten, Alt maatte bukke, Gallien (som nu hedder Frankrig) indtog Romerne under Julius Cæsar, og da Augustus blev deres første Keiser, eiede de alle Landene omkring det store Middel-Hav.

Rige Folk faaer sjelden Nok, og saaledes gik det med Romerne, de vilde ogsaa undertvinge Partnerne i Asien, og Germanerne i Europa, men det kunde de ikke, saa deres Grændse mod Østen blev Euphrat i Asien, og Rhinen i Europa. De vilde ogsaa undertvinge den store Øe i Vesterhavet, men fik kun den sydlige Deel ikke den nordlige, som hedd Albanien (nu Skotland).

Det var under Keiser August, at Christus blev født i Jødeland, de som troede paa ham kaldtes Christne, og Christendommen udbredte sig stærkt i hele det Romerske Rige; men Nero, det Afskum, og mange af de følgende Keisere, som vilde selv holdes for Guder, forfulgde de Christne gruelig med Ild og Sværd, og førde derved Krig med deres bedste Undersaatter, indtil Keiser Constantin den Store selv blev Christen, og bygde sig en ny Hovedstad oppe ved det sorte Hav, som efter ham blev kaldt Konstantinopel. Dette skedte trehundrede Aar efter Christi Fødsel, og da havde allerede enstund Folk oppe fra det sorte Hav og fra Landene omkring Øster-Søen begyndt at giøre Indfald i det Romerske Rige, men det blev dog først ret Alvor hundrede Aar derefter, da Keiser Theodos den Store havde deelt Riget imellem sine to Sønner: Arcadius og Honorius. Arcadius fik den østlige Deel (Donau-Landene, Thracien, Macedonien og Grækenland i Europa, Lille-Asien og Syrien i Asien, og Ægypten i Afrika) med Konstantinopel til Hovedstad, og Honorius fik den vestlige Deel (Italien, Gallien, Britannien, Spanien, og Nord-Afrika) med Rom til Hovedstad. I Rom talde man Latin, men i Konstantinopel talde man Græsk, derfor kalder man det øst-romerske Rige det Græske Keiserdom, men man kalder det ogsaa det Byzantinske, fordi Konstantinopel hedd i gamle Dage Byzants.

Det vest-romerske Rige blev lige fra Begyndelsen plaget af raae og krigerske Folkefærd, som Romerne med eet Navn kaldte Barbarer, (især af de asiatiske Hunner under Attila) og førend det endnu havde staaet i hundrede Aar, deelde Folk fra Landene omkring Øster-Søen det imellem sig.

234

Angler, Sachser og Jyder (Angel-Sachser) indtog Britannien (under Hengst og Hors) og kaldte det England; Vandaler (under Genserik) tog Nord-Afrika, Frankerne (under Klodovigdvs. Ludvig) tog Gallien, og kaldte det Frankerig, og af Gotherne, som var deelt i to Stammer, tog Vest-Gotherne (under Alrik) Spanien, og Øst-Gotherne (under Theodorikdvs. Didrik af Bern) Italien.

Det Øst-Romerske Rige havde bedre Lykke, thi det blev gammelt, og der var en Keiser som hedd Justinian den Første, som havde det Held, at en af hans Generaler (Belisar) tog Nord-Afrika fra Vandalerne, og en Anden (Narses) tog Italien fra Øst-Gotherne, men det varede dog ikke længe, før ogsaa dette Rige fik sin store Plage og snævre Grændser, især ved et nyt erobrende Folk, som opstod i Asien, og kaldes Araberne.

Halv-Øen Arabien (sydost for Middelhavet og østenfor det røde Hav) var fra Arilds-Tid beboet af omvankende og indbyrdes splidagtige Stammer, men sexhundrede Aar efter Christi Fødsel, opstod der en stor Mand iblandt dem, ved Navn Mahomed (født i Mekka) som indtog hele Arabien, og lovede alle dem Himmerig, der vilde troe paa ham, og føre Sværdet kiækt til hans Riges Udbredelse. Under hans Eftermænd (Chaliferne) indtog Araberne i mindre end tohundrede Aar hele Syrien og Persien, Ægypten, Nord-Afrika og Spanien, (siden ogsaa Sicilien, Sardinien og Corsika) men da de saa fra Spanien brød ind i Frankerig, blev de slaaede af Frankerne under Carl Hammer (Martel) og det store Araber-Rige (Chalifatet, først med Damask i Syrien, og siden med Bagdad ved Euphrat og Tigris til Hovedstad) sank efterhaanden, saa Tyrkerne blev det mærkværdigste Folk i Asien, og Frankerne i Europa.

Den franske General Carl Hammer, som slog Araberne (ved Tours) havde nemlig en Søn som hedd Pipin den Lille, og stødte Klodovigs Slægt (Merovingerne) fra Thronen, saa han blev selv Konge i Frankerig, og hans Søn, Carl, blev berømt over hele Verden under Navn af Keiser Carl den Store (Carl Magnus). Det Rige han stiftede var vel kun lille imod det Romerske, men det var stærke og modige Folk, han overvandt, først Araberne, som han tog et Stykke af Spanien fra, (lige til Ebro) dernæst Longobarderne, et nordisk Folk, som (under Alboin dvs. Ælfvin) havde taget Øvre-Italien fra de Græske Keisere, og truede Resten, og endelig var det 235 Sachserne (et nordtydsk Folk), som han maatte drages med i hele tredive Aar. Efter disse Seire, da Carl var Herre over Frankerig, Tydskland og den største Deel af Italien, lod han sig (lige ottehundrede Aar efter Christi Fødsel) krone til Keiser i Rom. Dette Keiser-Rige varede imidlertid kun stakket, thi Frankerig og Tydskland fik snart hver sin Konge, og Carolingerne duede ikke stort, saa de kunde for det meste ikke engang forsvare sig imod de Nordiske Vikinger (Normannerne), som nu (under Rolf) nedsatte sig i det vestlige Frankerig (Normandiet) og indtog siden Engeland, (under Vilhelm Erobrer) samt Neapel (den nederste Deel af Italien) og Sicilien (under Robert Guiskard).

I Asien blev Tyrkerne, (som havde hjemme nordenfor det Caspiske Hav,) først bekiendte som Leie-Tropper (Soldater) hos de Arabiske Chalifer i Bagdad, som de efterhaanden reent tog Magten fra, og den Tyrkiske Stamme, som først blev navnkundig, hedd Seldschukerne. Disse seldschukiske Tyrker tog næsten hele Natolien (Lille-Asien) fra de Græske Keisere, og truede med snart at tage Konstantinopel ogsaa, men paa dem blev Vingerne dog stækkede ved Kors-Togene. Saaledes kalder vi nemlig en underlig Herrefærd fra Europa til Asien (omt. fra 1100 til 1200 eft. Ch.) for at udrive Jerusalem, Jødeland, og i det Hele den gamle Christenhed, af de vantroe og grumme Mahomedaneres Hænder, og det var Noget man længe havde tænkt paa, men det blev først til Alvor, da en Franskmand, ved Navn Peter Eremit, kom hjem fra Jødeland, reed paa et Asen igiennem Italien, Frankerig og Tydskland, jamrede sig over al den Spot og Plage, de Christne i Østen maatte lide af Tyrkerne, og fortalde en Drøm, han havde havt i Kirken ved den hellige Grav (Christi Grav ved Jerusalem), hvor Jomfru Marie var kommen til ham, og havde sagt, han skulde kalde alle Christne til Vaaben mod de Vantroe. Da nu Korsets Tegn var det gamle Kiende-Tegn paa de Christne (som den Korsfæstedes Tilbedere) saa havde alle de Krigs-Folk, der gik til Asien, for at befrie den hellige Grav, Kors paa Klæderne, og derfor kalder man disse Krige Kors-Tog. Det første Korstog er det mærkværdigste, og Hoved-Manden for det var Hertug Gotfred af Bouillon, (i Nederlandene), som indtog Jerusalem, (1099) og paa dette Tog udmærkede ellers især Normannerne sig, under Robert Curthos (Vilhelm Erobrers Søn) Boemund (Robert Guiskards Søn) og hans Frænde Tancred.

236

Paa samme Tid som Kors-Riget i Jerusalem gik under, opstod der et hedensk Folk i det nordlige Asien, som kaldes Mogolerne, under deres Høvding (eller Dsingis-Khan) Temudschin (omt. 1200), som truede med at indtage hele Verden, undertvang Tyrkerne, indtog Rusland, og trængde frem lige til Grændserne af Tydskland, men deres Over-Magt varede ikke længe., og saa kom en ny Tyrke-Stamme for Orde, som efter sin første navnkundige Høvding (Othman omt. 1300) kalder sit Herredom den Ottomanniske Port. Disse ottomanniske Tyrker indtog (under deres Sultan Mahorned den Anden) Konstantinopel (Aar 1453) og bemestrede sig hele det Græske Keiserdom, som de omtrent har endnu; men det øvrige Europa, som de ogsaa truede med at indtage, fik de dog ikke, for de fandt stridbare Naboer (ved Donau og Dnister) i Russer, Polakker, Ungarer, og fik en mægtig Modstander i det Østerrigske Huus, som nu med mange andre Lande ogsaa fik Ungern under sig.

Østerrig i sig selv er kun et lille Hertugdom (ikke engang saa stort som Nørre-Jylland) paa begge Sider af Donau i Syd-Tydsklarid, men Hertugerne der, havde (i det 15de og 16de Aarhundrede) Lykken saa besynderlig med sig, at det lod, som de skulde deelt Europa med Tyrkerne, og været Keisere i hele det vestlige Romerske Rige, ligesom de Tyrkiske Sultaner i det Østlige. De kom da ogsaa til at føre den Keiser-Titel, som Carl den Store havde antaget, thi den havde Kongerne i Tydskland tilegnet sig, og efterat der havde været Tydske Keisere af adskillige Huse, især Sachsiske, (Henrik Fuglefænger og Otto den Store) Frankiske (Henrik den Fjerde) og Schwabiske (Frederik Rødskiæg, og Frederik den Anden) kom Kronen til det Østerrigske Huus, og af det var Frederik den Tredie, som regierede i Tydskland, da Tyrkerne indtog Konstantinopel. Hans Søn, Keiser Maximilian den Første, blev Herre over alle Nederlandene (Landene ved Nordsøen, Rhin, Maas og Sehelde) og Maximilians Sønnesøn, Carl den Femte, blev tillige Herre over hele det Spanske Rige, som da var det mægtigste i hele Christenheden.

Med Spanien var det nemlig gaaet saaledes til, at Vest-Gotherne, som, da Araberne indtog Landet, var flygtet op imellem Asturiens Bjerge, oprettede snart to Smaa-Riger (Navarra og Leon) som Araberne ikke kunde undertvinge, og disse Riger udvidede sig efterhaanden til to store (Arragonien og Castilien) som næsten indbefattede hele Spanien, og blev, kort efter 237 Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, forenede ved Giftermaal mellem Ferdinand i Arragon og Isabella i Castilien. Araberne mistede nu ogsaa Granada, som var det Sidste, de eiede i Spanien, og Ferdinand, med Tilnavn den Catholske, blev tillige Herre over Neapel og Sicilien, men hvad der især gjorde den Spanske Magt frygtelig, var Amerikas Opdagelse, som ogsaa skedte under Ferdinand med Spanske Skibe, af den berømte Genueser Christoffer Columbus. I Amerika indtog Spanierne de store Riger Mexiko og Peru, hvor Bjergene var fulde af Guld og Sølv, og da Ferdinand var sønneløs, tilfaldt det store Herredømme hans Daatter-Søn, Carl den Femte, der, efter sin Farfader Maximilian, tillige blev Keiser i Tydskland, og Herre over Nederlandene. Havde der ikke paa samme Tid været en tapper Konge i Frankerige, (Frands den Første) og havde Carl ikke, ved at sætte sig imod Morten Luther, (som 1517 stod op imod Paven) gjort sig mægtige Fiender i Tydskland selv, kunde det seet galt nok ud for Europa, thi Carl havde Lyst nok til at raade ene, var kiæk og klog, og havde Ryggen fri for Tyrkerne, da hans Broder Ferdinand var blevet Konge i Ungern og Bøhmen. Nu kom han imidlertid ikke videre end han var, og det Østerrigske Huses Magt deeldes derpaa imellem hans Broder Ferdinand, som fik Østerrig og Keiser-Værdigheden, og hans Søn, Philip den Anden, som fik Nederlandene, og det Spanske Rige, med Alt hvad dertil hørde. Vel var man endnu i hele hundrede Aar bange for det Østerrigske Huus, og Frankerig fik megen Roes for sin bestandige Strid med det, men den Westphalske Fred havde neppe endt Trediveaars-Krigen, og slukket Sorgen, før man maatte grue for Frankerig, der ogsaa virkelig overvældede Europa, og vandt (for et Øieblik) en Enevolds-Magt, der ikke havde havt sin Lige siden det gamle Roms Dage.

Fra det 11te Aarhundrede af, (da Carolingerne uddøde), har Frankerig kun havt een Konge-Stamme, nemlig den Capetingiske (efter Hugo Capet); men den sidste Green deraf kaldes den Bourbonske, som arvede Thronen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, og En af disse Bourboner, Ludvig den Fjortende, var allerede Naboerne saa overlegen, at de kun ved et almindeligt Forbund, som Engeland stod i Spidsen for, kunde holde ham Stangen. Dette var i Slutningen af det Syttende Aarhundrede, men dog var det først i Slutningen af det Attende, og i Begyndelsen af det Nittende, Frankerig med Rette blev en Skræk for hele Europa. Der skedte nemlig 238 (fra 1789) en Grund-Omvæltning, som vi kalde Revolutionen: Konge-Magt og Christendom blev afskaffet i et almindeligt Oprør, Kongen (Ludvig den Sextende) blev henrettet, alle fra Fortiden berømte og mægtige Slægter blev udryddede eller fordrevne, og Ny-Frankerne, som de kaldte sig, opmuntrede alle Folk til at giøre ligesom de, og lovede at hjelpe dem. Det var en farlig Sag, især fordi man længe havde anseet Franskmændene for de klogeste Folk i hele Europa, og hardtad alle Fyrster forenede sig derfor om at undertrykke den franske Revolution. Det blev en lang og blodig Krig, og, skiøndt Frankerne paa alle Sider giorde stor Fremgang, havde man dog kanskee faaet Magt med dem, dersom der ikke var opstaaet en stor Mand, som gjorde Ende paa den umaadelige Forvirring, hvor Alle vilde byde og Ingen vilde lyde, og denne Mand hedd Napoleon Bonaparte.

Bonaparte var egenlig en Italiener, født paa Korsika, men Korsika hørde nu til Frankerig, og Bonaparte var en ung fransk Officer, da Revolutionen begyndte. Han blev imidlertid for sin Tapperhed snart General, indtog til Alles Forundring hele Italien paa een Sommer (1796), og nødte Keiseren i Østerrig, som var Frankerigs haardeste Modstander, til at slutte Fred. Siden seilede han over til Ægypten, og indtog det, men da Østerrig imidlertid brød løs paa ny, og, ved Hjelp af Russerne, indtog Italien, skyndte Bonaparte sig hjem, bemægtigede sig Regieringen (under Navn af Første-Consul) gik over Alperne, hvor man troede det var umueligt, og vandt den berømte Seier ved Marengo (Aar 1800), som gjorde Sagen klar. Nu sluttede Alle Fred med ham, han gjorde sig (under Navn af Napoleon den Første) til Keiser i Frankerig og Konge i Italien, gjorde siden En af sine Brødre til Konge i Holland, en Anden i Spanien, og en Tredie i Westphalen (som var et nyt Kongerige, han oprettede i Nord-Tydskland) og skiøndt især Engeland og Østerrig var utrættelige Modstandere, gjorde dog længe hver ny Krig ham mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med Østerrig og Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.

Dog, da den Russiske Keiser Alexander den Første ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau, (1812) og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne brændte selv Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet den halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne 239 Flugt i Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu Alt, (1814) saa nær som Keiser-Titelen, og den lille Øe Elba, (vestenfor Italien) og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig, men næste Aar (1815) kom Napoleon igien med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik den over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igien paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preuserne, som var først kommet paa Benene, og Preuserne (under Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engellænderne (under Wellington) kom bag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved Waterloo) var det forbi med Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engellænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen St. Helena (ved Afrika) hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnets-Løb 1821.

Ved Napoleons Fald fik Europa nogenlunde sin forrige Skikkelse igien, med fire saakaldte store Magter: Engeland og Frankerig i Vesten, Østerrig i Syden, og Rusland i Østen og Norden. Preusen, der under Napoleon var saa godt som opløst, regnes nu sædvanlig igien for den femte store Magt, men er dog ikke at regne mod de Andre.

Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er del ellers i Tidens Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først Tyrus det, (til Alexander den Stores Tid) og siden Dens Aflægger Carthago (indtil de Puniske Krige) og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især Genua, Pisa, og Dronningen for dem Alle, Venedig. Dette varede til 240 Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom Afrika) til Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed, (som før var gaaet over det røde Hav, Alexandrien og Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de Mægtigste i Amerika, bar dog Portugiserne Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog Portugal, (under Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra Spanien, fortrængde Portugiserne i Ost-Indien, og i det Syttende Aarhundrede var Holland Dronning paa Havel Endelig kom Engeland, i det Attende, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, blev Engeland enevældig saavel i Ost-Indien som paa Havet.*)

Omtrent i dette Omfang bør Historien, efter mine Tanker, først meddeles mundtlig, og, naar det er gjort til gavns, mener jeg, disse Krønike-Riim, der levere Omridset til en Universal-Riimkrønike, kan være til Nytte, deels for deri at giemme, hvad man har lært, og deels for derved at føres til nærmere Bekiendtskab med de mærkværdigste Mænd og Folke-Færd! Man vil nemlig finde, at Endeel af Rimene er aldeles som Fod i Hose, medens der i Andre med Flid nævnes Endeel, der ei kan forudsættes bekiendt, men skal oplyses ved en Anmærkning, der i Hukommelsen vil følge med det Ord i Rimet, den er bundet til. For nu at lette Brugen af disse Riim med Spørgsmaals-Tegn, tilføier jeg en lille Række Anmærkninger i Bogstav-Orden, hvori jeg stræber kortelig at give de Oplysninger, de Fleste kunde ønske, og, skiøndt det med slige Giætninger er en mislig Sag, bør de dog forsøges, især da alle livlige Børn, som holdes til at læse med Efter-Tanke, derved kan lære sig selv Endeel med lidt Umage, I Øvrigt er det mit Forsæt at udarbeide en prosaisk Oversigt af Universal-Historien, omtrent af samme Størrelse som Joh. Müllers bekiendte fire og tive Bøger i tre Bind, hvor, saavidt mueligt, slet Intet nævnes, uden hvad der tillige fortælles efter Kilderne, saa Børnene veed hvad det er, de læser om. Hermed skulde (Fædrenelands-Historien uskadt, der bør behandles som en egen Sag) den universal-historiske Cyklus sluttes, som jeg vilde fordre giennemvandret af dem, der gaae til Høi-Skolen, og jeg tør mene, de kom der da, vel med langt * 241 færre Mænds og Byers Navne, Slægt-Registere og Aars-Tal, men ogsaa med langt bedre Beskeed om de store Handlinger og Giernings-Mænd i Tidens Løb, og med anderledes Deeltagelse i Menneske-Slægtens vidunderlige Levnets-Løb, end det nu sædvanlig skeer.

Nu kan man vide, fra hvilken Side dette Forsøg skal betragtes, og hvordan det kan benyttes, men jeg er saa vant til, at Alt hvad jeg giør, skal kaldes galt, at jeg maa vente det dobbelt om et første Forsøg, der ikke blot har mange virkelige Mangler, men er vaabenløst mod hvem, der vil betragte det skiævt, enten som en Riim-Krønike, der heel igiennem skulde forstaaes af sig selv, eller som en Række historiske Digte, der skulde kunne fyldestgiøre den æsthetiske Kritik. Alt hvad jeg herom kan sige, er, at det skal være mig omtrent det Samme, hvorledes man bedømmer Bogen, naar man kun vil benytte hvad man finder brugbart; thi da Livlighed var Hoved-Sagen, maatte jeg udelade Adskilligt, der nu ikke vilde flaske sig, og meddele Resten i den Form det vilde blive livligt for mig, enten det saa var den mest eller den mindst skikkede til Hensigten. Oplever Bogen flere Oplag, mens jeg lever, skal jeg giøre mit Bedste med at forbedre den, og jeg veed, den kan egenlig Ingen være i Veien, saalænge den er den eneste i sit Slags.

Christianshavn d. 27de Decbr. 1828.
N. F. S. Grundtvig.
242

II. Middel-Havet.

Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei,
Det veed slet Ingen saa godt som jeg!
Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide
Fra alle Hjørner til Vands mig ride,
For Trilling-Jetten det huged bedst,
At have mig til sin Mellem-Hest!
Især Europa jeg har paa Nakken,
Thi mens jeg roses af Falske-Blakken,
Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs;
Saa dyrt jeg kiøber hans Ære-Vers,
Paa Græsk og Romersk, paa Fransk og Spansk,
Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk!
Dog maae de Viser mig velbehage,
Hvori man priser de gamle Dage,
Da om mig dreied sig Alt paa Jord,
Som skinned i Øst, i Syd og Nord,
Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,
Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!
Men hvad jeg kan for min Død ei lide,
Er Æventyret fra Avinds Side:
At Pokker i Vold, og stik i Vest,
Der findes hvad Folk nu huger bedst!
Lad Guld der findes som Gruus i Grav,
Der findes dog aldrig et Middel-Hav,
Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst,
Som høit det vidne, at her var lyst,
Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed,
Hvor Guld nu glimrer i Vester-Leed,
Og blænder dem, som ei agte paa,
Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!

243

XII. Grækenland.

Jeg var et Land saa lysteligt,
I mine unge Dage,
Saa yndefuldt og folkerigt,
At knap der fandtes Mage!

End gaaer der om al Verden Ry
Af Børnenes Bedrifter,
Af Skjalde-Sang i høien Sky,
Og tankefulde Skrifter!

Paa Argo vist der var ombord
Med Jason ingen Kryster,
Da han om Gylden-Skindet foer
Til Svarte-Havets Kyster!

Med Agamemnon Folke-Drot,
Og med Akil hin Snare,
Ved Ilions det høie Slot,
Man saae min Adel-Skare!

Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald
Dog Herkules man giver,
Homeros var min Hoved-Skjald,
Og Herodot min Skriver!

Blandt mine mange kloge Mænd,
Som Stjerner To mon tindre:
Vær Sokrates og Platos Ven,
Dog Sandheds ei desmindre!

Blandt mange Stæder, hver og een,
Paa Konst og Kæmper rige,
Ei vilde Sparta og Athen
Hinanden Rangen vige!

Vel op de randt af fælles Rod,
Som Dorer og Ioner,
Men fremmed før end fælles Blod
Medbeilere forsoner!

244

Lykurg og Solon, hist og her,
Gav Love, som var fine,
Men Sparta har det Lov især,
At godt hun fulgde sine!

Med Perserne paa Liv og Død
Som Løver streed de Begge,
Spartaneren dog Æren nød,
At han stod bedst for Egge!

Med Folk som Græs fra Perser-Land
Kom Serxes over Bølge,
Hvem, tænkde han, tør holde Stand,
Mod slig en Flok i Følge?

Det saae han i det snevre Pas
Imellem Oetas Bjerge:
Spartaneren Leonidas
Han var min Lande-Værge!

Vist ved den gamle Retter-Gang
Athen ei tabde Sagen,
Veltalenhed og Kløgt og Sang
Der spurgde kiækt om Magen;

Der overleved Platos Huus
Dog længe sin Indbygger,
Befolket er Athenens Gruus
Nu kun med Penne-Skygger!

Fuldlænge under Tyrke-Band
Jeg visnet laae og øde,
Det dønner høit dog over Strand,
At jeg staaer op af Døde!

Mainotten er end Tyrkens Gru,
Hvor Spartas Grund man søger,
Oplive kan maaskee endnu
Hans Mund Athenens Bøger!

Ja, meer end dem: hans Breve med,
Som Alter-Flammen tændte
Paa Græker-Aandens Offer-Sted,
For Gud, den Ubekiendte!

245

Om da end Tyrken sprang i Flint;
For Skyggen af hans Maane,
Fra Salonichi til Corinth
Skal Dagen meer ei daane!

I Choret da med Sang og Dands
Skal mine Piger træde,
Og offre hver sin Rosen-Krands
Paa Alteret med Glæde!

XX. Nero.

Ikkun den er fri at nævne,
Som kan giøre hvad han vil;
Hvem der sparer paa sin Evne,
Veed ei hvad den duer til;
Derfor gjorde vel og ilde
Jeg iflæng, alt som jeg vilde!

Heraf følger jo tillige,
Man kan giøre Sort til Hvidt,
Saa det intet har at sige,
For hvem der kan handle frit,
Hvad han giør, naar som en Kryster
Ei han laster hvad ham lyster!

Seneca og Burrhus, begge,
Lærde mig, at jeg var fri,
Ved at slaae de gamle Giække,
Jeg bestyrked dem deri;
Var det Løgn, for egen Brøde
Og for min de skulde bøde!

Uden Forskiel Folk og Frænder,
Som det lysted mig, jeg slog;
Guld jeg gav med begge Hænder,
Som jeg gav, jeg ogsaa tog;
Prøved Alt hvad prøves kunde,
Som det Gode, saa det Onde!

246

Jeg og prøved Christendommen,
Deels med Staal og deels med Ild,
Prøven dog var ufuldkommen,
Thi, langt meer end Guldet gild,
Skal den (sagde Sancte Peder)
Prøves i hvad bedre heder!

Alle Konster, alle Dyder,
Prøvede jeg i en Hast,
Prøved alle Feil og Lyder,
Had og Yndest, Roes og Last,
Prøved, som jeg nødig vilde,
Og tilsidst at fare ilde!

Tant det er med eget Tykke,
Støvet kun sig drømmer frit,
Ei engang en livløs Skygge
Mægted jeg at vorde kvit,
Mindre det, som, da jeg endte,
Hedere end Ild mig brændte!

XXV. Folke-Vandringen.

Bisse-Læder vel i Sko
Findes alle Dage,
Selv hvor med Citronen groe
Blomster uden Mage;
Men at hele Folke-Færd
Bisse om med Spyd og Sværd,
Sjeldent er til Lykke.

Der, hvor Jernet groer i Fjeld,
Buerne i Skove,
Drengene i Vinter-Kveld
Feie Skridt paa Vove,
Der var Folk med Staal i Arm,
Det var Folk med Iis i Barm:
Skyther og Barbarer!

247

Volde kan, hvor Jøkler staae,
Snee-Skrid Midler ringe;
Det kan hist en Gemse-Taa,
Her en Fugle-Vinge!
Saa i Vovehalse-Vang
Volde kan et Vink, en Sang,
Lange Kæmpe-Reiser!

Det var fire hundred Aar
Efter Herrens Komme,
Da i Rom og Maglegaard
Kraftens Tid var omme.
Riget som et Arve-Gods
Mellem Børn af Theodos
Skiftet til at smuldre!

Da med Hunner fra Nord-Ost
Atle foer saa fage,
Han, som kaldte sig uroest
Selv en Lande-Plage,
Det han var med Ild og Sværd,
Dyrisk var hans Herre-Færd,
Djævelsk var hans Glæde!

Dog, kun Ørk er Dyre-Lodd
Mark er Mande-Sæde,
Hunner faldt for Egg og Odd,
Mennesker til Glæde!
Haardt paa Haardt kun holder Styr,
Vilde nok, men dog ei Dyr,
Gother var at nævne!

Alrik, med en Folk af dem,
Pyrenæer-Dalen
Kaared til sit andet Hjem,
Byggede paa Valen,
Grundede paa Romer-Gruus
Der et Gothisk Konge-Huus:
Borgen i Toledo!

Keiser-Thronen nu i Rom
Stod paa skiøre Suler,
Styrted end før Thjodrik kom,
For en Flok Heruler,
248 Men dog kun for Gothen fim,
Hynde laae paa Gylden-Skrin:
Thronen i Verona!

Det var Diderik af Bern,
Høvdingen for Riser,
Om hvis Navn end holde Værn
Nordens Kæmpe-Viser,
Skiøndt i Apenniners Land
Stakket kun holdt Gothen Stand,
Sank i Romer-Gruset!

Vester-Havets Dronning-Øe
Haardt det fik at finde,
At indvandre over Sø
Folk kan faae i Sinde,
Der kom Hengst og der kom Hors,
Med fuldsvart et Britte-Kors:
Gridske Angel-Sachser!

Gallien dog værre foer,
Der løb Alfar-Veien,
Gother gik i Hunne-Spor,
Saa kom Hurlum-Heien,
Og Burgunder, Alleman,
Hver tog Sit, med Negl og Tand,
Holdt det, mens de kunde!

Klodovig kom sidst og bedst,
Karl var han for Hatten,
Slog fuldmangen Mand af Hest,
Tog saa hele Klatten,
Franker hedd hans Kæmpe-Trop,
Selv de brat sig kaldte op
Flaut i Frankerige!

Saa hver Strids-Mand tog sin Part,
Vester-Keiserdommet
Blev udskiftet i en Fart,
Gik som det var kommet!
Hvor Karthago sank i Gruus,
Genserik et Konge-Huus
Reiste for Vandaler!

249

Længer paa sin Helsot bar
Øster-Keiserdommet,
Skiøndt med Narses, Belisar,
Ei til Kræfter kommet;
Selv det Bane-Saar sig gav,
Sank saa Led for Led i Grav,
Tusind Aar om Døden!

XLII. Gustav Adolph.

Hvor vittige Dværge
Udhamre af Bjerge
De Gothiske Sværd,
Som aldrig kan døves,
Og silde kun sløves,
Med Hjelme i Færd;
Hvor Bønderne Bjørnen kan tæmme,
Der havde min Kæmpe-Trop hjemme!

Hvor Skyerne blaane,
Hvor Soel, og hvor Maane
Har hver sig et Slot,
Hvor herlig de funkle,
Og er dog kun dunkle,
Mod Lys-Rigets Drot,
Hvor Liv har i Løndom sin Kilde,
Did svang jeg mig aarle og silde!

Hvor Strids-Mænd som Trolde,
Saa bistre, saa bolde,
Drak Menneske-Blod,
Hvor Børnene fromme
Bad Frelseren komme,
Som evig er god;
Derhen, ved et Vink fra det Høie,
Vi stævned med funklende Øie!

250

I Vallensteins Mærke,
Den Kolde, den Stærke,
Stod Iis-Bjerg og Staal!
I Tillys, den Fule,
Den gloende, hule.
Stod Helvedes Baal:
Han spared ei Liv eller Lemmer,
Han levned kun gnistrende Emmer!

En Sky over Jorden,
Med Regn, og med Torden,
Er Troldenes Knæk;
Den Leipziger-Byge
Lod Baalet kun ryge,
Det slukdes i Lech!
Kan Røsten vel Tordneren hæve,
Og Bjergene skulde ei bæve!

Nei, bæve de maatte,
Med Throner og Slotte,
For Døn over Dal;
Den Keiser med Kolden,
For Isbjerge-Trolden
Sig bøied i Sal,
For hidtil, med Torden i Tørning,
End trodsed den stolte Eenhjørning!

Som Torden med Trolde,
Saa mødtes vi Bolde,
I Blot-Maaneds Ny!
Saa stanges, saa stødes,
Saa brydes, saa blødes,
Ei tit under Sky;
Jeg fandt, jeg mit Maal havde fundet,
Men Han der mig sendte har vundet!

Ved Luzen jeg blegned,
Men høit, før jeg segned,
Det runged i Fjeld,
Og, medens mit Øie
De evige Høie
Betragted i Kveld,
Da revned de Blokke med Bragen,
Som Tordneren trodsed om Dagen!

251

Lad Bannere smuldre!
Lad Bølgerne buldre
I Tidernes Elv!
Lad falde min Støtte!
Jeg kæmped og blødte
For Meer end mig selv!
Jeg brød for en Konge min Landse,
Som kroner med evige Krandse!

XLIII. Friedrich den Eneste.

Hvem er min rette Fader dog,
Undtagen den, der giør mig klog,
Med Godt tilgavns forbunden!
Hvad, uden Glemsel af den Haand,
Der os omvandt med Trylle-Baand,
Er Unatur i Grunden!

Hvem kiender ei den Mester-Haand,
Som mig omvandt med Trylle-Baand,
I denne gyldne Tale
Af Henriadens Kæmpe-Skjald,
Hvis Sang, med Viisdoms Tone-Fald,
Er Slag af Natter-Gale!

Lad Taaber kun, bag Kirke-Mur,
Sig korse for min Unatur,
I Følelsen og Smagen,
I Tunge-Maal og Reflexjon,
I tolerant Irreligjon,
Hvortil de ei saae Magen!

Jeg ligelidt dog blev Patron
For den pragmatiske Sanction,
Og Laurbær faldt ei færre
Ved Møllwiz, Rosbach, og ved Prag;
Ja, ligegod dog blev min Sag,
Og Schlesien ei værre!

252

Man har med Taarer tit fortalt,
Jeg vendte op og ned paa Alt;
Men Skam faae mine Hænder,
Om ikke, hvad jeg vendte saa,
Og fik kun daarlig til at staae,
Var galt i begge Ender!

Ja, mon jeg dog ei mangen Een
Lod staae paa sine skiæve Been,
Og Mund ad Mester vrænge;
Og mon Bag-Bæsterne ved Plov
Ei sang paa Tydsk, med mit Forlov:
Nu hviler Mark og Enge!

At Tydsk var mig et Hunde-Sprog,
Voltaires Vers min Psalme-Bog,
Og fransk Fornuft min Herre;
Blev først og sidst min egen Sag,
Og knap, om Fleer fik samme Smag,
I Verden gik det værre!

Gik det med Hoveder saa vidt,
At hver fik et, og fulgde sit,
Kom Alt i Vilde-Rede;
Men at ei fattes Faar i Flok,
Det passer vist de Sorte nok,
Som Dumhed kun giør fede!

XLV. Napoleon Bonaparte.

Smaalig man i Cabinetter
Syslede med Spindel-Væve,
Ypped, jævned Børne-Trætter,
Plukked Giæs, og spilled Ræve,
Kaldte Skaktavls-Leg Idrætter,
Hvorved Bjerge maatte bæve:
Som i Sal, var glemt paa Vale
Det Gigantisk-Colossale!

253

Daaden i de gamle Tider,
Af Sesostris, Alexander,
Mellem Døgnets Myg og Mider
Brød nu kun Bog-Ormes Pander;
Labyrinth og Pyramider
Glemdes over Tude-Kander,
Timedes den største Ære,
Naar Kritiken lod dem være!

Da, paa Verdens-Skuepladsen,
Hæved sig Revolutionen,
Pludselig, med Taler-Bassen,
Blev gigantisk Franker-Tonen,
Som et Bjerg sig Folke-Massen
Vælted over Konge-Thronen:
Over Taarn, som over Tofte,
Over alle Høie-Lofte!

Bjerget Bro, med stolte Buer,
Lagde over Maas og Rhinen,
Vildt dog, som i Jette-Stuer,
Blod man kaldte Helte-Vinen,
Mistog, under røde Huer,
Krampe-Træk for Kæmpe-Minen!
Som Blod-Igel kun, desværre,
Kolossalsk var Robespjerre!

Under ham jeg steg paa Valen,
Sank dog ei med ham i Kulen,
Vaagned pludselig af Dvalen,
Stak i Sky som Konge-Fuglen,
Slog og ned i Alpe-Dalen,
Fældte Rytteren og Mulen,
Fløi, som Straaler gaae fra Sole,
Over Lodi til Arcole!

Sønder slog jeg da og sammen
Baade Keiseren og Paven!
I Venedig Doge-Stammen
Jeg formælede med Graven!
Over Genua, med Gammen,
Brød for Corsika jeg Staven,
Blev Italiens Befrier,
Samled godt Dens Gallerier!

254

Vidt nu gik om Land mit Rygte,
Videre gik mine Tanker:
Hvad de gamle Jetter bygde,
Maale vilde jeg med Franker;
Det Gigantiske jeg søgde,
Da i Løn jeg letted Anker,
Stævnede, trods Crokodilen,
Stolt og djærv i Hug, til Nilen!

Pyramiderne jeg skued,
Under franske Maale-Snore!
Godt mig vel Cairo hued,
Dog min Hug stod til Mysore,
Der, (hvormed kun Tippo trued)
Selv John Bull at giennembore,
Før paa Samorinens Throne
Smykked ham Stor-Moguls Krone!

Dog end styrer Folk og Sværde
Skæbnen, meer end eget Tykke,
Andensteds var Stort paa Færde,
Did mig vinked Cæsars Skygge,
Over Britters Bølge-Giærde
Did bar Snekken Cæsars Lykke!
Der og lønned Diademet
Løseren af Stats-Problemet!

Klavre kan fiirskaarne Britter,
Gaae til Tops paa Alp og Snekke;
Knap dog Foxer eller Pitter,
Om for Een de gik end Begge,
Med min Tvær-Sæk Stien bitter,
Op og ned ad Klippe-Vægge,
Som til Æren var den rette:
Veien til Marengos Slette!

Længe nok har Preusen pralet
Af sin Friedrich uden Mage,
I Berlin har Hanen galet
For hans Mester mange Dage,
Der, som Franker-Idealet,
Med Forlov kun lod det brage,
Kom og gik med Hat og Kaarde,
Uindbudt, i Kongers Gaarde!

255

Ja, hvor er det Fastlands-Hjørne,
Hvor ei sporedes min Finger,
Hvor ei mine Keiser-Ørne
Stak i Sky, og slog med Vinger,
Hvor ei, selv blandt vilde Bjørne,
Om min Daad end Drapen klinger!
Mig indskrænked kun, som Jorden,
Strand i Vest, i Syd og Norden!

Britter blegned bag Canalen,
Trodsed dog paa Orlogs-Stavne,
Fnøs, da Penne-Strøg i Salen
Lukkede dem alle Havne,
Sørged for, at ei paa Valen
Værk og Glands jeg skulde savne,
Lured trædsk paa Jovis-Fugle
I den Spanske Røver-Kule!

Stolt jeg dem dog Ryggen vendte,
Giæsted Ørken med de Kiække,
Blegned ei, da Moskau brændte,
Blinked ei for Odd og Egge!
Buen kun, som Skæbnen spændte
Kunde Ørnens Vinger stække,
Fælde ham med Iistap-Pilen,
Som ei sank for Torden-Kilen!

Frost og Snee-Fog, Storm og Hunger,
Sammensvor sig mod de Bolde,
Gade-Viser rask besjunger
Tabte Næser, Tæer kolde,
Men ei tusind Skjalde-Tunger
Skildre Kampen uden Skjolde,
Da vi hist, i Vinter-Mørke,
Prøved med Naturen Størke!

Blodig Graad for sine Stærke
Maatte Frankrig vel udøse,
Stille under deres Mærke
Sine ranke Kæmpe-Knøse,
Men al Verdens Brynje-Særke
Kløve dog ei Skiægge-Løse;
Med al Verden til sin Fiende,
Maa sig selv man overvinde!

256

Det jeg gjorde, da med Seire
Nederlaget jeg beredte,
Og da hele Verdens Leire
For min Hoved-Stad sig bredte!
Ingen Mod-Vind skal henveire
Blomsterne, jeg da opledte,
Der jeg, sænkende min Landse,
Tog for Kroner Offer-Krandse!

Dog, fra Lunden, hvor jeg dvæled,
Skæbnen vinked mig tilbage,
Vilde end til Efter-Mælet
Lægge Daad i hundred Dage,
Hvor jeg som et Liig besjæled
Levningen af Kæmper strage,
Kyste, uden Magt og Lykke,
Hele Verden med sin Skygge!

Slaget med de tvende Hære,
Er et Ridder-Spil at nævne,
Til den faldne Keisers Ære,
Som sin Død end vilde hævne,
Og slet Ingen af de Kiære
Den forhadte Arving levne,
Saa, hvormed end Britten pranger,
Han kun trætted min Gien-Ganger!

Kun som Ikke-Keiser maatte
Jeg hans Klippe selv beklæde,
Selv mit Bryst for Griffen blotte,
Som udhuggede med Glæde
I min Lever sig en Grotte,
Til et kiøligt Aften-Sæde!
Huult det gjalder over Vove:
Griffen hedd Sir Hudson Love!

Under Hyld paa St. Helene
Ingen Taarer mig hugsvale,
Men, som mine Bauta-Stene,
Alper skal til Sønnen tale,
Sandt udtrykke, tør jeg mene,
Det Gigantisk-Colossale,
Som med Gru man saae opstige,
I mig fra de Dødes Rige!

257

LII. Den Christne Tro.

Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom til Live,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart det kan beskrive!

Usynlig er jeg, fremfor Alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende!

Vel fremmed, paa hver Plet af Jord,
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt, hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme!

Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
En Torne-Krands, og Korsets Bul,
Hvortil jeg mig kan hælde!

Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark, i Syd og Nord,
Hvor Melk og Honning rinde!

Og naar jeg misted hvad, af Jord,
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor,
Ved mine Venners Grave!

Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne!

Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ei og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op,
Og sid blandt Kongens Giæster!

258

Det Ord, i attenhundred Aar,
Befolket har mit Rige,
Skiøndt altid paa min Kirke-Gaard
Et Kors var Himmel-Stige!

Min Gaade er et Guddoms-Ord,
Som skaber hvad jeg nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord,
Og Klipperne udjævner!

Med Det indvier jeg min Daab,
Velsigner jeg mit Bæger,
Saa hist udspringer Livets Haab,
Og her det vederkvæger!

Med Det jeg skaber gode Kaar,
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar,
Og springe over Grave!

Med Det jeg skaber Viin af Vand,
Og Paradis af Ørke I
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!

Mit Rige kaldes Christenhed,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed,
Hvormange der er mine!

Kun det er klart, de er det ei,
Som ei mig vil bekiende,
Og at jeg løi, ifald min Vei
Gik ei til Verdens Ende!

Men dog, saa vist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt beseire,
Er Sandhed Ordet i min Mund,
Og Gud i mine Leire!

Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt,
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Verdens Lyst, og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!

259

Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ei Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde!

Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde!
Jeg kroner ligefuldt mit Aar,
Med Frugtbarhed og Grøde!

Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Og prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!

At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand,
Det skal da Verden lære!

Det kiendes skal, naar, som en Soel,
Jeg straaler brat med Størke,
Adspredende, fra Pol til Pol,
Alt Hedenskabets Mørke;

Opvækkende de tørre Been
Til Liv af Jakobs Grave,
Fremlokkende af Stok og Steen
En deilig Blomster-Have;

Udstraalende den Herres Glands,
Som aabenbar kun døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen Ham kan møde!

Ja, naar Han kommer i det Blaa,
Da er mit Værk tilende,
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende!

Om Han end tøver, troe Ham dog!
Han Ingen har bedraget,
Som, trods al Prat om Billed-Sprog,
Paa Ordet Ham har taget!

260

Paradis.

Jeg er ikke længer, saavidt man veed,
Hvor tit jeg søgdes, i Østerleed,
Men Billede mit i Blomster-Ord
Dog svæver end over den hele Jord,
Hvor Øre man har for mit Hædersnavn,
Som Glædernes gamle Fødestavn,
Som Edens Have med Livets Træ,
Hvor alle Smaablomster staae godt i Læ,
Som Rosengaarden ved Livets Væld,
Hvor Maanen har ikke Skaar og Kvæld,
Hvor Solen skinner og Lærken slaaer,
Og Solen varmer det hele Aar;
Hvor Moder kan sige sin Datter forvist:
Om dig synger nu lille Fugl paa Kvist,
Hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
Hvor Alle hinanden har inderlig kiær,
Hvor Alting gaaer muntert med Arbeid som Leg,
Hvor Ingen faaer Nykker og Ingen faaer Nei;
Hvor Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
Hvor Fader og Moder skal aldrig døe,
Hvor Alting voxer og bliver stort,
Og kiger i Sky ind ad Himlens Port,
Hvor Englene immer gaae op og ned,
Og hviske til de Smaa hvad Ingen veed:
Hvor deiligt der er over Stiernetop,
Som selv de skal see, naar de kommer derop!

Aartusinder svæved jeg saa, til Lyst
Og Længsler søde i Smaafolks Bryst,
Paa Skjaldes Tunger, for deres Syn,
Som røres kunde af Aandens Lyn,
Som tændes kunde af Hiertets Ild,
Naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skialdens Sang,
De drømde om mig fuldmangen Gang,
De saae ogsaa Glimt af min Yndighed
I Aftenrøden og Hjemmets Fred,
261 I Pindsetiden, naar Skov blev grøn,
Og Bølgen sig krused mild og skiøn,
I Barndoms-Tiden, naar den svandt hen,
Men fløi som en Fugl forbi igien!

Saa lytter, I Smaa! naar Skjalden slaaer
Guldharpen om Livets Rosengaard!
Ei paa hans Læbe skal døe mit Navn,
Med det han synker i Støvets Favn,
Og haaber at vaagne i Gladhjem brat:
Hans Øines Lyst og hans Hiertes Skat,
Hans Blomsters Eng og hans Bøges Lund,
Hans jævne Mark mellem Bælt og Sund,
I Fredens Hegn, bag de Bierge blaa,
Han immer stirred vemodig paa!
Ja, vænner jer til hans Billedstil!
Saa springer der ud af hver Blomst et Smil,
I Kraftens Fylde og Heltens Priis
I see da og Glimt af Paradis!

Ebræer, Græker og Romere.

Tre Folk som disse ei Verden saae,
Og aldrig kan deres Navne forgaae,
Saalænge som Øine, brune eller blaa,
Der kastes fra Støv mellem Stierner smaa;
Saalænge paa Jord der end fødes en Søn,
Som Morgen-Røden kysser og finder skiøn;
Saalænge i Verden sig løfter en Haand
Dumdristig med Lykke mod Ord og Aand!

Ebræeren, han giorde al Verden viis
Paa hvad for en Gud, den skylder Priis,
Og hvordan vi alle af Guddoms-Rod
Paa Jorden udbredtes med samme Blod,
Og hvordan i Tidens Fylde skiøn
En Kvinde fødte Guds ældste Søn,
Til Verdens Frelser fra Død og Dom,
Til alle Slægter at kvæde om!

262

Os Grækeren viiste med Haand og Mund,
Hvad kiønnest klæder i allen Stund,
Ja, kiønnest i Kirke og kiønnest i Sal,
Og kiønnest paa Torvet og kiønnest paa Val!
Da Talerne døde og Sangerne tav,
Man saae det paa Stenene ved deres Grav,
Med Penne-Strøg selv de afbilded til Nød
Det driftigste Liv og den deiligste Død!
Saa deilig var Døden, at til den endnu
Forgiæves saa vide staaer Læsernes Hu,
Som ikke begribe, paa Fastland og Øe,
At græsk man maa leve, om græsk man vil døe!

Os Romeren lærde, hvad Hænder formaae,
Naar sammen de holde og sammen de slaae,
Og flittelig bruges med Vid og Forstand
Til Gavn eller Skade for Folk og for Land!
Den Lærdom, han gav os, den var saa stærk,
At Skyggerne af hans Hænders Værk,
Som Spidser og Streger paa Blad i Bog,
Kiøs Livet af mangen en Skolepog,
Og sætter end Skræk i Kæmpers Børn
For Kløerne af den skudte Ørn!
Der sidder i Nord dog en lille Pog,
Og staver med Saga i Billedbog,
Naar han bliver voxen i Tid og Rum,
Og dandser med Havfru paa Havets Skum,
Da seer han paa andet end Kinden rød
Hvad Forskiellen er mellem Liv og Død,
Og vælger ei Døden, om nok saa smuk,
Men smiler ad alle de Dødes Muk,
Og lever paa Græsk, saa godt han kan,
Med Øie paa det »forjættede Land«,
Og bruger kun Romerske Kneb og Spyd
Til Spøgelser, Trolde og al Udyd!

263

Island.

Iisklædt, med Ild i Barmen,
Jeg staaer paa Nordisk Grund,
Hos mig var meer af Varmen
I Haand dog end i Mund!

Om det er mig, de Gule,
I Grækenland og Rom,
Har kaldt og skiældt for Thule,
Ei bryder jeg mig om;

Men at Latin berømmes
Saa høilig hos mig nu,
Derved selv lis maa ømmes,
Saa det er mig en Gru!

Som Romer-Spyd og Pile
Mod Mjølner i sin Drift,
Saa er Latinske Stile
Mod Islands Sagaskrift!

Syvhundred Aar tilbage
Jeg lagde Haand paa Værk,
Det lærde jeg af Brage,
Og ei af nogen Klerk!

Min Haand var ei saa valen,
Den godt jo tøedes op,
Ved Aandepust i Dalen
Fra Hjerte-Bjergets Top!

Med Blæk at balsamere
Den Fugl fra Tungenæs,
Som flyver uden Fiere,
Jeg lærde ei af Giæs!

Den Fugl med Sange sine,
Om Balder og om Thor,
Og alle Kæmper fine,
Som Ære vandt i Nord,

264

Den fløi med Odins Ravne,
Vidt over Bjerg og Søe,
Og saae fra Luftens Bavne
Storværk paa Hav og Øe!

Den kom fra Asers Porte,
Den kom fra Alfers Hjem,
De Hvide og de Sorte,
Og sang iflæng om dem!

Den kom fra Norne-Salen,
Den kom fra Ygdrasil;
Bar Vidnesbyrd fra Valen
Om hvert et Lykke-Spil!

Den svæved over Heden,
Hvor Thurs i Ormeham,
Paa gyldne Æg i Reden,
Sprang over Klingen Gram!

Den svæved over Gunner,
Som slog, med Banesaar,
Guldharpen mellem Hunner,
I Aties Ormegaard!

Den svæved over Krage,
Dengang, en Morgen kold,
Med Kornet uden Mage,
Tilsaaet blev Fyrresvold;

Og da, for Guld det røde,
Om Nat han høsted Staal,
Da over Kæmper døde
Sang Fuglen Bjarkemaal!

Den sang om dem i Leire,
Som Odin Asamand
Paa Vuggerne gav Seire,
Fra Skjold til Hildetand!

Den svæved over Runer,
Som staae den Dag idag,
Og sang om Lykkens Luner
I Braavals Kongeslag!

265

Den svæved over Norge,
Som faldt, forladt af Thor,
Med alle sine Borge,
Ved Gny i Bukkefjord!

Den svæved over Stranden,
Med Flokes Offer-Ravn,
Og over Landnams-Manden,
Som skabde Islands Navn,

Og over Stolpevraget,
Fra Asers Himmerig,
Som, under Valhalds-Flaget,
Flød op i Reikavig!

Der bygged Den sin Rede,
Med Ingulf, under Tag,
Og mellem Kæmper vrede
Den døbdes Farimag!

Den sang for Ungersvende,
Om Kraftens Gubber graa,
Paa Odd og Hlidarende,
Og over Øxeraa!

Og ved Dens Mindesange
Imellem Klipper graa,
Der tindred Øine mange,
Som Stjerner paa det Blaa!

Da voxde Mod i Bringe
Og Lyst til Herrefærd,
Da voxde Vid paa Thinge,
Idrætten, fjern og nær!

Til Nordens Konge-Sale,
Hvoraf gik Ry endnu,
Til Kæmpeskridt paa Vale,
Stod mine Sønners Hu;

Paa Reiser til det Fjerne,
Til Rom og Maglegaard,
At prøve Haand og Hjerne,
Dem tykdes Jarle-Kaar!

266

Og Fuglen, trods sin Ælde,
Dog gierne fulgde med,
Til gamle Norges Fjelde
Og Øster-Saltets Bredd!

Med mangen Islandsfarer
Den over Bølgen blaa,
I Øst med Graafelds-Varer,
Lod over Havet staae!

I Danmark og i Norge,
Og selv i Holmegaard,
Den flagred om i Borge
Endnu tohundred Aar!

Den bar da mine Skjalde,
Som Ridder Høg paa Haand;
Hvor Luren hørdes gjalde,
Den fløi i Ledebaand!

Saa flagred Den ved Svolder,
Og over Stiklestad,
Og, mellem Døds-Herolder,
Ved Stanfords Birtings-Bad!

Den fandt, med Halfred, Naade
For Trygges bolde Søn,
Men fik med Haarderaade
Sit Banesaar i Løn!

Den sygt kun pipped siden,
Og paa sin Død den bar,
I Stormen og i Striden,
Med Sigurd Jorsalfar!

Ved Herrens Grav, med Egge,
Omsonst de gjorde Bod,
Og badede sig Begge
Med Bram i Jordans Flod!

Af Helsot Fuglen døde,
Paa Straa i Maglegaard,
Og ingen Klokker løde
Da Den blev lagt paa Baar!

267

Den kom dog hid tilbage,
I Munins Færgebaad,
Og da mig lærde Brage
For Uraad end et Raad!

Det var at balsamere,
Med Blæk i Kalvskinds-Vang,
Den Fugl foruden Fiere,
Med al sin Minde-Sang!

Vel hundred Aar, og flere,
Jeg brugde al min Flid,
For ret at balsamere
Den Fugl fra Arildstid;

Den og i min Iskielder
Saa vel forvaret laae,
At dertil, Saga melder,
Man aldrig Mage saae!

Ei var det til at kiende,
At, fra den sorte Død,
Trehundred Aar til Ende,
Den laae i Gravens Skiød!

Sig selv, i alle Dele,
Den ligned paa et Haar,
Og slumred, i det Hele,
Som Den var død igaar!

Derom ei Fugl paa Kviste
Vel sang femhundred Aar,
Deraf dog paa det Sidste
Nu Ry i Norden gaaer!

Jeg mærked det paa Sangen,
Som over Hav kom hid,
Ensteds i Svane-Vangen
Laae Æg fra Arildstid!

Jeg kan det ei begribe,
Jeg kan det ei forstaae,
Hvordan af dem tillive,
Der nys kom Fugle smaa,

268

Men grandt jeg det kan høre,
De er af gammel Art,
Thi Tonen i mit Øre,
Den sidder velforvart!

Om Aser lydt de kvæde,
Og Skjoldungers Bedrift,
Om Ingulfs Stole-Sæde,
Og Islands Saga-Skrift!

Trods hele Romer-Valen
Og trods Athenes Lund,
Hos mig nu Jøkul-Dalen
Er ægte classisk Grund!

Thi Sangen, rosenmundet,
Det har for Dagen hragt,
At af mig er oprundet
Hvad i mig var nedlagt!

Saa brug nu dine Kræfter,
Grammatikalske Rom!
Giør først mig dette efter!
Hvis ei, din Pral er tom.

CHRISTOFFER COLUMBUS.

I Tilknytning til Krønike-Riim meddeles her et Digt, som
Grundtvig skrev i London under sin tredje Englandsrejse i Som-
meren 1831, og som bærer Præg af det Syn for »Storværk«, som
Forf. fik ved at færdes derovre. - Digtet blev offentliggjort i
Den Nordiske Kirke-Tidende, 1833, Nr. 8. Efter det bevarede
Udkast er der indført enkelte Rettelser i Teksten. Jfr. Poet. Skr. V.
Nr. 83.

Christoffer Columbus.
(Skrevet i London.)

Mens Aar-Tusinder henskred,
Helte-Slægterne uddøde,
Over Hav i Vester-Leed
Saaes en gylden Aften-Røde,
Skabde tit hos Mand af Muld
Morgen-Drøm om røden Guld!

Der, saa drømde mangen Skjald,
Under Bølgen tusind Mile,
I guldtakte Sølver-Hall
Sole-Drotten gaaer til Hvile,
Badet der i Livets Flod,
Op han staaer som Mælk og Blod!

270

Der, i Kveld og Morgen-Gry,
Drotten, naar han gaaer og kommer,
Skaber Haven under Sky,
Som har daglig Vaar og Sommer,
Gylden Høst og Gammens Kaar:
Hesperiders Abild-Gaard!

Hellas med sit Himmel-Blaa,
Sit Arkadien og Tempe,
Fri dog ei for Skyer graae,
Kunde Længselen kun dæmpe,
Hvor den nøiet, Aar for Aar,
Var med Sommerfuglens Kaar!

Hvor den sig med Ørnen svang,
Stak i Sky paa stærke Vinger,
Bedre end af Vox i Vang
Danned' dem en Vølunds-Finger,
Melkarths Suler, som din Høi,
Hellas, vidt den overfløi!

Mens Aar-Tusinder henrandt,
Dykked' Fugl i Tidens Strømme,
Til man regnede for Tant
Alle Skjaldes Morgen-Drømme,
Alt hvad mellem Vogn og Pram
Sukked' for en Fjeder-Ham!

Dog end over Spanske-Sø
Staaer en gylden Aften-Røde,
Og for Hesperiders Øe
Kinder paa dens Kyster gløde,
Skjalden faldt, men Kæmpen staaer
Modig end med Rim i Haar.

Seer du hist den Vandrings-Mand
Med sin blege Søn ved Haanden!
Saa i Muldvarp-Tid om Land
Med sit Haab gaaer altid Aanden,
Med sit himmelvendte Blik
Leder om en Lædske-Drik!

271

Hvad er Nød, naar Hjælp er nær!
Klostret, viet til vor Frue,
Hist i Aften-Rødens Skiær
Blinker under Himmel-Bue,
Bank kun paa, du Vandrings-Mand,
Der faaer Aanden Brød og Vand!

Porten aabnes, Haanden med,
Drengens matte Øine tindre,
Faderens paa Havets Bredd
Under hvalvte Bryn ei mindre,
Lede bag den Spanske Søe
Efter Hesperiders Øe!

Vandrings-Mand! Guds Fred med dig,
Hvor du staaer i dybe Tanker!
Staaer din Hu dertil, da siig,
Hvo du est, og hvor du vanker!
Saa fra milde Læber klang
Hilsen god i Kloster-Vang!

Bænket sad i Kloster-Hall
Giæsten som en Drot paa Thronen,
Det var Helten Christoval,
Beilende til Konge-Kronen,
Det var, med et gammelt Ord,
Fjerdings-Fyrsten paa vor Jord.

I den Sommer-Aftenstund
Tiden fik med Ordet Vinger,
Saa han maled' med sin Mund,
Saa han tegned' med sin Finger,
Som om hjemme havde han
Selv i Vestens Gaade-Land;

Hvor med Blaamænd gik i Bad
Ferdinand og Isabelle,
Der kom Bud og der kom Blad
Fra den snevre Kloster-Celle;
Til Cordovas Konge-Hall
Der kom Nyt med Christoval!

272

Ingensteds vel mere Lyst
Var til Guld og grønne Skove,
Der og i et Dronning-Bryst
Tanker høie kom til Hove,
De sig over Bjerg og Søe
Svang til Hesperiders Øe!

Hør, du sære Vandrings-Mand,
Vaaben-Brag og Klang af Lure!
Styrtende du seer paa Stand
Granadas de stolte Mure;
Da, med Silke-Seil i Raa,
Far, saavidt som Sky er blaa!

Muren sank, og Haabet steg,
Meer end seile Kæmpen turde,
Kongen rød og Hofmand bleg
Blev, da saa han tog til Orde:
Drot! hvor dig jeg baner Vei,
Throner du og raader jeg!

Seer du ham med Rim i Haar,
Rynker i den ædle Pande,
Kæmpen med de bange Kaar,
Skal hans store Planer strande?
Bærer ham, for Hest paa Hav,
Nu kun Mulen til hans Grav!

Alt i trende Snese Aar
Banket har det store Hjerte,
Plantet Haab i Kongers Gaard,
Drømt om Fryd og høstet Smerte,
Sidder dog, til Heltens Død,
Lige høit i Lyst og Nød!

Dronning! saa i Sal det klang,
Helten, som tør Alting vove,
Finder vist den Drot engang,
Som tør lidt for meget love;
Husk, en Verden bydes fal,
Prut ei meer med Christoval!

273

Høit det lyder: Hei og Ho!
Byt din Mule for en Tofte!
Dronningen fra Pinos-Bro
Vinker dig til Høie-Lofte;
Hvor du lander, kom ihu,
Throner hun, og raader du!

Seer du, hvad et Syn er værd:
Konge-Flag paa Pære-Skuden,
Skibene til Langveis-Færd
Eet med Dæk, og to foruden,
Roret ligt en Konge-Vaand
I den kiække Styrmands Haand!

Naar af dunkle Moder-Skjød
Tidens Lys-Alf, Dag, udspringer,
Før end Soel gjør Kinden rød,
Hanen ryster sine Vinger,
Mæler høit i Morgen-Gry:
Brat opstaaer en Verden ny!

Saa gjør Christoval i Stavn,
Knevrer høit med Snekke-Vinger,
Styrer ud af Palos Havn,
Før end Morgen-Klokken ringer,
Under Hurra-Raab i Sky
Dages brat en Verden ny!

Syv Gang1 Ti er Støvets Aar,
Syv Gang Ti var Prøvens Dage,
Snekken med de store Kaar
Fløi som Fugl i Luft saa fage;
Een endnu kun under Sky
Ventede en Verden ny!

Det var ham, hvis Helte-Aand
Stod i Pagt med Aften-Røden,
Og med Ham, hvis høire Haand
Udvei bane kan fra Døden,
Vinker aldrig til en Grav
Sine ud paa vildne Hav!

* 274

Kast den Kogler overbord!
Længe nok han kikked' Stjerner,
Længe nok med Trolddoms-Ord
Han forvirred' Folke-Hjerner;
Høre han kun selv derpaa!
Saa det lød i hver en Vraa.

Seer I hist den Fisk paa Hav,
Som kun under Klipper1 leger,
Her den pænt udskaarne Stav,
Som dog vel paa Fingre peger?
Saa fra Heltens Læber flød
Talen mellem Liv og Død!

Over Bølgen som et Speil
I den milde Aften-Svale
Skibet gik for fulde Seil,
Ondskab laae med Frygt i Dvale,
Helten kiæk i Lyfting stod,
Stirred' efter Vaande-Bod!

Peder, hvidsked' han, kom hid!
Kom, Rodrigo! med det Samme,
Stirrer begge med mig did,
Hvor jeg seer den blege Flamme,
Er det Blink fra Sky, fra Strand,
Eller mon ei Lys i Land?

Lys i Land, om vi har Syn,
Begge med hinanden svare,
Under Heltens hvalvte Bryn
Tindred' da to Stjerner klare,
Tykdes sige: Morgen-Soel
Melder bedst, hvi Hanen goel!

Dølge sig til Soel gik op
Dog for Dagskjær Land ei kunde,
Land! det lød fra Mærse-Top,
Land! gjenlød fra alle Munde;
Ære-Skud da kvad i Sky
Født er os en Verden ny!

* 275

Seer Du Helten purpurrød,
Som i Kaabe saa paa Kinder,
Konge-prud og Kvinde-blød1,
Knæle, hvor han Thronen finder!
Hør hans Tunges Ære-Skud
Høit i Sky for Guders Gud!

See nu staaer han op fra Muld,
Som Jord-Klimpen, Guds Aand danner,
Folder ud med Kors og Guld
Glad sin Dronnings Hoved-Banner,
Svinger prud det Helte-Sværd,
Gud ham gav til Herre-Færd!

Seer Du Snekken, som et Vrag,
Som en Spaan paa Verdens-Havet!
Seer Du Liget under Brag
I Vox-Lagen svøbt, begravet!
Heltens Haab sit Liv har endt,
Efterladt sit Testament!

Skal da, efter Nornens Dom,
Kun en æventyrlig Sage
Seile i en Tønde tom
Fra Amerika tilbage,
Som om for den Verden ny
Helten favned' kun en Sky?

Nei, see hist i Konge-Hall,
Hvor de studse, hvor de lytte,
Medens Helten Christoval
Skildrer dem Caciquens Hytte,
Vester-Ledens Feelands-Kaar,
Hesperiders Abildgaard!

Vel endnu paa Teios Bredd
Avind lurer, Dolken truer,
Men paa Slangerne urædd
Som paa Dybet Helten skuer,
Og ved Konge-Blikkets Lyn
Avind taber Sands og Syn!

* 276

Ja, see hist, i Palos Havn
Atter vaier Konge-Flaget,
Og med meer end Konge-Navn
Seier-Herren staaer paa Vraget,
Medens Klokker høit i Sky
Kime for en Verden ny!

Seer Du Snekkerne i Flok,
Hvor Columbus foer alene,
Seer Du glimre meer end nok
Sølv og Guld og Ædel-Stene,
Til den gamle Verden bly
Bøier dybt sig for den Ny!

Efter tre Gang hundred1 Aar,
Vel med Suk maa Skjalden sande,
Hesperiders Abildgaard
Laae ei bag de store Vande,
Kasted' kun sin Skygge breed
Over Hav, hvor Soel gaaer ned!

Yndig Vaar og gylden Høst,
Sølv og Guld og Ædelstene
Skabe ingen Skjalde-Røst,
Hvad end Støvets Trælle mene,
Skabe ikkun skyggeviis
Skinnet af et Paradiis!

Ligefuldt dog Christoval!
Mens Aar-Tusinder henrinde,
Om dit Navn i Helte-Tal
Slynge sig et Ære-Minde!
I dit Kjøl-Vand Mange foer,
Faa kun traadte i dit Spoer!

Underfulde Kæmpe-Kaar
Har de straalende Bedrifter,
Storværk Manddoms-Vexten naaer
Kun i mange Maane-Skifter,
Haand i Haand hos Kæmpen gaaer
Soel i Blik og Rim i Haar.

277

Alle hartad nu som Een
Drømme dog i Barne-Ælde,
At dem reiste Bauta- Steen
Storværk i sin hele Vælde,
Drømme, at til evig Tid
Mindes skal en Times Iid!

Derfor kun med Trække-Naal
Sammenkiædes nu Idrætter,
Drapen kun i Dværge-Maal
Som for Knøse Krandsen fletter,
Og paa Skuespiller-Viis
Førend Helten døer hans Priis!

Hvor er nu de Gude-Børn,
Hvor er nu de Kæmpe-Sjæle,
Der sig aarle svang med Ørn1
Over Muldets Grændse-Pæle,
Slog i sildig Aften-Stund,
Høit med Lærken, graae som hun!

Ak, de svæve over Sky
Og de hvile under Mulde!
Naar skal Dagen atter grye,
Som fordriver Dødens Kulde,
Naar skal atter paa vor Jord
Daaden gjøre Drapen stor?

Naar i Skyen rosenrød
Aanderne til os neddale,
Og fra Jordens Moder-Skjød
Heltene staae op af Dvale,
Aldrig før i Morgen-Gry
Dages kan en Verden ny!

*
SKAL DEN LUTHERSKE
REFORMATION VIRKELIG
FORTSÆTTES.

I Sommeren 1828 sluttede Theologisk Maanedsskrift med en Efter-Skrift af Grundtvig, censureret den 6. August 1828. Samme Aar forlod A. G. Rudelbach Danmark for at blive Superintendent i Glauchau i Sachsen. Aaret efter tiltraadte Grundtvig sin første Englandsrejse. Men den utrættelige Magister J. C. Lindberg fortsatte den begyndte Kirkekamp med en lang Række skarpe Angreb paa Rationalisterne. I Aarene 1830-32 udgav han Maanedsskrift for Christendom Og Historie, og heri skrev Grundtvig, efter Hjemkomsten fra sin anden Englandsrejse i Sommeren 1830, nedenstaaende Afhandling, der i 1863 udkom i ny Udgave.

Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?*

Spørgsmaalet om Reformationens Fortsættelse hørde for endeel Aar siden til de Yndlings-Themaer (paa Dansk: Liv-Stykker) Tilhørerne vel kunde blive kiede, men Prædikanterne ei trætte af paa Allehelgens-Dagene; thi ligesom Man om de gammeldags Præster ikke uden Føie bemærkede, at naar de lovede at behandle deres Gienstand i Korthed og Enfoldighed, glemte * 279 de sædvanlig det Første over det Sidste, saaledes var det unægtelig Skaden hos de nymodens Præster, som lovede at gjøre Alting kort og godt, at de glemte det Sidste over det Første. Nu vil jeg vel ingenlunde nægte, at Snak har vi Nok af, og at den Snak, der har ingensteds hjemme, er altid lang nok; men derfor tør jeg dog ligefuldt mene, at hiin store Vending i Menneske-Aandens Historie, som vi med eet Ord sædvanlig kalde Reformationen, er noget saa Dybt, Omfattende og Følgerigt, at den korte Proces dermed slet ikke duer, og at hvem der, efter en løselig Betragtning, fortæller os enten at den bør gaae i Staa, eller gaae videre, giorde meget bedre i, at tie bom stille, til han havde lært, hvad det i Grunden vil sige.

Det kan her ingenlunde være min Hensigt, udførlig at behandle det hele store Spørgsmaal, da det er Kirke-Reformationen, der for Øieblikket maa ligge mig, og alle christelige Præster saa tungt paa Hjerte, at selv om vi troede at kunne tjene Verden med et godt Raad i hvad den skatter anderledes høit, maae vi indtil videre lade den gaae sin skiæve Gang, og hytte eller sprænge sig selv, som den kan bedst. Jeg har derfor med Flid indskrænket Spørgsmaalet til den Lutherske Reformation, som den der havde mest med Kirken, og mindst med Verden at skaffe, og naar jeg alligevel forudskikker nogle Vink, om den store Soelhvervs-Tid i det Hele, da er det enten blot fordi Talen derved falder bedre og naturligere om Kirkens Uhr og Time-Glas, eller dog kun tillige fordi jeg, som Historiker og som Dansk, giør hvad jeg ikke kan lade.

Hvad der, ligesiden jeg begyndte at faae Øinene op for de store Optrin paa Verdens Skue-Plads, som noget ganske Andet end dem enten paa Kongens Ny-Torv eller paa Vester-Bro, især har slaaet mig ved Blad-Vendingen i det femtende og sextendeAarhundrede, er den Betragtning, at det ligesaavel i Aandens som i Legemets Verden blev langt lettere at angribe Andre, end at forsvare sig selv, og langt mere sædvanligt at rive ned, for at bygge op efter sit eget Hoved, end at vedligeholde og forbedre det allerede Bestaaende. Det har desaarsag immer siden været en farlig Tid for Alt, hvad der enten selv var fra ifjor, eller grundede sig dog paa noget Saadant, og ligeledes en farlig Tid for Alt, hvad der ikke klarlig, ved at slaae fra sig, kunde godtgiøre sin Kraft. Men nu er vore Stater og Tunge-Maal ligesaavel som den Christne Kirke fra ifjor, og vore dybeste Følelser er med Nødvendighed de dunkleste og mest værgeløse, og den ny Retning har derfor været saa revolutionær i 280 Menneske-Livet, at nu næsten Alt, hvad Fædrene bygde, er sunket i Gruus, og alle de dunkle men stærke Baand, der skabde saavel hvad vi kalde de naturlige Forhold, som det borgerlige og det kirkelige Samfund, ere, om ei brustne alt, saa dog nær ved at briste.

Tænke vi nu som Rousseau, at baade de borgerlige og kirkelige Samfund er i Grunden umenneskelige, og have giort langt mere Skade end Gavn, og at selv de saakaldte naturlige Forhold mellem Mand og Qvinde i Ægteskab og mellem Forældre og Børn, er tunge, unaturlige Lænker, som hindre Menneske-Aanden i sin fri Udvikling, og forurolige Menneske-Hjertet, see, da maae vi naturligviis juble ved at see den gyldne Tid saa nær, som Opløsningen af alle Samfund nu synes at være. Men tænke vi med Gru paa en Tilstand, hvori Folk, med alle den ny Verdens Laster, som vi ingenlunde see er i Aftagende, stræbde at tilegne sig al den raa Tilstands Vildskab og Uregierlighed, da er det vist paa den høie Tid, at vi ret alvorlig betænke, om der ikke skulde gives Midler til at forebygge, eller dog forhale Opløsningen af Kirke, Stat og Alt, hvad der kun ved fælles Opoffrelse kan bringe fælles Gavn, og sætte giensidige Skranker for de Enkeltes Balstyrighed. Da imidlertid nu Erfaringen lærer, at det gaaer med afgiorte Tids-Retninger, som med stærke Strømme, der vel lade sig indskrænke, men ei afdæmme, saa gives der aabenbar kun eet Raad, som duer, i det Man ret omhyggelig adskiller det Væsenlige i hvad Man vil vedligeholde, fra alt Andet, hvori Foranderligheden er, om ikke ønskelig, saa dog taalelig. Derfor nødte Revolutions-Erfaringen selv de tøileløse Franskmænd i forrige Aarhundrede til at indsee, at Foranderligheden af Stats-Forfatninger maatte have en Grændse, skiøndt den de satte, ved at dele den lovgivende Magt mellem de Unges og Gamles Raad, lignede deres egen Letsindighed, og bar Frugter derefter. I det nittende Aarhundrede er Man omtrent blevet enig om, at i Stats-Forfatninger betrygges Grund-Fastheden bedst ved et Adels-Kammer, som det engelske Over-Huus, men uden at ville foregribe Erfaringens Dom herover, som snart vil falde, tør Man dog nok paastaae, at enhver ubestemt Indskrænkning af Foranderligheden, der bliver stor, liden eller ingen, efter nogle enkelte Personers Klogskab, Mod og Kraft til at bestemme og overholde den, er i en oprørt Tid kun et nyt Giærings-Stof, saa skal Noget hjelpe, enten i det ene Samfund eller i det Andet, maa det være en klar Udvikling af hvad Samfundet staaer og falder med, og som 281 derfor under alle Omskiftelser maa være uforanderligt. Kommer det ei dertil, eller findes der ikke da i Samfundet Villie og Kraft til at bevare denne Kierne, der er som Hjertet i Planten, og som Bevidstheden i Mennesket, da er et uopreiseligt Fald uundgaaeligt, da forgaaer Samfundet, som Planten gaaer ud og Mennesket gaaer fra Samlingen; udvortes physisk Magt afløser da al indvortes aandelig Forbindelse, og Tilstanden bliver en uophørlig Vædde-Strid mellem Tøileløshed og voldsom Undertrykkelse (Anarchie og Tyrannie) om hvilken der bedst kan fortære, og først tilintetgiøre det opløste Samfunds Bestand-Dele, en Vædde-Strid, som den Ormene i Graven føre med Forraadnelsen.

Saalænge Skolen (de Oplyste) skatter Varigheden af det kirkelige og borgerlige Samfund, vil man snarere regne for Meget end for Lidt til det Væsentlige, der maa bevares uforandret; men naar Skolen, drevet og forblindet af Egenkiærlighed, miskjender Samfundets Nødvendighed, trodsende paa den Overlegenhed, Kundskab og Forstand under alle Omstændigheder synes at kunne hævde sig, da vil Man enten forkynde Samfundene aaben Feide, eller udgive et tomt Blændværk for det Væsentlige, der skal bevares, og saaledes er det nu allevegne i den protestantiske Deel af Verden, der, som den meest udviklede og oplyste, ei alene maa ansees for det egenlige Menneske-Hjem, men ogsaa beherske Tanke-Gangen hos de Oplyste overalt. To Ting have imidlertid de Høilærde og Velvise glemt, da de dog regnede paa, at ingen Forandring er saa gal, og ingen Forvirring saa stor, at jo deraf er Noget at lære, og at de Lærvillige maae, trods alle Omskiftelser, trænge til Skolen; thi for det Første glemde de, at Coursen paa alt Aandeligt synker i samme Forhold som den raa physiske Magt gjør sig giældende, saa jo njeer Man kan udrette uden Kundskab og Klogskab, og jo mindre Man kan udrette med dem, desmindre bryder Man sig naturligviis om at gaae i Skole, og de glemde for det Andet, at naar forvovne Kroppe finde sig narrede eller fordunklede af kloge Hoveder, føler de sig endog stundum overlistet og krydset af de Kloge, da veed de et langt nemmere Raad derimod, end ydmygende Underdanighed og kiedsommelig Skole-Gang, thi naar Man blot giør de kloge Herrer et Hoved kortere, kan jo alle hovedløse Kroppe maale sig med dem.

Vare derfor de Høilærde blot ikke saa forskrækkelig selvkloge, men vilde nedlade dem til at skiænke Erfaringen lidt meer Opmærksomhed, før den bliver alt for følelig, og maa tages med i 282 Graven, da vilde de lettelig indsee Nødvendigheden af en klar Indskrænkning i den revolutionære Retning, der slet ikke bliver mindre frygtelig, fordi man kalder den reformerende, hvad jeg tænker, blandt Andet, Radical-Reformatorerne i Engelland snart vil lære hvem der hidtil var blind for saa aabenbar en Sandhed. Man maa nemlig ikke blot lære, saalænge Man lever, men endnu nødvendigere leve, saalænge Man skal lære, og hvor de fleste Stemmer, altsaa de fleste Næver udenfor Døvstum-Instituterne, virkelig skal giælde, der er det sandelig store Ting, om det tillades de Høilærde at leve af Luften, uden at Vedkommende dog vil finde dette Leve-Brød bedre end de mindste, der undes dem i de kirkelige og borgerlige Samfund fra ifjor, saa den vel forstaaede Egennytte burde drive dens høilærde Prædikantere til at tie med dette Mysterium, som det kun for dem selv kan være en Klogskabs-Regel at følge, naar Andre ikke giør det samme.1

Efter disse almindelige Vink om det egoistiske, opløsende, nedbrydende, og i det Uendelige kalfatrende Princip, som kun Menneske-Æderne uden Tab uindskrænket kan følge, indskrænker jeg, som sagt, Betragtningen til den Christne Kirke, og til den Lutherske Reformation saavel i Kirkens indvortes Beskaffenhed, som i dens Stilling til Staten og Skolen. Jeg indskrænker mig til den Christne Kirke, fordi det er min Tro som Christen, at om end alle andre Samfund paa Jorden skulde opløses og forgaae i Tidens Strøm, saa skal dog dette de Helliges Samfund vare Verden ud, og kun finde sin Forklarelse i den Ild, der opløser Elementerne, og jeg indskrænker mig til den Lutherske Reformation, ei blot fordi den ligger os nærmest, men især fordi jeg, som christelig Kirke-Historiker, ene i den finder, om ikke theoretisk saa dog practisk det Grund-Sætning fulgt, at hvad der væsenlig udgiør det christne Troes-Samfund, skal, under alle Omskiftelser, bevares uforandret.

For nu at giøre denne Betragtning saa klar og tydelig som muligt, vil vi afdele den saaledes, at vi først betragte Reformationen i Kirken selv, derpaa i dens Forhold til Staten, og endelig i dens Forhold til Skolen.

*
283

I.
Om den Lutherske Reformation i den Christne Kirke selv.

Paa en Tid, da de fleste Menneskers Kirke-Begreber ere saa forvirrede, og Ingens meer end de høilærde Theologers, hvis Kald det var at klare dem, maa det vel agtes fornødent ved enhver Tale om det Kirkelige, at sige, hvad man forstaaer ved Kirke i Almindelighed, og ved den Christne Kirke i Særdeleshed; men her kan det dog være nok at henvise til Kirkens Gienmæle, hvor jeg ikke blot har paastaaet, at den Christne Kirke er et fra alle Andre kiendelig adskildt Troes-Samfund, men givet Grunde for den Paastand, som den høilærde Modstander end ikke har prøvet paa at giendrive, og som naturligviis ikke ere giendrevne ved en Hof- og Stadsrets Dom, der ei engang berører dem. Ja, om jeg end ikke turde haabe, at de, der tage nogen levende Deel i nærværende Undersøgelse, enten have Kirkens Gienmæle i frisk Minde, eller paa min Anmodning vil opfriske Mindet derom, saa kunde jeg dog her ligefuldt lade det beroe ved Henviisningen, da det i alt Fald er unægteligt, at hvad vi Lutheraner kalde den Christne Kirke hos os, er et Troes-Samfund, hvori Ingen maa optages ved Daaben, uden at aflægge den Troes-Bekiendelse, hvorved det Kirke-Samfund kiendelig adskiller sig fra ethvert Andet, der ei bekiender sig til samme Tro. Ligesaa klart er det, at dersom vor Troes-Bekiendelse var et Værk af Luther, da var det ikke den, hvorved den Christne Kirke, mange Aarhundreder før Luther blev født, oprindelig adskildte sig fra alle andre Kirke-Samfund, og at dersom Luther desuagtet havde udgivet en Kirke med en splinterny Troes-Bekiendelse for den ældgamle, oprindelige Christne Kirke, da havde det været saa grov en Løgn, at Man kunde tage og føle paa den. Endelig er det ogsaa en Kiends-Gierning, Man let kan komme til Vished om, at Troes-Bekiendelsen hos os Lutheraner og hos de Romersk-Catholske er een og den samme, hvilket beviser, at Morten Luther ei forkastede, men beholdt den Troes-Bekiendelse, som ved Daaben udgav sig for den Apostoliske, og som beviislig er saa gammel i Kirken, at alle Indvendinger mod dens Apostoliske Ægthed ere enten grebne i Luften, eller dog af den Slags, som ethvert Menneske i Alderdommen kan giøre mod sin Fødsel og sin Mødrene-Herkomst, naar han finder det hæderligere eller morsommere at være en Skifting.

284

Dersom nu, hvad Man maa være ikke saa lidt dum eller gal for at nægte, Vilkaaret for Optagelsen i et Samfund ogsaa maa være den væsenlige Forenings-Punkt, hvormed Samfundet staaer og falder, saa følger heraf, deels at vort Kirke-Samfund staaer og falder med vor Troes-Bekiendelse, og deels at den Lutherske Reformation ikke har giort nogen væsenlig Forandring i Kirken. At vi nu heri maa følge Luther, om vi ellers vil høre til det samme Kirke-Samfund som han, og overhovedet til det Eneste, der kan hjemle sig Ret til Navnet af den ægte, oprindelige Christne Kirke, det følger af sig selv, og vil Man kalde det at fortsætte den Lutherske Reformation, da svarer jeg ikke blot for mig selv, men for alle dem, der troe, den sande Christne Kirke er til, og vil høre til den: vi vil visselig fortsætte denne Reformation, saa vi ligesaalidt opgive et eneste Ledd af vor Troes-Bekiendelse, som vi vil kalde Nogen, der giør det, vor Med-Christen.

Gaae vi nu fra Funten til Alteret, eller rettere fra Daaben til Nadveren, da finde vi vist nok der den Forskjel imellem os og de Romersk-Catholske, at hos dem bliver kun Brødet, men hos os baade Brødet og Kalken uddeelt til alle Giæsterne ved Herrens Bord, og da begge Dele umuelig kan have fundet Sted ved den første store Nadvere, som skal være Mønsteret, maa der nødvendig paa en af Siderne være skeet en uforsvarlig Forandring. Nu lærer vist nok Kirke-Historien, at Luther fandt Kalken næsten almindelig unddraget Læg-Mand, og tog sig den Frihed at ophæve Forbudet som en Uskik; men herved er at mærke, deels at Indstiftelsens Ord, der lyde eens hos begge Kirke-Partier, udtrykkelig kræve, at netop Kalken skal meddeles Alle, thi Herren siger: Drikker Alle deraf, og deels, at paa det Costnitske Concilium, hvor man først, i Anledning af Hussiterne, høitidelig forbød Kalken at meddeles Alle, indrømmede Man selv udtrykkelig, at det var en Forandring af den oprindelige Skik i Kirken, hvorved Man aabenbar baade dømde sig selv, og gav Luther Ret til at kalde sin Forandring en Reformation, det er en Fornyelse af. det Oprindelige.

Vil man nu spørge, om denne Lutherske Reformation skal fortsættes, da følger det af sig selv vi maae svare: ja, hos Alle dem der ei, ved at afvige fra det Oprindelige i Kirken, vil ophæve Broderskabet med Apostlerne, og giøre Afkald paa den dertil knyttede Velsignelse.

Komme vi nu endelig til Herrens Bøn, Herrens Dag, 285 LæreEmbedet og den Hellige Skrift, da finde vi, at Luther, langt fra at forkaste Noget af alt dette, tvertimod stræbde at giøre det saa frugtbringende som mueligt, og han var da saa langt fra at indføre en ny Tro, at han tvertimod slet intet Nyt indførde i Kirken, men lod Alt, hvad der ikke aabenbar var forholdsviis nyt, og allerede derfor uægte, blive hvad det var.

Denne Morten Luthers dybe Ærbødighed for alt det Grund-Christelige i Kirken, som især hans lille Catechismus ret tydelig røber, er nu vist nok en Torn i Øiet paa vore nymodens Theologer, efter hvis luftige Kirke-Begreber fremfor Alt Troes-Bekiendelsen skulde feies ud som en papistisk Surdei, og de maae nødvendig være nær ved at fradømme Manden med den i deres Øine forskrækkelige Nænsomhed, al Ret til Navn af Kirke-Reformator; men det er derfor lige vist, at den Christne Kirke ret alvorlig maa frabede sig enhver saakaldt Reformator, som ikke vil reformere i denne Morten Luthers grundchristelige Aand, og skiøndt den nu for sine Synders Skyld er hjemsøgt med en Skok af dem, tvivler jeg dog ingenlunde paa, den jo skal blive dem saa kvit som den blev alle de gamle Kiættere, der netop var saadanne Reformatorer, ikke af Guds Naade, men af egen Aande.

Men hvad reformerede da Luther egenlig i Kirken, Andet end Bord-Skikken ved Alteret, som Hussiterne alt længe havde kæmpet for?

Om de Højlærde kan forstaae det, veed jeg ikke, da det er gammelt i den Christelige Huusholdning, at hvad der er aabenbart for de Umyndige er en Hemmelighed for de Høilærde, men i mine Øine er det soleklart, at Morten Luther var en mageløs Kirke-Reformator af Guds Naade, fordi han fandt, at hvad den Christne Kirke fattedes var ingenlunde en ny Tro, eller Nyt af noget Slags, men Liv og Lys i den ældgamle Tro og Indretning, og fordi han fandtes ligesaa dygtig som villig til at afhjelpe Savnet. Herren har nemlig bygget sin Kirke ikke af døde, men af levende Stene, og lider ingen Tilbygninger, som altid bliver Røver-Kuler; men desuagtet var dog hans Kirke i Tidens Løb blevet hartad steendød, da den Gnist af Liv, der end var tilbage, misbrugdes til at giøre Røgelse paa Afguds-Altre. Da opstod Morten Luther, som Man aandelig vaagner op af Dvale, opstaaer fra de Døde, og lod Christus lyse for sig, og fik af Ham det store Ærende, han saa trolig røgtede, i Herrens Navn at vække de Sovende, opvække de Døde, og lære dem at see Lys i Herrens Lys, og leve af det Brød, som kom 286 ned fra Himmelen, og at tage Salighedens Kalk af Hans Haand, hos hvem Livets Kilde er. En saadan Reformation, det er Fornyelse, der er som Liv af Død, det er aabenbar den Eneste, der kan finde Sted i Christi Kirke, og at en Saadan timedes den ved Morten Luther, det er saa vist, som at i ham begyndte Apostlerne igien at tale Guds underlige Ting med Folkenes Tunger, med hans Psalmer begyndte Menighederne paa Ny at love Herren paa det Tungemaal, som de var fødte, og kunde udtrykke sig levende i, ved ham blev den Hellige Skrift igien den christelige Læse-Bog for Herrens Folk, hvortil den var bestemt, og fra hans Dage begyndte klarlig de Troende, som fulgde ham, et nyt Levnets-Løb, vel ikke saa reent og kraftigt som det ældgamle, men dog kiendelig renset, virksomt, elskeligt og frugtbart paa christelig Oplysning.

See, dette var den Lutherske Reformation, og naar der nu spørges, om den skal fortsættes, da maae vi Christne strax, uden videre Betænkning, svare: ja, naturligviis; thi Livet i Herrens Menighed skal jo ikke blot vedligeholdes, men voxe i Reenhed og Kraft, til det bliver som Hans eget paa Jorden, og Lyset skal ei blot holdes tændt, men forvandles fra Klarhed til Klarhed, og overskinne Jorden; og jo meer vi overveie Sagen, des klarere bliver det os, hvor høit vi trænge til en Fortsættelse af den Lutherske Reformation i strængeste Forstand, da det christelige Liv aldrig for menneskelige Øine har været nærmere ved at uddøe, eller det christelige Lys ved at slukkes af sig selv, end i Slutningen af det attende Aarhundrede. Om der virkelig i det Nittende, som vi synes, er levet og er blusset Noget op, som kan hævde sig det store Hæders-Navn af Herrens Liv og Lys, maa Tiden vise, men det veed jeg, at det christelige Haab, der lever i mig, har reist sig som en Dødning fra Lig-Baaren, og at det Lys, som fryder mit Øie, selv naar jeg seer hen til Dødens Skygge-Dale, som ei kan undgaaes, er oprundet for mig som en nedgaaet Soel fra Havets Skiød, og det veed jeg fremdeles, at, Man kalde det hvad Man vil, og lee derad saa høit Man kan, jeg har dog i Frelserens Kirke gjort Josvas Ord til mine: tjener I Andre kun hvad Guder I tykkes, jeg og mit Huus, vi vil tjene Herren: vi vil tjene vor Herre Jesus Christus, som er undfanget af den Hellig-Aand og født af Jomfru Maria, og vi vil tjene Ham som vore christne Fædre, som Morten Luther og Ansgar, som Augustinus og Irenæus, som Pauius og Johannes, kort sagt, som den gamle Discipel, der skal ikke døe, men synge gladelig: kom, Herre Jesu! naar 287 Skyerne skinne af Hans Faders Herlighed, og Han kommer øiensynlig igien at dømme Levende og Døde!

Det er visselig sandt, vi har ikke glemt det, og dølge det ei heller, at Luther holdt en Udfeielses-Fest i Kirken, og kan vi end ikke billige Alt hvad derved fandt Sted, og allermindst Huiene i vilden Sky af Kirke-Pøbelen, saa indsee vi dog godt, at en Udfeielse af den gamle Suurdei var nødvendig, før den Paaske, den Opstandelses-Høitid, for hvilken vi vil evig takke Herren, kunde sømmelig holdes; men, med de selvgjorte og nybagte Reformatorer at ansee Udfeielsen for Reformationens Hoved-Stykke, dertil kan vi umuelig bekvemme os, da det aabenbar strider mod sund Fornuft, efter Sagens Natur.

Gjorde nemlig Ærke-Catholikerne Ret i at betragte den Christne Kirke som en stor Steen-Stue, der uden videre christnede og helligede Alt, hvad der kom ind i den med den selvgjorte Dør-Vogters (Pavens) Tilladelse, see, da havde Ærke-Protestanterne ogsaa Ret til at ansee Udfeielsen for Hoved-Sagen, og sig selv for de Lykkelige, der nu kunde christne og hellige Alt hvad de vilde, ved at indføre det i den vel udfeiede og udluftede, tomme og rummelige Steen-Stue; men da nu de Første har aabenbar Uret, saa har naturligviis de Sidste det ei mindre. Den Christne Kirke, vi tale og vi trættes om, er jo i Grunden slet ikke Andet end et Menneske-Samfund eller en Menighed, med en nøie bestemt, vidunderlig Tro, og et udspringende, uforkrænkeligt Saligheds-Haab, og hvor noget Virkeligt er Hoved-Sagen, der lærer Fornuften, at Udfeielsen kan aldrig blive det, men laaner alt sit Værd af Hoved-Sagen, der naturligviis ikke maa feies ud, men skal ved Udfeielsen vinde Plads, faae Syn, og uden Hindringer giøre sin Virkning.

Dog, en Materie, der i vore Dage er saa omhyggelig fordunklet, trænger høilig til Oplysning, og at bidrage min Skiærv dertil, er som en Ordets Tjener ei meer end min Skyldighed.

Naar vi nemlig tale om den Christne Kirke, ikke som en Steen-Stue eller et Luft-Castel, men som et troende Menneske-Samfund med Saligheden for Øie, da er Udfeielse naturligviis et billedligt Ord, der kun betyder hvad i Aandens Hverdags-Sprog kaldes Renselse, og at en saadan maa finde Sted hos alle Syndere, naar de skal blive værdige Medlemmer af de Helliges Samfund, er nemt at forstaae. Derfor hører det til Daabens Vilkaar i den Christne Kirke, at forsage eller undsige Djævelen med alt hans Væsen og alle hans Gierninger, som 288 Noget der strider mod Christendommens Aand, og maa, naar det faaer Indpas, hindre den aandelige Vext, tære paa Livs-Kraften, svække Frimodigheden og Glæden i Herren, undergrave og omsider tilintetgiøre Troen og Haabet, hvorpaa al Christendommens Velsignelse beroer. Det er desaarsag umueligt, at Troen og Haabet kan blive levende i et syndigt Menneske, uden at de sætte ham i Strid med Alt, hvad der i hans Tænke-Maade, Tanke-Gang, og Levnets-Løb strider imod dem, og jo mere klarøiet han er, og jo mere oplyst han bliver, des bedre vil han overskue Kampens Omfang, indsee dens Nødvendighed, og opdage Maaden, hvorpaa den bedst kan føres. Er nu den Opvakte tillige Lærer i Kirken, da maa han kæmpe for Menigheden, som for sig selv, thi dertil driver den sande Kiærlighed, og ei, som Øllebrøds-Potterne vil indbilde os, til at drage et Slør over Fordærvelsen, og raabe Fred, hvor der er ingen Fred. En Christen Præst som Morten Luther vilde da til enhver Tid have fundet Nok at bestride og udrense, baade hos sig selv og Menigheden; men nu fandt han selv det christelige Bede-Huus allevegne aabenbar giort til en Røver-Kule, saa Præsterne, istedenfor at bestride Djævelen, hans Væsen og hans Gierninger, reiste Altere for Fienden i hver en Krog, ja lagde sædvanlig, som hans troe Tjenere, Puder under Hovedet paa de sovende Syndere, og bandt Garn til at fange Sjæle for Afgrunden. Under saadanne Omstændigheder maatte der nødvendig i alle Maader opstaae en Kamp paa Liv og Død om Renselsen, og efterat Kirke-Begreberne i en Række af Aarhundreder var blevet meer og meer forvirrede, det Synlige sat i Stedet for det Usynlige, og Aanden fortrængt af Kiødet, er det intet Under, at Kampen, selv naar den, som hos Luther, var om det Aandelige, fik Udseende af, at være mest om haandgribelige Ting, eller dog om Geistlighed og Bibel-Læsning. Det er imidlertid klart, at baade kunde der være fuldt af Billeder i Bedehuset, og af Klostre i Landene, uden at de Christne derfor behøvede at dyrke Helgene eller kiøbe Aflad, og ligeledes kunde Bedehusene faae bare Vægge og Klostrene Skam, som skeet er, uden at Menigheden derfor blev det mindste christeligere. Skal derfor den Lutherske Reformation have Æren for en Kirke-Rensning, da maa det have været dens Hoved-Sag, at rense Menighedens Tænke-Maade og Tanke-Gang i Overeensstemmelse med den Tro, vi bekiende, og det Haab, hvortil vi ere kaldede. At det virkelig var saa hos Luther selv, indrømmer jeg med Glæde, og det er kun alt for klart, at hans 289 Kirke-Rensning i den Forstand, netop nu maa ivrig fortsættes, eller fornyes; thi Tænke-Maaden og Tanke-Gangen kunde umuelig være mere uchristelige i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, end de i Slutningen af det Attende blev.

Har Protestanterne end ingen Romersk Pave, der blindthen vil antages for Christi Statholder, og fordrer samme Ærbødighed for sine tit selvmodsigende Indfald, som for de christelige Troes-Artikler, saa har de dog, hvad der er ikke bedre, et Pavedom i den saakaldte philosophiske Theologi, der hverken er mindre selvmodsigende eller mere christelig, fordi den udleder sin Myndighed ikke fra Christus ved Guds høire Haand, men fra en vis luftig, mystisk, upersonlig Person ved Navn Fornuften, og fra en Bog kaldet Bibelen, hvis Fuldmægtig den blindthen vil antages for at være, og skiøndt Man maatte synes slig Anmasselse er alt for latterlig til at være farlig, lærer dog Erfaringen, at selv Christne bæve for at bandsættes af den latterlige Pave, som den ubeskrivelige Fornufts Bespottere, og den ubeviislige Skrift-Fortolknings Modstandere. Naar de gamle Papister vrævle om vor Frue, som den Guds Moder, hvis Bønner hendes Søn umuelig kan afslaae, da korse vi os vel over deres Dumhed, men naar de Høilærde skrive om den nybagte Gud-Moder Naturen, hvis evige Love Gud ei kan forandre, da bøier Man sig ærbødig, og tvivler heller om alle Herrens Mirakler, end om Pave-Bullens Fornuftighed og deraf udspringende Lovs-Kraft. Man trøster sig vel i Kirken med, at om den end tildeels har lidt Skibbrud paa Troen, er den i det Mindste derved blevet skilt ved al Middel-Alderens Over-Tro, men skiøndt jeg ikke misunder Nogen den Trøst i Døden, at Sygdommen er hævet, kan jeg dog heller ikke nægte, at naar Man prædiker om enkelte Dyder, som Man kan have ved Siden af sine Laster, da giør Man Helgene, trods Paven; naar Man dysser Menigheden i Søvn med den Abe-Kiærlighed, der skal hindre Gud fra at giøre dem Helvede hedt, der foragter Himmerig, da sælger Man Aflad for Røver-Kiøb, saa godt som Tezel, og naar man prædiker Tro paa noget aldeles Ubestemt under Navn af Fornuften, da prædiker Man den grueligste Over-Tro, og aabner Dørren for al muelig Saadan, thi om denne ubestemte Fornuft giælder det visselig, hvad Hamlet siger, at den er Lysternes Koblerske, og kan give Grunde for hvad det skal være.

Dog, uagtet jeg om dette mit saakaldte Fornuft-Had tit og længe har udtrykt mig saa tydelig, som jeg kunde, tør jeg 290 dog ikke undlade ogsaa her at forklare mig nøiere, ikke for at undgaae den pavelige Bandsættelse, som jeg har lært at blæse ad, men deels for at være uskyldig i den muelige Mis-Forstand, og især fordi vi under Kirke-Rensningen høilig trænge til at faae Noget for Lyset, som den herskende Fornuft beraaber sig paa, men holder omhyggelig skjult, netop som den romerske Pave gjorde med Bibelen.

Det er nemlig soleklart, at vi hverken om den christne Tro eller om nogen aandelig Ting kunde have en velgrundet Overbeviisning, dersom vi ikke i vort eget Inderste havde en Dygtighed til, i en vis Grad, og under visse Omstændigheder, at adskille det Sande fra det Falske i Aandens Verden, saa uden denne Evne var selv den klareste guddommelige Aabenbaring os til slet ingen Nytte. Vil man nu kalde denne Dømme-Kraft Fornuften, som det var Skik blandt vore Fædre, da har vi intet andet derimod, end det Erfaringens Vidnesbyrd, at det er en farlig Sag om aandelige Ting, at bruge Ord, hvis egenlige Bemærkelse er tvivlsom og derfor let kan dreies; men naar Fornuft kun betyder Dømme-Kraft, da seer Man strax, hvor latterligt det er, at beraabe sig paa den, som Hiemmel, da enhver Dom, som Yttring af Dømme-Kraften, jo maa staae og falde med de angivne Grunde, og kan umuelig giælde for et Magt-Sprog, Man med blind Tro skal underkaste sig, og giør Man det alligevel, da viser man aabenbar kun en overtroisk Ærbødighed for den Persons Indsigt og Ærlighed, hvis Dom Man lader giælde, med mindre denne Person kan hævde sig guddommelig Myndighed paa en Maade, der tilfredsstiller vor egen Dømme-Kraft. Nu er dette, hvad mig angaaer, ingenlunde Tilfældet med Nogen af alle de nymodens Theologer og Philosopher, som med deres Fornuft vil kyse Livet af os: kyse os fra den christne Tro, som er Livets Kilde i os; men ved min Forstand er det derimod blevet mig klart, at alle Grundene for denne Dom om den Christne Tro, er de jammerligste af Verden, og desaarsag forkaster jeg deres Dom, uden at bryde mig det Mindste om Lovtalerne, de holde over deres egen Dømme-Kraft, da deres Domme vise, at enten maa den være meget ussel, eller ogsaa bruge de den meget slet. For nemlig at kunne fælde en forsvarlig Dom, om en Troes-Artikel, eller Sætning om aandelige Ting, er sand eller falsk, maae vi først og fremmest være visse paa, at der er en Sandhed, som bliver aldrig Løgn, og at der er en Løgn, som bliver aldrig Sandhed, og det er der ganske vist; thi hvad Man ikke kan nægte, uden 291 i Nægtelsen at modsige sig selv, det er ganske vist unægteligt, og hvad Man ikke kan paastaae, uden i Paastanden at modsige sig selv, det er ganske vist en haandgribelig Løgn. Vilde Man derfor paastaae, at der er ingen evig Sandhed til, som aldrig kan blive Løgn, da slog Man sig aabenbar selv paa Munden; thi var der ingen anden evig Sandhed til, saa maatte jo dog Paastanden selv være en evig Sandhed, og da der dog ingen saadan kan være til, uden at Paastanden bliver en evig Løgn, saa beviser den unægtelig sin egen Løgnagtighed. Det er imidlertid saa langt fra, at den Christne Troes Modstandere optyse denne Grund-Lov i Tankens Verden, og dømme derefter, at de ikke blues ved at paastaae, at to Sætninger, der bestemt modsige og udtrykkelig udelukke hinanden, kan begge være sande, hvorved de aabenbar, saavidt det staaer til dem, lukker Dørren for al Sandheds Erkiendelse, og bevise kun, at den Fornuft, hvis Tolke de er, kan umuelig være Sandheds Ven, med mindre Hjertens-Ven og arrigste Fjende løber ud paa Eet, i hvilket Tilfælde naturligviis Himmerig og Helvede løb ogsaa ud i Eet, saa det var hip som hap, hvor Man kom hen, og Galskab at tænke derpaa.

Heraf følger, at dersom det enten er Dømme-Kraften, eller noget Andet af hvad der enten betinger Sandheds Erkiendelse, eller leder til den, Man kalder Fornuft, da er jeg netop dens ægte Forsvarer mod dens falske eller ægyptisk forblindede Venner, og er de Godtfolks Fornuft derimod Noget, der uden Hiemmel vil troes paa sit Ord, da er den Daarskab, og er den Noget, der vil giøre al Sandheds Erkiendelse umulig, da er den et reent Djævelskab, og maa finde sig i at bestrides og forhaanes af mig, og af alle Christne, som bleve deres Daabs-Pagt troe. Men ikke det alene, thi da det er umuligt, at to Sætninger, som udelukke hinanden, kan enten løbe ud paa Eet, eller begge være sande, saa maatte vi Christne være fortvivlede Løgnere, om vi kaldte dem vore Med-Christne, som forkaste og bestride vor Tro, og da der dog nu iblandt Protestanterne er et heelt Sæt Præster og Theologer, som udskiælde Meer eller Mindre af den Tro, vi ved Daaben bekiende, for Over-Tro, saa hører det aabenbar til Kirke-Rensningen i vore Dage, at vi gammeldags Christne, som vil bevare og forplante vor christne Tro, blive kirkelig adskildte fra dem, der aabenbar forkaste og stræbe at udrydde vor Tro.

Ja, jeg opfordrer herved hver sandhedskiærlig Mand, høi eller lav, lærd eller læg, Christen eller Jøde, Tyrk eller Hedning 292 i Troen, til at dømme paa Ære og Samvittighed, om det ikke er Synd og Skam og Spot, at Folk, der belee eller dog forkaste og bestride vor christne Tro, indtrænge sig som Lærere i vort Kirke-Samfund, og stræbe især hos vore umyndige Børn at nedbryde den Tro, deres Embede medfører, de skulde forkynde, indskiærpe og befæste, og jeg indskyder det under Hans Kiendelse, som efter Sandhed skal dømme Levende og Døde, om vi gammeldags Christne ikke, under disse Omstændigheder, som ærlige Folk, og vore Børns fødte Værger, ere nødte til at ophæve Kirke-Samfundet med vor Troes aabenbare Modstandere. Sandelig, var der, som i det Mindste Protestanter dog vel ikke vil nægte, skiellig Grund til en kirkelig Afsondring i Luthers Dage, skiøndt Man paa begge Sider erklærede sig enige om Daabs-Pagten, og om Forkastelsen af alle gamle Kiætterier, da er en fuldkommen kirkelig Skilsmisse aabenbar uundgaaelig nu, da det først og sidst er om Troen og Daaben der strides, altsaa om det, hvormed vort Kirke-Samfund øiensynlig staaer og falder. Naar Man ikke blues derved for alle ærlige Mennesker, for sin egen Samvittighed, og for den Levende, som seer os i det Skjulte, da lærer Erfaring, at boglærde Folk kan saaledes dreie og vende og sætte deres Ord paa Skruer, saa den klareste Sag synes de Fleste mørk og forvirret, men vi veed det jo dog paa begge Sider, at vi er grunduenige i Troens og Salighedens Sag, og vee os, vi have nu for Resten Ret eller Uret, om vi agte vor egen og vore Børns aandelige og evige Vel for saa ligegyldig en Ting, at det kommer os ud paa Eet, om Hjertets Fred og den evige Salighed søges paa denne eller paa hin af to modsatte Veie, der umuelig kan føre til samme Maal, med mindre der ingen aandelig og evig Sandhed skulde være til, hvad det dog aabenbar er ligesaavel Galenskab som Guds-Bespottelse at paastaae. Er Jesus Christus ikke sand Gud med Faderen, da er det Afguderi at troe paa ham, og kalde ham sin aandelige Herre, og var Mennesket Jesus Christus undfanget og født ligesom vi, da kunde han umuelig være Guds eenbaarne Søn. Var den Hellig-Aand ikke sand Gud med Faderen og Sønnen, da var det Afguderi at troe paa ham, og var der i Grunden ingen Synds-Forladelse, eller skulde vore Legemer ikke virkelig opstaae af Graven, da var jo vor Tro aabenbar falsk og vort Haab forfængeligt! Ja, dersom der var et eneste falsk eller usandt Ord i den Troes-Bekiendelse, vi giør til Vilkaar for Optagelsen i vort Kirke-Samfund, da var det et løgnagtigt og afskyeligt Samfund, thi 293 det udgiver sig for de Helliges Samfund, stiftet af Guds hellige (rene) Aand, og af Guds eenbaarne Søn, som efter Sandhed skal dømme Levende og Døde, og at giøre en eneste Usandhed til Vilkaar for Optagelsen i et saadant Samfund, var jo den modtvilligste og skammeligste Guds-Bespottelse, der lader sig tænke! Kunde det være sandt, som Man har paastaaet1, baade at vi blive salige udelukkende af Guds Naade uden al Fortieneste, og at vi blive salige ved vor egen Fortieneste, da kunde vi vistnok ogsaa være Troes-Forvandte af dem, der fornægte og forkaste vor Tro, men da hiin Paastand umuelig kan være sand, med mindre der i Grunden slet ingen Sandhed skulde være til, saa er Paastanden unægtelig saa falsk, som nogen Paastand kan være, og hvem der har gjort den, maa kalde den høitidelig tilbage, og bede Sandheden om Forladelse, før noget sandhedskiærligt Menneske kan finde det Umagen værdt, eller ogsaa kun sømmeligt, at skifte Ord med ham om Noget, der angaaer Salighedens Sag, eller i det Hele om aandelig Sandhed!

(Andet Stykke*).

Vi har nu seet, at da Luther reformerede i den Christne Kirkes Aand, falder Spørgsmaalet om hans Kirke-Reformations Fortsættelse sammen med det Spørgsmaal, om den Christne Kirkes Levnetsløb skal fortsættes, da dertil nødvendig hører, at Troen og Haabet skal være levende, og, naar de true med at hendøe, kraftig oplives. At Kirke-Døgnets Radicaler mene noget ganske Andet med hvad de kalde Reformationens Fortsættelse, Undergravning nemlig, og Nedbrydelse af den Christne Kirke, det have vi ingenlunde dulgt; men det kan vi naturligviis, som Christne, ikke ændse anderledes, end ved paa det Kraftigste * * 294 at protestere derimod, i den Christne Kirkes Navn, og i Hans, som har lovet, at Helvedes Porte skal aldrig faae Magt med den, og som i atten Aarhundreder har stillet overflødig Borgen, baade for at det er hans Hjertens Mening, han dermed udtrykker, og at hos ham gaaer Ordet aldrig over Magten.

Var nu den Christne Kirkes Forhold til de verdslige Stater, som huse den, ei under Tidens Løb blevet saa besynderlig indviklet, da vilde Protesten (Gjenmælet) alene gjøre Sagen klar; thi da var med den en forsvarlig Skilsmisse gjort mellem den Christne Kirke og dens aabenbare Fiender, og Tiden fik da at vise, om den var bygt paa en virkelig Klippe eller paa en Sanddynge, eller med udtrykkelige Ord: om den kunde staae sig mod Fienden eller ikke. Nu derimod er Sagen unægtelig vanskeligere, saa Kirkens Tilstand synes ligesaa fortvivlet, som de Staters, der ere fulde af Radicaler, som ikke vil gaae ud, da de er kloge nok til at indsee, Man langt lettere kan nedrive en Bygning, Man er i, end den Man holdes uden for, saa, dersom de Christne ikke havde en Konge, der med Rette kaldes den Herren Zebaoth eller Hærskarernes Høvding, da maatte den franske og tydske Spaadom om Kirkens Undergang vist nok med det Første gaae i Opfyldelse; men Tingen er, at havde de Christne ikke havt saadan en uindskrænket Konge, der ligesaa roligt kan lee ad Oprørs-Skrifter som ad Feide-Breve, da maatte Kirken aabenbar være forgaaet, længe før den kom til os, og for Christne er det derfor aldrig Spørgsmaalet, om Kirken skal blive sine indvortes, utaalelige Fiender kvit, men kun hvorsnart og hvorledes det skal skee. Herom kan nu naturligviis enhver af os lettelig giætte feil, da vor Konges Tanker og Veie ere saa høit over vores, som Himlen er over Jorden; men kan ingen oplyst Borger med Fædrelands-Kiærlighed derfor undlade at tænke paa det Riges Redning, hvortil han hører, saa kan oplyste Christne det naturligviis ikke heller, og stort kan vi ikke giætte feil, naar vi ydmygelig men frit benytte os af den herlige Adgang, vi alle har til vor livsalige Konge, hvor vi kan sidde ved Tronens Fod, og høre ham tale om de Ting, som høre til Guds Rige; thi, som han selv saa velsignet har sagt, han behandler ikke sine Tjenere som Trælle, der ei maae vide hvad Herren gjør, men som Venner, hvem al den Oplysning er vel undt som de kan bære. Sligt klinger jo vist nok lidt mystisk, men deels er der nu engang noget saare Hemmelighedsfuldt eller Mystisk i Kiærligheden og i alle de Forhold, den skaber, saa uindskrænket kan ingen 295 oplyst Mand, der ønsker ogsaa kun huuslig og borgerlig Lyksalighed, erklære sig mod det Hemmeligheds-Fulde, og deels vil Sagen kiendelig klarne sig, naar Man lægger Mærke til, at den Christne Kirke, altsaa Christi Rige paa Jorden, har allerede staaet snart i to tusinde Aar, og har for al den Tid en skriftlig, velbevidnet Historie, der lader sig studere, og maa nødvendig give bedre Oplysning om Regierings-Principerne og Folke-Aanden, end nogen anden Stats-Historie, baade fordi den er sikker i et længere Tids-Rum, og fordi Riget er af en aandelig Natur.

Fra denne Side, som er den klareste, maae vi nødvendig betragte Sagen, naar vi vil oplyse den for Andre, end hvem der selv er inde i hvad de Christne med et hemmelighedsfuldt Navn kalde de Helliges Samfund; thi Sammen-Blandingen og Forvexlingen af Tale med Verden og Tale til Troende, eller af Prædiken og historisk Undersøgelse, har allerede giort de Christne saa megen Skade, og frembragt saamegen Forvirring i Begreberne, at christelige Skrift-Kloge ret omhyggelig maae stræbe at aflægge den slemme Vane, uagtet den vist nok er blevet os til anden Natur. Selv har jeg længe og saa øiensynlig giort mig skyldig i hin Forvexling og Sammenblanding, at ligesom det paa den ene Side maa giøre mig billig mod mine Med-Skyldige, maa det paa den Anden giøre mig saa bange for min gamle Feil, at jeg let kunde falde i en Ny, ved alt for skarpt at adskille, hvad dog i en Christens timelige Liv maa hænge sammen, og ei adskilles med Grøft og Giærde, men kun med Skiel-Stene. Hvorvidt mig nu hændtes noget Saadant, da jeg sidst (i Afhandlingen om Religjons-Frihed) offentlig behandlede det vigtige Spørgsmaal om den Christne Kirkes Forhold til Staten, skal jeg lade være usagt, da det gaaer mig med endeel af min forrige Skrift, som det ventelig gaaer Publicum med meer, jeg har ikke læst den for nyelig; men i alt Fald har Tiden viist, at den Oplysning, jeg deri gav, var utilstrækkelig, og da jeg dog i denne Henseende naturligviis vil strække mig saameget jeg kan, skal jeg nu stræbe at tale saa rolig som en Christen altid maa kunne, og saa klart som en oplyst Christen i vore Dage kan.

296

II.
Om den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Staten.

Naar vi her tale om Reformation, da er det dobbelt nødvendigt, tydelig at sige, hvad vi mene dermed, deels fordi det er noget Aandeligt, der ikke har noget Synligt og Haandgribeligt, som svarer til Navnet, og deels fordi Reformation er et fremmed Ord, som ikke ved daglig Brug i Folke-Munde har faaet en fast Bemærkelse, men er tvertimod blevet saa misbrugt af Bog-Skriverne, som noget Ord, der havde det Uheld at falde i deres Kløer, og overlades til sin Skæbne! Herved er det nemlig kommet saavidt, at naar Man i vore Dage hører Nogen tale om at reformere, da siger det Ord os ikke Andet om hans Mening, end at han tænker paa en Forandring, thi vel paastaae Alle de der vil reformere, at det skal være en Forbedring, men derved løftes Sløret ingenlunde, da vi vel veed, Forbedring er en meget god Ting, men ogsaa at det er et meget ubestemt Ord, der først faaer rigtig Noget at betyde, naar man hører, først hvad det er der skal forbedres, og dernæst hvori Forbedringen skal bestaae. At nu ingenlunde Alt hvad man kalder Forbedring virkelig er det, har Europa faaet smertelig at finde, og faaer det sagtens daglig mere, saa det var intet Under, om Harmen over de selvgiorte Reformatorer omsider hos Mange avlede en Fordom mod al Reformation, som et blot Skalke-Skiul for hvem der vilde vende op og ned paa alt Bestaaende; men da nu dog Ordet ei kan aflægges, fordi det udtrykker en virkelig og vigtig Begivenhed i Christenhedens Historie, saa nødes vi til at kiøbe Tydeligheden paa Korthedens Bekostning; og bemærke, at hvad man end vil behage at kalde Reformation, saa betyder Ordet i det Latinske Sprog, hvoraf det er laant, dog en Fornyelse eller Gienfødelse afdet Oprindelige i givne Forhold eller Indretninger, og toges i den Mening af Morten Luther og hans første Discipler, saa i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender.

Førend vi derfor kan tale tydelig om, enten den Lutherske Reformation, i Kirkens Forhold til Staten, bør fortsættes eller ikke, maae vi først vide, hvordan dette Forhold oprindelig var, hvilke Forandringer det havde undergaaet, og hvorvidt det 297 lykkedes Luther at fornye det; thi først da kan vi skielne, hvad Parti Kirken maa tage i denne Sag, og slutte os til, hvad Udfald Kirkens usynlige Hoved, Guds Riges almægtige Konge, vil give den.

Til Lykke er det almindelig bekiendt, og kan ei uden aabenbar Daarskab modsiges, at den christne Kirke oprindelig, som et blot Troes-Samfund, der kun befattede sig med Aand og Evighed, stod adskildt fra den verdslige Stat, men var dog langt fra at sætte sig i fiendtligt Forhold til den, da den tvertimod, hvor den kom, avlede et Kuld af Himmel-Borgere, som den verdslige Stat maatte lykønske sig med, som Mønstre paa Underdanighed og Rolighed, Ærlighed og Ærbarhed, og alle borgerlige Dyder. De Vantroe nuomstunder er derfor aldeles enige med os om, at de haarde Forfølgelser, den Christne Kirke i sin første Tid maatte udstaae, var fra den romerske Øvrigheds Side ligesaa ukloge som uretfærdige, thi, sige de Vantroe, kan man end ikke frikiende de første Christne for Sværmerie, eller billige den Haardnakkenhed, hvormed de, der dog selv tilbad et Menneske som Gud, vægrede sig ved Alt hvad der ogsaa kun smagde af det romerske Afguderie, og Keiser-Forgudelsen, saa er dog Samvittigheden Noget, der ei lader sig tvinge, og en dydig Vandel er saa fordeelagtig for en Stat, at kun taabelige eller grusomme Tyranner kunde rase mod fredelige og sædelige Undersaatter, som, paa nogle Griller nær, hvorved de Ingen skadede, var Statens bedste Borgere.

Det er ligeledes noksom bekiendt, at skiøndt Kirken i hine Dage ikke blot maatte opholde og hielpe sig selv, men havde for det meste baade den verdslige Øvrighed, Stats-Religionens Præster, og Pøbelen imod sig, saa er dens Historie i de tre første Aarhundreder dog netop dens ypperste Hæders-Krands, saa det var ikke let at forstaae, hvorledes den skulde komme i et Forhold til de verdslige Stats-Indretninger, der var den mere tjenligt.

Ikke desmindre forandrede Forholdet sig, da den Romerske Keiser Constantin erklærede sig for den Christne Kirkes Beskytter, men hvad den derved vilde vinde, lod sig ogsaa forudsee, da Keiseren, endnu førend han var døbt, tiltog sig Forsædet paa det store Lande-Møde i Nicæa, hvor Spørgsmaalet var om, hvem der skulde giælde for christelig Rettroende, og hvem for Kiættere. Intet Under, om den hedenske Keiser derved slet ikke tænkde paa den Christelige Troesbekjendelse ved Daaben, som han, der selv var udøbt, maaskee slet 298 ikke kiendte, og havde endnu mindre faaet Aand til levende at fatte, og tilbørlig at skatte, men kun paa hvad han, ved Samtale med enkelte Bisper, og nogen Læsning i Bibelen, havde sluttet sig til, maatte være Hoved-Sagen; og her see vi strax en Hoved-Grund, hvi Christendommen ikke godt kan være Stats-Religion, thi Statens Over-Hoved er vant til at foreskrive Love, og, naar han betragter sig som Over-Hoved i den Christne Kirke, fristes han immer til at ville foreskrive de Christne hvad de skal troe, hvad dog i Grunden slet ikke gaaer an. Det første Skridt syndes vel taaleligt, fordi det endnu var i frisk Minde hvad alle Christne havde troet, og fordi Keiseren paa ingen Maade vilde foreskrive en ny Tro, men kun yderligere forklare hvordan Troen var at forstaae, men naar først Keiserne kom i med at foreskrive Troes-Bekiendelser, kunde og vilde de naturligviis stundum gaae videre, og det var allerede stor Skade, at Nogen kunde udelukkes af Kirken, skiøndt han havde den Christne Tro, og at Udelukkelsen blev en Stats-Sag, som drog borgerlige Følger, og selv følelig Straf efter sig. Derved tabde nemlig Kirke-Samfundet en stor Deel af sin Frihed og Reenhed, thi for at undgaae Straf, eller dog Tabet af Keiserens Yndest, med alle deraf udspringende borgerlige Følger, vilde naturligviis Mange, som ellers havde vendt Kirken Ryggen, nu enten hykle dens Tro, eller see til, med Keiserens Samtykke, at faae den forandret, Noget, der allerede viste sig i Constantins Dage, og blev ret aabenbart under hans Søn Constantius, som befalede at Arianerne skulde giælde for de Rettroende.

Men efter Julians Tid blev det endnu værre, thi da nødte Keiserne deres hedenske Undersaatter til at lade sig døbe, og fyldte saaledes Stats-Kirken med Vantroe, der enten maatte betragte den som et Tugt-Huus, de sukkede efter at see nedbrudt, eller maatte arbeide paa at omskabe til et Afguds-Tempel, hvor der ikke spurgdes om Tro og Haab og Kiærlighed, men kun om Ceremonier og udvortes Handlinger. Det Sidste lykkedes, som Man veed, temmelig godt, men naar Man korser sig over Helgen-Tilbedelsen, Billed-Dyrkelsen, Skiærs-Ilden, og al den Afgudiskhed, som nu indstrømmede, da burde Man ikke glemme, at det stod i en naturlig og nødvendig Forbindelse med at giøre Christendom til Stats-Religion i gammel-romersk Forstand, og til en tvungen Sag i det romerske Rige, saa det er kun underligt, at den Christne Tro ikke gik under i al den Afgudiskhed og Over-Tro. Rimeligviis vilde det i Østen snart være skedt, hvis ikke den Cbristne Kirke havde faaet en ny 299 udvortes Fiende, der tilbagegav den endeel af sin aandelige Frihed, og det var Mahoraedanerne; thi hvor de fik Magten, hørde Christendommen op at være Stats-Religion, Ingen dreves mere ind i Kirken, Nogle lokkedes ud af den, og derfor har den, under de i Øvrigt ugunstigste Omstændigheder, vedligeholdt sig omtrent paa samme Trin, som den, under Stats-Tvangen, var nedsunket til.

Dog, dette kun i Forbigaaende, thi vi veed, det var ikke i Østen Luther opstod, og jeg lægger til paa eget Ansvar, at ingen Luther kunde opstaae, hvor Daahs-Pagten, som hist, var forfusket, og Aanden dermed vingeslagen, det var mellem Proselyterne fra Rom Reformationen udklækkedes og virkede, og paa Rom maae vi da fæste Øiet.

Biskoppen i Rom, som beklædte det eneste Apostoliske Sæde i Vesten, det vil sige: var der den eneste Kirke-Forstander i en Menighed, som Apostlerne selv havde stiftet, modsatte sig allerede under de keiserlige Kirke-Værger enhver Forandring af Daabs-Pagten, og det vestlige Rige faldt til al Lykke saa tidlig, at Stats-Tvangen ei kunde bære saa bedrøvelige Frugter. Hedning-Folkenes Indvandring, og Missjonerne til Hedning-Lande, hvor Kirken immer en Tidlang beholdt indvortes Fred og Frihed, under udvortes Trængsel, bidroge Deres til at vedligeholde den grund-christelige Følelse, og forsinke Vanslægtningen; men udeblive kunde Ulykken ikke, da man dog i Grunden vedblev at sammenblande og forvexle de kirkelige og borgerlige Forhold. Det hedensk-romerske Princip, at giøre Kirken til en blot Stats-Indretning, forkastede Man vel, men optog derimod det israelitiske Princip, at giøre Staten til en kirkelig Indretning, hvoraf Følgen blev kirkelig den samme; undtagen forsaavidt, at det Grund-Christelige i Kirkens Indretning blev længe uantastet. Overalt, hvor Christendommen kom hen, og vandt Regieringens Yndest, blev nemlig de, der ikke godvillig lod sig døbe, tvungne dertil, og især under Kors-Togene lærde Man sig til at døbe hele Folke-Færd med Sværdet over Hovedet, hvorved naturligviis i alle Maader Christendommen tabde, og Hedenskabet vandt.

Vi vil her slet ikke indlade os i den Undersøgelse, om ikke, efter Middel-Alderens særegne Omstændigheder, Pavedommet var en borgerlig Velgierning, og maatte, naar det udartede, forstyrre sig selv, da det ikke støttede sig paa verdslig Over-Magt; thi her er det os kun om den Christne Kirke at giøre, som unægtelig altid maatte sukke dybt under Pavedommets Aag.

300

Hvad vi her kalde Pavedommets Aag, er naturligviis blot hvad der med en verdslig Arm vilde nøde de Christne til at have Kirke-Samfund med deres Troes Fiender, og at finde sig i de kirkelige Forandringer, det maatte behage Pave og Geistlighed at indføre; thi al den Udsuelse og anden Ulæmpe, Pave-Magten førde med sig, var ikke et kirkeligt Aag, men et borgerligt, som faldt paa Alle, enten de var Christne eller ikke.

Dette Aag havde, som Man veed, længe før Luthers Dage, Mange høirøstet beklaget sig over, og Hussiterne i Bøhmen afkastet, men dog var det først i det sextende Aarhundrede, der i denne Henseende begyndte en ny Tingenes Orden, i det hele Folkefærd protesterede mod det himmelske Statholderskab, som Paven, og den lovgivende Myndighed i Kirken, som Geistligheden havde tiltaget sig.

Dette var unægtelig det første nødvendige Skridt til en Reformation af Kirkens borgerlige Stilling, da det først maatte giøres giældende mod den selvgjorte Herrens Statholder, at Christi Rige var ei af denne Verden, før Kirke-Samfundet kunde blive en fri Sag, hvortil Ingen skulde tvinges, og hvorover intet Menneske og ingen Stand maatte opkaste sig til Herre; men fuldført blev aabenbar denne Reformation ingensteds, undtagen, paa en Maade, i de Nordamerikanske Stater, da vi ellers allevegne finde Kirke og Stat meer eller mindre indviklede i hinanden.

Et andet Spørgsmaal er det, om ikke dog Reformationen blev saavidt fuldført, som det var nødvendigt, og som Tiden var moden til, og, i saa Fald, om en videre Fortsættelse nu er nødvendig eller dog betimelig; thi skiøndt den Christne Kirkes oprindelige Stilling i Verden maa være Mønsteret, vi see hen til, beroer det dog baade paa Kirkens og Statens Tilstand, om en fuldstændig Fornyelse deraf skal, for Tiden, være nødvendig, eller endogsaa kun ønskelig?

Nu bestaaer den Christne Kirkes umistelige Frihed deri, at dens Tro ikke i Kirke-Samfundet bliver forandret eller modsagt, eller, med andre Ord, at Ingen i Kirken opkaster sig til Herre over Troen, fornægter eller bestrider den, og det blev virkelig for en Tid vundet, hvor den Lutherske Reformation gik igiennem, og vundet paa den, efter Tidens Vilkaar, ønskeligste Maade. Det var nemlig kun Tyrannen Henrik den Ottende i England, der, da han opkastede sig til Kirkens Over-Hoved, tiltog sig et Herredømme over Troen, ligesom de gamle Romerske Keisere, og naar Fyrsterne som fulgde 301 Luther ogsaa kaldte sig Høvdinger i Kirken, da meende de aabenbar slet ikke, at de havde Ret til at beherske Folkets Tro, men kun Geistligheden, som Stats-Borgere, og den udvortes Form af Guds-Dyrkelsen, i Overeensstemmelse med Sacramenternes rette Brug, og Evangeliets fri Forkyndelse. Det var nemlig, i det Lutherske Kirke-Sogn, ikke Fyrsterne, der tvang, men Prædikanterne, der overtalde baade Folk og Fyrster til at enes om en ny Tingenes Orden, hvorefter Luthers Catechismus blev Regelen for Folke-Troen, den Augsburgske Confession for Præste-Lærdommen, og Fyrstens Godtbefindende, ledet af de Skrift-Kloges Raad, kun Regelen for det øvrige Kirke-Væsen. Da nu Luthers Catechismus netop indskrænkede sig til det Grund-Christelige, der havde baaret Kirken fra Apostlernes Dage, og da den Augsburgske Confession ingenlunde modsagde, men kun nærmere udviklede det Samme, saa havde den Christne Kirke aabenbar sin umistelige Frihed, og var ingen Stats-Kirke i gammel-romersk Forstand, men en Apostolisk Kirke i Forbund med Staten.

Herimod kunde nu ei være det Mindste at indvende, naar ethvert Folk, der udgjorde en verdslig Stat, ogsaa virkelig var og vedblev at være enigt, saavel om Christendommens Grundvold, som om den Lutherske Skrift-Klogskab; men da det ingensteds ganske var Tilfældet, havde Forholdet unægtelig fra Begyndelsen en Skade, der i Tidens Løb maatte komme for Dagen, og kunde have farlige Følger for den Christne Kirke. Jo mere eensartet Folket var, der udgjorde Staten, des mindre blev vel Faren, og deslængere kunde Feilen blive ubemærket, og det var unægtelig et stort Skridt fremad, at ikke længer, som i det romerske Rige, hele Christenheden udgjorde en almindelig Stats-Kirke, elier hele Vesten, som under Pavedommet, en vanskabt Kirke-Stat, men at der, ved Siden ad Pave-Kirken blev endeel protestantiske National-Kirker. Kun var det beklageligt, at Valget mellem Disse, og i det Hele mellem alle de religiøse Samfund, der opstod i Reformations-Tiden, ikke blev ladt frit overalt, eller dog i de protestantiske Lande, hvor Man aabenbar burde undt Alle den Religjons-Frihed, Man selv gjorde Brag af.

Hvor Man først mærkede Feilen, var i Engelland, netop fordi Kongen der anmassede sig Herredømme over Troen, og, til Ære for Troens Kraft, bør der erindres, at just der blev den omsider en fri Sag, saa Man der kan være ei blot Lutheraner 302 eller Catholik, men selv Socinianer eller Kvæker, uden borgerlig Ulæmpe, og næsten uden Skaar i sine BorgerRettigheder; thi at Man ikke maa præke Socinianisme eller Kvækerdom i den Biskoppelige Kirke, kan det naturligviis ikke falde noget fornuftigt Menneske ind at beklage sig over, da Man har Lov til at prædike det paa sit Sted: udenfor den.

At noget Lignende snart maa træde i Kraft hos os, og overalt i Christenheden, har jeg ofte vedkiendt mig, som mit inderlige Ønske, og at det er paa den høie Tid, det skeer, hvor Christendommen skal fortsætte sit store Levnets-Løb i venligt Forbund med Staten, ønskede jeg nu at vise klarere end nogensinde. For imidlertid ikke at spille i det Ubestemte, vil jeg her indskrænke min Betragtning til Fædrenelandet, som i alle Maader ligger os nærmest, og Anvendelsen paa ethvert andet givet Sted vil desuden være let.

Naar jeg før anmærkede, at ved den Lutherske Reformation blev Luthers Catechismus gjort til Regel for Folkets Tro, og den Augsburgske Confession for Præste-Lærdommen, saa kun hvad Kirkeligt der end var tilbage, overlodes til Fyrsternes og de Skrift-Kloges Godtbefindende, da meende jeg naturligviis ikke, at derom blev oprettet en skriftlig Contract, men kun, at det var den stiltiende Forudsætning, der paa alle Sider blev erkjendt og fulgt, og i Danmark er det først Konge-Loven, som giør den Christelige Troes-Bekiendelse og den Augsburgske Gonfessjon til Grund-Lov i National-Kirken, medens Luthers Catechismus kun er anordnet i den specielle, foranderlige Lovgivning. Nu er det imidlertid en almindelig Erfaring, og simpel historisk Bemærkning, at selv de udtrykkeligste Lov-Bestemmelser tabe deres Kraft, i samme Forhold som de komme i Strid med den herskende Tanke-Gang, og at alle stiltiende Overeenskomster brydes; saasnart de, der har Magten, ei længere erkiende deres Gyldighed, og da det nu igjennem det attende Aarhundrede blev den herskende Tanke-Gang, at ligesaavel den Christelige Troes-Bekiendelse, som Luthers Catechismus og den Augsburgske Confessjon, ene burde have Gyldighed, forsaavidt de agtedes overeensstemmende med Bibelen, saa blev det naturligviis ogsaa Regieringernes Mening, at de havde Ret til at giøre alle de Forandringer i National-Kirken, som de Skrift-Kloge ikke i Almindelighed ansaae for bibelstridige. Hermed var Døren øiensynlig aabnet for al Vilkaarlighed, især paa en Tid, da de fleste Skrift-Kloge ei 303 spurgde stort om hvad der fandtes i Bibelen, men kun om hvad Man efter sit eget kloge Hoved kunde lægge deri, og naar Regieringen desuagtet hos os ingen Forandringer gjorde, som var de Christne utaalelige, da laae det kun i Regieringens Faderlighed og Folkelighed, men hvad der desuagtet, under den theologiske Tanke-Forvirring, vilde skeet, naar ikke Forsynet underlig havde vaaget over os, det seer Man paa den Liturgiske Forandring, som den kaldtes, der 1806 var paa Bane; thi var blot Det deraf gaaet igiennem, som de Skrift-Kloge i Almindelighed Intet havde imod at indvende, da havde nu den Apostoliske Troes-Bekiendelse ved Daaben været afskaffet i National-Kirken, saa ingen Christen kunde blevet deri. En saadan Grund-Forandring er nu vist nok ikke for Øieblikket at befrygte, men det, hvoraf den engang conseqvent maatte følge, kan dog nu ikke længer være Christne ligegyldigt, og, medens vi gierne indrømme, at, hvad saa end Konge-Loven siger til vor Fordeel, maa Regieringen have Lov til i sine Kirke-Indretninger at læmpe sig efter Omstændighederne, maae vi dog med Frimodighed erindre, at den christne Kirke, efter sit uforanderlige Væsen, ei kan være Stats-Kirke i den Forstand, og at National-Kirken derfor ikke med Rette kan gjøres dertil, med mindre det tillades de gammeldags Christne at gaae ud af den, og sørge for deres egen kirkelige Nødtørft, som de bedst veed og kan.

Dog, var det blot en fjern Fare, der truede, da kunde vi tie, eller dog kun tale sagte, men nu er der en nærværende Nød, som trænger til at afhjelpes, og derfor maae vi raabe høit til vor Herre i Himlen, og, skjøndt vi er visse paa hans Hjelp under alle Omstændigheder, ei undlade Noget, hvorved den kan komme paa en læmpelig og for vort jordiske Fædrene-Land ønskelig Maade. Som oplyste Christne skal vi nemlig indsee, at kirkelig Eendrægtighed i Landet er Noget, enhver Regiering maa ønske, og at, naar det giennem mange Aarhundreder har ladt, som en Nation var enig om Troen, den verdslige Øvrighed da maa være tilbøielig til at ansee enhver Tvist derom mellem de Skrift-Kloge for et blot Kiævlerie, der enten ei er at ændse, eller med Magt at undertrykke. Dette skal vi indsee, og, som den Augsburgske Confessjon tilholder, ei undlade eller vægre os ved Noget, der kan tjene til Eendrægtighed, »saavidt det nemlig kan skee med Gud og en god Samvittighed«, og naar vi, for Guds og en god Samvittigheds Skyld, nødes til at vægre os ved en Eendrægtighed, Man venter af os, da skal 304 vi med al den Rolighed, Klarhed og Frimodighed, vi kan, udvikle og forestille Sagen.

Naar der nu i den Augsburgske Confessjon (syvendeArtikel) tales om Kirkens Enighed, da beskrives den rettelig, som bestaaende deri, at Man stemmer overeens om Evangeliets Lære og Sacramenternes Uddeling, som S. Povel siger: »een Tro, een Daab«, og det er desuden en Sætning, der staaer saa fast, som Tænkningens urokkelige Grund-Lov, at Tro og Vantro, i Henseende til Eet og det Samme, udelukke hinanden.

Spørgsmaalet er derfor, om den Danske National-Kirkes Medlemmer stemme overeens om Evangeliets Lære og Sacramenterne, eller om Troen, om Daaben og Nadveren, og her vil jeg ikke giøre Andet, end høitidelig, for den levende Guds Aasyn, som os haver skabt, og skal os dømme efter Sandhed, adspørge baade Høie og Lave, Lærde og Læge, som bryde sig det Mindste om Gud og Salighedens Sag, adspørge dem: om de ikke veed, saa godt som at de selv er til, at der om disse Ting ei finder almindelig Overeensstemmelse, men aabenbar Splid og Uenighed Sted, saa at hvad den Ene kalder Sandheds Tro til Salighed, det kalder den Anden falsk og taabelig Overtro; hvad den Ene ophøier som Igienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, kalder den Anden en i Grunden ligegyldig Kirke-Skik; hvad den Ene kalder Christi Legems og Blods Samfund, kalder den Anden et blot Erindrings-Maaltid om en afdød Lærer, ja, med eet Ord, at Herren Jesus Christus, hvem den Ene tilbeder som Gud med Faderen, og som Frelseren fra Synd og Død, med hvem alt vort Saligheds-Haab staaer og falder, ham erklærer den Anden for et blot Menneske, ved hvis Fortjeneste kun Taaber kan trøste sig, og hvem kun Afguds-Dyrkere kan vise guddommelig Tilbedelse!

Ja, vi veed det Alle, saaledes hænger det i Sandhed sammen, og denne Grund-Uenighed findes ikke blot hos nogle Enkelte, men strækker sig saavidt baade blandt de Lærde og de Læge, baade blandt National-Kirkens Lærere og øvrige Medlemmer, at Ingen kan sige hvorvidt! Saaledes er det, og saaledes har det klarlig været allerede i en heel Menneske-Alder, saa man ikke behøver at gaae i mange Kirker, for at overbevise sig om, at der hersker modstridende og med hinanden uforenelige Religjoneri National-Kirken, og der kan da ikke længer være Spørgsmaal om at vedligeholde en kirkelig Fred og Enighed, hvor der findes den aabenbareste Kiv 305 og Strid, men kun om, paa hvad Maade Sandhed kræver, og Staten baader ved, at Striden føres?

Hvorvidt nu Uchristnes Samvittighed kan tillade dem at skride for Medlemmer af den Christne Kirke, at lade deres Børn døbe paa en Tro, de forkaste, og confirmere i en Daabs-Pagt, de selv opmuntre dem til at bryde, det bliver deres Sag; men Christnes Samvittighed tillader dem ingenlunde at have Kirke-Samfund med deres Troes aabenbare Fiender og Fornægtere, end sige da at overgive deres Børn til Religions-Underviisning hos Præster, som stræbe at nedbryde deres Tro, saa, dersom der er Christne i Landet, er en kirkelig Skilsmisse uundgaaelig. Det kunde nemlig slet ikke nytte, om Regieringen end nok saa alvorlig befalede, at hele Folket skulde troe, hvad der staaer i Luthers Catechismus, og alle Præsterne lære efter den Augsburgske Confessjon; thi Troen er en fri Sag, som ingen Forordning kan skabe, og et aabenbart Hykleri er en afskyelig Ting, som intet sandhedskiærligt Menneske kan udstaae, og saalænge de Vantroe er indsluttede i National-Kirken, maae de nødvendig af al Magt arbeide paa, at udrydde den forhadte Tro deraf, uden at nogen menneskelig Magt kan afværge det.

Og desuden: hvem er sanddru i Menneske-Kiærlighed, hvem har mindste levende Følelse af sand Fred og Enighed, og hvem har mindste Gran af inderlig Deeltagelse i gamle Danmarks Vel, der ei skulde ønske, jo før jo heller, at see et Baand løst, der er knyttet i Barbariets og Vankundighedens Tider, og bæres nu af alle de Bedste kun som en forhadt Lænke, og maa nødvendig, efter Sagens Natur og Erfaringens Vidnesbyrd, hvor det ei læmpelig opløses, briste med Ulæmpe! Er vi ikke dog alle enige om, at selv Ægteskabets Baand, skiøndt Parterne selv, komne til Skiels-Alder, have knyttet og lovet at holde det ubrødeligt, at selv det maa heller paa lovlig Maade opløses, naar Splid og Tvedragt har giort det til en Slave-Lænke, end at de skulde holdes sammenkoblede, mellem hvilke der ligger et Helvede, og skulde vi da tænke, det er bedre, at der i det Huus, vi kalde Herrens, med Splid og daglig voxende Forbittrelse, bygges paa Helvede, end at de Uforligelige adskilles og faae Lov til at søge Himmerig ad den Vei, dem lyster! Er der dog ikke i vore Dage Misfornøielse nok med de Stats-Indretninger, som vi skal bede Gud bevare, saa vi selv fra denne Side maae besværges, dog ikke at nære Misfornøielsen med en Indretning i Kirken, som Sandheds Gud umuelig kan eller vil 306 bevare, da den vil sammenføie hvad han nu aabenbar har adskilt!

Godt nok, hører jeg flere ædle, veltænkende Læsere sige, det er sandt og ret, men hvorledes skal det skee, uden at afstedkomme den største Uorden?

Mit egenlige Svar hertil er, at naar vi har viist, at Noget bør skee, og vil, efter al Rimelighed, om ei anderledes, skee af sig selv, som to Ægte-Folk, naar de blive hinanden utaalelige, skille sig selv fra Bord og Seng, og gaae hver sine Veie; naar det er viist, da skal vi helst tause overlade det til Gud og Øvrigheden, hvorledes det skal skee, saameget heller, som Enhver af os er Part i Sagen, og har derfor ondt ved at være upartisk.

Men, efter den uforbeholdne Erklæring, at, for min Part, er det mig i Grunden omtrent ligegyldigt, hvorledes, og paa hvad Vilkaar, min kirkelige Skilsmisse fra min Troes Fiender og Foragtere skeer, naar den kun virkelig skeer, da min Tro er mig saa dyrebar, at jeg for dens Næring og Virksomhed blandt Ligesindede, og levende Forplantelse til mine Børn, agter ethvert borgerligt Tab for ringe til, i saa vigtig en Sag at krympe sig ved; efter denne Erklæring, for hvis Oprigtighed jeg tør sige mit Levnets-Løb er Borgen, vil og bør jeg ikke undlade endnu engang at nævne forskiellige Maader, hvorpaa Skilsmissen kan gaae for sig, og tilføie, hvilken jeg anseer for den raadeligste.

Den nemmeste Maade, og den som giør mindst Opsigt, er unægtelig den, Man i Hannover har betjent sig af, ved at tilkiendegive Stats-Kirkens Præster, at de kirkelig Intet have med Andre at giøre, end hvem der selv forlanger deres Tjeneste ; thi paa denne Maade vilde Skilsmissen, hvor Nogen holdt den for nødvendig, skee af sig selv.

Skulde Man imidlertid finde Betænkeligheder ved, saaledes at kaste et Slør over Kirke-Forfatningen, men dog ønske at have saa lidt som mueligt med Skilsmissen at giøre, da kunde Man lade Præsterne i National-Kirken vide, at da de ere ordinerede til at prædike Guds Ord baade hemmelig og aabenbare, og til at forvalte Sacramenterne baade i Kirker og andre Huse, kan der Intet være imod, om Nogen af dem vil være Huus-Præst for flere eller færre Familier, naar de kun indskiærpe Vedkommende baade at udrede til deres Sogne-Præster, hvad Loven tilholder, og for dem at anmelde, hvad der udfordres til Kirke-Bøgernes anordningsmæssige Fuldstændighed.

307

Af disse to Maader vilde jeg stemme for den Sidste, hvorved Øvrigheden kun syndes at give en friere Udøvelse af den Religjon Statens Love fredlyse, og vandt fri Haand til, uden videre Ulæmpe for Tilhængerne af den gamle Troe og den Augsburgske Confession, at giøre hvilke Forandringer i Stats-Kirken, den fandt ønskelige, eller dog med Hensyn paa de Skrift-Kloges herskende Tanke-Gang, raadelige. Stillingen blev vel lidt tung for os, hvis Religion hidtil heed den herskende, men Sligt maae gammeldags Christne vide at finde dem i, og saamegen Religions-Frihed, som aabenbar er den mindste vi kan have, skulde man dog heller ikke tænke, selv vor Troes svorne Fiender, der saalænge have præket for os om Tolerance og Samvittigheds-Frihed, vil være bekiendt at misunde os!

Hermed vilde jeg slutte, dersom jeg enten troede, at Øvrigheden vilde giøre nogen væsenlig Forandring i Stats-Kirken, eller at alle de, der finde sig besværede af nymodens Præster, tænkde som jeg og nogle faa gode Venner; men nu troer jeg ingen af Delene, og derfor maa jeg tilføie et Par Ord om en mere udstrakt Frihed, skiøndt kun med udtrykkelig Gientagelse af, at Hiint er Alt hvad jeg forlanger, og hvad, efter min Overbeviisning, alle oplyste Christne skulde være fornøiede med.

Jeg tænker nemlig, at Regieringen ønsker at beholde de gammeldags Christne i Stats-Kirken, og at Folket i det Hele, saavidt de bryde dem om Religion, vil blive ved den Gamle, og, under denne Forudsætning, var det raadeligst, aabenlyst at give en udstrakt Religions-Frihed, kun med de Indskrækninger og Bestemmelser, den borgerlige Orden udkræver, og, naar det var skedt, da at gjøre Ende paa den gruelige Forvirring i Stats-Kirken, ved at holde dem, der vilde være Lærere i den, til at holde sig Lovene efterrettelige. Da, naar de Præster og Skrift-Kloge, der ikke kunde forsone sig med Stats-Religionen, havde Lov til at følge og udbrede deres egen udenfor Stats-Kirken: kunde de ei med mindste Skin af Ret beklage sig over, at det formeendes dem i Stats-Kirken, og prøvede de desuagtet det foragtelige Spil at arbeide paa en Kirkes Nedbrydelse, de havde forbundet sig til at opbygge, da vilde de være dømte af den offenlige Mening, længe før de modnedes til at falde for Retten.

Da Man imidlertid maa indrømme, at den Augsburgske Confession er et Menneske-Værk, der, trods al dets Mesterlighed i det sextende Aarhundrede, godt kunde trænge til en 308 Omarbeidelse i det Nittende, og da man tillige maa forudsee, at endeel Præster, af Svaghed og verdslige Grunde, vilde blive i en Stilling, som ellers ikke var deres rette Hylde, saa vilde det, uden Fornærmelse mod de gammeldags Christne, vist være tjenligt for Stats-Kirken, at unde Præsterne deri en større Lære-Frihed, end Loven nu hjemler dem, kun maatte da ogsaa alle Stats-Kirkens Medlemmer have samme Frihed som Kiøbenhavnerne, til at betjene sig af hvilken Præst de vilde. Naar det nemlig, under disse Omstændigheder, kun indskiærpedes og overholdtes, at alle Præsterne i Stats-Kirken forrettede Sacramenterne, og confirmerede de Unge i deres Daabs-Pagt, efter de uforanderlige Bestemmelser, samt at de hverken i Prædiken eller Ungdoms-Underviisning modsagde hvad der hører til denne christelige Grundvold, da kunde Forpligtelsen i Øvrigt vel indskrænkes til det gamle Ordinations-Vilkaar, ærlig at lære efter vor hellige Skrift, og selv i Alter-Bogen kunde der være forskiellige Formularer, mellem hvilke Præsten havde Valget.

Det er min paa Historie og Efter-Tanke velgrundede Formodning, at herved den allevegne uundgaaelige Skilsmisse vilde, i det Mindste hos os, blive saa borgerlig tilfredsstillende, at Regieringen vist aldrig skulde fortryde, men snart glæde sig over at have lagt Haand derpaa; thi Strid om aandelige Ting, naar det kun er en aaben Feide, med lovmæssige Skranker, er saa langt fra at skade Statens Rolighed, at det tvertimod er Noget, hver Stat i vore Dage maatte lykønske sig med, thi at det aandelige Liv hos et Folk opsluges af Politisering er ligesaa lidt til Statens Gavn, som at det hendøer, og En af Delene maa dog skee i vor uenige Verden, naar Aanden ei kan bevæge sig frit i sin naturlige Sphære.

Hvor der nu saaledes blev givet en udstrakt Religions-Frihed, medens det dog vedblev at være den gamle luthersk-reformerede Christelige Kirke, hvortil Mængden af Folket hørde, og hvori derfor Regieringen udnævnede Lærerne, og ordnede Forfatningen, der var den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Staten virkelig blevet fortsat, i det den dunkle og skiæve Idee, om en christelig National-Kirke, havde klaret og rettet sig, til Begrebet om den Christne Kirke i et frit Forbund med Staten, som hiemlede Statens Over-Hoved al den Kirke-Magt, Samme med Føie kan ønske sig, uden at der dog skedte noget Skaar i Samvittigheds-Friheden, som er en umistelig Menneske-Ret!

309

Det kan vist nok ikke feile, at allevegne den Tid engang vil komme, da den Christne Kirke aldeles maa tabe sit Udseende af en Stats-Indretning, og trække sig tilbage i sig selv, som fra Begyndelsen, og den Tid er allerede kommet paa ethvert Sted, hvor enten Regieringen opkaster sig til Herre overTroen i Stats-Kirken, eller hvor Mængden af Folket er kied af Christendommen; thi der vil det ringe for alle Christnes Øren, hvad Aanden ved Apostelen siger til Menigheden: Misparres ikke i Spand med de Vantroe, thi hvad Fællesskab er der mellem Retfærdighed og Uret, hvad Samfund mellem Lys og Mørke, hvad Overeensstemmelse mellem Christus og Belial, eller hvad har den Troende at skifte med den Vantro! Gaaer derfor ud af deres Kreds, og fraskiller eder, siger Herren, og rører intet Ureent, saa vil jeg tage imod eder, (med aabne Arme) og jeg vil være eder en Fader, og I skal være mine Sønner og Døttre, siger den alraadende Herre! Det maa skee engang før Domme-Dag, siger jeg, thi kun tilbagetrukket fra Verden, og borgerlig død i den, kan Christi Menighed renses og helliges til det himmelske Borgerskab, der udmærker Arilds-Kirken i Jerusalem, men det skal gaae med Christi Kirke i den ny Verden, som det gik med ham selv i den Gamle, under hans jordiske Levnets-Løb, saa det er et Spørgsmaal, om dens Time er kommet! Herren vidste nemlig ikke blot sin Død forud, men vidste, at derfor var han kommet, at han som Hvede-Kornet skulde døe, men hverken slog han dog sig selv ihjel, heller ikke opirrede han sine Fiender til at giøre det, han blev kun ved at tale Sandhed, og at giøre sin Faders gode Gierninger, indtil Hykleren blev kied af at følge, og Ondskaben kæk til at fælde ham! Det gjorde Herren, og han har givet os Exemplet, for at vi skal træde i hans Fodspor, saa vi blive ved at giøre timeligt Gavn, som Hans Børn, der lader sin Soel opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, indtil Man ei længer vil taale det, indtil vi ei længer kan undgaae den borgerlige Død, uden ved at fornægte Herren, eller, hvad der er det Samme, sætte ham i Classe med Løgn-Propheterne, hvis Lærdom er baade Ja og Nei, ligesom Herren, da han stod for Raadet, kun havde Valget imellem, at nægte han var Christus den levende Guds Søn, eller dømmes til Døde.

Kun derfor, kun for at være Guds Efterfølgere, som elskelige Børn, der omgaaes i Kiærlighed, kan derfor maae vi stræbe at oplyse de verdslige Slater om, hvad der tjener til deres 310 Bedste, og bede dem dog ikke at drive de Christne til det Yderste, thi de gjorde os ingen Skade dermed, da hvem Herren har lovet at tage faderlig imod, bliver aldrig huusvild, hvem der har Borgerskab i Himlen, kan godt undvære Jorden, men de giør aabenbar dem selv ubodelig Skade dermed. Vil Man end ikke troe, hvad dog Historien tydelig viser, at ligesom Herren velsignede Labans Huus for Jakobs, og Potiphars Huus, ja hele Ægypten, for Josephs Skyld, saaledes velsigner han ogsaa, for sine Troendes Skyld, hvert Land og Rige som vil huse og hæle dem, ja lader Ingen ubelønnet, som rækker dem en Lædske-Drik, fordi de er hans Discipler; vil man nu i vore vantroe Dage ikke troe det, og heller ikke troe, at vore Bønner for Konger og Fyrster, Fred og Frugtbarhed, formaae det Mindste hos den Herre, som har lovet at give os Alt hvad vi forlange, og som aabenbar giver os, hvad Verden fattes: det vi selv er fornøiede med; vil Man end ingen af Delene troe, saa troe Man dog sine egne Øine: at christelig Fromhed udklækker og opelsker alle borgerlige Dyder, medens vantro Selv-Klogskab bandlyser og udrydder dem, ja, med eet Ord, at Christendommen styrker og helliger alle Troskabs og Kiærligheds Baand, medens Vantro overhugger dem, den ei kan opløse.

Hvad har nu en Stat vel i denne Henseende at vælge imellem? Aabenbar kun tre Ting, hvoraf de To er begge onde, og den Tredie derfor det Eneste, vi, som oplyste Mennesker og troe Undersaatter, kan bede om, og raade til.

Som det er i National-Kirkerne, udenfor Engelland, kan det nemlig ikke ret længe blive, thi kunde end de Christne udholde det, kan Staterne det dog ikke, og enten maa da Staten fortsætte den Lutherske Reformation, som ovenmeldt, eller aldeles opløse National-Kirken, eller omdanne den saaledes, at de Christne nødes til at forlade den.

Nu at opløse National-Kirken, saa Religion og Kirke-Sager blev Noget, Regieringen, som i Nord-America, slet ikke befattede sig med, det vilde jo unægtelig baade formere Statens Indtægter og formindske dens Udgifter, hvad i vore Dage maa findes ønskeligt; men, alt Andet tilsidesat, maa Man ikke glemme, at hvad der lod sig giøre i Nord-America, hvor Religionen altid havde været en blot Privat-Sag hos de Fleste, der netop drog til America for i den Henseende at raade dem selv; det lader sig ikke giøre hos os, hvor Omstændighederne er ganske anderledes.

Dog, det behøver ingen videre Udvikling, da Man, under 311 Revolutioner, i vore Dage, altid, trods alle Mod-Grunde, vil giøre Finants-Operationer, og, uden Revolution, vist aldrig fristes dertil

Den anden Udvei: at omstøbe National-Kirken efter den herskende Skrift-Klogskab, og lade det komme an paa en Prøve, om de gammeldags Christne vil blive deri, eller ikke, har derimod for enhver Regiering i vore Dage noget Fristende, og da det dog aabenbar er det Værste Man kunde giøre, bør det med Flid oplyses.

For at give Oplysningen den størst muelige Klarhed, vil vi her lade det uafgjort, enten der ved denne Omstøbelse, paa et givet Sted, vilde Nogen forlade National-Kirken eller ikke; thi i begge Tilfælde skiød Staten jo den gammeldags Christendom fra sig, og forbandt sig kirkelig med den nymodens Skrift-Klogskab, og blev der desuagtet nogen Levning af gammeldags Christendom i National-Kirken, da havde Staten den aabenbar ikke med sig, men imod sig, thi det var ikke med, men imod begge Parters Villie.

Hvad nu Staten vilde vinde ved et Forbund med den nymodens Skrift-Klogskab, er allerede klart af dennes øverste Grund-Sætning; thi den lyder vitterligen saaledes, at Bibelen, eller den hellige Skrift, er den eneste Troes-Regel, og en guddommelig Leve-Regel, men kan kun forstaaes af de dertil opfostrede lærde Theologer, hvis Udsagn Almuen, og Læg-Mand i det Hele, skal, uden Modsigelse, blindthen antage for Bibelens rette Mening, om de end selv finde det Modsatte deri.

Dette er hvad de Skrift-Kloge nu kalde en Fortsættelse af den Lutherske Reformation, men det er jo aabenbar det Modsatte, er aabenbar en Krebs-Gangtilbage til Hierarchi og Pavedom; thi netop af den Over-Tro, at Lære-Standen havde Ret til at raade over Tro og Samvittighed, deraf udviklede jo Hierarchi og Pavedom sig, og deraf maa det til alle Tider nødvendig udvikle sig. Enten vilde nu Mængden af Folket finde sig i dette Aands-Tyranni, eller den vilde det ikke; men vilde den det ikke, da var jo en saadan National-Kirke ingen Støtte for Staten, men en Pest, og underkastede Folket sig det theologiske Pavedom, da var Staten aabenbar i Theologernes Haand, og maatte kiøbe deres, som fordum Pavernes, Venskab i saa dyre Domme, som de behagede. Man tænke kun ikke, de Skrift-Kloge, naar de kunde udgive for Guds Ord Alt hvad dem behagede, under det Paaskud, at Bibelen, rigtig forstaaet, 312 hjemlede det, man tænke da kun ikke, at de over Troen til Salighed vilde glemme enten de udvortes Handlinger, eller dem selv, deres egen Ære og Fordeel! Nei, tvertimod, de sige os'det jo selv, at det kan omtrent være dem det Samme hvad Man troer, naar Man kun ikke troer hvad de Christne har troet fra Begyndelsen, og at med Evigheden har det ingen Fare, da vor Herre, om end først giennem en Skiærs-Ild, maa giøre os alle salige, hver paa sin Viis, saa det er egenlig Handlingerne og Livet i denneVerden, og Borger-Sam fundets Uddannelse, efter rette, guddommelige Fornuft-Ideer, det giælder om! Det er altsaa aabenbar en Kirke-Stat efter deres Hoved, de Skrift-Kloge, med den mørke Bibel, som Paverne med den mørke Tradition, til Rygstyd, vil stræbe at realisere, og kan da umuelig glemme paa deres Landemoder (Synoder) først og fremmerst at paastaae for sig selv en Stilling i Staten, der svarer til deres Halvgude-Rang, og til deres høie Bestemmelse: at være Midlere mellem Guds Ord, som kun de forstaae, og Borger-Samfundet, som kun de kan hellige og lyksaliggiøre.

Vilde nu nogen Regiering enten nægte de nye Paver, hvad der hørde umiddelbar til deres, altsaa middelbar til Samfundets Lyksalighed, eller vilde den nægte dem det Hals og Haand over Kirke-Samfundet, som den, ved at indrette det efter deres Hoved, selv havde givet dem, da vilde der kun behøves den Verdens-Klogskab og Smidighed, som saadanne Skrift-Kloge aldrig fattes, til at frembringe den offenlige Mening, at Stats-Øiemedet ei kunde opnaaes under den nærværende Forfatning: en Bansættelse i Skolemester-Stil, der vilde have samme practiske Følger, som Pavernes i Kirke-Stil.

Troer Man, dette er overdrevent, da læse Man Hr. General-Superintendent Bretschneiders Breve til en Statsmand, om Regentens Ret til at afsætte de Theologer, der lære mod Kirke-Lovene, og, tør Man true, mens man har Loven imod sig, kan dog vel enhver begribe, Man vilde handle, naar Man havde Loven for sig.

Er det nu aabenbart, at kun hvem der enten er gruelig forblindet, eller hvem der ønsker Staterne al timelig Ulykke, kan raade Regieringer at omskabe National-Kirkerne efter den herskende Skrift-Klogskab, saa mener jeg, det her maatte blive den rette Stats-Klogskab, paa en læmpelig Maade at forebygge, hvad der ellers, efter Naturens Orden vil blive uundgaaeligt, ved i Tide at reformere Stats-Kirken, med 313 Religions-Frihed. De samme Skrift-Kloge, der nu mestre Regenterne, og true Staterne med et nyt Pavedom, vil nemlig være de uskadeligste og ubetydeligste Personer af Verden, saasnart de miste det Præg, Regieringen, ved at taale deres Væsen i National-Kirken, selv mod sin Villie laaner dem, og de gammeldags Christnes forenede Bønner og Bestræbelser vil have den samme velsignede Virkning paa Borger-Samfundet, som Aarhundreders Erfaring vidner, de fordum havde, og som det ligger i Sagens Natur, de altid maae have, hvor de ei forskydes. Vi veed det nemlig meget vel, at vi ikke, selv med den varmeste christelige Prædiken og det mest lysende christelige Exempel, kunne skabe Helgene i Hundredtusind-Tal, men vi veed det ogsaa, og Historien stadfæster det med os, at hvor eet Tusinde røres tilbunds af det levende Guds Ord, som varer evindelig, der gribes meer end Hundredetusinde saameget deraf, at de i det Mindste blive gode, gavnlige, flittige, rolige Borgere og trofaste Undersaatter, og er det en uberegnelig Stats-Vinding til alle Tider, hvad ikke da i vore Dage, under en Giæring, ja under et aandeligt Jordskiælv, der truer alle Bygninger med Sammen-Styrtning, og vil sikkerlig kuldkaste Alle, undtagen Klippe-Fæstningen, der bygdes paa Hans Ord som skabde Himlen og Jorden, og ved den Menneske-Søns Haand der fører Guddoms-Spiret, Alle uden den, og dem den beskytter, dem dens Høveds-Mand histoppe fredlyser, og opvækker sine Kæmper til at forsvare, med det Aandens Sværd, der skiærer Kiød som Klæde, ja, er den rette Kværn-Bider, som kløver Mølle-Stene selv til Øiet!

Kan Man dog ikke see det, eller vil Man ikke, at deraf kommer den nærværende Tids grueligste Plage: den ubetingede Higen efter Opløsning og Omstøbning, det blive bedre eller værre, den kommer deraf, at Faa har en levende Gud, og Færre et levende Haab, som er høiere end Jorden, og man drives derfor af Uro, Mismod, Mistro, Misfornøielse og Frygt, som af Furier, blinde, med det forfængelige Haab, at dog maaskee det Tilkommende, naar Alt forandredes, kunde blive taaleligere end det Nærværende! O, hvilken Øvrighed, den kaldes hvad den vil, og hvilken oprigtig Folke-Ven, han troe hvad han kan, maatte ikke ønske, at der i hver en Kirke stod nu en gammeldags christelig Præsi, med Tro og Aand og Salvelse, som med det mægtige Ord, der oplyser Øine, og opliver Sjæle, kunde indgyde de forsamlede Skarer ogsaa kun en Gnist af den hellige Ild, der opløfter Sjælen over Øieblikkel, ogsaa kun en 314 Draabe af den Livets Flod, der stiller Hjertefærd1 og skaber Fred! Hvad var den ikke værd i den Mynt, selv Hedninger kan skatte, en levende, giennemgribende, gammeldags, christelig Prædiken over Ordet: giver Keiseren hvad Keiserens er, og Gud hvad Guds er! men det er Jammeren, ikke for os Christne, som staae fast, om end Jorden gaaer som et Lagen, og Bjergene smuldre i Havet, ja, som kun flyve herfra, naar Stjernerne falde, nei, men Jammeren for Stater og Riger, at den Prædiken, den lader sig ei holde, den hellige Tilflugt i Kirken, fra Nag og Kummer, den lader sig ei finde, saalænge de gammeldags Christne maae sukke til det bryder i deres Lænder, over den Gru, at de regnes til en Kirke, hvor deres Herre fornægtes, og deres Tro forskydes, og over den Ynk, at Christnes Børn er vidt og bredt under vantroe Skriftkloges Aag, som lægge Snarer for de Smaa der troe paa Herren, uden at ændse, hvad Han har sagt: de maatte heller ønske, der var bundet en Mølle-Steen om deres Hals, og de var sænkede til Havets Bund!

See, derfor vilde jeg endnu engang løfte min Stemme, saavidt jeg mægter, til at tale, sandelig, meer Statens end den Christne Kirkes Sag; thi lad dem skiælve for Kirken, der troe, de er dens Piller, jeg er rolig, fordi jeg veed, at jeg er ikke dens Rygstyd, men den er min, og jeg føler, den staaer urokkelig fast; men jeg elsker mit jordiske Fædreneland, og det fortoner sig saa elskeligt paa Tidens Hav, som Sællands de favreste Kyster ved Belt og Sunde, og jeg vilde derfor være utrøstelig, hvis jeg ikke gjorde Alt hvad jeg kunde, for at besværge baade Jordskiælv og Storme, i Herrens Navn, saa de gik uden om Fredens og Mildhedens, Ærlighedens og Rettens venligste Herberge, saavidt jeg veed, under Solen! Men min Mund er bundet, fra den forgiæves tog til Gienmæle mod Lovens Overtrædelse i Kirken, og dermed er min Taushed lovlig undskyldt.

*
315

(Slutning.)*

Det er Christendommens umiskiendelige Fortrin for alle andre Religjoner, og ret egenlig det Guddommeligheds-Præg, den for Tænkeren bærer til Skue, at den ikke blot berører, men uopløselig knytter sig til Alt hvad der med Føie kan kaldes ædelt, stort og elskeligt hos Mennesket. Den er kommet til Jorden som et Evangelium fra Himlen: som det glædelige Budskab fra den himmelske Fader til sine forlorne Børn i Støvet, at dem er en Frelser født: den Herre Christus, i Davids Stad, og at ved ham er dem ikke blot skiænket Trøst herneden, men evig Glæde beredt i Fædrene-Huset heroventil, og det bliver derfor altid dens Hoved-Sag at byde: Guds Fred, og at trøste de Dødelige med det evige Liv, og derved er det den skaber en almindelig Kirke; thi Samvittigheds-Ro og Saligheds-Haab er hvad alle Syndere, paa Thronen som i Hytten, og til alle Tider, naturlig fattes, og maae, om de er kloge, juble ved at finde. Men skjøndt Menneskets Inderste er Christendommens egenlige Virke-Kreds, og det eneste Sted paa Jorden hvor den gjenføder Paradiset, paa denne Side Domme-Dag, saa kunde den dog umuelig være en Guds Kraft til Salighed, dersom den ikke oplivede alt det i Mennesket der er af Gud, og stræbde øiensynlig at reformere Menneskelivet, efter det ophøiede Mønster, som selv i den naturlige Tilstand svæver de Bedre for Øine!

Uagtet vi derfor ingenlunde kan tjene de Vantroe i, enten udelukkende eller især, at beregne Christendommens velsignede Virkninger efter dens velgiørende Indflydelse paa Borger-Samfundet og Oplysningen i Verden, saa indrømme vi dog strax, at en saadan maa have været kiendelig overalt, hvor Jorden i Mennesket virkelig forsonedes med Himlen, saa det er ikke blot til udødelig Ære for Christendommen, men til uslukkelig Skam for dens Fiender, at Historien paa hvert Blad beskriver de selv for den verdslige Betragtning glædelige Følger af den Troes Indførelse og Oplivelse, som Verden hader, og stener altsaa for dens gode Gjerninger. Det er saaledes, for at sige Alt med Eet, en vitterlig Sag, at da Barnet fødtes i Bethlehem under Keiser Augustus, da var han Roms Tyran, og Rom * 316 den hele dannede Verdens, saa al den Frihed og borgerlige Lyksalighed, der siden har været i Verden, udsprang af Krybben. Heri ligger det allerede, at ogsaa Bevarelsen, Udvidelsen og Bearbeidelsen af den gamle Verdens Kundskaber, eller med eet Ord: Oplysningen maa i det Mindste middelbart være Christendommens Værk; thi hvor Retten fornægtes, maa Oplysning hades, hvor Sværdet hænger over Hovedet, falder Pennen af Haanden, og hvor Sædernes Fordærvelse tager Overhaand, der tabes baade Lysten og Evnen til boglig Konst og dyb alvorlig Efter-Tanke. Her at ville tale om Tilfælde, er latterligt, ikke blot fordi det dog vel maa have sin Grund i Christendommen selv, at dens Følger er det eneste Tilfælde i sit Slags, men ogsaa fordi det aabenbar ligger i Christendommens Natur at fremme Borger-Vel og Oplysning, saa, hvor dens Aand er med den, maa det skee. Den kalder sin Aand den Hellig-Aand, og vil jo af sine Bekiendere skabe de Helliges Samfund, og erklærer jo inderlig, virksom, opoffrende, Menneske-Kiærlighed for Seiglet derpaa, saa den kan umuelig være levende i noget Bryst, uden at skabe en god Ven. en god Nabo, og en god Borger i alle Maader. Den henviser uafladelig sine Bekiendere fra det Synlige til det Usynlige, fra det Kiødelige til det Aandelige, og maa derfor gjøre alle dem den besjæler, til Indbyggere af den aandelige Verden, hvor Lyset søges, og hvor det fryder, og endelig fører den en Bog med sig, trindt om Land, skrevet paa den gamle Verdens Tunge-Maal, og rig paa Indhold af alle aandelige Slags: fra den høieste Poesi og dybeste Tænkning, til den barnligste og jævneste Fortælling, saa, hvor Christendommen er levende, kan det aldrig feile, den jo sætter de menneskelige Aands-Kræfter i Bevægelse, oplader den gamle Sprog-Verden, og skaber en Ny, hvori den søger sin Forklaring. Derfor vil det ogsaa altid være Kiende-Tegnet paa en ægte Reformation i Christenheden, at det Liv den gienføder, langt fra at være Borger-Samfundet og Videnskabeligheden fiendsk, er høist velgiørende for Begge, og Enhver som kiender de sidste tre Aarhundreders Historie, og har Sind til at dømme upartisk, maa ogsaa vide, at disse Ægthedens Kiencle-Tegn er øiensynligst, hvor Man enedes bedst med Morten Luther.*

* 317

Men, just fordi Christendommen omfatter alt Menneskeligt, derfor er den naturligviis ogsaa udsat for al muelig Misbrug og Fordreielse, saa dens Lys ogsaa i denne Henseende ligner Solens, og dens Vederkvægelse Regnens, hvoraf Uhyrer, Ukrud og Utøi, ligesaavel nyder godt, som Ædlinger, Blomster og Fugle, men lønne med Utak. Ja, ikke blot for vitterlig Misbrug og Mishandling er Christendommen ved sin altomfattende Velgiørenhed udsat, men ogsaa for alle de Misgreb der uforsætlig kan begaaes med hvad der, som Livet og Lyset, er tjenligt til al Bedrift og Bestilling i Verden, og det maa derfor aldrig undre os, at, naar paa den ene Side den verdslige Stat stræbde at sætte Christendommen aldeles i sin Tjeneste dvs. at beherske den, saa stræbde den verdslige Viisdom ei mindre ivrig at giøre ligesaa, hvoraf der nødvendig maatte reise sig en bestandig Kamp, baade mellem disse der med Vold vilde rykke Guds Rige til sig, og med Guds Rige selv, der ikke kunde eller vilde lade sig beherske af Andre end Kongen i det Høie, og Aanden som er Hans fuldmægtige Statholder paa Jorden. Vi har seet, hvorledes Kirken i det Romerske Rige gjordes til en Stats-Sag, og Staten i Middel-Alderen til en Kirke-Sag, hvorledes Luther stræbde at oprette et Forbund mellem Kirken og Staten, der sikkrede Begges Frihed og Rolighed, og hvad derved var Feilen, som nu med Guds Hjelp skal rettes til Gavn for Begge, og hvilke Livs-Farer Christendommen maatte udstaae under Forsøgene paa at verdsliggiøre dens Liv, kan vi, som er midt deri, umuelig glemme. Men at Christendommens Lys har været i ligesaamegen Fare for at slukkes under de Høilærdes, som dens Liv for at endes mellem Stats-Mændenes Hænder, det er langt fra at være hele Menigheden klart, og dog var det ligesaavel en Livsfare, og i Grunden den største, thi Livet, det være nok saa daarligt, er dog et Liv, saalænge det varer, men Lys uden Liv er Død fra Først til Sidst, og kan umuelig være christeligt, da Liv af Døde o: Gjenfødelse er Christendommens Begyndelse, og det evige Liv dvs. Salighed dens Øiemed.

318

III.
Om den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Skolen.

Naar vi see, hvorledes de protestantiske Theologer i Slutningen af forrige Aarhundrede, i Begyndelsen af Dette, og endnu sædvanlig, behandle Christendommen: ikke som den ældgamle, apostoliske, af Historien bevidnede., og giennem de utallige Kirke-Stammer og Slægter levende beseiglede Tro, de kaldtes til, ved Hjelp af Bibelen og boglig Konst, at befæste, udbrede, oplyse og forsvare, men som noget Splinternyt, Ubestemt, de først skal udlede, med deres egen Fornuft af Skriften, eller med Skriften af deres egen Fornuft, naar vi see denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed, og høre den udraabe for Reformationens nødvendige Følge og fuldmodne Frugt; da fristes vi til at giøre Reformatorerne i det sextende Aarhundrede, og især Morten Luther, stor Uret, ja, kan egenlig slet ikke undgaae det uden kirkehistorisk Kundskab. Vel er nemlig Luthers Catechismus det gyldigste Vidnesbyrd der kunde gives, om, at han baade selv bekiendte sig til de Christnes oprindelige Tro, og at han vilde, Menigheden skulde blive ved den ufravigelig, saa det er kun Bagvaskelse, naar Theologerne ymte om, at de høitidelige Erklæringer desangaaende i den Augsburgske Confessjon kun skedte paa Skrømt! Men derimod er det ganske rigtigt, at selv Luther og Melanchthon, ei at tale om de andre Reformatorer, hældede stærkt til den Mening, at de Christnes Troes-Bekiendelse laande sin bedste Gyldighed fra Skriften, saa det var langt mere deres christelige Følelse, end deres theologiske Indsigt, der veiledte dem, naar de stod hardt imod alle dem, der vilde udlede en ny Christendom af Skriften, eller, hvad der løber ud paa det Samme, forandre Troen efter deres Skrift-Klogskab.

Naar derfor de nymodens kiættersk-jødiske, eller tyrkiskhedenske, Skrift-Kloge var ærlige og oplyste nok til at sige: vi indrømme gierne, at vi ligesaalidt have Tro tilfælles med Luther og Melanchthon, eller selv med Cranmer, Zwingel og Calvin, som den gamle Christne, Apostoliske Kirke; men vi paastaae kun, at naar Man dristig udvikler Alt hvad der flyder af Reformatorernes theologiske Principer: om Bibel-Krtiken som Troens og Kirkens rette Værne-Thing, da maa man komme til vores Paastand: at der i den christne Kirke ikke bør være anden uforanderlig Tro, end 319 Troen paa Bibelens Guddommelighed, saa det Øvrige beroer paa, hvad enhver Tids-Alders Skrift-Kloge finde i Bibelen, og fastsætte som almindelig Kirke-Tro, indtil videre; naar de vantroe Theologer var ærlige og oplyste nok til at føre dette Sprog, da maatte jeg, og enhver billig og besindig KirkeHistoriker, forsaavidt give dem Ret, og indskrænke os til at forsvare Luther med den kirkehistoriske Oplysning, at Feiltagelsen var ældgammel, saa han skabde den ingenlunde, men stræbde netop, som Reformator, at giøre den uskadelig, saa hans Reformation skal heller ingenlunde i denne Henseende forkastes, men kun paa en christelig Maade fortsættes!

Allerede Apostlerne Petrus og Paulus berøre, i deres SendeBreve, de kiætterske Forsøg paa, ved Misbrug af den hellige Skrift, at rokke de Christne i den dem overantvordede hellige Tro, og naar vi læse Irenæi og Tertullians Skrifter mod Kiætterne, da see vi grandt, at den Apostoliske Kirke afviiste alle de nye Byg-Mestere med Troes-Bekjendelsen ved Daaben, og med den hele Apostoliske Prædiken, der var i frisk Minde hos Menighederne i Ephesus, i Rom, og allevegne, hvor Apostlerne selv havde opslaaet deres Lære-Stole, og grundet Kirken. Det var imidlertid naturligt, at Biskopperne paa de Apostoliske Sæder ligelidt vilde taale nogen Afvigelse fra den dem velbekiendte Apostoliske Lærdom i det Hele, og derfor ingenlunde skarpt adskildte den urokkelige GrundVold, lagt af Herren selv, mens han var synlig tilstæde, ved Daaben og Nadveren, fra hvad Hans fuldmægtige SendeBud, Apostlerne, oplyste og drevne af den Hellig-Aand, havde bygget derpaa, og heri laae Spiren til den følgende Forvirring; thi hver Biskop stræbde dog at opbygge apostolisk paa sin Viis, og, som Apostelen Paulus bemærker, kan det aldrig feile, at jo Nogle selv af dem, der bygge paa den rette Grundvold, bygge med Træ og Rør og Straa, som ei kan taale Ilden. Naar der nu, enten under Strid med Kiætterne, eller under Tvist mellem Biskopper, blev Spørgsmaal om den ægte Apostoliske Lærdom og visse Tilsætningers Forhold til Samme, da tyede Man naturligviis til Apostlernes efterladte Skrifter, som de mest upartiske Vidnesbyrd om hvad Apostlerne virkelig havde lært, og hvad dermed kunde forliges eller ikke.

Saaledes opkom det siden gjennem Tidens Løb saa farlige Mis-Forhold mellem Kirken og Skolen, eller mellem Troen og Theologien: mellem Troens Ord og Skrift-Fortolkningen, men 320 hvad der gjorde Ulykken, var dog den verdslige Magts Indblanding i Kirke-Sagerne, og den Alexandrinske Høi-Skoles overlegne Indflydelse paa Tanke-Gangen.

Hvor nemlig den Christne Kirke betragtes som en Stats-Indretning, der stræber naturligviis Øvrigheden efter at give Lærdommen i den en langt mere iøinefaldende Lighed og strængere Eensformighed, end der kan opnaaes ved blot at holde over den Apostoliske TroesBekiendelse og Ordet ved Sakramenterne, saa der vil altid blive foreskrevet en udførligere og bestemtere Lærdoms-Regel, der i Prædiken og Underviisning skal følges. Herimod kunde der heller ikke fra Kirkens Side være Stort et indvende, naar Religjonen vedblev at være en fri Sag, saa de Christne, der enten fandt Lære-Forskriften utaalelig eller dog byrdefuld, havde Lov til, uden borgerlig Ulæmpe, at adskille sig fra Stats-Kirken; men det har sjelden været Tilfældet, og var det ingenlunde i Romer-Riget, hvor Forfølgelse, Lands-Forviisning, og omsider Henrettelse, blev de Læreres Lodd, der ei vilde følge Stats-Kirkens Forskrifter.

Naar nu den verdslige Øvrighed vil give en Lærdoms-Forskrift i den Christne Kirke, da kan den enten giøre det paa egen Haand, med Pavelig Anmasselse af det Christi Statholderskab, der kun tilkommer den Hellig-Aand, eller i Forening med Biskopperne og andre berømte Kirke-Lærere, paa en Geistlig Rigs-Dag, som er mindre stødende, men ei mere fyldestgjørende, naar det skal være en Regel for alle Christne; thi det ligger i Sagens Natur, hvad Apostlerne Peder og Povel ogsaa udtrykkelig indskiærpe, at hverken maa Geistligheden være Troens, eller Biskopperne Geistlighedens Herrer! Det Sidste skedte imidlertid, som vi veed, og med Lande-Modet eller Conciliet (Raads-Forsamlingen) i Nicæa, under Constantin den Store, begynder en Række af geistlige Rigs-Dage, der, fra Begyndelsen til Enden, har været en glimrende Kamp-Plads for Politik og Skole-Fuxeri, men en stor Ulykke baade for Kirken, for Staten, og selv for Skolen, der dyrt har maattet betale den forfængelige Ære, den derved øiebliklig vandt.

Saasnart Man nemlig paa et Lande-Mode skal udkaste en almindelig Forskrift for den Christne Menighed, enten uden Hensyn paa det uforanderlige Ord i Kirken, eller dog af videre Udstrækning, da lægges naturligviis Bibelen paa Bordet, som da ogsaa skedte i Nicæa, og da Bogen, som Man veed, er døvstum, bliver det naturligviis de Bog-Lærde der skal fremføre dens Mening og Kiendelse, hvorved møder den 321 Omstændighed, at ganske enige blive de Bog-Lærde aldrig om Meningen af en indholdsriig Bog, endsige om hvad der i den er det Aller-Klareste og Aller-Vigtigste, hvad de dog netop skulde være enige om, for, efter Bogen, at foreskrive noget Almeen-Gyldigt, der ikke aabenbar flød af Kirke-Ordet. Selv i bedste Tilfælde: naar alle de Bog-Lærde var Christne, og vilde gaae ærlig og samvittighedsfuld tilværks, vilde saadanne Bibel-Kiendelser altid blive mislige; men hvad maae de da ikke blive, naar Mange af de Bog-Lærde i Grunden er Uchristne, og har altsaa læst Bibelen med hedenske eller tyrkiske Ørne, og Mængden desuden som oftest vil lade sig lede mere af den verdslige Øvrigheds end af den Hellig-Aands Drift!

Naar vi nu vil kiende de Bog-Lærde i den gamle Christenhed, da maae vi gaae til Alexandrien i Ægypten, hvor ogsaa det Arianske Kiætteri, som foranledigede Lande-Modet i Nicæa, først var opkommet. Vel var Menigheden i Alexandrien ingen Apostolisk Plantelse, og det er kun et løst Sagn der giør Evangelisten Marcus til dens Stifter, hvorfor Kirken der, som Man kan see af Eusebs Kirke-Historie, i de to første Aarhundreder spillede en saa høist ubetydelig Rolle; men Alexandrien havde, næsten ligesiden Alexander den Stores Tid, med sin uhyre Bog-Samling, været Bog-Ormenes Himmerig, og heraf fulgde, deels, at de alexandrinske Christne vilde blive de boglærdeste, og deels, at de Christnes Kirke-Bog vilde i Alexandrien giøre mest Opsigt. Her var det da først Christendommen kom i egenlig Berørelse og Vexel-Virkning med den gammel-græske og jødiske Videnskabelighed, hvad der gik saavidt, at Man tidt har ondt ved at finde Forskiel paa Tanke-Gangen hos de to samtidig berømte Skole-Mestre i Alexandrien: Ammonius Saccas og Clemens, skjøndt den Første gjaldt for en Hedning, og den Sidste for en Christen. En fælles Lærling af Begge var da ogsaa Origines, det store Lærdoms Vidunder, som i det tredie christelige Aarhundrede gjorde umaadelig Opsigt baade blandt Christne og Hedninger, og, medens vi gierne lade det staae ved sit Værd, om han eengang lod sig true til legemlig at giøre Røgelse for Afguderne, er det indlysende, at han utallige Gange aandelig og frivillig strøede Virak for den hedenske Viisdoms-Gudmde, og indførde en saa luftig og vilkaarlig Skrift-Fortolkning, at Man efter den kan bevise Alt og Intet af Bibelen. Endnu før Origines døde, besteg en af hans berømteste Discipler, Dionysius, Bispe-Stolen i Alexandrien, og naar Man af Eusebs Kirke-Historie seer, hvilket Orakel denne 322 gamle Ræv var for hele den østlige eller græske Christenhed, da undrer Man sig ikke længer over Arianismen, over Lande-Modet i Nicæa, hvor Biskopperne gav en hedensk Keiser Forsædet, som Pontifex Maximus, eller over Noget af de mange Vidnesbyrd om et opfarvet Hedenskabs Indbrud i Øster- Leden.

Paa den vestlige eller Latinske Christenhed havde vel den Alexandrinske Høiskole og Origines langt mindre Indflydelse, og man holdt der urokkelig fast ved den Apostoliske Troesbekjendelse; men her opkom Hierarchiet, der, uden som hiint Skolemesterskab at undergrave Kirken, dog for en Tid gjorde den til en Røver-Kule. Dette er saa bekiendt, og, i Forhold til Skolemesterskabet, saa eensidig revset, at jeg vil indskrænke mig til at vise dets naturlige Opkomst, og forholdsmæssige Fortrin, som et mindre Onde.

Naar man nægter, at der, lige fra den Christne Kirkes Begyndelse, har været en ved særdeles Indvielse udkaaret Lære-Stand, med forskiellige Grader, da vrævler Man kun; thi Herren selv indviede jo tolv Apostler og halvfjerdsindstyve Discipler, og kun ved de meest haartrukne Fortolkninger af Petri og Pauli Breve, og ved grundløse Magt-Sprog om de tydeligste Vidnesbyrd af Kirke-Fædrene, kan man undgaae den Tilstaaelse, at Bispedømmet er en Apostolisk Indretning, saa det er en reen Sag, at Biskopperne, naar de blot lode sig beherske af Menighedens uforanderlige Tro, havde Ret til, paa eget Ansvar, at prædike, og fortolke Skrifterne, som de fandt tjenligst. Men hvad Bisperne og Præsterne ikke havde Ret til, var at paabyrde Menigheden nye Troes-Artikler, end sige da halvveis at udelukke alle troende Læg-Mænd af Kirken, ved udelukkende at anmasse sig Navnet af Geistlighed (de Aandelige) som tilkommer de Helliges Samfund, og udgive sig selv for Kirken, hvori Læg-Mænd, som de Verdslige og Kiødelige, ei kunne indlemmes, men hvortil de kun skulde høre. Dette Uvæsen udsprang øiensynlig af det Montanistiske Kiætteri om den Hellig-Aands Kiøds-Paatagelse, blandet med den latinske Jurist Tertullians ildestædte Romer-Ret, hvorfor det ogsaa er hos Tertullians Discipel, eller rettere Tilbeder, Cyprian i Carthago: en af de Proselyter Apostelen Paulus udtrykkelig havde fraskrevet de til Hovmod fristende Bispe-Stole, vi først finde de hierarchiske Grundsætninger udtalte med Bispe-Myndighed, som om Christenheden skulde være et gjenfødt Rom, hvor de geistlige Patricier, som Augurer, styrede og kudskede Menigheden, som Plebeier.

323

Naar man nu veed, at Cyprian blomstrede i Vesten, paa samme Tid som Origines i Østen, og blev, baade som Biskop, som Martyr, og som Orthodox, der ret egenlig canoniseret, da seer man nok, Udsigterne for sand Christendom var ved Slutningen af det tredie Aarhundrede kun mørke overalt, men glemme maa Man ikke, at medens der i Østen spændtes Snarer for de Troende, lagdes der dog kun i Vesten et Aag paa dem, som de Fleste gjerne underkastede sig, fordi naar Menigheden bliver lunken, vil den altid heller i Salighedens Sag have med Bispen og Præsten, end med Christus og den Hellig-Aand at gjøre, vil heller troe, at Geistligheden ad en Bagdør kan skaffe dem ind i Himmelen, end selv indtrænge sig ad den snevre Port. Ret iøinefaldende er Forskiellen, naar Man sammenligner Oraklerne i den østlige og vestlige Christenhed, ved det femte Aarhundredes Begyndelse: hist Chrysostomus i Antiochien, og her Augustinus i det afrikanske Hippo; thi hist finde vi en Skrift-Klog med verdslig Veltalenhed, der beiler som en Skuespiller til sine Tilhøreres Klap, uden at Man let skal sige, hvad han troede, men her finde vi dog en troende Biskop, hvem det med al hans latinske Spidsfindighed og andre Brøst, dog er alvorlig om Jesus Christus, og om Menighedens udødelige Sjæle at gjøre!

Samtidig med Augustin var den latinske Kirkes ypperste Skole-Mester Hieronymus, men deels var han langt mere Sprog-Mester end noget Andet, og deels fik han aldrig nogen overveiende Indflydelse paa Kirke-Lærdommen, saa det tegnede alt fra Begyndelsen til, hvad ogsaa Enden blev, i den vestlige Christenhed, at Skolen der kun skulde spille en haandværksmæssig Rolle, det være sig nu enten philologisk, som hos Hieronymus, eller historisk, som ved Decretalie-Samlingerne, eller philosophisk, som hos Scholastikerne, saa det var immer Bisperne som Augurer, og Paven i Rom, som Pontifex Maximus, der enten satte Skolen i Arbeide, eller bedømde dog Lærdommen, efter den foregivne uindskrænkede Fuldmagt af Christus, og utabelige Indskydelse af den HelligAand.

At nu Skolen herved ingenlunde stod i sit rette Forhold til Kirken, men blev et Giærde om alle deri opkomne Vildfarelser, istedenfor at den ved immerstigende Oplysning skulde reist en Dæmning imod dem, er ligesaa klart, som at Bisperne, og især den Romerske, vidt overskreed deres Fuldmagt, og kundgjorde kun alt for indlysende Tabet af den Hellig-Aand; men naar 324 Menigheden skulde have Tyranner, maatte den dog aabenbar langt heller have sine egne Foresatte dertil, som dog skjælvede ved at bryde Grund-Loven og Daabs-Pagten, ogbekjendte dog, de havde Magten til Lehn af Christus og den Hellig-Aand, end de hedenske Boglærde, der herskede i Minervas og deres eget Navn, gjorde nye Troes-Bekiendelser paa fri Haand, og brugde i Grunden kun Bibelen til deres Fødders Thron-Skammel! Skolens Hovmesterskab over Kirken, eller Theologiens over Troen, udspringer nemlig, naar den christne Tro er sand, af en djævelsk Grund, Bispe-Myndigheden udspringer derimod af Christendommens Livs-Kilde, og kan derfor i høi Grad udarte, uden at forgribe sig paa Livs-Principet, og det giælder her i høieste Maade, at saalænge der er Liv, er der Haab. Derfor blev Gregor den Store i Rom, som Man ret vittig har kaldt den sidste gode og den første slette Pave, dog ingenlunde den sidste christelige Biskop, da tvertimod Ansgar i det niende Aarhundrede er mere ærke-bispelig end han; endnu i det tolvte Aarhundrede skinnede den hellige Bernhard, og selv da de sidste Glimt syndes forsvundne, var en Reformation muelig, fordi Grundvolden blev urokket, Børnene vedblev at gienfødes til Guds Rige, og kunde altsaa baade faae Øine for dets Mishandling, og Kraft til dets Forsvar.

Det er tit nok anmærket, at Videnskabernes Gienfødelse, Forplantelsen af Græsk boglig Konst til Italien under Constantinopels Indtagelse af Tyrkerne, og Bogtrykker-Konstens Opfindelse, forberedte og lettede den Lutherske Reformation; men det er sædvanlig overseet, at Reformatorernes theologiske Vildfarelse, om Forholdet mellem Kirken og Skolen, ogsaa havde sin Hovedgrund i den nu til Vesten forplantede græske Skolemester-Viisdom. Det er imidlertid saa klart, at det i denne Henseende kan være nok at nævne den berømte Romer Laurentius Valla, som i den første Halvdeel af det femtende Aarhundrede løftede, saa godt han kunde, Cathedret til Skyerne, høit over Prædike-Stol, Bispe-Sæde, Kirke, og Alt hvad der, efter hans Forstand, kun havde hjemme i Støvet, ikke, som den Classiske Lærdoms guddommelige Mysterium, i de høiere Luft-Regioner. Saaledes efterat han havde slaaet sig til Ridder paa den ligegyldige Fabel om en apostolisk Oprindelse til Navnet Symbolum, som Troes-Bekjendelsen kaldtes, see, da blev det en Tradition i Studere-Kamrene, at han havde afbeviist Troes-Bekiendelsens apostoliske Oprindelse, og hans velgrundede Indvendinger 325 mod det Constantinske Gave-Brev til Paven i Rom, kom omtrent til at giælde for en Afbeviisning af Bispe-Myndighedens Hjemmel i Arilds-Kirken, medens hans Frihaands-Anmærkninger til det Ny Testamente var Indledningen til Exegetikens Hov-Mesterskab over Troen!

Betænker Man nu, at Italien, ved Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, var Videnskabelighedens Hoved-Sæde, at under Pavedommets Aag, i Middel-Alderens Dunkelhed, var Kirke og Geistlighed, geistlig Bispe-Myndighed, og verdslig Bisp-Magt, Menighedens eenstemmige Vidnesbyrd, og de hemmelige Efterretninger fra Kloster-Cellerne, ^ med eet Ord, den paalideligste Historie og den løseste Snak, med de haandgribeligste Løgne kastede sammen i een Dynge, hvorover de dumme Munke slog Kors, som det Alt var himmelfaldet; da vilde det være høist ubilligt at forlange af de Tydske Reformatorer at de ikke alene skulde giøre en forsvarlig Skilsmisse, men ogsaa videnskabelig klart og grundigt afhjemle den. Det fulgde tvertimod af sig selv, at om end en tydsk Reformator, som Morten Luther, ved et Vidunder, kun den Hellig-Aands Viisdom forklarer, bygde, og det forsvarligt, paa Kirkens uforanderlige Grundvold, han dog i sine Strids-Skrifter mod Pavedommet og Alt hvad dertil hørde, vilde tit forvildes af den ny hedensk-oprundne Videnskabelighed, med hvilken han havde sluttet Forbund mod den herskende Over-Tro og Vankundighed.

Fra dette Stade skal vi betragte den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Skolen, som bestaaende deri, at Bibelen paa Ny oplodes for hele Menigheden, til Oplysning i den uforanderlige Christne Tro, og til Værn mod alle Æventyr, Drømmerier og Løgne om den oprindelige, apostoliske Christendom.

Naar der nu spørges: om den Lutherske Reformation ogsaa i dette Stykke skal fortsættes, da svarer jeg, uden mindste Forbeholdenhed, og efter fuldeste Over-Beviisning, ja, hvad Andet, den skal fortsættes, som Alt hvad der hører til den Christne Kirke, ved at gaae frem fra Klarhed til Klarhed, saa det nu indsees klarere: hvad der flyder af den Christne Troes Uforanderlighed, og under hvilke Betingelser Bibelen kan giøre Tjeneste, som den christelige Oplysnings-Bog, og som den Værne-Skrift mod Opdigtelser, hvortil den aabenbar er os skiænket.

Vi er altsaa her i Skolen i samme Tilfælde med den Lutherske 326 Reformation, som i Staten og i Kirken, thi vi ikke blot billige den i sin Tid, men glæde os over den, fordi den var christelig og grundig meent, og var det Bedste, der, efter Omstændighederne, kunde times Menigheden; men vi kan umuelig udgive den for fuldendt, da den ingenlunde bragde Kirken tilbage til sin oprindelige Tilstand, og vi kan ei engang nægte, at de alexandrinske Grund-Sætninger, Reformatorerne, kun meer og mindre, hyldede, staae i Modsigelse, baade med Morten Luthers christelige Praxis, og med den Christne Kirkes uforanderlige Grund-Lov!

Vistnok er det langtfra, at Luther nogensinde, som hans nymodens Efter-Abere, slog Streg over KirkeHistorien, der aabenbar ene kan lære os hvad de Christne have troet, og hvad der er den eneste ægte, Apostoliske Christendom; thi han beraabde sig tvertimod idelig paa den, og de Magdeburgske Centurier er et høirøstet Vidnesbyrd om, hvor ivrig hans Discipler, mens hans Aand var over dem, stræbde at vise, de Intet bestreed, som jo, under Tidens Løb, havde indsneget sig i den Christne Kirke, og maatte udrenses, for at tilbagegive den sin oprindelige, uforanderlige Skikkelse. Men desuagtet maae vi tilstaae, at selve Luther

a. bestreed det mundtlige Vidnesbyrd om Troen, uden at giøre nogen tydelig Forskjel mellem det han bestreed, og Troes-Bekjendelsen ved Daaben, med Indstiftelsens Ord ved begge Sacramenter;

b. paastod, at Alt, hvad der gjorde Fordring paa Almeen-Gyldighed i Kirken, skulde kunne bevises af Skriften;

c. oversaae Kirke-Historiens Vidnesbyrd om det Oprindelige i Kirken, naar han ikke fandt det stadfæstet i Bibelen;

d. erklærede den hele Udvikling af Saliggiørelsens Orden, som den findes i den Augsburgske Confessjon, for en Samling af Troes-artikler, som alle sande Christne skulde antage.

Om at Luther gjorde dette, troer jeg ogsaa, alle de Skrift-Kloge i hans saakaldte Menighed, der kan have nogen Stemme, vil være enige; men om Forsvarligheden deraf er vi høist uenige, thi medens Endeel tage Parti for Luther i det Hele, giver Mængden ham kun Ret i de tre Fjerde-Dele: forkastende aldeles den Augsburgske Confessjons Almeen-Gyldighed, og skjøndtjeg længe har hældet til de Første, paastaaer jeg dog nu alt en Tidlang, at Luther havde aabenbar Uret i alle fornævnte Punkter. Medens jeg nu hverken dølger det for mig selv eller for Andre, at saare Faa blandt de SkriftKloge er paa min Side, paastaaer jeg 327 dog, at i Grunden er ikke blot Luther selv, men hele den Christne Menighed, med Herren og Aanden, Ordet og Skriften, paa min Side, og Gud lade mig derfor altid være saa vis paa Himmerig (til jeg kommer der) som jeg er paa engang at faae Ret i dette Stykke, hos alle dem, der troende bøie Knæ i Jesu Christi Navn, og med frimodige Tunger bekiende, at Han er Herren i Gud Faders Ære! Denne Herre er mit Vidne, at jeg ærer og elsker Morten Luther, som jeg ønsker at æres og elskes af mine Børn, hvad mine Kyndinger veed er ikke saa lidt, og ønsker derfor at kunne see og sige tusind Gange meer Luthers Undskyldning, end jeg har seet og sagt, skjøndt mine opmærksomme Læsere veed, det er heller ikke saa lidt; men hvor det giælder vor Herres Jesu Christi Tro, hans Kirkes Forsvar, og hans Menigheds Vel, der maa og der vil jeg, selv for Morten Luthers Skyld, ingen Sandhed dølge, og jeg veed, at naar vi mødes i Himmerig, vil han sige: det var i Grunden ikke at takke dig for, thi det var kun din Skyldighed, men du skal dog have Tak derfor af Morten Luthers Aand!

Jeg veed meget godt, at saadanne Hjerte-Udgydelser paa Papiret er kun til Latter eller Besvær for de fleste Læsere, og min naturlige Partiskhed for dem, hører ogsaa til den Lutherskhed, jega flægger; men der gives dog Tilfælde, da Man hverken af Pennens medfødte Udygtighed til at være Tunge, eller af alle de Munde der gabes med, og alle de Smile-Baand der trækkes paa, i hele Verden, maa lade sig afholde fra med Pennen at betegne hvad ei lader sig beskrive, og jeg føler, at et saadant Tilfælde er indtruffet her, saa jeg kan ikke bære det over mit Hjerte at blotte Vaaben, selv kun mod Skyggen af Luther, uden høitidelig at forsikkre, jeg føler, han er saa uskyldig deri, som vi Mennesker af syndig Byrd kan være i hvad der af vor Tids hemmeligste Brøst klæber ved os, og at jeg derfor i Kirke-Historien fremdeles betragter vor heltemodige, høitoplyste, barnlige Kirke-Fader, Morten Luther, med den samme Beundring, Kiærlighed og Grund-Enighed, som da jeg af al Magt, men naturligviis forgiæves, stræbde, ei at grave ham op, men at opvække ham lyslevende fra de Døde! Forsikkringen kunde derfor aldrig falde Læseren saa kiedeommelig, eller blive saa frugtesløs, at den jo var Skriveren nødvendig, og paa alle Læsere kan den desuden umuelig være spildt, da det er vitterligt nok, jeg hverken ødsler med min Roes til hvem jeg ei kan lide, eller ryster for at rive en Skrift-Klog ned, om han end staaer i langt større Anseelse trindt mig, end Luther nu!

328

Saa paastaaer jeg da, mod alle Radicalerne, og mod Alt, hvad fordum eller nu har begunstiget dem:

a. At den mundtlige Troes-Bekiendelse ved Daaben er uafhængig af al Skrift, og, som Menighedens eenstemmige Vidnesbyrd om sin Tro, det gyldigste historiske Vidnesbyrd der kan gives om: hvad alle Christne fra Begyndelse af har troet.

b. At denne Troes-Bekiendelse, som Vilkaaret for Optagelsen i det Christne Kirke-Samfund, er Kirkens uforanderlige Troes-Regel og Grund-Lov, som i uopløselig Forening med Daaben sætter det eneste forsvarlige Skiel mellem Kirken og Verden, eller mellem den virkelige Christenhed og hvad der er det ikke.

c. At det mundtlige Ord ved Sacramenterne, og især Troes-Bekiendelsen, er Grund-Regelen for Bibel-Fortolkningen i Christenheden, hvorefter enhver Skrift-Klog, der vil blive i den Christne Kirke, skal og maa rette sig.

d. At Bibelen, desuden, hverken oprindelig har været, eller, efter sin Beskaffenhed, kan være Troes-Regel i den Christne Kirke.

e. At der nu bør drages en skarpere Grændse-Linie end nogensinde mellem hvad alle Christne skal troe og bekiende, og hvad der maa overlades til Aandens og hver enkelt Christens fri Raadighed.

f. At derfor ogsaa Skolen eller Theologien bør nyde langt mere Frihed end det var Luthers Mening, uden at have Krav paa det Mindste af det Herskab over Troen og Kirken, som Reformatorerne, efter deres Anskuelser, conseqvent maatte indrømmet dem.

Jeg finder det nødvendigt her saaledes, punktviis, at fremsætte de Paastande, hvorom de fleste baade christelige og uchristelige Skrift-Kloge, nuomstunder, enten ganske eller dog for en stor Deel ere uenige med mig, for at det ikke skal være min Skyld, om Man, fremdeles som hidtil, enten misforstaaer mig, eller sammenblander dog Ting, som jeg paa det Skarpeste adskiller. Jeg vil derfor ogsaa nu, saa kort og tydelig som jeg kan faae Lykke til, angive Grundene for enhver af ovemneldte Paastande, og inderlig bede enhver Med-Christen, før han modsiger elier forkaster Paastandene, dog først samvittighedsfuld at veie Grundene!

a. Da der ved Reformationen slet intet Spørgsmaal var mellem Luther og Paven, enten om Troesbekiendelsen 329 ved Daaben, eller om Indstiftelsens Ord ved begge Saeramenter, hvis Gyldighed Man paa begge Sider indrømmede og forudsatte, skal Man ei let kunne sige, hvad Luther vilde svaret, naar der var blevet lagt tilbørlig Vægt paa dette mundtlige Vidnesbyrd (i det Latinske Kirke-Sprog: Traditio Dominica) men, saavidt jeg veed, har dog Luther aldrig udtrykkelig undtaget dette Kirke-Ord fra den mundtlige Meddelelse, hvis af Skriften uafhængige Gyldighed han, under Navn af Traditionerne, benægtede, og nu er det sædvanligt, i det Mindste hos de christelige Skrift-Kloge, at paastaae Skriftens udelukkende Ret til at være Troes-Regel, hvorved Kirke-Ordet unægtelig fradømmes al Ret til at være det.

Ligevist er det imidlertid, at kan Man ikke lære at kiende et Menneskes eller en Menigheds Tro af deres høitidelige Troes-Bekiendelse, da kan Man slet ikke lære at kiende deres Tro, og allermindst af en Bog, hvorpaa de ingen Tro bekiende.

Dernæst er det ogsaa vist, at dersom ikke den Christne Menighed med Flid har forfalsket sin Troes-Bekiendelse, da er den et fuldgyldigt Vidnesbyrd om samme Menigheds oprindelige Tro, men skulde den vitterlig have forfalsket Troen, da staaer den ikke til Troende i nogen Ting, og allermindst i det Vidnesbyrd, kun Endeel af dens Medlemmer har givet det Ny Testamente, som en Bog af Christi Apostler og deres første Discipler.

Men det er fremdeles vist, at Man, ved at anklage den Christne Menighed for vitterlig Forfalskning af sin Troes-Bekiendelse, paastaaer en stor Urimelighed om et Folk, der altid har udmærket sig ved Ærlighed i Troes-Sager, og blandt hvilke Man veed Mangfoldige have heller ladt Livet, end de vilde fornægte eller dølge deres Tro.

Det var endelig enten er reen Umuelighed, eller grændsede dog øiensynlig dertil, at i en Menighed som den Christelige, Troes-Bekiendelsen, der ved hver Daab lydelig gientoges for hele Menighedens Øren, og var kort nok til med Lethed at læres og huskes af de Tungnemmeste, at den Troes-Bekiendelse skulde være blevet forfalsket, uden at engang To eller Tre høirøstet modsatte sig en saadan Ugierning, og fraskildte sig med den ægte Troes-Bekiendelse, som den sande Christne Kirke.

Saalænge man derfor ikke kan opvise noget 330 Kirke-Samfund, med en anden Troes-Bekiendelse end vores, der udgiver sig for den oprindelige Christne Kirke, og muelig kan være det, saalænge er den mundtlige, lydelige, offenlige, høitidelige Troes-Bekiendelse, vort Kirke-Samfund aflægger ved Daaben, det gyldigste og umistænkeligste historiske Vidnesbyrd der kan gives om: hvad de Christne lige fra Begyndelsen og indtil nu har troet, altsaa om den eneste ægte Christne Tro, som ene har udrettet i Verden, hvad der gav Christendommen Navnkundighed, og giør det til et for Menneskeheden vigtigt Spørgsmaal: hvad der er den virkelige ægte Christendom.

Naar Man nu sammenblander dette mageløse mundtlige Vidnesbyrd med alle de løse Rygter om den oprindelige Christendom, der har gaaet eller endnu gaae i Christenheden, da indseer Man let, det er høist uforsvarligt; men det er dog neppe overflødigt at oplyse Sagen med et slaaende Exempel.

Sæt nemlig, der i et Land blev Spørgsmaal om Grund-Forholdet mellem Kongen og Riget, da kunde det vist nok ikke afgiøres efter Folke-Snak, men var der en Eed, som alle Kongerne, ved deres Thron-Bestigelse, aabenlydt og offenlig maatte aflægge, hvem kunde da tvivle om, at denne Eed, aflagt eens, saavidt Man vidste, fra Arilds-Tid, var det gyldigste historiske Vidnesbyrd om Grundforfatningen, der kunde gives? Vilde nu end Nogen paastaae, at en ældgammel, troværdig og vidtberømt Rigs-Krønike, uden Hensyn paa Kronings-Eden, skulde afgiøre Spørgsmaalet, og det uagtet den giennem flere Aarhundreder havde henligget næsten forglemt i Rigs-Archivet, da mener jeg, Man vilde neppe finde det Umagen værdt at vise det Ugrundede og Bagvendte i slig en Paastand. Indlod Man sig imidlertid derpaa, vilde det aabenbar være Nok at erindre, deels, at med al Agtelse for Archivarernes Ærlighed, og Afskrivernes Nøiagtighed, kunde Man umuelig ansee et skriftligt Vidnesbyrd, der strængt taget, kun var Disses, for saa sikkert, som det mundtlige, høitidelige, offenlige, tit gjentagne, der ikke blot var Kongernes, men, saa at sige, hele Folkets, fra Slægt til Slægt, og at, i alt Fald var det Forhold Eden udtrykde det Virkelige, der havde fundet Sted, hvad enten det saa stemmede med Forskriften eller ikke, saa det var Eden, og ikke Skriften, der havde Forbindtlighed for Kongen!

331

b. At det ikke er ved Bibel-Læsning, men ved Daaben, Man optages i vort Kirke-Samfund, det er en Kiends-Gierning, og at det Samme har været Tilfældet alle Dage i den Christne Menighed, kan Man i det Mindste ikke nægte, naar Man fæster Tro til hvad der staaer i Bibelen; men nu meddeles Daaben kun paa Vilkaar af den Tro, som Bekiendelsen, der ved Daaben skal aflægges, udtrykker, og i vort Kirke-Samfund er denne Bekiendelse da unægtelig Troes-Reglen og Grund-Loven, thi den kunde ikke virkelig forandres, uden at derved det gamle Troes-Samfund ophørde, og et Nyt begyndte. Man kan derfor vel nægte, at Daaben hos os meddeles paa samme Vilkaar, som i Arilds-Kirken, men Man kan ikke, uden at giendrive sig selv, enten paastaae: at vor Kirke er Eet med den Grundchristelige, uden dog at have Daabs-Pagt tilfælles med den, eller nægte: at to Kirke-Samfund med forskiellige Daabs-Pagter er grundforskiellige, om det saa aldrig stod i Bibelen, hvad der dog staaer, at hos de Christne skal der ligesaavel være samme Tro og Daab, som der skal være een og samme Aand og Herre.

At nu ogsaa virkelig vor Troes-Bekiendelse og Daab er istand til, kiendelig at adskille os baade fra Jøder, Tyrker, og Hedninger, det er soleklart, men at Daaben u denTroes-Bekiendelsen ikke kunde det, er ligesaa, thi Man kunde jo døbe ei blot med samme Gebærder, men selv med samme Ord, som vi, uden at bekiende Tro paa Jesus Christus, eller vedkiende sig det Mindste af den Tro og det Haab, der skal være vort Kirke-Samfund ejendommeligt. Da imidlertid det Sidste synes ganske at oversees af mange Christne, maa jeg bringe i Erindring, at selv naar Man siger: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, da har Man dermed slet ikke sagt, at man mener den Gud Fader, Himmelens og Jordens Skaber, eller den Guds Søn, Jesus Christus vor Herre, som de Christne troe paa, eller at Man døbes til et Helgen-Samfund, med Synds-Forladelse, legemlig Opstandelse, og et evigt Liv; saa naar Troes-Bekiendelsen ei længer er Daabens Vilkaar, da har Daaben ophørt at være en Optagelse i det Christelige Troes-Samfund, og er kun et for alle Christne vederstyggeligt Abe-Spil.

Kan nu selv Daaben, der dog er Noget alle Christne skal have tilfælles, ei uden ved Hielp af Troes-Bekiendelsen, 332 giøre den Christne Kirke kiendelig for Venner og Fiender, da kan Bibelen del aabenbar endnu mindre; thi., at den maa finde sig i alle Bøgers fælles Skæbne: at læses eller lægges paa Hylden, at misforstaaes af Venner, og fordreies af Fiender, det lærer baade den korteste og den længste Erfaring, og det er desuden klart, at naar Man siger: Man troer paa Bibelen som en Guddommelig Aabenbaring, da har Man i det Høieste dermed sagt, at Man troer der er en Gud til, som i den Bog har aabenbaret sin Villie, men ikke et Ord om, at Man troer paa Jesus Christus, eller venter Salighed i hans Navn, hvad dog unægtelig er hvad der adskiller de Christne fra Jøder og Tyrker, som jo ogsaa indrømme, at der findes en Guddommelig Aabenbaring, i Bibelen.

Om det derfor end havde været et Ledd af de Christnes Troes-Bekiendelse ved Daaben, at Bibelen er en guddommelig Aabenbaring, da kunde dette Ledd dog umuelig gjort dem kiendelige fra noget andet Kirke-Samfund, og det saameget mindre, som Man ikke engang kan giøre en Bog kiendelig ved blot at nævne den, men kun ved at sige hvad der findes i den.

Dog, vi har hidtil kun betragtet Daaben som den Optatagelse i vort Kirke-Samfund, der kjendelig skal adskille det fra ethvert Andet, men see vi nu hen til de Virkninger, Daaben, efter vor Paastand, skal have, som et Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, da viser det sig ligesaa klart, at den, uden Troes-Bekiendelsen, var en Uting. Vi veed det vel, at Fienden, hvem vi ved Daaben forsage, spotter ogsaa nu med Daabens underfulde Virkninger, skiøndt vi kun meddele den paa det Vilkaar, at Man forsager Djævelen, og troer hvad Troes-Bekiendelsen lyder paa; men dersom vi meddeelde den kun paa det Vilkaar, at Man skulde lade os øse Vand paa Hovedet, og læse nogle hemmelige Ord over det, da fortjende vi ærlig Spotten, som uforskammede Koglere, og dersom vi meddeelte Daaben paa andre Vilkaar end Apostlerne, da havde vi aabenbar ikke Daabs-Pagt tilfælles med dem, altsaa ei heller mindste Ret til at tillægge vor Daab den samme Virkning som deres!

At nu ogsaa Bibelen, og hele den Christne Kirkes Historie, stemmer hermed overeens, er indlysende; thi Kirken har vedkiendt sig Millioner, som aldrig saae Bibelen for 333 deres Ørne, men Ingen, som jo bekiendte Troen og var døbt derpaa, og Skriften giør jo ikke sig selv, men Troen, Daaben og Bekiendelsen, til Salighedens Vilkaar, saa hvem der vil skille Troes-Bekiendelsen fra Daaben, som dens Vilkaar, vil aabenbar skille de Døbte fra det vor Herres Jesu Christi Kirke-Samfund, som Menigheden fra Slægt til Slægt har givet Vidnesbyrd, og som Skriften ikke skaber, men som den beskriver.

c. Det er en klar Selv-Følge, at hvad der er Troes-Regel og Grund-Lov for hele den Christne Menighed, maa ogsaa være det for Sammes skriftkloge Med-Lemmer, saa de maae under intet Paaskud fornægte eller modsige det Mindste af hvad alle Christne skal troe og bekiende.

Men naar nu de Skrift-Kloge fandt, at den Apostoliske Skrift modsagde vor Troes-Bekiendelse, hvad skulde de da giøre?

De skulde, om de fandt det sikkrere at troe en Bog, end Menighedens Vidnesbyrd, have Lov til at træde ud af Kirke-Samfundet, og vilde de bestride Menighedens Tro med deres Lærdom, da skulde de udelukkes, som aabenbare Kiættere; thi Bibelen være saa guddommelig, Afskrifterne deraf saa nøiagtige, og Meningen saa klar, som de kan, saa er dog Bibelen kun en Bog, altsaa intet Christent Menneske, end sige den hele Christne Menighed, eller den Hellig-Aand selv, og Bogen kan hverken skiænke os Syndernes Forladelse eller det evige Liv, som dog er, hvad vi søge i Kirken, og har den store Menigheds troværdige Vidnesbyrd for, der er at finde. Ingen Skrift-Klog, om han saa var en Engel fra Himmelen, maa da forlange af os, at vi, for at følge hans Mening om et dødt Bogstav, skulde gaae ud af vort levende Samfund med Herren og Hans Menighed!

Men om det nu var klart for alle Læsere, at vor Troes-Bekiendelse ei lod sig forene med Bibelen, hvad da?

Da alle Skrift-Kloge veed, hvor ypperlig Skriften stemmer overeens med vor Troesbekiendelse, og da hvad der som Vidnesbyrd skulde sættes over den, maatte i det Mindste være ligesaa klart for hele Menigheden, som den, hvoraf igien fulgde, at alle Menighedens Lemmer, for at indsee Striden imellem Troen og Bibelen, maatte baade kunne læse og forstaae Græsk; saa har dette Spørgsmaal neppe Krav paa et Svar, men det er i Øvrigt let besvaret, 334 thi i et saadant Tilfælde, om det kunde indtræffe, maatte vi naturligviis ogsaa holde fast ved vor velbevidnede og velbeseiglede Christne Tro, og kun forandre vore Tanker om Bibelen, eller dog om Geistlighedens Redelighed og Nøiagtighed, ved Bogens Afskrift og Overantvordelse.

Var vi derfor saa uheldige, som adskillige Folk i Christenheden, at vi havde mistet Vidnesbyrdet ved Daaben, da kunde Skriften, om den end nok saa tydelig viiste, hvad vi havde tabt, ei hielpe os, fordi den er kun en død Bog, og ingen Menighed, og i dette Tilfælde, som nok tildeels er Grækenlands, kunde Hjelpen ene komme fra et andet Sted, hvor Vidnesbyrdet var i Kraft.

Dog, dette siges her kun i Forbigaaende, for at minde om, at der gives intet mueligt Tilfælde, hvori Skrift-Klogskaben blandt Christne maa beherske Troen, hvoraf den tvertimod, for at være christelig, selv maa lade sig beherske.

Hvad der giælder om Troes-Bekiendelsen, giælder for saavidt ogsaa om Djævle-Undsigelsen, som begge Dele ere Daabens uforanderlige Vilkaar, og Begge have hele Menighedens mageløse Vidnesbyrd for at være de Oprindelige; kun er herved at agte, at vi ikke maae lægge meer i noget Vidnesbyrd, end hvad det klarlig udtrykker, eller unægtelig forudsætter, saa det kunde let træffe sig, at Man en Tidlang i Menigheden, af en eller anden Grund, havde almindelig gjort sig Forestillinger om Djævelen, hans Væsen og Gierninger, som siden befandtes ugrundede, men det kan aldrig træffe sig, at den Christne Menighed fragaaer sit eenstemmige Vidnesbyrd, at der er en ondskabsfuld Person, kaldet Djævelen, til, som med alt sit Væsen, og alle sine Gierninger, skal undsiges og forsages af alle dem, der vil indlades i den Christne Kirke. At det nemlig er en Person, det siger saavel Navnet, som Ordet hans, og visse ham tillagde Gierninger, og at han maa være ondskabsfuld, følger unægtelig deraf, at de Helliges Samfund erklærer ham Krig.

Gaae vi nu videre: til Indstiftelsens Ord ved Nadveren, da kan vi vel ikke ganske sige det Samme om dem, som om Troes-Bekiendelsen og Alt hvad der uadskillelig er forbundet med Daaben, thi netop fordi det christelige Liv begynder med Daaben, begynder det ikke med Nadveren, og da denne meddeles alle Døbte, uden andet 335 Vilkaar, end det der ligger i Sagens Natur: at de, siden deres Daab, hverken med Ord eller Gierning, maae aabenbar have overtraadt deres Daabs-Pagt med Kirken, saa veed jeg ikke ret om Man tør sige, at Indstiftelsens Ord ved Nadveren har hele Menighedens, men det er klart, at de har hele Lære-Standens høitideligste Vidnesbyrd, saa der kan aldrig blive Tale om at forandre dem efter nogen Skrift, og aldrig være Spørgsmaal om, at alt hvad der staaer i Bibelen om Nadveren skal forklares i Overeensstemmelse med Ordet.

At nu ogsaa Morten Luther fulgde denne Regel, er klart; thi hans Skrift-Fortolkning stemmer i Almindelighed herlig overeens med Troens og Indstiftelsens Ord i Kirken, og skiøndt han ikke fandt dem bogstavelig, som de lyde, i noget Skrift-Sted, var det dog langt fra ham at mestre dem, men han lod sig heller miskiende og forhaane, end han vilde vige et Haarsbred fra hvad Ordet udtrykker.

Men kunde man da ikke sige, at siden Luther, ved at begynde med Skriften, kom til det Samme, som naar Man begynder med Ordet i Kirken, er den hele Tvist om: hvor Man helst skal begynde, mest kun en tom Ord-Strid, meer til Skade end til Gavn?

Jo vist kan Man sige det, naar Man vil, og, selv efter denne Udvikling, er jeg bange for, endeel luthersk-christelige Skrift-Kloge vil; men de skulde ikke sige saa; thi, blandt andet har den sidste Tid klarlig viist, hvilken mærkelig Forskiel det giør, om Man i Theologien begynder fra den rette eller fra den vrange Side.

Havde nemlig Lutheranerne indseet, at Troens og Indstiftelsens Ord i Kirken er et fuldgyldigt Vidnesbyrd om den oprindelige Christendom, der ikke trænger til at afhiemles med nogen Skrift, men er tvertimod den ufravigelige Fortolknings-Regel for alle Christenhedens Skrift-Kloge, da havde Troens Skjold udslukt alle den Ondes gloende Pile, da var.Menigheden hverken blevet tvivlraadig eller modløs, naar Fienden krævede saadanne Beviser for Skriftens Ægthed og Guddommelighed, Sikkerhed og Klarhed, som han vidste, efter Sagens Natur, var umuelige, eller naar han trodsig paastod, at hvem der kunde læse Skriften i Grund-Sproget, og var en dygtig Videnskabs-Mand, skulde der hverken finde Beviis for at 336 Jesus var vor Herre, eller hans Moder en Jomfru, eller den Hellig-Aand en Person, eller at Herren var død for os til Syndernes Forladelse, eller at Herren var opstanden fra de Døde, og skulde komme til Doms, eller at vi skulde legemlig opstaae; men fordi Man havde indbildt sig, at alt Dette enten maatte kunne paa fri Haand strængt bevises af Skriften, eller bortfalde, derfor blev hele den læge Menighed tvivlraadig eller modfalden, medens de faa overblevne christelige Skrift-Kloge piinde sig med at føre de Beviser, Fienden altid havde Nok med Føie at udsætte paa, og som, naar de end havde været fuldkomne, ligesaalidt kunde have tilfredstillet Menigheden, som de vilde fyldestgjort ham.

d. Bibelen bestaaer, som vi alle veed, af det Gamle og det Ny Testamente, og Ingen af Delene kunde ved den Christne Kirkes Begyndelse, være dens Troes-Regel, fordi det Gamle Testamentes Bøger indeholde ikke den Christne Tro, og det Ny Testamentes var endnu ikke skrevne. Ligesaalidt kunde, af samme indlysende Grund, Tro paa Skriften være Daabens Vilkaar, enten da Herren selv indstiflede Sacramentet, eller da Apostlerne, paa den store Pindse-Fest, døbde de tre Tusinde, med mindre den Christne Kirke fra Begyndelsen skulde have været et huult og tomt Samfund, der, uden at have nogen sand Eiendommelighed, kun ved Daaben gav sig Skin af at være noget Andet end Jøde-Dommet. Endelig er det ogsaa klart, at dersom den Christne Kirke, fra Begyndelsen, havde gjort det Gamle Testamente til sin Troes-Regel, og Tro derpaa til Daabens Vilkaar, da var den oprindelige, apostoliske, Kirke forgaaet uden Spor, og var slet ikke hvad der nu kalder sig den Christne Kirke, og giør Paastand paa aandeligt Samfund med Herren og Hans Apostler.

Men nu er det ogsaa langtfra, at den ældste skrevne Kirke-Historie: de fire Evangelier og Apostlernes Gierninger, paa mindste Maade berettige til at paabyrde Herren og hans Apostler saadanne Urimeligheder, thi vi læse jo om Herren, at han bestandig gjorde Troen paa sin guddommelige Person, og paa hvad han havde hørt hos Faderen, til Betingelse for Samfundet med sig, ja, at han udtrykkelig bebreidede de Skrift-Kloge, at de søgde det evige Liv i Skrifterne, istedenfor at komme til ham, hvor Livet var at finde; og gjennemgaae vi opmærksom de 337 Brud-Stykker vi have af Apostlernes Prædiken, saavel ved andre Leiligheder, som paa den store Pindse-Dag, da finde vi ei heller mindste Spor af nogen Skrift som Troes-Regel, eller Tro paa Skrift som Daabs-Vilkaar, men altid Gienlyd af Ordet om den Korsfæstede, igien Opstandne, og om Syndernes Forladelse og det evige Liv ved Troen paa ham, overeensstemmende med vor Troes-Bekiendelse ved Daaben, som unægtelig er vor Troes-Regel. At derimod Herren og hans Apostler, naar de prædikede den Christne Tro for Jøder, beraabde sig paa deres hellige Skrift, som en Spaadom, der nu gik i Opfyldelse, det er jo dog aabenbar en ganske anden Sag, hvorimod der aldrig paa Klogskabens Vegne kunde være Noget at indvende, men vel paa Sandhedens, dersom ikke Herren og hans Apostler havde Ret i, at Moses og Propheterne dreves af den samme Aand, der neddalede som en Due over ham ved Jordan, og med Lue-Tunger over dem paa Pindse-Festen.

Da det nu desuden ikke er det Gamle, men det Ny Tementes Bøger, Man har villet giøre til vor Troes-Regel, og Troen paa deres Guddommelighed til vort Samfunds Kiende-Mærke, saa seer Man let, at en mere fortvivlet, sig selv giendrivende, Paastand, er neppe tænkelig; thi vel kan vi ikke for nogen af disse Bøger bestemt angive Aaret da den er skrevet, end sige, da den blev almindelig bekiendt, men at de alle ere skrevne, ikke før, men efter den Christne Kirkes Stiftelse, det er saa vist, som at de alle forudsætte den, og ere et øiensynligt Bidrag til Kirkens ældste Historie. Vil vi derfor paastaae, at have samme Troes-Regel og Daabs-Pagt, som den oprindelige Apostoliske Kirke, da maae vi dog nødvendig søge dem i Noget, der kan være ligegammelt med Kirken, og fremforalt ikke i Noget, der aabenbar, efter egen Tilstaaelse, er yngre. At nu vor Troes-Bekiendelse og Daabs-Pagt kan være ligegamle med Kirken, det er indlysende, men at det Ny Testamentes Bøger ikke kan det, er ligesaa, og den Omstændighed alene maa, naar den engang er oplyst, til alle Tider være saa afgiørende, at kun Fienden kan raade de Christne at paastaae hvad der giendriver sig selv; men da en indgroet Fordom er vanskelig at udrydde, bør det dog tilføies, at Apostel-Brevene, langt fra at udgive sig for Troes-Regel, ei alene forudsætte Christen Tro hos deres Læsere, men henvise dem udtrykkelig til deres 338 Daabs-Pagt og til det mundtlige Ord, hvormed Evangeliet er dem forkyndt, uden at endog en Engel fra Himmelen maa bringe dem til at vige fra hvad de have hørt og ere døbte paa.

Denne Apostoliske Henviisning til noget Foregaaende, Mundtligt, Ufravigeligt, giør det nemlig umueligt, i Enighed med Apostlerne, at bruge deres Breve til Troes-Regel, og den bestandige Forudsætning af Troen, som noget alle Læserne bekiendt, giør Brevene aldeles uskikkede til Troes-Regel, da det giør den rette Fortolkning afhængig af Noget, Læseren selv maa føre med sig. Dette, som Læseren selv maa føre med sig, og bruge som Fortolknings-Regel, eller Nøgel, paastaae nu naturligviis de vantroe Skrift-Kloge, er kun hvad de kalde sund Fornuft, men, om dermed ogsaa var sagt Noget som lod sig tydelig beskrive, og skille fra hvad der er det ikke, saa viser dog Øiesynet, at det især var en vis Tro paa Christus, med en vis Daabs-Pagt og Daabs-Virkning, Apostel-Brevene forudsætte, saa de christelige Skrift-Kloge paastaae med fuldeste Ret, at sund Fornuft er ingenlunde Nøgelen til Apostel-Brevene; thi vel er den, naar derved forstaaes menneskelig Bevidsthed og alvorlig Eftertanke, Betingelsen for al rigtig Læsning, altsaa ogsaa for Apostel-Brevenes, men kan dog umuelig paa fri Haand lære os, hvad det er for en Christen Tro, Brevene tale om og forudsætte som bekiendt. Derimod fordre de vantroe Skrift-Kloge med Rette af os, som forkaste deres Nøgel og Fortolknings-Regel, at vi skal angive en Anden, der ikke har samme Lyde som deres, og sige vi nu: det er den christelige Aand, eller den Hellig-Aand, Apostel-Brevene forudsætte hos deres Læsere, da har vi vel Ret deri, men det nytter os ikke i Striden, med mindre vi, ved Hielp af Daabs-Pagten, kan giøre os tydelige, thi ellers falde vi for vore egne Vaaben. Modstanderne svare os nemlig: det indrømme vi gierne, at Apostlerne forudsætte en christelig Aand, som de kalde den Hellige, men naar det skal være andet end vi kalde sund Fornuft, hvad er det da, og hvad Oplysning giver det om den af Apostlerne forudsatteTro?

Saaledes driver Fienden os seierrig fra den Skrift, hvorpaa vi have stolet, tilbage til det Troens Ord, vi, trods Skriften, have ringeagtet, men tage vi kun det i vor Mund og i vort Hjerte, da er, som Apostelen skriver, Herren 339 med os, saa vi spørge hverken om hvem der skal føre ham ned fra Himmelen, eller op fra Helvede, men gaae mandelig frem i Hans Kraft, med Troen i vort Hjerte, og Bekiendelsen paa vore Læber, og da er Fienden saaledes aandelig slagen af Marken, at han skal nødes til i Fortvivlelse at tye til sine gamle Vaaben mod Troen og Skriften, der giør Eet: til Spotten nemlig, til Sværdet og til Baalet, og naar vi har bragt ham dertil, da nedlægge vi vore Vaaben, og tage Korset op, som Herren, da han havde stoppet Munden baade paa Pharisæer og Sadducæer, saa de turde ikke mere haabe at fange ham i hans Tale.

Saasnart vi nemlig, i vor Troes-Bekiendelse ved Daaben, opvise den Tro Apostlerne forudsætte, og giøre dette ufravigelige Troens Ord til vor eneste Fortolknings-Regel, da har vi med det Samme tydelig bestemt, hvad det er for en Hellig-Aand, vi paastaae, skal forklare Skrifterne, nemlig den Hellig-Aand, af hvem Jesus, Jomfru Maries Søn, er undfanget, den Hellig-Aand, paa hvem vi troe, med Faderen og Sønnen, og som i Daaben skaber det hellige Samfund, hvor der er Synds-Forladelse og et evigt Liv.

Nu har vi godt ved at bevise, hvorledes Christne skal og maae forstaae Skriften, og kan smile ad alle de Indvendinger Fienden giør mod Skriftens Guddommelighed og Ægthed, Sikkerhed og Klarhed; thi alle disse Ting skal han nu selv bevise, før han med Skriften kan anfægte vor Troes christelige Ægthed, og hvad han altsaa først maa giøre, er indlysende at giendrive alle de Indvendinger, han selv har opkastet og udviklet derimod.

Hertil maa han ikke vente, vi skal yde ham mindste Hjelp, thi vi frafalde naturligviis, som Feiltagelser, alle de Paastande vi kun i vor Forblindelse have ladt os forlede til at giøre, saavel om Inspirationen af hvert Ord i det Gamle og Ny Testamentes bibelske Kirke-Historie, som om alle de bibelske Bøgers beviislige Ægthed, om Textens bogstavelige Sikkerhed, og Skriftens umiddelbare Klarhed, og undersøge kun rolig Spørgsmaalene desangaaende, til Oplysning for Menigheden, der ligesaa rolig kan afvente Udfaldet, da hverken Liv eller Vext staaer længer, som hidtil, paa Spil, naar der strides om Skriften.

Men kan Man dog ikke have samme Gavn af 340 Troes-Bekiendelsen, uagtet Man udleder den af Skriften, og vedbliver at betragte Skriften som den egenlige Troes-Regel?

Dette er vist nok, efter den foregaaende Udvikling, et fortvivlet Spørgsmaal, men en Fordom., der har slaaet saa dybe Rødder, som den hos os, at Skriften var Troes-Regel, er ikke nemt udryddet, og derfor tør jeg ikke undlade at tage Hensyn paa dem, der nok see, at Troes-Bekiendelsen ved Daaben er uforanderlig, og langt vigtigere i alle Maader, end de havde tænkt, men mene dog, at her, som allevegne, maa være en gylden Middel-Vei, det er sikkerst at følge. Det Bedste jeg kan svare, er, at naar man holder fast ved Troes-Bekiendelsen ved Daaben, og indrømmer Ubrødeligheden af vor Daabs-Pagt, for hvem der ikke vil udelukke sig selv af Kirken, da skal Man giælde for Christne, enten Man saa vil sige, at Bibelen og Troes-Bekiendelsen er Troes-Regel i den Christne Kirke, eller Man derom ingen Ting vil sige, men Man maa ingen Paastand giøre om Troes-Regelen, hvorved Troes-Bekiendelsen ved Daaben udelukkes, thi derved modsiger Man vor Daabs-Pagt, som unægtelig giør denne Bekiendelse til Regel for vor Tro!

I Øvrigt er det klart, at Man, ved at ville først udlede Daabs-Pagten af Skriften, og derpaa fortolke Skriften efter den, begaaer omtrent den samme Uforsvarlighed, som Melanchthon ensteds, hvor han erklærer Brevet til Romerne, paa Grund af dets Christelighed, for den Regel, hvorefter den hele øvrige Skrift skal fortolkes, og at saadanne Magt-Sprog er ligesaa magtesløse i Krig, som grundløse i Fred, trænger neppe til Beviis. Det er nemlig indlysende, at før vi, paa fri Haand, under Fiendens Ørne, kan udlede enten Lidt eller Meget af Skriften, maae vi føre mange Beviser om den, som neppe holde Stik, og som, naar de end gjorde det, hverken kunde blive hele Menigheden indlysende, eller bragde os et Skridt nærmere til Maalet, thi naar Daabs-Pagtens Udledelse af Skriften ei skal være et tomt Blænd-Værk, da er det ingenlunde Nok, at vi opvise Leddene af vor Troes-Bekiendelse i Skriften, men vi skal vise, at efter Skriften maa vor Troes-Bekiendelse netop have de Ledd, den har, hverken flere eller færre, og vor Daabs-Pagt, i alle Maader, være indrettet netop som den er. At dette nemlig er umueligt, tænker jeg, enhver Skrift-Klog maa vide, og var det end mueligt, bortfaldt dog hele den 341 christelige Gyldighed deraf, ved den simple Bemærkning, at da der ved den christelige Daabs-Pagts første Oprettelse ei var et Bogstav til af det Ny Testamentes Bøger, kan den umuelig være udledt deraf.

e. Naar vi giennemgaae Kirkens Historie, med christelig Alvor og Opmærksomhed, da er Kiætterierne unægtelig i alle Maader den store Anstøds-Steen paa vor Vei.

Er vi kommet til en vis Grad af Oplysning om Mennesket og Christendommen, da undrer det os vist nok ikke, at der blev Kiætterier, thi Evangeliets Guddommelighed har lige fra Begyndelsen været saa vel bevidnet, dets Forjættelser saa store, og dets velgiørende Virkninger saa kiendelige, at det nødvendig maatte drage mange Mennesker til sig, der dog ikke havde Sind til den Selvfornægtelse og Optagelse af Korset, der var nødvendig for at følge Herren. Da fristes vi ei heller til at raabe Ak og Vee over Kirke-Fædrene, fordi de udelukde Kiætterne af Menigheden, thi naar et Samfund virkelig har en Tro, hvorpaa Det bygger sit Saligheds-Haab, og er ærligt, da kan det aabenbar ikke vedkiende sig noget Medlem, der enten fornægter eller dog aabenbar modsiger Samfundets Tro, saa naar de fleste Theologer nuomstunder erklære al Udelukkelse af Kirken for utilladelig, ja for et skammeligt Kiætter-Mageri, da er de enten uhyre forblindede, eller de har selv ingen Tro til Saliggiørelse, som kan fornægtes eller modsiges.

Nei, men hvad der støder, og, skatte vi Kiærlighed som Fuldkommenheds Baand, ei blot støder, men bedrøver os., er at vi see Mange fordømte som Kiættere. enten med aabenbar Uret, eller dog paa utilstrækkelige Grunde, og selv, naar vi regne fra, hvad der flød af Kirkens Mis-Forhold til Staten, bliver der endda Nok tilbage, som aabenbar har sin Grund i et Mis-Forhold til Skolen, der allerede tidlig blev saa indviklet, at det syntes seent eller aldrig at kunne opredes.

Saavidt vi i den lange Frastand kan skielne, skedte der vel i de første tre Aarhundreder ingen egenlig Ulæmpe, saa Nogen, der ei aabenbar havde brudt sin Daabs-Pagt, og vægrede sig ved at giøre Bod, blev udelukt af Kirken, men dog er allerede Forhandlingerne med Biskoppen i Antiochien, Paul af Samosate, noget indviklede, og paa Lande-Modet i Nicæa, er det klart, at Man i det Mindste brugde en vrang Fremgangs-Maade; thi enten skulde det været beviist, at Arius havde brudt sin Daabs-Pagt, eller 342 han maatte ikke udelukkes af Kirken. Man udelukde ham imidlertid paa Grund af at han ei vilde bruge et vist Udtryk om Herren, som hverken forekom i Troes-Bekiendelsen, eller engang fandtes i Skriften, og hermed var det første offenlige Skridt gjort overGrændsen ind i det Grændseløse; thi naar man kan blive Kiætter, skiøndt Man for menneskelige Øine har holdt sin Daabs-Pagt, da er det omtrent ligegyldigt, enten Man dømmes efter de fleste Stemmer i en Bispe-Forsamling, eller efter den for Øieblikket herskende Skrift-Fortolkning, thi Fremgangs-Maaden er i begge Tilfælde lige vilkaarlig, og uforsvarlig. Følelsen heraf avlede ogsaa Anordningerne i Østen, at den Nicæniske Troes-Bekiendelse skulde herefter bruges ved Daabs-Pagten, istedenfor den Apostoliske, men deels forsvarede Man dermed kun slet en saadan Lovs Tilbage-Virkning paa Arius, og deels var Læge-Midlet værre end Sygdommen, da Man ved at forandre Daabs-Pagten, forfuskede den, og gjorde egenlig hele den østlige Kirke til et Døds-Samfund.

I Vesten derimod synes Man, ligesiden Irenæi Dage, aldrig at have tænkt paa nogen Forskiel mellem Daabs-Pagten og Alt hvad Man ansaae for Apostolisk Lærdom og Indretning; thi Alt hvad der stødte an derimod, fordømde Man glatvæk som Kiætteri, og til hvilket Uvæsen det maatte føre, efterat Man havde gjort den Romerske Biskops Godtbefindende til Maale-Stokken for det Apostoliske, det er begribeligt, og vilde for Christne være grueligt nok, om Man end ikke i Pavedommet havde havt for Skik at oplyse Kiætterne med Baal, og udelukke dem af Verden, istedenfor af Kirken.

Nu var det vel aabenbar i det Mindste Morten Luthers Ønske, deels at Udelukkelsen af Kirken kun skulde være en aandelig, ingen verdslig Sag, og deels, at den ikke skulde finde Sted for enhver Særhed i Tanke-Gangen, men kun for en haardnakket Modsigelse af de Christelige Grund-Sandheder; det var hans Ønske, men derved blev det ogsaa omtrent; thi National-Kirkerne brugde ligesaavel den verdslige Arm til at binde eller lukke Munden paa Modstanderne, som Pavekirke-Staten, og til de Christelige Grund-Sandheder regnede Man den hele Indhold af sine Symboliske Bøger, altsaa det hele Resultat af den Skrift-Klogskab, der var herskende, da de Bøger indførtes.

343

At nu imidlertid hverken den Augsburgske Confessjon, eller nogen anden Udvikling af Saliggiørelsens Orden og Skriftens Hoved-Lærdom, kan have Almeen-Gyldighed i den Christne Kirke, selv kun som Lære-Forskrift, det er indlysende, blandt Andet, fordi Man dog umuelig kunde fordre, at enten Irenæus eller Augustin, eller nogen Lærer i Christenheden førend 1530, skulde fulgt den Augsburgske Confessjon, som da først blev til; thi hvad der fra Christendommens Begyndelse til 1530 var christelig Lærdom, maa aabenbar ogsaa være det efter 1530, enten det saa stemmer med den Augsburgske Confessjon eller ikke. Men kan nu ikke engang den bedste Symboliske Bog, meer end nogen Pave-Bulle, have Almeen-Gyldighed, som Lære-Forskrift, da kan den aabenbar endnu langt mindre have det som Troes-Bekiendelse, selv om den var inspireret; thi Meer end Man ved Daaben giør til Vilkaar for Optagelsen i Samfundet, kan Man umuelig, uden klar Selv-Modsigelse, giøre til Vilkaar for Forblivelsen deri, og vilde Man giøre Mere til Vilkaar for Daaben, end enhver Medlem af Samfundet, selv med de ringeste Evner, kunde samle og beholde, da forspildte Man Retten til at udelukke Nogen for Brudd paa Daabs-Pagten.

Dette indsaae og ændsede det sextende Aarhundredes Reformatorer ikke, thi de forkiættrede tit hinanden for hvad der kun i det Høieste maatte afbryde Communionen imellem dem, og siden veed Man ikke, hvad Man mest skal studse over: enten National-Kirkernes grændseløse Ligegyldighed ved Protesten mod deres Daabs-Pagt af deres egne Med-Lemmer, eller deres Forkiættrelse af hele Samfund, der havde Daabs-Pagt tilfælles med dem. Til Morten Luthers Undskyldning taler vist nok den videnskabelige Dunkelhed, hvoraf Grændse-Linien: mellem Grund-Sandhederne og alt Andet, fra fordum havde været omtaaget; men vi have end ikke Skin af Undskyldning, hvis vi, trods Klarheden, som nu er opgaaet derover, enten undlade skarpt at adskille os fra dem, der forkaste vor Daabs-Pagt, eller vedblive at paastaae Grund-Forskiellighed fra dem, der have Daabs-Pagt tilfælles med os.

Der er nemlig i den Christne Kirke en dobbelt Forbindelse, som ikke blot betegnes ved, men skabes af de to Sacramenter eller Naade-Midler: Daaben og 344 Nadveren, men som i Troes-Bekiendelsen udtrykkes ved Ordene: den hellige almindelige Kirke, og de Helliges Samfund (Fællesskab). I Kirken optages vi ved Daaben, under Troens Betingelse, og i de Helliges Samfund indlemmes vi, staaende i Daabs-Pagten, ved Nadveren, som er Christi Legems og Blods Samfund, der giør alle værdige Giæster til levende og frugtbare Lemmer paa Herrens Legeme, og skjøndt begge skal høre sammen, maa vi dog ingenlunde, som hidtil, forvexle eller sammenblande dem, men skal giøre den Forskiel, der altid har været beregnet ved den lille og den store Band, og som ligger i Sagens Natur.

Hvem der virkelig har Daab tilfælles med os, maae vi nemlig ikke udelukke af det Christne Kirke-Samfund, med mindre vi kan bevise, han har brudt sin Daabs-Pagt, og angrer det ikke, ikke heller tør vi sætte ham nogen sidste Frist, inden hvilken han, under Tab af det christne Saligheds-Haab, skal blive enig med os om Nadveren, og hvad Andet Kirken offenlig overantvorder i Herrens Navn; men det følger afsig selv, at saalænge han ikke har brudt Brødet og deelt Kalken med os, har vi heller ikke det Broder-Samfund med ham, som Nadveren giver, og at vi ikke maae stæde Nogen til Herrens Bord, (communicere med ham) naar han enten modsiger Indstiftelsens Ord, eller vrager Herrens Bøn, Herrens Velsignelse, Herrens Dag, den Hellige Skrift, eller det hellige Lære-Embede. Hvem der altsaa vrager Nogen af disse Ting, skal vi ansee for hvad han i Kirken aabenbar er: en Særsindet, vi kun have lidt at skifte med, til han lader sig bedre oplyse, men vi maae ikke udelukke ham af Kirken. Selv da, om han holder sig fremmed imod os, og indgaaer en kirkelig Forbindelse med Lige-Sindede, ja, selv, om en saadan Vinkel-Kirke erklærer os for Kiættere, maae vi dog ikke deraf lade os forlede til at giøre kirkelig Skils-Misse mellem os og noget Samfund, der vedbliver al have Daabs-Pagt tilfælles med os, og ei vedkiender sig Noget, som klarlig strider derimod, men skal indskrænke os til den nødvendige Paastand, at saadanne egensindige Folk (Schismatiker) bygge saaledes paa den faste Grund-Vold, som de aldrig kan forsvare, men skal nødes til at fortiyde, før Daaben hos dem kan træde i Kraft og bære Saligheds-Frugter.

Først naar vi saaledes giøre os Kirke-Sagen med 345 Samfunds-Graderne klar, først da kan vi bevise, at Morten Luther i Grunden gjorde ret, skiøndt han ofte sluttede feil, og at skiøndt vi ikke kan tillægge den Augsburgske Confessjon Almeen-Gyldighed, vil dog den Apostoliske Kirkes Skrift-Kloge aldrig finde Andet en Biting deri at misbillige. Derimod er det klart, at alle National-Kirker, som gjorde deres Symboliske Bøger til Prøve-Stene for sund christelig Lærdom, end sige da til Troes-Regler i den Christne Kirke, have handlet aldeles uforsvarligt. Det beroer nemlig vist nok ene og alene paa den verdslige Øvrighed selv: hvilken Tro den vil understøtte, og hvad Vilkaar den vil foreskrive de Religions-Lærere, den beskikker og besolder, og, naar Troen er den Christelige, og Vilkaarene taalelige for Christne, da har ogsaa christelige Lærere Lov til at underkaste sig mangen Indskrænkning og Bestemmelse, der ikke har Almeen-Gyldighed, men ingen Lære i den Christne Kirke maa tillægge saadanne Vilkaarligheder Almeen-Gyldighed, ja, er han vel oplyst, da kan han ikke engang love at følge de vilkaarlige Forskrifter længer, end han finder dem forenelige med Christendommen, og den christelige, fremskridende Oplysning.

Istedenfor da, at selv de Lutherske Skrift-Kloge have raadt den verdslige Øvrighed til at holde strængt over alskens Symboliske Bøger, og ei engang tillode, at de modsagdes af hvem der ikke stod i Statens Kirke-Tjeneste, saa skal vi derimod raade Øvrighederne til: enten slet ikke at canonisere andre Bøger i Stats-Kirken, end den Hellige Skrift, som den Christne Kirke selv har canoniseret, eller dog paa alle Maader at løsne et Baand, der ei kan holdes stramt, uden enten at skade Oplysningen, eller drive de ægte Christne ud af National-Kirken.

Uagtet nemlig, som vi har seet, Bibelen hverken kan være Troes-Regel i den Christne Kirke, eller forstaaes af sig selv, saa er den dog aabenbar bestemt og bekvem til ei alene at være den fælles Opbyggelses- og Oplysnings-Bog i Menigheden, men ogsaa til at være Rette-Snoren og Prøve-Stenen for den sunde Lærdom, efter Troes-Bekiendelsen, hvor denne, og, i det Hele: Kirke-Ordet, i sig selv findes utilstrækkeligt; thi næst efter Menighedens eenstemmige Vidnesbyrd, kommer Lære-Standens, og i dennes Vidnesbyrd: ved Præste-Vielsen, er Bibelen indbefattet, saavidt 346 en Bog kan være det, og naar derfor Spørgsmaalet er om hvad der stemmer overeens med Apostlernes Lærdom, da staaer det Bibelske Vidnesbyrd høit over ethvert andet Bogligt, end sige da over de løse Rygler, der komme fra Krogene, uden mindste Hjemmel, eller over Beraabelsen paa en indvortes Erfaring, der deels er underkastet megen Feiltagelse, og deels som noget Enkelt aldrig maa giøre Krav paa Almeen-Gyldighed. Imod Kirke-Ordet, hvis dunkleste og mindst bestemte Udladelse er det Eneste der hiemler Bibelens Myndighed i Menigheden, imod det formaaer Kirke-Bogen naturligviis slet intet, og Man kan ikke engang giøre det til en Regel uden Undtagelse, at der i Skriften maae findes Spor af Alt hvad der oprindelig hørde til Kirken; thi vel vil Regelen sædvanlig findes at holde Stik, fordi Apostierne, naar de skrev til Menigheden, havde den samme Tro, og dreves af den sammeAand, som naar de prædikede og døbde, men medens (der) ingen tænkelig Grund kunde bevæge Apostlerne til at indføre Noget i Kirken, som skulde afskaffes, kunde der være Grunde nok til at udelade Noget i Brevene, som fandtes i Kirken, og havde der sit gyldige Vidnesbyrd, thi Udeladelsen var jo allerede noksom grundet, naar Apostlerne fandt Anførelsen overflødig. Heri stak altsaa Feilen hos Reformatorerne, og selv hos Luther, som ikke blot paastod, at der i Skriften maatte, uden Undtagelse findes Spor af Alt hvad der i Kirken skulde have Almeen-Gyldighed, men fordrede endog Almeen-Gyldigheden beviist af Skriften, hvad vi har seet, var et urimeligt Forlangende; men skjøndt selv Luther desaarsag talde uforsigtig om Lære-Standen og Søndagen, saa vilde han dog ingen af Delene afskaffe, og endnu mindre forandre Troes-Beldendelsen eller Indstiftelsens Ord efter hvad der fandtes i Bibelen, saa hvad han egenlig meende, var aabenbar: at hvem der, som Middel-Alderens Geistlighed og de Romerske Paver, tiltager sig Herredømme over Menighedens Tro, eller kommer med ny Paafund enten i Lærdommen eller Guds-Tjenesten, der skal være almeengyldige, maae kunne afhjemle det med den Hellige Skrifts klare Udsigende. Da nu Papisterne gik ham paa Livet med de Apostoliske Indretninger i Kirken, hvorom der fandtes Lidet eller Intet, og i det Mindste ingen klar Befaling, i Skriften, og han ikke havde Klarhed Nok til at oprede Sammenhængen, lod han 347 sig forlede til Paastande, hvoraf der flød Meget, hverken han, eller nogen Christen kunde indrømme, og hvoraf de vantroe Theologer nu betjene sig: til med Kirke-Bogen at bestride Kirke-Troen; men deraf maae vi ikke lade os forlede til at nægte Bibelen det Mindste af den Anseelse og Myndighed, den, som vor Prophetiske og Apostoliske Kirke-Bog, skal have, havde aabenbar i Arilds-Kirken, og tabde kun i Middel-Alderens Mørke, da Paver og Munke satte Buller og Legender, deres eget Hjerne-Spind og Hænders Gierning, i dens Sted.

Selv kan Bibelen ikke giøre sig giældende, thi den er hverken en Gud eller et Menneske, eller en Aand, men kun en Bog, altsaa en død Ting, der ikke veed af sig selv at sige, og maa ligesaavel aandelig som legemlig lade sig behandle efter Tykke af Menneskene, saa, naar vi glemme det, og tale om Bibelen, som om den kunde tænke og tale og giøre Mirakler, da er det netop en Levning af Middel-Alderens Over-Tro, og er det end ikke saa iøinefaldende latterligt, som hvad de gamle Præster og Munke fortalde om deres talende og grædende og frelsende Marie-Billeder, og om alle de Mirakler, som skedte ved Herrens og ved Apostlernes haandgribelige Efterladenskab (Reliqvier), saa er det dog i Grunden hverken christeligere eller klogere, men netop det Samme.

Naar vi derimod indskrænke vore Lovtaler over Bibelen, til hvad der med Rette kan siges om den ypperste Bog i Verden, der hverken har fundet sin Mage, eller fundet Nogen i sit Slags, der paa mindste Maade kunde rnaale sig med den, da kan vi aldrig feile i at løfte en Bog til Skyerne, der saa vist som Christus sidder ved Guds høire Haand, er fuld af himmelsk Viisdom, ja, er det uudtømmelige Forraads-Kammer, hvoraf den Hellig-Aand, som levende besjæler Menigheden, uddeler til Enhver hvad de behøve, og hvoraf Han lærer det Ny Testamentes indviede Tjenere, som Skrift-Kloge oplærte til Guds Rige, at tage baade Nyt og Gammelt til Kirkens Oplysning og Opbyggelse. Hvor derfor Bibelen ikke er Præsternes daglige Haandbog, og uskatteerlige Jordebog over Kirke-Godset, end sige da, hvor den lægges paa Hylden, og laases for Menigheden, der er Troen død, og Aanden opgivet, saa der er Bede-Huset blevet til en aaben Begravelse, og forvandles da snart til en Røver-Kule, som det var da Luther opstod, og da 348 jo derfor ogsaa Kirkerne bogstavelig var Fristeder for Tyve, Røvere og Mordere, mens de var Fange-Huller for de Hellige. Men hvor Man indbilder sig, at Herren, trods sin udtrykkelige Benægtelse, har sat Lyset i sit Huus under en Skieppe, istedenfor i en Lyse-Stage, hvor det kan skinne for Alle dem der komme ind, og det indbilder Man sig jo, naar Man leder om Troen i Bogen, istedenfor at høre den i Bekiendelsen, og hvor Man leder om den Levende iblandt de Døde, som Man jo ogsaa giør, naar Man søger den levende Tro i de døde Bogstaver; der er Troen ogsaa død, og Aanden opgivet, der er Bede-Huset ogsaa en aaben Begravelse, der snart forvandles til en Røver-Kule, som det nu er, hvorsomhelst de Skrift-Kloge, med deres Skrift-Fortolkning, vil frastjæle og berøve Menigheden dens Christne Troe og Haab.

Hvor derimod Aanden raader, og Troen lever, der kundgiør Troen selv sit Liv i Bekiendelsen, og der er Liv i Lyset, fordi det er Livets Lys, og der taler Aanden til Menigheden, om alle Guds underlige Ting, med de glødende Tunger, Han skiænkede Apostlerne, saa alle Folke-Færd forundrede maa bekiende, at Galilæernes Aand er en Mester i deres Moders-Maal, om de end bygge ved Jorderiges yderste Ender, og der er Præsterne hjemme i deres Bibel, som i deres Studere-Kammer, finde paa hvert Blad Forbilleder og Afbildninger, Mindes-Mærker og Vink, af den Herre og den Aand, de vel ligesaalidt søge i Sort paa Hvidt, som i andre Huse og Gierninger af Menneske-Hænder, men have fundet i den troende Menighed, og blive daglig mere fortroelige med i det Troens-Ord, de med Hjertet levende tilegne sig, og med Munden lyslevende bekiende og forkynde. Saadanne Præster vil ogsaa altid, som Vægtere fra høie Taarne, see Fienden længe før han kommer, og opdage Vildfarelsens Aand under alle Forklædninger, men har de ikke lært at skielne den Tro, hele Menigheden skal have tilfælles med dem, fra den Kraft og Oplysning, der først kommer med Vexten, og endnu skarpere fra hvad der, enten som Præster eller Personer, er dem eiendommeligt; da vil de overile sig baade i deres Paastande og Domme, og det var Tilfældet med Morten Luther; thi han tog aabenbar Alt hvad han hos sig selv ansaae for Grund-Christeligt, og gjorde til Regel for den hele Menighed. Det var hans Feil, som ei maa fordølges eller forsvares, da 349 deraf ei blot for Øieblikket flød Ulæmpe, og ubillig Indskrænkning af den christelige Frihed, men især fordi Dørren derved aandelig oplodes for alt Sværmeri og alle luftige Hjerne-Spind, thi den ene Skrift-Kloge maatte naturligviis have samme Ret, som den Anden, til at giøre sin Christendom giældende, og vel følde enhver levende Christen, vel indsaae enhver troende Skrift-Klog, at Luther, naar han fulgde sin Aand, til Forundring barnlig fulgde Propheternes og Apostlernes: Troens og Christi Aand, men naar vi ikke kunde opvise et almeengyldigt Udtryk for Herrens Aand, da kunde vi heller hverken bevise, at Luther havde Ret, medens alle de Andre der fulgde deres egen Aand, og fortolkede Skriften efter deres eget Hoved, havde Uret, eller bevise, at han havde Ret i det Meste, og dog Uret i Noget.

Dette: at selv den christeligste og aandeligste Skrift-Kloges Opfattelse af Christendommen vil have sine Brøst, og er en Enkelthed, der ikke maa giøre Fordring paa Almeen-Gyldighed, det giør theologisk Frihed, inden christelige Grændser, til en retmæssig Fordring, ligesom paa den anden Side Troens Uforanderlighed og Daabs-Pagten kræver saadanne Grændser, som Ingen uden Herren og hans Apostler havde Ret til at sætte, og som alle Samfundets Lemmer, enten ved Daaben lydelig har erkiendt, eller ved Nadveren dog aabenbar forudsat.

Indenfor disse Grændser skal vi troe, at fri Tale om Skriften: om Ægtheden af dens nærværende Bestand-Dele, om Sikkerheden af de antagne Læse-Maader, om Beskaffenheden af den guddommelige Oplysning, der frembragde den, om Hjelpe-Midlerne til dens rette Fortolkning, Anvendeligheden af dens forskiellige Dele, og Meningen af hvert enkelt Sted, at en saadan Fri talenhed kan ikke skade, men skal gavne Christendommen; og i uadskillelig Forbindelse med Kirke-Ordet maae vi troe, at Skriften er et tilstrækkeligt Middel for Aanden, til at oplyse Menigheden og afværge dens Forførelse, skjøndt Ingen udelukkes som Kiætter, før han aabenbar har brudt sin Daabs-Pagt, og vil, skjøndt det vises ham, ikke fortryde det. Denne Syns-Maade udspringer af vort Samfunds i Grunden uforanderlige, men i Aanden fri Natur, og Kirke-Historien advarer os paa hvert Blad for at vige derfra, til Høire eller Venstre, saa vi maae vel høre en Røst bag os, der siger: her er Veien, følger den!

350

f. Nu vil det være let, hvad Man har fundet saa vanskeligt: at angive det rette Forhold i Christenheden mellem Kirke og Skole, eller, hvad der er det Samme, mellem Christendom og Theologi, thi det er aabenbar givet i Forholdet mellem Kirke-Ordet og den Hellige Skrift, af hvilke Hiint udtrykker det Nødvendige, og denne betegner det Fri i vort christne Samfund.

Den Skrift-Kloge iblandt os maa ligesaa lidt bryde sin Daabs-Pagt, som den Enfoldigste, og maa ikke misbruge vor Kirke-Bog til at bestride Noget, der har gyldigt Vidnesbyrd for at høre til den Apostoliske Kirke, men i Øvrigt maa han have Lov til, paa eget Ansvar for Herren og sine Medstuderende, at behandle Kirke-Bogen, og afhandle Spørgsmaalet om Christendommens videnskabelige Side, efter Godtbefindende; thi dette er baade grundet i Guds Riges Natur, hvorefter ingen Borgers Frihed skal indskrænkes meer end nødvendigt for det Heles Vel, og det er tillige fornødent, da ellers hverken den sunde Lærdom kan bevares, efter Oplysningen giøre de Fremskridt, den maa, før vi kan lære tilbunds at forstaae vor Bibel, som er vort Samfunds videnskabelige Øiemed. Hvor der er virkelige Biskopper, raade de vel for, hvem de vil indvie til ordenlige Lærere i Kirken, samt hvorledes Ungdommen skal oplæres i sin Christendom; og hvor Kirken er traadt i Forbund med den verdslige Stat, vil Bestemmelser desangaaende udspringe deraf; men naar enten Biskopperne, eller de verdslige Kirke-Værger, drive Indskrænkningen videre, saa Præsterne saa godt som skal prædike efter Postiller, og Theologerne i deres Undersøgelser bindes til andre Symbolske Bøger, end Bibelens, da lægges der et Aag paa Menigheden, der kan være taaleligt eller utaaleligt, men er dog altid et Aag der trykker, hindrer Kræfternes fri Udvikling, og gnaver paa Livet.

Her see vi da baade hvad der er sandt, og hvad der er splittergalt, i Fordringen paa videnskabelig Frihed, som hos de nymodens Theologer i Nord-Tydskland og hos os, er saa høirøstet, thi det er splittergalt, at de, ligesom Skole-Mestrene*) i Alexandrien, vil have Lov til at bryde deres Daabs-Pagt, bestride den Christne Tro, og ombygge Kirken * 351 efter deres eget Hoved; men det er Ret, at de protestere mod ethvert Baand, som kun Symboliske Bøger og verdslige Forordninger paalægge*), thi alle saadanne er aabenbar af samme Slags som Pave-Aaget i Middel-Alderen, og føre, om end ikke nødvendig til Afguderi, saa dog til Forstening. Det gaaer da med de Herrer Theologer i vore Dage, som det gaaer med Philosopherne: Forbindelsen af Frihed og Nødvendighed er dem for haard en Nød at knække, og de dele sig derfor i to uforligelige Partier, hvoraf det Ene vil udelukke Friheden, og det Andet Nødvendigheden, baade af Kirke og Skole, men skiøndt det i den verdslige Stat (Borger-Samfundet) hvor Spørgsmaalet i Grunden er det samme, kan falde vanskeligt nok at ramme det Rette, er det dog i den geistlige Stat (Kirke-Samfundet) saare let, naar Man kun vil være Christen, og har saamegen Oplysning, som enhver boglærd Christen kan og bør besidde. Kirken er nemlig aabenbar ikke til for Skolens, men for Salighedens Skyld, og Skolen er ikke blot til for Kirkens, men tillige for Oplysningens Skyld, og skiøndt det er det ene Nødvendige, at Christi Kirke bliver staaende paa sin Klippe-Grund, saa er det dog til Kirkens Skam og Skade, naar Oplysnings-Værket gaaer i Staa, og vil da snart, efter Menneske-Naturens Love for Alt hvad der ikke gaaer frem, gaae tilbage. Selv et verdsligt Rige, der vil blive gammelt og berømt i Menneske-Historien, maa forsaavidt holde Skridt med Tiden, at det ikke bliver ubekiendt med nogen Oplysning den bringer, enten om Mennesket og Verden i det Hele, eller om Borger-Samfund, Stats-Styrelse og Nærings-Veie i Særdeleshed, men læmper sig meget mere derefter, saavidt Folke-Beskaffenheden og Grundforfatningen tillader; og hvad maa da ikke være Tilfældet med Guds Rige paa Jorden, der har en mageløs Berømmelse at svare til, skal stræbe at udbrede sig over hele Verden, og skal vare den ud! Hvorledes skulde det være sømmeligt, i et saadant Rige, hvis Grund-Forfatning er garanteret af Konge-Keiseren i det Høie, i * 352 hvis Klippe-Grund alle Kundskabs- og Viisdoms-Skatte ligge skjulte, og hvor det udraabes paa Svalerne, at Intet er skjult som jo skal aabenbares, i et saadant Rige at hemme Oplysningen, eller sætte Aandens fri Udvikling andre Skranker, end Han har sat sig selv, som guddommelig Statholder i Herrens Navn! Nei, medens vi kiækt og djærvt afvise enhver saakaldt Oplysning, efter hvilken Grund-Loven i Christi Rige skulde være en Grund-Vildfarelse, og Riget ikke Guds og hans Salvedes, men Jupiters eller Minervas, den hedenske Fornufts, Philosophernes eller Philologernes, eller Andre aldeles Uvedkommende; ja, medens vi djærvt, men kun aandelig, landsforvise enhver Skrift-Klog, der saaledes aabenbar har brudt sin Troskabs-Eed og bærer Avind-Skjold mod Fædrene-Landet; medens vi giør det, som baade er nødvendigt til Rigets Sikkerhed og til vor egen Retfærdiggiørelse, da udraabe vi Frihed for enhver Borger, som ei giør Oprør, og anbefale kun i Brugen deraf den Kiærlighed, der er Hjerte-Baandet i vort Samfund, og er tillige aabenbar det levende Lys, hvori Frihed og Nødvendighed sammensmelte, fordi al Skabningens høibydende Herre er født af den samme Fader, fra Hvem den Aand udgaaer, der frit giør Alt hvad Han vil, saa Faderen, som Kiærligheden i egen guddommelige Person, er Eet i dem Begge! Til et Billede heraf stod i Begyndelsen Biskoppen ved Herrens Bord, med Brødet og Kalken, med Nøglen og Staven, hvor de knælede trindt om ham i Frelser-Navnet, de Lærde med de Læge, og glemde al timelig Forskiel over Ordet: eet Legeme ere vi alle, thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød, som kom ned fra Himmelen, og vi ere alle skiænkede til een Aand, ligesom der er een Herre, een Tro, een Gud og Alles Fader, over, med, og i os Alle, og, annammende Herrens Velsignelse, gik saa hver til sit timelige Kald, og sin jordiske Syssel, med Himlen i Hjertet, og Evigheden for Øie. Dette var Billedet, hvoraf vi nu kun har Skyggen tilbage: i Apostel-Brevene, hvor baade Petrus og Paulus, hvor høit de end flyve, og hvor dybt de end grunde, dog knælende, stille og enige, søge Livet og Velsignelsen i hvad der har smeltet Johannes, og udgyder sig fra hans Læber i en lyslevende Strøm i den guddommelige Kiærlighed, der overgaaer al Forstand, skal overleve baade Spaadom og Skrift-Klogskab, 353 og omsider giøre selv Troen og Haabet saa overflødige, som Soel og Maane er i det ny Jerusalem, hvor Herren straaler selv i al sin Glands. Skyggen kan ikke gienføde Billedet, men den baade kan og skal minde os om hvad vi fattes, og hvor Man, som i Danmark, aldrig har forsmaaet, men, ligesiden Reformationen, savnet Bispe-Vielsen, vil Herren sikkert ogsaa skiænke os den, med Velsignelsens Fylde!*) Naar det skeer, saa Præsterne staae ved Daaben, som Zions Vægtere i Aandens Kraft, og Biskoppen staaer for Alteret, af bildende virkelig den gode Hyrde, der sætter Livet til for Hjorden, medens Menigheden gladelig lader Lyset skinne i gode Gierninger, og de Skrift-Kloge vaage over Bogen med Nat-Lampen, tændt ved Alter-Lyset, og vaage over, at Kirken har aabne Dørre, til Udgang saavelsom til Indgang, da er Alt i sin Chrislelige Orden, og da er den Lutherske Reformation fuldbragt, skiøndt Krandsen naturligviis kun sættes paa Bygningen, fordi den har sin rette Skikkelse, og ei, som en tredobbelt Krone, paa Bispe-Hovedet, før Levnets-Løbet er fuldendt, og Hovedet, der nu skjuler sig bag Skyen, aabenbares; thi herneden kan Ingen af os, han være Biskop eller Skrift-Klog, Præst eller Prophet, bære anden Krands end Martyr-Kronen, ja, end Torne-Kronen, som den Korsfæstede har efterladt os, og som den Himmelfarne først hisset vil indløse med den Krands af Evigheds-Blomster, den Ærens og Livets Krone, han kun har lovet dem der blive troe til Døden, dem der for hans Krone vil tømme hans Kalk, for Deel i hans Herlighed dele hans Lidelse!

Da skal vi hverken fristes til at misunde den Pavelige Vinkel-Kirke sin Stilhed, der er som det stillestaaende Vands, der gaaer i Forraadnelse, eller den Zwingelske sin Bevægelighed, der er som Bølgernes for alle Vinde, men igien skiænke Verden et Syn, selv Engle lystes ved at skue: farende med Kirke-Skibet kiækt over Bølgerne, fordi vi have troet og kiendt, at Tømmermands-Sønnen som bygde det, er Eet med den Bygmester, som hvælvede sine Sale i Vandene, har Skyer til sin Vogn, og Stormene til sine Skier, og fordi den Aand, som randsager * 354 Guds Dybheder, er vor Styrmand, Troes-Bekiendelsen vor Lede-Stjerne, som aldrig misviser, den Hellige Skrift vort ubedragelige Søkort, stemplet af Ham, der satte Havet sine Grændser, maaler Himlen med et Span, og kalder alle Stjerner ved Navn, og endelig fordi vi aldrig fattes Levnets-Midler, men har med fornøiet Sind et dagligt Giæstebud: ved den Herres Bord, der bespiser Millioner med det ene Brød, og lærer sine Tjenere, med Hjertens Glæde, at det Brød, hvoraf Mennesket lever, er Ordet som udgaaer af Guds Mund!

355

Anden Udgave af ovenstaaende Aihandling har følgende

Forord.

Optrykket af denne Afhandling fra 1831, som hidtil kun fandtes i Lindbergs Maanedsskrift for Christendom og Historie, skeer efter Ønske af endeel yngre Venner, som deri har fundet ønskelig Oplysning saavel om det christelige Forhold mellem Troes-Ordet ved Daaben og Apostel-Skriften, som mellem Christendom, Lutherskhed, Stats-Kirke og Friskole i det hele.

Skiøndt jeg nu kunde have adskilligt herved at mærke og ændre, og især min Betragtning af Bispe-Stillingen i Herrens Menighed at rette, saa har jeg dog kun ombyttet enkelte Ord for Tydeligheds Skyld, og vil ønske, at Afhandlingen maa, hvad den er skikket til, blandt andet oplyse den Danske Læseverden om, at naar man nu er nær ved at bansætte mig paa Bibelens og Lutherdommens Vegne, saa er det ikke desmindre mig, som i Aarhundredets første Menneske-Alder har kæmpet paa Liv og Død for den Anseelse, Bibel og Lutherdom da aldeles havde tabt hos os, men derved ikke mindst har tilbagevundet.

November 1863.
N. F. S. Grundtvig.
OM DEN CLAUSENSKE
INJURIE-SAG.

J. C. lindbergs vedvarende Angreb paa Professor H. N. Clausen og hans Meningsfæller, som disse forgæves søgte at afværge ad Rettens Vej, gav Clausen Anledning til i Efteraaret 1831 at udsende et lille Skrift: »Om Injuriantens og den Injurieredes Stilling i Danmark, Et Ord til nærmere Overveielse.« Og dette fremkaldte atter nedenstaaende Skrift af Grundtvig, som udkom 1831 paa den Wahlske Boghandels Forlag med Paaskriften: »Maa trykkes. I Kjøbenhavns Politieret den 1ste November 1831. Holm.«

Professor Clausen har nyelig ladet nogle Blade trykke: om Injuriantens og den Injurieredes Stilling i Danmark, som nøde mig til at gribe Pennen, om aldrig for Andet, saa for bestemt at erklære, Professoren tager mærkelig Feil, naar han udleder min lange Taushed af den Følelse hos mig, at Kirkens Gienmæle skulde været et Misgreb; thi hvor tunge Følgerne end have været mig at bære, kan jeg dog umuelig fortryde et Skridt, hvortil Intet under Solen bevægede mig, uden den fulde, faste Overbeviisning, at det var min ueftergivelige Pligt.

Vist nok er det sandt, at dersom Sagen blot angik Prof. Clausen og mig, eller ogsaa kun angik en Bog, af langt mere eiendommelig Vigtighed end hin om Catholicisme og Protestantisme, da var den offenlige Tale derom allerede længe meget for lang, men det er indlysende, at Sagen først og sidst angaaer utallige baade nulevende og efterkommende Menneskers Tro 357 og Samvittighed, Haab og Trøst i Liv og Død, og derfor burde Prof. Clausen ligesaalidet som jeg krympe sig ved de personlige Ubehageligheder, der umuelig kan undgaaes eller finde deres rette Grændse, før Regieringen, tilstrækkelig oplyst om Sagens sande Sammenhæng, finder sig bevæget til at anvende de virksom forsonende Midler, Forsynet har lagt i Dens Haand. Da jeg skrev Kirkens Gienmæle, kunde jeg vel umuelig forudsee Følgerne, men at de vilde til en Tid blive ubehagelige saavel for mig som for Flere, tvivlede jeg dog intet Øieblik paa, og at Sagen, under sit Løb, blandt Andet vilde koste baade Professoren og mig vore Embeder, ansaae jeg for høist rimeligt. Uagtet den nu har kostet mig langt mere, og Professoren langt mindre end jeg formodede, saa er det dog slet ikke for at beklage mig derover, jeg anstiller Sammenligningen, men blot for at vise, hvor ubeføiet Prof. er til at opløfte et Jammer-Skrig, som om han, den Angerløse, havde baaret hele Byrden, medens jeg, Forbryderen, Æreskiænderen, Pasqvillanten, var sluppet med en ubetydelig Mulct. Hvorvidt nu Lands-Overrettens Dom, ogsaa blot juridisk, kunde berettige Prof. til at omtale mig paa en saa uværdig Maade, det behøver jeg, Gud skee Lov! ikke at undersøge, da min literære Bane har været lang og vitterlig, og mine Forhold i Livet mangfoldige nok til, at jeg veed, det Danske Publicum, hvad det saa end ellers dømmer om Kirkens Gienmæle, kun med Indignation vil see Prof. med koldt Blod, betegne og behandle mig som en lumpen Pasqvillant og Æreskiænder. Hvad jeg derimod vil giøre, fordi det høilig behøves, er, med al den Rolighed, en god Samvittighed skiænker, og med al den Klarhed jeg formaaer, at fremstille Sagen som den i Sandhed forholder sig, hvorved jeg haaber, det skal blive Alle vitterligt, at hverken har Prof. Clausen Grund til at beklage sig saameget over Nogen ellers, som over sig selv, heller ikke staaer det i min og mine Troes-Forvandtes Magt at tie, før vor beskedne og underdanige Bøn til Regieringen bliver hørt.

At Prof. Clausen skrev en Bog, som jeg fandt uchristelig, var saa aldeles i sin naturlige Orden, og, i mine Øine, en saadan Ubetydelighed, at jeg aldrig noget Øieblik kunde fristes til derfor at sætte Pen til Papir, end sige da at opløfte et Skrig, som om denne Bog var farligere end Tusinde og atter Tusinde af samme Surdei, og, efter mine Tanker, af langt mere Indflydelse. Nei, hvad jeg sagde i Kirkens Gienmæle, var, og maatte, naar jeg ikke er en Dumrian, være min Hjertens-Mening, at det var ene og alene Professorens Stilling som Præste-Lærer 358 og Anseelse blandt Theologiske Studenter, der bragde mig i Harnisk, og det naturligviis ikke mod Professorens Person, som det ikke i fjerneste Maade var min Tanke at skade eller injuriere, men mod den Samvittigheds-Tvang og Undertrykkelse, der maatte ramme Stats-Religionens troe Bekiendere, naar en anseet Præste-Lærer, som offenlig vedkjendte sig den heftigste Misfornøielse baade med Stats-Kirkens Lærdom og udvortes Forfatning, fik Lov til upaatalt at virke fort i denne Retning. Det klinger vist nok meget smukt, Alt hvad Prof. og Saamange fortælle os om den videnskabelige Frihed, og jeg mener at have viist, jeg er saa ærlig og varm en Ven deraf, som Nogen i Landet, men Man glemmer bestandig een Omstændighed, hvorpaa dog aabenbar det hele Spørgsmaal beroer, og som jeg derfor vil udhæve, saa den ei meer kan glemmes, af hvem der vil huske Andet end hvad der huger dem.

Det er min fulde og faste Overbeviisning, at de Christne, hvad saa end Lands-Loven hjemler dem, skal finde sig i al den Frihed Regieringen enten vil tillade eller oversee i Stats-Kirken, naar det blot er dem tilladt at gaae ud af den; thi den Christelige Frihed bestaaer kun deri, at de Christne have Lov til at bekiende og aandelig forplante deres Tro, og dyrke deres Gud derefter, men ingenlunde i at have Kirker og Skoler, som vedligeholdes og forsynes paa Statens Bekostning. Naar det derimod er de Christne udtrykkelig forbudt at gaae ud af Stats-Kirken, og ydermere paalagt at betjene sig af den Præsttil Sjæle-Sørger, i hvis Kirke-Sogn de opholde sig, da er det soleklart, at enten maa der holdes over, at Lærerne i Stats-Kirken, og fremfor Alt, Præste-Lærerne ved Høi-Skolen, rette deres Lærdom efter de Christnes Tro, eller de Christne have mistet deres umistelige Frihed. Naar jeg f. Ex. boede udenfor Kiøbenhavn, hvor der var en Clausensk Sogne-Præst, der, efter sin Mesters Anviisning, antog Bibelen for aabenbar selvmodsigende, Jesu Christi virkelige, levende Nærværelse i sin Menighed for umuelig, den virkelige Gienløsning ved ham, fra Synd og Død, for ugrundet, enhver Kirke bygget paa Symbolske Bøger for et Afguds-Tempel, og den Danske Præste-Eed for intet sigende; see, da kunde jeg vel for min Person faae Tilladelse til at søge en anden Skrifte-Fader, og lade mine Børn undervise om deres Daabs-Pagt, og confirmere i den af en anden Præst, men var der lutter Clausenianere i Egnen, vilde dog selv jeg være i 359 største Forlegenhed, da min Christne Samvittighed ikke tillod mig at lede mine Børn i Fristelse, og man indseer let, at de troende Bønder, hvis Sjæl er ligesaa dyrebar og hvis Samvittighed bør være ligesaa øm som min, de var anderledes ilde farne. Nu videre, jeg har Sønner, som jeg ønsker, vil Gud, og de selv have Lyst og Evne dertil, skal studere Theologi, men skiøndt jeg vel bedre end de Fleste kunde arbeide paa at forebygge Faren, turde jeg dog ikke i de ubetænksomme Ungdoms-Aar sende dem i Prof. Clausens Theologiske Skole, og kan da heller ikke raade nogen Med-Christen at sende ham sine Sønner. Dette flyder saa ganske af Sagens Natur, at om jeg var i Prof. Clausens Sted, og han i mit, maatte han slutte ligedan, og naar han derfor bestandig klager over, at det er i hans Embede, vi sigte ham, det er hans Embeds-Virksomhed, vi stræbe at forstyrre, den Tillid baade hos Gamle og Unge han for at virke med Held behøver, vi stræbe at nedbryde, da er det en heel underlig Tale, thi naturligviis er og maa detsaaledes være, saalænge vi er bundne til den Kirke, hvori han er Præste-Lærer, og dog ei kan taale, at den Tro, vi kun bekiende os til, fordi vi elske og skatte den over alle Ting, skal uddøe iblandt os, hvad jo maatte blive Tilfældet, naar Prof. Clausens Embeds-Virksomhed kronedes med et lykkeligt Udfald; thi at han virkelig lærer overeensstemmende med sin udgivne Bog, det har han jo selv høitidelig erklæret. Saasnart derimod Regieringen enten aldeles vil ophæve Forbudet mod Udgang af Stats-Kirken, eller dog tillade mig og andre gammeldags Christne at gaae ud, og dyrke vor Gud paa god gammel christelig og luthersk Viis, uden noget kirkeligt Sammenhæng med Prof. Clausen og hans Skole, da har jeg ikke det Mindste imod, at Prof. Clausen baade bliver Summus Theologus i Stats-Kirken, og nyder al den Tillid, Man vil skiænke, al det Held i sin Virksomhed, der kan times ham; thi om alle Danmarks Indbyggere, paa Ti nær, vilde heller være Clausenianere end gammeldags Christne, det kom mig i kirkelig Forstand slet ikke ved, naar det kun tillodes de ti gammeldags Christne, at danne en lille historisk-christelig Kirke mellem sig selv, og lade Tiden vise, hvad der var stærkest: enten Kirken fra Apostlernes Dage, eller Protesten derimod.

Var der altsaa nogen kirkelig Feil ved Kirkens Gienmæle, da vilde det være den, at jeg kun androg paa deres fri Udgang af Stats-Kirken, der, som Prof. Clausen, erklærede 360 sig misfornøiede med den i samme lovlig bestaaende Lærdom, og ei tillige foreslog den anden Udvei, at lade dem fare, der, som jeg, var vel fornøiede med de Symboliske Bøgers, men uforsonlige med Prof. Clausens Lærdom; men saalænge jeg var Embeds-Mand i Stats-Kirken, sømmede det sig neppe engang at yttre den Tanke, at Prof. Clausens Protest skulde have mere Gyldighed end de Symboliske Bøger, og, saasnart jeg havde nedlagt mit Embede, vil Man maaskee endnu erindre, jeg, i mine Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, ei undlod at bemærke Alternativet, skiøndt jeg dengang endnu fandt det rimeligere, at Professoren end at jeg skulde træde ud af den Danske Stats-Kirke.

Saaledes har jeg feiet for min Dør, og gjort Rede for, at jeg, som gammeldags Christen, var, for min egen Samvittigheds og mine Med-Christnes aandelige Friheds Skyld, nødt til at giøre, hvad jeg, som Præst i Stats-Kirken, fandt mig ved Embeds-Eden kaldet og forpligtet til, da jeg, i den Kirkes Navn, hvori jeg havde annammet Daab og Præste-Vielse, paastod, at enten maatte Prof. Clausen tilbagekalde, eller være udenfor den Kirke, jeg hørde til!

Men hvorledes feier nu Prof. Clausen for sin Dør? Prøvede han paa at bevise, at han og jeg var i Grunden enige om Troen og Lærdommen, saa det var kun Dumhed eller Uredelighed, naar jeg i Kirkens Gienmæle paastod det Modsatte, eller indrømmede han, at han og jeg rigtig nok umuelig begge kunde være Lærere i een og samme Stats-Kirke, uden at den derved aabenbar modsagde, altsaa aandelig ophævede og tilintetgjorde sig selv, saa det var kun Spørgsmaalet, om den Danske Stats-Kirke vilde beholde den Ene af os, eller forkaste os Begge? Eller, forenede han dog sine Bønner til Regieringen med mine, at hvad Den end ellers agtede tjenligst, Den dog vilde tillade de Lærere, der protesterede mod den Lærdom, Man bestemde sig til at hævde, Frihed til at gaae ud, og udenfor Stats-Kirken lære efter deres Overbeviisning, paa en med borgerlig Orden forenelig Maade? Nei, Intet af alt Dette, end ikke en Lyd lod Prof. høre om, at der var nogen Modsætning mellem vor Tro og Lærdom, eller engang derom, at Sagen selv burde undersøges af sagkyndige og upartiske Dommere, men han tog derimod det Hele saa ukirkelig og selv saa uvidenskabelig, saa spidsborgerlig som muligt, ved at avertere i Aviserne, at han var nødt til ved Dom at fralægge sig de ærekrænkende Beskyldninger, Pastor Grundtvig havde gjort imod ham, 361 hvorpaa da ogsaa fulgde en ordenlig Injurie-Proces, hvorefter disse og hine fornærmelige Udladelser skulde være døde og magtesløse, og ei komme Citanten til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte. Havde det været mig om at giøre, at blive frikiendt, da formoder jeg, det vilde lykkedes mig, naar jeg vilde paataget mig at bevise, de saakaldte fornærmelige Udladelser var, juridisk talt, velbegrundede i Prof.s Udladelser om den Stats-Kirkes Lærdom og Forfatning, hvis Tjenere vi Begge skulde være, men herom var det mig slet ikke at giøre, og da det, efter min Anskuelse, ei kunde undlades, naar jeg vilde beholde mit Embede, saa nedlagde jeg dette, og læste siden ikke engang Mod-Partens Indlæg, end sige at jeg skulde have besvaret det, eller engang tilladt mine Venner at giøre det for mig. Min Anskuelse af Injurie-Sagen som min Sag vil jeg her hverken fremsætte eller forsvare, thi det Første har jeg for længe gjort, i mine Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, og det Andet vil jeg ikke giøre, fordi jeg selv troer, der var noget Vrangt i den. Vel var det nemlig mig, efter min Individualitet, umueligt, at handle anderledes, end jeg gjorde, men det kan gjerne være, at en Anden i mit Sted vilde gjort noget meget Bedre end jeg, ved at hæve sig over alle andre Hensyn, og benytte sig af alle sine juridiske Fordele; thi havde Prof. ikke kunnet erhverve den forønskede Mortification, da maatte rimeligviis Sagen laget en alvorligere Vending. Min Hoved-Tanke var imidlertid kun den, at da jeg aldrig havde tænkt paa at formindske Prof. Clausens borgerlige men kun hans kirkelige Ære og Agtelse, saa kunde jeg, under den gale Vending Sagen havde taget, ei giøre noget bedre, end lade Professoren vinde den, og see til, hvad han dermed i Grunden havde vundet.

Uagtet det nu var soleklart, at jeg godt kunde have Ret i min Paastand om den Clausenske Lærdoms Uforenelighed med Stats-Kirkens, og med de gammeldags Christnes Tro, hvorom aabenbar hele Kirkens Gienmæle dreiede sig, om jeg end i Overilelse havde brugt aldeles upassende Udtryk om Prof.s Adfærd ved Fremsættelsen af denne sin Lærdom; uagtet det var soleklart for mig og alle Andre, syndes det dog længe at være skjult for Prof., thi ved enhver ny Protest mod hans indvortes Præstelærer-Kald i den Danske Stats-Kirke, beraabde han sig triumpherende paa en Dom, hvis Præmisser udtrykkelig sige, at Spørgsmaalet om hans Lærdom er slet ikke blevet undersøgt. Og da nu Prof., som sees af hans sidste Skrift, endelig har opdaget, at den Mortifications-Dom, han 362 erhvervede, og hundrede Saadanne, i Grunden ei hjalp ham det Mindste, da Beskyldningen for vrang Lærdom vedbliver at være lige høirøstet, lige ubehagelig, lige virksom til at skille ham ved gammeldags Christnes Tillid, da han endelig har opdaget, hvad jeg tænkde, ingen Student, end sige en Professor, kunde oversee, angrer det ham da, baade for Sagens, for hans og for min Skyld, at have ført mig en Injurie-Proces paa Halsen, der vel maaskee kunde skade mig, men aldrig gavne ham? Beklager han, der sætter saamegen Priis paa sit Embede, at hans Ubesindighed skildte mig ved mit, og beklager han, som den varme Talsmand for videnskabelig Frihed, at den hensigtsløse Proces skildte en agtet Skribent ved en Skrive-Frihed, han aldrig vitterlig misbrugde? Nei, det være langt fra, Prof. finder kun det Vrange deri, at jeg ikke blev straffet haardt nok, og at Regieringen vil tillade, at enten jeg eller Nogen, efter Dommens Datum, paastaaer at hans Lærdom er vrang, og utaalelig i den Kirke, hvortil gammeldags Christne og Lutheraner er bundne. Det Høieste han kan indrømme, er, at der, foruden hin Mortifications-Dom, maaskee kunde behøves en Besvarelse fra sagkyndige Mænd af det Spørgsmaal: »om der i den angrebne Bog om Catholicisme og Protestantisme er gjort Brug af nogen Frihed, som ikke maa ansees at være den academiske Theolog uformeent i hans Virksomhed som Skribent«. Havde Prof. andraget herpaa istedenfor at stævne mig, da havde det vist nok været hans Stilling værdigt, og kunde maaskee ført nærmere til Maalet, end vi kan indsee, men i sig selv vilde det dog kun lidt forslaae, thi for det Første kom det meget an paa, enten den academiske Theolog var Privat-Docent, eller beskikket Præste-Lærer, for det Andet giør det en stor Forsidel, om der, som i Preusen, er fem Universiteter for Fædre at vælge imellem, eller der, som i Danmark, er kun eet eneste, og for det Tredie er Spørgsmaalet ikke om, hvad Frihed en Regiering vil give Præste-Lærerne til at criticere den Kirkes Lærdom de er sat til at forplante, men hvormegen der uden høieste Ubillighed og Samvittigheds-Tvang kan gives dem, saalænge Undersaatterne er bundne til Stats-Kirken.

Er det ikke dog mærkeligt, at Prof. Clausen, der er saa øm over hvad han kalder sin videnskabelige Frihed, aldrig nævner den Samvittigheds-Frihed, som baade er af langt mere ubetinget Vigtighed, og er Millioners Trang, naar hin er knapt et Hundredes! Er det dog ikke en heel besynderlig Paastand, at Folket skal lade sin Tro bestride, af dem der sættes til 363 at nære og forsvare den, blot for at Disse ikke skal lide noget Skaar i deres videnskabelige Frihed; og hvad skal jeg kalde det Træk hos Professoren, hvormed han bestandig ignorerer den virkelige Modsætning i Troen, der dog er ham velbekiendt, og maa avle den samme Overbeviisning hos ham, som hos os, at enten maa en kirkelig Skilsmisse finde Sted, eller ogsaa maa Et af To: Luthers Tro eller Glansens Lærdom forgaae! Jeg, hvem Man kalder Zelot, har ret med Flid stræbt at vise, at om ogsaa Stats-Kirkens Hoved vilde paalægge Modstanderne Taushed, saa maatte oplyste Christne dog indstændig bede, at det maatte undes Disse, uden al borgerlig Ulæmpe, at træde ud af Stats-Kirken, men den humane, liberale Prof. Clausen ymter end ikke om, naar han vil have vore Munde kirkelig tilstoppede, at det da naturligviis maatte tillades os, at gaae ud, og tage den Tro med os, vi ikke kunde taale, han kaldte Overtro? Jeg veed derfor sandelig ikke, hvorledes Professor Clausen vil bringe Sammenhæng og Consistens i sin Tanke-Gang, saalænge han ikke vil og tør paastaae, hvad der bestandig synes dunkelt at svæve for ham, at da han beskikkedes til Præste-Lærer, forpligtedes han slet ikke til at følge Stats-Kirkens Lærdom, men blev vor Pave, med en ligesaa gyldig, men langt mere udstrakt Fuldmagt, end Paven i Rom, saa Almuen, og Læg-Mand i det Hele, skal uden Knur lade ham og dem som han udsender skalte og valte med deres Tro efter eget Tykke, og vi saakaldte studeerte Folk, skal vel have Lov til at giøre beskedne Indsigelser mod Et og Andet, men vove vi at erklære hans Lærdom for vrang, uchristelig, anti-luthersk, og derfor utaalelig i den Kirke vi tilhøre, da maa Regieringen, som hans verdslige Arm, lukke vor Mund og forseigle vor Pen, da hans Lærdom er helliget af hans Embede, og hans Virksomhed nødvendig lammes, naar der ikke troes paa ham. Kun en saadan Paastand, som Prof. dog vist ikke vil vedkiende sig, kunde, i mine Øine, give hans i Christenheden, saavidt jeg veed, mageløse Adfærd Hold[n]ing ogConseqvents;menvil han lyde et godt Raad, da skal han hellere, ligesom jeg, godvillig nedlægge sit Embede, for at Regieringen kan see, om det blot er vore Personligheder der har skabt den uforligelige Modsætning, eller om den ligger saa dybt, at Religions-Frihed, der altid var ønskelig, nu er aldeles nødvendig. Finder imidlertid Prof. fremdeles, som hidtil, at Embedet er alt for stort et Offer at bringe sin videnskabelige og Folkets Samvittigheds-Frihed, saa gribe han dog det eneste Middel, der endnu 364 gives til paa læmpelig Maade at redde Begge, ved at forestille Regieringen, hvad sandt er, at han umuelig kan faae Fred, før det tillades Hyper-Orthodoxerne og de gammeldags Christne at gaae ud af den Kirke, han er ifærd med at reformere, uden at kunne tage Hensyn paa den Historiske Skikkelse, der rigtig nok blev lagt til Grund af Luther, men er dog, efter hans ufravigelige Paastand, kun Grundvolden for den Catholske, ingenlunde for den Protestantiske Kirke. Og hermed være da den aabne Kæmpe-Færd Professoren anbefalet, der ikke blot vilde betrygge ham mod de Grundtvigske Angreb, han nu uden Føie klager over, men betrygge ham, selv i Modstandernes Øine, den Høiagtelse, jeg er stolt af at besidde hos mange Hæders-Mænd, som ingenlunde dele min Tro, eller billige mine Tanker, men som agte det, med mig, for en Grund-Sætning, alle ærlige, ædle og ægte kraftige Naturer maae have tilfælles: aldrig at snoe sig fra sine Ord, eller skye Opoffrelser for sin Overbeviisning, men altid at unde Næsten samme Frihed, som Man selv giør Krav paa, og altid at lade haant om kiødeligt Ryg-Styd i aandelig Kamp!

OM DAABS-PAGTEN.

Den 24. Nov. 1831 ansøgte 160 af Grundtvigs kirkelige Venner Kongen om at maatte danne en fri Menighed om deres tidligere Præst, og Grundtvig vedlagde en Erklæring om Sagen tilligemed et Eksemplar af Skriftet Om den Clausenske Injurie-Sag. Men Sællands Biskop, P. E. Müller, saavel som Stiftsprovst H. G. Clausen fraraadede bestemt at tillade en saadan Udtrædelse af Statskirken. Derimod blev det i Marts 1832 tilladt Grundtvig at præke til Aftensang i Frederiks tyske Kirke paa Christianshavn, og her samlede han i de følgende syv Aar en voksende Kreds om sin Forkyndelse.

Men det blev ham ikke tilladt at forrette kirkelige Handlinger, og hans Tilhørere var henviste til ved Sakramenterne at lade sig betjene af Præsterne i de Sogne, hvor de boede. Bl. a. maatte nogle af dem lade deres Børn døbe af Stiftsprovst Clausen, der var Sognepræst ved Frue Kirke, og dette gav Anledning til forargelige Optrin, fordi disse Lægfolk, der især fandt Støtte hos Magister Lindberg, protesterede imod, at Stiftsprovsten forandrede Daabspagtens Ord og bl. a. udelod Forsagelsen af Djævelen.

Skomager Jensen klagede d. 4. November 1832 til Biskoppen over denne Fremfærd ved hans Barns Daab. Men den myndige Stiftsprovst skrev derom i Svar paa Bispens Forespørgsel: »Jeg er tiltraadt mit Embede i den danske Kirke i en Tidsalder, da man vedkendte sig den Grundsætning, at Guds Rige bestaar lige saa lidt i Menneskeord og Formularer som i Mad og Drikke . . . og jeg er overalt og til alle Tider gaaet frem efter den samme Grundsætning. Hvorfor iøvrigt Konventikelsøgerne har valgt netop mig til Genstand for deres Angivelse, behøver ingen Forklaring . . . ., men at den danske Regering skulde, ved at tvinge tilbage den gamle Agendes Bogstav, ville udelukke og hindre den fri Bevægelse, det har jeg aldrig kunnet overtale mig til at tro.« (Han fik dog i saa Henseende senere Troen i Hænderne ved et strengt Paalæg fra Kancelliet om at holde sig Alterbogens Forskrift efterrettelig).

Disse Forhold fremkaldte Grundtvigs lille Skrift, hvori han første Gang bestemt foreslog Sognebaandets Løsning som den taaleligste Udvej af Uføret.

366

Om
Daabs-Pagten.
I Anledning
af
S. T. Hr. Stiftsprovst Clausens Barne-Daab
og offenlige Erklæring.

Af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Kjøbenhavn, 1832.
Trykt paa den Wahlske Boghandels Forlag,
hos C. Græbe & Søn.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politiret den 5 Decbr. 1832.
Thomsen.


Naar jeg i de senere Aar egentlig slet ikke greb Pennen i Kirkelige Anliggender, da var det kun deels fordi jeg indsaae, at den Kamp der virkelig skal føre til Noget, maa være noget ganske andet end en Penne-Feide, og deels fordi jeg var kjed og leed af at trættes med Folk om Christendom, der aabenbar enten ikke kunne eller ikke ville indsee, hvad der var soleklart for mig, og maatte, syndes mig, være indlysende for alle dem, der med mindste Alvor og Dygtighed overveiede det Kirkelige Spørgsmaal. Under disse Omstændigheder fandt jeg det nemlig rimeligst, at jeg og de andre gammeldags Christne, der fandt 367 den nymodens Christendom utaalelig i vort Kirke-Samfund, men for Resten os aldeles uvedkommende, at vi frivillig tilbød os at gaae ud af Stats-Kirken og selv sørge for vor Troes Vedligeholdelse, overladende Modstanderne af vore Fædres som af vores Tro alle de Fordele, Verden kan tage og give. Dette Forsæt iværksatte, som Man veed, Endeel af mine gamle Tilhørere, med mit Vidende og fulde Samtykke, og jeg maa være meget blind, dersom ikke Efter-Slægten, ja, selv den nærværende Slægt, om en halvsnees Aar, vil have ondt ved at troe sine egne Øine, naar den seer, at vor Troes Modstandere, istedenfor deri at see et sjeldent Offer, lagt ligesaavel paa Fædrenelandets og Borger-Fredens som paa Troens og Samvittigheds-Frihedens Alter, tvertimod saae en skrækkelig Fornærmelse, som der vilde megen Kjærlighed til at undskylde hos de rasende Zeloter, der begik den.

Dog, det være hermed, som det vil, saa maatte det Afslag paa vor Bøn, som det Høikongelig-Danske Cancelli, efter Geistlige Vedkommendes Erklæring, gav, afnøde mig en anden Adfærd,, da det var og er mit alvorlige Forsæt, med al den Eftergivenhed og Langsomhed, jeg tør, men ogsaa med al den Urokkelighed og Udholdenhed, jeg kan vise, at værne om den ægte, gamle Christne Tro, jeg selv bekjendte, da jeg bekræftedes i min Daabs-Pagt og kaldtes til at stride og lide for, da jeg indviedes til det hellige Lære-Embede. For længe siden har jeg sagt og oftere gjentaget, hvad jo ogsaa er soleklart, at naar vi gammeldags Christne ikke skal tage vor Tro i Graven med os, da maa der enten igjen komme en saadan Orden i Stats-Kirken, at vor Tro kan nære og forplante sig der, eller vi maae gaae ud af den; men just fordi den sidste Udvei dog i Grunden altid staaer os aaben, naar vi have Sind til at betale den Told, der kan kræves, just derfor skal vi, naar Man ikke godvillig vil lade os fare, holde ud saalænge mueligt. Nu maatte vi derfor igjen prøve paa at faae Stats-Kirken, hvori Man nøder os til at blive, reformeret, det vil her sige: at sætte de gammeldags Christne i Besiddelse af den Troes-Frihed, Loven vel hjemler dem, men som de dog uuægtelig i Grunden har mistet, hvor Præsterne ikke forrette Sacramenterne tilbørlig og ei ved Underviisning bestyrke og høitidelig bekræfte de Unge i deres Daabs-Pagt. At der nu i denne Henseende hersker en gruelig Forvirring, og at mange Sogne-Præster, under Raab paa Samvittigheds-Frihed, vitterlig eller uvitterlig, lægge et tungt Aag paa Samvittighederne hos de gammeldags Christne, der findes blandt deres 368 Sogne-Folk, det er vistnok en bekjendt Sag, men da den høiere Geistlighed dog i den sidste Tid har benægtet det, saa er vi nødt til at oplyse det, og naar man derfor hudfletter os som Angivere, da maae vi vel taale det, men ethvert fornuftigt Menneske indseer dog let, at naar Man nøder os til at blive i Stats-Kirken, og nøder os til at lade vore Børn døbe af vedkommende Sogne-Præst, vi da er saa spage som mueligt, naar vi bie med at klage, til Man f. Ex. virkelig forvansker Daabs-Pagten med et af vore egne Børn. Naar det altsaa er sandt, som jeg ingen Aarsag har til at tvivle paa, at en Sogne-Præst, og det Sogne-Præsten ved Frue Kirke, der skulde være et Mynster, Stifts-Provsten i Sælland, nys har døbt et Barn uden at ændse enten Daabs-Pagten eller Faderens Indvending, da er det mig vistnok meget forklarligt, men det beviser derfor ikke mindre klart, at vi gammeldags Christne er ilde stædt, hvor Man holder paa os men ei paa vor Tro.

Naar Man nu ovenikjøbet af Hr. Stiftsprovstens offenlige Erklæring seer, at han ikke har mindste Medlidenhed med os, men kun med sig selv og sine gode Venner, saa han vil have Klagerne forebyggede for Fremtiden, ikke ved at Præsterne holde sig Loven efterrettelig, ikke heller ved, at os gives Lov til at træde ud af Stats-Kirken, og ei engang ved at vi fik den yderst tarvelige Frihed at lade vore Børn døbe af hvilken beskikket Præst vi vilde, men ene og alene ved at Loven forandres efter hans Hoved, da synes Maalet vist nok at være fuldt, og vilde virkelig være det, dersom Stiftprovst Clansens Villie var Lands-Lov, men da den, Gud skee Lov, ikke er det, anseer jeg det ikke blot for Umagen værdt, men for hellig Pligt baade mod mine Med-Christne og mod vor milde, upartiske Øvrighed, at oplyse Sagen saa godt som det staaer i min Magt. Jeg bør det saameget mere, som jeg ved flere Leiligheder har mærket, at mange Fleer end Man skulde tænke komme i et besynderligt Vilderede, naar Talen er om hvad Man kalder Liturgi, saa de enten slet ikke eller dog kun meget dunkelt skjelne imellem Naade-Midler og Kirke-Skikke, skiøndt det netop var det store Skiel, Morten Luther satte mellem os og Paven, og skiøndt det er soleklart, at medens tusinde Skikke kan indføres og udføres, uden at det siger stort i Kirken, saa staaer og falder den med sine Naade-Midler, fordi de er det eneste Grund-Virkelige, Objective i den.

Det er vist nok i det Mindste alle Præster vitterligt, at Paven opregner syv Naade-Midler (Sacramenter), men selv han 369 indrømmer dog, at Daaben og Nadveren, som indstiftede af Herren selv og som Almindelige for alle Christne, er de Ypperste, og Luther paastod, det var de Eneste; men ikke desmindre kom den kirkelige Tanke-Gang, fra Pietisternes Dage, i en saadan Forvirring hos os, at naar Talen var om Forandringer i Liturgien, da talde Man om Ordene især ved Daaben, ligesom om dem ved Brude-Vielsen, eller i en af Søndags-Collecterne, og det er denne Tanke-Gang Stifts-Provst Clausen er saa dybt inde i, at det er meget troeligt, det ikke engang ahner ham, der er nogen synderlig Forskjel. Men nu er der desuagtet en ret stor og iøinefaldende, thi om Man reent afskaffede Brude-Vielsen, gjorde Man maaskee vel Staten, men ei Kirken mindste Skade; men afskaffede Man derimod Daaben, som er Optagels en i Kirke-Samfundet, da ophævede Man unægtelig for Fremtiden Samfundet med det Samme.

Men er nu den Christelige Daab blot et Vand-Bad forrettet med en vis Haand? Den Daab vi døbtes med, er i det Mindste noget langt Mere, og vi paastaae med Rette, til det Modsatte bevises, at vor Daab er ægte christelig, og det er i alle Tilfælde unægteligt, at vi kun er i Kirke-Samfund med dem, der har Daab tilfælles med os. Men nu er vor Daab ikke meddeelt os ubetinget; men Kirken har oprettet en Daabs-Pagt med os, som indeholdes iSpørgsmaal og Gjensvar, der ikke blot findes i vor Alter-Bog, og ei indførdes af Morten Luther, men fmdes i den Biskoppelige og den Pavelige Kirke saavelsom hos os, ja findes i Grunden hele Christenheden over, hvor Man ikke beviislig har forandret dem efter Apostiernes Tid. Denne Daabs-Pagt, som vi godt tør paastaae, er uadskillelig fra den ægte christelige Daab, er altsaa i det Mindste uadskillelig fra vor Daab, saa naar Man forandrer Pagten ved vore Børns Daab, da er med Pagten ogsaa Kirke-Samfundet forandret. Gjør Man det imod vor Villie, da vil vor Gud vistnok agte det for dødt og magtesløst, men at det virkelig er imod vor Villie, det maa vise sig derved, om vi inderlig beklage os derover og stræbe, saavidt det staaer til os, at forebygge Gjentagelsen af en saadan Usømmelighed, thi ellers er vi jo ligegyldige ved vort Kirke-Samfund, altsaa døde Lemmer paa Herrens Legeme.

Fra denne jævne Stand-Punkt haaber jeg, Man vil indsee, al vor Klage over at Man forandrer Daabs-Pagten ikke blot er naturlig, men nødvendig, naar vi ikke vil opgive vore Børns og dermed vort eget Kirke-Samfund med Fædrene, og med den eneste Christne Menighed under alle Himmel-Egne, der, uden 370 at gribes i Løgn, kan kalde sig den Ægte, Oprindelige, Apostoliske, og det er dog sandelig Meer end Hr. Stifts-Provsten maatte forlange af os, selv om han var den Danske Stats-Kirkes Hoved, end sige da nu, da han kun er en Tjener, der selv bekjender, han vidste sin Herres Villie, men rettede sig ikke derefter. Nu paastaaer vistnok Hr. Stiftsprovsten, at hans Forandringer er ubetydelige, og siger dermed, til vor Forbauselse, at han endog af ubetydelige Grund vil forandre vor Daabs-Pagt; men har han virkelig, som jeg ikke tvivler om, forandret Spørgsmaalet: forsager du Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, til: forsager du Synd og alt Ondt, ellerr deslige, da er Forandringen i mine Øine saa betydelig, at jeg høitidelig erklærer mig udmeldt af ethvert Kirke-Samfund, der har vedtaget eller herefter vedtager den Forandring.

Jeg veed jo nok, det i visse Kredse har giældt for en god Vittighed ved slige Leiligheder at spørge os, om vi troe paa Djævelen, og at fortælle os, det er en egen Smag at gjøre saamegen Ære ad ham, men jeg, for min Part, misunder Ingen, end ikke Djævelen, den Ære at blive forsaget, og kan ganske ærlig forsikkre, at jeg ligesaalidt troer paa ham, jeg forsager, som jeg vil forsage Ham, jeg troer paa.

Jeg skammer mig derfor næsten ved, nærmere at oplyse den himmelhøie, væsentlige Forskjel det giør ved Daaben, ved Indgangen i Christi Kirke, enten Man spørger og svarer ærlig efter vor Daabs-Pagt, eller efter den Hr. Stifts-Provsten vil have indført; men Sagen er under nærværende Omstændigheder saa vigtig, og den sædvanlige Tanke-Gang i dette Stykke saa letsindig og overfladelig, at alle Betænkeligheder maae vige for Nødvendigheden.

Jeg har baade prædiket og skrevet længe nok til at turde omtale det som en vitterlig Sag, at jeg ikke gjør Djævelen den Ære at tale mere om ham end høist nødvendigt for en Præst med Christen Tro, og Lyden af den Ondes Navn hører Man saa tit, hvor Personen ei forsages men paakaldes, at der ei behøves noget fiint Øre, for at finde den modbydelig; men hvem der virkelig giør det, mener jeg, skulde netop glæde sig over at høre den i en saadan Forbindelse ved Daaben, at Man turde haabe, sjelden eller aldrig at høre den meer blandt de Christne, undtagen, hvor det i alle Maader er nødvendigt, ved Daabs-Pagtens Bekræftelse hos de Unge. Saa meget for de kiælne Øren, til hvilke mine egne maaskee endnu høre meer end de skulde, og hvad nu Begrebet angaaer, da er det strax 371 iøinefaldende, at der er stor Forskiel paa en Person og et i sig selv tomt og ubestemt Begreb, saa der er i alt Fald samme Forskiel paa at forsage den onde Aand og at forsage Ondt, som imellem at troe paa den Hellig-Aand og at troe paa Hellighed, eller at troe paa Sønligheden og paa Sønnen, paa Faderligheden og paa Faderen. Fremdeles, saa veed vi alle, at naar vi ved Indgangen i Christi Kirke forsage Djævelen og alle hans Gierninger og alt hans Væsen, da forsage vi derved den personlige Fjende og Bagvasker af den Christne Tro og den Christne Kirke, med Alt hvad der bespotter og bestrider Disse, men naar vi derimod kun sige, vi forsage alt Ondt, da er det noget saa Ubestemt, at jo endog Mange vil sige, den Christne Tro og den Christne Kirke er selv af det Onde.

Hermed mener jeg, Daabs-Sagen er tilstrækkelig oplyst, men skulde Nogen mene Andet, saa er det dog lige vist og lige klart, at naar vi forlange for os og vore Børn at blive ved den Daabs-Pagt, der ikke blot har været i den Danske Stats-Kirke ligesiden den oprettedes, men var unægtelig i den almindelige Christne Kirke, da Christendommen for et Aar-Tusinde siden indførdes i Danmark, naar vi forlange det, da var det en himmelraabende Synd at nægte os det, enten i eller uden for Stats-Kirken.

Ved Nadveren indgaaes ingen ny Pagt, thi den ny Pagt som nævnes i Indstiftelsens Ord er netop Daabs-Pagten, og her er da disse Herrrens Ord og en til Samme svarende Uddeling Alt hvad vi maae kalde uforanderligt; men naar vi saaledes indskrænke os til at kræve vor Daabs-Pagt ubrødelig holdt og Indstifteisens Ord ved begge Naade-Midler nøiagtig ført og fulgt, da har vi ogsaa aabenbar drevet Føieligheden saavidt, at vi ikke kan drive den et Haarsbred videre, uden selv at træde ud af Kirke-Samfund med Herrens Apostler og med dem, der skal opløfte Hovedet, naar Han kommer selv igien at dømme Levende og Døde, og derfra vil Han vide at bevare Sine.

Buen er imidlertid nu, da Stifts-Provsten i Sælland offenlig erklærer, at han, hvor Talen aabenbar er om Daabs-Pagten, hverken nogensinde har fulgt eller kan følge Ritualet, men fordrer det forandret, Buen, siger jeg, er derved spændt saa høit, at den ei behøver at spændes høiere, men blot at blive staaende, for nødvendig at briste. Hvad min Person angaaer, da har jeg for den omtrent udsørget, og den er i alt Fald meget for ubetydelig til at komme i Betragtning, hvor det giælder 372 Opholdelsen eller Afskaffelsen i Danmark af den Daabs-Pagt, hvori alle vore fromme Fædre stod og stred, til de fik Tiden overstridt og Døden overstaaet, og sandelig, jeg frygter ikke for, at den gamle Kirke, der har overstaaet saa meget, skal enten her eller nogensteds falde ved et Penne-Strøg; men det giør mig ondt, og skal giøre mig ondt, for de Vankundige, for de Skrøbelige og med eet Ord for de Smaa, og det skal ligeledes giøre mig ondt for mit Fædreneland, hvis vor retsindige og milde Regiering skulde, ved Raabet af Geistlige paa høie Poster, som nødvendig maa have Indflydelse i Stats-Kirken, lade det komme dertil, at ærlige og tro Undersaatter af den gamle Pagt ei længer, for Samvittighedens Skyld, kunde blive i Stats-Kirken, medens de samme Geistlige der drev dem ud aabenbar vilde giøre Udgangen til en Forbrydelse.

Derfor, ja, fordi jeg føler mig ligesaavel kaldet til et Fredens Sendebud som til Sandheds Talsmand, derfor beder og bønfalder jeg Alle, baade Geistlige og Verdslige, som have eller faae med denne Sag at giøre, beder og bønfalder Hr. Stiftsprovst Clausen selv, at de, for Rets og Billigheds Skyld, eller dog for Fædrenelandets, for det Baands Skyld, der fra Hedenold vel yndigere end nogen anden Steds omslyngede det borgerlige Selskab, baade Konge og Folk, at de vil levende mindes, at gammeldags Christne har ogsaa en Samvittighed, og, er de ægte, vel den Ømmeste, saa der maa dog i det Mindste tages ligesaameget Hensyn paa vor Samvittighed, der kræver den gamle, i Loven hjemlede, Daabs-Pagt aldeles uforkrænket, som til deres Samvittighed, der kræve den forandret. At den bliver staaende i Alter-Bogen er vist nok nødvendigt, naar vor Samvittighed skal tillade os at blive i Stats-Kirken, men det nytter os dog aabenbar slet ikke, naar Præsterne egenmægtig forandre den i det virkelige Liv, ved Daaben, hvor den ene giælder, og naar de istedenfor at bekræfte vore Børn stræbe at rokke dem deri, saa en anden Sikkerhed trænge vi, efter Stifts-Provstens Adfærd og offentlige Erklæring nødvendig til. Vil Man lade os kirkelig fare, saa velan! i Guds Navn, jeg vil ikke klage, thi jeg er vis paa, vi have Trøsteren med os, men vil Man det ikke, da raade Man dog til Løsningen af Sogne-Baandet, det Kirkelige Stavns-Baand, der aabenbar, under de nærværende Omstændigheder, er en utaalelig Byrde for de gammeldags Christne, og maa jo være bebyrdende for Alle der har en Tro som deres Sogne-Præst bestrider. Dette Baand er vel her i Hoved-Staden, som af sig selv, blevet løst, undtagen ved 373 Daaben, men da netop den er Kirke-Fødselen, altsaa Kilden til hele det Christelige Liv, saa er Friheden ogsaa netop der aldeles uundværlig. At dette Sogne-Baand kan løses, i Henseende til Sacramenterne dvs. Naade-Midlerne og den fra samme uadskillelige Confirmation, uden at løses enten i Henseende til Tiende eller Præste-Penge, og uden al Uorden, er indlysende, og Staten, som har den samme Borgen for alle sine Geistlige Embedsmænds Handlinger, maa det jo være aldeles ligegyldigt, hvem af dem der i et givet Tilfælde forretter enten Con firmationen eller Sacramenterne.

Først, naar det skeer, saa de gammeldags Christne kan, om end stundom kun med Møie, faae deres Børn ordenlig døbte og confirmerede, enten deres Sogne-Præst vil giøre det eller ikke, først da kan med Billighed Talen være om Hensyn paa de Geistliges Samvittighed eller Tanke-Gang, som finde sig besværede ved den gammeldags Christendom og de vedtagne Udtryk derfor; men, da Spørgsmaalet jo ikke kan være om aabenbar Vantro eller Bestridelse af den Christne Tro, vil der ogsaa kunne tages tilfredsstillende Hensyn derpaa, ved dobbelte Formularer, mellem hvilke Valget staaer til Præsten; thi ved Siden ad de gamle Formularer, eller andre, der ligesaa rundt og fuldt udtrykke den gammeldags christelige Tanke-Gang, kan der meget godt staae andre, der netop kun lade sig forene med Troen, naar Sogne-Baandet kun er løst, saa Menigheden ikke bebyrdes og forarges derved.

Om det, ved en saa lille og saa let iværksættelig Forandring i vor statskirkelige Stilling, vilde lykkes at berolige Gemytterne paa begge Sider og indføre saamegen virkelig og almindelig Samvittigheds-Frihed i Stats-Kirken, som de Alvorligste kunde og vilde nøies med, det fik Tiden vise; men Omstændighederne er nu saa indviklede og Vindingen for Øieblikket paa begge Sider saa stor og indlysende, at Forsøget i alle Tilfælde godt var Umagen værdt, medens vel kun den laveste Egennytte eller det bitterste Had til gammeldags Christendom kan have stort derimod at indvende. Førde allerede Giæringen for trehundrede Aar siden til en kirkelig Skilsmisse, da vil den nu paa de fleste Steder endnu vissere føre dertil, da Geistlighedens Lyst til at beherske Troen nu ikke blot maa strande paa Daabs-Pagten, men ogsaa paa den Friheds-Følelse i aandelige Ting hos Individerne, der nu er langt anderledes herskende; men hos et Folk af saa fredelig og føielig en Natur som det Danske, vil Skilsmissen dog udentvivl kunne undgaaes og Stats-Kirken 374 give et sjeldent, om ikke mageløst, Exempel paa Foredragelighed, naar kun de nymodens Præster vil finde dem i Billighed og lade de gammeldags Christne leve med sig, hvortil disse dog sandelig har den ustridigste Ret. Jeg, for min Part, og for deres som vil lyde mit Raad, erklærer i det mindste, at saasnart Sogne-Baandet bliver løst i Henseende til Sacramenterne og Confirmationen, da maa for os de nymodens Præster forrette deres Embede som de lyster, og bliver Talen da om Forandringer ved Alter-Bogen til deres Fordeel, skal der vist ikke findes en mere eftergivende Præst med christen Tro i Christenheden end jeg; thi jeg erkiender, at den størst muelige Frihed i aandelige Ting tjener os alle bedst, og, skiøndt jeg nok kunde ønske, at være kirkelig saa skarpt adskilt fra Modstanderne som mueligt, saa ønsker jeg dog, for godt Landsmandsskab, heller at blive dem saa nær som mueligt, da den Kirkelige Skilsmisse vel ingenlunde indslutter Nag eller borgerlig Fjernhed i sig, men vil dog rimeligviis hos de Fleste føre disse store timelige Ulykker med sig. Og, Danske Lands-Mænd! hvad skal det dog betyde, og af hvem har vi dog faaet den ligesaa udanske som uchristelige Lyst til at beherske hinandens Samvittighed, og, om mueligt, myrde hinandens Tro i Vuggen! Hvorfor skulde vi dog ikke gierne unde hverandre Lov til at troe om den evige Salighed og Veien dertil, hvad Enhver som er kommet til Skiels Aar og Alder tør forsvare for Gud og sin egen Samvittighed, og gierne unde hinanden den naturlige, for ømme Hjerter umistelige, Ret til at faae vore Børn oplærte i den Tro, hvorpaa vi selv bygge vort Haab og hvoraf vi hente vor Trøst! Hvad er det dog for et Barbari, vi har lært af Mahomedaner, Middel-Alderens fordærvede Munke og sneverhjertede Skrift-Kloge, at vi ei kan være lykkelige og blive salige ved vor Tro, uden at nøde alle Andre til at bekiende den, eller dog til at tie med deres og lade den udrydde hos deres umyndige Børn! Hvor er dog her den Oplysning og Tolerance, vi bryste os af, og som det tilvisse nuomstunder er utilgiveligt at miskiende; eller er der mindste Mening og sund Fornuft deri, at Man vel skulde have Lov til, selv som Lærer i Stats-Kirken, at forkaste og bestride den fra Arilds-Tid fredlyste Tro, men ei til at beholde den! Har da virkelig de gammeldags Christne gjort Danmark og Alt hvad der pryder Dannemænd saadan Skam og Afbræk, at deres Tro bør være den Eneste, der giøres fredløs, deres Børn være de Eneste, der ikke maae blive ved deres Fædres Tro og Guds-Dyrkelse og forplante hvad der er dem det 375 Dyrebareste til deres Afkom! Ja, siden man kalder mig Hovedet for det slemme gammeldags Parti i Kirken, saa spørger jeg frit: har da min Virksomhed i den Række af Aar, mit Navn var kiendt, været en saadan borgerlig Pestilens og en saadan Skamplet for Danmark, at min Tro maa afskyes som Kilden til alt Ondt, og at, vil jeg have den forplantet paa mine Børn, skal jeg kæmpe derfor paa Liv og Død! Man taler og skriver meget om Parti-Aand, om Hadefuldhed og Fanatisme, men mit Levnets-Løb giennem fem og tyve Aar ligger temmelig aabent for Verden, og, skiøndt det var naturligt, at en poetisk Natur som min, udsprunget af en nidkiær Luthersk Præste-Slægt, inderlig knyttet i Mindet til fromme Fædre, og haardt behandlet for den første Yttring af Kiærlighed til deres miskiendte Tro, at en saadan Natur maatte længe giære og kæmpe med sig selv, før den ret kunde beroliges og udgiære til saamegen Klarhed, som den kunde modtage, saa spørger jeg dog dristig: hvad Ondt har jeg gjort, hvilke slette, uædle, egennyttige eller herskesyge Hensigter har jeg røbet, og hvad Flid har jeg sparet, hvilke Offere har jeg skyet, for at giøre det Bedste, det Ærefuldeste og det Gavnligste for mine Landsmænd, som stod i min ringe Magt, og hvilken Fred har jeg brudt, ja, hvilken Fred har jeg ikke stræbt at fremme, undtagen den, hvis Betingelse skulde være Tabet af Samvittigheds-Frihed for mine Troes-Forvandte, og en bedrøvelig Helsot iblandt os for den gamle Tro, som vi dog unægtelig har al vor Dannelse og Oplysning, alle vore borgerlige og videnskabelige Fortrin historisk at takke, og som derfor, selv om den var forældet, dog vel maatte undes Forlov til at døe af Alderdom i de Huse, Den selv har bygt, blandt det Folk, Den saa moderlig har opelsket og saa faderlig opdraget!

Man tilgive mig disse Ord om min Personlighed, i et Øieblik, da de er nødvendige, i et Øieblik, da Stifts-Provsten høit forlanger ogsaa min Daabs-Pagt afskaffet i den Danske Stats-Kirke, og vil dog ikke unde os Lov til at forlade den, men betegner endog, om jeg seer ret, den Aften-Sang jeg, ligesaagodt Præst som han, holder med Kongelig Allernaadigst Tilladelse efter Ritualet, betegner den som en Conventikel med uædle Hensigter.

NORDENS MYTOLOGI.

Dette Hovedværk fra Grundtvigs Manddomsalder kaldes paa Titelbladet Anden omarbeidede Udgave af Mythologien fra 1808. Men det er i Virkeligheden et aldeles nyt Arbejde, der bærer et helt andet Præg end nævnte Ungdomsskrift. I Nordens Mythologi fra 1808 var det Forfatterens Stræben at genoprejse en fjern Tidsalders Tempelbygning, saa vidt han med sin poetiske Sans kunde gætte sig til Grundlinjerne i den oprindelige Asalære. Hans Sjæl var dengang stemt for at begrave sig i de henfarne Tider for senere at virke paa den affaldne Efterslægt ved et glansfuldt Billede af Fædrenes Kæmpeliv. Men i 1832 er Grundtvig blevet en moden Mand, der staar med begge Fødder fæstede i Nutidens virkelige Liv. Han vil nu ikke længer drømme om gamle Dage men digte Folkets Fremtid gennem virksomme Indgreb i det aandelige og borgerlige Liv hos Nutidsslægten. Og naar han da atter optager Arbejdet med Hedenolds Myther, er det kun, fordi han i dem finder et kraftigt Sindbilled-Sprog, hvormed han levende kan tiltale sine Landsmænd.

Heraf følger, at den Brug, han nu gør af Mytherne, er anderledes fri end i hans Ungdomsarbejde, hvor Omdigtningerne havde været ufrivillige, eftersom det dengang var hans ærlige Agt at restaurere de gamle Skjaldes Tankebygning og poetiske Verdensbillede. Nu derimod er han sig fuldt bevidst, at Grundtankerne i hele Fremstillingen er fremgaaede af hans egen Livserfaring, og om han end gaar ud fra, at hans historisk-poetiske Livsanskuelse er inderlig beslægtet med den gamle nordiske, saa falder det ham ikke ind at gøre Mytherne til Grundsten i Bygningen eller mene, at de gamle knyttede de samme Tanker til deres poetiske Billeder, som han tillader sig at lægge i dem.

Det er derfor ganske forfejlet, naar man mener at kunne kassere Mythologien fra 1832 ved at bevise, at Vikingetidens Skjalde aldeles ikke saa' paa Mytherne med samme Øjne som Grundtvig, og det 377 spiller en underordnet Rolle, at det lader sig godtgøre, at Grundtvig i adskillige Ordtydninger har forvildet sig bort fra det rigtige.

Værkets Værdi staar og falder med den Livsanskuelse, Forfatteren selv har, og som han ved Hjælp af de mythiske Billeder udvikler med et kongeligt Humør og med en folkelig Veltalenhed, der gør hans Bog til et af de mægtigste og skønneste Skrifter, vi ejer.

Overalt spores Virkningen af de dybe Indtryk, han i de foregaaendeAar havde hentet paa sine Englandsrejser, hvor han lærte mere end før at respektere det virkelige Livs Ret og fik Øje for den borgerlige Friheds herlige Frugter. Under disse Indtryk har hans Grundtanke om det levende Ords afgjorte Fortrin for det døde Bogstav udviklet sig til langt større Fylde og Klarhed. Og samtidig dermed har Tanken om en nordisk Højskole første Gang formet sig hos ham og fundet sit Udtryk i den mærkelige Indledning".

Det behøver ikke her nærmere at paapeges, hvor megen videnskabelig Oplysning om Nordens Oldtid Grundtvig har hentet fra sit Studium af de angelsaksiske Kildeskrifter, eller hvorledes Læsningen af Shakespeare (paa Engelsk) har beriget hans Digteraand. De Læsere, som ønsker nærmere Rede paa, hvad Englandsrejserne betyder i saa Henseende, kan finde det i F. Rønnings Afhandling: N. F. S. Grundtvig og den oldengelske literatur, i Historisk Manedsskrift 1885.

Nordens Mythologi (l832) har Paategningen: »Maa trykkes. I Kjøbenhavns Politieret d. 1ste December 1832. Thomsen«.

To Aar før Grundtvigs Død udkom den i Tredie Udgave (1870), som kun er et Optryk af anden med tilføjet Register over Navnene.

378

Nordens Mythologi
eller
Sindbilled-Sprog
historisk-poetisk udviklet og oplyst
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Vildac Valfödr
vel fyrtelia
forn-spjöll fira
þau ec fremst of nam.

Völospa.

Anden omarbeidede Udgave.

Kiøbenhavn.
Forlagt af J. H. Schubothes Boghandling, Trykt i Thieles Bogtrykkerie.
1832.

379

Rim-Brev
til
Nordiske Paarørende.

Sønner og Døitre af Nordens Aand:
Kæmpe-Vækkeren seiertryg,
Som lagde Fenris-Ulv i Baand,
Pløiede Midgaards-Ormens Ryg,
Reed over Ginnung-Gab i Spring,
Kiørde med Thurs og Trold i Ring,
Stod under Aske-Kronen Maal,
Veiede Guld saa godt som Staal,
Søgde det ei i Klippens Aarer,
Søgde det før paa Havsens Bund,
Fandt det saavel i Freyas Taarer
Som under Smil i Glaser-Lund;
Malede Guld paa Grotte-Kværn,
Saaede Guld til Lande-Værn,
Smedded deraf en Hammer dru,
Tjenlig for Magn og Mod endnu,
Knusde dermed den Røver-Haand,
Som lagde Herkules i Baand,
Knusde dermed hvad Staal ei beed:
Jetten med Brev paa Evighed,
Knusde dermed det stolte Rom,
Som der skal evig kvædes om!
Sønner og Døttre af ham i Nord
Og af den Diis der græd for Balder!
Har I end Øre for Aandens Ord,
Hører del dog, en Broder kalder;
380 Lad dog et Svar ham lære brat,
At ei i Fimbul-Vinternat
Han kun fik Rune-Maal for Een,
Som alle Kæmpers Bauta-Steen!

Græs har jeg fundet paa Danmarks-Vei,
Hvor Man ved Thæms det vented ei,
Sikkert ved E x i det Danske Bjerg
Ogsaa der sidder en Gienlyds-Dværg*),
Knurrer ved Cæm i det Danske Taarn
End vel en Kæmpe, som kvad tilforn**);
Men hvad der slumrer i Alfreds Grav
Hører ei Røsten, mig Dana gav,
Ælve-Dronningen, daanet der,
Ikke mit Kvad om Herre-Færd!
Skjalde-Tungen mig hist i Mund
Er kun som Toner i Harpe-Bund,
Hvor Man ei kiender det Hande-Lag
Som til en Leg giør Harpe-Slag,
Og til at lalle paa Amme-Skiød
Er ikke længer min Tunge blød,
Men til, som Pogen, at nemme godt
Dertil er nu mit Haar for graat***)!
Løfter sig der min Stemme bold,
Giør kun paa Mur og Bom den Vold†),
Kan ikke der paa fremmed Grund,
Svare sin Told i Øre-Sund!

Men er det mueligt, skal jeg troe,
Her i de gamle Glaser-Lunde,
Dødning-Ridt over Gjallar-Bro
Nu kun huger fra Skjalde-Munde;
Her ei kan svulme et Kæmpe-Bryst,
Her ei kan lyde en Nordisk Røst,
Uden Man hvidsker brat under Øe:
Hør, hvor den vilde Hervor-Mø

* * * * 381

Kogler og vækker til nyt Ustyr
Hjorvard, Hrane og Angantyr!
See, hvor det gnistrer i bælgmørk Nat!
Kors, nu dages vel Tyrfing brat!
Kommer og lugter det Christen Blod,
Aldrig der raades paa Vaanden Bod?

Hvad? er al Kraft da Jetters nu,
Saa intet Staal har meer Guld-Fæste!
Hel, der i Nord var før en Gru,
Er nu af Diser hun den Bedste!
Løve-Hoved paa Klinge-Klodd!
Følger ei meer Du Egg og Odd!
Eller blev nu Man i Thrud-Vang selv
Ræd for lidt Gny af Glommens Elv!
Hvad? I Kyster ved Bæl! og Sund,
Bøge-Kæmper med Sang i Mund!
Klippe-Væggen med Rune-Stav,
Hrone-Klinten med Bjovulfs Grav!
Guld-Sædevang fra Heden-Old,
Bauta-Steengiærde om Fyrresvold!
Mjøsen og Dovre og Guldbrands-Dal,
Høi efter Hølge og Seng for Hval!
Trylle-Navne blandt Folk i Nord!
Er I nu alle kun tomme Ord?
Levned paa Marken os Hengst og Hors
Sværmere kun for Klør og Pors,
Pære-Skuder og Flynder-Skind,
Fløde-Bøtte og Pølse-Pind?
Levnede Volse i Gøthe-Skov
Kulsvier kun og Kulfust grov,
Øie for Gruus, for Græs og Snegl,
Argus-Øine for andres Feil?
Levned dig, Norge, med Klipper graa
Rolv kun Nisser fra Top til Taa,
Vente-Brev paa en Engelsk Bill,
Storthings-Drømme og Throndhjems-Sild?
Vandred I ud, eller sank i Muld
Alle, som gløded for Oldtids Guld,
Ahned i Odin meer end Luft,
Andet i Aand end tydsk Fornuft,
Andel i Friggas Graad for Balder
382 End hvad der fugter naar Duggen falder,
Mere i Myther end Æventyr,
Andet i Folk end kloge Dyr,
Mere i Kamp end Knald og Fald,
Andet end Skin i Odins Hald,
Mere i Liv end Lykke-Spil,
Andet end Gas i Ygdra-Sill?

Nei, ikke saa, det vist jeg veed,
Hel-Veien nok var altid breed,
Immer blandt Folk i Tidens Løb
Hunde-Forstand var Røver-Kiøb;
Derfor til Helte Man fandt en Hald,
Tog selv i Nord paa Skjalde Tal,
Mens uden Tal, som uden Navn,
Skiftinger sank i Helas Favn;
Men hvor saa vid blev Valhalds Port,
Som vi det seer paa Grimners-Maalet,
Og dog de Portes Tal saa stort,
At det af Prim-Stav ei er stjaalet*);
Hvor der blev Kæmpe-Viser fleest
Var dog af Kraft og Skjaldskab Meest,
Og hvor Man sang de Viser bedst,
Sikkert faae Kæmper en Valhalds-Fest,
Opskærs-Gilde i Ægers Sal,
Naar der indhøstet er paa Val,
Steen-Stuen feiet med Laurbær-Kost,
Bægeret fyldt med Idunnas Most!
Ja, hvor med Lyst de Piger smaa,
Som lode siden Vugger gaae,
Lytted til Kvad om gamle Nord,
Vinge-Vølund og Age-Thor,
Der vist leger nu mangen Pog
Ind sig i Nordens Billed-Sprog,
Der vist mangen en Unger-Svend
Ønsker sig Kæmpe-Sværd ved Lænd!

* 383

Derfor, I Børn af Kæmpe-Æt!
Hører mig dog, forstaaer mig ret!
Tungen er Sværd og Pennen Spyd,
Skjoldet er Vidd og Daaden Dyd,
Slaget giælder kun Last og Skam,
Hunde-Sjæle i Folke-Ham,
Dem der gnave paa Askens Rod,
Skylle kun Bleer i Kvasers Blod,
Dem der trampe paa Bifrøst-Bro
Grovt med en Lap af Lokes Sko,
Dem der trumfe hvor Aser boe
Bredt i Bord med en Hrungner-Kno,
Drikke derpaa syv Boller Puns,
Asgaard og Valhald skal gaae tilbunds,
Freya og Sif kun finde Havn,
Ved deres Gunst i Jette-Favn,
Sif til at sidde i Hald paa Stads,
Vanehjems Diis til Spas og Fjas,
Mens alle Guder med Spot og Spee
Nævnes kun der, hvor Nisser lee!
Dem kun giælder vort Hammer-Slag,
Alt som i Gaar, til Domme-Dag,
Deres Pande faae Last og Skam,
For de misbruge vor gode Hamm;
Men deres Blod har ingen Nød,
Smøre vi vil os ei paa Kiød,
Ikke engang bruge Risp og Syl,
Mod deres Gnæggen, Bjæf og Hyl,
Kun bruge Mund, som vi kan bedst,
Over dem age med Thor i Sky,
Springe dem over paa Odins Hest,
Naar vi engang ride Sommer ad By,
Lade dem seile der' egen Sø,
Drømme sig drukne af Lethes Gammen,
Mens vi, ombord med Njord og Frø,
Seile til Luv dem sønder og sammen;
Lade dem ride i Jotun-Kraft,
Baade paa Grissel og Koste-Skaft,
Ride paa Kaal-Stok, Hør og Hamp,
Rene Former og Gas og Damp,
Ride til Bloks-Bjerg og til Troms,
Der at sidde med Thrym til Doms,
384 Der at thinglyse for Thurs og Trold:
Age-Thor ret er en vanskabt Knold,
Værd kun at bruge til Hulvei-Fyld,
Var det ikke for Mjølners Skyld!
Odin primer, den Sag er reen,
Og da hans Hest bruger otte Been,
Skam han kun har af de store Spring
Med en saa unaturlig Ting!
Frey vel skinner i Ælve-Sal
Er dog immer en Maanskins-Ka'l,
Kiøbde sig Kys for Guld og Sværd,
Er ei et Gran af sin Lykke værd!
Ælve-Kongen et Skib ham gav,
Ælve-Piger et Taare-Hav,
Stout han seiler, men uden Roer,
Uden Bestik og Lods om Bord,
Kommer i Land men kun med Skam,
Kun som et Lykkens Dægge-Lam!
Balder alene, ja han er sød,
Salig at prise, thi han er død!

Ja, I Sønner af Kæmpe-Æt!
Lad os forstaae vor Fordeel ret!
Slagne vi er over hver sin Læst,
Frihed er hvad os tjener bedst,
Frihed, men ikke som Ild og Vand,
Pest og Hunger og Ødeland,
Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn,
Ikkun som voxne Menneske-Børn,
Og som den sig med sund Forstand
Rimer i Øine-Forblindelsens Land,
Hvor vel ei Stif-Moder Ulv og Bjørn
Skaber nu meer af umyndige Børn,
Men hvor Endeel, som af Dyr har Mest,
Blev dog tilsyne som Folk er flest,
Kan ei begribe, hvad Frihed er til
Uden at giøre det Onde Man vil,
Hevne sig frit, ei paa Uvenner blot
Men paa dem alle, som har det godt,
Og mellem Dyr tør broute af
Aandelig Byrd og Adelskab!
Frihed lad være vort Løsen i Nord,
385 Frihed for Loke saavelsom for Thor,
Frihed for Ordet i Verdenen ny,
Som til sig selv det har skabt under Sky:
Tankens og Troens og Vidskabens Land,
Ligest af synlige Ting dog en Strand,
Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,
Og hvor kun Livet sig rører i Strid,
Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp,
Lydt den udraaber: mit Liv er i Kamp!
Tankens og Troens og Vidskabens Hav,
Som uden Frihed er Asernes Grav,
Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,
Ligner en blomstrende, bølgende Vang,
Pranger med Borge og skyhøie Bjerge,
Vrimler af Aser og Alfer og Dværge,
Hæver sig over hvad Hænder kan naae,
Og selv hvad Ørnen i Høiheden saae,
Vækker, som Asernes Odel i Nord,
Ære-Frygt dyb for det levende Ord!
Kalde det Frihed kun hvo som har Lyst
Fenris at løse til Ragnaroks-Dyst,
Naar dog ei Fenris, men Faderen kun,
Vinder Forlov til at bruge sin Mund!
Fri være Loke, som Brage og Thor!
Jetter kun fængsler det vingede Ord,
Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,
Vækkes af Dvale til seierrig Strid!
Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,
Som ikke ændres men arges ved Baand,
Virker skinbundet det Værste i Løn,
Tæmmes alene ved Thor-Karmens Døn!
Derfor, I Ædlinger! fjerne og nær,
Lad os ei strande paa Særhedens Skiær,
Men kun bestride med Ord og med Aand
Hvad ei kan røres og gribes med Haand!
Bundet kun være det glubende Dyr,
Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!
Eenarmet stander med Æren da Tyr,
Magtesløs spotter kun Loke den Brave!

386

Fortale.

Da jeg sidste Efter-Aar besluttede mig til at levere det Skilderi af As-Gaard, for hvilket jeg, giennem en Række af Aar, var i den lille Læse-Verdens Giæld, der med Gunst optog Grund-Tegningen, faldt det mig lykkeligviis ind, at netop fem og tyve Aar var forløbne, siden jeg første Gang skrev om Sangene i Edda, saa det var egenlig mit Sølv-Bryllup med Nordens Myther Skribenten her skulde holde. Lykkeligviis, siger jeg, ikke fordi jeg tænker, Læseren skal finde det Indfald ligesaa fornøieligt som jeg, og lade Bogen nyde godt deraf, men fordi det, som Man veed, især kommer an paa Skribentens Stemning, om Bogen skal blive munter eller kiedsoinmelig, og fordi, som jeg har bemærket, næst Kiedsommelighed, lader dog ingen Sinds-Stemning sig bedre meddele ved Pennen end Munterhed. Havde nu Tanken om Sølv-Brylluppet været blot et flygtigt Indfald, der kun beroede paa Aars-Tallet, da vilde den vist nok ikke udrettet saa store Ting, som det er, tilgavns at opmuntre en aldrende Skribent, der klarlig ser Af-Magten i de Bog-Staver, Man, kun af gammel Over-Tro paa Runerne, har tilskrevet Al-Magt; men nu pegede kun Aars-Tallet paa hvad jeg under Arbeidet stedse dybere følde, og klarere indsaae, var baade Gammen og Alvor. Jeg skrev nemlig fordum om Nordens Myther, ikke blot for at skrive en Bog, men især for, om mueligt, at meddele Læseren min Ungdoms-Kiærlighed og Begeistring for dem, og skiøndt det naturligviis mislykkedes, fordi, naar Pennen giver allerbedst Blæk, giver den dog ikke en Draabe Kiærlighed eller Gnist af Begeistring, saa fandt dog Publikum, at Kiærligheds-Brevet røbede en hemmelig Forstaaelse mellem Skribenten og den usynlige Diis, saa der var eller blev vel et Par af dem. Og naar jeg da nu følde, at, efter fem 387 og tyve Aars Forløb, betragtede jeg Nordens Myther med samme Øine, som da de først begeistrede mig, og naar jeg hvert Øieblik opdagede flere af de forborgne Yndigheder, jeg i Ungdommen ahnede og rask forudsatte hos den Elskede; da maatte det nødvendig slaae mig, at jeg dog i Grunden var En af de faa lykkelige Beilere til Vidskabs-Brude; thi ingensteds er jo de lykkelige Ægteskaber sjeldnere end i Literaturen, hvor, uden at regne de utallige Mis-Parringer og saakaldte Fornuft-Giftermaale, selv Digteren tit bliver kied ad sin Muse, saasnart Hvedebrøds-Dagene er omme, og hvor de faa Videnskabs-Mænd, der i Ungdommen var begeistrede Elskere, næsten uden Undtagelse i Manddommen svigte den Udkaarede, og blive Trælle af hendes eller af en anden Dises Kiøkken-Terne. Vel havde besynderlige Omstændigheder ogsaa i min Middel-Alder videnskabelig skildt mig fra min Ungdoms-Kiæreste, men jeg var blevet hende poetisk og historisk tro, og mærkede nu, da vi mødtes igien, at den videnskabelige Skilsmisse, i og for sig selv, ei har meer at betyde, end den legemlige, ved Udenlands-Reiser eller andre Hindringer, som er langt fra at forstyrre et lykkeligt Ægteskab, men giør det netop lykkeligere, ved at giøre det friere og ligesom forynge baade Brud og Beiler. Vel fandt jeg, der, i min Fraværelse, havde været andre Beilere til Bruden1, men det var langt fra at forknytte mig, det morede mig tvertimod, da jeg baade stod og staaer endnu i den Formening, at de ingenlunde har stukket mig ud hos Fruen, men at hun snarere har havt dem lidt til Bedste, og selv om jeg heri skulde tage Feil, vil Læseren dog sikkert indrømme mig, det i slige Tilfælde er klogest at lade, som Man var baade blind og døv, da hvem der ei kan tie med Skaden, faaer Skammen i Kiøbet. Jeg tør derfor haabe, Læseren vil fmde Beskrivelsen af Sølv-Brylluppet, som jeg herved har den Ære at sende, efter Omstændighederne, ret moersom, og det er alt hvad jeg forlanger, ikke fordi jeg jo gierne vilde unde Læseren virkelig Deel i Giæste-Budet, men fordi jeg indseer, det er i Grunden dog at spille Giæk med Folk, naar Man rækker dem en Beskrivelse af et Giæstebud, og yttrer det Haab, at Maden vil smage og Vinen oplive dem, uagtet de naturligviis maa sidde med tørre Munde, hvis de ikke beværte dem selv. Jeg veed jo nok, at en saadan Bekiendelse klinger sært i vore Dage, da det hardtad i Aandens som i * 388 Legemets Verden reent er glemt, der gives nogen anden Rigdom end Papir; men skal Man ikke midt i sin drømte Rigdom blive saa forarmede, som Ny-Grækerne f. Ex. midt imellem de ypperste Bøger paa Moders-Maalet, da maa Man sandelig snart lære at betragte enhver god Bog blot som en Vexel, den tilsvarende Mund maa indløse med Ord saa gode som rede Penge; thi hvad Hexeri der end ellers kan være ved ramme Runer, Livet, som de fattes selv, kan de dog umuelig enten give eller opholde.

Dog, for at komme tilbage til Beskrivelsen, da vil Læseren strax see, at jeg ved mit Sølv-Bryllup har behandlet Ord og Anskuelser saa frit, som Man behandler Mad og Drikke, naar Man giør Gilde, og enten er ingen Gnier, eller dog En, der gik Hul paa, og at de Giæster, der ei kunde finde dem i den utvungne Munterhed og Fritalenhed, ei der havde andet Raad end at liste dem bort, da jeg havde fast besluttet paa min Bryllups-Dag hverken at læmpe mig efter Suur-Muler eller pertentlige Folk. Dersom mine Med-Beilere skulde komme for Skade og læse Beskrivelsen, vil de kanskee tænke, jeg har stiklet paa dem, men, er de billige, vil de finde, jeg har kun gjort, hvad Man aldrig maa fortænke gamle Elskere i, thi har Man virkelig stukket mig ud, maa Man sagtens unde mig den fattige Trøst at være blind derfor, og har Man det ikke, maa jeg jo dog nødvendig tage Villien i Gierningens Sted. Desuden, saa veed mine Kyndinger nok, at al den Naade Mythographerne har viist mig i Løbet af de fem og tyve Aar, er, at lade som jeg enten aldrig havde været til, eller var dog død og borte, og naar jeg nu ikke desmindre var lyslevende, kunde de umuelig vente mere Naade af mig igien, end at naar jeg kom til Orde, eller greb dog Pennen, jeg da gjorde dem samme Skiel. Det kunde vel synes ædelmodigere at lade øm, og skiøndt jeg er ingen stor Ynder af Skue-Spil, giør et smukt Skin dog ogsaa Indtryk paa mig; men deels veed Læseren nok, at et tvungent Væsen, det være saa dydigt som det vil, er dog slet ikke moersomt, og deels er jeg virkelig endnu literær Kiætter nok til at troe, det i Grunden er langt dydigere at bestride herskende Unoder, med Vaaben der kan bide paa dem, end enten at bukke for dem eller sukke sig fordærvet over dem. Er det kun derfor, som jeg, ganske alvorlig talt, troer, en stor og farlig Unode at betragte og behandle de gamle my thiske Rim-Smede som Klokke-Faar, der kun lod Munden løbe fordi de havde ingen Pen at skrive Almanakker med, er det en stor Unode, da er det 389 unægtelig en god Gierning, billedlig at slaae Mythographer ihjel for et godt Ord; thi saaledes betragter og behandler Man jo unægtelig Mythe-Smedene, naar Man vil indbilde Folk, at de med alle deres store Sind-Billeder kun vilde afbilde hvad alle Folk saae for deres Øine og hvad der nu ikke engang taales i Almanakken. Vel kan Man indvende, at baade de gamle Mythe-Smede og deres Tilhørere har alt været døde saalænge, at de er nær ved at staae op igien, saa det kan være dem det Samme, hvad Man skriver om dem, men at Mythographerne og deres Læsere endnu tildeels er levende Folk, som dog ikke kan være ganske ligegyldige ved bogstavelig at rives ned; men Sagen er, at det giør en mærkelig Forskiel baade paa Folke-Livet og paa Menneske-Livet, med hvad Øine Man betragter de gamle Guder, Folk og Skjalde, saa her maa Man tage sig af de Døde for de Levendes Skyld, og kan ikke drive Nænsomheden mod Mythographerne og deres Læsere videre, end til, saavidt mueligt, at betragte dem som Anonymer, der kanskee ogsaa er døde og borte og, hvis ikke, kan tye til det Huus-Raad at tie med Skaden.

Jeg skulde herom ikke været saa vidtløftig, men nøiedes med at sige, at mine Med-Beilere til Disens Gunst har Intet at klage, da jeg kun stikler lidt paa deres Foræringer og Kiærligheds-Erklæringer til hende, hvad dog vel maa være en gammel Elsker uformeent; dermed skulde og vilde jeg ladet det beroe, naar jeg ikke vidste, at Læserne endnu have anderledes høie Forestillinger end jeg om Dommedags-Slag med Penne-Fiere, der dog visselig slaae ingen Mand af Hesten, ei engang af Hel-Hesten, end sige da af Sleipner eller Pegasus, som jo dog er de Heste, Mythographerne bogstavelig vil ride til Vands. See, derfor maatte jeg et Øieblik dvæle ved Skygge-Fægtningen paa Papiret, som om det var noget ganske Andet, men derfor maa jeg dog ikke glemme hvad det virkelig er, eller indbilde mig at jeg med Pennen kan giøre min Betragtning af Fædrene og deres Guder virkelig giældende; thi tør jeg end mene, min Staal-Pen kan holde nogle Gaase-Fier Stangen, maa jeg dog vide, den kan umuelig hamle op med de mangfoldige Munde, den Chinesiske Betragtning af Himmel og Jord, med alt Mellem-Værende, har til sin daglige Tjeneste, og for disse Mundes Skyld er det dog ene, jeg hvæsser Pen mod andre Penne, der jo kun er uskyldige Redskaber i Mundens Tjeneste. Saalænge derfor min Anskuelse kun staaer paa Papiret, kan mine Med-Beilere trøstig hæve sig over den og lee ad den, thi jeg er aldeles vis paa, at 390 min Bog kan hverken svare dem eller deres gode Venner Et til Tusinde, og det er da egenlig kun for Løiers Skyld jeg hvisker den i Øret, som den ikke har, hvad den skulde svare, hvis den kunde, som den ikke kan, naar Man siger til den, hvad Man sikkert vil: det kan være pudsigt nok, hvad du vil indbilde os, ligger i de gamle Æventyr; men det er klart at det er Noget, de gamle Mythe-Smede aldrig drømde om, og derfor er din hele Anskuelse død og magtesløs. Da imidlertid, efter Ord-Sproget, Alvor og Gammen giør godt sammen, beder jeg herved min Bog besvare ovenmeldte høistrimelige Indvending bogstavelig saaledes: I veed jo nok, godt Folk, at jeg er ikke skaaret for Tunge-Baand, men det er min Faders Ord, og ikke mine, thi han siger: sæt nu ogsaa, at jeg med Hexe-Konster havde forgjort nogle gamle Potte-Skaar fra Brænd-Old og Høi-Old, som Folk kun brugde til at bære en Gnist Ild, tage en Taar Vand og lægge en Smule Aske i, sæt at jeg havde forgjort dem til Speile baade for det Nordiske og det Universai-Historiske Menneske-Liv, saa var det jo dog ingen Misgierning og heller ingen Ulykke, da den historisk-poetiske Selv-Betragtning deri blev lige nyttig og lige kraftig. Det gruelige derved blev altsaa kun det, at jeg i Aanden, altsaa i Grunden, var Odin selv, eller som Rühs 1 alt for smigrende fordum kaldte mig »Asa-Lærens store Skaber«, og det kunde jo falde besværligt nok at svare til, men naar endelig galt skulde være, fik jeg jo at finde mig deri, og see til at skikke mig derefter, ved, snarest mueligt, at avle en Flok Gude-Børn til As-Gaards Befolkning, da det naturligviis var alt for kiedsommeligt ret længe at være ene om al den Pragt og Herlighed! See, det var Svaret, som Ingen hørde, men er dog en Spas, der muelig kan blive Alvor!

* Christianshavn den 12te August 1832.
N. F. S. Grundtvig.
391

Indledningen.

1. Universal-Historisk Vidskab.

Nordens videnskabelige Kald - Det tredobbelte Romerske Aag: Keiserligt, Paveligt og Classisk - Den Christelige Anskuelse som Kilden til universalhistorisk Betragtning af Menneske-Livet - Fortroeligt Bekiendtskab med Old-Tiden som Grundvolden for Historisk Vidskab - Latinsk Krage-Maal en Gru for Aanden og en Pest for alle Tunge-Maal - Ny-Græsk aabner en levende Forbindelse med Old-Tiden, ligesom Islandsk med Middel-Alderen - Forholdet mellem Universal-Historisk Lærdom og Folkelig Dannelse som mellem Livets Gaade og Tidens Tarv - En Borgerlig Høi-Skole maa opveie den Lærde - Mundens Forhold til Pennen som Livets til Døden - Bøger og Boglig Konst - En Universal-Historie som Konstens Mester-Stykke - Genesis, det Græske Musæum og Heimskringla - Væddeløbet med Roms Skygge - Universal-Historiens Prophet William Shakspear.

2. Myther og Mythologier.

Mythen et mundtligt Ord paa Billed-Sproget - Poesi ældre end Prosa, og Munden, ei Pennen, Ordets Vugge og levende Redskab - Den Romerske Pasqvil paa Mythe-Munden, en Troes-Artikel i den sorte Skole - Ebræer og Romere Old-Tidens Konst-Folk-Selv hos dem, som hos hver Enkelt-Mand, Ungdommen Phantasiens, Mellem-Alderen Følelsens og Alderdommen Efter-Tankens Tids-Rum - Hos Grækerne som Old-Tidens Natur-Folk er denne Orden endnu synligere og i hele Menneske-Slægtens Old-Tid, Middel-Alder og Efter-Aar umiskiendelig - Et mundtligt Ord, som Aandens og Anskuelsens Liv-Udtryk, Udviklingens Sjæl og Betingelse - Hos det Israelitiske og det Christne Konst-Folk et lille Kirke-Ord - Hos Natur-Folkene hele Billed-Sproget, hvori deres Aand eller Livs-Kraft boer, kan indslumre og opvaagne - Det skrevne Ord er et billedligt Udtryk, som, taget egenlig, føder Bogstav-Troen, Aandens Helsot - Forsøget paa at vække det aandelig uddøde Romer-Sprog - Ethvert Folks Myther udtrykke dets høieste Livs-Anskuelse og er da altid prophetiske i samme Grad som Folket virkelig nærmer sig sit Ideal - Hoved-Folkenes Myther er universal-prophetiske - Græker og Nord-Boer de eneste Hoved-Folk, hvis Myther kan aandelig oplives fordi deres Aand slumrer i Billed-Sprogets levende Levninger - Grækernes Historie om Old-Tidens Middel-Punkt - Forholdet mellem Phantasi og Forstand, Forestilling og Begreb - Begeistringen som Mythernes Kilde-Spring - Kroniderne og Persephone - Philosophien og den Dramatiske Poesi.

392

3. Nordens Kæmpe-Aand.

Krig og Fred i Aandens Verden - Forskiellen mellem Kamp og Slags-Maal - Hyrde-Livet i Øster-Leden, Borger-Livet i Grækenland og Kæmpe-Livet i Norden - Det sortladne Hav som Kæmpe-Livets og det Nordiske Dramas Vugge - Nordens Aand og Engelands Historie - Middel-Alderens Chaos - Den Gothiske, Angel-Sachsiske og Normanniske Udvandring fra de tre Nordiske Riger - Nordens og Historiens Aand een og den samme - Hvordan Livet hængde i os trods den sorte Død - Engelsk-Manden og Danne-Kvinden - Poesien og Skue-Pladsen - Saxo den eneste poetiske Grammatiker - Holberg og Skole-Fuxeriet som Thor og Midgaards-Ormen - Nordens Mythe-Bøger - Old-Sagn og Historisk Critik - Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal - Eivind Skalde-Spilder, og Island som et aandeligt Joms-Borg - Kæmpe-Viserne - Vøluspa, Grimners og Vafthrudners Maal, Vegtams, Thryms og Hymers Kvide, Skirners Reise, Hyndlas Sang, Loke-Gluffen og Ravne-Galderet - Volsung-Kviderne og Vølunds Kvide som de udvandrede Gothers Bjarke-Maal - Gylfe-Legen, Brage-Snakken og Skalda som en Nordisk Poetik fra Middel-Alderen - Old-Sagnene hos Saxo - Bjovulfs-Drape.

393

Fremstillingen.

  • Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal.
  • Alfader og Nornerne.
  • Asken Ygdrasil.
  • Urdas og Mimers Kilder.
  • Koen Ød-Humle.
  • Jetter og Rim-Thusser.
  • Vætter, Alfer og Dværge.
  • Aser og Vaner.
  • Odin, Hæner og Løder.
  • Balder, Høder og Vale.
  • Thor, Uller og Tyr.
  • Brage og Idunne.
  • Mimer og Heimdal.
  • Njord og Frei.
  • Asynierne.
  • Loke og hans Afkom.
  • Fimbul-Vinter og Ragna-Roke.
  • Fornyelsen.
  • Hengst og Hors.
  • Asa-Kviderne.
  • Skjoldunger, Skilfinger og Ylfinger.
  • Hredlinger og Vægmundinger.
  • Volsunger og Nifl unger.
  • Vølund Vinge-Smed.
  • Hervor og Hilde.
  • Suttungs-Miød.
  • Ægers-Gildet.
  • Thorkild Adelfar.
  • Hakonar-Maal.
  • Norne-Giæst.
394

Indledning.

1. Universal-Historisk Vidskab.

Femhundrede Aar er nu henrundne siden Dantes Dage, hvorfra Man pleier at datere Videnskabernes Gienfødelse, og vi Nordboer maae vel studse derved, naar det falder os ind, at Dante netop fødtes i Slutningen af Valdemar Seiers og Hakon den Gamles, Saxos og Snorros, Aarhundrede, hvormed Nordens Aand hensov; men ørkesløs Studsen var aldrig mere ubetimelig end nu, da Alt er af Lave, saa, hvor der skal times Redning fra det store Skib-Brudd, maa Man nødvendig lære kun at studse et Øieblik, selv ved det Besynderligste, og da virke med fordobblet Kraft og klaret Besindighed. Istedenfor da at fordybe os i ørkesløs Grubien over Skæbnens underfulde Gang, skal vi stræbe at forstaae Saameget deraf, som vi for Øieblikket behøve, til at kiende vort Kald og til at skride ret frem paa vor betegnede Bane; thi Klarhed i Grunden og i det Hele, den Alt giennemtrængende Klarhed, er vel nødvendig Maalet for Alt hvad der er sig Liv og Aand bevidst, men just fordi den er Maalet og Kronen, just derfor kan den umuelig tillige være Vandrings-Staven paa Veien, eller Hjelmen som smykker vort Hoved i Kampen. Aldrig har derfor Menneske-Slægtens Fiende udruget en Løgn, saa fordærvelig som den, at Klarhed skulde være Lysets, og Haandgribelighed Sandhedens Fødsels-Mærke, thi Intet under Solen frister saaledes de Bedre og mest Opvakte, som Skinnet af Fuldkommenhed, og Intet er dog heller vissere, end at de som gribe derefter, forfeile Maalet, som de derved ikke blot tabe af Sigte, men vende sig fra.

Ja, dette ulyksalige Mis-Greb er det aabenbar, som ei alene gjorde mange af de dybeste Tænkere til Misledere i den Kreds, 395 de vilde oplyse, men som har forvandlet de ypperste Folke-Færds Levnets-Løb, baade fordum og nu, til store Sørge-Spil, saa en begeistret Ungdom og en daadfuld Manddom kun efterlode sig en aandløs, nøgen Alderdom, hvori de barnagtig gribe efter Skin, og lege med Skygger, til de synke i Mulm, og lære for seent, at Skinnet bedrager, og at Menneske-Livet gaaer tabt ved den Forklaring som giør det til en Skygge!

Det skal derfor hverken undre eller bedrøve os, at den Italienske Videnskabelighed, der altid var et Skin-Begreb, og frembragde kun Skygge-Værk i Aandens Verden, at den i Grunden er forgaaet med det forrige Aarhundrede, og stræber kun forgiæves, som sin egen Skygge, at reise sig igien i det Nærværende; men vi skal forstaae, at nu kommer Raden til os, saa enten maa Vindenskabelighed uddøe, eller i en høiere Orden gienfødes i Norden. I Norden, siger jeg, fordi det maa være Aandens Udgangs-Punkt, skiøndt ei dens Grændse; thi gaae vi tilbage til det Trettende Aarhundrede, da den Old-Nordiske Aands-Udvikling afbrødes ufuldendt, og, som det kunde synes., ubetimelig, da see vi, al i de foregaaende fem, sex Aarhundreder, fra Aar 700 at regne, udstrakde en beslægtet aandig Stræben sig over England, vort Norden, og en Deel af Tydskland, hvorved de udvandrede Angel-Sachser staae i Spidsen, medens de Danske og Islænderne slutte Tids-Rummet, som dets Historie-Skrivere.

Denne Gang maa imidlertid det kværsiddende og ei det udvandrede Norden blive Aandens Hoved-Hjul, eller der bliver ingen Nordisk Videnskabelighed, thi de udvandrede Stammer ere enten udgjorte, eller have dog tabt Saameget af deres old-nordiske Præg, at det er et Spørgsmaal om de vil følge med, men Intet, om de kan føre an, som var en reen Umuelighed. Aldrig tiltaledes derfor vi Nordboer alvorligere af Tidens Tegn, end nu, aldrig udgik saa aabenbar Menneske-Aandens Kald til os, med det store Spørgsmaal: vil I give Afkald paa den Krone, eders Fædre og udvandrede Frænder have kæmpet saa mandelig for, eller vil I, med klaret Besindighed, optage de gamle Fod-Spor, og efterligne ikke Kæmpe-Fagterne, men Kæmpe-Skridtene, som efterlignes kun virkelig af hvem der tager dem! Vil I det Sidste, vil I det Bedste, siger Aanden, da betænker hvad der fattedes i det Udviklings-Begreb om Menneske-Livet, som opløste sig i Tomhed og Afmagt; vover at omfatte Menneske-Begrebet i dets hele, baade høie og dybe, himmelske og jordiske, Dunkelhed, hvis I nogensinde 396 vil see det forklaret, og stræber da, som Nordiske Mænd, med forenede Kræfter, med giensidig Opoffrelse af alt det Særskildte, som ikke Ærlighed og Sanddruhed helliger, og som derfor ei er mindre uforeneligt med den sande Klogskab end med den ægte Kiærlighed! Grubler ei, men søger Lys, hvor Tiderne vidne og vise, det findes, og vandrer og virker i Lyset, da vorde I dets Børn, da opdage I dets Hemmeligheder og arve dets Glands! Nei, grubler ikke paa hvad umuelig kan udgrundes før det er oplevet, men bruger Livet til hvad der er det værdt, og kan sætte det i Lys, og nøler ikke, thi nu er hvert Øieblik kostbart, nu trække Stammerne Lodd for sidste Gang i eders Verden, og for seent er her det Værste, thi det er Alt forspildt!

Ja, det er klart for hver Aand, venlig eller fiendtlig, god eller ond, at den Videnskabelighed, som sidst blev pleiet, fik under den Franske Revolution sit Bane-Saar, og maa enten gaae til Grunde, som den gamle Græske, Romerske og Nordiske, eller den maa optages forklaret i en Høiere, der kan oplive den, thi den er allevegne løsrevet fra Folke-Livet, altsaa død, og staaer, som alt Dødt, i sin nærværende Skikkelse, fiendtlig mod Menneske-Livet. Og hvad Under, at denne Italienske eller Ny-Romerske, Kloster-Latinske, Pavelige Aands-Cultur, der lige fra Begyndelsen var et Konst-Værk, som Dantes Divina Comoedia, eller dog en Drivhuus-Plante, ei kan forlænge sine Dage over de fem Aarhundreder, denne Phønix-Alder, som synes at være de talte Dage for Enhver, da selv Grækenlands og Nordens Cultur, skiøndt udsprungne af Folke-Livet og dermed venlig forbundne, ei kunde overskride det Tids-Rum. Egenlig, sagde jeg, er den alt forgaaet med forrige Aarhundrede, thi den er uddød paa Fast-Landet, og opmanes kun forgiæves, saa det er kun i England den endnu har en Slags virkelig Tilværelse, som Man vil see, naar Dantes Død ogsaa der, som Freys i Upsal, ei meer kan skjules, eller naar de Kolossalske Høi-Skoler i Oxford og Cambridge styrte, og knuse i Faldet Alt hvad der støtter sig til dem. Og disse herlige Kolossalske Mindes-Mærker, ikke af den smaavurne, aandløse og livløse Belæsthed, der kun har misbrugt dem, men af Angel-Sachserens og Normannens Nordiske Aand, som næsten har været bandlyst fra dem, de maae styrte med det Aller-Første, dersom de ikke reformeres bedre, end de saakaldte Radical-Reformatorer ønske, thi det er kun i Bund og Grund at ødelægge dem.

Min Pen kan derfor umuelig tolke det, hvor inderlig jeg ønskede 397 mig en Røst der kunde høres, ei blot paa hin Side Sundet og Dovre, men paa hin Side Nord-Søen med, og en Svada paa mine Læber til at overtale alle dem, hos hvem der end rinder en Draabe Nordisk Blod, hvori Aand afspeiler sig, saa de forenede dem, og lagde Grunden til en Ny-Dansk: levende, folkelig, og altomfattende Aands-Cultur og Videnskabelighed, lagde Grunden dertil, medens Ruinerne fra Fortiden endnu lade sig redde og gavnlig anvende.

Dog, kan Pennen ei engang tolke mit Ønske, fordi den er stum af Moders-Liv, da kan den endnu mindre tale for min Anskuelse af Øieblikket, af Livet og Vidskaben, saa, naar jeg desuagtet stræber at beskrive den, da er det kun i det Haab, at overalt hvor Man vil laane Øre til Sandheds Røst og Klogskabs Raad, der vil ogsaa findes Øine som see, og Tunger som frit udtale, hvad der er Aandens Krav og Tidens Tarv.

Jeg paastaaer da først, at der er intet Land, hvor den Romerskitalienske Videnskabelighed er saa grundfæstet, som i Engeland, hvor den, aldeles uafhængig af Staten, har selv tilstrækkelige Midler til sit Ophold, saalænge blot Eiendoms-Retten maa giælde, og hvor Folket har sværmet for, hvad den giennem Aarhundreder, saa at sige daglig, udklækkede: Mechaniske Kæmpe-Værker og Parlementariske Torden-Taler, saa, naar den styrter der, da er den ingensteds at redde.

Men jeg paastaaer ogsaa, den er ikke værd at redde, thi den staaer fiendtlig mod alt virkeligt Liv i Aandens Verden, og er derfor saa langt fra at lede til nogen Forklaring af Livet og Aanden, at den tvertimod alle sine Dage, undtagen da Luther et Øieblik spændte den for Aandens Triumph-Vogn, har ledt til Folke-Død og Aands-Fornægtelse.

Jeg paastaaer endelig, at naar Man betragter Aandens Verden med Nordiske Øine i Christendommens Lys, da faaer Man Begreb om en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiør, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nødvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig. Denne Græsk-Nordiske eller Ny-Danske Livs-Udvikling og Aands-Dannelse er det, som giver Nordens Myther, hvori Spiren dertil var nedlagt, universal-historisk Vigtighed, og især for os et uskatteerligt Værd, og det er den Vidskab jeg ønskede her at give et Omrids af, saavel i sig selv, som 398 i sin Modsætning til den Romersk-Italienske Livs-Plage og Aands-Fortærelse.

Vist nok finder jeg mig forlegen ved at skulle beskrive, hvad der, som Livet i sin Modsætning til Døden, kun lader sig udtale med levende Røst, og tillige ved at skulle afhandle i Forbigaaende, hvad der kræver en omhyggelig Udvikling, men jeg vil haabe, at Nordiske Læseres Tanke blot behøver at henledes paa det Romerske Uhyre, og paa den Nordiske Kæmpe-Slægt, som gav den Rim-Thurs Bane-Saaret, saa staaer det dem langt klarere for Øie, end jeg kan skildre det, hvilken Gru det er for Menneskeligheden, og Skam for Nordens Kæmpe-Sønner, at den slet nedmanede Jettes Gienfærd, opsteget af de Pontinske Moser, har giennem fem Aarhundreder, deels i skuffende venlig og deels i aabenbar fiendtlig Skikkelse, underkuet Folkene, og i Ørne-Ham udhakket deres Øine, udsuget deres Hierte-Blod.

Ja det er ikke alene en Natur-Nødvendighed, at et Folks Literatur maa være det ligt, og hvilken Pestilents maa da ikke den Romerske være; men det er tillige en historisk Kiendsgierning, at hardtad hele den Romerske Literatur, især den Skiønne, er eftergiort Arbeide, er ei, som den Græske og Old-Nordiske udsprunget af Folke-Livet og opelsket giennem Aarhundreder, men giort paa Kiøb og til Stads, mest i Tyrannen Augusti Dage, til at kildre hans Øren, og forgylde de Lænker, det havde været Roms Konst og Vidskab at smedde til Folkene trindt om det store Middel-Hav, og var nu blevet dens velfortiente Løn at bære nærmest selv. Dette er en tør, urokkelig Sandhed, og hvad det nu maatte blive for en Konst og Vidskab, der skulde udvikle sig af en saadan Literatur, naar den ovenikiøbet var blevet til et dødt Sprogs Lig, det var nemt at giætte, men tungt har det været at døie, tungt som Romer-Aaget i alle sine Skikkelser: som Lænkerne i de Romerske Keiseres, som Krog-Kieppen i de Romerske Pavers, og som Riset i de latinske Skolemesteres Haand! Lænkerne var det Nordboens og Tydskerens Kald at bryde, Kieppen var det deres Lyst at knække, men Riset har de hidtil ærbødig kysset, skiøndt det var netop det farligste, det fordærveligs te Vaaben i den skiulte Manddrabers Haand; thi det kiøs Livet af Mødrene, og udpidskede det af Børnene, saa de blev aldrig Mænd for at brække det.

Velan! brækket vil det vorde, hvad vi end giør, ligesom Lænkerne vilde blevet brudt af Barbarer, om der ingen Gother 399 havde været, og Krog-Kieppen knækket af Atheister, om ingen Luther var opstaaet; men det er ikke Aanden, det kan ikke være Menneskeheden ligegyldigt, om Riset brækkes af Jacobiner og Radicaler, af den raa Pøbel og de opsætsige Skole-Drenge, eller af dannede, besindige, for Konst ogVidskab varme Kæmper, saalidt som det fordum vilde havt eens Følger, enten Galer eller Angel-Sachser havde afløst Romerne i Britannien, enten Attila eller Theodorik var blevet Roms Herre, enten Luther eller Vanini blev Pavens Pestilents!

Nei, det giælder nu, som altid, om, naar Tyrannens Time slaaer, fordi hans Synders Maal er fuldt, enten han blot skal skifte Navn, og arges som han ældes, eller han virkelig skal styrtes og udryddes, det giælder om, enten vi skal have et Ny-Frankisk Barbari, der svarer til det Gammel-Frankiske, efter Roms Fald og Gothens Undergang, eller en Ny-Dansk Udvikling, der forklarer den Gammel-Danske, som hævede sig paa Roms Ruiner over den Nordiske Halv-Verden, og for det Sidste er det, jeg stemmer, derpaa har jeg arbeidet alle mine Dage, og ved Synet deraf haaber jeg at fryde mig i Aften-Stunden, uden at forfærdes af de tvetydige Varsler, jeg hidtil saae, da de, om end ingenlunde Blænd-Værk, dog for Største-Delen fremkaldtes af den Uklarhed, jeg, arbeidende mig ud af et Ægyptisk Mørke, umuelig kunde undgaae, men har nu tilbagelagt.

Naar jeg derfor nu taler om en Ny-Dansk Udvikling, da tager jeg ikke det Danske Navn i den indskrænkede Bemærkelse, hvori jeg hidtil ofte brugde og endnu tiere syndes at bruge og berømme det, men i den Old-Nordiske, da det udstrakde sig ei blot fra Eideren til Tromsøe, og fra Vester-Havet til den Finske Bugt, men ogsaa over Havet til de Nordiske Udiløttere paa Herkules-Øen. Ligeledes, naar jeg taler om Gienfødelsen af en Christelig og Gammel-Dansk Videnskabelighed, da mener jeg hverken to Stykker, Man maa være Digter for at rime sammen, ikke heller noget Christeligt, der er bundet til den Christne Troe, men en Græsk-Nordisk Udvikling, som, ved Hielp af den Mosaisk-Christelige Grund-Anskuelse, bliver levende og Universal-Historisk.

Enten Man nemlig er Christen eller Hedning (Naturalist), kan Man dog umuelig være Historiker, med Glimt af Aand, uden strax at see, baade at det i Grunden hverken var Skyther eller Barbarer, men den høiere Christelige Anskuelse, der i Roms Dage vidunderlig sønderbrød Menneskehedens 400 Lænker, at det var den Samme, der ved at gienfødes i Luther, gav den Romerske Pave sin Helsot, og at det er den alene som har givet den ny Folke-Verdens Tanke-Gang, Dannelse og Vidskab det Universal-Menneskelige Præg, som den gamle Verden fattedes, og som selv Roms Uvætte ei har mægtet at udslette, men kun at misbruge. En aandløs og livløs Videnskabelighed, der naturligviis ikke kiender nogen anden Forklaring end Opløsning, og sætter sin Ære i at kunne opløse alt Aandeligt i Vind og Veir, og Guddommen i de fire Elementer, en saadan Videnskabelighed som den Romersk-Italienske, der kun begeistres af Augusts gyldne Alder, som Ulve af Mand-Slæt og Orme af Pest, en saadan Videnskabelighed maa naturligviis i Grunden ansee Christendommen, der aabenbar forstyrrede den Romerske Oplysning og Lyksalighed, for en stor Ulykke, saa det er intet Under, den udleder Sammes forbausende Virkninger af idelt Sværmeri og Fanatisme, Løgn og Overtro, der kun sædvanlig af Verdens-Klogskab gives pænere, mere velklingende Navne. Men Man behøver hverken at være en Abekat eller en Romer, fordi Man er en Hedning, det har især Grækenlands og det gamle Nordens Poesie og Historie tilstrækkelig beviist, og naar Man blot er et virkeligt Menneske, som føler sig væsenlig adskildt fra alt det Umælende, og underlig beslægtet med de udødelige Guder, venlig tiltalt af Guds og Menneskets Aand paa alle de Tunge-Maal, Man kiender; see, da bøier Man sig dybt for den Aand, der paa Apostlernes glødende Tunger udgik i det levende Ord fra Jerusalem, og giorde Under paa Under, for Menneske-Vel til Jorderigs Grændser, aabner Menneske-Øiet til at overskue den vidunderlige Bane for Himlens og Jordens sammenavlede Børn, og aabner dem en smilende Udsigt over Dødens Hav til de Levendes Land, i Menneske-Faderens evige Rige.

Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jøde, ethvert Menneske, der bliver sig sin aandelige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade, at han støder visselig Intet fra sig blot fordi det er underligt, og synes uforklarligt, som han selv, nei, det Underlige drager ham tvertimod næsten uimodstaaelig til sig, fordi det i Grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin Gaades Løsning, hvad han umuelig kan vente af hvad han som ingen Ting kan giennemskue. Derfor finder et saadant Menneske, han være for Resten af denne eller hin, eller af slet ingen bestemt Tro om Guddommen, sig aldrig tiltrukket af de giennemsigtig oplyste Folk, hvis hele Viisdom man i en Time 401 kan lære udenad, og turde næsten haabe at kunne giøre kloge Hunde klar, men tiltrækkes netop af de dunkle, dybe Naturer, som ahne langt meer end de see, føle langt dybere end de kan lodde, og tale begeistret langt høiere end de selv veed af. Og af saadanne Mennesker, som, trods al Romersk Oplysning, skye snarere den end Poesi som Pest, er der sikkert endnu en Mængde i vort Norden; thi selv har jeg mødt Mange som Taler og Skribent.

See, derfor er jeg vis paa, at naar man vaagner i Norden, og vaagne maae alle gamle Folk i vore urolige Dage, da vil Mange laane Øre til den Tale, at den Mosaisk-Christelige Anskuelse være nu, poetisk og historisk, oprundet paa naturlig eller overnaturlig Maade, saa er det den eneste ægte Grund-Anskuelse af Menneske-Livet, som, ved at giøre sig giældende, da alle Hedningers Guder var uddøde, da al Aand var forsvundet, og Evighed kun et tomt Begreb, derved, og ved sine mageløs velsignede Virkninger giennem Atten Aarhundreder, har stillet gyldig Borgen for sin og for Christi Guddommelighed, saa den Anskuelse maa ligesaavel i Videnskaben som i Livet være Lede-Stjernen, vi stræbe at følge. Kun maae vi, før det kan skee, besinde os ei alene paa Forskiellen mellem Christendom og Bibel-Tro, men ogsaa mellem Christen Tro og Christelig Anskuelse, og skiøndt Man synes langt fra det, er Forskiellen dog baade saa klar og saa vigtig, at Erkiendelsen maa være nær.

Ja, det maa nødvendig snart blive indseet af alle oplyste Folk i det alvorlige, historiske Norden, at Trætten og Tviste-Punkten mellem Christne og Naturalister er ingenlunde Christi og den Christelige Anskuelses Guddommelighed, for hvilken de guddommelige Virkninger deraf giennem Atten Aarhundreder er et urokkeligt Kraft-Beviis, men Trætten er en ganske anden, der vel theologisk rigtig betegnes ved Spørgsmaalet om Christi evige Guddom, men historisk klart udtrykker sig i en modsat Tro om Natur-Mennesket. At Natur-Mennesket er skabt i Guds Billede og havde i Guds Livs-Aande Alt hvad han behøvede til at naae sin store Bestemmelse som en Guds Søn, derom maae alle Mennesker med Aand være enige, og at der meget tidlig er tilstødt ham et stort Uheld, der bragde Jorden hos ham i en skiæv Stilling til Himlen, Tiden i Mis-Forhold til Evigheden, og Menneske-Naturen i Vilde-Rede, det bevidner baade den daglige og den Universal-Historiske Erfaring for høit og klart, til at noget Menneske med Glimt af Aand og Gnist af Sandheds-Kiærlighed kan nægte det. Hoved-Spørgsmaalet er 402 ikke engang, hvad man skal kalde dette store Uheld, thi vel lider Naturalisten ikke Ordet Synde-Fald, der, som alle Fald, klinger lidt plat, og vil hellere sige Vildfarelse eller Aberration, men da det kan hedde begge Dele, og enhver Udskeielse fra den naturlige Bane unægtelig for en aandig Skabning maa være Synd og lede til Fald, maa Naturalisten indsee, det er heller ikke værdt at trættes om. Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig; thi her er ingen Middel-Vei, uden en magtesløs Tvivl-Raadighed, der enten maa være Overgang til en bestemt Tro, eller lamme al Virksomhed, og styrte os i Selv-Modsigelsens bundløse Afgrund, som er den evige Død og Aandens Helvede. Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund, skarpt at giennemføre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger, og da først kan Erfaringen bevise, enten de Christne eller Naturalisterne fore vild, thi af Frugterne skal Træet kiendes, men saalænge vi ere kirkelig sammenblandede, er al vor Virkning chaotisk, og en ligesaa bitter som hensigtsløs Kiv uundgaaelig. De Christne troe nemlig, at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet saa fordærvet, at al egenlig Helbredelse er umuelig, men prise Daaben som et virkeligt Gienfødelsens Bad, hvori den Troende aandelig omskabes; og at opelske dette ny Menneske til en guddommelig Forening med Frelseren og Guddoms-Manden Jesus Christus, det er deres kirkelige Opgave, saavel i det Enkelte som i det Hele. Dette kan Naturalisten umuelig uden grov Selv-Modsigelse indrømme, men maa erklære den Tro for en grov Mis-Forstand, der vel ikke har kunnet tilintetgiøre den Christelige Anskuelses guddommelige Virkninger, men har dog høilig svækket dem, og hindret Forklaringen, saa han maa tvertimod paastaae, at den gamle Menneske-Natur baade kan og skal lade sig helbrede, saa det er slet ikke Meningen med Christendommen, at Man skal optages i Christus, men kun at Man skal aandelig optage ham i sig, som det guddommelige Forbillede paa hvad vi alle skal renses og klares til: Menneske-Børn der hæve sig til Guds Børn. Folk med Aand vil strax forstaae, hvor aldeles giennemgribende denne virkelige Mod-Sætning er, uden at det giør mere Forskiel paa vor Historiske Anskuelse af Christendommen, end de modsatte Theorier i Astronomien giør paa vor Beskuelse af Himlen, men giør netop samme Forskiel, 403 i det vi udlede de samme Phænomener af modsatte Grunde; thi i begge Tilfælde er det kun Spørgsmaalet, enten Solen gaaer om Jorden, eller Jorden om Solen, saa det er kun Tosserne, der bilde dem ind, at Jorden har Lyset i sig selv, eller at der kommer Dag efter Nat, uden at enten Jorden paa Ny maa søge Solen, eller Solen Jorden, altsaa aandelig talt: enten Guds Søn blive Menneskens Søn eller Menneskens Søn blive Guds Søn!

Først naar dette er blevet os klart, saa vi staae mod hinanden som Chaldæer og Copernicaner i Aandens Verden, ei uenige om denne, men kun om dens Love, først da kan vi holde Skole sammen, uden enten at slaaes om Bøgerne, eller, paa godt Paarsisk, slaaes med dem, men da kan vi det ogsaa, og indsee paa begge Sider, at forsaavidt Bøgerne kan afgiøre vor Trætte, maa det være de tilbunds forklarede Bøger, men at i Grunden afgiøres Sagen dog kun ved det Menneske-Livs Forklaring, Bøgerne ei udtrykke, men kun beskrive, og at det derfor slet ikke nytter os at trække Bøgerne ved Haarene, da Livet derved ikke forandres, men kun misbruges.

Vi gaae da til Bøgerne, ikke som Bog-Orme, der vil leve af dem: leve af Lig og Aadsler, men som levende Mennesker, der af Bøgerne vil lære, hvad vi ikke kan sige os selv: hvorledes Menneske-Livet yttrede sig i de forbigangne Tider, hvad Hindringer det mødte, hvordan det overvandt dem, og hvad vi deraf kan slutte, saavel om Menneske-Livets Natur og Beskaffenhed, som om den bedste Maade at fortsætte og benytte det paa.

Naar vi saaledes betragte alle Bøger som Bidrag til Menneske-Livets Historie: i hele Slægten, i de adskillige Folke-Færd og i Enkelt-Manden, da seer Man nok, der fremkommer en ganske anden Videnskabelighed, end den Dødbider, vi i Skolen skal forsage som Rimthusse-Værk, en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende Begreb, og med et fælles Øiemed, som er Menneske-Livets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da først bliver Videnskabelighed i Sandhed praktisk, naar den bestandig gaaer ud fra Livet, og gaaer ud paa dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse paa Livet, og i det Hele og det Enkelte, og de mest velgiørende Følger kan umuelig udeblive, intet Folk hos hvilket en saadan Videnskabelighed drives med Iver, kan være blindt for dens Vigtighed.

404

Men hvori skal den fælles videnskabelige Dannelse bestaae, hvad skal alle Studerende kiende?

Naar vi studere for Livets Skyld, da følger det af sig selv, at vi især trænge til at kiende de Kraft-Yttringer deraf, som ikke meer forekomme i den daglige Erfaring; thi hvad der daglig gientager sig for vore Ørne, eller hvad vi dog langt nemmere kan finde hos os selv, er det naragtigt at ville lære af Bøger, og det er da især den graa Old-Tid, vi Alle trænge til at studere; thi det var, som Slægtens Ungdom, aabenbar Aandens eller Phantasiens Dage, den Prophetiske Tid, da Kræfter, som nu kun virke mat og svagt, var de fremtrædende, og det er jo latterligt at ordne og skatte Kræfter efter deres svageste Eftervirkninger, saa, vil vi forstaae Mennesket i Alderdommen, maae vi kiende hans Ungdom*).

Herom kan mellem Folk af Aand ingen Uenighed være, og da vi egenlig kun har Bøger fra Tre af Old-Tidens Folk, som Alle ere Hoved-Folk i Universal-Historien, nemlig: Ebræer, Græker og Romere, kan der intet Spørgsmaal være om, at deres Bøger maae vedblive at være Hoved-Bøgerne i den lærde Skole, saa Tingen er kun at de skal skattes og benyttes ganske anderledes. Sprogene skal nemlig læres for Bøgernes og Bøgerne læses for Livets Skyld, istedenfor at Man hidtil, kun meer eller mindre, anvendte Livet til at læse Bøgerne, og læste dem for Sprogets Skyld, og denne bagvendte Cyprianus-Læsning, hvorved Man læsde Aanden fra sig, som om det var den Onde, maa nødvendig bandlyses, hvis Livet ikke skal forgaae men klare sig i Skolen.

Nu at ville af nogle Bøger sammenkludre sig et eget Krage-Maal, der duede til ingen Ting, uden at giøre Vind med paa et Catheder, det var saa aandløst et Indfald, at om det end ikke havde været det Romerske Uhyres Gienfærd man derved stræbde at opmane, og om det end ikke havde medført den gruelige Stile-Trældom, der udpidsker Livet af Ungdommen, som evig Havre-Sæd af Jorden, maatte dog Aanden, ved sin første Indtrædelse i Skolen, forjage al Tanke om saadan Tids-Spilde og Aands-Fortærelse. Den Romerske Røvers Sprog maae vi nødvendig lære at kiende, thi baade var hans Levnets-Løb kun alt for mærkværdigt, og hans Sprog er Nøgelen * 405 til saa stor en Deel af Middel-Alderens Literatur, og til de Romanske Sprog, at Ingen af os kan undvære det; men pine Livet af Ungdommen med det, det maae Slaver giøre, ei fribaarne Danske, ja gudebaarne Aser og Vaner!

Men skal de Lærde da ikke have et Sprog for dem selv og deres egen Mund? Nei, de skal ikke have et selvgiort Krage-Maal, som nytter til ingen Ting, men er fordærveligt i alle Maader, da Intet kan staae mere fiendtligt mod Menneske-Livet og Folkenes Moders-Maal, end et Tunge-Maal, sammensat af døde Bogstaver, og forgudet som et Sprog-Mønster, det har fem hundrede Aars sørgelige Erfaring saa rædsom klart beviist, at den vaagnende Aand snarere fristes til, hvad den dog ingenlunde maa, at bandlyse alle døde Sprog af den almindelige Skole.

Men de Lærde skal ikke alene have Lov til at bruge et Sprog, der aabner dem fortrinligt Bekiendtskab med Old-Tiden, de skal meget mere forpligtes dertil, thi det vil have de mest velgiørende Følger, naar det kun er et virkeligt, levende Sprog, og Ungdommen ikke plages dermed, men kun veiledes og opmuntres dertil. Valget kan heller ikke være tvivlsomt, thi kun Eet af de tre Hoved-Sprog fra Old-Tiden, nemlig det Græske, er endnu levende; og da det tillige aabner Adgangen til den eneste Literatur fra Old-Tiden, der egenlig kan kaldes saa, maae alle Folk med Aand ogsaa herom være enige.

Ventelig vil Dødningen ogsaa her foreslaae en Middel-Vei, nemlig: vel at giøre Græsk, men gammelt Classisk Græsk til de Lærdes Sprog, thi naar Man kunde slippe med at skræve fra den ene Grav til den Anden, var Døden reddet, men Aanden lader sig ei narre, og Ny-Græsk maa og skal det derfor være, først og sidst for Livets Skyld, dette store Fortrin, intet Andet kan sammenlignes med, end sige opveie, men dog ogsaa fordi Erfaring lærer, at Børn lærer bedst baade at læse og skrive, naar de først har lært at tale, om Bog-Sproget end er ligesaa forskielligt fra hvad de hørde hiemme, som Dansk i vore Bøger er fra Jydsken i Munden, og længere ligger Gammel-Græsk slet ikke fra det Ny.

Dette er da, som Skridtet op af Graven til levende Folk, det Kæmpe-Skridt, det lærde Væsen maa giøre, for at blive en Velsignelse istedenfor en Lande-Plage, thi bliver kun det levende Sprog, der giør fortroelig med Homers, Herodots og Platos Aand, de LærdesTunge-Maal, da faaer den hele Videnskabelighed med Nødvendighed Liv, og dermed baade Betingelsen for og Grunden til levende Virksomhed og Fremskridt; 406 da bliver Kappe-Lysten og selv Ærgierrigheden Livet og Videnskaberne gavnlig, kort sagt, da kommer Skolen af sig selv i sin historiske. Nordiske, Orden. De Lærde vil da bruge deres Sprog til hvad det, anderledes end Latinen, fremmer: til at trænge dybere ind i Old-Tidens Aand, og til at lette den videnskabelige Vexel-Virkning*), men naturligviis ikke til at forfuske Moders-Maalet, eller fortrænge det fra Underviisningen, hvor det netop skal lyde i sin hele Kraft og Fylde. Ja, naar vi slippe fra Rom, hvor Man havde Slaver til Skole-Mestere, og komme til Grækenland, hvor det var den største Ære for Folkets ypperste Hoveder, ædleste og mest veltalende Mænd, at lyttes til af den lærelystne, og selv af den lystige Ungdom, da er det ogsaa forbi baade med Skole-Mesterens og Skole-Drengenes Slaveri, da bliver den lærde Skole i alle sine Stok-Værk en livlig og lærerig Underholdning, hvori Kiød-Hoveder snart lærer det Bedste de kan lære i Skolen: at gaae deres Vei, fordi det aldrig falder Nogen ind, for deres Skyld, enten at giøre sig selv Livet suurt, eller at fordærve den Olympiske Leg for dem der baade kan og vil kappes om Prisen.

Dette var nu det lærde Forhold til Menneske-Slægtens Old-Tid, men Nordens Lærde kan og maae ingenlunde glemme, at Norden har ogsaa en egen Old-Tid, hvortil de staae i et dobbelt, og i et nærmere og mere inderligt, hierteligt Forhold. Nord-Boerne er nemlig det Fierde Hoved-Folk i Universal-Historien, som Man nødvendig maa kiende for at forstaae Middel-Alderens og den ny Tids Liv og Historie, og den levende Nøgel til den Old-Nordiske Literatur er det Islandske Sprog, saa det maa nødvendig læres, baade for de gamle Bøgers Skyld, og for det ny Bog-Sprogs, der immer vil trænge til at laane og oplyses deraf. Hvad hertil behøves er imidlertid for os her hiemme saa lidt og saa let, at det i Skolen vil være en Leg og ingen Byrde, og vil desuden i Norden, paa den naturligste og ypperligste Maade, sammenknytte den lærde Dannelse med den Folkelige.

Ja, Folkelig Vidskab eller Folke-Dannelse og Folke-Oplysning i rigtig, aandelig Forstand, det er det andet nødvendige * 407 Kæmpe-Skridt, der maa giøres uopholdelig, hvor Opløsningen skal forebygges, Folke-Livet reddes, og Videnskabelighed trives.

Nødvendigheden heraf er længe følt, thi det var jo ene Følelsen af det Unaturlige og Dræbende i den herskende Latinske Videnskabelighed, fiendtlig mod alt Praktisk og Levende, der begeistrede for Rousseaus og Basedovs Griller i forrige Aarhundrede, og har frembragt den hele Giæring i Pædagogiken, der endnu ikke har ført til noget fyldestgiørende Resultat, men maa nødvendig føre til et Saadant, eller til et Barbari. At Man under denne Giæring ogsaa stræbde at popularisere Latin-Skolen og Høi-Skolen, var naturligt, men kun fordi Man uden Aand vilde omskabe Aandens Verden, hvad naturligviis aldrig lykkes. At dette vilde føre til Barbari, mærkede Man snart, men at det ligesaavist, og langt voldsommere, vilde føre dertil, at drive det Latinske Uvæsen med endnu mere Alvor og Strænghed end tilforn, det saae man ikke, og det maa dog nødvendig indsees, naar enten Folk eller Videnskabelighed skal reddes, og de skal jo dog, med Guds Hielp, reddes Begge.

Vi maae indsee, at Lærdom er Eet, og Dannelse og Duelighed for Livet, det Menneskelige og Borgerlige, er et Andet, begge Dele lade sig vel forene, men ikke hos Mængden, og de maae ingenlunde staae fiendtlig mod hinanden, men de maae være adskilte, da de ellers stræbe at fortrænge og nødvendig forfuske og fordærve hinanden.

Dannelse og Duelighed maa nemlig altid være beregnet paa Folke-Livet for Øieblikket, men Lærdom paa Menneske-Livet i det Hele, saa naar Lærdommen er ret ægte, indslutter den Dannelse og Duelighed i sig, men disse kan ikke indslutte hin, uden i en dunkel Følelse, og Lærdommen vil især hos de egenlige Bog-Lærde (Skole-Mesterne) føre paa Vild-Spor, hvis der ikke staaer en Folke-Dannelse ligeoverfor, der nøder den til at tage det nærværende Liv og Øieblik i Betragtning, ligesom Folke-Dannelsen snart vil udarte til en overfladelig Politur, dersom Lærdommen ikke holder den i Aande.

Naar Man virkelig er klog, vil Man altid gierne blive klogere, og lærer derfor af Fiender saavelsom af Venner, og den senest herskende Selv-Klogskab, der giorde Vind med de Vises Steen, og paastod, at hvem der vilde være klogere end Peer Jensen, var enten allerede gal eller stærkt paa Vei dertil, seer Man nok, var i Grunden Ærke-Dumhed, saa paa en fremskridende Oplysning og Dannelse maae alle kloge Skole-Indretninger 408 være beregnede. Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giøre vore Børn og hele Efter-Slægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Størrelse, da giør vi os selv en stor Skam, og giør, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. Saaledes maa Mennesket opfattes, naar der skal blive en a andig Videnskabelighed paa Jorden, saaledes er Mennesket opfattet, overalt hvor den Mosaisk-Christelige Anskuelse begeistrede, og denne Anskuelses Historie beviser, at hverken er den et tomt Hierne-Spind, eller Mennesket fremmed, men at i samme Grad som Man tilegnede sig den, gestaltede Livet sig naturligt, men underfuldt, herligt og velsignet derefter. I Videnskabeligheden er den imidlertid aldrig kommet til at raade, fordi saavel den Gammel-Romerske, som dens Italienske Gienfærd var livløse, gik ud fra Bogstav-Skriften, istedenfor fra det levende Ord, og udviklede derfor med Jern-Nødvendighed ikke Livet men Døden, førde Mennesket til Graven istedenfor til Himlen, ja førde ham giennem hele Dyre-Rækken ned til Ormene, istedenfor paa Aande-Stigen op til Skaberen. Den Gammel-Nordiske Videnskabelighed giorde i Engeland og paa Island et svagt Forsøg paa at knytte sig til Himlen og til Folke-Livet, men Kræfterne vare adskilte, og Nordboens Videnskabs-Tid endnu ikke kommet, derfor kunde Forsøget vel virke velgiørende, forsinke Døden, og have uberegnelige Følger, men maatte dog i det Hele mislykkes. Nu derimod giælder det kun om Villien, thi nu er Tiden, nu er Trangen øiensynlig, alle Midler i Beredskab, og den store Erfarings-Bog opladt, der kan lære os at undgaae alle de Klipper og Mal-Strømme, der hidtil førde Undergangen med sig, og at giennemgaae de Storme, der ei lade sig undgaae paa det store Verdens-Hav. Paa een Gang at ville giøre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nødvendigt.

409

Et Borgerligt og Ridderligt Academie, eller hvad Man vil kalde en saadan høiere Anstalt for folkelig Dannelse og for praktisk Duelighed i alle Hoved-Fag, det er aabenbar det store Savn i alle Lande, der maa afhjelpes, og det snart, baade for Borger-Samfundets og for Lærdommens Skyld.

Jeg hverken er, eller kan, med min Historiske Kundskab, være nogen Ven af Rigs-Dage, men da de høre til Dagens Orden, skulde man dog indsee, at uden en hensigtsmæssig Dannelse af alle dem, der skal kunne være Medlemmer af Folke-Forsamlingen, maae de blive en Ulykke for Staten i det Hele. og for Videnskabeligheden i Særdeleshed, som Man visselig maa have lært at skatte, før Man godvillig skatter til den.

En saadan Anstalt maa udspringe af Lærdommen, og staae i levende Forbindelse dermed, for ikke at blive fiendtlig eller stillestaaende, men den maa være selvstændig, for ei at blive en blot Hale eller tom Skygge, da den skal være en virkelig, aandelig Magt, hvorved Livet og Øieblikket giør deres umistelige, og af de Lærde let miskiendte Rettigheder giældende. Her bliver nemlig Fæderne-Landet, med dets hele naturlige og historiske Beskaffenhed, henført til det virkelige Liv og Øieblikkets Krav, den fælles Middel-Punkt, hvorfra Anstalten grener sig i alle det Praktiske Livs Hoved-Retninger, og hvortil den stræber at samle og forene alle Borgerlige Kræfter. Her skulde alle de af Statens Embeds-Mænd, som ei behøve Lærdom, men Liv, Blik og Praktisk Duelighed, og alle de der vilde høre til de dannede Stænder, have den ønskelige Leilighed baade til at udvikle sig hensigtsmæssig og til at kiende hinanden. Her vilde ogsaa Fædrelandets Literatur giøre det Gavn og finde den Opmuntring, uden hvilke den er kun en snart udgaaende Pragt-Blomst, og medens Oplysningen giordes frugtbar for Folket, vilde Folke-Livet igien virke grødefuldt paa Videnskabeligheden *).

Uden at Nogen skulde bebyrdes dermed, maatte der naturligviis * 410 ved en saadan Anstalt i Norden være Leilighed til at lære Islandsk, ei blot fordi det var en naturlig og smuk Maade for den lærde og folkelige Dannelse at mødes paa, men især fordi Endeel af Statens ulærde Embeds-Mænd trænge dertil, og alle dannede Læsere hos os havde godt deraf.

Et levende Baand mellem den lærde og folkelige Dannelse kan imidlertid Sligt ikke være, men, hvor Staten har en Geistlighed, vilde den nødvendig blive det levende, uskatteerlige Baand, thi det er det Historisk-Herlige ved en Geistlighed efter Christelig Anskuelse, at den maa stræbe at være baade lærd og folkelig, kan naturligviis ikke blive begge Dele i høieste Grad, men bliver i samme Grad som Lærdommen oplives og Folket oplyses, et virkeligt og levende Baand mellem Begge, som baade Lærd og Læg maae erkiende for en stor timelig Velsignelse, hvordan de end betragte Stats-Geistlighedens Veiledning til Evigheden.

Et smukt Ideal, vil Man vel sige, kun Skade, at det ei lader sig udføre i den virkelige Verden!

Og hvorfor ikke? Har Man kunnet indføre og vedligeholde en Lærdom og Videnskabelighed i den virkelige Verden, som udsprang af saa falsk en Idee og saa tomt et Hjerne-Spind, som det aabenbar er, med Døden at forskjønne Livet, og med Bøger især paa Latin at forbedre Moders-Maalet og bøde paa dets Mangler, saa maa det dog ogsaa kunne lade sig giøre, at anvende en Idee paa det virkelige Liv, som er udsprunget deraf, og skikket til at sikkre, udvikle, oplyse og forklare det i alle mulige Retninger, udelukkende Intet af sig uden Dødens Herredømme, der nu engang ikke lacler sig forene med Livet, men skaber kun Lig og Skygger i den virkelige Verden, hvoraf Man jo dog kan faae Nok, uden baade Nat og Dag at arbeide derpaa. Døden har desuden nu regieret saa længe, at vi, efter min historiske Overbeviisning, ingensteds har to Rednings-Midler at vælge imellem, og hvor der kun er Eet, kan man umuelig tage feil i at anvende det, jo før, jo heller, enten Man saa troer det kan hielpe, eller ikke. Jeg kan nemlig ikke skiønne rettere, end at Revolutionerne som Døds-Kampe maae gaae den ny Folke-Verden rundt, og opløse baade det lærde og læge Samfund, hvor Man ikke forebygger dem ved at reformere Skole-Graven til enPlante-Skole for Livet, saa dette faaer baade Lov til at udvikle sig, og Lys til at see ved, hvad der i Sandhed tjener til dets timelige Fred og Behagelighed. Jeg siger med Flid »timelige«; thi vel raader jeg i Kirken alle Mennesker 411 til, saavidt mueligt, at glemme det Timelige over det Evige, og er vis paa, at hvem der følger Raadet ret, skal ikke fortryde det i Tiden, og mindre i Evigheden; men i Staten og Skolen er det en ganske anden Sag, thi Ingen af dem kan selv vare evig, saa de kan umuelig give os det evige Liv, de ikke selv har, og maae derfor kun lægge an paa at leve saalænge, og giøre saa meget timeligt Gavn som mueligt. Dette er fremfor Alt i vore Dage aldeles nødvendigt, fordi vi næsten Allesammen enten kun bryde os meget lidt om Evigheden, eller mene dog, vi kan selv bedst sørge for den, saa, naar vi ikke troe, at Staten og Skolen er til Gavn i det Timelige, er det os i det Mindste ligegyldigt hvad der bliver af dem, og da staae Samfund og Indretninger aabenbar paa svage Fødder, naar alle de der ikke betales for at opholde dem, er i det Mindste ligegyldige ved deres Skæbne. Her er Nøgelen til Dagens Begivenheder baade i Gaar og i Morgen, og det er i det Mindste i Engeland og i Norden Skolens Skyld, dersom Taarnene falde, thi i Engeland er den fri, og i Norden har Regieringerne viist, at de inderlig gierne vilde indrette den saaledes, at baade Lærdom og Folke-Oplysning, til Gavn for det virkelige Liv. kunde fremmes, naar de Høilærde blot kunde sige, hvordan det bedst lod sig giøre, saa Ulykken er kun den, at en Lærdom, der kommer af Død og fører til Død, lader sig umuelig forene med Folke-Livet, og en Folke-Oplysning, der udspringer af det døde, aandløse Begreb om Mennesket og alt Menneskeligt, kan umuelig befæste enten Stat eller Skole, men kuldkaster Begge, som uforligelige med den ikke menneskelige men dyriske Egen-Kiærlighed og Selv-Klogskab, Man med Flid udvikler hos Alle fra Barns-Been. Hvor de Ædle og Forstandige derfor ikke kan komme til den Indsigt, at vi var blinde Redskaber for Roms U-Aand, eller for en falsk Idee, der ikke blot maa opgives, men levende bekæmpes af den Ægte, hvis den ei skal ødelægge Alt hvad vi timelig skatte; hvor de ei kan det, gaaer Menneske-Held forloren, men hvor Man dog i Grunden, som overalt, hvor Nordens Aand er naturlig, vil baade leve og oplyses menneskelig, der maa den klare Erfarings-Sandhed nødvendig seire, naar den kommer til Orde.

Til Orde, siger jeg med Flid, og ei til Bogs, thi al Sandhed som blot skrives og ei tales, skrives aldrig med saamegen Flid og Konst i Glemme-Bogen, at den derved bliver levende og virksom, og derfor skal de Faa, der, ved et Mirakel, trods den sorte Død, har faaet Øie for Livet, og Mod til at spytte Blækket 412 ud af Munden, de skal til Orde, hvor Skolen dog i Grunden vil sig selv og Staten og Mennesket vel; thi, om Man end troer, det kan ikke hielpe, bøi det dog forsøges, da det aabenbar i vore Dage maa enten bære eller briste.

Velan da! jeg, for min Part, er sikker paa, det vil bære i Norden, og vilde bære i Engeland med, naar Man ikke der, med Falke-Synet for den daglige Erfaring, var blind for den Universal-Historiske, eller naar Man kun ikke, med al muelig Frihed til at bruge Munden, dog, desværre, fattedes en Mund, under et Par Øine der see hvori Feilen stikker; thi Øren fattes man der ingenlunde, og giennem gode Øren skiæres Aanden ypperlig for Stær, da Man derimod, ved at stikke Folk i Øinene selv med de bedst Staal-Penne, kun giør Folk arrige paa Fingrene, der virkelig synes, under et smukt Paaskud, at ville stikke Øinene ud!

Forudsat da nu, at Man i Norden faaer ordenlig Lyst til at leve og see gode Dage i Aandens Verden, da vil de gamle Bøger først giøre Gavn, og da vil faae Nye, som man ikke blot skal forundre, men glæde sig over.

Læseren tænke kun ikke, at Bøger har vi meer end Nok af, men betænke heller, at der er netop samme Forskiel paa Bøger, som paa Forfattere og Læsere, saa vi har baade for mange og for faa, og det er kun af det Onde, det Mindste er det Bedste. Naar derfor Aanden bliver baade Forfatter og Recensent, baade Censor og Bibliothekar, da kan Læseren troe, at Bog-Samlingen vil baade svinde og trives, saa det er en Lyst.

En Gru er det vistnok, for enhver Videnskabs-Mand med Aand, at betragte de uhyre Bog-Dynger, som især Tydske Handværks-Folk i de sidste tre Aarhundreder har opstablet, men hvad Tidens Strøm ligesom af sig selv har giort ved Old-Tidens Bog-Samling, det vil den, indledt i vor Augias-Stald med lidt Herkulisk Vidd, ogsaa giøre ved det sidste Tids-Rums, saa det falder i Lethe hvad der udsprang af Styx; thi kan vi lære at kiende Old-Tiden af det Par Hylder fulde, vi har, da kan vi sagtens lære at kiende den Tid, der ligger os nærmest, uden at læse os ihiel paa Messe-Cataloger og hvad de falbyde. Vist nok trænge vi til flere Bøger fra Middel-Alderen end fra Old-Tiden, fordi Følelsen grener sig langt meer end Phantasien, og til Allerflest fra Forstands-Tiden, da Man faaer saa mange Sind, som der er Hoveder, men alting med Maade: eet Kiød-Hoved og eet Skabilken-Hoved kan være Nok for vore Børn at øve deres 413 Vittighed paa i Sloi-Kjolen, og selv af middelmaadig gode Hoveder kan Eet være Nok, naar vi kun har det paa rette Sted, saa det er egenlig kun Over-Hovederne af alle Slags, det er værdt at giemme paa, og at anatomere til fælles Bedste. Naar Man nemlig kiender Skole-Mesteren tilbunds, da spørger Man ikke om alle Skole-Drengenes Kundskaber; thi da har Man kiøbt Kræmmeren og faaet Krammen i Tilgift, og saaledes er det hvor Man vender sig, thi i Historien springer Man rolig alle Afskrifterne over, med samt alle Trætterne om Keiserens Skiæg, og alle de kloge Beretninger om hvad Mads Fos vilde tænkt, og hvordan han vilde baaret sig ad, naar han havde været i de store Mænds Sted, som vi godt veed hvorfor han ikke var; og i Poesien, endelig, veed vi nok, det er kun Hoved-Skjaldene der har en egen Verden, som Resten kun giør lange Fingre efter, og da den Konst at stjæle og fjæle er daglig i Tiltagende, nøies Man i Literatur-Historien med at hænge de store Tyve, de Smaa lader Man løbe, eller rettere: lader dem seile deres egen Sø, til de drukne i den.

Men har vi for mange Bøger fra Bogtrykker-Konstens Dage, ligesom vi har for mange Skytter fra Krudtets, saa gaaer det derimod med Middel-Alderens Bøger omtrent som med dens Borge, at de ligge i Gruset, og den har godt ved at være mørk, saalænge Man kun oplyser den med tomme Lygter, men den maa naturligviis blive lys, før vi kan forstaae den, og den vil bestemt blive det, naar Bøgerne komme for Lyset, som Man ruger over: i Rom og i Wien, og fornemmelig i London og Paris. Selv paa de latinske Bøger var Man hidtil meget knap, fordi det var kun Kloster-Latin, det vil sige, fordi der dog var Spor af Liv i dem; og af hvad der var skrevet paa Folkenes Moders-Maal, som i Forhold var saa lidt, at det er ubetaleligt, af det værdigede de Classiske Herrer knap en enkelt Curiositet deres Opmærksomhed, og oversatte den, til a1mindeligt Bedste, paa Latin, for at den ikke skulde fordærve Smagen. Det er nu splittergalt, og især maa den Gammel-Nordiske Literatur paa Angel-Sachsisk og Islandsk herud, hver Billing, thi vi maae see, hvad de gamle Kæmpe-Karle, der knusde Rom, og skabde en ny Folke-Verden, stilede efter i alle Retninger, som sikkerlig var ikke Smaat, om det end i visse Retninger var ikke Stort, de naaede*). Men her er * 414 gode Raad dyre, naar de skal følges, thi det vil koste mange Penge, og det er kun Skielmer der give meer end de har, saa her kommer Engelsk-Manden nok til at punge ud, men det giør han bestemt ogsaa, saasnart han lugter Lunten, og mærker, baade at han selv som Angel-Sachsernes Arving er største Lods-Eier, og at det er intet Mindre vi tale om, end en Bifrøst-Bro til Overgang mellem to Halv-Verdner, og en underjords Tragt under Tidens Strøm, som Sagas Slot med Bølge-Tag; thi da giør han et »British and Foreign Printing-Society«, og det giør Resten. Vist nok vil ogsaa Meget af Middel-Alderens Skrift, især den Latinske og Franske, blive casseret, saasnart det er læst, men det maa først ud iblandt Folk, thi en god Censor, veed Man nok, maa have Argus-Øine, og dem faaer han først, naar Bogen er trykt, og falder i det Mindste i halvtredsindstyve gode Læseres Hænder.

See, det var om de Bøger vi har, og om dem vi skal faae, hjemfalder det naturligviis nærmest Efter-Slægten at tale, men Saameget kan jeg dog forudsige, at naar Aanden kommer til at styre ligesaavel Philologens og Philosophens som Poetens Pen, da byder Man aldrig Læse-Verdnen en Bog, den enten skal kunne Latin, eller andet Sprog end sit Moders-Maal, og høist en Kiende Islandsk, for at forstaae,' og byder hverken Læge eller Lærde Sammenligninger af og Undersøgelser om hvad Faa eller Ingen kiender; men Man begynder altid med at give Publikum en tro og let Udsigt over den Række af Kiends-Gierninger, som i en vis Undersøgelses Kreds ligge til Grund, og da først kræver Man Opmærksomhed paa sine Formodninger derom og sin Forklaring deraf, og vil da, naar de ere den værd, ei heller savne den.

I Øvrigt seer Man nok, at ligesom Forklaringen af Menneskelivet, i alle sine naturlige og historiske Forhold, er det ophøiede Maal, som adler Videnskabeligheden, og forener alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, og fra Ord-Sankerens til Tanke-Samlerens, saaledes vil en Universal-Historie, i saa vidtløftig Forstand, at den fuldstændigste Encyklopædi er Registeret til den, være det store Konst-Værk, der maa svæve os for Øine, og, skiøndt denne store Aladdins-Borg umuelig paa Jorden kan faae sit sidste Vindue, vil den dog i Øvrigt, naar Alt er i Beredskab, bygges paa 415 een Nat af tjenstfærdige Aander. Til Hoved-Bygningen lagde Menneske-Aanden i sin guddommeligste Forbindelse Grund-Volden, som en viis Byg-Mester, i Bibelen, og til begge Side-Fløiene, der skal afbilde Menneskets Forhold til Natur og Historie, lagdes den af Grækenlands og Nordens Aander, med Barne-Haand, men dog saaledes, at Ingen efter deres Dage var mægtig til at fortsætte Værket; thi ligesaalidt som vi kan fremvise Verdens-Krøniker, der fra en aandig Syns-Punkt overgaae Herodots den Græske, og Snorros den Nordiske, ligesaalidt er endnu enten den Græske eller Nordiske Literatur videnskabelig fortsat, hvad jo ogsaa var umueligt, saa længe Man i det Høieste kun efterlignede den Ene og forsmaaede den Anden. Men begge Dele var jo dog aabenbar kun en Følge af Aandløshed og Romersk Afguderi, thi kun naar Man forguder Reliqvierne af den store Røver, anseer Man det for den høieste Ære at kappes med ham i Efterligning af Grækerne, og finder da sin Over-Tro bestyrket, hvergang Man seer, det er umueligt med hans døde Fingre at overgaae hvad de Levende gjorde. Saasnart derimod Nordens Kæmpe-Aand vaagner hos os, da lade vi haant om at være Romernes Slaver, og kappes da ei længe med Grækerne, før vi komme dem forbi, undtagen i deres Feil-Trin, som vi med Flid undvige. Med Grækernes Tunge-Maal tilegne vi os deres Aand, men for at tjenes, ei for at beherskes deraf, thi Glandsen, som Fuldendtheds Præg, er, naar den saaledes kommer for tidlig, en skiøn Feiltagelse, som Man vel kan lære meget af, men langt lettere forsee sig paa, saa lidt Barbariskhed maa der være hos det Folk, der ei nænner, for den smukke Over-Flades Skyld, at bortgive det Mindste af Dybden og Fylden, som baade i Konst og Vidskab er det Væsenlige der aldrig maa opoffres.

At de Romaniserede Folk, eller Roman-Heltinderne, de berømte Græde-Kvinder over Roms Adonis, ei bragde det videre end til at balsamere hans Levninger (qvæ supersunt)paaSpansk-Ægyptisk, opsminke Mumien paaFransk-Arabisk, og skrinlægge den i en Kiste af Italiensk, eller, om Man vil, Parisk-Cararisk Marmor; det ligner dem i det Mindste; men at selv Asa-Thor paa Øen har sat sin Ære i at slibe et mageløst Glas-Laag til Skiftingens Lig-Kiste, og spildt uhyre Kræfter paa at halvbygge et underjordisk Herkulaneum til Jetten Hrungners Grav-Capel, det er en Klak for Skrift i Literær-Historien, hvorom Man maa bruge Shakspears Ord, at Oceanet ei forslaaer til at 416 aftvætte den*); thi selv naar Bacos Folk, som jeg vil haabe, nu omsider lægger Haand paa den Historie af Universal-Literaturen, han saa varmt anbefalede dem, er den kostbare Tid dog spildt, de bedste Kræfter tilsatte i Uvættens Tjeneste, og Syns-Punkten næsten uænderlig forrykket.

Dog, Sligt skal siges høit i Oxford og Cambridge, thi en skrevet Torden-Tale er ikke Thor-Døn, men kun Latinernes fulmen brutum1, hvad vi er forhexede nok i den sorte Skole til hvert Øieblik at glemme, og slaae os til Ro med et Romersk »Dixi« hvor vi dog ei mælede et Ord, men gav kun Sort paa Hvidt for, at vi baade kunde og vilde tordne og lyne, hvoraf dog i det Mindste det Halve er Løgn, naar vi ei virkelig giør det.

Istedenfor da at pløie med Romernes Kalve, og bilde os ind, det giør Furer som Gefions Plov i Øre-Sund, endskiøndt det øiensynlig kun giør, hvad min Staal-Pen giør her: en Streg paa Papiret, ja, istedenfor, med Romersk Over-Tro, at bilde os ind, at Pennen skiænder, naar den skratter, og græder, naar den drypper, saa lad os see hvad den kan giøre, ved at pege paa Herkules og Cerberus, hvor de staae lyslevende ved Siden ad hinanden, som Villiam Shakspear og Ben Johnson, og lære os paa een Gang, baade hvad det er, den Romerske Aand har piint ihjel, og hvad Nordens Aand formaaer, naar den bryder de Romerske Lænker. Ja, det er en Universal-Historisk Kiends-Gierning, at det Eneste i de sidste fem Aarhundreders Literatur, som fortjener at sammenlignes med Grækernes Mester-Værker, er Shakspears Værk som Skaber eller dog som Fader. Og, hvordan blev han vel til, den Shakspear, den ny Herakles, ikke Wielands (enten Shakspear eller Hercules) Mand af Middel-Størrelse, men den virkelige Helt af Gudernes Æt, der gik igiennem Helvede ubrændt, og førde, til overflødigt Beviis, Cerberus med i sin Lænke! Var det kanskee ved Efterligning af Seneca, eller dog af Æskild og hans Brødre, eller kanskee ved flittigt Studium af Stagiritens og Tiburitens ars poetica2 og de lærde Commentatorers gradus ad *

*) - - - Oh! she is fallen
Into a pit of ink, that the wide sea
Has drops too few to wash her clean again!

* * 417 Parnassum1? Nei, det være langt fra, saa langt fra, som at Aben, naar den giør sit Mester-Stykke, fordunkler os, eller at Helte undfanges, naar Moderen kun hører en Fortælling om andres Bedrifter. Han kunde kuns lidt Latin og mindre Græsk, siger Cerberus, som kun forgiæves tog sig af hans Classiske Opdragelse, og siger John Bull, desværre, endnu, næsten med Suk, om den Vovehals, den Vilhelm Erobrer i Aandens Verden*), saa hvad der gjorde ham til den ny Tids Brage, det var aabenbar kun Nordens Kæmpe-Aand, af hvis Drift han løb tids nok ud af Skolen, før den blev udpisket, og propheterede om den Nordisk-Græske Opstand mod Romer-Tyrkerne, hvoraf vel her kun sees matte Spor, men hvoraf jeg dog er vis paa, Efter-Slægten skal høste velsignede Frugter.

Ingenlunde vil jeg hermed sige, at Shakspear staaer ene i England, nei, Spenser og Baco staae hos ham, og i hele den Ny-Engelske Literatur staaer, ligesom i Sproget, en Baxe-Kamp mellem Asa-Thor og Jetten Hrungner, som yder et anderledes stort og lærerigt Skue-Spil end den Tydske Hane-Fægtning, saa jeg tør anbefale den udelukkende, næst efter den Old-Græske og Old-Nordiske, med den Forsikkring, at Man vinder langt meer end Man taber, ved, naar Man ikke skal giøre Hoveri, reent at springe Resten over. Jeg pegede her kun paa Shakspear, som Hoved-Manden, for at Læseren paa ham skal see, det er ligesaalidt den Classiske Dannelse der har hævet den Engelske Literatur, som det er Syndfloden af Latinske Ord der pryder og forstærker det Engelske Sprog, men at det tvertimod begge Steder er den ægte Nordiske Kraft, der, med meer og mindre Held, stræber at giennembryde den Romerske Muur.

Og nu vil jeg gribe Leiligheden til at slutte denne foreløbige Betragtning, der truede med at blive uendelig, thi hvormed kan den bedre sluttes endnu, end med det bedste Varsel for Roms * * 418 Undergang og Nordens Opstandelse, ja, med Universal-Historisk Videnskabeligheds store Prophet, thi det er William Shakspear, derfor æres han, som alle Propheter, mest efter Døden, og udenfor sit Fæderne-Land! Ja, vi herinde, som have den gamle Mythiske Spaadom, vi maae see det med mest Forundring, hvorledes Menneske-Livet i hele sin historisk-underfulde Udvikling svævede for Skjalden, og giennemlynedes af hans prophetiske Blik, saa der vil neppe være eet Kapitel i den store Universal-Historie, vi forvente, hvortil ikke den mest passende Overskrift skulde findes i Shakspears Historier, som de saa træffende kaldes. At han imidlertid aldrig selv kom til nogen Universal-Historisk Anskuelse, kom sikkert af, at han fattedes Nordens Myther, som kun spøgde for ham, lig Hamlets Aand, og anklagede deres Morder, men kunde ingen Hevner finde; men selv om han havde havt baade Mytherne og Anskuelsen, vilde han dog neppe avlet en tilsvarende Videnskabelighed, thi for at kunne det, maatte han virkelig vundet Ben Johnsen, hvem han nu kun forbausede, og blev vist ikke dyrebar, før han var død, og kunde ei meer lade Falstaff lee sin Mave itu ved Amboltens Lov-Tale over Forhammeren. Aanden spilder aldrig sine Kræfter, om det end synes saa, og Shakspear havde derfor kun, hvad der var brugeligt til at vække den endnu ikke ganske uddøde Kamp paa Øen, og til i sin Tid at opmuntre Frænderne i Tydskland, og i Norden, hvor Mytherne var giemte, som Kæmperne fordum, til Rom havde anden Gang fyldt sine Synders Maal, og var moden til Undergang.

At nu tillige i vore Dage de under Romer-Aag og Tyrke-Svøbe haardt straffede og dybt nedbøiede Hellener have reist sig, og opfrisket Mindet om Lapithers gamle Kamp med Centaurer, at de derved har afnødt Europa den Opmærksomhed, Ciassiskheden var alt for Romersk til at skiænke dem, og at det var den Nordiske Hav-Mand, der ved Navarin giorde Udslaget til deres Befrielse, det er det andet baade store og gode Varsel for et Nord-Græsk Tids-Rum i Borger-Samfund, i Konst og Vidskab, som sikkert ei vil skuffe, hvor i Norden, eller maaskee udenfor paa Øen, det end er, Man først skal høre, at Aanden kom til Orde, og udrev som en Løve Skole-Scepteret af Ørnens Kløer! I Grunden skal det være os det Samme, hvor det begynder, som virker velgiørende, og ender episk herlig den store Tragedie; men dog er Ord-Sproget sandt, at Enhver er sig selv nærmest, og lyder det underlig mythisk 419 til os fra Middel-Alderen, at de Danske tyede saa høit op mod Norden, fordi de havde svoret, heller at begrave sig i Bølgerne end bøie sig under det RomerskeAag, da tør vi vel og haabe, det skal skrives for Efter-Slægten, at de Danske afrystede Aaget saasnart de saae, det blev dem dog paalistet.

2. Myther og Mythologier.

Jeg behøver neppe at fortælle Læseren, hvilken uhyre Forskiel der sædvanlig er mellem Myther og Mythologier, forsaavidt som Man kan læse en heel Tylt af de Sidste, uden at blive rigtig bekiendt med en eneste Mythe*), thi der har i de sidste fem hundrede Aar hersket et eget Slags Frimureri i den lærde Republik, saa for os selv maatte hverken Himmel eller Jord holde Noget hemmeligt, men for vore læge Læsere skulde det være en uudgrundelig Hemmelighed, hvad det egenlig var vi skrev om. Skrev vi derfor Historier, da tegnede vi, saavidt mueligt, kun Navne og Aars-Tal op til vor egen Efterretning, eller ogsaa vi forklarede Læseren Sammenhængen af de Begivenheder, han ikke kiendte; og skrev vi Mythologier, da forudsatte vi altid, at Læseren enten kiendte Mytherne paa en Prik, eller brød sig, ligesom vi, ikke om dem, men kun om vore sindrige Indfald i Anledning af gamle Dumheder, som, naar det ikke var for vore Indfalds Skyld, fortiende aldrig at nævnes.

Dette er imidlertid, trods al Sædvanlighed, kun en tilfældig Forskiel mellem Myther og Mythologier, men der er ogsaa en væsenlig, forsaavidt Mythologierne er Bøger, thi det var Mytherne naturligviis ikke, de var, hvad deres Navn udtrykker, levende mundtlige Ord, ikke paa Hverdags-Sproget, men paa Billed-Sproget, som de Gamle for ramme Alvor kaldte Gudernes Tunge-Maal, hvad Man nok veed, det i Skjalde-Munde: Et Skiemt, og et Andet Alvor, hedder endnu. Denne væsenlige Forskiel er jeg ingenlunde saa sikker paa, Læseren vil ændse, som den Tilfældige, thi vel har jeg alt i det Forrige stræbt at indprente den uhyre Forskiel, der er mellem Ord og * 420 Skrift, under ellers lige Betingelser*), men just fordi Forskiellen er saa uhyre stor, som mellem Liv og Død, just derfor maa jeg regne paa at mit døde Skrift-Beviis, for det levende Ords Fortrin, lidet eller intet har udrettet mod den levende Forsikkring, Læseren vel tusinde Gange har hørt om de døde Bogstavers utroelige Fortrin for den levende Røst. Jeg maa derfor igien begynde med at vælte min Sisyphus-Steen, og bede Læseren betænke, det er jo dog en unægtelig Philosophisk Sandhed, at Livet forplantes ei ved de Døde, men ved de Levende, altsaa lige saalidt ved døde Ord som ved døde Sild, lige saalidt ved afstumpede Gaase-Fjere, som ved tilspidsede Staal-Penne, lige saalidt ved Skygger af Ord, som ved Skygger af Folk, saa at naar denne soleklare Sandhed ikke her slaaer Bogstav-Troen ihiel, da er det ikke blot, fordi, som Digteren siger: Ingen tilgavns kan slaae en Død ihiel, men især fordi Sandheden her er selv kun et dødt Bogstav, der ei kan røre sig af Flækken, men maa lade den modsigende Mund giendrive sig selv. Skulde imidlertid Læseren, ved et Lykke-Træf, have opdaget, eller herefter opdage, den store Hemmelighed, vi knap kan lukke vor Mund op uden at røbe, den for Latinerne gruelige Hemmelighed, at Ordet har hiemme i Munden og ikke i Pennen, saa det virkelig ikke er med Haanden, men med Munden, Man kort og fyndig, klart og levende, udtrykker, meddeler og forplanter sine Tanker og Følelser, sin Tro og Anskuelse; har Læseren giort eller giør dog snart dette Kæmpe-Skridt op af Graven, da vil han strax, uden min Anmærkning, see, hvilket forunderligt Lys der ved det ene Skridt opgaaer over hele Menneske-Livet, ikke fordi der videre skeer noget Mirakel, men fordi Man nødvendig staaende under aaben Himmel, selv paa Gravens Bredd, seer Alting ganske anderledes, end naar Man ligger næsegruus dernede, eller sidder dog i Lig-Kisten under lukt Laag, ved en Nat-Lampe, og har kun Bog-Staver og Dødning-Hoveder for sig. Sidder derimod Læseren der, da kan min Bog saalidt som al Verdens Bøger lære ham at skatte det levende Ord, og Alt hvad jeg tør haabe indrømmet, er, at hvem der hverken kan læse eller skrive, maa nøies med det Gavn Man kan have af Ordet, blot ved at høre og tale det, hvad dog ogsaa i alt Fald er det naturligste, da Man nok har seet Børn fødes med Tunge og Øren, men ikke med Bøger under Armen eller med Pennen i * 421 Haanden, og Man ikke engang ret kan begribe, hvad Folk egenlig havde at skrive op, naar der ikke først var sagt Noget.

Dog, det nytter, som sagt, slet ikke, om jeg afnøder Læseren den Bekiendelse, at baade er det mundtlige Ord det Første og Naturligste, og at selv Iliaden var hørt længe før den blev læst, thi har han ingen levende Forestilling om detbegeistrede Ords mageløse Kraft og Herlighed, naar det svinger sig let i Sky paa Røstens Vinger, fremfor naar det skyggeviis aftegnes paa Papiret, da kan jeg maaskee være til hans Tjeneste ved en anden Leilighed, men her kan jeg ikke hielpe ham, og han maa ligesaagodt lukke Bogen først som sidst, thi, ærlig talt, han forstaaer ikke et eneste Ord deraf.

Altsaa, naar jeg skal skrive blot taalelig om Mytherne, da maa jeg forudsætte, Læseren veed hvad et begeistret Ord i sin Kraft har at betyde, thi saadanne Ord var Mytherne oprindelig allevegne, eller dog, for at undgaae unyttig Kiv, i Grækenland og Norden. Begge Steder see vi ogsaa klart, at selv i Bog-Stilen var Poesi ældre end Prosa, og da det Samme er Tilfældet med de nye Literaturer: baade i Italien, Frankrig, Spanien, England, Tydskland og Norden, saa vilde det være ubegribeligt, hvorledes Man var kommet paa det fortvivlede Indfald, at Menneskets Tanke-Gang var først saa uhyre prosaisk, som nogen kolossalsk og selvbevidst Skrub-Tudses kunde være, men hævede sig derpaa efterhaanden, som Kaal-Orm til Sommer-Fugl med deilig spraglede Vinger, det vilde være ubegribeligt, siger jeg, hvorledes Man, til Trods for Menneske-Naturens aabenbare Love, og Historiens klare Vidnesbyrd, var kommet paa det urimelige Indfald, naar Man ikke kiendte den sorte Skole, hvori Kaal-Ormen virkelig udrugedes paa Ægyptisk til en snurrig Sommer-Fugl, som, for sin unaturlige Fødsels Skyld, blev løftet til Skyerne, høit over alle Skovens vilde Fugle, der kun sang med det Neb, Naturen gav dem.

Ja, i Rom, mellem Røverne, gik det naturligviis i mange Maader anderledes til end iblandt ordenlige Folk, og naar nu Roms Historie, og det ovenikiøbet forfusket, blindt troet, og aandløst opfattet, skulde giælde for en guddommelig Natur-Aabenbaring, som den i de sidste fem Aarhundreders sorte Skole jo skulde, da først begriber Man det Hele.

De Romerske Skribenter har nemlig fortalt os, at Byens guddommelige Stifter, Romulus, var en Røver-Captain, som havde Krigs-Guden til Fader og en Ulvinde til Amme, begyndte sine store Bedrifter med at slaae sin Broder ihjel, besvogrede 422 sig med Nabo-Folkene, ved at voldtage deres Kvinder, og endte sin Helte-Bane ved at snigmyrdes af sine Venner, som derpaa forgudede denne Roms Skyts-Aand under Navn af Kvirinus. Saadanne uforskammede Løgne, som den, Senatet opdigtede om Romuli Himmel-Fart, hvem de selv havde myrdet, vedblev nu, sige de Romerske Skribenter, Numa Pompilius, og andre Sabinske og Etruriske Præster, at indbilde Røverne, for at faae dem til at være lidt skikkelige, naar de var hjemme, og det var Mytliernes Oprindelse, som altsaa var aabenbare Løgne, med Flid opdigtede saaledes, at Skole-Mesteren havde Noget bag Øret, som Røverne ikke vidste, men hvormed han kunde berolige sin Samvittighed, da han deels løi i en god Hensigt, og deels vidste noget Sandt, som Løgnen kunde være et billedligt Udtryk for, som f. Ex. at naar et Menneske opgav Aanden, da blandedes jo Aanden med Luften, og kunde altsaa nok siges at fare til Himmels og svæve over Jorden *). For Resten, sige de, havde Man i Rom skrevne Præste-Krøniker lige fra Begyndelsen, og meget tidlig skrevne Love, men lik først Poeter i den anden Puniske Krig, og Hoved-Skjaldene først efter den ypperste Taler Ciceros Død, under kans kronede Morder August.

Hvorvidt nu alt Dette er sandt, eller om de sprænglærde Romere gjorde deres gamle Forfædre Uret, kunde her være os ligegyldigt, da det jo dog var lige galt at fordreie alle andre gamle Folks Historie, til den kom til at ligne Røver-Bandens, som de slet ikke lignede, men for at vise, hvor aandløse Celeberrimi1 var, bør det dog anmærkes, at selv Roms Historie, som vi har den, netop stadfæster hvad den i femhundrede Aar er brugt til at bestride.

Uagtet nemlig Romerne aabenbar høre til den mest upoetiske Stamme blandt Old-Tidens berømte Folk, og udgjorde, lige fra Begyndelsen af, et Konst-Folk, dannet til et eget Øiemed, nemlig Underkuelsen af alle Natur-Folkene, saa sporer Man dog, selv i deres Historie, den Gang, der er Menneske-Naturen saa eiendommelig, at den ikke lader sig forrykke, men kun fordærve, thi ogsaa Romerne havde dog først en Phantasi-Tid, * * 423 under de syv Konger*), saa en Følelses-Tid, i Republikens glimrende Dage, og endelig en Forstands-Tid, fra den ældre Catos. Forskiellen er altsaa blot, at Alt hos Romerne, lige fra Begyndelsen, havde en verdslig, gemeen og menneskefiendsk Retning, saa deres dybeste og meest poetiske Mythe er den om Mars og Ulvinden, hvori hele Roms Historie speiler sig. Ogsaa i Rom var da den ældste, mythiske Poesi prophetisk, og er ikke selv Spaadoms-Bøgerne (de Sibyllinske), efter Romernes egen Beretning, fra Slutningen af Konge-Tiden!

Vende vi nu Øiet til Ebræerne, som det mest poetiske af Old-Tidens Folke-Færd, da er dette vel ogsaa et Konst-Folk, og det saa ægte, at det virkelig har en skrevet Historie lige fra Folke-Livets Begyndelse, og en Lov-Bog, med den berømte Universal-Historiske Indledning, som med Rette kaldes Genesis eller Moderen; men Gangen er naturligviis klarlig den samme: først en Phantasi-Tid til Moses, saa en Følelses- og Daads-Tid fra ham til Salomon, og saa Forstands-Tiden.

Hvor ivrig end Theologerne fra Reformations-Tiden stræbde at hævde det Ebraiske Sprogs Ære, som Grund-Sproget, og den Mosaiske Lovgivnings, som et Mønster paa en Stats-Forfatning, faldt det dem dog aldrig ind, hvad der havde været anderledes klogt, at betragte Ebræerne som Normal-Folket, og derefter baade ordne Old-Tidens Historie, og vurdere den Romerske Literatur; thi overnaturlig og unaturlig faldt sammen i deres Begreb, og, mens de fnøs mod alt Hedenskab, som om det var lutter Afguderi, forgudede de netop den Romerske Var-Ulv, og opdæggede ham til en Capitolinsk Jupiter i Aandens Verden. Hvor det derfor gik bedst, havde Man vel en Søndag hver Uge, da Man i Aandens Navn protesterede mod alt Romersk Afguderi og Pavedom, men de sex Søgne-Dage, da Man i Roms Lænker protesterede mod al Aand, der ikke havde en Pen til sin Fader og et Bogstav til sin Moder, trak naturligviis snart den Syvende med sig, saa Aands-Protesten i Kirken blev til en blot Formalitet, som et mundtligt Ord læst op af Papiret, og Resten veed vi. Uagtet derfor det levende Ords Opvaagnelse, i og med Morten Luther, ret øiensynlig beviiste, at Aanden som giør kraftige * 424 Gierninger ikke boer i Skriften men i Ordet, boer ligesaalidt i et beskrevet Huus af Papir, som i et med konstigt Billed-Værk opført af Kalk og Steen, boer overalt ikke i Huse som bygges af Menneske-Hænder; saa var det dog især fra Luthers Dage Man forgudede Bogstaverne, og det ei engang de Gothiske, men netop de Latinske, skiøndt Man dog godt vidste, at i det Mindste paa Latin havde Bibelen ingen Helte-Gierninger øvet, men ladet sig meget taalmodig misbruge af Paver og Klerke*).

Dog, jeg siger ingenlunde dette for at laste vore fromme Fædre, thi de vidste aabenbar ikke hvad de gjorde, de var videnskabelig aandløse, og maatte derfor i Skolen trælle for Roms Meen-Vætte; men jeg siger det, for at Man kan see, hvi Christendommen ikke for længe siden styrtede den Romerske Tyran, og forebyggede den bagvendte Betragtning af Menneske-Livet, der endte og maatte ende med at giøre den eneste ægte og sande Anskuelse, den Christelige, til Spot.

Nu derimod kan vi indsee, at Man, for i Historien at kiende Menneske-Udviklingens Gang, helst skal regne i det Store, Kolossalske, hvor lidt meer eller mindre ingen Forskiel giør; thi hvem kan tvivle om, at forholdsviis er hele Old-Tiden Phantasiens Alder, Middel-Alderen Følelsens, og den ny Tid Forstandens eller Efter-Tankens, og er ikke derfor ogsaa aabenbar Old-Tidens Literatur den mest poetiske, Middel-Alderen den mest historiske, og den ny Tids den mest philosophiske! Sammenligne vi nu hermed den daglige Erfaring, da finde vi ligeledes, at forholdsviis er Phantasien altid det Herskende i Ungdommen, Følelsen i Manddommen, og Forstanden i Alderdommen, og da nu ethvert givet Folk kun er en Forbindelse af Enkelt-Mænd, og en Deel af Menneske-Slægten, kan vi forud vide, at det maa i Grunden have fulgt samme Gang, om end Mangel paa Efterretninger, eller særdeles indviklede Omstændigheder, kan giøre Sporene svagere hos det ene Folk, end hos det Andet.

Havde Man imidlertid i den ny Tid, da Man tog sig paa at forklare den Gamle, havt videnskabelig Aand, da vilde Man giemt begge Konst-Folkene (det Israelitiske og Romerske) til Sidst, og henvendt hele sin Opmærksomhed paa Grækerne, * 425 som det Eneste af Old-Tidens Natur-Folk, Man historisk kiendte giennem et heelt Udviklings-Tidsrum, eller i de fem Aarhundreder fra Solon til Christus og August, og Man vilde da snart opdaget, at, forholdsviis, hjemfaldt hele Tiden før Solon til Phantasien, at Følelsen herskede mellem ham og Alexander, og derpaa Forstanden, saadan som den var, med det Alexandrinske Bibliothek og den tilsvarende Høi-Skole. Da vilde detnaturligviis aldrig falde dem ind, ved Forklaringen af de Græske Myther, som var endnu langt ældre end den graa Homer, fra Phantasi-Tidens dunkle Dyb, at tænke sig en Alexandrinsk Philosoph, der rev Blade ud af en Billed-Bog, svøbde deri sine Pølse-Pinde eller Sovel-Stikker, og forærede dem velforseiglede til de gamle Græker, som et himmelfaldet Kræmmer-Huus, med en Gud inden i, ved hvis Tilbedelse de kunde faae en Skræk i Livet, og hæves lidt over Sandseligheden, thi selv en Lignelse som denne, var, saavidt jeg veed, meer end de Alexandrinske Philosophers Phantasi blev istand til at forfærdige.

Var Man nu med denForstand kommet til Rom, da vildeMan strax seet, at det der gik saa rædsom unaturlig til, som mueligt, men at Høsten ogsaa blev efter Sæden, saa at da Romerne, efter Naturens Orden, skulde have deres store Dramatiske Digtere, ved Over-Gangen nemlig fra Følelses til Forstands-Tiden, fik de kun en plump Komiker af nogen Gehalt (Plautus), som de lod trække i en Heste-Mølle, og en mat Tragiker (Ennius), hvis Værker de selv med Flid begrov i Møddingen, saa deres eneste poetiske Tragoedie er deres virkelige Digteres Skæbne. Alle de Poetiske Storværker, hvoraf Romerne brystede sig, kom derfor bag efter, som tyndt Øl, som en Ilias efter Homer, og i det Hele som en snart slavisk, snart overfladelig Efterligning af Grækernes Konst-Værker, der kunde være lærerig nok for en Historisk Philosoph at betragte, men var det største Daarskab at canonisere, og at pine Livet af Ungdommen med.

Var Man derpaa kommet til Palæstina, vilde Man høilig forundret sig, enten Man saa troede, det var gaaet naturligt eller overnaturligt til, thi i begge Tilfælde var det lige vist, at Man havde en høipoetisk Hyrde-Stamme for sig, som med vidunderlig Konst var giort til et særskilt Guds-Folk, af hvis Historie Christendommen skulde udvikle sig, til, naar den gamle Folke-Verden var ødelagt, at skabe en Ny, efter det store Forbillede, der foresvævede Israels Propheter. Man vilde nok studset ved at finde Bogstav-Skriften saa tidlig, og desuagtet 426 den høie Begeistring hos David og Esaias, en Begeistring, den Mosaiske Anskuelse saa tro, som om Aanden kunde udspringe af et Bogstav, lig Kilden af den hule Tand i Samsons Asens-Kiæft; men man vilde her kiendt Guds Finger, som paa overordenlig Maade, for at bevare Sandheden og frelse den forulykkede Slægt i Tidens Fylde, kom Menneskets Skrøbelighed til Hjelp, og man vilde ligesaalidt andensteds vente, hvad kun etsteds behøvede at skee, som man vilde anseet den Mosaiske Stats-Indretning, der kun var beregnet paa en opnaaet Hensigt, for et Mønster, Man i Christenheden skulde efterligne. Allermindst vilde Man indbildt sig, at den Christne Kirke, der var skabt af glødende Tunger, og skulde altid besjæles af Stifterens Aand, dog skulde falskelig betragte sig selv som bygget paa et Bogstav, og derved opholdes; men meget mere vilde den Christne Kirke, der altid steg og sank med det begeistrede, mundtlige Ord, have drevet dem til at efterspore, om der ikke selv i Israel var et mundtligt Ord, der forplantedes fra Slægt til Slægt som den levende Kilde, hvoraf Aanden bestandig gienfødtes, og de vilde da snart have fundet, ikke blot at rimeligviis havde især en Deel af Leviterne bevaret og levende forplantet Summen af Moses og Josvas Taler, som de siden gjorde ved Propheternes, men at de ti Bud og Moses Svane-Sang var to levende Ord, som skulde mundtlig forplantes hos Alle, og blev det følgelig hos alle de Fromme, hvorved Anskuelsens Eenhed bevaredes, og Livet opholdtes i Løn, selv naar det syndes aldeles forsvundet*).

Havde Man nu først opdaget det lille Guddoms-Ord, der med overnaturlig Kraft, men dog i Naturens Orden, bevarede og gienfødte Livet i Israel, da vilde Man strax fundet det Tilsvarende i den Christne Kirke, hvor Man egenlig skulde troe, det var umiskiendeligt, da det høitidelig forplantes ved begge Sacramenterne, og udtrykker i Troes-Bekiendelsen ved Daaben kort og klart hele den Christelige Grund-Anskuelse af Verdens Skaber, som en Fader, der klarlig aabenbarede de vanartede Børn sin Kiærlighed i Guddoms-Manden Jesus Christus, Hans eenbaarne Søn, og Hvis Hellig-Aand skaber, af dem som troe, et helligt Samfund og et helligt Folk, som har deres Synders Forladelse, og skal arve det evige Liv!

* 427

At den Christelige Anskuelse i Luthers Dage blev gienfødt af dette lille Ord, i fuld Overeensstemmelse med det Ny Testamente, er vel et stort Vidunder, men, som alle sande Guddommelige Vidunder, i Naturens Orden, da det derimod, uden et levende Ord, vilde være et unaturligt Kogleri, Guddommen uværdigt, og i Grunden umue ligt.

Er vi da nu kommet til den Indsigt som Fædrene fattedes, saa vi begynde at forstaae Menneske-Livet i det Store, see, da faae vi, hvad der er Hoved-Sagen, et hverken luftigt eller forvirret, men lyst og levende Begreb om Aand, som den høiere Livs-Kraft, der har sit levende Udtryk i et tilsvarende mundtligt Ord, og i dette sit Udtryk tillige sin jordiske Boelig, hvori den kan ligesom indslumre, men vaagner dog igien til visse Tider, og beviser sin Eenhed med sig selv ved at oplive og omværne sit Udtryk, og i det Hele ved, i en ny og klarere Gestalt, at gientage sit forrige Storværk.

Ogsaa her trængde de fleste Læsere vist til en Mund, der gav det levende Begreb om Aand, men at Skrift ikke kan det, vil de da desklarere indsee, og har de dog en dunkel Følelse af Aand, uden hvilken al Optysning er spildt, vil de kiende, hvor underlig det bedager sig, saa der svæve hvide Morgen-Skyer over Erkiendelsens Land, som Dag-Skiærets Speile og Solens Herolder.

Paa dette Stade opdage vi nemlig, at hos Folk med Aand var det blot en Uklarhed i Begreberne, der avlede de uforsvarlige Lov-Taler over Bogstav-Skrift, under Navn af det skrevne Ord, som, de ikke tog sig i Agt for, er et billedligt Udtryk, der, naar det tages for mere, bliver baade latterligt og skadeligt, da det er klart, at Man først maatte virkelig faae Fingre paa det usynlige, vingede Ord før Man virkelig, bogstavelig kunde føre det i Pennen, og at Man omfavner en Sky for Here, naar Man indbilder sig at have det virkelige, kraftige Ord i hvad der aabenbar kun er en Penne-Skygge deraf, som egenlig slet ikke ligner, men kun, for hvem der har Nøgelen, betegner det. Blænd-Værket opstaaer da derved, at et lille, levende Ord, som Man slet ikke har lagt Mærke til, gav Nøgelen, gav Aanden, saa Man, aandelig talt, hørde hvad Man læsde, og indbildte sig derfor, det var Bogstaverne, der talede, og kunde ikke noksom forundre sig over, at andre Læsere ikke kunde høre det, skiøndt de var lovlig undskyldte.

Heraf kom, blandt Andet, naar vi ellers var kiærlige Mennesker, alle vore haarde Domme over de Bibel-Læsere, der ei 428 kunde finde den samme Aand og Mening i Skriften, som vi, thi hvor naturligt det end er, at Man seer med de Øine, Man har, og læser enhver Bog i og med den Aand, eller Aandløshed, Man er indtaget af, saa indsees det dog aldrig af hvem der forvexler Skrift med Ord, og slutter da, at ligesom Man vel kan forkaste og forskyde Meningen i en levende og tydelig Tale, men ei, naar Man har Forstand, tage feil ad den, saaledes er det ogsaa med Skriften. Det er derfor ikke mindre nødvendigt for Kiærligheds og Billigheds, end for levende og virkelig Oplysnings Skyld, at vi bortkaste den grundløseste af alle Fordomme, den tommeste af alle Indbildninger, som den om Bogstavers Liv, Kraft og Mæle, unægtelig er. Sandelig, jeg vil dermed hverken paastaae, at jeg kan forklare Aandens underfulde Virkninger, eller nægte, at Bogstav-Skriften er et stort Vidunder, og hvem skulde mindre fristes til det Sidste, end hvem der anvender sin meste Tid paa ret med Flid at skrive Bøger; men at lægge en aabenbar Umuelighed til Grund, veed jeg, kan umuelig føre til Forklaring, og at prise Bøger for hvad de beviislig ikke er, maa nødvendig giøre os blinde for hvad de virkelig ere, saa det maa være det første Skridt til ret Forstand paa Ord og Skrift, at vi skarpt adskille to saa ueensartede Ting, og indsee, at Ordet staaer netop saa høit over Skriften, som Legemet over Skyggen, og som Han der skabde Tungen over ham der skiærer Pennen!

Det er ogsaa blot hos Konst-Folkene, det falder vanskeligt at oprede Forholdet; thi hos Natur-Folkene er det saa iøinefaldende, at selv Bogstav-Forguderne er nødt til at kalde de Sprog døde, som ikke meer er noget Menneskes Moders-Maal, og hvor klogt det er at tale om et dødt Sprogs levende Ord, vil enhver indsee, som veed, hvad det er at modsige sig selv i et Aande-Dræt. Der er imidlertid ogsaa i de levende Sprog en vis Deel, der egenlig maa kaldes Aandens Udtryk og Boelig, og kan ei gaae tabt, uden at Sproget derved aldeles mister sin Aand, kun har Naturen her, som allevegne, en langt bredere Basis end Konsten, saa et Natur-Folks Aand er kun bundet til den hele figurlige Deel af Moders-Maalet, eller det naturlige Billed-Sprog i vidtløftig Forstand. Uagtet derfor Aanden slumrer ind med Mytherne, kan den dog vækkes, saalænge der er Poesi i Folket, og det er der, saalænge de billedlige Ord-Sprog, Vendinger og Tale-Maader, som er dem eiendommelige, endnu findes i Folke-Munde. Ogsaa i denne Henseende er det da paa høie Tid, at Folke-Aanden vækkes, hvor den ei skal 429 uigienkaldelig forsvinde, men den vil ogsaa vaagne i vore Dage, overalt hvor den findes, hvad enten det saa blot er for at give det sidste Suk, eller for at begynde et nyt Levnets-Løb.

Hvordan det egenlig i Munden har hængt sammen med det Latinske Sprog, er svart at fatte, men det er klart, at de uhyre Anstrengelser i den ny Tid for at oplive det i sin Classiske Skikkelse, kan mislykkedes, fordi dets Billed-Sprog var aldeles uddødt, og Aanden derved tabt, forsaavidt ikke begge Dele var gaaet over i de romanske Tungemaal, og at disse derimod var et levende Forsøg paa at forevige Roms Aand, som aldrig mislykkededes saameget, at det jo lykkedes kun alt for vel, som Universal-Historien fra Granadas Erobring til Slaget ved Waterlo klarlig beviser.

Dette ulyksalige Experiment har imidlertid ogsaa en lysere Side at betragtes fra, thi deels var dog selv de Romerske Lænker et Baand mellem os og Old-Tiden, som Man heller maatte bære, end løsrive sig fra den, og deels beviste det, at, ved Hjelp af Christendommen og Bøgerne, vil det anderledes baade fuldelig og glædelig kunne lykkes at vække de Folke-Aander, hvis Tunger aldrig forstummede, og hvis Levnets-Løb beviser: at de var Livs-Aander; og her staae vi atter for Grækenland og Norden, thi blandt alle de Natur-Folk, hvis Historie kundgiør en eiendommelig Aand, er det kun Disses Tunge-Maal, som giennemgik Tidernes Skiærs-Ild.

Allerede herved har Skæbnen besynderlig sammenknyttet os med Grækerne, og jo dybere vi trænge ind i Menneske-Livets Hemmeligheder, des klarere vil vi erkiende en vidunderlig Styrelse deri, at Græsk og Islandsk leve endnu, som to duehvide Oldinger, med Nøglerne til Old-Tidens og Middel-Alderens Skat-Kamre, hvor vi finde de sære mythiske Huul-Speile baade for Menneskets Natur og Historie. Alt hvad vi derfor kan giøre til at opholde disse Sprog, og til at forsøde de Smaa-Folks Alderdom, hvis Moders-Maal de ere, skal være os en Glæde, og vil lønne sig rigelig.

Men, kunde Man spørge: hvortil behøve vi Myther, da vi have den Christelige Anskuelse? Hvortil de Skyer og Stjerner, da vi har Soel og Maane?

Først maa jeg bemærke, at om vi ikke behøvede Grækenlands og Nordens Myther, saa behøvede vi dog at forstaae dem, bedre end andre Folks, fordi deres Indflydelse har været Universal-Historisk, og deres Literaturer er de eneste originale, saa 430 Tunge-Maalene var os altid historisk uundværlige. Men jeg vil besvare Spørgsmaalet, da det træffer sig, jeg kan. Hvad nemlig Skyerne angaae, da vil selv Solen ikke undvære dem, saalænge den skal skinne over Jorden, og Maanen vil nok have Stjernerne omkring sig, især saa udmærkede som Syv-Stjernen og Karls-Vognen. Med andre Ord: Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens mageløse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Løb, men det tilhører Kirken og Kirke-Skolen, og passer kun paa Løbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste. Det Gamle Testamentes Billed-Sprog er upaatvivlelig saa træffende og altomfattende, at kunde vi levende tilegne os det, vilde det være i Erkiendelsens Land, som naar Solen opgaaer, men det vilde udentvivl endnu være os for dybt, og er i alt Fald, videnskabelig talt, ubrugeligt*), saalænge det Ebraiske Sprog er iblandt de Døde. Jeg, for min Part, tvivler ingenlunde paa, at jo Tiden nærmer sig med stærke Skridt, da Levningen af det underlige Folk, med samt deres Tunge-Maal, skal opvækkes som en Lazarus af Graven, men med dette Folk maa Alt til Enden, som fra Begyndelsen, skee paa saa overordenlig en Maade, at skiøndt vi høre til det ny Guds Folk, der skal opvække det Gamle, er der neppe Nogen af os, der endnu har ahnet, hvordan det er mueligt. Kun Saameget er klart, at nu er Raden til Grækenlands og Nordens Billed-Sprog, og at de ikke alene, ved at oplive hele vor Menneske-Kundskab, og forskiønne vort Liv, vil fortjene vor Tak, men vil ogsaa bringe os et Kæmpe-Skridt nærmere til Forklaringen.

Er nemlig ethvert Folks Myther deres Aands velbehagelige Udtryk og egenlige Tempel, da er de nødvendig forsaavidt Prophetiske, at de spaae hvad der kunde og skulde blive af Folket, thi forsaavidt er jo hver Enkelt-Mands, end sige da hver Digters, Ungdom prophetiske, og da der nu aldrig bliver * 431 mere, men vel mindre af et Menneske, i aandelig Forstand, end han i Ungdommen ønskede og drømde, saa kan vi forud vide, at to Folke-Færds Ungdoms-Drømme, der virkelig blev saa meget som Græker og Nordboer, maae have en Dybde og en Fylde, som Mythologerne, der vilde giøre dem til blotte Indklædninger for deres egne Hverdags-Tanker, vist nok aldrig drømde om.

Om Norden især skal vi siden tales nærmere ved, men om Grækernes historiske Liv og Betydning maa jeg tale et Par Ord, for, om mueligt, at vise Læseren, hvor hovedløst Man hidtil næsten almindelig betragtede, og, som det hedd, forklarede dette Hoved-Folks høieste aandige Forestillinger, som et Folks Gude-Myther jo dog nødvendig maae være.

Grækenland er i alle Maader Old-Tidens Middel-Punkt, hvor det Altsammen mødtes og vexelvirkede i høieste Frihed, hvad der i Old-Tiden naturlig henrykkede og opflammede Menneske-Aanden, henrev og fortryllede Menneske-Hiertet, sysselsatte og lynslog Menneske-Hiernen; der gestaltede sig det borgerlige Selskab, saa naturlig, at Man vel billedlig maa sige, Stenene kom dandsende til Byes hvor Orpheus spillede, og derfor havde Borger-Livet her alle uforstyrrende Kræfters fri Virksomhed til sit store Drive-Hjul. Dette skulde ikke blot lære vore Jurister at søge deres borgerlige Natur-Stand der, og hverken i Luften eller mellem Cannibaler, og lære vore Stats-Mænd, at Kræfternes fri Udvikling er den store Hemmelighed, der skaber blomstrende Riger, men det skulde ogsaa lære vore Mythologer, at det var et anderledes Chaos, der foresvævede den Græske Aand, end det der spøgede i den Romerske Røvers Hjerne, og at denne Aand gik ganske anderledes tilværks med af sit Chaos at udvikle det Græske Borger-Liv, med al dets Glands, end den Romerske Meen-Vætte, der satte sin Ære i, af Grækenland og hele den dannede Verden at skabe et Chaos med Sværd, og ordne det med Lænker. Ja, naar Man tænker, at Mytherne hos Homers og Hesiodes og de Dramatiske Digteres, hos Lykurgs og Solons, hos Sokrats og Platos, hos Phidias, Perikles og Aspasias Folk kun betød de fire Elementers guddommelige Helte-Gierninger, da er det netop, som om Man fortalde os, at Homer, hvor tro han end skildrede og hvor deilig han end besang Menneske og Helte-Livet, da han var gammel og blind, havde dog i sin klarøiede og kraftige Ungdom ei mindste Forestilling derom, men laae og væltede sig mellem Svinene 432 paa hans Faders Møding, ansaae Snogene for de høie Guder, og Tyrene for de største Helte.

Dog, jeg veed, det nytter lidet eller intet, at føre soleklare men skyggematte Beviser med Pennen, for en Sandhed, som bestrides af Millioner Munde, med grundløse men levende Magt-Sprog, saa her er min eneste Trøst, at Læseren dog maaskee kan og vil gaae i sig selv, og, er han gammel, betænke, om han virkelig kom høiere med sin Forstand i Alderdommen, end han med Indbildnings-Kraften svang sig i Ungdommen, men er han ung, kun mønstre sine Længsler og Drømme, og see. om det er Dristighed og høi Flugt de fattes, eller en tilsvarende Virkelighed, de neppe tør smigre sig selv med at opnaae.

Giør Læseren imidlertid det, da vil han strax være enig med mig om, at Grækerne sikkerlig kom endnu langt videre i deres Indbildning, mens de var unge, end med al deres Konst og Vidskab, da de blev gamle, og at det altsaa ei blot maatte være en Lyst at høre, hvorledes Homerers Tip-Oldefædre phantaserede paa Mund-Harpen, naar Øinene funklede af Glæde over smilende Udsigter i det Fjerne; men at vi ogsaa deraf maatte kunne lære at overgaae Grækerne i Konst og Vidskab, dersom vi ellers har et høiere Lys, en dybere Alvor, og en kraftigere Hjelp, som de fattedes.

Det kan nemlig slet ikke, som Man i den sorte Skole saa bagvendt har paastaaet, ligge i Phantasiens Natur, at der ikke giennem Livet udvikler sig en tilsvarende Virkelighed, men det maa nødvendig ligge i et Vanheld, der er tilstødt Menneske-Naturen, og har forstyrret de oprindelige Forhold; thi ellers lærer saavel den daglige, som den universal-historiske Erfaring, at i Aandens Verden giælder den samme Natur-Lov som i Luftens, saa Forestillingen skulde giøre ligesaa dybt et Indtryk paa Følelsen, som den selv er høi, og derpaa stige i Forstands-Røret, netop til samme Høide, som den oprindelig havde. Har vi saaledes Forestilling om en skiøn Bygning, det være af Kalk og Steen, af Toner eller Tanker; giør den et tilsvarende behageligt Indtryk paa os, saa vi lægge Haand paa Værket, og har vi Magt til at fuldføre det, da vil det ligne Forestillingen paa et Haar, saa det kan umuelig hænge rigtig sammen, naar et Væsen naturlig begeistres for at fare til Himmels, men ender med at bevise sig selv, han bør krybe i Jorden.

Har vi imidlertid tilegnet os den Christelige Anskuelse 433 af Mennesket, da see vi godt, at vel var Phantasien saalidt som noget Menneskeligt lydesløst efter Faldet, men at dens Feil dog ingenlunde laae deri, at den fløi for høit, thi det er umueligt for hvad der, som Guds Livs-Aande, nedfoer fra Himlenes Himle, og skal did igien, men at det netop var Feilen, den fløi ikke høit nok, blev enten ved Jorden, eller forvildede sig i Luften mellem Stjernerne, thi deraf udsprang jo Afguderiet. Naar derfor de Selv-Kloge bebreide Phantasien dens Udsvævelser, og raade den til at blive ved Jorden, da har den gamle Adam godt ved at bevise sin Uskyldighed, og er fri nok for at drukne i det Vand hvori han vasker sine Hænder, beklagende skielmsk at den Philosophi er ham for dyb*).

Forsaavidt Phantasien er aandelig, har den ogsaa virkelig Ret til at kalde sig forholdsviis uskyldig, thi den er jo Poesiens Skaber, og hvilken virkelig Digter maatte ikke ønske, hans hele Liv svarede til Begejstringens Timer, hvilket Folk maatte ikke ønske, at deres Liv udtrykde, hvad der begeistrede deres store Digtere!

Feilen stikker altsaa fornemmelig, hvor Man nødigst vil søge den, i Hjertet, hvad den Mosaisk-Christelige Anskuelses Historie har sat udenfor al Tvivl; thi havde Hjertet ingen Skade, hvilke Halv-Guder maatte ikke alt Israeliterne, end sige da de Christne, blevet; men fordi Indtrykket paa Hjertet ikke var dybt nok, derfor blev ogsaa baade Daaden og Forstanden derefter. Forstand er nemlig slet ikke andet, end en Følelse der bliver sig selv klar, og det bliver den kun ved at afpræge sig i en tilsvarende Gierning, som viser hvad den var, thi derfor er det at Forstand kommer kun efterhaanden af Erfaring, og derfor er det kun ved Betragtning af Menneske-Slægtens og sit eget Levnets-Løb, Man kan vinde Forstand paa Menneske-Livet, saa den Speculation, der ikke vil være Livets Søn og Lærling, er aabenbar en Skifting, paa hvem vi alt fra Amme-Stuen veed, ikke blot Daab og Christendom er ilde stædt, men al Omhu, Næring og Opdragelse spildt.

Deri laae da ingenlunde Feilen hos Grækerne, at de begyndte med at synge om Gudernes Nærværelse, thi Mennesket er skabt i Guds Billede til at ligne ham, og hvem der skal hæve sig til de udødelige Guder, maa høre dem synge for sin Vugge, og see * 434 dem billedlig omsvæve sig, som Forbillede paa, hvad han engang skal vorde. Altsaa ikke deri laae Feilen, at Man menneskelignede Guderne, men deri, at Guderne enten var uægte: kun Skygger af det Guddommelige hos Mennesket, og kunde derfor ingen aandelig Stigen bevirke, eller at de kun efterlignedes maadelig, saa Daaden sank dybt under Forestillingen, Gudernes Sønner vanartede, og kunde derfor ikke naae til Himmelen, men blev som Halv-Guder hængende med Pegasus i Luften, eller styrtede, naar det kom høit, hovedkulds med Phaeton i Dybet

Naar nu Gude-Ligningen og Himmel-Farten lykkes saa slet, kan Forklaringen naturligviis ikke, som den skulde, blive en guddommelig Bevidsthed, men bliver langt snarere Mis-Forstand paa alt Aandeligt, som om alle Mytherne var kun malede tomme Æsker, Man enten maatte kaste bort, eller see til at lægge lidt i, der ikke var for tungt.

Saaledes gik det da ogsaa omtrent i Grækenland, og vi see det godt, at alle Guderne, og Halv-Guderne saa næsten med, var døde alt i Solons Dage; thi da er Guderne og da er Billed-Sproget dødt, naar Mængden knæler for Billederne, mens de Kloge lee kun ad dem eller lege med dem. Under saadanne Omstændigheder har det ingen Art med Opvækkelsen, de Dramatiske Digtere forsøge, thi de blive da ikke, hvad de skulde være, en aandelig Videnskabeligheds Herolder, men kun Koriphæer ved Poesiens Lig-Begiængelse, og stort mere blev de heller ikke i Athenen, skiøndt den Græske Videnskabelighed har udødelig Ære af sin Heros, af Plato, som virkelig fortjener, forholdsviis, at kaldes den guddommelige, da han for Alvor med store Evner prøvede paa at finde og befæste den levende Tanke-Kiæde, der forbinder Himlen med Jorden, og Mennesket med de udødelige Guder.

Videre kom Grækerne ikke, de forgudede Plato, men fulgde Aristoteles, og meget videre har Man ei siden drevet det, men vi baade kan og skal drive det langt videre, thi vi veed, at i Palæstina lykkedes Himmel-Farten, og med den Christelige Anskuelse maa det sagtens lykkes at forstaae den, som er Slægtens timelige Maal, hvordan det end gaaer med den virkelige Efterligning, som fører til det Evige.

Her maa jeg atter pege paa den mærkelige Forskiel mellem Christne og Naturalister, som dele den Christelige Anskuelse, thi netop naar vi skal dele og udvikle den, istedenfor, som hidtil, at drages og djævles om den. da maae vi være os 435 Forskiellen klarlig bevidst paa alle Hoved-Punkter. Vi gammeldags Christne troe nemlig, og maae nødvendig blive ved at troe, at Christus foer virkelig til Himmels for os, og, paa en Maade, med os, saa vi skal og kan følge efter, enten vi forstaae det eller ikke, medens Naturalisten derimod tænker og maa tænke, at Christus foer kun til Himmels som et Vidne om Mueligheden, og som vort Forbillede, saa det giælder om, først at forstaae Himmel-Farten, og dernæst at efterligne den. Af denne nødvendige Forskiel flyder imidlertid ligesaalidt, at vi skal ringeagte Videnskabeligheden, som at Naturalisten maa nægte Christi virkelige Himmel-Fart, men kun, at Naturalisten maa være langt mere bekymret for en aandig Videnskabelighed, der forklarer Menneske-Livet, end vi, thi for os er det kun, ret forstaaet, en timelig Velfærds, men for ham er det en Saligheds Sag.

Derfor har jeg det velgrundede Haab, at alle Nordens Naturalister, med Aand, vil af alle Kræfter være os behjelpelige til at faae det store Skole-Giftermaal istand: mellem Forstanden og den Dramatiske Poesi, eller, for at tale i den ny Skole-Stil, som om det alt var klappet og klart: imellem Nordens Asa-Thor og den Græske Sybilla, efter Sif med Guld-Haaret.

Dette Mythiske Gifter-Maal har længe svævet for mig, naar jeg, i hvad Man kalder Begeistring, stirrede baade frem og tilbage, som er min Maade at see langt paa, og ligeledes et Slags Gifter-Maal med Ørnene, men før vi gaae videre, er det vel bedst at pege paa, hvad Begeistring egenlig vil sige, thi har Læseren end intet vrangt Begreb derom, kan det dog let hænde sig, han enten har et tomt, der er det samme som Intet, eller kun et meget dunkelt, der ikke vil giøre Sagen klar, naar vi nærmere skal afhandle: hvad de gamle Mythe-Smede muelig kunde begeistres af.

For det Første veed Læseren nok, at Begeistring er oprindelig et Tydsk Ord, men jeg vil bede ham, med For-Ord, ikke deraf strax at slutte, at al vor Begeistring er Tydsk, thi det er ikke engang al vor Fortræd, hvoraf meget mere Største-Delen er Latinsk, men kun slutte, at vore Prosaister vidste ikke hvad Begeistring var, og greb derfor til det Huus-Raad, slette Oversættere helst maae bruge. For Resten er Dansken ingenlunde fattig paa kiønne Ord til at udtrykke hvad der er glædeligt, og hvad paa Jorden skulde vel være glædeligere, end en ægte Begeistring; thi vel er det, for den sorte Skoles Skyld, næsten blevet til en Skam at have Syner, men hvem der har Nogen, 436 som virkelig henrykke, henrive, forlyste, fortrylle og indtage dem, der bryde sig kun lidt om Skammen, men sige tvertimod, det er Skade, Man ikke har dem bestandig, som naar Aanden er over En, og Man er ret i Aande. Heraf vil Læseren strax skiønne, at, efter mine Tanker, er Begeistringen slet ikke Andet, end en lille Kiærligheds-Historie i den usynlige, men dog ganske virkelige Verden, som Ordet, at sige det levende Ord, der løber ud i Eet med Aand, baade skaber og befolker. Her seer Man da, hvor Snakken om Muserne har hjemme, i Grækenland nemlig, hvor Man havde et godt Øie for det smukke Kiøn, som for alt det Skiønne, og hvor Man fandt, at Historikeren og Stjerne-Kigeren maatte ligesaa velhave deres Muser, eller være begeistrede, naar de skulde due noget, som Digteren og Taleren. Nu er det vist nok, desværre, gaaet med Muserne, som med Alt hvad der kommer an paa Smag og Behag, at Somme har havt Gribbeniller, og dog været meget indtagne af dem, men fortalde Nogen os selv, at en Pølse-Pind eller en Havre-Avne havde indtaget og begeistret ham, da vidste vi forud, det var enten Vrævl for hans egen Mund, eller en Skose til somme Andre, og det er, hvad vi Alle skulde betænke, naar Man vil binde os paa Ærmet, at det der i den Mythiske Tid har begeistret Digter-Patriarkerne, og fra deres Læber begeistret Folk som Grækerne, saa de tog det for en guddommelig Aabenbaring, var slet ikke Andet end en Hverdags-Tanke, som selv Hverdags-Folk troer, de er født med!

Dog, det bliver vel bedst, jeg fortæller Læseren en lille sandfærdig Kiærligheds-Historie, jeg havde forleden Aften med En af de Græske Muser, hvis Navn jeg vel ikke har fundet i Registeret, men som jeg ligefuldt blev indtaget af, og haaber, Læseren, ved nærmere Bekiendtskab, ikke paa Papiret, men i Virkeligheden, vil finde, fortjende det.

Jeg sad just, som jeg staaer nu, og vilde slutte min Indledning om Myther og Mythologier, med et Rap til de Mythologer, der vil giøre Poetiske Folke-Myther til ingen Ting, og valgde til Exempel paa Mishandlingen af Grækernes Billed-Sprog, den velbekiendte Mythe om Kronos og hans tre Gude-Sønner. Da jeg nu, som sagt, altid, naar jeg er i Aande, har for Skik at see baade frem og tilbage, saae jeg en i mine Øine deilig Grækerinde, der var kommet bag paa mig, mens jeg sad i mine egne Tanker, og tiltalde mig nu, just ikke med de artigste Ord, men dog med et af de Smil, der smitter, saa Man kan ikke komme til at see suurt.

437

Saa er du da, syndes mig hun sagde, thi jeg forstaaer kun maadelig Græsk, saa er du jo dog endnu den gamle Barbar, den eenøiede Hyperboræiske Cyclop, der ikke kan kiende Forskiel gaa Folk, men vilde have mig til at staae her som en arm Synderinde, at høre alle mine Dyder og Lyder og Kiende-Mærker opregnede, og saa omsider fremvises, som en vissen Urt fra Herbariet til behageligt Eftersyn. Nei, kan og vil du sige noget om mig, som er værdt at høre, og er der en eneste Draabe poetisk Blod i din historiske Vand-Farve, saa fortæl dog ordenlig mit Slægt-Register, som jeg har Ære af, saa jeg kan blive rød, og gaae min Vei, kun seet i Forbigaaende, og slippe for at høre Resten!

Da jeg nu hørde, min Skjalde-Ære stod paa Spil, hvordan jeg vendte mig, vilde jeg dog heller vove den, ved at føie en Skiønhed i et rimeligt Forlangende, end ved unødvendig at fortørne hende, dreiede Pennen et Par Gange rundt, og skrev som følger.

De Mythiske Slægt-Registere har i det Mindste den Fortjeneste, som Historie-Skriverne hidtil ikke har skiønnet paa, at de er særdeles korte, skiøndt de række fra Himlen til Jorden, og stundum til Helvede med, ja række hele Tiden igiennem, stundum endog et Stykke ind i Evigheden. Saaledes er det da ogsaa med den Høibaarne Frues, hvis Udseende jeg ikke her vil beskrive, da hun har lovet selv at vise Læseren et Glimt deraf, men dog, hvis det kun bliver Mage til det, hun, lidt uartig, skiænkede mig, sikkert ikke vil findes fyldestgiørende.

Kronos var en Søn af Uranos og Ge, og da han var sat af med Bestillingen, deelde hans tre velbekiendte Sønner hele Verden, paa Jorden nær, som de synes at have glemt, imellem sig, saa Zeus tog Himlen, Poseidon Havet, og Pluto eller Aides Skygge-Riget, som vi Nordboer lidt vel drøit kalde Helvede, hvormed vi dog ingenlunde mene det Hede, men netop det Kolde. Forsaavidt maa Pluto ogsaa have været enig med os, thi han besluttede at dele sin kolde, tomme Høihed med en varm Skiønhed, og hans Valg faldt paa den deilige Persephone, Datter af Zeus og Demeter. Hvorledes han nu kom i Besiddelse af denne Skygge-Rigets majestætiske Dronning, derom lyde Rygterne forskiellig, og er desaarsag Meningerne meget deelte, men derom er dog alle de Gamle enige, at Pluto overraskede hende, hvor hun gik og sankede Lilier i al Uskyldighed, samt at hun græd bitterlig under Bortførelsen, skiøndt hun kiørde paa en Guld-Vogn. Hun fik imidlertid, paa 438 hendes Moders Forlangende, Lov til at besøge Jorden, eller maaskee endog Olympen, hver Vaar og Sommer, og blev, ved Zeus, som en Slange, Moder til Zagreus, der ellers ogsaa kaldes Bachus! Det var for Resten den samme deilige Dronning, som de forvovne Kroppe Theseus og Perithous vilde hentet op igien fra Skygge-Riget, men maatte lade blive, og takke Herkules for, at dog En af dem, nemlig Theseus, slap op igien og hiem til Athenen.

Det Sidste føier jeg naturligviis kun til, for at vise Læseren, hvorledes en senere historisk Mythe fra Helte-Tiden har knyttet sig til den Naturlige fra Gude-Alderen, og nu vil jeg ikke spørge: hvad der bliver af Persephone, naar Man giør Zeus til Luft, Poseidon til det bare Vand, og veed ikke engang hvad Man skal giøre af Pluto; men jeg vil i al Hemmelighed betroe Læseren mine Tanker om, hvad der muelig kan have begeistret den gamle Digter, og hans Græske Tilhørere, for Kroniderne, saa de med overdreven Gavmildhed skiænkede dem langt meer end de selv eiede eller raadte for: hele Verden, og guddommelig Tilbedelse!

Mig synes, jeg kan see den Mythe-Smed, som en gammel blind Thamyris, der har mistet baade Syn og Cithar, fordi den Vove-Hals indlod sig i Vædde-Sang med Muserne, og drømde om et Kys af hver, som han nu tænkde paa en Omvei at naae.

Med sænket Hoved, med rynket Pande, og sneehvidt Haar, seer jeg ham staae ved et Isthmisk Høst-Gilde, lyttende til en ung Digters blomstrende Kvad om Seier-Herren i sin fulde Manddoms-Kraft, og jeg læser det i Gubbens Miner, hvorledes Menneske-Livet svæver ham forbi som en sød Drøm, hvoraf Man bittert føler, Man er vaagnet, saa af Barndommens glade, udeelte Livs-Fylde, af Ungdommens funklende Øine og dristige Flugt, og af Manddommens kraftfulde Skridt og triumpherende Blik, er kun de livløse Skygger tilbage i den kundskabsrige, men mørke, kolde, magtesløse Alderdom.

Dog see, med Eet opklares Gubbens Ansigt, som naar Skyerne skille sig ad paa en Dag i Høsten, og Regn-Buen viser, hvor yndig Soel-Straaler bade sig i Støv-Regn; thi Gubben blev veemodig, da det lynslog ham, at hvad han sørgede over, var fælles Skæbne, saa det dog i Grunden var det samme Liv, der ældedes i den ene Slægt, og foryngedes i den Næste, og han var dog ogsaa i Grunden endnu den samme Skjald, som fordum kappedes med alle Muser. Da fødtes der en ny Muse for ham, i 439 hvem alle de Gamle syndes sammensmeltede, thi hun bragde ham alle de henvisnede Krandse, friske paa Ny, og sank kiærlig i hans Arme, som om han endnu under de hvide Haar havde vundet sit Vædde-Maal. Da reiste han sig i Kredsen af de Lyttende, og skildrede, med klar og rolig Begeistring, hvor underlig, veemodig rørende og skiønt, det Guddommelige speiler sig i de Dødelige, saa vel er de gyldne Kronos-Dage kun faa, og længe varer hverken Ørne-Flugten i Sky, eller den raske Omtumling paa Livets bølgende Hav, og ængstelig er Indgangen i Efter-Tankens store, stille, dunkle, kolde, Skygge-Rige, men selv der er dog Gudernes Boelig, hvor Ædlingen krandses af den Deilige, som Zephyr avlede med Vaaren i Løn, til at være Høstens Muse.

Ja, noget Saadant har det aabenbar været, der begeistrede baade Skjalden og Folket for Kroniderne, som Menneske-Livets Genier, thi det er de unge Guder, som fødes hos gamle Skjalde, Frugterne af Begeistringens anden Ungdom, i Poesiens Alderdom, og derfor giver denne Forklaring hele Mythen Sammenhæng, og dermed rime sig alle Navnene, fra Kronos (Timeligheden), til Zagreus (Vederkvægeren). Intet Under, at det er Zeus der afsætter Kronos, indtager Himlen, er baade Gude- og Helte-Faderen, har Lynet til sit Vaaben, og Ørnen til sin Fugl; thi saaledes er det jo med Phantasien, Ungdommens Genius! At Havet hos Grækerne var Symbolet for Følelsen i det Hele, see vi blandt Andet deraf, at det var Moder baade til Achil og Aphrodite, og det er jo virkelig baade i Storm og Stille ligesaa hos os; men de mangfoldige Skatteringer i Følelsen undgik naturligviis ikke Grækerens Opmærksomhed, saa det var den stormende Lidenskabelighed, der bringer alle andre Følelser til Taushed, de i Poseidon forgudede, hvorpaa saavel hans Navn, som hans Historie peger. Pluto endelig er den Samme som Plutus (den Rige), og har sit andet Navn, Aides, enten af den ubehagelige Livs-Mæthed, der egenlig er Mathed, eller af det Opløsende, der er Hoved-Elementet i Forstandens Virksomhed, og Skygge-Ligheden, der er alle Begreber egen, naar de mangle den tilsvarende Virkelighed. Maalet, Staven og Nøgelen, er hans, som Reflexionens eller Efter-Tankens Symboler, og det er naturligt, at han selv ingen Børn har med Persephone, thi den blotte Forstand er kun Skygge-Fader, saa det er kun ved en sær Forbindelse mellem Phantasien og Forstanden, der bliver en Fader til den historiskpoetiske Anskuelse af Livet, der er Alderdommens Trøst. At 440 Zagreus ogsaa kaldes Bachus, er baade dybt og deiligt, thi Phantasien snoer sig i Slange-Bugter om Forstanden, som Ranken om Stangen, naar Vederkvægeren skal fødes, som er den aandelige Vin-Drue, eller er ikke netop Vinen det legemlig Oplivende og Vederkvægende, der alt for ofte bruges til Surrogat for det Aandelige; ja, stemmer ikke selv den Christelige Anskuelse dermed overeens!

Ønsker Man nu at vide, hvorledes en deilig Mythe kan tabe sin Betydning, da tænke Man blot Aanden bort, og strax bliver Zeus til Luft, Demeter til Jord, Persephone til Grønsvær, Slangen er en haandgribelig Vin-Ranke, og Zagreus til en ligedan Drue, og Man er kun i Forlegenhed med Pluto, som bliver til slet ingen Ting.

Kunde denne Mythe nu end ikke giøre os anden Tjeneste, end at være et Speil for det daglige, natur-historiske, Menneske-Liv, tro og poetisk opfattet, saa mener jeg, det var allerede en stor Vinding; men nu kan den umuelig være saameget, uden at være langt mere, thi da Menneske-Livet er eensartet i alle sine Skikkelser, maa baade det Græske Folke-Liv, og hele Menneske-Slægtens, speile sig deri, og dette er hvad der saa inderlig sammenknytter Grækenlands og Nordens Myther, som indbyrdes tilsvarende Anskuelser af det samme Menneske-Liv, fra dets natur-historiske og dets universal-historiske Side, thi derved forbindes de som Mand og Kvinde, udtrykkende det samme Menneske-Liv i sin Kraft og i sin Skiønhed.

Det kan hverken behøves eller nytte, her at gientage, hvad i det Forrige er sagt om de tre kiendelig adskildte Aldre i Folkenes og Slægtens Levnets-Løb; men det skader dog ei at anmærke, hvorledes de poetiske Heste staae opsadlede for Kroniderne; thi Old-Tidens var den flyvende Pegasus, Middel-Alderens var Sleipner, den ottebenede Hav-Hest, og Nu-Tidens er jo den trebenede Hel-Hest.

Men især maa jeg giøre opmærksom paa, at Persephone, Datter af Zeus og Demeter (Phantasien og den frugtbare Natur), i Grækernes og Slægtens Historie er den Dramatiske eller Forstands-Poesien, som kommer sidst, og skulde blive Moder til en historist-poetisk Vidskab, der kunde være dens Støtte-Stav, og forklare Menneske-Livet; men blev det hidtil aldrig, i Folke-Historien, fordi Gifter-Maalet med Pluto kom aldrig istand. At det i Grækenland vilde mislykkes, spaaede egenlig hele Helte-Livet, hvis aandigste Daad var Borger-Samfundet 441 og de Homeriske Digte, hvoraf Hint kun løselig knyttede sig til Mytherne, og dette kun spillede paa dem; men det spaaedes ogsaa bestemt i Helte-Mythen om Perithous og Theseus, der vilde berøve Pluto Persephone, thi hvad der end ellers har svævet for Skjalden, saae han jo dog Heltene i Strid med Guderne, hvad umuelig kunde føre dem til Himlen, men maatte fængsle dem i Under-Verdenen. Følgen see vi i Athenen, hvor Plato staaer med sine Dialoger ved Siden ad de store Dramatiske Digtere, som en Theseus, hvem Herakles vel har reddet fra Under-Verdenen, men ei kunde give Persephone, og hvem hans Landsmænd vel forgudede efter Døden, men forskiød i Livet.

Dog, det var intet Under, at det store Gifter-Maal mislykkedes, saalænge Himmel-Farten ingensteds var lykkedes; men efter Christi Dage skulde Man tænkt, det var kommet istand paa det første Sted, hvor Poesien dramatisk foryngedes, altsaa i England. Hvi det imidlertid ei kunde skee, har jeg alt peget paa, og det lod sig klart udvikle, men jeg vil heller pege paa den Engelske Plato, eller Frands Baco, som vidste godt at Philosophen var en Pluto, men ansaae Gifter-Maalet med Persephone for umueligt, saa en Urte-Kost af hendes var Alt hvad han meende, kunde forplantes til Skygge-Riget.

Komme vi nu til Tydskland, da finde vi vel, ved Siden ad de Dramatiske Digtere, to, om ikke tre, Tydske Piatoner, for Een, og da især Schelling som Hoved-Manden, men han fattedes, desværre, med al sin Genialitet og Dybsindighed, Jean Pauls poetiske Fylde og Fr. Schlegels Ærbødighed for Historien, saa det maatte gaae skiævt. Natur-Philosophien var imidlertid et glimrende Forsøg paa at forbinde Phantasien med Forstanden, og saaledes frembringe en levende, fremskridende, og Livet virkelig forklarende, Videnskabelighed, og Forsøget er saa langt fra at burde afskrække os, at det netop borger os for, det baade kan og skal lykkes i Norden, hvori Poesi og Historie har været sammensmeltede fra Arilds-Tid, saa hele Nordens Historie er, i Overeensstemmelse med dets Myther, en Kolossalsk Spaadom om det store Gifter-Maal for hele Verdens Øine, der har været bestemt fra Vuggen af, og kun fundet saadanne Hindringer, som deels ligge i Sagens Natur, og deels skal tjene til at giøre Ægteskabet, der kroner en lang og hardtad fortvivlet Kiæreste-Tid, baade varigt og lykkeligt.

Ja, ogsaa vi har nu faaet vort Drama, og veed altsaa, hvor 442 vi er, veed, at nu maa det bære eller briste, og kan see for vore Ørne, at Forsøget aldrig kunde slaae saaledes feil, at vi kunde tabe Noget derved, men at, om det kun halvveis lykkedes, var derved dog allerede Meget vundet, i det Mindste for Øieblikket.

Vi ere umaadelig rige i Ideen, men store Stoddere i Virkeligheden: rige paa Kundskab og Erfaring, men fattige paa Livs-Kraft, Varme og Fylde, de completteste Plutusser og Plutoner, Man vil see for sine Øine. Det er os Alle klart, at nu skulde Vidskab og Oplysning giøre sit Mester-Stykke, ved, baade i Kirken, i Staten og i Skolen, at afløse den dunkle Følelse, der hverken er dyb eller stærk nok, til længer at staae for Styret, uden at alle de aandige Baand, der knytte Mennesket til Himlen, til Slægten og til Forklarings-Banen, maae briste, og den ny Folke-Verden drukne i Øster-Søen, som den Gamle i Middel-Havet: det forrige Chaos, med Anarchi og Tyranni, med dumt Afguderi og tom Selv-Klogskab, aandelig Plumphed og legemligt Kiælenskab, kort sagt: alt det Slette ved Barbariet og Culturen, blive Dagens eller rettere Nattens Orden.

Vi veed ogsaa godt, hvad vi skulde, og tildeels gierne vilde, saa det er kun Skaden at vi kan det ikke. Skabe noget egenlig Nyt, vil nemlig kun Tosser nuomstunder, som ikke veed, det er ligesaa umueligt som ufornødent, saa alle kloge Folk see, det giælder kun om at prøve alle Ting og beholde det Bedste. Old-Tiden var plastisk, og Middel-Alderen var romantisk, saa det følger af sig selv, at den sidste Tid skal være architektonisk, og det var Synd at sige Andet, end at vi enstund, af alle Kræfter, har røvet ned og bygget op i alle Kroge, men det er Ulykken, at vi har virkelig revet ned, men kun bygget op i Ideen, eller paa Papiret, og det vil aabenbar ikke svare Regning, enten for Store eller Smaa, for Læg eller Lærd, da det, endnu mere aandelig end legemlig, giælder om en Bygnings-Konst, der virkelig skaffer os til at boe baade sundt og smukt, stort og bekvemt, ikke som kloge Bævere, men som forstandige Gude-Børn, og det vil slet ikke lykkes.

Men, hvorfor vil det ikke lykkes, undtagen fordi vi bære os bagvendt ad, og veed ei at benytte vor Stillings og vor Tids mageløse Fordele, hvor det kommer an paa at forbinde Kræfter, og afpasse det Ene efter det Andet. Vi staae paa Gravens Bredd, med hele Menneske-Livet bag os, hvis Erfaring vi kan benytte, hvis Forstands-Udbytte vi kan giøre Regning paa; Christendommen byder os en ægte universel Anskuelse af 443 Menneske-Livet i dets Forhold til Himlen og Evigheden, Grækenlands og Nordens Myther afbilde ligesaa universelt Menneskets Forhold til Jorden og til Tiden: den Forbigangne, Nærværende og Tilkommende, og Folke-Historierne ligge udbredte for os, saa vi kan see, baade hvad der passer til hvert Sted, og til den nærværende Tid, og vi fattes da aabenbar enten blot Øine til at see, Hjerte til at ville, eller Kraft til at udføre, hvad der ligesom paanøder sig os. Var vi nu enten aldeles magtesløse, eller saa ondskabsfulde, at vi vilde heller selv springe i Luften med hele Verden, end røre en Finger for at redde den, da stod vi naturligviis hverken til at raade eller hjelpe; men det er ikke Tilfældet, vi er kun blinde med aabne Øine, det vil sige: forblindede, og det i Norden langt mindre af Selv-Klogskab, end af blind Tro paa andre Folks, og da især paa Romernes og Tydskernes, Klogskab, af hvilke imidlertid de Første kun bygde et Slaveri til alle Folk og en Galge til dem selv, og de Sidste har, efter meer end Tusindaars forgiæves Arbeide paa at bygge en ordenlig Stat og et forsvarligt Philosophisk System, opgivet begge Dele, og slaaes nu om Stumperne. Og af blind Ærbødighed for en Klogskab, som Erfaring har fordømt, skulde vi lukke Øinene for den Viisdom, som hele Menneske-Slægtens Erfaring anbefaler, og til Trods for vor egen upaatvivlelige Erfaring, at Phantasi og Forstand kan sammensmelte i Bevidstheden, og Poesi og Vidskab godt forliges til fælles Bedste, til Trods for vor egen Erfaring, og for Historiens Vidnesbyrd, skulde vi troe, det er galt, fordi hverken Romere eller Tydskere har kunnet finde sig deri, forstaae og forklare det!!

Nei, det var dog alt for galt, nu, da det giælder om Andet end at skrive en Bog, eller forsvare et Paradox, giælder om at gienføde Menneske-Livet i Kirke, Stat og Skole, hvad Erfaring dog maa have lært os, skeer ikke ved at skrive et nyt Ritual, en ny Constitution, og en ny Skole-Plan, men kun derved, at der kommer nyt Liv i Præster, Stats-Mænd, og Professorer, som da igien meddeler og forplanter sig i deres Kreds. At nu Haanden kan udrette store og forbausende Ting i den haandgribelige Verden, og det ikke blot ved at slaae Folk ihjel og rive Huse ned, men ogsaa ved at bygge, hvor ellers kun Fugle flyve, eller Muldvarper grave, og ved konstig at forbinde tusinde Ting med tusinde Hænder, som om det var støbt i en Form, det seer Man især i England; men at der bygges store Slotte i Aandens Verden, eller at Mennesker og Kræfter aandelig forbindes, naar Man, med en Pen i Haanden, tegner paa Papiret 444 hvad der kunde og skulde skee, og hvad Følgen deraf vilde blive, det er jo dog saa latterlig en Tanke, at, saasnart vi besinde os derpaa, kan vi umuelig begribe, hvordan vi noget Øieblik kom til at nære den. At derimod et begeistret Ord er en Kraft, der virker forholdsviis paa hele Livet, det er en Kiends-Gierning, og det er derfor det første Skridt baade til ret Forstand og til hensigtsmæssig Virksomhed, at vi ikke vil giøre med Haanden, hvad kun Munden kan udrette, men betragte Pennen som en Pluto, der kun bliver Fader, naar Zeus bliver det for ham, eller som en Stav, der kun bærer Druer, naar Ranken omslynger den. Det vilde nemlig slet ikke nytte, om vi end nok saa viselig forbandt den historiske Poesi med Forstanden paa Papiret, og skrev med store Bogstaver, at nu var Pluto formælet med Persephone, thi det var i alt Fald en Privat-Sag for Skribenten, der dog vel ikke indbilder sig, han med sin Pen kan befolke og bevæge Jorden til Verdens Ende. Hvad der vil have levende Virkning, maa ogsaa virke lyslevende, og hvad der skal have Afkom, maa virkelig forplante sig, hvad der skal giennemstrømme et Menneskes Aarer, maa komme til ham som en Kilde, og ei som vindtør Sværte paa Papir, det er unægtelige Sandheder, som maae blive levende for os, og levende i os, før enten Bøger eller nogen Ting kan hjelpe os, thi de skal selv være Kilden i os, der springer til et timeligt Liv i Aanden, som vi jo Alle behøve, enten vi saa bruge det vel eller ilde, enten vi vil nøies med det, som vor Deel i denne Verden, elier anvende det for Evigheden.

Og dermed vil jeg slutte, thi lukkes ikke Munden op, da er ingen Skrift saa aandelig, den jo giør os langt mere Skam en Ære, thi det giør den jo, naar den viser, vi vidste hvad vi skulde gjort, men gjorde ikke. Guld-Vognen til Persephone skal naturligviis ikke være af Guld-Papir, men af ægte Guld, og de sorte Heste skal da heller ikke være saadanne sværtede Kiepheste, som dem Man seer her, men ordenlige Damp-Heste, som Man kan høre er i Arbeide, skiøndt Man kan see, hvor feiende det gaaer med Prindsessen, henad den glatte Jern-Bane, som Strudsen flyver. Kun da kan det ogsaa blive i Elysium, hun faaer sin Dronning-Stol: i en Bog-Verden nemlig, hvorom Livs-Aanderne, skiøndt tause og slumrende, svæve, og i Tartarus kan Man vel vide, en Datter af Zeus og Demeter kun fandt sig ilde stædt og værre bænket, saa, slap hun engang derfra i Vaar, da vendte hun vist aldrig did igien om Høsten til Vinter-Dvale, men fløi langt heller bort med Storkene til varmere 445 Lande*). Og see, den Guld-Vogn, den maa giøres af Nordiske og Græske Myther, med levende Hjul af Islandsk og Ny-Græsk, medens det levende Ord paa Moders-Maalet er Drive-Hjulet, og Ordet fra det Høie Kraften som besjæler det.

Blev det ikke Tilfældet, da maatte vi, som see hvad det giælder om, ikke dyppe Pennen, men tøre den forsigtig af, og giemme den, til vi fandt et Sted, hvor Man i det Mindste havde Lyst til at leve, om end kun slet; thi eet saadant Sted maa der nødvendig være under Solen, ellers var Verdens Skabelse, eller dog dens Opholdelse endnu, en stor Feiltagelse, og naar vi først ret kommer efter, at Døden i aandelig Forstand duer til ingen Ting, da opslaae vi heller, naar galt skal være, vor Bopæl mellem levende Røvere end mellem døde Helgene.

Men, hvorfor skulde Man i Norden være saa kied ad Livet, eller hvi har Man der altid saa gierne villet dele sit Liv med de Døde, uden fordi Man følde dybt, at Døden i sig selv gav ingenlunde kronede Dage!

Altsaa, vi vil, uden dog at glemme Forskiellen mellem Haabet og Fuldbyrdelsen, lade, som om Gifter-Maalet var sluttet, og Sønnen født og voxen allerede, hvad poetisk talt jo ogsaa er sandt, saa det er egenlig kun Spørgsmaalet, om der skal holdes Sølv-Bryllup, eller erhverves Skilsmisse-Dom, og selv det Spørgsmaal vil vi ansee for afgjort, til Ægte-Standens Ære og Ægteskabets Bedste, saa vi drikke Guld-Brylluppets Skaal, uden engang ængstelig at sørge for hvad de skal drikke, som opleve det; thi deels er Oplevelsen deraf i et lykkeligt Ægteskab allerede saa glædelig, at havde Man ikke Vin, kunde Man vel nøies med Engelsk Øl, og deels, kommer Tid, kommer Raad!

Sagen er nemlig den, at det vil aldrig gaae saa ordenlig til i en levende Verden som det skulde, Zagreus er ogsaa en Bachus, Ungdommen vil spilde meer end den drikker, og Alderdommen drikke meer end den skulde, saa, skiøndt alt det Levendes, baade Menneskers og Dyrs, Historie er en forsvarlig Vin-Kielder, vil den sagtens ogsaa blive udtømt, førend Man er færdig med Arbeidet paa Universal-Historien, som skal klare det Hele. See, da maa Man enten drikke Vand, hvad endnu mindre for Følgernes end for Smagens Skyld er at * 446 ønske, eller der maa skee et stort Mirakel, som i Cana, i Galilæa; men, jeg tør sige, det vil ogsaa skee, hvor Man vil lade Christendommen og dens Moder, Jødedommet, leve med sig, som Man godt kan, uden selv at blive enten Jøder eller Christne, hvad heller aldrig noget heelt Folk, uden de virkelige Jøder og Christne, har været. Da vil nemlig Astronomi, Botanik og Mineralogi, ja, selv Grammatik, Chemi og Mathematik, der vel poetisk maa kaldes de sex Vand-Kar af Steen, blive til en aaben Vin-Kielder, der har det store Fortrin, at ligesaa fort som Man øser Vand i, kan Man tappe Vin ud, og det en Vin der baade vederkvæger Flere, smager bedre, og beruser mindre end den Forrige. Og, med denne glade Udsigt til et Guld-Bryllup, der ei skal fattes Vin, vil vi holde Sølv-Brylluppet, hvorved Islandsk og Græsk er sølvhaarede nok til dramatisk at forestille Brude-Folkene, og, jeg vil haabe, mange Folk gamle nok til at forestille Sønnen!

3. Nordens Kæmpe-Aand.

Hvem der vil have evig Krig, han har nemt ved at naae sin afsindige Hensigt, thi han behøver blot at forkynde Ærlighed og Sandhed aaben Feide, da skeer hans Villie; men hvem der vil have evig Fred, og hvem skulde dog ikke ville det, han slipper ingenlunde saa nemt dertil, som de kiære Philosopher allevegne har bildt dem ind, og som Man nu sædvanlig tænker. Fred og Ro er nemlig Et, og Stilhed er et Andet, saa Rolighed lader sig forene med stærk Bevægelse, og Stilhed kan være forbundet med stor Uro, som man vel klarest seer, ved at sammenligne den ædelmodige, seierrige Helt med den bagbundne Slave. Dette var ogsaa Billedet, der svævede for vore fribaarne, høimodige Stam-Fædre, saa de følcie dybt, at Livet er den første Betingelse for hvad levende Folk kan kalde Fred og Ro, og Kræfternes fri Udvikling den Anden, hos alle dem, der føle sig i Slægt med Guderne, og giennemglødes af en høiere Livs-Varme, end de Umælende, kiende Trang til en anderledes Virksomhed end Bi og Bæver. Derfor var Pile-Skyer og Vaaben-Brag, som Helten modig trodsede, og rolig oversaae, betegnende hvert Skridt paa sin Bane med Daad, der fortjende at mindes 447 og at berømmes, det var Billedet af det timelige Liv, der foresvævede Fædrene, hvad enten de saae op til Himlen, eller hen over Jorden, og kun paa hin Side Tidernes Løb, og høit over alle Sky-Himle, skimtede de Guld-Borgen, hvor Fredegod thronede, men hvor kun Porten aabnede sig for ædle Helte, naar de med deres eget Hjerte-Blod havde aftvættet Rusten, hvormed det uskyldige Blod, der aldrig noksom skaanes i Stridens Hede, opæder efterhaanden de bedste Sværd og pletter de blankeste Skjolde!

Denne Nordiske Anskuelse af det timelige Liv hos Guder og Mennesker, som en bestandig Kamp, det kun giælder om, at føre saa ædelt, saa kraftig og saa klogt, som mueligt, da al den virkelige Fred, der kan times Gude-Folket og Adel-Stammen i Tidens Løb, udspringer som en Seiers-Gudinde af Kampen; denne Anskuelse maa i en vis Grad findes hos ethvert Folk, der skal hævde sin Selvstændighed, og faae Lov til frit at udvikle sine Kræfter, selv paa den fredeligste Maade, og at den ei heller i Norden er uddød, har det nærværende Aarhundrede viist; men sit aandige Præg har den dog næsten tabt, saa, istedenfor at udvikles til Klarhed, fordunkledes den meer og meer, til det blev den almindelige Mening, at Krig vel er et nødvendigt Onde, fordi der gives rovgierrige Folk, ærgierrige Kæmper, og herskesyge Fyrster; men at al Kamp dog i Grunden er afskyelig, og meer afskyelig, jo aandeligere dens Gienstand er.

Denne gruelige Vildfarelse maa, hvor den faaer Overhaand, nødvendig føre til Opløsning ogForraadnelse af alle aandelige Legemer, der kun kan bestaae ved seierrig Kamp, og dog er der tre saadanne Legemer som maae være levende i ethvert Land, der med Rette skal kaldes Mand-Hjem (mannaheim) eller en Menneske-Boelig, det er Kirke-Samfund, Borger-Samfund og Moders-Maal, Altsammen usynlige og aandelige Ting, men som paa en aandelig Maade har alle Legemets Egenskaber og følger dets Love, saa, naar de ikke besjæles af en Livs-Aand, der altid er en Kæmpe-Aand, maae de nødvendig synke i Af-Magt og hendøe, som naar Sjæl og Legem adskilles.

Vist nok har nu Vildfarelsen en dybere Rod, end vi kan oprykke: i det Kiælenskab, den Feighed og Kraftløshed, der deels naturlig følger med Alderdommen, hos Folk i det Store som i det Smaa, og deels er vore Synders Sold; men dog har vor aandelige Blindhed, som kan helbredes, ogsaa bidraget meget 448 til at udbrede og befæste den, i det vi hverken kiendte de aandelige Legemer fra luftige Hjerne-Spind, eller kunde giøre Forskiel mellem Kampen om aandelige Ting, som den sædvanlig er ført i Verden, og som den nu, da Forklarings-Timen er slaaet, kan og skal føres paa Jorden.

Denne Forskiel var det, jeg i det Foregaaende stræbde at udvikle, og Man indseer let, at naar der slet ikke strides med Hænder, hverken med Sværd eller Penne, om Troen, som er en fri Sag, da forsvinder den Skygge aldeles, som selv ædle Kæmpers Mis-Greb have kastet paa den eneste Kamp, der er Mennesket værdig: Kampen om aandelige Ting, og det maa blive os Alle klart, at ligesaa lidt som der kan være Liv i et Folks eiendommelige Anskuelse af Livet, uden at de mod enhver Fiende forfægte deres Frihed til at følge den af alle Kræfter, og ligesaalidt som der kan være Aand i et Sprog, uden at det levende modsætter sig al den Vold Man vil giøre derpaa, saaledes kan der heller ikke være Liv og Aand i Enkelt-Mandens Tro og Anskuelser, uden at de maae stræbe at giøre sig giældende, i Modsætning til hvad dermed ei kan forliges, saa det giælder kun om Maaden, der naturligviis maa være saadan, at Alle nyde eens Ret og nøies med den Frihed der kan være almindelig.

Og nu siger jeg, at, trods al Dunkelhed, og alle Mis-Greb, maa Menneske-Forstanden beundre, og Menneske-Hjertet fryde sig ved den Kæmpe-Aand, der besjælede vore Fædre.

Man kan vel. tænke, det er ei min Hensigt dermed at forgude Asa-Thor, eller saaledes at vaske Blodet af Nordens Kæmper, at de synes englerene, thi alle Historiens Kyndinger kan see, at ligesom der kun har været een Helt med uplettet Skjold, saaledes er ogsaa Christendommens Kæmpe-Aand den Eneste, der fortjener Guddoms-Navn og Tilbedelse; men vel ønskede jeg ret at kunne indskærpe alle mine Læsere den miskiendte Sandhed, at, uagtet Kæmpe-Aandens jordiske Redskaber var ligesaa langt fra at være lydeløse, som Freds-Mæglerne, saa var de dog derfor hverken mindre uundværlige, eller mindre berettigede til Beundring og skaansom Bedømmelse i en syndig Verden. Vist nok er det naturligt, at Haardhed falder tungest at bære, naar store Kræfter øve den, men det er dog ligesaa naturligt, at det er hvad Man har Meget af, og ei hvad Man fattes, Man fristes til at misbruge, og at hvem der ei kan løfte Mjølner, skulde nødig rose sig af, at han aldrig svang den til Upligt! Derfor vil, trods alt Kvæker-Tvineri over 449 Kampens Bulder, der dog er meget bedre end Gravens Stilhed, og over Blod-Strømmene, der dog ikke er nær saa ækle som Forraadnelsen, ja, trods alle Dødning-Hoveder, baade med og uden Halse, vil ædle Heltes Liv og Daad, til Verdens Ende, ei blot begeistre Skjalden, men indtage de uskyldige Børn, og tækkes de elskværdige Kvinder, saa de maae nødvendig opflamme alle Unger-Svende, i hvem der ligger Spiren til en daadfuld Manddom, og tabe aldrig deres Glands eller miste deres Priis hos noget Folk, der end fortjener Navn af en Green paa Menneskehedens Kongelige Stam-Træ!

Kun skal Man lære, bedre end hidtil, at skielne mellem ædle, høimodige Helte, og hjerteløse, grumme Jetter, eller rasende Bærsærker, hvortil vi saavel i Nordens Historie som Myther have den ønskeligste Leilighed, og, som ædle Kæmpers Afkom, den helligste Forpligtelse.

Vil vi nu see Modet og Styrken i deres naturlige eller dyriske Skikkelse, da skeer det ligesaa godt ved at være Vidne til en Tyre-Fægtning eller en Baxe-Kamp, som ved at see et Feldt-Slag mellem de Vilde; vil vi see dem unaturlig misbrugte i høieste Grad, da behøve vi kun med Efter-Tanke at læse den Romerske Røver-Historie; og vil vi endelig see dem priselig brugte i Menneske-Aandens og Menneske-Livets Tjeneste, da kunde vi umuelig ønske at være fødte og baarne paa nogen anden Plet af Jord, end i det høie af Havet ombølgede Norden, i de Kæmpers Føde-Stavn, der ikke blot kraftig hjalp til at knuse den Romerske Jette, men har, lige siden Folkevandringen, øiensynlig været Menneske-Aandens ypperste Vaaben-Dragere paa Jorden.

Ja, ligesom det er i Mamre-Lund, under Abrahams Telt, vi skal lære at kiende Hyrde-Livet, og i Grækenland vi finde Borger-Livet, som de naturlig gestalte sig, naar Aanden er med, saaledes er det i Norden vi finde det aandige Kæmpe-Livs Vugge paa det sortladne Hav, thi Kampen med den flyvende Storm og de brusende Bølger, som vi vel maa kalde den Natur-Historiske, er aabenbar den Naturligste, Menneske-Aanden kan føre, og som derfor kun bliver blodig, naar Kæmpen selv vorder Offeret. Det var derfor intet Under, at Evalds Fiskere vakde saa almindelig Deeltagelse i Norden, thi naar Modet og Styrken trodse Storm og Bølger for at redde Menneske-Liv, da sværge de høitidelig til Menneske-Aandens Fane; men det er høist mærkværdigt, at det Nordiske Dramas Vugge blev, som det sig burde, en 450 Opfattelse af det aandige Kæmpe-LivsVugge; thi ligesom det viser, hvor den havde sine Gænger, saaledes spaaer det os ogsaa et anderledes Dramatisk Tids-Rum, end der hidtil oprandt paa Jorden! Ja, Evalds Fiskere begynde et Dramatisk Tids-Rum, hvori Skjalden vil opfatte hele det Universal-Historiske Helte-Liv, lige fra dets Vugge paa Havet til dets Krykker i ham selv, og hvori, Man tør haabe, Nordens Folk vil, ikke blot paa Skyggernes men paa Livets Skueplads, dramatisk gienlage og forklare alle Fædrenes store Bedrifter. Da vil det blive aabenbart for al Verden, at der var baade Aand og Hjerte i de gamle Kæmper, skiøndt Kæmpe-Visen og Sværdet udtrykde deres høieste Konst, og Ord-Sprog al deres Viisdom; thi da vil Man see, de overlod det kun til deres sildigste Efter-Slægt at forskiønne og forklare Livet, fordi de følde dybt, de havde deres store Kræfter for at bruge dem til det Største de kunde udrette, og saaledes føre et Liv, det var Umagen værd t at forklare. Ja, det skal sikkerlig sees i Norden, hvad vi dunkelt føle, naar en daadfuld Dag krones af en gylden Aften-Røde, at Klarhed og Skiønhed mødes aldrig saa yndig paa Jorden, som naar kiærlige, blomstrende Børne-Børn krandse en bedaget Olding, der med et roligt Smil overskuer et langt og besværligt, ingenlunde feilfrit, men dog ærligt, ædelt, kraftigt og velgiørende Liv!

Dog, Havet er ikke blot Helte-Vuggen, det er ogsaa Helte-Livets egenlige Skue-Plads og Løbe-Bane, saa Skjalden kunde ikke holde nogen mere smigrende Lov-Tale over sit Folk, end at kalde det sortladne Hav de Danskes Vei til Roes og Magt; og det er da intet Under, det Ord klang saa godt i Danske Øren, og vil klinge saa, al den Stund det Danske Hjerte banker, om end svagt, for det Helte-Liv, som intet Hjerte under Rosen-Kinder slog høiere for i de henfarne Tider.

Ordet var derfor ei mindre historisk sandt, end naturlig skiønt og smigrende, og det er den Nordiske Poesies Ære, at den lige fra Heden-Old stræbde at forbinde Skiønhed med historisk Sandhed, hvad Man vel seer, ogsaa maatte være Tilfældet, hvor Poesien i Sandhed skulde blive videnskabelig eg Vidskaben poetisk.

Dog, naar Man skal indsee, baade at de Danske og det sortladne Hav fortjene deres Roes, da maa Man ikke tage Dansk i den nyere, sneverhjertede, men i sin gamle, alt Nordisk omfattende Bemærkelse, og ei betragte Kampen paa Havet fra en Skandse paa Øieblikkets flakke Strand-Bredd, men fra Tinden 451 af det Hornelen 1, der har opskudt sig selv af Tidernes Strøm, eller fra Universal-Historiens høie Stade. Men denne Udvidelse af Middel-Alderens snevre Syns-Kreds er ei heller mindre nødvendig for Aandens og Livets, end for Oversigtens Skyld; thi hvorledes skulde Nordens Aand blive forstaaet og forklaret, uden levende at opfattes i sin Heelhed, eller hvorledes skulde Norden blive det rolige Værk-Sted for en fri Universal-Historisk Aands-Udvikling, dersom ikke det samme sortladne Hav, der fordum var Veien til Roes og Magt, nu bliver Hegnet om Konst og Vidskab!

For da i denne store, for hele Menneskeheden vigtige Sag at begynde fra den rette Side, saa lad os see, hvad der blev af den gamle Verden, da Tyrus sank i Havet, Carthago sank i Grus, og Sø-Magten nedsank, fra et Hoved-Vaaben i Menneske-Aandens Vinger, til et Hjelpe-Vaaben i Menneske-Morderens, den Romerske Røvers Haand? Eller, om vi er for kortsynede dertil, da lad os dog betragte, hvad der ligger os nær nok: de rimelige Følger for Europa, og dermed for hele den dannede Verden, om det var lykkedes Napoleon at styrte Engeland, og giøre Sømagten til et blot Hjelpe-Vaaben i sin Haand?

Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvoraf det kommer, at Sø-Magten, der er mindst skikket til at giøre Erobringer i Legemets Verden, dog er bedst skikket ei alene til at udvide men ogsaa til at omværne Aandens Verden, saa skulde vi dog ligefuldt have dyb Ærbødighed for Erfaringens utvetydige Vidnesbyrd om, at det virkelig forholder sig saa til alle Tider; thi selv i Middel-Alderen, der dog er Land-Magtens glimrende Tid, behøve vi blot at tænke Angel-Sachser og Normanner ude af Historien, saa har vi aabenbar tænkt Aanden bort med det Samme, og faae slet ingen ny Folke-Verden ved Øster-Søen og Vester-Havet, men blot det ene Barbari efter det Andet omkring det forhexede Middel-Hav.

Hvori det ligger, er imidlertid heller ikke vanskeligt at see, thi vel har alt Aandeligt sin Kilde i Aanden, og lige saa lidt i Verdens-Havet som i Ager-Renen eller paa Bjerg-Toppen, men vi kan dog godt forstaae, hvi den historiske Kæmpe-Aand har kaaret Havet til sit Element, og til Skue-Pladsen for sine Storværker; thi det følger allerede af at Kampen mellem Vind og * 452 Vove er det eneste Natur-Billede paa Menneske-Aandens eiendommelige Kamp, og Sømands-Livet denne Kamps Vugge, saavelsom dens Sjæl. Hermed staaer det nemlig i allernøieste Forbindelse, at til Søes, baade dagligdags, og i al Slags Kamp, betyder Enkelt-Manden langt mindre, altsaa den fælles Menneske-Aand langt mere end til Lands, hvoraf atter følger, at Enkelt-Mandens Ærgierrighed og Egen-Nytte har langt mindre Spille-Rum til Søes, og nødes til at indhylle sig i Omhu for fælles Ære og det almindelige Bedste, saa, hvordan det gaaer, beholder Aanden her dog Mest af Æren, og Menneskeheden høster den største Fordeel.

Uagtet det derfor med Fornøielse skal indrømmes, at Man ogsaa til Lands baade kan kæmpe og har kæmpet for Menneskehedens Bedste, ja, at naturligviis intet Land paa Jorden kan egenlig forsvares uden Land-Kamp, saa er det dog allerede et betænkeligt Forvarsel, at Land-Kampen selv i sin største Uskyldighed begynder med Blod-Bad. Hvor nemlig Land-Kæmpen ikke hæver sig som Røver og Mand-Draber, udmærker han sig som en Skytte, i Lag med Bjørne, Ulve og Ræve, som han staaer immer Fare for at lære af og efterligne, og en dagligdags Land-Kamp kan derfor kun være i Menneskehedens Aand, saalænge den giør et vildt Land ryddeligt til Menneske-Bolig, thi fra det Øieblik af bliver den for skikkelige Folk kun et nødvendigt Onde, foraarsaget af smaa og store Røvere, der maa holdes tre Skridt fra Livet, og, om mueligt, ødelægges i Reden. Heraf følger nemlig, at Land-Kampen kun sjelden kan være en god Nærings-Vei for Enkelt-Manden, og aldrig en Kilde til Folke-Magt og Velstand, uden at det svider til Menneskeheden, og her see vi en ligesaa naturlig som gyldig Grund til, at det var Phønicerne der udviklede og Romerne der ødelagde Grækenland, ja, gyldig Grund til, at en overlegen Sø-Magt, der hviler paa Sø-Fart og Mellem-Handel, sætter Liv i Verden, medens en overlegen Land-Magt, der kun hviler paa Spyd-Stagen og Krigs-Konsten, udbreder Død og Ødelæggelse. Synger derfor Engelands Sø-Magt paa det sidste Vers, da skal alle Menneske-Venner ønske, at der, før det er udsunget, maa hæve sig en venlig forbundet Sø-Magt i Anglers og Normanners gamle Hjem, der kan følge bedre i deres Kiøl-Vand, end den Græske i Phønicernes.

Vel vil jeg ingenlunde canonisere Engelands Historie (som jeg desuden heller seer fortsat end skrinlagt), og ligesaalidt vil jeg kives med Nogen om Bevæg-Grundene til de Engelske 453 Storværker, thi de kan være daarlige nok baade hos store Folk og smaa, uden at Vores blive des bedre, ved at giætte paa de Værste, og antage de Dødes naturlige Taushed for Samtykke; men jeg paastaaer, at Anglers og Normanners Ord og Gierninger giør Nordens Aand udødelig Ære, har retmæssigt Krav paa hele Menneskehedens taknemmelige Beundring, og har udstædt en Vexel paa vort Norden for tilsvarende Bedrifter i Aanden, som vi og vore Børn maae indfrie, eller høste Skam i Forhold til Æren, og gaae i Slutteriet, hvor Man, som i Graven, har de bedste Bevæg-Grunde til ingen Ting at giøre. Der staaer skrevet ensteds, om Somme af os, at de skal dømme Engle, og saavidt er vi i det Mindste kommet, at vi kan og skal prøve og bedømme Aander; men at prøve Hjerter og Nyrer giør vi bedst i at overlade til Ham, der ligesaalidt uden Grund som uden Ret har forbeholdt sig, hvad Han kun mægter med hver især, og Ene med os Alle, saa vi vil lade Tydskerne trættes om, hvem der har den reneste Villie til Bog-Mageri, dyrisk Magnetisme og aandeligt Pavedom, medens vi, med Grækenland og Engeland for Øie, deels til Mønster, og deels til Advarsel, vil prøve hvad der endnu i Norden kan udrettes, ved alle Aands-Kræfters fri, besindige, stadige Virksomhed, til at forlænge, forskiønne og forklare det vidunderlige, og, med alle sine Bræk og Brøst, elskværdige, Folke og Menneske-Liv.

Det var nemlig i Engeland, baade Christendom, og Levningerne af Old-Tidens Vid skab, fandt et Fristed, da de var husvilde paa Jorden, og skabde især i Nord-Humberland et Missions-Selskab, hvoraf Alt hvad nu kaldes saa er kun en Skygge; thi det var jo Engelske Præster, som christnede baade Tydskland og Norden*), og var jo den Angel-Sachsiske Literatur, som den Første i vor Folke-Verden, der blev Moder baade til den Frankiske og Islandske. Det var altsaa Nordens Aand, i Forbund med Christendommen, som, ved de Nordiske Udflyttere paa Øen, skabde vor Folke-Verden, og kan nu Tydskerne virkelig overgaae deres Skabere, det har de unægtelig Ære af, men vi, som tænke mere beskedent, vil nøies med at ligne, forstaae og forklare dem, * 454 hvad i det Mindste er langt rimeligere, og kan derfor snarere lykkes. Det er sandt, at hvad der siden har udviklet sig paa Herkules-Øen, fortjener slet ikke at sammenlignes med den i Historien mageløse Verdens-Skabelse; men efter en saadan Helte-Gierning kan Man ogsaa være bekiendt at hvile enstund paa sine Laurbær, og dog tør jeg ikke raade noget Folk, hvor Aand er tilstæde, at sammenligne sine største Anstrængelser med Asa-Thors Syslen til Tids-Fordriv.

Ja, Asa-Thor, det er den Kæmpes Mythiske Navn, som Folk for Spas, men kun Dyr for Alvor kalde John Bull, det har hans Levnets-Løb beviist; thi vel har han ingen Enkelt-Mand at fremvise, der kan maale sig med Morten Luther, hvis Mythiske Navn ogsaa derfor skal være Tyr eller Tvekamps-Guden, men det er aabenbar kun fordi, som vi før bemærkede, at til Lands er det Enkelt-Manden, men til Søes er det Fælles-Aanden, der har baade Magten og Æren. Ligesom der nu maatte en Nord-Tydsk eller Tydsk-Nordisk Land-Magt, nemlig Gotherne, til at knuse det gamle Romer-Aag, saaledes maatte der ogsaa en Gothe til at gaae i Kreds med Paven, og knække hans Krog-Kiep; men hvad gjorde Tydskerne, eller selv Sachserne, derefter, som et Folk, som et Heelt, der var en saadan mageløs Kæmpe værd, eller kan udholde Sammenligning med deres paa Øen? Aanden gjorde to Mirakler ved Luther: et med Ordet i hans Mund, og et med Pennen i hans Haand, men for ei at tale om det Største, som Tydskerne ei den Dag i Dag har mindste Begreb om, saa begreb de ei engang det Mindste bedre, end at det varede tohundrede Aar, før en Enkelt af dem lærde at skrive Tydsk som Luther, paa Aanden og Kraften nær. I Engeland havde Man ingen Luther, og trængde dog til En, derfor blev Kirke-Ordet aldrig levende hos dem, men desmere forbausende er den Literatur de fik paa Moders-Maalet; thi at den Engelske Bibel ikke, som vores, er en Oversættelse af Luthers, men staaer som Bog høit over hans, og at det ene var den Engelske Literatur, der, siden Reformationen, skabde fra Aandens Side en Mod-Vægt til den Franske, det veed Man, eller det skal Man lære, hvor Man vil blive klog ei blot paa Død og Bogstav-Skrift, men paa Liv og Aand*).

* 455

Nu, saadan en Række Optrin af Kæmpe-Livets Undergang, som den, Shakspear var fri nok for at udtømme, skal vist nok Ingen misunde Engeland; men hvad siger Man om den Kraft der teede sig i dem, den Kraft, hvoraf selv Skyggerne paa Skue-Pladsen synes os Gigantiske, den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som Shakspear forudsætter! Og hvad siger Man om den Engelske Reformations-Tid med sine Martyr-Kæmper i Snese-Tal, der betragtede Baalet som Fakkel-Skin fra Brude-Kamret, hvad siger Man om den ved Siden ad den Tydske! Eller om Borger-Krigen, hvor Daaden i eet Slag vidt overstraaler i Aandens Lys Alt hvad Man giennem tredive Aar saae i Tydskland, undtagen da den Nordiske Gothe giennemlynede Riget med sit Sværd og Banner! Og nu Følgerne! De var i Engeland Ordets og Troens og Nærings-Veienes Frihed, aldrig kiendt siden Grækenlands blomstrende Dage; men hvad var de i Tydskland, hvor en Helt som Luther havde kæmpet for Aanden, og seiret for Tydskland? Ja, hvad blev de der, uden Kirke-Tvang, Skole-Tvang, Laugs-Tvang, og idel Tvang, eller er det kanskee en Trøst, at Flere der end i Engeland kan læse hvad de ikke forstaae, og skrive hvad ikke maa trykkes, eller hvad ei engang er Sværten end sige Papiret værdt, eller er det maaskee dog et Fortrin, skiøndt Man i Engeland baade tænker friere og klarere, taler bedre for sig og handler klogere! Nei, naar Tydskerne paastaae, der er ingen Nordisk Aand, da skal de vises til Engeland, hvor Aanden dog vel maa være Nordisk, siden den aabenbar ikke er Tydsk, og maa dog være Et af To. Og hvorlænge og hvor samvittighedsfuld vi end har efterlignet Tyd skerne, saa ligner dog endnu baade vort Liv og vor Smule nationale Literatur øiensynlig mere Engelsk end Tydsk, hvad ogsaa kun lader sig naturhistorisk forklare.

Læseren maa nødig troe, det er af Tydsker-Had, jeg taler saa, thi al saadan Smaalighed fra Middel-Alderen har jeg givet Afsked, og vilde med største Fornøielse lovtale den Tydske Aand, som jeg lovtaler den Engelske, naar jeg med en god historisk Samvittighed kunde; men hvad Ny-Tydskerne kalde deres Aand, er aabenbar Aandløshed, som jeg høilig maa laste, deels fordi det skader dem selv, og deels fordi det skader os, at tage den for Aand. Om det er sandt, hvad Man i Middel-Alderen troede, at ikke blot Gother og Longobarder, men ogsaa Sachser, Franker og Svaber oprindelig var Nordiske Udflyttere, det tør jeg ikke afgiøre; men at disse Stammer i Old-Tiden 456 navde Guder, altsaa Aand, tilfælles med os, kan jeg see af Historien, og A and maae de da fremdeles have tilfælles med os, eller de faae Ingen, thi Aander lade sig slet ikke skabe af Mennesker, end sige af Penne. Kun herom giælder det, thi enten Man kalder den Aand Tydsk eller Nordisk, Engelsk eller Dansk eller Gothisk, er mig nu den ligegyldigste Sag af Verden, naar det blot ikke forvilder Folk, saa de glemme, Talen er bestandig om den Historiske Kæmpe-Aand, som især Nordens Myther, og Engelands Historie efter Folkevandringen, giøre kiendelig. Det faaer at blive ethvert Folks som hver Enkelt-Mands egen Sag, om de vil arbeide paa at komme ud af Middel-Alderens aandelige Chaos, eller paa at befæste sig deri; men Historikerens Pligt, som opdager Sammenhængen og Hjelpe-Midlet, er det, at tale aabent og kraftig derom, da han veed med sig selv, baade hvor fornøieligt det er at blive indgroede Fordomme kvit, og hvor haardt det holder. Da der nu i Menneske-Slægtens Historie, foruden den store Aand i Palæstina, kun har aabenbaret sig to Folke-Aander med universal-menneskelig Præg og Stræben: En i Syden (den Græske), og En i Norden, og da de sees at være hinandens Udfyldning, saa er det en Velfærds-Sag for ethvert Folk, at kiende, hvilken af dem, det naturligst kan tilegne sig, da Man ved et Mis-Greb kun spilder sine Kræfter og udmatter sig til ingen Nytte. Folkene af den Latinske Tunge vil bedst kunne tilegne sig den Græske, og Folkene af den Gothiske derimod den Nordiske Aand, men da vi skal have dem Begge, er det Hoved-Sagen, at vi erkiende dem for hvad de er, og ei indbilde os, vi enten kan undvære dem, eller giøre dem til Trælle for vore indskrænkede, det være sig nationale eller individuelle Syns-Maader, som om disse var høiere Aander, da det dog kun er Spil-Arter, eller ufrugtbare Vand-Grene paa de store Stam-Træer. De blandede Folk i Syden og Vesten vil fremdeles have ondt at giøre, men hvis deres Aands-Kræfter ei er reent udtømte, eller deres Villie aldeles vrang, vil de dog komme ud af det værste Vilde-Rede; og overalt hvor den Nordiske Aands Folk har bevaret deres Tunge-Maal, og er aitsaa vedblevet at være de aandelig Herskende, kan store Ting udrettes, men vist nok, om der er Kraft, de Største i det høie Norden, hvor de gamle Folk er mest ublandede med Stammer af en fremmed Art.

At det i Middel-Alderen gik allevegne broget til, var nødvendigt, thi i den følge Alle, saavidt mueligt, deres Hjertes 457 Lyst, og da ikke blot Lysterne er mange, men den samme Lyst hos Mange netop føder idelig Strid om Gienstanden, saa driver Man lettelig baade den udvortes Afsondring og den indbyrdes Kiv til Yderligheder, som vi især kan see paa den Græske og Italienske Middel-Alder. At nu den Konst og Vidskab som udsprang af Middel-Alderens Chaos, i dets mest forvirrede Skikkelse, ei duede til at opklare de aandelige Forhold, var nemt at giætte, og det aandløse Romerske Schema, Man ved Reformationen, ligesom i Fortvivlelse, tyede til, kunde umuelig række videre, end til kummerlig at ordne og skiævt at belyse det Haandgribelige.

Kun Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys, kunde give Forstand paa dette store Vilde-Rede, men ogsaa dette Syn, og Øiet for det historiske Menneske-Liv, skulde udkæmpe sig af det samme Vilde-Rede, saa det er intet Under, at det skedte seent, men kun, at det skedte nogensinde, og naar vi ivre mod hvad der forsinkede Oplysningen, maa det kun være fordi det Samme hindrer endnu, hos Folke-Færd, som hos Enkelt-Manden, Udviklingen og Udbredelsen af en Anskuelse, der er saa vederkvægende og velgiørende for os alle, at den paa hele Jordens Kreds ei mellem sine Bekiendtere kan have en eneste Fiende, skiøndt den vist nok kan have, og vil faae mangen Ven, der ikke duer.

Nordens Aand var udvandret, og havde ligesom udtømt sine Kræfter i det Fjerne; de skrevne Mindes-Mærker, om dens gamle Syn og Helte-Bane, laae adspredte ude og hjemme, om ikke uændsede, saa dog uforstaaede; der var ikke Aand uden hist og her i Kirken, hvor en aandløs Videnskabelighed lukkede Øiet for den naturlige Forbindelse mellem Himmel og Jord,. Tid og Evighed, eller hos enkelte Skjalde, som enten manglede Alvor, Christelig Anskuelse og fortroeligt Bekiendskab med Historien, eller dog en af Delene; ja, for at giøre det ret fortvivlet, var Folke-Aanden i sin bedste Skikkelse hasebundet af den spidsborgerlige Nationalisme fra Middel-Alderen, og Munden i sin største Frihed kneblet af den ny Tids Over-Tro paa Bogstavers Liv og Pennes Almagt!

Under saadanne Omstændigheder seer Man let, der hører saamegen Slumpe-Lykke til at blive ret vendt, at Man ikke fristes til at takke sin gode Forstand derfor, men vel til at prise Lykken over Forstanden, paa en Maade der let misforstaaes, især paa en Tid, da Folk, ved at forkaste Alt hvad de ikke forsta ae, er kommet nemt til høie Tanker om deres Forstand, thi 458 naar Man kun troer: det er Altsammen Intet hvad der overgaaer Ens Forstand, kan Man ganske troskyldig baade mene og sige, at Intet overgaaer den. Det var imidlertid ligesaavel Forræderi mod Menneskeheden, som sort Utaknemmelighed mod Viisdommen i Løn, den høie Norne, hvis Penelopiske Væv det jo dog i Grunden er, vi Græs-Hopper kalde Lykkens Luner, det var begge Dele, siger jeg, for al muelig Mis-Forstands Skyld, at holde hos sig selv, hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom.

Derfor vil jeg nu ogsaa her betegne, hvordan det gik til, at Nordens Kræfter adspredtes, Øiet lukdes, men Ihukommelsen bevaredes, til Øiet igien kunde aabnes, ved Anskuelsen samle det Adspredte, og, hvor Man ei staaer sig selv i Lyset, give Forstand paa Livet.

Der er, som Man veed, tre Riger i Norden, og selv i dette Øieblik tre Bog-Sprog (Norsk eller Islandsk, Svensk og Dansk), saa der er unegtelig tre Folkefærd, men der er kun Hjerte-Forskiel imellem dem, thi der er klarlig kun een Nordisk Aand, ligesom vor gamle Ask kun havde een Top, skiøndt den havde tre Rødder, og det saae Man klart ved Reformationen. Vi maae derfor tænke os det gamle Norden som en aandig Eenhed, hvori de politiske Skillerum, som i det Hele Borger-Samfundet, kun havde lidt at betyde, og de tre store Udvandringer: den Gothiske, Angel-Sachsiske og Normanniske, maae betragtes som almindelig Nordiske, skiøndt Broder-Parten har været fra det Rige, der blev Udgangs-Punkten. Da vi nu veed, at Danmark var Angel-Sachsernes, og Norge Normannernes Udgangs-Punkt, er der ikke mindste Grund til at tænke andet, end at Sverrig var Gothernes, thi vel er den Golhiske Udvandring saa gammel for os, og blev Romerne, skiøndt i Grunden tidsnok, saa seent bekiendt, at den ikke lader sig saaledes oplyse som de to Andre, men da Gotherne ret egenlig er Kæmpe-Folket i Norden, maatte de dog vel i det Mindste ligesaavel give en Sværm, som Nordens andre Folk, og at de virkelig har gjort det, er, blandt Andet, aldeles vist, fordi Lige-Vægten ellers for længe siden maatte være forstyrret.

Disse Udvandringer maae vi dernæst ikke tænke os som et Øiebliks Sag, thi de skedte alle til Søes, og var fra Først af Vikings-Tog, der kun efterhaanden antog en alvorligere Charakter, 459 og varede, som vi af den Angel-Sachsiske og Normanniske kan see, hver i det Mindste et heelt Aarhundrede. Den Angel-Sachsiske begynder nemlig før Midten af det Femte, og slutter først i Midten af det Sjette Aarhundrede, og den Normanniske varer fra Slutningen af det Ottende til Slutningen af det Niende, naar Man ikke, som Man dog egenlig skal, regner hele det Tiende, og Hælvten af det Ellevte med*).

Efter saadanne tre Aareladninger, hvorved Man nok kan vide, det var det raskeste Blod der sprang, er hverken Lige-Vægten eller Matheden at undres over, men at Norden nogensinde derefter kunde aandelig komme til Kræfter, det maatte Man fristes til at forsværge, naar Man veed, der bliver ikke Aand af Kiød. hvor fedt det end falder, eller hvor fiint det end hakkes. I aandelig Forstand havde vi alle tabt Hovedet, der ei uden Føie kaldes den synderligste Part, og vore Hoveder var udenlands kommet til at sidde paa fremmede Halse, saa der kunde Hoved og Hjerte kun daarlig forliges; thi vi maae huske, at hverken vare vore Fædre Menneske-Ædere, der gjorde reent Bord, hvor de satte dem ned, heller ikke har ret Mange af Vikingerne ført Koner med dem, men har giftet sig, hvor de kom hen, men neppe fundet de fremmede Kvinder saa letnemme til at fatte deres Aand, som til at forstaae deres Mening. Det Universal-Historiske Spørgs-Maal var altsaa: om de Nordiske Hoveder udenlands efterhaanden kunde omskabe de fremmede Hjerter, eller om Nordens Aand, før den udvandrede, havde gjort saa dybt et Indtryk paa Hjerterne herhjemme, at Hovederne igien paa en Maade kunde voxe ud deraf; men hvilken af Delene der end skulde skee, indseer Man let, det maatte have Tid, og det Sidste især klinger saa æventyrligt, at det maatte virkelig skee, før det kunde synes mueligt**).

Nu har desuagtet Tiden viist, at, naar galt skal være, maa Man dog heller en Tidlang gaae med forlorent Hoved, end med forlorent Hjerte, saa Nornen vidste godt hvad hun gjorde, da hun tophuggede eller stynede vort Ygdrasil, og var os ingenlunde gram, skiøndt hun lærde os at græde. Nu kan vi nemlig * * 460 see, at Toppen af den gamle Ask kom meget bedre til Nytte udenlands, end den kunde gjort her hjemme, og det saavel for os, som for hele Menneske-Slægten; thi der behøvedes baade Nordiske Buer og Spyd-Stager, Vinde-Giærder, Planke-Værk og levende Hegn, for at Aanden kunde faae sig en Verden igien, og forsvare den baade mod Gog og Magog. Med andre Ord: den gamle Folke-Verden omkring Middel-Havet var fordærvet og fordømt, og maatte forgaae, skiøndt Slægtens timelige Maal var ingenlunde naaet, og derfor maatte der skabes en ny Folke-Verden omkring de Nordiske Vande; men dertil udkrævedes en Folke-Blanding, og en Middel-Alder, hvorved paa den ene Side Sammenhængen med Old-Tiden bevaredes, og de Nordiske Stammer udvikledes til at forstaae den, men forhindredes dog fra at faae deres egenlige Vidskabs-Tid, før den kunde blive Universal-Historisk.

Fra dette Stade tør jeg forsikkre Læseren, der opgaaer et saadant Lys over Middel-Alderen, at Man maa smile ad Æventyret om dens bundløse Mørke, og skiøndt Anskuelsen er langt fra at giøre Undersøgelsen overflødig, saa er det dog først derved, den bliver muelig, thi Man leder kun slet, naar Man ikke veed, hvad Man leder om, og Man har intet Gavn af hvad Man finder, før Man veed, hvad det kan bruges til.

Gothen, som, efter en kort Sø-Reise, landede søndenfor Øster-Søen, hvor hans Frænder og Navnere dengang boede, indtog Holm-Gaard, og banede sig med Sværdet Vei giennem Rusland, ned til det Asovske og Sorte Havn, som Man strax seer hos Jornandes, naar Man kun følger ham, som det sig bør, med Øinene; men skiøndt det synes, som Gothen der blev en stor Land-Krabbe, snart fortæret i Italien og Spanien, saa er dog selv det kun Øine-Forblmdelse; thi de nye Kræfter og Retninger vi spore i Landene, de indtog, voxde naturligviis ikke op af de gamle Grave, men kom med dem der havde dem. Derfor skal vi see Gothen gaae til Søes igien i Venedig og Genua, saavelsom med Gama og Kolumbus, og vi skal høre Gothen baade i Dantes Røst og i Viserne om Gid, hvis vi ellers vil lære at forstaae Middel-Alderen. Vist nok kan det mangen Gang falde vanskeligt, at kiende det Gothiske Hoved igien under den Romanske Kappe, fordi det virkelig voxde sammen med de fremmede Kroppe, eller: fordi Gotherne baade opgav deres Moders-Maal og spredte sig i Landene, men Sagen er lige sikker, og kommer for Dagen naar vi see vist.

Angel-Sachserne lod staae ad Bretland til, og det Hoved 461 er godt at kiende, deels fordi det var saa stort, og deels fordi det vilde immer raade selv, saa der er det klart nok, det voxde ikke ud af den Galiske Hals, men en Ting er aldrig saa kiendelig, der hører jo Øine til at see den, og det Øine i Hovedet, saa det var intet Under, vi miskiendte vor aandelige Fader, og slog ham under Øret, saa det blev vitterligt, at Hovedet sad løst.

Normannen beed sig bedre fast, hvor han kom hen, men holdt sig dog i Frankrig mest for sig selv, saa Normandiet er kiendeligt nok, undtagen paa de nyeste Kort, og i England veed vi, at hvad der af Aand ei er Anguls, det er hans, og selv at han er den store Kors-Farer, og Middel-Alderens store Roman-Helt, Holger Danske, er temmelig bekiendt; men hvad det egenlig paa Aandens Sprog vil sige, og hvad historisk Virkning hans Udvandringer har havt, baade ude og hjemme, det tænker Man dog endnu sædvanlig kun lidet paa.

Saalænge Man nemlig seer med Gaase-Øine, synes Man naturligviis, at Aandens Vinger er af Penne-Fier, og tænker derfor, det var kun bomstærke Prygle og forvovne Kroppe, der kom fra Norden, og fik Aand i Syd og Vest, vel ikke af Luften, men dog alt som de lærde at læse og skrive, og saa længe peger Man kun forgiæves for os paa Alt hvad der viser det Modsatte. Var det imidlertid mueligt, uden Aand, at forstaae sig paa aandelige Ting, da maatte vi faae Øinene op, ved at see os om her hjemme, i det Tolvte og Trettende Aarhundrede; thi da havde vi ogsaa faaet Pennen ei blot bag Øret, men ret egenlig i Haanden, og enten vi vender os til Island, hvor der udstrømmede en heel historisk Literatur fra den paa Moders-Maalet, eller til Danmark, hvor Saxos Bog allene forudsætter og viser en Classisk Dannelse der er ægte, da er det jo klart, at kunde Bøger og Penne blot gjort det Mirakel, at vedligeholde hvad Aand og Kraft her var tilbage, da skulde vi i det Fjortende og Femtende Aarhundrede hverken fattedes Mage til Absalon eller Saxo, til Sverre eller Sturlesøn.

Har vi derimod opladte Øine, og veed, at det indvortes levende Ord er Aanden selv, og det tilsvarende Mundtlige dets Liv-Udtryk, da forundre vi os slet ikke over, at Historie-Skriverne var samtidige med de sidste ædle Kæmper i vor Middel-Alder, eller rettere, hørde selv til det sidste Helte-Kuld, som, da de ei længer kunde holde Liv i Ordet, stædte det til Jorde i Bøgerne med en glimrende Liig-Begængelse; thi selv Guds Ord er dødt i Bøgerne, og i det Mindste skindødt paa iiskolde Læber, 462 saa det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos et Folk, end der kiendes paa Livet og Kraften i dets Moders-Maal. Naar vi derfor see, at Islænderne var de Eneste i Norden, som udtrykde sig høirøstet om aandelige Ting paa deres Moders-Maal, og see at deres Draper er dog lutter aandelige Lig-Kister med udtunget Arbeide, da finder vi Begravelsen høistnaturlig, og kun Opstandelsen vidunderlig.

Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forskiel paa Ord og Skrift som paa Liv og Død i Aandens Verden, saa vi ikke søge Livet selv i Bøgerne, hvor vi er visse paa, det ikke findes, men søge kun Underretning om, hvad der levede hos Forfatteren, og i den Tid han beskriver, da kan vi vanskelig enten tænke eller tale for høit om den Konst, hvormed Aanden virkelig paa en Maade narrer Døden, og forplanter Kundskab om sit Liv mellem vidt adskildte Folk og Tider, og kan da ei noksom glæde os over Bøgerne fra det Tolvte og Trettende Aarhundrede, uden hvilke det vilde været os umueligt at give Nordens Aand sit Liv-Udtryk igien, og ligesaa umueligt at forstaae og fortsætte dens herlige Bane.

Derfor kom der aldrig saasnart igien Strænge paa Hjarnes Harpe, før det tonede fra den:

Island! hellige Øe! Ihukommelsens vældigste Tempel!

og det gienlød fra Sagas klingre Skjold, saasnart Nordens Staal-Pen atter begyndte at riste, og det skal gienlyde i Dovre, og ristes i Bauta-Stene paa Kullen, og udraabes af de rullende Bølger, saalænge der er Syn og Sang og Sagn i Norden!

Ja, kan Læseren, ved Siden ad det lille pæne Lyst-Huus paa Bakken ved Halikarnas, hvor Herodots Vugge gik, som en Lilie-Flor, let bevæget af Zephyrer, tænke sig en Steen-Stue saa stor som hele Island, og høi derefter, med Hekla til Arne, med Is-Bjerge til Borge-Mur, og det brusende Nord-Hav til Grave, da faaer han en Forestilling om det Colossalske deri, at Norden har en Coloni af Historie-Skrivere!

Sandelig, saa kloge Folk, som Tydskerne, maae skamme dem ved, at de ikke endnu har kunnet udfinde, hvad der var Nordens Aand Eiendommeligt, da det dog saa forsvarlig er ført til Bogs, at Man ei let skal kunne sige, hvad der er latterligst: enten at nægte, der var Aand i gamle Norden, eller at det var Historiens Aand; men vi Folk i Nord maae ogsaa skamme os ved, at Man maatte lære Islandsk, og stave gamle 463 Skind-Bøger, for at opdage, af hvad Aand vi er, og prise maae vi da vor store Lykke, at Snorros Fædre ei udvandrede med Shakspears, som Herodots med Homers, eller ei fulgde den Normanniske Strøm, hvortil de dog hørde, men satte sig kun fast paa Iis-Bjerget i Nord-Søen, for at male i Aften-Belysning, og være koldsindige Til-Skuere af alt det Mærkværdige der tildrog sig i den Nordiske Halv-Verden, og at de ei frøs ihjel, før vi lærde at skiønne derpaa!

Dog, før vi nærmere betragte, hvad vi har Island at takke for, vil det være bedst at betænke, hvad der holdt Liv i os, til vi fik Munden op igien, thi Livet er og bliver dog altid det Væsenlige, uden hvilket Man ligesaalidt har Noget at takke for, som at takke med, og, skiøndt Livets Opholdelse, naturligviis, saavelsom Livet selv, er en stor Hemmelighed, saa er det jo dog en uslukkelig Skam, ei at ville tænke paa, hvad man tænker med, fordi det er en Hemmelighed.

Har vi nu den Forstand, at Skrift paa Moders-Maalet altid beviser, hvad det nødvendig forudsætter: et tilsvarende Liv hos Forfatteren, og, hvor der skrives ud af Folke-Munde, hos Folket, da viser den Danske-Riimkrønike og Kæmpe-Viserne os, hvor kummerlig Man i Norden fristede Livet, giennem det Fjortende og Femtende Aarhundrede, saa Døden holdtes ingenlunde tre Skridt, men kun et Straaes-Bred derfra. Dog, skiøndt Man seer den sorte Død og den sorte Armod i alle Kroge, saa seer Man dog, at Livet hængde i Folk, selv da Niels Ebbesen blev hængt, og da Iver Lykke tog Kong Albrekt, og, saa længe der er Liv, er der Haab. Hvor nær det var paa Fæld-Enden, ved Over-Gangen til det Sextende Aarhundrede, see vi paa Slutningen af den Danske Rim-Krønike, og paa hele den Svenske, saa det var paa den høie Tid, der kom Hjelp, men at Rim-Krøniken var den første Danske Bog, og den første Bog trykt i Danmark, og det to Gange i det Femtende Aarhundrede, var et godt For-Varsel, som aldrig kunde glippe*).

At nu Hjelpen kom ved Morten Luther, har vi vel ikke glemt, men hvori den egenlig bestod, har Man kun meget løselig tænkt paa endnu; thi at Livet nu yttrede sig i * 464 Psalmer, Prædiken og Skrift, paa Moders-Maalet, er øiensynligt nok, men at det ikke udsprang af sine Yttringer, som Man har drømt, er ogsaa soleklart, og Man kunde naturligviis tygget paa Luthers Tydske Bibel i tusind Aar, uden derved at faae et eneste Dansk Ord i Munden, end sige ud deraf.

Hjelpen bestod da aabenbar deri, at Hans Tausen, Peder Plade, og saadanne Folk, hørde et begeistret Ord om Troen paa Christus af Luther, sang hans Psalmer med inderlig Rørelse, læsde hans Tydske Bibel og andre Bøger med stor Fornøielse, og fordanskede det Altsammen, baade med Mund og Pen, det Bedste, de kunde, som kun var meget maadeligt, men dog netop til Huus-Behov.

At nu denne Styrkelse af det Døende forslog bedre i Danmark, end den forbausende dramatiske Opstandelse af Kirke-Ordet paa en saadan Halv-Guds Læber som Morten Luther, forslog i hans Fæderne-Land, det er, for hvem der har lidt Forstand paa Aand og Ord, den skiønneste Lov-Tale, der kan holdes over den mageløs poetiske Danne-Kvinde; thi i Danmark er det ret egenlig vore Mødre, vi maae takke for, at der kom lidt Poetisk Liv baade til os og i os.

Man tage dette for hvad Man vil, det er dog en ligesaa tør historisk, som glædelig poetisk Sandhed, og, vil vi see den ret i sin Glands, da skal vi sammenligne de Danske Digtere, om vi kan finde dem, i det Sextende og Syttende Aarhundrede, med de Engelske i samme Tids-Rum, og saa igien sammenligne Digterne i det Nittende, samt i det Hele Forholdet til Folke-Poesi, Folke-Historie og Smag. Ved at anstille disse interessante Sammenligninger, saavidt mueligt, baade i Livet og i Bøgerne, er jeg i det Mindste paa mine gamle Dage blevet en langt større Beundrer af Danne-Kvinden, end jeg var i min Ungdom, og vil Man kalde det at gaae i Barndom, skal det ei synderlig anfægte mig, deels fordi jeg gierne træder Børne-Skoene i saadanne Kronos-Dage (Saturnalier), og deels fordi baade Store og Smaa skal nødes til at studse, naar de see, at i Engeland, hvor Folke-Munden lige til Spensers og Shakspears Dage havde en heel Hær af Harpere (Minstrels) paa Benene, og fik saa Hjelp af saadanne Heroer, og havde, lige siden, høirøstede Organer paa Skue-Pladsen og i Parlamentet, at der blev Rim-Krøniker og Kæmpe-Viser liggende ganske rolig, hos de Angel-Sachsiske Digte, giennem det Sextende og Syttende Aarhundrede, og der giælder Lord Byron og Sir Walter i det Nittende for store Vidundere; men i Danmark, hvor der fra 465 Niels Ebbesens Tid til Jørgen Sorterups, blev knap gjort en ny Vise der var værd at synge, der oplevede Rim-Krøniken ti Udgaver i eet Aarhundrede, der sang de unge Frøkener Kæmpe-Viserne, og der beskrev de Gamle dem med saadan Fynd, at Magisteren maatte giøre Hoveri, og give dem ud i det Sextende Aarhundrede, til, jeg veed ikke livormange Oplag i de Følgende, og der fik vi Skjalde i det Attende og Nittende, som Evald og Baggesen, Oehlenschlæger og Ingemann.

Jeg kalder i Øvrigt slet ikke Vidunderet uforklarligt, men det nytter ikke at forklare En hvad han ikke kiender, derfor maa Man først see det, bedre end de gode Dannemænd, der vel har saa megen poetisk Smag, at de kysse langt heller Danne-Kvindens Tøffel, end Pavens i Rom, men har dog endnu ikke lært af den søde Sangerske og opvakte Læserinde, at Ydun med Nattergalen er en meget bedre Vidskabs-Dise end Pallas med Natuglen, og skiønne derfor daarlig paa den Poetiske Paaske-Fest, der nu i en heelMenneske-Alder er holdt iblandt dem, baade af den Lille og den Store, og den Rettilpas, og af os Alle, som red Sommer ad By paa Sleipner-Føl, over Stok, over Steen, over vildende Hav, saa det skal spørges om Land, naar vi lægges til Ro.

Naar Danne-Kvinden imidlertid kun faaer sin Villie, som hun er vant og vel berettiget til, da vil det Hele lade sig forklare af hendes mageløse, historisk-poetiske Kiærlighed, og af Kingos Psalmer. Vil Nogen lee ad den Forklaring, da misunder jeg ham hverken Villien eller Vindingen, men maa kun bemærke, at med Kingo i det Mindste har Sagen beviislig sin fulde historiske Rigtighed, thi hans Psalmer blev unægtelig, fra Slutningen af det Syttende til dybt ind i det forhexede attende Aarhundrede, sunget af Danne-Kvinden med saadan Liv og Lyst, som nødvendig maatte giøre Indtryk selv paa os Silde-Fødninger, og gjorde det bestemt. Jeg gad ogsaa nok vidst, hvad Klogt Man kunde sætte mod min simple historiske Paastand, at som et poetisk Ord, der levende udtrykker den Christelige Anskuelse, er Kingos Psalmer ikke blot det Syttende Aarhundredes største Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneske-Historien, at det kun lader sig forklare af Nornens underfulde Viisdom, der giemde Spiren til en Paaske-Lilie i tusind Aar, og bragde den saa over Havet til Danmark, hvor den fandt sit rette Moder-Skiød, og Rum til at udbrede sig. Dog, Man veed formodenlig knap, at Kingo var af Engelsk Herkomst, end sige da, at saadanne historisk-poetiske 466 Psalmer, som hans, var noget Splinter-Nyt, i det Mindste siden Folke-Vandringen, som Kæd mon vel tusind Aar tidligere prøvede paa, men kunde ikke naae, for Sang-Bunden fattedes, som Danne-Kvinden skiænkede Kingo.

Saaledes naaede da, mod al Formodning, et høipoetisk levende Ord vore Øren, og det havde saaledes oplivet Danne-Kvinden, at selv Kæmpe-Visen er neppe endnu aldeles uddød paa hendes Læber, eller var det dog ei, da det pludselig gienlød over Bøge-Toppe:

De Danskes Vei til Roes og Magt,
Sortladne Hav!
Nu rask igiennem Larm og Spil,
Og Kamp og Seier føer mig til
Min Grav!

Intet Øieblik miskiendte den ligesaa heltekiære som fredsælle Danne-Kvinde disse Toner fra Dybet, men gav dem sin Stemme, som om det kun havde været i Gaar, den gamle Hjarne blev begravet, skiøndt Aaret siden løb rundt vel Irettenhundrede Gange, saa det var intet Under, at hun skiænkede gierne Balder en Taare, saasnart der igien blev ymtet om hans Død, og foer saa gladelig med Thor til Jotunheim, som om hun aldrig havde holdt op at være den Saga, med hvem Odin tømde det gyldne Bæger paa Svane-Holmen.

Saaledes kom da Poesien paa Skue-Pladsen, og skiøndt den altid der befinder sig i tvetydigt Selskab, hvor den aldrig ret veed om den skal oplives eller dræbes, beundres eller belees, beklappes eller udpibes, saa lærer dog Grækernes, som clet Borgerlige Natur-Folks, Historie, at, vil Poesien vinde Borgerskab, maa det være der, og at paa Folkenes gamle Dage maa Alting enten faae et borgerligt eller et slavisk Udseende, saa Poesien maa forlige sig med Skue-Pladsen, som et mindre Onde, skiøndt den umuelig, som Man har indbildt sig, kan ansee sin Opførelse som en Triumph, eller leve deraf. Det gaaer nemlig med Poesien som med Poeten, saa den kan hverken fødes eller næres, men kun vise, og, i bedste Fald, nære sig paa Skue-Pladsen, og maa derfor langt heller undvige end søge den. Det er da netop Et af de mange Vidnesbyrd om Danne-Kvindens dybe poetiske Følelse, og i Grunden uforbederlige Smag, at Poesien hos os saa seent blev theatralsk, og at Forsøgene paa at spille Guder og Helgene til Lyst aldeles mislykkedes; thi Helte-Livet er aabenbar den eneste Side, Poesien kan vise 467 paa Skue-Pladsen, uden at nedværdige baade sig selv og sin Gienstand. Derfor er Opførelsen af Balders Død allerede et Mis-Greb, og ved at ville giøre Skue-Pladsen enten til Kirke eller Skole, forfeiler Man nødvendig sin Hensigt, naar den ikke er, at giøre Kirke og Skole til Skuespil-Huse, hvad de vist nok derved let kan blive; saa, naar galt skal være, maa Skue-Pladsen heller være saa overgiven og vanhellig, som den især blev i Athenen, og fordum i London, end, paa Fransk, betragtes som en Helligdom, eller, paa Tydsk, som Livets Skole. Den skulde dagligdags være blot til Lyst, og kun, som til en Høitid, en Gienganger-Bane fra Folkets Heroer, hvor de store Skygger kom den matte Phantasi til Hjelp, uden at ville enten kyse Livet af Børn, eller stjæle den Følelse, der kun er spildt paa dem, og i vore Dage alt for dyrebar en Skat til at bortødsles. Det maatte Grækerne forstaae, som slet ikke vilde vide af de rørende Sørge-Spil, og jeg vil haabe, vi lære det ogsaa, naar Poesien kommer til Orde udenfor Skue-Pladsen, thi kun fordi den i vore Dage er stum derudenfor, og taler kun Finger-Sproget, lod Danne-Kvinden sig bedrage af Skinnet, og syndes, det maatte ogsaa giælde her, at Noget var bedre end Intet, skiøndt det her i Grunden var Intet der vilde giælde for Alt. Saasnart derfor Kirken og Skolen blive virkelig poetiske, og blive de ei det, er Resten ligegyldig, da vil Man strax føle Forskiellen mellem virkelig og konstig Begeistring, og da falder Blænd-Værket bort af sig selv, undtagen for hvem der foretrækker det, og er naturligviis ikke at misunde.

Dog, dette anmærker jeg kun her, for at Man ikke skal tænke, det er Opførelsen enten af Fiskerne og Balders Død, af Hakon Jarl, og Axel og Valborg, eller af Blanca og Hyrden fra Tolosa, jeg glæder mig over, thi jeg elsker dem, og den herlige Begeistring, hvoraf de udsprang, og den Virkning, de hidtil har forfeilet, alt for meget, til at kunne det, og maa tvertimod finde, at vor poetiske Rigdom paa Theatret, sammenlignet med den sorte Armod i Livet, er den bittreste Satire paa os, der kan skrives.

Efter saaledes at have betegnet, hvordan det levende Ord med Nød og neppe forplantede sig til os med Aanden, vilde jeg gaae tilbage til Bøgerne fra det Tolvte og Trettende eller tidligere Nordiske Aarhundreder; og anmærke, hvorledes de kom til os, for derpaa at give en Udsigt over deres Indhold.

Her maa jeg, hvor bagvendt det end synes, for Ordens Skyld 468 begynde med vor gamle Classiker, Saxo Grammatikus, thi ham maae vi takke for Alt hvad vi veed om gamle Nord, da der formodenlig, udenfor Island, seent eller aldrig var blevet spurgt om Rim-Stave og om Saga-Runer, hvis der ikke havde været en Classiker, som trængde til at oplyses dermed, eller kunde dog tage dem under sine Vinger. Naar jeg derfor seer, hvor ganske anderledes en Mand gamle Saxo har været, end hans Udgivere og radbrækkende Lov-Talere, da kan jeg ikke noksom beundre det mesterlige Puds, Nornen med ham har spilt den sorte Skole, et Krigs-Puds, der i Literaturen svarer til det, hun med Gotherne haandgribelig spillede de gamle Romere; thi ogsaa her kom de Nordiske Kæmper, som skulde knuse Rom, til Byes under Ørne-Banneret.

Udentvivl var det selv hos den gode Dannemand, Christen Pedersen, ligesaa meget Beundringen af Saxos Latin, som Kiærlighed til Danmarks Historie, der bevægede ham til at reise frem og tilbage, mellem Lund og Paris, for at faae den gamle Bog paa Prænt, og han havde i alt Fald nok baret sig for at byde Jodocus Ascensius den Danske Historie enten paa Islandsk eller paa Munke-Latin. For Latinens Skyld blev Saxos Bog altsaa trykt i Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede, og trykt, ei i en Vraa, men for hele den lærde Verdens Øine: i Paris; for Latinens Skyld blev den betragtet som et mageløst Vidunder af Erasmus fra Rotterdam, altsaa af hele den lærde Verden, han var Sjælen i; og skiøndt Anders Vedel var en saadan Mester i det Danske Bog-Sprog, som Ingen bliver uden Kiærlighed til Moders-Maalet, havde vi dog neppe faaet en Dansk Saxo i det Sextende Aarhundrede, naar ikke vore Lærde havde anseet det for en Æres-Sag, aabenbar at tilegne sig hvad Man udenlands beundrede, og vilde neppe troe, var fra Danmark.

Latinen bragde da Saxos Bog ei blot for Dagen, men til Hæder og Ære, og hjalp mere til end fra, at den blev læst paa Dansk, da Danmark fik Læsere; men samme Bog er, som Man veed, halvfuld af Old-Nordiske Sagn om Nordens Helte og Halv-Guder, som naturligviis havde Aand tilfælles med Kæmperne, der knusde Rom, og vilde allermindst taalt, at Latin skulde giælde for det ædleste Tunge-Maal i Norden, og Æneiden for høiere Poesi end Vøluspa, saa det var en fortvivlet Sag, at Classiskheden kom i en saadan Gothes Magt, som Saxo, der istedenfor at lade sig beherske af den, vanhelligede og misbrugde den paa det Fordærveligste, til at udruste og 469 opsminke Rigets uforsonlige Fiender og Avinds-Mænd. Man tænke kun, det er Spas, Tiden vil ligefuldt vise, det var baade Nornens, Saxos og mit ramme Alvor; thi, saa vidt det var mueligt, og langt over, hvad en Tydsker vilde troet mueligt, balsamerede Saxo virkelig Nordens historiske Aand i Romersk Kløgt, og Man behøver ikke at have læst et Eneste af alle de Ukvems-Ord, der er brugt om ham af Critiske Historie-Skrivere uden Aand, for at vide, at hans Bog derved blev en forunderlig Sammen-Sætning af Literaturens Himmerig og Helvede, som med sit Udvortes tiltrak og avede de Lærde i Døds-Tiden, og med sit Indvortes vel ærgrede Endeel af dem, men holdt de Bedste skadesløse, og fik, for det Udvortes Skyld, Lov til at virke hvad den kunde i Danmark, hvor Man aldrig vilde havt Mod til videnskabelig at følge sin egen Smag, naar den ikke paa en Maade havde faaet Classiskhedens Stempel. Nu derimod var den Danske Udgiver i det Syttende Aarhundrede, Stephanius, saa godt som nødt til at søge Oplysninger, til den første Halv-Part, hos sin Islandske Ven, Biskop Brynjolf, og Brynjolf, som for Resten selv gjorde meget meer af Latin end af Islandsk, maatte tage Oplysningen, hvor den fandtes; og det, i Forbindelse med Nordens historiske Natur, maatte trække hele den Islandske Literatur med sig, i det Mindste paa Latin, som det da ogsaa skedte endnu i det Syttende Aarhundrede: ved den berømte Islænder, Thormod Torfesen (Torfæus).

Vil Man see, hvad blot en lille Stamp af en Bog som Saxos kan giøre, naar den falder i gode Hænder, da læse Man Shakspears Hamlet, som ei kan tænkes til, uden Saxo, skiøndt den vist nok ikke er udsprunget af nogen Bog, men af Nordens Aand, som i Engeland stedse har bevaret en Forkiærlighed for Danmark, der ordenlig er folke-psychologisk og universal-historisk mærkværdig!

Vil Man derimod i en Lignelse betragte, hvordan Asa-Thor trakterede Midgards-Ormen med Mjølner, der han havde anglet den med Oxe-Hovedet, da see Man, hvordan Holberg behandlede den Classiske Bog-Orm, der især i det Syttende Aarhundrede havde saaledes snoet sig om Skolen i Norden, at der neppe kom et levende Øie ud af den, saa det er et dobbell Mirakel, at Holberg slap ud af Skolen ukvalt og ud af Verden ubrændt.

Ja, Holberg og jeg er vel kun halv om halv gode Venner, blandt Andet, fordi den gjorde paa Dansk, hvad Saxo ikke for hele Roms Eie vilde giøre paa Latin, i det han saagodtsom slog 470 Streg over alle Folke-Sagnene i Danmarks Historie, men deels siger Just Justesen selv, det betyder defectus judicii, naar Man sætter Prikker istedenfor at komme med Fortællingen, og deels meende Hans Michelsen det ikke nær saa ilde, med Prikkerne for Old-Sagn, som det lader; thi han saae godt, at f. Ex. Sagnet om Thorkel Adelfar var en deilig Mythe, og loe kun ad dem, der vilde mynte historisk Skille-Mynt deraf, og naar jeg ingen Danmarks Historie har skrevet, blot fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde giøre ved Old-Sagnene, som jeg ikke nænde at udelade, ikke maatte forkvakle, og ei vidste at behandle, da var Holberg i sin Tid lovlig undskyldt, naar han blot havde opfrisket Anders Vedels Saxo.

Dog, vi maae huske, det er om Nordens Aristophanes vi tale, saa vi skal heller glæde os over, han var saa historisk som Holberg, end klage over, at han ikke var det endnu mere; thi det er et af de store Vidnesbyrd om Nordens grundhistoriske Kierne, at vor store Komiker kom saa betimelig, var saa dyb, og saa historisk videnskabelig. Derfor levede og virkede han, ei blot til Lyst, men gjorde Folke-Aanden i Moders-Maalet og Efter-Slægten al den Tjeneste, Norges største Genius i den ny Tid kunde, og som der hørde Helte-Mod til at vove, og Kæmpe-Kræfter til at vise. Latinen herskede i vor Bog-Verden, Stivhed, Flauhed og Tomhed, allevegne, undtagen i Kirken og i Danne-Kvindens Hjerte, men Holberg skabde en Dansk Bog-Verden, hvori den Latinske maatte finde sin Grav, han gav al Unatur et dødeligt Saar, som vi vil haabe aldrig bliver lægt, og han skaanede baade Kirken og Danne-Kvinden, skiøndt han ei vidste at skatte dem. Dette vilde allerede være en langt hæderligere Grav-Skrift, end Comus og Momus i nogen anden Skikkelse har fortjent; men som Forfatter af de eneste læselige Historier om Kirken, om Danmark, og om et Slags Helte og Heltinder, vi endnu har paa Dansk, er han tillige blevet en historisk Patriark i Norden, hvem ikke blot Suhm og Skøning, men vi alle nedstamme fra, og maae takke for Modet, om vi har det, til at gaae vor egen Vei, og følge vort eget Nordiske Hoved, uden at ændse, hvad enten Romerne og Tydskerne, eller deres Tilbedere, derom vil tænke og sige.

Dette Mod havde baade Suhm og Skøning, og skiøndt deres Historie-Bøger ei giør deres Hoved Ære, saa er dog selv det sletteste Dansk meget forstaaeligere i Norden, og meget taaleligere i dens Historie, end det bedste Latin, og skiøndt Man, ved at udgive de Islandske Skrifter blot med Latinsk 471 Oversættelse, begik den i Danmark sædvanlige Feil: over de Fremmedes Bekvemmelighed at glemme sine Egnes, saa behøvede Man dog nu kun Taalmodighed til at læse kiedsommelige Bøger, og Drift til at lære lidt Islandsk, for at blive nogenlunde historisk bekiendt med gamle Nord.

Saaledes stod Sagerne i min Opvext, saa Holbergs Kirke-Historie var den første Bog, der gav mig Lyst til at læse, Suhms Bog om Odin den der, med Sandvigs Edda, lærde mig at kiende Nordens Mythologi, og det første Bind af hans Danmarks Historie min Indledning til de historiske Old-Sagn, som jeg dog først fandt, ved at falde over Vedels Saxo, og dens Følge-Svend fra det Syttende Aarhundrede: Peder Clausens Snorro, hvorfra Over-Gangen til de Islandske Sagaer var ikke blot naturlig, men blev mig nødvendig. Hvormeget videre jeg vilde kommet, uden at have hørt Steffens, og læst Oehlenschlägers Poetiske Skrifter, kan hverken jeg eller Nogen sige, men at begge Dele hørde til, for at jeg kunde komme did, hvor jeg nu staaer, det veed jeg, og da min første Penne-Prøve om Nordens Guder falder mellem Oehlenschlägers Poetiske Skrifter og Nordiske Digte*), overlades det bedst til de Læsere, der har Lyst, at efterspore mine Gange siden, paa den hverken korte eller rosenstrøede, men dog ogsaa, efter min Følelse, hverken kiedsdommelige eller betydningsløse Bane, der kun alt for øiensynlig har afpræget sig i mine Skrifter.

Saavidt mueligt at betegne det hele videnskabelige Udbytte, jeg har giort, seer Man nok, er Hensigten med denne Indledning, men før jeg gaaer over til den nærmere Betragtning af vore Old-Sager, maa jeg foreløbig sige et Par Ord om Mythe-Bøgerne.

Da vel det eneste Literær-Historiske, Man skrev paa Island, før den sorte Død, staaer i samme Bind som hvad Man kalder Snorros Edda, er det ei saa underligt, at Man knap nok paa Island selv havde et løst Sagn om disse Bøger, før de fandtes i det Syttende Aarhundrede, og sendtes hid paa Kalve-Skind af de lærde Islændere, Brynjolf Svennsøn og Arngrim Johnsøn. De Tiller Man har givet dem er altsaa de tommeste, Man vel kan tænke sig, og høilig at laste, da de har bidraget meget til at forrykke den eneste rigtige Syns-Punkt, saa aldeles uvedkommende Snak, om Sæmund Sigfussøn i * 472 det Ellevte, og Snorro Sturlesøn i det Trettende Aarhundrede, blev for det Meste Middel-Punkten i de Undersøgelser, der ene skulde dreiet sig om to aldeles anonyme og ubekiendte Skind-Bøger paa Islandsk, der maatte hjemle sig selv hvad Adkomst de skulde have, til at betragtes som den Nordiske Mythologies Kilder.

Naar Man kiender Omstændighederne, studser Man billig ved at see den saakaldte Snorros Edda udgivet endnu i det Syttende Aarhundrede af Peder Resen, og det ei blot paa Islandsk og Latin, men ogsaa paa Dansk, tilligemed Vøluspa, saa, havde den Magnæanske Commissjon traadt i dette prisværdige Fod-Spor, vilde vi havt den saakaldte Sæmunds Edda trykt længe før 1787, da det første Bind udkom, og hverken maattet vente til 1828 paa det Tredie, eller endnu savne en Udgave af Snorros Edda, eller savne Dansk i Alt hvad Commissjonen har leveret. Indtil Videre maae vi da endnu nøies med Resens Udgave, som er en Sjeldenhed og ufuldstændig, og med den Svenske Haand-Udgave ved Professor Rask, og, for Danske Oversættelser af Sæmunds Edda, tye til Sandvigs og Finn Magnussens, hvilken Sidste er den eneste Fuldstændige, og, som gjort af en Islænder, ei synderlig Dansk. Oldskrift-Selskabet, der alt har gjort sig fortjent, af det gamle og ny Norden, ved gode Haand-Udgaver af endeel Islandske Sagaer, vilde høilig fortjene vor Tak ved Lignende af begge de saakaldte Eddaer, og af Heimskringla, med sin Fortsættelse, som det ikke blot er en Skam, men stor Skade, vi savne. Med Oversættelser gjorde saadanne Selskaber bedst i aldrig at befatte sig, da de komme bedst af dem selv, naar Man har en god Text i en let Udgave; og til at give begge Dele (thi hidtil var Udgaverne meget for dyre) vilde Selskabet vist finde Understøttelse nok i Norden, naar det paa den ene Side indskrænkede sig til Texter, og paa den Anden udvidede sig til alt Islandsk fra Middel-Alderen: Rub og Stub.

Det er nemlig, som sagt, aldeles nødvendigt, til ret videnskabeligt Brug, at vi faae hele den Old-Nordiske Literatur, som den er os levnet: Islandsk og Angel-Sachsisk, paa Prænt, og Islandsken er vor Deel af Arbeidet, hvormed, som med Nordiske Gadde1, Engelænderne skal stikkes, til de giøre deres Skyldighed, og hvorpaa de kan see, hvordan det uden Ophold lader sig giøre.

* 473

En foreløbig historisk-poetisk Anskuelse er imidlertid ingensteds nødvendigere end ved historisk-poetiske Old-Sagn, hvorpaa den Critiske Historie-Skriver ellers spilder Tid og Flid, ved at stavre i Mørke, eller, hvad end er værre, ved at løbe efter saadanne Lygte-Mænd, som alle luftige Hypotheser i Historien er, og da det har truffet sig saa vel, at baade Bjowulfs Drape kom til Danmark, og dens Oversætter kom til Engeland, er jeg omsider blevet istand til at give en Oversigt, som jeg er vis paa, skal Ingen vildlede, skiøndt den naturligviis i alle Maader trænger til at stadfæstes, klares og rettes, ved en giennemført Undersøgelse.

Ogsaa her befinder Pennen sig i stor Forlegenhed, og vel i den størst muelige, fordi den er stum, thi her er det ikke blot en Anskuelse, den skulde meddele, men en Anskuelse af Old-Sagn, som ikke længer er i Folke-Munde, men kun beskrevne i Bøgerne, og som dog maae tænkes ind i Munden igien, før det er mueligt at faae en rigtig Forestilling om dem. Dog, da Læseren baade maa indsee Nødvendigheden heraf, og Umueligheden i, med Spidsen af en Pen endogsaa kun at putte ham det mindste opskrevne Sagn i Munden, end sige da Ordet som forklarer dem Alle, vil han sikkert være billig, og i det han føler, hvor haardt det holder, at tænke de Bøger borte, Man henter sin Kundskab fra, have mig undskyldt, naar min Udvikling, der nødvendig forudsætter god Øvelse i den Konst, især paa Papiret synes lidt indviklet.

Bort altsaa, i Tankerne, med alle Bøger i Norden, saa der ikke bliver et Blad, uden Bøge-Blade, Fod-Blade, Aare-Blade, og, i Hallerne, et dygtig langt og trofast Bord-Blad, som taaler godt at trumfes i med Kæmpe-Næver, og bort med alle Penne, undtagen den gamle, spidse Staal-Pen, der ristede Runer paa Linde-Barken, men slog igiennem, og dyppedes først i det røde Blæk, naar den havde skrevet hvad den vilde, og lagdes til Side!

Ja, vil vi vinde mindste Forstand paa Old-Sagn, da maae vi tænke os tilbage i den Tid, da de virkelig var til, og gik fra Mund til Mund, ved Olfer-Steder og paa Thinge, i Viking-Stavne og paa Fisker-Baade, i allehaande Sam-Lag, og om Arnen, saa hverken Poesi eller Historie havde anden Skabning, end den Munden gav dem, eller andre Ene-Mærker, end de saare ubestemte, der beroe paa den Stærkeres Ret.

Naar vi derfor nu, meer end Fem Aarhundreder efterat Folke-Munden hardtad reent forstummede, og vel et Aar-Tusincie 474 efterat den gik halv i Staa, skal ordne hvad deraf er opskrevet, da befinde vi os aandelig i samme Tilfælde, som naar vi skulde udskifte et Sogn af Fælles-Skabet, hvor Man ikke alene, fra umindelige Tider, havde pløiet Ager om Ager, og den Rige naturligviis immer pløiet fra den Fattige, men hvor ogsaa By-Markerne løb i hinanden, og hvor Jorde-Bøgerne var deels, i Forhold, meget for nye, til at rette sig efter, og deels for gamle, til ikke at være vildsomme og uordenlige paa mange Maader. Forskiellen er kun den, at det her ikke blot giælder om at giøre Ret og Skiel mellem de store Lods-Eiere, og tage Billighed i Betragtning, men ogsaa at udfinde, hvorledes omtrent det oprindelig har hængt sammen, da det ikke er med Historiens som med Naturens Aar, at hvert har sin egen Høst, som ikke kommer det Andet ved, men de løbe alle sammen til en Colossalsk Vaar og Sommer, som skulde give os en tilsvarende Høst. Denne Forskiel giør os imidlertid slet ingen Skade, naar vi blot lære at beregne den, ikke efter Logarithme-Tabeller, men efter den levende Formel vi har i os selv, og efter vor velforstaaede Egen-Nytte; thi det kan aabenbar være os det Samme, hvad de gamle Helte hedd, hvad Aar de blev født, og hvormange Slag de vandt, naar vi kun har Gavnet deraf, ligesom det kan være os det Samme, hvem der gjorde Vøluspa, naar vi kun forstaae den, kan være os det Samme, hvordan Livet var deelt i Old-Tiden, naar vi blot kan tilegne os det.

Dette har nu hverken Suhm eller Skoning havt mindste Ahnelse om, men indbildt sig, at, skulde Man have nogen Nytte af Old-Sagnene, da maatte Man baade kunne skille Poesien fra Historien, Danmarks, Norges og Sverrigs Historie fra hinanden, oprede de gamle Slægt-Registere, Mand for Mand, udfinde hver Enkelt-Mands Fødsels og Døds-Aar, og give Enhver af dem saavel de Bedrifter som det Skuds-Maal, der hørde ham til. De vilde altsaa en aabenbar Umuelighed, og derhos en saadan, som Man aldrig burde ønske, var muelig, da en saadan Udskiftning kun vilde føde evigt Kiævleri mellem Folkene, og mellem de Lærde, til ingen Verdens Nytte, men til megen Skade; thi vi har jo kun enkelte Brud-Stykker af vore Old-Sagn opskrevne, som, hvis de ogsaa gjaldt Enkelt-Mænd, er kommet til os i en Forbindelse, for hvis Rigtighed Intet borger, og som vi dog ingen anden knnne give, uden ved at klistre dem sammen, som nogle Avis-Stumper af forskiellige Aar-Gange, hvad vel kan more Børn, men passer sig kun slet for gamle Folk, og giør dem i det Mindste ikke klogere end de var.

475

Derimod veed vi, af Menneske-Livets Betragtning i det Hele, at Indbildnings-Kraft, Følelse og Efter-Tanke skabe trende Tider allevegne, som er kiendelige i ethvert udmærket og nogenlunde fuldstændigt Levnets-Løb, saa det kan aldrig feile, at vi i Nordens, saavelsom i Grækenlands, Old-Sagn maae kunne spore en Gude-Alder, en Helte-Tid, og en Tredie, som Man kalder den Historiske eller Tydelige fordi den ligger Skrift-Tiden nærmest, og ligner den naturligviis mest; men som Man heller skulde kalde Arbeids-Tiden, da det i den giælder om at arbeide sig op. Denne Inddeling, der, fra Grækernes Dage, har været alle Critiske Historie-Skrivere formelig bekiendt, skal vi blot lade træde i Kraft, saa lysner det strax over de to første Tider, som Man derimod kun betegner slet, ved at kalde dem den Mørke og den Fabelagtige, da et Tids-Rum godt kan være begge Dele, skiøndt Man har Pennen bag Øret og skriver Annaler, som vi see paa Tiden mellem Saxo og jeg veed ikke hvem før Arild Hvitfeld, medens den Tid er ingenlunde mørk, i Forhold, der har afpræget sig i saadanne Sagn og Sange, som vi finde i Eddaerne, hos Saxo, og i Bjowulfs Drape. Saaledes veed vi jo ogsaa meget meer om den Græske Gude-Alder, da Kronos og Zeus avlede Børn, og holdt Triumph over Titaner og Giganter, og om Helte-Tiden, som de Homeriske Digte afbilde, end om den saakaldte Historiske Tid: fra Heraklidernes Indfald i Pelopones og den første Olympiade, til Perser-Krigene, saa den Sidste er aabenbar den Mørkeste og mest Fabelagtige. Kan vi leve af Aars-Tal, af ordenlige Mands-Navne, Lig-Stene og Grav-Skrifter, Mynt-Præg, Skiøder og Forordninger, da har vi nu en saadan Velsignelse af dem, at vi maae være meget nærige, om det kommer os synderlig an paa et tusind Stykker meer eller mindre, og kan vi ikke leve af dem, og kan de ikke give os mindste Forstand paa Livet, da maae de aabenbar af en gruelig Over-Tro ansees for Guder, Man ikke kan undvære, men maa med Glæde opoffre Livet for, naar Man skal anvende Livet paa at grave efter dem i Sange og Sagn fra Old-Tiden, og skal finde disse tomme, uden hine Klenodier, hvor guddommeligt et Liv de end afbilde, finde dem mørke, hvor skinnende et Lys de end kaste paa Menneske-Banen, og kalde dem med Haan fabelagtige, fordi Klæderne ikke er gjort af Kroppen, men efter den.

Med den største Sikkerhed kan vi da sige, at de Old-Sagn er de ældste, paa hvert Sted, som enten udtrykke det egenlige 476 Gude-Liv, eller sætte Guderne i levende Forbindelse med Jord-Livet, thi det er Indbildnings-Kraftens Vane, i sin Regierings-Tid, og andre Kræfter kan lidesaalidt giøre den det efter, uden at gribes i Fuskeriet, som en Verse-Mager kan give sine Hænders Arbeide skuffende Lighed med en Hoved-Skjalds Værk, om han end stjæler som en Ravn, og efterligner møisommelig et ophøiet Mønster, som Virgil Homer. I disse Old-Sagn, de være nu kommet til os i hvilkensomhelst Form, vil Poesien, eller rettere Prophetien (thi om Konst kan her ei være Talen), være det Overveiende, thi det er Aanden, der enten blot antager menneskelig Skikkelse, for i Mag at betragte sig selv, eller optager dog kun Begivenheder, for at speile sig i dem, saa den eneste Udskiftning Man her skal beflitte sig paa, er at skille disse Sagn fra Resten, som den store Alminding, der er Fælles-Gods for hele Gude-Folket, eller alle Aandens Under-Saatter. I Norden, og sagtens overalt, vil Asa-Maal være det rette Fælles-Navn paa disse Sagn, der udtrykke baade det indvortes og udvortes Folke-Liv i det Store, og udgiør hos os Bullen af Ygdrasil, der vel har tre hemmelige Rødder, som kundgiør sig i Grenene, men har selv saagodtsom ingen historisk kiendelige Afdelinger. Jeg siger med Flid historisk kiendelige, eller tydelige, thi vi maae huske, at Nord-Boen hører slet ikke til de egenlige Phantasi-Folk, og hans Gude-Alder derfor ikke heller til Menneske-Slægtens Old-Tid, saa selv vor høieste Poesi er hvad vi, i Mangel af et bedre Ord, maae kalde historisk, vor Phantasi i sin høieste Flugt bliver i Grunden dog ved Jorden, eller rettere ved Havet, som Sleipner; vore Guder er kun Kalve mod den førstefødte Oxe, Kalve af Koen Ødhumble. I Grunden svarer derfor vor Gude-Alder mest til Grækernes Helte-Tid, som Thor til Herakles, og det er kun forholdsviis han svarer til Poseidon, hvoraf igien følger, at vore Guder, ligesom Grækernes Helte, lade sig betragte som Folke-Repræsentanter, der vel have en vidtudstrakt Fuld-Magt, men kun fordi Folket, som valgde dem, igien var Menneske-Slægtens Repræsentant paa Middel-Alderens Stor-Thing.

Da Følgen imidlertid forholdsviis altid bliver den samme, maae vi ogsaa i vore Sagn kunne spore en Helte-Tid, hvori Slægterne træde kiendelig ud fra hinanden, Guderne staae i Bag-Grunden, og synes hardtad forsvundne, medens Følelsens modsatte Poler, Elskov og Kamp-Lyst, tiltrække hinanden, og danne Middel-Punkten, hvorom Alting dreier sig. Forskiellen 477 vil i Norden blot være, at Følelsen, som her ret er i sit Element, vil træde stærkere altsaa mere indtagende frem, end andensteds, at Guderne, som her i Grunden er Elskovs-Børn, altsaa Kiæle-Dægger, vil ikke blive glemte men kun forkiælede, svage og egensindige, og endelig, at Begivenhederne vil være langt sandfærdigere; men endnu i disse Sagn at ville pille Enkelt-Mænd og Aa-Steder ud, er spildt Uleilighed, som Stærk-Odders Partering, og Pløiningen efter Bjelkerne af Signes Jomfru-Bur, til Overflødighed har beviist. Denne Part af Old-Sagn kan vi allevegne med et godt Nordisk Navn kalde Bjarke-Maal, thi det betegner historisk hvad det skal, og var i gamle Nord ingenlunde Navnet paa en enkelt Vise, men paa et heelt Slags, som vi kan see af Skalda.

Bagefter kommer tyndt Øl, og saaledes er det med de sidste Old-Sagn allevegne, poetisk betragtet, thi det er Plutos Tid, som vi nok huske, saa der maa et Giftermaal til, naar Poesien skal blive stort Andet end Flitter-Stads, og Sagnet mere end et magert Slægt-Register, og en tør Navne-Række; men i alt Fald er denne Tids Sagn kiendelige derpaa, at Enkelt-Manden er fremtrædende, lever ikke længer og giør ikke meer, end der var mueligt, naar Man begyndte i Tide, fik Lov at leve sin Alder ud, og havde Lykken med sig, saa alle Begivenhederne udgiør en Hæders-Krands om hans Tinding, som Man strax seer, enten Man betragter Sagnet om Lykurg eller om Regner Lodbrog. Denne Part af Old-Sagnene vil jeg kalde Krage-Maal, ikke blot fordi Regner Lodbrogs Døds-Sang hedder saa, fordi det er et passende Ord-Sprog, at Kragen raaber immer paa sit eget Navn, og fordi de fleste Draper fra denne Tid er hos os ret egenlig hvad vi kalde et Krage-Maal, Man har værre ved at forstaae end det er værd; men tillige fordi Krage, som i Rolvs Tilnavn, ogsaa betyder en Trappe til Høie-Lofte, saa Krage-Maal kan godt betegne Konst-Poesien i sin Barndom, der aldrig i det Høieste er meer end en virkelig gradus ad Parnassum, og kommer ikke vidt, før den faaer boglig Konst til Hjelp.

Maatte vi nu end nøies med denne Oplysning om vore Old-Sagn, da skiønner jeg ikke rettere, end at vi kunde have fuld poetisk Nytte af dem, og vidste hvordan Critiken med Fordeel skulde øve sig paa dem, men det gaaer med Oplysning, som med Alt hvad Man synes godt om, at jo meer Man har, des mere vil Man have, og da det nu er saa iøinefaldende, at Harald Haarfagers Skjalde var ikke den Moders Børn, der 478 sang for Aserne om Balder og Ragnaroke, saa det rungede i Valhal, og lader sig paa en Maade høre endnu, saa har jeg i det Mindste ikke kunnet helme, før jeg fik opsporet, hvor Asa-Maal og Bjarke-Maal dog nærmest havde hjemme.

Hvor nemlig Asa-Maal i Grunden har hjemme, andensteds end i Hjerte-Dyhet, hvoraf Svanen der kvad det, opsvang sig, det maa Læseren ikke spørge mig om, for det veed jeg ikke endnu, og faaer kanskee aldrig at vide; men hvor de Nordiske Old-Sagn, jeg kalder saa, med Norne-Kvadet (Vøluspa) i Spidsen, nærmest har hjemme, det kan jeg see, thi det er aabenbar Bjowulfs-Drapens, Kædmons og Shakspears Fædre, som Nordens mest poetiske, eller prophetiske Stamme, og først da jeg kom efter det, begyndte jeg at hitte Rede i vore Old-Sagn.

Er nemlig Asa-Maalet Angul-Dansk, og Krage-Maalet unægtelig Norsk, da er Bjarke-Maalet, imellem Begge, nødvendig Gothisk, og det kan jeg see, slaaer lige til, thi Man behøver blot at huske, at Stærk-Odder er en Gothe, og er Skjald saavelsom Kæmpe, og at lægge hans trehundrede Aar til 450, da Anglerne begyndte at slaae Haanden af os, saa er vi forbi Braavalle-Slaget, hvor Odin forklædt kiører Harald Hildetan til Hel, og hvor Nordmanden tager fat med Regner Lodbrog. Det er nemlig ikke blot de Normanniske Udflugter, der begynde med hans Søn, som seirede ved Braavalle, men med Regners Døds-Sang begynder ogsaa den Norsk-Islandske Drape-Række, og med hans Saga ligeledes den historiske Saga-Række, saa det er klart, at Brage hin Gamle, hvem Islænderne tilskrive Regners-Drapen, og alt Krage-Maal før Harald Haarfagers Tid, fik netop Munden op, da Stærk-Odder beed i Græsset, og for Løiers Skyld lade derfor Islænderne dem endog personlig mødes, ved den Svenske Kong Eisten Beljas Hof, som Smagens Sæde i Regner Lodbrogs Dage.

Hvor Alt hvad Man ikke selv har gjort, slaaer saa lige til, er det ingen Ære at udfinde Sammenhængen, men kun Skam at have overseet den, og skiøndt Brage hin Gamle er en Mythisk Person, saa har Man dog neppe myntet det Asa-Navn til ham, men det har truffet sig, at den største Norske Digter, der skulde prøve sin Konst paa at opvække Guderne, har været kaldt op efter Asa-Brage, hans afdøde Stam-Fader, og da ingen Skjald er blevet navnkundig mellem ham og 479 Thjodolf fra Hvine, har han, der sikkert ogsaa gjorde Broder-Parten, faaet Skyld for Alt.

Vil Man ellers giøre Historisk Prøve paa Stykket, med de sidste Tre Aarhundreder, som udgiør en Cyklus, der til det Brug er Guld værd, da skal Man see, det slaaer ogsaa til der; thi Danmark er ovenpaa i det Sextende Aarhundrede, men i det Syttende spiller Gothen Mester, og det ikke blot i Marken, men ogsaa i Skiøn paa Nordens Old-Sager, som Udgaven af Heimskringla og de mangfoldige Islandske Romaner med Svensk Oversættelse beviser, og med det Attende Aarhundrede vaagner Nordmanden, saa Holberg tager paa en Maade Brage hin Gamle ved Haanden, og det er især for Holbergs Skyld jeg ikke tør slaae Brage i Mythisk Hartkorn. Dog er det ogsaa tildeels, fordi jeg forleden fik en kiærlig Advarsel om, at Man kan ligesaavel forløbe sig ved at giøre skikkelige Folk til Myther, som Man kan forgribe sig paa at giøre Myther til skikkelige Folk; thi hvem skulde nu tænke Andet, end at naar Hr. Haab kom til en Billed-Hugger i et fortvivlet Øieblik, og bestilde en Jason med Gylden-Skindet, som han gav Forskud paa, men fik dog først efter femogtyve Aars Forløb, tilligemed et Billed af ham selv og gode Frue, hvem skulde tænke Andet, siger jeg, end at den Hr. Haab var vel en meget god Ting, men Pokker ikke en skikkelig Mand, som vi og vore Lige, og see, det var jo dog Sir Thomas Hope: thi at vi neppe vilde været saa skikkelige som han imod vor dengang kun lidt berømte Lands-Mand, er en Indvending, jeg ikke venter af Læseren, og som desuden ikke kommer Sagen ved, der jo kun er, at den Mand, der fattede det store Haab om Thorvaldsen, og kom til ham som en Haabets Engel, han traf til at have Navn, og kom til at bie derefter.

Regner Lodbrog og hans Drape-Smed, Brage den Gamle, anseer jeg altsaa for de første sikkre Personer i Nordens Old-Sagn, men ligesom de i mine Øine netop derved blive forholdsviis ubetydelige Personer, uden poetisk Fylde, saaledes er ogsaa Tids-Rummet fra Braavalle-Slaget til Svolder-Slaget det Mørkeste og Fabelagtigste i vor Old-Historie, netop fordi vi aabenbar har med Enkelt-Mænd at giøre, men kan hverken faae Sagnene om dem til at hænge ordenlig sammen, eller adskille deres virkelige Hændelser og Bedrifter, fra dem der blot tillægges dem for Løiers Skyld, eller for at afrunde Drapen og Levnets-Løbet. Vel har vi det bedre i Norden end andensteds, fordi vor afgjorte historiske Retning har forebygget 480 saadanne Gab i vore Old-Sagn, som der er i de Græske: mellem den Trojanske Krig og Lykurg, og atter mellem ham og Solon, og det maa indgyde os mere Tillid til de Norsk-Islandske Skjalde og Saga-Mænd, end Man ellers tør skiænke saadanne Fortællere og Sangere, der har til Hensigt at more Selskabet, og reise paa deres Handværk, men vi giør os kun latterlige, ved at lukke Øiet for deres Brøst, og hvordan det har hængt sammen med deres Kundskab om fremmede Lande, kan vi slutte af hvad de veed, eller rettere ikke veed, om Norge før Harald Haarfagers Tid. Det var Ludvig Holbergs Fædre baade i Poesien og Historien, skal vi huske, og dermed er baade deres stærke og svage Side betegnet; thi næsten uden Undtagelse er Vittighed det eneste Poetiske hos dem, og deres Sagn er morsomme, men upaalidelige, saa vor Brouten af saadanne Skjalde, og vor Trods paa saadanne Hjemmels-Mænd i den Critiske Historie, har Tydskerne kun havt al for megen Ret til at spase med.

Der er imidlertid een mærkelig poetisk, og en endnu mærkværdigere historisk Undtagelse, Eivind Skalde-Spilder, nemlig, og Island.

Eivind staaer nemlig ene mellem de gamle Norske Skjalde, ligesom Nordahl Brun mellem de Nye, thi skiøndt de aabenbar høre til samme Art som de Andre, hæve de sig dog saa høit over dem, som den lynende Vittighed staaer over den spillende, og Hakonar-Maal betegner derfor et poetisk Stade, hvortil ikke Konsten trappeviis førde, men hvorpaa en enkelt Genius opsvang sig, som Lyset blusser op endnu engang, før det slukkes; thi Eivinds Sang paa Hakon Adelsteens Gravhøi er ikke blot det sidste Kvad i Old-Nordisk Aand, men er det Eneste i lang Tid, og skyldes ventelig den fornyede aandelige Forbindelse mellem Engeland og vort Norden, som Adelstens-Fostre levende udtrykker.

Denne Forbindelse, ogsaa et Gifter-Maal, efter Tidens Leilighed, mellem Pluto og Persephone, blev af Universal-Historisk Vigtighed, fordi det ikke blot var den Old-Nordiske Poesi, der nu igien kom til at virke i Hjemmet, men ogsaa Christendommen, som Nordens Aand hos Anglerne havde stræbt at tilegne sig, og anstrængede nu al sin Kraft for at ære og udbrede. Hvorledes Følgerne heraf har udstrakt sig giennem et Aar-Tusinde, til vore Dage, saae vi nys, men hvorledes den Christelige Anskuelse (thi egenlig Christen Tro var det ikke) og den Angel-Sachsiske Skrift virkede paa Norden, lærer 481 Islands Historie, som, for Tids-Rummet fra Harald Haarfager til Hakon den Gamles Død, aandelig indslutter Norges i sig.

Island, seer Man nok, var egenlig et aandeligt Jomsborg, stiftet i Fortvivlelse, for, om mueligt, at bevare den Old-Nordiske Kraft og Frihed, og tilbagekalde de svundne Tider i al deres Glands, altsaa et Dramatisk Selskab i det Store, der virkelig vilde opføre Gude-Alderen og Helte-Tiden, baade fra den Comiske og den Tragiske Syns-Punkt, og skiøndt saadanne Planer er alt for udsvævende til at kunne lykkes i Grunden, saa er Feil-Trinet dog saa stort, at Ingen kan nægte, det jo var et Kæmpe-Skridt, og det faldt saa naturligt, at vi maa indsee, det, efter Nordens historiske Natur og Omstændigheder, var uundgaaeligt. Islands mageløse Historie er hidtil kun behandlet af upoetiske Islændere, med Over-Tro paa Skjalde og Saga-Mænd, af deres Discipler, som svor paa Mesterens Ord, og af ligesaa upoetiske Tydskere, der Intet kiendte til Sagen, saa Alting ligger her endnu i det gamle Chaos, men naar Man lærer at betragte Are Frodes og Jord-Bogens (Landnama-Sagas) Efterretninger om Landets Bebyggelse for hvad de er: løse upaalidelige Sagn, først opskrevne i Sigurd Jorsalafars og hans Eftermænds Dage, og lærer at skielne mellem det jammerlige Skjaldskab og den ypperlige Saga-Skrift, da vil der ikke mellem Kyndinge være to Meninger om, at Islands Historie fortjener ret tilbunds at studeres, baade af Critiske og af Folkelige Historie-Skrivere.

Her maa jeg imidlertid forudsætte som afgjort, at Island vel mest er bebygget med Nordmænd, fordi Norge i det Hele var den Normanniske Udvandrings Middel-Punkt, men at der dog dannede sig et lille nyt Folk, som Udflyttere fra Norden i det Hele, og at de ogsaa har deres Mythiske Tid, som Man feiler meget i at tage for reen-historisk, hvor ordenlig saa end naturligviis Lodderne er udskiftede og Skiellet sat mellem Mand og Mand. Det var først i det Tolvte Aarhundrede, som de selv melde, at Thorodd Rune-Mester og are Frode, efter Angel-Sachsernes Exempel, ordnede Bogstaverne til at skrive Islandsk med*); sin mundtlige Saga-Hjemmel kunde are ikke føre længer tilbage, end til Hakon Jarls Tid paa Lade, og Snorro har aabenbar ikke vidst ordenlig Beskeed om Norge førend under Hellig-Olav, saa Resten * 482 skal vi kun tage for, hvad vi af indvortes Mærker kan see, det er.

Det giør mig ondt, at det skal see saa tvetydigt ud paa Papiret med min Lov-Tale over den Islandske Literatur; men det lader sig nu engang ikke undgaae, da jeg umuelig baade kan see den rette Sammenhæng, og være blind Lovtaler, umuelig for Menneske-Historiens Skyld kan saaledes skatte og beundre Island, at jeg glemde Hensigten over Midlet. De lærde Islændere have ingenlunde været ene, enten om Aands-Mangelen eller den snevre Forkiærlighed for deres egne Æg, vi have ærlig deelt Begge med dem, men det var Skade for os paa begge Sider, ja, for Nordens og for hele Menneskehedens Historie, derfor maa det beklages, og fremfor Alt blive bedre med os.

I Øvrigt er jeg vis paa, at Skjaldene fra Thjodolf til Snorro skal, mellem Folk med poetisk Skiøn, ei finde en billigere Vurderings-Mand end mig; thi jeg har med Flid, og tit med Møie, stræbt at finde og fremhæve hvert Glimt af Aand, og hver Gnist af Følelse, hos Hornklove og Guttorm Sindre, Glum og Eiulf og Halfred, Berse og Sighvat, og hvad de Mange hedd, og jeg priser baade dem og Norden for, at Man, naar galt skulde være, heller i Femhundrede Aar vilde høre og føre maadelige Kvad, end slet ingen, og jeg lægger til: hvad maa det ikke dog have været en ypperlig Harpe, hvis Efter-Klang kunde forplante sig giennem et halvt Aar-Tusinde, og hvor maa Man ikke i Norden have elsket de Blomster, hvoraf de visne Blade ei blot holdtes saaledes i Hævd, men syndes endog at dufte sødt! Der var nemlig, som vi udtrykkelig høre af Halfred Vanraad-Skjald, da han skulde døbes, en dunkel Følelse deraf i Norden, at Aserne baade kunde og skulde, Christendommen uskadt, blive ved at leve poetisk i en priselig Ihukommelse, som Skjaldskabets Stam-Fædre, og hvad der gjorde det mueligt, at Man kunde skuffe sig selv med Vinter-Giækkene og det forstenede Billed-Sprog, det var de historiske Old-Sagn, der, saalænge de levende forplantedes, bar Draperne eller Aandens Lig-Kister, ligesom de Danske bar Frodes om Land.

Som Saga-Mænd var det altsaa, Skjaldene virkede for Aanden, og Sagaerne i Skjaldenes Mund er det Islandske Drama, der vel, med deres Kvad til Chor, kun stikker daarlig af mod det Atheniensiske, hvortil det i Udviklings-Rækken svarer, men gjorde dog Nordens Aand langt væsenligere Tjenester, end Athenen gjorde den Græske, fordi hos os 483 smeltede Digter og Skuespiller sammen, hvad Man let vil indsee gjorde det Hele anderledes naturligt og levende, varigt og virksomt.

Fra denne aands-historiske Syns-Punkt fristes Man til at ønske hele det Saga-Bibliothek, de gamle Islændere har efterladt os, langt borte, da det er klart, at Sagnene gik ud af Munden, alt som de førdes i Pennen, der altid er en Mistelteen for det levende Ord; thi naar Sagaerne kunde levet i Munden blot to Aarhundreder længer, vilde vi vundet tre videnskabelige Aarhundreder i Nordens Aand, som vi nu har tabt, mens vi trællede for Roms Meen-Vætte; men al saadan Bag-Snak er i Grunden Vrævl; thi Skjalde og Saga-Mænd især leve gierne saalænge de kan, og skrive ikke deres Testament, før de føle, det er paa Tiden at skiænke bort, hvad de hverken vil tage med dem i Graven, eller kan taale, skal ødelægges. At det er i Glemme-Bogen de skrive Ordet, falder dem ikke ind, saa de er altid den blinde Høder, som skiød til Balder for at ære ham, og vel er det, thi hvad der begraves i Luften, kommer aldrig igien, men hvad der begraves i Bøger, kan dog, under heldige Omstændigheder, paa en Maade opstaae, og giøre meget Gavn, især naar det begraves saa heelt og holdent, som Ordet i de Islandske Sagaer. Det er nemlig ikke Bøger som andre Bøger, men, efter Bogen, som ingen Anden taaler Sammenligning med, de Ypperste paa Jorden, thi de er gjort i Munden og kun ført i Pennen, og, alt Andet fraregnet, var det den eneste muelige Maade, hvorpaa vi kunde faae en Nordisk Prosa med Aand i det Tolvte og Trettende Aarhundrede, da Erfaring har lært, der vil Andet til, end de gamle Islændere havde, for paa fri Haand at føre en prosaisk naturlig og klar, fyndig og malerisk Stil. Nu derimod, da Saga-Manden vel endog sædvanlig, som Snorro, kun skrev med Andres Fingre, og fristedes da slet ikke til at lade Pennen raade for Munden, nu fik vi et Islandsk Saga-Bibliothek, som det ikke blot er en Fornøielse at læse, men som det i alle Aandens Tider vil være Historie-Skrivernes Tarv og Trang at studere. For nu kun at nævne det Ypperste, der, tilligemed Genesis, vil blive heelt og holdent indlemmet i Universal-Historien, maa jeg pege paa Hellig-Olavs Saga i Heimskringla, som et Nordisk Natur-Produkt i den dramatiserede Historie, der vil staae som et Mønster for Konstneren, til Verdens Ende, og aldrig naaes, deels fordi Enkelt-Mandens Liv ikke mere har det episke og idylliske Præg, vi da ei heller kan give dets sandfærdige Beskrivelse, og deels 484 fordi Islænderne havde deres Styrke i at opfatte og afbilde dette Præg, da det netop var Kiærlighed dertil, som befolkede Island, og forlængede vel ikke Livets men dog Efter-Skinnets Dage giennem Fem Aarhundreder. Man vil vel sige, at den historiske Ære var dyrekiøbt, men den sande Ære er aldrig let tilfals, og at opoffre Livet i Aandens Tjeneste, det er netop Menneskets Ære, derfor vil Islændernes, saavelsom de gamle Heltes, være udødelig, og herom mindes vi paa en overraskende Maade, ved, midt i Skalda, mellem de dødeste Vers, fra den poetiske Skygge-Tid, at høre Kæmpevise-Tonen, som var den levende Fortsættelse af det gamle Harpe-Slag, der maa have behøvet Skjalde-Kvadene og Sagamænds-Talerne for at udvikle sig, siden den netop var færdig til at afløse dem, da de forstummede*). Hvorledes ellers Kæmpe-Visen undfangedes og fødtes i Norden, er mig endnu en Hemmelighed, som det, baade for Poesiens og Historiens Skyld, skal glæde mig særdeles at oplyses bedre om end hidindtil. Kun det veed jeg, at Gothisk er den, hvad enten den saa er udsprunget hos vore kværsiddende Vest-Gother, eller kommet til os fra de Udvandrede, vel ikke med Beengerd, den bedske Blomme, men fra Nordhumberland, hvor Regner Lodbrogs Sønner stiftede Riget, og hvor de Engelske Kæmpe-Viser, som ligne, og tildeels poetisk overstemme Vores, aabenbar har hjemme. Normanniske er de i det Mindste ikke, thi det er, som Wace og Meer har bevist, kun den Rim-Krønike, Norge gik Glip af, skiøndt Thjodolf, saa at sige, havde lovet den i Ynglinge-Tal, der aabenbar er Forspillet til noget Sligt**).

Dog, dette kun i Forbigaaende, thi Mythe-Bøgerne, hvoraf vi have al vor Kundskab om det Old-Nordiske Billed-Sprog, maae vi ingenlunde glemme, og at jeg holder dem høit i Ære, skiøndt jeg idelig maa indskiærpe, at de er steendøde, maa jeg forudsætte som en afgjort Sag, skiøndt Læseren, som er vant til anderledes Lovtaler over Prænt paa Klude-Papir, end sige da over *

þiggja kná með gulli gløð
Gotna-ferð at ræsi mjøð
Drecka lætr hann sveit at sin
Silfri skenkt it fagra vin.

* 485 Penne-Strøg paa Kalve-Skind, meget let kan synes jeg bagtaler dem. og undre sig over, at Bøgerne ikke selv tage til Gienmæle, hvad de ogsaa sikkert gjorde, hvis de virkelig var Giemmere af det levende Ord.

Den ypperste Mythe-Bog er nu, uden Sammenligning, den, de Lærde har givet det gale Navn, og kaldt Sæmunds Edda, men som jeg her vil kalde Glemme-Bogen, da det dog i det Mindste er et Navn, Man kan give Grunde for, og som ikke sætter Læseren paa Vild-Spor. Naar nu Læseren først i Tankerne har revet Titel-Bladet af Bogen, skal jeg bede ham at giøre det Samme ved Bindet, saa Bladene kan komme ud af det unaturlige Forhold, Bog-Binderen har sat dem i, som om han kunde faae Vers til at hænge sammen, der kom flyvende hver fra sin Side, og mødtes i alt Fald kun paa Papiret, som de Døde mødes i Gravene, hvad Man nok veed, selv paa vore Kirke-Gaarde, ingenlunde forudsætter aandeligt Broderskab mellem dem Alle. Paa disse løse Blade finde vi nu endeel Old-Nordiske Vers opskrevne, som vi strax see, er hverken gjort i een og samme Mund, eller paa een Tid, saa det er ene og alene deres indvortes Beskaffenhed, der kan veilede os til Andet end luftige Giætninger om deres Oprindelse og indbyrdes Forhold; thi da der er flere Sange i den ene Opskrift end i den Anden, see vi, at Samlingen er, menneskelig talt, aldeles tilfældig.

Paa den saakaldte Soel-Sang nær, er imidlertid alle Kvadene hedenske, og aabenbar ældre end Harald Haarfager, hvorom Man da ogsaa nu er saa enig i Norden, at det her kun var Tids-Spilde at indskiærpe det, skiøndt det vil være baade en videnskabelig Pligt og Fornøielse at bevise det, ved Sammenligning med de Brud-Stykker vi har af Thjodolfs Høstgilde, og andre mindre mythiske end mythologiske Digte; men det maa da skee med historisk Aand, og uden at ændse de Tydske Indvendinger, der, ligesaa uhistoriske som aandløse, kun due til at lee ad.

At nu igien Vøluspa, eller Norne-Kvadet, baade er ældst, og i alle Maader mellem Sangene, som Odin mellem Aser, Brage mellem Skjalde, og Sleipner mellem Heste, uden Med-Beiler, det er vi ogsaa blevet enige om, saa det vil neppe støde Nogen blandt os, at jeg kalder det et mageløst Udkast til et Universal-Historisk Epos i den Gothiske Smag, eller, hvad i min Mund siger det Samme, det Mythiske Frø-Skib (Skibbladner), der, ordenlig sammenlagt, kunde puttes i en Vest-Lomme, men dog ogsaa, ordenlig udfoldet, bære alle 486 Aserne over Verdens-Havet. Om Konst, som en vitterlig Sag, kan her naturligviis ei være Talen, og selv Rim-Stavene er ei i den bedste Orden, men hvor det giælder om Myther i deres Reenhed, maae vi netop ønske Konsten, selv den allerbedste, langt borte, saa vi skulde ikke bytte Norne-Kvadet bort for ti Iliader og Odysseer, af den simple Grund, at i Hoved-Smykker er, som Guld-Smedene selv sige, Guldet det Mindste, saa Konsten er Hoved-Sagen; men til at tage og give ud af er naturligviis Guldet Hoved-Sagen, saa der er det Raa netop det Pure, og de største Klumper de bedste, som vor Poetiske Guld-Smed ogsaa strax anmærkede, saasnart han kastede Øie paa Nordens Myther, og sammenlignede dem med de Græske*). Dog, ikke blot fordi, hvor der er saadanne Guld-Klumper, komme nok Smede, naar Man kun giver Tid, ikke blot derfor er Mytherne bedst i deres raa Skikkelse, men ogsaa fordi kun i den er det, Folke-Aanden levende udtrykker og kiendelig speiler sig, saa, uden noget Sligt som Vøluspa, var vi vel aldrig kommet til at see, det var i Norden, den Universal-Historiske Kamp-Anskuelse havde sit Billed-Sprog. Meer vil jeg her ikke sige om Vøluspas Indhold, thi at det gaaer fra Tidens Fødsel prophetisk til Gienfødelsen paa hin Side Ragnaroke, veed Man vel; at hvad der vover at omfatte hele Tiden i Grunden ei kan savne en naturlig men kæmpemæssig Form og Sammenhæng, indsees let, og Aanden lider ikke godt, at selv gode Venner røre ved dens Øie-Steen, der ikke er gjort til at skille ad, men til at see med.

Om Oprindelsen lader sig historisk kun sige, at Kvadet nødvendig er udsprunget af den største Nordiske Digters Hjerne, som brugde Rim-Stave, og altsaa paa samme Trin hos os, som de Homeriske Digte hos Grækerne, og da ventelig hos Anglerne efter Udvandringen, ligesom hine hos de Asiatiske Græker. Dette er saa langt fra at være en løs Giætning, at den allerede nu lader sig understøtte med videnskabelige Grunde, der skal Meget, som vi ikke veed endnu, til at rokke; thi vel kunde Kvadet enten tænkes gjort før Udvandringen, eller kort efter af en Hjarne, vi beholdt, men det kan neppe tænkes husket i Norden Syv Aarhundreder, uden at kunne spores, og endnu mindre kunde Man da forklare sig de Angel-Sachsiske Spor i Sproget, da derimod Alt er i sin Orden, naar Man * 487 tænker sig det gjort ovre paa Øen, der opskrevet, og siden, da Islænderne fik Pennen i Haanden, oversat, men kun paa Papiret.

Om Grimners og Vafthrudners Maal kan jeg fatte mig kort, thi, skiøndt de høre til Asa-Maalet, er altsaa ældgamle, og umistelige for Billed-Sproget, kan jeg dog ikke give deres Forfattere et bedre poetisk Skuds-Maal, end at den Ene (Grimner) havde været Brænde-Hugger i Asgaard, og havde derfor, da han blev gammel, for Skik at prale af sit nøie Bekiendtskab med Hoffet, lige indtil Kiøkken-Sedlen i Valhald, og den Anden (Vafthrudner) var en Kieldermand sammesteds, hos hvem Tjenerskabet søgde, og som begiærlig snappede op, hvad de havde snappet op bag Herskabets Stole, og piinde hinanden med ved Kruset. I Øvrigt er det formodenlig ogsaa Engelsk Arbeide, deels af ovenmeldte Grunde, og deels fordi Man nyelig har fundet et Vidsids-Maal i Exeter-Bogen, der ganske er af samme Tønde, skiøndt det, som vi siden skal see, ikke egenlig angaaer Aserne men kun deres Skaber*).

Om Alsvins-Maal kan jeg hardtad kun sige, at det er gjort i samme Kar, som de Forrige, det vil sige, i en Mund, der ingen anden Form ændsede, end den der fremkommer af sig selv, naar Man lukker Munden op, siger hvad der falder En ind, snakker saalænge Man har Lyst, og holder saa op; thi Indholden, som skulde give den nærmere Oplysning, forstaaer jeg saa godt som Intet af, og gider knap tænkt derpaa, især da jeg af Skalda seer, at den trykte Text er upaalidelig, og at det ventelig kun er et Brud-Stykke af et langt Register til Nordens Billed-Bog**).

Vegtams-Kvide, Thryms-Kvide og Hymers-Kvide, hentyde allerede ved det Kvide-Navn paa en anden Mund end Maalene, og her er tillige en vel naturlig og simpel, men dog ordenlig Form, som af Episoder i Gude-Livets Epos, der udmale hver en enkelt Mythe, og de høre altsaa til Bjarke-Maalet, hvor de end for Resten har hjemme.

Det Samme er Tilfældet med SkirnersReise, kun er Formen langt blødere, Stilen mere blomstrende, og i det Hele Kvinde-Følelsen det Herskende, saa det Kvad er klarlig fra * * 488 Signe-Tiden, og da Anglerne, siden de blev andre Kvinders Mænd, ei har givet Kvinde-Kiærlighed synderligt Rum, enten i Poesi eller i Aandens Verden overhovedet, maatte Man vel tænke at den Vise havde vi dog selv gjort, men den har dog forholdsviis saamegen Aand og saalidt Følelse, at jeg maa give Angul Skylden, og der er desuden Ord i den, han ikke godt kan gaae fra.

Hyndlas Sang, som ogsaa, meget uforskyldt, skal være kaldt den stakkede Vøluspa, er Gude-Slægternes Arve-Tal, indflettet i en Samtale mellem Freye og en Trold-Hex, som her er den klogeste, og saadanne kloge Koner føde, som Erfaring lærer, immer de kloge Mænd, der lee baade ad Guder og Hexe, og desuden skifter Man dog ikke gierne Arv efter Nogen, før de enten ere døde, eller formodes dog at ligge med Døden paa Læberne. Freye behøvede derfor ei engang at fortælle os, det var i et Slags Ragna-Roke, hun lærde Seid af Hexe, eller rose af de blodige Offere hun fik, thi ogsaa uden Snorros Beretning, at den Upsalske Freye overlevede alle Tempel-Guderne, vilde vi fra det attende Aarhundrede godt vide, og det gaaer ligesaa naturlig til, som at Romanen overlever Poesien. Da nu endelig ogsaa baade Harald Hildetan, og flere af Braavals Kæmper, er kommet med paa Listen, kan vi hverken tvivle om, hvor vi er, eller tænke, der kom meer om Guderne af den Mund; thi det er aabenbar Bjarkemaalets Slutning, ved Offer-Stedet, ligesom Stærk-Odders Svane-Sang er det i Borge-Stuen.

Odins Høisang eller Havamaal er vel i ingen Henseende synderlig Mythisk, men som den første Nordiske Lovtale over Forstanden, og en ret taalelig Prøve derpaa, er den høist mærkelig i den Nordiske Cultur-Historie, ja, er ret egenlig Krage-Maalets Nordiske Natur-Historie, hvori Konst-Poesiens Fødsel af Mjøden hos Gunløde, udgiør Middel-Punkten; men derom skal vi siden tale, og jeg vil kun tilføie, at det formodenlig ogsaa er en Oversættelse af Angel-Sachsisk, deels fordi Tonen slet ikke ligner den i Norsk-Islandske Kvad, men derimod ganske den i flere saadanne Lære-Digte, som Exeter-Bogen har bragt til vor Kundskab, og deels fordi Digtet i sin Islandske Skikkelse er mange Steder meningsløst, men dog saaledes, at Man godt seer, der har engang været Mening i det.

Vi komme nu til Lokes Nid-Vise over alle Aser og Asynier, hvori vi ikke vilde finde Thor skaanet, dersom ikke Loke 489 selv bevidnede sin Ærbødighed for hans Hammer, og det er i sin Orden, ikke blot fordi vi veed, at de Nordiske Fri-Tænkere, i gamle Dage, gjorde Hammers-Tegnet over deres Bægere, med et tvetydigt Buk for Thor; men ogsaa fordi vi sikkert Alle har stødt paa Nordiske Fritænkere fra i Gaar, som spottede med alle Guder, selv med Tordneren, indtil det tordnede, da de uvilkaarlig gjorde Hammers-Tegnet, ved at lægge Hænderne sammen, og Man seer nok, at det er denne Gientagelse af det Gamle, der, naar vi faae Øie paa den, lærer os at forstaae Historien.

Vil vi ellers høre ogsaa Thor faae sin Text læst, da behøve vi blot at gaae ned til Færge-Løbet, hvor Harbard skiælder ham Huden fuld, fordi han staaer uden Hammer paa den anden Side Vandet, eller i den anden Verden, men dog er det mærkeligt, at Skiænde-Giæsten kryber i Odins Skind, ligesom for at hytte sit Eget.

Naar vi saaledes har seet Aserne paa Hel-Veien, med gamle Tøfler, eller, paa Engelsk, Abelsin-Skaller efter sig, da undrer det os ikke at de er ligesaa steendøde i Thjodolfs Rim, som paa Tempel-Bænkene, men det overrasker og fornøier os, af Eivinds Hakonar-Maal at see, der var dog Folk i Norden, som tog anderledes smukt Afsked med dem, og lod dem, som gamle Konger, der godvillig havde nedlagt Regieringen, udhvile sig med deres Venner i Valhald, til den sidste Kamp i Tus-Mørket, hvori de, med alle Valhalds Giæster, som vi nu see, skulde paa en Maade tage Deel.

Om Fjølsvins-Maal har jeg slet ikke talt, fordi jeg ikke veed, hvad det skal sige, men kun, at det siger ikke stort, skiøndt det er fra Bjarke-Maaiets Dage.

Odins Ravne-Galder findes vel ikke i vor Skind-Bog, men derved taber det naturligviis Intet i mine Øine, og jeg lader det derfor kun komme drattende bag efter, fordi jeg har overbeviist mig om, at ikke alene det kom saaledes drattende, men at Forfatteren, som vilde til Veirs, drattede baglængs ned af Krybe-Kragen, og slog Hul i Nakken, saa han gik vel ikke fra Forstanden, men dog reent fra Texten. Han tog nemlig, omtrent som de høitravende Skjalde i forrige Aarhundrede, strax Munden fuld med Alfader, Norner, Aser, og Alt hvad trække kunde, og gjorde et Spektakel, som om Himlen bogstavelig skulde falde ned, men naar Man seer sig til, er det kun ham selv, der dumper, og der kommer ikke Andet ud af al den Larm, end at Solen gaaer ganske rolig ned, som den pleier, og 490 staaer op igien næste Morgen, som er dens daglige Vane. Naar ellers ikke det Uheld var tilstødt Forfatteren, at han over Hurlumheien havde glemt, hvad han vilde sige, skulde vi formodentlig hørt, hvorledes Aserne paa en Maade, ved Idunnas Æbler, fik Bod for Balders Død, saa de i det Mindste kunde sove rolig paa den Skræk; men naar Man først selv skal skabe dem af ingen Ting, Man vil hjelpe til Rette, er det intet Under, Man bliver mat, før Man endnu er halv færdig.

Men nu Kvadene om Volsunger og Gjukunger, og om den gale Smed, der vilde op at age med Valkyrier i Luften, hvorledes hænge de sammen med de Maal og Kvider, vi nu har opregnet?

Læseren husker nok, jeg har bedt ham rive Bindet af Bogen, saa han maa holde sig til Bog-Binderen for anden Sammenhæng mellem Bladene, end den, Aanden kan give, og han veed formodenlig, at Volsung-Kvadene er vor Deel af den store Pine-Bænk for Europas Old-Grandskere, som jeg ingen Lyst har til at spændes paa, om jeg ogsaa engang, i et ubevogtet Øieblik, kan have lovet det Saadanne Karle, der, som Sigurd Fofners-Bane, er, snart med og snart uden Horn, allevegne, fra Danmark til Rhinen og Græklands Hav, eller fra Spanien til Magle-Gaard, er det ikke nemt at sige om, hvor de egenlig har hjemme, og det er klart, at de gamle Islændere var ikke stort klogere derpaa end de Nye, fordi Tydskerne sagde Et, og Væringerne et Andet, medens Folk her hjemme vilde ogsaa have et lille Ord indført, og, som vi see af Bjowulfs Drape, Angel-Sachserne ogsaa i dette Stykke havde deres Hoved for dem selv (a head of their own). Under disse Omstændigheder holdt jeg det længe for sikkrest, slet ingen Mening at have om Volsung-Kvadenes historiske Sammenhæng, men kun om deres Poetiske Indhold, som jeg fandt deilig, og deres udvortes Tilstand i Islandsken, som jeg fandt beklagelig, da de gamle Volsungs og Gudruns Kvider kun citeres og extraheres og sammenflikkes, maaskee saa godt som det lod sig giøre, men dog til stor Ærgrelse for en Rim-Smed i vore Dage, der kan see paa Vraget, det var i sin Vel-Magt den stolteste Nordiske Snekke, der pløiede Østersøens Bølger. Nu derimod er jeg slumpet til at faae en meget bestemt Mening om Sagens oprindelige Sammenhæng, hvoraf jeg kan forklare mig det hele Vilde-Rede, og skiøndt jeg ikke tør love for, det vil være Læseren saa fornøieligt, som det er mig, kan jeg dog ikke undlade, ved denne gode Leilighed, hvor jeg kan beraabe mig paa mine 491 Pligter, at sige min Mening, der endnu er mig saa ny, at jeg naturligviis ei har mindste Tvivl om dens Rigtighed, skiøndt jeg, for et godt Skins Skyld, maa lade, som jeg, netop fordi den er saa ny, var halv undseeelig ved at komme frem med den.

Jeg tænker mig nemlig Sammenhængen saaledes, at den hele Sagn-Kreds, som vi spore i Gothiske, Angel-Sachsiske, Frankiske, Svahiske, Islandske og Danske Mindes-Mærker fra Middel-Alderen, udgiør oprindelig de udvandrede Gothers Bjarke-Maal*), som ikke blot lettelig kunde, men maatte nødvendig, blive bekiendt baade i deres Nordiske Hjem, og i Landene de hærjede og for en stor Deel indtog. Dette er ingen Giætning grebet i Luften, men udsprunget af den eneste faste historiske Punkt, vi kan gaae ud fra i Undersøgelsen, Beretningen nemlig hos Jornandes om Hermanriks Død, som viser os at Islændernes Jormunrek, og Saxos Jarmerik, er den berømte Gothiske Stol-Konge, der virkelig var samtidig med Attila, og efter Gothernes Folke-Sagn beherskede alle Landene fra det Sorte Hav til dybt ind i vort Norden. Her har vi da Fod-Fæste, og kan fra de Krimske Bjerge, ved det Asovske Hav**), anderledes herlig overskue Sagn-Kredsen, end fra Rosen-Gaarden ved Vorms, eller fra noget andet Stade, hvor Alting løber rundt, saa ingen Samling bliver muelig. Paa Gothisk hedder ethvert Vand-Løb Rinno, og af Jornandes veed vi, det var Renden mellem det Asovske og Sorte Hav, der, som Skiellet mellem Gother og Hunner, spillede den store Rolle i de Gothiske Folke-Sagn, og at Tydskerne i Middel-Alderen gjorde den til deres Rhin, er saa ganske i sin Orden, at det var umueligt Andet, om end ikke Frankers og Burgunders Vandringer havde ført det med sig***). Hvem der nu føler Drift til at anvende Tid og Flid paa den baade poetisk * * * 492 og historisk tiltrækkende Undersøgelse, kan love sig et rigt Udbytte, især naar Man indhentede nøiere Efterretninger fra Færøerne, hvor til vor Forbauselse Sigurd Fofnersbane endnu er i Folke-Munde*). Jeg, som hverken har Stunder til at læse Alting om igien, eller har engang Rum til at sige hvad jeg husker, vil lade det beroe med den Anmærkning, at vi nu godt kan forstaae, hvorledes Aser, Volsunger, og Gjukunger, blev bekiendte i Maglegaard, saa Sigurd Jorsalafar der kunde see den store Tragedie opført, og Væringerne blive Hjemmels-Mænd for Sagn om Sigurd; thi af Jornandes veed vi jo, at Gotherne besang deres Konger som Aser eller Halv-Guder, og selv i den Islandske Form er alle Volsung-Kvadene saa dramatiske, at vi nødvendig maae tænke paa deres Mønstre, naar Grækerne selv fortælle os, at den Gothiske Liv-Vagt opførde slige Skue-Spil for Keiserne, som Væringerne naturligviis har fortsat**).

Naar Man nu kun veed, at Volsung-Kvadene er af As-Gothisk Oprindelse, da spørger Man vel ikke stort om deres boglige Byrd og Skæbne, men at Nogle af dem ogsaa ergaaet giennem Angel-Sachsiske Penne, slutter jeg. blandt Andet, deraf, at Vølunds-Kviden, som er deres Følge-Svend i mange Maader, aabenbar er oversat af Angel-Sachsisk***).

Vigtigere er det imidlertid, at vi, foruden Volsung-Kviderne, endnu har en anden Levning af det As-Gothiske Bjarke-Maal, skiøndt i en maadelig Forfatning; thi det er Sagnet om Hervor og Tirfing, som det er Skade, vi nødes til at øse af den udvandede Hervarar-Saga.

Vi komme nu til den saakaldte Snorros Edda, som jeg vil kalde Edda slet hen, da i det Mindste en Deel af Bogen har * * * 493 hedt saa fra Arilds-Tid, og Navnet, efter Overleveringen hos Resen (som Man savner i den ny Udgave), skal betyde en Æsthetik, som hele Bogen virkelig paa sin Viis er. Nu veed Man nok, at baade en egen Mythologi, og en Æsthetik hvori alle Exemplerne er taget af Classiker paa Moders-Maalet, er noget saa Uhørt fra Middel-Alderen, at vor Edda har allerede derfor retmæssigt Krav paa en langt grundigere Undersøgelse, og en anderledes virkelig Navnkundighed, end hidtil blev den skiænket, men som naturligviis ogsaa vil skiænkes den, saasnart den Historiske Videnskabelighed igien forvandles fra en Classisk Krebs-Gang til en Folkelig Fremgang, ja, naar den Gothiske Prinds, som af sin Romerske Stif-Moder, den Hex, blev omskabt til en Krebs, faaer sin Skikkelse igien, og drikker Bryllup med den smukke Grækerinde, har har sukket for saa længe*).

Dog, ikke blot for Sjeldenhedens Skyld, eller som en literær-historisk Oplysning om den Old-Nordiske Vidskabs-Tid, er Edda en mærkværdig og lærerig Bog; men selv som et Forsøg paa en Nordisk (historisk-poetisk) Æsthetik, fortjener og lønner den et omhyggeligt Studium; thi vel kan jeg ikke underskrive hele Dens Roes i Forstuen (kun hos Resen): som en Guld-Grube for Digteren, og en evig frugtbar Skjalde-Moder, men dog er det den eneste Æsthetik jeg kiender, hvorom Man med Sandhed kan sige det Halve. At føde blot en eneste Digter, vilde allerede være meget for meget forlangt af en stakkels Bog, end sige da at blive ved uafbrudt at føde Digtere, hvad end ikke Danne-Kvinden har mægtet; men en Guld-Grube, for Skjalde, der fødes i Norden, vil Edda virkelig endnu længe være, fordi Materien her kom først, saa det skader os ikke videre, at den siden, som sædvanlig, glemdes over Formen.

Efter den ilde berygtede Fortale (ellers, mellem os, Noget af det mest Genialske, der er skrevet om Myther), kommer nemlig Gylfe-Legen (Gylfaginning), som er et Forsøg paa: dramatisk at fremstille hele Asa-Livet, efter det store Episke Udkast i * 494 Norne-Kvadet, og skiøndt Udførelsen er langt fra at giøre Konsten Ære, tør jeg dog mene, Ideen er baade saa genialsk og saa træffende, at Man vel maa føle Ærbødighed for den videnskabelige Aand, der var over de gamle Nord-Boer, da de greb til Pennen.

Verdens Skabelse, Balders Død, og Ragna-Roke med Gien-Fødelsen, er da her, ligesom i Norne-Kvadet, Hoved-Punkterne, hvorimellem kun, efter andre Kilder, er indskudt nærmere Oplysning om Aser og Asynier, om Ygdrasil, Valhald og Loke, om Thors Besøg hos Udgaards-Loke og hos Ymer, og om Frey(a)s Kiærlighed; men da Intet er lettere, end at giøre saadanne Indskud, hvor Man har en Ramme, der kan rumme hele Tiden, bliver det naturligviis et Spørgs-Maal, hvormeget meer end Omridset vi har fra første Haand.

Som Bogen nu er, maa den naturligviis være meget yngre end Harald Haarfagers Dage, ei blot fordi Thjodolf af Hvine citeres, men især, fordi Islænderne først længe efter begyndte at skrive paa deres Moders-Maal; men dog er den sikkert oprindelig en god Del ældre; thi var den et Islandsk Værk fra det Tolvte Aarhundrede, vilde, blandt Andet, vist de Myther, som nu findes i Brage-Snakken og i Skalda, været indlemmede deri, eller Brage-Snakken (Bragarædir) vilde dog ikke være en saa daarlig Efterligning deraf. Gylfe-Legen er desuden aabenbar et Værk for sig selv, med en egen Fortale og Slutning, og da nu Fortalen aabenbar er oversat fra Angel-Sachsisk*), og Bogens Anlæg saa afstikkende Poetisk, maa jeg nødvendig antage det Hele for Oversættelse, og Citationerne, saavel af Brage hin Gamle, som af Thjodolf, for Oversætterens Bidrag til Værkets Forskiønnelse efter hans Islandske Begreb. At hjemle Alt med Vers af navngivne Skjalde, var nemlig, som vi veed, Islændernes Orm, og det gaaer her saa vidt, at et Vers om Slaget i Bukke-Fjorden, hvor Skjoldene kaldes Valhalds Tag, anføres til Hjemmel for, at Valhald var takt med Skjolde; men hvad Oversætteren ikke har mærket, var, at alle Citationer fordærvede Legen, hvor Saga-Mændene i Høi-Sædet selv forestillede Aserne, og kunde da nok tale paa Vers, men ingen citere, end sige da beraabe sig paa Skjalde-Hjemmel. Alle Citationerne er derfor sikkert uægte, saa det er kun af Indholden * 495 vi har Ret til at slutte, at, foruden Digte, som vi ikke kiende, har Forfatteren havt Norne-Kvadet (Vøluspa), Vafthrudners og Grimners Maal, samt maaskee Skirners Reise, Havamaal og Loke-Grinet, for sig. Hvad nu endelig Fortalen og Indklædningen angaaer, har jeg vel sagt min Mening om deres Værd, men maa dog tilføie et Par Ord om Beskaffenheden.

Det klinger jo vist nok latterligt, naar alt Afguderi udledes fra Zoroaster, som Byg-Mesteren ved Babels-Taarnet, og fra Saturnus paa Creta, der bliver Stam-Fader til de Trojanske Helte, og derved til Aserne, i hvem de Helte forgudes; men dog røber sig alt her det skarpe Blik, som skielner det Østerlandske Billed-Sprog fra det Græske, og opfatter Asa-Livet som, hvad det er: det forgudede Helte-Liv, og naar vi dertil føie, at Mytherne i det Hele hverken udledes fra Helvede eller fra Rænke-Smede, men fra Navne-Vexelen ved Tunge-Maalenes Blanding, og fra det faldne Menneskes poetiske Natur-Anskuelse, da maa Man vel tilstaae, at den gamle Nordiske Klerk var dog, med al sin Troskyldighed (Naivitet), langt grundigere Mytholog end de Høilærde, der beloe hans Vankundighed, medens deres Forklaringer var ikke engang til at lee, end sige til at lære noget af, men kun til at spotte med eller ærgre sig over*).

Indklædningen er nu den, at Kong Gylfe fra Sverrig blev nysgierrig efter at vide, om Asa-Folket havde sig selv eller Gudernes Gunst at takke for den Lykke, dem fulgde, og han gjorde desaarsag en Reise til As-Gaard, hvor Man forudsaae hans Komme, og forblindede hans Øine, saa det bares ham for, som han kom ind i en Sal, lig Valhald, hvor der sad Tre jævnsides til Høibords og førde en lang Samtale med ham, om Verdens Ophav, Alder og Ende, hvorpaa, med et Bulder, Alt forsvandt, Gylfe stod ene under aaben Himmel, reisde hjem, og blev Hjemmels-Manden for alle Sagnene om Nordens Guder. Naar man nu husker, at Gotherne, som kaldte sig Asa-Folket, boede nede ved det As-Ovske Hav**), og tænker paa * * 496 Volsung-Kviderne, da veed Man vel ikke ret, om Man skal tage Gylfes Reise for en poetisk Opfindelse af Skribenten, eller for et Old-Sagn, han genialsk benyttede; men maa tilstaae, at i begge Tilfælde, kunde en Mythologi ei faae en bedre Indklædning, end hvad der selv er en Mythe, hvori alle Mythernes dramatiske Oplivelse speiler sig.

Paa Gylfe-Legen følger Brage-Snakken, der, som sagt, er en daarlig Efterligning, hvoraf vi høre, at Æger kom til As-Gaard, og lod sig der fortælle Sagn af Brage om Idunnas Bortførelse og Skjald-Skabets Oprindelse. Dette Tillæg, som slutter med en Formaning til de unge Skjalde, er aabenbar Islandsk Arbeide, og ventelig af Gylfe-Legens Oversætter, som intet Begreb havde om, at, naar Man lod Æger, som selv hørde til Guderne, besøge de virkelige Aser, da passede det kun slet, at de fortalde hinanden Æventyr, end sige da, at Asa-Brage især lagde Vægt paa Fortællingen, som en Oplysning om Grunden til Skjaldenes Maade at udtrykke sig paa, hvad kun passede sig for Islændernes Brage hin Gamle, der gjorde Regners-Draper.

Dette blev da Indledningen til den Islandske Poetik eller Skalda, hvis Forfatter vel tænkde paa at fortsætte Brage-Snakken, men gik snart over til, i sit eget Navn, at fortælle os hvad han vidste om Skjalde-Sproget, og de Mythiske Sagn, som laae til Grund derfor, eller dog de Steder hos Brage hin Gamle, Thjodolf fra Hvine, og andre Classiske Digtere, som hjemlede Udtrykkene. I denne løse Sammenknytning, med »og«, er det vi, tilligemed endeel andre Sagn, finde den saakaldte Grotte-Sang om Frode Fredegods Guld-Kværn og Endeligt, som vel er gammel for os, men hører dog kun halvt til Asa-Maalet.

Et saadant Arbeide, hvortil Man blot behøver Excerpter, som Man ordner efter et Alphabet Man selv giør, seer Man nok der kan være mange Hænder om, uden at Nogen let skal kiende Forskiel, men dog er det sagtens samme Haand, der begyndte med at give Aserne og endte med at give Hird-Mændene deres Titler, og det ventelig endnu i det Tolvte Aarhundrede*), thi de følgende Stykker er næsten blotte Navne-Ramser med en lille Anviisning til at giøre Kieldermænd.

Hermed er vi da indtraadt i det Trettende Aarhundrede, * 497 fra hvis sidste Halv-Deel Prosodien og Rhetoriken, som slutte det Hele, aabenbar er, og ventelig var det Snorros Broder-Søn, Olav Hvitaskald, der, med sin berømte hedengangne Frænde, som det uovergaaelige Skjalde-Mønster for Øie, udtømde al sin Lærdom for at vise, hvad der hørde til en Classisk Stil paa Norsk *).

Vist nok kan Man ikke læse alt Dette uden lidt Kiedsommelighed, men det har Edda jo kun tilfælles med alle Æsthetiker, og hvad den har forud, er, at Fjerde-Parten kan Man læse for Lyst, Halv-Parten kan Man ikke undvære, og det Hele kan Man lære Meget af, og, naar Man lærer lidt bedre Islandsk, let forlige sig med, da det Altsammen kun udgiør et lille Bind, og selv det Sletteste er naivt nok til at kunne læses som Ironi over det Æsthetiske Uvæsen. See vi endelig hen til hvad der stiledes paa, og begyndtes, vist nok ikke mesterlig fra Konstens^ men uforbederlig fra Tankens Side, da faae vi Ideen om et Kæmpe-Værk, der visselig vil giøre dem Ære som udføre det, og giør da vel ei heller dem Skam, der slog paa det. Fortalen betegner nemlig den historisk-poetiske Anskuelse af Billed-Sprogets og Hedenskabets naturlige og historiske Oprindelse og Betydning, som maa gaae forud for en videnskabelig Mythologi og Æsthetik, og Gylfe-Legen betegner en Mythologi, der er en virkelig, forklaret Afbildning af den Mythiske Tid, hvorpaa naturligviis skulde følge en Udvikling af Skjaldskabets eller Konst-Poesiens Oprindelse, med Anviisning til Billed-Sprogets rette Brug, og Advarsel for de fristende Afveie, Altsammen støttet paa Erfaringen, og belagt med træffende Exempler, hvoraf vi see Skyggen i Braga-Snakken, Skalda og Tale-Konsten (malfrædi). At det omsider gik i gamle Nord, som det gik hidtil allevegne, hvor Man stræbde at faae Fingre paa Ordet og Poesien, saa Man kun fik en tom giennemsigtig Skal, er intet Under, men at det var lagt an paa noget anderledes Dybt, skal vi glæde os over, og ingenlunde mistvivle om, videnskabelig at forbinde Sldønhed og Klarhed, som er Poesiens Krone, med Aanden og Livet, som er Hoved-Sagen, Sjælen og Hjertet deri.

Dog, lad os ikke glemme Saxo over Islænderne, thi det har han ingenlunde forskyldt af os, og selv af Islænderne har * 498 han fortjent mange Tak, ei blot fordi han roser dem i sin Fortale, men især fordi hans Classiske Latin, som sagt, gav de Barbariske Bøger paa et levende Old-Sprog, om ikke Naade for de Lærdes Ørne, saa dog et Slags Værd deri. Hvad vi imidlertid her vil dvæle ved, er Saxos Fortjenester af Nordens Old-Tid, som Critisk Historie-Skriver, og den uskatteerlige Værdi af de Old-Sagn, hans Romerske Pen, som et villigt Redskab for Nordens Aand, har bevaret fra fuldstændig Undergang.

Efterat have faaet Syn paa det hidtil miskiendte Old-Nordiske Vidskabs-Tidsrum, fra Slutningen af det Syvende til Midten af det Trettende Aarhundrede, som i Danmark sluttede endnu langt mere glimrende med Valdemarerne, Æsger Rygs Tvillinger, Saxo og Anders Sunesøn, end i Norge med Hakon den Gamle, og paa Island med Snorro og hans Broder-Sønner Sturle og Olav; efterat have faaet Syn herpaa, ansee vi naturligviis hverken Saxos Latin, hans Nænsomhed over de gamle Folke-Sagn, eller hans Skjaldelighed, for et Vid-Under i sig selv, men vist nok maae vi deri see et klart Beviis paa Nordens Aandfuldhed, og et stort Forbillede paa, hvad Nordisk Videnskabelighed kan og skal vorde. Ja, Saxo er blevet Nordens Minos, er Dommeren i de Dødes Rige, med Fuld-Magt af Nordens Aand til at anvise alle vore Critiske Historie-Skrivere deres Plads i Elysium eller i Tartarus, i Valhald eller i Helhjem: i en taknemmelig Ihukommelse, eller i en foragtelig Glemsel; thi, medens det staaer dem frit for, at forklare sig Poesien og Folke-Livet saa godt, eller saa slet, de" kan, maae de dog have Saxos Ærbødighed for Begge, saa de hverken foragte eller forkvakle, men holde Hævd over Folkenes poetiske Old-Sagn, som troe og mærkværdige, for Videnskabeligheden saavelsom for Konst-Poesien uundværlige, Billeder af deres Barne-Drømme og Ungkarls-Dage, den maae de have og vise, om de i Norden, naar Aanden vaagner, skal giælde for Andet end Romersk Surdei og Skole-Støv, der skal udfeies, Pave-Dommets Levninger, som skal forgaae!

Dog, at der hos Saxo var endnu langt Meer end vi tør kræve af enhver Critiker, vi med Roes skal nævne, det bevise hans første Otte Bøger, som derfor ogsaa i den aandløseVidskabs-Tid blev ei mindre uforstandig end ubillig bedømte; thi ikke alene har han havt en beundringsværdig Takt til at adskille Poetiske Old-Sagn fra Ammestu-Snak, og ordne dem efter deres Indhold, men tillige en hos Grammatikere vel mageløs Skjalde-Aare, saa Middel-Alderen med Rette gav ham Tilnavn af Poeten, 499 og Efter-Slægten sikkert vil giøre »den Poetiske Grammatiker« til hans hæderlige Kiendings-Navn. Af ti større Old-Nordiske Digte har han nemlig givet os Brud-Stykker paa Latin, hvori de er poetisk kiendelige, og i Oversættelsen af Viserne om Rolv og Stærk-Odder, ei blot hævdet sig Skjalde-Rang, men sat os i Stand til klart at adskille Bjarke-Maalet, eller de Gothiske Krønike-Rim, saavel fra Asa-Maalet, som fra Krage-Maalet eller den Norsk-Islandske Konst-Poesi.

Hvad nu Anordningen af vore Historiske Old-Sagn angaaer, da har Saxos bedste Ven iblandt vore Lærde*) allerede bemærket, at han aabenbar gik efter det Sagn, han selv anfører, om de tre Slags Hexe-Mestere (Mathematikere) der havde været i Norden, nemlig først Spaa-Mænd, der gik for Guder, og Jetter, som i at skifte Hamm og forblinde Øine, ei gav dem noget efter, men maatte dog føle deres aandige Overlegenhed, og falde til Føie, hvorved der af Begge udsprang en blandet Afkom, langt ringere i alle Maader, som blot af en urimelig Artighed blev forgudede (Lords by courtesy). Men hvorfor fulgde Saxo dette Vink, uden fordi han kunde føle paa sig, hvad vi nu kan indsee, at dette har været den naturlige Gang og Følge, ei blot i Norden, men allevegne, saa Gudernes Sønner forelskede sig i Jetternes Døttre, og avlede Kæmper, der, som Halv-Guder og Halv-Jetter (Sønner baade af den aandelige og kiødelige Indbildnings-Kraft), vendte op og ned paa Alt, fordi de paa een Gang vilde baade fare til Himmels og til Helvede. Naar nu disse to Tider poetisk afbilde sig i det historiske Folke-Sagn, da vil det ældste Tids-Rum, som sagt, være kiendeligt paa Guders og Jetters levende Deeltagelse i Begivenhederne, og det Følgende paa Mangelen deraf, saa Guderne enten ganske lukke sig inde i Templerne, eller staae dog i Bag-Grunden, saa Man godt kan skille dem fra Kæmperne, men ei fra Præsterne. I sine Fem første Bøger har Saxo derfor stræbt at samle alle Sagnene om Gude-Alderen, og de Tre følgende dem om Helte-Tiden, og det saa heldig, at vi har ondt ved endnu at giøre det bedre, og kan i alt Fald kun komme videre, fordi vi har en Mængde Oplysninger som Saxo fattedes. Saaledes kan vi nu see, at Sagnet om Jarmerik og de Hellespontiske Brødre ei burde staae i Ottende Bog, efter Stærk-Odders Død, men dog fulgde Saxo en meget rigtig Takt, ved at give det sin Plads i Kæmpe-Vise * 500 og Elskovs-Tiden, og før vi kunde flytte det, til Fordeel, maatte vi giøre to Opdagelser: først at Stærk-Odder forestiller hele Gothe-Folket baade ude og hjemme, og dernæst at Volsung-Kviderne er As-Gothiske, og løbe altsaa mest parallel med de Stærkodder-Viser, vi har, adskillende sig fra dem, som Valkyrier fra Skjold-Møer.

Dog, herom Mere under Fremstillingen af Bjarke-Maalet, og Resten maa jeg overlade til de Critiske Historie-Skrivere, Saxo giver os Ret til at vente, men skiøndt det ogsaa bliver deres Sag nøiere at efterspore Saxos Kilder, maa jeg dog tale et Par Ord derom, da selv Biskop Müller har overseet den Ene, og udledt for meget af den Anden.

At det især er gamle Viser, Saxo, til Stærk-Odders Død, har fulgt, seer Man strax, ventelig efter det gamle Ord-Sprog, Anders Vedel anfører, at alle Æventyr er Løgn men alle Viser sande, og naar vi betænke, hvor Man fandt Kæmpe-Viserne i det Sextende Aarhundrede, maa Man nødvendig slutte, at hvor de fleste Old-Kvad fandtes i det Tolvte og Trettende, var i Danne-Kvindens egen Mund*). Man er imidlertid ikke uden Føie blevet opmærksom paa den Arnold Islænder, som Saxo selv berømmer for hans Old-Kyndighed, kun er det urimeligt at søge Hjemmelen hos ham for hvad Saxo giver bedre eller anden Beskeed om, end alle de Islændere vi kiende, og høist besynderligt, at Man aldeles har overseet den Lu k as Engelskmand, der ikke blot roses for hans historiske Kundskaber, men af hvis Liv Saxo anfører et Træk, som beviser, at han virkelig baade havde Forraad af Nordiske Old-Sagn og Gaver til at giøre dem giældende paa rette Sted **). Et af To, maatte Man da heller giætte paa Lukas, som Saxos Hjemmel for det store Episke Old-Sagn om Frode Fredegod, end paa Arnold Islænder, da det jo er klart, at paa hin Side Braavalle-Slaget er Islænderne slet ikke hjemme, og da end ydermere Grotte-Sangen viser, det var en ganske anden Fredegods-Vise, de havde faaet Fingre paa; men alle slige Giætninger, der ikke kan vise hvoraf de udspringe, er i Historien aldeles * * 501 ørkesløse, og jeg vil heller bemærke, at umiddelbar har Saxo formodenlig ikke hørt et eneste Ord enten af Arnold eller af Lukas, thi de var sagtens baade døde og begravede førend han begyndte at heie paa Old-Sagn. Da nemlig Saxo selv fortæller os, at ikke blot hans Fader, men ogsaa hans Far-Fader havde tjent Kong Valdemar, maae vi nødvendig tænke os ham blot som en Knøs, da Valdemar døde, og Man maatte ei være stort bedre Critiker end Suhm, for at tænke, det er kun et Slumpe-Træf, at baade Saxo, Svenn Aagesen og Knytlinga slutte med den Vendiske Krigs glimrende Udfald under Knud den Sjette, saa det maa nødvendig være efter den Tid, Absalon satte sine Skrivere i Arbeide med Danmarks Historie, og opgav dem denne smukke Hvile-Punkt*).

Dog, derfor kunde Saxo, giennem Absalon og Æsbern Snare, der havde staaet i nøie Forbindelse med Arnold og Lukas, og var Mænd for at holde paa hvad de havde, og at sige hvad de vilde, godt faae Beskeed om de Sagamænds Rigdom, og det hører unægtelig til den gode Norne-Dom over Danmark og Norden, at der kom saadanne Sende-Bud til os fra den Historiske Poesies og den Poetiske Histories Hjemstavn, just i det Øieblik, da de sidste Helte, der ahnede den sorte Døds Komme, stod i Færd med at faae Arve-Godset nedgravet, hvor de trøstede sig til, det vel kunde findes igien, som Dannefæ. Og see, det skedte virkelig, hvad de nærmest haabede, ved Hjelp af de Blaa-Lys, der kunde aldrig slukkes, hvor »Troskabs-Fuglen blev graa og Fædres Høie grønne«, og det staaer nu til os selv, om vi vil bortkaste Oldtids-Guldet som Graa-Steen, eller vi vil bevise, at Kronos handlede klogelig ved, som jo Grækerne selv har fortalt, at nedgrave sine Skatte i det høie Norden.

At vi vil det Sidste, som det Bedste, skulde jeg formode, er saa sikkert, som at Valhalds Kæmper ei vil beskiæmme deres Liv, eller findes saa uskiønsomme mod den store Val-Fader, Helte-Aanden, at Gjallar-Hornet skulde lyde for døve Øren, og forgiæves opkalde Enhederne til at glemme al indbyrdes Trætte, som Børne-Leg, og bestaae den sidste store Kamp mod Muspels Sønner der true Asa-Broen: mod Aandløsheden, der vil afbryde alt Samkvem mellem Jord og Himmel.

Som et Pant derpaa, at Odins-Øiet i Løn har seet, vi vil ei * 502 svigte vort misundelsesværdige Kald som Vaaben-Dragere for Gimle, betragter jeg da ogsaa helst den store men endnu upaaskiønnede Gave, Nornen sendte os over Havet, i Bjovulfs Drape, der ikke blot er Laurbær-Krandsen, hvormed Asa-Brage gik til Hvile, men indfletter Gjallar-Hornet i sig, og maatte komme for Lyset, før vi kunde opdage Sammenhængen i det Old-Nordiske Liv, og med Indsigt stræbe at fortsætte og forklare det.

Her er ikke Stedet til at sammenligne denne Høipoetiske Stærkodders-Vise med vores den Hjemmegjorte, men vel at udtrykke min Forundring over, at den endnu synes ubekiendt i Norden, hvor den dog, selv for Børn, alt længe var tilgiængelig*), og til at giøre opmærksom paa, hvorledes Bjovulf Danekiær, som Helten i Anguls Epos, istemmer Danmarks Roes, i Chor med Danskeren Havelok i Normannens Rim-Krønike, og Hamlet Prinds af Danmark i Begges Drama, ret som til Vederlag, fordi Danmark kronede Asa-Brage, som Hjarne, for Fredegods-Visen **)! Ja, naar Anguls Tunge bærer os det store Sagn om Gothe-Helten, hvem den duehvide Leire-Konge gav Fader-Kysset, prisde i Sang og formanede til Ydmyghed, da han straalede i Hallen, som Seier-Herre over Trolden der kastede Søvn paa Daner, og drak deres Hjerte-Blod; naar det skeer, og det er skedt, saasnart vi laane Øre til Bjovulfs-Drapen, da kan vi dog vel mærke, det er Aandens Stemme, som vil at alle de Stammer, Den var over, skal slutte aandelig Fred, og række hinanden trofast Kæmpe-Haand over Hav og Sund, som Fost-Brødre i Nordens Aand, der alt i Vuggen blandede Blod, til at staae som en Muur mod Jette-Magt og Trolde-Vidd, der ene stile paa, at lægge Mjølner femten Mile under Muld, og at lægge Ydun i Lænker, saa Guderne forældes, Asgaard ødes, ogValhald styrter, og Asken visner, før Seiren er vundet og Løbet fuldendt.

Ja, for sin Tro og for sit Hjerte-Lag staaer hver af os, som Folk og som Enkelt-Mand, kun Ham til Regnskab som prøver Nyrer, og paa Hvis Dag-Værk det ei er mindre daarligt at fuske, * * 503 end det er formasteligt at ville foregribe hans Raad og hans Domme; men for den Aand eller U-Aand som i Raad og Daad besjæler os, for den staae vi hinanden, som Fædrenes Arvinger og de kommende Slægters Formyndere, til Regnskab, og vee den Mand, og vee det Folk, der vanslægter fra saadanne Fædre, som vi beviislig have havt, vanslægter, og beskiæmmer dem, ved at vige fra den stolte, den herlige, den sikkre Kæmpe-Bane til det skinnende Maal, til Straale-Krandsen, som er Menneske-Livets Forklaring, i den Guddommelige Skikkelse, der foresvævede alle Adel-Folkenes Propheter, og med al den vidunderlige Dybde, det selv i Daad har aabenbaret!

Bort derfor med alt Skygge-Værk og Blænd-Værk, der kalder sig Oplysning, skiøndt det ei forklarer en eneste Yttring af det Liv som Aanden skabde, og hvorover Støvet jublede, men indhyller hele Aandens Verden i Nid-Mørke, og vil indbilde os, at hvad der kun viser os Opløsning, Død og Forraadnelse, at det er de Levendes Lys!

504

Fremstilling.

Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal.

Læseren har i det foregaaende seet, af hvad historisk Grund det er, jeg giør tre Afdelinger i alle Folks Old-Sagn, og en Inddelings-Grund der klarlig udspringer af Menneske-Livet, som det bestandig gientager sig paa Jorden, taler for sig selv, saasnart den høres. Men selv om Man ikke vidste, at Indbildnings-Kraft, Følelse og Efter-Tanke, styre naturlig paa Rad hver sin Part af et ordentligt Levnets-Løb, saa maatte Man dog dele hvad hverken med Mund eller Pen kan gives Alt paa een Gang, og Delingen af Old-Sagn maa enten være aldeles vilkaarlig, hvad, om mueligt, giør Vilde-Redet endnu værre end det var, eller den maa foretages efter ABC, hvad vel kan avle et godt Register men ingen Bog, eller der maa søges en Inddelings-Grund, hvorefter Krage finder Mage, det nærmest Beslægtede bliver paarørende. Vidste Man Tids-Følgen, da burde Sagnene først ordnes efter den, og derpaa, i hvert Tids-Rum, efter den indvortes Beskaffenhed, men nu ligger det i Sagnets Natur, at det ogsaa kun er af den indvortes Beskaffenhed, Man kan giætte sig til Tids-Følgen, saa der kan intet Spørgsmaal være om, hvorfra Man skal hente Inddelings-Grunden. Men nu er det jo i Sagn om Guder og Mennesker altid Hoved-Sagen, fra hvad Syns-Punkt Livet, guddommeligt eller menneskeligt, i dem betragtes, og nu har Erfaring lært os, at Grund-Forskiellen mellem Syns-Punkter er ogsaa tredobbelt, da der kun paa tre Maader kan blive Sammenhæng i vore Tanker om Livet, i det vi med dem enten gaae ud fra Guddommen, fra Verden, eller 505 fra os selv, og naar vi nu inddele Sagnene derefter, komme vi netop til det samme Forhold, som ved at raadspørge Menneskets Natur-Historie og Kronos-Mythen, saa vi har en usvigelig Prøve paa Regne-Stykkets Rigtighed.

Grund-Sætningen er altsaa urokkelig, og det giælder kun om Anvendelsen, men om den end, ved første Forsøg, bliver meget ufuldkommen, saa er det egenlig ogsaa her kun det første Skridt der koster, og godt begyndt er halv fuldendt. At Narre seer heller det Hele galt end det Halve godt, er vitterligt nok, saa dem skal Man aldrig vise halvgjort Arbejde, men hvem der skriver for Narre er ogsaa selv den Største, og hvem der ei for dem tør vedgaae at have begyndt paa noget Godt, som Andre maae fuldende, er jo dog en stor Kryster.

Om det nemlig end kunde lykkes mig her, som det dog ikke kan, at sige noget Afgiørende om, hvormange af vore historiske Old-Sagn der høre til det Første eller Andet Tids-Rum, saa vilde det dog være mig umueligt i Gude-Sagnene, der giennemløbe alle Tids-Rum, med Sikkerhed at give Hver Sit, men det gaaer med alle Afdelinger i Aandens Verden, som med Riger og Sprog, at de er ikke mindre visse og kiendelige, fordi Grændserne er noget ubestemte, er ikke en Linie, men en Fælles-Skov eller et Overdrev, indtil Man i Forstands-Tiden bliver baade mere nøieregnende, og bedre istand til at finde Reen og ret Skiel.

For Resten giælder det om Guder som om Mennesker, især hvor Disse er Skaberne, at jo tydeligere Omridsene blive, jo meer de træde ud fra hinanden og individualiseres, og jo mere deres Kræfter og Egenskaber tænkes udenfor dem, som en Eiendom, og deres Virkning afhængig af Midler, som tilsyneladende giør den meer forklarlig, des yngre er Sagnet, thi det er Phantasien som forbinder og Forstanden som adskiller, medens Følelsen vexelviis, som Kiærlighed og Had, snart forbinder, og snart adskiller, som det af bildes for vore Øine ved Himlen, der omhvælver det Hele, Havet, der baade adskiller og forbinder, og Jorden, der er de utallige Skikkelsers Moder, og er Tvistens-Æblet imellem dem. Her mindes vi da atter om Kroniderne som deelde Verden, og jeg vil kun tilføie, at hermed stemmer det ypperlig overeens, hvad der i Hadding-Sagnet meldes om Mellem-Odin (Mith-Othyn), som forbød at offre til Guderne i Samfund, men befalede at giøre Enhver af dem særskildt Dyrkelse*).

*
506

Alfader og Nornerne.

Naar vi sige, at den Nordiske Menneske-Natur er fortrinligviis historisk, da er det vist nok Meningen, at vi i Norden spore en egen Drift til at sysle med det Forbigangne, og en særdeles Omhu for at bevare Mindes-Mærkerne fra Heden-Old; men dette kunde ikke være Tilfældet, med mindre det laae i Nordboens Natur at betragte Blodets Baand i op og nedstigende Linie, og Sammenhængen mellem For-Tid og Frem-Tid, mere levende og i et aandigere Lys, end andre Folk, og vi samle derfor rettelig Alt hvad der udmærker den Nordiske Anskuelse i den Sætning, at det er en levende Opfattelse af Forholdet mellem Aarsag og Virkning, Middel og Maal, eller af den levende Virksomheds urokkelige Grund-Lov.

At Alting maa have en Aarsag, og at enhver Virkning skaber en ny Aarsag, kan nemlig, som Alt i Verden, opfattes enten med eller uden Liv og Aand, enten dødt eller levende, og herpaa beroer aabenbar vor naturlige Betragtning af Menneske-Livet og Begivenhederne deri, dets Oprindelse og Øiemed, dets Værd og Vigtighed. Hvor imidlertid Livs-Følelsen er saa stærk, og Driften til en kraftig Virksomhed saa levende, som vi veed, de var i Norden2 der maa Virksomhedens Grund-Lov nødvendig opfattes levende, thi der er Man besjælet af den Aand som giver og levende udtrykker Loven. Ingen som tager Deel i det Liv, Kæmpe-Aanden skaber, kan derfor tænke sig Død enten som dets Kilde eller som dets Maal, thi de føle dybt og upaatvivlelig, at den virkelige Aarsag til Livet kan umuelig være noget Mindre end Virkningen er, og at det endelige Udfald af enhver Virksomhed maa nødvendig svare til de Kræfter som sættes i Bevægelse, kort sagt: at det timelige Liv forudsætter det Evige, og maa, hvor en deraf begeistret Kraft kæmper derfor, ogsaa føre dertil.

Her fremspringe da som af sig selv Natur-Religionens store Grund-Træk, som vi kan spore allevegne, hvor Ordet og Daaden kundgiøre Følelse af Menneskets Adelskab, og som i de Nordiske Kæmpers Føde-Land nødvendig maatte udvikle sig til en det hele Liv omfattende og beherskende Anskuelse, med Alfader i den dunkle Bag-Grund, med Gude-Kampen, underlig styret af de høie Skæbne-Dronninger, i Midten, og med Udsigt til en evig Seiers-Fest, som Kæmpe-Maalet i det Fjerne!

Fra dette jævne Stade paa Flakke-Bjerget klarer sig hele det 507 Nordiske Kæmpe-Liv saa naturlig, at vi ikke fristes til at søge nogen anden Natur i Mytherne end Kæmpernes Egen, og allermindst til at tænke, de meende døde Ting og Kræfter, naar de prisde de Levende, meende Vind, naar de sagde Aand, giøs for Vinter-Natten, naar de græd for Balder, korsede sig for Busse-Tosserne i Amme-Stuen, naar de slog Hammers-Tegn mod Thusse-Vrimlen, og slikkede kun Soel-Skin med Hønsene, naar de sang om det guldtakte Gimle!

Dog, vi vil ikke forivre os over Døden, fordi den ikke fatter Livet, eller fortænke Skyggerne i, at de finde alt det Virkelige unaturligt, men heller giøre opmærksom paa, at Nordens Natur-Religion er kiendelig endnu den Dag i Dag, fornemmelig i Engeland, der vel maa kaldes Nordens Herkulaneum, da vi der ei blot see døde Mindes-Mærker af en forsvundet Kæmpe-Tid, men see den selv lyslevende skiøndt alderstegen, ligesom askegraa, for vore Øine, see, ved hvert andet Skridt med Forbauselse, hvorledes Nordens Kæmpe-Aand endnu stræber at afbilde den høie Tanke-Flugt og Alt giennemgribende Virksomhed, den ikke længer formaaer i Ord og Daad at udtrykke. Ingensteds i den Nordiske Halv-Verden er nemlig den Christelige Anskuelse saa død og magtesløs som i Engeland, hvor Man neppe sporer Tanken om, at det kan være anderledes, og hvad der findes levende er da tilvisse naturligt, altsaa, ret forstaaet, det Old-Nordiske Hedenskab i en dunkel og forældet Skikkelse. Spore vi nu desuagtet ei blot den stærke Drift til Virksomhed for store Øiemed, det klare Blik derfor, og det sikkre Greb derpaa, men i det Hele den dybe Ærbødighed for det Nedarvede, og den inderlige Fortroelighed med Erfaringen, samt den faste, urokkelige Overbeviisning om en almægtig Gud og et virkelig styrende Forsyn, spore vi disse Ting, som det er umuelig Andet, da maatte vi alt deraf slutte, at de er Grund-Trækkene i den Nordiske Menneske-Natur, der kun forgaae med den. Ja, selv her hjemme, hvor dog deels Christendommens Efter-Virkninger, og deels den Dorskhed og Smaalighed, vi lide af, giør Indsigten vanskeligere, selv her har vi dog Saameget baade af aabenbart Hedenskab og af livlig Virksomhed, at Man med lidt mere Umage opdager de samme naturlige Grund-Træk, matte men dog uudslettelige.

Saasnart Man derfor fik Oversættelser af Vøluspa, som lod sig læse, følde Man strax i Norden, at det var Natur-Aabenbaringen i disse Folke-Egne, og hvem der havde mindste poetisk Sands, følde sig uvilkaarlig grebet af Ærbødighed for 508 Prophetinden, der, som Norners Moder og Alfaders Valkyrie, indviede Odin og alle Aser til Fald i Ragnaroke, men dog ogsaa til en ærefuld Opstandelse paa Ida-Sletten, hvor de, med Balder, fandt Guld-Tavlerne igien og Fimbul-Tyrs (Alfaders) de gamle Runer. Vist nok har Man siden været heldigere med at fordunkle det Klare, end med at forklare det Dunkle i Norne-Kvadet; men det Held varer i det Længste kun til Engelænderne faae Øie paa den Aands Liv-Udtryk, der endnu besjæler dem; thi de vil baade ufortøvet kiendes ved den, og slaae en Kreds til dens Ære, som hverken Tydsker eller Franskmand skal ustraffet forulæmpe.

Det kunde under disse Omstændigheder omtrent være os ligegyldigt, enten Alfader nævnedes i vore Mythe-Bøger, eller ikke; thi beskrives han tydelig, da er det formodenlig en Følge af den Christelige Anskuelse, som herskede, da Bøgerne blev til, og al Tydelighed er aabenbar spildt paa hvem der ikke kan indsee, at de der vente sig Udødelighed, maae forudsætte et evigt Liv, og at de der triumphere ved deres timelige Guders Undergang, maae stole paa en evig Een.

I et Kvad som Vøluspa kunde det vel neppe feile, der jo vilde findes et tydeligt Vink om Ham, der synker ei paa Valen, fordi Han styrer Kampen, men giver de ædle Helte Bod for Bane, naar de har afsonet deres Over-Mod; men det burde slet ikke forundre os, om dette Vink var tabt underveis, før Kvadet giennem mange Munde og omskiftende Tider kom Skriveren for Øre; thi naturligviis er det ikke gaaet stort bedre med de Hedenske Anskuelser end med den Christelige, eller væsenlig anderledes med den Gothiske end med den Græske, og at Man giennem Middel-Alderen var nær ved at glemme Christus over de selvgjorte Helgene, og nær ved at glemme Aanden over det Haandgribelige, det veed vi jo. Da det Naturlige imidlertid er det Varigste, og den Nordiske Natur er saa afgjort historisk, er det intet uforklarligt Vidunder, skiøndt det er beundringsværdigt, at et Kvad med saa dyb en Anskuelse som Vøluspa kunde bevares i Munden, baade giennem Præste og Støtte-Tiden, saa der ikke lyder et Suk over Gudernes Fald, men toner en Lovsang over den gienfødte Jord, hvor man ikke blot finder Fimbul-Tyrs Runer igien*), men hvor Gimle straaler, og Alfader throner, som vi læse:

* 509

Da, med Guld-Kronen,
Kommer paa Thronen
Han fra det Høie,
Herren med Føie,
Sidder i Retten,
Skiller og Trætten;
Hvad Han indfører,
Aldrig ophører!

Vel har Man sagt, at dette Vers skulde være uægte, og for Anskuelsen kan det være os ligegyldigt, men saalænge Man ikke har bedre Grunde, end at det fattes i den Kiøbenhavnske Skind-Bog, er Indvendingen kun at smile ad; thi det er dog vel ikke sandsynligt, at den Skind-Bog er skrevet enten med hans Fingre, der gjorde Visen, eller under hans Øine, og en anonym Skriver fra en ubekiendt Tid er unægtelig kun en daarlig Hjemmels-Mand for Ægtheden af hvad han skriver, end sige da for Uægtheden af hvad han maaskee kun sprang over, fordi han saae feil, eller vidste ikke selv hvad han gjorde*).

Dog, det er ikke blot i Vøluspa vi spore Forestillingen om Alfader, thi det maa være Ham, der, i Vafthrudners-Maal, menes med Mundilfør, Faderen til Soel og Maane**), og skiøndt Hyndlas Sang hører til Tiden efter Braavalle-Slaget, høre vi dog, efter Opregneisen af alle Helte-Slægterne med Heimdal og Loke, de mærkelige Toner:

Een fremfor Alle,
Avlet paa Jord,
Konning vi kalde,
Kraftig og stor,
Hvor han sig vender,
vrimler af Frænder
Verden for ham!

* * 510

Mere end Magen
Maa vel, engang,
Træde for Dagen,
Tie dog, min Sang!
Fjernere skue
Faa under Sky,
End hvor paa Tue
Tørne med Gny
Odin og Ulven!

Her er nemlig den første Store, i Slægt med alle Guder og Helte, Odin, og den Større endnu Alfader, som Hyndla siger, hun ikke tør nævne, fordi det ikke er hver Mands Sag at see videre frem end til Odins Kamp med Ulven i Ragnaroke*).

I Odins Ravne-Galder, som vist endnu er yngre, nævnes Alfader udtrykkelig, skildt fra Guderne, som den Almægtige, og af Gylfelegen maae vi slutte, at Talen om ham har end ikke ved Christendommens Indførelse været uddød.

Da nemlig Gangler (Gylfe) spørger Asa-Giøglerne: hvem der er den Ældste og Ypperste af alle Guderne, faaer han til Svar, at paa deres Sprog hedder Han Alfader, men havde i det gamle Asgaard tolv Navne, hvoraf dog Alfader er det Første.

Paa det andet Spørgsmaal: hvor Alfader er, hvad Han kan, og hvad Han har udmærket sig ved, svares der, at Han ikke blot lever evindelig og styrer Alt, baade Stort og Smaat, men at Han ogsaa har skabt Verden, og gjort sit Mester-Stykke i Mennesket, hvem Han gav en Aand, der aldrig skal forgaae, skiøndt Legemet smuldrer i Støv eller falder i Aske, saa Forskiellen er kun, at de Dydige skal være hos Ham selv i Gimle og Vingolf, medens de Vrangvillige fare til Hel og derfra til Niflhel, nede i den niende Verden.

Endelig spørger Gangler ogsaa om, hvad Alfader tog sig for, inden Han skabde Himmel og Jord, og hører, at da var Han hos Rim-Thurserne**)!

Vil man nu sige, at det mellemste Svar smager af den Christelige Anskuelse, da har jeg Intet derimod, men des klarere beviser det første og sidste Svar, at der var hedenske Old-Sagn * * 511 om Alfader, som Over-Guden, ældre end alle Aser; thi netop naar Skriveren vilde betegne Gud Fader, kunde det umuelig falde ham ind, at tillægge Alfader de Navne, Odin giver sig i Grimners-Maal, eller at sige, Han havde opholdt sig hos Rim-Thurserne, dersom ikke et bekiendt Hedensk Folke-Sagn medførde det.

Endelig bør det ikke lades ubemærket, at da Harald Haarfager lovede ei at bruge Kam eller Sax til sit Haar, før han blev Enevolds-Konge i Norge, da svor han ved den Gud som ham havde skabt og raadte for Alt*) hvorved Man nødvendig maa tænke paa Alfader, saa ganske ørkesløs har Forestillingen om Ham dog aldrig været i Norden, skiøndt den naturligviis altid i Hedenskabets Dage var svævende og ubestemt, og i den senere Tid vel omtrent saa mat, som nu hos de Fleste.

Vi komme nu til Nornerne, de hemmelighedsfulde Skæbne-Dronninger, som stod for Styret, og de fremtræde umiskiendelig i Vøluspa, hvor det lyder omtrent saaledes:

Ydrasils-Æsken,
Ældgammel, sær,
Vandet af Vædsken
Velklar og skiær,
Dugger og dygger
Dale i Kveld,
Grøn overskygger
Urds Kilde-Væld!

Jomfruer trende
Under det Træ
(Meget de kiende)
Mødtes i Læ!
Urda hin gramme,
Verdan saa bold,
Runerne ramme
Riste paa Skjold,
Skæbnen, med Skulde,
Skabe kun de,
Mand over Mulde
Møerne tre,

* 512

Lodder og Lykke,
Liv efter Tykke
Skiænke og spaae! *)

Vist nok kan vi hverken heraf eller af nogen Yttring om Nornerne i Tore Mythe-Bøger, slutte os til, hvordan de Nordiske Hedninger tænkde sig deres Styrelse af Begivenhederne og Indflydelse paa Livet, men det er heller slet ikke Spørgsmaalet; thi at selv i Christenheden Forestillingen om Forsynet, og i det Hele om Forholdet mellem Frihed og Nødvendighed, baade har været og er hos de Fleste saare dunkel, medens den hos Ingen af os er fuldklar, det maae vi jo vide, og vil dog vel ikke tænke, at de gamle Hedninger var mere udlærte Grublere end vi. Ligesaa lidt kan det her være Spørgs-Maalet, hvor stærk og udbredt Troen paa Nornerne var, thi hvad døde Folk har troet, kan Man altid kun slutte sig til af deres Digten og Tragten i det Hele, og i Hedenskabet, da Troen aldeles maatte skiøtte sig selv, kan Man ikke engang sige hvormeget derom var almindelig bekiendt; men Sagen er kun, at den ubøielige Skæbne, som kundgiør sig selv for alle opmærksomme Mennesker, svævede ikke for Nordboens Øine som en blind Over-Magt, men som et Forsyn, med et stort og herligt Øie-Med, hvis Opnaaelse, hvor mange og store Offere det end krævede, dog var Menneske-Slægtens Triumph. At Nornerne imidlertid ogsaa, i det Mindste i Danmark, har havt et Tempel, hvor der ei blot gaves Orakel-Svar, men ogsaa hentydedes paa deres almindelige Styrelse, slutte vi med Rette af Old-Sagnet om de tre Jomfruer, der aabenbar som Norne-Præstinder, gav Fridlevs Søn Ole (Ali) sine blandede Kaar**).

Hvad Navnet angaaer, da udtale baade Islændere og Færboer Norner som Nodner, der altsaa kommer af det Angel-Sachsiske »neod« der betyder Nødvendighed, men de særskildte Navne: Urd, Verdan og Skulde, er vanskelige at giøre Regnskab for, kun er det vist, at de ikke, som Man har meent, kan betyde den forbigangne, nærværende og tilkommende Tid, og at Urd, Angelsaxernes velbekiendte Wyrd, betyder hende som raader for det Vordende, eller Skæbne-Dronningen. Naar vi imidlertid sammenligne det ovenmeldte Sagn med et Andet om * * 513 Nornerne som bestemde Helge Hundings-Banes Kaar*), da finde vi i dem Begge de To enige., og den Tredie i Modsætning, og deri maa da Grunden ligge baade til Tretallet og til Navnene, saa den første Norne er Spaa-Dommens, den Anden Forhindringens og den Tredie Afgiørelsens. Dette er nemlig den historisk-poetiske, altsaa naturlig Nordiske, Opfattelse af Skæbnen og Forsynet, og naar det Nordiske Drama uddanner sin Form, vil derfor sikkert de tre Norner udgiøre dets umistelige Chor, der med langt anderledes Føie, Kraft og Klarhed, end det Græske kan gribe ind i Handlingen, og indgyde den høie Rolighed, der altid skulde opveie den dybe Vemod ved Betragtningen af Helte-Livets tunge Kaar. Baade i Evalds og Oehlenschlägers Balder seer Man ogsaa nok, det ringede for Skjaldenes Øren som en Røst fra høiere Steder, men da de ikke kiendte Norne-Salen, giættede de paa Valhald og gav Valkyrierne Ordet, hvorved kun vandtes Lidt**).

Huske vi nu kun, at det fornemste Gavn vi kan have af Nordens Myther, er at vi deri finde vort naturlige Billed-Sprog, til livlig, kort og fyndig at udtrykke hvad sandt er om den store Kamp for Evigheden, hvori Ade1-Mennesket tager virksom Deel, da vil det ret glæde os, at selv Norne-Navnene er de allerbekvemmeste, ikke blot for den Dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke den giennemgribende historiske Sandhed, at i ethvert Storværk, saavelsom i den udmærkede Enkelt-Mands, i Hoved-Folkenes og hele Slægtens Levnets-Løb, kan vi skielne et bestemt Anlæg, en indviklet Knude, og en til Anlæget svarende Opløsning, saa det er med Nornerne som med Kroniderne, at, har vi kun først gjort deres Bekiendtskab, staae vi aldrig Fare for at glemme dem, da vi møde dem i Livet, hvor vi vende os. Ja, vi sige med Rette, at Nornerne forholde sig til Kroniderne, som Historien til Menneske-Naturen, eller som den aandelige Virksomhed til Kræfterne, saa Urda-Vældet svarer til Kronos, Urd til Zeus, Verdan til Poseidon, og Skuld til Pluto, thi det er altid i Middel-Alderen, mens de stormende Lidenskaber kæmpe, at Forholdene sælsomt indvikles, som det er allevegne kiendeligt, og i den Universal-Historiske Middel-Alder soleklart. Kun er Norne-Mythen dybere end Kronos-Mythen, fordi den kun speiler sig i Menneske-Livet, og udtrykker * * 514 det Guddommelige Forsyn, som skaber et Drama, der ikke ender sig med Død og Opløsning, men finder sin Forklaring i evigt Liv og giennembrudt Herlighed.

Derfor, naar vi i Sange og Sagn finde langt færre Spor af denne ophøiede Forestilling, end vi maatte ønske, da viser det kun, hvad vi desuden veed, at Man faaer ikke Alt hvad Man seer, og naaer paa Jorden aldrig det Høieste Man tragter efter, saa det var naturligt, at det i Tidens Løb ei gik Nornerne bedre end Forsynet og Skæbnen, saa til daglig Brug fik de mere Utak end Roes og Berømmelse, og pristes kun for Alvor af de Færreste i deres bedste Øieblikke, naar de, hævede over smaalige Hensyn, stirrede vist paa Maalet og Enden af Alt. Hvor fast det imidlertid sad, at den ene Norne stod i Modsætning til de to Andre er alt berørt, og afbildes levende i Helge-Kvidens Indledning, hvor det hedder:

Ørne gnægged
I Arilds Tid,
Hellige Vande
Fra Himmel-Bjerg randt,
Da havde Borghild
I Braalund født
Helge til Verden,
Hugprud Søn!

Nu kom Norner,
Ved Natle-Tid,
Kæmpen at keise
Kaar og Lodd,
Hæder og Ære
Helten de gav:
Bedst mellem Budlunger
Blive hans Lov!

Paa Konge-Veien,
Kraftelig snoet,
Skæbne-Linen
I Lund de slog,
Klar de udspændte
Kiæden af Guld,
Midt under Himlen
I Maane-Skin!

515

Enderne skjuldes
I Øst og Vest,
Satte for Ædlingens
Odel Skiel,
Skæbne-Disen
Skiødesløs dog
Kasted mod Norden
Kiæden til Brøst!

Det blev den ædle
Ylfmg til Harm*).

Hermed stemmer Sagnet hos Saxo om Oles Kaar som jeg, for en Sikkerheds Skyld, vil anføre heelt.

Det var, siger Saxo, gammel Skik at udfritte sine Børns tilkommende Skæbne af de forkloge Norner (Parcarum oracula consultare), og i Følge heraf begav Fridlev sig høitidelig til Gude-Huset, forrettede sin Bøn, og fik Lov til at kige ind i Aflukket, hvor trende Diser havde deres Sæde, hver paa sin Stol. Den Første af dem var saa naadig at skiænke Drengen et smukt Udvortes og Folke-Gunst med Gæving, hvortil den Anden var saa god at føie udmærket Rundhed, men den Tredie var for modtvillig og avindsyg til smukt at stemme i med Systrene, hun vilde heller giøre Skaar i deres Gaver, og tillagde derfor Drengen en slem Nidskhed, der skulde kaste Skygge paa Rundheden.

Endelig speiler den samme Forestilling sig i Sagnet om Norne-Giæst, skiøndt det kun har naaet os i en meget prosaisk Skikkelse, med tre omløbende Spaa-Kiærlinger; thi da de To havde spaaet Lykke og Held, stræbde den Tredie at giøre det Alt forgiæves, ved at melde, han skulde kun leve saalænge de Lys brændte, der nu var tændte over hans Vugge **).

Det Sidste minder os om, at Norne-Navnet i Tidens Løb er blevet ligesaa misbrugt og ilde stædt, som Skæbnens og Lykkens i senere Tider, og herom oplyses vi nærmere af Edda, hvor vi læse: der er mange deilige Boeliger i Himlen, guddommelig omgiærdede, og deriblandt en prægtig Sal ved Kilden * * 516 under Asken, hvoraf tre Jomfruer udgaae, nemlig Urd, Verdan og Skuld, som give Menneske-Livet sin Skikkelse, og disse Jomfruer kaldes Nornerne*). Der er imidlertid (hedder det videre) end flere Norner, som komme til alle Nyfødte og bestemme deres Levnets-Løb, men af disse høre Nogle til Gudernes, Nogle til Alfernes og Nogle til Dværgenes Slægt, som det lyder:

Vidt der mon skielle
Vist mellem Norner,
(Eens er slet ikke
Ætten og Byrdden)
Asa-Veninder,
Alfernes Frændker,
Døttre af Dvalin,
Dværgenes Fyrste!

Da sagde Gangler (Gylfe): raade Nornerne for Skæbnen, da er det en Gru hvor uligelig de skifte, aldenstund somme Folk har deres kronede Dage, og Andre knap Salt til et Æg, Somme leve længe og Andre kort. Ja, sagde Har, det er de gode og adelige Norner som giør Skæbnen god, men naar Ulykken forfølger Folk, da er det de slemme Norners Skyld **).

Saaledes vil Man huske, vi tale endnu sædvanlig om Lykken og Ulykken, som om det var to Kvindelige Væsner, skiøndt vi, naar vi med Flid tale billedlig derom, kun nævne Lykken alene, og udlede Alt af hendes Vægelsindighed, hvori vi har stræbt at opløse den gamle Modsætning ved Norne-Dommen. Ja, selv den skiødesløseste Sammen-Blanding af Forsyn og Spaa-Kiærlinger kan vi ikke finde unaturlig, thi Begreberne om Frem-Syn og Bestemmelse maae i deres Guddommelighed være Eet, hvorfor de ogsaa sammensmelte i Ordet »For-Syn«, og enten det derfor er i Stjernerne eller i Hænderne, paa Næserne eller i Nakken, vi rnene at kunne læse Menneskenes Skæbne, sammenblande vi uvilkaarlig Spaadommen med Bestemmelsen, og maae ordenlig tænke efter, for at skille dem ad, og komme til den vigtige Indsigt, at det er kun i * * 517 Guddommen og dens klare Udtryk de falde sammen, men ingenlunde i de mange, kun meer og mindre ufuldstændige og dunkle, aldrig lydesløse Forbilleder, vi i Skabningen kan opdage.

Hvad Grund der for Resten har været netop til ovennævnte Inddeling af Norner overhovedet, kan være vanskeligt nok at sige, fordi Betragtningen af Alfer og Dverge kun har efterladt sig matte og vildsomme Spor, men den er aabenbar ældgammel, og har sikkert, som tre Gange Tre, havt sin gode mythiske Grund, hvoraf vi allerede kan skimte Noget. Asa-Nornerne er saaledes upaatvivlelig Valkyrierne, thi skiøndt det maaskee er Feil, at oversætte nonnur herians i Vøluspa ved: Herians Norner, saa er de dog aabenbar Keiserinderne paa Valen, som, paa Asernes Vegne, bestemme, hvilke Helte der skal falde, og det er mærkeligt, at Man endog deri tænkde sig en Afvigelse fra Odins Villie muelig; thi det anføres i Volsung-Kvadene som Bryn-Hildes store Brøde, at hun fældte den gamle Hjalmgun, hvem Odin havde lovet Seieren, og sparede Agner, Øders Broder*), hvad naturligviis maa sige, at de rette Norners Villie krydsede Valfaders. Dette klarer sig bedre, naar vi lægge Mærke til Sagnet i Gylfe-Legen, om Gude, Rote og Skuld, den yngste Norne, som de der til Jævns Hold (jafnan) ride ud at kaare Val og skifte Seier, thi heraf slutte vi med Føie, at Valkyrierne var ogsaa fra første Færd kun Tre, og vi finde det i sin Orden, at Skuld, Skallets eller den endelige Afgiørelses Norne, der, som Vola siger, løfter Skjoldet med de ramme Runer, ei taber Valen af Sigte**). Alfernes Frændker maae, saavidt jeg kan see, være de egenlige store Norner, men Dvalins Døttre er jeg forlegen med, undtagen forsaavidt, at Man godt kan tænke sig baade en Spaadom og Bestemmelse der omfatter hele Mennesket, en Anden der angaaer Æren med alt det Kæmpelige, og den Tredie der blot angaaer det Legemlige og Timelige, hvilken Sidste det formodenlig var, Man tillagde Dværge-Nornerne.

Dog, for at komme tilbage til Aske-Nornerne som det giælder om, da er deres Herkomst naturligviis dunkel og gaadefuld, men saa tause derom, som Man sædvanlig troer, er Mythe-Bøgerne dog ingenlunde, thi foruden nysanførte Vink om deres Henregnelse til Alfe-Slægten, see vi tydelig af det i andre * * 518 Henseender dunkle Vers i Vafthrudners-Maal, at de udledes fra Jotunheim. Der spørger nemlig Gavnraad (Odin):

Hvilke er de Møer,
Høitoplyste,
I flyvende Fart
Over Folke-Havet?

og faaer til Svar:

Folke-Elve trende
Falde over Byen,
Hvor Mægthrasirs
Møer mon dvæle!
De er alene
Lykkens Diser,
Skiøndt mellem Jetter
Hjemme de har*).

Vel kan nu dette lettelig være en blot Jette-Anskuelse, men noget Mere synes det dog at være, naar vi hermed sammenligne, hvad der siges om deres Bopæl. Vi hørde af Edda, at Nornerne havde en prægtig Sal under Asken, godt omgiærdet, ved Urdas Væld, og ved at sammenligne Haand-Skrifterne af Vøluspa kan vi skiønne, det har lydt der omtrent saaledes om Nornernes Herkomst og Boelig:

Der udaf Salen,
Paa Sulen, fremgaae
Møerne trende,
Fuld-Meget de veed! **)

Denne Sal finde vi igien i Fjølsvins-Maal, hvor den billedlig siges at vakle paa Spyds-Odd, thi da Vindkold (Svipdag) spørger:

* * 519

Hvad hedder Salen,
Af Luer ombølget,
Hvor Viserne boe?

faaer han til Svar:

Hyr den hedder,
Hvile paa Naale
End skal længe
Ødurs-Borgen ;
Der kun times,
Mens Tiden skrider,
Folk som adspørge,
Spaadom vis! *)

Spørge vi nu, hvem den Ødur vel kan være, i hvis Borg Nornerne boe, og hvorfra alle Orakel-Svar udgaae, da finde vi kun Een af dette Navn, som Gylfe-Legen siger os var Nats ældste Søn, avlet med Naglfar, og vi maae finde det i sin Mythiske Orden, baade at Nornerne, som udtale og udføre Skæbnens Domme, kaldes Ødurs dvs. Skæbnens Døttre, og at han har det dunkleste Udspring: er Nats ældste Søn.

Er vi nu først paa Sporet, da giver det Lys, som før var bælgmørkt, thi Man har aldrig kunnet begribe, hvorfor En af Nornerne ved Helges Fødsel kaldes Neres Frændke, men naar vi lægge Mærke til, at endnu i Eigil Skallegrimsøns Hoved-Kiøb (høfudlausn) bruges »Nares Frændke« som et almindeligt Udtryk om Nornen**), og veed, at Navnene: Nare, Narve og Nørve bruges i Mythe-Bøgerne om hinanden, da see vi, det kommer af, at Nørve eller Narve, som boede i Jotunheim, var Nats Fader, og Ødurs Mor-Fader, og forsaavidt Nornernes Stam-Fader***). Herpaa hentyder vel ogsaa hvad vi læse om Idunna i Ravne-Galderet, thi baade var hun faldet ned fra Ygdrasil, og betragtes som hørende til Nornerne, og om hende hedder det, at hun hugede ilde sit Leie under Asken, da hun var bedre vant hos Nørves Frændke †).

* * * * 520

Den Sag anseer jeg da for afgjort, og skiøndt Læseren maaskee fristes til at smile over al den Uleilighed med Snurre-Piberi, saa er det dog ingenlunde u vigtigt at faae saadanne Ting i Orden, thi baade bliver vores Forestilling om Nornerne derved klarere og bestemtere, og vi see tillige deraf, at Fædrenes Forestilling om dem ei har været nær saa taaget og svævende, som Man hidtil troede. Alt hvad nemlig Mytherne ikke give et ordenligt Slægt-Register, en fast Bopæl og bestemte Forretninger, er saa næsten ørkesløst for det tilsvarende Folk, men naar vi lære, at ikke blot var det Nornerne som vandede Ygdrasil, men de havde deres prægtige Sal midt deri, hvorfra alle sande Orakel-Svar udgik, og hørde til Lys-Alfe-Slægten, var vel Sønne-Døttre af Nat, men dog ogsaa Broder-Døttre af Dag, see, da veed vi, at Nornerne var ordenlig indflettede i de Nordiske Hedningers Tanke-Gang*).

Lægge vi hertil, at det i Ravne-Galderet udtrykkelig siges, at Nornerne i det Hele staae for Styret**), da er det al den Under-Retning om dem, jeg har kunnet finde i Mythe-Bøgerne, thi hvor de ellers nævnes, er det enten for at sige, der staae ogsaa Runer paa deres Negle, eller for at give den uundgaaelige Skæbne et bekiendt Navn, og det eneste Sted hvor der synes sigtet til noget Mere, er mig bælgmørkt; paa det lille Ord nær, at Ingen lever en Time længer end Norner spaae***).

Vi har imidlertid Vidnesbyrd Nok om, at Nornerne ihukommedes giennem hele Old-Tiden, og det er ret mærkeligt, at det klareste Spor af Norne-Anskuelsen hos Saxo netop findes i et af de yngste Vers, i Hildigers Døds-Sang nemlig, som uforvarendes falder for sin egen Broders Haand; thi der hedder det:

Hvad fremvise Norner
Har forud bestemt,
Og Spaadoms-Runer
I Speilet viist,

* * * 521

Hvad Ledd mon skabe
I Skæbne-Kiæden,
Det ændres ikke,
Hvor ofte end
Sig Bladet vender
I Blændværks-Lund!*)

Ja, vi spore Nornerne, giennem Einar Jarls Vers ved Halvdan Langbeens Fald, og Halfred Vanraadskjalds i Olav Tryggesøns Gaard, lige til Christendomrnens Indførelse.

Da vi ingen Angel-Sachsiske Vers har tilbage i deres Hedenske Dragt, finde vi naturligviis heller ikke Nornerne egenlig omtalte, men des mærkeligere er det, at vi finde »Wyrd« (Urd), som det staaende Udtryk for Skæbnen, thi ogsaa i de Hedenske Kvad var det næsten altid Urd som blev nævnet**). Vi finde imidlertid ogsaa Navnet i Pluralis (wyrdas) og kan see,, det har betegnet Nornerne***), og selv Tre-Tallet spore vi i Sagnet om de tre Urde-Søstre (werd-sisters), som spaaede Macbeth hans Skæbne †).

Asken Ygdrasill.

Mythen om Ygdrasill har, lige fra den igien kom for Dagen, havt saameget Tiltrækkende for alle Poetiske Naturer iblandt * * * *

And thai wemen thau thowcht he
Thre werd-systrys mast lyk to be.

Kundskab herom vilde, i Forbigaaende sagt, ei blot været god for Shakspears Udgivere, men ogsaa for Sir Walther, som derved anderledes godt kunde redt sig ud af sin comiske Forlegenhed med disse Damer, end vi nu see i Tales of a grand-father. 522 os, at vi ikke behøve noget andet Beviis paa Dens Nordiske Ægthed; thi skal vi enten vinde Forstand paa Fædrenes Myther, eller i det Hele blive dygtige til at fortsætte og forklare deres Kæmpe-Liv, da maae vi fremfor Alt tilegne os deres Grund-Sætning, som var, med den høieste Sikkerhed at slutte fra Virkningen til en forholdsmæssig Aarsag, og fra Kraften i Noget til Dets Ægthed i sit Slags, en Grund-Sætning, der, udenfor Engeland, nu længe kun har været hyldet paa Papiret og fornægtet i Livet. Saaledes skal vi f. Ex. indsee, at, om det ved et urimeligt Mirakel kunde være lykkedes en Munk ellr To i Middel-Alderen at digte alle de Nordiske Myther, saa var de derfor intet mindre Klenodie eller Storværk af Nordens Aand, naar de kun udtrykke en Nordisk Livs-Anskuelse, der slaaer poetisk og historisk igiennem; thi den er lige god og lige nyttig, enten den er to tusind Aar eller kun to Dage gammel, saa slige gale Giætninger skal kun forkastes, fordi de angive en Aarsag, der staaer i et øiensynligt Mis-Forhold til den sikkre Virkning, som derved giøres uforklarlig. Hoved-Spørgsmaalet ved enhver Mythe, der udgiver sig for Old-Nordisk, er derfor, om den kan hjemle sig Plads i en Poetisk og Nordisk Livs-Anskuelse, og derover er Nordens Tænkere og Skjalde de retmæssige Dommere, saa naar den fortrinlig huger dem, er den ægte Nordisk, og vil huge alle ægte Nordboer, enten saa dens gamle Historie lader sig oprede eller ikke. Vi skal derfor lære, kun at lee ad de Bog-Orme, der vil fortælle os, at en Mythe er des vægtigere og vigtigere, jo tidligere og jo tiere Man finder Sort paa Hvidt for den, thi Løgn og Skvalder har ogsaa lang Alder, og vi skatte ikke en Mytthe fordi den er gammel, men vi slutte fra dens Ægthed til dens Ælde, fordi vi har lært, at de ældste er de ægteste, og det gaaer os med Myther som med Mennesker, at deres Historie tildrager sig kun vor Opmærksomhed, i samme Grad, som vi finde dem selv tiltrækkende. Dette er den levende Betragtning af Sagen, hvorimod det er naturligt, at de Døde, paa Hels og Gravens Vegne, for ramme Alvor giør Indsigelse, men hvorpaa det er ligesaa naturligt, vi ei give Slip, for at føie den Arve-Fiende, vi tidsnok kan falde i Hænderne paa.

Alt hvad vi nu veed om Ygdrasill findes omtrent samlet i Gylfe-Legen, saa det vil her være bedst at begynde med den, og siden anmærke, hvorvidt Hjemmelen bærer eller brister.

Det hedder da først, at Gudernes Thing-Sted og Samlings-Plads 523 er under Asken Ygdrasill, som derpaa beskrives saaledes, at den er det høieste og ypperste af alle Træer, dens Grene udbrede sig over al Verden og strække sig op over Himlen. Trende Rødder har Asken som ligge vidt fra hinanden*): den Ene hos Aserne, den Anden hos Rim-Thurserne, hvor Ginnung-Gabet fordum var, og den Tredie over Niffelhjem, og under den Rod som vender mod Thurserne er Mimers-Brønden, men under Himmel-Roden er Urde-Vældet, og under den Tredie Rod, i Hvergelmer, ligger Dragen Nidhøg. I Aske-Grenene sidder en Ørn med megen Vidskab, og imellem hans Øine sidder en Høg som hedder Veirfølner (eller Yeirløfner), medens Egernet Ratatøsk (eller Ratakost) springer op og ned af Asken, og sætter Splid mellem Ørnen og Nidhøg. Fire Hjorte: Daain og Dvalin, Dunner (eller Dyn-Ær) og Dyrathror springe om mellem Grenene, og bide Knopper af, mens Nidhøg gnaver ved Roden, og har flere Orme hos sig i Hvergelmer, end nogen Tunge kan nævne. Nornerne, som boe ved Urdas Kilde, tage imidlertid daglig af Kilde-Vandet og af Dyndet ved Kilden og øse over Asken, for at dens Grene skal ikke visne eller frønne**).

Naar vi hertil føie, hvad egenlig følger af sig selv, at Asken rystes i Ragna-Roke, da er det Alt hvad derom findes i Gylfe-Legen, og før vi nu gaae over til det Enkelte, vil vi betragte Træet i det Hele, for at see, hvad det kan have at betyde; thi det er jo Hoved-Sagen ved alle Myther, og dobbelt ved denne, som er Gothisk tilgavns, og lader sig ikke engang afmale, end sige steenhugge.

Her maa jeg ret mindelig bede Læseren huske vor Aftale, i Indledningen, at enhver Mythe, som røber Begeistring, maa nødvendig have Noget at betyde, som kunde begeistre en Digter, og at en Hoved-Mythe, der engang har begeistret hele Folket, maa hænge inderlig sammen med det tilsvarende Folks Liv og Grund-Anskuelse. At nu Aske-Mythen er poetisk, tager jeg mig den Frihed at forudsætte, blandt Andet, fordi den har begeistret mig, og dens Anseelse i Norden er særdeles vel bevidnet; thi at Volsung, der regnede sig for en Søn af Odin, lod sin Hald bygge med et vældigt Træ i Midten, hvis Grene * * 524 overskyggede Taget, det er allerede Noget*), men dog kun Lidet imod den Efterretning, at ved Christendommens Indførelse stod der endnu udenfor det store Tempel i Upsal et saare høit Træ med vidt udstrakte Grene, af et Slags som Ingen kiendte, og grønt baade Vinter og Sommer, ved Siden ad Kilden, hvori Slagt-Offerne sænkedes**).

Naar Man nu fortæller os, at hele Asken betyder slet ikke Andet end Luften eller Sky-Himlen, saa Skyerne er dens Blade, Vindene dens Hjorte, og de hvide Fluer, eller ogsaa Fru Fygomby (Fama), Egernet, da skulde Man vel tænke, det var kun Spas, da det ikke engang paa nogen muelig Maade lader sig forene med Beskrivelsen, hvorefter jo Grenene gaae op over Himlen, og kun den ene Rod findes der, hvor Ginnung-Gab var, altsaa i Luften; men da det, desværre, baade er Alvor, og tages derfor, maae vi een Gang for alle erklære, at alt Sligt, om det end kunde passe med Beskrivelsen, dog er baade Poetisk og Historisk umueligt. Det ligger nemlig for det Første i Billed-Sprogets Natur, som selv de usleste Rim-Smede har en dunkel Følelse af, at Man ikke betegner det Synlige med noget Usynligt, eller det Nærværende med noget Fraværende, men netop omvendt, saa ikke selv den elendigste Smører, vil, naar han mener »Ild« sige »Kiærlighed« naar han mener »Vind« sige »Aand« naar han mener »Vand« sige »Flauhed«, men netop omvendt, og selv fra den allerlaveste Stand-Punkt i Poesiens Verden, maa Man da korse sig over saadanne Forklaringer af Old-Tidens Billed-Sprog***). Men for det Andet er det ligesaa vist, at naar enten Solens Opgang, eller Havets Brusen, eller nogen anden Natur-Begivenhed skal kunne begeistre en Digter, da kan det umuelig skee ved det alene, der sees og høres, men maa være enten ved den umiddelbare Virkning deraf, eller ved en Tanke-Række som knytter sig dertil, saa, vil han yttre sig poetisk derom, vil han altid stræbe at udmale Scenen, og aldrig i et dødt og dunkelt Ord indslutte den store Hemmelighed, at * * * 525 somme Tider er det lyst og somme Tider mørkt, somme Tider sveder Man, og det er gierne om Sommeren, og somme Tider fryser Man, især om Vinteren, somme Tider bliver man giennemblødt, sædvanlig naar det regner stærk, og til andre Tider har Man Sit paa det Tørre, især ved Mid-Sommer, naar Man slikker Soel-Skin*).

Dog, selv, naar Man, hvad ogsaa er prøvet, vilde ansee Ygdrasill for et Sind-Billede paa skjulte Natur-Virkninger, da havde Man historisk Uret, fordi Nordens Aand klarlig var og er historisk, og hele Beskrivelsen henviser paa det historiske Menneske-Liv. Ved nemlig at sætte Asken over Urds og Mimers Kilde, trængt paa alle Maader, men dog ved Nornernes besynderlige Omhug immergrøn til Ragna-Roke, har Folke-Munden ligefrem forbudt os at tænke paa Andet end den store Kamp imellem Liv og Død, som fortsættes fra Slægt til Slægt, ei uden Virkning fra Dødens Side, men dog i det Hele til Livets Fordeel, saa Alt hvad ei dermed lader sig passelig forbinde, er udelukt af Forklaringen.

At nu ogsaa denne store Kamp, hvori vi Alle tage Deel, tabe indtil videre Slaget, da, som Ord-Sproget lyder, seierløse falde Kæmper alle, og kan kun trøste os ved, at hele Slægten i Grunden dog giør Eet, og skal omsider vinde; at denne historisk-poetiske Kamp kunde begeistre en gammel Nordisk Digter, det kan vi godt forstaae, især da den unægtelig har begeistret mange Skjalde trindt paa Jordens Kreds, og at Nordens Kæmper kunde begeistres for et Sind-Billede deraf, som paa det Inderligste knyttede sig til deres Haab om høi Triumph bag Ragna-Roke, det er saa naturligt, at jeg slet ikke kan begribe, hvordan det kunde anderledes være.

Saaledes vilde Sagen unægtelig staae, om Man end kunde vise, at den gamle Skjald havde været meget uheldig med Valget af sit Sind-Billede, eller at dog Mythen var kommet saa vanskabt til os, at den var poetisk ubrugelig, men, saavidt jeg kan skiønne, er Ingen af Delene Tilfældet. Træet i Skoven er nemlig saa naturligt et Sind-Billede paa en stor Slægt, udsprunget af samme Rod, men deelt i mange Grene, at Billedet hos * 526 os, og vel hos alle Folk med Aand, er gaaet over i Hverdagssproget, hvorfor jo ogsaa en adelig Families Stam-Tavle kaldes dens Stam-Træ. Det er derfor en ligesaa ægte poetisk, som dristig Idee, at give hele Menneske-Slægten et fælles Stam-Træ, og forklare sig alle Mod-Sætninger af en trek løvet Rod, thi Erfaring lærer jo virkelig, at der egenlig kun er tre Slags Folk i Verden: Nogle som virke kraftig for et ædelt og evigt Øiemed (Gudernes Børn), Nogle som ogsaa virke kraftig, men for et uædelt og blot timeligt Øiemed (Jette-Børnene), og Mange som kun udmærke sig ved Dorskhed og Afmagt (Frænderne af Hel), og derfor blive vi aldrig enten saa christelige eller saa kloge, at vi jo med Fornøielse kan betragte og med Fordeel bruge de Nordiske Hedningers Myther om det Kæmpemæssige Stam-Træ, der jo staaer grønt endnu over Urds Kilde, skiøndt, som det synes, ei langt fra at visne, saa det kan høit behøves, at Norner daglig vande det med ædlere Vædske end Regn og Snee. I Forbigaaende vil jeg kun tilføie, at da Menneske-Livet ligner sig selv i del Mindre som i det Større, kan og maa Ygdrasill staae for os som et livligt Sind-Billede paa Levnets-Løbet, ei blot i hele Slægten, men ogsaa hos hvert enkelt Folk, som med Aand deeltog deri, og da især hos Nordens Kæmpe-Folk, af hvis Liv det Mythiske Træ jo er udsprunget, saa det maa nødvendig ogsaa have Rod deri, ei Vink, der vil vise enhver Skjald, at denne store Mylhe er selv som en Rod ved Urda-Vældet, hvoraf der kan udspringe et poetisk Ygdrasill, som udstrækker sine Grene over hele Aandens poetiske Verden.

Mythen, selv som den findes i Gylfe-Legen, er da sin egen bedste Hjemmel, men den hænger dog for nøie sammen med Norne-Mythen, til at kunne fattes i Vøluspa, hvor Ygdrasill derfor oftere nævnes, og udmærkes i Anledning af Nornerne saaledes:

Asken jeg kiender,
Ygdrasill kaldt,
Graahærdet, stænket
Med Vædsken hvid,
Immergrøn
Over Urdas Væld!

Dette har Gylfe-Legens Forfatter aabenbar havt for Øie, saavelsom følgende Beskrivelse, i Grimners-Maal, af Asken Ygdrasill, hvor Guderne daglig forsamles paa deres Thing-Sted:

527

Rødderne trende,
Som i en Tre-Kant,
Ygdrasils-Asken
Under sig har;
Over sig har dem
Hel og Rim-Thurser,
Og Folke-Færd.

Egernet spiller
I Asken Bas,
Ratatosk render
Fra Rod til Top,
Bærer fra Oven
Ørne-Beskeed
Til Nidhøg ned!

Hjorte der findes,
Fire i Tal,
Brunstig afbide
Bladet i Knop:
Daain og Dvalin,
Danner og Dyrathror*).

Ormene flere,
End Aberne troe,
Gnave paa Asken:
Goin og Moin,
Gravvitners Børn,
Graaryg og Gravvold,
Ofner og Svafner!

Saa døier Asken
Ulæmpe Nok,
Mere tilvisse,
End Mennesken veed,

* 528

Plastret1 af Hjorte,
Frønnet paa Siden,
Naget forneden
Af Nidhøg med!*)

Her findes da, som Man seer, forsvarlig Sang-Hjemmel for hele Beskrivelsen i Gylfe-Legen, naar Man undtager det om Høgen mellem Ørnens Øine, og om at det er onde Ord (øfundar-orð) Egernet bærer mellem Ørnen og Nidhøg, hvad jeg maa lade staae ved sit Værd, da jeg neppe veed, hvad Egernet vil sige.

Da Ørnen imidlertid sagtens her, som sædvanlig i Billed-Sprog, betegner Menneske-Aanden i sin høie Flugt, forestiller Egernet vel Fristeren, som staaer i Pagt med Ormene, og antager Man, efter Varianten i Gylfe-Legen, Rata-Koster for det rette Navn, da er den Sag i Orden**).

Angaaende Hjortene, er det klart, at hvad enten de kaldes brunstige i Grimners-Maal eller ikke, saa er de det dog, og afbilde, ved graadig at afbide de unge Kropper paa vort Stam-Træ, ganske rigtig de vilde Lidenskaber, som fortære Livs-Kraften, og selv Tallet slaaer nok til, thi naar vi har nævnet Gridskheden paa Magt og Ære, Gods og Gammen, vilde vel et femte Hoved-Stykke blive som det femte Hjul til en Vogn, der, for at kunne bruges, maa være Drive-Hjulet i en Damp-Indretning, Forstod Man ellers Navnene, vilde det vel klare sig, hvad Inddeling de Gamle gjorde, men derom veed jeg ingen anden Oplysning, end at Daain og Dvalin er to bekiendte Dværge-Navne, som hentyde paa de forkiælende og berusende Lidenskaber, medens Dunner (eller Dyn-ær) og Dyra-Thror tydelig pege paa de Dumdristige og Rasende.

Høgen Veirfølner eller Veirløfner, som Gylfe-Legen er ene om, kan, efter Navnet, betyde Veir-Hane eller Vind-Spiller, og det var ikke saa urimeligt, at give Ørnen slig en Tjener, der kunde sige ham fra hvilken Side Vinden blæsde; thi en saadan levende Ahnelse eller Formodning har Menneske-Aanden * * * 529 i sin Kreds jo virkelig, og trænger under Livets Storme ogsaa høilig dertil*).

Endnu staaer tilbage at tale om Askens Navne, men da Ygdrasill, som staaer i Spidsen, og gaaer for Egen-Navnet, endnu er en Gaade, giør vi bedst i at begynde med den historiske Bemærkning, at Sachserne lige til Carl den Stores Tid skal have havt en stor Træ-Blok staaende under aaben Himmel, som en Helligdom, og at de kaldte den Almind-Støtten, (universalis columna) fordi de troede, den bar det Hele**).

Vi vil kun i Forbigaaende bemærke, at Efterretningen, som begynder med, at det var grønne Træer og Kilder, Sachserne dyrkede, og kommer saa med Klodsen, neppe hænger rigtig sammen, thi det er os her kun om Navnet at giøre, fordi det ikke blot passer paa Ygdrasill, men svarer ganske til Adel-Tholl som Asken kaldes i Odins Ravne-Galder***). Jeg troer derfor, at vi i Tankerne skal dele Ygdrasil, som Ygdra-Sill, hvorved Sulen strax springer frem, thi lidt Lys i en mørk Sag er meget bedre end Intet, og de sædvanlige Forklaringer af Ygdrasill, som den der giver Vand eller bærer Odin, vilde være intetsigende, om de end ellers var forsvarlige; thi den Mythiske Ask er jo hverken en Tag-Rende eller en Galge, og den kan umuelig have sit Navn af slige Biting, som at der drypper Dugg fra den, naar den vandes, og at Rune-Kapitelets Odin maaskee fandt for godt at hænge sig i den †). For Resten maa Man lægge vel Mærke til, at i Henseende til grønne Træer, og alt Sligt, som Island ikke har, er den Islandske Oversættelse, Udtale og Stavning allermindst at lide paa, saa de sære Navne paa Asken, vi finde i Islandske Kilder, nytter det neppe at bryde vort Hoved med.

Det Aske-Navn der, næst Ygdrasill, mest har piint Fortolkerne, er ellers Mjøtud eller Mjøtvid, som forekommer to * * * * 530 Gange i Vøluspa, og lader sig slel ikke udlede af Islandsk, men maa henføres til det A. S. »meotod« som er det almindelige Navn paa den styrende Guddom*). Et andet endnu dunklere Navn er Lærad eller Lierad, som findes kun i Grimners Maal og paa tilsvarende Sted i Gylfe-Legen, og bør saameget mindre standse os, som det ei engang er ganske afgjort, om det er Ygdrasill, der tales om**).

Askens mærkeligste Navn maa jeg da kalde Mimers-Træet, baade fordi vi kan sige hvad det betyder, og fordi det staaer i klar Forbindelse med Ideen; .thi »mimor« paa A. S. svarer til vores »erfaren« og Erfarings-Træet vilde netop være et passende Navn paa den Unisersal-Historiske Ask, eller Menneskehedens Stam-Træ, af hvis Rod Erfarings-Kilden unægtelig udspringer, og af hvis Dryp den daglig voxer. Vel har Man ogsaa draget i Tvivl, om Mimers-Træet var det Samme som Ygdrasill, men det var uden al Grund, thi Vindkold spørger udtrykkelig om Navnet paa det Træ, der udstrækker sine Grene over alle Lande, og faaer da til Svar:

Mimers-Træet,
Og Mennesker faa
Roden kan nævne,
Hvoraf det oprandt;
Hvorved det fældes,
End Færre dog veed,
Dets Pest er ei Ild eller Staal! ***)

Det Sidste lader sig ogsaa godt forene med at Ygdrasill, efter Vøluspa, baade ryster og fænger Ild i Ragna-Roke, thi det var jo Skiærs-Ilden, som alt Godt skulde giennemgaae.

Hvad der i det Følgende siges om Frugten paa Mimers-Træet, er dunkelt, men har Man Ret i, at den skulde hjelpe Kvinder i Barns-Nød, da stemmer det ogsaa godt med Hoved-Tanken; thi det var jo netop Askens Dyd, som Slægtens Stam-Træ, trods * * * 531 alle Hindringer, at staae immergrøn over Urda-Kilden*), og, med det Haab, at Mythen, som jo virkelig er en Frugt paa Asken hos os, skal bidrage Sit til Fortsættelsen af Menneske-Livet i Norden, vil vi gaae videre.

Urdas og Mimers Kilder.

Det er ikke langt hvad vi læse hos de Gamle om disse mærkelige Væld, men Korthed og Fyndighed er jo netop de Hoved-Dyder vi Alle trænge høit til at lære af de Gamle, og Mythographerne i Særdeleshed.

Ogsaa her maae vi begynde med Gylfe-Legen, som giver bedst Beskeed, og er for det Meste sin egen Hjemmel.

Her hedder det da om Urdas Kilde, at denne Helligdom er ved Askens Himmel-Rod, og at der have Aserne deres Thing-Sted, hvor de daglig mødes, og Nornerne deres Høielofts-Sal. Vandet, hvormed Nornerne bestænke Asken, for at holde den frisk og grøn, er saa helligt, at Alt hvad der kommer i Kilden bliver saa skinnende hvidt, som Hviden i et Æg, og Duggen som falder fra den stænkede Ask ned paa Jorden kalder Man Honning-Dryp, hvoraf Bierne nære sig. I Kilden opholde sig to Fugle, som kaldes Svaner, og fra dem nedstamme Fuglene af dette Navn**).

Af denne Mythe finde vi i de os levnede Sange kun for saavidt Spor, at Vola peger paa Urdas Kilde hos Nornerne under Ygdrasill, og paa Askens Bestænkelse med hvide Vande, samt at Asernes daglig besøgte Thing-Sted, efter Grimners-Maal, er i Skyggen af Ygdrasill. Ellers veed jeg ikke af, at Urdas Kilde nævnes i Sangene, undtagen hvor Odin indføres i Høisangen (Havamaal) saa talende:

Bladet fra Munden!
Mælet sig løfte!
Ordet udstrømme
Fra Taler-Stolen,
Ved Urdas Væld!

* * 532

I dybe Tanker,
Jeg sad og skued,
Og taus jeg lytted
Til Tungers Lyd!
Meget om Runer,
I Morgen-Røden,
Hørde jeg tale,
Ved Høielofts-Salen;
Fra Høie-Lofte
Det lød som saa!*)

Naar Man nu fortæller os, at Urdas Kilde er i det Høieste ikke Andet end Mælke-Veien, hvis Mælk blev til Vand, før det naaede Jorden, da synes det ikke engang at have været en saadan Tale, Forfatteren af Hava-Maal lyttede til ved Urdas Kilde, og Nornernes Høielofts-Sal, og at det hverken var Mælke-Veien eller selv den grødefuldeste Regn der begeistrede Vøluspas Sanger, er vist nok, og dog var det unægtelig Urdas Kilde, som Kilden til al Spaadom paa Norners Læber. Hvorfor dog ikke heller slutte, at de Gamle har antaget Kilden for hvad de kaldte den, og for hvad den maatte være, naar den skulde begeistre dem, og naar det skulde passe paa den, hvad de sagde om den: Spaadoms-Kilden altsaa, hvis Strøm baade aabenbarede det Vordende, og virkede grødefuld til dets Udvikling! Denne Forklaring er nemlig paa een Gang bogstavelig, simpel og aandelig, som jo er Alt hvad Man kan forlange ; thi en saadan Spaadoms-Kilde, hvormed Slægtens Stam-Træ vandes, er jo et sandt og deiligt Sind-Billede paa Begeistringens dybe Væld, hvoraf unægtelig al sand Spaadom opstiger, og i hvis levende Ord-Strøm al Aabenbaring, den være ordenlig eller overordenlig, af Himlens og af Jordens Hemmeligheder, udgik til Menneske-Slægten, vakde og meddeelde hvad den baade udtrykde og vidnede om »Liv og Aand.« Hvad Urdas Kilde nødvendig er for os: et Sind-Billede paa Poesien i sin høieste Grad, og sin naturlige, oprindelige Skikkelse (Prophetien), det var den aabenbar ogsaa for de Gamle, saavidt og saalænge de troede deres egen Aand, og hvad den var for de * 533 Aandløse, for hvem det Aandelige altid er Intet, lønner det vist ikke Umagen at undersøge*).

Saaledes taget, forklarer da Mythen sig selv, hvad egenlig alle Myther maae, naar de skal blive klare, og Svanerne komme herlig tilpas. Disse Fugle, som Folk altid godt har kunnet lide, forbigaaes sædvanlig reent af dem der søge Urdas Kilde paa Mælke-Veien, istedenfor i Hjerte-Dybet; thi vel har Man ymtet om, at der ogsaa var et Stjerne-Billede som hedd Svanen, men det findes rimeligviis ikke paa Mælke-Veien, saa det vilde ikke passe, og desuden gik det dog heller ikke an, at lade alle Svaner paa Jorden nedstamme fra det. Naar vi derimod blot huske, hvad ei er let at glemme, hvilken deilig Synge-Stemme de Gamle tillagde Svanerne paa Jorden, og hvad Svane-Sangen baade fordum og nu betød i Folke-Munde, da finde vi det i sin Orden, at deres poetiske Første-Forældre svømme i Urdas Kilde, som et Sind-Billede paa Menneske-Slægtens Svane-Sang, der naturligviis maa komme fra Spaadoms-Kilden, om end mere som en Efter-Klang af dens Susen, end som en Strøm af dens Væld. Maaskee er det en Hukommelses-Feil, men det forekommer mig virkelig at have læst, ensteds, at hine Svaner svømme tause i Kilden indtil Ragna-Roke, da de ængstelig opløfte Røsten, og Tingen er omtrent ligegyldig, thi Hoved-Sagen er, at Mythen afrunder sig selv til et livligt og smukt Sind-Billede paa den dybe og vigtige Sandhed, at Begeistringen er Slægtens høiere Livs-Rod og rette Aande-Dræt.

Dog, jeg havde nær glemt Duggen som drypper i Dale, naar Ygdrasill vandes, og maa først anmærke, at dette er Alt hvad Vola siger, saa Gylfe-Legen er i vore Øine sin egen Hjemmel for, at denne Dugg kaldes Honning-Dryp og giver Bierne deres Næring.

Da Natur-Forskerne endnu, saavidt jeg veed, bekiende, de ikke veed hvoraf Duggen kommer, og strides desaarsag derom, var det vist nok intet Under, om vore gamle Fædre giættede paa en hemmelig Aarsag dertil, men i et Sind-Billede paa det Historiske Menneske-Liv vilde de naturligviis ikke søge den, før de var blevet blinde nok til at tage Skyggen for en Haandgribelighed, og aandsfattige nok til ei at kunne skabe men kun * 534 fordærve et Billede. Derimod, kan jeg godt forstaae, at den hemmelighedsfulde, vederkvægende Dugg var dem, saavelsom os, et Billede paa det Vederkvægende, Poesien har for Menneske-Hjertet, thi derfor tale vi jo endnu om Taare-Duggen, som perler paa vore Kinder, naar vi føle os som Grene paa det store Stam-Træ og tage levende Deel i dets Vee og Vel. At Man nu hermed bragde den Sødme i Forbindelse, som Blomsterne skjule i deres Kalk, men som underlig aabenbarer sig giennem Bi-Værket, og i Miød-Hornet, det er saameget naturligere, som vi veed, at Miøden igien var dem et Billede paa Poesien som en Konst. Dette er Noget, som enhver Digter strax vil see, og hans Læsere, naar han anvender det levende, strax føle, hænger ypperlig sammen, og vil da de Lærde ikke staae til Skamme, faaer de vel lægge dem efter at forstaae det.

Herom mindes vi ved Mimers-Kilden, thi vel vender Roden, hvorunder den findes, efter Gylfe-Legens Kaart, mod Rim-Thusserne, men dog er i den al Kløgt og Vidskab eller Mande-Vidd skjult, og Mimer som eier Kilden er fuld af Viisdom, fordi han drikker det Slags Kilde-Vand af Gjallar-Hornet. Did kom Alfader (Valfader) og forlangde en Drik Vand af Kilden, som han ogsaa fik, men maatte sætte sit Øie i Pant, som det lyder i Vøluspa:

Godt veed jeg, Odin!
Hvor Du dit Øie lod:
I den mærkværdige
Mimers-Kilde,
Miød nu hver Morgen
Mimer drikker,
(Veed I hvad jeg mener?)
Af Valfaders Pant*)!

Dette er Alt hvad herom vides, thi vel findes der endnu nogle dunkle Ord i Vøluspa om denne Odins Kilde-Reise, men deels er de ikke gode at hitte Rede i, og deels giemmes de bedst til Talen bliver om ham selv. Mimers Personlighed vil jeg her ikke heller opholde mig ved, og det Lidt Man veed, siges bedst, naar vi komme til Heimdal med Gjallar-Hornet, da Spørgsmaalet her kun er om Kilden.

Hvordan Man nu kan falde paa at søge Kilden til Kløgt og * 535 Vidskab enten i et Gade-Kiær, eller i Verdens-Havet, det er mig ubegribeligt; thi vore Hedenske Fædre vidste jo, ligesaa godt som vi, at om Man end kunde drikke Thor under Bordet, og virkelig udtømme Verdens-Havet, blev Man dog derfor ei det Mindste klogere, undtagen forsaavidt Man derved erfoer, hvormeget Man kunde drikke, og hvad der laae paa Havsens Bund. Kort sagt: Man har til alle Tider vidst, at skal Nogen blive klog, maa det være af Erfaring, og i Norden følde Man dybt, at til Forstand paa Menneske-Livet i det Hele vil Enkelt-Mandens knappe Erfaring kun lidt forslaae, desaarsag stræbde Man ivrig at tilegne sig de forbigangne Slægters Erfaring, og lade sin Egen sammensmelte dermed, til Efter-Slægtens Gavn, og denne grundhistoriske Retning kundgjorde sig i den Prophetiske Old-Tid i Mythen om Mimers Kilde, ved Siden ad Urdas, Erfaringens ved Siden ad Spaadommens, og for at Man ikke skulde tage Feil derad, gav Man Mimer (den Erfarne) Kilden i Vold*).

Koen Ød-Humle.

Naar Man finder, at jeg om denne berømte Ko, og hvad dertil hører, fatter mig i al Korthed, skiøndt netop disse Ting pleie at føde vidtløftige Afhandlinger, da agte Man, at denne Forskiel nødvendig flyder af mine Mythologiske Grundsætninger og Øiemed. Det er nemlig hverken Religion eller Beskeed om Verdens Skabelse jeg vil lære eller udlede af Hedningernes Myther; men det er Hoved-Folkenes Anskuelse af Menneske-Livet, og hvad dermed staaer i Forbindelse, det fornøier mig at efterspore og oplyse, deels for det Lys, ethvert Folks Myther kaste paa deres Historie, og deels for det Udbytte af aandfulde Sind-Billeder, vi deraf kan vinde. Jo mere philosophisk derfor en Mythe klinger, desmindre bryder jeg mig om den, deels fordi den mythiske Philosophi altid er barnagtig Selv-Klogskab, som Man lærer lidet eller intet af, og deels fordi jo mindre poetisk en Mythe var, des mindre Indflydelse havde den paa Folke-Livet.

Det er i denne Henseende ogsaa mærkeligt, at i ingen af de gamle Sange finde vi mindste Spor af den Mythiske Ko, og at * 536 hele Philosophemet: om Verdens Udspring af Frost og Tø, kun lægges en Rim-Thurs (Vafthrudner) i Munden, hvoraf vi med Føie slutte, at det i Norden betragtedes som hvad det var: U-Gudelighedens og Van-Troens Selv-Klogskab.

Dermed vil jeg imidlertid ikke nægte, at Koen Ød-Humle kan have været et almindeligt Nordisk Sind-Billede paa Livets jordiske Udspring; thi Sagnet om Ko-Dyrkerne: Kong Øgvald i Norge, og Eisten Belja i Sverrig, samt Udtrykket »den Danske Ko« i Rim-Krøniken, synes virkelig at hentyde derpaa; men det er Koens Oprindelse af frossen Edder, jeg finder ligesaa unordisk som upoetisk, og overlader derfor til Andre at dvæle ved*).

Det eneste Mærkelige ved Koen finder jeg ellers netop deri, at det er en Ko; thi Man veed nok, at Oxen er det gamle Sind-Billed paa Livets Grund-Kraft, og Nordens Ko svarer da til Øster-Ledens Oxe, netop som Følelsen til Phantasien, hvad altid er mærkværdigt som et sandt Udtryk af Natur-Forholdet mellem de natur-poetiske og de historisk-poetiske Folke-Færd.

Man har giættet paa Sammenhæng mellem Ød-Humle og den Sællandske Humle, med hvem Old-Sagnene hos Saxo begynde, og det er saa meget rimeligere, som Jornandes ogsaa nævner en Humle mellem Gothernes gamle Helte, men da der ingen af Stederne følge Sagn med, er Giætningen indtil videre ørkesløs.

Jetter og Rim-Thusser.

Selv i Mythologien er disse lis-Tappe ei gode at faae Bugt med, især fordi de i Mythe-Bøgerne omtales kun leilighedsvs, saa det er hardtad umueligt hos dem at adskille det egentlig Poetiske fra det Historiske, og Man kan ei engang sige, at Rim-Thusser har været Navnet paa de usynlige Gude-Fiender, og Jetter paa de Synlige.

Herved er da ikke andet at giøre, end at følge de Gamles * 537 Exempel: ogsaa kun at omtale den Slægt leilighedsviis, undtagen forsaavidt Spørgsmaalet er om deres Oprindelse, og herom siger da Vola selv:

Ymer var til
I Tidens Fødsel,
Uden Sand eller Sø,
Eller svale Bølger;
Da var ei Himmel,
Ei heller Jord,
Ei Græs eller Straa,
Men Ginnung-Gab!

Hverken om Ymer eller om Nogen af Asernes Fiender bruger Vola Navnet Rim-Thurs, men ved at sige: tre Thusse-Møer fra Jotunheim, synes hun dog at stemple Navnet til eenstydigt med Jette, og Hrymer, som giør fælles Sag med Surter i Ragna-Roke, synes at hentyde paa det Samme*).

Ymer erklæres ogsaa i Hyndlas Sang for alle Jetters Stam-Fader**), og i Grimners-Maal siger Odin:

Af Ymers Kiød
Blev Jorden skabt,
Hav af Blod,
Og Bjerg af Been,
Sky af Skal,
Og Skov af Haar;
Men af hans Bryn
De blide Guder
Midgaard skabde,
Til Menneskens Børn;
Og af hans Hjerne
Blev med Steen-Hjerte
Jetternes Slægt***).

* * * 538

Endelig kalder ogsaa Odin, i Vafthrudners-Maal, Jetterne Ymers Afkom, da han spørger, hvem der var ældst: de eller Aserne, men i Svaret faae vi ganske andre Navne, Ør-Gelmer nemlig, Thrud-Gelmer og Ber-Gelmer, og her er det Rim-Thussen fortæller os:

Af Elivaagen
Kom Edder-Draaber,
Deraf blev Jetten,
Og Liv fik Rimen
Af Gnister vilde,
Fra Sønder-Leden!

Af Hrirnthurs-Hænder
Sprang Dreng og Pige,
Og under Fødder
Han sig optraadte
Sexhovdet Søn.

Saa melder Vafthrudner*), som selv vil kunne mindes Ber-Gelmer, mange Aar før Jorden skabdes, og det var Synd at sige, han giver sin Slægt for ædel en Byrd, skiøndt han giør den gammel nok; thi selv-raadig Edder og Forgift, der gestalter sig til en Iis-Jette, og føder uhyre lis-Tappe paa egen Haand, er, naar Man skal have Deel i Livet, unægtelig det Mindste, Man kan være.

Mod denne Oprindelse til Thusse-Livet kan der i Øvrigt fra Poesiens Side saameget mindre være Noget at indvende, som Elivaagen rimeligviis betyder Nid-Vaagen**), der er et meget passende Udspring for al den Hovmod, Trods og hjerteløse Haardhed, der til alle Tider udmærker Thusserne eller de aandløse Kraft-Naturer, saa det Sære laae kun deri, om Man virkelig i Norden gav Aserne, og dermed alt Aande-Livet paa Jorden, samme stygge Udspring, og det er hvad jeg ikke saa lige kan troe paa Gylfe-Legens ubekiendte Hjemmel.

Her læse vi nemlig, at før Jordens Skabelse var der to Verdner: Niflheim den Ene, og Muspelheim den Anden, hvor * * 539 Surtur regierede, og fra denne Verden mødtes i Ginnung-Gab, eller det tomme Rum*), Gnister og Ild-Flager med de frosne Edder-Strømme, saa Isen begyndte at tøe og dryppe, og frembragde først Jetten Ymer, hvem Rim-Thusserne selv kalde Ør-Gelmer, og siden Koen Ød-Humle, af hvis Yver der udsprang tre Mælke-Bække, som gav Ymer hans Næring. Ød-Humle selv nærede sig med at slikke de salte lis-Kager, og af dem udsprang den første Aften Haaret af en Mand, næste Dag Hovedet, og tredie Dag hele Karlen, som hedd Bure, var baade smuk og stor og stærk, og fik sig en Søn, der hedd Børre. Børre giftede sig med Bølthorn Jettes Datter Besle, og havde tre Sønner: Odin, Vile og Ve, som slog Ymer ihjel, og bygde af Stumperne, omtrent som vi hørde før. I Ymers Blod druknede alle Thusserne, saa nær som Ber-Gelmer, der undkom paa et Skib med sine Huus-Folk, blev Thussernes anden Stam-Fader, og fik af Børres Sønner sin Bolig anviist ved Strand-Kanten, medens de indenfor bygde sig en Borg af Ymers Bryn, som kaldes Midgaard**).

Overladende Læseren til sine egne Betragtninger herover, vil jeg blot anmærke, at de Folke-Sagn der gaae længere tilbage end Gudernes Fødsel, udtrykke aldrig Folkets Livs-Anskuelse, men enten barnagtige Grublerier eller dunkle Erindringer fra Menneske-Slægtens Barndom, og, skiøndt her er Noget af begge Dele, er her dog vel Mest af det Sidste, thi vi, som have Genesis, kan ikke andet end see dunkle, forvirrede Spor af Synd-Floden, Noa med hans tre Sønner, og Babels-Taarnet. Saaledes røber sig ogsaa her vore Fædres grund-historiske Retning, og denne maa være os saa dyrebar, at vi ei engang kan beklage os over Forvirringen, den har indbragt i Sagnene om Jetter og Rim-Thusser, men stadig maae vi have den for Øie, naar vi studere Nordens Old-Tid, da vi ellers baade vil oversee Grund-Ideen i Gude-Striden, og de oldhistoriske Vink. De sidste ere vist nok ei lette at løbe med, men naar vi først blive opmærksomme paa, at Fædrene tilskrev Jetter eller Rim-Thusser i Tidens Løb Alt hvad de ikke ansaae for oprindelig Nordisk, da kan smaa Opdagelser og maaskee blot Tanke-Samling udbrede langt mere Lys over vor Old-Tid, end Mange drømde om.

Til disse historiske Vink regner jeg fornemmelig det Sagn, at * * 540 Alfader var hos Rim-Thusserne før Han skabde Verden, og at Nornerne kom fra Jotunheim, og jeg formoder, det vil sige, at det var Phønicerne Man fik deres egenlige Dyrkelse fra. I alt Fald er det vist, at vi, under Forklaringen af Nordens Old-Tid, aldrig maae glemme, at det kun er en Old-Tid for os, og ei for Menneske-Slægten, saa den har ingenlunde gestaltet sig uden fremmed Indflydelse, og at den upaatvivlelige Forbindelse med et Folk som Phønicerne nødvendig maa have virket stærkt paa saa levende Gemytter og opvakte Hoveder, som Nordens Kæmper og Sangere var. Kun maa Man huske, at levende Folk kun lade sig virke levende paa, saa det er kun til historisk Oplysning vi pege paa Laanet fra de Fremmede, og ingenlunde for hos de Fremmede at finde Nøglen til Mythernes Forklaring, som ene kan findes i Nordens eiendommelige Aand, der brugde hvad den erhvervede ligesaa frit som hvad den oprindelig besad.

Dog, for ei over en Bisag, som de dunkle Spor af Mythe-Vandringerne unægtelig er, at glemme Hoved-Sagen, som er Nordens eiendommelige Anskuelse af Kæmpe-Livet og dets Øiemed, vil vi indprænte os Odins Svar til Vafthrudner, paa Spørgsmaalet om Flodens Navn, der giør Skiel mellem Guder og Jetter:

Ifing den kaldes,
Aaen, som skiller
Guders og Jetters
Grund fra hinanden,
Aabent er Vandet,
Det aldrig tillægges
I Tidens Løb!*)

Ifing betyder nemlig »Splid« og vi, Saamange som randt af Asa-Rod, veed, at det er sandt: der gaaer en stridig Strøm i den Flod, som, selv naar den er tilfrossen, har ikkun Skradlis, thi den store Trætte, mellem Guddoms-Gnisten i os og det dyriske, selvraadige Element, kan aldrig bilægges, og ligesaalidt den skarpe Modsætning mellem aandelige og dyriske Kraft-Naturer ophøre, uden ved et fuldstændigt Nederlag paa en af Siderne, der saa nødvendig engang maa ramme Thusserne, som Jordens Klipper og Bjerge, om de kunde rive sig løs og faae i Sinde at overflyve Stjernerne, vilde komme til at bøde for deres *541 Dum-Dristighed ved at synke i den bundløse Afgrund. Mod-Sætningen mellem Guder og Jetter finde vi derfor ligesaavel hos Hinduer, Perser og Græker, som hos Gother, men hvad jeg ønskede ret at indprænte mine Læsere, er, at den i Norden har et eiendommeligt Præg, som udsprang af Fædrenes historiske Natur, og giør deres Mythe til et anderledes rigt, livligt og klart Sind-Billede paa den Universal-Historiske Kamp, end hine Folks, med hvis Kamp-Myther vi derfor vel skal sammenligne men maae paa ingenMaadesammenbland e Vores! At Man imidlertid i vore overfladelige Dage har gjort det, er intet Under, thi paa Over-Fladen ligne alle Kamp-Myther, saavelsom alle Mennesker, hinanden, og har nu Kampen, som hos Perser og Hinduer, ligesaavel en evig Triumph til Maal, som den Nordiske, da finder den Kortsynede ei mindste Forskiel; men der er desuagtet den samme naturlige og giennemgribende Forskiel, som mellem en Persisk Mager, eller en Indisk Bramin, og en Nordisk Kæmpe-Skjald, saa, medens Hine enten ved Spægelse og Grublerier, eller ved Hexe-Konster, vil bringe det gode Princip til at seire, styrter denne sig med funklende Øine og glødende Kinder dristig ind i Striden, som den virkelig føres paa Jorden, og begeistres derved under levende Deeltagelse til at skildre den i sin guddommelige Skikkelse. Kort sagt: de Østerlandske Hedninger stirrede sig blinde paa Natur-Skyggen af den store Kamp, og jo alvorligere de da stræbde at afbilde denne Skygge i deres Liv, des tommere og dødere blev deres Forestillinger om Kampen, og des udueligere blev de til virkelig at tage Deel i den, men de Nordiske Hedninger havde aabent Øie for Kampen i Folke-Livet og Verdens Løb, derfor blev deres Forestillinger levende, deres Deeltagelse virkelig og frugtbar, og deres Kamp-Myther uforbederlige Sind-Billeder, hvori de store Verdens-Begivenheder speile sig, og som det derfor til alle Tider, mens Kampen varer, vil være baade lysteligt og gavnligt at have for Øie. Har vi derfor kun engang bemægtiget os Anskuelsen af Striden mellem Aser og Jetter, da see vi giennem hele Menneske-Historien Aserne daglig forsamles under det store Stam-Træ, og følge med Fornøielse Thor paa alle hans Udvandringer; thi hvad hverken Asernes Raad eller Thors Hammer mægtede at udrette, det stilede de dog virkelig paa, og afbilde derfor i Sandhed.

Vil Man nu heraf slutte, at Mythen om Jetter og Rim-Thusser har i det Hele hos Nordens Kæmpe-Folk laant sin Skikkelse 542 fuldtsaameget af udvortes Begivenheder, som af indvortes Erfaring, da er det netop ogsaa min Mening, ikke blot om Een men om alle Nordens Myther, thi det er den naturlige Gang hos et Folk, for hvem de udvortes Begivenheder alle Dage har været Speilet, hvori de beskuede Menneskets Indvortes, og hele Aandens Verden.

Heraf reiser sig vist ogsaa den Beliggenhed, mod Norden og Østen, som gives Jotunheim, thi det er klart, at Man kaldte Klippe-Karlene nordenfor Throndhjems-Fjorden Jetter, og sagtens har Man kaldt Barbarerne østenfor Ilfing (Elbing) ligesaa, indtil Hunne-Navnet der tog Overhaand*). At Surters Land »Muspelheim« sættes mod Sønden, kan vel oprindelig have sin Grund i Forestillingen om de varme Lande, og selv hans Stilling paa Grændsen med det blinkende Sværd kan være udsprunget af et forvirret Sagn om Paradiset, men Romer-Riget med sin Grændse-Vagt har dog vist tidlig blandet sig deri.

Hvad endelig Jette-Runerne og Jette-Sproget angaaer, da kan det vel være et Spørgs-Maal, om derved hentydes paa et bestemt Folk, men at derved er tænkt paa Folk, seer Man dog klart af Alsvins-Maal, hvor det hedder, at Jetterne kalde Jorden Grønsvær, Himlen Oplandet, Maanen Strygeren, Solen Immer-Glands, Skyen Vand-Mærke, Vinden Skrig-Hals, Stille Over-Luun, Havet Aal-Gaarden, Ild Bulbideren, Træ Brændsel, Nat Sorgenfri, Korn Æde, og Øllet godt Skyllevand**). Lærer Man for Resten ikke Andet heraf, saa seer Man dog, at det Billed-Sprog, vore Fædre tillagde Jetterne, var ret tilpas. Om Runerne, som i det Hele endnu er en Nordisk Hemmelighed, har vi derimod ikke saa god Beskeed, thi der siges blot, at Jetterne var stærke i det Kapitel, og havde Alsvin (Viismanden) derfor at takke ***).

At Man havde Navn paa en heel Slump Jetter, sees af Skalda †), og skiøndt Ramsen er baade for lang og tør til her at gientages, skal Man dog ingenlunde foragte den; thi naar Man her finder * * * * 543 Saxos Vagnhoft og Hafle og Harthgrep, Ofote og Hrosthjof igien, da er det et vigtigt Vidnesbyrd, og Navnene vil paa flere Maader kunne give mange Oplysninger.

Til Slutning bør det anmærkes, at Jette (eotun) og Thurs (þyrs) bruges i Bjovulfs Drape iflæng om Grændel, og at vi endnu har en Levning af det Sidste i Ordene »Tosse« og »Busse-Tosse« som Man pleiede at kyse Børn med.

Vætter, Alfer og Dværge.

Vætte, (wiht) betyder paa Angel-Sachsisk ethvert Væsen r Almindelighed, og betegner i de Mythiske Sange en vis Personlighed, som de Gamle meende, fandtes i Alt, i det for vore Øine Livløse saavelsom i det Levende; og naar vi læse i Vegtams-Kvide, at Aserne bad alle Vætter skaane Balder, da siges i Gylfe-Legen, at det var baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Jord og Steen, Træ og Sot, Dyr og Fugle, Edder og Orme*). Heraf følger naturligviis, at Vætte havde en ligesaa udstrakt og svævende Betydning, som Væsen nu, og maa forstaaes af Sammenhængen, naar det ei nærmere bestemmes af et Tillægs-Ord, som i »Land-Vætter« hvorved Man tænkde sig et Riges eller Landskabs særegne til Landet bundne Skyts-Aander.

Spørgsmaalet om Alfer og Dværge er derimod et af de mest indviklede i Nordens Mythologi, som jeg ingenlunde tør love Læseren at besvare tilfredsstillende, men kun at oplyse lidt bedre, end det er hidtil skedt. Dunkelheden reiser sig nemlig ikke blot af vor Uvidenhed om, hvormeget Historisk der ligger til Grund for Mythen eller er indblandet i den, men især af at Alferne ikke kiendelig nok gribe ind i Livet, og at Navnene i vore Mythe-Bøger stundum bruges om hinanden.

Dersom det lange Dværge-Register i Vøluspa var ægte, da maatte vi slutte, at »Dværge« oprindelig havde været Fælles-Navnet for alle de Væsner, som ei var Guder, Jetter eller Mennesker, og havde altsaa nogenlunde svaret til Navnet »Engle« i vor Anskuelse, men da hint Register vilde passe * 544 bedre i Skalda, end hvor vi finde det*), da Alf (Ælf) aabenbar hos Angel-Sachserne har været det almindelige Navn, og da vi endelig selv har beholdt »Dværg« som et Historisk og »Ælve-Folk« som et Poetisk Navn, saa maae vi vel slutte omvendt, at Alfer var det gamle Nordens Engle, og Dværgene kun et Mellem-Slags af dem: hverken Lys-Alfer eller Mørk-Alfer, men saa at sige Skumrings-Alfer. For Resten er det meget rimeligt, at de Gamle har forestillet sig alle Alferne smaa, ligesom vi helst give Englene Barne-Skikkelse, og da »Dværg« er det Nordiske Udtryk for Alt hvad der i voxen Alder seer ud som Børn, kan det naturlig ogsaa have givet Anledning til stundum at kalde de egenlige Alfer Dværge. Dette synes i det Mindste at være Tilfældet i fornævnte Dværge-Register, hvor der aabenbar adskilles to Slags, hvoraf det Ene har Modsygner og Durin, men det Andet Lovar og Dvalin til Høvdinger, thi at de Sidste skal være Ly s-Alfer, formoder jeg, siden de kaldes Straale-Slægten**), og der andensteds siges, at Dvalin var Alfernes Rune-Mester***). Vel synes det ikke at ville rime sig hermed, at somme Norner, forskiellige fra dem af Alfe-Byrd, kaldes Dvalins Døttre, og at Solen kaldes Dvalins Leeg †), men deels maa man huske, at vi sjelden i de nye Bøger, end sige i de Gamle, kan faae alle Navne til at stemme, og deels sige Islænderne selv at »dvalins leika« godt kan betyde Dvalins Lege-Syster, som rimer sig godt med Alfe-Drotten, og stadfæstes af Solens bekiendte Tilnavn: Alf-Glandsen ††).

Dog, det være nu i de Gamles Hjerne, i Folke-Munden, eller kun paa Papiret at Alfer og Dværge forblandedes, saa viser dog Forskielligheden af deres Norner, Sprog og Runer, at Man * * * * * 545 oprindelig har skildt dem ad, og den dybere Grund til samme For-Vexling ligger aabenbar deri, at de er Tusind-Konstnere tilhobe, og Menneskerne immer fristede til at forvexle den himmelske Konst snart med den Naturlige og snart med den Sorte.

Hvad nu først Lys-Alferne angaaer, da hedder det i Gylfe-Legen, at de have en herlig Bopæl i Alfheim ved Urdas Kilde, ogenGlands som fordunkler Solens, samt at det ogsaa er Lys-Alfer som nu boe i Gimle, oppe i den tredie Himmel, hvis Navn er Idel-Blaa (Viðbláinn)*). Disse Alfer er det naturligviis, vi træffe i Asernes Selskab, som et Slags fremmede Ministre fra en høiere Magt, thi disse Indbyggere af Gimle, der ei skades af Surtur-Branden, er aabenbar, tilligemed Nornerne, som vi før saae regnedes til dem, Alfaders Repræsentanter i Tidens Løb, og vi slutte med Føie, at Urdas Kilde og Alfheim ligesaavel som Gimle laae i den tredie Himmel. Da imidlertid Alfernes sideordnede Forhold til Aserne ei er blevet synderlig ændset, maa det vel erindres, at alt i Vøluspa hedder det, ved Ragne-Rokes Gny:

Hvor gaaer det Aser,
Og hvor gaaer det Alfer?

Samme Spørgsmaal giør Thrym Thusse-Drot til Loke, selv Odin nævner Aser og Alfer i eet Aande-Dræt, og vi møde dem næsten i alle de Mythiske Sange ved Siden ad hinanden **), hvorfor vi da ogsaa finde, at endnu i Hellig-Olavs Tid offrede Man i Sverrig til Alferne***). Vi kan derfor ikke tvivle om, det jo var dem, og ei Aserne, der forærede Frey Alfheim i Tand-Gift, og at de er Ivalds-Sønnerne, som i Arilds-Tid bygde Skibbladner og forærede dette mageløse Skib til den straalende Frey †). Paa det Sidste har vi ogsaa en mærkelig Stadfæstelse i Ravne-Galderet, hvor Idunna, som falder ned fra Ygdrasils-Skyerne, baade siges at være af Alfe-Byrd og * * * * 546 at være af Ivalds Døttre*), saa det kan ikke forvilde os, at Ivalds Sønner i Gylfe-Legen giøres til Dværge, og i Skalda baade til Dværge og Mørk-Alfer**), thi vi veed godt at Mythologier og Æsthetiker kun er daarlig Poetisk Hjemmel, og kan, naar de har baade Digtenes Aand og Bogstav imod sig, slet ikke komme i Betragtning.

Islænderne sige, at Navnet Alf og Ælf godt, ligesom Eilif, kan betyde »den Evige« og det passer meget godt, da Surtur-Branden, som sagt, ei kunde skade deres Boelig, og det behøver neppe at anmærkes, at vores Ælve-Folk og Ælve-Konge er i det Mindste de Straalendes Navnere, men vel maa det bemærkes, at Alferne (the Elfs) have holdt sig bedst i Engeland, hvor Ælve-Kongen endnu i Drydens Dage dandsede med Fee-Dronningen (the Fairy Queen) som Spensers Læsere nok veed var en Urda.

Om Alfernes Runer har vi sagt, hvad vi vidste, men om deres Sprog er at mærke, at de kaldte Jorden Mark, Himlen Høielofts-Salen, Maanen Tids-Regneren, Solen Straale-Hjulet, Skyen Veir-Støtte, Vinden Giennem-Suser, Stille Dag-Milding, Havet Vand-Springet, Træ Maigrøn, og Nat Sove-Gammen***). Læseren vil udentvivl med mig kiende en ikke ubetydelig Forskiel mellem Jetters og Alfers Maade at udtrykke sig paa, og det en Forskiel, der hentyder paa at Alferne beboe de høiere Egne. Vel maa det ikke glemmes, at der ogsaa var et Alfheim paa Jorden, mellem Glommen og Gøt-Elven, som nævnes tit i de Islandske Romaner, og stundum med en Lovtale over Indbyggernes Deilighed †) men hvor Elve-Grimmerne træde op i Historien, hører Man Intet til Deiligheden ††), og at de har deres Navn af Elvene, de boede imellem, er aabenbart, saa det foranlediger kun den Bemærkning, at det Nordiske Flod-Navn (Elf) ventelig er det samme som álf (ælf) og betyder det immer levende (rindende) Vand.

* * * * * 547

Vi komme nu til Mørk-Alferne eller Svart-Alferne, som vi dog kun har lidt med at giøre, og det er vor Lykke, thi om dem hedder det i Gylfe-Legen, at de boe nede i Jorden, sortere end Kul, og er, ei blot i Skind men fremforalt i Sind, som Nat mod Dag i Sammenligning med Lys-Alferne*). Af de Mythiske Sange er nemlig, saavidt jeg veed, Ravne-Galderet den Eneste, hvori Mørk-Alferne nævnes, og det kun paa Slump med Thusse-Pakket, der gik til Sengs under Ygdrasils Hel-Rod**). Svart-Alfheim og dets Indbyggere nævnes derimod i Gylfe-Legen og Skalda, naar Aserne er forlegne for Baand til Fenris-Ulven, Haar til Sif, og saa videre; men paa de fleste Steder er det aabenbar en Forvexling af Mørk-Alfer med Dværge, eller selv med Lys-Alfer***). Derimod bør det ene henføres til Mørk-Alferne, og ei, som Man har for Skik, til Dværgene, at de skye Lyset, og forstenes af Sol-Straaler, thi naar dette ikke om Mørk-Alferne var i sin naturlige Orden, vilde det være et aldeles uhjemlet Sagn. Naar Man nemlig eftersporer dets Mythiske Oprindelse, da studser man ordenlig ved, at det eneste Glimt deraf i de Mythiske Sange er den ubestemte Yttring om Alsvin, at han er narret, fordi han over Jorden har oppebiet Solens Opgang, hvori der slet ikke behøver at ligge meer, end at han maatte drive af med uforrettet Sag†). Ikke engang i Skalda har jeg kunnet opdage mindste Spor af Dværgenes Dag-Sky, som ogsaa vilde være meget ubetimelig, da det dog vel var om Dagen at f. Ex. Dværgen Brok gik i Rette med Loke for Asernes Dom-Stol og syede hans Mund sammen ††), saa Thjodolf fra Hvine er nok, om ikke den eneste, saa dog den første Skjald, der taler om dag-skye Dværge, og bruger ovenikiøbet Ordet ei om Dværge i Almindelighed, men kun om ham der lokkede Svegder ind i sit Steen-Huus †††). Selv i ingen af Romanerne, fra Hervors til Thorsten Vikingsøns Saga, har jeg stødt paa noget Spor af Dværgenes Dag-Sky, men paa mange af deres Færdsel ved høilys Dag, saa Beskyldningen bør død og magtesløs at være, og ei komme Bjerg-Puslingerne til nogen Skade paa gode Navn og Rygte.

* * * * * * 548

Man finder det maaskee lidt barnagtigt saa ivrig at antage sig Dværgenes Efter-Mæle, men det er i alt Fald naturligt, da Sællands-Farene altid har baaret en Slags Godhed for de smaa Bjerg-Folk, der i Øvrigt, som alle Muld-Varper, gierne for saavidt kan have skyet Solen, at den skar dem i Øinene, og desuden er det ligefrem, at naar ikke de Mythiske Sagn men kun Mythologernes løse Beretninger stride mod Anskuelsen, da skal disse uden Skaansel kuldkastes.

Dog, det gaaer i Mythologien, som i Livet, at neppe er Man vel ude af den ene Forlegenhed, før den anden møder, thi Dværgenes Fødsels-Historie og Slægt-Register, som vi nu komme til, har ogsaa sine store Vanskeligheder, som vi imidlertid skal stræbe at faae en tydelig Oversigt af, ved at begynde med Gylfe-Legen, der giver, om ikke den paalideligste, saa dog den klareste Beskeed.

Da Asernes gamle Kronos-Dage var forbi, ved de hemmelighedsfulde Møers Ankomst fra Jotunheim, satte de sig, hedder det, høitidelig til Sæde, og raadslog om, hvad der skulde giøres ved Dværgene, der var kommet til Live i Jorden baade oppe og nede, som Madiker i Kiød. Dværgene havde nemlig faaet Liv og Skabning som Madiker i Ymers Kiød, men efter Gudernes Kiendelse fik de nu Menneskelig Skikkelse og Bevidsthed, skiøndt de har deres Boelig i Jorden og Stenene.

Nu opregnes først de, der, med Modsygner og Durin i Spidsen, skal have deres Boelig i Jorden, derpaa følger en anden Række, som siges at være Steen-Byggere, og endelig en Tredie, af dem, der kom fra Svarins-Høi til Ørvang paa Jorevold, og fra dem ere »Lovarr« komne*).

Her seer Læseren strax, er endeel at spørge om, og det er klart, at Forfatteren har havt Vøluspa for sig, men ikke vores Text, og har havt andre Kilder som vi fattes. I vores Vise staaer der nemlig, at Guderne raadslog om, hvem der skulde skabe Dværge-Flokken af Brimers Kiød (eller Blod) og Blaanes Been, samt at det var Ørvangs-Flokken, med Lovar i Spidsen, som flyttede fra Sal-Steen (eller Svarins Høi) til Jorevold (eller Jørvold)**).

Skiøndt det nu er vanskeligt at jævne Trætter om ubekiendte Ting, maa Visen dog giælde, og er Lovars-Flokken, som ieg giætter, Lys-Alferne, da maa Jørvold søges i Alfheim, * * 549 hvor Brimer-Salen staaer i Luun for Sindre-Ætten, baade før og efter Ragna-Roke*).

Herved maae vi, indtil videre, lade det beroe, og heller see til at udfinde, hvilke af de Mythiske Konst-Værker med Føie kan skrives paa de egenlige Dværges Regning, thi som Man er til, saa giør Man til. Ogsaa denne Materie er imidlertid af de indviklede, fordi Man naturligviis først har tillagt Aserne hvad Man syndes de til Nytte og Fornøielse maatte have, og først siden spurgt hvor de fik det fra, hvorved det da lettelig hændte sig, at den der fortalde, hvem der havde gjort Mjølner og Drypner, tog mærkelig feil, ligesom ogsaa, at Man efterhaanden tillagde Aserne Ting, de ikke behøvede, uden forsaavidt gamle Folk kan behøve Briller og Støtte-Stave og mangfoldige Ting, som de i Ungdommen lee ad.

Naar vi derfor læse Vøluspa, da see vi, at Aserne i deres unge Dage var selv Tusind-Konstnere, bygde sig Borge og smeddede sig, med Bunker af Guld, Alt hvad deres Hug stod til, og, skiøndt dette sagtens har sin oldhistoriske Grund i et dunkelt Sagn om Paradis, og om Guds Sønner, før de kastede Øie paa Jetternes Døttre, saa har det dog ogsaa sin naturhistoriske Grund i de Kronos-Dage, der begynde ethvert aandelig begunstiget Folks, som hvert lykkeligt Barns Levnets-Løb, og i hele Volas Anskuelse af Gude-Livet finde vi intet Spor af nogen udvortes Ting, hvori Alfernes Kraft, Rigdom og Skiønhed skulde søges. Selv Brugen af en fremmed Konstner til at bygge Borgen Asgaard paa Ida-Sletten vilde vi af Vøluspa, som den nu er, aldrig fattet Mistanke om, og skiøndt vi ei kan nægte, der muelig sigtes til noget Sligt i de dunkle Linier, som Gylfe-Legens Forfatter i saa Henseende peger paa, er det dog endnu et stort Spørgsmaal, om han har forstaaet dem ret**). Kun Heimdals Gjallar-Horn nævnes, som brugeligt baade til at drikke af og at blæse paa, og det kan være konstigt nok, men hører ikke hid.

I Vafthrudners-Maal er det først, vi finde Mjølner i Thors Haand, men kun som Noget der hørde til Haanden, og * * 550 skulde derfor tilhøre hans Sønner: Mod og Magne, endnu efter Ragna-Roke*).

I Grimners-Maal kommer Skibbladner for en Dag, og det som en Foræring af Ivalds Sønner til Vanen Frey, og dermed maae vi vel sige, fødes Konst-Ideen i vore Myther**).

I Thryms-Kviden støde vi paa to nye Konst-Værker, som er i Vana-Disen Freyas Værge, en Fjeder-Hamm nemlig, og det berømte Guld-Smykke Brysing eller, som det kaldes i Bjovulfs Drape, Brosing-Men, dog uden at der tales om, hvorfra hun havde faaet disse Klenodier***).

I Skirners Reise finde vi Odins-Ringen, som havde ligget paa Balders-Baalet, og hvorfra hver niende Nat dryppede otte Ringe ligesaa tunge, saa vi kan ikke miskiende den berømte Drypner, naar vi ellers kiende den, men hverken gives den dog Navn, ei heller ymtes der det mindste om, at den er fremmed Arbeide †).

Omtrent det Samme er Tilfældet med Odins-Spydet Gungner, som Brynhild nævner i Forbigaaende for Runernes Skyld paa Odden ††).

Derimod siger Freya, udtrykkelig, i Hyndlas Sang, at det er de behændige Dværge Dain og Nabbe, der har gjort hende Galten Gylden-Børste eller Hilde-Svin, som altsaa er det eneste Konst-Værk der i de Mythiske Sange tillægges jordiske Dværge, hvorved dog er vel at mærke, at Talen er om en Tryne-Hjelm af røden Guld, og ei om den levende Griis, der grynter i Skalda †††).

Heraf slutter jeg, udentvivl med Føie, at Odin og Thor er født med Gungner og Mjølner i Haanden, eller har dog smeddet dem selv paa Ida-Sletten, saavelsom Drypner Odins Finger-Guld, men at det er Lys-Alferne, Ivalds Sønner, Frey og Freya har at takke ligesaavel for Guld-Smykket og Fjeder-Hammen, som for Vidunder-Skibet, thi det er Poetiske Værker af den Himmelske Konst, der ikke afpræger sig i Træ og Malm, men udtrykker sig i det levende Ord, som altid har Vinger, og forherliger Alt hvad det gladelig * * * * * * 551 omslynger. At Freya derimod., naar hun vil skiænke Otter, sin jordiske Yndling, en trofast og deilig blinkende Guld-Hjelm, henvender sig til Bjerg-Folkene, hvis Konst er indskrænket til Kredsen af den sandselige Indbildnings-Kraft, er ogsaa i sin Orden.

Alle disse Konst-Stykker nævnes i Gylfe-Legen, undtagen Freyas Fjederhamm, og Otters Tryne-Hjelm*), og desuden adskillige Andre, hvoraf det Fornemste er Baandet Gleipner, som Fenris-Ulven stikker i, og som det er troeligt nok, at Skirner hentede hos Mørk-Alferne, siden det er gjort af ingen Verdsens Ting**).

De øvrige Stykker, som Gylfe-Legen er ene om, beløbe sig, saavidt jeg veed, til disse Tre: Thors Staal-Handsker og Styrke-Bælte, og Balder-Skibet Hring-Horne, hvis Mestre ikke nævnes***).

Endelig kommer Skalda med to splinterny Mester-Stykker, nemlig Sifs ikke Messing men Guld-Paryk, der groede fast til Hovedet, og Freys Galt Gylden-Børste, et unaturligt Svin, der vel var Smede-Arbeide, men kunde dog løbe om Kap med Sleipner. Hermed følger da en heel Fortælling om Asernes Klenodier, hvorefter Loke, som havde stjaalet sig til at rage Sif, maatte tye til Mørk-Alferne, Ivalds Sønner, om Guld-Parykken, og fik da af dem desforuden Gungner til Odin og Skibbladner til Frey. Siden, hedder det, slog Loke til Væds om sit Hoved med Dværgen Brok, at hans Broder Sindre ei kunde giøre Magen til disse M ester-Stykker, men tabde Vædde-Maalet, da Sindre havde gjort sit Bedste, og bestukket Dommerne, ved at forære Odin Drypner, Thor Mjølner, og Frey Gylden-Børste, som var smeddet af Svine-Skind †).

Hertil er intet videre at føie, end at Galten Gylden-Børste eller Dødbider (sliðrugtanni), alt i Gylfe-Legen er spændt for Freys Kerre, men kun som et andet Bæst, og at Svine-Skindet er et godt Bind til Fortællingen i Olav Tryggesøns Saga, om hvordan Freya fik Brysing-Men af Dværgene Alfrik, Dvalin, Berling og Grer††).

* * * * * 552

Her har Man da et fuldstændigt Inventarium over Konst og Rust-Kammeret i Asgaard, thi vel see vi af Skirners Reise, at Frey engang havde havt et konstigt Sværd, der selv fløi af Balgen, naar det lugtede Jette-Blod, men allerede ved Ægers-Gildet maa han drikke det i sig, at han, som Loke siger, har solgt det for Jette-Møen Gerda*), og hvor det siden blev af, skal jeg ikke kunne sige, med mindre det var hint mærkelige Jette-Sværd, som Bjovulf kom over i Jette-Stuen paa Havsens Bund, og dræbde Grændels Moder med, hvad ingenlunde er saa urimeligt, som det kan synes, da Gymer Jette, der sagtens fik Sværdet for sin Datter, er den samme som Æger, saa Grændels Moder kunde godt være hans Mage, den stygge Fru Ran, der havde sine Garn ude efter alle Svømmere. Skulde imidlertid denne dristige Formodning stadfæste sig, vilde det dog ikke stort nytte den vaabenløse Frey i Ragna-Roke, da hele Klingen smeltede i det gloende Hexe-Blod, som lis i Tø-Brudd, og Hæftet blev ene tilbage, men kunde det findes, vilde Man dog lære endeel deraf, thi derpaa var ristet med Runer, ei blot, hvem Sværdet fra først af var gjort til, men ogsaa hvordan det gik i den gamle Jette-Strid, og findes burde det jo paa vores Kost-Kammer, eller paa Runde-Taarn, siden Gothe-Helten Bjovulf forærede det til Dane-Kongen Hrodgar, og Man dog sagtens maa have passet godt paa saadan en Sjeldenhed**).

Dog, Læseren seer formodenlig ikke hvor jeg vil hen med al den Snak, saa jeg maa vel i det Mindste sige Saameget reent ud, at for vore Øine skal og maae de to Sværd smelte sammen, og at jeg griber den gode Leilighed til at minde Læseren om, hvad han kanskee under min Nyslen med Bogstaverne har glemt, at alle Mythiske Konst-Værker i Norden er historisk-poetisk at forstaae. At nu de Gamle ei heller har ladet Sligt ubemærket, see vi klarlig paa det Mester-Stykke der tilskrives Dværgene Fjalar og Gjalar, som af den sprænglærde Kvasers Blod og af Honning, der, som Man veed, langt ude, havde sin Oprindelse fra Urdas Kilde, blandede den berømte Suttungs-Miød, Man kun behøvede at nippe til for at blive enten Skjald eller Saga-Mand***).

Dette skal jeg siden nærmere stræbe at oplyse, naar Talen bliver om Sværdet Tirfing, som Dværgene Durin og Dvalin * * * 553 smeddede til Svafurlami*), og dette faaer være det sidste af Dværgenes Konst-Stykker, vi nævne her, da det vilde blive alt for vidtløftigt at opregne Alt hvad der i Saxos Old-Sagn, efter Ideen, maa henføres til dem.

Mesteren for alle de Mythe-Historiske Dværge, navnkundig over hele Norden, og saavidt som Angler og Gother færdedes, kan jeg dog ei ganske forbigaae med Taushed, skiøndt han siden maa betragtes for sig selv; thi da Vølund (Konstneren) baade kaldes en Finlap og Ælve-Kongen, der vil have Ord for selv at have gjort sin Fjeder-Hamm**), synes det virkelig, som Man i ham har stræbt at sammensmelte alle de Smaa, fra dem i Alfheim til dem i Niflheim.

Nævne maa jeg ogsaa i Forbigaaende Alberik (Alfrik) Dværg, som spiller Bas i Tydskernes Helte-Bog, thi, skiøndt han, indhyllet i Middel-Alderens Taage-Kappe, ei er nem enten at gribe eller beskrive, seer Man dog strax, han er af Slægten.

At Dværgene havde deres Norner, Runer og Sprog, for dem selv, er allerede bemærket, og kan ei undre os, da Konstnerne endnu har ikke blot et eget Sprog og Hande-Lag, men ogsaa paa en Maade en egen Religion, saa Dværge-Mythen lader sig ypperlig anvende paa hele Konst-Historien, al boglig Konst iberegnet. Vi veed altsaa en god Deel mere om Dværgenes Norner, Dvalins Døttre, om deres Runer, som Dain var Mesteren for, og om deres Sprog, end hvad der staaer i vore Mythe-Bøger***), men da dog kun det Sidste giælder i Mythologien, tjener til behagelig Efter-Retning, at Dværgene, efter Alsvins-Maal, kaldte Jorden Grønningen, Himlen Hvælvingen, Maanen Skin, Solen Dvalins Lege-Syster, Stille Kvalme, Hav Dybet, Ild Blusseren, og Natten Drømmersken eller Drømme-Disen†). Hvad endelig Dværge-Maal, for Echo eller Gien-Lyd, angaaer, da har jeg vel altid anseet det for et godt Mythisk Ord, og giør saa endnu, fra den Side, at al aandig Konst ligner en Gien-Klang af fjerne, forstummede Spaadoms-Toner; men da jeg dog ikke har kunnet finde det * * * * 554 igien, undtagen i Bjørn Haldorsens Lexikon, der aldrig siger sin Hjemmel, og er, endog prosaisk talt, selv kun en maadelig, faaer denne mythologiske Punkt, indtil videre, at staae ved sit Værd.

At Skialdskab i Skalda kaldes Dværge-Miøden, har vi seet Grunden til, men hvi den sammesteds kaldes Dværge-Skibet, og om Orm Steinthorsen havde sine egne Betænkninger ved just at kalde den Dvalins Drik, skal jeg ikke kunne sige, skiøndt jeg nok, paa eget Ansvar, turde giøre ligesaa*).

Aser og Vaner.

Jeg formoder det er med Læseren som med mig, at naar vi i Nordens Mythologi komme til Aser og Vaner, da er det først, vi ret føle os hjemme, saa Opholdet mellem Jetter og Dværge, og selv mellem Alfer, kommer os dog immer for som en Udenlands-Reise, Man maaskee ikke vilde undværet, men er dog glad ved at komme tilbage fra. Men heller ikke hjemme, veed Man, staaer Alt paa Pinde, for hvem der ikke sidder meget høit paa Straa, saa Læseren maa ikke vente, at det nu skal være baade sundt og smukt og soleklart, Alt hvad han møder, da tvertimod den Udskiftning, saavel mellem Asgaard og Vanehjem, som mellem Mand og Mand, vi strax maae skride til, vil, som alle Udskiftninger, være baade lidt indviklet, vrævlevurn og kiedsommelig. Da Udskiftningen i det grønne Gudhjem imidlertid ikke rejser sig af Nærighed eller af indbyrdes Kiv om Reen og ret Skiel, men blot af Lyst til, saavidt mueligt, at forbinde den friere Raadighed med Fælles-Skabets store Fordele, saa kunde Forretningen, naar Man var Mand for at bestride den sømmelig, baade have sine Behageligheder, og blive lærerig for Folkene i Norden, der, hvordan de end dreie og vende sig, altid vil være bedst tjent med at ligne deres Guder, eller de ædleste og mest ophøiede Forestillinger, der faldt dem naturlige.

Skiøndt nemlig Aser og Vaner ei blot er af forskiellig Byrd, men har ogsaa nappedes ganske artig i deres tidlige Ungdom, saa er den gamle Trætte dog for længe siden glemt, som Børne-Streger, og et evigt Forbund sluttet, som end ikke Loke formaaer at opløse, men kun ved fælles Tab at svække.

* 555

Det var derfor ingenlunde blot til Stads, at Nordens Guder kaldte sig med et Fælles-Navn »Kiæden og Forbundet«*), og det var netop Noget af det Første, der slog mig, at de stod som en Klippe-Kiæde, enig med sig selv, kun anfægtet af Jord-Skiælv og truet af Surtur-Branden, og af de skyhøie Bølger, som taarne sig paa Midgards-Ormens Rygg**). Nu vilde jeg imidlertid heller bruge en anden Lignelse, hvori der var lidt mere Liv og Bevægelse, og sige, de ligne vort Nordiske Hav: Nord-Søen, Kattegat og Øster-Søen, i Storm og Stille, der bugter sig synderlig nok og skiær sig ind i mange Vige og Fjorde, men flyder dog sammen, enes venlig om at være Nordens Værn, og bærer Sleipner blidt og Skibbladner stolt paa deres dybe Vei til Roes og Magt. Jeg er nemlig saare langt fra at nægte eller miskiende den sære Forbindelse, der er mellem den indvortes og udvortes Verden, thi den er mig tværtimod vissere og virkeligere end den er de fleste Mennesker; men jeg føler det dybt under Menneskets Værdighed at ordne sig under det Umælende og Livløse, og den Aand der svæver over Nordens Old-Sagn, tiltaler mig alt for venlig, til at jeg nogensinde kan troe, at den Række af Sind-Billeder hvori min Anskuelse af Menneske-Livet finder sit naturligste Udtryk, skulde kunne være et Værk af den aandløse Verdens-Betragtning og Forgudelse, jeg bestemt, som Hedning, vilde væmmes ved og spotte med. Derimod veed jeg godt af Erfaring, at naar Man begeistres for det Underfulde i Menneske-Livet, Man da ofte seer, hvordan det Samme speiler sig i den aandløse Verden, og peger gierne paa denne Skygge, der giver Anskuelsen en Støtte-Punkt i det Synlige, og det behøver ingenlunde at være noget Blænd-Værk, thi Han som skabde det Indvortes, skabde jo ogsaa det Udvortes, og afbildede deri nødvendig det Aandelige, som sine Tanker, og Mennesket, som er Skaberens Speil paa Jorden, finder naturligviis igien sit Speil i den ham underordnede Skabning. Nu har ethvert Folke-Færd, efter deres Hjertes Drift og Nornens Dom, faaet de Bopæle, der ligne og tiltale dem mest, og for Digteren sammensmelter da altid Folke-Historien, i en vis Grad, med Natur-Historien, længe før der videnskabelig kan tænkes paa eller ymtes om, at de staae i en virkelig Forbindelse og Vexel-Virkning. Jeg kan derfor aldrig tvivle om, at baade den udvortes Natur i Almindelighed og den Nordiske i Særdeleshed har * * 556 paa mange Maader bidraget til at gestalte vore Myther; men uagtet jeg neppe med Pennen kan indprænte dem der behøvede det, den uhyre Forskiel mellem en saadan Indvirkning, og den Umuelighed, at det Døde og Aandløse skulde være Livs-Roden til det Aandfulde og Levende, maa jeg dog paa det Bestemteste erklære, at det end ikke kunde være Tilfældet i Østen, hvor dog Naturen ret egenlig var Digterens Syns-Kreds, end sige da i Norden, hvor de Historiske Begivenheder saa aabenbar var det. Her at ville forklare selv det mindste Gran af Gude-Livet, end sige da det Hele, af de fire Elementer, af Solens Opgang og Nedgang, og Aars-Tidernes Vexel, er da i mine Ørne et stort Mis-Greb, og naar jeg kalder Aser og Vaner Hav-Guder, da er det kun fordi Havet i mine Øine afbilder det snart stille snart bølgende og stormende Menneske-Liv, ligesom Soel og Maane og Stjerner speile sig i Vandet, skiøndt det kan gierne være, at de i Norden, der gjorde sig en haandgribelig Forestilling om Guderne, snarere tænkde sig dem i Dybet ind i Høiheden, snarere i Havet end i Himlen, hvor det synes som de kun daglig reed op at holde Raad under Ygdrasill, hvad jeg i Grunden forklarer saaledes, at hvor, som i Norden, Følelsen er det mest Aandelige, der boer Aanden egenlig i Hjertet, og aflægger kun Besøg i Hjernen, som er vor lille Verdens Himmel og Høielofts-Sal*).

For mig er derfor Aser og Vaner hverken meer eller mindre end de Nordiske Idealer for den aandelige Følelse i begge sine Skikkelser: kraftig og kiærlig, mandlig og kvindelig, med samt sine Hoved-Virkninger igiennem et ædelt Kæmpe-Liv, og at de oprindelig var det Samme for Nordens Hedninger, lader jeg mig ikke aftrætte, da ikke blot Vøluspa udpeger det, men hele Nordens Historie beviser, at saadanne Idealer virkelig har svævet for vore Fædre og gestaltet deres Liv. Andre har naturligviis, uden min Tilladelse, Lov til at ansee dem for slet ingen aandelig Ting, eller for hvad de vil, men jeg har ogsaa, uden deres Tilladelse, Lov til at ansee dem for herlige, staaende Sind-Billeder paa det høiere Menneske-Liv i Norden, og jeg har, som poetisk Historiker, baade Kald og Forpligtelse til, saavidt mueligt, at giøre min Anskuelse giældende.

Hvorledes nu de Gamle kom til disse Idealer, maae vi kalde et unyttigt Spørgs-Maal, da det er klart, at Mennesket aldrig var kommet til aandelige Forestillinger, hvis der ei havde været * 557 Aand i ham, men at naar saa var, vilde disse hos hvert Folke-Færd grene og udvikle sig efter deres Ejendommelighed. Ønske vi derimod at vide, under hvilke Omstændigheder Idealerne gestaltede sig netop saaledes, som vi finde dem i Mytherne, da er Ønsket saare naturligt, men det er ogsaa soleklart, at derpaa kan vi kun giætte, og giøre vel i ikke at anvende megen Tid og Efter-Tanke paa, hvad kun er af liden Vigtighed, og vil altid blive tvivlsomt. Kun Saameget kan vi forud vide, at Betragtningen af den øiensynlige Forskiel mellem Nordens Indbyggere, og de deraf udspringende Begivenheder, maae have havt kiendelig Indflydelse derpaa, da Folke-Daaden i den graa Old-Tid, ligesom Børnenes Idrætter alle Dage, er et tro Speil af deres Indvortes. Den Nordiske Historiker med opladte Øine kan derfor umuelig andet end gienkiende Gother og Daner i Aser og Vaner, skiøndt det vilde være et stort Mis-Greb derfor i Asa-Dramet at see en Udsmykkelse af disse Stammers Old-Historie, da Begivenheden her, ligesom Naturen andensteds, ingenlunde har været Digtningens Gienstand, men kun Digterens Speil. Jeg antager nemlig, at det er gaaet det gamle Nordens Digtere med deres prophetiske Anskuelse af Menneske-Livet og Banen, som det gaaer mig med min historiske Anskuelse af det Samme, saa Stammernes virkelige Tilstand og Begivenheder har givet deres Anskuelse Udtryk og Gestalt, ligesom de nærværende Individualiteter giøre mig den samme Tjeneste, uden at det paa fjerneste Maade er eller kan være min Hensigt at opfatte og fremstille dem. Dette er maaskee Ebraisk for de i Digte-Konstens Hemmeligheder aldeles Uindviede, men der vilde ogsaa allerede være meget vundet, naar Man lærde at indsee, hvor urimeligt det er, at de Uindviede ville forklare os, hvad de, selv naar det forklares dem, har ondt ved at forstaae. Et Exempel vil imidlertid kunne vise Læseren hvad jeg mener, thi sæt, hvad der er høist rimeligt, at Gother og Daner i Arilds-Tid, efter en lang og sørgelig Feide, sluttede oprigtig Fred og Forbund paa fælles ærefulde Vilkaar, og med et Mage-Skifte, skikket til at forevige Venskabet, da vilde det falde en Nordisk Digter aldeles naturligt, deri at see et tro Billede af Striden i de ædlere Følelsers Rige mellem Kraft og Kiærlighed, som altid ender sig med et Slags Ægteskab, fordi Parterne erkiende, at de er hinanden uundværlige, og vinde Begge ved indbyrdes Eftergivenhed; men derfor var det ingenlunde dette lille Optrin af Helte-Livet, men Livet selv, i detHele og detStore, han besang, saa hele Norden giennem Aarhundreder gienlød af Kvadet om 558 den store Trætte mellem Guderne, som endtes med at Njord og hans Børn fik Rang med Aserne, og at Freya selv paa Valen deelde halvt med Odin. Vilde Man derimod sige, at Feiden mellem Gother og Daner netop især havde reist sig af deres forskiellige Anskuelser, saa Aserne var oprindelig de Gothiske og Vanerne de Danske Idealer og Guddomme, som forsonedes med hinanden i en begeistret Sangers Ord, og dermed over hele Norden, da kunde Man i det Mindste beraabe sig paa den store Kiends-Gierning, at Gotherne altid maatte være fristede til eensidig at forgude Krigen, og de Danske Freden, skiøndt Erfaring daglig lærde dem, at hvem der vilde leve frit og see gode Dage, maa have Sind til begge Dele, om de end kun i Grunden har Mod paa den Ene.

Hvorvidt nu endelig Navnene, »As« og »Van« eller »Vaning«*), er af Poetisk eller Historisk, eller af blandet Herkomst, derom tvistes Man for tidlig, saalænge det er ubekiendt, hos hvilken Stamme Navnene først opkom, thi kun da lod det sig maaskee afgiøre, men nu maae vi nødes til at sige, det kan være hvad det skal. Gaae vi nemlig Sprog-Veien, da finde vi ei blot hos Jornandes, at »ansar« paa Gothisk betød »Halv-Guder«, men det høieste Herre-Kort hedder As og Æ s baade paa de Gothiske og de Romanske Sprog, hvortil endnu kommer »Aas« i Dansk og Islandsk; og »wan« vores »væn« betyder paa Angel-Sachsisk »hvid og lys«, hvad især bliver mærkeligt derved, at Heimdal, som kaldes en »Van«, ogsaa fører Navn af den »Hvide As«**). Vende vi os derimod til Folke-Historien om Oplysning, da finde vi ikke blot Aspurg (As-Borg) og Phanegoria (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav, men det er ogsaa høist rimeligt, at Aser var Navnet paa Gothernes Hoved-Stamme, og er vore Danske Øer oprindelig som Ordet gaaer, kaldt »Vide-Slet«, da kan det, som den hvide Slette, være det Samme som Vanehjem***).

Adspørge vi nu endelig Mythe-Bøgerne selv, da finde vi naturligviis al den Vaklen og Ubestemthed, der i en historiskpoetisk Mythologi er at vente, saa i de gamle Sange er Aser og Vaner poetiske Idealer med et svagt historisk Anstrøg, medens de i Edda, Skalda og Ynglinge-Saga er ligesom størknede til * * * 559 reen-historiske Figurer med et æventyrlig poetisk Anstrøg. Dette vil imidlertid slet ikke forvirre, men fornøie, og efterhaanden oplyse os, naar vi kun blive fortroelige med den Mythiske Orden, hvortil det allevegne hører, at saalænge Poesi og Historie har Folke-Munde tilfælles, pløier den Rige immer fra den Fattige, saa i den ældste Tid er Historien nær ved at gaae op i lutter Poesi, men i den sidste Tid er Poesien nær ved reent at tabe sig i en urimelig Historie, og hvad der især har forvirret os, er da at Critiken som skulde udskifte dem af Fællesskabet, har ladet sig bestikke af den i Forstands-Tiden rige Sagn-Historie, uden at spørge om, hvordan den var kommet til al den Rigdom og Velstand. Hos os, hvor Saga alt fra første Færd var, om ikke just Moder til Brage, saa dog, som Odins gode Veninde, hans Pleie-Moder, var det vist nok ogsaa langt tilgiveligere at tage alle Aser og Vaner for snilde og drabelige Kæmper, som opsvang sig til Halv-Guder, end at giøre dem til betydningsfulde Sind-Billeder af det Umælende, eller slaae alle Myther hen i Veir og Vind, men det var dog i Grunden ligesaa uhistorisk som upoetisk, naar Man seer hen til den Maade hvorpaa poetiske Myther kan opkomme, og til de uforanderlige Natur-Love, som Menneske-Udviklingen uvilkaarlig følger.

I Vøluspa, veed vi nu nok, fremtræde Aserne ei synderlig folke-lige, undtagen forsaavidt som Midgaards Skabere kaldes Børge-Sønnerne, og Opholdet paa Ida-Sletten (Vide-Slet?) falder lidt tvetydigt, især da de der synes at have havt en haard Dyst med Vanerne, som Vola kun ved denne Leilighed peger dunkelt paa i Forbigaaende*).

I Vafthrudners-Maal finde vi derimod Aser og Vaner venlig og vel forligte om Herredømmet, indtil Domme-Dag; thi der spørger Gavnraad (Odin), hvordan Niord kom i Asa-Lag til Guddoms-Ære, skiøndt det var ikke sunget for hans Vugge, og Vafthrudner svarer, at ham skabde de vise Guder i Vanehjem, og sendte ham til Aserne (goðum) som Gissel, hvorfra han først i Ragna-Roke kommer hjem igien til de vise Vaner**).

Om Vanernes Billed-Sprog siger Alsvins-Maal, at de kaldte Jorden Lande-Veien, Himlen Vind-Væven, Solen Straale-Glands, Skyerne Veir-Laget, Vinden Brum-Bassen, Stille * * 560 Vind-Fald, baade Ild og Vand Bølgen, Træet Vaand, Sæden Grøde, og Øl Lædske-Drikken*).

At de vise Vaner havde deres egne Runer, siges vel ikke i Rune-Kapitlet, men dog i Brynhilds-Kviden, og klinger rimeligt nok, men hører for Resten, som den hele Rune-Historie og Literatur, til de Nordiske Hemmeligheder, der vel ikke let lade sig fordunkle, men ogsaa vanskelig forklare**).

Af de mangfoldige Steder i Sangene hvor Asa-Navnet findes, vi vil her blot lægge Mærke til dem, hvor Kraft giøres til deres Kiende-Mærke***), og til hvad Alsvins-Maal beretter om deres Sprog. De kalde nemlig Jorden Dynd, Himlen Varmeren, Maanen Skiven, Solen Synligheden, Skyerne Fugtighed, Vinden Løsgiængeren, Stille Læ, Havet Taageholm, Ild Opløseren, Skoven Ager-Haaret, Natten Sløret, Sæden Knop og Øllet Øl†). At de ogsaa havde deres egne Runer, følger af sig selv, og det er noksom bekiendt, at Odin var Asers Rune-Mester ††), skiøndt han, efter Rune-Kapitlet at slutte, just ingen Mester var i den klare Fremstilling.

Gaae vi nu med den Beskeed til Edda og Skalda, da skal vi just ikke rose af den ny Oplysning, vi der kan finde, men dog faae baade Aser og Vaner naturligviis her et langt mere folkeligt Udseende, og historisk Anstrøg. Om Børres (Børs) Oprindelse, hvem Moder-Koen Ød-Humle paa en egen Maade slikkede føer, som Man siger om Kalve, er alt forhen talet, og her høre vi, at Børre-Sønnerne, hvorved Vola, skiøndt hun ei udtrykkelig siger det, sikkert mener Odin, Hæner og Lødur, skal hedde Odin, Vile og Ve, og have havt Bølthorn Jettes Daatter Besla til deres Moder, samt at de gav Jetterne Strand-Kanten til Beboelse, da de skabde Midgaard * * * * * 561 for dem selv af Ymers Bryn, og befæstede den mod Jette-Vold*).

Hvad der mere giættes end fortælles i Fortalen og Efterskriften til Gylfe-Legen om Asernes Sammenhæng med Trojanerne, har maaskee nok, da den Trojanske Krigs-Historie er selv en Kamp-Mythe, meer at betyde end Man hidtil drømde om, men kan dog her ikke komme i Betragtning.

Derimod er det mærkeligt, at hele Udkastet af Gylfe-Legen hentyder paa et Folk uden for Norden, de udvandrede Gother nemlig, der kaldte sig Asa-Folket, og sammenblandede deres Historie med Gudernes; thi Man vil stedse klarere indsee, at heri ligger Nøgelen til mange af vores Mythiske Hemmeligheder, og at især Sagnene om Odin og om Striden mellem Aser og Vaner, derved er blevet saa indviklede, som vi nu finde dem.

Af denne Strid saae vi allerede i Vafthrudners-Maal et tydeligt Spor, da Niord kaldtes Vanernes Gissel i Asgaard, og herom læse vi i Gylfe-Legen, at Niord var opfødt i Vane-Hjem, men udvexledes som Gissel med Hæner, som blev Asernes Gissel hos Vanerne, til Fredens Beseigling**). For et Spor af Feide-Tiden maa det vel ansees, at Friggas Terne, Gna, som reed igiennem Luften paa sin Hest Hofvarpner, blev stødt, da nogle Vaner spurgde, hvad det var der fløi eller seilede i Luften***); og i Brage-Snakken findes det vel ikke smagfulde men dog ret artige Sagn om Fred-Slutningen mellem Aser og Vaner: at de beseiglede den ved at spytte i en og samme Bøsse, hvoraf den store Viismand Kvaser opstod †).

Endelig kommer Ynglinge-Saga og slaaer Hoved paa Sømmet, ved soleklart at berette, baade hvor Asgaard og Vanehjem laae, nemlig østen og vesten for Don-Floden, og hvordan det Hele gik til, om end ikke med Feiden, saa dog med Freden, thi det skedte Altsammen i Odins Tid, som kaldes Asa-Mand, fordi han var fra Asien, østen for Don, og Niord og Hæner var ikke de eneste Gisler, thi Aserne gav * * * * 562 Hæner Viis-Manden Mimer med til Raad-Giver, og imod ham satte Vanerne deres største Viis-Mand som hedd Kvaser*).

See, det er Tøi som kan holde, og naar Man nu fra dette faste Stade betragter Mythen om Aser og Vaner, da faaer Man en ganske artig Historie om ubekiendte Ting og Tider, som ikke giver Historien om Ek-tor og Akilleus, der fordreiedes til Mythen om Aka-Thor og Midgards-Ormen, synderlig efter; men, naar endelig galt skulde være, kom der dog mere ud af det, end af, som nu er Skik, at giøre baade Aser og Vaner til Vinde, og Kvaser til godt Øl, thi derved maa vel Nordens Skjalde klage, at bagefter kommer tyndt Øl.

End staaer tilbage, navnlig at skielne Aser fra Vaner, og sige hvad de Alle hedde, som vi skal siden høre mere om, men selv denne Sag har sine Vanskeligheder, saa vi maae begynde med den Bemærkning, at vi efter Vøluspa ei kan give Navn paa en eneste Vanisk Guddom, thi af Niord finde vi ei mindste Spor, og de Hentydninger Man vil have fundet paa Frey og Freya, ere i alt Fald saa dunkle, at de selv trænge høilig til Oplysning. Intetsteds i Mythe - Bøgerne fremtræder nemlig Grund-Ideen for Aser og Vaner: de stærke og de milde, Kraftens og Kiærlighedens Guddomme saa klart, som hos Vola, der netop med disse dybe Tillægs-Ord adskiller og forbinder dem der skabde Menneskens Børn**), men hun kalder dem Aser tilhobe, og synes at betragte Vanerne som deres Modstandere, saa vi skimte en Tid, da en Poetisk Mythe om Gude-Kiæden endnu ikke var sammensmeltet med den Folke-Historiske om Brudd og Bod derpaa.

De Aser altsaa, Vola nævner, er Odin, Hæner og Løder, Balder og Høder, Thor, Vider og Vale, og endelig Heimdal, medens Frey i det Høieste betegnes som Beles straalende Bane-Mand, der i Ragna-Roke drages med Surter***).

Af alle Asynier nævnes kun Frigga, dog synes Freya meent paa et dunkelt Sted om Ods Mø, saa vi ligeledes her skimte Dobbeltheden af den aandelige Følelse hos Kvinden, som majestætisk og som indtagende, men ingen Udstykning †).

Dette anmærkes ingenlunde blot for den historiske, men især for den poetiske Nøiagtigheds Skyld, thi disse Tolv Figurer * * * * 563 kan vi være visse paa var Udtrykket for virkelige Dele af den oprindelige Anskuelse, hvad derimod neppe vil være Tilfældet med dem, som Vola ikke nævner, og det er sikkert denne Asa-Tylvt Sagnet giælder om de Tolv, der skulde troes paa, men lade sig paa ingen anden forsvarlig Maade adskille fra Resten*).

Vel nævnes ogsaa Loke og hans Kone Signe i Vøluspa, men aabenbar kun i Modsætning til Aserne, og er Mimer ikke den Samme som Heimdal, da er han af Vøluspa aldeles ukiendelig**).

I Vafthrudners-Maal er det vi møde Niord, som en guddommelig Vane-Gissel, der deler Ære med Aserne til Ragna-Roke, og i Grimners-Maal nævnes Frey som hans Søn, men skiøndt Freya nævnes i samme Sang, ymtes der dog slet ikke om, at hun er en Daatter af Niord, hvad vi først undervises om i Gylfe-Legen***).

I Vafthrudners-Maal støde vi ogsaa paa Mod og Magne, som Thors Sønner, der efter Ragna-Roke skal eie Mjølner, men de udtrykke altsaa kun den forklarede Thor, og er, som rene Sind-Billeder paa Mod og Kraft, aldeles allegoriske †).

I Grimners-Maal stifte vi et flygtigt Bekiendtskab med en Søn (Skygge) af Balder, ved Navn Forsete, en Stif-Søn af Thor kaldet Uller, Skjalde-Mønsteret Brage, og Odins Veninde Saga, men ogsaa disse ere enten aldeles allegoriske, eller dog, som Brage, Poesiens Konst-Udtryk ††).

I Vegtams-Kviden er det vi møde Rinde, som Vales Moder, i Skirners Reise Gerda som Freys Elskede, og i Ravne-Galderet Idunna som en Norne-Frænke, og Nanna, men først ved Ægers-Gildet støde vi sammen med Tyr, med Idunna som Fru Brage, Sif som Fru Thor, og Gefion som vi veed ikke hvadtft).

Her har vi da Tallet paa Sangenes Guddomme, thi at Thor i Harbards-Sang kalder sig Meiles Broder, og at Ve og Vile * * * * * * 564 nævnes af Loke ved Ægers-Gildet, ikke som Tilstedeværende, hvor dog ellers Alle var samlede, men som Odins Medbeilere til Frigga, anmærkes kun, for med Villie Intet at glemme*).

Gaae vi nu til Gylfe-Legen og spøige om de Tolv, der skulde troes paa, da høre vi det er følgende Tretten: Odin, Thor, Balder, Niord, Frey, Tyr, Brage, Heimdal, Høder, Vider, Vale, Uller og Forsete, hvortil endnu kommer Loke, som Man heller ikke kan nægte alt ved Ægers-Gildet kaldes en As**).

I Ynglinge-Saga endelig træffe vi naturligviis kun de Guder, som havde en Historie, altsaa Odin, Ve og Vile, Balder, Thor og Heimdal, Niord og Frey, med Frigga og Freya, altsaa af Historiske Grunde noget nær de Samme, som af Poetiske i Vøluspa***). Vel nævnes der ogsaa Hæner og Mimer, men kun som Gisler fra Aser til Vaner, efter en Folke-Historisk Mythe. At Loke slet ikke nævnes, er en Besynderlighed, som kunde vække den Tanke, at han var den mest reen-poetiske Person i Asa-Dramet; men han stikker udentvivl i Gylfe, som giør Forbund med Aserne, ligesom hos Saxo i Vikingen Liser, med hvem Odin skaffer Hadding i Ledtog†).

Herved mindes vi om Nordens Guder hos Saxo, og Forskiellen mellem Aser og Vaner glimter vel igiennem Sagnet om de ældre og de yngre Guder, og om Frø (Frey) der indførde en ny Guds-Dyrkelse, men det er dog kun tvetydige Spor, og af Gude-Navne linde vi hos ham kun Odin, Thor, Balder, Frey, Uller og Frigga; thi vel stikke Niord og Vale i Hadding og Bo, ligesom Loke i Liser, men hverken er det dog de samme Navne, ei heller beskrives disse Personer som Guder.

At nu Guderne, som poetisk boe i Asgaard og det grønne Gudhjem, historisk boe ved Tanais og Mælaren hos Snorro, og i Byzants og Upsal hos Saxo, det veed Man vel, og andre udvortes Ting, som de besad i Fælleskab, veed jeg vel ei at nævne, men dog er vi nødt til at betragte deres Ride-Heste under Eet i Kongens Stald, da kun Hestenes og ei Rytternes Navn staaer paa Dækkenet:

* * * * 565

Glad og Gyller,
Gier og Skredbriraer,
Sølvtop og Siner,
Gisle og Falhov,
Guldtop og Letfod,
Er Gangerne fine
Som Aser mon ride,
Naar daglig de drage
Til Doms under Asken*)

Af alle disse er Guldtop eller Guld-Manke den Eneste, Man selv i Gylfe-Legen finder Eiermand til, saa de andre maae vi lade Aserne enes om, som de er Venner til, men erindres dog om, at Odin har Sleipner, og Thor vader heller over Veilerne, end han rider, saa der kan godt blive En til hver af de Andre**).

Odin, Hæner og Løder.

Naar Man nævner Odin eller Ovdn, Vodæn, Vodan og Gvodan, da er det unægtelig et Navn, der har en lignende Betydning for Nørre-Leden eller den Østersøiske Halv-Verden, som Navnene Zeus og Jupiter for den Middellandske, eller Sønder-Leden, og i visse Maader endnu mere, fordi baade Gother, Angler og Normanner var Odins Tilbedere. Naar Man derimod gaaer videre, forlader Historien og slaaer Leir i de blotte Mueligheders Land, da udvider Man derved ingenlunde Odins-Riget, men opløser det, thi hvem der f. Ex. kan troe, at et Folk, der i Livet og den Historiske Virkelighed er saa forskielligt fra Gother og Angler, som Indierne, var dog, ligesaavel som disse, Odins-Dyrkere, fordi Buddha paa Papiret synes dem det Samme som Odin, de kan jo umuelig troe, at Anskuelsen og Dyrkelsen af denne Guddom er udsprunget af Folkenes Eiendommelighed eller har havt mindste Indflydelse paa deres Liv og Skæbne, og en Guddom, der allevegne hvor den nævnes, staaer fremmed og ørkesløs, skal ikke rose af sin Ære. Saa vist derfor som en eiendommelig Aand besjælede og kraftig gestaltede de Nordiske * * 566 Kæmpers Levnets-Løb, saa det blev kiendeligt selv fra deres, der laa dem anderledes nær end Indiens Buddister, og saavist som Odin er Egen-Navnet for denne Aand; saavist er det Tant med alle de Giætninger og Sammenligninger, som forudsætte, at Odin var ligesaa tomt et Navn for Nordens gamle Kæmper, som det er for Nutidens fleste Mythologer. Grunden ligger ogsaa aabenbar i det tomme, luftige Begreb om »Aand« som er vore Dages Ulykke, thi Ingen vil nægte at »Odin« er Navnet paa Gamle Nordens Aand, men de mene kun, at »Aand« igien betyder »Vind« og, naar saa var, blev Odin naturligviis ikke blot Eet med Buddha og Zeus, men med alle Guder, thi er end Navnene forskiellige, var Vinden dog den samme. Saameget er imidlertid vist, at Man hverken finder »Aand« eller »Odin« blandt Vindens Navne i Alvis-Maal, og at selv de Skjalde, der kunde fortjene Stik-Pillen, vilde blive rasende, naar Man ganske tørt forsikkrede, at »Aand« i deres Mund og deres Vers betød hverken meer eller mindre end »Vind«, saa det er Noget, jeg ikke engang nænde at sige om Thryms-Kvidens, end sige da om Vøluspas Sanger.

Men hvad var da egenlig Odin, vil Man vel spørge, uden at ændse, at han var ligefuldt usigelig Meer end Vind og Soelskin, om jeg end ikke kunde udtrykke det klarere, end at han var Aanden som begeistrede ei blot Nordens Propheter til at skabe hele den Mythiske Verden, ved hvis Ruiner vi maae studse, men begeistrede Nordens Folke-Færd giennem Aarhundreder til alle de store Bedrifter, hvis Virkning gaaer til Verdens Ende, og begeistrede endnu i det Tolvte og Trettende Aarhundrede Mange, med Saxo og Snorro, i det Mindste saameget, at vi i deres Bøger har et Billede af vor Poetiske og Historiske Old-Tid, hvortil intet Hedning-Folk kan opvise Magen. Det er imidlertid nemt med eet Ord at sige hvad han var, d^ ikke blot Vola har lagt os Ordet i Munden, men hele Odins og hele Nordens Mythiske Historie gienlyder deraf, thi han var jo i alle Maader Seier-Faderen*), hvorfor ogsaa »Seier-Guderne« er Asernes Kiendings-Navn **), og det med Rette, som de eneste Hedning-Guder, hvis Ragna-Roke blev Overgangen til en Poetisk Opstandelse. Derfor kalder Vola ligesaavel Odins-Hjemmet efter Ragna-Roke Seier-Vangen, * * 567 som Snorro beretter at Asa-Manden Odin boede i Sigtun, der netop er det Samme*), og hvis det behøvedes, kunde Man fylde mange Blade med Tilnavne for Odin og med Asa-Kiendinger, som dermed staae i Forbindelse**), men det behøves ikke, thi hvad der slaaer saaledes igiennem til alle Sider, behøver kun at peges paa for hvem der har tilsvarende Øiesyn, og Andre see dog Intet, hvad Man saa giør.

Odin er altsaa Udtrykket for det levende, blandt Hedninger mageløse Seiers-Haab, der oprindelig besjælede Nordens Helte, og hvoraf alle deres store Bedrifter udsprang, som Aserne af Odin, og vi veed at dette Seiers-Haab ei forlod Kæmpen naar han segnede paa Valen, men fulgde ham til Valhald, hvor det var grundfæstet til Ragna-Roke, og hævede sig derfra paa Lysalfe-Vinger over sin egen Grav, som Odins Bane-Tue var, til Gimle-Borgen paa de evige Høie.

At nu denne Seier-Fader paa sin historisk-poetiske Vandring giennem Old-Tiden, fra Ida-Sletten til Sigtun, blev meer og meer til den æventyrlige Seier-Herre, vi finde i Ynglinge-Saga, det er saa ganske i sin Mythiske Orden, at Man derfor slet ikke behøver at giætte paa en skinbarlig Herre af det Navn, og forsaavidt den Upsalske Odins Følgeskab og Bedrifter kun er en Omskrivning af Vøluspa og Grimners-Maal i Saga-Stil, bliver det endog latterligt. Desuagtet kan Man nok have Grund til at sige, der paa en Maade har været tre Odiner, thi Asa-Maalet, Bjarke-Maalet og Krage-Maalet har naturligviis havt hver sin, og den Mellemste (Mid-Odin) har sagtens været skinbarlig nok, thi naar Præste-Skabet sætter sig i Guddommens Sted, da seer Man godt, Man har aandeligt Herskab, men opdager ogsaa efterhaanden det er kun Giøgleri i Grunden.

Dog, herom paa sit Sted, thi vi maae vogte os for det første Skridt ind i Snegle-Huset, hvortil de gamle og nye Mythologer have forvandlet Odins-Borgen, og det lykkes naturligviis bedst ved at begynde med Vøluspa, og kun føie til af de senere Sange og Samlinger, hvad der vil passe, saa Resten gaaer til Præsten, til Brage hin Gamle og de Islandske Saga-Mænd.

Vi skulde nu vel begynde med Skabelsen af Midgaard, som * * 568 Vola tillægger Børre-Sønnerne, men da det kun er de Nordiske Hedningers Anskuelse, ei deres Afguderi, vi spørge om, saa kan deres Kosmogoni kun forsaavidt komme i Betragtning, som deres aandelige Egenheder maatte speile sig deri. Ligesaalidt nemlig som det kan høre til noget Menneskes Anskuelse, undtagen i Daare-Kisten, at han selv har skabt Verden, ligesaa lidt kan det høre til noget Folks, at Guderne, de selv har skabt, var deres og al Verdens Skabere, og selv Hedningernes Over-Tro gik derfor vel ingensteds videre i dette Stykke, end at tillægge Guderne saa megen Deel i Skabelsen, som der rimeligviis kunde komme paa Menneske-Aandens Part, naar det Hele paa en ubegribelig Maade havde fundet Kraft til at udvikle og ordne sig selv.

Nu at tale om Beskedenhed, hvor selv den mindste Anmasselse er stor nok, klinger vel lidt sært, men forholdsviis kan den dog godt finde Sted, og jo mere Hjerte der er i et Folk, des beskednere vil deres Guder ogsaa være, saa fra denne Side er det mærkeligt, at selv Odin i Vafthrudners-Maal hverken protesterer mod Thussernes Første-Fødsel, eller giør Paastand paa at have skabt Soel og Maane, men nøies med den Roes, at høre til dem der skabde Ny og Næde*). Hermed stemmer ogsaa de berømte Vers i Vøluspa:

I Arelds-Tiden,
Da Ymer leved,
Ei Sand eller Sø,
Ei svale Bølger,
Ei Himmel og Jord
Da Øiet saae,
Ei Græs paa Tue,
Kun Ginnung-Gab!

Sønner af Børre
De Buer slog,
Som Midgaard danne
Til Mester-Værk,
I Solskin baded
Sig Steens-Gaard da,
Og Muld sig klædte
I Kjortel grøn!

* 569

Da Sønder-Porten
For Soel fløi op,
Maanens Veninde
Kom mægtig frem,
Værelser visse
Dog vidste hun ei,
Blivende Sted
Var ei Stjerner beredt,
Og Maane ei vidste
Hvor mægtig han var!

Paa Raadsherre-Stole
De Store da brat
Som Guder raadsloge,
Til Gaaden var løst;
Til Nat med sin Afkom
Da Navne de gav:
Morgen og Middag
Mørkning og Dagning;
Til Aars-Tider med *)!

Ogsaa med Dværge-Skabelsen havde Aserne, efter Gylfe-Legen, kun forsaavidt at giøre, som de gav dem Mande-Vidd **), og hvad Menneskerne angaaer, siger Vola selv, at Aserne fandt Ask og Embla vel hardtad magtesløse, uden Sands eller Samling, eller tækkeligt Udvortes, men forefandt dem dog allerede skabte, som det synes, af Dværge-Høvdingerne Modsygner og Durin***). Naar Man nu ret vidste hvad hver af de tre Aser fik Ord for at have givet Stymperne, da vidste Man ogsaa, hvilken Idee, der skulde forbindes med hver af Børre-Sønnerne, men kun det er klart, at Odin gav Aand og Løder gav Ansigts-Farven og i det Hele smukt Udseende, medens det bliver tvivlsomt, hvad Hæner egenlig gav. Dette er saameget ubehageligere, som Hæner er den gaadefuldeste Figur i Gude-Kredsen, thi hans Navn forekommer i ingen af Sangene, undtagen i Vøluspa, men der to Gange: først her ved Skabelsen, * * * 570 og siden efter Ragna-Roke, hvor det hedder, at han har hele Verden for sig og arver begge sine Brødre, nemlig Odin og Løder*). At nemlig Hæner og Løder er Odins Brødre, følger baade af Tanke-Gangen i Vøluspa, og sees af Gylfe-Legen, hvor der udtrykkelig siges, det var Børre-Sønnerne, som skabde Menneskerne, saa Ve og Vile sættes der aabenbar for Vøluspas Hæner og Løder**).

Sædvanlig antager Man nu, at Hæner gav Mennesket Forstand, og i Gylfe-Legen siges det tydelig, at den Anden af Børre-Sønnerne gav Vidd og Rørelse, men hos Vola er baade Ordet og dets Betydning tvivlsomme, og jeg giætter da paa Sind eller Lykke, saa der i sidste Tilfælde var taget Hensyn paa den Lykke, saavel Menneskerne som Hæner skulde have: at overleve Ragna-Roke, og i første Tilfælde paa den Frygtsomhed der ensteds tillægges Hæner, og som unægtelig er en af Hoved-Bestanddelene i Menneske-Gemyttet***).

Dog, det være hermed som det vil, saa kan jeg ikke bedre forklare mig den Nordiske Tre-Kant end ved: Haabet, Frygten og Egen-Kiærligheden, thi hos den egensindige Aands-Kraft maatte de to Sidste nødvendig tænkes ved Siden af det Første, og det er da i sin Orden, at Odin omsider i Ragna-Roke, skuffes i sit Haab, og Løder taber sig i sin Egen-Kiærlighed, medens derimod Hæner finder sin bange Ahnelse stadfæstet. Det er da ogsaa i sin Orden, at Odin giver Mennesket Aand, thi Udødeligheds-Haabet er jo Aanden hos Nordens Kæmper, som hos deres Guder, at Hæner giver dem den lønlige Frygt, som boer i Hjerte-Dybet hos de djærveste Helte, naar ikke Gimle-Haabet uddriver den, og at Løder gav Kæmperne deres skiønne, majestætiskrolige Udseende; thi ligesom det er Egen-Kiærligheden der sætter Farve paa Alt, saaledes er den ogsaa hos Overtrædere Fader til det Mod og den Selv-Tillid, der naturlig speiler * * * 571 sig i Kæmpe-Øiet. Hermed stemme ogsaa de nyere Navne paa Odins Brødre, thi »Ve« (beslægtet med »vie og ind-vie«) betyder jo hellig Sky, og »Vile« (beslægtet med »Vild« og med »Villie« i alle Nordiske Mund-Arter) betegne det Egen-Kiærlige*).

Dette som Vink for hvem det huger, og vil Man høre vor Skabnings-Historie af Har i Gylfe-Legen, da har den, om ikke Skriveren tog feil, lydt saaledes, at da Børre-Sønnerne engang gik ved Strand-Kanten, fandt de to Træ-Stammer, som de tog og skabde Folk af, saa den Første gav Liv og Aand, den Anden Vid og Rørelse, men den Tredie Aasyn, Mæle og Hørelse. De fik derhos baade Klæder og Navne, saa Manden kom til at hedde Ask og Kvinden Embla, og fra dem nedstammede Menneske-Kiønnet under Midgaard**).

Mythologerne foretrække vel her, som sædvanlig, Gylfe-Legen for Vøluspa, og den prosaiske Efter-Snak for den poetiske Fortale, men at min Poetiske Samvittighed ikke tillader mig at træde i deres Fodspor, anmærkes i Forbigaaende, og hvad Menneske-Navnene angaaer, veed jeg ingen bedre Oplysning, end at det vilde passe godt, naar Embla var Humle og Ask hvad det er, og at noget Lignende sikkert har svævet for de Gamle i Norden, hvor det inderlige Forhold mellem Mand og Kvinde saa dybt blev følt.

Vi vende nu tilbage til Vøluspa, for at skimte en af de vigtigste, men derfor ogsaa dunkleste Begivenheder i Odins Liv, Pandtsættelsen nemlig af hans ene Øie hos Mimer, som har gjort, at han alle sine Dage var kiendeligst paa Savnet, og blev i al sin drømte Vælde aldrig saa rig, at han kunde løse sit Pandt.

Hvad her maa hardtad bringe en poetisk Mytholog til Fortvivlelse, er at Versene i Vøluspa paa dette Sted ei blot er dunkle, hver for sig, men har saaledes forvildet sig indbyrdes i Haand-Skrifterne, at Man veed hverken Begyndelse eller Ende, uden hvad Man giætter sig til. Dog, skal der hittes Rede i de dunkle Vers, maa det være omtrent i den Orden, vor gamle Skind-Bog følger, og hvad jeg der har fundet vil jeg give.

* * 572

Drabs-Maal det første,
Hun drages til Minde,
Var, da i Høie-Loft
Himmel-Spræt legdes,
Gulveig paa Spyde,
Blev spiddet og brændt;
Tre Gange brændt dog,
Hun, tregange Barn,
Saa ofte gienfødtes,
At end hun lever!

Heide, saa hedd hun,
Hvor huset hun blev
Den velvise Vola,
Med Vidskab om Gand,
Seid hun og kunde,
Blev selv dog forgjort,
Onde Folks Terne
Hun altid var*).

De Store bestege
Nu Stolene brat,
Og det blev forhandlet
Blandt hellige Guder,
Om Asernes Liv
Var nu lovlig forbrudt,
Hvad heller som Guder
Dem Hæder tilkom**).

Løs streed nu Odin,
Med Spyd til Maals,
Derved i Mode
Kom Mand-Slæt først,
Brudd da paa Borgen
Blev der i As-Gaard,
Valkloge Vaner
Vangene hærjed!

* * 573

De Store bestege
Nu Stolene brat,
Og det blev forhandlet
Blandt hellige Guder,
Hvem som Forræder
Forpestede Luften,
Og havde Jette-Folk
Ods Mø givet?

Thor var paa Færde,
Han fnøs af Harme,
Naar Sligt han spørger,
Han sjelden tøver,
Brudte blev Eeder,
Ord og Aftale,
Overtraadte
Betingelser alle*).

Hun veed, hvor Hornet
Heimdal giemde,
Under det sølvgraa,
Hellige Træ;
Fra Valfaders-Pandtet
Den plumrede Flod
Seer stridig hun strømme,
Forstaaer I mig saa!

Hun ene sad ude,
Da Oldingen kom,
Asa-Gubben,
Med Øine maalt,
Hvorfor udfritte
Og friste I mig?
Godt veed jeg, Odin!
Hvor Øiet du lod,
I den mærkværdige
Mimers-Kilde;

* 574

Miød nu hver Morgen
Mimer drikker,
Af Valfaders-Pandtet,
I veed vel Beskeed*).

Læseren vil sagtens finde, at selv denne Text falder ikke saa lidt i det Dunkle, og jeg er selv bange for, det hænger ikke saa ganske rigtig sammen, men ligesaavel af tre som af to onde Ting maa Man vælge det Mindste, og mig synes dog jeg her kan skimte en ganske antagelig Mening, hvad allerede er meget meer end jeg har fundet for mig i andre Forklaringer.

Først maa jeg da anmærke, at, efter alle Mærker, er vores Nordiske Prophetinde selv den Gulveig og Heide, hun taler om, hvad jeg mener urokkelig stadfæstes ved det næstfølgende Vers, hvori hun melder at Hær-Fader gav hende blandt Andet Seer-Blik, hvormed hun stirrer ind i alle Verdner, og allerede herved klarer Syns-Kredsen sig tildeels.

Dernæst antager jeg, at Gylfe-Legens Forfatter har havt gyldige Grunde til at beraabe sig paa Nogle af foranførte Vers, ved det sære Sagn han fortæller om Byg-Mesteren som kom til Asgaard, og lovede inden tre Vintre at bygge Guderne en Borg saa fast, at den kunde trodse al Thusse-Vold, naar de vilde betale ham derfor med Freya, Soel og Maane. Det Forslag, hedder det, gik Aserne ind paa, kun med den Forskiel, at Arbeidet skulde endes i een Vinter, eller han tage Skade for Hjemgjæld. Det var efter Lokes Raad, men da Aserne saae, hvor rask Værket gik fra Haanden, truede de Loke til med sine Rænker at mage det saa, at Byg-Mesteren dog kom til Kort, og det lykkedes. Da nu imidlertid Byg-Mesteren mærkede Uraad, tog han sin Jette-Skikkelse paa sig, hvorover Aserne blev bange og kaldte paa Thor, som, uden at ændse enten Løfte eller Leide, slog til med Mjølner, og knuste Jetten saa smaa som han var møllemalet**).

Endelig slutter jeg nu heraf, at det var ved Akkorden med Byg-Mesteren, som naturligviis kun troede Aserne paa det Halve, at Odin maatte sætte sit Øie i Pandt, som Man da godt forstaaer, han kunde aldrig indløse, da Løftet var brudt og Byg-Mesteren knust. Vel sandt, der staaer i Gylfe-Legen, at Odin pandtsatte sit Øie for en Slurk af Mimers Kilde, men * * 575 Gylfe-Legen er ingen Vøluspa, og hvor naturlig end Slutningen kan synes, var det dog unægtelig meget for dyrt Vand-Kiøb for en Herre, der daglig omsonst drak til Pæls med Fru Saga, Desuden kunde Øiet ikke kaldes et Pandt, naar det var Kiøbe-Sum for hvad aldrig kunde gives eller tages tilbage, da Ordet derimod var det ene rette, naar Øiet kun tjende til Sikkerhed for Opfyldelsen af et mistænkeligt Løfte, thi naar da Odin havde holdt Ord, havde han faaet sit Øie igien, som Man maa huske, det er ligesaalidt nogen Sag at sætte ind som at tage ud med Munden.

Men har vi nu, poetisk talt, Noget for vor Umage, med at faae det gamle Pandte-Brev ordenlig thinglæst?

Dette er et andet Spørgsmaal, som jeg helst besvarer saaledes, at Nordens Myther i det Hele, og Volas Vink især, har alt saa klarlig hævdet deres Guld-Værdi, at vi maa være vis paa, enhver Opdagelse angaaende deres oprindelige Sammenhæng vil engang betale sig godt, og Fædrene har gjort Saameget for os omsonst, at vi sagtens kan giøre Lidt for Børnene uden Penge paa Haanden.

Da det imidlertid klart nok er Asernes Synde-Fald der peges paa i hine dunkle Vers, kan vi neppe feile synderlig i at tage Pandtsættelsen af Odins-Øiet for et Sind-Billede paa den Forblindelse, der altid finder Sted, naar Menneske-Aanden vil raade sig selv, uden dog at opgive sine dybe Længsler og sit Udødeligheds-Haab. Samvittigheden er den store Prophetinde, som da ei kan blive høirøstet, uden at mishandles, men lader sig dog ikke udrydde, og skiøndt Man i Fortvivlelse giør Pagt med Mørket for at vinde Sikkerhed, og giør sig haard for at have Ro, saa kan man dog hverken undvære Lyset eller Følelsen, og indvikler sin Gaade meer, jo ivrigere Man stræber at løse den. Betragte vi nu Odin som Aands-Kæmpen for Udødeligheds-Haabet, da er Pandtsættelsen af hans Øie hos Mimer (Hukommelsen) en fortvivlet Opgivelse af Evigheden, i det barnagtige Haab at kunne trække Tiden ud, saa den forlængedes næsten til en Evighed, men da det slaaer ham, at uden Lys og Glæde (Soel, Maane og Freya) er Livets Længde kun langvarig Kval, opgiver han dog heller Haabet om at faae Tiden foreviget, bryder Pagten med de sorte Konster, og underkaster sig Norne-Dommen.

Hvorledes nu Sagnet om Byg-Mesteren har lydt fra første Færd, lader sig ikke bestemme, da Sporet i Vøluspa af sig selv 576 var ukiendeligt, og der i de andre Sange ei findes Noget derom, uden det skulde være i Rammen om Alviis-Maal, der vilde klare sig, naar Man antog Alvlis for Byg-Mesteren, der kom for at hjemføre Freya, men opholdtes af Thor til Dagningen, og afspistes med den Beskeed, at Thor var FreyasFormynder, og havde ikke været med, da Kiøbet blev sluttet*). Jeg formoder ellers, at det oprindelig var Frigge Man havde lovet bort, men at Mythen siden anvendtes paa en folke-historisk Begivenhed, hvorved Freya passede bedre, og at begge Sagn er sammenblandede i Gylfe-Legen, hvorom siden Mere.

At nu Mythographerne sædvanlig forklare Sagnene baade om Gulveig, om Pandt-Sættelsen af Odins-Øiet og om Byg-Mesteren, langt anderledes, saa der fremfor Alt ei bliver mindste Spor af Poesi eller Sammenhæng, kan Læseren vel slutte sig til, og jeg veed ikke engang, om det er min Pligt at fortælle ham Noget derom, da han sagtens selv kan give sig en upoetisk og usammenhængende Forklaring, hvis det er hvad han savner. Byg-Mesteren, som for mig naturligviis er den Sorte Konst, vil jeg derfor ogsaa lade ham giætte paa i Mythographernes Smag, til vi skal see, hvordan Sleipner kommer til Verden; men om det Andet vil jeg dog ikke forholde ham den Aabenbaring, at Gulveig betyder Guldet, som Menneskerne smeltede til Asers Fortørnelse og deres egen Ulykke, og at hver Aften, naar Soel gaaer ned, pandtsætter Odin sit Øie til Mimer, som altsaa er den Ole Lukøie, vi kiende fra Ammestuen. Ved sidste Forklaring møder imidlertid den uheldige Omstændighed, at Mythen taler om en Odin, som havde to Øine, hvoraf han pandtsatte det Ene, og blev derved eenøiet alle sine Dage, men Forklaringen giælder en Cyklop, der er født med eet Øie, som han pandtsætter hver Aften, men løser hver Morgen, saa, naar ikke netop Urimeligheden var de Lærdes Kiende-Mærke paa en rigtig Forklaring af Oldtidens Dumheder, vilde jeg raade dem at søge Odins andet Øie i Maanen, og lade ham pandtsætte dem skifteviis.

Den anden Forklaring er ikke stort heldigere, thi deels er det, efter Vøluspa, ikke Menneskerne, men Aserne selv, der brændte Gulveig, og deels veed jeg nok, at en Digter tit han slaae paa Vognen og mene Hestene, men at det Omvendte giør kun Tosser, saa naar en Digter siger »Kongen« da mener han ikke »Scepteret« og naar han taler om en guldprud Vole, da * 577 mener han ikke Guld-Ringen paa hendes Finger. At nu efter Sammenhængen, baade Gulveig og Heide maa være Navnene paa den Prophetinde, der havde fuldtop baade af Guld-Ringe og gyldne Ord, som hun lod kiende blandt Guder i Høie-Loft, det har jeg alt sagt; men naturligviis er det i mine Øine kun en Ramme om Vøluspa, og turde jeg yttre en Formodning om, hvad deri speiler sig, vilde jeg sige, det er den ældgamle Sammen-Smeltning i Norden af Valhalds og Gimle-Ideen som den sees fuldført i Vøluspa. Herved kan Man i det Mindste tænke sig noget ganske Bestemt og meget Sandt, ei blot i den graa Old-Tid, men ligetil den Dag i Dag; thi det ligger i den Historisk-Poetiske Anskuelses Natur, at den i Tidens Løb maa oftere omsmeltes, hvad imidlertid aldrig skader, naar Man blot kan lægge til med Vola »dog end den lever.« Saaledes er den f. Ex. nu igien i Digelen, for at dens Græske og Nordiske Elementer kan smelte ordenlig sammen, og naar det er skedt, tvivler jeg ingenlunde paa, Man jo vil kalde den Nordiske Guldmine (Gulveig) Klarisse (Heide), fordi Anskuelsen øiensynlig klarer sig.

Skulde det nu opregnes, Alt hvad Odin, efter Sagnet, tog Deel i, da maatte hardtad alle Myther staae under hans Navn, da han nævnes i dem alle; men saa blev Bogen ulæselig, og det skal dog netop være Forskiellen mellem et Lexikon til at kaste op i, og en Bog til at læse i, at Hint skal være samlet og ordnet efter Haanden (Alphabetet), og denne efter Aanden, og at Lexikonnet skal saavidt mueligt være fuldstændigt, men Bogen fremforalt være læselig. Derpaa tænke nu vel Mythographerne sædvanlig ikke, men deres Læsere desmere, og da jeg, for mine Synders Skyld, er en af disse, kan jeg umuelig glemme det. Dog end ikke de Sagn hvori Odin er Helten, kan jeg samle her, da jeg for Aandens Skyld maa stræbe at skille de ægte poetiske Odins-Myther fra de Efter-Gjorte, der, som folkehistoriske, eller allegoriske, høre til Bjarkemaals og Kragemaals-Tiden.

Ligesom der nu i Vøluspa ei er Spor af nogen Begivenhed med Odin, fra han pandtsætter sit Øie, til han farer i Harnisk mod Ulven, saa har jeg heller hverken i de andre Sange eller i Gylfe-Legen kunnet linde Nogen, der havde indvortes Krav paa at regnes til det egenlige Asa-Maal.

Siden jeg imidlertid, for Sammenhængens Skyld, har maattet omtale Gulveigs-Mythen, der kun har tempel-historisk Betydning, vil jeg til Sammenligning ogsaa pege paa Rammen 578 omkring Vafthrudners-Maal, der er af samme Slags, og hører altsaa til den folkehistoriske Digtning i Asamaals-Dagene.

Denne Gavnraads-Mythe ligner nemlig forsaavidt Gulveigs-Mythen, at det ogsaa her er to forskiellige Anskuelser, som støde sammen i Norden, og slutte et Slags Forlig, men den store Forskiel er, at de ingenlunde sammensmelte, men at den Ene, for at taales, maa give tabt, saa Ord-Striden endes med den Bekiendelse af Rim-Thussen:

Med Død paa Læbe,
Min Lærdoms Skat
Jeg her udtømde,
I Tvist med dig;
Thi over Alle
Er Odin klog*)!

Det er stor Skade, at Mythographerne ikke har speilet dem i denne Ramme, thi de vilde da ikke blot vogtet dem for at sammenblande Asers og Jetters Anskuelse, men især for at tilegne sig den Sidste, hvis Lykke i Norden sikkert altid vil blive ligesaa tynd, som da Odin giæstede Vafthrudner. Læseren vil nemlig let indsee, at naar Man nuomstunder betragter Aserne som blotte Skygger af den umælende Natur, da er den Betragtning blot en Skygge af den gamle Jette-Anskuelse, hvorefter Guderne var Kalve af den gamle Rim-Thurs Ymers firbenede Syster Ødhumle, og hvordan skulde den kunne staae sig noget Øieblik i Strid med den giennem Aar-Tusinder seierrige Anskuelse af Nordens Halv-Guder som Børn af Universal-Historiens Kæmpe-Aand, og det tilsvarende Kongemoder-Hjerte! Saasnart derfor Gavnraad rigtig spørger Vafthrudner, hvad det var Odin hviskede Balder i Øret, da han lagdes paa Baal, vil Jette-Munden altid enten gaae af Hængslerne, eller i Baglaas, og derfor skulde jeg helst raade dem der heller vil betragte det Guddommelige i den udvendige end i den indvendige Natur, at de gaae paa Forlig, med den Bekiendelse, at, skiøndt de holde mest ad det Skyggelige, saa bær dog det Billedlige Prisen! Vel raadte nemlig Frigge Odin fra at staae til Munds med Jetten, men da han, som bedre vidste, hvad Poesi og Historie er til for i Verden, erklærede det * 579 for nødvendigt, gav hun ham lutter gode Varsler med paa Veien, sigende:

Nu velsignet,
Og saa velkommen,
Farvel saalænge!
Dig Aanden styrke,
Som Arilds-Guden,
Til Thurs at trykke
Med Tunge-Maal *)!

Herved mindes vi om Odins ægteskabelige Forhold og huslige Stilling, der ikke mindre for Nordens Guder end for dets Kæmper var af megen Vigtighed, og vi maae aabne Talen med den fornøielige Bemærkning, at Odin levede anderledes godt med sin Frigge, end Zeus med sin Here. Dermed vil jeg dog ingenlunde nægte, at Man tillægger Odin flere Gemalinder, og at Skalda med sine Øge-Navne ymter om Skinsyge mellem dem og Frigge, men jeg vil kun sige, hvad sandt er, at vi ikke har en eneste Mythe, der engang ymter om Splid mellem Odin og Frigge, og at det har sin gyldige Grund i deres Væsen. Kan Man nemlig knap engang i vore Dage gaae for Digter, uden at faae Ord for mange Kiærester, saa kunde Man endnu mindre i Old-Tiden gaae for Aanden, det være sig i Syd eller Nord, uden at faae Ord for mange Koner, da Aands-Virkningen i forskiellige Retninger allevegne bedst og naturligst fremstilles under Billedet af flere Kuld Børn, og da Guder aldrig blive Enke-Mænd, faaer det Hele derved nødvendig et for Aandens Moralitet fornærmeligt og i Hjerte-Grundens eller Gude-Dronningens Øine mistænkeligt Udseende; men Frigge var for klog og besindig til at lade sig bedrage af Skinnet, eller, med andre Ord: der er netop samme Forskiel paa Here og hende, som mellem den naturlige Hoved-Tilbøielighed og det historiske Hoved-Øiemeed. Naturlig er nemlig alle Hjertets Tilbøieligheder hinandens Medbeilerinder til Aandens Gunst, og del viser sig i Grækenland, hvor Man forgudede Menneske-Naturen, men historisk er der i Grunden kun eet Øiemed, da alt Andet der kaldes saa, enten kun er Midler dertil,, eller ubetydelige Bi-Hensigter, som Man seer i Norden, hvor det var Menneske-Historien, der blev forgudet.

Dog, Læseren kunde let tage dette letsindigere, end jeg ønskede, og, skiøndl de rene Penne kun er daarlige Vidner om * 580 dydige Grund-Sætninger, saa er dog de Urene des gyldigere Beviser paa det Modsatte, og jeg maa da erindre om, hvad jeg alt oftere har sagt, men maa forudsætte, glemmes let: at jeg her slet ikke taler om Troen som en Saligheds-Sag, men kun om Anskuelsen som et Digter-Værk og en Folke-Sag. Det følger nemlig af sig selv, at har Man selv i Palæstina og i Christenheden, med den reneste Anskuelse af den Guddommelige Kiærlighed, dog kun taget det meget slapt med Kiærlighedens og Ægteskabets Baand, da har Man taget det endnu slappere i Hedenskabet, og, jo aandløsere Man blev, desmere fornøiet sig over det Slibrige i Mytherne; men derfor er det dog lige vist, at selv i Grækenland var det ingenlunde Mythernes Hensigt at fremstille Zeus som et Mønster paa Liderlighed, og at Frigges Taalmodighed ingenlunde reiser sig af, at Man i Norden havde slappere Begreber om Ægteskabs-Baandet, end i Grækenland, men snarere af det Modsatte, og af den Besindighed i Mythernes Betragtning, som overalt er kiendelig.

Da nu Vøluspa ikke udtrykkelig nævner nogen anden Moder til Odins-Sønnerne end Frigge, kunde Man gierne paastaae, at hun oprindelig var nævnet som Moder til dem alle, og at Hlodyne og Fjørgyne, som Vola kalder Thors Moder, var i hendes Mund, ligesom Hline, kun Frigges Tilnavne; men det vilde kun sømme sig for En af det attende Aarhundredes patriotiske Moralister, og ei for den Mindste af det Nittendes poetiske Mythologer, som derimod af Volas Kauthed1 kun slutter, det gik med hende omtrent som med Frigge, saa hun holdt sig til Hoved-Sagen, og undte heller Andre Æren for Originalitet i Biting, end hun vilde selv bebyrde sig med dem.

Af de fem Odins-Sønner, der forekomme i Vøluspa, tør jeg da ikke tillægge Frigge Flere, end Balder og Høder, som aabenbar er Heel-Brødre, da de nyde eens Ret, maae Begge i deres Ungdom nedfare til Skygge-Riget, men staae ogsaa begge To op efter Ragna-Roke, og finde i en straalende Evighed tilstrækkelig Bod for alle timelige Savn.

Spørger Man nu, hvad Frigge var det Mythiske Udtryk for, da kan. det neppe findes tvivlsomt; thi kan end Æblet stundum falde langt fra Stammen, saa falder det dog ikke over den, og triller aldrig saa langt, det smager jo af Roden; saa Balder og Høder kan umuelig være født af nogen anden Moder, end af * 581 den dybe Længsel i Menneske-Barmen efter evig Fred og varig Glæde, som hele Mythe-Kredsen beviser, var stærk nok hos de Gamle i Norden, til at avle en Livs-Anskuelse, hvori hele Tiden lagdes som et Kæmpe-Offer paa Evighedens Alter! Denne Længsel kan imidlertid umuelig blive saa stærk, uden ved uopløselig at knytte sig til Seiers-Haabet, og Ægte-Skabet mellem Gude-Faderen og Balders-Moderen i Norden er da aldeles i sin historisk-poetiske Orden.

Nu er det vel saa, at, efter Gylfe-Legen, skal Vider og Vale ligesaavel fryde sig ved Livet, som Balder og Høder, men dog med den store, strax iøinefaldende Forskiel, at de overleve Ragna-Roke, hvorved de blive Sønner af den almindelige Gude-Moder, Livs-Lysten, der spaaer alle sine Sønner Udødelighed, og ei af Nordens Frigge, der føder Sine til en brad Død, men haaber med sine Taarer, lagte til deres Selv-Fornægtelse, at kunne tilkiøbe dem det evige Liv. Naar vi desuden see, at i Vafthrudners-Maal nævnes Vider og Vale som de evige Guder, istedenfor Balder og Høder, da maae vi slutte, det kommer af Jette-Anskuelsen, som Man naturligviis i Kragemaals-Dagene tog for gode Vare, og øgede til Asa-Maalet, uden at drømme om, det var galt, da alle døde Ting kan godt forliges. I alt Fald er det langt fra, at enten Vider eller Vale nogensteds kaldes Frigges Sønner, da Vale tvertimod i Skalda udtrykkelig kaldes hendes Stif-Søn, og hans Moder ofte Rinde, medens det endog er en Hex, ved Navn Gryde, der skal have været Moder til Vider hin Tause*).

Ved Rinde i Vester-Lide, som hun kaldes i Vegtams-Kviden**), forstaaes nu ventelig den skiærende Kulde, som falder Alderdommen mest naturlig, og er den rette Moder til Fortvivlelsen, hvormed Odin i Vale hevner Balder saaledes, at han mister to Sønner for Een.

Grydes Navn betegner Bisterheden, og det passer ikke ilde paa Moderen til Vider hin Tause, der ikke er andet end Gude-Fiendernes sovende Samvittighed, der pludselig vaagner, da Odin falder, og her see vi, det er just ikke hen i Veiret, at Jetten tillægger Vale og Vider Evighed, men ogsaa at den er af et ganske andet Slags end Balders og Høders, og ei hvad Guder glædes til, men kun hvad Jetter straffes med.

Vi komme nu til Thor, den femte Odins-Søn i Vøluspa, og da han ikke blot i Thryms-Kviden og det giængse * * 582 Skjalde-Sprog, udtrykkelig kaldes Jordens Søn, men hører i alle Maader Jorden til, kan vi Intet have at indvende mod Skaldas Beretning, at saavel Hlodyne som Fjørgyne er Jordens Til-Navne; men vel maae vi tilføie, at naar Digterne kalde Jorden Gude-Moder, da er det naturligviis ogsaa kun billedlig talt. Dette har imidlertid Mythographerne ikke drømt om, men i al Enfoldighed ikke blot ladet Thor, som en Trold-Unge, krybe ud af en Høi, men selv gjort Gude-Dronningen Frigge til den sorte Jord, der kun blev hvid i Huden, naar det sneede, og kaldtes da Rinde for en Feils Skyld, og blev formodenlig Thors Moder, naar hun om Foraaret, deilig guul og grøn i Ansigtet, bedst behagede Gude-Kongen mellem Kannibaler. Dette Konst-Stykke beroer ellers ene paa den Omstændighed, at Frigge kaldes Fjørgyns eller Fjørgvins Daatter, hvilket, naar Man blot glemmer Forskiellen først mellem Maskulin og Færninin, og dernæst mellem Moder og Datter, kan giøre hende til den Samme som Fjørgyne; men inden Grammatikens og Genealogiens stærke Indvendinger kan blive giendrevne, vil vi haabe, Mythographerne blive saa kloge, ei at grave i Mytherne enten efter Jord, Vand, eller hvad Andet de langt nemmere kan finde i den synlige Verden.

Skulde jeg ellers giætte paa, hvem der af Odins Veninder var Thors virkelige Moder, da blev det Saga, med hvem Odin ikke for Intet daglig tømmer det gyldne Bæger*); thi her maa Man naturligviis ikke tænke paa en gammel Kiærling, der fortæller Æventyr, men paa den frugtbare historiske Moder-Natur, der avler Bedrifter med Aanden, som Jorden Blomster med Solen. Hvad Saga angaaer, er dette imidlertid kun en løs Giætning, der, ved nøiere Betragtning neppe holdt Stik, og vi giør da bedst i at kalde hin Moder-Natur Hlodyne eller Fjørgyne, med Jorden til sit Speil.

Foruden hine Fem tillægger nu vel Skalda Odin mange Sønner, først Heimdal, Tyr og Brage, og siden paa Slump Meile og Nep, Voli og Oli, Hildolf og Hermod, Sigge og Skjold, Yngve-Frey, Itreksjod og Sæming**), men den lader dem heel ubarmhjertig alle moderløse, saa det er kun i Haleigia-Tal vi høre, at Sæming skal ligesaavel havt Skade til Moder, som Odin til Fader***). At nu alle Nordens * * * 583 Kæmper paa en Maade var Odins Sønner, veed vi nok, men her kunde dog i det Høieste kun Heimdal og Brage komme i Betragtning, naar vi havde passende Mødre til dem, og om der end kunde være nogen Grund til at foreslaae Saga og Freya, har det dog ogsaa sine Vanskeligheder, og faaer staae ved sit Værd.

At imidlertid Odin og Freya har været meget enige, siden de deelde halvt paa Valen, er ligefrem, saa det er intet Under, at Freya ensteds i Skalda kaldes Odins Gemalinde*), for ei at tale om det flaue Æventyr i Olav Tryggesøns Saga, der bruger ærerørige Udtryk, og da Freya tillige var halvt med Odin om Poesien**), veed jeg virkelig ingen bedre Moder til Brage.

Der er endnu ymtet om tre Jette-Damer, som skal have behaget Odin, og derved tænker Man uvilkaarlig paa de tre Jette-Møer, som, efter Vøluspa, forspildte Asernes Gammen, men jeg vilde dog knap nævne det, naar der ikke var indvortes Grunde, som talde for Sagens Rigtighed. Disse Damer er nemlig Gerde, Gunløde og Skade, Døttre af Jetterne Gymer, Suttung og Thjasse, og da Man ei kan nægte at en Ærgierrighed, Skiønhed og Smag af Jette-Byrd ogsaa i gamle Norden gjorde Sit til at forføre og fordærve Gudernes Børn, tør jeg ikke nægte, de alle har havt Tillokkelse for Odin.

Skade er nemlig, som en høitravende Ski-Løberske, det kvindelige Udtryk for Ærgierrigheden, altsaa Forfængelighed, som allerede i Grimners-Maal har faaet sin Jette-Borg indlemmet blandt Asernes***), og vel hedder det i Brage-Snakken, at det var som Skjold-Mø i fuld Rustning hun kom til Asgaard at hevne sin Fader, og fik saa Lov at vælge sig en Brudgom iblandt dem †), men det klinger heel mistænkeligt. For Resten er det kun Ynglinge-Saga, der melder, at hun blev Niord utro og ægtede Odin.

Gerde, veed vi, bragde i alle Tilfælde Uheld til Asgaard, og siden Skirner havde Drypner med til Jotunheim at kiøbe hende for, kan Odin neppe frikiendes for at have forseet sig paa hendes Skiønhed saavelsom Frey, ligesom og Skalda tæller hende mellem Frigges Medbeilerinder ††).

* * * * * 584

Æventyret med Gunløde, endelig, er kun alt for bekiendt*), og er langtfra at giøre Odins Smag Ære, da hun ret egenlig er den slette Smag i Poesien, som de Islandske Skjalde har givet saa mangfoldige Beviser paa. Odin har selv følt det, thi han undskylder sig i Hava-Maal med, at han var beruset og havde glemt sig selv, og skiøndt det kun er en daarlig Undskyldning for Nordens Kæmpe-Aand, naar den poetisk daler fra Norne-Salen ved Urdas Kilde ned i Jette-Stuen, er det dog altid bedre, end at han skulde pralet deraf, som et Kæmpe-Skridt i Konsten. Dog herom mere, naar vi komme til Krage-Maalet, der snarere lyver sig Fader end Moder til, og dvæler derfor med Velbehag ved Miød-Poesien, som Mythographerne meget naivt siger betyder Godt Øl!

Efter nu at have betragtet Odins-Hjertets Anliggender, skride vi til Betragtningen af hans Leve-Maade, Hjem-Stavn og Kostbarheder, saa vidt de endnu er at kiende; thi vi maae aldrig glemme, at vi vandre mellem Ruinerne af fordums Herlighed, og at det er kun enkelte Støtter af de sjunkne Gude-Borge, vi end finde hele i Gruset, saa vi maae være glade, naar vi derefter kan danne os blot en nogenlunde taalelig og livlig Forestilling om det Forsvundne.

Hvem Odin hjembyder, dem bænker han i Valhald, og hvor han derfor end ellers færdes, og hvor han end tømrer og taarner sig Borge, i Valhald er dog hans Hjemstavn, hvor vi maae søge ham, og hvor han ogsaa findes endnu langt mere kiendelig, end det efter Omstændighederne var at vente.

Dog, førend vi gaae videre, og undersøge Kæmpernes Værelser og Odins Bordskik, vil det være nødvendigt at vide, ikke hvor i al Verden Valhald laae, thi det laae naturligviis midt iblandt os eller ingensteds; men hvad det egenlig var og er. Jeg siger »er« thi Noget maa alt det være endnu for os, som det skal lønne Umagen at dvæle ved, og naar Man derfor i Mythologien gaaer ud fra den Grund-Sætning, at Mytherne udtrykke intet Sandt og Virkeligt, uden hvad vi have langt mere levende for Øine og for Øren: i Morgen-Rødens Glands og Aften-Rødens Skiær, i Aars-Tidernes Vexel og Stjerne-Himlens Pragt, i Bølgernes Brusen og Stormenes Hvin, i Jordens Zittren og Luernes Brag; naar Man gaaer ud fra den Grund-Sætning, da burde Man i det Mindste føle det inderlig Tomme i en saadan Mythologi, og ei spilde Livets ædle Kræfter og den kostbare * 585 Tid paa Undersøgelser, som umuelig kan føre til Andet end en gabende Forundring over de Gamles Dumhed, der kunde, jeg vil ikke engang sige begeistres, trøstes og glædes ved, men blot more sig med at udmaie Hverdags-Livet, snakke for det Umælende og fortælle det Livløses store Bedrifter. Ved saadanne Mythologier, anlagte paa at bevise de Gamles Aandløshed, bevise vi kun vor egen, og oplyse hvad desværre kun er alt for klart, men kan vi derimod opdage hvad der i den fælles Menneske-Natur og Tanke-Gang laae til Grund for de Gamles æventyrlige Forestillinger, da har vi derved ei blot opdaget den gyldige Grund til Velbehagen, hvormed vi dvæle ved Old-Tidens Digtning, men have fundet Nøgelen saavel til vor egen som til Fædrenes Livs-Gaade, forsaavidt den hos Mennesket selv er at finde, og da vandre vi i vore Fædres Mythiske Verden, som Konge-Børn i deres afdøde Faders Slot, hvortil de, efter mange Aars Omtumling mellem Fremmede, komme tilbage, og giør forgiæves tusinde Spørgsmaal til de stumme Ledsagere, der vise dem om, men er dog slet ikke misfornøiede med at maatte søge Svaret hos dem selv, i Barndommens dunkle Minder, og i den rimelige Sammenhæng.

Saaledes gaaer det os da især med Valhald, denne vort Nordens gamle Ridder-Sal, der har noget underlig Tiltrækkende og Betydningsfuldt for os Alle, skiøndt det er langt fra vi finde Smag i Giede-Melken og Flæske-Skinken at trakteres med efter Døden, og skiøndt det kan vare længe, før vi ret besinde os paa, hvad det dog egenlig er, der bærer den forunderlige Borg, som synes at svæve i Luften, men har dog aabenbar havt en saa forbausende Virkning paa Nordens Kæmper, giennem mange Aarhundreder, og giør endnu saa stærk et Indtryk paa os, at det kun var Daarskab at ville aftrætte den sin gyldig beviste aandelige Virkelighed.

Saasnart det imidlertid lynslaaer os, at Livet i Valhald aabenbar er Udtrykket for den Jordiske Udødelighed, der hos alle Folk med Aand og Hjerte, er et Ønske, og var hos vore Kæmpe-Fædre en inderlig Trang og et levende Haab, der vandi en egen Høihed og Virkelighed ved deres dybe Følelse af Menneske-Livets Betydning, af Slægternes Sammenhæng og Sammen-Virkning til et evigt Øiemed; saasnart det lynslaaer os, da finde vi os i samme Grad hjemme i Valhald. som vi dele Fædrenes ædle og mandige Tænke-Maade, og deres herlige Anskuelse af Menneske-Livet i det Store, som en giennem alle Slægter fortsat og i Grunden altid seierrig Kamp for det 586 Guddommelige og Evige i os og over os. Fra dette Stade see vi klart, hvorvidt Valhald endnu er virkelig til eller ikke, thi det beroer jo paa, hvorvidt Nordens Kæmpe-Aand begeistrer og besjæler os. Det var da ingenlunde ved Christendommen Valhald styrtede, men det fordunkledes og forsvandt for de Fleste alt i Hedenskabets Dage, med den Historisk-Poetiske Anskuelse af Livet, som det havde sin Synlighed og Glands at takke, og det var da kun til for Hjertet, i samme Grad som det bevarede Kiærlighed til Forældre og Børn, til Fædrene-Landet, til et priseligt Efter-Mæle og en velsignet Ihukommelse. Denne, alle Slægter og Tids-Aldere sammensmeltende, Kiærlighed, som tilegner sig ædle Fædres Liv og fortsætter det i Børn og Børne-Børn til Verdens Ende, det er Grund-Pillen som bærer Valhald, og skulde den være styrtet, maatte det været i forrige Aarhundrede, da Hjerte-Baandet mellem Slægterne paa det Grueligste mishandledes og forhaanedes, af en aandløs, i Egen-Kiærlighed forstenet, hundeklog Jette-Skare, saa, havde Man da kun hørt Heimdal blæse i Gjallar-Hornet, og seet Aserne falde kæmpende for Valhald, da kunde vi lykønske os med at have overlevet Ragna-Roke; men det er klart, at Aser og alle Enherier sov, saa det var kun Fimbul-Vinteren vi havde, og Valhald staaer da endnu, skiøndt dets Indbyggere ligge i Dvale, til den Guldkammede galer og vækker Seier-Fader med alle hans Helte til den store Strid, hvori Valhald styrter, men kun for at Gimle kan stige straalende i al sin Glands. See, derfor dages ogsaa Valhald meer og meer i nærværende Aarhundede, endnu vel mest som en tom Skygge-Borg, men dog, alt som en Saadan, tiltrækkende for Øiet, thi det er den gamle Historisk-Poetiske Anskuelse, der, ved Hjelp af Christendommen, hæver og klarer sig, og saasnart denne Anskuelse kommer til at udtrykke sig levende, da staaer Valhald os virkelig for Øie, nem at kiende, som det hedder i den gamle Vise, og med alle Dørre paa vid Gavl, saa vi gaae rask derind, som Gylfe, og vilde ikke for meget undvære det Besøg, skiøndt det er langt fra vi enten kan sige, det huger os Alt det vi see, eller at vi veed, hvad hver Enkelthed har at betyde. Det er Ærens Tempel og Evighedens Forgaard, som de saae ud i Norden, som de begeistrede de ædleste Hedninger, Solen har beskinnet, og høit staae de over, hvad nu trindt i Christenheden ophøies og lovsynges, og det er meer end Nok baade til at forsvare den Priis vi sætte derpaa, og til at giøre vort Besøg ei blot behageligt men ogsaa lærerigt.

587

Allerede i Vøluspa høre vi at Frigga ved Balders Baare begræd Valhalds Vaade*), men først af Grimners-Maal erfare vi Borgens Leilighed, og høre, at Valhald reiser sig guldprud i Gladhjem og befolkes daglig mere af sværdslagne Kæmper.

Valfaders Giæster
Har godt ved at kiende
Salhuset fiint,
Skjold-Taget skinner,
Spydskaft-Panelet
Graaner i Hallen,
Trindt omkring Bænke
Brynjeklædte!

Nem er at kiende,
For Kommendes Flok,
Vester-Porten
Paa Valhalds Borg,
Hvor Ulven bæver
For Ørne-Klo!

Valgrind kaldes
Det Vange-Led,
Som herlig fører
Til Helligdommen,
Det Led er gammelt,
De Graa dog faa,
Som lukke det kan
Og laase ret!

Femhundred Dørre,
Og Fyrre til,
Jeg vel tør mene
Har Valdhalds Borg,
Og Snese fyrre,
Jævnsides gaae,
Saa breed er Dørren
For Brynje-Folk,
Naar Luren kalder
Til Kæmpe-Dyst**)!

* * 588

Der stander en Gied,
Paa staalgraa Bund,
Paa Hærdrots-Hallen,
Det Heidrun er,
Af Lerads Kviste
Hun lever flot,
Og Kar hun fylder
Med klarest Miød,
Som aldrig skorter
I Skaal om Bord!

En Hjort og stander
Paa staalgraa Bund,
Paa Hærdrots-Hallen,
Ekthyrner kaldt,
Af Lerads Kviste
Han lever flot,
Dog i Hvergelmer
Fra hornet Yver
Kun Vand neddrypper
Til Vove-Gang!

Andhrimner-Kokken,
Ildhrimner-Gryden,
Sæhrimner-Kiødet,
Vi kan vel nævne,
Men hitte Rede
I Helte-Føden,
Er, vi tør mene,
Ei Hver-Mands Sag.

Hær-Fader kaster
Til Fræk og Gier
Mund-Bid saa mange,
De mættes vel,
Af Vin kun lever
Den Vaaben-Prude,
Med Priis og Ære,
Jeg, Odin selv*)!

* 589

Hertil kommer endnu ved Gavnraads (Odins) Tiltale:

Da, som en Karl,
Du kan din Lexe,
Siig mig, Vafthrudner,
Du veed det nok,
Hvor er vel Kampen
En Hverdags-Leg?

Vafthrudners Oplysning:

Enherier alle,

I Odins Vænge,
Jo daglig vove
En Dyst med Sværd,
De Faldne ride
Dog rask fra Val,
Ved Kamp forliges
De Kiække bedst*).

Hvor fast Valhald maa have slaaet i gamle Dage, kunde vi allerede deraf slutte, at vi i Gylfe-Legen finde alt Dette igien, men egenlig ikke det Mindste mere, saa Munden i Norden har været et meget bedre Kar end Blækhornet endogsaa til at giemme i, thi hvordan det gik Mythen, da den mistede Munden, derom giver dens sædvanlige Beskrivelse ei mindre sørgelig Beskeed, end de fire Aarhundreder, da den maatte kukulure i en Islandsk Skind-Bog, eller sidde i et Muse-Hul.

At Valhald er skjoldtakt, hører vi allerede i Indledningen til Gylfe-Legen, hvor dog den Islandske Oversætter, ved et naturligt Misgreb, beraaber sig paa Thjodolf fra Hvine, og anfører et Vers af Hornklove om Slaget i Bukke-Fjorden, istedenfor Linien i Grimners-Maal, hvad Man ret maa kalde at gaae til Halen istedenfor til Hovedet**).

Siden fortæller Jævnhøi (jaihhar) Gangler (Gylfe), at Odin kaldes Val-Fader, fordi alle de der falde paa Ærens Seng, er hans Knæ-Sætninger, bænkes af ham i Valhald og Vingulv, og faae der Navn af Enherier***).

Endelig kommer Humlen, da Gangler, som synes ikke at have hørt eller dog huget Fylde-Kalken, falder Høi (Har) ind i * * * 590 Talen, med de Ord: Du siger, at alle de Folk der faldt i Slag fra Verdens Begyndelse, er kommet til Odin i Valhald, men hvad har han da at give dem at spise, saamange Munde, som der maae være, efter mine Tanker? Dertil svarer nemlig Høi: ja, det er ingen Løgn, hvad du siger, at der er Folk saa det mylrer igien, men der komme dog mange Fleer endnu, og endda vil det kun lidt forslaae, naar Ulven dages. Valhald bliver imidlertid heller aldrig saa stærkt befolket, at jo Flæsket slaaer til, thi Galten Særimner, som bliver daglig kaagt, slipper dog inden Aften heelskindet fra det. For Resten er det et Spørgsmaal, du giør, som jeg tør mene, der skal sjelden kloge Folk til ret at besvare, men Kokken hedder Andhrimner, og Kiedelen Ildhrimner.

Men, sagde Gangler, faaer Odin selv nu samme Kost som Enherierne? Odin, sagde Høi, giver Gier og Fræk, to Ulve han har, alt det Kiød der kommer paa hans Bord, thi selv behøver han det ikke, aldenstund Vin er for ham baade Mad og Drikke.

Men, sagde Gangler, hvad kan Enherierne faae at drikke, der vil slaae lige saa rundelig til, som Kosten? Drikke de kanskee Vand? Det var et underligt Spørgsmaal af dig, sagde Høi, eller mener du, at Alfader byder Konger og Jarler og andre Stor-Mænd til Giæst, for at lade dem drikke Vand! Desuden tænker jeg ogsaa, der kommer mangen Mand til Valhald, som vilde finde, det var dyrt Mad-Kiøb, først at taale Saar og Svie til Døden, og saa ikke at blive bedre beværtet end med en Drik Vand. Nei, jeg skal fortælle dig noget ganske Andet, for der staaer en Gied ovenpaa Valhald, som hedder Heidrun, og bider Knop af Kvist paa det meget navnkundige Træ Lerad, og af hendes Yver løber der et Kar fuldt af Mjød hver Dag, som er saa stort, at alle Enherierne kan deraf faae deres fulde Bekomst. Det kalder jeg Gied til Gavns, sagde Gangler, og det maa være et farlig godt Træ, som han gnaver af.

Ja, sagde Høi, det kiendes ogsaa deraf, at Hjorten Ekthyrner, som staaer ovenpaa Valhald og gnaver paa samme Træes Kviste, faaer saa fugtige Horn, at der blive mange Floder af hvad der drypper fra dem ned i Hvergelmer.

Det var en underlig Tale, du der kom med, sagde Gangler, og et farligt stort Huus maa det Valhald være, men trangt er der sagtens at komme ind og ud af Dørrene!

Hvorfor, sagde Høi, spørger du ikke hellere om, hvormange og hvor store Dørre der er paa Valhald; thi naar du hører 591 det, maatte du snarere finde det underligt, om der ikke var frit Rykind og Rykud for Enhver efter eget Behag:

Femhundred Dørre,
Og Fyrre til,
Jeg vel tør mene
Har Valhalds Borg,
Og Snese fyrre
Jævnsides gaae,
Saa breed er Dørren
For Brynje-Folk,
Naar Luren kalder
Til Kæmpe-Dyst.

Men, sagde Gangler, saadan en Mængde Mennesker som der er i Valhald, hvad more de dem vel med, naar de ikke sidde ved Drikke-Bordet.

Hver Morgen, sagde Høi, naar Enherierne staae op, fare de i Harnisk, gaaer ud i Vænget, og slaaes, til de falde for hinanden, men naar det lakker ad Davre-Tid, ride de hjem igien til Valhald og drikke til Pæls*).

At nu Valhald for Resten hyppig nævnes saavel i Skalda, som i Draperne, behøver neppe at anmærkes, men vel, at efter Brage-Snakkens Indledning, hverken brugde eller behøvede Man andet Lys i Valhald, end Sværdets Glands, en Efterretning, som Skalda stadfæster, baade ved at kalde Sværdet Odins Ild, og ved at melde, at Sværd gik for Ild i Valhald**). Det bør ikke heller forties, at, efter Skalda, staaer der et Træ eller en heei Lund tæt udenfor Valhalds Porte, som hedder Glaser, og pranger med Løv af røden Guld, saa det er baade mellem Guder og Folk det favreste Træ, som det hedder i Visen:

Hvor Seier-Fader
Har Salen fiin,
Der med Guld-Blade
Mon Glaser staae***).

At Eivind Skalde-Spilder endog vovede at vise Hakon Adelsteen til Valhald, er alt før berørt og skal siden igien komme * * * 592 paa Bane, men at den vistnok Angel-Sachsiske Skjald, der besang Erik Blodøxes Indtog i Valhald, og derved viisde Eivind Veien, rutter med Vinen til alle Valhalds Kongelige Giæster, maa ansees for en Poetisk Frihed, der vel kan tilgives, men maa ikke efterlignes, da Aanden med Rette har sig selv Begeistringens Kilde forbeholden. Visen begynder nemlig, efter Skalda, saaledes:

Hvad, sagde Odin,
Mon det skal betyde,
Jeg nys i Drømme
Før Dag sad op,
Og Plads jeg gjorde
For Giæster høie,
Og aarle vækked
Jeg Valhalds-Folket,
Til brat at pusle
Med Bænke-Hynder,
Og Skænke-Tøiet
At skure blank!
Om Vin at tappe
Jeg Vink og gav
Val-Kyrien prud
For Konge-Munde*).

Endeel af denne Beskrivelse forklarer sig selv, naar Man kun veed, at Valhald er Blodet, Mindet og Efter-Mælet, hvori ædle Kæmper til Verdens Ende fortsætte deres Liv hos Efter-Slægten, men Endeel kan jeg ikke forklare, enten fordi det fra Først af er vilkaarlige Tilsætninger, eller fordi dunkle Ord og Navne endnu lukke sig om Nøgelen; thi hvad kunde det nytte mine Læsere, at fortælle dem, de ved at multiplicere Valhalds Dørre med Enherierne, kunde faae et Tal ud, der (naar Man ikke regner sex Snese paa hvert Hundrede) svarer til et af Chaldæernes og Indiernes urimelige Aars-Tal, som vi ikke veed Grunden til; eller at spørge dem, om de ikke fandt * 593 det ganske naturligt, at en gammel Nordisk Digter, ved at stirre paa Morgen-Røden, havde deri opdaget Ilden under Enheriernes Davre-Gryde! Man misforstaae mig kun her ikke, som om jeg vilde nægte, enten at de gamle Hedninger havde altid lidt og fik efterhaanden meget haandfaste Begreber om Valhald, eller, at Man i Naturen kan see og har seet Billed-Skygger af det Usynlige; thi begge Dele indrømmer jeg uden al Forbeholdenhed; men det er ikke de Nordiske Hedningers ubestemte Tro jeg vil skildre, det er deres forløbige Historiske Anskuelse, jeg vil udhæve, og den virkelige Kilde i Menneske-Barmen til deres Poetiske Myther jeg øser af, fordi jeg baade er vis paa, at f. Ex. Forestillingen om Livet efter Døden i Valhald umuelig kunde udspringe af Zodiakal-Lyset, og indseer, at udtrykde den ingen anden Sandhed, var den os aldeles unyttig og uvedkommende. Derimod er det ganske rigtigt, at naar Man først har Forestillingen om en timelig Udødelighed i sin Afkom og sit Efter-Mæle, der vel omsider taber sig ved Slægtens Udartning i en kold Ihukommelse, men dog kun for igiennem en haardnakket Gienfødelses-Kamp at foreviges, Man da med Lyst kan see en smilende Skygge af Valhald i Aften-Røden og Sommer-Solens Efter-Skin, der kun en liden Stund taber sig i Mørket, for, giennem Dagnings-Kampen mellem Lys og Mørke, at forklare sig nyfødt i den gyldne Morgen-Røde. Hvor derfor Mythologerne, som her, have fundet den tilsvarende Syns-Ting, bestaaer vor Uenighed blot deri, at de søge Kilden til Livet i det Døde, hvor jeg blot seer Skyggen af Livet, eller med andre Ord, at de mene, vore Fædre have grebet deres oversandselige Forestillinger i Luften, men at jeg er vis paa, de har undfanget dem i det Hjerte og født dem i den Hjerne, hvor jeg finder dem endnu. At jeg nu deri havde Ret, om mine Forklaringer af de enkelte Myther end ikke var heldigere end mine Formænds og Eftermænds hidtildags, følger nødvendig af Livets og Poesiens Natur, da jeg dog angiver en Kilde, hvoraf levende Forestillinger om det Usynlige og Poetiske Myther kan udspringe; men det viser sig ogsaa ved den Rigdom der findes paa min Vei, sammenholdt med den sorte Armod hos Med-Beilerne, der ere poetisk indskrænkede til hvad der saalænge Verden staaer, skal prosaisk vare: de fire Elementer nemlig, med Frost og Hede, Sommer og Vinter, Sæd og Høst, Jævn-Døgn og Soel-Hverv, Dag og Nat. Hvem der nu kan troe, at Vøluspas og Bjovulfs-Drapens, Bjarke-Maalets og Volsung-Kvidens 594 Digtere, ja, at Gother, Angler, Daner og alle Døler var ligesaa poetisk indskrænkede, maa enten selv være Stifbarn i den Nordiske Menneske-Naturs vide og livfulde, kraftfulde, daadfulde Verden, eller han maa indbilde sig at have selv i Vuggen skabt den Verden, jeg, for min Part, er vis paa, jeg, og mine Fædre med, under Moders Hjerte, kom sovende til.

Uagtet jeg derfor ligesaalidt i Valhald som nogensteds vil paatage mig at forklare Alt, men overlader gierne Børnene den Glæde, at opdage Meget, som undgik mig, saa kan jeg dog see at den daglige Kamp, med Fald og Opreisning i Valhalds Vænge, udtrykker den bestandige Kamp mellem Liv og Død i vor Slægt, som falder med de Gamle, men staaer nyfødt op igien med de Unge, den Samme i Grunden, saalænge de følgende Slægter levende mindes og tilegne sig de Forbigangne, og denne seierrige Kamp har jo endog en vis legemlig Virkelighed, saalænge Fædrenes Navne og Bedrifter levende forplante sig i Folket og Sagnet; thi vel fortrænge de Nyeste øiebliklig de Ældre, og giør hinanden saavel Livet som Rangen stridige, men hos et historisk-poetisk Kæmpe-Folk staae de Faldne immer op igien, og sammensmelte inderligere, jo længere de kæmpe med hinanden, som det hedder i Visen:

Ved Kamp forliges
De Klække bedst,

og som vi endnu sige, at Man ved at slaaes bliver de bedste Venner, og kalder det derfor, naar Man giør fælles Sag »at slaae sig sammen«.

Gaae vi nu tilbords med Odin og hans Giæster, da kan vi vel fristes til at smile lidt ad den drøie Flæske-Skinke og den nymalkede Mjød, og Smag finde vi neppe deri, men vel poetisk og historisk Sandhed, thi Kiødet som daglig kaages og tæres, men fortæres dog ikke, og mister end ikke Livet, udtrykker jo heel træffende den kiødelige Forbindelse mellem alle Æt-Ledd, og Miøden Hjerte-Blodet eller Minde-Saften, indsuget med Moders-Mælken. Man seer nu let, at Valhalds Skjold-Tag er Historien, og at Gieden og Hjorten som bide af Navnkundigheds-Træet er Forplantelsen af de berømte Slægter, som, naar det lykkes, skiænker Enherierne Miød, men, naar det mislykkes, saa Slægten vanarter, skaber kun Strømme til Afgrunden. Om Træet Glaser skal være det samme som Lærad, veed jeg ikke, men siden vort sande Ord-Sprog kalder Æren det feireste Træ i Skoven, og Man altid maa tænke sig en gylden 595 Ære-Port foran Valhald, kan Bemærkelsen ei være tvivlsom. At endelig Sværdets Lyn er Valhalds Lys, følger af sig selv, da det ene er Kæmpe-Livets Fortsættelse med Helte-Gierninger, der kaster Glands paa den Jordiske Udødelighed, som, saasnart Bedrifterne ophøre, bliver til en luftig Drøm og tom Navnkundighed.

Dog, vi maae ingenlunde over Valhalds Lys glemme Valhalds Liv, som ikke blot den daglige Dysten, med samt Maden og Drikken, betegner, men som især udtrykkes ved Møerne, der skiænke Vin for Odin, men Øl og Miød for alle Enherier. Disse Møer maae nemlig ingenlunde sættes i Klasse med Mahomeds Duller, thi de er allesammen Døttre af Hebe, der kiæler kun for Ørnen, eller, mythisk rettere: Odin med alle Aser og Enherier er den Herakles, med hvem Zeus formælede Hebe.

Der er nemlig i Tidens Løb mangeslags Navnkundighed og Ihukommelse for de Vældige paa Jorden, og medens Grækernes Tartarus og vores Niflhjem og Nastrond, udtrykker det onde Rygte, med Efter-Slægtens Afsky og Forbandelse, udtrykker det for Norden eiendommelige Helhjem deelsden fulde Glemsel og deels den tomme Navnkundighed, men Elysium ogValhald udtrykke Begge det priselige Efter-Mæle, koldt i Elysium og varmt i Valhald. Dette omvendte Forhold mellem Syden og Norden skulde mindre forundre end fornøie os, thi det er jo hverken noget Nyt, at der følge kolde Nætter paa varme Dage under Linien, eller at valne Hænder i Norden pege paa varme Hjerter, og det ligger desuden i Sagens, i Menneskets Natur, at jo varmere og inderligere Man slutter sig til det Nærværende, desmindre Liv har Mindet om det Forbigangne og Haabet om det Tilkommende, saa det er ganske i sin aandelige og hjertelige Orden, at Valhald overstraaler Elysium i samme Grad, som Olympen hæver sig over Ida-Sletten, og Zeus over Odin. Naar Heltenes Ihukommelse er aldeles begravet i Bøger, saa kun Bog-Orme gnave paa de berømte Navne, da er der hverken Tartarus eller Nastrond, hverken Elysium eller Valhald i Historien, men kun et stort Helhjem, thi leve selv Navnene ei meer paa Læberne, da lever Mindet endnu mindre i Hjertet. Saalænge derimod Draperne klinge til de Vældiges Ihukommelse, og Børnene opmuntres til at ligne de herlige Fædre, saalænge er der el Elysium, men kun saalænge Vuggerne gaae i Takt med Kæmpe-Visen, fordi Mødrene blusse i Løn af 596 Kiærlighed til Heltene, og væde Bane-Tuen med en Vemods-Taare, kun saalænge skiænke Valhalds Møer Miød for Enherier, og kun saalænge groe de levende Kiær-Minder paa Vigrids-Sletten, som lokkede Hadding under Kvinde-Kaabe til at besøge de Hensovnes Land. Og see, denne Kvindens og Hjertets begeistrede Deeltagelse i Heltenes Skæbne og Bedrifter, den er det, som bar givet det Nordiske Kæmpe-Liv sit eiendommelige Præg, den skabde Valhald i Arilds-Tiden, den har baaret det, saa det staaer endnu, skiøndt det raver, og saa i Norden kan endnu, efter Fimbul-Vinter, ved den Guldkammedes Gal og Gjallar-Hornets Lyd, alle Seier-Faders Kæmper vaagne og skifte Hugg med Muspels Sønner.

Det klareste Udtryk for denne Kvindens Helte-Kiærlighed er Valhalds Møer, men det Høieste og Dybeste er Mythen om Freya, den graadfagre Dise, som deler halvt med Odin paa Valen*); thi dette lille Ord siger sine Kyndinger meer end de kan beskrive om den mageløse Nordiske Kvindelighed, som derfor ogsaa endnu i sin høie Alderdom har født og fostret Skjalde-Sønner, hvis Liv og Lyst det er at slaae paa alle de Strænge, hvis Toner om ædel Manddom og kvindelig Ynde giør Kiæden lang, for seent men sødt at sammensmelte.

Forsaavidt nu Valkyrierne er Udtrykket for Kæmpe-Lysten og Kæmpe-Lykken i det Hele, kan det ikke undre os, at saavel deres Navne som deres Bestilling udelukkende dreier sig om hvad der var fælles for alle ærlige Nordiske Kæmper, altsaa om Sværd-Slag og Vaaben-Gny, om Mand-Slæt og Hedenfart og den endelige Vaaben-Stilstand paa Valhalds Bænke; men i Øvrigt gik det med Valkyrierne i gamle Dage, som med Damerne i Ridder-Tiden, at hver udmærket Helt havde sin, i hvilken han saae Idealet af Kæmpe-Lyst og Helte-Kiærlighed. Derfor see vi ogsaa, at det Himmelske og Jordiske, det Timelige og det Evige, paa den mest æventyrlige Maade, forbindes og forblandes i Valkyrie-Mythen, der snart skjuler sig hos Val-Fruen i Folkvanger, og snart gestalter sig til en Skjold-Mø ved Kæmpens Side, men sædvanlig svæver i Freyas Fjeder-Hamm, ubestemt imellem Begge.

I Vøluspa, hvor Nornen Skuld staaer i Spidsen for Valkyrierne, kaldes de Herians (Odins) Nonner (Nodner dvs. Norner) og svare til deres Navn, som Val-Møerne der kaare Helte i Slaget, og paa Kampens Bulder hentyde ogsaa meer og * 597 mindre kiendelig deres Navne: Gøndel og Skøgel, Gunne og Hilde og Ger-Skøgel*).

I Grimners-Maal, hvor vi først finde Skiænke-Møerne i Valhald, føre disse vel andre Navne, som Hrist og Mist, Randgrid, Raðgrid og Reginleif, men da dog Skøgel og Hilde komme med, kan vi ingen forsvarlig Skilsmisse giøre**).

Gylfe-Legen giver os ogsaa den Beskeed, at de der gaae for Borde og staae for Skiænken i Valhald, er de samme Valkyrier, som Odin udsender, til at skifte Seier og byde Giæster, men lægger dog til, at sædvanlig er det Gude og Rote som følge med Nornen Skulde til Valen, og giøre Udslaget***). Det Sidste seer Man strax, der er Noget i, thi Gude driver Kæmperne i Ilden, Rote beskærmer dem, og Skulde giør Udslaget †), men det er klart, at Anskuelsen ingenlunde har bundet sig hertil, saa det er snarere Hilde, Gøndel og Skøgel der sædvanlig foresvæve Skjaldene paa Valen; thi Hildes og Hildurs Leg og Gøndels Uveir var, saa at sige, Kampens faste poetiske Navne, og Gøndel og Skøgel er ikke for Intet de sidste Valkyrier der ride til Slaget i Hakonar-Maal.

Med Valkyrierne i Svane-Hamme, som ret egenlig er Sjælen i Volsung-Kviderne, og overalt i Bjarke-Maalet, vil vi her ikke nærmere indlade os, men kun bemærke, at de aabenbar har hjemme paa Jorden, saa Man kan sige, at der skabe Valkyrierne ikke Helte, men Heltene dem, eller: der byde de ikke Kæmperne men følge dem til Valhald, som Brynhild følger Sigurd, og Signe Habor.

Uagtet nu Odin aabenbar har hjemme i Valhald, saa er dog hans berømte Høi-Sæde Hlidskjalf forlagt fra Gladhjem til det sølvtakte Valaskjalf, uden at Man veed Grunden, med mindre den blot ligger deri, at Gylfe-Legens Forfatter ei har vidst ret Beskeed, thi han er vor eneste Hjemmels-Mand for Beliggenheden ††). Vel nævnes nemlig det sølvtakte Valaskjalf * * * * * 598 i Grimners-Maal som Assens (ventelig Odins) gamle Boelig, men Hlidskjalf nævnes kun i de prosaiske Indledninger til dette Kvad og til Skirners Reise, samt i Ravne-Galderet, som Odins Høi-Sæde, Man veed ikke hvor*). Det faaerda staae ved sit Værd, og vistnok maatte Hlidskjalf i Veiret, naar Odin derfra skulde oversee hele Verden, men ogsaa Hjemmelen derfor er heel prosaisk, og turde vel briste, da Odin, efter Ravne-Galderet, som er Hlidskjalfs eneste poetiske Støtte, sidder der ikke paa Udkik men paa Lur, og Navnet gierne kan betyde Lytte-Høien**).

Sagen er nemlig den, at Hørelsen unægtelig er Hoved-Sandsen for den Historiske Poesi, ligesom Synet for den Naturlige eller Oprindelige, saa Norden har egenlig ingen langsynede Seere, men kun lydhøre Skjalde, og at det er giennem Øret, Odin faaer sinViisdom, beviser saavel hans Spørgsmaal til Mimers Hoved, som hans Lytten til Hugin og Munin. Mimers Hoved, som der synes at være mere Hexeri end Poesi ved, skulde jeg vel vogte mig for at berøre her, dersom ikke alt Vola havde nævnet det i Forbigaaende, men nu maa jeg giøre ligesaa, for at komme ordenlig til Ravnene, der først nævnes i Grimners-Maal, og det heel forblommet, da Grimner (Odin) siger:

Hugin og Munin,
Morgener alle,
Fare paa Vinger,
Verden igiennem,
Hugin jeg savner,
Seen er hans Hjemfærd,
Dog efter Munin
Mere jeg stirrer***).

Ventelig skal Bekymringen for de daglige Sendebud her især skildre Grimners Vaande, hvor det gaaer ham ilde mellem to Ilde, men dog lader det sig ogsaa forstaae om en vis daglig Uro, hvoraf Sindet bevæges, medens Hugin giennemfarer den tilkommende Tid, og Munin den Forbigangne, thi at Odins * * * 599 Ravne er Formodningen og Hukommelsen, ligger saa klart i deres Navne, at selv de Mythologer har seet det, hvis Odin er sammensat af Vind og Soel-Skin, og burde vel altsaa, for at betjenes standsmæssig, have en Myg og en Avne til sine Ravne. Dog, at det Ene maa være efter det Andet, eller at der var mindste Sammenhæng i den Mythiske Tanke-Gang, synes de fleste Mythologer ligesaalidt at have drømt om, som de har tvivlet paa, at jo de største Urimeligheder lod sig ypperlig forbinde ved et Hyphen 1; saa Menneske-Aandens ypperste Evner kunde aldrig fare bedre, end at slaaes hen i Vind og Veir.

Der er i de øvrige Sange slet intet Spor af disse Ravne, uden et i Ravne-Galderet, som Man vel maa sige, Udgiverne har selv gjort*), og som i alt Fald Dunkelheden giør ukiendelig; men i Gylfe-Legen læse vi, at Ravnene Hugin og Munin sidde paa Odins Skuldre, og hviske ham i Øret alt hvad de har enten seet eller hørt, al Verden over; thi den reise de rundt hver Morgen, fra det gryer ad Dag til Davre-Tid, saa deraf samler Odin mange Kundskaber, og kaldes derfor Ravn e-Gud en**).

At nu de Islandske Skjalde kaldte Ravne iflæng baade Hugin og Munin, det var naturligt for dem, skiøndt vist nok ikke for Digtere, men at lade Hugin og Munin flyve ligefra Odins Skuldre, den ene til Galgerne at hakke Øine ud, og den Anden til Rakker-Kulen at slide Aadsler, det er saa dumdristigt og uforskammet, at jeg vil troe, Grammatikeren, som anfører et Vers derom, har gjort det selv***).

Vi komme nu til Sleipner, den berømte Odins-Hest, hvorom dog Sangene kun give den korte Beskeed, at han ledte om sin Mage, bar Odin blandt Andet til Hel, var født af Loke og Svadilfar, og havde Runer paa Tænderne†).

Det er da først i Gylfe-Legen vi blive nøiere bekiendt med Sleipner, og skiøndt Man nok veed, at Stald-Historier meget sjelden er enten smagfulde eller poetiske, maae Nordiske Læsere * * * * * 600 dog sagtens være mere nysgierrige efter Sleipners Slægt-Register, end efter de Arabiske Skimlers, eller de Engelske Vædde-Løberes, der dog sysselsætte mange fine og smagfulde Kredse.

Læseren husker vel dog endnu den sære Byg-Mester, som vilde have Soel og Maane og Freya, for en Fæstning efter alle Konstens Regler, som kunde trodse alle Jetter, selv om de slap over Uden-Værkerne, og det var i Akkorden, at han maatte Ingen have til at hjelpe sig, uden sin Hest Svadilfar, men, tør Man troe Rygtet, da gjorde det Bæst Mesteren til Skamme, vel ikke ved at bygge, men ved at bære til om Natten, Meer end han kunde bruge om Dagen. Da derfor Loke, som, ved at lokke Aserne i Fælden, havde spillet paa sin Hals, skulde løse den ved at forsinke Arbeidet, var det Svadilfar han fæstede Øie paa, og lokkede til Skovs med en Hoppe, som Stald-Karlene i Asgaard sagde, var ham selv, saa Byg-Mesteren løb vild efter sin Hest den hele Nat, og fik Dagen efter ei Stort bestilt. Hvad der siden blev af Svadilfar, da Thor slog Byg-Mesteren ihjel, veed Man ikke, men der kom et abildgraat Føl til Verden, med ikke mindre end otte Been, og det var Sleipner*).

Hvilken ypperlig Dandser nu Sleipner blev, kan Man deraf slutte, at han satte lukt over Hel-Gitteret med Hermod, som ingen Ting**), og at han ikke var vandsky, kan man nok begribe, siden han bar Odin, hvor Thor vadede, men end mærkeligere er det, at han løb glat over det vilde Hav, da Hadding sad under Odins Vinger***), og, faldt ei Æblet langt fra Stammen, da skyede han hverken Ild eller Vand, thi Sigurd Fofners-Banes berømte Hest Grane nedstammede gierne fra ham i lige Linie †).

See, det er hvad vi veed om Sleipner, og ganske uvilkaarlig har Nordens nyere Skjalde svunget sig paa Ryggen af ham, som vor Pegasus, men nu kommer Mythologerne og fortæller os, at det Hele er en luftig Idyl, hvori Byg-Mesteren betyder Frosten, Sleipners Fødsel Tø-Brudd, og han selv Vinden med otte Under-Afdelinger, hvorpaa Odin endnu rider Sommer ad By, og skiøndt det ikke er saa nyt, at Nisse-Skjalde giør * * * * 601 Vind med, de kan ride Sleipner til Vands, synes mig dog, del gaaerjalt for vidt, naar Mythologerne reent vil opløse ham i Vind og Vand, og give Nordens Skjalde deres Kjep-Hest isteden, saa her maa jeg, paa Skjaldskabets og paa egne Vegne, formelig protestere. Først vil jeg bede Læseren bemærke, at Beskyldningen mod Sleipner, at han skulde være en mild Vaar-Vind, født i Tø-Brudd, og dog ei blot have de fire Hoved-Vinde, men Fire til at løbe paa, er ligesaa urimelig, som Bygningen af en Snee-Fæstning mod Frost-Kæmperne (Rim-Thusserne); men derhos paastaaer jeg rigtig nok, at om Man ogsaa gjorde Svadilfar til Nord-Ost, og Loke til Syd-Ost, og Sleipner til Syd-Vest paa en Otte-Dags Tid, saa der blev en Slags luftig Sammenhæng, har jeg dog alle fremfarne, nærværende og tilkommende Digteres Fuldmagt til paa Sleipners Rygg at lee ad det Vind-Mageri, og ride mit Skud.

Det bliver da derved, at Odin er Norden Saand, og Sleipner hverken Norden eller Sønden-Vind, men Aandens Ganger, altsaa, poetisk talt, Verset, der sagtens fra først af i Norden var et Slags Octo-Meter, da vi endnu godt kan see paa Vøluspa at det oprindelig har bestaaet af otte-linede Stropher, ligesom Man da nok veed, at det almindelige Islandske Vers er otte-leddet, og at Vers skal ligesaa vel have »Fødder« som Heste.

Saaledes tør jeg da sige, vi fandt den virkelig ottebenede Sleipner, som Man forgiæves søgde i Luften, men dermed vil jeg ikke nægte, at Man kan see et Billede af ham paa Havet, naar fire raske Gutter i en Konge-Baad holde ordenligt Aare-Slag; thi Havet er vort Himmel-Speil, og begge Dele synes sammenblandede i Mythen om Sleipners Fødsel, der vel hører til Asa-Maalet, men til dets underløbende, folkehistoriske Deel. Jeg forestiller mig nemlig, at Sleipner oprindelig udtrykde det begeistrede Ord, hvorpaa Aanden farer over Land og Vand, og giennem Øre-Sund til alle Sjæl-Lands Havne, men at der, i Digte-Konstens og Seiladsens Nordiske Barndom, har indtruffet en eller flere Begivenheder, som det otteleddede Vers og det otteaarede Skib skyldte deres Oprindelse, og som lod sig poetisk forbinde med den gamle Mythe om Byg-Mesteren i Asgaard. Svadilfar er altsaa det fremmede, i Forhold store Mønster, som Reflexionen (Loke) i Norden efterlignede, og Forklaringen er fast grundet paa den Vished, at en saadan Efterligning bestemt engang har fundet Sted, ligesom den unægtelig er frugtbar, da den giør Mythen 602 anvendelig selv paa det attende og nittende Aarhundredes poetiske Literatur iblandt os. Man giøre saaledes, blot for Løiers Skyld, den Franske Æsthetik til Byg-Mesteren, og Man vil da strax see baade hans uforskammede Fordringer, hans Skæbne under Thors-Hammeren, og Sleipners Gienfødelse, eller Man anvende Mythen paa den Franske Natur-Forklaring af Mytherne, og see, om det ikke ligeledes slaaer til, fordi Nordens Aand er ikke som Vinden blæser, men ligner sig selv, endog i Søvne, og giør. naar den vaagner, kort Proces!

At for Resten de otte Been har været Taxten, seer Man vel bedst af Giæste-Gaaden:

Hvem er de Tvende
Thingløber-Hanner,
Med ti Been i Alt,
Men To om en Hale,
Halvandet Par Øine?

thi Hedrik svarer:

Let er din Gaade,
Giæst hin blinde,
Odin sidder
Paa Sleipners Rygg*).

Vi komme nu til Drypner, den berømte Odins-Ring, der vel, efter somme Mythologers Mening, ligger i Maanen, men som jeg dog af mange Grunde helst vil søge paa Jorden og paa Odins Finger. Vi finde den da først i Skirners Ord til Gerde:

Ring jeg dig rækker,
Ret ildprøvet,
Med Yngling paa Baal,
Med Odins Søn;
Ringene otte,
Og ringere ei,
Dryppe fra Neden
Hver niende Nat**)!

Dette er ogsaa Alt hvad vi finde i Gylfe-Legen, paa den lille * * 603 Oplysning nær, at Ringen hedd Drypner og sendtes Odin tilbage fra Hel med Hermod til en Amindelse*).

Først i Skalda er det vi høre, at ogsaa ved Drypners Dannelse skal Loke forsaavidt havt en Finger med i Spillet, at han narrede Dværgene Sindre og Brok til at giøre den, samt at da Brok stod ved Blæse-Bælgen, stak Bræmsen ham stygt paa Halsen, men dog holdt han, efter sin Broders Formaning, Ørene stive, saa det blev et fuldendt Konst-Værk**).

Hvad nu de Gamle ellers har meent med den Ring, skal jeg lade være usagt, men det kunde klæde Odin godt, at have Noget, der lignede den historiske Sammenhæng mellem Tider og Begivenheder, og i en Hast veed jeg ikke noget Synligt, der lignede den meer, end saadan en Guld-Ring, der bestandig formerede sig, naturligviis med Ring i Ring, og maa nu være blevet en deilig lang Guld-Kiæde, der rækker fra Arelds-Tid til os, og jeg tvivler derfor slet ikke om, at jo noget Sligt har svævet for den gamle Digter, som vissere end nogen Dværg blæsde Ringen færdig i et Øieblik. Vil Læseren imidlertid heller see efter i Almanakken, hvor tit der kan blive otte Ringe om Maanen, og tænke, at naar den er i Apogeum1, er Drypner i Hel, da være det ham uformeent, naar han kun vil t^staae, det er ligesaalidt de gamle Digteres som min Skyld, og ikke tage os, hvem Nordens Aand besjælet, det ilde op, at vi, med Øie for den Historiske Kiæde-Gang, paastaae, vi har Drypner endnu, og veed altsaa bestemt, den ligger ikke i Maanen.

Af Odins Vaaben er Intet blevet navnkundigt, uden Spydet Gungner, og skiøndt han gav Andre Sværd, synes han dog ikke selv at have brugt Klingen, thi hvor Vola ymter om hans Kamp, lader hun ham skyde***), og naar Gylfe-Legen beskriver hans Rustning i Ragna-Roke, giver den ham vel en Guld-Hjelm og en prægtig Brynie, men Intet uden Gungner i Haanden†). Samme Spyd nævnes ogsaa i Brynhilds-Kviden, hvor vi see, det havde Runer paa Odden††), hvad, efter min Forstand, ligesom Runerne paa Sleipners Tænder, betyder, * * * * * * 604 at det var til aandelig poetisk Brug. Jeg tager da ganske simpelt Odins-Spydet for den Brodd eller Spydighed, som Poesien ikke under nogen Himmel-Egn, end sige da i Norden, har enten kunnet sige sig fri for, eller engang undvære, og heraf kan Man begribe, hvorfor Mythographerne har gjort Gungner til et Veir-Lys, thi det er, veed Man nok, i deres Øine al Poesi. Efter en Glosse til en af Helge-Kviderne skal Odin have laant Dag Hognesøn Gungner*), og skiøndt Hjemmelen ei er den bedste, har det dog sin Rigtighed med Udlaanet til gode Venner, som Nordens Historie har til alle Tider viist. Hvad Kormak Skjald meende med det han siger, at »ung« foer Odin med Gungner, veed jeg vel ikke, men jeg veed nok, han kunde meent, hvad sandt var, at de unge Digtere er gierne de spydigste**). Naar endelig Skalda beretter, at Gungner var et Værk af Ivalds Sønner, men en Foræring af Loke, og lod sig aldrig standse i Farten ***), da er det ogsaa i Rad hos mig, thi ligesom der var mange Spyd i Norden, men kun eet Gungner, saaledes er der ogsaa mange Slags bidende Stiklerier i Verden, men den bidende Satire, som den virkelige Poesie bruger til Nød-Værge, er dog et ganske eget Slags, der gaaer til Marv og Been, og er vel en Gave giennem Forstanden, men et Værk af Phantasien.

Vi har nu, saavidt jeg veed, betragtet Alt hvad der var Odin eiendommeligt, undtagen hans Navn, som har piint Fortolkerne saa meget, og er igien saa ubarmhjertig piint af dem, at det nok kan være paa Tiden, at lade ham have det i Fred, hvortil jeg er saa meget mere tilbøjelig, som det slet ikke piner mig, men lader sig i sin Angel-Sachsiske Form »Woðen« meget taalmodig udlede af det A. S. »woð« som er Poesi og Veltalenhed†).

Derimod vil jeg end ikke med en Tøddel skjule min Forlegenhed med den Skok af Tilnavne, Man har givet Odin, uden at Nogen ved de Fleste kan sige hvorfor. Dette vilde nemlig være i sin Orden, naar den lange Ramse kun stod i Skalda, men nu staaer den Længste i Grimners-Maal, og dermed kan det umuelig hænge rigtig sammen, saa det Bedste jeg kan giøre, er vist at giøre opmærksom paa, at Listen ogsaa * * * * 605 i sit Udvortes har Kiende-Tegn Nok paa Uægthed. Først afbryder Ramsen nemlig den klare Sammenhæng (mellem V. 44 og 50), dernæst findes den anderledes i Gylfe-Legen, men har begge Steder Navnet »Gangler« som tilhører Gylfe, og røber sig endelig selv, ved at lade Odin sige: Man kaldte mig Griruner hos Geirrods, hvad aabenbar ikke har hjemme i Grimners-Maal, men kun i et Register-Rim til Skalda*).

Snarere kunde Man da antage de tolv Navne, Alfader, efter Gylfe-Legen, førde i det gamle Asgaard, for Odins oprindelige Tilnavne, men de har dog snarest Hensyn paa de tolv Aser, og det Sikkerste bliver da, at vi holde os til Vøluspas Navne: Val-Fader, Høi (Har), Hær-Fader, Herian, Seier-Fader og Hropt**), hvoraf kun Eet (Herian) findes iblandt hine Tolv, og To (Hær-Fader og Hropt) fattes i den lange Ramse, hvad der er saa meget mærkeligere, som begge disse Navne netop bruges om ham i Grimners-Maal. Hær-Fader findes ogsaa i Vafthrudners-Maal, og ellers intet Tilnavn uden Time-Fader (allda favdr), og heraf seer Læseren, hvad Man skal lægge Mærke til, at næsten alle de Tilnavne, der virkelig bruges i de ældste Sange, er baade tydelige og udtryksfulde.

Af de øvrige Tilnavne vil vi blot anmærke Seier-Guden (sigtyr), Gothe-Guden (gautatyr) og Hroptatyr, som tit forekomme hos Skjaldene.

At Høi (Har), Jævn-Høi (Jafnhar) og Tredie-Mand (Þridi), i Gylfe-Legen skal svare til Odin, Hæner og Løder, eller Odin, Ve og Vile, følger afsig selv, men vel maa det anmærkes, at saavel i den prosaiske Indledning til En af Sigurds-Kviderne, som i Brage-Snakken, finder Man Odin, Hæner og Loke sammen***), hvoraf Man med Føie har sluttet, at Løder, hvem Man ellers Intet hører til, i det Mindste engang er blevet anseet for een Person med Loke. At Man heller ikke udenfor Vøluspa egenlig hører Noget til Hæner, er før anmærket, men dog fortæller Skalda os, at han har havt * * * 606 adskillige Tilnavne, saasom Odins Sidemand, Snar-As Langbeen og Grus-Konge*).

Balder, Høder og Vale.

At Balder kun er blevet navnkundig ved sin Død, men at hans Død og Opstandelse ogsaa udgiør den store Middel-Punkt i Nordens Mythe-Kreds, der maa tildrage sig almindelig, Opmærksomhed, er vel alle mine Læsere bekiendt. Var det derfor mueligt, at nogen poetisk Mythe kunde aftvinge aandløse Mythologer Ærbødighed, da maatte det være denne, der saa rørende udtrykker Savnet af det aandelige Liv, som Man skulde tænke, de dog stundum maatte føle; men Sagen er, at følde de det, da var de ei aldeles aandløse, og vilde nok vogte sig for at optræde som Fortolkere af, hvad de kun svagt og dunkelt ahnede. Det maa derfor ikke undre, skiøndt det nødvendig ærgrer os, at Folk, for hvem Luften er det Aandigste, de har nogen levende Forestilling om, og Forandringerne i Dyre-Kredsen de vigtigste historiske Begivenheder, at de virkelig mene, de giør Balder Ære, ved at giøre hans Død til Sommer-Soelhverv, og kalde enhver aandelig Forklaring deraf, med høieste Naivitet »bogstavelig«, fordi de kan ikke nægte at de Gamle virkelig tænkde sig den som et Bane-Saar for det Ædleste og Herligste, det Guddommeligste i Tilværelsen. At nu Sommer- Soelhverv er et Skygge-Billede af al Storhed og Glands, som paa sin høieste Spidse rammes af Døds-Pilen, det er hvad et Barn kan forstaae, og de aandløse Mythologer have derfor her virkelig gjort deres Bedste, ved at tage den rette Skygge for Legemet, som er det Høieste, de paa egen Haand kan naae; men Man kunde rigtig nok lige saa godt sige, at Johannes den Døbers Halshuggelse var en Skygge af Dagens Afkortning ved Sommer-Soelhverv, som at Balders Død er det, ja, St. Hansdag, med sit Blus og sine Urter, vilde, som Man let seer, endnu langt bedre tjene til at naturalisere Døber-Historien, end Balders-Mythen. Jeg formoder imidlertid, at selv hvem Skyggen er saameget kiærere end Virkeligheden, at han f. Ex. foretrækker Christi Liv i den aarlige Natur, for Det i de Atten Aarhundreder og de Fire * 607 Evangelier, at selv han vil indrømme mig, at hverken tænkde Kingo paa at giøre Christus til Vaar-Solen, da han sang »som den gyldne Soel frembryder«, heller ikke vilde Christen-Folket havt Noget af alt det Eiendommelige, der historisk udmærker dem i Tidens Løb, hvis Christus ikke oprindelig havde været Andet for dem, end en luftig Soel-Sikke; og har altsaa det Nordiske Kæmpe-Liv noget Ejendommeligt, der lader sig kort og godt udtrykke ved Sorgen over Balders Død ved Tidens Fødsel, og Haabet om hans Opstandelse ved Verdens Ende, da har Mythen om ham ogsaa sikkerlig havt mere at betyde for Heden-Olds Kæmper og Skjalde, end alle de Aars-Tider, de havde Leilighed nok til at erfare, hverken slukde deres Sorg eller opfyldte deres Ønsker.

Hvad derfor Balder vil være for alle poetiske Gemytter i Norden, til Verdens Ende, det var han aabenbar ogsaa for de gamle Digtere og for hvem de begeistrede: et dybt Udtryk og stort Sind-Billede af den Glands, der omstraaler Livet, naar det med et uskyldigt Øie betragtes i Evighedens Lys, men som selv det ædleste Menneske-Liv bevidner, maa tidlig, ved et stort Uheld, være forsvundet fra Jorden, da den uigienkaldelig forsvinder for hvert Menneske-Barn, før han endnu ret har besindet sig paa sin Tilværelse, efterladende sig kun, som Balder i Forsete, et mat Efter-Skin, der vel formilder men umuelig kan opfylde det Savn, det vækker og opholder! Balders Død svarer altsaa i Nordens Myther til Afsættelsen og Mishandlingen af Kronos i Grækernes, og hvad der giør Forskiellen, er Nordboens ømmere Hjerte, dybere Alvor og inderligere Deeltagelse i Menneske-Slægtens Liv og Levnet, saa for hans Øine var det skedt af Van-Vare, hvad Grækeren lod skee af Ærgierrighed med Villie, thi derfor ahnede Nordboen, hvad Grækeren opgav: en virkelig Opreisning for Skaden, saa Balder kom igien fra Hel, at overstraale den nyfødte Jord og forgylde det evige Gimle!

At nu denne Ahnelse baade var sand og vidunderlig dyb, saa dyb, som den ene kunde opstige i et Folke-Hjerte, der besynderlig tiltaldes og begeistredes af Universal-Historiens Aand, det har Universal-Historien beviist, og viser daglig klarere; thi ikke blot, da Christendommen paa Ny aabnede den afskaarne Forbindelse mellem Himlen og Jorden, og oppustede Udødeligheds-Haabet, der var som en rygende Tande, til en høiere og klarere Flamme, end nogentid var seet paa Jorden, ikke blot da steg Balder igien fra H e l, men immer siden var det 608 store Evangelium en Balder, som dræbtes og opstod, saa Balders-Mythen er et Udtryk for Aands-Historien paa Jorden, vi uvilkaarlig elske, saasnart vi høre den, og vinde mere kiær, jo bedre vi lære at forstaae den.

Spørge vi nu Vola, hvad hun veed om Balder, da er der Intet hvorom hun giver bedre Beskeed, thi hun svarer:

Jeg saae i Skjulet
Skæbnen som trued
Balder blandt Guder,
Blodbestænket,
Sønnen af Odin,
hvor smækker og fin
Kneised paa Marken
Mistel-Teen!
Med den Stamme
Mig stod for Øie
Hvad Guder harmed:
Høder-Spydet!

Balder vel fødtes
Broder snart,
Natgammel Kæmpe
Kiæk til Drab,
Før Haand blev tvættet,
Og Haar blev redt,
Alt Balders Bane
Paa Baal var lagt;
Ligevel Frigge
I Fensal begræd
Valhalds Vogter,
Det veed I nok!

Og siden om Tilstanden efter Bagna-Roke:

Paa usaaede Agre
Ax da bølge,
Bod for al Bane
Med Balder times
Da boe tilsammen,
I Seiers-Vangen,
609 Høder og Balder,
I Hropter-Salen:
Valgud-Borgen,
I veed nok selv*)!

I Vafthrudners-Maal spørger Gavnraad tilsidst den selvkloge Jette:

Hvad mon i Øret
Odin hvisked
Sønnen paa Baare,
Baalet nær?

Og dertil maa Vafthrudner naturligviis svare:

Ingen kan vide,
Hvad aarle Du hvisked
Sønnen i Øret**).

I Grimners-Maal høre vi om Balders-Borgen:

I Breide-Bliks Vange
Staar Balders Slot,
Der Høielofts-Sale
Han hvælved sig,
I Landet findes
Knap List og Svig***).

Efter saaledes at have, saa at sige, undersøgt Breidebliks mythiske Grundvold, vil det, for at undgaae al unødvendig Gientagelse, være bedst at kaste Øie paa det samlede Sagn i Gylfe-Legen.

En af Odins Sønner hedder Balder og ham er det en Lyst at tale om, thi baade er han god og Alle give ham el godt Lov. Han er saa deilig af Ansigt, og saa hvid i Huden, at han skinner igien, og det er Beviis nok paa Skiønheden saavel af hans Haar som Ansigts-Farve, at den hvideste Lilie, der er til, har Man lignet ved ham og kaldt Balders Bryn. Han er tillige den Viseste, den mest Veltalende og Vennesalige af alle Aserne, * * * 610 og det er en Egenskab ved hans Domme, at de lade dem ei dreie. Han boer paa Breideblik oppe i Himlen, hvor intet Ureent taales*).

Der indtraf en Begivenhed, som var af største Vigtighed for Aserne, og dermed begynder Fortællingen, at Balder hin Gode havde meget uroelige Drømme, som varslede ilde for hans Liv. Da Aserne fik det at vide, lagde de deres Hoveder sammen, og besluttede at bede Balder fri for alskens Vaade, og Frigge fik nu baade Ild og Vand, baade Jern og anden Malm, baade Træer og Sote, baade Dyr og Fugle, Edder og Forgift, til at giøre deres Eed paa, de vilde spare Balder, og da det var skedt og thinglyst, havde baade Balder og alle Aserne deres Morskab af, at han stillede sig op og lod de Andre deels hugge ind paa sig, og deels stride løs med Steen, eller skyde til Maals efter ham. Det syndes nu Alle stor Ære, at ingen Ting gjorde Balder Skade, men da Loke Lævisøn det saae, fik han ondt i sine Øine, skabde sig i Kvinde-Lignelse, og gik til Friggei Fensal, som da spurgde Kvinde-Mennesket, om hun ikke vidste, hvad Aserne tog dem for paa Thinge? Jo, sagde hun, de skyder Alle til Maals efter Balder, men det giør ham ingen Skade. Nei, sagde Frigge, hverken Vedd eller Vaaben skade Balder, det har de gjort deres Eed paa. Har da ogsaa Alting forsvoret at skade Balder, sagde Kiærlingen? Ja, sagde Frigge, saanær som en Vidie vestenfor Valhald**), der hedder Mistel-Teen, og tykdes mig for ung at tage i Eed. Dermed forsvandt Kiærlingen, men Loke gik hen, hvor Mistel-Teen stod, trak den op, og tog den med sig hen paa Thinget, hvor Høder stod yderst i Kredsen, fordi han var blind. Ham talede Loke til, og sagde: hvorfor skyder du ikke til Balder? Deels fordi jeg ikke kan see, hvor Balder staaer, sagde han, og deels for jeg er vaabenløs. Ih, sagde Loke, du skulde dog ligne andre Mennesker, og giøre Ære ad Balder saavelsom de; jeg skal vise dig hvor han staaer, skyd saa til ham med denne Vaand! Høder tog da Mistel-Teen og skød til Balder som Loke pegede, saa Skuddet gik lukt igiennem ham, og han sank død til Jorden. Dette var den største Ulykke, der nogensinde er skedt mellem Guder og Mennesker, og da Aserne saae Balder falde, tabde de Allesammen baade Næse og Mund, og ikke en Haand rørde sig, men de stod og saae paa hverandre, og skiøndt der kun var een Mening om Ophavs-Manden, var dog Fri-Stedet * * 611 saa helligt, at Misgierningen maatte blive uhevnet. Aserne søgde nu at faae Munden paa Gang, men det blev kun til Graad, saa Ingen af dem mægtede i Ord at give Sorgen Luft, og Odin var den som tog sig det nærmest, fordi han skiønnede bedst, hvad Tab og Skade, Aser havde lidt ved Balders Frafald.

Da Aserne endelig kom til Samlingen, tog Frigge Ordet, og spurgde, hvem iblandt dem der vilde vinde al hendes Hyllest og Naade, ved at ride Hel-Veien, faae Balder ledt op og byde Hel gode Løse-Penge for at lade ham komme tilbage til Asgaard? Den Reise tog En af Odins Tjenere Hermod Snarensvend sig paa, Odins-Hesten Sleipner blev da trukket frem, Hermod svang sig op og foer afsted. I ni Nætter reed nu Hermod giennem dunkle, dybe Dale, saa det Første han saae, var Gjallar-Elven, med samt Gjallar-Broen af det klare Guld. Møen Modgude (Sinds-Uro) som holder Vagt ved Broen, udspurgde ham om Navn og Byrd, tilføiende: her reed igaar ikke mindre end tolv Snese Dødninger og en Halv over Broen, og Støien var dog ikke større end du giør alene, men du har mig heller ikke Dødning-Farven; hvad vil du paa Hel-Veien? Jeg skal ride til Hel og lede om Balder, sagde han, har du ikke seet noget til ham paa Hel-Veien? Jo, sagde hun, Balder er kommet over Gjallar-Bro, og Hel-Veien løber nederlig i Nord! Hermod reed nu videre, og kom til Helgrind, hvor han stod af Hesten og sadlede om, men sprang saa op igien, og gav Sleipner af Sporerne, saa han satte lukt over Gitteret, og kom det ei nær. Derpaa reed Her mod op for Dørren, stod af Hesten og gik ind i Hallen, hvor han saae sin Broder Balder sidde i Høi-Sædet, og blev om Natten. Morgenen derpaa kom Hermod frem til Hel med sit Forlangende, at Balder maatte følge hjem med ham, og fortalde hvor bitterlig Aserne græd, men Hel svarede, at det maatte komme an paa en Prøve, om Balder ogsaa var saa li vsalig, som det hedd; thi hvis Alt i Verden, baade Levende og Dødt, vilde græde for ham, da skulde han komme tilbage til Aserne, men vægrede Nogen sig ved at græde, maatte han blive hos Hel. Da nu Hermod gik, fulgde Balder ham til Dørs og sendte Odin Ringen Drypner til en Amindelse, men Nanne sendte Frigge, iblandt andre Gaver, et Slør*), og * 612 Fylle en Guld-Ring, hvorpaa Hermod reed sit Skud, og kom til Asgaard, og gjorde Rede for Alt hvad han havde baade hørt og seet. Derpaa lod Aserne Bud udgaae over hele Verden, med Bøn om at græde Balder tilbage fra Hel, og det skedte ikke blot af Mennesker og Dyr, men ogsaa af Jord og Steen, af Træ og alskens Malm, som Man endnu kan see græde, naar de komme af Kulden ind i Varmen. Men da nu Sende-Budene drog hjem med velforrettet Ærende, traf de i en Jette-Stue paa en Hex, som kaldte sig Tøkke, og da de bad hende græde Balder op fra Hel, fik de til Svar:

For Balder,
Paa Baalet,
Med Øinene tørre
Tøkke vil græde,
Mig han ei baader,
Bleg eller rød,
Hela som har ham
Holde ham kun!

Folk er af den Tanke, at det har været Loke Lævisøn, som pleiede at giøre Aserne al den værste Fortræd.

Medens Hermod var underveis til Hel, havde Aserne flyttet Balders Lig ned til Stranden, hvor hans Skib Hringhorne laae, det største Skib, Man veed af at sige, og det vilde Guderne gjort flot, for derpaa at anrette Balders-Baalet, men kunde ei rokke det af Stedet. Der gik da Bud til Jotunheim efter Hexen Hyrrokin, som ogsaa kom ridende paa en Ulv, med en Hug-Orm til Bidsel, men da hun sprang af, kunde fire Bærsærker, som Odin satte til at holde hendes Ride-Hest, ikke raade med den, uden de maatte kaste den. Hyrrokin gik nu til For-Stavnen, og satte ved første Puf Skibet i Fart, saa der fløi Ild af Rullerne og Jorden skjalv, hvorover Thor blev saa arrig, at han greb til sin Hammer, og vilde knust hende, dersom ikke alle Guderne var gaaet i Bøn for hende. Nu blev da Balders Lig bragt ombord, og da hans Kone, Nanne Nepsdotter, det saae, da brast hendes Hjerte og hun døde af Sorg, saa hun kom med paa Baalet. Som nu Baalet var antændt, og Thor stod med Mjølner og indviede det, rendte Dvergen Litter mellem Benene paa ham, og blev da sparket ind i Ilden, saa han brændte med. Der var nemlig et meget blandet Selskab ved denne Lig-Begiængelse, thi først 613 var nu Odin der, med Frigge, og Valkyrierne og hans Ravne, saa kiørde Frey i sin Kerre med Galten Guldbørste eller Slidrugtand, og Freya med sine Katte; mens Heimdal reed sin Hest Guld-Manke, og der var hele Flokke af Rim-Thusser og Bjerg-Folk. Odin lagde sin Guld-Ring Drypner paa Baalet, som siden havde den Egenskab, at der dryppede otte Ringe ligesaa vægtige fra den hver niende Nat, og Balders Hest med alt hans Ride-Tøi kom ogsaa paa Baalet*)!

Saavidt Gylfe-Legen, og jeg behøver ikke at fortælle Læseren, hvor langt Saga-Mandens lette Tone i Borge-Stuen er fra Volas den dybe i Hars Sale, men hverken vilde jeg dog afkorte eller afbryde Sagnet, da det sikkert har havt langt bedre Hjemmel i Munden, end vi finde i Bog-Staverne, og det desuden i mine Øine ret er skikket til at være en Mund-Smag af det Mund-Godt, der gav Folk en glad Aften i Kragemaals-Tiden.

Hvad nu ellers Fortællingen selv angaaer, da bestaaer den af tre kiendelige Ledd, Mythen nemlig om Balders Død, om Balders-Baalet og om Hermods Helrid, og Forholdet er dette, at af den Første finde vi tydelige Spor allerede i Vøluspa, og af den Anden i Vafthrudners-Maal og SkirnersReise, men af den Tredie kun forsaavidt Skimer byder Gerde Odins-Ringen, og føier til, at den var brændt med Balder, hvoraf Man maa slutte, der siden har været Samfærsel mellem Hel og Asgaard**). Mærkeligt er det ellers, at Hermod i Sagnet først kaldes Odins Tjener og siden Balders Broder, thi at han omsider naaede at blive talt med blandt Odins-Sønnerne, see vi af Skalda***), men at det var seent, maae vi slutte af Hyndlas Sang, hvor han nævnes ved Siden af Sigmund Volsung, som en Helt, hvem Odin havde skiænket Hjelm og Brynie †), og af Angel-Sachsiske Kilder veed vi, han var, til Sigmund opstod, den berømteste Helt i Norden ††), som altsaa, ved af de historiske Digtere at belægges med Hæders-Navnet: Odins Søn, tilsidst, da Man sammenblandede Alt, er sat blandt Guderne.

* * * * * 614

Dog, herom siden, og i det vi nu bemærke, at Sagnet om Balders ængstelige Drømme og alle Vætters Eed til Frigge, ei at skade Balder, allerede findes i Vegtams-Kviden*), rnaae vi lægge til, at der ogsaa i dette Digt skildres et Helrid, men at det foretages af Odin selv, og før Balders Død. Odin kan nemlig end ikke ved Vætternes Eed finde sig beroliget, men sadler Sleipner og rider til Hel, hvor han kalder sig Vegtam, vækker med Galder en død Spaa-K vinde (Angerbode?), og hører af hende, at Hel-Mjøden (Bane-Drikken) er alt brygget til Balder, og at det er Høder som skal skyde ham, men straffes derfor af Sønnen, Rinde føder under Vester-Lide eller Vinters-Hjerte.

Det Vigtigste herved paa dette Sted er vel, at vi see, Man enten maa udelukke dette Sagn af Asa-Maalet, eller Hint om Asernes Tryghed, der fremkaldte Ulykken, og det er en af Grundene hvi jeg slet ikke kan regne Odins Helrid til den oprindelige Balders-Mythe, thi Trygheden efter Vætte-Eden er psychologisk og poetisk rigtig, og, saa at sige, historisk nødvendig i alle Maader.

Balders ængstelige Drømme, Vætte-Eden, Asernes Tryghed og Overmod, Lokes Misundelse og Trædskhed, Høders Blindhed, Balders Fald for Vidien, Asernes Fortvivlelse og Frigges Graad, det er da de store, kiendelige Elementer af Døds-Mythen, saa det bliver kun Spørgs-Maalet, om Lig-Begiængelsen og Gien-Kaldet hører oprindelig dertil eller ikke.

Saadanne Mythiske Spørgs-Maal kan naturligviis kun afgiøres ved indvortes, historisk-poetiske Grunde, og jeg skiønner ikke rettere, end at de tale stærk derfor, uagtet Sagnet, som vi nu finde det i Gylfe-Legen, har sagtens flere Tilsætninger for Løiers Skyld, end Freys Griis og Freyas Katte, der ei engang høre til Poesiens men til Prosaens urene Dyr.

Efter Balders Død er nemlig Asernes Liv slet intet Andet end hans Lig-Begiængelse, indtil de fatte Haab om hans Opstandelse, og det er aldeles i sin Orden, at de maae lade Hænderne synke, og sende Bud til Jotunheim efter Hjelp, skiøndt ikke at Hexen behøver at ræddes for Hammeren; thi at sparke en Dværg ind i Ilden, er alt hvad Thor, under disse Omstændigheder, i sin Ærgrelse formaaer. Dette bekræftes ret * 615 øiensynlig ved det Attende Aarhundredes Historie, thi vel er den langt fra at beskrive Balders første Lig-Begiængelse, men, ved at beskrive den Sidste, der er i friskest Minde, viser den os klarest, hvordan det gaaer til, naar Anskuelsen er død, og Man vil give den en hæderlig Jorde-Færd i et System, der slutter med Døden, hvad nødvendig udkræver sorte Konster, og gaaer ud over Præsterne, de selvgjorte Guder, som vel kan sparke en kaad Dværg i Ilden, men har til Hexen, de ikke kan undvære, kun tomme Trudsler, som hun naturligviis leer ad.

Hvad endelig Gien-Kaldet angaaer, da har dette ogsaa sin fulde historisk-poetiske Rigtighed, som Man nærmest, og vel bedst, kan seepaa den Danske Poesi i det Nittende Aarhundrede, der, i det Mindste for mine Øine, har en saa paafaldende Lighed med Hermods Helrid paa Sleipner, at jeg i det Mindste umuelig kan udelukke det af Asa-Maalet, og at Hermod er kommet ærlig til Sleipner, slutter jeg blandt Andet deraf, at Eivind Skalda-Spilder lader ham følges med Brage ud at byde Hakon Adelsteen velkommen til Valhald; thi Krage søger Mage. Hels Ord er desuden saa ypperlig valgte, at de umuelig kan være uægte, thi den almindelige Graad er et ligesaa nødvendigt som, efter Omstændighederne, uopfyldeligt Vilkaar, og selv den tilsyneladende spidsborgerlige Anmærkning, om Steen og Staal-Graaden, har dyb psychologisk, altsaa historisk-poetisk Sandhed, da virkelig al Smerte-Graad udtrykker Overgangen fra Kulde til Varme. At der selv i Norden er en Hex, ved Navn Tøkke (Selv-Klogskab og Egen-Sindighed) der ikke vil græde for Balder, følger af sig selv, og lod sig af Dagens Historie fortræffelig oplyse; men fornøieligere er det at Graaden dog var næsten almindelig, og ingenlunde forgiæves, thi græd Man end ikke Balder op fra Hel, saa græd Man dog nok Idunna ned fra Ygdrasil, og allenfalds Glitner-Borgen op af Havet, med Guld-Suler og Sølv-Tag, med Balder-Sønnen Forsete, der neddysser al Kiv*), og forholder sig til sin Fader, som Glitner til Breideblik, det er: som Glimt til Glands, eller Efter-Skin til Straale-Dands. Denne Bod for Balder, saavidt en saadan paa fri Haand er tænkelig, peger ogsaa Mythen selv paa, i Gaverne fra Balder og Nanne; thi Sløret, som naturligviis er et Billed-Slør, bredte Frigge med et * 616 Vemods-Smil over sin Hjerte-Sorg og dybe Længsel, og underlig blev Odin trøstet, ved at see Drypner igien, der ikke blot, ved at gaae uskadt giennem Ilden, havde beviist sin Ægthed, men, i den store Smelte-Digel og Køle-Pande, erhvervet Egenskaben, som gav den Navn, og gjorde Seier-Fader rig. Med andre Ord: ved Balders Død er Asa-Livets Kiæde brudt, derfor tager han Odins-Ringen med sig til Hel, men med Haabet om hans Gienkomst, vender Ringen tilbage, thi nu fortsættes Livet, i en Række af dramatiske Optrin, giennem et nyt Historisk Tids-Rum, der har Balders Opstandelse til Øiemed, og fyldes af For-Billeder paa den.

Skulde dette falde Læseren dunkelt, da beder jeg ham dog hverken at give Mythen, eller min Staal-Pen Skylden, thi Mythen er en Hermod, der virkelig har gjort sit Mester-Stykke, og er kommet lyslevende tilbage giennem de dybe, dunkle Dale, og jeg har med egne Øine seet baade Ringen og Sløret i Snaren-Svendens Haand, men Alt hvad jeg med Pennen kan giøre, er at pege derpaa, og det nytter kun dem, der har gnedet Søvnen af Øinene, og fattes kun et Vink, for at see hvad der dages.

Man seer for Resten let, at fra den Christelige Anskuelses ligesaa faste, som høie Stade, er baade Hermods Helrid og Herakles's Hades-Gang kun Skyggen af Christi Nedfart til Helvede, hvorpaa der, efter Christen-Folkets høitidelige Vidnesbyrd, som Atten Aarhundreder beseigle, fulgde en virkelig Opstandelse af det evige Livs Haab, der langt overgaaer hvad Nordens Hedninger drømde om Bod for Balder. Herpaa maa jeg, ikke som Christen, men som Historiker, giøre Læseren opmærksom, thi baade viser det ret klart, at vore Fædre ahnede langt Meer end de aandelig formaaede, og tillige er det aabenbar en Virkning af Christendommens Vidunder, at vi i det Nittende Aarhundrede kan gienkalde Synerne fra Heden-Old, og paa en Maade bringe Balder paa et kort Besøg tilbage til Valhaldl Ganske uformodet er selv dette Besøg dog ikke; thi den forvovne Engelænder, som, efter min Paastand, har digtet Eriks-Maalet, lader virkelig Brage snakke over sig og ymte derom, sigende:

Det er en Tummel,
Som Tusinders Færd,
Gaaer som et Lagen
Ei Gulvet i Hallen!
617 Mon ei tilbage
Balder nu komme
Til Odins Sal?

Dertil svarer imidlertid Odin:

Hør du mig Brage,
Hin Bænkeprude,
Er du end vittig,
Du vaaser dog nu*).

Blandt Enkelthederne i denne store Mythe har Ingen saa retmæssig Krav paa vor Opmærksomhed, som Spydet Mistel-Teen, der til Lykke er et af de faa Mythiske Navne, vi kan videnskabelig oplyse. At her nemlig menes en af de Snylte-Vexter, som give Fugle-Lim, opdagede Man strax, thi det er aabenbar Engelændernes mistletoe, og vores Mistel, den eneste træede Snylte-Vext i Norden. Jo mere jeg nu ogsaa betragter denne »Teen« som ligger for mig i en Kvist fra Ætna, des klarere seer jeg deri det bedste Bane-Vaaben til Balder, som de gamle Cyklopiske Kulfuster formaaede at smedde; thi hvad kan vel bedre afbilde den aandelige Uting, der til alle Tider har aflivet den høipoetiske Anskuelse af Timeligheden, som Evighedens Speil, end denne tvetydige, i alle Henseender bagvendte Snylte-Vext, der slet ikke kan groe i Jorden, og hvis Rødder derfor heller maae kaldes Kløer, hvormed den omspænder og udsuger den Ask eller Abild, det, uden at Man veed, hvorledes, lykkedes den at liste sig paa. At den imidlertid opnaaer en for Snylte-Vexter usædvanlig Fasthed, udmærker sig selv fra sin sydlige Træ-Broder, ved at beholde sine tungedannede Blade grønne hele Vinteren, bærer et Slags guulgrønne Blomster og en slibrig Frugt, som frister Fugle, ved hvis Neb, eller Skarn, den menes at forplante sig, det bidrager Altsammen kun til at give Mistel-Teen end større Lighed med Nid-Visen, der immer holder sig til Guderne, som Voltaire til Bibelen, eller som Lokasenna *

braka oll beck-þili,
sem muni Balldr coma
eptir i Oðins sali.

618 (Loke-Gluffen) til Vøluspa*)! Man kan derfor med Sandhed sige to Gange, at det er i Lokasenna Balders egenlige Bane-Mand røber sig selv; til deels siger Loke der til Frigge:

Om du det vil vide,
Da voldte jeg det,
At Balder du skuer
Paa Skimlen ei meer**)!

og deels behøver Man blot at forestille sig, hvorledes Loke-Gluffens Digter putter sin Nid-Vise, som en uskyldig Spas, i Munden paa de blindttroende Asa-Dyrkere, forat see Loke stikke Mistel-Teen i Haanden paa den blinde Høder. At nemlig Loke-Gluffen har havt samme Virkning paa sit Publikum i det Ottende Aarhundrede, som Voltaires Bespottelser paa Hans, i det Attende, følger af sig selv, og naar vi saaledes see, at hvad Balders-Mythen drager Billed-Sløret over, er det oprindelige Bane-Saar, som Trædskhed gav Troen ved af vække Tvivl hos Troskyldigheden, da undrer det os hverken, at den speiler sig i alle Tiders Historie, eller at den har havt noget underlig Tiltrækkende for os Alle, som i de sidste Dage fik Øie for Old-Tidens Glands. Tit vil derfor ogsaa herefter den dramatiske Poesi indtrylle de Lyttende i Asa-Kredsen ved Balders Bane-Tue, som den alt med Evald ahnede, og med Oehlenschläger synede, men den vil sikkert aldrig mere slippe dem, før Hermod kommer tilbage fra Hel med Ringen og Sløret!

Har vi nu saaledes lært at forstaae Balders Død, da undrer det os neppe, at Mythen hardtad slet ikke taler meer om Høder og Vale; thi naar den blinde Troskyldighed, som Høder aabenbar udtrykker, selv har nedbrudt Gienstanden for sit Haab, da falder den nødvendig i Fortvivlelsens * * 619 Hænder, som er en Vale, der giør bedst Beskeed, før han vasker sine Hænder og reder sit Haar; da Undskyldning er ikke hans Sag og Vilde-Rede tjener ham bedst. Her vil Man da ogsaa let forstaae, at det vel er en dyb Ahnelse hos Vola, at Høder lever op igien med Balder, efter Ragna-Roke; men at Jetten Vafthrudner kun snakker for sin Æske, naar han, istedenfor Balder og Høder, nævner Vider og Vale, som Odins Arvinger.

Om Høder og Vale taler imidlertid, foruden Vøluspa, ogsaa Vegtams-Kviden og Hyndla-Sangen. Hist spørger Odin:

Hvem giver Balder
Bane-Saaret:
Bringer af Dage
Odins-Sønnen?

og Spaa-Kvinden svarer:

Stakket Alder
For Odins Balder,
Seiers-Vaanden,
Høder i Haanden,
Broders Bane,
Liv skal rane!
Nødig jeg talde,
Nu vil jeg tie!
Vegtam.
Tie ikke, Vølve,
Vegtam spørger,
Intet undtagen,
Alt vil jeg vide!
Hvem skal paa Høder
Hevnen styre,
Hevnen og Harmen,
Bænke paa Baalet
Bane-Manden?
Vølven.
Rinde føder,
Brat for Høder,
Sværde-Døn, Med Odins Søn:
620 Natgammel Vale,
I Vinter-Sale!
Balder-Skytten
Til Baalveds-Hytten,
Utvættet, ukæmt,
Han bærer nemt!
Nødig jeg talde,
Nu vil jeg tie *)!

Hyndla har kun dette:

Elleve Aser
I Alt der stod,
Hvor Balder segned,
Paa Bane-Tuen,
Han tykdes Vale
Fuldværd at hevne,
Da spurgdes Fald
Af Broder-Bane
For Broder-Haand**)!

Om Høder siger ellers Har, i Gylfe-Legen, at han er blind men stærk tilgavns, og at Guderne ønskede helst aldrig at nævne den As, fordi hans Hænders Gierning gaaer seent ad Glemme hos Guderne saavelsom hos Menneskens Børn, og Skalda kalder ham, blandt Andet, Mistelteen-Skytten, og Hel-Giæsten***).

Om Vale, som der og kaldes ale, hedder det blot, at han er en Søn af Odin og Rinde, djærv i Kamp og en god Slumpe-Skytte, og blandt hans Tilnavne i Skalda er de mærkeligste: Frigges Stifsøn, Asernes Broder, og Fæderne-Gaardens Beboer.

Balder kaldes i Skalda Odins og Frigges Søn, Nannes Hosbond, Forsetes Fader, Hringhorns og Drypners Eiermand, Hel-Giæsten og Taare-Guden. Sammesteds tilføies, at Skjalden Ulf Uggesøn skiænkede Balders Ihukommelse et langt Afsnit i sin Huus-Drape, og det maa vel giøre os lidt gnavne over, at den Drape er forgaaet, men til vor Trøst findes der andensteds i Skalda adskillige Stumper af den indrykkede, * * * 621 som vise, den var sin Død værd, eller rettere, at den umuelig kunde leve, da den var dødfødt*). Det er for Resten morsomt nok at vide, at den Huus-Drape var et Register-Rim over Baldyringen paa Betrækket i Olav Paafugls Stor-Stue paa Hjardarholt, thi vel giver det kun daarlig Mythisk Hjemmel, men det minder dog om den gamle Vane, at hænge Harpen paa Væggen, naar Legeren er borte, og at registrere og vurdere efter Hosbondens dødelige Afgang.

Dog, ved Tilnavnene mindes vi om, at Balder havde en Søn, ved Navn Forsete, og han nævnes alt i Grimners-Maal, hvor det hedder:

Glitner-Salen,
Med gyldne Suler
Og Sølver-Tag,
Det er For setes
Til Hverdags-Brug,
Fuldtvel bilægger
Han Tvist og Kiv**)!

Det er imidlertid først i Gylfe-Legen, vi lære, at han er Balders Søn med Nanne Neps-Dotter, og faae den yderligere Oplysning, at Alle hvem der er usaattes, og komme til ham, blive venlig og vel forligte, saa en bedre Dom-Stol end hans gives hverken mellem Guder eller Mennesker***), og det er Alt, thi Skalda giver ham ingen Tilnavne, og at han sagtens er meent med den Forsete, der, efter oldtydske Aarbøger, havde et Tempel paa Helgoland, giør os ikke klogere †). At han for Resten er Balders Efter-Skin, det kan Man see med blotte Øine, men Mythographerne er dog sikkert for nærgaaende, naar de derfor giør ham til en blot Skygge af Zodiakal-Lyset i Sommer-Maanederne, hvorom han endda maa trækkes med Valhald (der skal være det Samme), saa han beholder intet Eiendommeligt uden Udsigten til Jævn-Døgn, der, naar han er død og borte, skal give ham det Efter-Mæle, at han upartisk forligde Natten med Dagen. En saadan Upartiskhed, hvorved Man først og fremmest selv gaaer til Grunde, er jo rigtig nok en * * * * 622 reen Dyd, men som Poeterne ikke pleie at være stærke i, og som da formodenlig ikke heller har begeistret den gamle Mythe-Smed, hvem det snarere kunde ligne at finde en venlig Guddom i Mindet om den forsvundne Herlighed, der bevidnede dens Virkelighed og varslede om dens Gienfødelse, saa naar jeg skulde ligne, ikke just Forsete, men dog hans Borg ved noget Synligt, da blev det Vinter-Solen, som vel maa kaldes en Glitner (Glimter) med Sølv-Tag, paa Morgen-Rødens gyldne Suler, som ingenlunde erstatter Breida-Blik (Straale-Glandsen), men minder os dog venlig derom, og spaaer Fornyelsen ad Aare! Med denne Natur-Skygge af Borgen vil det være let at forbinde Indbyggeren, som, i mine Øine, netop er Livligheden i Kiæde-Synet hvorved vi forbinde det Forbigangne med det Tilkommende, og Tid med Evighed, til et stort Forligelse-Maal. Vore Dage, med deres ubodelige poetiske Tab, men klare historiske Udsigter, er derfor ret skikkede til at skaffe Forsete-Mythen gode Venner og Fortolkere, saa nu bør Snak hen i Veiret om saadanne Klenodier ei længer finde Sted.

Om Nanne hersker i Sangene en gaadefuld Taushed, thi naar Man undtager det blotte Navn, der forekommer paa et af de mørkeste Steder i Ravne-Galderet, og genealogisk i Hyndla-Sangen*), da er der ikke Spor af hende, før i Gylfe-Legen, hvor hun følger Balder til Hel, og sender derfra endnu Venne-Gaver til Frigge og Fylle. Var nu ikke især det sidste Træk saa deiligt, kunde Man vel falde paa, at Nanne var skabt af en medlidende Skjald i Bjarkemaals-Dagene, der vilde give Balder lidt Selskab i det kiedsommelige Hel, men da det nu er vist, at saadanne Træk griber Man ikke i Luften, og Forsete desuden maa have en Moder, bør Nannes Mythiske Ægthed ei drages i Tvivl, og betyder, som Man paastaaer, Ordet »nenna« at ynde, da har hun faaet sit rette Navn, thi hun er Udtrykket for den ubeskrivelige Yndighed, som er Følelsens eller Kvindelighedens Deel af Evigheds-Glandsen, der omstraaler Balder!

Herved erindres vi om, hvilke herlige Vink de Mythiske Navne vilde give, naar vi kun ret forstod dem, men det er sielden Tilfældet, fordi de Fleste synes laante af den Gothiske Mund-Art, hvorover der endnu hviler megen Dunkelhed. Af den hyppige * 623 Brug i Angel-Sachsisk Poesie see vi imidlertid, at »Balder« har bemærket »Høvdingen« eller noget Saadant, og rimeligviis betød »Rinde« Haardheden, »Vale« Grusomhed, og »Forsete« Forligeren*).

Dette var da den Eddiske Balders-Mythe, men Læseren veed nok, vi har ogsaa en Saxonisk, der vel er langt fra at kunne giøre den Rangen stridig, men kan dog ingenlunde forbigaaes med Taushed, og fortjende sikkert langt meer Opnaærkhed, end vi her kan skiænke den.

Summen af det store Folke-Sagn er kortelig den, at der var to Beilere til Nanne, den Norske Kong Geuars Daatter: den Svenske Høder (Hotherus) nemlig, og Halv-Guden Balder Odinsøn, men at Nanne foretrak Høder, og blev hans Dronning, skiøndt Balder, ved alle Gudernes, især Odins og Thors, Hjelp to Gange slog ham af Marken. Omsider fik ogsaa Høder ved Natte-Tid Ram til Balder, saa han daanede halvdød, og maatte snart giæste Hel (Proserpina), som aabenbar havde budt ham til sig, saa nu var Hevn al den Bod Odin kunde naae, og for at faae den, beilede han i mange Skikkelser til Rutenernes Konge-Daatter Rinde, som den Finske Spaamand Hrosthjov (Rosthiophus) havde sagt, skulde blive Moder til Hevneren. Saaledes fødtes Bue (Bous), som fældte Høder, men fik selv Bane-Saar i Slaget, og ligger i en Høi, der bærer hans Navn**). Nu at antage dette for en egen Fremstilling eller Forvanskning af Balders-Mythen, vilde røbe liden Skiønsomhed, især da Høder og Balder ei blot kæmpe om Nanne, men ogsaa om Danmarks Krone, og Odins Forhold til Rinde skiller ham for en Tid ved hans Gude-Rang i Asgaard, uden at Man kan bebreide dette tredobbelte Sagn enten Mangel paa Sammenhæng eller poetisk Fylde. Uagtet jeg derfor hverken endnu tør paatage mig at oprede denne sælsomt indviklede Sag, eller kan her udbrede mig derover, tager jeg dog intet Øieblik i Betænkning at erklære det Hele for en stor Tempel-Mythe, der skildrer den Poetiske Anskuelses og dertil svarende Gude-Dyrkelses Døds-Kamp i Slutningen af Asamaals-Tiden, og jeg tænker det kan være Nok til Oplysning at pege paa Thors Hammer-Skaft, som Høder hugger over, og paa Upsals-Templet med Menneske-Offringer, der hæver * * 624 sig midt under Kampen*). Naar jeg imidlertid siger, det vil være nok, mener jeg naturligviis kun Vink Nok for poetiske Læsere, der forstaae en halvkvæden Vise, og vil, paa min Anbefaling, læse det fordanskede Sagn med den Forestilling i Tankerne; thi ellers veed jeg godt, der vil Andet til, før Man i Almindelighed kommer ind i en saadan levende Betragtning af de Mythiske Old-Sagn.

Thor, Ulier og Tyr.

Var Thor end aldrig kaldt Jordens Søn, som vi veed, er hans sædvanlige Tilnavn, maatte vi dog, ved at høre Mytherne om ham, strax mærke, at han ret egenlig har sit Møderne-Folk hernede; men naturligviis fødte Hlodyne eller Fjørgine, den Nordiske Moder-Natur, som Jorden allevegne afbilder, ikke, som den Sydlige Demeter, en Persephone, men en Asa-Thor, og istedenfor et lyrisk Drama, blussende op som et Veir-Lys, og dalende som et Stjerne-Skud, fik Norden en lang Række dramatiske Optrin af et virkeligt Kæmpe-Liv, der vel maa have været Gigantiske, da selv Skyggerne, de kaste fra sig giennem et Aartusinde, er Kolossalske!

Dette vilde, under visse Betingelser, være meer end tydeligt nok, men da poetisk Tungnemhed og historisk Vankundighed desværre ikke endnu høre til Sjeldenhederne i Norden, og en Figur som Thor er kiendelig nok, til at kunne beskrives klart, vil jeg sige reent ud: her seer Man, hvor nær vore Hedenske Fædre kom Sandheden i Livet; thi Asa-Thor er aabenbar deres Udtryk for den levende Sandhed, eller den sande Virkelighed. At nu den Hedenske Sandhed fordunkles af den Christelige, ja, at Asa-Thor baade rødmer og blegner ved Siden ad Christus, det er baade vist og klart nok; men derfor maae vi ligefuldt med Beundring see, hvor anderledes værdigt og levende et Begreb de gamle Hedninger havde om aandig Sandhed, end de nye Philosopher, der kun prisde den som en guddommelig Uting, selv uvirksom og ukiendelig, og derfor nødt til at taale al den Misbrug, selvgjorte og selvkloge Statholdere drive med dens Navn, og vi maae ligefuldt føle inderlig Deeltagelse i den gamle Forestilling, da det aabenbar kun var Indbildskhed, om vi meende, at vore ædleste * 625 Kæmper endnu, skiøndt de var døbte, lignede Christus mere end Asa-Thor! At nu de Gamle ogsaa meget godt vidste, hvad de vilde med Thor, det see vi af hans Modsætning, som Midgaards Værge, til Midgaards-Ormen, i hvem Falskheden er umiskiendelig, og saavel Thrud-Vang, Thors Boeig, som Thrud-Hammeren, Mjølners Kiendings-Navn, oplyses da sikkert bedst af »truth« der endnu paa Engelsk betyder baade Sandhed og Virkelighed, som to i Aandens Rige uadskillelige Begreber. Derfor siger ogsaa Jafnhar i Gylfe-Legen om Thor, at han har aldrig faret med Løgn, og vil ikke heller*).

See vi nu hen paa, hvorledes Thor i Vøluspa aabner og slutter sin store Løbe-Bane, da faae vi netop samme Forestilling om ham; thi vel gaaer det ham der, som det i Livet gaaer alle store Helte, at hans Fødsel er dunkel og kun hans Endeligt klart, men dog seer Man ham strax i sit Udspring stille sig i Gabet, der er gjort paa Gude-Borgen, og der er egenlig hans faste Stade hele Tiden, til han i Ragna-Roke gaaer i Kreds med Midgaards-Ormen, som Vola kvæder:

Det er Hlodynes
Den djærve Søn,
Midgaards Værge,
Fuldvreed i Hug,
Han slaaer og rammer,
Da rydde Svende
Den Valplads brat;
Da vakler Helten
Mens Trin han træder,
Tre Gange tre,
Fra Edder-Dragen,
Hvem e i dog haaner
Fjørgynes Søn**)!

Seierløs, maa Man vel sige, falder i Grunden dog ikke den Kæmpe, der ender med at overvinde sig selv, og det maa, under Betragtningen af Asa-Thor, bestandig staae levende for os, at kun en Bane der passer til et saadant Maal er Nordens Herakles værdig, saa hvad der falder udenfor, er enten Feiltrin og Udskeielser for Øieblikket, eller For-Seelser af Rim-Smedene * * 626 i den senere Tid, der udfyldte Thors-Banen med Storværk af deres gode Venner, som var dog kun Smaa-Folk mod ham. Da vi derfor i Vøluspa kun finde om Thor, hvad alt er sagt, og har, foruden Vøluspa, intet ægte Kvad fra Asamaals-Tiden, var det vel bedst kun i al Korthed at melde, hvorvidt de andre Thors-Myther have nogen kiendelig Sammenhæng med Ideen om Thor som Midgaards Værge og Midgaards-Ormens afsagte Fiende,

Saaledes havde jeg i Sinde her at undvige den formummede Byg-Mester, vi alt oftere har havt at drages med, men da han trodsig træder mig i Veien, vil jeg dog see, om jeg ikke nu, da Thor er med, kan faae Ram til ham, saa han kan blive som han var møllemalet, thi saaledes, siger jo Gylfe-Legen, han maa behandles. Men skal vi ramme ham ret, maae vi vide, hvad han hedder, og det forslaaer ikke, at vi kalde ham Sortsmutte (svarthøfði); thi vel kan vi forsvare det med Hyndlas Sang, da han er den første Sorte-Konstner vi møde i Mytherne, men det kan han snoe sig fra, under Paaskud, at han brugde ikke Seid*), og derfor vil vi kalde ham Verdens-Klogskab, som han nødvendig maa svare til, da han ikke kan nægte, det er det pæneste Navn, han nogentid har baaret. At der nu ogsaa virkelig i gamle Dage har været saadan en Nisse, der fristede Odin til at give ham Soel og Maane, og hvad Mere var, for en uindtagelig Borg, han vilde bygge, det veed vi Silde-Fødninger af Odins-Ætten udenad, thi han gaaer immer igien, og frister Skjalden til, som han siger, at tage det Visse for det Uvisse, og nøies med Øieblikket, som Ingen kan giøre ham stridigt. Dybere vil vi her ikke gaae ind i denne smukke Historie, der har kostet mangen Digter Livet, men vil have den Læser, som ønsker at see Maskapiet i det Store, henviist til det gamle Ægypten, i hvis Pyramider saamange kloge Mænd har lært deres Konster, og vi vil blot tilføie, at Thor, der ikke for sin Død kan lide Stil-Stand, er Nissen paa Nakken, saavelsom Troldene, og giver ham, saatit de mødes, hans Livs-Brød, som de Gamle meende, han havde faaet eengang for Alle, fordi i deres Dage gik Kongens Arbeid rask fra Haanden!

Vel siger nu Har, i Gylfe-Legen, at, skiøndt Ingen er kyndig nok til at opregne alle Thors Storværker, saa kan han dog saamange Fortællinger om ham, at det blev en Lange-Leg, om * 627 han skulde sige Alt hvad han vidste; men der kommer dog ikke mere ud, end Æventyret om Thors Besøg i Udgaard, og Sagnet om hans Ram til Midgaards-Ormen*). Hertil føier Skalda Fortællingerne om Thors Kamp med Jetten Hrungner, og om hans Besøg i Geirrods-Gaard**), og endelig har vi i Thryms-Kviden Sagn om, at Jetterne engang stjal Mjølner fra Thor, mens han sov, men fik deres Umage betalt, som det levende skildres i Kviden.

Før vi gaae videre i Talen om Bedrifterne, vil det imidlertid være passende, at høre, hvad der i Gylfe-Legen meldes om Helten, og hvad han har til Bedste. Han kaldes nemlig der den Ypperste blandt Aserne, næst Odin, og den Stærkeste uden al Sammenligning, hans Rige kaldes Thrudvang, og hans Borg Bilskirner, den Største Man veed af at sige, med 540 Stok-Værk. Han har desuden to Bukke: Tangnister og Tangnisner, som trække Karmen, han har for Skik at age i, og kaldes derfor Age-Thor; og han har endelig tre store Klenodier: Hammeren nemlig, Styrke-Bæltet og Staal-Handskerne***).

Nu er det vel kun Hammeren (Mjølner) som i Sangene tillægges Thor †), og det forstaaer sig selv, at den er Hoved-Sagen, men dog har det ingen Fusker været, som lagde de to andre Dele til, thi de passe godt til Hammeren, som Helte-Begeistringen, parret med Kold-Sindighed, til det Torden-Slag, der immer i Tidens Løb forstyrrer Jette-Planer og giør lyst paa Helte-Banen. Naar derfor Thor omgjorder sig med Styrke-Bæltet, er det aabenbar det samme, som at han ifører sig Asa-Styrken ††), og naar han drager Staal-Handskerne paa. da besinder han sig paa, hvorledes han skal bedst faac Ram til Fienden, saa det kan batte.

At nu endelig Thors-Karmen afbilder Tidens Løb paa Kæmpe-Banen, er klart nok, men hvorfor den just skal trækkes af to Bukke, veed jeg ikke, med mindre Bukkene var Billedet paa alle stærke Drifter; thi at de skal forestille hvad der naturlig driver til Daad, altsaa Følelsen af Kraft og Trangen til Virksomhed, forstaaer sig selv. Det maa i Øvrigt anmærkes, * * * * * 628 at vel forekommer Bukke-Spandet baade i Thryms og Hymers-Kviden, men uden de Navne, som det er nemmere at bide Tænderne istykker paa, end at finde Kiernen i*).

Det er vel allerede i det Forrige anmærket, at Mjølner hører til de Konst-Stykker, som, efter Skalda, skyldes Dværgene Brok og Sindre, og skiøndt den Snak kan være lang nok at høre een Gang, maa, for Fuldstændigheds Skyld, Sagnet dog anføres, som det lyder. Sindre lagde nemlig Staal i Essen, og satte Brok til Bælgen, med den Beskeed, at gik Bælgen istaa, da gik Værket iløbet, men da Bræmsen stak Brok mellem Brynene, saa Blodet randt ham ned i Øinene og Synet forgik ham, slap han dog Bælgen for at smække Bræmsen, hvorpaa Mesteren kom ind og sagde, at Arbeidet var hardtad reent fordærvet. Der var imidlertid dog blevet en Hammer af, kun med den Lyde, at Skaftet var lidt vel kort, og samme Hammer forærede Brok til Thor, med det Skuds-Maal, at han kunde slaae saa drøie Slag med den som han lystede, uden Frygt for at den gav efter, hvad den saa end stødte paa; at han kunde ogsaa stride løs med den og være vis paa at ramme; at den fløi aldrig saa langt bort, den kom jo selv igien, og endelig, at det stod til ham, naar han vilde, at lade den svinde ind, til at stikkes i Barmen.

Sagnet ender med, at Aserne skattede Hammeren høiest blandt alle de Kostbarheder, de havde for Øie, og fandt, det var et herligt Værn mod Rim-Thusserne **), men, skiøndt det var sandt nok, kan vi ikke her indlade os nærmere i Dværgenes Vædde-Løb paa Konst-Banen, da Mjølner øiensynlig er langt meer end de kan rosse. Kun til de angivne Egenskaber ved Hammeren vil vi lægge Mærke, fordi de ikke alene er ældre end Skalda, men sagtens ældre end Thryms-Kviden, hvor Hammeren er blevet borte, som den jo aldrig kunde, naar den kom selv igien, med mindre Man vil tage det lidt fiint, og sige, at vel kom den tilbage, naar den kastedes til Idræt, men ei naar Man sov over den, og lod den stjæle fra sig. Har Man nemlig først opdaget, hvad der strax falder i Øinene, naar de er aabne, at det begeistrede mundtlige Ord giør alle Helte-Gierninger i Aandens Verden, og bruger kun Haanden, med Pen saavelsom med Spyd og Sværd, til det grove Arbeide, da indseer Man let, at Mjølner egenlig udtrykker det * * 629 store Ord, der giør Beskeed, som Torden og Lyn-Ild, baade til at rense Luften, og til at knække Halsen paa Jetter og Trolde, hvorfor Man ogsaa rinder hos En af Israels Propheter, at det største Ord af Alle lignes ved en Hammer som knuser Klipper. Thrud-Hammeren, som Thor selv kalder Mjølner*), er altsaa et Vaaben, der giør vor Herkules Ære, om han ellers har ført det sømmelig, og det er mærkeligt, at Thor med sin Hammer ei blot indvier sine fortærede Bukke, men selv Balder paa Baalet til Opstandelse**), thi vel var Magten dertil mere Indbildning end Virkelighed, men Tanken, at det store Sandheds-Ord har Magt til at opvække Alt hvad det vil, er allerede Guld værd, og nu, da baade Balder og Bukkene staae op, nødes Man vel til at kalde Formodningen prophetisk.

Hvad nu Thors-Daaden angaaer, da har den naturligviis to Afdelinger, eftersom den enten foretages tilAsgaards Værn for Øieblikket, eller til en Øvelse af Kræfterne, med Hensyn paa Hoved-Slaget i Ragna-Roke.

Af første Slags er, foruden Byg-Mesterens, Thjasses og Hrungners Nederlag, og af Sidste Thors Besøg i Geirrodsgaard, i Udgaard, og i Hymersgaard eller Ymersland, medens Brylluppet i Thrymsheim er en egen Blanding af begge Dele.

Hvorledes Thjasse, hin glimmersyge Jette fra Thrymsheim, fik Idunne med Æblerne lokket til sig, men maatte dyrt betale sin Dum-Dristighed, er en heel mærkelig Mythe, med klar universal-historisk Betydning, og vel nævnes Thor slet ikke ved den Leilighed i Brage-Snakken, men uden ham kan Aserne intet Storværk øve, og han siger selv i Harbards-Sangen:

Den opblæste Thusse,
Thjasse jeg fældte,
Himmel-Spræt legde
Med ham jeg saa,
At Øinene begge
Af Ølvalds-Sønnen,
Paa Himmel-Buen,
Om Helte-Værket,
Er glimrende Vidner,
Til Verdens Ende***).

* * * 630

Heraf seer Man ogsaa, det er kun Bagtalelse, naar det i Brage-Snakken hedder sig, at det var til Bod og Æres-Beviisning, Odin gjorde Thjasses Øine til Stjerner*), da Thor tvertimod, som rimeligt kan være, giør dem til glimrende Mindes-Mærker om, hvad selv de stouteste Jetter kan vinde, ved at slaae høiest Øine med Aserne!

Vi komme nu til Hrungner, Asgaards frygteligste Fiende, som ved sit Fald gav Mjølner Tilnavn af Hrungners-Bane**), og om sin Seier over ham taler Thor i Harbards-Sangen saalunde:

Jetten storhuget,
Med Hoved af Steen,
Hrungner i Dysten
Saa droges jeg med,
At bukke han maatte,
Og bide i Græs***).

Da denne Kamp hører til Thors de berømteste, vil jeg beskrive den efter Skalda, med alle sine Omstændigheder, skiøndt jeg kun kan give Historien for hvad jeg har kiøbt den: for et løst Sagn fra Kragemaals-Tiden, hvori der sagtens er indløbet endeel Feiltagelser, og indflikket endeel Fylde-Kalk.

Engang, hedder det, da Thor var paa Trolde-Jagt i Øster-Leden, reed Odin (som det synes, blot for Morskabs Skyld) til Jotunheim paa Sleipner, og kom til Jetten Hrungner, som forespurgde sig, hvem den Herre med Guld-Hjelmen var, og lagde megen Roes paa Hesten, der gik saa glat i Luft og paa Hav. Da Odin imidlertid sagde, han turde vædde sit Hoved paa, der var ikke Mage til Hest i Jotunheim, da gav Hrungner til Svar, at, Sleipner ufortalt, havde han dog en anderledes langstrækkende Hest, Guld-Manke, og paa den smeed han sig nu op i Arrigskab og satte efter Odin, som en Pral-Hals, han vilde lukke Munden paa. Odin reed saaledes til, at han kom Pokker af Syne, men Hrungner i sin Jette-Ivrighed var inden Asgaards Volde, før han vidste det, og da han kom op for Stue-Dørren, bad Aserne ham komme ind og slukke Tørsten. Da han nu kom ind i Hallen, og raabde paa Drikke, rakde Man ham de Bægere, som Thor pleiede at drikke Skaaler i, og * * * 631 dem stak Hrungner ud, hver eet, men fuld blev han da ogsaa, og lod det saa ikke mangle paa store Ord; for han truede med, at han vilde flytte Valhald til Jotunheim, sænke Asgaard, og slaae alle Guderne ihjel, saanær som Freye og Sif, der skulde følges hjem med ham. Freye maatte nu frem og skiænke for ham, og han vilde drikke Aserne læns, sagde han, men da Aserne blev kiede af hans Overgivenhed, og kaldte paa Thor, saa var Thor ogsaa strax ved Haanden, og spurgde bister, med Hammeren i Veiret: hvad det skulde smage af, at hundesnue Jetler sad til Høibords i Valhald; hvem der havde givet Hrungner Lov til at være der, og hvordan det gik til, at Freye skiænkede for ham, som naar Aser gjorde Gilde? Hrungner laande nu Thor et Par Øine, og svarede, at han var Odins Giæst, som havde budt ham Bægeret i Fred. Ja, sagde Thor, men den Indbydelse skal komme dig dyrt at staae, før du slipper ud. Ih, sagde Hrungner, da har Asa-Thor kun lidt Ære af at slaae paa vaabenløse Folk, men har du Mod til at slaaes med mig paa Grændserne ved Grottuns-Gaard (paa Steens-Vedd), saa kan vi der bedre prøve Gemytter. Jeg dumme Nar, lagde han til, som saaledes kunde glemme mit Skjold og min Stener hjemme, for havde jeg kun nu mine Vaaben, da skulde vi strax gaae i Kreds, men vil du dræbe mig vaabenløs, da erklærer jeg dig herved for en Niding. Det var den første Gang, Nogen havde budt Thor ud for Haanden, saa den Tve-Kamp vilde han paa ingen Maade vægre sig ved, og dermed slap Hrungner ud, og lod gaae i fuld Fir-Spring, til han kom til Jotunheim. Der gik nu meget Ry mellem Jetterne af den Reise, saavelsom af det Stævne, Hrungner satte Thor, men dog var Jetterne meget tvivlraadige om, hvordan det vilde spænde af, og, tænkde de, skulde Hrungner falde, som er den Stærkeste af os, da faae vi vist vor Ulykke med Thor. Desaarsag gjorde Jetterne sig en Kæmpe paa Steens-Vedd af Leer og Langhalm, som var ni Favne høi, og tre Favne breed over Brystet*), og fandt langt om længe et Heste-Hjerte, der var stort nok til ham, men kunde dog ikke bare sig for at bævre, da Thor lod sig tilsyne. Selv havde Hrungner et Steen-Hjerte, der blev saa berømt, at den takkede, trekantede Haarde-Knude**), * * 632 man har hittet paa at giøre, endnu kaldes Hrungner-Hjertet, og hans Hoved var ligeledes af Steen, og hans tykke Skjold en Træ-Forstening. Saaledes stod han paa Steens-Vedd og biede Thor, med Skjoldet for Bringen og Steneren paa Nakken, ei god at nappes med. Ved Siden ad ham stod Leer-Kæmpen, som de kaldte Narrifas*), men han var saa betuttet, at han staldede, da han saae Thor.

Thjalfe som fulgde med Thor til Stævne-Mødet, løb i Forveien, og raabde til Hrungner: hvordan, Jette, tager du dig i Agt, med Skjoldet for Bringen, aldenstund Thor har seet dig, og sank i Jorden, for at gaae neden om. Da skiød Hrungner Skjoldet under sig, og stod paa det, men tog Steneren i begge Hænder, og havde nu ikke længe at vente, før han saae Thor i sin Kraft, med Torden og Lynild foran sig, komme frem i flyvende Fart, og stride løs med Hammeren, mens han endnu var langt borte. Hrungner var heller ikke seen at drive sin Stener med begge Hænder lige derimod, og skyde Hammeren i Flugten, og vel sprang Steneren itu, saa den ene Part faldt til Jorden og blev til Magnet-Bjerge**), men den anden Stump slog dog Thor for Panden, saa han røg omkuld. Mjølner foer imidlertid lige hen i Hrungners Pande-Brask, saa den gik i Kvas og Jetten styrtede, men faldt ovenpaa Thor, med sine Been om hans Hals. Thjalfe, som havde fældet Narrifas, der faldt med liden Ære, gik nu hen til Thor, for at skaffe ham Jette-Foden af Halsen, men det var ham over Kræfterne, og Aserne alle, som ilede til, saasnart de hørde, Thor var faldet, gik det ikke et Haar bedre. Endelig kom Magne, Thors Søn med Jernsaxe, som var en Treaars-Dreng, og han smeed Hrungners Fod afveien, sigende: Skam og Skade, Fader, at jeg kom saa seent, for jeg mener, jeg kunde nok givet den Jette hans Livs-Brød med mine bare Næver. Da nu Thor kom paa Benene, hilsde han meget venlig paa Sønnen, sagde, han blev sikkert en dygtig Karl, og forærede ham Hrungners Hest Guld-Manke, hvorover dog Odin blev fortrydelig, og sagde, det var ingen Maneer, at give saa herlig en Hest til Sønnen af en Hex.

Thor drog nu hjem til Thrudvang med Steneren i Panden, og fik fat paa en Vølve, som hedd Gro, og var gift med Ørvendel hin Bolde, for at hun skulde læse over den. Det * * 633 gjorde hun ogsaa saa godt, at Steneren løsnede sig, men da Thor mærkede det, og tænkde vist, at nu blev han den kvit, vilde han give Gro Noget i Badskiær-Løn, som kunde fornøie hende, og fortalde derfor: da jeg sidst kom nordfra, og vadede over Elivaagen, havde jeg Ørvendel i et Net paa Ryggen, saa han vil snart være hjemme i god Stand, paa en Taa nær, der stak ud af Nettet og frøs af ham, men den har jeg kastet op paa Himlen og gjort til en Minde-Stjerne, som hedder nu Ørvendels-Taa. Herover blev imidlertid Gro saa glad, at hun glemde al sin Galder, og Steneren blev hvor den var, saa den sidder i Thors Pande den Dag i Dag*).

Vi har endnu to Stumper af Thjodolf hin Hvinverskes Høst-Gilde, hvoraf Man seer, at han har givet Thor Æren saavel for Thjasses som for Hrungners Nederlag, men i Øvrigt skal vi ikke rose af Profiten, thi stod det end ikke udtrykkelig i Skalda, at Thjodolf kun satte Sagnene paa Riim, som de gik til hans Tid, var der dog Intet at søge i det høitravende Slidder-Sladder, som i sexten Linier kun siger at Thor drog mod Hrungner med Torden og Lynild**). Ganske unyttige er imidlertid de Billinger ikke, thi naar Man seer, at den berømteste Skjald i det Niende Aarhundrede, som Thjodolf var, ei har andet end tom Svulst at offre paa Asernes Alter^ da faaer Man uvilkaarlig en Ahnelse om de naive Sagns, og de indholdsrige Sanges Ælde, og derfor kan det vel være Umagen værdt at give ovennævnte sexten Linier til Priis:

Syn gaaer for Sagn
Om Jette-Skrækkens Færd
Til Grottun-Høien,
Med Bjerg-Folks Skade-Ild.
Blodet kogde i Meiles Broder,
Maane-Landet dønnede,
Da Jordens Søn reiste
Til Staalhandske-Legen!

I lys Lue stod
Alle Luft-Kasteller,
For Uller-Frænden,
Og Jorden gynged,
Svolners Enke revned,

* * 634

Da Bukke-Spandet
Trak Stads-Kariolen,
Med Tempel-Herren,
Til Hrunger-Mødet*).

Disse var da Bedrifterne til Asgaards Værn, som der gaaer Ord af endnu, og at det ei er uforskyldt, kan et Blik paa Universal-Historien let vise os; thi naar vi see Israel under det Ægyptiske Aag, synes det jo virkelig, som Aands-Historien skulde gaae i Staa, indtil Hammer-Slaget paa Bygmester-Nakken overhugger Knuden, og, for ei her at tale om Thjasse og Skade, som vi skal siden komme til, kunde den Romerske saakaldte Aands-Udvikling neppe forestilles under et mere træffende Billede end Hrungner med det takkede Steen-Hjerte. Læseren veed vel nok, det er ikke min Mening, at Mythe-Smedene tænkde enten paa Ægypter eller Romere, men kun at de havde Falke-Syn for den Historiske Gang i Menneske-Livet, som giør, at Mytherne slaaer universalhistorisk igiennem, og at især Nordho-Daaden, ahnet længe før den øvedes, speiler sig klart i saadanne Myther, som den om Kampen mellem Asa-Thor og Steen-Thussen. Ligheden er nu vel her saa iøinefaldende, at jeg maaskee burde unde Læseren den Fornøielse selv at trække Parallelen, men hvad enten det nu er af Omhug for hans og Roms Tarv, eller af Egenkiærlighed, kan jeg dog ikke bare mig for aabenlydt at raade disse ramme Runer paa Latiums Bauta-Steen, og, da jeg før har overladt kun alt for meget til Læserens Skiøn, maa det findes tilgiveligt, om jeg nu falder lidt til den modsatte Feil.

Romer-Kløgtens Vædde-Løb med Græker-Aanden kunde, for det Første, neppe klarere afbildes, end ved at lade Steen-Thussen paa sin Guld-Manke ride om Kap med Odin paa Sleipner, og naar de Romerske Digtere er ret i deres Æs, da sidder jo Hrungner skinbarlig til Høibords i Asgaard, fuld og gal, trumfer i Bordet, og bander paa, at alle Guddomme, paa Sif nær, og Freye som skiænker for ham, skal slaaes ihjel, Asgaard synke i Afgrunden, og Valhald flyttes til Jotunheim, eller paa godt Latin: at Venus og Fortunaerde eneste Gudinder, Man nu skal dyrke, al Over-Tro skal forgaae, og Historien kun ophøie det evige Rom.

* 635

Naar derpaa Norden kommer med i Spillet, da kommer aabenbar Asa-Thor hjem, og Tve-Kampen hvori ban, Gothisk og Vandalisk, giør Kaal paa Rom, kunde neppe skildres mere kort og fyndig, end ved et Lykke-Træf af Mjølner, der knuser Jetten, hvis Hjerte, saavelsom hans Hoved, er af Steen.

Naar imidlertid Gotben lader sig romanisere, da falder Hrungner jo aabenbar over Thor, med Foden paa hans Nakke, som det kun lykkes Angel-Sachseren at løfte, der skaber en Nordisk Christenhed og et Nordisk Bog-Sprog, og kan vel kaldes en Magne, Søn af Asa-Thor og Hexen Jern-Saxe, ja, maa nødvendig mythisk bære det Navn, naar Man betænker, at Magne er den Mechaniske Kraft, der ret egenlig har sin Skue-Plads i Engeland. Man behøver ogsaa kun at fæste Øie paa Latineriet i Engeland, for at see, med hvilken Glæde Magne, i dette Stykke et stort Barn, rider Jette-Hesten Guld-Manke, og det var Noget, Odin nok maatte ærgre sig over, skiøndt det vilde klæde Nordens Aand bedre, at misunde det Bæst sin Rytter, end Rytteren Bæstet.

Hvad endelig Slumpen af Steneren angaaer, som Mythen siger, blev siddende i Thors Pande, og giør saa endnu, da veed vi, desværre, det er kun altfor sandt, saalænge Latinen plager os, og det er høist mærkværdigt, at selv Læsningen derover har i Universal-Historien efterladt sig et umiskiendeligt Spor; thi hvem kiender ikke Gro-Galderen, hvormed Tydske-Moer i det Sextende Aarhundrede virkelig rokkede det stygge Latinske Horn i Thors Pande, uden at han dog blev det kvit, fordi han roeste sig for tidlig, og Gro blev saa glad over sin kiære Gemahl med den frosne Taa (løftet til Skyerne under Navn af den Tydske Fornuft), at hun glemde, desværre ikke sit Latin, men al sin naturlige Galder.

Vidste Man nu end slet ikke, hvad Man skulde giøre af Mokke-Kalven eller Narrifassen, Nimiils-Karlen med Heste-Hjertet, da blev det dog immer en Bi-Sag, som han var selv; men jeg giør Araberen af ham, som, aandelig talt, er den største Vindhas, jeg i Historien har mødt, og som vel maa kaldes en Stalbroder til Hrungner imod Thor, saa god, som Jetterne paa fri Haand var istand til at skabe ham. Ligheden vinder ogsaa betydelig, naar Man betænker, at Heste-Kiærligheden virkelig er et Grund-Træk hos Araberen, og at Franken, som fældte ham paa den Historiske Skue-Plads, ganske 636 rigtig er Vind-Spilleren Thjalfe, som enstund var Thors Følge-Svend.

Saaledes fik vi da historisk Bugt med den Steen-Hugger og Leer-Graver, og Læseren bedes at huske, det for os giør liden eller ingen Forskiel, hvad der svævede for Mythe-Smeden, naar kun hvad vi lægge i Mythen er godt at giernme, og ligger magelig i den.

Vi komme nu til Æventyrene, hvori Thor forsøgde sine Kræfter, og at de har været mange, kan vi ikke blot slutte os til af hans idelige Færdsel, fornemmelig til Øster-Leden, eller ved Øster-Søen, men det hedder ogsaa udtrykkelig i Gylfe-Legen*), at de maae staae tidlig op, der skal fortælle Alt hvad Man veed om Thor, og Man finder i Skalda**) Vink om adskillige Bedrifter, som nu er reent forglemte. Der findes nemlig disse Linier til Thor, af Vinterlid (Vetrlidi), en Islænder i det Tiende Aarhundrede:

Lægner du lamraed,
Last fik og Thrivald,
Stærk-Odder du vixed,
I Veiret og Gjalp
For dig vendte Næsen.

Herved sigtes formodenlig til at Thor rykkede de overflødige Arme af Stærk-Odder, og Gjalp Geirrods-Dolter kiender vi nok, skiøndt det ellers hedder, hun slap med at blive skrutrygget, men Lægner (leiknir) er ganske fremmed, og Thrivald veed vi heller intet om, undtagen, at han, efter et Vers af Brage hin Gamle, synes at have havt ni Hoveder, ligesom Uhyret, Herkules droges med ***).

Hertil komme følgende Linier af Thorbjørn Dise-Skjald:

Hver Knude du jævned I Keiles Pande,
Baade Lit og Lode
Du Livs-Brød gav,
Busøre tillige
Du aarelod,

* * * 637

Hængekiæft skrænted,
Og Hyrrokin faldt,
Tidsnok kom Svivør,
Som Tyv hængt ved Lys*).

Er denne Efterretning nøiagtig, skulde Hyrrokin Hex, som vi kiende fra Balders-Baalet, ei rose af den Skaansel, det hedd sig, Aserne udvirkede for hende hos Thor, og Lit er sagtens den samme Litter Dværg, som kom Ilden for nær; men Keile, Busøre og Svivør kiende vi slet intet til, Lode ikke heller, med mindre vi vil tye til Ossian, og selv Hængekiæft nævnes kun i Fortalen til Grotte-Sang, som den der forærede Frode Fredegod den forunderlige Kværn, der heller gav end tog**).

Hvad vi veed nogen Beskeed om, er da kun de tre Thors-Reiser: til Geirrods-Gaard, til Udgaard og til Hymers-Gaard, og den tragi-comiske Brude-Færd til Thrymsheim, hvormed jeg hardtad er i Forlegenhed, da Mytherne i Grunden er gamle nok, men Skikkelsen, hvorunder de kom til os, aabenbar fra Bjarke-Maals og Kragemaals-Tiden.

Reisen til Geirrods-Gaard findes nemlig hverken nævnet i vore Mythe-Sange, eller fortalt i Gylfe-Legen, men kun beskrevet i Skalda***), og det spaaer kun ilde, men paa den anden Side finde vi i det Sagn om Gorms Reise til Geirrods-Gaard (Geruthi sedes), som Saxo har opbevaret, den mærkelige Omstændighed, at Geirrod sad der endnu bag en Klippe-Væg, som Thor med sin gloende Staal-Stang havde giennemboret, og at hans Døttre var skrutryggede endnu af det Knæk han gav dem †).

En Mythe, der saaledes alt i Old-Tiden har faaet en Historie, er udentvivl ældgammel, og den Forskiel, at Geirrod hos Saxo sidder bag en Klippe-Væg, istedenfor Jern-Pillen i Skalda, at han der har tre Døttre istedenfor to, og at det udledes af et Torden-Slag, hvad i Skalda tilskrives et ganske andet Tryk, viser, at Mythen har havt gamle Varianter. Da der nu desuden i Skalda selv anføres nogle Linier af gamle Kvad om denne Reise, er der ikke andet for, end at give Fortællingen, som den findes, og lade det komme derpaa an, om den i sin nærværende Skikkelse kan forsvare sin Plads.

* * * * 638

Det er tilvisse værdt at tale om, hedder det, hvorlunde Thor drog til Geirrods-Gaard, og havde hverken Hammeren Mjølner, eller Styrke-Bæltet, eller Staal-Handskerne med; Altsammen Lokes Skyld, som var hans Følge-Svend. Loke var nemlig engang kommet ud at lufte sig i Frigges Falke-Ham, og fløi af Nysgierrighed til Geirrods-Gaard, hvor han satte sig paa et stort Sal-Huus, der var, og tittede ind ad Gluggen, men Geirrod glemde ikke heller at skotte til ham, og sagde, den Fugl skulde Man fange ham. Han der fik Ærindet havde ondt ved at klavre op ad det høie Tag, og den Snegle-Gang morede Loke, saa han havde ingen Lyst til at stikke i Veiret, førend den Anden havde havt hele Besværligheden; men da saa det var skedt, og Loke spredte Vinger, hængde Fødderne saa fast, at han kunde ikke faae dem med sig, men blev annammet og bragt til Geirrod Jette. Ved nu at stirre Falken stivt i Øinene, tvivlede Geirrod nok paa, der var Andet under, og da Loke dog ikke vilde svare paa hans Spørgsmaal, puttede Geirrod ham i en Kiste, under Laas og Lukke, hvor han maatte holde Suite-Kur i tre Maaneder. Siden tog Geirrod ham op og frittede ham igien, hvorpaa Loke gik til Bekiendelse, og frelsde sit Liv, ved at love Geirrod, under Eed, at han vilde skaffe Thor til Geirrods-Gaard, baade uden Hammer og Bælte.

Thor tog imidlertid paa denne Reise ind hos Hexen Gryde, som var Vider hin Tauses Moder, og der fik han ikke blot Sandhed at vide om, hvilken snu Hund og slem Træring den Geirrod var, men Gryde laande ham ogsaa hendes Styrke-Bælte, Staal-Handsker og Pig-Kiep: den saakaldte Gryde-Stikke. Da nu Thor siden underveis kom til den store Flod Vim-Aa, spændte han Styrke-Bæltet paa, fulgde Strømmen, støttede sig ved Gryde-Stikken, og lod Loke holde sig i Bæltet. Vel voxde Floden saa, da han var midt ude, at Vandet spillede ham over Hærderne, men Thor kvad uforsagt:

Vox ikkun, Vim-Aa!
Mens vade mig lyster
Til Jette-Gaarde!
Viid, at, med Vandet,
Mig voxer omkap
Asa-Styrken,
Til Stjerne-Baner*)!

* 639

Thor blev imidlertid vaer, at det var Geirrods Dotter Gjalp, der stod paa to Bjerg-Aase, skrævs over Floden, og voldte Høi-Vandet, hvorpaa han greb en stor Steen, der laae, og streed efter hende, sigende: Man skal heller stemme Bæk end Aa, og som han sigtede, saa traf han. Med det samme var han ved Aa-Brinken, hvor han fik Hold i nogle Rønne-Kviste, og slap i Land, og deraf kommer det Mund-Hæld, at Røn er Thors Redning*).

Da nu Thor med sit Følge kom til Geirrods, blev de først viist ind i et Giæste-Kammer, hvor der var kun een Stol, og da Thor satte sig paa den, foer den iveiret med ham op under Taget, men Thor mærkede strax Uraad, stak Gryde-Stikken i Sparre-Værket, og tyngede ned paa Stolen, saa det gav et stort Rabalder, og med det Samme hørde Man et høit Skrig, for det var Geirrods Døttre: Gjalp og Gribbe, som havde skudt Rygg under Stolen, og fik den nu brækket, som Thor kvad:

Asa-Styrken,
I Jette-Gaarde,
Love jeg maatte,
Da løfte vilde
Mig Geirrods Døttre,
Gjalp og Gribbe,
Til Himmerig**)!

Derpaa lod Geirrod Thor byde ind i Hallen til Herre-Færd, men der brændte et stort Baal langs op ad Gulvet, og da Thor var kommet ligeoverfor, hvor Geirrod sad, snap Jetten med sin Tang en gloende Staal-Stang ud af Ilden, og sendte ham, men Thor greb den i Luften, og det hjalp ikke Geirrod, at han krøb bag en Jern-Pille, thi Thor skiød Stangen lukt igiennem baade Pillen og ham, og Væggen med, saa den stilledes * * 640 først nede i Jorden, hvor den har avlet det Akker, hvoraf Man virker Jern*).

Efter dette Sagn, siger Skalda, digtede Eilif Gudrunsøn (fra det Tiende Aarhundrede) i sin Thors-Drape, og anfører nu Afsnittet, som jeg dog nok skal bare mig for at røre ved, da Læseren nok kan vide, det er endnu smagløsere end Thjodolfs Vers om Hrungner, og det sikkert vil være ham Nok at erfare, at af de nitten anførte Stropher handle omtrent de Halve blot om det smudsige Høi-Vande**). Om det er paa sin egen Haand, at Eilif har givet Thor Thjalfe med paa Reisen, skal jeg lade være usagt, men det er alt hvad Nyt han veed.

Spørger Læseren mig nu endelig hvad jeg mener, den Reise kan have at betyde, da er mit Svar, at jeg har aldrig forpligtet mig til at sige ham Alt hvad jeg mener, men kun Alt hvad jeg har fundet mærkeligt i Mythe-Bøgerne, og Lidt af hvad der kan ligge deri, saa her vil jeg indskrænke mig til den Bemærkning, at naar Thor lader Thrud-Hammeren ligge hjemme, gaaer han naturligviis paa gale Veie, saa det var intet Under, han baade kom i Vands-Nød, i Vinden og i Heden, som er hvad der giør alle Kæmper Livet suurt, naar de, som Ridderen af Mancha, æventyre dem selv.

Vi komme nu til de to Thors-Reiser, som fortælles sammenhængende i Gylfe-Legen***), den til Udgaard nemlig, og den til Jetten Ymmer eller Hymmer, og nu er vel Udgaard Noget, der, ligesaalidt som Dets Loke, nævnes i de gamle Sange, men ogsaa her tyder dog Sagnet om Udgaards-Loke (Ugarthilocus) hos Saxo †), hen paa noget Gammelt om den Karl, og det Samme giør Stik-Pillerne, som Thor maa døie for sin Reise baade i Harbards-Sangen, og i Loke-Gluffen ††). At vi endelig ogsaa finde Spor af Sagnet i Hymers-Kviden, er vel mindre mærkeligt, fordi den øiensynlig røber sig som en Silde-Fødning af Norsk-Islandsk Byrd, * * * * * 641 men det viser dog Sagnets store Vitterlighed, der altid vækker stærk Formodning om Ælde. Da det nu heller ingenlunde er rimeligt, at Sagnet om Udgaards-Loke skulde kommet til at optage et saadant Rum i Gylfe-Legen, der sædvanlig kimser ad det Nybagte, med mindre det havde god Hjemmel i gamle Sange, og da det desuden klarlig har godtgjort sin poetiske Fylde, ved endnu i det Nittende Aarhundrede at begeistre en Hoved-Skjald, maa jeg, trods alle Betænkeligheder, unde den hele lange Snak Plads i Asa-Maalet, skiøndt den aabenbar, som vi finde den, først er kommet til Verden i Bjarkemaals-Tiden, da Guderne immer reiste incognito, og lignede Stærk-Odderne saaledes paa et Haar, at der skulde Falke-Syn til at opdage Hemmeligheden.

Historien begynder derfor ogsaa med, at Gangler spørger lidt næsviis, om Thor dog ikke ogsaa har levet den Dag, at han havde haardt Hø at trække og fandt sin Over-Mand, det være nu enten i Magt eller List; hvorpaa Har meget forsigtig svarer, at han formoder ikke, der gives nogen Efterretning om Sligt, skiøndt Thor har tit havt sit Læs; men at selv om nu saa var, at Somt havde faldet Thor for stramt og stridt, saa var det dog ikke værdt at tale om, aldenstund Man havde Beviser Nok paa, hvad heller Ingen maatte tvivle om, at Magten laae dog hos Thor! Da Gangler imidlertid ikke vil lade sig afspise med det, men siger kæphøi: det lader da til, at jeg nu har gjort et Spørgsmaal, det falder jer for tungt at besvare, see, da skyder Jafnhar Livet op i sig, og melder: nei, vi har ogsaa nok hørt tale om saadanne Begivenheder, som vi aldrig kan troe, forholde sig saaledes i Sandhed, men han er ikke langt borte, som kan fortælle os den sande Sammenhæng, og du kan være vis paa, at han, som aldrig har løiet, vil ikke nu begynde at fare med Løgn. Velan, sagde Gangler, her staaer jeg og lader Ørene til, om der er Beskeed at faae, men, hvis ikke, da siger jeg, I kom til Kort, aldenstund I ikke kunde svare paa hvad jeg spurgde.

Først nu kommer det ud, at Age-Thor reisde af By i sin Karm, med As-L ok e, og tog Natte-Leie hos en Bonde, hvor han slagtede og flaaede begge sine Bukke. De kom da i Nadre-Gryden, og da de var møre, satte Thor sig til Bords med begge Bønder-Folkene, deres Søn Thjalfe og deres Dotter Raske, men med det For-Ord, at de skulde smide alle Benene i Bukke-Skindene, som laae ved Arne-Stedet. Det gjorde de nu vel ogsaa, men Thjalfe brak dog med sin Kniv en Splint af det ene 642 Laar-Been, for at komme til Marven, og næste Morgen, da Thor kom op, før Dag, gjorde Hammers-Tegn over Skindene, og vakde dermed Bukkene op, see, da var En af dem halt paa det ene Bag-Been. Thor lod nu Bonden kalde, som skiælvede og bævede, blot ved at see Rynkerne i Thors Pande, end sige da ved at see ham knuge Hammer-Skaftet, saa Knoerne blev hvide, men da Thor saae hans Elendighed, gik Vreden over, og han nøiedes med at faae Thjalfe og Raske til sine Tyende, som ogsaa siden bestandig hørde til hans Følge *).

Thor lod nu Bukkene staae, og drog Øster paa i Jotunheim, til han naaede Stranden, og foer saa over det vilde Hav, med Loke, med Thjalfe og Raske. Da de derpaa kom i Land, og havde gaaet lidt, saae de en stor Hede for sig, som holdt dem hele Dagen, til det blev mørkt, og vel havde Thor sin Mad-Pose med, som Thjalfe bar, der var rappest til Beens, men der var knap Tid paa Huus-Ly. Da de imidlertid gik og stavrede i Mørke for at finde Natte-Ly, stødte de paa en uhyre stor Lade, men en Dør paa Gavlen, der var ligesaa breed som hele Huset, og der gik de ind for at tage Natte-Leie, men ved Midnats-Tid blev der et stort Jord-Skiælv, saa Huset rystede og Gulvet gik som et Lagen under dem. Da stod Thor op og kaldte paa sit Følge, og da de fandt en Udbygning til Høire, midt paa Laden, gik de derind, men beholdt dog Frygten i Kroppen, saa Thor blev siddende i Dørren hele Natten, med Hammeren i Haanden, at værge sig med. Det blev imidlertid ved Bulder og Gny, de maatte høre paa, og da Thor i Dagningen stak Næsen ud, saae han en lang Rækel, der laae i Skoven tæt ved og sov, og snorkede umaneerlig, hvoraf han sluttede sig til, hvad det var der havde støiet om Natlen. Thor spændte nu Styrke-Bæltet om, og samlede Asa-Kræfterne, men i det Samme vaagnede Personen og sprang op, og Man vil sige, at saa havde Thor ingen Lyst til at løfte Hammeren imod ham, men spurgde blot hvad han hedd. Jeg hedder Skrym, sagde han, og jeg behøver ikke at spørge, hvad du hedder, for du er Asa-Thor, men hvor har du gjort af min Handske? Skrym langede nu til og tog sin Handske op, og da saae Thor først, at det var, hvad han om Natlen havde taget for en Lade, og Udbygningen var Tommel-Totten**). Skal vi giøre * *643 Følgeskab, sagde nu Skrym, og da Thor sagde Ja, satte de dem ned med deres Mad-Poser for at æde Davre, men dog hver for sig, indtil Skrym gjorde det Forslag, at skaffe til Hælvten, som Thor ogsaa tog imod, og da de var færdige, gjorde Skrym een Tvær-Sæk af begge Mad-Poserne, og tog dem paa Nakken. Han tog lange Skridt og var foran, hele Dagen, hvorpaa han om Aftenen søgde dem Natte-Leie op under en stor Eeg, og sagde til Thor, nu lægger jeg mig til at sove, men her er Tvær-Sækken, I kan tage af til Nadre. Skrym sov nu ind, og snorkede dygtig, og Thor skulde da til at løse op for Tvær-Sækken, men det var saa langt fra, han kunde faae en Knude løst, at han end ikke kunde faae een Øels-Ende til at arte sig*). Da Thor nu saae, det var omsonst, blev han saa bister, at han greb Mjølner med begge Hænder, traadte hen, hvor Skrym laae, og huggede ham lige i Planeten, hvorved han vaagnede, og spurgde, om der ikke faldt et Blad ned af Træet paa hans Hoved; men, sagde han saa, nu har I vel ellers gjort Maaltid, og er sengefærdige? Jo, sagde Thor, nu gaae vi hen og lægger os. De gik da ogsaa hen og lagde dem under en anden Eeg, men, sandt at sige, var det lidt ængsteligt at sove, og ved Midnat, da Thor hørde Skrym snorke, saa det rungede i Skoven, da stod han op, gik hen til ham, tog Ram for Alvor, og huggede ham med Hammeren lige paa Issen, saa Hammer-Snuden, efter hans Skiøn, gik dybt ind i Hovedet. I samme Øieblik vaagnede Skrym, og sagde: hvad nu, drattede der en Agern ned i mit Hoved; og, sagde han saa, hvad feiler dig, Thor? Jeg, sagde Thor, er nyelig vaagnet, og det er først Midnat, saa der skal soves meer endnu, og dermed skruppede han sig bort, men tænkde ved sig selv: kan jeg bare faae Ram til ham tredie Gang, skal han vist aldrig see Dagens Lys. Thor laae nu og lurede paa, om Skrym vilde sove ret ind, og da det lod sig høre henimod Dagningen, sprang han op og hen til ham, svang Hammeren af alle Livsens Kræfter, og huggede løs paa den Tinding, der vendte opad, saa Hammeren sank i, lige op til Skaftet. Da satte Skrym sig over Ende, strøg sig ned ad Kinden, og sagde: mon der skulde sidde nogen Fugle her i Træet oven over mig, for jeg syndes, ligesom jeg vaagnede, der faldt noget Kvass ned i mit Ansigt; men hvad, *644Thor, er du alt vaagen? Saa er det vel paa Tiden at staae op og komme i Klæderne, men nu har I da ikke ret langt til Udgaards-Borgen, og har I, som jeg nok mærkede, mumlet i Skiægget om, at jeg var lidt opløben, da skal I der finde anderledes fuldvoxne Karle. Jeg vil imidlertid give jer et godt Raad; enten at vende Næsen hjem, hvad udentvivl tjende jer bedst, eller dog ikke at sætte den for høit, aldenstund Udgaards-Lokes Hirdmænd taaler ikke godt at Koks-Mater er kæphøiel Vil I saa gaae videre, sagde Skrym, da holder Øster efter, for nu falder min Vei nordpaa, ad Fjeldene til, I see hist henne; og dermed tog S kry m sin Tvær-Sæk paa Nakken, og skiød tværs igiennem Skoven fra dem, uden at Aserne, saavidt Man veed, bad ham leve vel, til de saaes igien.

Thor med sit Følge fortsatte nu Reisen, til de ved Middags-Tid blev en Borg vaer, som stod paa en Slette, men var saa høi, at Nakken maatte hardtad ned imellem Skuldrene, før de fik overseet den. De kom nu til Borge-Ledet, men det var lukket, og da Thor forgiæves havde prøvet paa, at faae det op, maatte de finde dem i at pine sig ind imellem Tremmerne. Saaledes slap de da op til Hallen, hvor Dørren stod aaben, og da de kom ind, saae de Folk Nok bænkede der, i to Rader, og, for det Meste, lutter svære Prygle. De gik nu op, hvor Kongen, Udgaards-Loke, sad, og hilsde paa ham, men det varede enstund, før han fik Syn paa dem, og sagde saa, smidskende i Skiægget: seent kommer Sandt udenlands fra, for tager jeg ikke meget feil. skal den halvvoxne Knøs jo være Age-Thor; men kanskee der dog er mere inde, end der sees udenpaa. Siig mig imidlertid nu, hvad der slaaer ind i jeres Fag; for Ingen taales her, medmindre han udmærker sig i en eller anden Konst og Videnskab. Ja, sagde Loke, som kom sidst, da forstaaer jeg en Konst, som jeg paa Øieblikket er rede til at vise, thi der skal neppe findes Nogen her i Huset, som er snarere til sin Mad end jeg. Velan, sagde Udgaards-Loke, det er ogsaa en Konst, og vi skal strax see, om du er hjemme i den. Han kaldte nu ad En, der sad, som hedd Loge, og sagde, at han skulde komme frem og kappes med Loke, hvorpaa der kom et Trug ind, fuldt af Kiød, og blev sat paa Stue-Gulvet, midt imellem dem. De begyndte hver ved sin Ende, og aad saa trøstig begge To, at de mødte hinanden paa Halv-Veien, men Loke havde levnet Benene, og Loge derimod havde ædt baade Benene og Truget med, saa det var aabenbart at Loke kom til Kort.

Udgaards-Loke spurgde nu: hvad Ridder-Spil kan 645 Unger-Svenden hist? Jeg, sagde Thjalfe, vil prøve at løbe om Kap, med hvem Du behager. Det er en god Øvelse, sagde Udgaards-Loke, og, skiøndt du maa være farlig rap til Beens, om du skal spille Mester i den Konst, vil vi dog lade det komme paa en Prøve an. Dermed stod Udgaards-Loke op og gik ud, hvor der var en prægtig Rende-Bane paa jævn Jord, og kaldte ad en halvvoxen Knøs, ved Navn Hug, som skulde løbe om Kap med Thjalfe, og den første Pust fik Hug ikke længere For-Spring, end at han kunde vende sig ved Maalet, før Thjalfe kom. Du kommer til at spænde bedre for, Thjalfe, sagde Udgaards-Loke, om du skal vinde Prisen, men det maa jeg imidlertid lade dig, at jeg har aldrig seet Fremmede raskere til Fods. De stak da nu i Rend paa anden Omgang, men da Hug vendte sig ved Maalet, var der et godt Bøsse-Skud mellem ham og Thjalfe, og da sagde Udgaards-Loke: der er Kvæg-Sølv i de Karle, og, skiøndt Thjalfe nu skal have ondt ved at vinde, saa er dog alle gode Gange tre. De tog da Fart igien, men da Hug kom til Maalet, var Thjalfe ikke engang midtveis, saa nu sagde alle Folk, der kunde ikke være to Meninger om den Sag.

Nu, Thor! sagde Udgaards-Loke, hvad er det saa for Konster, vi skal see af dig, efter alt det Ry, der er gaaet af dine Stor-Værker?

Jeg, sagde Thor, vælger helst at drikke til Pæls med hvem det skal være. Velan! sagde Udgaards-Loke, gik ind i Hallen og kaldte paa Skiænkeren, at han skulde komme med Sone-Hornet, som hans Hirdmænd pleiede at drikke af; hvorpaa da Skiænkeren ogsaa kom og rakde Thor Hornet. Seer du vel, sagde Udgaards-Loke, det kalder vi en heel Karl, hvem der stikker det Horn ud i een Slurk, og at giøre det i to Drag, kalde vi folkeligt, men Ingen har saadant et Kyllinge-Hoved, at han ikke i tre Drag skulde giøre Skaalen Beskeed. Thor skottede til Hornet, og regnede det ei stort, skiøndt det havde en lang Hale, og, tørstig tilgavns, som han var, gav han sig til at kvolkdrikke, i den Tanke, at det kunde nok være gjort med een Gang, men da han havde gjort sit Bedste, og saae efter, hvordan det svandt i Hornet, var det knap han kunde kiende, det havde gjort nogen Forskiel. Ærlig drukket, sagde Udgaards-Loke, men det battede kun lidt, og det kunde jeg aldrig troet, om Nogen havde fortalt mig, at Asa-Thors Skorsteen ikke trak bedre, men nu veed jeg da, du vil stikke reent ud, næste Gang. Thor taug bomstille, satte Hornet for Munden, 646 og agtede nu at giøre Beskeed, men da han saa havde anstrænget sig til det Yderste, uden at naae Bunden, og saae efter, syndes han, det havde forslaaet endnu mindre end forrige Gang, dog kunde Man godt bære Hornet uden at spilde. Nu Thor, sagde Udgaards-Loke, hvordan gaaer det? Du har dog vel ikke levnet Meer til Sidst end du kan magte, men dog kommer det mig for, at skal du stikke Hornet ud den tredie Gang, da bliver det Broder-Parten, og vi kan umuelig giøre saameget Væsen ad din Storhed, som Aserne giør, hvis du ikke bedre kan spille Mester i andre Dyster end det i denne er tilsyne. Da blev Thor vreed, satte Hornet for Munden igien, drak af alle Livsens Kræfter, og helmede ikke saa længe han aarkede, men da han desuagtet saae, det var kun sunket lidt, da gav han Hornet fra sig, og vilde slet ikke drikke mere. Nu, sagde Udgaards-Loke, seer Man da aabenbar, det har ikke saameget at betyde med din Styrke, som vi havde tænkt, men siden det nu gik skiævt med denne Leg, vil du kanskee prøve din Lykke med en Anden. Ja, sagde Thor, jeg vil nok lege lidt med endnu, og var jeg mellem Aser, skulde det meget undre mig, om Man kaldte det Lidt, hvad jeg drak; men hvad Leg vil I nu byde mig? Noget, sagde Udgaards-Loke, som kun har lidt at betyde, og som jeg aldrig skulde vovet at byde Asa-Thor, naar jeg ikke havde seet, at du er langt fra at være saa overordenlig, som Man har troet, men vil du nu løfte min Kat fra Jorden, som de unge Karle har for Skik.

Der kom nu en stor graa Kat løbende hen ad Gulvet, og Thor gik hen og stak sin Haand midt ind under Bugen, for at løfte den i Veiret, men alt som Thor trak til, skiød Katten Rygg, og Thor kunde med al sin Magt ei bringe det videre, end at den lettede lidt paa det ene Been, saa det gik ogsaa skiævt. Ja, sagde Udgaards-Loke, det tænkde jeg nok, blev Enden paa Legen, for Katten er af de Store, men Thor er baade lav og lille mellem saadanne Prygle som vi. Velan, sagde Thor, saa lille som jeg er i jeres Øine, tør jeg dog brydes med hvem det skal være, for nu er jeg vreed. Udgaards-Loke lod nuØinene løbe ned ad Bænken, og gav til Svar: jeg kan ikke faae Syn paa Nogen herinde, som jo vilde finde det sin Ære for nær at brydes med dig, men kalder mig gamle Ellen, min Amme, herind, og lad Thor brydes med hende, om han lyster, thi hun har før faaet Folk til Gulvs, som jeg skulde mene, var ikke vogere end han. Derpaa kom der en gammel Kærling ind i Hallen, som Udgaards-Loke sagde til at hun skulde tage et Tag i Asa-Thor, 647 og det er kort at fortælle, om den Dyst, at jo mere Thor ruskede i Kærlingen, des fastere stod hun, men derpaa gav hun sig til at bruge Kneb, saa Thor kom til at vakle, og hvor hardt han end strittede imod, varede det dog ikke længe, før han sank i Knæ ved den ene Side. Da traadte Udgaards-Loke til, og skildte dem ad, med det Tillæg, at nu skulde Thor knap lystes ved, at byde Flere ud for Haanden i hans Hald. Da det nu ogsaa var seent paa Aftenen, viiste Udgaards-Loke Thor og hans Følge til Sæde, og gav dem Natte-Ly med al Venskabelighed.

Om Morgenen, saasnart det dagedes, stod Thor og hans Følge op, klædte dem paa, og var just reisefærdige, da Udgaards-Loke kom, og lod dække Bord for dem, hvor der var fuldt op af gode Sager, baade Mad og Drikke, og da de saa havde spiist, gik de deres Vei. Udgaards-Loke gjorde dem imidlertid Følgeskab, et Stykke ud fra Borgen, og til Afskeed spurgde han Thor: hvordan han hugede Reisen, og om han ikke dog nu havde fundet sin Over-Mand? Vel finder jeg ikke, sagde Thor, at jeg har synderlig Skam af vor Mellem-Handel*), men dog veed jeg nok, I vil kalde mig en Lilleput, og det ærgrer mig. Ja, sagde Udgaards-Loke, nu, da jeg har dig udenfor, vil jeg ærlig sige dig, at saalænge jeg lever og kan forebygge det, skal du vist aldrig faae din Fod inden mine Dørre meer, og det skulde heller ikke skedt denne Gang, havde jeg vidst i Forveien, hvor stærk du var og hvor nær du kunde gjort en Ulykke paa os. Alting er gaaet til med Øine-Forblindelse, thi det var mig selv, som mødte jer i Skoven, og da du skulde løse Tvær-Sækken, var den bundet med Staal-Traad, uden at du kunde see, hvor Enden sad, og selv det første Smæk med Hammeren du gav mig, skiøndt det var det Mindste, vilde været Nok til at give mig mit Livs-Brød, om du havde ramt mig, men jeg skiød det Bjerg imellem, du saae ved min Hald, og det bærer endnu, i tre firkantede Dale, Spor af dine Hammer-Slag. Saaledes var det ogsaa med Spøgen i Hallen, thi Loke var skrupsulten og aad tæt, men Loge var en Løbe-IId**), som havde godt ved at sluge baade Kiød og Trug, og Hug, som Thjalfe løb om Kap med***), det var min Hug * * * 648 (Tanke), som Thjalfe nok skulde bare sig for at hinde. Du drak af Hornet og fandt det drøit, men jeg saae med stor Forundring hvad jeg aldrig havde troet, thi du vidste ikke at Enden stod i Havet, men naar du kommer ned til Stranden, skal du bare see hvilken Ebbe du har gjort. Det andet Mester-Stykke, du gjorde, fandt jeg ligesaa mærkværdigt, og, sandt at sige, fik vi en Skræk i Livet Allesammen, da du lettede paa Katten, og løftede det ene Been fra Jorden; thi den Kat var ikke hvad den syndes, det var Midgaards-Ormen, der snoer sig om hele Verden, og var dog neppe saa lang, at Hoved og Hale kunde blive ved Jorden, da du trak den i Veiret hardtad lige op til Himmelen. Det var endelig ogsaa en ganske underlig Tørning du havde med Ellen, for det var Ælde selv, og den Mand er aldrig født eller skal fødes, som bukker jo under for hende, naar det kommer saa vidt, at de mødes. See, dermed siger jeg Farvel, og det tjener os bedst paa begge Sider, at dette bliver eders sidste Besøg hos mig, thi med disse Konster og andre deslige, vil jeg altid vide at værge min Borg, saa I skal ikke faae Fingre paa mig. Det var Ord Nok for Thor, saa han greb strax til Hammeren og løftede den i Veiret, men da han vilde slaae til, var der ingen Udgaards-Loke at see, og da han vendte om, for at rive Borgen ned, var der kun en stor og deilig Slette, men ingen Borg til Syne.

Thor begav sig nu paa Hjem-Reisen, og hvilede ikke, før han kom til Thrudvang, men immer var det dog hans Agt, om det kunde lykkes, at faae Ram til Midgaards-Ormen, som han da ogsaa fik. See, det, skulde jeg mene, er det Sandeste Man veed om denne Thors Reise*)!

Da sagde Gangler: det er en Pokkers Karl den Udgaards-Loke, thi vel er det meget Kneb og Kogle-Spil, han farer med, men hvem der har saadanne Tjenere som han, er dog en Herre i sit Væsen. Men har saa Thor dog aldrig hævnet sig? Jo, sagde Har, det veed selv Tosser at tale om, hvorlunde Thor fik Bod for den Reise, thi han var snart paa Farten igien, og kom saa hovedkulds afsted, at han havde hverken Karm, Bukke, eller Følgeskab. I Skikkelse af en ung Knøs gik han nemlig en Morgen-Stund ud fra Midgaard, og kom sildig om Aftenen til en Jette, ved Navn Immer1, hos hvem han * * 649 laande Huns om Natten. Alt i Dagningen var Immer paa Benene, og lavede sig til at roe ud og fiske, men Thor sprang ogsaa op, kom med en Fart i Klæderne, og bad Immer om Forlov til at roe med ud paa Søen. Nei, sagde Immer, Ungt og Smaat nytter ikke stort, og du forkom af Kulde, naar jeg bliver siddende saa længe og saa langt ude, som jeg pleier van. Ihvilketsom er, sagde Thor, saa tør jeg dog nok vove mig i rum Sø, og det er endda et Spørgsmaal, hvem af os det stikker først at dreie af. Thor var nu Jetten saa gram, at han nær havde ladet Hammeren giøre Kaal paa ham*), men han dyede sig dog, fordi han havde noget Andet bag Øret at bruge sin Styrke til. Han spurgde nu Immer, hvad de skulde have til Mading, og da Jetten svarede, at det maatte han selv være sig om, sprang Thor hen, hvor der gik en Flok Kvæg af Immers, vreed Halsen om paa den Største af Tyrene, som de kaldte Himmel-Stangeren (Himinbriótr), og skyndte sig med Hovedet ned til Stranden. Immer havde allerede skudt Baaden ud, og sat sig i For-Enden, og da nu Thor kom midskibs og fik sine Aarer lagt om Borde, da mærkede Himmer strax, det hjalp hvor han tog fat. Det gik feiende, saa de kom snart hvor Himmer sagde, Grundene var, han pleiede at ligge paa og fange Flynder, men dertil svarede Thor, at de maatte ganske anderledes ud til rum Sø, og saa gik det feiende igien enstund, til Himmer anmærkede, at kom de længer ud endnu, fik de Midgaards-Ormen paa Halsen. Ja, sagde Thor, da maae vi dog et Stykke længer ud endnu, og, som sagt, saa gjort, skiøndt Hi mm er saae suurt. Da Thor nu endelig tog Aarerne ind, gjorde han strax sit Mede-Tøi istand, med en forsvarlig Snor, og Krog derefter, baade stor og stærk, stak Oxe-Hovedet paa, og lod gaae til Bunds, hvor Midgaards-Ormen ganske rigtig slog Gabet op over Oxe-Hovedet, og beed paa Krogen, saa nu kunde Thor med Rette lee ad den, ligesom Udgaards-Loke loe ad Thor, da han vilde bære Ormen paa Hænderne. Saasnart Ormen imidlertid mærkede Uraad, ruskede han saaledes til, at begge Thor s Hænder smak ud over Relingen, men saa blev Thor bister, iførde sig Asa-Styrken, og strittede saaledes imod, at begge Ben gik lukt igiennem Skibet, lige til Bunds, og saa maatte Ormen herop for en Dag. Det kan Man da nok begribe, saae grueligt ud tilgavns, da Thor laande Ormen * 650 et Par Øine, og den gloede stivt lige imod, og spyede Edder, saa Jetten Himmer maatte vel, som Man siger, skifte Farve, blive rædd og saa bleg som et Lig, ved det Syn, da Bølgerne derhos havde frit Kiørind i Baaden, men hvordan han end famlede med Krum-Kniven, fik han dog Thors Mede-Snor filet over, saa Ormen sank fra Borde, just i samme Øieblik, som Thor løftede Hammeren. Thor streed nu Hammeren efter Ormen, og Somme vil sige, det kostede ham hans Hoved paa Havsens Bund, men jeg troer dog for en Sandhed, at Midgaards-Ormen ligger der lyslevende endnu. Derimod gav Thor rigtig nok Immer et Øre-Figen med knyt Næve, saa han fløi over Bord og vendte Benene iveiret, og derpaa vadede Thor iland*).

Det er maaskee ikke saa ganske rigtigt, at jeg har ladt begge Reiserne løbe ud i Eet, da Forbindelsen ikke har den bedste Hjemmel, men Man synes dog altid, som det hedder i Kæmpe-Visen, at det er hardtad Synd at skille dem ad, som helst vil sammen være, og Saameget er i det Mindste vist, at Sagnet har et langt ældre og ægtere Præg i Gylfe-Legen, end i Hymers-Kviden, hvor Thor egenlig besøger Jetten for at laane en Brygger-Kiedel, og giør ikke stort bedre Parade med den paa Hovedet, end den Spanske Ridder med Barbeer-Bækkenet. For Resten er det ingenlunde blot Hymers-Kviden, som viser, at Thors Anglen efter Midgaards-Ormen har været et Liv-Thema for de ældste Norske Skjalde, thi blot af Brage hin Gamle anfører Skalda fem Halv-Vers, som neppe engang har hørt til een Vise, men handle alle om den Dyst, og de to Linier af Thorbjørn Disa-Skjald:

Med Aarer for Odin
Thor værged Asgaard i Vælde,

synes ogsaa at hentyde paa et heelt Kvad derom. At fremdeles Eisten Valdsen i det Mindste har havt et langt Stykke om Striden, vise de tre Halv-Vers sammesteds, og de to Linier af Harald Haarfagers berømte Skjald: Ølver Hnufa vil aabenbar sige:

Bælte spændte da Jordens Søn
Med alle Landes Ombælter,

* 651

og veed jeg end ikke naar Gamle Skjald kvad, kan jeg dog see, han priser Bilskirners Drot, fordi han fik samme Fisk til at bide paa Hval-Krogen, saa det var intet Under, at den Helte-Gierning var ogsaa kommet paa Oluf Paafugls Betræk, og derfra ind i Ulf Uggesøns Vadmels-Drape, hvortil Skalda ogsaa henviser*). At vi derimod i alle disse Billinger ei spore det Mindste, vi jo i Forveien kiende, det baade trøster os over hvad Tidens Tand har fortæret, og forvisser os om, at det Bedste blev tilbage.

Om Betydningen af den ærgerlige Reise til Udgaard, og den dog i Grunden mislykkede Jagt paa Midgaards-Ormen, vil jeg saameget hellere fatte mig kort, som enhver poetisk Læser strax føler, det kan betyde meget, og al Mythe-Forklaring nødvendig er spildt paa upoetiske Folk, som Man vel paa en Maade kan lære op at see, men dog umuelig laane sine Øine, ved at give dem beskrevne. Een Bemærkning kan jeg imidlertid ikke undlade, thi det er, at Æventyret om Udgaards-Reisen vidunderlig træffende afbilder al Kæmpe-Færd i Middel-Alderen, hvad enten Man saa betragter den i Enkelt-Mandens, i et vist Folks, eller i Menneske-Slægtens Historie; thi Kraften er der, med en uimodstaaelig Drift og Trang til Virksomhed, men Øiet fattes, og skiøndt det kiendes godt, baade hvor Hammeren falder, hvor Havet synker, og hvor Kæmpen snubler, saa naaer Man dog sjelden hvad Man agter, faaer kun et Grin for sin Gridskhed, og faaer omsider baade Last og Skam af gamle Ellen, Udgaards-Lokes velbekiendte Foster-Moder, som vi ellers paa Dansk kalde Lige-Gyldighed. Hertil føier sig uvilkaarlig den Bemærkning, at Æventyret paa Søen ligesaa træffende afbilder Over-Gangen til den ny Tid, da Man faaer et Øie paa hver Finger, som en Dagning, hvori Kæmpen godt seer, hvor Fienden i Grunden stikker, men endnu ikke, hvad derved er at giøre, saa han baade forhaster sig, og glemmer at see den gamle Jette paa Fingrene, som det kun nytter lidt at vende Mølle med, naar han har filet Snoren over og frelst Snogen, hvad vi kan see, hvor vi vender os, men ret aabenbar i Luthers Kamp med Paven. Det er derfor intet Under, at denne Mythe især har tiltalt Skjaldene i Kragemaals-Tiden, thi saalænge der var nogen Aand over dem, var det netop denne Helte-Gierning af Thors, de især maatte prise og prøve paa.

* 652

Kunde Læseren nu sige mig, hvad jeg skal giøre ved det der spøger i Thryms-Kviden, da vilde jeg være ham Tak skyldig, thi paa den ene Side er det snart en Skam at tale her om et saadant Spille-Værk, som at Thor lader sin Hammer stjæle fra sig, trækker Kvinde-Klæder paa, og saa videre, hvad heller aldrig, udenfor den Kvide, end ikke i Skalda, ymtes om; men paa den anden Side har jeg ikke blot en gammel Kiærlighed til det Kram, men Oversættelsen i Kæmpevise-Stil lærer os, at intet Old-Sagn har været mere seilivet, saa det maa dog sikkert være den ægte Asa-Thor, der gaaer igiennem det, skiøndt han unægtelig er saa forklædt, at han selv skammer sig ved det, og bider kun i det sure Æble, for at faae sin Hammer igien.

Naar nu Thors-Hammeren i Grunden er det eftertrykkelige Liv-Udtryk for den timelige, historiske, menneskelige Sandhed, baade i Ord og Daad, da indseer Man let, baade hvi jeg har forelsket mig i Mythen om dens Gientagelse, som Man, i Mangel af bedre Ord, vel maa kalde hvad jeg ønsker, og hvi jeg sætter den efter de Forrige, da det sagtens var efter det strænge Arbeide, den store Ærgrelse, og det kolde Bad, i Dagningen, atThor sov saa haardt, og efter Midgaards-Ormens Fare, at Jetterne lærde dem til at stjæle hvad de vel ikke kunde bruge, men dog hindre fra at blive hvad de naturligviis kaldte skammelig misbrugt.

Medens jeg derfor giemmer Thryms-Kviden til Talen, ved Bjarke-Maalet, falder paa Kviderne i det Hele, maa jeg dog angive hvad jeg anseer for det ægte Mythiske Indhold, som jeg haaber vi i Norden skal nu daglig blive bedre forligte og fortroelige med.

Hammeren var tyvstjaalet fra Thor, mens han sov, og Man vidste da ikke bedre Raad, end at laane Freyas Fjeder-Ham til Loke, og lade ham i den gaae som Speider til Jotunheim, for, om mueligt, at opdage, hvor Hammeren stak. Loke kom da ogsaa tilbage med den Beskeed, at Hammeren befandt sig ganske rigtig i Thrym Thusse-Drots Værge, men laae vel forvaret, otte Favne, eller maaskee Engelske Mile, under Muld, og at Thrym paa ingen Maade vilde hid med den uden han fik Freie for den til sin Dronning. Thor var nu vel saa opsat paa Hammeren, at han virkelig foreslog Freie det uhyre Giftermaal, men den høihjertede Frue kimsede saaledes deracl, at Brysing-Men gik avetom, og Asgaard skjalv. Nu var gode Raad dyre, og selv Heimdal, som dog kunde høre Græsset groe, vidste ingen bedre, end at maie Thor ud med Freies653 Kiste-Klæder, og føre ham for Brud til Jotunheim. Det var haardt for en gammel Adels-Mand, men Loke anmærkede, at, kom ikke Hammeren snart til Asgaard, da kom sikkert Jetterne, og Thor fandt sig da i sin Skæbne, og legede Brud, det bedste han kunde, til Mjølner blev lagt i hans Skiød; men saa blev det naturligviis Enden paa Legen, at han viede baade Thrym og alle hans Thusser til Hel med Hammers-Tegnet, og dermed var Æventyret ude *)!

See, hermed har da ogsaa Asa-Thors Æventyr Ende, thi det Brede som end er tilbage, nemlig Striden med Midgaards-Ormen i Ragna-Roke, det hører unægtelig til den rene Thors-Historie, som vi siden skal betragte.

Jeg skulde nu ikke troe, der om Thor var Noget glemt, undtagen hans huuslige Stilling, og om den er ikke Stort at sige, deels fordi de er sjelden hjemme som har allesteds Ærende, og deels fordi Thor ogsaa deri synes at have lignet Engelsk-Manden, at hans Huus var en Hemmelighed, han havde sig selv forbeholden, og hans Gifter-Maal intet Hjertes-Anliggende der fængslede ham, men en Hoved-Sag, der netop gjorde ham mere uafhængig, som naar Man paa Engelsk giør sin Lykke ved Gifter-Maal. Vel synes Bilskirner at være vel stort til een Familie, thi Odin siger derom:

Femhundred Lofte,
Og Fyrretive,
Med Buer skiønne,
Bilskirner har;
Det Sal-Huus prægtig,
Min Søn beboer,
I Storhed Alle
Vel stikker ud**).

Men dog er det sikkert kun Ondskab, naar Harbard i Nidvisen lader Thor høre, at Trællene er hans Giæster, ligesom Herrerne Odins, hvorfor Thor ogsaa blot svarer:

Havde du Magt,
Som du har Agt,
Skifte du vilde
Blandt Aser ilde***),

* * * 654

og jeg formoder. Bagtalelsen kom deraf, at Thor, som Engelsk-Manden endnu, har sat en Ære i at holde mange Tjenere, og klæde dem op som Kammer-Junkere, hvorom Loke har gjort den Vittighed, at Thors Pallads var befolket med Trælle. For Resten finder jeg det meget passende, at der netop var ligesaa mange Stokværk i Bilskirner, som Dørre paa Valhald, thi da hele Tiden er Thors Løbe-Bane, maa den naturligviis have ligesaamange Tids-Rum, som Kæmpernes Pantheon har Indgange, da enhver Begivenhed, der giør Epoke, naturligviis ogsaa sender et nyt Hold Kæmper til Valhald. Nu er vist nok 540 et høit Tal i vore Dage, da Kampen for Valhald er gaaet af Moden, men det er ikke Mythens Skyld, og falder Tiden os for lang, behøve vi jo blot at tage os noget for, som er værdt at tale om, thi jo hurtigere store Begivenheder følge paa hinanden, desmere forkortes unægtelig Tids-Rummene for Valhalds Dør-Vogtere, som nu for Hels*).

Hvad nu Thors Ægteskab og Børn angaaer, da indseer Man strax, at den Herres Børn, som har givet Mjølner sin Haand, maae Alle hedde Storværk, og hans Gemalinder være lidt massive, slet ikke sammensatte af Suk og Maanskin, ja, ei engang poetiske, uden for saavidt, som Alt hvad der historisk træder i kiærlig Forbindelse med Poesien, paa en vis Maade bliver det. Saadanne Forbindelser er imidlertid immer Forstands-Giftermaal, og Mytherne derom hvad vi kalde Reflexions-Poesi, eller poetisk Gien-Skin, og det er da i sin Orden, at vi intet Spor finde af Sif i de gamle Sange, men skimte hende i Loke-Gluffen, hvor hun skiænker for Spotte-Fuglen, sigende:

lis-Kalk hin fine,
Fuld af den gamle Miød,
Tøm du med Hilsen,
Tag du af hende,
Som mellem Aser
Ene du. skaaned
For Ukvems-Ord**)!

Naturligviis gaaer hun nu heller ingenlunde Ram forbi, da det altid er at røre Spotte-Fuglen paa hans ømme Sted, naar Man * * 655 lader ham høre, der er dog Noget, han enten ikke tør eller ikke nænner at spotte med, saa det kan aldrig forkleine Sifs Ære, at Skarnet svarer:

Vogted sig Nogen,
Og værged kæk
For falske Mand-Folk,
Thors-Fruen det var,
Saa Ingen jeg veed,
Saavidt jeg veed,
Hun klapped i Krogen,
Paa Kløren nær,
Som hedder ei Loke
For Løier blot*).

Selv i Gylfe-Legen savner Man Sif iblandt Asynierne, og det er først i Skalda vi høre lidt om hende, hvad dog indskrænker sig til, at hun var Thors Kone, Ullers og Jomfru Drudes (Pruða) Moder, og den haarfagre Gudinde, som Hrungner vilde havt med til Jotunheim, men hvis Haar dog egenlig var forlorent, hvorfor Skjaldene ogsaa kalde Guldet Sifs Haar; thi Loke havde sneget sig til at klippe Haaret af hende, og da Thor truede med, der skulde ikke blive et heelt Side-Been i ham, maatte han hos Ivalds-Sønnerne skaffe Sif en konstig Guld-Paryk, der groede fast til Hovedet**).

Var det nu mueligt, at Mythographerne nogensinde kunde have Ret til at lade poetiske Blomster voxe op af den sorte Jord, da maatte det vist nok være her, thi naar Jordens Søn vil gifte sig, er det rimeligt nok, han bliver ved Jorden; men ligesaalidt som dette Udtryk betyder at blive liggende langs henad Jorden, ligesaalidt var det naturligviis den gamle Digters Mening at kaste Jord paa Thor, da han gav Jorden, eller vel snarere den »Plet af Jord« vi kalde vort Fæderne-Land, det Til-Navn »Sif«, hvorom derymtes i et af Skaldas Register-Rim***) Tingen er naturligviis, at Mythe-Smeden har formælet den Historiske Kæmpe for Aanden (Asa-Thor) med den Nordiske Natur (Sif), hvorfor det, i Gylfe-Legens Fortale, ret mærkelig hedder, at i Nørre-Leden fandt Thor en Spaa-Kvinde ved Navr Sif, af ubekiendt Herkomst, som han ægtede †). Mythen om * * * * 656 Thors Ægteskab hører derfor vel til Asa-Maalet, men dog mest til den underløbende, folkehistoriske, Deel deraf, thi at et Folk indgaaer Ægteskab med det Land, hvori de nedsætte sig, er det rette billedlige Udtryk, og Kæmpe-Folket personificeres naturligviis i Kamp-Guden, saa hvad der hæver denne Ægteskabs-Mythe over den mellem Isis og Osiris, og mange Slige, er kun den Omstændighed, at Norden virkelig blev Moder til et anderledes aandigt Kæmpe-Kuld, end noget andet Hedning-Land under Solen, saa det poetisk sammensmelter med den Natur-Beskaffenhed, der spaaer et aandigt Helte-Liv, og er Betingelsen derfor. At nu ogsaa de Gamle har tænkt sig noget langt mere ved Sif, end den blotte Jord-Bund, skimtes ikke blot i Daatteren Drude (truth) hun har med Thor, som vist nok er den bekiendte Nordiske Ærlighed, men sees klarlig deraf, at hun havde en ældre Søn, Uller, som Thor blev Stif-Fader til, thi Sif var dem altsaa Udtrykket for den Nordiske Natur i det Hele, der uvilkaarlig frembragde saadanne stærke Karle og dristige Skytter som Ulier, men blev dog kun Heltinde, ved at ægte Helten fra det Fjerne: Aands-Kæmpen, der under alle Himmel-Egne er en Udlænding.

Naar vi saaledes betragte Sif, som den i Norden forgudede Idee om »Fæderne-Landet«, da see vi hende svævende saa tæt ved Jorden, at hun lettelig synker ned til den, og synes i alle upoetiske Øine bundet til den, men hæves dog af vor Helte-Historie, som baaret paa Hænderne af Thor, baade over Bjerg og Bøge-Toppe, skiøndt den synlige Nordiske Natur nødvendigviis er det Eneste, der giver Sif en synlig Skikkelse. Mythen om hendes forlorne Haar har derfor sikkert ogsaa havt en blandet Oprindelse, saa Anledningen dertil var, at nogle Loke-Folk (ventelig Phønicerne), der fældede den smukkeste Ege-Sko vi Norden, fordi den gav godt Skibs-Tømmer, maatte til Erstatning give os gyldne Korn-Marker; men for ham, der gjorde den deilige Mythe til Minde om den store Begivenhed, svævede det dunkelt, hvad vi nu klarlig see, at det vilde gaae med al Nordens Natur-Herlighed som med Skoven, derfor blev Mythen saa deilig og dyb, at den kan bære selv de største Historiske Begivenheder, hvori vi, efter Tab, der synes ubodelige, see Lykken smile til vort Norden, som de rodfaste Vipper, der aldrig kunde bølget i Skoven, var ikke Egene fældie.

Om Thors Forhold til Hexen Jern-Saxe er vel ikke stort at sige, da vi derom kun veed, at hun var Moder til Magne, 657 og sagtens til Mode med, da de bestandig følges ad, endogsaa, hvor Man mindst venter det, i et christeligt Digt om den Fugl Phønix*). Allerede heraf seer Man imidlertid, at disse Sønner (Magt og Mod) er reen allegoriske Personer, og slutter med Rette, at Moderen er ligesaa, hvad da ogsaa hendes Navn (Jern-Sværdet) stadfæster, og naar Man betænker, hvilken Epoke u Indførelse maa have gjort i Norden, kan Man ikke undres over, at see Mindet derom mythisk bevaret, saa jeg tør ikke engang nægte, at hele Mythen om Thors Kamp med Steen-Jetten Hrungner, hvor universal-historisk den end slaaer igiennem, kan være oprundet i den Anledning, at Helte-Folket, ved Jernets Hjelp, fik Bugt med Steenkile-Folket, som var dem paa Nakken og døvede deres Kobber-Sværd. Herpaa synes det i det Mindste at hentyde, at alle Aser ei kan løfte Hrungner-Foden af Thors Nakke, men at kun Jern-Saxes tredages eller treaars Søn Magne, som her fremtræder første og sidste Gang, mægter det. Kun maa Man agte, at alle slige Giætninger kun skal tjene til at oplyse Mythernes Natur-Historie, og kan umuelig berøve dem den poetiske Gehalt, der giver dem anderledes stor Betydning og aandelig Brugbarhed, thi en saadan Begivenhed kunde indtræffe, og er indtruffet hundrede Steder, uden at der blev en Hrungner-Mythe deraf, saa den blev kun til, fordi her var et historiskpoetisk Øie, der dunkelt saae noget langt Større speile sig deri, og begeistredes deraf, til at undfange Mythen, vi finde prophetisk. Derfor kan Jern-Saxe ogsaa bære langt meer end hvad hun bærer Navn af, og Magne løfte langt mere end han roses for, thi den Hex udtrykker prægtig den Nævenyttighed, som hører til Tydskernes Natur, og ganske rigtig bliver den Nordiske Naturs Med-Beilerske til Thors-Hjertet, naar den viser ham sin Indflydelse paa den menneskelige Virksomhed, til at forhøie Kraften og forstærke Virkningen, saa vi sige med Rette, at Angel-Sachseren er Thor med Jern-Saxe, og Engelands nyeste Historie en god Oplysning om hvad Magn og Mod formaae. Der seer Man da ogsaa, at den gamle Ørn snakkede just ikke ganske i Taaget, da han spaaede at Mod og M agn skulde overleve Thor; thi det synes de i Baxningen og Dampningen derovre alt omtrent at have naaet; men *

willan fremmað
mode and mægne
meotudes cempan.

658 naar han lægger til, at de skal raade for Mjølner*), da er det kun hans behagelige Jette-Drøm, der hverken før eller efter Dagenes Ende vil gaae i Opfyldelse.

Med Uller er det en underlig Ting, at, efter Grimners-Maal, boer han for sig selv, som en stor Herre, midt imellem Aserne**), og dog har han, som det synes, ikke gjort Skiærvs-Gavn alle sine Livs-Dage, saa Man kunde fristes til at udlede »Ydalir« der skal være Navnet paa hans Slot, af et lignende Angelsachsisk Ord, der bemærker »Tomhed«; men denne Forklaring vilde dog alt for meget ligne de Mythe-Forvandlinger, jeg ivrer imod, saa den vil ikke huge mig.

Naar jeg derimod seer, at stakkels Tyr, der har gjort godt Gavn, og sat sin høire Haand til i Kongens Tjeneste, staaer uden Fader, uden Moder, og uden Slægt-Register, og er ovenikiøbet huusvild, da kan Ingen fortænke mig i, at jeg undte ham Si f til Moder, Thor til Stif-Fader, og en standsmæssig Boelig i Nærheden, naar derved Ingen fornærmedes, og det kan godt lade sig giøre, naar Læseren med mig vil troe, at Navnet »Tyr« som betyder »Ære«, og bruges iflæng om alle Aser, har oprindelig været et Æres-Navn for Uller, i Mythen om Fenris-Ulven, som er den Eneste, hvori Tyr fremtræder handlende. Herved vilde, som Man let seer, Begge vinde betydelig, og vi med dem, da vi saa ei blot kan forstaae, hvi Uller, som ellers Intet har gjort, nævnes saa hæderlig i den gamle Sang, og Tyr, som har reddet Asgaard, sletikke, men kan rime meget sammen, som hidtil faldt urimeligt, og at de anføres hver for sig i Gylfe-Legen, beviser kun, at der engang blev gjort To af dem, hvad vi end ikke fristes til at nægte.

Uller beskrives i Øvrigt der saaledes: han er saadan en Bue-Skytte og Skie-Løber, at deri kan Ingen maale sig med ham, han er desuden kiøn, har et krigersk Udseende, og er god at kalde paa i Tve-Kamp***). Hermed passe ogsaa hans Til-Navne i Skalda, som er Jagt-Guden, og Asscn med Skien, med Buen og med Skjoldet, hvilket Sidste derfor Skjaldene kaldte Uller-Snekken †). Saaledes maatte ogsaa den Nordiske Natur-Kæmpe, Sifs egen Søn og Thors Stif-Søn, være, og at Aserne ætledte ham, kan Ingen have Noget imod, naar han kun artede sig derefter, men blev han blot ved * * * *659 at løbe paa Skier, skyde Ryper i Flugten og Karle paa Peltsen, der kom ham for nær, da seer Man let, han blev ikke mere As, end alle andre gode Skytter, og dog veed vi ellers Intet om ham, med mindre det er ham, Saxo taler om, naar han melder, at da Odin blev landsforviist, satte Man en vis Uller (Ollerum), i hans Sted, og tillagde ham Odins-Navnet*). Om samme Uller, som, da den rette Odin tog sit Høisæde igien, nedsatte sig i Upsal, hedder det ogsaa, at han var en udlært Hexe-Mester, der kun behøvede at læse over et Been, for deraf at giøre et Skib, der bar ham stolt over Havet; men Ingen af Delene giør enten Uller nogen Ære, eller os klogere paa ham, med mindre vi forudsætte, det er en Tempel-Mythe, som siger, at Man engang i Norden forsagede Aanden, og stræbde at nære sig med den naturlige Krigs-Gud, altsaa den forgudede Æres-Idee eller Tyr.

Ogsaa her drives vi da til at slaae de Tvende sammen, og skal nu høre, hvad Gylfe-Legen har om Tyr.

Der er, siger Har, en As ved Navn Tyr, et Mønster paa Mod og Djærvhed, som raader meget for Seier i Strid, og er for Kæmper god at paakalde. Et Beviis paa hans Djærvhed er, at da Aserne vilde lokke Fenris-Ulven til at lade sig binde med Gleipner-Lænken, men kunde ikke paa anden Maade faae ham til at troe, de vilde løse ham igien, da stak Tyr sin Haand i hans Gab, til Pandt, og fik den, da Aserne ei vilde løse Ulven, ogsaa bidt af, i hvad Man siden kalder Ulve-Leddet, saa han er eenarmet, og han raader ikke gierne til Forlig**).

Den udførlige Beretning om Ulvens Fængsling giemmes bedst til siden, men her bør det anmærkes, at Mythen udtrykkelig omtales i Loke-Gluffen, hvor Spotte-Fuglen siger:

Tys dog, Tyr!
Og tal ei saa høit,
Hænder paa Skaftet
Skorte du maa,
Fenris, jeg mindes,
Dig mærkede godt
Hvor den Høire har sidt!

Dertil svarer Tyr imidlertid saa bidende, at Man godt seer, der er Staal i den Kniv, sigende:

* * 660

Tungt er at bære
Hvad Begge vi leed,
Du paa din Ære,
Og jeg paa min Haand;
Rose af Gildet
Før Ragna-Roke
Skal dog vel ikke
Ulven i Lænker*)!

Da Loke kun viser sin Arrighed ved ogsaa at bagtale Tyrs Kone, som vi ikke har den Ære at kiende, kan vi gaae det forbi, og anmærke, at Tyr, efter Gylfe-Legen, ogsaa skal tage Deel i Hoved-Slaget, og drages i Ragna-Roke med Helved-Hunden Garm ved Gnipa-Hulen, til de Begge bide i Græsset**).

Hermed stemme ogsaa de Til-Navne, Tyr i Skalda faaer: den eenarmede As, Strids-Guden, og Ulvens Foster-Fader, fordi kun han turde bringe Fenris Føde***), men at han kaldes Odins Søn, har jeg før misbilliget, og jeg anseer det for en reen Mis-Forstand, eller Leg med Ordet »tyr«, naar det i Gylfe-Legen hedder om ham: han var saa klog, at hvem der er nieget kløgtig, kaldes ty r-klo g (himmelklog) †). At Tirsdag er kaldt op efter ham, veed Man nok, og det gamle Mundhæld: Tirsdag er Æres-Dag, siger os, hvad han i Grunden er.

Slutningen bliver da, at Ulier fører Navn af Tvekamps-Guden, Jagt-Guden, og Thors Stif- Søn, men Tyrs-Mythen viser, at han er det; thi han modsættes paa Aandens Vegne den Dyriske Glubskhed, og udtrykker Æres-Begrebet, som netop er hvad der adler det personlige Mod, og og giør den djærve Enkelt-Mand til en Stif-Søn af Aands-Kæmpen, som derfor lyser ham i Kuld og Kiøn; saa i mine Øine sammensmelte Tyr og Uller nødvendig til Uller med Æren. Var Hymers-Kviden ellers mythisk at regne for Noget, kunde Man med Rette beraabe sig paa, at Thor der spiller Kamerad med en Tyr, som er Jettens Søn, og bliver altsaa rimeligviis Thors Stif-Søn, ved at Thor ægter hans Moder, som frelsde ham, naar han har smidt Jetten over Bord, som frelsde Midgaards-Ormenft). Dette vilde passe saameget * * * * * 661 desbedre, som Hymer roses for at være en vældig Jæger, og var, som vi see, ogsaa Fisker og Hval-Fanger*), thi her staae vi atter ved Kæmpe-Livets Vugge, hvor det bør gientages, at søvant maatte fra Barns-Been den Skytte være, der skulde sætte sin Ære i at blive Thors Stif-Søn, eller Aands-Kæmpens Vaaben-Drager i Norden!

At Taars-Dag og Taar-Maaned (Marts) saavelsom Tordøn har Navn efter Thor, veed vi vel alle, og hans Til-Navne i Skalda er: Odins og Jordens Søn, Magnes, Modes og Drudes Fader, Sifs Hosbond, Ullers Stif-Fader, Mjølners, Styrke-Bæltets og Bilskirners Eier-Mand, Asgaards og Midgaards Værge, Fienden ad Jetter og Trolde, Hrungners, Geirrods og Thrivalds Bane-Mand, Thjalfes og Raskes Herre, Midgaards-Ormens Mod-Stander, Vingners og Hlores Foster-Søn**). Det sidste Til-Navn trængde vel høit til Oplysning, men da vi ingen kan give det, maae vi trøste os med, at det i al sin Dunkelhed dog oplyser os om, at der virkelig har gaaet Ord af Noget, der paa en Maade lignede Snakken om Thor, i Gylfe-Legens pudsige Fortale, hvor det hedder, at Thor var en Daatter-Søn af Kong Priamus i Troja, og blev opfødt i Thracien hos Hertug Loricus og Fru Lore. Hvor snurrigt nu end dette klinger, har det sikkert ogsaa sin gode Grund i et nært Folke-Frændskab mellem de gamle Indbyggere omkring det Sorte Hav og vore Fædre, der vel endnu med Tiden kan klare sig, og historisk bringe os Grækerne lidt nærmere.

Brage og Idunne.

Ved første flygtige Øiekast fristes Man vel til at undre sig over den Taushed om Brage og hans Frue, der hersker i de gamle Sange, og den mythiske Magerhed de i det Hele lide af; men ved nøiere Efter-Tanke undres Man snarere over, at de nogensinde saae den mythiske Verdens Lys, da Odin aabenbar selv er ligesaavel Skjaldenes som Gudernes Stam-Fader. Uagtet derfor Brage, for at svare til sit Navn (brægen dvs. Hjerne) maatte udtrykke den Poetiske Indbildnings-Kraft i det Hele, har han dog saagodtsom slet ingen mythisk Historie, altsaa * * 662 ingen Poetisk Anskuelse, men kun en Harpe, saa det er skielmsk nok af Spotte-Fuglen ved Ægers-Gildet at kalde ham Brage Bænke-Skrud, som om han kun havde Sæde men ikke Stemme i Gude-Laget. Lægger Man hertil, at Spotte-Fuglen, da Brage byder ham Hest og Guld-Ring til godt Forlig, kun svarer haanlig:

Af Trang til Heste,
Og Handleds-Ringe,
Ja begge Dele,Har Brage Nok,

da faaer Man unægtelig den Forestilling, at det gik Brage som saamangen ærlig Dannemand, at han maatte takke sin Kone for hvad han poetisk var, meer end en Spille-Mand, og skiøndt det ellers ikke er at regne, hvad Spotte-Fugle synge om, saa er det dog altid en Stymper af en Skjald, der maa takke dem for sin poetiske Navnkundighed. Det er imidlertid saa omtrent Tilfældet med Brage, thi vel nævnes han i Grimners-Maal som den ypperste Skjald, men kun mellem den ypperste Bro og den ypperste Høg*), saa det kan Man ikke kalde Forgudelse, og han træder ikke virkelig frem i nogen Mythe, undtagen ved Ægers-Gildet, og i Ravne-Galderets Tus-Mørke, hvor han ventelig frier til sin Kone**).

Slaae vi nu op i Gylfe-Legen for at læse hans mythiske Skuds-Maal, da løber det ud paa det Samme, saa lydende: Brage er en herlig Taler, berømt for sit smukke Sprog og sin flydende Tunge, og er saadan en Mester i Verse-Konsten, at Skjaldskab efter ham kaldes Brage-Maal, og de af begge Kiøn, som er krængere i Ord end Folk er flest, kaldes ligeledes op efter ham. Han er gift med Idunne, der giemmer Æbler i sin Æske, som de aldrende Guder, lige indtil Ragna-Roke forynges ved at bide i***). Her staaer nemlig Brage ogsaa aabenbar som fattig Peer Eriksen ved Siden af sin hovedrige Kone, for hvis Æske han nødes til at snakke, da det er deraf han skal laane sin Udødelighed, uagtet det netop var ham, der, som Skjaldskabs-Guden, skulde gjort baade sig selv og alle Aser udødelige.

Raadføre vi os endelig med S kal d a, da er det første Tilnavn * * * 663 Brage faaer, ogsaa ganske rigtig: sin Kones (Idunnes) Mand, og af de Andre: Rim-Smedenes Older-Mand (frumsmið bragar), Assen med Jøde-Skiægget (hinn siSskeggia ás), og Odins Søn*), skal han heller ikke rose sig, thi, uden Moder og Bedrifter, er det Odinske Sønneskab kun en tom Rang-Titel.

Dog, blev jeg længe saaledes ved, maatte Læseren troe, jeg havde et slemt Horn i Siden paa As-Brage, og det er dog langt fra, thi jeg har meget mere af inddrukne Fordomme hidtil ladet Brage staae baade som Odins og Idunnes Med-Beiler til Raadighed over Poesiens Fylde, men seer nu, da jeg skal angive min Hjemmel, at den brister, og maa nødvendig giøre Læseren, der ventelig var i samme Vildfarelse, opmærksom derpaa.

For imidlertid hverken at holde med Brud eller Beiler, meer end tilbørligt, maa jeg tilføie, at Idunna, skiøndt hun allerede i Gylfe-Legen og end rneer i Brage-Snakken øiensynlig fordunkler sin Ægte-Fælle, staaer dog i de gamle Sange ei paa bedre, men vel endnu paa slettere Gude-Fødder, end han, thi hun forekommer slet ikke før ved Ægers-Gildet, og er i Ravne-Galderet en saa tvetydig Person, at Man ikke ret veed, om det er hende selv, eller kun hendes Navnerske. Da nu Idunne heller ikke i Gylfe-Legen nævnes mellem de egenlige Asynier, og fører kun i Skalda Til-Navn af Brages Kone, Asernes Æble-Giemmerske, og Thjasse Jotuns Tyve-Koster**), saa seer Man nok. hun hører ikke til de oprindelige Guddomme, men kommer drattende bagefter, og er kun en Nød-Hjelp for Aserne, som med Balder har tabt deres Evighed, og maa da nøies med en timelig Udødelighed, kan ikke undgaae at ældes, men har kun fundet Midler til at undgaae Døden, og immer blive nogle Aar yngre igien. Idunne er altsaa aabenbar Nordens Persephone, Høstens Muse, der vel i Skiønhed staaer langt under Grækenlands, men i Betydning saa høit over hende, som Valhald over Elysium, eller som det historisk-poetiske Element i Norden over det i Grækenland. Hendes Gifter-Maal med Brage er heller ingenlunde mindre mærkværdigt end Persephones med Pluto; thi Brage er aabenbar Skjalden i Valhald, der giver Heltene deres Efter-Mæle, hvorfor ogsaa Odin i Eriks-Maal taler med ham om de ventendes Giæster, og sender ham i Hakonar-Maal ud at * * 664 byde Kongen velkommen, saa Gifter-Maalet mellem ham og Alf-Dronningen (the Fairy Queen) er, om ikke hvad Man kalder naturligt, saa dog i Norden historisk tilpas; thi vel fuldbyrdedes det kun maadeligt, da Saga-Manden fordum ægtede Krage-Maalet, men Retningen er dog kiendelig nok, og Efter-Slægten vil sikkert langt bedre end vi forstaae sig paa det lykkelige Ægte-Skab mellem den historisk-poetiske Veltalenhed og den Dramatiske Poesie, Man i det gamle Norden halvveis forgudede, under Navn af Brage og Idunne. Da vil ogsaa først Brage-Bægeret (bragar-full), hvori de Gamle drak Arve-Øllet efter giæve Fædre, og inddrak Forpligtelsen til med Storværk at ære dem i Graven, komme i sit rette Lys, og i Runerne paa Brages Tunge*) vil Man da ikke blot see Veltalenhedens Mærker, men ogsaa et Varsel derom, at det var først ved Hjelp af Boglig Konst, at Brage hævede sig til Idunnes Mærkes-Mand!

I mine Øine er altsaa Brage en Halv-Gud, der udtrykker den Old-Nordiske Skjaldren og Valhalds-Viisning paa Kæmpe-Høien, medens Hermod, der i Hakonar-Maal er hans Stal-Broder, og i Balders-Mythen en Hel-Rider paa Sleipner, udtrykker Tempel-Kvadet om Guderne i Asamaals-Tiden, hvorom Vøluspa giver os et ligesaa bestemt som ædelt Begreb. Om Brage bestyrkes og, efter mine Tanker, bevises mit Skiøn ved Saxos Hjarne Skjald, thi da hans Navn (Hj erne) paa Dansk og Islandsk er netop det Samme som Brages (brægen) paa Angel-Sachsisk, maae de nødvendig smelte sammen, og, da det vilde være ligesaa urimeligt at søge en enkelt Skjalds Navn i hvad der klarlig udtrykker Skjalde-Aaren, som at søge Enkelt-Mænds Efter-Mæle i Saxos første Bøger, maae vi nødvendig ansee Hjarne for Nordens Nattergal: Sommernats-Fuglen der slaaer mindelig i Lunden til Helte-Dagens Ære. Tilmed er Sagnet hos Saxo ei engang det eneste Spor af den Danske Hjarne-Skjald, thi jeg har allerede fundet To til: et Angel-Sachsisk i Exeter-Bogen, og et Tydsk i Heldenbuch.

Det Angel-Sachsiske Digt er den samme Vise, som før, i Anedning af Vølund, er anført, og Skjalden kommer der, efter at have besunget Andres Vaande, til at klage sin egen Nød, sigende, at han var i lang Tid en æret Dane-Skjald, til Hjarne * 665 (heorrenda) overgik ham, og blev Folkets Yndling, medens han maatte tude med de Ulve, han var iblandt*).

Det Tydske Spor finder jeg i Digtet »Gudrun« hvor Kong Hjarne og Frode (Horant und Früte) fra Danmark gaae som Atles (Hetels) Sende-Bud til Irland (Eyrlanndt), at beile til den skiønne Hilde, som Hjarne ogsaa vinder med sin deilige Sang, hvorom det hedder, at alle Fugle taug for de søde Toner**).

Det er heller ingenlunde et Slumpe-Træf, at Brage saaledes egenlig faaer hjemme i Danmark, thi netop der finder det poetiske Forhold Sted mellem Phantasi og Følelse, Hjerne og Hjerte, som mellem Brage og Idunne, saa en vis valhallisk Opkaldelse af giæve Fædre er Indbildnings-Kraftens største Helte-Gierning hertillands, medens alle ædle Poetiske Skikkelser (alle Aser) kan giøre Regning paa en hjertelig Optagelse, der opliver og forynger dem. Naar Man lærer at indsee dette, vil Man i Norden bedre end hidtil forstaae mine Loy-Taler over Danmark, og ei forarges over min Paastand, at her gik Idunnes Vugge, som, da hun rakde Hjarne Krandsen for hans Minde-Kvad over Frode den Fredegode, ægtede Brage, og har med ham avlet en Daatter, hvis Mythiske Navn vi vel ikke kiende, men hvis Historiske vil være den Danske Smag, og hvis billedlige Udtryk er Brage-Bægeret med Æble-Mosten. At det ogsaa alt i Old-Tiden ansaaes for et frugtbart og velsignet Ægteskab, see vi af Idunnes Ord til Brage ved Ægers-Gildet:

Jeg beder dig, Brage!
For Børnenes Skyld,
Og for hele Flokkens
Vi fostre i Løn,
At Loke ei længer
Du laster paa
I Ægers Hald***)!

Egenlig kiende vi for Resten ikke meer af Idunnes Mythiske Levnets-Løb, end at hun engang blev bortført af Jetten Thjasse, * * * 666 hvad vel først fortælles i Skalda, men [spilles dog aabenbar saaledes paa i Gylfe-Legen, at Man seer, Forfatteren kun giemde Sagnet saalænge til han glemde det. I Anledning af de rare Æbler, hvis Tilnavn i Skalda er: Asernes Alderdoms-Trøst eller anden Ungdom (elli-lyf asanna), anmærker Gangler nemlig: mig synes, det er vel Meget, hvad Idunne har i Giemme, og er af Guderne betroet, og dertil svarer Har, med et Smil: det havde ogsaa nær gaaet galt engang, hvorom jeg ogsaa har en Fortælling, men hør nu først Navn paa flere Aser*). Derved blev det dengang, og det var Skade, thi Har kunde meget bedre fortælle saadanne Æventyr, end den Brage, der fører Snak med Æger i hvad deraf har sit Navn, men Noget er dog her meget bedre end Intet, og Læseren skal faae hvad der findes.

Aserne Odin, Loke og Hæner, hedder det, reisde engang over Heder og Fjelde, hvor der var knap Tid paa Levnets-Midler, saa, da de kom i en Dal, hvor der gik en Flok Kvæg, tog de dem en Oxe, og kom i Gryden; men da de syndes, Kiødet havde kaagt sin Tid, og stak i det, var det endnu ikke mørt, og ligesaalidt efter en Tids Forløb, da de prøvede igien. Som de nu sad og snakkede med hinanden om, hvordan det kunde være, hørde de Noget oven over sig, oppe i Egen, som sagde: det volder jeg, at Kaag bider ikke paa Kiød. Da de nu saae dem til, sad der en stor Ørn i Træet, som sagde, vil I give mig min Fornøielse af Oxen, saa skal Kiødet nok blive mørt. Det indgik de, og Ørnen kom ned og satte sig paa Gryden, men tog med det første Greb ikke mindre end det halve Høved, hvorover Loke blev arrig, snap en stor Prygl, at slaae til Ørnen med, og lagde ikke heller Fingeren imellem, men blev ogsaa hængende ved det, da Ørnen trak til sig og fløi op baade med ham og med Stangen. Ørnen foer grumt afsted med Personen, over Stok og Steen, saa Fødderne fik Skam, og Armene var nær ved at gaae af ham, og han bad da snart heel ynkelig Ørnen om godt Veir, men fik til Svar, at han skulde aldrig komme paa fri Fod meer, uden han med en Eed vilde forbinde sig til at skaffe Idunne med samt hendes Æbler udenfor Asgaards Porte. Ved at indgaae det, slap Loke løs og tilbage til sine Stal-Brødre, men saa veed Man ikke meer at fortælle om den Reise, end at de kom hjem, og paa den berammede Dag fik Loke ganske rigtig Idunne trukket med sig i Skoven, udenfor Asgaard, hvor, * 667 han sagde, han havde fundet nogle Æbler, som hun skulde sætte sine imod, og vilde sikkert finde Smag i. Her indfandt sig da Thjasse Jotun i Ørne-Hamm og fløi bort med Idunne, hvorover Aserne vel maatte blive ilde tilmode, thi de blev nu snart baade gamle og graa. De holdt derfor Raad og udspurgde med Flid af hverandre, naar Man sidst havde seet til Idunne, hvorved det da kom ud, at sidst Man saae hende, gik hun med Loke ud af Asgaard, og nu blev da Loke taget ved Vinge-Benet, og maatte frem paa Thinge, hvor Pinsler og Død blev stillet ham for Øine. Loke fik da Skræk i Livet, og lovede at lede Idunne op i Jotunheim, naar Freye vilde laane ham sin Falke-Hamm. Den fik han ogsaa, fløi afsted, og kom til Thjasses Gaard en Dag, da Jetten var roet ud at fiske, og Idunne var ene hjemme, hvem han skabde om til en Svale, holdt imellem Kløerne og foer af med; men da Thjasse kom hjem og savnede Idunne, foer han i sin Ørne-Hamm og satte efter Falken, og tog med sine Ørne-Vinger Luven fra ham. Da imidlertid Aserne fik Øie paa Falken med Svalen, og Ørnen bag efter, løb de til Volden og bar en stor Dynge HøvI-Spaaner sammen, som de stak Ild i, saasnart Falken slap ind og var dalet, og saa gik der Ild i Slag-Fierene paa Ørnen, som ikke kunde bare sig for at ile efter Falken, og da først Vingerne saaledes blev stækkede paa ham, var Aserne ved Haanden, og fik Død paa Thjasse Jotun, tæt inden for Borge-Ledet, hvoraf der siden gik meget Ry*).

Dette Sagn, siger Skalda, satte Thjodolf af Hvine paa Rim i sit Høstgilde, og anfører tretten Stropher til overflødigt Beviis**), men, skiøndt Thjodolf ingen Kaste-Kiep var, hvor det gjaldt om med Rim-Stave at slaae en Spas af, og stikke Harald Haarfager, saa kiender Læseren dog alt fra Hrungner-Mythen hans urimelige Gaver til at synge om Guder, og jeg skulde derfor her neppe nævnet ham, hvis han ikke havde kaldt Idunne Noget, hvoraf Man maa slutte, hun havde hjemme i Brøndshøi (brunnakr), men er det end ingen geographisk Vinding, er det dog altid morsomt at vide Navn paa Godtfolks Gaarde. Det er desuden baade i sin mythiske og historiske Orden, at Høstens Muse boer ved Brøndene, ligesom Vaarens ved Kilderne, saa det giver Efter-Tryk, vel ikke paa Islandsk, hvor begge Dele løbe ud paa Eet, men dog paa Dansk.

* * 668

Mythen, seer Man ellers nok, er, skiøndt maadelig fortalt, dog meget vakker, og i sin første Deel kun alt for anvendelig under alle Himmel-Egne, men jeg vil haabe, den sidste Part, uden Sammenligning den Bedste, skal findes mest anvendelig paa vort Norden; ja, mig synes virkelig jeg har grandgivelig seet den Svale forleden, og, naar Idunne stikker i Hammen, da brister naturligviis det gamle Ord-Sprog, at een Svale giør ingen Sommer.

Havde nu den fortvivlede Karl med Ravne-Fierene været bare lidt bedre skaaret for Tunge-Baand, da skulde vi sikkert hørt en mærkelig Historie om, hvordan Idunne fra første Færd kom til Asgaard; men nu kan Man endogsaa tvistes om., enten det skal være vores Idunne, han mener, eller ikke, og hvad det egenlig var han vilde sige om hende, er aabenbart saa mørk en Tale, som nogen Ravn kunde føre om sine Tyve-Koster. Kun Saameget er klart, at, efter hans Beretning faldt der en Idunne af Alfe-Æt, gamle Ivalds yngste Daatter, ned fra Skyerne, eller fra Ygdrasil, af hvem Odin ventede at høre Nyt om Tidens Løb og Verdens Ende, hvorfor han sendte Heimdal, Brage og Loke til hende, hvor hun laae i Støvet, ilde tilfreds med slig en Bopæl, da Andet var sunget for hendes Vugge*).

Foran, hvor Talen var om Nornerne og deres Sal i Asken ved Urda-Kilden, har jeg sagt min Mening, at det var derfra Idunne faldt ned, og blev paa en Maade den fjerde Norne, ligesom Persephone den tiende Muse, eller den fjerde Gracie, og det bliver jeg ved, fordi det passer i Mythe-Krammen, men hvorvidt Ravne-Galderet hjemler den Formodning, vil jeg ligesaalidt tvistes med Nogen om, som hvorvidt Idunne der tier bomstille, eller, som det forekommer mig, kun taler noget dunkelt, og spaaer en stræng Vinter. I begge Tilfælde seer Man nok, at Sende-Budene hugede ikke hendes Svar, og at, mens Heimdal og Loke bragde daarlig Beskeed til Asgaard, blev Brage hos Idunne for at vogte hende**), og saa formoder jeg, at da de forskrækkelig kloge Frittere var borte, har Brage og Idunne baade lært at forstaae hinanden, og er blevet enige om at være hinandens Medhjelp til Domme-Dag. Herom er Mythographerne da ogsaa temmelig enige, og at Spotte-Fuglen ved Ægers-Gildet skylder Idunne for, at det var hendes egen Broders Bane-Mand, hun giftesyg tog i Favn, * * 669 fortjener saameget mindre at ændses, som hun med megen Værdighed svarer:

Ei vil jeg Lokes
Lyder opregne
Ved Ægers-Gilde,
Elsker det Milde,
Tysser paa Brage,
I Bæger-Heden,
At ei med Vreden
Vaaben I blotte *)!

Det var for Resten ikke umueligt, at Brage kunde have forgrebet sig paa En af de Smaa, En af Ivalds Sønner, de berømte Konstnere, som jo var Idunnes Brødre, og i saa Fald var det ventelig paa Billed-Huggeren, thi han og Valhalds-Skjalden har altid baaret Nag til hinanden, vel ikke af Brød-Nid, men dog af et Slags Nid, fordi den Ene vil give Helten en Bauta-Steen uden Runer, og den Anden Runer uden Bauta-Steen.

Vil Man endelig vide, hvorfor Spotte-Fuglen er Brage saa gram, at han siger:

Hil være Aser,
Hil og Asynier,
Hil være Guderne alle,
Assen undtagen
Hist inde i Krogen,
Brage jeg mener
Paa Bænke-Hjørnet**);

da giør Man vel bedst i at spørge Loke selv derom, men jeg formoder dog, det er af Misundelse, fordi han vilde selv havt Idunne, og Saameget er i det Mindste vist, at til Nordens Persephone er der tre Beilere, Loke, Heimdal og Brage, som Alle paa en vis Maade svare til Pluto, saa Brage havde aldrig faaet hende, naar ikke Lykken havde været bedre end Forstanden!

Der skulde maaskee endnu tales lidt om Brages Helte-Mod, men det er en killen Sag, thi vel siger han til Spotte-Fuglen:

* * 670

Var vi kun ude, saasandt
Som inde vi ere
I Ægers Hald,
Da, troe mig, Loke,
Jeg lyver ikke,
Mig brat til Hænde
Dit Hoved kom;

men Svaret lyder saa grumme spodsk, at Man snart bliver vild i det, thi det er som En kunde sige:

Det knager i Bænken,
Naar Kneps du slaaer,
Ei holdere Nogen
For Bord-Enden sad,
Men er du blodtørstig,
Saa træk fra Læret,
Hvad bryder sig Helten
Om Høflighed*)!

Vel kan Man ikke regne, hvad onde Tunger sige, og Loke skal ikke rose sig af sin Tapperhed, naar det gaaer til Haandgribeligheder, men da Man dog slet ingen Bedrifter har af Brage at stoppe Munden med, nødes Man til at lade den staae aaben, og indrømme, at Heltenes Lovtaler findes snarere ved Gildes-Bordet end paa Val-Pladsen **)!

Mimer og Heimdal.

Mimer, hvis Navn betyder »Hukommen« (meomor), er med samt sin Kilde og sin Brønd, og selv med sit stakkede Halsbeen, ei vanskelig at forstaae, men som Mythisk Person er han en sand Gaade, da hans Hoved spiller en vigtig Rolle, baade i Vøluspa og Ynglinge-Saga, uden at dog Nogen kan sige os, om han var en As, en Jette, en Alf, eller hvad. Da jeg imidlertid i Vøluspa ikke kan skille ham fra Heimdal, men allevegne temmelig godt forene dem, saa har jeg sat mig for at slaae * *671 dem sammen paa en Maade, og jeg troer ikke Læseren vil fortryde paa det, da jeg ikke vil hugge det Mindste af dem, men lade dem blive som de er.

Dog, lad os høre, hvad Har veed om Heimdal, og siden tale om det Andet!

Heimdal, siger Har, kalder Man ellers den hvide As; han er høi og hellig, og Søn af ni Jomfruer, Systre alle, men han hedder ogsaa Skrinkel-Been (Hallinskigi) og Guld-Tand, hans Tænder er af Guld, og hans Hest hedder Guld-Manke (gulltoppr). Han er Gudernes Skjold-Vagt, og boer paa Himling-Høi (himinbjørg) ved Gynge-Broen (bifraust), for der paa Grændserne at forsvare Broen mod Bjerg-Troldene (bergrisar). Han behøver mindre Søvn end en Fugl, og seer lige saa godt ved Natten som ved Dagen i hundrede Miles (rasta) Afstand. Han kan høre Græs groe i Enge, og Uld paa Faar, end sige hvad høiere lyder, og han har en Luur som hedder Gienlyds-Hornet (Giallarhorn) og kan høres over hele Verden. Herpaa anføres Verset om hans Borg af Grimners-Maal, hvor det hedder:

Heimdal throner
Paa Himling-Høi,
Gudernes Skjold-Borg
Skiøn er tilsyne,
Mjøden hin gode
Gladelig drikker
Værneren der!

Og det bemærkes tillige, at i Heimdals-Galderet siger han selv:

Systre ni jeg kalder Moder,
Mødre ni mig har til Søn *)!

Var denne Vise ei gaaet tabt, vilde vi sagtens vidst bedre Beskeed om denne Mark-Greve af Slesvig, som jeg fristes til at kalde ham, men nu maae vi nøies med det vi har, og tye til Skalda, hvor vi vel, desværre, ingen Historier finde om ham, men dog mærkelige Hentydninger. Foruden de ni Mødres Søn, Gudernes Mærkes-Mand (vørð goða) og den hvide As, kaldes han nemlig Loke-Tæmmeren og Freya-Smykkets Opleder, med det Tillæg, at ved Bølge-Skiær (vagasker) og Klinger-Steen (singastein) droges han med Loke om * 672 Perle-Smykket (brisingamen) som Loke havde tyvstjaalet. Naar det nu derimellem hedder, at Heimdals Sværd kaldes Hoved, som sagt er, at han blev giennemboret med et Mande-Hoved, da byder hele Sammenhængen os unægtelig at forstaae det »han« ikke om Heimdal, men om Loke, thi ellers var det jo ikke Heimdals, men hans Fiendes Sværd, der skulde kaldes Hoved. Hermed stemmer ogsaa det Følgende, at derom synges i Heimdals-Galderet, og at siden er Hovedet (billedlig) kaldet Heimdals Maale-Stok (miøtuðr Heimdallar), og Sværdet Mands Maale-Stok; thi skiøndt det er lidt dunkelt, viser det dog, at Heimdal ikke tabde Hovedet, men brugde det mandelig*).

See, dette er Summen af hvad vi veed om Heimdal, og han er da naturligviis Udtrykket for den Vidskab og Forstand, der ikke spotter, bestrider eller forraader, men forsvarer Aandens og Poesiens Verden, og staaer derfor fiendtlig ikke blot mod Jetterne, de aabenbare Aands-Foragtere, men ogsaa mod Hinkeren imellem Begge, der i Grunden er af Jette-Byrd, og ender derfor med at blive Asernes Forræder: den falske Viismand Loke. Dette vilde være aabenbart, om end ikke Heimdals Sværd kaldtes »Hoved«, men derved bliver det rigtig nok soleklart**), saa Heimdals-Mythen er aabenbar ogsaa sat til Asgaards Lande-Værn mod Jetter, da det er umueligt, med mindste Skin at giøre den til en Skygge af det Umælende, og det er en Selv-Følge, at det Land og den Bro, Heimdal forsvarer med sit Hoved, maa være af samme Natur som det. Naar Man derfor giør en As, der saa aabenbar vil igiennem med Hovedet, til en Krebs-Giænger i Dyre-Kredsen, og vil ikke engang af Folke-Munde lade sig lære hvad det betyder »at kunne høre Græs groe«, da beviser Man unægtelig alt for klart sin Udygtighed til at forstaae Nordens Billed-Sprog.

Der kunde nu være Endeel at sige om Hoved-Slaget mellem Heimdal og Loke om den skiønne Frues Perle-Smykke, men om det og meget Andet siges bedst Beskeed i det Heimdals-Galder, vi med Rette vente til Erstatning for det Tabte, da det er klart, vi nu igien har oplevet Heimdals Fødsel, og tør haabe at see hans Levnets-Løb baade fortsat og forklaret.

* * 673

Mythen om hans Fødsel af ni Systre finde vi for saavidt fuldstændigere i Hyndlas Sang, som vi der læse:

Avlet er En,
Fra Arilds Tid,
Kraftig tilgavns,
Af Gude-Æt,
Ni ham fødte,
Den fredsælle Mand,
Jette-Møer,
Paa Jordens Pynt;
Han kom til Kræfter
Af Koldskaals-Bølger,
Af Igields-Blodet
Og Jords Formon!
Meget vi sige
Og meer dog veed,
Giøre til Vilje
For viis dig ei*)!

Man seer vel, jeg med Flid har oversat dette dunkle Vers dunkelt, og naar Man nu veed, at sammesteds de ni Moder-Navne opregnes saaledes: Gjalp og Gribbe, Elgje, (eller Eistle) og Angeye, Ulfrune og Ørgive, Sinder (eller Imder), Ædle ogJern-Saxe (eller Jern-Faxe), da veed Man Alt hvad herom findes, og fristes neppe til at tænke paa Farverne i Regn-Buen, som Heimdals egenlige Mødre. At jeg langt heller tænker paa de ni Hjerter, Danmark fra AriIds-Tid har ført i sit Skjold, vil jeg i det Mindste ingenlunde fragaae, og tør mene, at de lidt bedre end Regnbu-Farverne kunde føde en Herre, der med sit Hoved slog Loke af Marken. Om nu de ni Hjerter hængde sammen med ligesaamange Øer eller andre Afdelinger i Norden, det veed jeg vel ikke, men finder Efter-Slægten, at Nordisk Forstand paa Aandens Verden og universal-historisk Vidskab har havt sin Vugge imellem os, vil den ogsaa nok udfinde en Forklaring der passer. Hvad Mythe-Smeden har stirret paa, da han talde om den stærke Jord-Art, de kiølige Bølger og Igjelds-Blodet, hvoraf Heimdal voxde, kan jeg heller ikke sige for vist, men Jorden viser dog altid sine Kræfter ved hvad den frembringer, Bølgerne afbilde Tidens Løb, og Igjelds-Blodet * 674 (sónar dreyri) er formodenlig nærmest det Samme som Igields-Badet (sonar lavgr) altsaa efter gammel Stil: Skjald-Skab, der førde Navn efter Karrene: Odrærer, Bodn og Son*). At Man nu kan voxe i Forstand, ved Hjelp af et godt Anlæg, Historisk Kundskab og Poetisk Sands, forekommer mig høist rimeligt, og, sandt at sige, troer jeg det netop var, hvad Heimdal behøvede, for at blive baade hvad han mythisk blev og hvad han historisk stiler paa og tegner til. Den gode Miød som Heimdal gottede sig med, har da aabenbar været den saakaldte Odins-Miød, men derover har han hidtil ligget i Klammeri med Mimer, thi allerede i Vøluspa famler Mimer efter Gjallar-Horn for at drikke af det over Valfaders Pant**), og i Gylfe-Legen siges det reent ud, at han giør det***), hvad dog er vel dristigt uden Heimdals Forlov, med mindre han kanskee dengang ikke var født endnu. I det andet Vers af Vøluspa, hvor Mimer nævnes, hedder det:

Da monne spille
Mimers Sønner
Alt paa det gamle
Gjallar-Horn,
Høit blæser Heimdal
Med Hornet i Sky,
Odin mumler
Med Mimers Hoved †)!

og her er det reent umueligt at faae Heimdal skildt fra Mimer, uden at giøre dem til Fader og Søn, hvorved Man endda er forlegen med Mimers Hoved, med mindre Man deri seer det Heimdals Sværd som kaldes »Hoved«.

Men hvad kan Man heller have imod det Billed-Sprog, at Mimer var Heimdals Fader, og efterlod ham, da han blev halshugget, sit Hoved, som Odin balsamerede og spurgde til Raads, men Sønnen brugde til Sværd, da jo unægtelig Hukommelsen betinger Forstanden, og Historien mister Livet, naar den gaaer ud af Munden, men kan dog balsameret i Blæk giøre god Tjeneste, baade som Raad-Giver for et Odins-Øie, og som Sværd i en Heimdals-Haand! Derfor, uagtet jeg ikke kan rose mig af at forstaae det første Ord, Mimers Hoved kløgtig * * * * 675 talede*), finder jeg det dog rimeligt nok, som Brynhild siger, at det var om alskens Runer, og jeg tænker, Læseren giør ligesaa.

Ligesaalidt som jeg nu kunde være enig med Mythographerne om, at søge Heimdals Mødre i Regnbu-Farverne, ligesaalidt naturligviis kan jeg med dem finde Gynge-Broen (Bifraust) i Buen selv; men var det kun deres Mening, at Buen afbilder for Øiet den usynlige Bro mellem Himlen og Jorden, mellem Aandens og Legemets Verden, som Billed-Sproget slaaer, og Forstanden skal forsvare, samt at det deilige Farve-Spil ogsaa afbilder Kilden, hvoraf aandelig Forstand udspringer, da skulde jeg, langt fra at trættes med dem, paa Timen give dem Ret.

At Heimdals Navn har piint Fortolkerne, er ingenlunde hans Skyld, men kom blandt Andet af at de ikke forstod Angel-Sachsisk, thi det betyder ligefrem Jord-Deleren (heim-dælir) og Land-Maaleren, som passer godt paa ham, ei blot fordi han skal værne om de himmelske Lande-Mærker, men ogsaa fordi det i det Hele, som Man veed, er Forstandens Sag at giøre Reen og ret Skiel allevegne. Det er derfor ganske i sin Orden, naar det i Fortalen til Rigs-Maal hedder, at det var Heimdal som vandrede om i Norden og satte Skiel mellem Stænderne, til et ordenligt Borger-Samfund**), men jeg kan ikke giøre denne Bemærkning, uden offenlig at yttre den Modbydelighed, enhver dannet Læser maa føle for den plumpe Mening, Man har lagt i en Mythe, der vel ikke er synderlig poetisk, men dog ikke heller gjort af saa grov og flau en islandsk Bonde-Knold, som den maatte være, der gjorde en Heimdals-Mythe om hvad Man kun har Skam af at nævne, og maa være meget dum paa Stats-Anliggender, for deri at tiltroe nogen Dygtighed.

Heimdal faaer vel ogsaa en Snert ved Ægers-Gildet, hvor han formaner Loke til lidt mere Ædruelighed, men det har kun lidt at betyde mod hvad, efter Gylfe-Legen, Enden skal blive, da Heimdal og Loke skal i Ragna-Roke drages saa længe, til de fældes Begge***). Dette beseigler da, at Heimdal er Forstanden paa Asernes Side, ligesom Loke paa Jetternes, og erindrer om, at al vor Erkiendelse hernede, selv den rette, skal som umoden affalde.

* * *
676

Njord og Frej.

Ikke vil jeg her gientage, hvad sagt er om det lidt dunkle Forhold mellem Aser og Vaner, men kun erindre Læseren om, at vi her er blandt Vanerne, hvor vi altsaa ikke kan vente at høre Asernes, men deres Tunge-Maal og Billed-Sprog, eller, om vi høre det, dog ei kan forlange, at Talen skal være om de samme Gienstande.

Foruden Gidsel-Mythen, der, som vi have seet, bedre indhyller end forklarer Forholdet mellem Aser og Vaner, har vi egenlig kun Ægteskabs-Myther om Njord og Frey.

Thjasse Jotuns Daatter Skade, hedder det i Brage-Snakken, foer i Harnisk, og søgde Asgaard, for at hævne sin Fader, men gik dog paa Forlig med Aserne, som, blandt Andet, gav hende Lov til at vælge sig en Hosbond iblandt dem, dog uden at see Andet end Fødderne. Da hun nu fik Øie paa et Par meget smukke Fødder, da sagde hun: kiøn er Balder fra Top til Taa, og ham tager jeg, men det var Njord fra Noatun*). Skade var imidlertid kiær ad sin Fæderne-Gaard, som laae tilfjelds oppe i Thrymshjem, medens Njord derimod holdt ad Strand-Kanten, og de blev da enige om at skifte, saa de var ni Dage i Thrymshjem og tre paa Noatun. Det hjalp imidlertid ikke, thi da Njord kom tilbage til Noatun, kvad han:

Leed og kied
Ad Klipper jeg
Blev i Nætter
Ni tilfjelds,
Thi med Smag
Paa Svane-Sang,
Ilde kun huger
Ulve-Glam.

Skade sang derimod:

I Skoven ved Søen
Ei sove jeg kan,
Der Maagen mig vækker

* 677

I Morgen-Gry
Og Fuglene skrige
Mig Ørene fulde!

Hun drog ogsaa virkelig tilfjelds og opslog sin Bopæl i Thrymshjem, hvor hun morede sig med at løbe paa Skier og skyde Dyr med Bue, og kaldes derfor Skøite-Gudinden, eller Skie-Disen*). At hun siden giftede sig med Odin, siger vel kun Eivind Skalda-Spilder, men at hun virkelig skildte sig fra Njord, ymtes der dog ogsaa om i Skalda**), og skiøndt hun i Skirners Reise gaaer for Freys Moder, giver dog Gylfe-Legen ei utydelig at forstaae, at Njord fik ham efter Skilsmissen***), og ved Ægers-Gildet hedder det, ligesom i Ynglinge-Saga, at Freys Moder, efter Vaners Skik, var hans Faster †).

Det var umueligt med mindste Opmærksomhed at læse Edda og Saxo, uden at finde Njords og Skades Vers i Munden paa Hading og Ragnild, eller omvendt, men saa svag var Opmærksomheden, eller saa stærk den Islandske Overtro, at det slet ikke ledte til nøiere Sammenligning, da Man slog sig til Ro med den Tanke, at Saxo havde snappet det Par Linier op, tværet dem ud og puttet dem i Munden paa de Første, de Bedste. Naar Man imidlertid seer, at Ragnhild vælger Hading, ligesaavel som Skade Njord, ved at tage efter Benene, vil Man dog udentvivl mærke, at der stikker Mere under, og indsee, at et Vers midt i Hading-Sagnet, der aabenbar har været et heelt langt Digt, er der bedre paa sin Hylde, end i det Eddiske ase-Register. Rummet tillader mig imidlertid ikke her at tale udførlig om den store Hadingske Tempel-Mythe, saa jeg maa indskrænke mig til nogle faa Vink.

Baade Njord og Hading er de Mythiske Navne paa Offer-Guden, altsaa Udtryk for Guds-Dyrkelsen, og ligesom derfor Frey kaldes Njords Søn, indstifter Hading Freys-Festen (Frø-blot), som vi af Hornkloves Vers om Harald Haarfager kan see, var Julen††), og denne Optagelse af det Hjertelige i Kæmpe-Anskuelsen er dybt og deilig udtrykt i Hadings Reise til de Levendes Land bag de Dødes Rige, * * * * * 678 som Man vel maa kalde den underlige Færd under Kvinde-Kaabe, hvorpaa han skrider Valhald forbi, saavelsom Hel, og standser kun ved den uoverstigelige Muur, bag hvilken Hane-Galet vidner, der er i Sandhed Liv efter Død*). Vist nok synes i Hading-Sagnet en Folke-Historisk Mythe at være sammensmeltet med Tempel-Mythen, men lige fra Hadings Barndom af, da hans Foster-Fader Brage (Brache) sætter ham under Jetterne Vagnhoft og Hafles Vinger, er dog hans Liv saaledes knyttet til Guderne, at det vist kun er Folkets religiøse og poetiske Forhold der skal speile sig deri.

Naar det i Gylfe-Legen hedder om Njord, at han raader for Med-Bør, stiller Sø-Gang, dysser Ild og er riig nok til at skiænke alle dem som ham paakalde baade Land og Løs-Øre**), da passer det ogsaa godt nok paa de milde Guders Ypperste-Præst, især naar han tages indvortes som Guds-Frygten, der selv har avlet dem med sin Syster Fromheden. Hans Tilnavn Vogn-Guden (vagna guð) har ventelig ogsaa Hentydning paa Stads-Vognene, der brugdes ved de hedenske Høitider***).

Vi komme nu til Frey, som er den egenlige Van-Gud, og ret aabenbar en Forgudelse af Mildheden, saa jeg kan intet Øieblik tvivle om hans Danske Herkomst i strængesle Forstand, og finder det høist rimeligt, at Danne-Kvinden fra Først af ei har havt andre Afguder end Frey og Freye, men har fundet sig i at dele den Nordiske Kæmpe-Anskuelse af Livet, naar hendes Yndlinger optoges deri, og Freye beholdt den halve Val. Dette er i det Mindste en yderst simpel og naturlig Maade at forklare sig Forholdet mellem Aser og Vaner paa, og som Man vist ikke skal finde i Modsigelse med Nordens Historie.

Om Frey hedder det, i Gylfe-Legen, at han er baade deilig og vældig, og er en Perle blandt Aserne (hinn agætazti af ásum), som raader for Regn og Soel-Skin, og dermed for Aarets Grøde og Folks Velfærd, saa han er god at paakalde for Fred og Frugtbarhed†). Hermed stemmer det Lov selv Tyr giver ham ved Ægers-Gildet, sigende:

Frey er den Bedste
Af Fyrsterne alle,
I Gude-Laget;

* * * * 679

Han giør ikke Mø
Eller Moder Fortræd,
Hans Lyst er at løse
De Lænke-Bundne*)!

Ogsaa i Grimners-Maal nævnes han med Hæder, naar det hedder:

Ivalds Sønner,
I Arilds Tid,
Lagde Haand
Paa Lykke-Skibet
Det Mageløse,
Til Mild-Øie,
Frey, den skiære
Folke-Gavner**)!

Han havde imidlertid Mildhedens naturlige Feil, en vis Kvindagtighed., der ikke behøver at være Feighed, men svækker ligefuldt Kraften til Livs-Kampen, hvad han da ogsaa maatte drikke i sig ved Ægers-Gildet, da han sagde til Loke:

I Baand ligger Ulven
Ved Aa-Minde,
Til Ragna-Roke,
Og, Rænke-Smed!
Hvis ei du tier,
Du tør vel friste
Det Samme fast!

Spotte-Fuglen svarer nemlig:

Med Guld opveied
Du Gymers Daatter,
Solgde dit Sværd
Da med det Samme!
Naar Muspels Sønner,
Fra Mørke-Skov,
Nu Hesten spore
Til Herre-Færd,
Hvad har din Stakkel
At stole paa***)!

* * * 680

Om denne Handel findes en Efterretning i Gylfe-Legen, der lyder paa, at Frey af Hovmod satte sig i Odins Høi-Sæde, og straffedes derfor med en rasende Elskov, han fattede til Jette-Møen Gerde, hvis blændende Deilighed stak ham i Øinene, men Professor Rask har fuldkommen Ret i, at den Fortælling er skudt ind med Fusker-Haand*), saa den maa regnes til Skalda, og staae tilbage for Visen om »Skirners Reise«, skiøndt ogsaa den er en Udmaling fra Bjarkemaals-Tiden. I Sammes Fortale ymtes vel ogsaa om, at Frey havde forsteget sig til Hlidskjalf, men det gaaer med For-Talerne til de gamle Digte, som med Bag-Snakken om de Nye, at dem kan Man aldrig regne, og at Frey kiøbde den smukke Jette-Pige i dyre Domme for sit gode Sværd, er da Alt hvad vi kan ansee for grund-mythisk. At der nu altid hos Mængden, og efterhaanden hos Alle, vilde klæbe noget Ureent ved det hedenske Mønster paa Naade og Mildhed, følger af sig selv, saa det var intet Under, at Frey reed paa en Griis fra Olav Paas Betræk ind i Ulf Uggesøns Huusmands-Drape**), men det er kun de urene Dyr, der dvæle ved Sligt, hvoraf der ogsaa udenfor de hedenske Myther er Nok, da vi derimod studse ved, at Freys Forgabelse i Gerda lægges ham mythisk til Last, som en Letfærdighed, hvorom Hadings Forbindelse med Hardgrippe giver en herlig Optysning. At for Resten Gylden-Børste oprindelig ingenlunde har været Freys Ganger, men hans Tryne-Hjelm (hilde-svin), er alt bemærket, og Skibbladner, som udentvivl skal sige »Lykke-Skibet« (af A. S. blæd), udtrykker for mig Hjerte-Sproget, som, naar Aand opliver det, har altid Med-Bør og bærer det Guddommelige bedst, skiøndt det kun er ringe til Syne. Saaledes beskriver Mythen det konstige Skib, der kunde bære alle Guderne i fuld Rustning, men ogsaa lukkes sammen til at ligge i en Lomme ***).

I Ynglinge-Saga forekommer Frey vel som Drot i Upsal, efter Odin og Njord, men er dog klarlig den samme mythiske Person, der efter Døden dyrkes som Gud for Fred og gode Aaringer, og det er en høist mærkelig Efterretning, vi ved den Leilighed faae, at ikke allene kaldte Svenskerne det Freys Fred, hvad ellers kaldes Frode-Freden, men Man^ dulgde ogsaa hans Død i tre Aar †), altsaa ligesaalænge, * * * * 681 som de Danske, efter Saxo, førde Frode Frede-Gods Lig om Land. Heraf slutter jeg vel ingenlunde, at Freys-Mythen er udsprunget af Frode-Sagnet, men vel at de er sammenblandede, fordi Hvide-Slets (Van-Hjems) Helte-Tid er personificeret i Frede-God, og er da naturligviis et Speil for den hvide Guddom (Van, vana-guð, skir Frey), der udtrykde den høieste poetiske Idee paa Hvide-Sletten dvs. i Ø-Danmark.

Rummet tillader mig heller ikke her Udskeielsen til det store Fredegods-Sagn, som en Folke-Historisk Mythe fra Asamaals-Tiden, der løber paralel med Tempel-Mythen om Hading, og udgiør med den 0-Danernes gamle Helte-Digt, men Lidt maa jeg dog sige om disse mærkelige, hidtil enten uændsede eller miskiendte Ting.

At nemlig Frode-Tiden er Danmarks Guld-Alder, seer Man ikke blot deraf, at der da laae Guld paa alfare Veie, uden at Nogen i lang Tid bukkede sig efter det, men især deraf, at Guldet kaldes Frodes Meel, og males endnu, saa det er en Lyst, for vore Ørne, i Grotte-Sangen*), og hvor sædvanligt det nu end er, naar Man seer det røde Guld, ikke at tænke paa noget Høiere, som det kunde være Billede af, men kun paa det selv, saa er det dog slet ikke poetisk, og da nu saavel Grotte-Sang som Vøluspa unægtelig er Rimsmed-Arbeide, anseer jeg det ikke blot for tilladeligt, men tilbørligt, at forstaae og forklare dem og alle poetiske Myther poetisk. Guld betyder altsaa Lyksalighed, som vi endnu forstaae ved »den gyldne Tid«, og at Fredegods-Dagene gjaldt derfor, siger blandt Andet Grotte-Sangens Indledning i Skalda, hvor det hedder, at paa den Tid blev der i Danmark fundet to store Mølle-Stene, som havde den Egenskab, at Man derpaa kunde male til sig Alt hvad Man forlangde, og det var den berømte Grotte-Kværn, som droges af to Jette-Pider, Frode havde kiøbt i Upsal, ved et Besøg hos Freys Søn Fjølner, som siden, mærkelig nok, druknede i Frodes Miød-Kar**). Fremdeles, saa da Frode satte Fenje og Menje, som Slavinderne hedd, til Lykkens Haand-Kværn, forlangde han Guld og Fred og Lyksalighed, hvorfor det ogsaa lyder i Grotte-Sangen:

* * 682

Til Frode vi male,
Saa frydelig,
Guld med Gæving,
Paa Glædens Kværn:
Dands paa Roser!
Og sov paa Dun!
Vaagn naar dig lyster!
Vel er da malet!

Her giøre Ingen
Hinanden Meen!
Rænker og Mand-Slæt
Mærkes ei til!
Ingen blotte
Det blanke Sværd,
Selv ei om Broder
I Baand han saae*)!

Her se vi, blandt Andet, hvi den Danske Fredelighed gaaer stundum vel vidt, men hvad jeg vilde sagt, var, at Jette-Pigerne, hvem Frode ei undte længere Hvile end der er mellem Giøgens Kuk-Kuk, malede først hans Folk i Søvn, og saa ham selv en Fiende-Hær paa Halsen, som der staaer i Visen:

Baal seer jeg blusse
Paa Borge-Vold,
B udstikke-Værk
Giør Bavnen der,
Krigs-Mænd giæste
Nu Kongens Gaard,
Huset brænder
Og Herren med!

Dig følger ei længer
Nu Leire-Thronen
Det røde Guld
Og den rige Kværn**)!

Det var, siger Indledningen, en Sø-Hane ved Navn Mysing, som dræbde Frode, og han tog Grotte-Kværnen med sig, * * 683 men da han var syg for Salt, og kunde aldrig faae malet Nok af det, fik han snart for meget, og gik til Bunds, hvor Kværnen dannede en Mal-Strøm, og derved blev Søen salt*).

Naar vi sammenligne dette med Frodes Endeligt hos Saxo, synes det vel meget forskielligt, men dog er det en Hav-Ko eller Hoppe (mere-hengest) der stanger ham ihjel, saa det løber ud paa Eet, og det er høist mærkeligt, at hans Efter-Mand Hjærne Skjald siden giør sig netop til en Salt-Syder**), saa begge Sagn synes mig at stemme fortræffelig, naar de forstaaes om Guld-Alderens Endeligt, og om Mellem-Tiden, da Man først enstund græd over den, saa gav den en hæderlig Jordefærd, og saa øvede sin Vittighed paa den. Saaledes gik det jo de Trojanske Helte i Grækenland, og, saavidt jeg veed, alle Helte i Verden, og gik det kanskee end de Danske lidt bedre end sædvanlig, maa Retningen dog have været den samme. Det kan maaskee undre Læseren, at Frey i Upsal faaer Freye, og Frode i Leire derimod Kæmpen Fridlev efter sig, men naar man husker, at Sølv-Alderen immer fører baade Kæmpen og Kiæresten i sit Skjold, vil man finde det i sin Orden, at Bjarkemaals-Tiden betragtes fra begge Sider.

Hvad endelig Freys Navn angaaer, da er det aabenbar det gamle nu forlorne Maskulin til »Frue« som vi finde i Angel-Sachsisk (frea), og Yngve-Frey er vel en blot Misforstand af frea ingwina (Hirdens Hosbond), der er et kongeligt Hæders-Navn i Bjovulfs-Drape.

Dog, nær havde jeg glemt, at, trods Lokes Skumlerier, skal Beljes glandsfulde Bane-Mand drages mandelig med Surtur i Ragna-Roke***), og det maa dog ingenlunde oversees, da det klarlig viser, at Man opfattede Mildøie, ligesaavel i hans Løve-Mod til Kamp for hvad han elsker, som i hans aandelige Ild-Natur der sætter sig mod Surturs falske Lue (sviga læfi).

* * *
684

Asynierne.

Helede vi paa Nordiske Gudinder, som Man nu i Norden sædvanlig heier paa Bøger, da kunde vi faae vor Fornøielse i Gylfe-Legen, eller dog i Skalda, hvor vi finde hele syv og tyve paa eet Bret; men skiøndt Tallet er det Danske Løsen, giør den uhyre Forskiel mellem Fyld og Fylde dog, at jeg heller holder mig til Vøluspa, hvor Frigge i Grunden staaer ene Dame mellem Kæmpe-Guderne, og Freye kun nævnes i Forbigaaende.

Disse To er da ogsaa aabenbar de eneste egenlige Gudinder i Norden, som endda knap nok Begge kan kaldes Asynier, da Freye er Van-Disen, ligesom Frigge As-Dronningen, og det er aldeles i sin Orden, at Aserne forgudede Moder-Kiærligheden (Balders-Moderen), og Vanerne Elskoven (Odder-Bruden).

Om Frigges Ægteskab med Odin er alt forhen talt, og jeg skulde ei have stort at tilføie, hvis ikke begge vore gamle Historie-Skrivere stemmede i med Loke, og beskyldte hende for Utroskab, men det tør jeg ikke forbigaae; thi vel er Historie-Skrivernes hemmelige Efterretninger om Gudernes Hoffer endnu upaalideligere end de om Keisernes, men mythisk giælder det dog altid, at der gaaer ikke Røg af en Brand, uden der har været Ild i den, saa Noget er der sikkert, om ikke i det, saa dog under det, naar Man kunde faae Fingre paa det.

Snorro fortæller meget tørt, som han pleier, at engang, da Odin var udreist, og blev saa længe borte, at Aserne tænkde, de saae ham aldrig meer, da skiftede hans Brødre Ve og Vile Arve-Gods efter ham, men Frigge vilde de Begge have. Lidt efter kom imidlertid Odin hjem og tog selv sin Dronning*).

Saxo er langt fra at tage saa flint paa Asynien, men holder et slemt Huus med hende, fordi hun, efter hans Forsikkring, først fik nogle Guld-Smede til at stiæle afden Billed-Støtte, Kongerne i Norden havde ladet støbe og sendt til Odin i Maglegaard, og siden, da den var sat i Veiret og gav Klang som en Memnons-Støtte, endda ikke kunde dye sig, men fik, ved usømmelige Kiær-Tegn, En af Odins gode Venner til at løfte den ned, saa hun kunde faae Guld-Smykker af den at stadse med**).

Denne Beskyldning klinger nu vist nok frygtelig, og de nærmere * * 685 Omstændigheder synes at give den Vægt, men deels kan dog Frigge være glad ved, at Vidnesbyrdene stemme ikke overeens, og dels kan hun frit sige, hendes Navn er misbrugt, thi mærkede vi det ikke før, at vi har en Tempel-Mythe for os, hvori Frigge naturligviis betyder Asa-Folket, altsaa Gotherne nede ved Magle-Gaard, da maatte det dog slaae os, naar vi see, at, efter Saxo paa dette Sted, gaaer Odin i Landflygtighed af Skamfuldhed over hans Dronning, medens det paa et andet Sted hedder, at han blev fordrevet, fordi Aserne skammede sig ved ham.

Hermed vil jeg just ikke paastaae, at det er to Sagn om een Sag, thi de udvandrede Gother, som har skiftet Saameget, kan ogsaa godt have skiftet Guder meer end een Gang, men jeg vil kun sige, at Sligt klarlig er Meningen, naar der siges om Frigge, at hun tog fremmede Guder, saa det vedkommer ikke vores Frigge her hjemme. Hvad endelig Guld-Smedene angaaer, da seer Man baade af Vølunds-Kviden og af Stærkodder-Kvadene, at de har immer været paa Spil, hvor Gotherne kom, og saadan en klodset Odins-Støtte (Plastik), som den der i Nordens Guld-Alder kunde støbes paa Ida-Sletten, maatte Guld-Smede med nogen Dannelse ogsaa nødvendig finde, trængde høit til at komme i Digelen, ja, det var heller slet intet Under, at Kæmpe-Fruen kunde fristes af alle de deilige Smykker Skielmerne lovede hende; men hvad der beviser vor Frigges Uskyldighed, er at vi har fundet Odins-Støtten hardtad heel og holden i Gruset af Asgaard, og hardtad slet Intet der kunde kaldes Kvinde-Smykker.

Om Frigges Omhug og Graad for Balder har vi hørt, og om hendes Fensal veed vi kun, at der skal hun boe*), skiøndt Vingolf ogsaa nævnes i Gylfe-Legen som Asyniernes fælles Fruer-Bur**). Udmærkede Navne har Skalda ikke til hende, uden de faste: Odins Kone, Balders Moder og As-Dronningen; og af Kostbarheder har hun kun Falke-Hammen, og Sløret, Nanne sendte hende fra Hel***).

Om det var Frigge eller Freye, der, efter Povel Degns Sigende, skaffede Longobarderne deres Navn, og Seier over Vandalerne i Navn-Fæste, det vidste Lombarden neppe selv, og vi har da ondt ved at giætte det, men at det dog har * * * 686 været Frigge, synes jeg. Man skimter i den dunkle Ramme omkring Grimners-Maal, ikke blot fordi Odin og Frigge ogsaa der har hver sin Yndling, men fordi de to Brødre Agner og Geirrod, hvis de betyde noget, sikkert betyde to nærbeslægtede Folke-Stammer, som egenlig ikke hørde til Norden, men var dog opfostrede der, og hvoraf den, Frigge yndede, maatte udvandre, hvad godt kunde passe paa Longobarderne.

Vi komme nu til Freye, og, uden at ville tilskrive hende, som Ægte-Mands og Kvinde-Kiærligheden i det hedenske Norden, en Reenhed, den sjelden midt i Christenheden naaede, tør vi dog ikke blot paastaae, men vi skylde Fædrene og Danne-Kvinden det Vidnesbyrd, at Mage til Elskovs-Gudinde, saa aandfuld, saa dyb og elskværdig, som Freye i Nordens Myther, skal Man i Hedenskabet lede længe om og neppe finde.

I Vøluspa betegnes hun, som sagt, kun ved Odder-Møen (Ods mey*), men i Grimners-Maal høre vi alt:

Folke-M arken
Er Freyas Land,
Tilbords de Bolde
Hun bænker selv,
Thi dagligdags
Tilhælvten med Odin
Hun høster paa Val**)!

Siden høre vi Intet til Fruen, førend da Thor har mistet sin Hammer, og han med Loke

Gik til den favre
Freyas Vænge,
Biede ikke
Med bradt at sige:
Vil du vel, Freya,
Fjeder-Hammen
Mild mig laane,
Til Mjølner god
Muelig at finde?

Dertil svarer Freye naturligviis:

Var den af Guld,
Jeg gav den dog,
Var den af Sølv,
Den spared ikke;

* * 687

men da Loke var kommet hjem med den Beskeed, at Mjølner var kun tilfals for Freya selv, og Thor, den Buldrian, kom raabende:

Bradt nu, Freya!
Til Brude-Skamlen!
Nu op at age
Til Jotunheim!

da blev naturligviis Fruen vreed for ramme Alvor, som der staaer i Visen:

Vreed blev da Freya,
Og fnøs derved,
Saa Gienlyd det gav
I Gude-Salen,
Og Brag der gik
Paa Brysing-Smykket:
Da er tilgavns
Jeg giftesyg,
Ager jeg med dig
Til Jotunheim *)!

I Gylfe-Legen nævnes Freya som Perlen iblandt Asynier, og vi høre der, at hendes Sal, Stor-Stuen (sessrymnir), kaldt, svarede til sit Navn, samt at hun kun deelde halvt med Odin paa Valen, naar hun tog Deel i Kampen**), som jeg finder meget rimeligt, da det ei kunde være hende om Tallet men kun om Yndlingerne at giøre. At hun godt kunde lide Elskovs-Viser, følger af sig selv, og vi kan da ikke give nogen bedre Tegning af hendes Sal end Kæmpevise-Bogen, hvori Kamp vel er Løsenet, men Elskov Sjælen, og hvoraf Slutningen bliver den, at egenlig deelde Odin og Freya saaledes, at han tog Old-Tiden, og hun Middel-Alderen. Hvor Asynierne opregnes, hedder det naturligviis, at næst efter Frigge, kommer Freye, og dertil føies, at hun er gift med Odder og har med ham en Daatter, Nysse, som er saa deilig, at Alt hvad der er kiønt og rart kaldes nysseligt efter hende. Odder gjorde siden en lang Udenlands-Reise, hvorover Freya græd sine modige Taarer, som blev til røden Guld, og hun giennemreisde mange Lande, for at lede efter ham, ved hvilken Leilighed hun * * 688 gav sig forskiellige Navne, og hedder derfor endnu baade Mardøl og Horn, Gefn og Syr*). Skalda giver ikke blot Exempel paa disse Navnes Brug, men føier til, at Taarer kan Man sætte til alle Navnene paa denne Perlegraads-Dise (it gratfagra gob), og kalde Guldet hendes Øines, Øie-Laags, Bryns, Kinders eller Aasyns Dryp, Iling, Byge, Regn, Hagel eller Foss**). Man finder endelig et Vers i Skalda, saa lydende:

Freya, for Odder,
Fældte Guld-Taarer,
Nysse og Gørsum
Hun nævnes iblandt,

hvoraf Man snart skulde slutte, at den fornævnte Daatter er myntet af et Til-Navn, hvad der bliver saameget rimeligere, som hun i Ynglinge-Saga har faaet to Døttre for Een, der kaldes Nysse og Gørsum (Hnoss ok Gersimi) ***).

Dette, saavelsom at Aften-Stjernen var hendes, seer Man nok, er Altsammen Vand paa min Mølle, og selv i Hyndlas Sang kan jeg nogenlunde forlige mig med Freya, uagtet Hyndla har Ret i, at den Føiten ved Natte-Tide falder lidt mistænkelig. Rammen om det Register, vi kalde Hyndlas Sang, er nemlig det Sagn, at Odder skulde kæmpe med Angantyr om Dannefæet (vala-málmi), og det saaledes, at den vandt, som vidste bedst Beskeed om Heltes Arve-Tal og Slægtskab med Guderne†). Man seer strax, at dette er den old-mythiske Skikkelse af den berømte Kamp paa Samsøe mellem Angantyr og Orvar-Odd, og hvor dybt det er hentet, luende vi derpaa, at Mythen er det deiligste Udtryk, vi kan ønske os, for Kampen vi nu føre med Bærsærken om Menneske-Slægtens Arv og Odel, saa det er kun den Tilflugt Freye tager til Hexen, der støder os. Deri finde vi os imidlertid ogsaa, naar det falder os ind, at det gaaer os ikke et Haar bedre, saa, vil vi vide Beskeed om Gude-Sønnerne og Helte-Slægten, maae vi ogsaa aflægge et Natte-Besøg hos Moder Ludam i Hulen (Skole-Moer), som ruger over alle Registrene, og snakke godt for hende, som alma mater1, til vi faae lokket ud hvad vi lede om. Efter denne liden Fortale vil det ikke forarge os at høre Freya kvæde:

* * * * * 689

Vaagn, Jomfru-Mønster,
Ja, vaagn, Veninde,
Vaagn, Syster Hyndle,
I Hule-Gaard!
Nu er Ragna-Roke,
Nu ride vi skal
Til Heltenes Hald

Og det hellige Land!
Vi Hær-Fader bede
Om Hyldest nu,
Hvis Tjenere gode
Faae Guld i Sold,
Ham der gav Hermod
Hjelm og Brynje,
Ham der gav Sigmund
Sværd ved Lænd!

Sønner faae Seier,
Og Somme faae Guld,
Mund faae de Giæve,
Og Mande-Vidd Folk,
Skipperne Med-Bør,
Og Skjaldene Konst,
Kæmperne mange
Og Mandelighed,
Til Skænk af ham!

Skiøndt ingen Elsker
Af Jette-Fruer,
Thor, for sit Offer,
Tør det vel love.
Love og holde,
Høflig at være!

Ud nu med Graasok:
Ulven af Stalden!
Rask lad ham springe
Med Rune-Tøilen!
For seen er din Galt
Paa Godhjems-Veien,
Skiøndt jeg i Pas-Gang
Pænt fremskrider.

690

Dog, vi maae ikke glemme Skygge-Siden, skiøndt den kun vedkommer os, forsaavidt det rammer Freya nu, hvad fordum bebreidedes hende, en Letfærdighed nemlig, som vist nok ikke passer paa Nordens Mythiske Penelope, men har sagtens ramt mange af hendes Døttre. Herpaa hentyder da ogsaa det stygge Katte-Spand, som Gylfe-Legen tilskriver hende*), skiøndt jeg er nær ved at troe, det er en Islandsk Foræring, istedenfor to Bjøine, der i Old-Tiden dandsede for Fruens Karm**).

En anden Beskyldning giør Loke og Snorro mod Væne-Disen, for det værste Hexeri, Man kan nævne, Seid nemlig, hvorved Folk blev skildt ved Liv og Hilsen, eller dog ved Sands og Samling***); men heri har Man aabenbar gjort hende Uret, ved at tilskrive sorte Konster, hvad Danne-Kvinden dog ofte giør i al Uskyldighed.

Da jeg før har viist, at Galten, som Mythographerne har villet prakke Freya paa, er en Tryne-Hjelm, hun lod smedde hos Dain og Nabbi til sin gode Ven Odder Insteensøn, har jeg kun et Par Ord at sige om Hals-Smykket, det berømte Brysing eller Brosing†), der sagtens ikke vil sige andet end Bradse, der er vort gamle Navn paa saadan Stads, som Islænderne endnu, efter Ord-Bogen, kalde brislinga-men, af de Ledemod og Laase, der giør Knuder (brisl) paa Klenodiet. Hvem der nu giør Freya til Maanen, giør naturligviis hendes Bradse til Maan-Skin, hvorom Heimdal og Loke trættes som om Keiserens Skiæg, men deels har den Ting sine physiske Vanskeligheder, da Maanen paa Nordisk, ja, selv paa Tydsk, altid har hørt til Han-Kiønnet, og deels mener jeg, at er der nogen Ting, Man ikke skal søge i Maanen men paa Jorden, da er det Danne-Kvindens Kiærlighed, paa hvis jordiske Virkelighed vi selv er levende Beviser. Er altsaa Freya en Forgudelse af den Danske Kvindelighed, som Man aldrig skulde tænkt, Nogen engang vilde fristes til at tvivle * * * * 691 om, da er Brysing unægtelig ogsaa Udtrykket for den Glands, hvoraf de Gamle tænkde sig den omgivet, og som betænksomme Dannemænd vel bare sig for at sige, de ei kan see, da det umueligkan være for sligt [Hskr. den] Kiærlighed giør blind. I mine Øine er da Brysing den mageløse Glands, der giennem Tidens Løb omstraaler Fruen i Nord, eller med andre Ord: den Glands det Poetiske der udmærker Nordens Kvinde-Kiærlighed kaster paa den, og jeg tvivler slet ikke om, at denne Glands omsider vil gestalte sig til et eget Konst-Værk, der giør Fruen Ære. At Loke, den Tyve-Knegt, har stjaalet Smykket, mens Fruen sov, vil jeg ingenlunde nægte, thi selv nyelig har der jo været en Tid, da den platte Peerjæns-Forstand berøvede den Nordiske Kvindelighed sin poetiske Glands, men slige Tyve-Rænker lykkes aldrig længe, og saalænge Frue-Navnet, der, efter Old-Tidens Vidnesbyrd, udsprang af Freyas, er et Hæders-Navn for Nordens Kvinde, tør vi ogsaa haabe, Fjeder-Hammen og Brysing-Smykket bliver hendes Klenodier!

Uagtet nu Frigge og Freye udtrykke Alt hvad Odin fandt Guddommeligt hos Kvinden, kan vi dog ikke ganske med Taushed forbigaae hvad Kvindeligt der i det Enkelte er blevet mythisk udhævet og meer eller mindre forgudet, og her møde vi da strax Saga, der ikke blot nævnes blandt de fem eller syv og tyve Stads-Damer i Skalda, og næst efter Frigge i Gylfe-Legen, men har selv i Grimners-Maal sit eget Huus og Hjem, hvor Odin er en daglig Giæst, saa det lyder:

Paa Gynge-Bænk en,
Hvor Bølger svale
Gaae lukt henover,
Med Lyd og Glam,
Der Odin sidder
Med Saga blid,
Til daglig Vane
Ved Drikke-Bord,
Beskeed da giøres
I Gylden-Skaal*)!

Det maa vel kaldes en unaturlig Selv-Fornægtelse, naar de nye Islændere forsætte denne Dise, der havde saa deiligt et Slot hos deres Fædre, op imellem Fiskene i Dyre-Kredsen, hvor hun engang i Februar eller Marts skal kaste den varme Steen i Vandet; men det kan naturligviis ikke forhindre os fra at see * 692 hende sidde med Odin paa Gynge-Bænken: paa de gamle Saga-Mænds Læbe, hvor hun gierne lod Talens Strøm gaae over sit Hoved, og drak med Odin Gammen deraf, som af gyldne Skaaler, ja, af det d aglige Brage-Bæger, der gik rundt i Norden. Vel kan det et Øieblik forundre os, at see Fortællingen saa tidlig forgudet, og saa stærkt personificeret, da slige Gudinder pleie først at fødes i Kragemaals-Dagene, og komme da enten dødfødte til Verden, eller svæve dog huusvilde i Luften, men ved nølere Efter-Tanke vil vi dog finde, det er aldeles i sin Orden, at Saga ligesaavel mythisk som historisk har Huus og Hjem i Norden, og er omtrent ligesaa gammel i Asgaard, som Odin selv, er formodenlig den Drude Thors-Dotter, vi ellers Intet høre om; thi at Saga ikke blot fødes med Thors første Bedrift, men udspringer deraf, seer Man let. At det nu ogsaa har sin fulde Rigtighed med Odins daglige Besøg hos Saga i gamle Dage, det see vi blandt Andet paa Heimskringla, thi at der er Aand i den Saga, nægte kun de, der ingen har, og var Gynge-Bænken paa Læberne (Saucqua-Beckr) ikke blevet til Synke-Bækken i Blæk-Hornet, hvis Bølger hverken skal rose af Røsten, de har, eller friste til Fuldskab, da skulde vi ikke behøve Snorros Vidnesbyrd om Odins og Sagas daglige Gammen, men finde Syn for Sagn derom, hvor vi færdedes i Norden, hvad vi endnu tør haabe, kan times vore Børn og Børne-Børn.

Om Sif og Idunne, Skade og Gerde, er talt paa deres Sted, saavelsom om Nanne og Rinde, og den Eneste, der da end kan komme i Betragtning, er Gefion, om hvem Gylfe-Legen siger, at hun er Jomfru, og dyrkes af de gamle Jomfruer. Herved vil vi imidlertid ligesaalidt opholde os, som ved Spotte-Fuglens ondskabsfulde Anmærkning derover ved Ægers-Gildet, eller ved den Berømmelse af hendes klare Syn i Fremtiden, som lægges Odin i Munden*), thi Intet af dette giver os nogen mythisk Oplysning om hende. Vi maae altsaa holde os til hendes Navn, som sikkert betyder Glæde (af A. S. gefean)» og til den Mythe om hende, hvormed Gylfe-Legen, som Bog, begynder**), thi vel er denaabenbar fra Kragemaals-Tiden, men Noget er dog altid bedre end Intet.

Da Kong Gylfe regierede i Sverrig, hedder det, kom der en Frue af Asa-Byrd reisende, som fornøiede ham saameget, * * 693 at han skiænkede hende en Dags Pløie-Land i sit Rige. Samme Frue hedd Gefion, og hun spændte nu fire Oxer, som var hendes egne Sønner med en Jette i Jotunheim, for Ploven, der blev trukket saa godt og gik saa dybt, at et stort Stykke Land røg vester ud til Søes, hvor nu Sundet er, og det Land kaldte Gefion Sølund. Saavidt Edda, og i Ynglinge-Saga, hvor det Samme fortælles, findes tilføiet, at det var Odin selv, der, da han kom til Fyen, sendte Gefion ud at være om Land til ham, og at hun siden ægtede hans Søn Skjold, med hvem hun ogsaa satte Boe i Leire*).

Ligesaalidt nu, som Man har tvivlet om, at ved Sølund forstaaes Sælland, ligesaalidt burde Man tvivlet paa, at Gefion betyder her hverken meer eller mindre end Fyen (Fion), og at Mythen skal sige, det var Fyen og Jylland, der, med forenede Kræfter rev Sælland fra Sverrig, og gjorde Leire til Stolkonge-Sædet i Danmark. Om det nu er sandt, hvad ei synes urimeligt, hverken vil eller kan vi undersøge, men vel bemærke, at fean og ge-fean er et og det samme, saa Fyen kan virkelig betyde Glæde, og er, saavidt jeg veed, ogsaa af alle vore Landskaber, nærmest til det Navn, saa Anvendelsen af Islændernes Brage hin Gamle er vittig nok, men naturligviis heller ikke meer. Har derimod Gefion, som jeg formoder, fra Arilds-Tid været forbundet med Skjold-Mythen, da havde det aabenbar langt meer at betyde, og kunde hardtad giælde for hendes mythiske Fødsel, eller var dog sikkert hendes Vugge.

Ogsaa her finder jeg mig ubehagelig indskrænket, men det maa dog ikke hindre mig fra at pege paa det Lys, der, ved Bjovulfs-Drapen, er opgaaet over Skjold, hvis Navn hidtil egenlig kun har levet af Skjoldungernes Naade, men vil herefter ikke blot kunne tale for sig selv, men giøre poetisk Giengiæld.

Det var nemlig engang, da Danmark var kongeløs, og siædt i Vaande, at der kom en Snekke for fulde Seil styrende mod Kysten, hvorpaa Man ei fandt Folk, uden en spæd lille Dreng, der laae og sov med en Neg under sit Hoved, omringet af Hjelme, Sværd og Brynjer, saavelsom Høitids-Dragter og allehaande Kostbarheder. Ham ansaae da Folket for deres Skyts-Aand, og kaldte ham Skjold, opfostrede ham paa det Omhyggeligsle og gjorde ham til Konge. Skjold, der. efter Sigende, havde sit * 694 Sæde i Hedeby, blev saa vældig en Herre, at alle Folkene trindtom Havet maatte bukke for ham og skatte til ham; men da han var mæt af Dage, befoel han sine Venner, saasnart han var død, at udskibe og udstyre ham, ligesom han fordum var landet, og lade Snekken gaae for Vind og Vove. Det skedte ogsaa, og vemodig stirrede de Danske efter Snekken, til de ei meer kunde øine den, men Ingen veed, hvor den blev af*). Læseren vil sikkert finde, at denne Kong Skjold kunde ingen mere passende Gemalinde faae end Gefion, end Folke-Glæden, der landede og voxde, levede og døde med ham, og nu er det os baade klart, hvi Skjold har faaet Navn af Odins Søn, og hvad det vil sige hos Saxo, at han bandt Bjørnen med sit Bælte. Det er nemlig den ældste Konge-Slægt, der maa være kommet ubekiendt herhid, tilsøes, have fredet Riget med Kraft, og forbundet det med Kiærlighed, men omsider være draget bort igien, formodenlig ved Angelsachsernes Udvandring, hvis Drotter alle udregnede deres Æt fra Odin, og hos hvem vi fandt det deilige Sagn, paa Gefion nær, der ikke kunde udvandre med, men svæver over vore Bælte-Sunde, saalænge det glæder os at være forbundne, og tækkes vore Konger at kaldes Skjoldunger!

Ligesom vi nu kan regne Gefion til Freyes Hof-Stat, har vi ogsaa faaet Navn paa to af Frigges Hof-Damer Gnav (gná) og Fylle (fulla), om hvem der staaer i Gylfe-Legen, at Fylle er en Jomfru, som gaaer med flagrende Haar under Guld-Baand, er Frigges Kammer-Jomfru og indviet i hendes Hemmeligheder, men at Gnav rider Ærender for Frigge paa Hesten Slaabagop (Hofvarpnir), som gaaer lukt igiennem Luft og Vand. Hende saae nogle Vaner engang, hun reed giennem Luften, og de sagde:

Hvad flyver, hvad svæver,
Hvad seiler i Luften?

Dertil svarede hun:

Ikke jeg flyver,
Om end jeg svæver
Og seiler i Luften,

* 695

Paa min Slaabagop,
Haardhuds Føl
Og Giærdebrudds*).

Om Fylle, som ogsaa rygier Frigges Ærende i Fortalen til Grimners-Maal, veed Man ellers, at Nanne sendte hende en Ring fra Hel, og at Guldet kaldes hendes Haarbaand (høfuðband Fullar)**).

Skulde jeg have nogen Mening om disse Figurantinder, da blev det, at Fylle er Ønsket, og Gnav, der vel turde svare til vores »Kneps«, er Dronning-Blikket, eller i alt Fald Noget der ligner Knipskhed, thi det ligger i Fortællingen, saavelsom i den tilføiede Anmærkning, at af hendes Navn udleder Man et Ord (at gnæfa) som betyder at stikke i Sky.

Loke og hans Afkom.

Vel siger Ord-Sproget, det er bedre at gaae til Hovedet end til Halen, men der er dog ingen Regel uden Undtagelse, og derfor vil vi begynde med det Skuds-Maal, der, ved Slutningen af Lokes gamle Bane, blev ham givet i Gylfe-Legen.

Man regner endnu En til Aserne, hedder det, men han kaldes af Andre deres Bagvasker, Falske-Blakkernes Oldermand (frumqveði flærðanna) og en Vederstyggelighed for Gud og al Verden, og det er den saakaldte Loke eller Lufter (loptr), Søn af Jetten Avetom (Farbauti) og Naal eller Blad-Øie (Laufey), og Broder til Ugleblind (Helblindr) og Lurifas (Byleistr)***). Loke seer overmaade godt ud, men han har Skielmen bag Øret, er meget vægelsindet, er Alles Mester i den Kløgt Man kalder Trædskhed, og gaaer altid paa Ræve-Kløer, saa tit bragde han Aserne i stor Leiervold1, men tit reddede * * * * 696 han dem ogsaa med sin List. Hans Kone hedder Sigyn (Nedfald) og hans Søn Nare eller Narve (Trængsel)*).

Loke havde imidlertid ogsaa et andet Kuld Børn, med Hexen Angerbode (Ulykkes-Fuglen), nemlig Fenris-Ulven, Midgaards Ormen og Hel, som Guderne godt vidste, fødtes op i Jotunheim, og de tyggede Drøv paa Spaadommen om al den Ulykke og Fortræd, de Sydskende skulde giøre, som havde ondt at slægte, saavel paa Faders som paa Moders Side. Imidlertid skikkede Alfader Bud til Guderne efter de Børn, og da de kom, smeed Han Ormen i Verdens-Havet, hvor den voxde saa stor, at, skiøndt den ligger midtstrøms, naaer den dog om alle Lande og bider sig selv i Halen. Hel blev derimod kastet i Niffelhjem (Skygge-Riget), hvor hun fik ni Riger at raade over og befolker dem efter Tykke, med dem der sendes hende, og det er dem der døe af Sot og Ælde. Hun har en anseelig Bopæl med høie Volde omkring og store Borge-Lede, hendes Sal hedder Misundelse (Eliuðnir)**), hendes Fad Mistemad (húngr), hendes Kniv Sult, Tjeneren Drøs (gánglatr), og Ternen Slæbhæl (gánglavt), hendes Dør-Tærskel Vippe-Fælde (fallanda forad), Sengen Syge-Leie og Omhænget den soleklare Fordærvelse (blikianda bavl). Selv er hun god at kiende, for ved den ene Side har hun Kiødfarve, men paa den Anden er hun sorteblaa, seer bister ud og skuler.

Ulven endelig blev født op i Asgaard, hvor Tyr var den Eneste som havde Mod til at foere ham, men da Guderne blev vaer, hvordan han voxde i Dage-Tal, og alle Spaadomme løb derpaa ud, at han vilde give dem deres Rest, saa lod de dem giøre en dygtig stærk Lænke som de kaldte Lægne (læðing), og bad Ulven prøve sine Kræfter paa, hvori han ogsaa føiede dem, men gav blot et Ryk, saa sprang den. Derpaa lod de giøre en anden Lænke, dobbelt saa stærk, som de kaldte Tromme (drómi), og sagde til Ulven, at da først vilde de prise hans Styrke, naar han fik Bugt med det Bindsel. Ulven saae nok, der vilde Kræfter til, men dem vidste han ogsaa, han havde, og tænkde tillige, hvo Intet vover, han Intet vinder, og Man maa giøre Noget for Ærens Skyld, saa han lod sig binde, men baltrede sig derpaa saaledes med Lænken, at Stumperne iløi om Ørene. Nu frygtede Aserne for, at de fik aldrig Ulven bundet, men * *697 saa skikkede Alfader Freys Løber, Skimer, ned til nogle Dværge i Svart-Alfheim, og lod dem giøre Lænken Klove (Gleipnir), og den var sat sammen af sex Dele:

Af Kattefods Døn,
Og Kvinde-Skiæg,
Af Bjerge-Rødder
Og Bjørne-Græs,
Af Fiske-Aande,
Og Fugle-Mælk*).

Denne Lænke var gjort saa glat og saa blød som en Silke-Snor, men at den dog var sei, fik Man siden at see, og saa snart Aserne fik Fingre paa den, tog de med Ulven ud til Lyng-Holm i Sorte-Søen (amsvartnir) og bad ham prøve Silke-Snoren, der vel ikke var saa skiør som den var tynd, saa de kunde med al deres Styrke ikke faae den over, men han maatte dog vel kunne. Nei, sagde Ulven, den Ære jeg skulde vinde ved at rykke saadan en Sye-Traad over, vilde aabenbar kun være fiin, og er den Lidse derimod gjort med Skielmeri paa Enden, da kommer den aldrig paa mine Been. Aserne blev imidlertid ved at sige, at havde han sprængt stærke Jern-Lænker, maatte vel sagtens et Silke-Baand briste for ham, og desuden, sagde de, om det blev dig for stærkt, da behøver du slet ikke at være bange for det, vi skal nok løse dig. Ja, sagde Ulven, fik I mig først saaledes bundet, at jeg ikke kunde løse mig selv, da leer I saa smørret, at jeg kom vist til at vente længe paa jeres Naade, men for at I dog ikke skal kalde mig en Kryster, saa velan! hvem af jer vil putte sin Haand i min Mund, til Pant paa, at det skal gaae ærlig til? Aserne saae paa hverandre, og fandt at her var gode Raad dyre, men ikke desmindre kom Tyr dog frem med sin høire Haand og stak den i Ulvs-Mund. Nu blev da Ulven bundet, og jo meer han sprættede, des fastere snæredes Baandet, saa Ingen af Aserne kunde bare sig for Latter, undtagen han, der fik Haanden bidt af. Aserne trak nu Klanken paa Klove, der hedd Skarpe (gelgia), giennem Hullet paa en breed Kvader-Steen, som hedd Kiøl (giøll), og sænkede ikke alene den Samme dybt ned i Jorden, men drev tillige en stor Steen-Pille, som hedd Tvege (fviti), giennem * 698 Hullet endnu dybere ned i Jorden, saa den blev egenlig Tøire-Pælen*).

Ulven slog nu vel et fælt Gab op, skaaede sig ilde og vilde bidt Aserne, men saa stak de ham et Sværd i Munden, med Odden mod Over-Kiæben, og det er nu hans Mund-Kurv (góm-sparre), som han maa ligge med til Ragna-Roke. Han tuder imidlertid stygt, og Fraaden staaer ham ud af Munden, saa der bliver en Flod af, som hedder Svartaa (Von)**).

At Guderne ikke dræbe Ulven, skiøndt Spaadommen siger, at han skal blive Odins Bane-Mand, det kommer af, at deres Fristæd er dem alt for helligt og dyrebart, til at de skulde besmitte det med Ulve-Blod***).

Efterspore vi nu disse Myther i Old-Sangen, da finde vi for det Første i Vøluspa baade Hel, Midgaards-Ormen og Ulven, og, skiøndt det ei siges, at der er Lokes Afkom, staaer Freke, som er Fenris, og han dog tæt ved hinanden i Ragnaroke, og det maa vist være om Angerbode Vola taler, naar hun synger:

Østerpaa,
Den iisgraa Hex
Nedersad
I Naale-Skoven,
Der hun føder
Fenris-Kuldet,
Af dem vorder
Een for Alle
Lyse-Slukker
I Trolde-Hamm!

Mæt han vorder
Af Mandslæts-Kost,
Rødt han river
Til Ragnarok;
Soel da sortner
Den Sommer lang,

* * * 699

Veiret springer
Med Vinden rundt,
Har I forstaaet
En halvkvæden Vise*)!

I Vafthrudners-Maal hedder det reentud, at Fenris-Ulven skal sluge Solen**), og i Hyndlas Sang opregnes Lokes Afkom saaledes:

Ulven han avled
Med Angerbode,
Sleipner tillige
Med Svadilfare,
End et Uhyre,
Ægte paa Snuden,
Til Far-Broder
Bileist haver.

Loke beiled
Til Brænde-Mærket,
Hexe-Hjertet
Saa halvveis Kul,
Falsk blev Loke
Af Lefleriet,
Ophavs-Mand
Til alt Utøi***).

At Ulven har været bundet see vi ogsaa af Vøluspa, hvor det hedder:

Høit giøer da Garm,
Ved Gnipa-Hulen,
Fæstet brister,
Og Freke bisser †).

Det er ogsaa aabenbar Hel-Borgen Vola skildrer, naar hun siger:

Der stander en Sal,
Fra Solen fjern,
Med nordlig Dør,
Paa Dødning-Kyst,

* * * * 700

Kun Slange-Bugter
Dens Buer slog,
Og Gift kun falder
Ad Gluggen ind.

Der saae jeg vade
I Vover døde,
Meensvorne Folk,
Og Morder-Yngel,
Og de som Fruer
Friste til Fald.
Der suger Nidhøg
Saften af Liget,
Der fraadser Ulven;
Har I forstaaet
En halvkvæden Vise *)!

Hvad nu den tvetydelige Rolle angaaer, som det siges, Loke spillede, da har vi derpaa seet Prøver Nok, men hvad Enden blev, førend den fælles Undergang, er et af de vanskeligste mythiske Spørgsmaal, der kan opkastes.

Dog, Fortællingen derom i Gylfe-Legen, som er tydelig nok, er ogsaa nok værd at høre, og lyder som følger. Da Loke havde gjort Aserne det for grovl, løb han bort, bygde sig et Huus imellem Fjeldene, med fire Dørre paa, mod alle fire Verdens-Hjørner, og skjulde sig tit for Dagens Lys, som en Lax, i Frananger-Foss. Da han imidlertid engang sad i Huset og grublede paa, hvad Kneb Aserne vel kunde bruge til at fange ham, tog han Traad og Giørn1 og slog Masker op, som Man siden giør Vodd**); men nu havde Odin faaet Øie paa ham fra Hlidskjalf, og da Loke saae Aserne nærme dem, smeed han Voddet paa Ilden, og sprang i Vandet. Aserne kom nu ind i Huset, og En af dem, Kvaser, var klog nok til at see paa Asken af Voddet, at det havde været en Indretning til at fange Fiske med, hvorpaa Aserne gjorde dem et efter samme Mønster, * * * 701 og trak med i Fosset, saaledes, at Thor tog i den ene Ende og hele Resten i den Anden. Første Gang forstak Loke sig paa Bunden mellem to Stene, saa Voddet gik over ham, og anden Gang, da der blev hængt Lodder ved, sprang han over Garnet, men tredie Gang lod Thor de Andre trække, og vadede selv midtstrøms, og da Laxen atter sprang tilveirs, greb han den om Halen, som derfor altid er lidt tynd paa Laxen, og nu var da Loke om en Hals. Aserne tog nemlig tre Kvader-Stene, som de stemplede Huller i og satte paa Kant, og bandt saa Loke derover med Tarmene af hans Søn Nare eller Narve, som var revet ihjel af sin Broder Vale, hvem Aserne havde gjort til en Ulv. Baandene blev strax til Jern, og der ligger nu Loke bundet til Ragna-Roke, med en Steen under Hærderne, En under Lænderne og En under Haserne, og med en Hug-Orm over sig, som Skade hængde op, for at Edderen skulde dryppe ham i Ansigtet. Sigyn staaer imidlertid hos ham med et Bækken, hvor Edderen falder i, undtagen naar hun gaaer hen og slaaer det ud, da han krymper sig under Edderen, saa Jorden ryster, og deraf kommer Jord- Skjælv*).

Da Man nu ikke blot finder Summen af samme Fortælling i Efter-Skriften til Loke-Gluffen, men finder selv i Vøluspa en vel dunkel men dog umiskiendelig Hentydning paa den bundne Loke, med Sigyn ved Siden**), saa synes den Sag strax mythisk afgjort; ja, det falder endogsaa naturligt, at da han ved Ægers-Gildet roser sig af at have givet Balder Bane-Saaret, da er han moden til Stellet. Det Sidste falder imidlertid strax bort, naar Man husker, at ikke blot Loke-Gluffen er et mythisk ubetydeligt Kvad fra Kragemaals-Tiden, men at Æger og hans Gilde er ogsaa nybagte Sager, som i Grunden slet ikke komme Aserne ved, undtagen forsaavidt det har behaget Holberg den Ældre at lade dem strande paa Lessøe, som Paars siden strandede paa Anholt, for at faae deres Bekomst***). Og hvad nu Volas Vink angaaer, da har jeg vel derfor al muelig Respekt; men det beviser kun, at Loke kom i Baand, og ei at de holdt ham til Ragna-Roke, hvad dog er det store Spørgsmaal, da han findes paa fri Fod ved alle Mythiske Optrin i Asgaard, og maa altsaa enten være løst igien af den Nordiske Herkules, ligesom hans Græske Halv-Broder Prometheus, eller ogsaa først være bundet, * * * 702 da Aserne ikke kunde giøre mere end det Samme, og bandt altsaa Hænderne paa dem selv. De Gamle synes selv omsider at have bemærket dette, og greeb udentvivl til samme nemme Raad, som de Critiske Historie-Skrivere i nyere Tider, saa de flakde Personen midtad, og gjorde To af ham. Saaledes kan Man i det Mindste bedst forklare sig Udgaards-Lokes Oprindelse, og af Sagnet hos Saxo*) slutter jeg, at Man har lagt Lænkerne paa ham, for at kunne lade As-Loke gaae fri.

Læseren finder maaskee, det er ikke værdt at bryde sit Hoved med, men naar Man seer, at Grækerne var ligesaa tvivlraadige om, hvordan det egenlig hængde sammen med Prometheus, er det dog en egen Sag at kimse ad, hvad der har gjort baade Græker og Nordboer Hovedet kruset. Sagen er nemlig den, at, hvad end Mythographerne sige, har Loke-Mythens Smed dog ligesaalidt været begeistret af Tørve-Røg eller Kul-Damp, som han der skabde Prometheus, var begeistret af et Brænde-Glas, men Begge stirrede aabenbar paa noget Aandeligt eller Djævelsk, da det saae ud til Allehaande, men, som Nordboen fandt, dog mest til det Onde. Man kan just ikke heller kalde det en ørkesløs Speculation, aldenstund der virkelig findes et saadant tvetydigt Væsen hos ethvert Menneske og hos ethvert Folk, der troer paa Meer end de selv begribe, thi hos dem Alle opstaaer der et besynderligt Forhold mellem Anskuelsen og Troen paa den ene Side, og Begrebet paa den Anden: et Forhold, Loke-Mythen udtrykker saa dybt og træffende, at den nødvendig maa være udsprunget ei blot deraf, men af en Følelse, hvori det dybt afprægede og en Anskuelse, hvori det klarlig speilede sig. Derfor er den besindige Tænker med høiere Anskuelse endnu ligesaa forlegen med hvad Man kalder Fornuften, som vore gamle Mythe-Smede var med Loke, der aabenbar er dens fantastiske Forbillede**) eller poetiske Fuldmægtig, saa vi vakle ogsaa mellem to Udveie og eet Huus-Raad: enten at lægge ham paa Steile, at flække ham, eller lade ham fremdeles gaae for den han er, hvilket Sidste jeg, efter langt Beraad, og efterat have, saavidt mueligt, prøvet Alt med den Gaard-Nisse, nu holder for det Klogeste. Man flækker ham nemlig aldrig saa tit, eller saa flint, at hvad Man beholder jo * * 703 ogsaa bliver en Loke, der gaaer sin gamle skiæve Gang, og Man binder ham aldrig saa forsigtig, at Man jo binder sine aandelige Hænder med det Samme, saa enten maa Man løse ham igien, eller lade dem i Stikken, thi hvad Man end giør, undtagen at gaae i Daare-Kisten, maa Man jo giøre med Fornuft, og kan da allermindst undvære den til at giøre hvad der gaaer over dens Begreb. Fædrene gjorde derfor aabenbar klogt i, kun at diktere Loke hans Straf, som ærlig fortjent, allerede ved Balders Død, og siden utallige Gange, men at opsætte Henrettelsen af politiske Grunde, og kun stille ham under Politiets specielle Opsyn, det vil sige, under Heimdals, der baade har et Øie paa hver Finger, og selv i Ragna-Roke saa godt et Greb paa hans Behandling, at han, indtil den Tid, ei meer giør store Spilopper.

Kan Læseren endnu ikke see, at de Nordiske Myther hænge ligesaa nøie sammen med det Nordiske Menneske-Liv, hvoraf de udsprang, og at det er dybt sagt, hvad Loke ved Ægers-Gildet beraaber sig paa, at Odin fra Arilds-Tid har blandet Blod med ham og lovet, aldrig at tømme et Bæger uden at drikke ham til*), da kan jeg ikke hjelpe ham, men indseer han det, vil det ikke undre ham, at Loke er Fader baade til Odins-Slugeren eller Aands-Fornægtelsen, til Døden eller den aandelige Magtesløshed, og til Falskheden; thi vel er de ikke nødvendige Fostre af Fornuften i hvert Menneske og Folk, men dog af Selv-Klogskaben i Grunden, saa de fødes allevegne, hvor Man forguder Fornuften.

Et artigt Spil, seer Man ellers af Skalda, en Mythe-Smed har havt for med Loke, som han dog ikke er sluppet glimrende fra, thi det er Lokes Vædde-Maal om sit Hoved med Dværgen Brok, at hans Broder Sindre ei kunde giøre Magen til Skibbladner, Gungner og Sifs Guld-Paryk. Mythe-Smeden sætter vel i Dværgen, at han skal smede Guld-Børste, Drypner og Mjølner, og undseer sig ikke ved dermed at bestikke Aserne, saa de tildømme Dværgen Loke-Hovedet; men at skaffe ham det, dertil vidste han ikke Raad, og laande derfor heller Loke et Par urimelige Skoe, der skulde være saa gode som et Par Syvmiils-Støvler, baade til Vands og hen i Veiret. Da nu Loke sagde: tag mig om du kan, bad Dværgen vel Thor giøre det for sig, og skiøndt det ogsaa er noget Nyt at see Thor løbe om Kap med Loke, fik Man dog lade det gaae, naar Smeden * 704 saa vidste, hvad han vilde giøre, men han lader Loke redde Hovedet med den Hverdags-Vittighed at Halsen er hans egen, og nu veed han ikke bedre at raade Dværgen, end, at han skal sye Lokes Mund sammen, hvad ovenikiøbet i vore Øine giøres saa slet, at Man ikke veed, om Rispen holder, eller Loke slipper med et Hare-Skaar*). Sammenhængen synes imidlertid denne, at han der først bragde Loke og Brok sammen, vilde blot narres med Dværgen, og lod Loke smøre Haser, men saa lod en Anden Thor gribe ham, for at faae Munden stoppet paa sin Mester, at han ei skulde stikke ham, og endelig syndes en Tredie, det var mythologisk uforsvarligt at sye Lokes Mund sammen, og trak derfor Rispen ud igiennem Læberne, uden at bryde sig om, det skamferede hans kiønne Ansigt. Der er med alt det noget Pudsigt i det Indfald, at sye Munden sammen paa Spotte-Fuglen, som end forøges derved, at Broks Kniv vil ikke bide, saa han maa kalde paa sin Broder Aller (Syl), som strax er ved Haanden, og bider Hul i Lokes Læber med Tænderne; thi det er livagtig, som Man saae en Recensent, der vilde binde Munden paa Hans Mikkels'en, men kunde ikke, før Censuren kom til Hjelp**).

Læseren seer nok, her kunde være Meget at sige om Loke-Mythen, men just derfor kan jeg fatte mig des kortere, og vil kun tilføie, at hans Til-Navne i Skalda, foruden de almindelig bekiendte, er Vanargands (Fenris-Ulvens) og Jormungands (Midgaards-Ormens) Fader, Odins og Asernes Frænde og Far-Broder, Side-Mand og Stal-Bro der, Geirrods Giæst og Kiste-Klædning (kistuskruS), Jette-Bukkens, Brysing-Smykkets og Idunne-Æblernes Tyv, Sifs Haar-Skiærer, Rænke-Smeden (bølva-smiSr), Heimdals og Skades Opponent eller Mundhugger (frætudolgr) og den bundne As***).

* * *
705

Fimbul-Vinter og Ragna-Roke.

Saavidt kom vi da, det maae vi sige to Gange, thi er vi ikke midt i Ragna-Roke, er vi dog aabenbar ikke langt derfra, skiøndt mangen En kan ganske ærlig sige med Gangler i Gylfe-Legen: hvad er det dog Man fortæller om Ragna-Roke, det har jeg aldrig hørt før.

Ogsaa her vil vi først høre, hvad Har siger, da han i det Mindste har en god Udtale, og Volas Vink vil siden være bedre at forstaae.

Der skal, hedder det, komme tre Vintre, da Verden er fuld af store Krige, da Brødre slaaes af Nærighed, og Blodets Baand briste, selv mellem Forældre og Børn, og derpaa følge andre tre Vintre, uden nogen Sommer imellem, som derfor kaldes den strænge Vinter (fimbulvetr), med et Snefog, saa Jord og Himmel staaer i Eet, med klingrende Frost og skarpe Vinde, saa Solen kan ikke hjelpe, og sluges desuden snart, til al Ulykke, af Ulven, hvorpaa Maanen gaaer samme Vei, og selv Stjernerne forsvinde af Himlen, Herpaa følger et stort Jord-Skiælv, saa Træer rykkes op med Rode, Bjerge drøne, alle Lænker briste, og alle Baand sønderrives, hvorved ogsaa Fenris-Ulven slipper løs. Det brusende Hav oversvømmer nu ogsaa Jorden, fordi Midgaards-Ormen farer i Harnisk og søger Land, og derved bliver det Skib flot, som hedder Nægie-Skuden (Naglfar) og er bygt af døde Mænds Nægle, hvad vel fortjener at indskiærpes, da hvem der døer med uklippede Nægle, fremmer betydelig den Skudes Bygning, som baade Guder og Folk maatte ønske blev færdig saa seent som mueligt. Den bliver imidlertid flot, som sagt, i den svære Sø-Gang, og Styr-Manden hedder Rimer (Hrymr). Fenris-Ulven slaaer nu et Gab op, saa stort, at Over-Kiæben er ved Himlen, naar Under-Kiæben er ved Jorden, og han vilde endnu gabe høiere, hvis der var Rum, og Ild kan Man slaae ikke blot af hans Ørne, men selv af hans Næse. Ved Siden har han ogsaa Midgaards-Ormen, som spyer Edder og Forgift baade i Luft og Hav, og er ganske frygtelig. Ved dette Bulder revner Himlen, og Muspels Sønner komme ridende, med den Sorte (Surtr) i Spidsen, som har Ild baade for og bag, og et ypperligt Sværd, hvis Glands fordunkler Soel-Skin, og naar de ride over Gynge-Broen (Bifrøst), da brister den. Endelig samles de Alle paa Thing-Marken som hedder Kamp-Plads (vigriðr), og er 706 hundrede Mile paa hver Leed, baade Fenris-Ulven, Midgaards-Ormen, Muspels-Sønnerne som udgiør en egen glimrende Slag-Orden, og Rimer med alle Rim-Thusserne, hvortil endnu kommer Loke med alle Dødbiderne (heliar sinnar).

Naar dette begynder at skee, da staaer Heimdal op, og blæser saa ivrig i Gjallar-Hornet, at alle Guderne vaagne og samles paa Thinge, hvornæst Odin rider til Mimers Kilde og henter Raad hos Mimer for sig og Sine, men nu skiælver Asken Ygdrasill og der hersker Forfærdelse baade i Himlen og paa Jorden. Aserne væbne sig imidlertid med alle Enherierne, og møde paa Kamp-Pladsen med Odin i Spidsen, under Guld-Hjelmen, hans Brynje er lueforgyldt, og med Gungner i Haand rider han mod Fenris-Ulven. Thor gaaer ved hans Side, men kan ikke hjelpe ham, da han har selv sit Læs med Midgaards-Ormen. Frey gaaer i Kreds med Surter, og det holder haardt, før Frey bukker under, men nu koster det ham dog hans Liv, at han gav Skimer sit Sværd. Hunden Garin, som slaaer bundet ved Gnypa-Hulen, er nu ogsaa sluppet løs, og dette fæle Bæst maa Tyr drages med, til de falde Begge. Thor giver vel Midgaards-Ormen dens Livs-Brød, men naar han er traadt ni Skridt tilbage, falder han død til Jorden, af Edderen, Uhyret har spyet paa ham. Ulven sluger Odin og det bliver hans Død, men strax styrter Vider frem, sætter sin ene Fod paa Ulvens Under-Kiæbe, og tager derpaa saaledes Hold i Over-Kiæben, at Svælget flækkes og Ulven styrter. Loke kæmper med Heimdal, til de falde Begge, og nu slynger Surter Ild over Jorden, saa hele Verden gaaer op i Luer*).

Det Egne ved denne Fremstilling er blot clet Par Ord om Striden mellem Tyr og Garm, Loke og Heimdal, thi det Øvrige er mest taget af Vøluspa, hvis Ord Man endogsaa tit kiender igien. Ikke tør jeg just derfor paastaae, at Varslerne for Ragna-Roke har oprindelig været saaledes besungne, som vi nu finde det, thi slige Ting lod sig let forandre, men dog er Volas Tale derom saa kort og fyndig, at Stort har Man ikke sat til i Kragemaals-Dagene, blandt Andet fordi Man da ikke * 707 kunde giøre saa kort og fyndigt et Vers, om Man end stod paa sin Hals. Endeel finde vi ogsaa Vink om hos Vola, som Gylfe-Legen forbigaaer, naturligviis fordi det har været dens Forfatter ligesaa dunkelt, som det er os. Vola siger:

Egder paa Høien,
Den Hexe-Mester,
Slog med Gammen
Guld-Harpen nu,
Over ham goel,
I Giøgle-Træet,
Hanen Fjaler
Med høirød Kam!

Guld-Kam hos Aser
Goel nu med,
Han vækker Helte
I Hær-Faders Gaard!
Derhos galer,
Fra Dybet end,
Sodbrun Hane
I Helhjems Sal!

Høit giøer nu Garm,
Ved Gnypa-Hulen,
Fæstet brister
Og Freke bisser!
Meer veed end Vola,
Og videre seer hun,
Guderne rave
I Ragna-Mulm!

Bane da findes
I Broderskab,
Frænde, trods Blodet,
Er Frænde værst!
Haarde Tider,
Men Horer Nok;
Split-Tid, Rov-Tid*),
Og røde Skjolde,

* 708

Varulve-Tid,
Før Verdens Ende,
Skarp er da Vinden,
Og Skaansel død!

Hovedhede spiller
Da Sønner af Mim*)
Alt paa det klingre
Gjallar-Horn,
Høit blæser Heimdal,
Med Hornet i Sky,
Odin mumler
Med Mimers Hoved!

Old-Træet sukker,
Mens Jetten løses,
Helte ryste
Paa Helhest-Vei,
Ygdrasils-Asken
Aglende1 staaer,
Til den opsluger
Surturs Lue!

Rimer fra Østen
Ager om Bord,
Jormungand tager
Til Jette-Styrken,
Bølgerne steile,
Hvor blegnebbet Ørnen
Skvaldrer ved Lig-Kost,
Skride da seer Man
Nægle-Skuden!

Styret af Loke,
Stavnen skrider,
Mægtig paa Hav,
Med Muspels Folk,

* * 709

Fokkerne fare*)
Med Freke tilhobs,
Der er Bileist
Ei broderløs.

Hvad nu med Aser!
Hvad nu med Alfer!
Aserne thinge,
Og Jetter larme,
Dværgene stønne
For Steenstu-Dørre.
Asgaards Visere**)!
Veed I nu Sldel
Paa halvkvæden Vise?

Surtur farer,
Med Flagre-Luer,
Fra Sønder-Leed,
Sværdet fordunkler
Valguders Soel***)!
Klipper brage
Og Bjerg-Folk rave,
Helte faae Hel-Sot,
Og Himlen brister!

Da Hline hjerasøges
Af Sorgen paa Ny,
Naar Odin ganger
Med Ulv i Kreds,
Og Beljas Bane
Hin Blide mod Surt,
Thi Frigges Yndling
Han falder nu!

* * * 710

Da kommer den stærke
Seierhelt-Søn,
Vider, at kæmpe
Med Valplads-Dyret,
Sikker paa Haanden,
Hjertet han rammer,
Farvet er Sværdet,
Faderen hevnet!

Berømt af Dyster,
Hlodines Søn,
Ætmand af Odin,
Mod Ormen staaer!
Midgaards Værge,
Fuldvreed i Hu,
Han slaaer og rammer,
Da rømme Helte
Enhver sin Plads,
Mens Fjorgyns-Sønnen
Ni Fod tilbage
Fra Snogen raver,
Den spotter ei!

Nu sortner Solen,
Nu synker Jorden,
Nu Himlen taber
Hver Tinder-Stjerne;
Men, svøbt i Røgen,
Sig svinger Ilden,
Til Luer lege
Ved Lysalf-Hjem*)!

Man seer blandt Andet heraf, at i Volas Tid kom alle Asernes Fiender til Søes, saa de behøvede ingen anden Bro end den de førde med dem, og Vola synes i det Hele slet ikke at kiende Noget til den siden saa berømte Bifrøst, der først pipper frem, tilligemed Sleipner og Brage, Høgen Habrok og Hunden Garm, i Grimners-Maal, og stikker sagtens tillige i den As- Bro, hvorpaa der i samme Kvad dunkelt henpeges**).

* * 711

Siden høre vi Intet til den, før i Gylfe-Legen*), hvor Gangler spørger Vei fra Jorden til Himlen, og Har svarer smilende: det Spørgsmaal var ikke for klogt, men har Man ikke nok fortalt Dig om en Bro mellem Himlen og Jorden, som Guderne gjorde, og som du sikkert har seet, men kaldte den kanskee Regn-Buen. Den er trefarvet og stærk tilgavns, men brister desuagtet naar Muspels Sønner ride over den, saa de maae svømme tilhest over store Floder**). En anden Gang, da Gangler, i Anledning af det dunkle Vers i Grimners-Maal, spørger om der brænder Ild over Bifrøst, svarer Har, at det Røde i Buen er Ild, og at Bjerg-Riserne foer snart til Himmels, om der var frit Kiørind over Bifrøst, hvis Bevogtning Man siden hører, er Heimdal paa Himling-Høi betroet***). Min Mening er kortelig den, at enten Digtere sige, de reed til Himmels paa Regn-Buen eller paa Mælke-Veien, da smile de altid ad de kloge Høns, som spørge om det ogsaa virkelig gaaer an, og de smile med Rette, da Billed-Sproget selv unægtelig er Vinde-Broen mellem Himmel og Jord, som Thusserne vel ingen Vei kan komme med, men har dog stor Lyst til at træde paa, saa det kan nok behøves at Heimdal giver dem et Rap med hans gode Sværd, som ei for Intet kaldes »Hoved«.

Dog, det var om Ragna-Roke, vi skulde tales lidt nærmere ved, og maae da først bemærke, at enten Ordet bedst oversættes Gude-Mørke eller Gude-Slæt, saa menes dermed Asa-Livets Undergang, og veed vi, hvad det vil sige, da veed vi ogsaa, Man behøver ikke at vente til Verdens Ende, for at see noget Sligt. Det er nemlig Naturens sædvanlige Gang, at vore Forestillinger om det Usynlige: Himmelske og Aandelige, blive i Alderdommen daglig mattere, og, at hæve de sig da end en Gang til Kamp mod Jette-Anskuelsen af Livet som et Rov, Man kun, saalænge mueligt, maa forholde Eiermanden, eller som en Drøm og et Blænd-Værk, ikke værd at ændse, da synke de dog gierne snart igien, og blive lettelig aldeles døde og magtesløse. Men, selv om Enkelt-Manden i Hedenskabet undgik denne Fare, saa følde og saae dog Fædrene, at Stammer og Folke-Færd undgik den ikke, og deraf opstod den store Ragnaroks-Mythe, da de Guder, vi selv har skabt, naturligviis forgaae med * * * 712 vor levende Ihukommelse af dem og Tro paa dem. Gaaer det nu saaledes med hvert Folk, da maa det gaae ligedan med hele Menneske-Slægten, og i Universal-Historien staaer unægtelig ogsaa Christus som en Heimdal, der vækker de aandelige Kræfter paa Jorden til den sidste Strid, som nu vel ei kan vare meget længere, da det paa den store Skue-Plads synes mest at være Jetter og Dværge, der slaaes om Byttet.

Fra denne høiere Syns-Punkt vil vi imidlertid ligesom stige et Trin nedad, fordi Man almindelig forvexler den overnaturlige Tro, der er de virkelige Christne eiendommelig, med den levende Anskuelse og deraf udspringende naturlige Tro paa en virkelig Aande-Verden i det Høie, med Virksomhed i det Lave, der er fælles for Adel-Mennesket i det Hele. At nu Billed-Sproget er det eneste Natur-Sprog, hvori Man kan tale levende om det Usynlige og Guddommelige, og at Digterne, som fødte Mestere i dette Sprog, er Folkenes naturlige Propheter og Mythe-Smede, forudsætter jeg som afgjort, og paastaaer derfor, at naar et Folk har sine sidste virkelige Digtere, der ikke lege med Billed-Sproget, men udtrykke sig for Alvor levende og kraftig deri om Guddommen og Menneskeheden, om det Forbigangne, Nærværende og Tilkommende, da har Folket sit Ragna-Roke, som bliver kiendeligt derpaa, at baade Folket og Sproget tabe derefter den Aand dvs. Livs-Kraft, der forhen besjælede dem, hvorved da naturligviis ogsaa Begges historiske Selvstændighed og Vigtighed endes, og Adel-Folket taber sig i den store Verdens-Pøbel, der kun, aandelig talt, har Maal og Tal, men ingen Vægt. Slige Ragna-Roker er nu vel ingenlunde afskaffede ved Christendommen, da dens Indflydelse paa Folke-Livet ei vil vare et Øieblik længere end dens poetiske Udtryk, men dens underlige Magt til at opvække af Døde, indvikler dog nødvendig Forholdet, som vi derfor skal lære at kiende i Hedenskabet. At nu Grækerne havde deres Ragna-Roke i Alexanders, og Romerne deres i Augusts Dage, lader sig ikke godt miskiende, og at de gamle Nord-Boer fik deres i det Trettende Aarhundrede, lader sig let opdage; men stirre vi vist paa Old-Sagnene, da skimte vi For-Varsler saa store, at, uden Christendommens Hjelp, var Hint sikkert aldrig oplevet. Jeg vil ikke her gientage hvad tit er sagt i det Forrige om Asamaals-Tiden, som den hvori Aserne var levende, til den slutter hos os med Angel-Sachsernes Udvandring i det Femte Aarhundrede; men jeg vil giøre opmærksom paa to historiske Ragnarok-Sagn 713 i Norden, hvoraf det Ene paa det Nøieste knytter sig til hin Tids-Punkt. Det er nemlig Sagnene om Rolv Krage og om Braavalla-Slaget, af hvilke det Sidste aabenbar minder om Ragna-Rokes mythiske Beskrivelse, men det Første virkelig skildrer det tilsvarende historiske Ragna-Rok i Danmark, med Rolv til Odin, Bjarke til Thor, Hjalte til Frey, og, hvad der er det Besynderligste, Vigge til Vider, saa Man hører ligesaalidt til den Ene under hele Slaget, som til den Anden i Asgaard, før Kongen er faldet og Hevnens Time slaaer. Jeg mener nemlig ingenlunde, at Mythen om Ragna-Roke er opkommet ved Rolvs Fald, men netop omvendt, at Skialden som besang dette, vitterlig eller uvitterlig har copieret den, og jeg finder det høist rimeligt, at vor Guld-Alders Katastrophe har havt en paafaldende Lighed med den Mythe, der udtrykde Ahnelsen af Ragna-Roke. At nu Rolvs Tid maa sættes strax efter den Angel-Sachsiske Udvandring, giættede allerede Suhm sig til, efter Ynglinge-Tal, og ved med det at sammenligne Bjovulfs-Drape og Efterretningen hos Jornandes om den Danske Kong Rudolf (Bjovulfs-Drapens hroðulf) der flygtede til Theodorik, bliver det endog vist, at der har været en Dansk Kong Rolv i Slutningen af det Femte Aarhundrede. Med Personen er det i Øvrigt ligegyldigt, thi vi tog mærkelig feil, om vi ansaae Bjarke-Maalet hos Saxo for en Smule Rim-Krønike, der skulde laane sit Værd af de Navne den opbevarer, da det derimod selv er en stor poetisk Daad og Begivenhed, lige dyrebar, og lige tro en Skildring af den graa Old-Tid, om end alle Navnene var blevet udeladt eller udkradsede i Haandskrifterne. Derimod skal vi lægge vel Mærke til, at Guldets yngste historiske Tilnavn er »Rolv Krages Sæd paa Fyrresvold« saa dermed slutter Guld-Alderen, som om Ordsproget ogsaa her vilde stadfæste sig, at hvem der saaer Penge, høster Armod, og vi skal tillige agte, at i Rolvs Dage staaer det store I is-Slag paa Væneren mellem Kong ale i Norge og Kong Adils i Sverrig, saa det er en Ragnaroks-Tid for hele Norden, hvormed Asernes egenlige Liv og de Poetiske Kiendinger slutte, ja, for at vi ret klart skal see det, byder Bjarke jo lydelig Trods til Odin, om han meer tør vise sig paa Val-Pladsen*).

Dog, Bjarke og Rude, som blæser ad Odin og Frigge, fik ogsaa udlevet, Kæmpe og Skjoldmø-Tiden fik ogsaa sit * 714 Ragna-Roke, og det er Braavalle-Slaget, hvormed Stærk-Odder ligesaavel ender sine Bedrifter, som Skjold-Møerne Visne og Viborg deres, saa det er intet Under, at det buldrer i Bjarke-Maalets Efter-Klang(Stærk-Odders Vise) som om Verden skulde forgaae.

Man kunde derfor med Rette kalde Leiregaards-Branden det Danske, og Braavalle-Slaget det Gothiske Ragna-Roke, og vil Man see et Norsk, behøver Man blot at følge med Snorro til Fidje og til Hakon Adelsteens Gravhøi, hvor Skalda-Spilderen med sit Hakonar-Maal aldeles ender den gamle mythiske Tid, hvorover Aserne svævede. Vil Man endelig see et Islandsk Ragna-Roke, da læse Man Njals-Saga, og forstaaer Man mig endda ikke, faae vi opgive Haabet om at forstaae hinanden.

For-Nyelsen.

Herom veed Vola bedst Beskeed, saa vi vil strax høre hendes glade Sang:

For hendes Øine
Atter sig løfter
Jorden af Havet,
Immergrøn!
Bølgerne dale,
Og Ørnen stiger,
Fiske paa Fjeld-Top
Fanged han nys!

Aser da mødes,
Paa Ida-Sletten,
Sammen de tale
Om Sager gamle,
Om svundne Tider
Og Torne-Baner,
Om Forlids Runer
Og Fimbul-Tyr!

De atter dages,
Som Dannefæ,
I Efter-Græsset,
De gyldne Tavl,
715 Som Asa-Drotten
Og Odins-Ætten
I gamle Dage
Med Gammen trak!

Med Ax da pranger
Upløide Mark,
Alt Bod for Bane
Med Balder fik,
Nu han med Høder
I Høie-Loft,
I Valgud-Salen,
Er Seier-Herre!
I har vel forstaaet
En halvkvæden Vise!

Valget da haver
Hæner fuldgodt:
Brødrene begge
Ham Borge lod,
Dørrene alle
Ham aabne staae
I har vel forstaaet
En halvkvæden Vise!

Solen fordunkles
Af Salen, hun seer,
G i ml e saa straaler
Med Gylden-Tag,
Der skulde dannis
Drotter bygge,
Og leve deilig,
Dagene lange!

Da staaer for Styret
Den store Han-Selv,
Han fra det Høie
En Hersker født,
Dom Han fælder
Og Fred Han giør,
Evig giælder
Hans gyldne Lov!

716

Edder-Dragen
Sig opper nu,
Paa Natte-Vinger,
Fra Niding-Fjeld:
Nidhøg flyver
Ad Fugle-Veien,
Med Liig under 'Vinge,

Og Vola tier*)!

Foruden Vøluspa er Vafthrudners-Maal den eneste gamle Sang, hvori der aabenbarlig tales om Tilstanden efter Ragna-Roke, og, skiøndt jeg maa gientage, hvad før er bemærket, om den Forsigtighed, hvormed Mythologen maa bruge en Sang, hvor Odin for det Meste kun spørger**) og Jetten svarer, vil vi dog ingenlunde binde Munden paa den gamle Luren-Dreier, men tvertimod indrømme, at nogen Grund maa han immer have havt for sig, naar Odin ingen Indvending giør:

Gavnraad.

Vidt har jeg faret,
Fristet endeel,
Maalt mig med mangen
Mester iblandt!
Hvem skal vel arve
Asernes Odel,
Naar Surtur-Branden
Er slukt om Land?

Vafthrudner.

Naar Surtur-Branden
Er slukt om Land,
Viders og Vales
Er Viborg da,
Mode og Magne
Har Mjølner fat,
Giør saa med Krigen
Kort Proces***)!

* * * 717
Gavnraad.

Hvem er de Folk,
Som Fimbul-Vinter
Skulle paa Jorden
Overleve?

Vafthrudner.

Liv og Liv-Thraser
Lønlig sig bjerge
I Mimer-Skoven,
Med Morgen-Duggen
Til Folke-Forældre
De fødes der*)!

Gavnraad.

Naar Fenris sluger
Den favre Soel,
Faaer Blaa-Vang da Bod
For Bane sin,
Med Soel-Sldn nyt?

Vafthrudner.

Ja, Rødmusse føder,
Før Rov hun vorder
I Ulve-Mund,
En elskelig Daatter,
Mø som træder
I Moders Fjed,
Gylden opgaaer,
Mens Guder segne **)!

Alt dette har aabenbar staaet for Gylfe-Legens Forfatter, som naturligviis har taget det for lige gode Vahre, men det Mærkelige er, at han slet ikke har vidst Noget at lægge til, thi deraf maae vi slutte, at der var ikke Meer i de gamle Sange om den store For-Nyelse, end hvad der ved et eget Held er kommet til os***). At det kun er Volas Vink der i Grunden holde Stik, * * * 718 har vi før bemærket, men det følger dog af sig selv, at de Gamles Ahnelser om Tilstanden efter Nordens og efter hele Verdens Ragna-Roke, maatte underlig sammensmelte, og vi, som ikke af deres Myther vil lære Geographi om det evige Rige, hvorover vi har et bedre Kaart, betragte gierne den Nordiske Fornyelse, vi arbeide paa, i Fuldendelsens Glands. Denne Fornyelse i det Nittende Aarhundrede af hvad der forgik i det Trettende, vil naturligviis bedst og nærmest svare til Skildringen i Vafthrudners-Maal, eller til Ahnelsen af et Tids-Rum, hvori det sammenhørende Gude- og Folke-Liv skulde paa en Maade fortsættes af Børnene under en Efteraars-Soel; men da det vil skee i Kraft af den høiere Christelige Anskuelse, der i de sidste tre Aarhundreder har havt sit Ragna-Roke, og vender nu tilbage som en Balder fra Hell, saa vinder det Hele en forunderlig straalende Sammenhæng, der vel ikke maa blænde, men skal dog lynslaae og maa forlyste os Nordboer, som fødtes under saa lykkelig en Stjerne, at hvor dybe end Fædrenes Ahnelser var, see vi dem dog at gaae i Opfyldelse.

Hvem der endnu ei kan finde sig i en Anskuelse af Nordens Myther, hvorved de øiensynlig sammenkiæde sig til et Billede af det Universal-Historiske Menneske-Liv, der nødvendig maatte svæve for de Kæmpers Øine, i hvis Inderste det glødede, og giennem hvis kraftige Med-Virkning det i to Aar-Tusinder skulde gestalte sig; hvem der ei kan det, er maaskee ligefuldt et langt bedre Menneske end jeg, men han nedstammer ikke fra dem, over hvis Isser Nordens Aand svævede, og burde derfor lade Mytherne, der aabenbar udsprang af en tilsvarende Begeistring, som sig uvedkommende, være i Fred!

Asa-Kviderne.

Under dette Navn indslutter jeg ikke blot Vegtams, Thryms og Hymers Kvide, men ogsaa Skirners Reise, fordi Kæmperne i dette Bjarke-Maal spille Kamerad med Aserne, saa Odin maa ikke blot selv ride til Hel hen i Veiret, men ogsaa selv sadle sin Hest, og Thor maa ikke blot lege Høg efter Due med Thrym Jette-Konge, men selv gaae til Jotunheim for at laane en Brygger-Kiedel, og bære den paa Hovedet, 719 med en Hank der slaaer ham i Hælene. Ogsaa det kan være morsomt nok at høre, for en Gang, men klogere paa Mytherne giør det ligesaalidt os, som det gjorde de Gamle, og naar Man derfor vil giøre mere Brug af disse K vider, end alt i det Forrige er gjort, maa Man oversætte dem i den deels pudseerlige, deels naive Smag og Tone, der er dem egen. Dertil er nu her ikke Rum, og desuden vilde det neppe lykkes mig at oversætte de Ypperste: Thryms-Kviden og Skirners Reise, da jeg har følt mig drevet til at behandle dem friere, og derved sagtens gjort mit Bedste i dette Stykke*). Jeg troer derfor, Læseren er bedst tjent med at faae Kæmpe-Visen om Thor af Havsgaard og Tosse-Greven, thi vel er den, som Oversættelse, ikke af de Bedste, men som Karmen, hvorpaa Thor agede giennem Middel-Alderen, er den af større Vigtighed, end Man hidtil drømde om, og da den, til lidt Skam og stor Skade, er udeladt af de Udvalgte Viser, gjør jeg ligefrem Krav paa Læserens Tak, fordi jeg indlemmer den i Mythologien.

Det var Thor af Havsgaard, rider over de grønne Enge, der tabde han sin Hammer af Guld, og borte var den saa længe. Saa vinder man Sverkind.

Det var Thor af Havsgaad, han taler til Broder sin: Du skal fare til Nordnæs-Fjeld, og lyse om Hammer min. Saa vinder man Sverkind.

Det var Loke Leyemand, sætter sig udi Fjeder-Ham: Saa flyver han til Nordnæs-Fjeld, alt over det salte Vand.

Midt udi den Borge-Gaard, der axler han sit Skind: Saa gaaer han i Høie-Loft, for leden Tosse-Greve ind.

Vær velkommen Loke Leyemand, du vær velkommen her: Hvor stander til udi Havsgaard, og hvor stander Landet der?

Vel stander til paa Havsgaard, og vel stander Landet der: Thor han haver sin Hammer mist, derfor da kommer jeg her.

Ikke fanger Thor sin Hammer igien, du føre hannem saa for Ord: Under femten Favne og firetyve, der ligger han graven i Jord.

Ikke fanger Thor sin Hammer igien, end siger jeg dig saa: Med mindre I give mig Jomfru Fridlevsborg, med alt det Gods I aa.

Det var Loke Leyemand, sætter sig udi Fjeder-Ham: Saa fløi han tilbage igien, alt over det salte Vand.

Midt udi den Borge-Gaard, der axler han sit Skind: Saa gaaer han i Borge-Stue, for kiæreste Broder sin.

* 720

Ikke fanger du din Hammer igien, det maa du lide paa, Med mindre han faaer Jomfru Fridlevsborg, og alt det Gods vi aa.

Dertil svared den stolte Jomfru, Paa Bænken som hun sad: I give mig heller en Christen-Mand, end denne Trold saa leed.

Da ville vi tage vor gamle Fa'r, saa vel børste vi hans Haar: Føre vi hannem til Nordnæs-Fjeld, for mig han Brud fremgaae.

Førde de den gamle Unge-Brud, førde hende i Bryllups-Gaard: Det vil jeg for Sanden sige, ei Guld blev for Legeren spart.

Saa tog de den væne Brud, satte hende paa Brude-Bænk: Foran da gik den Tosse-Greve, ham lyster for Bruden at skiænke.

Femten Oxe-Kroppe dem aad hun op, dertil tred've Svine-Flykker: Syv hundrede Brød hendes Maaltid var, førend hun begiæred at drikke.

Vel tolv Læster Øl dem drak hun ud, før hun kunde Tørsten slykke, End drak hun ud den Hanke-Balje, saa tog hun til at hikke.

Tosse-Greven gaaer ad Gulvet frem, sine Hænder monne han vride: Hveden er vel den unge Brud, hun vil saa meget æde.

Tosse-Greven taler til Kielder-Svend, forsøm du Tappen ikke: Her haver giæst saa underlig en Brud, saa meget vil hun drikke.

Svarede det liden Loke, og smiler han under Skind: I otte Dage ei *) haver hun ædt, saa saare stunded hun hid.

Meldte det leden Tosse-Greve, og saa tog han oppaa: I kalde mig ad de Taffel-Svende, bede dem for mig indgaae.

I hente mig ind den Hammer af Guld, jeg vil den gierne undvære: Kan jeg ellers ved Bruden skilles, enten med Skam eller Ære.

Otte da vare de Kæmper, som Hammeren bar ind paa Træ: Saa lagde de den saa snildelig, tvertover Brudens Knæ.

Det da var den unge Brud, tog Hammeren i sin Haand: Det vil jeg for Sanden sige, hun vendte den som en Vaand.

Først slog hun den Tosse-Greve, den Trold baade leed og lang: Saa slog hun de andre smaa Trolde, at Dørren den gjordes dem trang.

Sorgfuld' da vare de Giæster, og alle de Nordnæs-Mænd: De finge Hug og dødelig Saar, deraf saa blegnedes Kind.

Det var Loke Leyemand, monne sig saa vel omtænke: Nu ville vi fare hjem til vort Land, og spone vor Fader en Enke. Saa vinder man Sverkind**).

* * 721

Der har været, og er maaskee endnu, en Norsk Vise om det Samme, af hvis tyve Vers Peder Syv kun anfører Eet, fordi Indholden var eens, men det er Skade, thi deels siger han selv at der kaldes Loke ikke Leyemand men Lagensen, og Tosse-Greven Jotulen, og deels viser det anførte Vers, at det har været en ganske anderledes Vise, som det ikke blot vilde været morsomt, men lærerigt at sammenligne med den Danske. Verset findes nemlig saadan:

Thore-Kal kom af Skogje hjem,
Trætte var han og møde,
Tjuvan har stole bort Hammeren hans,
Han vidste ikke hvem det gjorde
Thore-Kal tømmaa
Føelen sin med Toumaa*).

Hengst og Hors.

Fik Man i Engeland Fingre paa et Par vælige Hav-Heste, der lod sig ordenlig ride til Vands, da vilde jeg ikke være den Hyre-Kudsk, der spændte saa ædle Dyr for en Dag-Vogn (stage-coach) og blev til Latter; men endnu mindre kunde jeg raade nogen Engelsk-Mand, der ikke vilde vises til Bedlam, at bruge en Damp-Indretning med 1500 Hestes Kraft (horse-power) til at trække en enkelt Færreds-Vogn i Fod-Gang paa jævn Jord. Saa besynderlige er imidlertid Menneskens Børn, at Urimeligheder, de knap kan tænke sig i den synlige Verden, dem begaae de glatvæk i Aandens usynlige, men derfor ikke mindre virkelige Verden, og bilde sig ovenikiøbet ind, det er meget klogt, saa det kunde gierne stikke John Bull at vise mig til Bedlam, fordi jeg her lægger Mythisk Beslag paa Hengst og Hors, der nu i et stort Aar-Tusinde, ligesiden Beda den Ærværdige lagde Tøiet paa dem, har maattet slide for Halmen, op og ned ad den snevre Gyde, Man hidtil kaldte Angel-Sachsernes Historie, og betragtede virkelig kun som en Smutte mellem Roms Konge-Vei (high-way) og Ny-Englands Adel-Gade * 722 (high-street), aldeles, som Londons mange Smutter vise, i den Engelske Smag*).

Dog, Man sige hvad Man vil, saa lægger jeg herved, i alle Mythe-Smedes Navn, Beslag paa Hengst og Hors (Hingst og Hoss) med samt deres tre Kiøle og tre eller femten hundrede Mand, saa, vil Engelsk-Manden endelig have dem, kommer han til at giøre et nyt Kiøbenhavns-Tog og lægge an paa hele den Danske Flaade. Det giør han imidlertid sikkert ogsaa, saasnari han kommer under Veir med Hemmeligheden paa Flaaddet, og indseer, at naar det kommer til Stykket, er det, jeg kan forholde ham, kun Lidt imod hvad han kan tage med Magt; thi det er hans Tanke-Gang: jo Meer, jo bedre, og om Navne er det ikke værdt at trættes, naar Man har Tingen. Kort sagt, den Angel-Sachsiske Udvandring til Søes, som var den dygtigste Aare-Ladning, Danmark har faaet, er en Universal-Historisk Begivenhed, som jeg nok lader være at ændre, og maatte sikkert ladet gaae sin Gang, om jeg end selv havde staaet paa Told-Boden og givet Ulkene et godt Ønske om Stranding for Landing med, da de lagde ud af Bommen, med jeg veed ikke hvormange Orlogs-Mænd; thi de gamle Vikinger, der lod staae ad Bretland til, var sikkert ikke bedre at bugte, end de Nye, som kom derfra; men kan jeg ikke faae anden Hevn over de fortvivlede Ulke, enten for det første eller for det sidste Sø-Puds de spillede Danmark, vil jeg dog have den Fornøielse at slaae mig til Ridder paa deres Historie-Skrivere, især de Nyere, som kunde fundet Meget hos Bed a, der var bedre værdt at efterligne og afskrive, end det Kloster-Latin, at Hingstus og Hossa (Hengisthus et Horsa) var Angel-Sachsernes første Høvdinger. Jeg tvivler nemlig ingenlunde paa, at jo Beda »den ærlige Mand« havde hørt paa Angel-Sachsisk, hvad han gav Been-Raden af paa Latin, men jeg tvivler ligesaalidt om, at, skiøndt han selv skrev Vers, har han dog ladet sig narre af en gammel hedensk Rim-Smed; thi at Vikingernes berømteste Høvding kan have hedt Hingst, det lader jeg gaae, men naar Hosset følger med, da byder min Critiske Samvittighed mig at sige Stop, thi det gaaer aabenbar for vidt, selv naar Man tager det saa billedlig, som Mythe-Smeden med den store * 723 Mund formodenlig gjorde*), saa det egenlig kun skal sige, at Sleipner vandrede ud og tog alle Hav-Hestene (merehengestas) med sig. Her seer Man, hvad Mythen kan betyde, og da saavel Engelands som Nordens følgende Historie giennem saamange Aarhundreder har beviist, at Angel-Sachserne virkelig har taget Broder-Parten med sig, baade af den store Mund og af Vædde-Løberne til Vands, maae vi nødvendig forstaae den saaledes, men selv om Høvdingen traf til at hedde Hingst, saa Mythe-Smeden blot lagde Hosset til, for at faae et rundt Tal, saa paastaaer jeg dog, han tog Munden for fuld, som, blandt Andet, Svenn Tveskiæg og Knud den Store klarlig beviisde Kong Ædelred og hans Sønner.

Saaledes er det Spørgsmaal da let besvaret, hvorfor vi ikke finde Spor af Hengst og Horsi de Danske Old-Sagn; thi selv naar vi (især for Sir Hopes Skyld) lade Hengst giælde for et ordenligt Karl-Folk, da see vi af Bjovulfs-Drape, at han vel sad under den Danske Kong Halvdans Vinger, men var dog en Friser-Høvding, saa han kunde ikke godt komme paa Skjoldung-Listen**); men gjaldt det alligevel om at finde ham der, da vilde jeg give Anviisning paa den gode Hingst, der bar baade Odin og Hading over Havet, og kunde da sagtens ogsaa bære en Slump Danske Sø-Haner.

Slutningen bliver da, at Hors, som derfor ogsaa falder barnløs, saasnart han kommer i Land, hører blot med til Over-Farten***), og at Hengstes Personlighed er meget tvivlsom, men bør dog ei bestrides, da han ikke blot har et Slægt-Register i opstigende Linie til Odin, som Skjalden raadte for, men ogsaa et i Nedstigende, til Kong Ædelbert i Kent, som lod sig døbe, og har ventelig selv kaldt H engs t sin Stam-Fader, og det er høist mærkeligt, at vi hos Saxo, netop i Kong Halvdans Tid finde en Heske mellem de Jydske Høvdinger, thi det er *

- - - a large mouth indeed
That spits forth death and mountains, rocks and seas,
Talks as familiarly of roaring lions,
As maids of thirteen do of puppy-dogs!

* 724 aabenbar samme Navn som Æske*), der paa alle Slægt-Registre gaaer for Søn af Hengst, der fulgde voxen med ham fra Hjemmet, og efter hvem Nogle sige, at Kongerne i Kent kaldtes Æskinger. Da imidlertid Æsk ligesom det bekiendte Askmand (Orlogs-Mand), efter Fleres Sigende kun var hans Tilnavn, har det Samme ventelig været Tilfældet med Hengst, der klinger nok saa mistænkelig, saa baade Hingst og Hoss kan godt gaae paa Græs ved vore Strande, uden at Nogen drønide derom, fordi de naturligviis herhjemme ikke brugde den Angel-Sachsiske Forklædning, men axlede deres eget Skind. Dette skal vække vor Opmærksomhed paa alle de Bretlands-Tog, vi finde i Saxos første fem Bøger, og, tager jeg ikke meget feil, er der siden aldeles tyst om Bretland, indtil der under Harald Hildetan ymtes om et Tog til Nordhumberland, som Sachse-Krøniken lærer os nærmere at kiende.

Naar vi nu huske, at Bretland blev ligesaalidt indtaget som Rom blev bygt paa een Dag, og at de Nordiske Besøg havde begyndt endnu før Romerne sagde Øen Farvel, da vil det ikke undre os, at vi, foruden Tostes korte Besøg, og Fridlevs bankede Trøie, finde Sagn om tre seierrige Tog: under Frode Hadingsøn, Amlet og Fredegod, som er meget baade for poetiske og karakteristiske, til at være grebne af Luften**).

Det er da ogsaa høist mærkeligt, at vi i det første Sagn støde paa Friser-Høvdingen Vitte (Vittho) som i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre er snart Fader og snart Farfader til Hengst og Hors, og da han endogsaa ensteds kaldes Pikte***), tvivler jeg saameget mindre om, at dette Sagn hører til Pikte-Toget, som gav Øst-Skotland Nordiske Indbyggere, og var Forspillet til den Angel-Sachsiske Udvandring. Da nu Fredegods-Sagnet er Levningen af det Old-Danske Epos, hvori alle Folke-Bedrifterne er sammentrængte, kan vi der ikke vente at finde Bretlands-Toget, uden som det der slaaer Hoved paa Sømmet og binder Læsset, eller som Kronen, hele Nørre-Ledens Keiser vil sætte paa sine Bedrifter. Amlets-Sagnet bliver altsaa ene tilbage, som Mindes-Mærke af Jyllands Deeltagelse * * * 725 i den Angel-Sachsiske Udvandring, men det er ogsaa et ganske anderledes Varigt og Værdigt, end det, Hors fik i Kent, og selv Hengst i Engelands Historie. Jeg kan her ikke indlade mig nærmere i denne indviklede, men høist tiltrækkende Sag, men Vinket skyldte jeg Saxo og mine Læsere, som, ved nær mere Eftersyn, ogsaa vil finde, baade at Ger-Vendel, Hor- Vendel, Fenge, Amlet, Vermund og Uffe udgiør et Sæt Jyde-Konger, der staae i saare løs Forbindelse med Kon gerne i Leire, og tillige, at efter de Angel-Sachsiske Slægt-Re gistre er Uffe, ved Sønnen Angel-Thjov, Stam-Fader til de Merciske, og hans Svoger Vig, Frovins Søn fra Slesvig, til de Vest-Saxiske Konger, saa Amlet (Tossen) er fuld saa godt et Navn som Hengst til Stam-Faderen for Jyde-Kon gerne i Kent*). Ogsaa maa jeg tilføie, at ligesom Fenge er et af Odins Tilnavne, og Hor-Vendel samme Navn som Or-Vendel, hvis Taa, der blev loftet til Skyerne, ventelig frøs af ham da han sloges med Kong Kold fra Norge; saaledes minder Amlets-Kværnen, som Skalden kaldte Havet be synderlig om Grotte-Kværnen, der blev til en Mal-Strøm og gjorde Søen salt**).

Saaledes er det da i sin Orden, at Shakspear fandt sig bevæget til at dele sit udødelige Navn med Amlet (Hamlet) skiøndt det er løierligt nok, at han ikke vil have ham til Engeland; men jeg kan dog endnu ei slippe denne Materie, før jeg har peget paa Amlets Mythiske tHalv-Broder eller Gienfærd: Danskeren Havelok, om hvem Engelske Krøniker fra Middel-Alderen sige, at Svenn Tveskiæg og Knud den Store kaldte ham deres Frænde, som de kom til England for at arve. Samme Havelok, om hvem Man fra Middel-Alderen har en heel lang Riim-Krønike baade paa Fransk og Engelsk***), er nemlig en Dansk Konge-Søn, der af sin Formynder Godard Jarl, eller, som Andre sige, af sin Far-Broder Kong Stuart (steward), * * * 726 er bestemt til at druknes, men reddes af Fiskeren Grim, som fører ham til Lindesey i Engeland, hvor han voxer op til den deiligste Mand og djærveste Kæmpe, Man vil see, bliver Kokke-Dreng i Kongens Gaard i Lincoln, og nødes til at gifte sig med Prindsesse Guldborg, der har Arve-Ret til England, men mishandles af sin Formynder Goderik Jarl i Cornwal. Havelok kommer nu hjem til Danmark, forklædt som en Kiøbmand, bestiger, ved Hjelp af Ubbe eller Sigar Jarl, sin Fæderne-Throne, og giør derpaa sin Gemalindes Ret til England giældende. Til Vitterlighed har Grimsby, opkaldt efter Fiskeren Grim, endnu et Seigl, hvori Havelok staaer med sin Krone paa, og Guldborg med Sin, svævende overhovedet, og samme By har endnu, sige de nyeste Engels^ Skribenter, den Told-Frihed i Øre-Sund, Kong Havelok skiænkede den. Meget var herom at sige, men som jeg maa overlade til Læserens Skiønsomhed selv at tilføie.

Skjoldunger, Skillinger og Ylfinger.

Alle vi Nordboer har baade de gamle og de nye Islændere saare Meget, og i den egenlige Nordiske Mythologi Alt at takke, saa, naar vi kunde giøre det uden vor egen Skade, skulde vi gierne skjule deres Skrøbeligheder, men det kan vi ikke, og da det ikke nytter at græde over dem, bør Ingen fortænke os i, at vi spase lidt med dem, som baade er den mildeste og frugtbareste Maade at behandle dem paa. Til disse Skrøbeligheder hører nu ret egenlig deres gamle Slægt-Registre, der ikke, som de Angel-Sachsiske, er udkastede paa fri Haand til at give en værdig Forestilling om Nordens Helte, som Æt-Mænd af Odin og af Hav-Kongen Skef, Noas fjerde Søn, født i Arken, men er smaalig beregnede paa, at faae alt det Berømte, der ikke kunde voxe op paa Island, Ledd for Ledd brækket ud af Norges Klipper, eller ført op til Odin Tyrke-Konge fra det Sorte Hav. Dette er, blandt Andet, den sande Oprindelse til den Halvdan hin Gamle med de atten Sønner (fra hvem alle Nordens Helte-Slægter skal nedstamme) som allerede pipper frem i Skalda, og spøger slemt i det saakaldte Forniots Arve-Tal eller Norges Opdagelse (Fundinn Noregs), der vel nu ikke længer, som i Suhms og Skønnings Dage, giælder for 727 en Genesis i Nordens Historie, men har dog hidtil forebygget Udviklingen af et sundt Begreb om Helte-Slægterne.

Sagen forholder sig kortelig saaledes, at i Bjarkemaals-Tiden har Man, som Hyndlas Sang viser, havt Sagn om Skjoldungen Halvdan Gamle*), med atten Sønner, som en Stam-Fader til Nordiske Helte, men har i Kragemaals-Tiden misforstaaet det, og da Man ikke kunde hitte atten Helte-Slægter, ladet dem af Halvdans-Sønnerne, Man ingen Slægt havde til, falde sønneløse i Ungdommen. Indfaldet, seer Man nok, var ikke saa galt, men Udførelsen er selv i Skalda saa fuskermæssig, at der blive Helte-Slægter, som Ingen veed Noget om, og fattes Stamfædre mellem de atten Halvdans-Sønner netop til Nordens tre Stolkonge-Slægter: Skjoldunger, Skilfinger og Ylfinger**). Nu kom endelig Smøreren, som vilde giøre Alting klart, skiøndt han ikke engang var saa klog som Fuskeren paa Skalda, han kiørde Alting sammen med Nor og Gor og den gamle Snee, udraabde Halvdan Gamle af sin Naade til Nisse-Konge paa Ringe-Rige og Valders, slog ni Halvdans-Sønner som Fluer ihjel med eet Smæk, og vrævlede Resten saaledes sammen, at iblandt Andet Skjoldunger og Skilfinger blev Hip som Hap***).

Langt fra derfor at ville føre Læseren tilbage til den gamle Snee, der hos os, som Ordsproget lyder, ikke engang let bliver fjorgammel, eller fylde ham Ørene fulde med Hildinger, Ødlinger, Døglinger, Bragninger, Loftinger og Siklinger, som Man i Grunden ei veed mere om, end om de N i der faldt i deres Ungdom barnløse og leve kun af Skjaldenes Naade†), vil jeg holde mig til Hyndlas Sang, og vise, hvorledes Man, ved at følge dens Vink, faaer en temmelig klar Forestilling om Hoved-Inddeling af Nordens Helte.

* * * * 728
Freya.

Rul op fra Oven
De Arve-Tal,
Med Helte giæve,
Fra Heden-Old:
Skjoldunger prude,
Skilfinger med,
Ylfinger alle,
Odelsbaarne, Herser og Bønder, Mænd under Midgaard, Mest af Vælgten*)!
Hyndla.
Prisen for Alle
Bar Ale i Styrke,
Skjoldunge-Perlen
Var Halvdan hin Gamle,
Mange har vundet
Paa Val sig et Navn,
Men Alle fordunkles
Af Drotten, hvis Rygte
Med Vindene farer
Al Verden om!

Ædelmodig

Ham Edmund styrked,
Sigtryg han kløved
Med Klingen sval,
Elne han ægted,
Ypperlig Frue,
Moder til atten
Unger-Svende **)!

Skjoldunger alle
Skilfinger med,
Ødlinger, Ynglinger,
Odelsbaarne,

* * 729

Herser og Bønder,
Mænd under Midgaard,
Mest af Vælgten,
Stamme fra dem*)!

Her see vi Kilden, som Skalda-Skriveren og hans Eftermænd mere forplumrede end øsde af, og den første Mis-Forstand var naturligviis, at Man tog Halvdans atten Sønner, istedenfor Ale, Halvdan og Edmund, for de Mythiske Stam-Fædre til alle Nordens Helte-Slægter, thi heraf udsprang ikke alene det pudsige Indfald at giøre alle Mythiske Konge-Kiendinger til Navne paa Halvdans-Sønnerne, men ogsaa den barnagtige Lyst at trække Halvdan Gamle til sig. Naar vi derimod lade alt saadant Fjas fare, og tage Halvdan Skjoldung for Bjovulfs-Drapens Høie-Halvdan (heah Healfdene), Skjolds Sønne-Søn**) og Saxos Halvdan Gamle, Rolv Krages Far-Fader***), hvem Grotte-Sangen og Heims-Kringla ogsaa sætte paa Leire-Thronen†), og tage Ale for den berømte Kong ale fra Norge, der sloges med den Svenske Adils paa Væneren i Rolv Krages Tid, da følger det afsig selv, at Edmund (Eymundr) bliver den Svensk-Gothiske Heros, hvem Skalda giør til Konge i Holmgaard, og Bjovulfs-Drapen sagtens mener med Emund Skilfing (Eanmund) i Sverrig††). Saaledes finde vi da Stam-Fædrene til Nordens Stolkonge-Slægter, vel at mærke i Bjarkemeals-Tiden, og med Navnenes Fordeling har det heller ingen Sværighed, naar vi lade de Islandske Fordomme fare; thi at Skjoldungerne tilhøre Danmark er vitterligt nok, at Skilfingerne er de Samme som Islænderne kalde Ynglinger, altsaa Sverrigs Stol-Konger, har Bjovulfs-Drape sat udenfor al Tvivl†††), og Ylfingerne maae altsaa nødvendig tilhøre Norge, hvorpaa ogsaa Alt hvad vi veed om dem hentyder.

* * * * * * 730

Maa det nu kun giøre Læseren halv saa megen Fornøielse, som det har gjort mig, at finde Skjoldunger, Skilfinger og Ylfinger ordenlig bænkede paa de tre Nordiske Konge-Stole, da holder jeg mig derved fuldkommen skadesløs for den Ærgrelse, jeg har havt af Skaldas og Forniot-Snakkens Halvdan Gamle, der skal have givet et stort Jule-Offer for at leve i trehundrede Aar, men faaet til Svar, at han maatte nøies med at leve sin Alder ud, og med det Løfte, at der hele trehundrede Aar ei skulde fødes Almues-Folk eller Kvinder i hans Æt*). Stikker der nemlig noget godt Gammelt i Snakken, som nok er mueligt, da har det naturligviis oprindelig hedt »ingen Kiærling eller Fæt i din Æt«, som var noget ganske Andet; thi den Dag har aldrig været, og Danne-Kvinderne sørge vel for, den aldrig kommer, da Danne-Mænd skulde bryste sig af at blive Stam-Fædre til en kvindeløs Slægt**). Naar vi for Resten huske, at Bjarkemaals-Tiden falder mellem den Angel-Sachsiske og Normanniske Udvandring, da see vi strax at Halvdan Gamles tre Aarhundreder er de samme som Stærk-Odders, saa Forskiellen er blot, at Man i Danmark ikke var saa bange for det dristige Billed-Sprog, som i Norge og paa Island, eller med andre Ord, at Bjarke-Maalet var mere poetisk end Krage-Maalet.

Hvad nu især Skjoldungerne angaaer, da har Saxo sørget for, at vi veed en god Deel om dem, skiøndt den Islandske Skjoldung-Saga er forgaaet, saa det er beklageligst for Skilfingernes og Ylfingernes Skyld, som vi nu veed kun Lidt om; thi Snorro vidner, at deri var et langt Stykke om Slaget paa Væneren mellem den Norske ale og den Svenske Adils, hvorom vi nu maae nøies med det magre Udtog i Skalda, som dog er meget bedre end Intet***). Adils, som ikke troede sig Normanden voxen, skikkede nemlig Bud om Hjelp til sin Stif-Søn Rolv-Krage i Leire, lige navnkundig blandt Heden-Olds Drotter for Kækhed og Ydmyghed, og tilbød sig ikke * * * 731 blot at svare til Lønningen for hans Krigs-Hær, men ogsaa at lade Rolv tilkeise sig selv hvilke tre Kostbarheder i Sverrig, han vilde. Selv kunde imidlertid Rolv ikke komme, for Krigen med Sachserne, han dengang var indviklet i, men han skikkede Adils sine tolv Kæmper, hvoriblandt var Bjarke Bidhvas, Hjalte Ædelmod (hugpruði), Hvitserk Snarensvend, Vigge, Veset og Brødrene Svipdag og Begad*). Hvem Ale havde med sig, veed vi ikke Mere om, end hvad vi kan slutte af Verset:

Vestein reed paa Vale,
Og Vifil paa S tuf,
Meenthjov paa Moe,
Munter i Gry,
Og Ale paa Ravnen
Til Iisslag-Valen**)!

Man kan vel ikke sige, Åle beed i Græsset, men han faldt dog paa Glat-Isen, saa han reisde sig aldrig mere, og Adils tog saavel Hilde-Svin, hans Hjelm, som Ravn hans Hest, men vilde hverken udrede Kæmpernes Sold, som var tre Mark Guld til Mands, eller rykke ud med Kostbarhederne, de kaarede til Rolv, Hjelmen Hilde-Svin nemlig, Brynjen Fins-Lav som var staalfast, og Guld-Ringen Svia-Gris, som hørde til Upsals-Dresselen***). Dette gav da, efter Skalda, Anledning til Rolvs Besøg i Upsal og Guld-Sæden paa Fyrresvold, som ei her skal videre omtales, men vel maa det anmærkes, at Bjovulfs-Drape, der har givet os et kosteligt Træk til Skjolds Billede, nævner blandt hans Ætmænd begge Halvdans-Sønnerne Helge og Roe (hroðgar), samt Rolv (hroðulf) som Roes Frændef).

Da Skilfinger er det Samme som Ynglinger, kiende vi Endeel i det Mindste til deres Navne og Bauta-Stene fra Yngling-Tal, og, hvis Harald Haarfager virkelig nedstammede fra dem, en god Deel til deres Norske Tog; men da Skilfing * * * * 732 har været den Angel-Sachsiske Benævnelse, forekommer det kun sjelden i Islandske Bøger. Det er ellers et af Odins Tilnavne i Grimners-Maal, og udledes i Skalda fra en Søkonge Skilfer (Skelfir) hvis Afkom var i Øster-Leden*), ventelig den Samme som Skelve (Sceldvea) Hermods-Søn i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre, og mellem Halvdans-Sønnerne har Forniot-Snakken Skelfir hvor Skalda har Yngve**). Blandt de Skilfinger Bjovulfs-Drapen nævner gienkiende vi ogsaa let Ønn, Ottar og Adils i Ongen-Thjov; Other og Edgils***).

Vi komme nu til Ylfingerne, og hvorlidt vi end finde om dem, er det dog fyldestgiørende for deres Efter-Mæle, at de, ligesaavel i Bjovulfs-Drape som i Hyndlas Sang, nævnes ved Siden ad Skjoldunger og Skilfinger, som den tredie Hoved-Slægt i Norden, og af Bjovulfs-Drape see vi, at selv Kong Ro i Danmark ei kunde skaffe den Gothiske Konges Svoger Eggthjow Fred for Ylfingerne (Wylfingas), som han, ved at fælde Haleif (HeaSolaf) havde opirret, uden at betale svær Mande-Bod for ham†). I samme Digt skilles ogsaa klarlig Ylfingerne fra Volsungerne (Wælsingas), med hvem de nye Islændere ellers, paa et løst Rygte, har forvexlet dem ††); men til at giøre den Skilsmisse burde rigtig nok Heimskringla og Skalda været Nok; thi den Hjorvard Ylfing, der i Ingild Ildraades Tid drak Rolv Krages Skaal med Kong Granmars Daatter i Sødermanland†††), var dog vel ligesaalidt en Vo1sung, som Erik den Veltalende (inn málspaki), der kom fra Rennesø i Norge til Frode Fredegod, om hvem Skalda udtrykkelig siger, at han var af Ylfing-Slægten §).

Saaledes slap vi da lykkelig og vel tilbage til Norge med Ylfingerne, hvem de saa end har Navn efter, men sagtens hedd den egenlige Stam-Fader snarere Ulf end Ale, især da Vulfingerne i Vidsids-Maal maae være Ylfingerne, og Man * * * * * * * 733 kan da med Føie giætte paa ham der nævnes i Hyndlas Sang, som Svan hin Rødes Søn. At Man nu ikke veed synderligt om Slægtens Bedrifter, kan vel have flere Grunde, men En af de Fornemste er vist nok den, at Norge i den fjerne Old-Tid, ligesom endnu i Halvdan Svartes Dage, har været langt meer adsplittet end Danmark og Sverrig, saa hverken Ylfingerne eller nogen Slægt kunde spille en saadan Rolle, som Skjoldunger og Skilfinger, og de eneste Spor, jeg har fundet af dem i andre Lande, er Sagnet om Erik den Veltalende hos Saxo, og Ymtningen i den saakaldte Saga-Billing (søgubrot) om en Halvdan Ylfing som Drot i Nordhumberland*), fra hvem ogsaa Half-Kæmpernes (halfsrekkar) Formand skal have taget Ringen Netting (hnituðr) som Ulf hin Røde forærede Olav Tryggesøn**). Var for Resten Erik Ordkræng virkelig en Ylfing, og staaer Sagnet hos Saxo fuldelig til Troende, da giør det en slem Streg i Ynglinge-Tal, thi da blive de to Brødre Alrik og Erik, der slaaes med Bidsler, til en Skilfing og en Ylfing, og skiøndt de falde Begge, vaagner Ylfingen dog op af Dvale og sætter sig paa Upsals Throne, bliver Fader til Halvdan Ylfing, og formodenlig Stam-Fader til Halvdan Svarte, hvorved da Norge faaer sine Ylfinger igien ***); men det blev da rigtig nok en Revolution i den Critiske Historie, som jeg, der er lidt sky for Skrald, tør neppe tænke paa. Hvad jeg ogsaa vilde finde mere morsomt, var at hitte Vei i opstigende Linie til Norges Guld-Alder, som aabenbar ender med, at Ale falder paa Isen, og Godegiæst paa Hindø falder af Hesten, som Adils forærede ham, og som ovenikiøbet var et Føl af Ales gode Hest Ravn†). Denne Norges Guld-Alder var vel hidtil en stor Hemmelighed, men just derfor havde jeg Lyst til at opdage den, og hvordan det end gaaer mig med Eriks Slægt-Register, som jeg vil føre op til Gudmund paa Glar-Bjerget eller paa Glæservold (á Glæsisvøllum), saa findes dog, hos Gudmund og i Hølge-Høien, ligefuldt hvad jeg ledte om, Spor nemlig af den Guld-Alder i Norden, som er Norge eiendommelig.

* * * * 734

Hvad nu Slægt-Registeret angaaer, da er det noksom bekiendt, at Gudmunds Søn, Høfund, giftede sig med den vilde Skjold-Mø Hervor, Daatter af Bær særken Angantyr, og blev Fader til H e drik (Heidrekr), som i Gaade-Kløgt maalde sig med Blinde-Giæst, hvem Gaade-Skjalden giør til Odin forklædt*), men at denne Hedrik stikker i Saxos Erik Ordkræng, er jeg vel den Første, der ymter om, og maa altsaa være belavet paa mange Indvendinger, som jeg dog kun agter at besvare i al Korthed med den Anmærkning, at allenfalds er Erik Ylfing en virkelig Mythisk Repræsentant for Norge ved Slutningen af den Nordiske Guld-Alder, medens Hedrik i Hervors-Saga er en eftergjort Person fra Roman-Tiden, saa der er i Grunden slet ingen Tvivl om Eriks ægte Nedstammelse fra Gudmund, om end Leddene kan være vanskelige nok at finde**).

Samme Gudmund var en meget mærkelig Person, som alt i gamle Dage var nær ved at fylde sine femhundrede Aar7 saa det blev klart at Seilivs-Vangen (udáins-akr) laae i hans Land, og i Sagnet hos Saxo seer det ud, som han endnu var rask og rørig, da den Dansk Kong Gorm reisde til Geirrods-Gaard med Thorkel Adelfar***). Vel spiller han i denne Reise-Beskrivelse en noget tvetydig Rolle, men skytser dog de Fremmede godt, og har mange rare Ting, som Man sidst skulde formode saa nær ved Nord-Polen, især en deilig Have, hvis Tillokkelser Kong Gorm ei tør udsætte sig for. At hanogsaamaa have havt Guld i svære Mængde kan Man slutte deraf, at Guld-Broen til Jotunheim, skiøndt som det synes ubrugt, er heel og ubeskaaret, og det, meer end Suhms og Skønnings Hjemmel, bevæger mig til at lade ham nedstamme fra den gamle Kong Hølge eller Haloge, efter hvem det Norske Helgeland er opkaldt, og hvis Offer-Mythe vel er dunkel, men hvis Grav-Høi dog halvveis er af det pure Guld og det klare Sølv, der ligger Lag om Lag med Jord og Steen†). Derfor * * * * 735 er Norges eneste poetiske Guld-Kiending »Hølges Høi-Mønning« (haug-Pak Havlga), og skiøndt jeg aldrig har været »der nord« uden i Aanden, slutter jeg dog af mange Folke-Kiendinger, at den Guld-Mythe er smedet mens Jernet var varmt, saa Norges Guld-Alder virkelig havde en egen Græstørv-Skikkelse, med Smør-Blomster og Blaa-Mai, ja, i mine Øine er det Islandske Saga-Bibliothek en vidunderlig tro Afbildning af Hølge-Høien, thi ogsaa der afvexle gyldne Huus og Val-Idyller med Smuld af Aske-Krukker og Steen-Tryk af det gamle Billed-Sprog.

Jeg veed ikke, om Læseren forstaaer mig ret, men jeg vidste dog heller ingen bedre Maade, til, giennem saa lille et Søndags-Øie, som her stod til min Tjeneste, at lade ham see et Glimt af det Nordiske Arkadien, som bestemt har ligget nordenfjelds og ligger der sagtens endnu, da det ei er længe siden det endnu tonede deroppe fra:

Boer jeg paa det høie Fjeld,
Hvor en Fin skiød en Reen med sin Riffel paa Skien,
Boer jeg i den grønne Dal,
Hvor en Elv løber let giennem skovrige Sletter,
Boer jeg ved den nøgne Strand,
Paa en Holm, fuld af Æg, mellem rullende Bølger;
Sjunger Bjerg og Dal og Strand:
Guld af Bjerg, Brød af Dal, fuldt af Fiske fra Stranden!

Der er nemlig, foruden den Himmelske, to aandige Sider at betragte Menneske-Livet fra: den Historiske nemlig og den Idylliske, saa Man enten foretrækker et kraftigt Kæmpe-Liv, med Udsigt til et udødeligt Navn og priseligt Efter-Mæle, eller et smilende Hyrde-Liv, som Sorger slet ikke og Alderen kun seent bider paa, saa Man faaer Stunder til at blive mæt af Dage, og faaer, naar Man henslumrer blidt, sit sidste Ønske opfyldt. Disse Anskuelser kalde vi historisk rigtig den Gothiske og den Græske, men den Gammel-Norske ligger derimellem, saa Gudmund paa Glæservold boer i Glæser-Lunden udenfor Valhald, paa Veien til Elysium, hvor Guldet groer paa Træerne*). Heraf mener jeg, Man kan let forklare sig Norges sene Indtrædelse i Folke-Historien, og det poetiske Tunge-Baand, eller Meen paa Mælet, der allerede var Old-Tidens Helge iveien, da han beilede til Kong Kuses Daatter i * 736 Fin-Marken*). Man maa ligeledes finde det høist naturligt, at Thorgerd Hølga-Brud var Hakon Hlade-Jarls bedste Gudinde, og at Gudmund paa Glæser-Vold blev immer ved at spøge i de Islandske Roman-Skriveres Hjerne, skiøndt hvad de berette om alle hans Herligheder umuelig kan være tillokkende, da de altid aandelig, og imellem selv bogstavelig reed til ham paa Kiep-Heste**).

Hredlinger og Vægmundinger.

Disse to Gothiske Helte-Slægter maae ganske takke Bjovulfs-Drape for deres Tilværelse, om end ikke i Old-Tiden, saa dog i vore Dage, thi jeg har endnu ikke kunnet opdage Spor af dem derudenfor, undtagen hos Gregor fra Tours, i hvis Annal Man nok skulde lade være at finde Kong Higelak, naar Man ikke kiendte ham i Forveien, skiøndt han nu er umiskiendelig***). Har imidlertid den Angel-Sachsiske Skjald, til lidt Uleilighed for de Nordiske Old-Grandskere, hovedkulds sat hele to Helte-Slægter ind i den literære Verden, da har han ogsaa gjort det paa en Maade, som baade han og de kan være bekiendt; thi tør jeg end hverken indestaae for, at Bjovulf skinbarlig sloges med Ild-Dragen, eller at den Gothiske Kong Higelak, der faldt mellem Franker og Friser, i Begyndelsen af det sjette Aarhundrede, var kiødelig Broder til Hakon og Hær-Balder, saa tør jeg dog nok love for, at hvem der engang bliver ordenlig bekiendt med den gamle Kong Hredel og hans Sønner, eller med Bjovulf og hans Frænde Viglav, den sidste Vægmunding, han glemmer dem ikke let igien, saalænge han husker paa Nordiske Kæmper. Hvem der imidlertid ønsker at giøre disse nye Bekiendtskaber, maa jeg henvise til Helte-Digtet selv†), thi skiøndt der sagtens ligger * * * * 737 meer i det uforvarendes Bue-Skud, hvormed Hakon (Hæðcen) fælder sin Broder Hær-Balder (Herebeald), ligesom Høder Balder, og meget Andet kunde fortjene mythologisk Omtale, maa jeg dog her indskrænke mig til de givne Vink, og til et Par Ord om Bjovulf, som Gothe-Folkets Mythiske Repræsentant.

Uagtet nemlig Bjovulf staaer sin kiære Mor-Broder Kong Higelak troelig bi, baade mod Skilfingerne og den Frankiske Konge, ja, beklæder selv i et halvt Aarhundrede Gothernes Throne, og sætter Adils paa Upsals*), saa er dog hans egenlige Bedrifter i Digtet saa poetiske, at Man endog staaer Fare for at glemme, de er dog ikke desmindre historiske i Grunden. Han er i saa Henseende et besynderligt Mod-Stykke til sin Med-Beiler, Stærk-Odder Stor-Værks Søn, hvis Saga og selv hans Sang klinger saa historisk, at Man fristes til at glemme, de er derfor ikke desmindre poetiske i Grunden, og det vilde derfor ei blot være fornøieligt, men lærerigt, at anstille en historisk-poetisk Sammenligning mellem disse to Gothe-Fuldmægtiger paa det Mythiske Stor-Thing. Førend jeg imidlertid gaaer videre, vil det vel være nødvendigt at fortælle, hvad jeg er for gammel en Skriver til at tænke, hele Verden veed, fordi jeg har sat det paa Riim og flittig spillet derpaa, eller med andre Ord: hvad der skeer i Bjovulfs-Drape; thi ellers vilde jeg med de fleste Læsere vel friste det Uheld, der saa tidt er tilstødt mig, at sammenligne hvad de ikke kiendte, og kunde da, naar jeg glemde at vise dem det, umuelig see.

Det var da i Rolv Krages unge Dage, da hans Foster-Fader og Frænde, Roe Halvdansøn, sad gammel paa Thronen i Leire, og havde bygt sig et i Norden mageløst Slot, som vore egne Sagn lægge ved Roeskilde, men den Angel-Sachsiske Skjald kalder Hjortholm (Heort burg), da timedes Danmark stor Vaande og Kvide, ved Trolden Grændel, som naturligviis var Fader til den Issefjords-Trold, der spøgde i Middel-Alderen, og som ikke for sin Død kunde lide og døie al den Sang og Klang og Gammens-Lyd, der daglig hørdes fra Borgen. En * * 738 Nat, da Kæmperne, efterat have drukket saalænge omtrent, som de kunde sidde overende, havde lagt dem til Hvile paa Bænkene, listede Trolden sig ind i Steen-Stuen, og dyssede dem let i Søvn, der alt sov som Stene, ja, slugde Femten af dem saagodt som i een Mundfuld, og slæbde af med andre Femten til sin Kule paa Havsens Bund. Det var Begyndelsen, men blev ikke Enden, thi naar Trolde først har faaet Smag paa Menneske-Kiød, gider de ingen anden Mad havt, og hvor tit end de efterlevende Kæmper, naar de havde en Taar paa Skallen, lovede Grændel baade Last og Skam, naar han kom igien, saa gik det dog immer ud over dem selv, og tilsidst maatte Kongen lade Borgen staae øde og tom i tolv samfulde Aar. Dette rygtedes, som Man nok kan vide, over hele Norden, og Bjovulf, Søn af Gothe-Kæmpen Egthjov, som Roe havde reddet fra Ylfingernes Kløer, drog nu, kun selv femtende, men selv saa stærk som tredive Andre, over til Danmark, for at giengiælde Giæste-Venskabet og prøve Styrke med Grændel. Hvordan han nu kom til Rette med Strand-Rideren, og slap ind til Kong Roe, samt hvad Ord han skiftede med Kongen og Dronningen, eller vexlede med Hunferd, den avindsyge Drost, det er sat paa Rim, for at løbe desbedre, og her er det Nok sagt, at Bjovulf fik Lov til at ligge paa Borgen om Natten, hvor han da satte Grændel til Vægs, saa det dundrede efter, og holdt saa godt paa hvad han havde, da Trolden vendte Rygg, at han beholdt Utyskets ene Arm med samt Skulder-Bladet, skiøndt Resten løb sin Vei*). Det er ikke her at beskrive, hvor sjæleglad Man i Danmark blev over Kæmpens Held og Troldens Bræk, eller al den Høitid og den Stads der blev gjort paa Borgen, med Sang og Klang og Skjalde-Kvad om Hermod og Sigmund Volsung, om Hnef og Hengst og den falske Kong Fin, skiøndt det er godt værdt at høre; men vel maa jeg melde, at næste Nat da Grændels Moder kom at hevne Skade, fandt hun ikke Gothe-Helten, men kun Danskere i Søvne, og blandt dem Æsger Mund-Skiænk, der vist ikke ved Gildet men vel derefter havde glemt sig selv, og ham tog hun med sig, skiøndt Resten, letsøvnet, kom snart paa Benene og bødede med Kiøller, saa Hexen vendte Rygg. Dette gav nemlig Anledning til Bjovulfs anden Dyst i Danmark, som ikke er saa lidt æventyrlig, thi han dykkede tilbunds i Søen, hvor Trold-Pakket boede, og kom i Kløerne paa Grændels Moder, som, ihvormeget * 739 han end strittede imod, dog bar ham sprættende til sit vandtætte Luk-Af, formodenlig en Glar-Hald, for der at give ham hans Livs-Brød. Hun slap ham vel desaarsag, saa han fik Tid til at trække fra Læret, og Hrunting, som Hunferd Drost havde laant ham, var saa skarpt som en Rage-Kniv og hærdet i Edder og Forgift, men her var det tilovers, og da Bjovulf mærkede, det beed ei paa Hexen, smak han det til Gulvs og brugde Næverne, til han gik selv bagefter, og maatte ladt sit Liv for Hexens Dolk, saafremt hans gode Brynie, et af Vølunds Mester-Stykker, ei havde været uigiennemtrængelig. Det var den imidlertid, og midt i sin Vaande fik Bjovulf ikke blot Øie paa et gammelt Jette-Sværd, der hængde paa Væggen, men fik det endogsaa, Man veed ei hvordan, listet ned, og svunget over Hexen, saa hun fik sit Bane-Saar.

I al sin Ivrighed baskede Bjovulf endnu enstund, med det uhyre Slag-Sværd, kun han kunde føre, paa Grændel, der laae steendød i en Krog, men da han fik Tid at besinde sig, huggede han Hovedet af Trolden, og lod Kroppen med Fred, og dermed gjorde det gamle Sværd Gavn for sidste Gang, thi Klingen smeltede; som lis om Vaaren, af det gloende Trolde-Blod, saa Hæftet, med Runerne paa om Sværdets første Eiermand og om den gamle Jette-Krig, var Alt hvad Helten kunde bringe Dan-Kongen, med Grændels Hoved, som der maatle fire Gothe-Kæmper til at bære paa en Stang fra Trolde-Kiær til Hjorte-Borg*). Her maae vi nu igien springe meget Deiligt over, med Kong Roes hardtad mageløse Lære-Digt for lykkelige Kæmper, thi den rørende Afskeed i Danmark, og den glade Velkomst i Gothland, er det Skjaldens Sag at skildre for de Lyttende; men efterat store Omskiftelser har bragt Bjovulf, halvt mod hans Villie, paa Gothernes Throne, og efterat Lykken med Rette har fulgt ham paa den giennem et halvt Aarhundrede, da nødes den forældede Kæmpe til at samle sine sidste Kræfter mod Ild-Dragen, der i trehundrede Aar har sovende ruget over en herreløs Skat, som den sidste Eier, med Klage-Sang over alle sine Stalbrødres Fald, begrov i den største af alle Jette-Stuer. En bortløbet Træl kom hændelsesviis derind, stjal en Guld-Skaal, slap lykkelig ud og kiøbde sig fri med Skaalen hos sin Herre; men Dragen vaagnede, savnede rasende sin Guld-Skaal, og hevnede sig paa hele Landet, ved hver eneste * 740 Nat at svinge sig i lysende Lue giennem Luften, saa alt Levende under aaben Himmel fik Hæl-Sot, og Ilden rasede i Byerne lige til Hoved-Staden. Selv tolvte Kæmpe, med Tyven, som den Trettende, til Vei-Viser, drog nu Gothe-Helten Bjovulf ud mod Ild-Dragen Stærkhjort, og skiøndt Fortællingen om dette Ragna-Roke afbrydes i Drapen, mere af de ellers kostelige men her smagløst og ubehændig indskudte Sagn om Kong Hredel og hans Sønner, end af de Huller, en senere Skade-Ild har brændt i Skind-Bogen; saa er den dog i sig selv baade klar og deilig. Ene vil Helten, deels af lidt Over-Mod og deels af Nænsomhed over Kæmpe-Børnene, bestaae det sidste Æventyr, saavelsom de Forrige, men da Sværdet glipper, og Dragen som en Slange gloende snoer sig omkring hans Hals, da taber han Bevidstheden, og er i den øiensynligste Fare for at falde seierløs. Da viser det sig imidlertid, som Skjalden udtrykkelig anmærker, at snarere svige de Svorne end de Baarne, thi de Ti af hans Kæmper flygte, istedenfor at komme ham til Hjelp, men den Ellevte, hans Frænde Viglav Vigsteensøn, kan ikke bære det over sit Hjerte, at lade den gamle Helt gaae hjelpeløs til Grunde, og det lykkes ham virkelig, paa sin Haands Bekostning, at løse Slange-Knuderne, saa Bjovulf kommer til Besindelse, og giver med sin Dolk Uhyret Bane-Saar. Ligesom det imidlertid kun er ni Trin Asa-Thor ravende kan giøre baglængs efter Midgaards-Ormens Undergang, saaledes er det ei heller uden Øieblikke, Bjovulf kan overleve Dragen, men Viglav henter en Favn fuld af Jette-Stuens Kostbarheder, for at Helten endnu med bristende Øie kan skimte, hvilken Skat han kiøbde i saa dyre Domme*).

Lig-Begængelsen paa Rone-Klint (Hrones-Nes), med Baalet hvorpaa alt Drage-Guldet dømmes til at smelte, for at følge Helten, som et Sone-Offer i Graven, og med Alt hvad der giør den uforglemmelig for poetiske Læsere, hører vel væsenlig til Drapen, men ei til Mythologien, hvor der i det Høieste kan peges paa Bjovulfs Grav-Høi som et mærkværdigt Side-Stykke til Hølge-Høien.

Om ogsaa Rummet tillod det, vilde jeg agte det overflødigt her at fortælle Stærkodders Bedrifter, som Man bedre kan læse i en mere tilgiængelig Bog, men jeg maa dog bemærke den Synderlighed, at Stærk-Odder ogsaa har tre mythiske Bedrifter, hvorom hans Saga dreier sig, skiøndt det er tre * 741 Nidings-Værker, og at han vel ikke ligefrem kiøber Guld for sit Liv, men kiøber dog, hvad i Grunden løber ud paa det Samme, Døden for det Guld, han selv har kiøbt for sin Ære. For Resten seer Man let, hvad der giør den store Forskiel mellem disse to Mythiske Stat-Holdere for Tyr, thi Stærkodder-Skjalden har stræbt at forene Gothernes virkelige Bedrifter med sin Helts Levnets-Løb, og Bjovulfs-Skjalden har derimod blot villet afbilde dem, hvad, som det mest poetiske Forehavende, naturligviis er lykkedes ham langt bedre; men da, til Lykke, Danmarks Redning af en forhexet Dvale agtedes for en af Gothe-Folkets største Helte-Gierninger, stødte Skjaldene herved nødvendig saaledes sammen, at Man klarlig seer, det er den ene og samme Helt, de drages om. Nu havde jo vel Stærk-Odder, skiøndt han bar sin uhyre Kul-Sæk fra Upsal til Leire som ingen Ting, da det gjaldt om at lægge Staal for Skjoldungens sløve Sværd, dog kommet til Kort, naar han skulde veiet Salt med Bjovulf, som havde næsten tredobbelte Bjørne-Kræfter, og bedre gaaer det ikke hans Skjald, ved en poetisk Sammenligning; thi hvordan Stærk-Odder tiltaler først Kong Ingels Søster og siden ham selv, og behandler først Guld-Smeden og siden Dronningen, Spille-Manden og den hele Hof-Stat, veed Man nok, og hvor usigelig galant Bjovulf er mod Alle i Kongens Gaard, undtagen netop Hunferd Drost, der selv opægger ham, saa det gaaer ene ud over Grændel og hans Moder, det har Læseren, om han ei vidste det før, nu nyelig seet At den hjemmegjorte Vækker-Saga ei blot klinger mere historisk, men holder sig ogsaa nærmere til de virkelige Begivenheder, er troeligt nok i alle Maader, men er Spørgsmaalet om Personligheder, da tør jeg ingenlunde sige, enten Magiebardernes Prinds som skulde havt Kong Roes Daatter, eller Kongen, Stærk-Odder vilde hærde, har mest Ret til Ingels-Navnet, og ligedan gaaer det med Resten, saa han der stod i Spidsen for den Gothiske Indflydelse i Danmark, efter Angel-Sachsernes Udvandring, og maaskee hjalp til at faae dem paa Dørren, kan ligesaasnart have hedt Bjovulf som Stærk-Odder, men hedd allersnarest ingen af Delene*). Uagtet derfor * 742 Suhm meende, Torfæus var alt for slem, som vilde have Stærkodder formelig parteret, da der dog kunde blive et Par ganske ordenlige Mennesker af ham, naar han blotflaktes midtad, saa vilde dog, efter min Forstand, selv Fiir-Kløvningen kun lidt forslaae, naar hver Strids-Mand skulde have sin Part, og uagtet han er en grov Karl, ihvor han kommer, og seilivet tilgavns, skal han derfor, om jeg maa raade, beholde hvad han har, og slippe med den Stynelse han fik, da Thor ruskede de tre Par Arme, han havde tilovers, af ham, ingenlunde, som Man har sagt, af Ondskab, men for at bruge dem udenlands; thi at det betyder den Gothiske Udvandring, følger af sig selv. Et andet Spørgsmaal er det, om Skjaldene dog ikke har forsøgt at lime de afruskede Arme til igien, hvad Stærk-Odders Travlhed i Øster-Leden og Navnkundighed i Maglegaard, saavelsotn hans Stalbroderskab med Frakke (Frankeren) lader formode, men det vil jeg her ikke videre indlade mig paa at besvare, skiøndt det nok var værdt at overveie.

Hvad nu endelig Bjovulfs sidste Æventyr angaaer, da veed jeg ikke, om Skjalden deri har bedst afbildet Gothens Kamp om de Romerske Liggendefæ, der kostede ham Livet udenlands, eller peget paa den Kamp, der end kan forestaae, om Skattene, Kronos skal have nedgravet i Norden selv; men at begge Dele kan speile sig deri, det seer jeg nok, og det var formodenlig Hoved-Sagen i Drape-Smedens Øine, siden det er saa i alle Skjaldes, der netop blive sande Spaamænd, fordi de ikke drive Sandsiger-Handværket, men har kun deres store Fornøielse af at see Tider og Begivenheder speile sig i hinanden, og lade, naar de rime derom, hver nyde som han nemmer!

Volsunger og Niflunger.

Har vi omsider ikke blot beholdt Nordens Guder og Stærk-Odder saa aldeles for os selv, at Man udenlands knap kiender dem af Navn, men synes ogsaa at skulle være ene om Bjovulf; saa ligge vi derimod, som Man veed, hvad Volsunger og Niflunger angaaer, i saa udbredt og indviklet et Fællesskab med Folkene baade i Vest og Syd, at Udskiftningen, hvor ønskelig den end var, støder paa næsten uovervindelige Hindringer. Jeg skulde derfor gierne lade denne Sag indtil videre beroe ved de 743 Vink, jeg i Indledningen har givet, dersom det ikke paalaae mig i det Mindste at giøre Regnskab for, hvorvidt og hvordan jeg har fundet det brogede Sagn om Sigurd Fofners-Bane, med samt hans Frænder og Svogre, knyttet til Asa-Maalet og i det Hele til Nordens Kæmpe-Aand.

Denne Til-Knytning har jeg nu fundet er en dobbelt, da vi deels har Sagn om Asernes Deelagtighed baade i Volsung-Slægten og Niflung-Skatten, og deels har en Samling af Volsung-Kvider, der ikke blot er skrevne og indbundne ved Siden ad vore Nordiske Maal og Kvider, men aande tillige saa Nordisk en Retning, at vi umuelig kunde fralægge os Slægtskabet enten med Kæmperne deri eller Mesterne derfor, om vi end nok saa gierne vilde give Afkald derpaa.

Paa tvende Maader knytter sig nu igien det Nordiske Sagn om Volsunger og Niflunger til Aserne, i det baade Sigge Odinsøn kaldes Volsungernes Stam-Fader, og Drage-Guldet var oprindelig en Mande-Bod, Jetten Hreidmar havde piint af Aserne, for de slog en Odder ihjel, som han sagde, var hans Søn. Vil Man end hertil føie, hvad der staaer i Volsung-Saga, at Volsung var en Ønske-Søn, som Odin skiænkede sit Ætmand Rerek, ved et Paradis-Æble, hvoraf Hrimner Jotuns Daatter var Overbringerske, i Krage-Ham, saa knyttes dog Baandet derved ingenlunde fastere; thi, skulde det end ikke slaae til, at Krage-Hammen ogsaa i Old-Tiden var Krage-Maalets, Svane-Hammen Bjarke-Maalets og Falke-Hammen Asa-Maalets Flyve-Tøi, saa er det om Æblet dog klarlig fra Æble-Kiællinge eller Roman-Tiden. Med Nedstammeisen fra Odin har det vel ligesaafuldt sin Rigtighed, som med Skjoldungernes, men deels er det Bedrifterne og ei Sagaen, der hjemler Volsungerne den Ære, og deels lære vi deraf slet Intet om Volsung-Mythens Ælde og Beskaffenhed, hvad dog er Hoved-Sagen*). Komme vi nu endelig til Sagnet i Skalda om Odin, Loke og Hæner, der engang ved et Foss stødte paa en Odder, der uglesov og tykkede paa en Lax, til Loke gav ham en Steen i Hovedet, og roesde sig af at have slaaet to Fluer med eet Smæk; da tænker jeg derved strax paa Borgestu-Fortællingen, om hvad der skedte engang da Vorherre og Sankte Peder vandrede paa Jorden, og tvivler ikke om, at * 744 Sagnet jo er fra den Hedenske Middel-Alder, eller Bjarkemaals-Tiden, især da Guldet, til Vitterlighed, fik Navn af Odder-Giæld (otrgiøld), der dog snarere vilde minde os om Guldet, Stærk-Odder fik for at slaae ale Bravkarl ihjel.

Skiøndt nu Læseren formodenlig kiender Æventyret, maa jeg dog fortælle videre, hvad Skalda melder, da det baade er den ældste Prosa-Skikkelse, vi har Skat-Mythen i, og er Noget, der, for Følgernes Skyld, godt lader sig høre to Gange. Da Aserne nemlig om Aftenen laande Huus hos Lurendreieren Hreidmar Bonde, og vilde giøre sig til Gode med deres Fangst, kaldte Hreidmar ad sine Sønner Regin og Fofner, der kiendtes ved Odderen som deres kiødelige Broder, og hjalp Faderen at bagbinde Aserne, til de bad om Tørveir, og lovede i Bod Alt hvad Hreidmar forlangde. Odderen blev nu flaaet, og da Aserne i Mande-Bod skulde baade fylde og hylle Bælgen med røden Guld, maatte Loke afsted til Svart-Alfhjem at giøre et tvunget Laan, som sveed til Dværgen Andvar, der maatte punge ud med alle sine Grunker, selv med en lille Guld-Ring, han vilde gjort Finger-Handsker med, men kunde ligesaalidt fjæle for Loke, som trygle ham af. Derover blev Dværgen naturligviis bister, og bad Ringen blive Hvers Bane, som den aatte, hvortil Loke svarede, at det var godt, og han skulde vist ikke glemme at bringe Hilsenen til dem der fik Ringen. Nu traf det sig hverken værre eller bedre, end at da Hreidmar skulde syne Mande-Boden, opdagede han et bart Haar paa Bælgen, som Odin maatte dække med Ringen, han havde i Bag-Haanden, og da Odin derpaa havde faaet sit Spyd og Loke sine Sko, saa de turde ikke ved at være bange, da raabde Loke, at Andvars Ønske skulde gaae i Opfyldelse, saa den Ring og det Guld skulde koste alle sine Eiermænds Liv*). Og, hvad skeer! Regin og Fofner slaae deres Fader ihjel for at faae Guldet, og Regin faaer derpaa Sigurd Volsung til at dræbe Fofner, som ikke vil dele med ham, men ligger som en Drage og ruger over hele Klatten paa Brattingsborg-Hede (gnitaheiði)**). Saaledes kommer da Ringen igien til Odins Slægt, og da Sigurd forærer den til Brynhild, er de Begge leverede, men fra dem gaaer den over til Niflungerne, som dræbe Sigurd, og, skiøndt de rimeligviis sænke den, med den øvrige Fofners-Arv i Rinen (Renden mellem Gother og Hunner) * * 745 hvorfor Guld siden kaldes Rin-Malmen, koster den dem dog deres Liv i Hunne-Kongen Atles Gaard, og kaldes nu med alt Drage-Guldet Niflunge- Skatten (Nibelungen-Hort*).

Hermed ender nu Odder-Giælds Historie, men da Volsung-Kviden har end en Akt tilbage, hvori Svanhild, Sigurds Daatter med Gudrun, faaer Ermanrik (Jormunrekr og Jarmerik) til Gemal, og Banesaar under Heste-Hov, saa hele Tragedien først endes med at Gudruns Sønner med Jonakur: Hamder og Sørle, hugge Hænder og Fødder af Ermanrik, og stenes selv ihjel, hvorfor endnu Thjodolf fra Hvine kalder Stenen Jonker-Sønnernes Skamfærd**), saa indseer Man let, at Odder-Giælden i Grunden Intet har med Volsung-Kviden at skaffe, men er kun stukket derind af tjenstagtige Aander, som vel ikke var saa keitede, men dog heller ikke af de Allerfiffigste. Vel skal det ikke forties, at i en af Sigurds-Kviderne bliver Andvar Dværg ganske rigtig fanget som en Gedde af Loke, maa frem med sit Guld, og løber i Bjerget eller springer i Flint med de Ord:

Bliv nu, Guld,
Som Gusten eied,
Brødre to
Til Bane-Saar,
Ødlinger otte
Ogsaa til Nid,
Gavn faae Ingen
At Guldet mit***)!

Men da Skatten unægtelig gaaer til Grunde med Niflungerne, og Ringen (andvara-naut) aldrig nævnes i Sangene, bliver Sagen dog den samme, og Ulykkes-Ringen et senere Konst-Stykke, Man ikke har kunnet faae til at gaae glat igiennem alle Hænder, skiøndt Man aabenbar har lagt an derpaa †).

Ligesom imidlertid Sørge-Spillet er stort nok til at kunner saa godt som Nogen af Shakspears Historier, undvære slige Snurre-Piberier, saaledes er Volsung-Kviderne ogsaa langt bedre, * * * * 746 end det enten ved Ringe eller Slægt-Registre lod sig giøre, knyttede til Nordens Kæmpe-Aand, skiøndt de paa den anden Side tydelig nok adskille sig baade fra vore hjemmegjorte Kvad og fra Angel-Sachsernes. Begge Dele falde bedst i Øinene, naar vi med Opmærksomhed betragte de Valkyrier, der, i deres Svane-Hamme, paa en ganske egen Maade, som Kæmpernes Kiærester og Skjaldenes Muser, giennemflagre Kviderne. Vist nok er det Baand, disse Valkyrier knytte mellem Guder og Helte, eller rettere mellem Valen og Valhald, noget løst og luftigt, men dog ikke ganske ubetydeligt, og til blot Skjalde-Brug upaaklageligt; thi at Valkyrierne, som Kæmpernes kvindelige Idealer, see vore Skjold-Møer over Hovedet, er indlysende, og at de i det store Sørge-Spil samle alle Kæmperne under deres Vinger, behøver, for at falde i Ørnene, kun i det Høieste at peges paa. Da nemlig Sigurd Fofners-Bane bliver Brynhild, sin Valkyrie, utro, ogbedaares af en blot jordisk Skiønhed, da er Staven brudt over Volsungerne, og Alt hvad O din kan giøre for sin Æt, er at styre sin Harme paa Try1lersken Gudrun og alle Niflungerne, hvorfor det ogsaa, baade hos Saxo og i Volsung-Saga, er Odin selv, der lærer Jarmerik (Jormunrik, Ermanrik) at stene Gudruns-Sønnerne, Hamder og Sørle, som Staal ei bider paa*). Selv dette fantastiske Anstrøg, der udmærker de udvandrede Gothers Bjarke-Maal eller Kæmpe-Viser fra de Kværsiddendes, kan vi imidlertid giøre Regnskab for; thi det ligger deels deri, at Æventyrligheden var mest levende hos dem, der gik mest og længst paa Æventyr, og deels deri, at de udvandrede Gothers Bjarke-Maal kom for tidlig, saa det kronologisk løber parallel med Asa-Maalet her hjemme, og faaer derved nødvendig, paa Asernes Bekostning, et høiere men dyrekiøbt Sving, ligesom det Shakspearske Drama, der er samtidigt med Sachsernes og vore Psalmer, vandt sit høiere Sving paa Kirkens Bekostning.

Tvivlsommere kan det vel synes, om vi i Volsung-Kviderne har en Poetisk Opfattelse af de udvandrede Gothers virkelige Historie, og da de i deres nærværende Tilstand kun er at ligne ved Vrag af en forgaaet Orlogs-Mand, lader det sig maaskee aldrig bevise; men at den dybe Alvor, som gaaer giennem Kviderne, aldrig parrer sig med Begeistringen, * 747 naar Man fægter i Luften, det tager jeg paa min poetiske Samvittighed, og at den begeistrende Virkelighed der ligger til Grund, ei kan være nogen personlig men maa være en folkelig, kan Man see med et halvt Øie, ligesom det da ogsaa var umueligt, at det As-Gothiske Bjarke-Maal kunde, poetisk talt, baade staae under Vores og hæve sig derover.

Gierne overlader jeg imidlertid Andre Æren for at oprede denne sælsomt indviklede Sag, skiøndt det ikke blot vil giøre Vedkommende Ære, men Middel-Alderen s Historiker, og dermed os Alle, en væsenlig Tjeneste, saa det maa kun betragtes som et løselig henkastet Vink, naar jeg tilføier, at siden Burgunderne aabenbar er vore Niflunger og Gifkunger (Giukunger) er det ingenlunde urimeligt, hvad de Frankiske Old-Sagn hentyde paa, at Sigurd er den Franke-Stamme, der havde været forbundet med Vest-Gothen (Brynhild), men forbandt sig derpaa med Burgunderen (Gudrun), altsaa den Frakke der skildte sig fra Stærk-Odder. Dette stadfæste sig nu ved en nøiere Undersøgelse eller ikke, saa bliver det dog i alle Tilfælde vist, at baade Bjovulfs-Drapen og Stærkodder-Sagnet maa drages ind med i den omfattende Undersøgelse, der har alt det Tiltrækkende, universal-historisk Vigtighed, poetisk Mangfoldighed og dramatisk Sammenhæng kan give et Æmne, og Bjovulfs-Drapen bliver her dobbelt mærkelig, da den baade i det Hele, som en poetisk Opfattelse af Gothe-Daaden, er et Side-Stykke til Volsung-Kviderne, og tillige episodisk berører dem, ved at nævne Slægtens Stam-Fader, med hans rette Navn, Volse, og ved at omtale Kampen med Fofner, som den tillægger ikke Sigurd, men hans Fader Sigmund*).

Vølund.

Naar det ikke var for en Ordens Skyld, kaldte jeg gierne altid denne Tusind-Konstner fra Old-Tiden Vaulunder, da han under dette Navn ei blot indtraadte i vor Læse-Verden, men fortryllede den, og indtog især det smukke Kiøn, som er * 748 hans gamle Vane, han ei kan lade, hvor tit han end derved er kommet til Kort; thi det var ikke blot Kong Nidud, der lod Haserne skiære over paa ham, Stærk-Odder var endnu meget grovere ved ham i Leire, da han vovede at lege Kiærest med Konge-Daatteren*). Dog, jeg glemde at fortælle Læseren, at Navnet Vølund er kun Noget, Skielmen skuffer de Troskyldige med, thi det betyder »Konstneren« og han er kiendeligere hos Saxo under det blotte Navn af Guld-Smeden, end i Ulv-Dalen med hele sit Slægt-Register. Der er imidlertid samme Forskiel paa ham i Vølunds-Kviden og i Stærkodder-Visen, som paa det As-Gothiske og Plat-Gothiske Bjarke-Maal, saa her bliver han liggende paa sine Gierninger, men hist stjæler han sig fra dem i en Fjeder-Hamm, som han gierne vil bilde Folk ind han selv har gjort, men som hans Valkyrie Hervor Alvitr (Vitterheten) dog aabenbar har stukket ind ad Gluggen til ham. Det gaaer nemlig, for mine Ørne, med Vølunds-Kviden og Volsung-Kviderne, som med de Malerier, hvor Man seer Maleren selv staae i en Krog, og gotte sig ved Betragtningen af sine Hænders Gierning, saa her har vi aabenbar Tyven, der hjalp den Gothiske Frigge til at faae Odins-Støtten gjort, om ikke i Penge, saa dog til Kvinde-Smykker, eller med rene Ord: Vølunds-Kviden er den Gothiske Konst-Apotheose, som vist nok vilde falde igiennem mod den Græske, hvis de kunde sammenlignes, men hæver sig nu høit derover, fordi Sofokels »Dædalus« er tabt, og en levende Hund, som Ordsproget siger, er bedre end en død Løve. Vist nok minder ikke blot »Vølunds-Huset« som er det oldnordiske Navn paa Labyrinthen, men ogsaa Flyve-Tøiet saa stærkt om Dædalus, at Man fristes til at betragte Vølund som en blot Skygge af ham, men betragter Man nu Volsungernes og hans egen Kvide, som hans yppersteKonst-Værk, da seer Man strax, han var ingenlunde en Skygge, men en virkelig, fri Oversættelse og Efterligning af ham. Jeg forestiller mig Sagen saaledes, at da de udvandrede Gother, omtrent ved Christi Fødsels-Tid, kom ned til det sorte Hav og blev Grækernes Naboer, da vaagnede deres Konst-Sands, men da Konsten altid begynder med Ordet, som den Materie, der baade ligger Aanden nærmest, er den bøieligste og udkræver til sin Uddannelse hverken det Haande-Lag eller den Nøiagtighed, der kommer seent, saa var baade de fleste og bedste * 749 Smykker og Ringe, Gotherne gjorde, af Ord, ligesom de vandrende Støtter der gjorde Dædalus saa berømt, indtil Mythographerne forvandlede dem til stygge, skrævende Ugle-Billeder. Det følger imidlertid med Nødvendighed af sig selv, at naar Konsten har faaet et levende Mythisk Udtryk, eller naar Man først har faaet en Dædalus og Vølund i Munden, da maae de holde Skridt med Konsten og med Tiden, saa baade vil alle berømte Konst-Stykker blive dem tillagte, og naar Konsten synker ned fra Aandens til Haandens Kreds, vil deres oprindelige Konst-Værker betragtes og beskrives handværksmæssig. Vølund forholder sig altsaa til Alfer og Dværge, som Dædalus til Hefæstos, eller som den naturlige og vitterlige Konst til den overnaturlige og uvilkaarlige, og det er derfor et vigtigt Træk i den forresten usle Tegning af Vølund (Velent) i Vilkina-Saga, at hans Fader satte ham først i Lære hos Mimer Smed, men siden hos Dværgene i Kallova eller Møens Klint*). Han kunde naturligviis ogsaa omtrent hvad han vilde, saa hos Angel-Sachserne var alle udmærkede Sværd og Brynjer hans Værk (Welandes geweorc), ja, Man vidste der endog, hvor hans Smedde havde staaet**), medens han i Norden egenlig er Guld-Smed, og hos Gotherne tillige Vinge-Smed, hvorfor det ogsaa hedder i Vilkina-Saga, at det var Væringerne som kaldte Velent (Kæmpevisernes Verland) Vølund. Desuagtet maa Man sige, at den Angel-Sachsiske Klage-Sang, hvori Vølund (Welund) nævnes blandt Andre som fristede Modgang, men forvandt den, er selv en Vølunds-Kvide, hvori Rim-Smeden jamrer sig over, at, trods al hans Konst, blev Hjarne ham dog foretrukket, saa han nu maa tude med de Ulve, han bogstavelig er iblandt***), og dette vil ikke klinge Læseren fremmed, naar han betænker, at ligesom hver ny Dag har sin Morgen og Middag, saaledes har hver ny Periode i Folke-Livet sin Natur-Poesi, Konst-Poesi o. s. v. vel ikke eens men tilsvarende, saa vi har ogsaa vores Vølund.

* * *
750

Hervor og Hilde.

Det undrer maaskee Læseren at see disse Navne sammenføjede, men det undrer ogsaa mig, aldrig før at have seet disse Historiske Valkyrier sammenstillede, da Ligheden dog er iøinefaldende, og Forskiellen kun ved Sammenligning kan opdages, saa det falder vanskeligere at skille dem ad, end at forblande dem.

Hervor kiende vi vel ikke uden af den Islandske Roman om Sværdet Tirfing, som er opkaldt efter hende, og er i det Hele kun maadeligt Gods, men da hendes rimede Ord-Vexel med hendes Fader, den gamle Bærsærk under Muld, er indlemmet deri, bliver den derved i det Enkelte en anderledes god Kilde, end den er i det Hele. Sagnet om Arngrim Bærsærks tolv Sønner, der faldt paa Samsø i Kamp med Heltene Orvar-Odd og Hjalmar Hugprud, findes nemlig hos Saxo, og spores i Hyndlas Sang*), og hertil slutter sig paa det Naturligste Sagnet om Angantyrs Daatter Hervor, som manede sin Fader op, for at faae hans Sværd, det blodtørstige Tirfing, der aldrig, naar det var draget, kunde stikkes i Skeden, uden først at lædskes med Mande-Blod. I dette slemme Sværds Historie vil vi nu ingenlunde fordybe os, men lade det staae ved sit Værd, om det har været et Old-Sagn eller blot er Roman-Skriverens Indfald, at Dværgene Durin og Dvalin nødtvungne havde smeddet det til Kong Svafurlam i Holmgaard, med det Paahæng, at Tirfing skulde blive Pinden til hans egen Lig-Kiste, og virke tre store Nidings-Værker; thi i begge Tilfælde er det en Træ-Broder eller Staal-Broder til Stærk-Odder, og det er derfor ganske i sin Mythiske Orden, at Tirfings Eiermand Angantyr falder for Orvar-Odd (Asa-Maalets Stærk-Odder), ligesom Hildiger for Halvdan. Tirfing eller Tyrfing er nemlig Sind-Billedet paa Bærsærke-Gangen, eller den dyriske Tapperhed hos Kæmpe-Folket, ligesom Stærk-Odder paa den Menneskelige, og hvor beslægtede de end synes, giør Helte-Aanden, som fattes hist og raader her, dem dog til naturlige Antipoder, og det er derfor mærkeligt, at ei blot En af Arngrims-Sønnerne hedder Tirfing**), men at ogsaa En af de stridbareste Gothe-Stammer, den nemlig, der sloges med Keiser Valens og indebrændte * *751 ham, kaldes Tirfinger (Tervingi)*). Havde vi derfor det Sværds mythiske Historie, vilde den for Historikeren være Guld værd; men i Hervors-Saga findes kun i det Høieste Begyndelsen og en Stump af Enden, hvor Angantyr den Yngre dræber sin Broder med det**); thi Resten er Snik-Snak, saa Roman-Skriveren endog faaer fire Nidings-Værker istedenfor tre***) og vrævler Erik Ylfing (Hedrik) saaledes sammen med Bærsærkerne, at vi, selv med Saxos Hjelp, har ondt nok ved at rede ham 'ud deraf, skiøndt Mythe-Kiendere godt see, han har ikke Andet i Sagaen at giøre, end at trælle for Roman-Skriveren †).

Sagen er naturligviis den, at Bærsærke-Gangen ligesaavel som Helte-Livet, har sine skiftende Aars-Tider, saa Hervors Trylle-Sang er dens Bjarke-Maal, hvormed hun maner Tyrfing op igien, og bliver saaledes Moder til Angantyr den Yngre, som dermed dræber sin egen Broder, og falder saa for Stærk-Odders Haand, ligesom den Gamle for Orvar-Ods††). Hvad nu dette Midnats-Maal eller Hervors-Galder selv angaaer, da har det vel, tilligemed Regners Døds-Sang, ved tilfældige Omstændigheder gjort langt mere Opsigt i Literaturen, end det fortjende; men dog lader det sig for en Gang nok høre, hvordan hun raaber:

Vaagn, Angantyr!
Vakt af Hervor
Din og Toves
Daatter eenbaaren!

Ræk mig af Høien
Rage-Kniven,
Smeddet af Dværge
Til Seierlam†††)!

* * * * * * 752

Hjorvard, Hervard,
Hrane, Angantyr;
Vaagner I Døde
Dybt under Jord-Styd!

Blev under Muld
Nu magtesløse,
Arngrims Sønner
Og Eivores;
Misted i Mælet
I Munar-Vaag?

Hjorvard, Hervard,
Hrane, Angantyr!
Saa det i Bringen
Bryde og værke,
Som i en mylrende
Myre-Tue,
Hvis ikke dages
Dvali ns - Klingen,
For deilig en Vaand
I Dødning-Haand*)!

Kun nødig rykker den gamle Bærsærk ud med Tirfing, som han forudsiger, vil øde hans Afkom, men dog maae han lystre det ramme Galder, og skiænker Daatteren i Tilgift Arngrims-Sønnernes Bjørne-Kræfter (tolv Mands Styrke), hvorpaa Hervor kvæder:

Selvgjort er velgjort,
Vikinge-Frænde!
Vel kom til Hænde
Mig Høibo-Sværdet,
Heller jeg tog det,
End hele Norge!

Glad nu til Skibet
Skjold-Mø haster,
Ændser kun lidt,
Du Lofting prud,
Hvad hendes Sønner
Siden skifte!

* 753

Hermed lade vi hende fare, som Bærsærkernes Valkyrie, thi hendes Ægteskab med Gudmunds Søn paa Glæservold, og hendes Moderskab til Andre end Angantyr den Yngre, skriver jeg dristig paa Roman-Skriverens Regning*).

Vi komme nu til Hilde**), der aabenbar har sit Navn af »hild« som er Kampens Hverdags-Navn i Angel-Sachsiske Digte, saa der behøvedes ikke anden Grund til at »Hilde-Legen« blev saa giængs i de Islandske Draper, men vist nok nok maatte der Mere til for at giøre os og vore Børn kiærere ad det Udtryk for Kampen end ad ethvert Andet, og dette Mere finde vi i Hilde-Mythen, for hvis Opbevarelse vi skylde gamle Saxo mange Tak, thi selv i Skalda er den forfusket, og i Sørle-Snakken saaledes fordærvet, at Roman-Skriveren skulde have over Fingrene, til han tabde Pennen, hvis det ei var skedt for længe siden.

Det hændte sig da, under den svare Hune-Krig, at Kong Hedin fra Norge kom Fredegod til Hjelp, med Fred-Skjold i Toppen paa halvandet hundrede Skibe, men hvad der trak Nordmanden mest her sønderned, var dog nok Rygtet om skiøn Hilde, Høgen Jyde-Konges Daatter; thi hun og Hedin havde forelsket sig i hinandens Rygte, og kunde, saasnart de saaes, ikke meer faae Øinene fra hverandre***). Hedin svor sig nu i Fostbroder-Lag med Høgen og fik Lovning paa Hilde, men blev siden bagtalt for Høgen, som om han havde kysset Kiæresten for tidlig, og heraf yppedes en Kiv, som endtes med at Fostbrødrene nedlagde hinanden i Tve-Kamp paa Hedinsø. Man vil imidlertid sige, at Hilde, af kiærlig Forlængsel efter Hedin, om Natten med Trylle-Sang vakde de Faldne til Kamp paa Ny.

Jeg siger, Mythen er forfusket i Skalda, og alle dens Venner vil sikkert give mig Ret, naar de høre, at efter den havde Hedin Hj ar r andsøn ranet Hilde, mens Høgen var paa *

Seafolan and Þeodric,
Heaðoric and Sifecan

hvorved der ingen Tvivl kan være om Sifkas Kiøn. * * 754 Herre-Dagen, og at hun, da hendes Fader og Brudgom mødes, vel gaaer imellem dem, for, som det lader, at mægle Forlig, men gyder dog med Flid Olie i Ilden, saa der er samme Forskiel omtrent paa Saxos og Skaldas Hilde, som paa liden Signe i Sigersted og Halgerd Langbrok paa Hlidarende*). Netop dette Forhold lærer os imidlertid, at Mythen er ikke med Flid forvansket, men kun opfattet, som Man opfattede Kæmpe-Livet og Kvindens Forhold dertil paa Island, saa hvad Skalda lægger til, at Høgens Sværd hedd Danne fæ (Dáinsleif), at Kæmperne forstenedes alt som de faldt men stod saa op, naar det dagedes, med splinternye Vaaben, og skulde blive saaledes ved til Ragna-Roke, det lader sig meget godt forene med Fremstillingen hos Saxo. Vel faaer Man nemlig ved hans Udtryk snarest den Forestilling om Hilde-Legen, at det var om Natten de faldne Kæmper stod op, og det klinger jo rimeligst, at hvad der om Dagen saae ud som Graa-Steen, blev i Skumringen til staalgraa Kæmper, men deels siger Saxo dog kun, at det var om Natten Hilde vakde dem, og deels er Det af et Old-Sagn der hos en critisk Historie-Skriver klinger rimeligst, netop allersnarest uægte, da han af Naturen har en næsten uimodstaaelig Drift til at troe sit eget Skiøn bedre end Sagnet, naar det ved en lille Forandring kan blive efter hans Hoved**). Selv havde jeg nær gjort det Samme, da det til Lykke faldt mig ind, at engang jeg var begeistret og langt fra at tænke paa Hilde-Mythen, ringede det for mit Øre:

Det Sidste jeg mindes,
Er Syner i Vang,
Hvis Vækkere findes
I Strængenes Klang,
I Tonerne klare,
Som stige fra Øe,
Og sødt aabenbare,

* * 755

At Daner kun døe,
Som Soel og som Maane,
Der smilende daane,
Og straalende atter opstaae!

Ja, Dannemarks Døde
Jeg levende saae,
I gyldne Dag-Røde,
Af Graven opstaae!
Naar Hanerne gale,
Giengangere flye,
Til Dødninge-Sale,
At sukke paany;
Men da først ornbelte
Sig Dannemarks Helte,
Om Natten de hvile i Fred!

Paa Land og paa Bølge,
I Høi og i Hald,
Med Solen de følge,
Som Øre med Skjald;
Om Natten de sove,
Om Dagen de gaae,
Med Fuglen i Skove
De glade opstaae;
Thi Bjarkemaals-Sangen
Er gammel i Vangen,
Er Leiregaards-Hanernes Gal*)!

Man sætte nemlig blot »Nordiske Helte« istedenfor »Dannemarks« som her er tvetydigt, da har Man den samme Anskuelse som i Hilde-Mythen, og vil let komme til den Indsigt, at dette ikke blot bør være Forskiellen mellem Heltenes Gienfødelse og Bærsærkernes Gienfærd, men har alle Dage været det, og ret øiensynlig i Norden, saa f. Ex. Natten fra Midten af det Trettende til Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede var en Bærsærk-Tid, men med Dagningen og Fuglene vaagnede Heltene, og fortsatte med nye Vaaben den afbrudte Kamp for Aandens Rige, saa Heltenes Bjarke-Maal lyder altid som i Leire-Gaard: det dages, det dønner!

* 756

Det er med andre Ord, hvad vi Alle forstaae, at da bliver Dagene mørke, naar Kraft og Kiærlighed gaae hver sine Veie, saa Ondskab bliver stærk og Godhed svag, men Kiærligheden til Aandens Verden er lykkeligviis en Hilde, som kan vække Helte, og saasnarfc den møder Kraften, som Hilde kysser Hedin, da dages det, og den store, seierrige Kamp fortsættes, vel med nye Vaaben, efter Tidens Tarv, men i den samme Aand, i Dag som i Gaar, og fremdeles til Ragna-Roke. Naar derfor Roman-Skriveren, med hans Kong Hedin af Morland og Kong Hogne i Danmark, der ligge endnu længer af Leed end Spanien og Maglegaard, lader Olav Tryggesøns gode Mand Iver Glands giøre Ende paa Legen, ved at slaae Heltene ihjel, saa de staae aldrig op igien, da er det langt fra at være, hvad det dog skal giælde for, et Beviis paa Christen Kiærlighed; thi langt fra at berøve Minde-Sangen sin Kraft, er den netop Moder til det dybeste Nattergal-Slag, der vækker daanede Helte til Daad i Morgen-Rødens Glands! Dog, det var for meget forlangt af den gamle Roman-Skriver, at han skulde have Øie for Sligt, da selv den Nyeste kun maner Kæmper op for at slaae dem tilgavns ihjel, uden engang at ændse, hvad han dog burde vide fra Amme-Stuen af, at selv om det er gamle Bjerg-Puslinger, som maae flytte naar Christendommen bliver stærk, har de dog gierne en Guld-Krybbe, der bliver staaende, fordi Kirke-Muren er bygt over den, og som ingenlunde er at foragte.

Nu vil jeg haabe, skiøndt det maaskee er for tidligt, at Læseren baade seer, hvorfor jeg har rykket Hervor og Hilde saa nær sammen, og hvor lette de dog er igien at skille ad, naar Man rigtig betragter dem, samt at de Begge er værd at huske, ei blot fordi de saa levende afbilde den gamle Bjarkemaals-Tid i Norden, da Gudernes Sønner gjorde deres Bedste og Jetternes deres Værste, for at Man ikke skulde savne deres Forældre, men især fordi de række os Speile, der kun behøve at aandes paa og tørres af, eller i det Høieste belægges med lidt Kvæg-Sølv, for at være brugelige til Verdens Ende, og samle Kæmpe-Skikkelserne meget bedre, end Arbeiderne af de bedste Engelske Glas-Pustere nuomstunder.

Til Slutning maa jeg bemærke, det er aldeles i sin historiskpoetiske Orden, at Hilde hører til Fredegods-Tiden, og at derimod Hervors Fader endnu i den kun er et lille Barn; thi det er netop de sidste naturlige Bærsærker, der give Guld-Alderen, som Hjalmar Hugprud, Bane-Saaret, og at 757 opvække de Døde, er en Konst, det aldrig falder Hervor ind at fuske paa, før hun seer, det er lykkedes Hilde.

Suttungs Miød.

Kiært Barn har mange Navne, og havde derfor Kampens Bulder og Redskaber en Slump hos vore Fædre, saa havde Rim og Sang ei heller faa, og jeg har stræbt at vise, der var ogsaa Noget i, som ikke mange Navne var for gode til; men alle Skaldas Kiendinger, fra »Kvasers Blod« til »Klangbjergs-Elven« eller Glommen (glaumbergs straumr) er, om ikke just udsprungen af Suttungs-Miøden, saa dog knyttede til den, og, skiøndt Mythen derom er langt fra at røbe den fineste Smag, er Miøden dog saa aabenbar beregnet paa Smagen, at ingen Mythe er vissere fra Kragemaals-Tiden.

Dermed begynder da Sagnet i Brage-Snakken, at da Aser og Vaner sluttede Fred, beseiglede de den ved paa begge Sider at spytte i eet Haande, og til et levende Mindes-Mærke om Pagten skabde Guderne deraf en Viismand, ved Navn Kvaser (Stak-Aande), der var saa klog, at Ingen kunde sætte ham med Spørgsmaal. Han reisde nu omkring for at udbrede Oplysning, men stødte paa to Skarns Dværge, Fjaler og Gjaler, som fik ham lokket afsides og slog ham ihjel, hvorpaa de lod Blodet løbe i Kiedlen Odrærer (Opmuntring) og i Bøtterne Bodn og Son, kom Honning deri, og blandede saaledes en Miød, hvoraf Man kun behøvede at drikke, for at vorde Skjald og Sagamand. Dværgene smurde nu Aserne om Munden med den Snak, at Kvaser var kløgdes1 i sin Klogskab, eller revnet deraf, fordi han Ingen kunde finde, der var kløgtig nok til at pumpe ham ud. Da samme Dværge imidlertid siden druknede Jetten Gilling, fik de Suttung hans Søn paa Nakken, som satte dem fast paa et Skiær i Stranden, saa de maatte kiøbe deres Liv med den kostelige Miød, der nu blev flyttet til Knude-Bjerg (hnitbjørg) under Varetægt af Suttungs Daatter Gunløde.

Først nu, synes det, kom Aserne under Veir med Sagens rette Sammenhæng, og for at faae Fingre paa Miøden, tog * 758 Odin Fod i Haand, og strøg Leerne saa godt for ni Trælle der slog Hø, at de skar Hovederne af hverandre for at være Stryge-Spaanen nærmest, og de Trælle tilhørde Suttungs Broder Ring (Baugi), hvem Odin saa, under Navn af Bølværk, tilbød at giøre deres Arbeide, for en Slurk af den bevidste Miød. Ring turde ikke love meer end at giøre sit Bedste dertil, og Suttung vilde Intet give enten for Løn eller Bøn, men saa borede Ring Bjerget igiennem, hvor Miøden var, med en Naver Odin havde, som hedd Rate, og Odin skiød sig som en Snog igiennem Naver-Sporet, ned til Gu ni ø de. Med hende blev han i tre Dage saa godevenner, at han fik Lov til at tage tre Slurke Miød, men tømde i dem baade Kiedel og Bøtter, og fløi saa bort med Ørne-Vinger. Suttung mærkede vel Uraad, og foer efter ham, ligeledes i Ørne-Hamm, men Odin slap dog ind i Asgaard, hvor Aserne havde Kar ved Haanden, som han brækkede sig i. Noget var der vel paa anden Maade gaaet tabt, da Suttung var ham saa nær paa Livet, men det lod Man være Gribsgods for alskens Verse-Magere, medens Aserne og hvem de unde vel, drikke af den anden Tønde, som derfor kaldes saavel Asa-Drikken, som Odins Fangst, hans Fund og Gave*).

Heraf findes Saameget i Havamaal, at Odin der bekiender, han kom med Svig til Suttungs Miød, og lønnede Gunløde kun slet for hendes Føielighed**), men i de andre Sange søge vi forgiæves Spor af denne Mythe-Unge, dog bruges Udtrykket »Suttungs-Sønner« der saaledes, at vi see, det maa betyde »Dværge«, hvad ogsaa er det passeligste i alle Henseender***).

Uagtet nu denne Smags-Mythe har den store Feil at være ligesaa smagløs som det Islandske Skjaldskab, saa taler dog allerede denne nøie Sammenhæng for dens Ægthed i sit Slags, som en poetisk Anskuelse afKrage-Maalet, der fødtes med det Samme, og saa dyb var den Historiske Ahnelse i Norden, at hverken har der været, ei heller vil der komme nogen vitterlig Konst-Digtning eller Forstands-Poesi, paa hvis Undfangelse og Fødsel Mythen om Suttungs Miød jo lader sig passende anvende.

At nemlig Kvaser opstaaer af Asers og Vaners fælles Spytte-Bakke, er vel et ækkelt Billede, men et godt Indfald, thi af de poetiske Yttringers historiske Sammen-Giæring opstaaer altid * * * 759 en vis Forstand paa Billed-Sproget, og ligesom det først var af Kvasers Blod Digter-Miøden blandedes, var det aabenbar ogsaa først efterat Man med Pennen havde slaaet det levende poetiske Ord ihjel og ført det til Bogs, at Man fik Prosodier, Rhetoriker og Æsthetiker, som svare til Odrærer, Bodn og Son. At nu endelig den ny Poesi, der skal udspringe af den Gamles Opløsning og Opplukning, ogsaa blive derefter, det har Erfaringen, desværre, baade i Syden og Norden kun lært os alt for godt, men at ogsaa vore Propheter saae langt meer end de fik, beviser den herlige Oplysning, at Miøden maa først gaae igiennem Odin (Digter-Guden) og komme den rette Vei ud, giennem Ørne-Nebbet, før den kan blive virkelig begeistrende, og selv det er et dybt hentet Træk, at Odin maatte slide for det, før han naaede Odrærer, thi det er virkelig Betingelsen for en ægte Konst-Poesi, at hvad der af Begeistring er tilbage, forbinder sig med Flid og videnskabelig Granskning. Denne store og vigtige Sandhed, at Poesien maa blive videnskabelig, for at Vidskaben kan blive poetisk, og at det er Mythe-Bøgerne, hvor de ligge begravede dybt i Støvet, under en Jette-Møes Opsyn, den skiønne Videnskab kaldt, som Digteren maa arbeide sig ned til og ind i, som Bølværk med Naveren giennem Klippen, denne Sandhed er vel ikke smukt men dog levende og træffende udtrykt i Kvaser-Mythen, og istedenfor at rympe Næse ad det Smagløse deri, er det vort store Kald at følge dens Anviisning, og saaledes frembringe ikke blot en bedre Smag end Mythe-Smeden havde, men fremfor Alt et bedre Krage-Maal, end det der hidtil lød, enten paa Island, eller nogensteds under Solen. En maadelig Digter, sagde selv han som var det, er et utaaleligt Dyr, men da der dog nødvendig maae opstaae Rim-Flikkere i Snese-Tal, hvor der fordum var Propheter og Poeter, saa giælder det ret egenlig nu, om vi kan vinde den Priis vore Fædre spaaede om, at forbinde det Deilige med det Dybe, det Smagfulde med det Høie, og det Klare med det Hemmelighedsfulde.

Ægers-Gildet.

At Loke-Gluffen, hvoraf vi kiende dette Gilde, er fra Kragemaals-Tiden, da Man kun samlede alle Guderne for at spase med dem, er alt anmærket, og at Æg er eller Hler, som den 760 gamle Rosmer Hav-Mand, er en meget tvetydig og i Grunden ubetydelig mythisk Person, har jeg ikke glemt at indskiærpe; men da det virkelig er mit ramme Alvor, at lade Alt skee sin Ret, maa jeg ogsaa lade Æger og hans Gilde skee deres.

Uagtet nemlig baade Fædrenes Myther og Levnets-Løb viser, at de brød dem kun lidt om nogen anden Natur end Kampens og deres Egen; saa kunde dog de dunkle Natur-Kræfter umuelig undgaae deres Opmærksomhed, og de tre Udmærkede, som yttre sig i Stormen, Hav-Brusningen og Ilden, maatte nødvendig staae for dem i Jette-Skikkelse, men deres Fortroelighed med Havet kundgiør sig ogsaa deri, at Hav-Manden (Æger) er den eneste Jette, med hvem de lade Aserne pleie Venskab, imod at han ogsaa holder sig roelig, og overlader det til sin Kone Ran og sine Døttre at giøre Ulykker paa Søen. Vel kalder Skalda ganske rigtig Vinden Forniots Søn, Ægers og Ildens Broder*), men der findes dog neppe Navnet Kaare, som vi af andre Kilder veed, den Ægers-Broder førde**), og endnu mindre finde vi ham i de gamle Sange, hvor Vind-Jetten derimod kaldes Aadsel-Slugeren (hræsvelgr) i Ørne-Hamm, som klapper med Vingerne, saa det suser over Havet, skiøndt Ingen seer Noget***). Ligeledes kaldes ogsaa Ilden sammesteds i Skalda Ægers og Vindens Broder, men Navnet Loge maae vi enten giætte os til, fra Sagnet om ham der i Udgaard aad omkaps med Loke, eller søge hos Kaare, og Ild-Kraftens Personlighed spore vi end ikke i Sangene, med mindre det skulde være i Svasud Sommer-Fadert). Selv deres gode Fader Forniot, som har gjort en Slags Opsigt hos Mythographerne, finde vi kun nævnt i Ravne-Galderet, og det endda kun i Forbifarende, som alle Vindes Fader eller Frænde ††), saa Æger er den Eneste af Slægten Man veed Noget at fortælle om.

Allerede i Grimners-Maal siger Odin:

Saa har jeg trukket
Paa Smile-Baandet,
For Seiergud-Børn,
At Hjertet i Livet
Skal hoppe forsand,

* * * * * 761

Hos Aserne alle,
Naar ind de komme
Paa Ægers Bænke,
Til Ægers-Gildet*)!

Om nu herved sigtes til et enkelt forestaaende Ægers-Gilde, eller om Aserne besøgde ham engang imellem, ligesom Zeus Æthioperne, skal jeg lade være usagt, men af Hymers-Kviden maatte Man slutte det Sidste, naar den ikke i det Hele var saa uefterrettelig, og i dette Stykke dobbelt mistænkelig, ved at giøre Asernes Besøg hos Æger til en Straf for ham, hvad kun alt for meget ligner et slet Forsøg paa at forklare sig Gude-Gildet i Jette-Stuen**). Nok er det, at vi kun har mythisk Underretning om eet Ægers-Gilde, og det endda kun saa knap, som den falder i Fortalen til Loke-Gluffen, hvor det hedder, at ved samme Gilde havde Man ikke andet Lys end Guld-Skin, og behøvede ingen Skiænker, da Drikke-Vahrene kom af dem selv. Desuagtet var der dog to Tjenere: Vines og Farimag (fimafengr ok elder), hvis Opvartning blev neget roest, og da Loke, som ikke kunde taale at høre det, slog Vims ihjel, hvorved han krænkede Fristædets Hellighed, blev han jaget til Skovs af Aserne***). At han kom igien og skiældte Aserne Huden fuld, det veed Læseren, og da Gylfe-Legen slet ikke omtaler Gildet, maae vi tye til Snakken, hvor vi dog heller ikke blive klogere, thi at Æger først skulde have besøgt Aserne, som der staaer i Brage-Snakken, og da bedt dem hjem til sig, er neppe rigtigt, og nytter os i alt Fald ikke, og at Maden saavelsom Drikken kom af sig selv, synes urimeligt, da Opvarterne derved giøres aldeles overflødige †). At endelig Aserne først ved denne Leilighed opdagede, at Ran havde et Net, hvori hun fangede de Skibbrudne, klinger høist mistænkelig, og staaer aldeles ørkesløst, da der ikke engang tilføies, hvad dog andensteds findes, at * * * * 762 Loke laande samme Net til at fange Andvar Dværg, som legede Gedde*).

Derimod lærer Skalda os at Æger ikke blot bar Navn af Gudernes Giæst eller Godegiæst (heimsækir guðanna) og af Rans Mand, men at han ogsaa er Fader til ni Døttre, nemlig: Skytørning (kiminglæfa), Dykke (dúfa), Rødtop (bloðughadda), Svulme (hæfring), Bløde (uðr), Sprud (hrønn), Bølge, Vove og Brænding**), lutter naturlige Hav-Fruer, som Man ikke blot maatte have Aand-Sky men Vand-Sky for at forarge sig over.

Et andet Spørgsmaal er det, om Æger, som ogsaa kaldes Hier og Gymer, ei er Fader til en finere Hav-Frue, Gerde Gymers-Datter nemlig, som Frey forelskede sig i, og kiøbde med sit Sværd, saa det i alle Maader var en Aphrodite, der stiftede det betænkelige Venskab mellem Æger og Aserne***).

Dog, det være hermed som det vil, saa udtrykker Ægers-Mythen ei blot det venlige Forhold mellem Havet og den Historiske Kæmpe-Aand, som især Engelands Historie har sat udenfor al Tvivl, men den skiænker os i Gude-Gildet et Forbillede paa hvad nu er i Giære til Oplysning og Erkiendelse af Aandens Natur-Forhold, hvorved Loke-Gluffen, der vel ikke ganske kan udeblive, vil i det Mindste blive finere end fordum.

Navnet Æger (eagor) betyder ligefrem brusende Hav, og Hier eller Ler, som gav Lesø (hlesey) Navn, og er hos Saxo en Jydsk Høvding, betyder ventelig det Samme †).

Thorkild Adelfar.

Denne Mythe findes kun hos Saxo, og er ikke af de Dybeste, men derfor netop i visse Maader af de Klareste, hvorfor den da ogsaa fandt Naade for hans Øine, vi vel maa kalde Fader til det ny Krage-Maal i Norden ††). Dermed vil jeg dog * * * * * 763 ingenlunde sige, det er let at udfinde, hvilken døgnhistorisk Begivenhed her muelig spilles paa, thi det kan holde haardt nok; men jeg mener blot, at Fremstillingen er saa udførlig og giennemsigtig, at Man ei kan miskiende den allegorisk-mythiske Beskaffenhed af Sagnet. Det er saaledes klart, at begge Reiserne: til Geirrods-Gaard saavelsom til Ud-Gaard, skal betragtes som aandige Opdageises-Reiser, hvorfor Saxo ogsaa indleder Sagnet med den træffende Bemærkning, at i Kong Gorm brød sig den Old-Nordiske Kæmpe-Aand en ny Bane, saa hans Hug stod ei til Vaaben-Gny, men til at efterspore og udgranske Naturens Hemmeligheder, saa der kunde blive Reen og ret Skiel mellem den sikkre Erfarings og det løse Rygtes Ene-Mærker*). Om derimod begge Reise-Beskrivelseme har een Forfatter, og altsaa virkelig give os en Fortsættelse, er et andet Spørgsmaal, som jeg dog hælder til at besvare med Ja, da den første Reise ender med Forgudelse af Udgaards-Loke, men den Anden med et Glimt af Christendommens Herlighed, der ligesaavist bliver Udbyttet af en lykkelig Reise til det Philosophiske Land, som hin blev Enden paa alle de forulykkede Reiser til Fabel-Landet.

Her kan hverken blive Rum til at afskrive eller giennemgaae det brede Sagn, som Læseren ogsaa nemt kan finde, og, naar han er inde i Anskuelsen, more sig med at udtyde**), men den mærkelige Omstændighed, at Thorkild Adelfar giøres til en Islænder, kan jeg ikke med Taushed forbigaae, da den blandt Andet viser, at Sagnet ikke er af Islandsk Byrd; thi det hænge nu sammen med Islands første Bebyggelse i Harald Haarfagers Dage, som det vil, saa var den dog i det Trettende Aarhundrede vel næsten ligesaa fast en Islandsk Troes-Artikel som nu, og desuden er Talen aabenbar om de antikvariske Islændere. Mythe-Smeden har da rimeligviis været en Angel-Sachser, som hverken tog det nøie med Kronologi eller Geographi, naar kun Anskuelsen var rigtig, og han kunde faae sagt hvad han vilde. At det er i Tydskland Thorkild paa Hjem-Reisen faaerNys om Ch ristendommen, * * 764 minder os om Ansgar, som upaatvivlelig har svævet for den Christne Mythe-Smed, men saa sikkert var hans Syn, at Tydskland ganske rigtig blev Stedet, hvor vi maatte have Forstanden skiærpet til at kiende klar Forskiel paa Christus og Udgaards-Loke.

Hakonar-Maal.

At jeg regner Hakon Adelsteens Efter-Mæle til Mytherne, har ikke sin Grund i nogen Tvivl enten om Hakons eller Eivinds historiske Enkelthed, thi de ragede, desværre, alt for høit frem, hver paa sit Stade, saa, hvor mistænkeligt det end klinger, at Høg Habrok, som vi kiende fra Grimners-Maal, bringer liden Hakon til Engeland*), tvivler jeg dog ikke paa, han jo kom derfra, og stræbde at indføre Christendommen i Norge, men fik dog en Slags Hedensk Lig-Begiængelse, med tilsvarende Efter-Mæle. Det Mythiske ligger da kun deri, at Efter-Mælet, trods Tidens Pinagtighed, var livfuldt nok lil ei blot at komme i Folke-Munde, men til paa en Maade at overleve den sorte Død, som et høirøstet Vidne om Dybden i den Old-Nordiske Anskuelse, og Genialiteten hos den forunderlige Fader til Harek paa Tjøtø. Naar Man nemlig kalder Hakonar-Maal en Efter-Ligning af Eriks-Maalet, da har Man baade meer og mindre Ret end Man forlanger, omtrent som naar Man vilde kalde vor Hakon en Efter-Ligning af Shakspears Hamlet; thi ganske sikkert var det Eriks-Maal, og dets Angel-Sachsiske Jævninger, Eivind maatte takke for Modet til at være hvad de gamle Æsthetikere kaldte en Skalda-Spilder og de Nye en regelløs Sværmer, men Magten til at svinge sig i Ørne-Spor høit over alle Krager, den faaer Man ikke, men viser kun, ved Efterligningen, og at Eivind virkelig paa sine Ørne-Vinger bar Hakon til Valhald, er saa vist, som at deres Efter-Mæle levede og døde med hinanden, og varer nu formodenlig Verden ud. Dersom ikke den Old-Nordiske Anskuelse lod sig forene med den Christelige, da maatte vi nu kalde Hakon Adelsteens Indførelse i Valhald et mislykket Vove-Stykke, men da vilde den heller aldrig fundet Sted, thi kun den dybe Ahnelse af det venskabelige Forhold satte Eivind istand til at kvæde livlig om, hvad ellers, trods alle Fabel-Ord, vilde * 765 blevet dødt og magtesløst. Nu derimod prise vi Eivind som den sidste Mythe-Smed paa Urda-Stolen, som, da han lod alle Aser og Asynier byde den Christne Konge velkommen, spaaede om den Dag, da Aser og Asynier skulde bydes velkommen i Christenheden, som Huus-Guder, der opflammede Nordens Folke-Stammer til Kamp for en dyrebar Krone, de vel ei kunde vinde, men skattede dog, og pegede med ædel Opoffrelse, stadelig paa. Takket være derfor Eivind, at han bænkede Hakon hos Heden-Olds Guder, at slumre der med Folke-Aanden, hvor han følde, vi, naar Aanden vaagnede, blev nødt til at søge ham og nødt til at tage hans Selskab med, tilbage til Lysets og Daadens Egne*)!

Norne-Giæst

Naar Man finder denne Mythiske Person ikke blot i Olav Tryggesøns Saga, men ved hans Bord, som et andet ordenligt Menneske, paa en lille Skrue nær der sidder løs, eller en Mund der løber løbsk med ham, over Stok og Steen, i tre Spring fra Hindar-Fjeld til Dovre, eller fra Odins skjoldtakte Hald til Kongs-Gaarden i Nidaros; da fristes Man til at sige, kan kom dog bag efter, hvor store Spring han end tog, og Man har i alt Fald ondt ved at begribe, hvor kan kom fra eller egenlig havde hjemme. Sagen er nemlig den, at, trods al Snakkerads af Roman-Skriveren, føle vi os underlig tiltrukne af Æventyret, vi godt føle, han ikke selv har gjort, om den Norne-Giæst, Thord Thingløbers Søn fra Grønningen i Danmark, som endnu havde en Stump Guld af Sigurd Fofners-Banes Sadel-Knap, til Beviis paa, han var med ham, saavelsom med alle de gamle Nordiske Helte, og som endelig lagde sig til at døe hos Olav Tryggesøn**). Da nu samme Kong Olav virkelig er det sidste Skud af den gamle Helte-Stamme, og Halfred Vanraad-Skjald i hans Gaard med et Suk opgiver *

Deyr fé,
Deya frændor,
Eydiz land ok lad,
Siti Hakon
Med heidin god,
Mørg er Þiód of Þiád!

* 766 Aserne og Nordens Aand, saa behøvede Personen ikke engang ai hedde Norne-Giæst, for at være kiendelig paa alle Steder, hvor der er Øie for Norden Saand. Og da nu et Indfald, saa poetisk som det, at lade Aanden med Harpen giennemvandre Heden-Old og lade hans Livs-Lys brænde ned i Piben hos Olav Tryggesøn, ei kan være meget yngre end Svolder-Slaget, og maatte dog være det, naar det skulde tænkes udklækket paa Island, maa jeg atter her giætte paa en Angel-Sachser, og at slige Indfald i det Mindste ikke var Skjaldene paa Øen fremmede, beviser Vidsids-Maal, som jeg alt oftere har nævnet, men her maa nærmere betegne, som et Skjalde-Værk. Jeg er ingenlunde nogen Beundrer af Stykket, som et saadant, jeg finder det tvertimod temmelig smagløst, og i det hele kiendelig mat, men hvem end Ideen tilhører, som gaaer igiennem det, saa er den høipoetisk; thi Vid-Sid er en gammel Skjald, der fortæller om sine Reiser, som, naar Man seer sig til, har bragt ham i Bekjendtskab med alle de Folk under Solen, der havde Poesi, lige indtil Jormunreks og Hrodgars Dage, som han med saa øiensynlig Forkiærlighed dvæler ved, at Man godt seer, han tænker mellem dem at ende sine Dage*). Betænke vi nu, at Poesiens Skaber-Dage ogsaa virkelig fuldendtes med Nordens Halv-Guder, som i Jormunreks Dage var fuldvoxne, da skimte vi ogsaa her Falken, som fra Hvile-Høien kaster Blikket tilbage paa sin stolte Bane, og skiøndt vi nok see, at Sangeren har Guldet bag Øret, kan vi dog ikke nægte, han har Ret, naar han slutter:

Det har jeg lært,
Paa lange Reiser,
At Drot bruger bedst
Sin Dag i Glands,
Naar dem han mærker,
Som muntre gaae,
Giennem Hald og Hytte,
Med Harpe-Slag,
Ei gnider paa Guld,
Men gavmild saaer
Hvad op kan voxe
Til Æres-Høst!
Er Livet svundet,
Og Lyset slukt,

* 767

I Sky sig svinger,
Som Fugl i Skov,
Paa Tone-Vinger,
Hans gode Lov!

See, det var netop, som vi veed, den Verdens-Klogskab, Konger og Helte i gamle Nord beflittede dem paa, og hvem kan nægte, at Angel-Sachseren fik Ret! Mange Aarhundreder henrandt, siden Strængene sprang paa hans Harpe, og Fleer, siden Skjold og Fredegod og Rolv stod for Styret i Leire; men Drotterne, som havde Øre for Klangen, jo dybere, des bedre, og altid Guld-Ringe ved Haanden til de Skjalde-Fingre, der fik dem aldrig saa tit, de jo fattedes dem, men slog dog lige godt og gladelig de gyldne Strænge; disse Heden-Olds Drotter kunde aldrig begraves saa dybt i Glemsels Nat, de stod jo op med Fuglene i Sangens Morgen-Røde. Ja, de stod op med Skjaldene, og skiøndt de har intet Guld at skiænke os, som sjunge nu kun under Guld-Regnen paa Kvist, saa dele vi dog gierne med dem hvad vi har: Levningen af Skjalde-Livet, og Efter-Klangen i Høielofts-Salen af alle de høie og dybe Toner, som i svundne Dage fødtes under funklende Øine til med List at fængsle Kæmper! Var det forgiæves, og vilde Kæmpernes Sønner ei tilegne sig deres Fædre, fordi de ei endnu kan begribe dem, da blev vi dog angerløse, og i værste Fald var det dog ogsaa en mageløs Roes for vore Gamle, at kun de sidste Skjalde, hvis Død de Nordens Drotter ei gad overleve, tog dem i Graven med sig!

Anmærkning.

Efter at Trykningen af Nordens Mythologi var naaet til Side 544 i denne Udgave, kom Grundtvigs Haandskrift til Originaludgaven, som nu tilhører Pastor Holger Røster, mig i Hænde, og dette har altsaa kunnet benyttes ved Korrekturen paa Resten af Værket. Haandskriftet har imidlertid saa faa Afvigelser fra Trykket i 1832, at det kun er meget faa og smaa Ændringer, som derved er fremkomne. Haandskriftet viser, at Forfatteren oprindelig havde givet sit Værk Undertitlen: Nordens Billed-Sprog, men allerede i Manuskriptet rettet denne til: Nordens Sindbilled-Sprog.

Udg.
768

INDHOLD.

  • Kong Harald og Ansgar (1826) .......... ..............5.
  • Om Religions-Frihed (1827) ...........................45.
  • Skribenten N. F. S. Grundtvigs literaire Testamente (1827). .154.
  • Af Søndags-Bogen (1827-31).. ........................ 181.
  • Af Krønike-Riim (1829). ..............................227.
  • Christoffer Columbus (1831). ..........................269.
  • Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes? (1830) 278.
  • Om den Clausenske Injurie-Sag (1831) ...................356.
  • Om Daabs-Pagten (1832)..............................365.
  • Nordens Mythologi (1832).............................376.