Grundtvig, N. F. S. N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

2
3

NIK. FRED. SEV.
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

FEMTE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1907

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDIGHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

KONG HARALD OG ANSGAR.

TUSINDAARSFESTEN for Kristendommens Indførelse gav Anledning til, at Grundtvig kom til at sysle med Minderne om Nordens Apostel og de Begivenheder i Aaret 826, som foraarsagede hans første Rejse til Danmark i Kong Haralds Følge. Frugten heraf blev de Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog, som udkom i Begyn- delsen af Maj 1826.

Det første Stykke om Harald Klak er nærmest bygget over fjerde Bog af Ermoldus Nigellus' store Digt til Ludvig den Frommes Ære, der beskriver Kong Haralds Daab i Ingelheim1.

Digtet om Ansgar følger heltigennem Rimberts Levnedsteg- ning2, til hvis Ære Grundtvig tilføjer et kort Rim om denne Discipel af Ansgar.

I 1865 udkom Bogen anden Gang med smaa Ændringer. Jfr. Poet. Skr. V. Nr. 57-61.

Digtene om Ansgar og om Rimbert blev optrykte i P. A. Fengers Oversættelse af Ansgars Levned 1863, men udeladte i anden Udgave ved Hans Olrik.

Af Kristi Kirke til Dana er et Udtog, bestaaende af Vers 18-19 og 26-31, optaget, efter Samraad med Grundtvig, i Ernst Triers Sange for den kirkelige Folkeskole, 1874.

I Dansk Jubel-Hilsen til Kong Frederik den Sjette sigter Grundtvig til, at den genopførte Slotskirke paa Christiansborg skulde indvies ved Tusindaarsfesten, den 14. Maj 1826.

Paa Titelbladets Bagside findes følgende Linjer:

Mindes skal den glade Dag,
Efter mine Tanker,
Igienfødte Folke-Slag,
Dannemænd og Franker.
Ermold.3

* * *
6

Kong Harald og Ansgar.

Rim-Blade
af
Danmarks Kirke-Bog
til
Jubel-Aaret.
Ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
residerende Capelian ved vor Frelsers Kirke.

Kiøbenhavn.
Trykt paa den Wahlske Boghandlings Forlag
i G. Græbes Officin.
1826.

7

Dansk Jubel-Hilsen
til
Kong Frederik den Sjette.

Kong Fredrik! Hilsæl!
Paa Tusindaars-Dagen, i Fædres Gapel,
Hvor Luerne braged, og Hvælvingen brast,
Men Murene stode, for Grunden var fast;
Hvor Altret Du reiste, som Du kunde bedst,
Til glædelig Fest!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Velsignelsen hvile paa Drottens Capel!
Fra Konge-Capellet den Kilde udsprang,
Vi skylde hver Blomst, og hver bølgende Vang,
Hvor liflig den sprudled i Vinter og Vaar,
Tihundrede Aar!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Først færdig paa Borgen blev Fædres Gapel!
Saa toner fra Thronen, paa Tusindaars-Fest:
Med Gud at begynde giør Bygningen bedst!
Det kiendes paa Krone, saa vel som paa Rod:
Den Viisdom er god!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Velsignelsen stige fra Drottens Capel!
Omskabe til Glæde for Kongen al Sorg,
Saa trøstet Du throner paa Christians-Borg,
Og smiler fra Svale til Bølgerne blaa,
Hvor Snekkerne gaae!

Kong Fredrik! Hilsæl!
Gid immer udspringe fra Borgens Capel
Den hellige Kilde, hvis Værger paa Jord,
Naar høiest de throned, var Konger i Nord,
Den Kilde, hvoraf os oprinder i Bryst
Den evige Trøst!!

8

Harald Klak.

I Mørke jeg sad, i Kiv jeg laae,
Og Fienderne vare saa mange,
Af Jyder kun fulgt, i Kjortel graa,
Mig Kaarene bleve fuldtrange;
Thi Lodbrok han var en Hals saa haard,
Som Ornen, saa vare hans Grise:
Hvor de finge Hold, blev der ei Skaar,
Da maatte sin Lykke man prise!
Fra Keiserens Gaard da kom en Mand,
I Jylland var aldrig hans Mage,
Han talde saa kiønt om Friheds Land,
Sandfærdig om Trældommens Plage!
Han sagde: det kan jo hver forstaae,
Som Flyvesand paa er at bygge,
Saa er det, sin Lid til Ting at slaae,
Som kun af os selv er en Skygge,
Til Guder af Malm, af Stok og Steen,
Som have ei Liv eller Mæle;
Hvad Hænderne giør, den Sag er reen,
Det gavner ei Menneske-Sjæle!
Han mælede høit om Guders Gud,
Som alle Ting haver at raade,
Og skikked til Verden Bud paa Bud,
At vitterlig giøre sin Naade,
Og skikked tilsidst sin egen Søn,
At han skulde Troen os lære,
Og gange for os saa fast i Bøn,
At trøstige vi maatte være,
Og vide, Han er vor Fader kiær,
9 Som haver al Verden i Volde,
Han styre vel kan vort Levnets Færd,
Til Boliger blide og bolde!
Han hjelpe os kan af al vor Nød,
Mod Fiender beskiærme og skjolde!
Med Christus, Hans Søn, skal, trods vor Død,
Vi Livet og Glæden beholde!
Vi alle det fandt, som nær var stædd,
Saalænge den Tale vi hørde,
Var alle som Een i Sind urædd,
Og blidelig Tanken os rørde:
Saa klares maaskee af Christendom.
Som Lyset fra Himlenes Himle,
Hvad Skjalde paa Rim har ymtet om:
Alfader og Livet i Gimle!
Jeg skiønned derhos, med Dannemænd,
Om Troen i Keiserens Rige,
At hvo hende tog, fik ham til Ven,
Og Vaaben mod Lodbrok tillige!
Thi svared jeg saa det Keiser-Bud,
God Ebbe, som Biskop sig nævned,
Os huged fuldvel den Guders Gud,
Os undte saa godt, som Han evned!
Ad Aare forvist, til Skibs paa Rhin,
Vi agte den Konge at giæste,
Og favne med ham den Tro saa fin,
Os tykkes at være den Bedste!

Der Isen brød op i lune Vaar,
Og Lyngen at lysne begyndte,
Da blev der Rykind paa Jælling-Gaard,
Og flux vi paa Veien os skyndte:
Vi reed over Land til Dorstad-Havn,
Der sadled vi gyngende Heste,
Der toned vi Flag i Fremmer-Stavn,
Og løste med Æren vort Fæste!
Saa droge vi op de hvide Seil,
Mens Aarerne lagdes om Borde,
Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil,
Med Rhinen vel dyste vi turde!
Vi skaadede grandt, hvor vi kom frem,
De Borge, de Bjerge, de Ranker,
10 Vi landede lunt ved Engelhjem,
Dog videre foer vore Tanker!
Da Keiseren saae vor Herre-Færd,
Han stod udi Høielofts Svale,
Til Matfried, sin Drost, som stod ham nær,
Begyndte den Herre at tale:
Far ned, sagde han, og giør din Flid,
Lad springe de vrinskende Heste!
Siig Daner God-Dag, og før dem hid,
Med Æren vor Høihed at giæste!
Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord,
Sad op paa de sadlede Heste,
Og rede med Bram, som Folk fra Nord,
Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste!
Til Keiserens Slot vi kom da bradt,
Hun er, sagde vi, af de Prude,
I Reisning saa høi, om Hage glat,
Som Jomfru er sjelden herude!
Det sande vi maae, at Jælling-Gaard,
Om hun skulde her have Stade,
Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar,
Og kaldtes god Stald og god Lade!
Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen,
Mig Dværgen i Hug maa vel rinde,
For Svegder han kvad: gak ind i Steen,
Om Odæn du ønsker at finde!
Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak,
Hun her har ei Sted eller Giænge,
Ei frygte vi meer det Afguds-Pak,
Som vi haver dyrket for længe!
De Drenge, der gloe som Sølv og Guld,
Uvittig til Dværge du maaler,
Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld,
Lys-Alferne lege med Straaler!
Ad Trapperne op, i Hald vi treen,
Som det kunde været en Svale,
Os klang under Fod den Marmel-Steen,
Og mæled om Høielofts-Sale!
Os tykdes et Fjeld for Øie staae,
Af Jetter udhulet til Stue,
Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae,
Og Aasene mødes i Bue!
11 Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt,
Besynderligt er det at sige,
Hvo ikke i Sal end saae sig mæt,
I Gaarden han kunde udkige!
Mig lystede meer at see paa Væg
De Sparlagen favre og bolde,
Der skinned vel Sværd med Odd og Egg,
Guld-Hjelme og blinkende Skjolde;
Men Meget derhos, jeg aldrig saae,
Det Matfried mig vilde udtyde,
Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae,
Med Gammen paa Talen dog lyde.
Der Kongen jeg saae af Persen-Land,
Det ligger i Øster-Leden,
Af Drotter ei Een holdt for ham Stand,
Med Kronen saa kiøbde de Freden;
En Dronning dog sad fuldhøit i Nord,
En Dronning for Skjold-Møer klare,
For hende fuldbleg han sank til Jord,
Den Drot, med saa fager en Skare!
Han først hendes Søn bedrog med Viin,
Han dyrt maatte Gildet betale;
I Hjertet han skar den Dronning fiin,
Sin Harme hun vilde nu svale:
Hun fyldte et Kar med Mande-Blod,
Til Hovedet blegt af sin Fiende,
Hun sagde: her nyd for Tørst Du Bod!
Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde.
Paa Sinde mig faldt ei noget Savn1,
Som det om Kong Cyrus hin holde,
Hver mærke deraf, med Heltens Navn,
Hvad Hovmod i Høihed mon volde I
Om Konger i Flok, fra Øst og Vest,
Da hørde jeg Sagnene mange;
Trods Matfried, jeg troer, de mindtes bedst,
Naar rimes de kunde til Sange,
Som hjemme hos os det før var Sædd,
Med Sæger2 om Aser og Jetter,
Om Frode, og Rolv, den Helt urædd,
Som Dannemænd aldrig forgiætter!

* * 12

Dog mærked jeg mig det Matfrieds Ord:
Det kommer ei let ud af Lave,
Som ristes i Bog alt paa en Snor,
Der kan man til Grunden sig stave;
Saa følger der Konst med Christendom,
Og Vidskab i talrige Maader,
Der er ingen Vei, jo gaaer til Rom,
Der giættes de mørkeste Gaader!

Til Høibords jeg sad, med Dronning min,
Med Søn og med Høvdinger mange,
Man skiænked for os den klare Viin,
Den voxer i soelskiære Vange!
Af Kager og Suul var meer end nok,
Ei Mester, ei Mage, jeg tænker,
Peer Bager vel har, og Gunde Kok,
Og Otte, den store Viin-Skiænker!
Ved Gilde saa flot man seer det ret,
At tidigst af Alt er vort Øie;
Thi Ingen sig aad dog meer end mæt,
Med Rusen lod alle sig nøie!
Saa hvisked min Skjald, som hos mig sad,
Og sagde: nu Dannemænd huge,
Det mærker jeg nok, vildfremmed Mad,
Trods Skiverne i deres Buge!
Tie kvær, sagde jeg, du Aaben-Mund,
Naar Keiser vil Dannemænd ære!
Han er ingen Trold, for han er rund;
Hver lade, som Baaden kan bære!

Det kimed i Sky, en Morgen-Stund,
Vidunderligt var det at høre,
Det svarede dybt i Hjerte-Grund,
Det rungede sært i vort Øre!
Det var, som der sprang en Hinde haard,
Saa lydhøre bleve vi fage,
Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard
Sig blanded med Faarene spage!
Til Kirke vi reed i Christen-Tøi,
Saa kaldte vi Klæderne hvide,
Og Portene op paa Gavlen fløi,
For Præster i Kjortlerne side:
13 Saa saare de sang med Stemme stærk,
Der legdes slet ikke paa Strænge,
Men underlig klang et Orgel-Værk,
Som det vilde Murene sprænge!
Jeg mindes det end kun som en Drøm,
Den særeste Nogen vil tænke,
Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm,
Og lod mig saa underlig stænke,
I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn,
Som christelig Tro tilholder,
Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn,
Med Troen hun Salighed volder!
Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær,
Hvor deiligt det Huus var at skue,
Men mærked mig dog, det var nok værd,
At vanke her tit under Bue!
Mig huged som bedst det Billed-Værk,
Der vinkede, hvor man sig vendte,
Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk,
Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte!
Her ledte mig Theut fuldvel omkring,
Paa Tider, da Messen var ude,
Han vidste Beskeed om hver en Ting,
Fra Orgel og indtil Rude.
Mig fulgde min Skjald og her paa Fod,
Den Kirke han godt maatte lide,
Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod,
Fik magelig her man at vide!
Et Menneske-Par, paa venstre Haand,
Man saae, med et Træ og en Slange;
Det er, sagde Theut, den fule Aand,
Der gjorde os Kaarene bange:
Forældrene her til hvert et Barn,
Som fødes af Kvinder med Smerte,
Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn,
Hvis Edder end knuger vort Hjerte!
De staae i saa prud en Abildgaard,
Som Paradis kaldes i Bogen,
Men Døden han er deres bange Kaar,
Om Træet de røre i Krogen!
Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt,
Som det monne kaldes i Bogen,
14 Det æde de af, Guds Ord til Spot,
Saa sledskelig daarer dem Snogen!
See, Adam han var som En af os,
Saa sagde den Gud, hannem skabte,
Nu være han vil os liig paa Trods,
Thi hører han til de Fortabte.
Herud af min Abildgaard paa Stand!
Her kun mine Børn skal lege;
I æde nu Græs i Dyre-Land,
Til Kinderne vorde fuldblege!
Jeg stædte jer godt ved Livets Træ,
Dets Lige ei rinder af Rode;
Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ,
Kan Magen i Tornene pode!
Hvad siger Du, Theut! min Skjald udbrød,
Kan I jer saa underlig stave
Til Tidende klar om Balders Død,
Og Lokes forbistrede Gave,
Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green,
Og Snogen, sig bider i Hale;
I sige os da Beskeed fuldreen
Om Rinde i Vest, og om Vale!
Tie kværl sagde jeg, forstyr ham ei
Saa med dine Æventyr vilde!
Ham Rinde er hip som hap med Frei,
Oddhrærer er ikke hans Kilde!
Hvad mumler I om, sagde Theut, lidt but,
Mig tyktes, I talde om Barken,
Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt,
Og plantet saa i Danemarken!
Kan være, I veed da meer end jeg,
Kan Resten jer selv udtyde,
I have da reist fuldlang en Vei,
Som eder maa sagtens fortryde!
Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven!
I tage det ei til Mis-Tykke!
End mumler min Skjald lidt mellem Tænd,
Det er saa hans stændige Nykke,
Han kan ei derfor, er født dermed,
Det spøger lidt hos ham i Krogen,
Dog finder godt Ord hos ham godt Sted,
Han tier og gierne for Bogen!
15 Saa kom vi da vel alt fra den Bark,
Som Tydskeren gjorde af Rinde,
Han vidste det ei, at i Danemark
Den Rune betyder en Kvinde,
Som avled en Søn, der Vale hedd,
Han hevnede Balder hin Gode;
Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd
Sig meget lod plante og pode!
Saa er det hos os et gammelt Ord:
Hvad godt er, som Rugen og Hveden,
Det kan ogsaa groe i Dane-Jord,
Og trives, endogsaa paa Heden!

Vi kom til et Vand, der flød en Holk,
Det Skib, sagde Theut, monne skjule
Forældrene nye til alle Folk,
Til Dyr og til flyvende Fugle!
Dem bjergede Gud, af stor Miskund,
I Arken, saa kaldes den Færge,
Da Fiskene, som paa Havets Bund,
Gik over de høieste Bjerge!
Der frelstes i Alt kun fire Mænd,
De havde sig hver dog en Kvinde,
Af dem der paa Jord blev Folk igien,
Hvor de nu er alle at finde;
Der bjergedes og med dem et Par
Af alle de Dyr, man vil nævne,
Af Somme end fleer, som rarest var,
Og Alt hvad os Gud vilde levne!
Men, sagde jeg saa, hin sorte Ravn,
Og Duen derhenne med Bladet,
Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn,
Hvem har dem saa udenbords madet!
Det, mumled min Skjald, er Odæns Ravn,
Berg-Elmer han stikker histinde!
Ja vist, sagde Theut, du veed hans Navn?
Lad høre, hvad hedder hans Kvinde?
Det veed ikke jeg, men No hedd han,
Og Sem, Cham og Japhet hans Sønner;
Han bjerged den Ravn fra Riseland,
Men ilde den Rovfugl ham lønner;
Han sagde: see ad, er Jorden tør,
16 Og bring mig der Bud om tilbage!
Men Ravn slider Liig, nu end som før,
Og kalder det kronede Dage!
Saa Duen ei her, hun kommer glad,
Mod Aften tilbage til Arken,
Og bærer i Mund som Brev et Blad
Af hvad der nu grønnes paa Marken!
Har Skov-Duen ei, i Dane-Land,
Som bygger saa trofast sin Rede,
Og kurret i Løn for dig et Gran,
Om hvad vel det Blad monne hede?
Da blussed min Skjald, og mæled høit:
Før I finge Bogen at læse,
Som drive nu Spot med Daner drøit,
Hvad lugtede da eders Næse?
Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed,
Og Røgen af brændte Indvolde!
Vi Daner, om end kun lidt vi veed,
Dog førde lidt meer udi Skjolde!
Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,
Som Katten man træder paa Hale!
For Tunge ei hold din hvasse Tand,
Om mærke vi skal paa din Tale!
Den Due, jeg meen, saa mange Mil
Vel flyver fra Ege og Graner,
Som ogsaa hun fløi fra Bøg og Pil,
Men kurred dog ogsaa for Daner,
Om alle de Folk, paa Jorden boe,
Som du vel maa vide fuldbedre,
Nedstamme fra ham, du kalder No;
Thi Daner var og vore Fædre;
Og er det end dumt, vi dog det saae,
Som Ordet mon lyde fra Odæn:
Hvert Æble fuldlangt man trille maa,
Før meer det ei smager ad Roden!
Herover blev Theut i Hug saa gram,
Han vilde ei meer mig ledsage,
Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram,
I Herberget lodes tilbage!
Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i Nord,
Mon agtes for Konninge-Øie,
Hvo Fingeren stak, som Dan, i Jord,
17 Har lært efter Folk sig at føie!
Om alle de Tegn, paa Kirke-Væg,
Jeg hørde da Talerne lange,
Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk,
Jeg tænkde: gid det var paa Sange!
Fuldmeget iblandt for mig løb rundt,
Saa ikke jeg kunde det samle;
Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt,
Som fyndigste Ord af de Gamle!
Saa lærde mig da den Bibel-Tolk,
For Bibel saa kaldte han Bogen,
At kiende med Skiel et eget Folk,
Som bode langt Øster i Krogen;
Saa underligt Folk, saa galt og godt,
Vist haver ei Mage paa Jorden,
Men kjender igjen man Stort i Smaat,
Man finder vel Frænder i Norden!
Mig underligst var det røde Hav,
Slet ikke for Bølgerne røde,
Dem kiende vi grandt, men for den Stav,
Som der lagde Hjelmene øde!
Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae,
Hvor Hyrderne mægted at bunde,
Mens Kæmperne sank som Stene graa,
Og ginge med Djærvhed til Grunde.
Saa ganger end Holk med Lyst i Bad,
Hvor Strøm over Skiærene bruser,
Saa kløves endnu, med Aare-Blad,
Den Bølge, Staal-Hamren ei knuser!
Hvad mest jeg besaae, var Herrens Huus,
Kong Salomon lod det opbygge,
Det lignes vel seent med Steen og Gruus,
Enddog det er nu kun en Skygge I
Saa tykdes mig Alt, i Christenhed,
At stile saa smaat, efter Haanden,
Paa hvad som en Sky fra Bjerget gleed,
Og taarned fuldbradt sig i Aanden!
I Grunden mig var, dog kvær jeg tav,
Naar ei jeg med Skjalden var ene,
Den Kirke i Mæntz en Tempel-Grav,
Med deilige Rune-Stene,
Og Paven i Rom, for sig vel god,
18 Slet ikke med Aaron at ligne:
En Ypperste-Præst af Kiød og Blod,
Som vil os med Haanden velsigne!
Med Tiden, engang, det skeer jo vist,
Men ikke ved Menneske-Hænder,
At Ternplet, hos dem, der troe paa Christ,
Haandgribelig stort sig fuldender!
Det skiønned jeg paa den høire Haand,
Hvor Christi Bedrift var aftegnet,
Thi Legeme der var født af Aand,
Om rigtig hans Æt er udregnet!
Vel Konger for ham maa bøie Knæ,
Hvem Englene tjene saa gierne,
Og plantede han paa Jord et Træ,
Maa Toppen vel naae til hans Stierne!
Ja Mage til Mand var ei paa Jord,
Og været der har han tilvisse,
Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord,
Da hviled hans Aand paa min Isse,
Og jeg lægger til: var Ordet Løgn,
Som lyder om Christ over Lande,
Da fødes ei den i noget Døgn,
Som finder paa Jorden det Sande!
Han rørde mig mest, i Krybben lagt,
Som Rede gav Himmelens Ørne,
Og saa, hvor han stod, i Purpur-Dragt,
Taalmodig, med Kronen af Tjørne!
Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod,
Min Tro og mit Haab tør jeg grunde,
Men kun paa det Ord, at han opstod,
Som lyder fra reneste Munde:
Fra Munde i Flok, der sang hans Priis,
Naar Hjertet for ham maatte briste;
Ei kiøber saa dyrt man Paradis,
Af hvem der gav Orme det Sidste!
Ei kunde for Christ de gaae i Død,
Der saae ham i Hulen begravet,
Var ei han med Glands, af Jordens Skiød,
Opsteget, som Solen af Havet!

19

Ansgar dvs. Æsger.

Der var en Keiser, kiæk og bold
Han foer om Land med Herre-Skjold,
Han vandt saamangen Seier klar,
At Prisen han for alle bar!
I Spaniland, ved Ronceval,
Han Blaamænd slog i Tusind-Tal,
Og mangen vældig Hedning-Hær
Ved Bloksbjerg segned for hans Sværd!
Hvert Land, fra Elbens Mund til Rom,
Var underlagt hans Herredom,
Og, om end haard i Storm og Strid,
I Fred var han dog mild og blid!
Han gjorde Vei i vildsom Ørk,
Og tændte Lys i Hedning-Mørk;
Saa, naar han hjem fra Striden foer,
Opvoxde Kirker i hans Spor!
Han undte hver Mand Ret og Skiel,
Og boglig Konst han fremmed vel,
Ja, for at lære selv sin Bog,
Paa Thronen blev han Skole-Pog!
Carolus Magnus var det Navn,
Han længe bar til Folke-Gavn;
Det Navn i Bog kan ei døe hen,
Mens Tydskland haver Præst og Pen!
Jeg mindes grandt, som fra i Gaar,
Den Herre end fra Drenge-Aar;
Jeg saae ham i hans Keiser-Pragt,
Og tænkte: han har Guddoms-Magt,
Jeg saae hans Glands, men ei hans Støv,
Jeg saae hans Vext, men ei hans Løv,
Og sagde: det er vundet Spil,
Ham Riget hør med Æren til!
Dog snart det over Lande lød:
Carolus Magnus, han er død,
Han straaled nys af Sølv og Guld,
Nu ligger bleg han under Muld;
Af Rigerne, dem Gud ham gav,
Har Alt i Alt han kun en Grav,
Den seierrige Helt i Slag,
20 Gud naade ham paa Domme-Dag!
Det gaaer saa daglig til paa Jord:
Een sønderknuses af det Ord,
Der farer tusind Gange Ti,
Kun som et Munds-Veir, let forbi!
Mig var det Ord et Torden-Slag,
Og for mit Øre, Nat og Dag,
Det brused som en Klippe-Elv:
Græd ei for mig, græd for dig selv!
Gik med den stolte Eeg det saa,
Hvor vil det da med Sivet gaae!
Fuldsært jeg drømde da, en Nat,
At, som jeg laae, jeg døde brat,
Men fik et Legem nyt igien,
Og vandred med to store Mænd,
Mig tykdes, under Martyr-Krands,
Jeg saae Sanct Peder og Sanct Hans!
Alt efter Himmelboers Skik,
Vi svæved heller end vi gik,
Og Stien, hvor man snubled ei,
Var lys, som Himlens Melke-Vei!
Med Eet blev Stien dog fuldmørk,
Og Alt omkring os ligt en Ørk,
Alt som naar Himlen, klar og feir,
Mon sortne brat i Torden-Veir!
Ei kunde Haand jeg for mig see,
Og ene stod jeg Dage tre,
Som tykdes mig vel tusind Aar,
Saa længdes Dag i Skiærsild haard,
Hvor Mulmet om mig sammenslog,
Og neppelig jeg Aande drog!
Derpaa igjen, med dobbelt Glands,
Jeg saae Sanct Peder og Sanct Hans,
Og glade, som hvem Gud er med,
End fortere vi kom afsted,
I Lignelse, fra By til By,
Men dog, som det var over Sky,
Thi hvor vi skimted Folk i Flok,
Det var alt som en Stjerne-Skok,
I Folke-Ham, med Lovsangs-Røst,
Der neiede for Soel i Øst!
I Øster-Lid, hvor Soel opstaaer,
21 Vi kom til Lysets Magle-Gaard!
I Borge-Porten alt paa Rad,
De fir' og tyve Gubber sad,
Som Sancte Hans Evangelist
Henrykt i Aanden saae forvist!
Jeg siger sad, enddog hvorpaa,
Jeg ingenlunde kan forstaae,
Thi Alt var der, skiøndt legem-ligt,
Dog ei som her man finder Sligt,
Saa, med hver Farve og Gestalt,
Var Lyset dog i Grunden Alt!
Det Lys-Hav, som en Straale-Elv,
Udsprang af Morgen-Røden selv,
Saa Alt var som en Straale-Krands,
Med Regnsky-Buens Farve-Glands,
Og Skikkelser af hvert et Navn
Var Lys i Morgen-Rødens Favn,
Og hver en Skabning var fuldglad,
Saa Lys og Lov-Sang fulgdes ad!
Da randt i Hug mig Herrens Ord:
O, tænkde jeg, her Jesus boer,
Thi, i en Lignelse, det gaaer
Grandgivelig, som skrevet staaer:
Hvad Engle ei udgrandske kan,
I ham er Alt, og Alt er han!
Man her ei Soel og Maane seer,
Ei skielner Jord og Himmel meer!
Han er det Lys, med Liv og Ord,
I hvem al Fylde klarlig boer!
Han er i Alt, som Liv og Aand,
Og holder Alt dog i sin Haand!
Han føder her, og favner hist,
Thi hans er Kraften først og sidst!
Som nu jeg stod, og slirred fast
Paa Kilden til hvert Straale-Kast,
Af Herlighedens Glands udfoer
Saa dybt og sødt og klart et Ord,
Som man sig tænke kan det Bliv,
Al Verden skylder Lys og Liv;
Og Guddoms-Ordet lød: far hen!
Men kom saa hid til mig igien!
Med Suk, men dog med salig Trøst,
22 Jeg lød den klare Guddoms-Røst,
Der sendte mig fra Glædens Sal,
Dog kun som Bud, til Graadens Dal,
Ledsaget did, hvor før jeg var,
Af samme store Helgen-Par!
Ei mindste Ord af dem jeg fik,
Men dog saa ømt et Engle-Blik,
Som Moder fæste kan i Løn
Med Fryd paa sin eenbaarne Søn,
Og dette Blik, med Haabets Ord,
Var al min Trøst paa denne Jord!
Dog, tit endnu, med Gysen kold,
Jeg tænkde: Død er Syndens Sold,
Til klart det mig i Drømme blev,
At Jesus siger: Dødning! lev!
Den Drøm mig aldrig gaaer af Hu,
Fra jeg den havde, mens endnu
Jeg i det gamle Corvei, ung.
Gik Skole-Veien tør og tung!
Ved Sancte Peders Huus saa boldt,
For Peblinger jeg Skole holdt,
Og drømde, at, paa Knæ i Kveld,
Jeg bad i Døberens Capel,
Hvor det var mig en daglig Skik,
Naar Skolen til og fra jeg gik,
At hvile underveis i Løn,
Og samle Kraft i stille Bøn!
Da pludselig, mig tykdes, saae
En Jødisk Mand jeg for mig staae,
Men høi og rank og himmelskiøn,
Med Glands som den eenbaarne Søn,
Saa flux jeg knæled for hans Fod,
Som Jesus Christus for mig stod!
Stat op! saa lød hans Almagts-Ord,
Og som en Pil jeg bradt opfoer,
Men slog til Jord dog Øiet ned,
For Synet af hans Herlighed!
Da lød det mildt: bekiend dit Meen,
At, Synder, du kan vorde reen!
Ak, sagde jeg, min Daarlighed
Ei skriftes kan, som Du den veed!
Ja, Alt jeg veed, saa lød hans Svar,
23 Men skrifte skal dog aabenbar
For mig hver syndig Mand paa Jord,
Om han vil renses ved mit Ord!
Jeg lød, og hørde da: frygt ei!
Din Synde-Skyld udsletter jeg!
Som Drøm det store Syn forsvandt,
Men Trøsten, jeg i Søvne fandt,
Hvor end jeg vanked, fulgde med,
Og svigted ei paa Gravens Bredd!

Dengang, til spæde Planters Ly,
Et Corvei byggedes paa Ny,
I Sachsenland, og did jeg kom
At lære Døbte Christendom;
Men snart Guds underlige Raad
Mig kaldte til en større Daad:
At være mellem Hedning-Folk
Hans Sandheds og Hans Naades Tolk,
Og der, i fyrgetyve Aar,
Jeg lærde, under bange Kaar,
At Mand i al sin Kraft er Muld,
Men Herren stærk, og tro som Guld!
Der kom en Drot fra Dane-Land,
Og blev i Mænz en christnet Mand;
Men Keiser Ludvig og hans Raad
Ei Nogen vidste, som paa Baad,
For Christi Skyld, den høie Sø
Beseile gad til Daners Øe,
At plante og at vande der
Det lille Frø blandt vilde Træ'r!
Min Abbed Vale kom da nu
Min Agt men ei min Magt i Hu,
Og sagde: jeg en Broder veed,
Som meget vist for Christus leed,
Er from i Sind, og kan sin Bog;
Men om han paa saa ]angt et Tog,
Til vilden Ørk, ad tornet Vei,
Har noksom Mod, det veed jeg ei.
Jeg kaldt da blev, og spurgt dernæst,
Om jeg vel, som en fremmed Giæst,
Var villig til, med Livets Ord,
For Christi Skyld, at gaae til Nord?
24 Mig tykdes, den ei havde Kaar,
Som troed paa, hvad skrevet staaer:
Hvo over Alt ei har mig kiær,
Og følger tro, er mig ei værd!
Thi tog jeg Korset op paa Stand,
Og loved mig til Dane-Land!
Dog, Lidet selv, end sige Stort,
Langt lettere er sagt end gjort:
Ei tykdes Martyr-Kronens Glands
Mig dyrekiøbt med Torne-Krands,
Men Kiød er Græs, thi sank jeg bradt
Til Jorden, raadvild, syg og mat,
Da paa min Svaghed stormed fast,
Som Fiende-Spot, saa Venne-Last!
Det trindt mig i hver Tone lød:
Din Stoltheds Drøm er vist nok sød,
Da saa, med sælsom Velbehag,
Du vælger mellem Nat og Dag!
Hvo grandsker ud dens christne Tro,
Som higer did, hvor Djævle boe!
Ei tolke Tunger, hvad jeg leed,
Da jeg fra Alt paa Jord mig sleed,
Og Sjælen, trods hvert Baand som brast,
Dog hængde end ved Støvet fast;
Men Vingaards-Manden, faderøm,
Ei giemde, med sin Godheds Strøm,
Den vilde, dunkle Vingaards-Krog,
Hvor bedende, med Herrens Bog,
Jeg laae, i Hu saa vaandefuld,
Og ønskede mig under Muld!
Sin Engel, i en trofast Ven,
Han sendte mig til Følgesvend,
Og knytted saa, med Hjerte-Baand,
Mit Støv til Støv i samme Aand!
Det lød alt som en Engels Røst,
Fra Ødberts fromme, ædle Bryst:
Ei ene, det forbyde Gud,
Du vandre skal af Riget ud,
Til Hedning-Ørk med bange Kaar,
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Den fromme Sjæl! Han endte snart,
I Paradis, sin Pilgrims-Fart,
25 Men dog bestandig, til min Trøst,
Det, med den samme Engle-Røst,
End toned under hvide Haar:
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!
Jeg vandred mangt et mødigt Fjed,
Før jeg indgik til Himlens Fred,
Og sjelden var i Nord min Sti
For Steen og hvasse Torne fri,
Saa stride Taarer faldt, med Skiel,
Paa Daners Mark og Sverrigs Fjeld!
Ja, eengang, med min Bispe-Stav,
Jeg gik som i min egen Grav,
Gik, nøgen under Jorde-Lin,
Med Aske-Been af Helgen-Skrin,
Misundende hver Skovens Fugl,
Hvert Markens Dyr, sit Hjem og Skjul!
Da brand-gul Viking-Hanen goel,
Og spotted dybt nedgangne Soel,
Som om, med Skade-Blus i Beeg,
Den gyldne Soel af Havet steeg,
Om Midje-Nat, mens Folket sov,
Og Herrens Hus blev Luens Rov!
Ja, det var Prøvelse fuldhaard,
Thi tom var Stadens Høvdings-Gaard,
Omsonst jeg efter Vaaben greeb,
Mens Pilene i Luften peeb!
For nær var Fienden, og for fjern
Al ventet Hjelp til Lande-Værn,
Og mens jeg mægted kun at flye,
Opgik i Røg min Bispe-By,
Var al min Trøst, som Trøst i Grav,
At Herren tog, hvad Herren gav,
Og hvad Han giør, er Alt til Gavn,
Saa evig prises skal Hans Navn!
Ei ene kom den store Sorg:
End Asken røg af By og Borg,
Da Rygtets Fugl, som Natte-Ravn,
Bar Tidende fra Byrkas Havn,
At rygende man skued der,
Af Christen-Blod, det grumme Sværd!
Dertil end bradt det Budskab kom,
At død var Tydsklands Keiser from,
26 Og Godset, han mig gav til Lehn,
Af Sønnen, gold som Stok og Steen,
Foræret, som et Venskabs-Pant,
Til Snogen, der sig om ham vandt!
I Nød man Venner kiende skal,
Og aldrig stort er deres Tal;
Thi vendte nu mig alle Rygg,
Som fulgde mig for Rug og Byg,
For Straale-Kys af Verdens Soel:
For Kannikdom og Bispe-Stol!
Men dog os Faa, som blev igien,
Var Herren lige fuldtro Ven,
Og der Han skabde Sang af Graad,
Da skimted jeg Hans skjulte Raad,
Og vidste, ved Hans Alter, næst,
At sætte hvem Han huged bedst!
O! hvor blev jeg dog sjæle-glad,
Da i sin Bog Han vendte Blad,
Den store Mester, viis og klog,
Der vender Alt som Blad i Bog,
Og vendte her, i Dødning-Vang,
Vort hule Suk til Fryde-Sang!
Han flytted mig fra Hamborgs Grus,
Til Bremens Gaard og Bede-Hus!
Der fik jeg meer end Bod for Meen,
Med Bispe-Stole to for een!
Der fik jeg baade Sølv og Guld,
Til Avlings-Drift i Dane-Muld!
Der axled jeg Skarlagen-Skind,
At stædes med for Konger ind,
Og i den Danske Konges Gaard
Mig timedes saa gode Kaar,
At paa mit Ord sig fast forlod
Den gamle Hedrik Eiegod,
Fordi, som Keiserens Gesandt,
Han Løgn ei paa min Læbe fandt,
Og dømde om min Herre hist,
Hvor Han gik frem, kom Svend dog sidst,
Saa Han, langt over hver hans Svend,
Var god at have til sin Ven!
Nu løftede sig, rank i Sky,
Vor Frues Hus i Hede-By,
27 Og liflig over Heden klang
Vor Frelsers Lov i Lærke-Sang!
End tit det mig i Hjerte skar,
At hvor jeg Ordet videst bar,
Der var det plat forstummet nu,
Hos Venner faa med Hedning-Gru;
Thi Gødbert, Byrkas Bispemand,
Ei giæste turde meer det Land,
Hvor han blandt Klipper laae i Bolt,
Og Frænden smagde Staalet koldt!
Gak selv! var alt det Svar, jeg fik,
Af hvem jeg bad, og selv jeg gik!
Kong Hedrik gav mig Skudsmaal godt,
Paa Reisen med til Sverrigs Drot,
Men Mod og Lykke, til den Færd,
Gav Kongen over Himlens Hær!
Han Mod mig gav, som var Hans Skik,
Mens Kiødet sov, ved Drømme-Blik:
Jeg drømde, at i Hug fuldmod
Jeg var, for hvad mig forestod,
Og mødte, med min Hjerte-Sorg,
En venlig Mand i Konge-Borg,
Som sagde: sørg du kun ei saa,
Gak til Propheten hist i Vraa!
Han kiender Stenen, som du bær,
Han siger sandt dig om din Færd,
Din gamle Abbed Adelar;
Men find ham selv, du Magten har!
Alt mange Værelser forbi,
Jeg kom til det, han throned i,
Jeg kiendte strax hans Blik igien,
Som Blikket af min gamle Ven,
Og kraftelig, foruden Bog,
Han talde saa i Bibel-Sprog:
I Øer! hører, en og hver,
Og mærker, fjerne Folke-Færd!
Ufødt, af Herren, kaldtes du,
Han kom dit skjulte Navn ihu,
Han Mund dig gav, som Klinge bold,
Hans Hænders Skygge blev dit Skjold,
Alt som en Pil, Han kaldte rar,
Han i sit Kogger skjult dig bar,
28 Og sagde: du min Tjener est,
I Hvem Jeg herliggiøres bedst!
Ved disse Ord, med fyrig Aand,
Han strakde ud sin høire Haand,
Der dog, som hindret paa sin Vei,
Velsignende mig rørde ei,
Skiøndt i det Haab, som dertil kaldt,
Jeg Oldingen til Fode faldt!
Men han blev ved, som skrevet staaer:
Nu Herrens Ord til dig udgaaer,
Du er af Moders Liv min Svend,
Til Lys og Frelsning givet hen,
Som du, for Folk i Tusind-Tal,
Til Verdens Ende være skal!
Ja, dig skal Konger stirre paa,
Og Drotterne skal bradt opstaae,
Naa de paa dig see Æren min,
For Gud at kiende Herren din!
Det Drømmen var, som Haabet gav
Mig til en liflig Vandrings-Stav;
Thi Øerne med Fryd jeg saae
I Dane-Markens Bølger blaa,
Og Verdens Ende, som man tro'r,
Bag Sverrigs Klipper, høit i Nord!
Saa ankred da, med Haab i Stavn,
Frimodig jeg i Byrkas Havn,
Og grunded Kirken der paa Ny,
Skiøndt alle Munde bad mig flye,
Fordi, paa Uplands-Thing, en Skalk
Nys havde, med en Djævle-Kalk,
Forvirret alle Hjerner saa,
At Løgnen fast de troed paa!
Den Løgner hilsde, snedig nok,
Fra Landets gamle Gude-Flok,
At, skiøndt de end var ei saa graa,
De kunde Alt jo forestaae,
Saa dog, da nu vel Mange fandt,
De trængde til lidt Nyt iblandt,
De Gammel-Erik bød en Plads
I deres himmelske Palads,
Og meende, det var nok saa godt,
At knæle for sin egen Drot,
29 Som, paa et fiendtligt Herre-Bud,
At ære mest en fremmed Gud!
Det tykdes Folk en Ære-Skiænk,
Og Erik kom paa Gude-Bænk,
Og mine Venner raabte: giv
Alt hvad du haver for dit Liv!
Nei, var mit Svar, slet kom jeg hid,
Om for mit Liv jeg gav en Hvid,
Og vilde for min Herre god
Ei gierne vove Liv og Blod!
Kong Oluf, saa hedd Sverrigs Drot,
Mit Ærinde alt vidste godt,
Af Kongens Bud fra Dane-Land,
Som tro mig fulgde over Strand,
Og hilsde fra Kong Hedrik god,
Det var ham kiært, om Oluf lod
Mig prædike, med frit Forlov,
I Sverrig, som i Dane-Skov!
Alt hvad jeg havde, Smukt og Rart,
Jeg ogsaa holdt for ham uspart,
Men Kongens Svar gik derpaa ud:
Han havde Intet mod min Gud,
Men da hin Vold mod Bisp og Klerk
Var Kongens ei, men Folkets Værk,
Saa kom og nu paa Menig-Mand,
Og paa Lod-Kastning, Alting an.
Da bad jeg til min Trøst i Nød,
Som styrer Lodderne i Skiød,
Som vender Strøm i Tanke-Sund,
Og lægger Ord i Folke-Mund!
Forgiæves ei til Ham jeg bad,
Thi snart jeg hørde, sjæle-glad:
Lodkastningen i Guders Navn
Faldt ud til Christendommens Gavn,
Og Bonde-Thingets Oldermand
Udbrød: det aldrig skade kan,
Af Godt at have Skieppen fuld,
Og een Gud til, som er os huld;
Thi, blev usaattes vi engang
Med Guderne af gammel Rang,
Saa havde vi i Krist en Ny,
Til hvem om Hjelp vi kunde tye,
30 Og det en Ny, som har det Lov,
At naar tit andre Guder sov:
I Havs-Nød og al Vaande stor,
Da hjelper han for gode Ord!
Saa blev det da i Loven sat,
At Christendom var frit tilladt,
Og Byrka før jeg ei forlod,
End Kirken alt i Bygning stod,
Og eied Gaard og Grund i By,
Med Eribert til Biskop ny!
Dog, først i Himlen faae vi Ro,
End skulde prøves haardt min Tro:
Sig reiste En af Konge-Blod
Mod Danmarks Hedrik Eiegod,
Og fik, af Vikinger paa Hav,
Saa frygteligt et Følgeskab,
At skiøndt, i Land, hvor Slaget stod,
Der kæmpedes med Løve-Mod,
For Kongens Liv og Rigets Vel,
Saa havde Fienden dog det Held,
At i det Blod-Bad reves hen
Kong Hedrik og hans gode Mænd;
Og Rigets Arving, Hedrik Barn,
Han faldt i slemme Skalkes Garn,
Som idelig ham foreholdt,
At Christendommen havde voldt,
Med Guders Vrede, Himlens Straf,
Som Danmark følde Vægten af!
Nu laasedes da Kirke-Dør,
Hvor den stod vidt paa Gavlen før,
Thi Huge Jarl i Hede-By
Var Høvedsmand for Troppen ny,
Som skaffe vilde Landet Ro,
Ved Daare-Strid mod Sandheds-Tro,
Og som han Laas for Kirken slog,
Saa Præsten han af Landet jog!
Da klagede jeg Kirkens Nød
For Kongen, som den grunde bød,
For Ham, der taler, saa det skeer,
Og Fiende-Skaren høit beleer!
Han hørde mig, og førend jeg
Til Dane-Drotten kom paa min Vei,
31 Mig giæsted alt hans Sende-Bud,
Med Virak for de Christnes Gud!
Igien fik Hedeby sin Præst,
Ja, en fik Ribe snart dernæst,
Og, hvad man aldrig saae tilforn,
Nu Kirken fik et Klokke-Taarn,
Saa kimes kunde høit i Sky
Med Glædes-Kald fra By til By!
For Huge Jarl ei Nogen skjalv,
Han fredløs blev, saa halv om halv:
Uddreves bradt af Hedeby,
Og skulde Kongens Øine flye!
Men Borkar Jarl, den Dannemand,
Kun reddet, som af Ild en Brand,
Da, af det gode Hjertes Børn,
Der gjordes Bradd til Ulv og Ørn,
Han atter, som det faldt sig bedst,
Kom til at stande Kongen næst,
Og aldrig meer en Avinds-Mand
Brød Kirke-Fred i Dane-Land,
Saa jeg hensov i saligt Haab,
Om Grøde efter Dane-Daab!
Ja, med det Haab, som Herren gav
Den første Bisp, hvis Hyrde-Stav
Berørde Danmarks Grændse-Skiel,
Med Ebbes Haab om sjeldent Held;
Thi Fyr og Flamme var den Mand
For Plantelsen i Dane-Land,
Og raabde, end fra Gravens Bredd,
Til mig Modfaldne: vær ei rædd!
Hvad Fæste fik i Jord saa god,
Det rykkes aldrig op med Rod,
Og sank end baade Bul og Top,
Af Stubben groe igien de op,
Og i det sidste Hjerte-Skud
Der ruges Fugle-Unger ud,
Som bære sjungende i Favn
Til Verdens Ende Herrens Navn!
Det var hans Spaadom, og mit Haab,
Skiøndt hørt ei blev mit høie Raab
Om Kronen prud, jeg stirred paa,
Til Øiet brast i dunkle Vraa!
32 O, søde Guddoms-Røst: far hen I
Og kom saa hid til mig igien!
Du misted da vel, ved min Synd,
I Tidens Løb din halve Fynd,
Saa rødmende jeg skal indgaae
Til meget Mindre end jeg saae!
Dog, Jesus! Herre! i din Haand
Befaler evig jeg min Aand!!

Rimbert.

Saae I Faders Helte-Daad?
Hørde I hans Helgen-Graad?
Nei, hans Skygge saae I kun,
Under Bjeffe-Lyd af Hund!
Det var ikkun Gud og Faa,
Som lyslevende ham saae!
Faa kun og med Gud det veed,
Hvad han taalde, hvor han streed!
Ved forunderlige Lyn,
Stærke var hans Drømme-Syn:
Han engang i Drømme saae
Herren under Svøben staae,
Gav for Romer-Knegtes Riis
Gladelig sin Rygg til Priis,
Kunde dog, ved rank at staae,
Herren knap til Hærde naae!
Visselig, det var hans Agt,
Saa han stræbde, af al Magt,
Som den bedste Svend paa Jord,
Tro at følge Herrens Spor,
Trodsed Svøber, Kors og Sværd,
For at staae sin Herre nær!
33 Derfor, skiøndt med Isse graa
Han afblegedes paa Straa,
Sikkert straale Kinder hans
Nu i Martyr-Kronens Glands!
Priser da, I Nordens Folk,
Naade-Ordets høie Tolk,
Tordneren mod syndig Trods,
Barnet mellem Folk som os,
Gnieren paa Vand og Brød,
Ødeland paa Folk i Nød,
Som en Kvinde nem i Graad,
Som en Viismand snild i Raad,
Som en Klippe, hvor det gjaldt,
Som en Christen, fremfor Alt!
O, det fromme Helgen-Barn!
Han ei faldt i Hovmods Garn:
Jærtegn saae vi i hans Daad,
Helgen-Fromhed i hans Graad;
Men blev Talen om, hvad Stort
Herren havde ved ham gjort,
Da vi saae et Engle-Smil,
Naar han svared os med Iil:
Veed I, hvilket Jærtegn stort
Gud end ei ved mig har gjort,
Beder Ham da kiønt derom,
Saa jeg vorder god og from!
Naar han opstaaer af sin Grav,
Med de Mange, Gud ham gav;
Gid blandt Daner vi da maae
Engle-Smilet, som vi saae,
Kiende gladelig igien,
Hvor det lyder: gode Svend!
Over Lidet var du tro,
Nyd dit Meget nu i Ro!
Gak nu, uden Sorg i Sind,
Til din Herres Glæde ind!

34

Christi Kirke.
(til Dana.)

Dronning over Vide-Slet:
Marken med de fagre Høie,
Find din Krones Byrde let!
Trøst dig over Tidens Møie!
Dybt i Dane-Kongens Favn
Hilset vær i Jesu Navn!

Meget kan jeg lignes ved,
Jordisk talt, som Himmerige,
Som en Fattig med Guds Fred,
Som Guds Hus og Himmel-Stige,
Ja, som den, Han haver kiær,
Hvem alt Sandt er lige nær!

Øiet seer mig først paa Jord,
Som et Hus med høie Gavle,
Der omhvælver, paa Guds Ord,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Pegende med Gylden-Spir,
Paa den deiligste Saphir!

I min Kraft, i Herrens Navn,
Er jeg ved en Mand at ligne,
Som har Bod for alle Savn,
Kan oplive og velsigne,
Kan ledsage i Hans Fjed,
Som er Præst af Evighed!

I min dybe Hjerte-Rod,
Ligner jeg dog mest en Kvinde,
Som har smagt, at Gud er god,
Føler, hun er Hans Veninde,
Der af Paradis gik ud,
For at fæste sig en Brud!

Det, hvormed jeg allerbedst
Kan for Verden mig betegne,
Er, at som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne,
Kan mit Fædre-Land kun naae,
Over Bølge-Skyer blaa!

35

Aabenbar, som Lys og Dag,
Saa jeg vandret har paa Kloden,
Siden Soel med Velbehag
Speiled sig i Jordans-Floden,
Hvor sin Rede, bygt fuldgrandt,
Duen fra Guds Eden fandt!

Paa den store Pindse-Fest,
Ved hvis Ild jeg altid sjunger,
Fik jeg, som al Jordens Giæst,
Mange Fødder, alle Tunger,
Bruger dem, til, ene tallt,
Gud skal være Alt i Alt!

Eens til alle Folke-Færd,
Raaber jeg, med deres Tunger:
Livets Brød kom eder nær,
Tager, stiller Sjælens Hunger!
Vender om til Gud, og troer
Kiærlighedens dybe Ord!

Faderen saa høit i Løn,
Elsked de forlorne Trælle,
At Han sin eenbaarne Søn
Deres Brøde lod undgiælde;
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Sønnen selv mig saa har lært!

Sønnen selv nedsteg til Jord,
Fødtes, lærde, leed og døde,
Ja, til Nattens Hjem nedfoer
Evighedens Morgen-Røde,
Stod igjen, som Soel af Hav,
Straalende dog op af Grav!

Dermed dyrt han har fortjent
Sine Venner Glands og Glæde,
I hans Navn er jeg udsendt,
Dem at samle om hans Sæde,
Til hans Fylde, med hans Aand,
Ved hans Faders høire Haand!

36

Kommer da, i Jesu Navn,
Om Guds Venner I vil være!
Troer, at til Glædens Havn
Daabens Ark kan eder bære,
Trods Synd-Floden, som med Gny
Rager brusende i Sky!

Troer det, paa Jesu Ord,
At, skiøndt Støvets Øie brister,
Hjertet dog ved Herrens Bord
Faaer et Liv, det aldrig mister!
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Evigt Liv er Alting værdt!

Saa jeg raabde, hvor jeg kom,
Hvor jeg stod, om end paa Gløder,
Saa jeg Daab og Christendom
Bar til Græker, som til Jøder,
Saa, til Liv og Død, paa Jord
Førde rundt jeg Korsets Ord!

Alt som Herren, trindt paa Jord,
Raabde jeg, blandt alle Slægter:
Troer ubeseet Guds Ord!
Lykkelig er hvo det mægter!
Dog enhver, som det attraaer,
Troen og i Hænde faaer.

Hvor jeg vandred, i hver Egn,
Mine Spor end staae paa Tue!
Saae end før I store Tegn,
Større kan hos mig I skue:
Stumme sang, da Blinde saae
Dødninger af Grav opstaae!

Dronning over Dane-Mark:
Sletten med de gamle Høie!
Ogsaa dig jeg bød min Ark,
Til den døde Sø at pløie!
Som din Giæst, jeg glad dig bød
Livets himmelfaldne Brød!

37

Ingensteds, paa lange Tog,
Saae jeg Korsets Banner flagre,
Yndelig som Dannebrog,
Over Plov paa vaade Agre,
Hvor i Svane-Vangen laae
Marken, lukt med Bølgen blaa!

I den mørke Hedning-Tid,
Før jeg kom med Morgen-Røden,
Vel du segned i hver Strid,
For din Arve-Fiende: Døden,
Leved dog, med Blomster-Kaar,
Altid op i lune Vaar!

Skjold-Mø var dit gamle Navn,
Som du med det Ny skal bære,
Naar du, i den høie Stavn,
Toner Seiers-Flag med Ære,
Kaldt af Ham en Daatter bold,
Som er baade Soel og Skjold!

I den gamle Kæmpe-Old,
Skjold-Mø prud i Borge-Stue!
Var en Urte-Kost dit Skjold,
Og dit Lys en Arne-Lue,
Var dit Værn mod Dødens Harm
Blomster-Haab i Engjords-Barm!

Derfor prægtigst man dig saae,
Som Bryst-Billed over Mulde,
Under Havfru-Kaaben blaa,
Med et Bøge-Skjold mod Kulde,
Og, trods Vinter-Fuglen, varm,
Med en Blomster-Kost i Barm!

Haabets Blomster, dem du fandt
Under Paradisets Giærde,
Sukkende du sammenbandt,
Under Sang af Kæmpe-Sværde
Om et evigt Helte-Navn:
Mande-Bod for Hjerte-Savn!

38

Derfor ingen Rydde-Jord,
Selv ei efter Skov af Skjalde,
Fandt det store Livets Ord,
Som var bedre i at falde,
Knap en Mark paa Jordens Bold,
Hvor det bar saamange Fold!

Giødet blev ei her med Blod,
Marken ei med Sværde pløiet,
Meget har, med Haand og Fod,
I din Tjørne-Lund jeg døiet,
Aldrig bedre dog min Plov
Gik, end her i Norden-Skov!

Seen var Marken at besaae,
Sene-Græsset ondt at dæmpe,
Seent maa Alt fra Haanden gaae,
Hvor alt Godt maa skee med Læmpe:
Seent men sødt i Dane-Vang
Lyder Nattergalens Sang!

Ei med Øxe-Blad paa Rod
Bøied her sig Bøge-Stammen,
I dens Ly tvegrødet stod
Rug og Klinte blandet sammen;
Er end svart det at forstaae,
Høstens Herre vil det saa!

Som en Giæst i Kongens Gaard,
Kom jeg til de Lande-Mærker1,
Hvor jeg nu i tusind Aar
Øved Lysets Kæmpe-Værker,
I Hans Navn, hvis Straale-Krands
Er kun Livets Krone-Glands!

Her kun trued Træ, ei Staal,
Torne kun, ei Ulve-Tænder;
Tændtes her et Vidne-Baal,
Var det kun med Vidners Hænder,
Som for Ham, de bygged paa,
Turde godt i Ilden gaae!

* 39

Tit jeg vel har truet med,
Tjørne-Lunden Rygg at vende,
Aldrig dog, ved grønne Bredd,
Kunde jeg det naae og nænne,
Altid Nattergalen sang:
Seent men sødt i Dane-Vang!

Gik jeg bort en liden Stund,
Det var kun til Malurt-Haven,
Galge-Bakken, og den Lund,
Hvor mig favned Klippe-Graven;
Det var kun en Kæmpe-Gang,
Under Muld, for Dane-Vang!

Saa fuldende i Hans Spor,
I Hvis Navn jeg Alting øver,
Maatte jeg ensteds i Nord,
Mellem Hjerte-Folk og Løver:
Hist paa Korset randt mit Blod,
Her jeg mig begrave lod!

Her jeg laae i Klippe-Skiød,
Jordeklædt med Venne-Hænder,
Om end Udgang mig forbød
Fiende-Sværd ved Romer-Lænder!
Dog, har Venner ret man kiær,
Ændser lidt man Fiende-Sværd!

Den, som trodsed Korsets Skam,
Gik for Vennerne i Døden,
Hvo kan vel forhindre ham,
Fra at trøste dem i Nøden,
Fra at vende, ved en Gang,
Deres Graad til Fryde-Sang!

Derfor, Dronning! jeg opstod,
Trods de skarpe Romer-Sværde,
Ingen af dem havde Mod
Til at klappe mig om Hærde,
Ingen af dem havde Valg,
Alle smukt de blev i Balg!

40

Saa hilsæl, du Dronning god!
Smil nu ad de Dødes Rige!
Selv du seer, at jeg opstod,
Hvad end Verdens Præster sige;
Tvivler Nogen i din Gaard,
Til hver Haand har jeg et Saar!

Det, hvormed jeg allerbedst
Kan for Verden mig betegne,
Er, at, som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne;
Kan mit Fædreland kun naae
Over Bølge-Skyer blaa!

Derfor staaer jeg som en Giæst,
Kommet fra de Dødes Rige,
Hvor Beskeed man lærer bedst,
Om hvad Liv og Død vil sige!
Saa det glade Budskab bar
Aarle jeg dig med Ansgar!

Altid kiender man mig bedst,
Naar i Dagningen det kimer,
Til en hellig Glædes-Fest,
Som med Verden ei sig rimer,
Holdes kun, hvor Tro og Haab
Juble over Barne-Daab!

Verden mod det sære Kluk
Døver sig da kiækt og gierne,
Men naar da, med Hjerte-Suk,
Pilegrimme fra det Fjerne
Samles fromt ved Herrens Bord,
Synligst da jeg er paa Jord!

Saa engang fra Hedeby,
Tusind Aar før disse Dage,
Kimed sødt det under Sky,
Da Kong Harald, vendt tilbage,
Sad paa Haand en fremmed Fugl,
Sang med Pindse-Røst om Jul!

41

Saa det kimer under Sky,
Atter over Dane-Vange,
Her som hist fra Hedeby,
Giennem Danske Minde-Sange;
Folket, som en fremmed Giæst,
Kalder jeg til Jubel-Fest!

Verden spørger med et Smil:
Hvad er her at juble over?
Kirken efter gammel Stil,
Hvori Folket tro'r og sover,
Kirken med sin Munke-Præst,
Holder den nu Jubel-Fest!

Selv i Upsala og Lund,
Trods de stolte Bauta-Stene,
Mindet har dog ingen Mund,
Danmark juble maa alene!
Taus, Ansgar! er, som din Grav,
Krogen med din Bispe-Stav!

Dumhed er, paa Verdens Sprog,
Hvad der tækkes ikkun Daner,
Galskab, hvad i Dane-Krog
Viger af fra Verdens Vaner,
Kun i Sværmer-Bogen staaer
Tegn ved Kirkens Tusind-Aar!

Det er, hvad jeg, som en Giæst
Fra de døde Aanders Rige,
Veed, at om min Jubel-Fest
Alle Munde der vil sige,
Saa dens Priis, i hver en Egn,
Vorder Livets Kiende-Tegn!

At af Døde jeg opstod,
I en Paaske-Morgenrøde,
Visselig er Grund fuldgod
Til, at Pindse-Tunger gløde!
Men ei Grund til Jubel der,
Hvor kun Døden man har kiær.

42

Hvo som Aanden slog ihjel,
For dens Navn og Gods at arve,
Hvo som, skiøndt al Verdens Træl,
Blænder Folk med Friheds-Farve,
Hyle maa, naar Liv og Aand
Sønderrive Dødens Baand!

Hade maa mit Jubel-Aar,
Hvo der veed, som hver en Pave,
At han er, naar Aand opstaaer,
Kun en Orm i Bogstav-Grave,
Og har dog, med Støv i Mund,
Sat sin Stol paa Aandens Grund!

At mit Klippe-Fængsel brast,
Det skal blege Munde sige,
Saa det, bradt og vidnesfast,
Spørges til de Dødes Rige;
Men før Dødning-Folket tro'r,
Det afsværger selv sit Ord!

Vel, naar med det Torden-Ord
Vidnerne for Raadet komme,
Grues lønlig trindt om Bord
For den Stærkes Straffe-Domme,
Dog om mig det lyde maa,
Som om Ham, jeg venter paa:

Liden Løgn er Pligt i Nød,
Har sig selv han overlevet,
Er han jo saagodtsom død,
Siger kun, som der staaer skrevet:
Hans Opstandelse er Pral,
Han af Graven sig kun stjal!

Saa skal, i de Dødes Land,
Sagnet gaae for rede Penge,
Og dets Gienlyd over Strand
Selv i Norden have Giænge,
Saa jeg kiendes allerbedst
Paa den Danske Jubel-Fest!

43

Saa, til Trods for Verdens Dom,
Og al Spot af døde Franker,
Med Ansgarius jeg kom,
Hid, hvor Nordens Hjerte banker,
Saa jeg her, med Aasyn klart,
Vandrer til min Himmel-Fart!

Død for Verden, som mig saae,
Kun i hvad den har korsfæstet,
Lever skjult jeg i den Vraa,
Jeg nu anden Gang har giæstet,
Synlig, baade fjern og nær,
Kun for dem, mig have kiær!

Dog paa mine dybe Spor,
Langs ad Jordens Kirke-Stræde,
Som paa Kraften af mit Ord,
Og paa mine Venners Glæde,
Kiendeligst jeg netop nu
Er til mine Fienders Gru!

Hæv dig, Skjold-Mø prud, af Muld!
Thron i Lund paa mine Vegne!
Alt mit Sølv og alt mit Guld
Du for Verden dig tilegne!
Tag det kiærlig, brug det frit!
Alt hvad mit er, det er Dit!

Dronning over Vide-Slet:
Marken med de grønne Høie!
Blomster-Krands er Krone let,
Stakket Vinter-Dagens Møie,
Liflig er din Aften rød,
Evig er din Hvile sød!

Bøge-Lund i Dane-Vang
Hvælve sig med Løvsals-Bue!
Tusind Fugles Aften-Sang
Stige fra dens Blomster-Tue,
Dale, Dronning, og med Lyst
Bølge om dit Skjoldmø-Bryst!

44

Naar da, som en Himmel-Brud,
Klarlig du mit Hjerte ligner,
Som en Præst, i Herren prud,
Aandelig jeg dig velsigner,
Til, med Evighedens Ny,
Kongen dages høit i Sky!

Tone skal det da paa Straa,
Som i Borg og Blomster-Enge:
Nu med Bølgen himmelblaa,
Danmark, deiligst Vang og Vænge!
Lukkes du af Kongen bold,
Som er baade Soel og Skjold!

OM RELIGIONS-FRIHED.

Naar Grundtvig nedlagde sit Embede som Præst i Statskirken, skyldtes det ikke alene det Forbud, han fik, imod fri Salmesang ved Tusindaarsfesten. Dette var kun den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over. Mere havde det virket dertil, at den Injurieproces, H. N. Clausen paaførte ham, ikke blev afvist for Retten, thi dette aabnede i hans Øjne Udsigt til, at han stadig skulde plages med slige Søgsmaal, naar han efter sin Embedsed forsvarede Kristentroen imod dens hemmelige eller aabenbare Fjender. Men hertil kom, at selve Stillingen som Præst i et stort Sogn i Hovedstaden, hvor han ofte ved Alteret maatte betjene Mennesker, som kom i Kirke uden Tro, fordi de ikke vilde lide Skaar i deres borgerlige Rettigheder ved at forsømme Kirkeskikkene, mange Gange forekom ham selv næsten utaalelig og uforsvarlig.

Gennem disse personlige Erfaringer og gennem alt, hvad han hørte om Forfølgelsen af de gudelig Vakte omkring i Landet, havde det klaret sig for ham, hvor nødvendigt det var, at der blev indført almindelig Religionsfrihed, saa at ærlige Ukristne kunde faa Lov at holde sig borte fra Kirkerne, og Vejen ud af Statskirken i Nødsfald ogsaa kunde staa aaben for gammeldags Kristne, hvis de ikke paa anden Maade kunde slippe fra at blive betjente af rationalistiske Præster, som imod Loven forfalskede Guds Ord ved Sakramenterne og oplærte Børnene i Tvivl om den sande Kristendom. Han mente endnu dengang, at det var umuligt, at de to modsatte Partier, de ægte Lutheranere og de moderne Fornuftkristne, i Længden kunde huses i den samme udvortes Kirke, og skønt han fandt det rimeligst, at det blev de sidste, som udskilte sig, naar Friheden dertil blev givet, var han dog ogsaa beredt til med sine Venner at træde ud, naar det kunde ske uden altfor store borgerlige Ulemper.

Denne Betragtning danner Grundlaget for hans store Afhandling om Religions-Frihed, hvoraf første og andet Stykke blev offentliggjort i Theologisk Maanedsskrift for Januar og Februar 1827, medens tredje Stykke blev undertrykt af Censuren.

46

Om Religions-Frihed.

Maa trykkes.
I Kiøbenhavns Politieret den 23de Januar 1827.
P. Eberlin.

Historiens Kyndinger veed, at det gik hidtil med Religions-Frihed som med gode Raad, hvoraf man altid har nok, naar man ingen behøver, men som ellers sædvanlig ere dyre; thi naar man er ligegyldig ved de store Forhold mellem Gud og Menneske, og mellem Tid og Evighed, da har det intet at betyde, enten man nødes til at tie dermed, eller har Lov til at sige derom hvad man vil; men har vi en bestemt Tro om det, hvorpaa Menneskets Lykke i Tid og Evighed beroer, da er det os ei blot en Samvittigheds-Sag at være den bekjendt, men, i samme Grad som vi elske vore Med-Mennesker, en Trang at tale frit derom, og bestride hvad der enten vil udrydde vor Tro, eller dog hindre dens Udbredelse og Virksomhed. Sandelig, havde man endnu mindste Tvivl om, at Mennesket er faldet, aandelig faldet fra medskabt Ypperlighed, og derved rædsomt forblindet, da maatte Troens Historie dog overbevise ethvert sandhedskiærligt Menneske derom; thi hvem kan nægte, at Tanken om Slægtskab mellem den Almægtige og os, og om et deraf udspringende evigt, guddommeligt Liv, er et Fortrin, der aandelig hæver Mennesket saa høit over hele den øvrige jordiske Skabning, at enhver Sammenligning strander paa det uoverseelige Bjerg mellem Aandens Rige og Dyrenes Verden; og hvem kan heller tvivle om, at det ufaldne Menneske maatte have aabent Øre for det Ord, der løste hans store Gaade, og aabenbarede saavel det sande Forhold mellem Gud og 47 Menneske, som Veien, hvorpaa vi kan naae vor store, vor mageløse Bestemmelse. Desuagtet lærer dog Troens Historie os, ikke blot at modsatte, aldeles uforenelige Tanker om Veien til Menneskets store Maal har fundet Indgang hos Slægten; men selv at mange Mennesker ei have skammet sig ved den ligesaa selvmodsigende som dyriske Paastand, at den aandelige Tanke-Gang, der hæver Mennesket over Dyret, hverken var ham naturlig eller overnaturlig indpodet, men unaturlig paatvunget af ingen Ting.

Under disse Omstændigheder, i en Verden, hvor det er klart, der virkelig ei blot finder Løgn og Vildfarelse Sted, men ogsaa blind Kiærlighed til dem; i en saadan Verden kan det Ord, der udtrykker den sande, og bestrider altsaa den falske Betragtning af Menneske-Maalet, og Veien dertil, umuelig være saaledes frit, at det ingen Hindring, ingen Modsigelse og Modstand skulde møde; men vidste blot Menneskene klart hvad de selv vilde, og hvad de maatte giøre og lade, for muelig at naae deres Hensigt, da lod de sikkerlig hinanden sige frit, hvad de troede om Menneskets aandelige Natur og Bestemmelse, uden at sætte Andet end Aand og Ord mod Aand og Ord; thi vi veed jo Alle, at hele Verdens Hænder ei formaae at udvriste Troen af et eneste Bryst, og at hvad vi virkelig elske, faae vi endnu tusind Gange kiærere, naar man voldelig og uretfærdig vil berøve os det Er der nu Intet, Mennesket naturlig elsker høiere end Frihed til at bekiende og forplante hvad han troer, kan giøre baade ham og alle dem han elsker lykkelige, og er Intet ubetvingeligere, Intet, efter Erfaringens Vidnesbyrd, naar det ophidses, saa vældigt, som den Strøm der udspringer fra Selv-Kiærligheds og Venne-Kiærligheds forenede Kilde, hvorledes, maalte man vel spørge, kan da Nogen være saa forblindet, at ville bestride en Tro, han ønsker udryddet, ved Midler, som, baade efter Sagens Natur og Erfaringens Vidnesbyrd, kun tjene til at fordoble dens Kræfter, og giøre den, saavidt mueligt, udødelig paa Jorden. Da det imidlertid skeer hvert Øieblik, maa det aabenbar have sin Grund i den Forblindelse, som er al Lidenskabeligheds tro Stalbroder, og det er derfor, som hos den gamle Gamaliel, sædvanlig kun Alderen, der giør selv de ædleste og forstandigste Folk koldsindige nok til ei at gyde Olie i den Ild, de vil dæmpe. Nu er det vistnok unyttigt, at give et godt Raad, som de der egentlig trænge dertil, ei kunne følge; men i det kolde Norden, og i en Menneske-Alder, der fra saamange Sider ligner Alderdommen, bør Raadet dog vist gives, og maa nødvendig frugte Noget; thi 48 om end Vildfarelsens Trælle slet ikke mægtede at følge det, saa mægter dog Sandheds-Venner det sikkerlig, og der vilde allerede være Meget vundet for Religions-Friheden, naar de, der føle sig visse paa deres Troes Sandhed og velsignede Kraft, ei vanærede, og, saavidt mueligt, fordærvede en god Sag, ved at ville fremme den ved de ligesaa uduelige som uforsvarlige Midler, Mørkets Børn ere fordømte til at anvende. Det er nemlig min faste Overbeviisning, at Tvang i Troes-Sager ingenlunde beskiæmmer Mørkets men kun Lysets Børn; thi disse skal unægtelig, hvad hine ikke kan, see hvad de giør, og jeg indrømmer derfor strax, at al den Religions-Tvang, der har fundet Sted i Christenheden, er en stor Skam, vistnok ikke for den christelige Tro, men for alle de virkelige Christne, der have øvet eller dog billiget den. Vel har man tit i vore Dage gaaet langt videre, og paastaaet, at Tvang og Forfølgelse i Troes-Sager var en Følge af Christendommen selv, og uadskillelig fra den; men det er aabenbar kun en Bagtalelse, blottet for al Sandhed; thi baade lærer Historien os, at man slagtede Folk for Troens Skyld, længe før der var Christne i Verden, og tillige er det os alle vitterligt, at de Christne, gjennem flere Aarhundreder, med lige beundringsværdig Kraft og Taalmodighed trodsede Tvang, og leed Forfølgelse af Jøder og Hedninger, før de gjorde mindste Mine til at paatvinge Andre deres Tro, eller hævne sig paa dem, der forkastede den. Kun det er da herom sandt, at de Christne, da den verdslige Øvrighed fredlyste deres Gudsdyrkelse, for en Deel efterlignede det slette Exempel, Jøder og Hedninger havde givet dem, og det, uagtet deres egen hellige Skrift, det Ny Testamente, paa det Klareste viste, at en saadan Adfærd var aldeles uchristelig. Det Ny Testamentes Lærdom, og Historiens Vidnesbyrd om, at Troes-Tvangen voxde gradviis, alt som de Christne i det Hele fjernede sig fra den Apostoliske Kirke, maa nødvendig, hos alle retfærdige Dommere, frikiende Christendommen for al Deelagtighed i den Tvang, dens vanslægtede Bekiendere udøvede, for at neddæmpe en Modsigelse, de, som Christus, Apostlerne, og alle de ældste Christne, kun skulde mødt med Lys og Kraft, i Aand og Ord; men til vor Advarsel bør vi mindes, hvorledes Christendommens Bekiendere have undskyldt eller besmykket, hvad de altid følde, umuelig kunde forsvare sig selv. Deels indbildte de sig nemlig, at fordi deres Troe var den rette, og var saliggiørende for alle dem, der antog den, derfor kunde de ei blot forsvare at bruge Tvang mod dens Fiender, men fortjende vel endogsaa Tak af dem, som 49 Forældre, der tugte og tvinge vanartige Børn til deres eget Bedste; men deels er det jo klart, at paa samme Maade kunde en Hedning, der troede, hans Religion var sand, undskylde sin Voldsomhed, deels vinder Sandhed, som ei kan paatvinges Nogen, jo ei det Mindste ved, at dens Fiender kvæle Modsigelsen i Struben, og endelig maa man først heel kiødeligt have forvexlet den frivillige Tro, Christus kræver og velsigner, med den tvungne, falske Bekjendelse, Han afskyer og fordømmer, naar man kan indbilde sig at giøre Folk lykkelige, ved at aftvinge dem Taushed med hvad de troe og tænke, og Bekiendelse af hvad de i Hjertet forkaste og fornægte. Man har vel ogsaa besmykket, om ikke Hedning-Tvangen, saa dog Kiætter-Forfølgelsen med den jødiske Lovgivning, der satte Døds-Straf for hvem der vilde overtale Jehovas Folk til Afguds-Dyrkelse, men deels er det jo klart, at enten skulde de Christne underkaste sig hele den mosaiske Lovgivning, eller tilstaae, den var dem uvedkommende, og deels havde Christus ligesaa udtrykkelig skildt sit Rige, det usynlige, fra den haandgribelige Verden, som Mose-Loven forbandt hele det borgerlige Liv med det kirkelige. Endelig kan vi vel tænke os til, hvad der mere eller mindre dunkelt har drevet oprigtige Christne, naar de lode sig forlede til at øve, eller samtykkede dog i Religions-Tvangen; thi det har upaatvivlelig været Frygt, enten for at overtales af de Vildfarende, eller for, om disse fik Magten, selv at komme under Tvang og Forfølgelse, som Erfaring havde lært dem, var en uudeblivelig Følge af Modstandernes verdslige Seier. Her maae vi nu vistnok føle, at vi selv er skrøbelige Mennesker, som lettelig kunde fristes til et saadant Nød-Værge, men hvad enten vi randsage Grunden, eller betænke Følgerne, maae vi dog baade tilstaae, den Tankegang er uchristelig, og det saakaldte Nødværge en stor Forraadelse.

Naar nemlig vor christelige Tro er Tro paa reen, guddommelig Sandhed, da kan det jo kun være Løgn og Vildfarelse, som fornægter og bestrider den, og daarlig maae vi kjende Sandhed, om vi kan tænke, at Vildfarelsen skulde aandelig være den overlegen, ja saare uoplyste maatte vi være, om vi kunde frygte for, at Mørket skulde overvinde Lyset, som om Mørket ikke var forsvundet, overalt hvor Lyset skinner. At den christelige Troes Fiender kan faae verdslig Overmagt, og at de altid vil misbruge den til, saavidt Gud tillader, at trænge og forfølge de Christne, det er vist nok en Erfarings-Sandhed; men som paa ingen Maade berettiger os til verdslig at undertrykke eller 50 ogsaa kun at afvæbne vore aandelige Modstandere, hvad der i Grunden er det Samme, som at hugge Hænderne af et Barn, hvis Fader misbrugde Sine, og hos hvem vi spore Lyst til at træde i Faderens Fodspor. Selv Fanden kan man gjøre Uret, siger det sande Ordsprog, og at Uret aldrig kan være Ret, mod hvem den saa end øves, er aabenbar kun en Udvikling af den unægtelige Grund-Sætning, at Løgn er Løgn, og bliver aldrig Sandhed, mod hvem den saa end siges; men skulde nu Christne, uden at spørge om Følgerne, skye al Religions-Tvang, blot fordi den er uretfærdig, saa burde de end ikke sukke over de rimelige Følger af deres Selv-Fornægtelse; thi Mesteren har jo sagt os, at vi skal hades og forfølges i Verden, og agte det for Gavn og Ære, da vi netop derved i alle Maader blive Ham ligere, til hvem vi skal opvoxe, og med hvem vi ligesaavel skal dele Lidelsen som Herligheden. At dette er en haard Tale, som Kjød og Blod vil ikke høre, hvo nægter det! men hvor tør en Christen glemme, at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, og hvorledes kan Lysets Børn vægre sig ved at dele Skæbne med den i Verden forhadte Sandhed, hvis Triumph er seen, men vis og evig, ja hvorledes kan Sandheds Venner attraae en Rolighed i Verden, som staaer og falder med en Løgn! Sandelig vi vanære høilig den Tro, som bestod med Ære, skjøndt Stifteren korsfæstedes, skjøndt dens Vidner myrdedes i Tusind-Tal, høilig vanære vi den, om vi tænke, den skulde trænge til at drikke sine Fienders Blod, for ei at uddøe, visselig glemme vi da, at man ei kan drikke baade Herrens og Djævelens Kalk, glemme, at som Livet er i Hiin, saa er Døden i denne! Og dog er det jo vist, at skal vi bringe dem til Taushed, der bestride vor Tro, da maae vi slaae dem ihjel, hvis de ikke vil lyve: tale venlig, skjøndt de tænke fjendtlig om vor Troe; men er det vist, skulde vi da vel kunne undskylde os med, at Erfaring har lært: U-Christne lyve sædvanlig heller end de døe, eller var det ikke en Skjændsel at sige: der maae lyves, for at Løgnen ei skal overvinde Sandhed! Dette, at man aldrig kan øve nogen Religions-Tvang, uden derved enten at besmitte sine Hænder med uskyldigt Blod, eller true Mennesker til at lyve i det helligste Anliggende, Dette er det, som, for Sandheds Domstol, fælder al saadan Tvang, af og mod hvilke Mennesker den saa end øves, og det er heraf tillige en nødvendig Følge, at Sandheds Tro lider Vold af sine egne Bekjendere, naar de verdslig tvinge dens Fiender til at hylde den, eller dog til at lade den uanfægtet. Mange have vist nok troet, de gjorde Gud og Christendom en 51 Tjeneste med at slagte Kjættere, og omvende Hedninger med Sværd-Slag, men siger ikke Herren, at de der ihjelslaae os, skal ogsaa mene, de gjør Gud en Tjeneste dermed, men at det kun er saa, fordi de kjende hverken Faderen eller Ham: kjende hverken Gud i Kjærlighed eller i Sandhed, og maa ikke det Samme være Tilfælde t med os, naar vi gaae paa Hedningers Veie, og vil ære vor Gud med Menneske-Offere, eller med en løgnagtig, hykkelsk Priis! Vist nok har Mange ogsaa tænkt, at naar man slog den christelige Troes Modstandere og Forfalskere ihjel, eller nødte dem til at hykle Christendom, da skulde deres Børn og Efterkommere vel efterhaanden blive oprigtige Christne, men var end denne forvovne Regning rigtig, saa blev det jo dog lige vist, at vi maae ikke gjøre Ondt, for at der kan komme Godt deraf, og naar Hedningerne paa samme Maade vilde forsvare deres Vold imod os, havde de aabenbar slet ikke mere Uret end vi; men at Regningen tillige er aldeles feil, det lærer Historien; thi dersom Hvad Christendommen kalder Vantro og Overtro kunde med Tiden falde bort af sig selv, eller dog ved lang Underviisning forvandles til christelig Tro, da maatte denne, saavel i det Hele, som da især i de protestantiske Lande, have været i bestandigt Tiltagende, og Troen altsaa viist sig at være langt almindeligere i det attende, end i det sextende Aarhundrede, som vi dog Alle veed var langt fra at stadfæste sig. Betænke vi Sagen lidt nøiere, maae vi vel ogsaa finde, at Regningen grundede sig paa en sørgelig Blindhed for Menneskets og Troens fri Natur, og det undrer os slet ikke, at det, gjennem mange Ledd med Magt underkuede, tilsidst endog hos Mange uvitterlige Nag til Christendommen, udbrød, da Baandet løsnedes, ved første Anledning, i det attende Aarhundredes almindelige Kirke-Storm!

Det var da altsaa Frugten af Sværd-Omvendelserne, af Kjætter-Baalene, af den bagvendte Kirke-Tugt, hvormed man ei vilde skille de Vantroe fra sig, men smede dem til sig, af theologisk Censur, og af den materialistiske Indbildning, at man ligesaavel kunde tvinge Folk til at troe paa Christus, som til at lære deres Christendom, hvad her naturligviis er det Samme som de Christnes Catechismus; det var Følgen af den uchrislelige Tvang, man gjennem mange Aarhundreder, under afvexlende Skikkelser og Paaskud, havde øvet, for at faae Huset fuldt, det var Følgen, at Huset i en Haande-Vending blev saa godt som tomt, og ravede synkefærdigt paa den ny, uforsvarlige Grundvold, herskesyge, egennyttige, eller dog kortsynede og 52 forblindede Paver, Bisper og Præsier havde givet Det! Ja, Det og endnu værre Ting var Følgen, den naturlige, uudeblivelige Følge af Tvang til det frieste Samfund i Verden, som den christelige Kirke unægtelig skal være efter Stifterens Ord, der har lovet at frigjøre alle dem der vil komme til Ham, og som den christelige Kirke visselig er i enhver oplyst Christens Bevidsthed; det blev Følgen, at, da Fienden rasede, intet Kirke-Samfund kunde tilegne sig Herrens Trøst: de hadede mig uforskyldt, men at alle troende Bisper og Præster maatte rødme, naar de Vantroe raabde: har ikke eders saakaldte hellige og ærværdige Fædre tvunget vore Fædre, med Sværdet over Hovedet, til at lade sig døbe, med Svøben til Kirken, med Riset til Skriften, med den verdslige Arm til en falsk og hykkelsk Troes-Bekjendelse, og gjør I ikke selv endnu det Samme, saavidt en mere mild og oplyst Øvrighed vil taale det? Er I virkelig saa dumme, dyrisk ufornuftige, at I kan tænke, Troe og Haab og Kjærlighed, som jo dog skal være eders Løsen, lade sig enten indhugge, indbrænde, indprygle, eller med Pege-Pinde indprænte i Menneske-Hjertet, eller er det eder, som afskyelige Hyklere, Nok at aftvinge Folk en hykkelsk, eller afrette dem til en tankeløs Bekjendelse af hvad der skaffede eder Tiende, Offer og Accidenser, Magt og Ære, og magelige, kronede Dage! Dette Raab, som i vor Barndom gjennemtonede hardtad hele den europæiske Christenhed, og slog virkelig de fleste christelige Præster med Skræk, saa de tabde Mælet, var der vist nok saare meget Uretfærdigt i, og fremforalt hos os kunde Herrens Tjenere med Rette svare, som Balle: hvad der er skedt under Pavedommet, i Middelalderens Mørke, er ligesaalidt vores som Christi Skyld, vi evangelisk-lutherske Christne har, som I veed, hverken korset med Sværd, eller oplyst med Baal, og hvad der af Tvang end kan være tilbage, det er den verdslige Øvrigheds Sag, der aldrig kan være saa tolerant, at vi skulde sukke derover, naar den kun ikke taaler, at de, der har forpligtet sig til at lære Folket evangelisk-luthersk Christendom, lærer tvertimod, hvad I dog vel ikke selv vil kalde Ret! Saaledes kunde, Gud skee Lov! vore nærmeste troende Fædre med Grund forsvare sig, men deels kunde Modstanderne dog ogsaa med Føie spørge: om Religions-Tvangen, efter Historiens Vidnesbyrd, kunde blive langvarig i et Land, hvor den beskikkede Geistlighed slet ikke yndede den, og deels kunde de aabenbar beskiæmme os tilligemed dem selv, naar de vilde sige: I bebreide os, at vi, for i Fred at kunne følge og udbrede vor Overbeviisning, med Munden love 53 hvad vi umuelig kan holde, og vi ønskede selv inderlig at kunne undgaae denne Accommodation; men I skal tie bomstille, I, hvis Fædre i Christo, giennem mange Leed, har vænnet os og vore Fædre til, for at undgaae Tugthuset, at sige hvad vi ikke meende, og love hvad vi ikke kunde holde, I skal tie bomstille, I som endnu, hvergang I confirmere Børn, affordre dem en Bekiendelse og et Løfte, de ei kan nægte jer, uden at blive Martyrer, i en Alder, man dog vist ei med Rette kan vente klar Indsigt og Helte-Kraft af. Det er sandt, at vi stræbe efter at paalægge eder og eders Troes-Forvandte en Deel af den Tvang, hvorunder vi og Vores, giennem mange Aarhundreder, have sukket; men hvor kan det undre eder, at naar vi see, enten I eller Vi maae være Slaver, vi da helst vil redde os selv, og, da vi ikke fordre Andet af Folk, end at de skal lade al Overtro fare og blive fornuftige, kan det dog vel ogsaa lykkes os, hvad der umuelig kunde lykkes eder, som vilde undertrykke Fornuften: i nogle Menneske-Aldere at oplyse Alle, saa de indsee, Tvangen var nødvendig, til Fornuften naaede sin Myndigheds-Alder!

Hvad kunde vi vel med Rette svare hertil, Andet end dette: fordi eder skedte Uret, have I dog vel ikke Lov til at giøre Uret, og den Fornuftighed, der ei kan fremmes uden ved Uærlighed, vil dog vist ærlige Folk til alle Tider betakke sig for; men hjelp I os at oplyse Sagen for den verdslige Øvrighed, beed Den om Religions-Frihed, see om ikke, hvis den nægtes eder, mangen en troende Præst heller nedlægger sit Embede, end er et vitterligt Redskab til Samvittigheds-Tvang, og viser da, at eders religieuse Overbeviisning har samme Kraft, som den Christelige giennem mange Aarhundreder har beviist, og som I jo kan begribe, Sandheds Tro, end sige da dens klare Erkiendelse, som I rose eder af, nødvendig maa have! Giør det, og de Love, hvorefter Historien lærer, at Menneske-Naturen selv i sine Meste Bevægelser uvilkaarlig retter sig, maatte pludselig være ophævede, hvis I ikke magelig i Danmark, og med Tiden, overalt fik al den borgerlige Religions-Frihed, der, efter Omstændighederne, kan blive noget Samfund til Deel i denne Verden! Andet Svar kan, efter min fuldeste Overbeviisning, ei sømme sig for os, som den Herres Tjenere, hvis Rige ikke er af denne Verden, og som Prædikanter, hvis Stolthed det er at kunne sige: vi ere dertil kaldte og sendte til Verden, at vi skal vidne om Sandhed; hvo som er af Sandhed hører vor Røst, hvo som er af Gud, hører Guds Ord, og det er det Troens Ord 54 som vi prædike; men et saadant Svar indslutter jo aabenbar Misbilligelse af al Religions-Tvang i sig, og maa, naar det skal være meer end en snedig Udflugt, stadfæstes af en tilsvarende Adfærd. Uagtet derfor vore Dages Naturalister, paa enkelte Undtagelser nær, aldrig have bedet Øvrigheden om den Religions-Frihed, Stats-Lovene nægter dem, ja, uagtet de, i det nittende Aarhimdrede, ikke synes at føle mindste Betænkelighed ved at love den Stats-Religion, de vil nedbryde, deres tro Tjeneste, slet ikke synes at ville nøies med ringere Frihed, end den himmelraabende at maatte forføre de Christnes Børn fra deres Fædres, i Staten fredlyste Tro, og efterhaanden giøre den til en Stats-Forbrydelse, saa maae vi christelige Præster dog ingenlunde lade os smitte af saa slette Exempler, eller bæve for de Følger, vor Mildhed mod saadanne Medbeilere sandsynlig vil have; thi hvad har vi at frygte, naar Herren er med os, og hvorledes kan vi, som oplyste Christne, høre Verdens Vise udvikle den store Sandhed om Troens fri Natur, og Religions-Tvangens Strid saavel mod sund Fornuft, som mod Menneskets umistelige, uskadelige, ja hvert Borger-Samfund gavnlige Aands-Rettigheder, om disse Ting, og om den Grund-Fordærvelse, det er at vænne Folk til Leg med Ord, med Løfter og Eder, i de vigtigste og helligste Anliggender, hvor kan vi høre Sligt, uden med det Samme at høre vor Mester raabe: giør som de sige, men ei som de giøre; thi de sige det vel, men giøre det ikke, de binde svare Byrder til Menneskene, men de røre dem ei selv med en Finger!

Medens derfor lovstridige Naturalister fortælle os, at Præsierne, hvad de saa end prædike, udgiøre et af Staten priviligeret Læremester-Laug, som Ingen maa modsige, Ingen unddrage sig fra til egen Opbyggelse, end sige da til en anden Gudsdyrkelse, uden at han bør angives, stævnes og dømmes efter de strængeste Forordninger, skiøndt disse naturligviis grunde sig paa den Forudsætning, at alle Præster og Religions-Lærere forkynde Stats-Religionen reen og pur, og skiøndt hele Verden veed, at det er ingenlunde saa; medens Naturalisterne, endog hos os, saaledes anprise den Religions-Tvang, deres vise Mestere fordømme, anprise den endog i det fortvivlede Tilfælde, at den udelukkende øves mod dem, der holde fast ved Statens Religion, ja, medens Fornuftens og Frihedens Lovtalere saaledes aabenbar ere Ufornuftens og Aands-Trældommens Talsmænd, da maae vi giøre Alt hvad der staaer i vor Magt, for at vise, hvor ondt det giør os, at selv christelige Præster har, af slette 55 Exempler og kiødelige Beregninger, ladet sig forblinde og forlede til at billige en Religions-Tvang, hvis Frugter med Rette ere blevne os langt bedskere, end den Kalk vore første Fædre i Christo, fredløse i Verden, maatte udtømme! I det vi derfor oplyse den verdslige Øvrighed om, at den Religions-Tvang, der nu øves i Christenheden, hvorsomhelst de beskikkede Religions-Lærere, til hvem Folket ved Loven er bundet, nedbryde Statens Religion, som de kaldtes til og edelig havde lovet af al Magt at befæste og forsvare, at den Religions-Tvang, hvorved christelige Forældre, selv om de ville gaae i Tugthuset, ei kan frelse deres Børn fra at undervises tvertimod Statens egen Religion, at den er himmelraabende; i det vi udvikle Saadant, maae vi paa ingen Maade sige, at Alt var godt, naar blot dette Uvæsen hævedes, vi maae ingenlunde sige, at det ei kunde skade at lægge det Aag paa U-Christne, hvorunder nu de Christne sukke; men inderlig skal vi bede Øvrigheden, at om Den end anseer det for gavnligt, fremdeles at udmærke og foretrække den christelige Bekiendelse og Gudsdyrkelse, det dog, borgerlig talt, uden al Ulæmpe, maa være alle Landets voxne Indbyggere tilladt, at være deres Tro bekiendt, øve, forsvare og udbrede deres Religion, inden de Skranker, som Øvrighedens selvstændige Magt og den borgerlige Orden udkræver. Vi maae, det klareste mueligt, udvikle, at om end Øvrigheden ikke kan gaae ind i vore christelig-videnskabelige Forestillinger om Uforeneligheden af al Troes-Tvang med Christendommens Ære og velforstaaede Tarv, saa er det dog ei mindre Statens end den christelige Kirkes Tarv, at Kirken kan lade dem fare, der ei ynde dens Troe og Indretning, uden at de derved skal overantvordes som borgerlige Forbrydere til den verdslige Arm, eller dog lide Skaar i deres borgerlige Frihed, Næring og Virksomhed. Vi maae erindre, at om end Øvrigheden, i forrige Tider, ved blot at see hen paa de øiebliklige Følger for Borger-Samfundet, kunde ansee de Uleiligheder, som var eller meendes at være uadskillelige fra Religions-Friheden, for større, end de der, mindre aabenbar, udviklede sig af Tvangen, saa er det dog nu ingenlunde Tilfældet. Det er nemlig umueligt Andet, end at enhver opmærksom Regiering har maattet finde, og maa befinde sig i stor Forlegenhed, ved den religiøse Giæring, som, især fra Midten af forrige Aarhundrede, har meer og mindre forstyrret Roligheden vidt og bredt i Christenheden, og denne Forlegenhed vilde aabenbar været undgaaet, dersom allehaande religiøse Samfund havde havt lovmæssig Tilværelse i Staterne; thi 56 den hele Forandring vilde da været, at de større Partier var blevet mindre, og de Mindre større, og havde Enkelte af Stats-Kirkens Modstandere da indsneget sig i Dens Lære-Embeder, vilde de snart blevet bortfjernede uden al anden Uleilighed, end den, en Stat altid maa have med enkelte utroe og selvraadige Embeds-Mænd. Nu derimod er, som man blandt Andet kan see af Actstykkerne ved den hellige Alliance, Stillingen i alle Christenhedens Stater, saa nær som Engeland, høist foruroligende, da alle de, som er født i Stats-Kirkens Samfund, ved Loven er bundne dertil, skiøndt de, for en stor Deel, aabenbar forkaste og belee dens Tro, og da tillige mange af Lærerne i Stats-Kirken selv bestride den Religion, de sættes til at forkynde. At en saadan Lovstridighed i Kirken, og Selvmodsigelse i Staten, maa i Tidens Længde blive fordærvelig, at det kun er Selvbedrag, naar Staten enten i offenlige eller private Forhold troer sig sikkret ved Eeds-Formularer, som forudsætte den Religion, man veed, en Mængde af Undersaatterne men ikke hvilke, ei længer vedkiender sig, at Embeds-Eden, ved aabenlyst at brydes i Kirken, taber al sin Hellighed, at Kirke-Lovene, ved væsenlig at brydes, og dog overfladelig holdes i Hævd, ei blot blive forhadte Tvangs-Love, men friste Undersaatterne til bestandig Tvetungethed, og giver netop dem hvis Religion de kalde herskende til Priis for det smerteligste Aands-Tyranie, det er Altsammen Noget, vist ingen oplyst Statsmand kan dølge for sig selv, eller, med Blik paa Fremtiden betragte uden Gru; men at afhjelpe Forvirringen paa den mildeste, og, efter Historiens Vidnesbyrd, eneste ønskelige Maade: ved Religions-Frihed, det synes slet ikke at være i Tidens Aand, eller er dog hidtil, uden foregaaende Revolution, saavidt jeg veed, kun prøvet i det med England forbundne Hannover. Selv i Norge har man, ved at indskrænke Religions-Friheden til christelige Secter, halvveis ophævet den; thi enten maa Øvrigheden nu derved blot forstaae de religiøse Partier, Lutheranerne, da Grund-Loven blev givet, tilstod Navn af christelige, og dem vil Naturalisterne i Grunden ligesaa lidt tilhøre som os, eller ogsaa den, under Protest af sin egen Troesbekiendelse maa kalde alle dem Christne, der enten, som Rationalisterne, for Spas, eller, som Kvækerne, for Alvor, vil kalde deres egen Fornuft Christus, og deres eget Raisonnement over Skriften Guds Ord, hvorved Staten, for at begunstige hvad der enten er et tomt Mundsveir eller det borgerlig farligste af alle Sværmerier, saarer alle ædrue Medlemmer af den historisk-christelige 57 Kirke paa deres ømmeste Sted. Mindes jeg ret, da har man allerede i Norge fra den politiske Side maattet undersøge det Spørgsmaal, om Kvækerne er en christelig Sect, og har benægtet det, hvad for Øieblikket, da Sagen kun angik nogle faa Skibs-Drenge, som var omvendte i England, vel kan synes ubetydeligt, men er det, med Hensyn paa de mange Norske Naturalister, dog ingenlunde. I England, hvor man praktisk veed prægtig at hjelpe sig, har man undgaaet denne Klippe, ved at udstrække Religions-Friheden til alle protestantiske Dissidenter, der undsige Paven, og vil giøre Eed paa Bibelen, som en guddommelig Bog; men det er dog kun en Nød-Hjelp, og det er soleklart, at hverken Christendom eller Borger-Samfund vinder det Mindste ved, at Naturalister, naar de vil have Fred, maa kalde en Bog guddommelig, som de dog regne mellem de saare maadelige Menneske-Bøger! Besynderligt nok, at man saaledes, selv under de frieste Forfatninger, giør sig Skrupler over en, i Henseende til Troes-Bekiendelsen, uindskrænket, og kun i Henseende til Lovgivning, Proselyt-Magerie, og offenlig Guds-Tjeneste, for Alle eens indskrænket Religions-Frihed, saa Stats-Kirken, naar man vil have en Saadan, kun beholdt det Fortrin, at dens Tjenere lønnedes, dens Seminarier og øvrige Indretninger vedligeholdtes af Staten, medens de andre kirkelige Samfund maatte sørge for sig selv, og dog opfylde de Fordringer, Staten vist nok bør giøre til dem: nemlig at skaffe deres Ungdom samme almindelige Kundskaber, og deres Lærere samme foreløbige videnskabelige Dannelse, som Staten kræver i sin egen Kirke! Saare besynderligt, at see Friheden indskrænket af Religions-Skrupler, paa en Tid, da de ellers synes ganske forsvundne af den store Verden, og da i det mindste de protestantiske Sømagter slet ikke giøre sig Skrupler over, i andre Verdensdele at indrømme deres Undersaatter en saa udstrakt Religions-Frihed, at lidt mindre var meer end nok! Saare besynderligt, men dog ganske naturligt, naar man husker, at al Religions-Tvang, naar den ikke udspringer af et, Gud skee Lov! sjeldent Neronisk Galenskab, udgaaer enten middelbar eller umiddelbar fra Stats-Kirken, hvis Medlemmer have Intet at frygte, og hvis Tjenere have Intet at vinde eller tabe ved Kiætterne eller de Vantroe paa hin Side Oceanet, hvor derfor Øvrigheden, uden at hindres af Jammer-Klager og Ulykkes-Prophetier, kan følge Stats-Klogskabens Bud, at lade Undersaatterne troe og bekiende hvad de vil, naar de kun giør hvad de skal, og lader hinanden borgerlig med Fred. Saalænge 58 nu Stats-Kirken er enig med sig selv, eller synes dog at være det, saalænge vil Regieringen rimeligviis laane Øre til Geistlighedens Protest mod Religions-Frihed og den giør udentvivl klogt i, kun af vigtige Grunde, og med temmelig Indskrænkning, attilstaae Fremmede af anden Bekiendelse fri Religions-Øvelse; thi ved Fremmede, der slet ingen aandelig Forenings-Punkt har med Indbyggerne, taber et Land nok altid meer end det vinder. Saasnart det derimod er blevet vitterligt, at Stats-Kirken ligger i Strid med sig selv, da lærer blandt Andet Historien, at et Huus som er ueens med sig selv maa falde, at modsatte kirkelige Partier med lige Borger-Rettigheder er ganske taalelige, og, under visse Omstændigheder, endog et borgerligt Gode, da de kappes om at udmærke sig til deres Fordeel, og behage Regieringen, men at borgerlige Partier i Kirken er en sand Lande-Plage, som forbittrer Gemytterne, uleiliger Øvrigheden, adsplitter og fortærer Statens ædleste Kræfter, og giver Samfundet enten en bedrøvelig Hellsot eller et grueligt Bane-Saar. Mange Statsmænd troe nok, desværre, at Spliden kan hæves ved et Magt-Sprog, og der vil aldrig fattes enten kortsynede fordomsfulde eller herskesyge Geistlige, som bestyrke dem i denne Tro, thi den Regning er reen, at hvormeget end Regieringen vil giøre for Stats-Kirken, taber dens Tjenere dog altid Noget i udvortes Anseelse, Rolighed og Indkomster ved Religions-Frihed, og det, veed man, kan selv de engelske Bisper sjelden tænke paa uden Suk; men alt for egenkiærlig maatte dog den Geistlighed være, som vilde forlange, at Staten skulde vove sit Liv for dens timelige Velfærd, og hos os var det et uforskammet Forlangende, da vi tvertimod alle har lovet at vove vort Liv for Statens. Betænke vi imidlertid Stillingen, som den, med liden Forskiel, vel er i alle protestantiske Lande, skal vi vist finde, at Staten virkelig vovede langt meer end den ved det heldigste Udfald kunde vinde, naar Den for ramme Alvor med et Magt-Sprog vilde giøre Ende paa den religiøse Giæring, under hvilken Stats-Kirken allevegne raver. Der er nemlig, som vi veed, allevegne de samme to Partier, hvoraf det Ene har Forfatningen, Lands-Loven, Historien, og alt Gammeldags, del Andet derimod hvad man kalder Oplysning, Livs-Nydelse, den nytydske Videnskabelighed, og alt Nymodens paa sin Side. Her er, som man seer, kun Plads for to Magt-Sprog, alt som man enten vilde tvinge det Lovstridige til Taushed, eller giøre det til lovmæssigt, og undertrykke hvad man giennem mange Aarhundreder fredlyste og forsvarede. I første Tilfælde maatte man 59 være belavet paa, at den religiøse Opposition i Stilhed forbandt sig med al Misfornøielse, og adlede den til en Kamp for Samvittigheds-Frihed, som Menneskets dyrebare, umistelige Klenodie, og jeg vilde ikke være den, der raadte Staten til at kiøbe et Øiebliks falske Rolighed med den Storm, som heraf maatte udvikle sig. I andet Tilfælde kunde Staten vel være temmelig sikker for alle voldsomme Udbrud fra det undertrykte Parties Side; thi de Christne lyde ikke blot for Straffens, men for Samvittighedens Skyld, men hvor Stats-Forfatningen ikke allerede var aldeles demokratisk, vilde den neppe ret længe forliges med en Stats-Kirke af de Grund-Protestanter, hvis Kirke, efter deres eget Sigende, ei kan belinde sig vel, uden ved en aldeles uafhængig Synodal-Forfatning, og som kun vil erkiende en constitutionel Gud, der lader dem være deres egne Lovgivere og Dommere, thi det maa være dem med eller imod, saa udvikler sig dog snart i en saadan Kirke, efter de uforanderlige Tanke-Love, den Slutning, at hvem der har Lov til at raade sig selv i det Aandelige, har ligesaa i det Legemlige, og behøver i alt Fald, naar Leilighed gives, ei at respectere andre Skranker end dem, han klogeligen sætter sig selv. Dog, kan nok være, at de fleste Stats-Mænd nu omstunder, der ikke selv i Grunden halvveis høre til en saadan protestantisk Kirke, tør mene, at man, med et aarvaagent og kraftigt understøttet Politie, ei behøver at bryde sig stort om Stemningen, og, skiøndt jeg, som Historiker, nødvendig maa være af modsat Mening, vil jeg lade den Ting staae ved sit Værd; men enhver Stat i Christenheden, som vilde giøre det nymodens, uchristelige Parti lovmæssig! herskende i Stats-Kirken, maatte være beredt paa selv at øve Vold mod sine lydigste, roligste, mest samvittighedsfulde, troeste, flittigste, altsaa bedste Borgere; thi det har de sande Christne altid været, og netop de maatte nødvendig afsondre sig fra Stats-Kirken, saasnart den blev aabenbar uchristelig. Indtil den Punkt, hvor det aabenbar giælder Troen og en god Samvittighed, er de sande Christne ubetinget lydige, men her er Grændscn, overskrides den, da giennemtoner det Alle som Een: man bør adlyde Gud mere end Menneskene, da blive Lammene til Løver, taalmodige, men ubetvingelige Løver, hvis Legemer man kan fordærve, men hvis Sjæle man under Martyr-Kronen maa bukke eller grue for, og hvis Aand aldrig føder saa stort et Kuld i Herrens Kraft, aldrig fostrer saa vældige Kiæmper, som naar Kirken er lig en Nathytte i en hærget Viin-Gaard, naar Fugle have Reder og Rævene Grave, men Christus i Sine ei verdslig 60 det, hvortil Han kan hælde sit Hoved! Troede derfor nogen protestantisk Øvrighed, at der kun i Pavedommet end er Børn af de Apostoliske Fædre, Blod af Martyr-Slægten, og grundede derpaa sit Haab, uden Vold, med et Magt-Sprog at kunne forvandle Christi Kirke til et nymodens Jovis-Tempel eller Pantheon, vist fik den Andet at see; thi det Christen-Blod, der i Frankerig offredes Fornuftens Gudinde, vilde være som Intet at regne mod Strømmen, der maatte flyde, før Christne forstummede der, hvor Christi Ord har boet rigelig, og især, hvor man sang yndelig for Herren ved Morten Luthers Prædiken, hvor Folkene godvillig have tømt den Velsignelses Kalk med ham, som er Christi Blods Samfund! Hvad i Særdeleshed vort Norden angaaer, da kan, som vi veed, evangelisk-luthersk Christendom der ei engang ved Lov afskaffes, uden Brudd paa Rigernes Grund-Love, og skiøndt det vel kun er i Danmark, Kongen selv tabde mest ved et saadant Brudd, saa vilde dog de evangelisk-lutherske Christne i hele Norden, selv naar de, for at blive Herren troe, maatte overtræde en nygjort Lov, staae angerløse i Historien, som Martyrer ei mindre for Arilds-Loven end for Troen!

Sæt derfor nu ogsaa, at en Stat, ved megen Vold, Uretfærdighed og Blods-Udgydelse, kunde faae den gammeldags Christencloni udryddet af sig, da skulde jeg dog ikke troe, nogen Øvrighed nuomstunder, uden maaskee Paven selv, vilde være saa rasende, og over en blind Kiærlighed til uchristelige, selvkloge og selvraadige Præster, glemme ei blot Retfærdighedens klareste Bud, men ogsaa verdslig Klogskabs gyldne Raad. Tilføie maa jeg imidlertid, som Historiker, at en saadan Vantroens Ypperste-Præst, med den tredobbelte Verdens-Krone, rimeligviis ovenikiøbet vilde have den samme Ærgrelse, som de gamle Romerske Titaner, der søgde at støde Christus fra Thronen, og bryste sig selv guddommelig i Hans Høi-Sæde, paa Dyngerne af Hans Venners Liig, og vi veed, disse havde den Ærgrelse at falde selv i Graven, og spottes af de Christne, med Herrens Ord til Kongen af Babel, hos Esaias i det Fjortende! Saavidt jeg har hørt, raaber nemlig den gammeldags Christendom, fra de gamle Dage til Vore med en Røst som mange Vandes Lyd, som Havets mægtige Brusen: hvem vil prøve Styrke med mig! o, slutter heller Fred, thi stærk er min Løser, i Ryggen tager Han sine Fiender og giør dem en evig Skam, Hans Vaaben saare, før de blinke, et tveegget Sværd, som Ingen kan døve, udgaaer af Hans Mund og trænger ind til Marv og Been; som 61 en Ild der tænder Skove, og en Lue der udhuler Bjerge, saa er Hans Storm og Hans Hvirvel! Saavidt jeg kan see, har del virkelig hidtil været saa giennem mange Aldre, og hvi skulde det være anderledes i Dag end i Gaar, da Christus i Kirken er altid den Samme!

Skulde der altsaa tales et verdsligt Magt-Sprog i Kirken, som kunde naae sin Hensigt, maatte det vist være det Gamle, vi kiende, der byder Christi Fiender Taushed; thi at det i det mindste til en Tid kan naae sin Hensigt, lærer Historien, og det lader sig allerede deraf saa temmelig forklare, at da de Fleste af Christi Fiender ansee det Timelige for det Visse, og det Evige for det Uvisse, føle de naturligviis ikke synderligt Kald til at være Martyrer for hvad de kalde Sandhed, altsaa ei heller for deres Overbeviisning; men det vilde dog, efter min velgrundede historiske Overbeviisning, være ligesaa upolitisk, som det altid er uchristeligt, at ville tvinge Folk til at tie med hvad de troe, endsige da til at bekjende en Tro, de ikke har, og naar alle de, hvis Fædre have været i Statskirken, skal være stavnsbundne til den, maae jo begge Dele følges ad. Heller ikke er det paa nogen Maade en afgjort Sag, at den christelige Troes Modstandere i vore Dage lod sig bringe til Taushed uden ved Grusomhed; thi deels beviser Islamismens Historie, at naar man kun har Haab om et evigt Liv, kan man, ogsaa uden at være Christen, døe paa sin Tro, deels er det nu langt klarere end nogensinde, at Aanden ei blot har Magt, men ogsaa Ret til at trodse verdslige Vaaben, naar den ikke vil bemægtige sig noget Verdsligt, men kun forsvare sin medskabte, aandelige Frihed, og endelig bliver i vore Dage ethvert undertrykt religiøst Parti næsten med Nødvendighed politisk, og at selv de vantroeste Mennesker kan lide meget for deres Overtro paa egne politiske Hjerne-Spind, eller paa Friheds-Gudinden, behøver dog vel nuomstunder intet theoretisk Beviis, da det er, jeg tænker noksom, practisk afgjort.

Men, vil maaskee Nogen sige, Talen er ikke om et Magtsprog, der skulde gjøre noget af de stridende Partier herskende, men kun om Et, der skulde bringe Begge til Taushed! Besynderligt, maatte jeg svare, hvorledes man kan troe, at vel ikke et af to Partier, men nok Begge ved et Magtsprog kan bringes til Taushed, da dog Erfaring ellers lærer, at naar man vil give begge de Stridende Uret, forbinde de sig gjerne om at hævde deres Ret til Strid, og af saadanne Magtsprog i Troes-Sager kj ender jeg i det Mindste, fra Constantin den Stores til Henrik den 62 Otten des, eller til hvilket man vil nævne, Intet, som jo enten har været aldeles magtesløst, eller ført til Voldsomhed mod begge Partier. Desuden er det mig ubegribeligt, hvorledes man, under nærværende Omstændigheder, kan vente mindste Gavn af et Middel, der, om det end før havde været brugbart, dog nu, synes mig, er aldeles uanvendeligt. At nemlig en romersk Keiser, som beherskede hele den dannede Verden, kunde tænke, hans Magtsprog var almægtigt paa Jorden, det var endda hvad det var, og at en engelsk Despot, i Pavedommets Aftenstund og Bogtrykker-Konstens Barndom, med vælske Indbildninger om sin egen theologiske Ufeilbarhed, at han kunde troe det mueligt at beherske Aandens Yttringer paa en afsides Øe, det er forsaavidt i sin Orden; men at selv en Napoleon i sin største Vælde kunde drømme Constantinske Drømme om kirkelig Almagt, det maatte man vel smile ad i Norden, da man endog drev Spot dermed i Syden. Og dog, hvad var Napoleons Drøm, hans, som statsklog erkjendte Religions-Friheden for ligesaa uundværlig i vore Dage, som Religionen, hvad var hans Drøm om at kunne beherske en gammel Pave, og Meningen om ham, Meningen især i et Land, der nys afsvor ham, hvad var det, mod den gigantiske Drøm at kunne beherske den nærværende religiøse Gjæring i det protestantiske Europa! Var det en Strid mellem et Par berømte Theologer, eller et Par tydske Universiteter, om et Kapitel eller System i Dogmatiken, den kunde maaskee et Magtsprog dæmpe, og dog kunde det langt snarere give den en Vigtighed og Langvarighed, den ellers aldrig havde faaet. Men nu, da Striden aabenbar er imellem den tusindaarige eller endnu ældre christelige Tro hos Germaniens og Nordens alvorlige, aandskraftige Folke-Stammer, og en antichristelig Philosophie, der har anmasset sig Ordet i Kirken og paa Høiskolerne, nu skulde en saadan Strid kunne afgjøres med et Pennestrøg: med en Befaling om almindelig Taushed der, hvor Folkene maae aandelig uddøe, før Ordet forstummer, og hvor Spørgsmaalet kun er: af hvem og hvorledes Ordet skal føres! Visselig, man maa, med Kundskab om Stridens Gjenstand, have gjennemlevet Dage, saa rige paa Urimeligheder, som de senere, for at kunne tænke sig Mueligheden af en Drøm, der, hvor den vilde være mere, maatte blive en Indledning til de sørgeligste og rædsomste Optrin! Man spørge dog kun sig selv, hvad der maatte skee, naar denne Strid mellem den gamle Tro og den ny Selvklogskab med Magt skulde dæmpes! At i et enkelt Land de personlige 63 Strids-Skrifter undertryktes, det var her saa godt som slet Intet; thi Striden er i Grunden slet ikke personlig, undtagen mellem de usynlige Personer, som skrive i deres Tjeneres Lønkamre: mellem den christelige Kirkes Aand og Fjendens! Man lægge kun Mærke til de fremtrædende Personer, og man skal med Forundring see, at de som oftest ere hinanden aldeles ubekjendte, eller dog uden alle Berørelser, ja kunde borgerlig og selskabelig ei blot rummes i een Stat men i eet Huus, naar de blot ikke skulde have Kirke tilfælles, hvad de umuelig kan, med mindre Kirken skal aabenbar gjendrive og dermed opløse, tilintetgjøre sig selv. Hvert Ord vi tale i Kirken, selv det almindeligste, er en Udfordring, ja vi strides aldrig stærkere, end naar vi døbe og confirmere Børn, den Ene christelig, den Anden ikke. Skulde Striden altsaa neddæmpes, da maatte ikke blot alle Fyrster enes om at forbyde alle læselige Skrifter om Troen, men ogsaa al forstaaelig Tale derom; thi om Troen gjælder det, alt Andet er os Smaating, hvor, af hvem, mod hvem den christelige Tro bestrides eller forsvares, det er os en Biting, Striden og Seiren det er vor Hovedsag paa begge Sider, og jo flere Baand der lagdes paa Pennen, des friere vilde Tungen røre sig; det er en Natur-Lov, som ei al Verdens Magt kan afskaffe! Altsaa, enten gjød man kun Olie i Ilden, ved at trænge Stridsordet tilbage fra Pennen paa Tungen, hvor det er tusindgange mægtigere, og kan ei censureres, før det er udfaret og haver gjort sin Gjerning, eller man maatte forbyde hele den christelige Gudstjeneste, som den var af Begyndelsen, og som den ved Reformationen blev fornyet. Men sæt nu endog, skjøndl det jo er alt for urimeligt, at en protestantisk Fyrste kunde og vilde være papistisk conseqvent nok til at afskaffe al kirkelig Sang, Tale og Prædiken paa Modersmaalet, saa al offenlig Tale saavel som Skrift om Troen skulde være paa Latin: hvad saa? At en enkelt theologisk Professor, som især troede, han talde godt Latin, og var kun ivrig for denne Troes Udbredelse, kunde finde det ret artigt, ja at en enkelt Superintendent kunde have samme Tro, det vil jeg indrømme; men theologiske Professorer og Superintendenter ere jo dog i Staten kun til for Præsternes, og Præsterne igjen for Menighedernes Skyld, saa hvad disse maatte synes om det, blev dog vel Hoved-Spørgsmaalet. At nu mangen en Præst kunde finde det ret bekvemt eengang for alle at lære en Mundfuld Latin, som han med Æren kunde tygge paa til sin Dødsdag, uden at det gjorde noget Skaar enten i hans Anseelse eller Indkomster, det tør jeg, for 64 Historiens Skyld, ikke nægte, men vil endog indrømme, at man meget bedre kan stoppe Munden paa en Almues-Mand, der taler om Troen, med slet Latin end med slet Dansk eller Tydsk. At fremdeles et Sprog som Folket ei forstod passede bedst til Kirken, som hvad den endnu mest er, et tomt Huus, at de der gaae i Kirke for at synges og snakkes i Søvn, da kunde komme og gaae med dobbelt god Samvittighed, og endelig, at Christne vel kunde finde sig meer opbygget ved hvad de slet ikke forstod, end ved hvad de nu tit maae høre i Kirken, det indrømmer jeg altsammen; men vilde man paastaae, at de Christne kunde og burde finde sig i et saadant heden-papistisk, abechristeligt Gjøgleværk, da maatte jo nødvendig alle troende Præster protestere med Luther; thi det er jo ikke mindre sandt i det nittende, end i det sextende Aarhundrede, at Guds Ord maa høres, for at kunne troes, og høres bestemt ikke, hvor Tilhørerne ei forstaae hvad der siges! Blev denne Protest ikke ændset, maatte den, ligesom i Reformationens Dage, føre til en kirkelig Afsondring, og her staae vi atter paa den gamle Punkt, hvor Øvrigheden maatte frafalde sit kirkelige Magtsprog, eller forfølge sine Undersaatter, uden at kunne sigte dem for anden Brøde, end at de vilde, hvad alle Sandheds Venner maae, samvittighedsfuld bevare og forplante den Tro, der, efter deres Overbeviisning, var den eneste saliggjørende!

Men, gjør da ikke maaskee Øvrighederne klogest i, slet Intet at gjøre, og lade Striden om Troen jævne sig selv! Saa mene vist endeel christelige Præster, og det har jeg i mange Aar selv meent, men ikke ret forstaaet; thi skal det stadfæste sig, maa det forstaaes saaledes, at en verdslig Øvrighed sikkert gjør klogest i, blot at hæve de kirkelige Tvangs-Love, og derved gjøre det mueligt for Striden borgerligt at jævne sig selv. Saalænge nemlig Tvangs-Lovene blive i Kraft, saalænge Uchristne tilligemed Christne skal lade deres Børn døbe og gaae til Alters, saalænge Alter-Gangen ogsaa for de Voxne er en borgerlig Nødvendighed, og saalænge der ikke maae holdes gudelige Forsamlinger uden vedkommende Sognepræsts Tilladelse, og slet ikke danne sig et afsondret Kirke-Samfund, saalænge kan Striden aabenbar umuelig jævne sig selv, om end de Stridende paa begge Sider af inderste Hjerte ønskede det. Vi kan og skal, baade som Mennesker og Medborgere, unde hinanden ligesaa godt som os selv, og misunde vi derfor hinanden den Religions-Frihed, vi selv forlange, da er det ligesaavel uborgerligt og umenneskeligt, som uchristeligt, men vi kan ligesaalidt unde dem, der bestride vor 65 Tro, enten Magt til at undertrykke eller Leilighed til at forlokke vore Troes-Forvandte, ligesaalidt som vi kan unde nogen Anden vore Hustruers ægteskabelige Kjærlighed, eller taale, at Nogen indprænter vore Børn Had og Foragt imod os. De alvorlige, nidkjære Præster af begge modsatte Partier maae derfor nødvendig stræbe at holde deres Modstandere fra Lære-Embedet i Stats-Kirken, skjøndt Christne naturligviis ei kan bruge samme Midler dertil, som deres Modstandere; thi man maa antage, der findes Christne og Uchristne i alle Sogne, der vexelviis udgjør den herskende Kirke, eftersom det ene eller det andet Parti har Sogne-Præsten paa sin Side. Hvor nu Geistligheden, meer eller mindre raader for at complettere sig selv, og nogen Indflydelse derpaa har den altid i Stats-Kirken, der vil. for nærværende Tid, de der er bekjendte for nidkjære gammeldags Christne vanskelig komme ind i Lære-Embedet; thi selv i Danmark, hvor Geistlighedens verdslige Indflydelse dog, Gud skee Lov! er mindst, veed jeg, af egen Erfaring, det kan være et Vidunder, kun en sandhedskjærlig Enevolds-Konge har Magt til at skabe. Heraf udspinder sig nu den uendelige Kiv om Lære-Bøger og Ritualer, som det ene Parti naturligviis vil have saa meget, og det Andet saa lidet christelige som mueligt, og da det christelige Parti, med Stats-Lovene for sig, her har Fordelen, stræber naturligviis det Modsatte at tilintetgjøre den, ved ikke at følge de befalede Forskrifter, hvad de christelige Præster igjen nødvendig maae høirøstet laste, da det Befalede er alt det Christelige, deres Troes-Forvandte faae at høre, hvor de have vantroe Præster! Er det ikke dog aabenbar umueligt, at denne Strid kan jævne sig selv, uden derved, at de, der ei kan være i een Kirke, faae hver sin, og hvor Staten ikke vil tillade den kirkelige Skilsmisse af uforenelige Dele, der vil den vist nok, efter Historiens troværdige Spaadom, komme af sig selv; men da maa jo Staten enten bagefter give den Tilladelse, der, for at gjøre Skilsmissen lovmæssig, maatte gaaet forud, eller forfølge rolige, samvittighedsfulde Undersaatter, fordi de gjorde, hvad de, for Samvittighedens Skyld, ei længer kunde lade, og hvad det havde været Statens eget store Gavn betimelig at tillade. Længe kan det nemlig ingensteds vare, før de fra Lære-Embedet udelukte troende Boglærde maae ynkes saa inderlig over de Smaae, som troe paa Herren, men daglig meer forlokkes og forarges, at de, hvad saa end derved maatte voves, derfor lides, tale Ordet frit til hvem der vil høre, og hvilken Trang man selv i Lære-Embedet kan føle til at undflye det 66 kirkelige Chaos, hvori vi nødvendig maae virke chaotisk: Trang til kun at lære dem Christendom, der ønske det, kun at tage Troesbekjendelsen af dem, der vil troe, kun at bryde Brødet for dem, der vil have Samfund med Herrens Legeme; detveed jeg af egen smertelig Erfaring. Derfor veed jeg ogsaa, at havde vore Modstandere virkelig den Sandheds-Kjærlighed, den Afskye for Samvittigheds-Tvang, den Væmmelse for Hykleri, den Harme over Opramsen og tomt Munds-Veir, hvor Talen er om det Høieste og Helligste, om den Levende som seer os, om et velgrundet Haab og en evig Trøst, havde de virkelig disse Egenskaber, jeg vil ikke sige, i den Grad de prale af, men kun i den ringe Grad jeg føler og nærer dem, da maatte de for længe siden have bedet om Tilladelse til at skille sig fra et Kirke-Samfund, hvori de ei blev Lærere, uden ved selv at sige, love og besværge, hvad de ikke meende, og hvori de ikke kan lære efter deres Overbeviisning, uden at alle gammeldags Christne, der dog vel ogsaa have Lov at tale med, hvor det gjælder deres egen og deres Børns Sjæl og Salighed, og som desuden have Loven for sig, uden at de maae sukke himmelraabende over dem, raabe et tungt Vee over dem, der gjøre Proselyter af umyndige Børn, som dog unægtelig, til de naaede deres rette Skjels-Alder, skulde blive ved deres Fædrene-Tro! Selv har jeg følt, hvad det er, at være Lærer for Børn, hvis Forældres Tro eller Vantro jeg maatte bestride, jeg veed, at hverken Lovenes Medhold, eller den fasteste Overbeviisning om, at det er til Børnenes eget Gavn, eller selv den aabenhjertigste Erklæring, at enhver bør have Lov at troe hvad ham tykkes, og at Mange troe langt anderledes end vi, selv det kan ei fuldelig berolige en samvittighedsfuld Præst i vore Dage, og naar derfor Modstanderne fortælle mig, at de, med Lovene langt meer imod sig, kan gjøre det Samme rolig, da maae de ikke fortryde paa, at jeg endnu roligere svarer dem: det kommer da sikkert af, at eders Samvittighed sover haardere end min! Kun ved at undlade alt Brug af Tvangs-Retten, ved at skyde fra mig hvad man sædvanlig trækker til sig, og ved kun tvungen at øve den Tvang jeg ei kunde afskaffe, kun derved var det mig mueligt at være Lærer i en Stats-Kirke, mod hvis Ritual og Lære-Forskrift dog vist ingen Præst kan have mindre at indvende end jeg; og selv saaledes kunde jeg nu ikke mere være Lærer ved en stavnsbundet Menighed, og naar det er kommet saavidt, da veed jeg, at alle ærlige, alvorlige Præster, af begge modsatte Partier, maae inderlig ønske en kirkelig Skilsmisse, heller i Dag end i 67 Morgen, og at en statsklog Øvrighed vist ikke vil laane Øre til de Snakkere, der, nødvendig af blot egennyttige eller dog smaalige Grunde, modsætte sig en Skilsmisse, der aabenbar er uundgaaelig, saa det kun er Spørgsmaalet, om den skal knytte de Christnes Hjerter endnu fastere til den bestaaende Forfatning, eller bortstøde dem fra den. Alligevel undrer det mig paa ingen Maade, at den verdslige Øvrighed allevegne er seen til at indsee Skilmissens Nødvendighed; thi Sjæle-Sørgerne skulde jo rimeligviis være de Første, der taide Religions-Frihedens Sag, og udviklede, at den bestod ikke i Frihed til ingen Religion at have, thi den kan man tage sig selv, men tvertimod i Frihed til at have en, og være den bekjendt for Gud og al Verden, og naar nu Mængden af Stats-Kirkens Sjæle-Sørgere, langt fra at tilraade en saadan virkelig Religions-Frihed, snarere udraabde den for en Lande-Plage, sandelig, da var det intet Under, om denne Frihed allevegne, som i Frankrig, kom til at regne sine Aar fra Statens Undergang. Kun derfor er det nødvendigt, ret omhyggelig til alle Sider at udvikle en Sag, der ellers for det uindtagne Øie er soleklar, kun derfor er det nødvendigt, ogsaa at undersøge, hvad Følgerne rimeligviis maatte blive af den kirkelige Skilsmisse, der imidlertid, hvordan saa end Følgerne blev, er lige uundgaaelig. Her overlod jeg helst en historiekyndig, erfaringsklog Jurist Pennen, da han meget bedre end jeg kunde vise, hvor fordeelagtig Religions-Friheden i den christne Tid, trods alle Hierarchers gruelige Spaadomme, har været, og hvor naturligt det er, at Øvrigheden aldrig har bedre Fred enten for herskesyge Præster, eller for urolige Hoveder, som, i Mangel af Andet, vil fuske paa Regjerings-Handværket, end naar den sætter Præster mod Præster og aabner alle dem, der enten have et eget Hoved, eller vil dog synes saa, en Løbe-Bane, der ei koster Staten meer, end den altid nødvendigeAarvaagenhed, og udvikler en Sum af Kræfter til dens Tjeneste, hvorom man aldrig før havde drømt. At Saadant, og dermed den i vore Dage saa uundværlige Stats-Konst, at forebygge Omvæltninger, ved, uden selv at tabe det Mindste, dog at give de Misfornøiede Meer, end de, ved det heldigste Vove-Spil paa deres Hals, kunde vente at vinde, det kunde, som sagt, en ordenlig historisk, erfaren, klarøiet Jurist udvikle langt bedre end jeg, og det skikkede sig bedre for ham, da det klinger lidt verdsligt fra en Præste-Pen: men, desværre, synes vore Dages bedste juridiske Skribenter, udenfor England, hvor man ingen Trang føler til at bevise hvad der beviser sig selv, at være langt mere 68 fortroelige med den critiske Philosophie, der construerer Staten a priori, end med Verdens-Historien, der ene kan lære os, hvordan de nærværende Stater er construerede, og ved hvilke Midler de bedst kan vedligeholdes og forbedres. Derfor tør jeg ikke unddrage mig fra det fremmede Arbeide, og jeg har, med flere Mangler, dog det Fortrin, at man ikke lettelig skal sige om mig, hvad man sædvanlig siger om Juristerne, naar de forfægte Religions-Friheden, thi Indifferentisme i Troes-Sager, eller Mangel paa Ærbødighed for Christendommen, er dog formodentlig det mine Modstandere sidst vil beskylde mig for, skiøndtjeg derfor ingenlunde tør sige, det aldrig vil skee; thi galere end det har man før hørt, naar man laande de forbigangne Dage et opmærksomt Øre.

Her nødes jeg imidlertid til at dvæle mest ved Fædernelandet, thi hverken kjender jeg noget andet Lands Stats-Historie saa godt, ei heller tør jeg love for, at Alt hvad der kan passe paa det lille, fredelige Danmark, ogsaa vilde passe paa den store Verdens Folke-Riger, hvor Indbyggerne ere langt mere sammenskyllede, uden naturlig Forbindelse, og hvor de fremragende Hoveders Udsigter neppe kan være saa indskrænkede, eller de svulmende Hjerters Ønsker saa beskedne, som her paa Heden og Skov-Sletten, hvor baade Høi og Lav i Regelen vil være fornøiet med Frihed til at dyrke sin Gud, fortjene sit Brød, opdrage sine Børn, og passe sin Dont, paa en ærlig Maade, efter Hjertens Lyst, og efter sit eget Smule Hoved, og det er i det Mindste Alt hvad jeg forstaaer ved borgerlig Frihed, og hvad jeg under alle Andre, saavel som mig selv!

(Fortsættes.)

69

Om Religions-Frihed.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politieret den 21de Februar 1827.
P. Ebeirlin.

(Fortsættelse).

Det har sædvanlig kun hjulpet lidt i Verden, siden der blev Stats-Konst til, at tale til Stats-Mænd enten om naturlige Menneske-Rettigheder, om Christendommens Fordringer, eller om Historiens Vidnesbyrd; thi selv de Retsindigste og Klogeste have gjerne tænkt, at enhver Frihed, selv den umisteligste, som gjorde dem Uleilighed, godt kunde være af det Slags, som Mennesket, ved at indtræde i borgerlige Forhold, maa finde sig i at undvære; tænkt, at, hvad end Christendommen siger, maa man tage Verden som den er, og at det vel turde forholde sig med Historiens Vidnesbyrd, som med dem, Sagførere enten mynte selv, eller slutte dog langt mere, tit langt Andet af, end hvad der ligger i dem. Vi christelige Præster har vist nok ondt ved at finde os i slig en Tanke-Gang, da det staaer klart for os, hvilken himmelhøi Forskjel der er mellem Kroppens Frihed, som altid gjør Skade, og Aandens, som altid gjør Gavn, mellem det meer end forgjæves Arbeide, at ville paatvinge Verden et christeligt Skin, og den sunde Forholds-Regel, at læmpe sig efter Christendommen, naar man vil drage Fordeel af den, og endelig imellem Børne-Legen med historiske Billinger, og Universal-Historiens ærværdige Udsagn; men dog bør vi være billige nok til at indrømme, at selv christelige Præster sjelden have skjelnet ret klart og skarpt mellem disse Ting, og vi kan da end mindre vente det af Statsmænd, der langt mere fristes til at glemme Aanden over Kroppene, Christendommens Kjerne over Skallerne, og Universal-Historien over den daglige Erfaring. Var det nu altid saa, hvormeget mere da for nærværende 70 Tid, efter et Aarhundrede som det Attende, der med mageløst Held arbeidede paa at forvirre Begreberne ei blot om Christendom og Historie, men om alt Aandeligt, først og sidst om Frihed og Menneske-Rettigheder, om Stats-Konst og borgerlige Forhold! Har vi selv arbeidet os nogenlunde ud af den grændseløse Forvirring, maae vi jo saameget bedre vide, hvor vanskeligt det er, og, langt fra i denne Henseende at gjøre store Fordringer til dem, der have det i vore Dage usigelig svare Kald at styre forvirrede, indvortes halv opløste Stater klogt, være saare glade, naar vi paa enkelte Hoved-Punkter, hvor Alt hvad der kan klare støder sammen, kan afvinde dem en Times Opmærksomhed paa Andet end de løbende, fra alle Sider sammenpressende, tildeels aandsfortærende Forretninger. Hertil maa den billige Skribent indskrænke sine, naturlig udsvævende, Ønsker og Forhaabninger, og dertil har Historien tidlig lært mig borgerlig at indskrænke mine; men hvad jeg først i den senere Tid begynder at lære, er, hvorledes en Skribent, med præstelige Ønsker og poetiske Forhaabninger, skal udtrykke sig, naar han ei vil misforstaaes, i en Tid, da man egenlig ikke har andet Udtryk for Aandens Flugt end Sværmeri, og i et Land, hvor man gjerne hos Skribenten forudsætter Lyst til, strax, saavidt mueligt, borgerlig at realisere enhver yndet Idee.

I det jeg derfor optræder for Religions-Friheden, som Noget, hvis borgerlige Realisation jeg anseer for ubetinget nødvendigt, overalt i den protestantiske Christenhed, hvor Staterne vil gjenfødes, eller dog undgaae Opløsning, maa det nødvendig være min Bestræbelse, at oplyse Sagen fra alle Sider, saa dens Rigtighed maatte, om mueligt, blive alle opmærksomme og veltænkende Læsere indlysende, hvormeget de saa end kan have imod det Stade, hvorfra jeg i Grunden betragter Alt. At jeg, i dette Stykke, har Christendom og sund Fornuft paa min Side, det maae udentvivl selv de indrømme, der ellers ansee min Christendom for Fanatisme, og min Fornuft for Galskab; men derpaa tør jeg dog ei regne synderlig, da jeg baade veed, at vor Tids Philosopher til Huus-Behov ikke tage det saa nøie med at modsige sig selv, naar de ellers maatte give deres Modstandere Ret, og veed tillige, at forulykkede Realisationer af skjæve Ideer, som dog skal gjælde for guddommelige, har ledt Mange til det smukke Resultat, at hvad der i Theorien er aldeles rigtigt, kan i Praxis være splittergalt, og at følgelig ogsaa den splittergaleste Theorie kan praktisk være aldeles rigtig. At jeg i dette Stykke har Universal-Historien, altsaa hele den 71 dannede Menneske-Slægts Erfaring, som Historien beskriver, paa min Side, det maa vel ogsaa indrømmes selv af dem, der ellers ansee mig for en Stymper eller dog en Sværmer i Historien, naar de kun selv har en sammenhængende og velordnet historisk Kundskab; men har jeg Noget deraf selv, maa jeg ogsaa bedst vide, det er et i vore Dage sjeldent Tilfælde, som jeg maa prise min Lykke for; thi naar, siden Videnskabernes Gjenfødelse, forbandt man Kirke-Historien mindre med Staternes og Videnskabernes Historie, naar var man blindere for deres inderlige Sammenhæng! Kommer hertil, hvad jeg ei heller kan være uvidende om: vor Tids mageløse historiske Vantro, der ei blot bestaaer deri, at man overalt, hvor det lader sig gjøre, rask gjør alt det Historiske, man ei kan lide, enten til Fabel og Æventyr, eller, for at være human, til Mythe, men desværre ogsaa deri, at man rask forkaster enhver ubehagelig Slutning, selv fra det sikkerst Forbigangne til det Nærværende, og paastaaer kjækt, at en vis Aarsag, om den ogsaa i hele atten Aarhundreder havde havt eens Virkning, dog meget godt i det Nittende kan enten slet ingen have, eller dog en ganske anden. Under saadanne Omstændigheder, som end blive mere fortvivlede derved, at de fleste endog studeerte Folk nuomstunder kun har gjort Historiens Bekjendtskab som en afpillet Been-Rad, der naturligviis ikke havde eet Ord at melde, men kun en ynkelig Grav-Skrift med dybt indprægede Aars-Tal at fremvise, under saadanne Omstændigheder, da Historien for de Fleste er en Ramse uden Begyndelse og Ende, og selv for sine Præster sædvanlig kun en Samling af sære Tilfælde, under disse ligesaa bekjendte som fortvivlede Omstændigheder tør man vel neppe vente, med hele Historien at kunne overbevise en eneste Statsmand om, at ethvert Borger-Samfund maa ønske sig til Lykke med Religions-Frihedens uudeblivelige Følger. Saameget mindre tør man vente det, som der hører en vis Fortrolighed med Mennesket, i sig selv og i Historien, til at skjelne mellem de Virkninger, en Aarsag kun til visse Tider og under visse Omstændigheder har havt, og dem, den, efter Menneske-Naturens Love, og Universal-Historiens Vidnesbyrd, til alle Tider og hos alle Folk, eller dog i Christenheden, under visse umiskjendelige Betingelser, altid maa have. Uagtet jeg derfor ikke kan eller maa undlade at beraabe mig paa Historien, bør jeg dog forudsætte, det nytter vel for Øieblikket ikke synderlig, saa, skal der for del udrettes Noget, maa man især lægge Vægt paa det Øiensynlige og paa det nødvendige Forhold mellem 72 Aarsag og Virkning, der ligesaavel speiler sig i den daglige, som i den seculariske, ligesaavel i det enkelte Menneskes, som i hele Folkefærds og i Menneske-Slægtens Erfaring. Kan selv det ikke hjelpe, er selv det forgjæves, at man viser, vi har hele den religiøse Splid og Uenighed, man beskylder Religions-Frihed for at avle, og har den i en Stilling, der umuelig kan blive fortrædeligere og mere uheldsvanger, men maa ved Religions-Frihed i det Mindste blive langt taaleligere, er selv det forgjæves, da maa den christelige Skribent opgive Haabet om, med Pennen at kunne bidrage til Staternes Redning fra det store Skib-Brudd, der truer dem alle, og trøste sig med den Vished, at hvad der end skeer, har dog Han sin Haand i Alt, som baade kan og vil styre Tidernes Løb til Sandheds Seier, og til deres evige Glæde, som stole paa Ham. Er der imidlertid nogen Stat, hvor Religions-Frihedens Tals-Mand ei bør opgive Haabet, om end Meget forener sig til at hindre den, da er det, efter min Overbeviisning, i den Danske, hvor saavel Bondens som Negerens Kaar høirøstet bevidne, at Regieringen havde Hjerte til, trods deres Skrig, der kun tænkde paa deres egen kjære Person, trods mange Ulykkes-Prophetier af Folk, der ei meende det ilde, men saae kun slet, og, trods Politiken i andre Stater, Hjerte til, trods alt dette, at lade sande Menneske-Rettigheder træde i Kraft! Erfaringen har allerede lært, at hvad her var et Værk af Menneske-Kjærlighed, kunde ei været klogere udtænkt af den fineste Stats-Konst, og maa overalt, hvor man vil vel fare, blive et Værk af den, og hvi skulde jeg da ikke haabe, at en Frihed, hvis Nødvendighed er langt mere indlysende, hvis Natur er langt mere aandelig og derfor langt mindre mistænkelig, og hvis Følger lade sig langt lettere og klarere beregne, at den ogsaa i Danmark kunde blive et Værk mere af Sandhedsog Menneske-Kjærlighed, end af den beregnende Stats-Konst, hvori vor Regjering, til Danmarks Lykke, sjelden eller aldrig har stræbt at vinde Prisen! Hvor man veed, hvad selv en Skribent under Censur, der lader haant om Smiger, tør sige, vi veed, at et ædlere Hjerte slaaer ikke i Danmark under nogen Kappe, end under Purpuret, skulde ikke der selv den miskjendte, men Konge og Fædreneland lige varmt hengivne Skribent, turde vente Opmærksomhed, naar han taler ikke sin, ei engang særdeles sin Fæderne-Troes, men Sandheds, Ærligheds, borgerlig Freds, Kjærligheds, Kongens og Fædrenelandets tusindfold hellige Sag!

Naar vi nu vil see et Billede af Historien i den daglige 73 Erfaring, da maae vi naturligviis tye til den huuslige Kreds, som til Statens Moder-Skjød, hvor vi altid er visse paa at see den, som et Barn, i formindsket Maale-Stok; men vil vi der see et Billede af Statens religiøse Forhold, maae vi aabenbar søge det i en huuslig Kreds, hvor Religionen findes, og det netop den Religion, vore Stater staae i nærmest Forhold til, altsaa den gammeldags Christendom. Neppe behøver jeg at tilføie, at den huuslige Kreds, hvori et nærværende Stats-Forhold skal speile sig, hverken maa være saa snever eller saa fraliggende, at Ligheden bliver dunkel og hardtad ukjendelig, men at den tvertimod skal være saa patriarkalsk omfattende, og saa eensartet med vort Borger-Samfund, som det i vore Stater er mueligt, og nu høre man en simpel Lignelse, som, hvis den duer noget, maa kunne forklare sig selv.

Der var, for et Par Aar siden, en Mand, som anonym, altsaa maaskee kun for at have mig til Bedste, spurgde mig til Raads i en Sag, der, efter hans Udtryk, var ham høist magtpaaliggende, da den i Grunden angik hele hans timelige Velfærd, men dog fornemmelig Huus-Freden og hans Samvittighed, hvorfor han ogsaa heller, sagde han, henvendte sig til mig, end til sin juridiske Consulent, som dog for Resten var en meget paalidelig og retsindig Mand, der endog, da han engang i Forbigaaende havde nævnet Sagen, gav ham Anslag paa mig.

Jeg er, skrev Manden, alt over de Halvfjerds, men rask og rørig langt over min Alder, lever i et kjærligt og frugtbart Ægteskab med min tredie Kone, har en smuk lille Eiendom, er, trods de ulyksalige Penge-Tider, og mine store Tab ved Omskrivningen, de hyppige Cours-Forandringer o. s. v. en temmelig velhavende Mand, har af alle tre Ægteskaber en velsignet Børne-Flok, som, af allehaande Aarsager, mest og helst er hjemme, og saamange Tjeneste-Folk, som gammel Vane, nye Moder, og endelig en stor Bedrift ved en gammel Herregaard, som efter Ordsproget, Hundene har ædt Bønderne fra, paa en eller anden Maade gjør nødvendigt

De mange smaa Uleiligheder, som flyde af en stor Huusholdning, forskjellige Kuld Børn, med forskjellig Tænkemaade og Mødrene-Arv, de mange deels grove og deels næsvise Tjenestefolk, Naboer som hverken vil hegne eller holde Fred, men gjerne tage op og slaae løs, vil jeg her hverken opregne eller beklage, thi deels kommer det, saavelsom de høie Skatter og de lave Korn-Priser, egenlig ikke Sagen ved, og deels kan De, som jo selv er født paa Landet, og er desuden en Historicus, 74 nok slutte dem til Sligt; men hvad jeg vilde sige, er, at jeg egenlig kun eier min Gaard, med Mark og Skov, med Eng og Tørve-Mose, kort sagt: med Rub og Stub, som et Slags Fideicommis, og, skjøndt det ellers paa ingen Maade indskrænker mig, er der dog den besynderlige Clausul i Fundatsen fra Slutningen af det syttende Aarhundrede, at Eieren skal være en gudfrygtig, billig og retskaffen Huusfader, og hver Morgen og Aften lade holde Bøn i sit Huus, efter gammel christelig Skik og Børne-Lærdom, hvorved der, blandt Andet, skal læses et Kapitel i det danske uforandrede Ny Testamente!

Her seer De, hvor Skoen trykker, ikke at jeg frygter for at miste Gaarden, om end Bønnen gik overstyr, thi det siger alle de Jurister, jeg har talt med, har slet ingen Nød i vore oplyste Tider, ikke heller fordi den gamle gudelige Skik i sig selv er mig til Byrde; thi fra jeg kunde sidde stille paa min Bedste-Moders Skjød, har jeg været vant til at lægge mine Hænder sammen og høre andægtig til, og har jeg end tit havt mine egne Betænkninger ved hvad der stod skrevet, eller blev sagt, saa har jeg dog fundet, at saalænge Alting gik nogenlunde ordenlig til, var jeg ikke alene muntrere, og sov roligere, men havde ogsaa i det Hele bedre Tjeneste-Folk, og sporede mere Velsignelse, om man saa maa kalde det, i al min Bedrift.

Men, det er Knuden: i min anden Kones Tid, som var, hvad man kalder, mere af Verden, kom jeg ud af Vane med at være selv tilstæde, og saa gik det hulter til bulter, saa det er en Skam at tale om; og min Kone, adskillige af mine Børn, og mange gode Venner raadte mig til at afskaffe den forældede, allevegne aflagte Skik, der aabenbar ikke længer var til Opbyggelse men til Forargelse, da den Ene snakkede mens den Anden læste, den Ene loe mens den Anden sang, ei at tale om, at de der læste og sang alt imellem selv baade snakkede og loe. Afskaffelsen kunde jeg imidlertid aldrig beslutte mig til, især da et Par af mine ældste og kjæreste Børn satte sig kraftig derimod, og mindede mig om Fundatsen, hvis moralske Gyldighed blev jo den samme, om end dens juridiske kunde oversees, jeg gjorde derfor hvad jeg kunde for at vedligeholde det Sømmelige, lod alle hvem der vilde blive borte, lod baade læse og synge af nyere Bøger, og haabede, at Tiden, der jævner Saameget, jævnede vel ogsaa dette. Deri tog jeg imidlertid feil, thi vel gik det enstund taaleligt, da de Fleste blev borte, og Resten i det Mindste ikke forstyrrede hinanden, men i de sidste Aar er det blevet splittergalt, og det skjønt baade jeg og min Kone nu sædvanlig 75 er selv tilstæde, saa jeg kan ikke forklare mig det anderledes, end at det maa ligge i Tiden, især da man læser Adskilligt i Aviserne fra andre Lande, hvoraf man maa slutte, der allevegne med Religionen maa være noget Nyt i Gjære. Adskillige, baade af Folkene og af Børnene, som i flere Aar aldrig satte deres Fod i Bøn-Stuen, vil nu paa ingen Maade blive borte, eller hedde, hvad de før sædvanlig kaldte sig selv: de Ugudelige, og skjønt det er kjedsommeligt nok, er det dog den mindste Uleilighed, men der har ordenlig dannet sig Partier, saa, da det gaaer Touren rundt, mellem dem af Børnene der vil, baade at læse og vælge Psalmer, er der især to af mine Sønner, som begge har studeret, der altid vælger tvertimod hinanden, og da de, efter Alderen, netop er lige oven paa hinanden, forarger det saameget mere, og har foraarsaget en Splid i Huset, som jeg seer ingen Ende paa. Jeg har talt med adskillige Præster her i Egnen, ellers meget vakkre og fornuftige Mænd, som gjerne vilde raade mig til det Bedste, men den Ene raadte mig til at ophæve Huus-Andagten, den Anden til at afskaffe alt det Nymodens, og den Tredie til at lade alt det Gammeldags fare; og ingen af de Raad kan jeg nu følge, uden med det Samme at vise nogle af mine Børn Døren, og jage endeel af mine skikkeligste Folk paa Porten, og det var jo aabenbar at være en slet Huusfader. Giv de mig nu et godt Raad, om De kan; thi en Forandring er nødvendig, og jeg vil gjøre alt Mueligt, for at beholde Huus-Fred, eller rettere, for at vinde den tilbage; thi er det end just ikke kommet til Haandgribeligheder, saa ligger her dog et Helvede i Huset, fordi de umuelig kan enes om Veien til Himmerig, og det nytter slet ikke, jeg siger: de skal smukt forliges; thi jeg maa selv tilstaae, de har Ret, naar de svarer mig: ja, Fader! ja, Hosbond! i alt Andet, kun ikke i det, hvor Enhver skal svare for sig selv, og bvor modsatte Veie umuelig kan føre til eet Maal!

Uagtet nu hele denne Sammenhæng syndes mig lidt romantisk i vore Dage, saa det mueligt kun var en Spøge-Fugl, der vilde sætte mig i Forlegenhed med et casuistisk Spørgsmaal, saa fulgde jeg dog min Skik, at svare som man raaber i Skoven, og skrev: forudsat, at De virkelig er en Mand i de Omstændidheder og i den Raadvildhed De beskriver, vil De neppe bande mig for det simple Huus-Raad, at skille ad, hvad ei sammen kan være, dog uden al videre Ulæmpe for hvem der vil finde sig i Billighed. Selv bør De, efter min Overbeviisning, fremdeles holde Bøn efter Fundatsen, paa sædvanligt Sted, med 76 saa mange eller saa faa, som har Lyst, og som kan finde sig i, at der afvexles mellem dem af Bøgerne, der kun i Stil og Tone, men ei i Grunden er forskjellige. Hvem der ikke kan det, maa enten lade være at holde Bøn, eller holde deres paa samme Tid i en anden Stue, soni bør være dem tilladt, naar En af de voxne Sønner i Huset vil være med, og holde Orden; men kommer Nogen for at lee eller gjøre Spektakler, han vises naturligviis ud, om han end var en Fæt i Ætten! Paa denne Maade vil sikkert alle deres Børn, naar der ellers er noget ved dem, blive venlig og vel forligte, og vil Nogen af Folkene gaae efter deres egne Griller, men dog ei nøies med at følge dem i Eenrum, da lad dem kun bisse, om de end er dygtige Arbeidere, thi det er Fleer, og i et stort Huus kan man umuelig holde Styr paa Kroppene, naar man lader dem stikke Hovederne sammen, aldeles som de vil!

Efter et Aars Forløb modtog jeg et Brev fra samme Haand, med mange Tak for mit gode Raad; thi vel, skrev Manden, var det, som De sagde, kun et simpelt Huus-Raad, som, med nogen Forskjel, tit var faldet mig selv ind, men som jeg dog hverken ret forstod at handtere eller turde følge, før jeg baade saae, der dog kunde blive Stuer Nok i Huset, og kunde, naar man kaldte det et halvt Hedenskab, beraabe mig paa en Præst, der, langt fra at høre til de saakaldte Frie, som dog ingen Lunde er feilfrie, meget mere, skjøndt det er ikke mine Ord, kaldes hyperorthodox. Deres Navn slog ogsaa virkelig Den af vore Præster, der holder paa det Gamle, skjøndt, som han pleier at sige, ikke nær saa strængt som De, og deres Raad har jeg fundet probat; thi vel maatte jeg, for punktlig at følge det, rive endeel Skillerum ned, og sætte nye op; men det er jo det Mindste man kan gjøre for Huus-Fred, og var i alt Fald meget mindre, end hvad jeg gjorde i min anden Kones Tid, til ingen Nytte, saa det var Synd at misunde Handværks-Folkene, som desuden boe i mine egne Huse, den Skillings Penge, de i vore Dage godt kunde trænge til at tjene paa en ærlig Maade. Mands Villie, siger Ord-Sproget, er Mands Himmerig, og hvem der saae mine Sønner i den første Maaned, kunde virkelig fristes til at tænke, at alle Himmel-Veie var lige gode, naar kun Enhver, der havde sit eget Hoved, maatte følge det; thi, naar jeg undtager en kaad Dreng og en aabenbar Hykler, som jeg længe havde ønsket mange Mile borte, var ikke blot den ny Indretning os alle tilpas, men der var en Enighed i Huset, jeg selv i min Barndom ikke havde seet Mage til, et sandt Himmerig paa Jorden. Før, 77 da vi skulde synes enige i Grunden, skjøndt vi var det Modsatte, greb baade Sønnerne og Folkene enhver Leilighed til at trættes om de allerubetydeligste Ting, men nu, da enhver har Lov til at være sine Grund-Sætninger bekjendt, kappedes de om at ære dem, ved al muelig Flittighed, Ærlighed, Føielighed og Tjenstagtighed i det daglige Liv, saa jeg tænkde tit: kunde Sligt lade sig gjøre med Land og Rige, maatte det blive en Lyst at være Konge! Nu, det forstaaer sig selv, det var alt for godt til at vare længe, og nu disputerer Sønnerne dygtig igjen, men bliver de end imellem lidt vel høirøstede, er det dog ingen Ting imod det gamle, forvirrede Kjævl, da de næsten aldrig kunde sige hvad de egenlig vilde, og hævnede sig med Bitterheder, som i Øvrigt ingen Ting sagde. Nu derimod er Kampen aaben og ærlig, har allerede saaledes skjærpet deres Judicium, at alle de, der gik fra vort gamle Selskab for Smaating, er vendt tilbage, mange Punkter er, ved det jeg hørde til og gav Agt, blevet mig selv klarere, og saasnart mig synes, det gaaer for vidt med Oppositionen, behøver jeg blot at sige: ja, Børn! Det er jo bedst, de skilles ad, som ei kan sammen være, saa er Alting i sin gamle Orden. Der er jo braadne Kar i alle Huse, som i alle Lande, og selv det bedste Stykke Kjød, paa Folk saavelsom paa Fæ, er der en Kjertel ved; men det har jeg løbet for længe med, til nogentid at glemme, og saa vist som en Helvedes Enighed er uden al Sammenligning det Værste paa Jorden, saa vist er det meget bedre, skjøndt det seer broget ud, at have endeel mindre Huse i sin Gaard, end at stable op hvad ei kan hænge sammen, saa om jeg blev hundrede Aar, det gaae som det vil, aldrig kan jeg dog faae i Sinde, enten at lukke Bøn-Stuen, taale Splid deri, eller tvinge Nogen derind, uden maaskee mig selv; thi det har jeg lært, at Jorden ligesaalidt i Mennesket som udenfor ham kan undvære Himlen ret længe, at falsk Bøn er endnu langt værre end ærlig Bande, og at, naar det maa være Et af To, er Hjerte-Stød dog ti Gange bedre end Aare-Kræft.

Hermed er Lignelsen sluttet, for hvis Anvendelighed paa Land og Rige, vel bedst i Danmark, men dog ogsaa allevegne, Historien borger mig, og, jeg synes virkelig, sund Menneske-Forstand og daglig Erfaring kunde borge os alle.

Hvad der imidlertid, om jeg ikke seer feil, sædvanlig hindrer Stats-Mændene i, før de, som i England og andensteds, bogstavelig nødes dertil, at billige virkelig Religions-Frihed, er, næst Stats-Geistlighedens Protest, den Tanke, at Christendommen lader sig behandle som et blot Ceremoni-Væsen, 78 hvilket Staten uden al Samvittigheds-Tvang kan paalægge alle sine Medlemmer, naar de kun har Lov til at tænke og sige derom, hvad de vil. Endog christelige Stats-Mænd, har jeg mærket, det kan hændes at tænke saa, naar Stats-Religionen er christelig, i det de, lidt egenkjærlig, forudsætte, at skjøndt Christendommen er noget langt Andet for dem selv, er den det dog ikke for Mængden. Saa let det nu i en lidt mere historisk Tid maatte være at oplyse Statsmændene om, hvad det er, de her, trods Erfaringens Forbud, sammenblande: Hoved nemlig og Hjerte, saa vanskeligt, om ei umueligt, turde det vel nuomstunder findes, hvis ikke, paa den ene Side, Guds-Dyrkelsen hos Protestanterne, udenfor den bispelige Kirke, var saa lidet høitidelig, og hvis ikke, paa den anden Side, Guds-Dyrkelsens Forfald var ligesaa aabenbar, som den religiøse Splid og Forvirring. Kun ved Hjelp heraf tør jeg troe det mueligt at overbevise alle statskloge Mænd, deels om, at allenfalds i sin protestantiske Skikkelse lader Christendommen sig slet ikke behandle som andre Religioner, og deels om, at i det Mindste nuomstunder lønner det paa ingen Maade Umagen at vedligeholde den blot tilsyneladende Eenhed.

Uagtet det derfor ikke blot er min Tro som Christen, og min Overbeviisning som evangelisk-luthersk Skriftklog, men ogsaa, om jeg saa maa sige, min hedenske Bemærkning, som blot Historiker, at Christendommen netop deri er væsenlig forskjellig fra alle andre Religioner og Philosophier, at Den, ved Ordet, skaberet usynligt og dog aabenbart, fra alle andre kjendeligt Samfund; uagtet det er saa, vil jeg dog her lade, som om det ikke var saa, eller som om det dog i alt Fald var høist tvivlsomt, enten Papister eller Protestanter havde opfattet den christelige Gudsdyrkelse i sin ægte Eiendommelighed; thi, borgerlig talt, er det omtrent det Samme, enten vore Statsmænd troe, at Reformatorerne stiftede splinternye Religioner, eller at de virkelig, som Ordet lød, kun stræbde at rense den ældgamle christelige Gudsdyrkelse fra hvad der i Tidens Løb havde indsneget sig i den, skjøndt det var fremmed for dens Væsen, og tildeels uforeneligt dermed. Det bliver nemlig lige vist, og lige klart, at Reformatorerne, og deres rette Discipler, anseer det for slet ingen Ting, at Kirkerne er eens byggede, at man samles der om Søndagen, at der prædikes og synges, og at en Mand i en vis Dragt stænker Vand paa Børn og bryder Brød for Voxne, naar ikke det Ord der tales, og de Psalmer der synges, stemmer overeens med hvad der, efter deres Tro, er 79 Christendom. Dette, veed man, gaaer saa vidt, at blot Ordet ved Nadveren har været Nok til, gjennem Aarhundreder, at adskille de to protestantiske Hoved-Partier hardtad ligesaa skarpt, som Ordet paa Prædike-Stolen, og i Confessionerne, har adskildt dem begge fra Roman-Catholikerne; ja, hvad Ordet er Protestanter, som godt veed, man ligesaa lidt uden at lægge Vægt paa Ord, som uden Ord kan protestere, seer man vel allerklarest i den Engelske Kirke, hvor den tilsyneladende Lighed med den roman-catholske netop skjærper den skjærende Modsætning, Intet uden Ordet udtrykker. Var det imidlertid i det evangelisk-lutherske, som i det engelske Kirke-Sogn, at Guds-Dyrkelsen ogsaa i Henseende til Ordet havde en næsten afrundet Eensformighed, og, i det Mindste tilsyneladende, samme Værd i Kirke-Gjængernes Øine, som fordum; var det saa, da nyttede det neppe, at tale med Statsmænd om Ubetydeligheden af den blot tilsyneladende Eenhed; thi Historien lærer, at selv de engelske Statsmænd, hvis Agtelse for Historien, sunde practiske Grund-Sætninger, og koldsindige Overlæg dog ellers kan tjene til Mønster, at selv de var døve for saadanTale, indtil et halvt Aarhundredes Rædsler havde lært dem, hvad Staten baadede ved at ville paatvinge stridige religiøse Elementer Skin af Enighed. Nu derimod, da Englands nærværende, os alle bekjendte, religiøse Tilstand lærer, hvorlidt selv den størst muelige Eensformighed og Stilstand i et protestantisk Kirke-Samfund kan gjøre det som et Hedenskab politisk handeligt, og da alle andre protestantiske Kirke-Samfund baade langt mere beroe paa Ordets Grund-Eenhed, og indrømme Aanden langt anderledes Magt over det kirkelige Ord, saa maatte aabenbar Ordet i dem baade lyde meget eens, og høres med megen udvortes Andagt, naar der med mindste Føie kunde tales om en tilsyneladende Enighed, det var statsklogt at vedligeholde. Vi veed imidlertid, at i de fleste Lande, er netop det Modsatte aabenbar Tilfældet, og det er høist mærkeligt, at netop i de to lutherske Riger, hvor det kirkelige Ord, ved Slutningen af forrige Aarhundrede, efter alle Mærker, lød meest eens, og hørdes andægtigst: i Norge og Sverrig, netop der yttrede sig de stærkeste separatistiske Bevægelser, naturligviis, fordi alle levende Mennesker, som vil kirkelig forbindes ved Ordet, umuelig kan nøies med et dødt, men kræve et levende Ord, og finde det aldrig i en opramset Tale! Hvad Priis skulde man da, ogsaa blot politisk talt, sætte paa den tilsyneladende Eenhed, hvor Ordet paa Prædike-Stolen er saa aabenbar stridigt, at selv Børn 80 opdage det, hvor selv Ordet ved Sacramenterne har de mest paafaldende Variationer, og hvor endelig Kirkerne i Almindelighed staae tomme, eller besøges dog ei for Kirkens, men kun for Præstens, ei for Samfundets, men kun for den Enkeltes Skyld! Men saaledes er det jo unægtelig hos os, skjøndt vor Alter-Bog og de befalede Børne-Bøger vise, at her i det Mindste er mere Skin af Enighed, end i det protestantiske Tydskland, og hvad er det altsaa man, i de protestantiske Stats-Kirker udenfor England, endnu har tilfælles? Hvad, uden Kirke-Bygningen af Kalk og Steen, Hellig-Dagene efter Almanakken, Bibelen, som en hellig Bog af ubestemt Indhold, og Sacramenterne, som Kirke-Skikke af ubestemt Betydning, altsaa kun hvad de protestantiske Kirke-Samfund ogsaa har tilfælles med det Roman-Catholske, og hvad da, efter hele den protestantiske Tanke-Gang, ingenlunde kirkelig forbinder Nogen, men adskiller dem netop paa det Skarpeste, naar disse fælles Ting, ved Ordet gives en bestemt modsat, eller dog aabenbar forskjellig Betydning? Dersom Vandet var uden Guds Ord, siger Lutlier i sin lille Catechismus, da blev Vand Vand, og var ingen Daab, ogsaa ved Nadveren, siger han sammesteds, er Ordet som Hovedet den synderligste Part; at helligholde Sabbaten er, efter hans Forklaring over det tredie Bud, at holde Guds Ord høit i Ære, det gjerne baade høre og lære, og det skal, efter hans Forklaring over Fadervor, være en Christens daglige Bøn, at han maa ved Aanden opholdes i Ordet og Troen til sin Død; alle Kirke-Historiens Kyndinger veed, at denne Luthers Erklæring af Ordet for det eneste Udvortes, der væsenlig hørde til Christendommen, var ingenlunde det der adskildte ham fra de andre Reformatorer, men netop hvad der forbandt dem alle imod Papisterne, som vilde gjøre Ordet i Kirken saa godt som til ingen Ting, og det er da aabenbart, at den protestantiske Tænkemaade om Ordet maatte være aldeles uddød, hvis ikke aabenbar Strid i Ordet, som Troens og Tankens Udtryk, skulde hos os avle kirkelig Skilsmisse. Men sæt nu ogsaa, den Tænke-Maade var uddød, saa maatte hvert fornuftigt Menneske jo dog indsee, at dermed var vort protestantiske Kirke-Samfund, der kun beroede derpaa, aldeles opløst, og Stats-Manden havde kun at undersøge, om det havde opløst sig i Papisterie, eller i fuld kirkelig Ligegyldighed, og, fandt han Kirkerne tomme, maatte han naturligviis raade til at lukke dem som overflødige, at anvende hvad den uddøde Stats-Religion havde kostet, til 81 Polilie-Indrelninger, og lade de Enkelte, som end følde religiøs Trang, der gjorde dem til Særsindede, selv sørge for at faae den tilfredsstillet. Lagde imidlertid enten Stats-Forfatningen Hindringer i Veien for denne Plans Udførelse, eller troede man, at Stats-Kirken, ogsaa blot som en moralsk Politi-Anstalt, kunde være nødvendig, eller dog nyttig, da maatte man klogelig benytte den herskende Ligegyldighed for Troes-Sager, til, ved catholsk Skuespil-Konst og Kirke-Tugt, læmpet efter Folkets Natur og Statens Tarv, muelig at skaffe Kirkerne den tabte Søgning og Præsterne den tabte Indftydelse tilbage; men skulde Staten derved ikke selv grundfæste et Præste-Herredømme, den dog maa have lært selv i Afstand at ræddes for, da maatte den endelig dermed forbinde en uindskrænket Religions-Frihed, og stole paa de deraf muelig opvoxende Side-Kirker, som den eneste tilstrækkelige Control og Modvægt, man kan give en Stats-Kirke, hvor ikke en bestemt Tro, med det dertil svarende Ord, men kun Præsterne, og hvad der beroer paa dem, er Gjenstanden for Kirke-Gjængernes Ærbødighed. Saaledes tænkde og handlede i det Mindste Napoleon, som jeg jo dog nok i Danmark tør kalde en mageløs politisk Regne-Mester, beraabende mig derved ikke paa hans hemmelige Politik, hvori han selv opdrog sin Bane-Mand, som Odin Fenris-Ulven, og hvormed han grov sig en Grav i hver ærlig Mands Bryst, men paa hans aabenbare, selv i sine svage Efter-Virkninger endnu beundringsværdige Stats-Konst. Sandelig, gjorde Religionen ham nogen Skade, da var det ikke fordi han gav den fri, men fordi han dog i Grunden troede at kunne beherske hvad der, selv under den stærkeste Tvang, ei lader sig beherske, eller dog fordi han vilde trodse Historien: begrave Paven før han døde, behandle Christendom som Hedenskab, Catholiker som Hugonotter, og alle Folk som Franskmænd! Selv Hedenskab lader sig, efter Historiens Vidnesbyrd, ei klogt benytte som Stats-Religion, med mindre Øvrigheden selv bøier sig for Landets Guder; selv den meest fordærvede Christendom lader sig dog ei ganske behandle som Hedenskab, og naar man ikke vil have Munke til Præster, Paven til sin Skriftefader, og Geistligheden til Medbeiler, bør man vist aldrig gjøre den romerske Kirke til sin, end sige da lade sig krone og dispensere af Paven, forbyde Præsterne Ægteskab, og udelukke Fattig-Folks Børn af en Stand, som, naar den kan og skal føde sig selv, altid sørger mere for sin egen, end for Statens Tarv, Altsammen Ting, som Frankrigs nærværende Kirke-Crisis 82 fortræffelig oplyser. Havde Napoleon ikke været slet saa selvklog, men blot spurgt Frankrigs Historie en Smule til Raads, istedenfor, til sin store Ulykke, at bandlyse den, mon han da ikke vilde fundet, at i det Mindste til Stats-Brug er alle Religioner ingenlunde lige gode, fundet, at Hugonotterne, der bestandig havde hørt til Oppositionen, var kun ved Munke-List og Præste-Magt hindrede fra at blive herskende, og havde endelig, fra gammel Tid, baade et godt Øie til Rom, og stor Lyst til constitutionelle Skue-Spil, at deres Religion var ret som skabt for ham, og for et nyt Dynasti, der vilde læge Revolutionens dødelige Saar! Uden al Tvivl, og om han ikke da, med en hugonottisk Stats-Kirke, rolig kunde ladt Paven gjøre baade Bisper og Munke in partibus infidelium, at sige af Franskmænd, der smukt havde aflagt Troskabs-Eed, og studeret ved det keiserlige Universtitet i Paris, det er vel et Spørgsmaal, der, strængt taget, ikke lader sig besvare, men som dog vist bør gjøres, da det kan vække mange gavnlige Betragtninger. Halvveis vil man vel ogsaa snart see det besvaret i Nederlandene, hvor de hollandske Statsmænd aabenbar har noget Sligt for Øie; men da halve Forholds-Regler sædvanlig kun lykkes heel maadelig, da to Stats-Kirker udgjøre een stor Ulykke, og da den Høiskole, man, Religions-Friheden ubeskaaret, vil paanøde Papister, ingenlunde maa være et anti-romersk theologisk Seminarium med en philosophisk Rang-Titel; saa vil den rimelige Misregning kun stadfæste, hvad vi desuden veed, at Hollænderne regne langt bedre Brøk i Hovedet med haandgribelige, end selv paa franske Tavler med ideelle Størrelser!

Vil man derimod i protestantiske Lande, hvor man kun har een Stats-Kirke, indsee, at hvad man, under den aabenbareste Splid og Uenighed i Ordet og Troen, trøster sig med, og agter sig betrygget ved, er hverken meer eller mindre, end den blot ideelle Eenhed, som man tænker, maa udspringe af Religions-Lærernes eensartede videnskabelige Dannelse, vil man indsee det, da vil man ogsaa lettelig indsee, at al den Eenhed, der end i Kirken er tilbage, lader sig paa den simpleste Maade af Verden forbinde med al den Religions-Frihed, en klog Regjering behøver at give, og billige Undersaatter kan forlange. Man raadføre sig blot med Historien om, hvilken Kirke-Forfatning der er Staten nyttigst, den hindre man fra at være aabenbar selv-modsigende, bestemme efter den til hvor mange Huus-Fædre der i de fraskildte Samfund skal i det Mindste 83 være een videnskabelig dannet Lærer, der har aflagt samme foreløbige Prøver som Stats-Kirkens Lærere; da har man den samme ideelle Eenhed med, som uden Religions-Frihed, og den uskatteerlige Vinding, at Stats-Kirken igjen bliver en reel Eenhed, istedenfor at den nu er en reel Tvedragt. Hiin ideelle Eenhed har ogsaa virkelig en borgerlig Realitet, som ingen Stat bør oversee; thi deels trænger enhver Stats-Geistlighed, for ei at sove ind, til en medbeilende studeret Geistlighed, og deels lærer Erfaring ganske rigtig, at videnskabelig dannede Præster, saalænge de kan holdes vaagne, vil, i det Hele taget, baade forebygge de vilde Udsvævelser af det religiøse Element, og indprænte Folket Agtelse for de borgerlige Dyder, som selv den Ugudelige af Verdens-Klogskab maa beflitte sig paa.

Iagttager man denne Forsigtighed, som savnes i England, fordi Friheden der blev taget, før den blev givet, som er en stor Ulykke; da bliver Skriget om al den Fanatisme og alt det Barbari, der skal udspringe af Religions-Frihed, aldeles latterligt; thi naar alle Præsterne fremdeles har eensartet Dannelse, blive de dog vel ikke større Venner ad Fanatisme og Barbari, end de er nu, fordi det tillades dem at følge de modsatte religiøse og theologiske Retninger, som de ogsaa nu følge, skjøndt det er dem forbudt. Tvertimod lærer Erfaring, at Almuen, hvor der er videnskabelige Lærere, sjelden eller aldrig forfalder til Sværmeri, med mindre de videnskabelige Lærere enten falde i Søvn, eller bestride Almuens Tro, og begge Dele forebygges, saavidt mueligt, aabenbar ved Religions-Friheden, der nøder de Præster som vil trives, baade til at være aarvaagne, og til at tye hen, hvor man gider hørt dem. Ligeledes lærer baade Erfaring og sund Fornuft, at aandelig Strid mellem modsatte Kirker, som Øvrighedens Upartiskhed hindrer fra at blive politisk, og som Dens Klogskab nøder til at blive videnskabelig, at en saadan Strid netop er det stærkeste, udentvivl uovervindelige, Bolværk mod Barbariet; thi videnskabelige Præster, som har ligedanne Medbeilere til Anseelse og Yndest at bekjæmpe, vil, i Regelen, altid lære deres Bog, ordne deres Kundskaber, og uddanne Moders-Maalet tusindgange bedre og ivrigere, end Enevolds-Præster, og, da de intet verdsligt Baand har paa de Gamle, anderledes flittig arbeide paa, ved kraftig og kjærlig Underviisning, at knytte baade Gamle og Unge aandelig til sig, og til den fælles Tro. Man finder derfor ogsaa, at skjøndt Øvrighederne som gav Religions-Frihed, hidtil var uforsigtige nok til at overlade Lærer-Dannelsen i de adskildte Samfund aldeles til dem 84 selv, er dog, efter de protestantiske Natur-Love, de dygtigste Theologer tit opvoxede blandt Separatisterne, og Almue-Oplysningen betydelig fremmet; men det forstaaer sig, fordi det ordnende Princip fattedes, uordenlig og eensidig, og, hvor Stats-Kirken var forstenet, uden synderlig Indflydelse paa den. Hvor borgerlig Eenhed kan være det levende Stats-Princip, som det altid kan, hvor Folket har Sprog og Historie tilfælles, der kunde og burde Regjeringen anordne en borgerlig Confirmation, som udelukkende forrettedes af Præsterne i Stats-Kirken, og hvorved der saavel sørgedes for, at Staten ikke blev de adskildte Samfund fremmed, som at deres samvittighedsfulde Medlemmer vogtede sig for enhver Forbindelse, der streed mod den Troskab og Lydighed, alle Religions-Partier skylde Øvrigheden, men selv hvor dette ikke vel lod sig gjøre, burde Ungdommen dog i alle Samfund borgerlig confirmeres, og derved aflægge et Troskabs-Løfte til Staten, der, saavidt mueligt, sikkrede den mod hierarchiske Planer. Hvor der er en romersk-catholsk Kirke, er vist nok Opgaven: at forbinde Religions-Frihed med Stats-Klogskab, yderst vanskelig, som iblandt Andet Englands Historie kan lære os, men naar Staterne først ganske adskildte deres theologiske Faciliteter fra Universiteterne, og holdt strængt over, at de adskildte Samfund havde videnskabelig dannede Lærere, (een i det Mindste for 200 Huusfædre) der havde Indfødsret, og havde aflagt de samme videnskabelige Prøver paa Landets Universitet, som de der bestemde sig til Lærere i Stats-Kirken, da vilde en Forsigtighed mod Fremmede, som den Engelske, udentvivl løse Opgaven. De forbausende videnskabelige, og ønskelige politiske, Følger af en saadan Indretning vilde man nu snart faae at see, naar det ny Universitet i London, uden theologisk Facultet, var, som det sig burde, en Stats-Sag, lod det Levende og Menneskelige ligesaavel skee Ret, som det Døde og Dyriske, og blev en Plante-Skole ligesaavel for Stats-Kirkens som for Dissidenternes theologiske Seminarier; men forudsætter dette nu end mere, end der i England pleier at skee uden Sværdslag, saa veed jeg dog ikke, hvorfor noget Lignende ei lettelig kunde skee i ethvert andet protestantisk Land, hvor Stats-Kirken er langt nærmere ved at opløses, end ved at forstene sig, og blev end hos Smaa-Folk Følgerne ei nær saa glimrende, som de kunde blive i den store Verden, vilde de dog udentvivl blive endnu langt glædeligere, end de nogensinde kan blive, hvor Sprog og Historie adskiller hvad de i 85 ethvert Land skulde uopløselig forbinde. Held Folkene i Norden, som, istedenfor at optage fremmede Stammer i sig, meget mere fra Arilds-Tid har stræbt at blive det U-eensartede qvit, hvad ogsaa virkelig forsaavidt er lykkedes, at det romersk-catholske Væsen neppe nogensinde vil blive de nordiske Stater farligt, men dog burde de, ved Religions-Friheden, hverken forsømme at gjøre nordisk Indfødsret, og hjemlig Prøvelse til Vilkaar for de adskildte Samfunds Lærere, eller at indføre den borgerlige Confirmation, der, selv i Stats-Kirkerne, aldrig maatte savnes. Anordnede man derhos, at ethvert adskildt Kirke-Samfund skulde give en aabenbar Forklaring om sine religiøse Grund-Sætninger, saa man klart kunde skjelne dem saavel fra hinanden, som fra Stats-Kirken, samt at Ingen, før de havde naaet den borgerlige Myndigheds-Alder, maatte skifte Kirke-Samfund, uden i Følge med deres Forældre eller Værger, da var herved ikke alene sat en Pind for Alt hvad der bør kaldes Proselyt-Mageri, men megen muelig Uorden og Ulæmpe forebygget.

Var Jesuitisme, som noget ret Haandgribeligt, ikke netop nu den almindelige Bussemand at kyse Børn med i alle protestantiske Stats-Kirker, da vilde jeg ansee det for overflødigt, besynderlig at omtale, hvad der enten i vore Dage er noget høist ubetydeligt, eller noget Falskt, der har saamange Navne, som der er Dage i et Aar, og kan da ligesaalidt kjendes paa sit Navn, som spærres Indgang ved verdslige Bomme. Nu maa jeg derimod vel erindre, al det er med aandelige Rov-Dyr, som med andre Ulve og Ræve, at hvor de gaaer i deres eget Skind, og ikke er Landets oprindelige Indbyggere, der kan man sagtens lukke for dem, men fødes de med Faare-Klæder midt iblandt os, da nødes vi vel til at beholde dem, enten vi har Religions-Frihed eller ikke, og vist er det, hvad ogsaa Kirke-Historien lærer, at Intet er saa skikket til at avle og nære jesuitiske Grund-Sætninger, som Religions-Tvang, Intet saa mægtigt til at begrave dem i dyb Foragt, som Religions-Frihed; thi hvor vilde Folket ei dybt foragte den Mand, som, ustraffet, uden alt Skaar i sine Borger-Rettigheder, kunde frit bekjende og udbrede sine religiøse Meninger, men valgde dog hellere, nødvendig af lav Egennytte eller andre nederdrægtige Grunde, forbudne Snigveie! Var jeg Statsmand, da maatte i det Mindste Religions-Frihed blive mit Løsen, om aldrig for Andet, saa fordi den, med psychologisk Nødvendighed, nærer den Ærlighed og Ordholdenhed, der er Staten saa uundværlig, og som dog 86 Religions-Tvangen svækker og dræber hos alle dem, der i Hjertet forkaste Stats-Religionen, men har dog ei Mod eller Sandheds-Kjærlighed nok til at være Martyrer for deres Overbeviisning! I sin Kirke maa en christelig Stat give alle sine Medlemmer Leilighed til i Sandhed at forædles, men aldrig maa den glemme, at den med al sin Magt ei kan skabe et fromt og ædelt Hjerte, hvor det fattes, og trænger dog til tro Tjeneste af allehaande Folk, til udmærket Tjeneste af alle lyse Hoveder og kraftige Naturer, som det er dens Opgave at gjøre sig saa nyttige som mueligt, overladende Hjertet til sig selv og til Hjerte-Kjenderen. Hertil, det giver Fornuften, og det vidner Historien, er Religions-Frihed et uundværligt Middel, og det Kraftigste, thi Frihed er Aandens Element, som Tvang er Kroppens, Den gjør alle kraftige Naturer, som ei var for ædle til at lyve og bedrage, for stolte dertil, selv de Svage vil det i alle Kirke-Samfund fra Barns-Been blive indpræntet at holde Ord og Løfter ubrødelig, og især vil de adskildte Samfund, hvad de saa end troe om gode Gjerninger, kappes om at opdrage de ustraffeligste, meest udmærkede Borgere; men er Stats-Kirken ikke forstenet, vil Den dog ogsaa kappes med dem alle, og hvad England har vundet ved Religions-Frihed, skjøndt det, politisk talt, er uvurdeerligt, er derfor dog kun lidet mod hvad der kunde vindes. Kun saaledes opstaae i Staterne de sande Ridder-Ordener af Tro og Ære, hvori man ved Utroskab forbryder begge Dele, saaledes hæver sig det rette personlige Adelskab, der nu fremfor alt er Staternes Tarv, og Folk, som i sig, Slægter, som bag sig have nordiske Riddere og danske Adelsmænd at efterligne, de vil, saa vist som Æblet falder ikke langt fra Stammen, bære Staterne priselig, rigelig, ønskelig Frugt. Hvor ei selv denne Udsigt kan aflokke Staten en Frihed, der ei blot er uskyldig og uskadelig, men under den herskende religiøse Forvirring, egennyttige, lave, troløse, kraftløse Usselhed, en nødvendig Betingelse for Stats-Opreisning; nu, der maa vel ogsaa Alt være saa forraadnet eller forstenet, at selv ved det grødefuldeste Veirligt kun Mos kunde groe, og Utøi avles. Men selv hvor man baade var uhistorisk og uphilosophisk nok til at miskjende Religions-Frihedens Frugtbarhed paa borgerlige Dyder, maatte man dog vel finde det urimeligt, af Frygt for fremmede Jesuiter, at udruge Indfødte, som dog er Misfostre eller Skiftinger, Religion-Tvang og Forstands-Udvikling, unaturlig sammenkoblede, nødvendig maae avle. Hvad endelig vort Norden angaaer, da er Frygten for romerske og spanske Jesuiter, her 87 ligesaa naturlig, som Frygten for Jetter og Trolde, og for Alt hvad man blot kjender af et almindeligt Van-Rygte, og under dunkle, æventyrlige Skikkelser, ligesaa naturlig, men derhos ligesaa ugrundet; thi, alt andet fraregnet, veed vi jo Alle, at Rov-Dyr kun gaae efter Kjød, og de Romerske efter det Fede, saa det har ingen Nød, de flokkes om vort magre Norden, hvor Bisper som Præster maae nøies med Føden og Klæden, og har ikke Raad til selv at være end sige til at holde Dagdrivere. End ikke i Morten Luthers Dage, da det dog var anderledes, end ikke da kunde Bisper beskrive Danmark saa fedt, at en Doctor fra Cøln gad reist herind at aagre med sit Pund, end ikke da gad Paven i Rom gjort sig mindste Umage for Hyperboræer med knappe Kaar og Kæmpe-Sjæle, med Valdemars-Tanker og et ubekjendt barbarisk Tungemaal, saa, tager ei Nordboer Paven, som de gjorde før, han tager sikkert ei dem.

Samle vi nu alt det Foregaaende i en Hoved-Sum, da bliver det, at Spliden i de protestantiske Stats-Kirker er virkelig, og Eenheden, paa Lærernes eensartede Dannelse nær, blot tilsynelydende, at en forsigtig givet Religions-Frihed ingenlunde ophæver den Eenhed, der har noget Værd, men forvandler Spliden fra en Lande-Plage til et borgerligt og videnskabeligt Gode, saa hele Raabet paa Religions-Frihedens farlige Følger reiser sig enten af ugrundede Fordomme, af hierarchisk Tankegang, eller af den politiske Uforsigtighed, der naturligviis ei skal tjene til Efterligning, men til Advarsel.

Om nu derfor end Religions-Friheden gjorde en heel Omstøbning af de borgerlige Love nødvendig, saa viser Napoleons Lovbog, at det Arbeide er ogsaa Umagen værd, at skjøndt Norden ikke nær stikker saa dybt i det juridiske Chaos, som Tydskland, har man dog ogsaa her alt længe følt Trang til en ny Lovbog, der gjorde det mueligt for hver dannet Mand at vide, hvad Ret var i Landet, og mueligt for Dommere at dømme eens, hvad, under Forordningernes nærværende Mangfoldighed, er i mange Tilfælde saa umueligt, som at give alle Jurister eens Hukommelse, Tænkemaade og Tankegang. Hvad i Særdeleshed Danmark angaaer, da følde Frederik den Tredie godt, at en christelig Konges Enevolds-Magt er i Henseende til Lovgivningens og Rettens Handhævelse egenlig kun en Skygge, naar ikke en klar, overseelig Lovbog gjør ham det mueligt, med egne Ørne at see, hvad hidtil var Lands-Lov, og at bedømme, hvorvidt de Beslutninger Han, af egen Drift, eller 88 efter Hans Tjeneres Forslag, kunde være sindet at iværksætte, stemme overeens med den bestaaende Lovgivning, eller vilde fordre en Forandring deraf; thi skal Saadant ene beroe paa Collegiernes Erklæring, da har i Gjerningen aabenbar de, og ei Kongen, den lovgivende Magt, hvad i Længden maatte føre til et Embeds-Aristocratie, der er ligesaa stridende mod Danmarks Stats-Forfatning, som det, efter Historiens Vidnesbyrd, er Folket i det mindste til Frygt og Besvær. Viselig anordnede derfor vor første Enevolds-Konge en Lov-Commission, hvoraf Frugten i Hans Søns Dage var den med Rette berømte Danske Lov, som, i de gamle Loves Aand, klart og fyndigt ordnede de nærværende Forhold saa skarpt og fuldstændigt, som det mod Slutningen af det syttende Aarhundrede lod sig gjøre. Det kunde imidlertid ikke feile, at jo det attende Aarhundrede, der skabde saa farlig en Skjærs-Ild for alle gamle Synsmaader, Indretninger og selskabelige Forhold, snart hos et Folk, som stræbde at holde Skridt med Tiden, og hvor Lov saa let kunde gives, maatte føde Trang til en ny Revision. Paa denne tænkdes ogsaa, ligefra Midten af forrige Aarhundrede, som Anordningen af Lov-Commissioner beviser, men dette Tidsrum var i ingen Henseende skikket til at frembringe noget Heelt, der kunde have historisk Værd og Varighed, og vi havde desuden hardtad i hele 40 Aar et Slags Interregnum, hvorunder de høieste Embeds-Mænd nød en Deelagtighed i Regjering og Lovgivning, som, efter vor Forfatning, kun i Kongers Mindreaarighed og aandelige Fraværelse er lovmæssig, og som vel i det Enkelte kunde være gavnlig, men maatte nødvendig skade Eenheden og den inderlige Sammenhæng i vore Love og Indretninger. Den Mængde af Forordninger fra 1770 til 1808, der tildeels ere smaae Lovbøger, og hvori Concipisterne, efter et Interregnums Natur, tit havde overordenlig Deel, har gjort vor hele Rets-Forfatning saa indviklet og tvetydig, at en stræng Revision, med skarpt Hensyn paa Konge-Loven, og paa de gamle Love, der udtrykke Nationaliteten, vilde, vist efter Fleres Skjøn end mit, være noget af det Ønskeligste, der kunde times Danmark, under saa dansk og landsfaderlig, saa retsindig og erfaren, saa upartisk og sandhedskjærlig en Konge, som Frederik den Sjette, hvis Deel i Lovgivningen før Hans Thronbestigelse først da kan blive ret kjendelig, naar de fremmede Elementer, som især i de Colbjørnsenske Concepter ere saa fremstikkende, vorde udmønstrede.

Dette være imidlertid her kun sagt i Forbigaaende, til Svar 89 paa en muelig Indvending; thi deels forudsætter netop Flere af hine Forordninger, og især den ubegribelige Trykke-Lov af 1799, aabenbar Religions-Frihed, og deels kan vi see paa England, hvorlidt Religions-Frihed i sig selv kræver Forandring i nieer end netop i Eeds-Formularen. At en Forandring herved allevegne, hvor Formularen er knyttet til Stats-Religionen, er uundgaaelig, indsees let, men hverken er det noget Nyt, hvor Jøder taales, heller ikke kan det undgaae nogen Statsmands Opmærksomhed, hvor misligt det er, som nu, at besværge alle ved Stats-Religionen, skjøndt man veed, den er Mange kun til Spot. Hvem føler det ikke, hvad selv de Nordiske Hedninger følde, at Eden kun giver nogen Sikkerhed, naar Enhver sværger ved det han selv i det Mindste utvungen kalder Helligt, hvad kun ved Religions-Frihed, ældgammel i Norden, kan komme for Dagen. Det er imidlertid sært, at man ikke i England, hvor Religions-Foragt og Indifferentisme har været saa umiskjendelige, hvor Kvækeriet har foraarsaget saamange Bryderier, og hvor det blev saa vitterligt, at Mange lod sig regne til Stats-Kirken, ei fordi den var dem hellig, men kun fordi dens Medlemmer agtedes mest, og trivedes bedst, at man ikke selv der har overhugget den uopløselige Knude: hvem der egenlig har Helligdom tilfælles med den Kirke, hvortil han lader sig regne! Besynderligt, at man i protestantiske Lande, hvor man kaldte al Christendom uden hjertelig Tro. som intet Menneske kan see, blot Skygge-Væsen, og hvor man læste Skriften saa flittig, at man ei der opdagede, baade at Eed-Tagelsen er den christelige Kirke aldeles fremmed, og at en christelig Eeds-Formular er den sletteste af Alle, da det ikke er ægte Christne, hvis Ja og Nei er Nok, men netop falske Christne og ægte Hedninger Eden skal binde. Denne Urimelighed maa da udledes enten af en indgroet hedensk Fordom, eller af Blindhed for Edens politiske Vigtighed, og, historisk at slutte, maa den første Aarsag have virket i England, hvor man har samme Overtroe paa Landets Kirke, som i Hedenskabet paa Landets Guder, og i Pavedømmet paa dets Skyts-Helgene, den Sidste derimod paa Fast-Landet, hvor Eden anvendes saa skjødesløs ved alle muelige Leiligheder, at det er klart, man anseer den i Grunden for en tom Formalitet. At Eden ogsaa hos os bruges meget for hyppig, til at man kan vente den i Almindelighed gjort med alvorlig Eftertanke, eller straffe Meen-Eed efter Fortjeneste, det er et gammelt Klagemaal, som vist ingen retsindig Dommer vil laste, og, før det afhjelpes, er Skjærpelse af Eden 90 kun en tung Byrde for de alvorlige, samvittighedsfulde, sanddrue Borgere, intet Baand paa de Ugudelige, Letsindige, Løgnagtige, som dog netop er dem, der, ved Eden, saavidt mueligt, skulde tvinges til at holde Ord og sige Sandhed, hvor det er Staten magtpaaliggende at være nogenlunde sikker, og umueligt at sikkre sig paa anden Maade. Forudsat derimod, at Told-Eder, skriftlige Formalitets-Eder, og, kort sagt, alle for den offenlige og private Sikkerhed paa nogen Maade undværlige Eder blev afskaffede, saa man egenlig kun beholdt Vidne-Eed og Troskabs-Eed, da kunde man, især hvor Religions-Frihed skjærper Samvittigheden, baade fordre og vente en alvorlig Eeds-Aflæggelse, der sjelden vilde skuffe, da var den strængeste Eed-Tagelse ikke for stræng, og da kunde man, uden al Uretfærdighed, straffe Meen-Eed saa haardt som Statens Sikkerhed upaatvivlelig kræver. Under saadanne Omstændigheder, men ogsaa kun underdem, gjorde man vist klogest i, hos alle uden Omsvøb athenvende sig til Samvittigheden, uden hvilken jo dog Intet er os helligt, og at give Bekræftelsen et Udtryk, der var lige bindende for alle dem, der kan bindes med Ord, som f. Ex. saa sandt som det skal gaae mig vel, enten her eller hisset. Hvem en saadan Eed, paa Ære og Samvittighed, i Tilfælde hvis Vigtighed er indlysende, ikke binder, ham binder sikkerlig kun Bolt og Jern, og selv det vel neppe i Forestillingen; thi ethvert alvorligt Menneske, han være saa ugudelig som han vil, udfordrer dog yderst nødig den navnløse, skjulte Nemesis til en Tve-Kamp, hvori hans hele Velfærd, af hvad Navn nævnes kan, staaer paa Spil. Ogsaa denne Eed kan og vil naturligviis blive en, som oftest tom, Formalitet, naar man nedværdiger den dertil, og bringer Skjelmernes Mund paa Gang, ved at affordre dem Eden, hvor de føle, Samvittigheden lider Tvang; thi enhver Samvittighed, undtagen den christelige, giver Aflad for aftvungne Eder, saa naar man vil regne paa Samvittigheden, maa man nødvendig respectere den, og være vis paa dens Bifald, før man maner med den. Forsømmelse heraf har gjort Eden til ingen Ting undtagen for dem, hvis blotte Ja, Ja, og Nei, Nei, er noksom Eed, men Overholdelse deraf vilde sikkert ogsaa hæve den klarede Menneske-Eed til en Hellighed for 99 af 100, som ingen Stat, der vil bestaae, fremforalt nuomstunder, kan kjøbe for dyrt.

Foruden Eed-Tagelsen er der imidlertid endnu een Ting, hvorom Loven, ved Religions-Frihed, endelig maatte forandres, skjøndt det i England nok er aldeles forsømt, og man gjætter 91 let, det er Ægteskabet, denne Statens Vugge, som den aldrig bliver stor nok til ustraffet at kunne oversee eller undvære. At nu Ægteskabet i de adskildte Samfund, for at blive lovgyldigt, maa have en borgerlig Bekræftelse ved en af Statens dertil anviste Embeds-Mænd, det er iøinefaldende, at jeg heller vil tænke, jeg har overseet den engelske Bestemmelse derom, end troe, at det engelske Øie har overseet Nødvendigheden, som da maatte komme af, at Vikinge-Børn selv i hundrede Ledd ei kunde lære at vurdere Kvindens Vigtighed i Staten. Saameget er mig imidlertid vist, at de engelske Love ei som de nyfranske have taget Ægteskabet mellem Alle i borgerlig Besiddelse, hvad dog nødvendig maa skee, dersom ikke Catholikernes Emancipation skal blive Kilden til mange Fortrædeligheder; thi Hierarcher veed godt, at naar man har Ægteskabet i sin Magt, kommer Resten saa godt som af sig selv. Ingen Stat skulde derfor lade Geistligheden enten i sin egen eller i afsondrede Kirker have mindste Stemme i Henseende til et Ægteskabs borgerlige Gyldighed, og kunde da frit overlade det til Geistligheden, hvilke Ægteskaber den vilde meddele Kirkens Velsignelse. De romerske Klerkes Fnysen over denne Indretning i Frankrig vil udentvivl i Statsmænds Øine være dens bedste Anbefaling, men dog er det ikke mindre hver protestantisk Stats-Kirkes, end Statens Tarv, at den efterlignes, thi saalidt vi Tjenere af Ham, der ei vilde blande sig i Arve-Gangs og Skifte-Rets Sager, forlange nogen Stemme om Ægteskabers borgerlige Gyldighed, saalidt kan vi erklære et aabenbar uchristeligt Ægteskab for christeligt, hvor borgerlig nyttigt og nødvendigt end Staten kan finde det, at tillade et Saadant. Hvor haardt det falder, under nærværende Omstændigheder, da Letsindigheden har afnødt Staten saamange Skilsmisse- og Ægteskabs-Breve, som ingen christelig Præst kan underskrive, nogenlunde at forene sin borgerlige Lydighed med sin præstelige Samvittighed, det har jeg selv erfaret, men derved ogsaa lært, at Stats-Kirkens Præster meget godt, som Statens Embeds-Mænd, kan paatage sig, med en vis Høitidelighed, at knytte ethvert borgerligt Ægteskabs-Baand, naar de kun selv maae raade for den christelige Vielse, som beroer paa en høiere Herres Tilladelse, hvem de skylde Regnskab. Vilde derfor Staten, i det den gav Religions-Frihed, forordne, at der ingen Vielse hørde til Ægteskabets borgerlige Gyldighed, men kun en Trolovelse, der altid skulde forrettes af Stats-Kirkens Præster, som borgede Staten for Ægteskabets Lovlighed, da 92 vilde det vist være saare gavnligt, og den kirkelige Censur, de nidkjære Præster da udøvede i Henseende til den, borgerlig talt, ligegyldige Vielse, vilde da lægge et aandeligt Baand paa endeel Letsindige, som Staten, langt fra at kunne frygte, ret inderlig maatle glæde sig over; thi den kan finde sig nødt til at give Dispensationer, og maa meget frabede sig de geistlige; men altid maa den ønske Ægteskabs-Baandet al den ubrødelige Hellighed, der, uden borgerlig Sammen-Tvang, som kun gjør Ondt værre, kan gives det. Visselig er det Statens Opgave med sin Kirke, at give dens gode Præster al muelig Leilighed til at virke frit og kraftig, uden dog at indrømme dem et Gran af den verdslige Magt, der er de Gode til Byrde, og misbruges af de Slette, og jo fuldkomnere denne Opgave løses, des større og varigere vil Statens Fordeel af Kirken være; hos de Romerske har Præsterne villet verdslig beherske Staten, og hos Protestanterne har Staten sædvanlig ogsaa aandelig villet, beherske Præsterne, men begge Dele er, efter Historiens Vidnesbyrd, ligesaa fordærvelige for Staten som for Kirken, og kun med Religions-Frihed, og med en protestantisk Stats-Kirke, der er saa følelig, som det uden Aands-Trældom, eller, hvad der er det Samme, uden christelig Troes-Fornægtelse, er mueligt, kun dermed kan Opgaven komme sin fuldkomne Løsning saa nær, som den menneskelige Ufuldkommenhed taaler. Vielsen er, efter Protestantismens egen Paastand, ei engang nødvendig til et christeligt Ægteskab, da den er intet Sacrament, men kun en Kirke-Skik, og skjøndt Papisterne haardnakket paastaae det Modsatte, maae de jo dog tilstaae, at Ægteskabet er langt ældre i Verden end den romerske Kirke, altsaa ei heller bundet til den, som Munken til sin Kappe; men Noget, den borgerlige Øvrighed har Lov til at ordne, som den vil, naar den kun lader Spørgsmaalet om et givet Ægteskabs Hellighed og Christelighed være en Privat-Sag imellem Ægte-Folkene og det Kirke-Samfund, hvortil de vil høre.

Her vil jeg standse, thi at anføre meer til Anbefaling af en Frihed, det sandhedskjærlige Menneske umuelig kan opgive, og som Christendommen byder sine troende Bekjendere at skatte høiere end Livet i denne Verden, en Frihed, som langt fra at svække eller forringe den verdslige Øvrigheds Magt, tvertimod styrker, forøger og sikkrer den; en Frihed endelig, som for nærværende Tid ingen protestantisk Stat kan nægte sine Undersaatter, uden enten at forfølge eller landsforvise, Gud veed hvormange af sine ustraffeligste Borgere, blot fordi 93 de ikke vitterlig vil lyve i deres Saligheds Sag: at sige meer til Anbefaling af en saadan Frihed, der siet ikke medfører mere Forandring i de borgerlige Forhold, end den Stat, der vil have sanddrue, paalidelige og ustraffelige Borgere, selv maa ønske, det vilde aabenbar være unyttigt, og snarere fordunkle end oplyse saa klar en Sag!

Derimod kan det vist nok behøves, at man i ethvert enkelt Land overveier, hvorledes Religions-Friheden der maa ordnes, for bedst at stemme overeens med Statsforfatningen, Folke-Aanden, og da i det Hele med Historien; thi det er netop Grund-Feilen ved hardtad alle de Reformationer man i forrige Aarhundrede iværksatte med de borgerlige Forhold, at selv hvor de meendes bedst, og dreves læmpeligst, var de egenlig ingen Reformationer dvs. Fornyelser, men splinternye Forsøg, som. naar de skulde lykkes, forudsatte i det Mindste, at man havde opdaget Universal-Former, som passede for alle Folk til alle Tider. Dette Misgreb, der paa det Nøieste hænger sammen med forrige Aarhundredes anti-historiske Aand, havde sin dybe Rod i den sværmeriske Indbildning, at Menneske-Slægten, i det Mindste i Tidens klogeste Hoveder, havde naaet sit jordiske Maal, og kunde aldrig stige høiere, i hvilket Tilfælde der ganske rigtig maatte fremspringe en klar, uforanderlig Universal-Form for alle borgerlige, ja for alle menneskelige Forhold. Erfaring lærde imidlertid snart, at det var Sværmeri, og at de splinternye Almeen-Former, som forudsatte, at alle Folk var eens, ligesaalidt kunde udslette den dybt grundede Forskjellighed, som passe til den, og i nærværende Aarhundrede staaer man derfor allevegne Fare for at miskjende den Trang til Fornyelse, der dog ved Misgrebene ingenlunde er blevet enten mindre følelig eller mindre velgrundet. Det er visselig ei blot i Frankrig man fristes til at opmane det syttende Aarhundredes livløse Former, og ansee dette for den historiske Reformation, Folkenes Eiendommelighed og Staternes Sikkerhed kræver; men det er vist, at et saadant Gjenganger-Væsen er om Dagen til Spot og om Natten til Skræk for alle levende Sjæle, og Afguderiet med Fædrenes Been-Rade er, om end ikke saa oprørende, saa dog aabenbar ligesaa uhistorisk og aandsfortærende, som Foragten af Fædrenes Aand; thi det er med Folke-Slægterne, som med deres enkelte Med-Lemmer, at i Graven føde de ei Børn men kun Orme, og Fædrenes Aand opliver kun saadanne Børn, som ei efterabe men fortsætte deres Levnets-Løb. Ligesaalidt som vi, uden, aandelig talt, levende at begrave 94 os selv, kan vende tilbage til vore Fædres Vaner og Videnskabelighed i det syttende Aarhundrede, ligesaalidt kan vi, uden samme uforsvarlige Daarskab, indtvinge os i deres borgerlige Afdelinger og Indretninger; men, vil vi trives i Hjemmet, og vil vi gjøre naturlige, varige Fremskridt paa den store Løbe-Bane, vi som Mennesker ere kaldte til, efter vore eiendommelige Anlæg, at fortsætte og fuldende, da maa den samme Folke-Aand, som oplivede Fædrene, og svæver over Folkels Historie og over Forfatningen, det selv har givet sig, den maa levende tiltale os, stemme vor folkelige Tanke-Gang, og styre vore borgerlige Skridt. Derfor, uagtet jeg vel maa have lært, hvorlidet denne min old-nordiske Tænke-Maade tækkes Mængden af mine Jævn-Aldrende, kan jeg dog ikke undlade at betragte Religions-Frihed som alt Borgerligt i vor Histories og Stats-Forfatnings eiendommelige Lys, og vanslægtet maatte jeg jo være fra de gamle nordiske Kæmper og Dannemænd, det skal være Oldingens Ære, som Unger-Svendens Lyst at kalde sine Fædre, hvis jeg skyede en aaben Feide med Fienderne ad Nordens Aand, fordi jeg veed, at ogsaa deres Sværd kan bide Kjød som Klæde!

(Fortsættes.)

95

OM RELIGIONS-FRIHED.
(Tredie og sidste Stykke.)

Dette tredje, største og mærkeligste Stykke af Grundtvigs Afhandling om Religions-Frihed blev ikke offentliggjort i »Theologisk Maanedsskrift«, fordi Censoren, P. Eberlin, forbød dets Udgivelse 1.

Grundtvig var blevet underkastet Censur som Følge af den Dom, som Lands-Over- samt Hof- og Stads-Retten den 30. Oktober 1826 havde fældet over ham for Injurier imod Professor H. N. Clausen i Kirkens Gienmæle.

Han havde forgæves prøvet at fri sig for dette Søgsmaal, først ved at ansøge Kongen om at ophæve Processen, senere ved at andrage i Retten om Sagens Afvisning.

Inden Dommen faldt, havde A. S. Ørsted, som den Gang var Generalprokurør, udtalt sig om Stridsspørgsmaalene, i en Artikel i »Juridsk Tidsskrift«, og havde heri, til Gunst for Professor H. N. Clausen, forsvaret forholdsvis stor Frihed i Gejstlighedens Stilling til Kirkens Symboler. Grundtvig havde i den Anledning skrevet et lille Skrift: Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, og deri udtalt sin Forundring over, at »Hr. General-Procureuren, som beklæder et af de to vigtigste juridiske Embeder i Landet, og beklæder desuden i vor juridiske Literatur et Høi-Sæde, der lettelig kunde gjøre hans Stemme til et Orakel-Sprog, - - ikke har taget i Betænkning, saa tidlig og lydelig at yttre sin afgjorte Partiskhed for min Modpart«. Ørsted undgik da heller ikke Kongens Misbilligelse tilligemed et ydmygende Tilhold om at standse sin offentlige Skribentvirksomhed.

Processen og den paafølgende Dom gjorde et overordentlig pinligt Indtryk paa Grundtvig, der i første Øjeblik fandt sin borgerlige Ære tilintetgjort derved. Han opgav at appellere Sagen til Højesteret, men forsøgte at indskyde den under Kongen ved den foreliggende Slutning paa Afhandlingen om Religions-Frihed, der uvilkaarlig * 96 formede sig som en uforbeholden Kritik af den ham overgaaede Dom og endte med en ligefrem Bøn til Kongen om at udslette Virkningerne af den.

I denne Ejendommelighed ved Afhandlingen maa Grunden sikkert søges til, at Censor forbød dens Offentliggørelse, uden at det er muligt at paapege de enkelte Udtalelser deri, som foranledigede Forbudet.

Det trykte Oplag af Afhandlingen blev beslaglagt af Politiet og udkom først i Aaret 1866 med følgende ny Titelblad:
Om Religions-Frihed.
(Tredie og sidste Stykke).
Af
N. F. S. Grundtvig.
Slutningen af en Afhandling i Theologisk
Maanedsskrift, 8de Bind.
Kj øbenha vn.
Trykt 1827.
Undertrykt samme Aar.
Løsladt 1866.

Undtagelsesvis er Grundtvigs Manuskript til dette Stykke bevaret1. Det er derfor nedenfor angivet, hvilke Afvigelser der ved Korrekturen er gjort fra Haandskriftet, og hvilke Rettelser Forf. selv har foretaget i sit Manuskript, for saa vidt disse Afvigelser og Rettelser spiller nogen Rolle med Hensyn til Indholdet og ikke er af rent formel Art.

*
97

Om Religions-Frihed.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politieret den 6te Marts 1827.
P. Eberlin.

(Slutning).

Vise vilde jeg ret soleklart, at Danmark høilig trænger., og har alt længe trængt til Religions-Frihed, men at de, som dybest skulde følt denne Trang, slet ikke har villet vide deraf at sige, men meget mere stræbt at berøve Frederik den Tredies Troes-Forvandte den Religions-Frihed, Grund-Loven hjemler dem1; men dette kan umuelig skee, uden at det Hele maa antage Form af et historisk Nød-Værge, der ei kan være alle Vedkommende2 kjært. Sagtens regnede man paa, at jeg, under Processen, ei havde Sind til at forsvare mig, og Regningen var saa rigtig, at kun et offenligt Angreb fra en Side jeg mindst maatte ventet det, afnødte mig mine Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, hvorpaa jeg vel forgjæves venter Svar. Sagtens har man ogsaa meent, at naar min Pen først kom under Politiets specielle Opsyn, da var den død og magtesløs, men deri, haaber jeg, man har forregnet sig; thi vel kan der være megen Tvivl om, hvorvidt, selv efter Trykke-Forordningen, Politi-Censur er anvendelig ved private Søgs-Maal, men ingenTvivl om, at jeg maa ansee dens Anvendelse paa mig for en blot Formalitet, saa vist, som * * 98 den ei skal undertrykke Andet, end hvad der, uden sømmelig Ærbødighed, skrives imod Staten. Og sandelig, hvor mageløs liberal Staten hos os er mod hvad der angriber dens Kirke-Væsen, det kunde aldrig klarere vise sig, end i den Sag, jeg juridisk har tabt, men historisk skal vinde; thi hvormeget Engeland end brammer af sin Skrive-Frihed, vilde det dog kommet en theologisk Professor i Oxford eller Cambridge dyrt at staae, hvis han, under sit Navn1, havde udladt sig blot halv saa frit om Stats-Religionen, og om den engelske Kirkes Forhold til Staten, som Professor Clausen, i sin bekjendte Bog, har udladt sig mod Stats-Religionen og Kirke-Forfatningen i Danmark. Visselig, havde han gjort noget Saadant i det frie Engeland, og havde han end aabenbar havt hele Oppositionen og hemmelig det halve Ministerium for sig, Lord-Cantsleren vilde dog væddet sit graa Hoved paa, at han ei Aaret om kunde beholde sit Catheder, og jeg tænker, han havde vundet sit VæddemaaL Skulde det da vel være mig formeent, som tabde mit, ja som tabde meer end det, ved i Grunden ikke at tale nær saa ilde om Professoren, som han havde talt om den Stats-Kirke, jeg satte en Ære i at tilhøre, og fandt mig kaldet til efter Evne at forsvare; skulde det være mig formeent at sige: den Læmpelighed var udentvivl for stor, om jeg end derved ingen Ulæmpe havde fristet!

Dog, jeg tilstaaer det, jeg turde ingen Slutning gjøre fra hvad der vederfores Professoren, til hvad der kunde vederfares en stakkels pastor emeritus, dersom det ikke var min og hele Danmarks Lykke, at have en Konge, som Frederik den Sjette; men havde vi ikke havt en saadan Konge af Guds Naade, da havde jeg vist heller aldrig lært at kjende de Farer der kan true, de Uheld der kan .møde Præster i vor Stats-Kirke, saa de kunde blive Tremarks-Mænd, uden at vide Andet, end at de blot havde gjort deres Skyldighed; nei, da havde jeg vist været saa vel fornøiet med at kjende lidt til Faderen, at jeg aldrig havde lært at kjende Sønnen. Kun fordi jeg ikke turde vente, hvor langt jeg end vilde reise, at finde en Konge, det saaledes var min Lyst at tjene, og fordi det var mit poetiske Haab, at en saadan Konges Alderdom sikkert vilde velsignes med en gylden Høst, efter Sæden, det var Hans Ungdoms høie Kald og kongelige Lyst at udstrøe paa Marken, derfor ene har jeg fundet Mod og Kraft til at kæmpe den kjedsommelige, seipinende * 99 Kamp, og til Bærmen udtømme den Kalk, der blev mig tidlig iskjænket

Naar alle Elementer i en med sig selv stridende Stats-Kirke synes at forbinde sig mod een Capelians borgerlige Person, som ovenikjøbet har, vel Grund-Loven, Danske Lov og Embeds-Eden for sig, men den herskende Exeges over alle Love og Eder imod sig, da kunde jeg ikke med god Samvittighed prise en Konges Klogskab, som ei lod Capellanen, han være saa personel eller residerende, borgerlig falde, efter Omstændighederne, ned af Stolen eller ud af Kirken1, jeg maatte ei prise Kongens Klogskab i dette Tilfælde, hvis Han endnu vilde holde paa Capellanen, hvad Han saa end ellers tænkde om ham, maatte det ei, om saa end Kongen var Frederik den Sjette, som det er tungt for en tro Undersaat at slippes af, og om jeg end selv var Capellanen, og havde altsaa ondt ved at see, det var nødvendigt, hvad der for mig var hardtad tilintetgjørende. Men det skal man agte, og det skal man takke sin Gud for, naar man har En, og, hvis man Ingen har, dog prise ei sin egen gode Forstand, men sin og Danmarks Lykke for, at Kong Frederik den Sjette ei forkaster nogen tro Tjener, om Han end for Øieblikket kun synes at være daarlig tjent med ham, og derfor blev heller hverken den personelle eller den residerende Capellan i mig borgerlig styrtet, men lod sig selv falde, som enhver tro Tjener bør, naar han seer, det gjør kun Uro til ingen Nytte, og til en daarlig, forfængelig Ære, at staae hardt imod. Men man skal ogsaa agte, at kun i en saadan Konges Tjeneste kan en christelig Præst forsvare det for Kongernes Konge, og for den christelige Menighed, til hvilken han som Sjæle-Sørger er viet med et ubrødeligt Baand, ei at staae imod til sidste Blods-Draabe, kun i en saadan Konges Tjeneste har jeg kunnet forsvare to Gange at suspendere mig selv fra Embedets Gjerning, kun i en saadan Konges Tjeneste, om Hvem mit Hjerte og min [e] Barndoms-Minder af Folke-Jubelen over den mageløse Kron-Prinds, lige fra Begyndelsen sagde mig, hvad Erfaringen saa klarlig har stadfæstet, at hverken min Mund ei heller min Pen, som gjorde gierne det Lidet de mægtede, efter bedste Skjøn, til Kongens Ære og Landets Vel, ingen af dem vilde Majestæten binde, og aldrig vilde Han taale, at jeg skulde hindres fra at forsvare mig, med den samme sømmelige, dybe Ærbødighed, og med den samme * 100 mandige Frimodighed, med hvilken denne Konge saa gjerne seer, at Hans Tjenere, ja at alle Hans Undersaatter, som have Noget at sige, fremtræde for Hans Kongelige Aasyn, og skrifte Sandhed, om hvad, og om hvem det saa er! Derfor vil jeg skrive frimodig, nu som før, skrive, som jeg vilde tale for Majestæten, naar det var mit Kald, naar det kunde sømme sig for en Tjener saa borgerlig ringe, ja borgerlig hardtad død og magtesløs, at bede allerunderdanigst om Majestætens allernaadigste Opmærksomhed for saa lang en Tale, sømme sig paa anden Vei end paa denne Publicitetens Konge-Vei, som det var aldrig Majestætens Villie at spærre, men tvertimod at holde ryddelig for hvad der havde modent Ærinde, det være sig til Hove, til Kirke, til Skole, eller hvortil det end var, og jeg er nu, som altid, sikker paa, at der er ingen Magt i Danmark, hvad Navn den saa end fører, der kan undertrykke, hvad jeg vil være bekjendt at skrive under mit bekjendte Navn, uden at Majestæten Selv, før eller siden, vil vide og vil see, hvad det var.

Det faaer de da vel finde sig i, min kirkelige Fritalenheds mange Uvenner, baade hemmelige og aabenbare, at om de end have den Fornøielse at see Døds-Tegnet over min Skrift, naae de det dog aldrig at see Livs-Tegnene udslettede deraf, men turde maaskee finde, at jeg var aldrig mere levende, end da man udraabde min Død i Aviser, nødes dog vel engang til at lære, hvad der maa trykkes i Danmark!

Endnu er jeg knyttet ved min Embeds-Eed til den Danske Stats-Kirke, og skal betænke dens Tarv, endnu er jeg Kongens lønnede Tjener til at arbeide paa Danmarks Historie, og bedre kan jeg, for Øieblikket, neppe vise, jeg mindes begge Dele, end ved at lade trykke en saadan historisk Prædiken som følgende, om sand Religions-Frihed og sunde Rets-Principer, en Prædiken, der, hvis den ei blev læst af Fleer end min nærmeste Censor, maatte blive det Sidste, jeg skrev til at trykkes, end sige da til at undertrykkes i Danmark.

At ogsaa vi Danske var Hedninger, før vi blev Christne, at Hedninger er ogsaa Mennesker, og at det er meget bedre at være en ærlig Hedning end en falsk Christen, det er lutter Ting, som høre til Børne-Lærdommen i vore Dage, og vi christelige Skrift-Kloge i Manddoms-Alderen fristes allermindst til at glemme det, da vi hardtad alle, hvad vi saa end var i vor 101 Opvæxt, dog i vor første Ungdom nok selv har været Hedninger, og, vil ingen Anden være det bekjendt, saa vil dog jeg; thi det er sandt: trods saa christelig en Opdragelse og Oplysning, som den vel fandtes i Danmark, ved Slutningen af det attende Aarhundrede, traadte jeg dog ind i det Nittende som en Hedning, og gjorde ingen Hemmelighed deraf for nogen Jævn-Aldrende, fandt ikke heller stort Andet end det samme Hedenskab hos dem, og kunde aldrig opdage, at de theologiske Professorer var bedrøvede derover1, men syndes meget mere, at Alt hvad de sagde bestyrkede os deri, skjøndt kun Gud og deres egen Samvittighed kan sige, om det var deres Hensigt; thi, i det Hele taget, toges Velanstændighed i Agt, saa hverken Dogmatiken eller Exegesen, som dengang herskede2, kunde med nogen Ret siges at ligge i aabenbar3 Feide med nogen af de christelige Troes-Artikler, eller nogen af de evangeliske Beretninger. Ligesaa lidt, eller endnu mindre, var der dengang hos de danske Theologer mindste Tale om, at man havde Lov til at forstaae Præste-Eden som man selv vilde, at man havde Lov til at lave sig selv Noget, man kaldte Protestantisme, og paanøde den Danske Stats-Kirke, eller at Kongen ingen Ret havde til at befale i den, eller til at tage noget Løfte af de Lærere Han beskikkede og lønnede, om en vis bestemt Lærdom, de ufravigelig skulde følge.

Jeg veed altsaa, af egen Erfaring, baade hvad det er at være Hedning, hvad det er at være Christen, og hvad det var for en fri Theologi, hvormed den Danske Regjering saae igjennem Fingre, jeg har beviist, at jeg kan skrive danske Bøger, hvis Ord og Tanker jeg tør forsvare mod alle Danmarks Theologer, mundtlig eller skriftlig, som dem behager, og jeg maa da vel sagtens have lært at læse og forstaae en Bog paa Dansk af en sprænglærd ung Professor, som endnu bogstavelig var Skole-Dreng, da hans Fader ikke fandt det under sin Værdighed at disputere med den theologiske Candidat, der havde skrevet om Religion og Liturgi, og derved kundgjort en Tro paa den christelige Aabenbaring, som ei vilde rime sig med hvad man dengang forgudede og kaldte Fornuft. Det bliver i Aar alt tyve Aar siden, og derfor maae hverken Præster eller Superintendenter fortælle mig, enten at der staaer kun det Samme i Professor Clausens Bog, som i Hyrde-Brevet af 1817, og hvad * * * 102 Andet af danske theologiske Professor-Bøger1 før den Tid, man vil nævne mig2, eller at det er mig, som enten med Theologisk Maanedsskrift eller med Kirkens Gjenmæle har brudt Fred og stiftet Uro i den Danske Stats-Kirke, eller at det var tilpas, at den unge Professor, istedenfor at forsvare sig mod den ældre Videnskabs-Mand, Præst og Skribent, kun stævnede ham som Injuriant, fik ham dømt for sin Stil, og sat under Censur! Sligt maa ingen geistlig Embeds-Mand, og ingen Videnskabs-Mand i Danmark fortælle mig, uden de vil bøde derfor i den Danske Kirkes og Literaturs Historie, saalænge deres og mit Navn, som jeg uden al Stolthed kan sammenføie, saalænge de ihukommes, de maae det ikke; thi de kan ikke forsvare det for Historiens Dom-Stol, de kan ikke, uden at have de fuldgyldigste Vidner imod sig, nægte hvad jeg her har sagt, og hvad jeg fremdeles vil sige om Krig og Fred, om Splid og Enighed i den Danske Stats-Kirke, og om mit Forhold til Professor Clausen.

Det er vist nok sandt, at Christendommen i ingen af de nuværende Stater er indført saa fredelig og apostolisk, som i Danmark, hvis Historie melder os, at Den, selv med Kongen til sin Tals-Mand, kun stræbde at overtale, ei at undertvinge Lands-Folket, og det er aldeles min Mening, at Danmark allerede herved er indviet til Religions-Frihedens hellige Land, hvor Troen og Sammes Bekjendelse alt fra Heden-Old var en fri Sag mellem den Usynlige over og det Usynlige i Mennesket.

Det er ligeledes sandt, og langt klarere, at for tre hundrede Aar siden, da de christnede Hedning-Folk var kommet til Skjels-Alder, og skulde, saa at sige, confirmeres i deres Daabs Pagt, da var der intet Folk, der saa eenstemmig erklærede sig for den historisk-rene, uforfalskede christne Tro og Bekjendelse, uden alt Papisteri, som det Danske; thi Reformationen begyndte herinde, som det sig burde, med Religions-Frihed, i det Kong Frederik den Første, høilovlig Ihukommelse, gav de reformatoriske Præster et Beskjærmelses-Brev, som hierarchiske Bisper maatte respectere, og hvor Vendekaaben var den eneste navnkundige Mand, som aandelig tog Steen-Kirken i Forsvar. Selv Christian den Andens landflygtige Tjenere kappedes, som man vel veed, med Frederik den Førstes om at udbrede det rene christelige Evangelium i Danmark, og hvem maa dog ikke forbauses, naar han betænker, hvad det vil sige, at i en Borger-Krig, som Grevens Feide, midt under * * 103 en almindelig religiøs Gjæring, vilde begge Parters Hoved-Mænd synes religiøs enige, hvad de umuelig kunde villet, naar Folke-Stemmen i Henseende til Troen ei havde været afgjort eens.

Heraf slutter jeg igjen, at Religions-Frihed er naturligere i Danmark end i noget andet Land, og af begge de to store Kjends-Gjerninger, som indbyrdes stadfæste og oplyse hinanden: af Historien om den christelige Troes Indførelse og Reformation i Danmark, deraf slutter jeg, at et Folk, der i Ansgars og Luthers Dage, uagtet et Mellem-Rum af syv Aarhundreder, blev sig selv liigt, rimeligviis altid vil ligne sig selv, og at, kan de nu ikke længer enes om at beholde og forsvare den blandt dem tusindaarige christelige Tro, da vil de sikkert endnu langt mindre kunne enes om at forkaste og bestride den. Fremdeles paastaaer jeg, at, efter denne historiske Oplysning, var det i Danmark klogest, under enhver religiøs Gjæring, strax at give Religions-Frihed, og see, til hvilken Side Folket vilde vende sig, og opstod der en theologisk Skole, som bestreed Folkets gamle Tro, da behøvede denne ikke engang at være den Christelige, som aldrig har ladet sig undertrykke, for nødvendig at avle stor borgerlig Uro, naar Folket skulde bindes til saadanne Theologer, om saa disses Viisdom end var himmelfalden.

Saaledes vilde det, mener jeg, være under alle Omstændigheder, men nu under de Nærværende? Kan det nytte, man vil glemme, hvad der staaer i Rigets Grund-Lov, eller ved Haarkløverier gjøre den til Intet! Er det derfor mindre sandt, at Konge-Loven er den gamle Olde-Moder paa Dronning-Stolen, hvis Børn bære Purpur, med Enevolds-Magt, som de ei kan bortskjænke til nogen Stat-Holder, som Danske Lov er endnu, end sige da til Nogen af deres ringeste Tjenere, som Forordningernes Mangfoldighed, der staaer i Dag, og i Morgen kastes i Ovnen, dog vel maa lignes ved! Eller er det mindre sandt, at hver Bonde-Mand, som hver Videnskabs-Mand, der kan læse Dansk, kan læse sig til, at den christelige Tro og Bekjendelse, der af alle Kong Frederik den Tredies Efterkommere skal vældelig beskjærmes og haandthæves, at det er Frederik den Tredies Tro og Bekjendelse, som Han havde tilfælles med Folket, og som af de Skrift-Kloge er udtydet i den Augsburgske Confession, men for Menig-Mand levende udtrykt i den Danske Lutherske Catechismus, som var Folkets eneste symboliske Bog, længe før Christian den Femte satte den 104 i Danske Lov, og var det unægtelig, da Konge-Loven tog Folke-Troen i sin vældige Beskjærmelse!

Men, er nu dette baade vist og sandt i alle Maader, hvad er det da man vil, og hvad er da min Brøde mod den Danske Stats-Kirke, enten med Kirkens Gjenmæle, Theologisk Maanedsskrift, eller med Noget af Alt hvad jeg kirkelig har enten sagt eller skrevet? Man binde dog engang op om Lænderne, og møde mig i aaben Mark, og sige mig i mine Øine, hvormed jeg har brudt Fred, hvormed jeg, fra 1810, eller selv, om man vil, fra 1806, da jeg prøvede min Pen, har vakt Uro i den Danske Stats-Kirke; hvormed jeg har fortjent at anklages borgerlig, saasnart jeg løftede Røsten, at sværtes i Cancelliet, som Sværmer, Fanatiker og Uro-Stifter, at udraabes paa alle Gade-Hjørner og stævnes som Injuriant1, og endelig, hvis det er sandt, som man, baade indenlands og udenlands, paastaaer: at bandsættes, og overantvordes til den verdslige Øvrighed af samtlige Superintendenter, som et Skumpel-Skud, en Styver-Fænger, Pøbel-Smigrer og hvad man vil kalde novator 2? Man svare mig, eller man vide, at Taushed er, efter saadanne Spørgs-Maal, det mest glimrende Vidnesbyrd for Samtid og Efter-Slægt, jeg som Præst og Skribent kan forlange!

Var der Fred i den Danske Stats-Kirke, eller var der Krig, da jeg blev født? Var der Fred, da var der jo Fred for den christelige Tro og Bekjendelse, som Konge-Loven vil have beskjærmet, og har jeg nogensinde angrebet den? Var der Krig, saa maatte dog vel Folke-Troen have Lov til at forsvare sig, og Lov til at kalde sine Modstandere, hvad Konge-Loven kalder dem: Kjættere, Sværmere og Guds-Bespottere, og er det ikke dog Folke-Troen, jeg har forsvaret, var det ikke dog i Dens Navn, jeg tiltalde Præste-Læreren, og hvem tør paatage sig hans Forsvar mod Kirkens Gjenmæle og mig, hvor er Beviset for, at hans Bog, uden klar Selv-Modsigelse, lader sig paa nogen muelig Maade forene enten med Frederik den Tredies Troes-Bekjendelse, eller med den Augsburgske Confession, og hvad kunde det da, borgerlig talt, vel nytte ham, om han havde tyve, om han havde hundrede Forordninger paa sin Side, som alle maae laane hele deres Gyldighed af Danmarks Grund-Lov, og miste den i samme Øieblik de findes stridende mod Konge-Loven!

Er det maaskee ved Censurens Ophævelse 1770, at det er * * 105 blevet selv theologiske Professorer tilladt, at bestride og forkaste den historisk-christelige Tro og hele Stats-Religionen som Misbrug og Fordomme, som gammel papistisk og juristisk Surdei, der skulde udfeies? Maaskee, derom er det ei værdt at tvistes, da Konge-Loven ligesaalidt retmæssig kunde modsiges 1770 som 17991, men vel er det at mærke, at, ved Censurens uforberedte, ubesindige2 Ophævelse, styrtedes Danmark hovedkulds i en aandelig Revolution, der nødvendig maatte forvirre baade Kirken og Literaturen, og som det er et Vidunder, ei sønderknuste den Danske Stats-Bygning i de sidste tretten Aar af forrige Aarhundrede. Vist nok blev selv den ubestemte, regelløse, revolutionære, i saamange Henseender for hver Alvors-Mand modbydelige Trykke-Frihed, selv den et3 Middel i Forsynets, Kron-Prindsens, og det sjeldne Stats-Raads Haand, til at afvende Statens Under-Gang, og forberede dens Gjenfødelse; men den Revolutions-Tilstand, hvori Kirken og Literaturen var styrtet, og kunde, efter Omstændighederne, umuelig undgaae, den lod sig naturligviis ikke ende, enten ved Trykke-Forordningen, eller med Interregnet, og om det saa ti Gange stod i Grund-Loven, at alle Munde i Danmark skulde bekjende den christelige Tro, og alle Prædikanter følge den Augsburgske Confession, saa var det dog ligefuldt, da Revolutionen engang, ved Censurens Ophævelse, var begyndt, aabenbar umueligt at haandthæve. Hvad derimod havde været det Rette: at give Religions-Frihed, at vaage over det theologiske Facultet, at afløse det Forældede i Kirken, og kun holde hardt ved det, efter Kirke-Historien og Konge-Loven, Uforanderlige, selv forsvare det modig, og see gjennem Fingre med Andre4; det var ogsaa aabenbar Biskop Balles Mening5, og saavel Interregnets Natur, som Balles store personlige Indflydelse i Cancelliet, især saalænge Brandt var Præsident, lagde for en stor Deel Stats-Kirkens Skæbne i hans Haand. Balles noksom bekjendte, strængt monarchiske, anti-hierarchiske Grund-Sætninger, og hans tit gjentagne Formaning til de Geistlige, hvem Embeds-Eden var for tung, og den christelige Tro, efter Augsburg-Confessionen, for gammel, at træde ud, og saa baade troe og skrive hvad de vilde, disse Ting eftetlade ei mindste Tvivl om, hvad han vilde erklæret, hvis der vat forlangt Religions-Frihed; men den forlangde Ingen, den tog de sig, og vilde, til Balles store Sorg, * * * * * 106 med Magt bortreformere Folkets Tro, som han saa tit og saa djærvt erindrede, var Folkets Eiendom. At Balle, da han saae det, ei udvirkede Religions-Frihed, og, hvis de Præster, der aabenbar fulgde deres eget Hoved, istedenfor Confessionen, ei selv vilde taget deres Afskeed, da foreslog dem dertil, det kan man dadle, naar man vil være stræng; men hvem tænkde paa Sligt i Slutningen af forrige Aarhundrede, og hvem indsaae, at Religions-Frihed var den store Mangel i det bekjendte preusiske Edikt, som maatte gjøre det med Rette forhadt, og hvilken Biskop, med Balles Afsky for Uærlighed, og Had til Samvittigheds-Tvang, vilde vel havt Mod til en saadan Forholds-Regel, paa en Tid, da det lod, som Vantroen laae i den Kjøbenhavnske Luft, og besatte Studenten, saasnart han kom indenfor Voldene!

Alt hvad der, uden Dette, kunde gjøres af en baade kjæk og mild, aarvaagen og velstuderet, kirkehistorisk Sællands Biskop i den vanskeligste, kaadeste, ugudeligste Tid, det gjorde Balle, ved Prædiken, Formaning, et lysende Exempel, og et nidkjært Bibel-Forsvar, som naturligviis i en pøbelagtig Skrive-Frækheds anonyme Dage tildrog ham den kaadeste Hudstrygelse i Bladene; men om end Reperteuren1 havde været Præst, eller Professor, eller Bisp, der havde dog vist Ingen ymtet om, at Balle burde stævnes som Injuriant.

Bastholm stod dengang paa en anseelig Post, ved Siden ad Sællands Biskop, han var det egenlige Hoved for Oppositionen i Stats-Kirken, lige til Slutningen af Aarhundredet, og bestreed hele Skikkelsen af den gamle Guds-Dyrkelse og det theologiske Studium, men, skjøndt han neppe var sig ret bevidst, hvad han dermed2 bestreed, maatte han dog i den Anledning taale haarde Beskyldninger, høre drøie Taler, og jeg har dog aldrig hørt, han havde i Sinde at stævne den velbekjendte Kjøbenhavnske Capellan3, eller at Nogen troede, han dermed kunde have renset sig.

Altsaa, det er ganske vist, at den Danske Stats-Kirke befandt sig i fuld Revolutions-Tilstand, da jeg begyndte at læse Bøger derom, og det var dog mange Aar før jeg skrev Nogen; thi jeg er ikke den Ældste af det nittende Aarhundredes første Skribent-Kuld, men dog hører jeg til det attende Aarhundredes * * * 107 Læse-Verden, og medtog derfra de liberale Ideer om aandelig Krig og borgerlig Fred, som i dette ere komne mig dyrt at staae.

Alt hvad Balle gjorde og leed, for til det Yderste at udøve den Tolerance, hvorom de nymodens Præster saa gjerne prækede, og for at beskytte den kirkelige Fritalenhed, som han, selv naar den anvendtes skjævt, dog for Grund-Sætningens Skyld tog i Forsvar, det maae Andre vide langt bedre end jeg, men Saameget har jeg dog hørt, at han mere end een Gang stillede sig i Gabet for En af de Kjøbenhavnske Capellaner, nuværende Stifts-Provst Clausen, og skaffede udentvivl denne myndige Mand endeel af sin store Respect i Cancelliet, ved at sige: Kjøbenhavnerne sværmede for ham.

Mindst kunde Balle ventet, og havde ei heller forskyldt, at netop denne Mand skulde staae i Spidsen for en borgerlig Klage over en theologisk Candidat af hans Kreds og Svogerskab, hvis hele Brøde var, at han ei prækede, som Clausen ønskede, men dog maatte Balle opleve dette besynderlige Brudd paa den borgerlige Fred, for hvis Skyld han havde taalt saa meget, opleve det alt ikkun to Aar efter at han nedlagde Hyrde-Staven!

Dette kan dog umuelig være de Herrer Superintendenter ubekjendt, saalidt som, at det var mig, der allerede da, for sytten Aar siden, skulde været det borgerlige Offer for Faderen, jeg nu er blevet for Sønnen, dersom ikke Geheimeraad Cold, (saa sagde han selv) og, er jeg ikke feil underrettet, Christian Colbjørnsen, paa det Alvorligste havde fraraadt saa betænkeligt et Skridt. Hr. Biskop Münter veed det ogsaa vist, at man vilde havt mig udslettet af Candidaternes Tal, og derved spærret Adgang til den Lære-Stand, hvortil jeg, med de hæderligste Vidnesbyrd, havde dannet mig, og sandelig, havde heraf reist sig kirkelig Uro, da var det aabenbar mine intolerante Anklagere, der, ved en ligesaa utidig som ilde stædt Nidkjærhed, havde ei blot vakt, men fremtvunget den.

Altsaa, den borgerlige Fred, der i Balles Dage ganske rigtig fandt Sted mellem de aandelig modsatte Partier i Stats-Kirken, og som bestod deri, at Orthodoxerne af Tolerance ei vilde formelig anklage Nogen af de lovstridige Præster, for ei at gjøre dem, hvad man kalder ulykkelige, denne Fred, hvorved Orthodoxerne naturligviis forbeholdt og maatte forbeholde sig al muelig Frihed baade i Almindelighed til at laste og bestride Heterodoxien, og i Særdeleshed til at nedrive de danske 108 Skrifter, som vilde udbrede samme, denne Fred, der naturligviis ikke beioede paa nogen thinglyst Contract, men paa en taus Overeenskomst, som unægtelig giver Balles Mildhed et mageløst Vidnesbyrd, denne Fred har Capellanen ved Vor Frelsers Kirke ikke brudt 1825, men den brødes 1810 paa ham af Capellanen ved vor Frue Kirke, og hvilke Geistlige der med ham tog Deel i den formelige Klage over min Dimis-Prædiken.

Nu, en saadan Fred er skrøbelig, thi grændseløs kan Tolerancen vel være i en Stat, som giver Religions-Frihed, men umuelig i Stats-Kirken, med mindre den ei blot ved Selv-Modsigelse skal opløses, men ved den første dristige Modstander omskabes, saa hvad der efter Loven skulde ene herske, bliver undertrykt eller udelukt. Jeg tør derfor ikke laste Freds-Bruddet, blot som saadant; thi var min Dimis-Prædiken et mageløs dristigt Angreb paa den lovmæssige Stats-Religion, da kunde en Lærer i Stats-Kirken gjerne ansee det baade for en Embedsog en Samvittigheds-Sag at paatale det borgerlig, skjøndt det vel, med Hensyn paa Kirkens forvirrede Tilstand og den længe øvede besynderlige Tolerance, var Staten værdigt at gaae læmpelig til Værks.

Men, nu var jo min Dimis-Prædiken kun et literairt Klagemaal over Kirkens bekjendte Forvirring, Klagemaal over, hvad alle vidste, at Præsterne nu sædvanlig hverken prækede som der stod i Bibelen, eller som det sømmede sig i en Menighed af Luthers Efterfølgere, og da dette Klagemaal kun knyttede sig til den store offenlige Kjends-Gjerning, uden engang udtrykkelig at anvende den paa Danmark, end sige da at udpege enten Hoved-Stadens Præster, eller Nogen af dem, saa kunde det dog umuelig falde mig ind, at de orthodoxe Præster, der selv maatte istemme Klagemaalet, og havde glædet sig over det paa Balles Læber, skulde harmes over det paa mine, og at de heterodoxe Præster nu ei engang vilde taale, at en orthodox Candidat beklagede Heterodoxiens Udbredelse, det var jo latterligt at tænke.

Føier man nu hertil, at min Dimis-Prædiken aabenbar kun var et varmt, lidt rhetorisk Udtog af min Afhandling om Religion og Liturgi, indført med Berømmelse i Fallesens theologiske Maaneds-Skrift 1807, samt at den var censureret paa det Hæderligste af Prof. P. E. Müller, og ei engang holdt for nogen Menighed, da maa man vel sande, at Tolerancen var veget fra den Danske Stats-Kirke med Balle, saa nu var der aaben 109 Feide, der ei kunde endes uden med det ene Parties fuldkomne Undertrykkelse, eller med kirkelig Skils-Misse.

Var det nu lykkedes, hvad mine Anklagere stilede paa, at spærre mig Adgangen til Stats-Kirkens Lære-Stand, da havde man med Magt skabt en religiøs Parti-Stifter i mig, ikke fordi jeg havde mindste Lyst eller Anlæg til at være det, men fordi jeg var af1 en poetisk modig Natur, der harmedes over Skranker, hvis Retmæssighed jeg umuelig kunde indsee, og fordi jeg virkelig havde Fædrenes i Riget fredlyste Tro, hvis Talsmand jeg netop, naar man vilde forhindre det, maatte føle mig kaldet og tvunget til at være.

Jeg var dengang Alumnus paa Valkendorphs Collegium, og hvorledes man benyttede sig af denne Omstændighed mod en gammel theologisk Candidat og ung Digter, gider jeg her ikke fortælle, men jeg nævner det for at kunne sige: mine Omgangs-Venner der, og især Hersieb i Norge og Sibbern her, veed det saa godt som jeg, hvor langt det var fra mine Tanker at gjøre Opsigt, at sige med min Dimis-Prædiken, og hvor nødig jeg traadte ind i Stats-Kirkens Lære-Stand, saa, havde mine Anklagere kjendt mig, havde de vist ikke forarget sig over et Produkt, der, som saadant, var i mine Øine det Ubetydeligste, jeg havde skrevet, og som jeg blot lod trykke, fordi unge Forfatlere heller gjemme Smaat i Literaturen end i Pulten2, og fordi jeg vidste, det vilde glæde min gamle Fader, som just det Aar blev Jubel-Lærer i Stats-Kirken. For at staae ham bi i hans høie, ærværdige Alderdom, var det ogsaa ene og alene, jeg prækede for Dimis, og ønskede Ordination; thi den hemmelige Gru for Embeds-Forholdene i den prosaiske Verden havde jeg tilfælles med alle poetiske Naturer, og desuden var ikke Theologien, men Nordens Historie og Oldsager, det videnskabelige Fag, jeg ønskede baade at virke og udmærke mig i ved Skrifter, saa enhver Embeds-Stilling, selv den academiske, jeg attraaede, var mig kun ønskelig, fordi jeg var fattig, og nødtes til at føle, man lever ei af Luften, hvor poetisk man end bearbeider den, og i Danmark, nuomstunder, hverken let eller længe af sin Pen, især naar man har for Skik, som jeg, at tygge Drøv paa den.

En formel Vanskelighed, som jeg, med min Ulyst til den præstelige Embeds-Stilling i en Vraa, ei vilde til det Yderste bekæmpe, havde gjort, at min gamle Fader bestemde sig til at * * 110 resignere, og rimeligviis var da min Dimis-Prædiken blevet den sidste, som det var den første Prædiken jeg lod trykke, hvis man havde ladet mig være i Fred; men det skulde nu ikke saa være, det er den eneste Grund jeg endnu kan tænke mig til det borgerlige Angreb paa den unge Digter, og lidt sværmende Mytholog, der vel, fra tidligere Dage, f. Ex. da han, som Prædikant paa aaben Mark for Lande-Værn paa Langeland, (1807) havde seet Almuen flokkes om sig, ved Røsten om gamle Danmarks Fare, og om den gamle Troes guddommelige Kraft, vel havde nogen Mening om sine Tale-Gaver, men havde dog aldrig gjort et Skridt for at bestige en Prædike-Stol i Hoved-Staden, eller sat Pen til Papir for at søge om Andet, end en Plads paa Valkendorphs Collegium, og et Reise-Stipendium som han ikke fik.

Nu derimod, nu, da det skulde stemples til en borgerlig Brøde, blot literair at beklage den gamle Christendoms1 Forfald, ja, nu maatte Blodet dog vel engang kaage, selv i de koldeste Kar, hos en fribaaren poetisk Natur, hos Sønnen af en Jubel-Lærer i Stats-Kirken, Sønnen af Balles Svoger, med Frænder i den danske Kirke, selv paa Bispe-Stole og theologiske Cathedre, lige op til Morten Luthers Dage, hvis Æt-Navn i saamange Kirke-Sogne vakde Ihukommelsen af ærværdige, nidkjære, fritalende, velbegavede Præster, og hvis Møderne-Slægt tabde sig først i Middelalderens Dunkelhed, hvor Absalon straalede! Hvad Under, at de gamle Præsters Æt-Mand, der alt i sin Barndom glødede, naar han læste om Luther, og i sin Opvext, naa han læste Jesus og Fornuften2, drømde sig kun voxen for at være Balles Vaaben-Drager, at han, der en liden Stund var drevet med Strømmen fra Fædrene, fra hans Barndoms Tro og Kæmpe-Drømme, fra Balles Fodspor, fra sin Moders Hjerte, og sin Faders Velsignelse, men var, da Alvors-Timen slog i Livets Skole, vendt tilbage, havde i Historien skuet den gamle Christendoms Triumph gjennem Tiderne, havde i hine Danmarks Døds-Kamps tunge3 Dage, dybt følt hvad han fattedes, men nu hardtad glemt det over nordiske Kæmpe-Drømme; hvad Under, at han pludselig vaagnede i Gru, i Forfærdelse, i glødende Harme, da det end ikke maatte være ham tilladt, naar han i Drømme besøgde den faldefærdige Kirke, med sine Fædres Grave, at offre Den, og deres Ihukommelse, og de Graahærdede, som forgjæves søgde * * * 111 deres Tro og deres Trøst hos de unge Præster, at offre det Alten Taare, som jeg end mindes grandt randt uvilkaarlig, og faldt paa Papiret, da i min Drømme-Prædiken, Øiet faldt paa Disse. Denne Taare, den første ret fromme, jeg i mange Aar havde fældt, den kunde jeg umuelig angre, om den end skulde blive Kilden til mange Bittre, og selv nu, da den er blevet det, da kun Han som tæller Stjernerne, kan tælle Taarerne1, som i femten Aar nedrandt paa disse blege Kinder, og paa de fleste Bøger, jeg har skrevet, selv nu være det langt fra mig, som Menneske, som Christen og som Præst, at angre min første Taare, eller klage over hvad den kostede; men jeg taler her som Borger, som den danske Borger, bekvem til et Embede, bekjendt for rene Sæder, ei ubekjendt og ei uyndet som nordisk Digler, og da maa jeg vel klage, klage bitterlig, at min borgerlige Lykke, hvortil, med disse Egenskaber, min naturlige Forbindelse med Balle, og i det Hele med anseelige Familier, aabnede mig de blideste Udsigter, at den vilde man kvalt i Fødselen, og gav virkelig Bane-Saar, uden at jeg havde forskyldt det med Andet, end med den Dimis-Prædiken, som ligger uskyldig for hele Verdens Øine, og som min Censor havde givet mig saa gode Tanker om, at jeg vel, da det var min egen, maatte finde den værdig til Trykken.

Hvad der vilde blevet af mig, dersom man havde faaet mig udslettet af Candidaternes Tal, eller hvis kun ikke den svare Sinds-Sygdom, hvori jeg faldt, havde dybt ydmyget mig, og Balles Anbefaling hos en naadig Konge skaffet min gamle Fader hans Embede igjen, og mig Ordinationen, det veed kun Han, der2 haver Kongers som Smaafolks Hjerte i sin Haand; men ikke blot borgerlig maa jeg grue, naar jeg tænker paa, hvad man, for menneskelige Øine nær havde gjort af en haabefuld ung Skribent, som i sit borgerlige Liv vist ikke med Villie fortørnede noget Menneske, og kunde, selv da han var Hedning, ei lade Solen gaae ned over sin Vrede. Nær, som paa et hængende Haar, for Støvets Øine, havde man gjort en unaturlig Sværmer af mig, unaturlig i alle Maader, da det var Fædrenes Tro og Statens Religion jeg vilde sværmet for; og da jeg dog sagtens havde fundet ligesaa megen Indgang hos den danske Almue, som Hauge fandt hos den Norske, og her dog ingen Religions-Frihed var, vilde Tugt-Huset formodenlig snart blevet min Kirke, og, selv om Bulderet, hvad dog var urimeligt * * 112 at tænke, dermed var blevet stillet, saa var jeg dog blevet en Skam for mit gode Navn, for min ærede Familie, for et Fædreneland, jeg hverken var uvillig eller ubeqvem til at tjene som Præst, og ære som Skribent.

Gud skee Lov! det skedte ikke, fordi, som vi nu see, det skulde ikke skee; men om end det der skedte og det der truede, ei havde sønderrevet et af mine bedste Familie-Baand, og sønderrevet min Sjæl, og gjort hele min borgerlige Bane til en Torne-Sti, jeg, med min levende Indbildnings-Kraft, maatte vandre med Angest; om end ikke saa havde været, jeg maatte dog føle mig kaldet til at gjøre Alt hvad jeg kunde, for at bevirke en Skilsmisse mellem de nu ogsaa borgerlig modsatte Partier i den Danske Stats-Kirke, for at ikke snart en Anden skulde styrte i den Grav, paa hvis Rand jeg kun ved et Vidunder blev frelst. Jeg seer det nu godt, at til at bevirke en saadan Skilsmisse med Religions-Frihed, har jeg ingenlunde valgt de Midler, menneskelig Klogskab maatte tilraade, saa, hvis det alligevel blev de tjenligste, da var det kun i en høiere Haand, som styrer Alt, og lader sine Engie veilede de troende Børn, der gjerne vil gaae den bedste Vei, og styrtede dog, om de saae den1; men sæt, at Veien havde ført fra det Maal, der stadig og levende svævede for mig: den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse, uden Bulder, uden Processer, Inqvisitioner, Afsættelser og alt Sligt, som baade min poetiske Natur, og Kirke-Historien indskjød mig Angest for, saa havde det jo dog ikke været min Skyld, hvis Vei til Klarhed over de borgerlige Forhold, og til den deraf udspringende Verdens-Klogskab, efter min Natur, mine Studier, og mit Levnets-Løb, nødvendig maatte blive lang, men Skylden vilde ligge hos begge Slags Præster 2 som havde Klarheden, og maatte, om ei før, saa ved min Behandling og Virksomhed, seet, at Skilsmissen var uundgaaelig nødvendig.

Ordineret blev jeg nemlig, som sagt, kun med Møie, ved Majestætens besynderlige Naade, og Balles Anbefaling, ydmyget var jeg blevet, og saa bange selv for det blotte Skin af en Separation fra Stats-Kirken, som mit Korte Begreb af Verdens-Krøniken viser, men des ivrigere maatte jeg nødvendig blive for Stats-Kirkens Reformation, og da det kun svævede dunkelt for mig, hvordan den var muelig, hvorvidt den kunde lykkes, og hvorledes man skulde arbeide derpaa, kom der * * 113 naturligviis til at staae Meget i benævnte Bog, som deels udsprang af Stats-Kirkens Forvexling med den reen-christelig Apostoliske, deels var meget farligt, paa en Tid, da mit Exempel havde lært, hvad Oppositionen borgerlig attraaede1.

Hvilket Bad der egenlig var mig tillavet for denne Bog, veed jeg ikke, men at det skulde været hedt, lærde blandt Andet et Brev fra Balle mig, og, er jeg rigtig underrettet, maa jeg, næst Gud, ene og alene takke det Uberegneligste af alle Tilfælde: min Bogs Samtidighed med en Forordning, Ingen ventede, og Alle maatte tænke paa: Penge-Forordningen af 5te Januar 1813, for, at jeg kun blev straffet med Fornuft-Grunde2, dem jeg vel ingenlunde var saa ufølsom ved, som man troede, men rigtig nok slet ikke bange for. Sagtens stod jeg altsaa paa Nippet, allerede dengang, at hjemsøges med en Injurie-Proces, der maatte dræbt min spæde borgerlige Agtelse, og nødt mig til at gaae i Land-Flygtighed, uagtet jeg dog borgerlig slet ikke havde gjort Andet, end dristig fremhævet den os alle vitterlige Mod-Sætning mellem den evangelisk-lutherske Kirke i det sextende og i det attende Aarhundrede, Noget, der, med bittrere Klagemaal, siden er gjort saa tit, baade her og andensteds, uden at det har været Nogen til Forargelse. Ved et Uheld, poetiske Naturer, naar de berøre borgerlige Gjenstande, som er dem hellige, altid ere udsatte for, i det de baade blive for hede, og stirre begeistrede paa det Fraliggende, glemmende deres nærmeste Forhold, havde jeg nær mistet mit Borgerskab i Danmark, og derom havde ei været Andet at sige, end at Poeter skal tage dem i Agt, hvad de siger om Folk, især om de Prosaiske, ei Andet at sige, naar ikke det jeg lastede i den Danske Stats-Kirke, aabenbar havde været lovstridigt, og jeg havt borgerligt Kald til at laste det; men, under disse Omstændigheder, vilde det ikke været min Poesies, men Lovenes og min priisværdige Nidkjærheds Skyld, at jeg var blevet landflygtig. Man kan vel sige, al Landflygtighed er slet ingen nødvendig Følge af en Injurie-Proces, især naar man, som en ærlig Mand i Grunden altid gjør, slipper den med Æren, og man har vel Ret, især naar det er klart, at der ligger en revolutionair Forvirring til Grund, som aldeles opsluger det personlige Forhold; men naar man vil have borgerlig Virksomhed, er den borgerlige Agtelse, som en Injurie-Proces3 for Øieblikket lilintelgjør, og altid formindsker, dog saa dyrebar en Skat, at jeg godt * * * 114 kan begribe, hvorfor kraftige Naturer1, i Oldtiden, ei kunde trøste sig over dens Tab, før de fik stiftet en ny Stat, hvori deres personlige Agtelse blev Borgerskabets Kilde. Dunkelt havde dette altid svævet for mig, naar jeg betænkde, hvilken vid Mark Trykke-Forordningen, under Kirkens nærværende Forfatning, aabnede for2 Injurie-Processer, men deels ansaae jeg, som et Barn af det attende Aarhundredes borgerlig liberale Ideer, det for umueligt, at nogen Dansk Skribent kunde betjene sig af et Vaaben, Skribenten vel maatte nødes til at frygte, men nedværdigede sig i mine Øine dybt ved at bruge, og deels har jeg, som Digtere pleie, sammenblandet den personlige og den borgerlige Agtelse, lige til Injurie-Processen kom og skildte dem ad, da jeg med Smerte saae, at min borgerlig Agtelse var tilintetgjort, men lærde dog at trøste mig ved, at Personen var blevet stærk nok til at holde Borgeren opreist, mens Bølgerne gik over ham. Dette kan jeg see, vilde ikke været Tilfældet 1813, og jeg maa da prise min Lykke, at der i Verdens-Krønikens Bilag ei stod talt om min Dimis-Prædiken, thi da vilde neppe nogen Forordning reddet mig, og dog udsprang Tausheden hverken af Verdens-Klogskab, ei heller af Beskedenhed, men blot af Frygt for, man skulde sige, jeg var hevngjerrig, en Frygt, der har bragt mig til at undlade Meget, jeg maaskee burde gjort, og blandt Andet til at tie med min Skade, indtil nu, da Nødvendigheden byder mig at tale, før jeg tier qvær.

Var jeg blevet stævnet 1813, da var jeg rimeligviis reist til Norge 1814, og vel mueligt, jeg der ikke havde følt det Skaar i min borgerlige Agtelse, jeg her havde lidt, men dog ogsaa mueligt, jeg havde kommet til at føle det, eller3 fristet et Lignende, og da enten maattet opgive min præstelige Virksomhed, hvad jeg neppe havde kunnet, eller benyttet mig af den Norske Religions-Frihed til at organisere en ny christelig Menighed, der i det Mindste udelukkede Selv-Modsigelsen, Noget, der hos et saa opvakt Folk, hvor Mange af Hauges Venner var mine Læsere, neppe vilde faldet vanskeligt, men vilde, foruden megen Ulæmpe af min Mangel paa4 Verdens-Klogskab, vel ødelagt den Norske Stats-Kirke, og truet den Danske med Undergang. Vist nok vilde det skaffet mig den mest glimrende Triumph over mine kirkelige Anklagere og Modstandere, og ført et kort men klart Beviis for, at naar Norge har Religions-Frihed, maa * * * * 115 Danmark, endog blot af politiske Grunde, nødvendig ogsaa have den; men at slige Triumpher altid har syndes mig for dyrekjøbte, sees deraf, at jeg ikke reiste, da min borgerlige Agtelse vel var ubeskaaret, men dog alt for svag til at opveie hele den Kjøbenhavnske Geistligheds, som, jeg veed ikke selv hvorledes, var kommet til at ligge fast i den modsatte Vægt-Skaal.

At de syv Aar (1813-1820) ei i nogen Henseende var for mig som syv Dage, det vil man vel troe, da mine Bøger i dette Tidsrum ei blot vidne om, at jeg gjorde mig Flid for at blive flittigere, end jeg af Naturen havde Lyst til saa længe at være, men vise desværre ogsaa, at Tiden tilsidst faldt mig saa lang, at jeg havde ondt nok ved at fordrive den for mig selv, end sige da for mine Læsere, der hverken følde Drift eller Trang til at søge deres Tids-Fordriv saa langt tilbage i Norden, eller saa dybt i Tanke-Graven, som jeg. At man ei heller i syv Dage, mindre i syv Aar, kan leve af Luften, om man end kan nøies med Lidt, at en Poet, naar han skal være Bog-Orm, vil have for Tanden hvad der smager ham, især naar det er kostbart, og at gamle Kjærester, naar de blive ved at være det, vil gjerne giftes, at man ei engang kan blive viet, end sige, holde Huus, uden Penge, og at det netop i hine syv Aar var en falsk Penge-Tid, det er deels saa naturligt, deels saa bekjendt, og deels saa prosaisk trivielt, at jeg dengang skammede mig ved at tale derom, som Noget, der ikke maatte koste en Digter, og dertil en christelig Præst, et eneste Suk eller uroeligt Øieblik; men det kostede mig naturligviis, desuagtet, baacle da og siden, mange, skjøndt sjeldne Venners Ædelmodighed gjorde Mirakler, og vor endnu sjeldnere Konge neppe lod Skjalden, der omsider dog mærkede Uraad (1818), sukke over sin brødløse Konst, før Konge-Ordet skabde ham et Levebrød!

Visselig, jeg hører end saa lidt som nogensinde enten til de Capellaner, eller til de Skjalde, som mene, man faaer et eget Krav paa Staten, naar man rimer, og et dobbelt, naar man derhos lader sig ordinere; thi denne Tanke-Gang er lige saa urimelig og plump egoistisk, som den er upoetisk og uchristelig; men derfor var det dog hverken billigt, politisk klogt, eller stemmende med den Danske Regjerings, ogsaa i dette Stykke, mageløs liberale Aand, i en Række af Aar, aabenbar at tilsidesætte en af de ældste theologiske Candidater, som, skjøndt han var Personcl-Capellan, dog havde fuldendt sit academiske Løb med de Bedste, havde Ord for at prædike1 med udmærkede Gaver, * 116 og gjorde Skridt paa den Danske Skribent-Bane, som endog tildrog ham Majestætens naadigste Opmærksomhed, og vakde Opsigt i hele den nordiske Læse-Verden. Jeg mener virkelig, at om denne Capelian og Skribent end havde havt politiske Grund-Sætninger, som faldt den Danske Stat lidt betænkelige, og havt Ord for at være temmelig heterodox, saa havde det dog været klogt at befordre ham, især i Hoved-Staden, hvor de kirkelige Anomalier kun har lidt at betyde, og hvor Regjeringen har en ganske anderledes Oversigt over allehaande Bevægelser, end udenfor; men da nu denne Capellan netop havde Ord for at være baade kirkelig og borgerlig hyper-orthodox1, saa er unægtelig hans planmæssige Tilsidesættelse, indtil han bogstavelig kun ved Majestætens besynderlige Naade, eller ved Udvandring, kunde faae det tørre Brød, en Gaade i den Danske Historie, der forudsætter et mægtigt virkende personligt Antipathie mod Capelianen, enten hos det Kongelig-Danske Cancellie, eller hos Nogen, der paa det havde en mageløs overveiende Indflydelse.

Naar jeg derfor i Cancelliet bestandig maatte høre, deels at jeg var en Sværmer, og deels at jeg ei maatte gjøre mig mindste Haab om et geistligt Embede inden Voldene, selv om det kun var ved Kirken i Citadellet, til hvilket umisundelige Stade jeg tre Gange concurrerede; ja naar Præsidenten, som han selv aabenhjertig sagde mig, endnu 1818, spurgde Geheimeraad Moltke, om Stifts-Øvrigheden i Aalborg havde Noget imod, at jeg indstilledes til et der ledigt Capellani; naar jeg derhos veed, at Cancelli-Præsidenten(1817) lod mig, ved min Velynder Abr. Kall, bede til sig, for, som han selv sagde, at forlige mig med Cancelliet, naar jeg, af flere lange Samtaler med denne nysafdøde Minister, veed, hvorlidet han gjorde nogen Hemmelighed af, at min Uenighed med Kjøbenhavns Geistlighed var i hans Øine ingenlunde en politisk Brøde, men kun en uovervindelig Hindring for den Befordring jeg attraaede; naar jeg veed alt dette, og endnu meget Lignende; mon det da være en forvoven Slutning, at den samme Haand, som 1810 lagde hele den Kjøbenhavnske Geistligheds borgerlige Agtelse i Vægt-Skaalen mod min borgerlige Ringhed, at den samme Haand vedligeholdt denne Stilling, indtil syv magre Aar havde frembragt en Hungers-Nød, Personel-Capellanen ei kunde tage sig nær saa let, som Stifts-Provsten, og indtil Majestæten * 117 overhuggede den Knude, Cancelliet ei kunde løse, ved, mod mit Ønske, men til mit Bedste, at kalde mig til Kjøbstæd-Præst i Sælland, og ved, Aaret efter, paa min indstændige Bøn, men, som det synes, til min borgerlige Undergang, at tilbagekalde mig, som Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Frue Provsti.

Voveligt1 var det vist nok af mig, hvem Stifts-Provst Clausen, ved Balles Lig-Begjængelse, ei engang paa Provst Gutfelds Overtalelse, og et rimeligt Ønske, som ikke var mit, vilde laane en Prædike-Stol, han dog selv kun havde til Laans, og ei ved denne Leilighed vilde benytte, ja, mig, hvem Stifts-Provsten vist optog den Dristighed meget ilde, som Biskoppen offenlig hædrede, den Dristighed, at jeg, en ordineret Mand af Balles Tro og Balles nærmeste Kreds, ved Kisten talde et Par beskedne Ord om den faldne Høvding i Israel; voveligt var det vist nok af mig, saa haardnakket at eftertragte en Prædike-Stol i Hoved-Staden, at jeg end ikke skyede Frue Provsti: men naar der skal føres Krig, har jeg altid meent, der maa Haardt imod Haardt, hvis Lige-Vægten skal vindes af Hvad der har tabt den. At ogsaa jeg havde Noget af den Tro paa egne Prædikeners miraculeuse Virkninger, som det i vore Dage var Synd at misunde de unge Præster, da den sjelden bliver gammel, med mindre man spærrer dem Kirken, hvorfor skulde jeg nægte det, om det end var min Skik at lægge Dølgsmaal paa mine egne Svagheder, som jeg kun alt for meget har blottet; men dog var det jo ganske i sin præstelige2 Orden, at jeg vilde netop ind i den Kirke, man blot af Caprice lukkede for mig, og at jeg vilde gjengjælde dem deres Opmærksomhed, der fordum i Hundrede-Tal mødte mig ved Frederiksberg, da det var det nærmeste, jeg kirkelig 3 kunde komme Hoved-Staden! Ja, selv i sin mest prosaiske borgerlige Orden var det, at en Skribent, som var Præst, og hvis Tilhørere hverken Provst eller Bisp burde kalde Pøbel, om saa end ei deriblandt havde været Mænd, de maatte bukke for, at han ei vilde eller kunde skye Hoved-Stadens Kirke, fordi han mishagede Stifts-Provsten, uden dog at have nogensinde personlig fortørnet ham, men vel personlig troet fast paa hans Aabenhjertighed, og gjort ham skjulte Tjenester, han skulde undres over!

Saa stod jeg da, fra 1822, som Præst i Hoved-Staden, og havde da endelig, men vel at mærke, kun ved Majestætens besynderlige Naude, ved en Udholdenhed, det var Synd at fordre af alle * * * 118 orthodoxe Personel-Capellaner, og ved et Sammenstød af mange egne, tildeels personlige Omstændigheder, kun derved, efter en tolvaarig Kamp, vundet den præstelige Religions-Frihed, som jeg forlangde, og undte gjerne Enhver1.

Men, kun jeg, ikke Danmark, havde vundet Religions-Frihed, og den Vinding havde saameget mindre været Kampen værd, som jeg jo, i Norge, kunde faaet den Frihed for Intet, det mindedes jeg om ved de fyenske Klagemaal, og ved den fyenske Pukken paa Lov og Ret, der skulde lære Almuen til at nøies med den Søndags-Mad, Sogne-Præsterne vilde beskjære dem, hvordan den saa end var. Da maatte jeg endelig gribe til min længe henlagte Præste-Pen, og bede baade Præster og Jurister lægge vel Mærke til, at skulde Sogne-Præsterne i Danmark endnu længer udgjøre et Læremester-Laug, hvis Arbeide Menighederne ei maatte understaae sig at vrage, da maatte de nødvendig ogsaa være orthodoxe Præster efter Loven, efter den Lov, hvis Haandhævelse baade Forordningen af 1741, og enhver Forordning, som bandt Almuen kirkelig til Sogne-Præsten, aabenbar forudsætter. Jeg erindrede tillige, hvor uklogt det, efter Historiens Vidnesbyrd, var, at ville med verdslig Magt undertrykke en aandelig, end sige da en christelig Gjæring; men jeg havde endnu ikke vundet Klarhed Nok, til at see, hvad borgerlig var herved at gjøre, naar man baade vilde beskytte Almuen i sine lovmæssige Kirke-Rettigheder, og skaane de nymodens saavelsom de slumrende Præster, kort sagt: naar man vilde undgaae den borgerlige Splid og Uro, der, saasnart Almuen begynder at vaagne, staaer for Dørren, enten man saa vil procedere mod Præsterne i Snese-Tal, eller man vil overlade Almuen til udannede, sædvanlig stormende, tit hovmodige og herskesyge, sjelden kjærlige Ledere, hvis Spor i Danmark vel er besynderlig gode, men kunde umuelig været saa aldeles uskyldige, dersom ikke i Reformations-Tiden djærve, dannede, ærværdige * 119 Præster havde stillet sig borgerlig 1 i Gabet, udvirket Religions-Frihed, og derved tilbagevandet den ordenlige Lære-Stand Almuens tabte Tillid og Ærbødighed. Og, nu i vore Dage: hvorfor fandt Hauge vel de færreste Tilhængere i Bergen, som netop var hans Fristed, uden fordi der lød Evangeliet i Kors-Kirken for Tusinder, som følde, det var levende paa Nordahl Bruns indviede Tunge! Hvorfor kunde Bevægelserne i Jylland neddysses, uden fordi Balles christelige Kæmpe-Navn var stort paa Marken, saa alle christelige Hjerter følde, at saalænge Sællands Biskop stod, og streed saa vældig for Fædrenes og Folkets Tro, saalænge maatte man bøie sig dybt for Lære-Standen, hvad man saa end hos Dens enkelte Medlemmer maatte enten skye eller savne! Hvorfor er det først i den senere Tid, man hørde Bulder fra Fyen, hvor man kan forfølge betænkelige Spor tilbage til det syttende Aarhundrede, hvorfor vel, uden fordi Sogne-Præsterne der, endnu i Slutningen af det attende Aarhundrede, passede omtrent til Menighederne, og fordi Tønne Bloch, der, blandt Andet, ligesom manet af Kingos Aand, holdt hardt ved gamle den Psalme-Bog, sad myndig paa Fyens Bispe-Stol! Ja, troer man endelig, at jeg, fra den Dag, da Larmen over min Dimis-Prædiken saa uforskyldt gav mig Udseende af en Kæmpe for Fæderne-Troen, og gjorde mig dertil, at jeg har savnet Leilighed til, udenfor Stats-Kirken, at have en kirkelig Virksomhed og Indflydelse blandt Folket, der vel maatte blevet anderledes øiensynlig, dersom jeg havde næret den Harme over Præster og Bøger, som jeg, endogsaa med ubillig Haardhed, ligesaavel hemmelig som aabenbar har stræbt at dæmpe.

Dog, Almuens Klagemaal fandt udentvivl Ørenlyd hos Fyens høitelskede Gouverneur, det trykkende Forhold blev taaleligt, og Alt syntes nu at forkynde, at Revolutionen i Kirken var saa godt som endt, saa Stats-Religionen, der i mig sin forfulgde Tjener var blevet fri, var i det Hele paa Ny blevet herskende. Dr. Mynster, som var Den af os Yngre, der, ældst og tidlig klar, brød Isen til Fæderne-Troens og Stats-Religionens Værn, Dr. Mynster var ikke alene (1811) blevet Capelian ved Frue Kirke, og(1817) Medlem af Universitets-Directionen, men han havde practisk beviist, man tog meget feil, hvis man troede, at Kjøbenhavnerne sværmede for Stiftsprovst Clausen, hvad de saa end maatte have gjort for Capellanen i sin Tid, og Mynster * 120 havde tillige, ved sin Moderation, sin Klarhed, og sine sikkre Bevægelser, opsvunget sig til en Høiagtelse hos hele Rigets Geistlighed, som under Revolutioner sjelden falder paa de beskikkede Ypperste-Præster. Professor J. Møller, efter Alderen, og vel i flere Henseender, midt imellem Mynster og mig, var vel senere kommet tilbage til Fædrenes Tro, som Mynster rimeligviis aldrig ret1 forlod, men var dog kommet tilbage, og var den frugtbareste theologiske Skribent; alt længe havde jeg med Glæde bemærket, at Religions-Underviisningen i de fleste lærde Skoler tog en bedre Vending, og jeg saae hvert Aar flere og flere theologiske Candidater indtræde i Lære-Standen, som, hvad enten de saa nærmest knyttede sig til Mynster, til Møller, eller til mig, dog var Fæderne-Troen og Stats-Religionen alvorlig hengivne, og derhos sædvanlig de forstandigste og boglærdeste.

Saaledes stod Kirke-Sagerne 1824, himmelvidt forskjellige fra Stillingen 1810, og troede man, jeg ikke bemærkede det, da tog man meget feil; men har min poetiske Natur og den deraf udspringende Dunkelhed gjort mig, i det Mindste tilsyneladende, ubillig mod det tidlig Klare2, og mod en Verdens-Klogskab, der dog, ligesaavel som enhver anden Deeltagelse i Verdens Sysler, hører til de Adiaphora3, hvis Farlighed ei udelukker deres Nytte, altsaa ei heller deres Brug i Kirken; saa har paa den anden Side samme Natur, i Forbindelse med min præstelige Erfaring og mine historiske Studier, indskudt mig en velgrundet Mistro til det Glimrende, altsaa ogsaa til de lette Seire, de pludselige Omvendelser, og fremforalt til den almindelige Troes-Enighed, der vel er Sjælen i den christelige Kirke, men en Uting i Staten, som enhver Stats-Kirke derfor i alle Maader ødelægger sig selv ved at ville fremtvinge eller fremkonstle Skinnet af hos alle et Lands Indbyggere. Paa denne practiske Vei, som jeg skylder al min tilbagevundne Christendom, var jeg kommet til dybt at føle Religions-Friheds Nødvendighed, hvor Christendommen i det Hele nu skulde blive stort meer end en Skygge af hvad den fordum var, og af hvad den altid maa være, for at blive den levende Kilde til klippefast Haab, til himmelsk Fred, til kjærlig og kraftig Dyd, og til voxende Klarhed, som er dens guddommelige Bestemmelse paa Jorden. Saalænge ei ethvert Menneske havde Lov til at være sin Tro eller Vantro, sin Christendom eller sit Hedenskab bekjendt, uden derfor at lide noget * * * 121 Skaar i sine Borger-Rettigheder, end sige lide borgerlig Straf, saalænge var mig al Kirke-Tugt en Gru, ligesom det aabenbar er Noget, ingen klog Regjering under de nærværende Forhold kanv lade udøve; men dog lærde jeg daglig klarere at indsee, hvad jeg smertelig følde, at uden al Kirke-Tugt er selv Præste-Stillingen i Hoved-Staden, hvor den ellers, formedelst Sogne-Baandets Løsning, har store Fortrin, dog næsten utaalelig og lidet frugtbar; thi hvem kan dog i Længden holde ud at tage aabenbare Spottere og aabenbare Lastefulde til Alters, at tage Troes-Løfte hvor man veed, der er ingen Tro, og at give Vielsen selv det mindste christelige Skin, hvor Ægteskabet er aabenbar uchristeligt, og hvorledes skulde under disse Omstændigheder Begrebet om Menigheden som et helligt dvs. moralsk Samfund i det Hele blive meer end en tom Skygge!

Det var da min fulde og faste Overbeviisning, at kunde Troes-Fornægterne ei bringes eller nødes til at fraskille sig, Sogne-Baandet løsnes over hele Riget, Enhver have Lov til at communicere og lade confirmere, hvor han vilde, og Ægteskabets borgerlige Gyldighed skilles fra den Kirkelige, saa enhver Medlem af Menigheden og enhver Præst, uden borgerlig Uleilighed, kunde vælge eller vrage hinanden i Samvittigheds-Sager, kunde det ikke skee, da maatte de ægte Christne, og hvem der vilde gjælde for det, skille sig fra Stats-Kirken, alt som de vaagnede af den dybe Slummer, hvori Menighederne, i det Mindste hos os, har været nedsjunkne, og er det for Største-Delen endnu.

Denne Indsigt hos mig, som ei alene havde sværmet for den Danske Stats-Kirke, men ogsaa historisk overbeviist mig baade om Dens nøie Sammenhæng med Danmarks borgerlige Vel, og om den store aandelige Fare ved en chrislelig Separation, denne Indsigt, Synet af det nittende Aarhundredes stærke1 Hang ei til at løsne men til at stramme de udvortes Baand i Borger-Samfundet og miskjende Vigtigheden af de Indvortes, og endelig den Vished, at det med Christendommen uforenelige Element havde aldrig havt mindre Lyst end nu til frivillig at skille sig fra Stats-Kirken, alt Dette nedsænkede mig i en dyb Mismod, som vist nok maatte synes dem, der fandt Revolutionens Saar næsten aldeles lægte, urimelig, men som, desuagtet, neppe var ugrundet. Daglig overbevistes jeg mere derom, at * 122 den unge Clausens Virkning paa de Studerende var langt fra at være saa ubetydelig, som jeg havde tænkt, den maatte være, fordi han ikke sluttede sig til den opblomstrende men til den henvisnende philosophiske Skole i Theologien, men at den tvertimod langt overgik den Virkning, nogen theologisk Professor hos os i Mands Minde havde havt, saa mange Studenter virkelig sværmede for ham, og herved forsvandt mit Haab om den Danske Stats-Kirkes Gjenfødelse uden Skilsmisse, medens det pegede paa, at det, hvor unaturligt, urimeligt, og borgerlig ufornuftig det end i Grunden var, skulde blive de gammeldags1 Christne, der maatte fraskille sig2.

Aldrig har jeg da været saa misfornøiet med Stats-Kirken, eller saa mismodig over dens Tilstand, der syndes mig kun at spaae en Restauration efter Tidens Leilighed, d. e. et Blænd-Værk, som da jeg i den havde naaet mine personlige Ønskers Maal: vundet en baade udvortes og indvortes saa lidet byrdefald, saa rolig, og saa frugtbar præstelig Stilling, som den vel lod sig finde i Danmark, kunde sige, gjøre og lade omtrent hvad jeg vilde, havde tit flere Tilhørere end jeg ønskede, og sikkert ei Slettere end nogen Anden, begyndte efterhaanden at forvinde mine gamle Capellan-Aar, og var saa huuslig lykkelig, som nogen Mand og Fader i Danmark.

Saaledes, vil man sige, er Menneskene, især de der leve mest i den ideelle Verden, har ingen Taalmodighed, og har enten ingen Verdens-Klogskab til at gribe virksom ind i det practiske Liv, eller er for aandelig storagtige til at bruge den, og jeg svarer, velan! der er nogen Sandhed, men dog endnu mere Skjævhed i den Tale, naar det anvendes ikke paa de reen-borgerlige Forhold, hvor den hører hjemme, men paa de Kirkelige, hvis reen-aandelige Natur sandelig ei heller i Stats-Kirken maa oversees, dersom den skal være meer end de Christnes aabne Begravelse. Desuden har min Skæbne saaledes med Magt udrevet mig selv af de personlige Forbindelser der laae mig nærmest, at i det Mindste hidtil alle mine Indgreb i det Nærværende maatte skee paa den offenlige Vei, hvad der altid er forbundet med store Vanskeligheder, og i det nittende Aarhundrede med * * 123 en Fare, man ei kan beregne, mindre oversee. Paa en Tid altsaa, da Trykke-Forordningen saa at sige havde vundet Hævd paa, med al sin Haardhed og Tvetydighed, at være baade mild og klar nok, og paa en Tid, da en Trold, Et jeg veed ikke hvad, syndes at havel i Bund og Grund ødelagt den Danske Læse-Verden, saa, naar man undtager Døgn-Blade, have kun Prædikener og Andagts-Bøger, hvorpaa vi vel mindst lede Trang, et Publikum, deels i de flittigste og deels i de dovneste Kirke-Gjængere; da maatte dog sagtens Skribenten af Natur, og af aandelig Nødvendighed, være nær ved at fortvivle om nogen Virkning paa det Nærværende, og prøve, om han endnu var poetisk nok til at trøste sig over den herskende Død med Livet i det Forbigangne. Dog, dertil var jeg nok blevet for gammel, eller dog for studeret, jeg stod da paa Nippet strængt videnskabelig at begrave mig i mit Fag, som Nordens Historie er, og Geheimeraad Malling veed, det var ikke min Skyld, at jeg ei kom saa dybt ind i Udførelsen af en stor videnskabelig Plan, som Majestæten yndede, at jeg formodenlig havde tabt baade Syn og Hørelse for noget saa Smaat og Tomt og Hverdags, som Professor Clausens Bog virkelig er i mine Øine, der ei kan see rettere, end at den ingenlunde er lærd og indholdsrig, end sige philosophisk, men kun tyk, overlæsset, og pralende med de tommeste af alle Citater og Sophismer!

Dog, Planen gik, Gud veed hvorledes, overstyr; den virkelig theologisk lærde, systematisk grundmurede Dr. Rudelbach, og Orientalisten Adjunkt Lindberg, som virkelig er blevet, hvad man forgjæves lovede sig, fordum af Horneman, siden af Rasmussen, og sidst af Lemming: en Dansk Ebræer, som kan og vil gjøre baade Høiskolen og Danmark Ære, disse to unge Lærde, sammenførde af Ham, der ligesaavel sammenføier hvad Mennesker adskille, som Han tit adskiller hvad de sarnmenføie, havde kirkelig knyttet sig nærmest til mig, og ønskede min Deeltagelse i et Theologisk Maanedsskrift. Kan det ikke gjøre Andet, tænkde jeg, saa kan det dog, blot ved at udkomme, vise Verden, baade at mine Kirke-Gjængere har Sind til at befordre Andet end Prædikener til Trykken, og at den gammeldags Christendom, i det Mindste hos os, ingenlunde er forladt af de lærde Sprog-Studier og den systematiske Erudition, som jeg ikke sjelden har savnet hos dem, der kun, som jeg selv, savnede dem hos mig. Vel ønskede jeg, efter nogen * 124 Betænkning, at man kunde formaae Dr. Mynster til virksom Deeltagelse i et Forehavende, hans Navn vilde være langt mere til Anbefaling end mit, i hvilket Tilfælde jeg, om min Deeltagelse i mindste Maade generede, gjerne trak mig tilbage, og lovede mig mere Glæde, og den gode Sag mere Fremgang af min Taushed, end af min ivrigste Tale. Saa klog var jeg dog nu blevet, men det hjalp mig ikke; var det Mistvivl om at Foretagendet kunde vinde Mynsters Bifald, eller Partiskhed for mig, eller et Sammenstød af Tanker og Omstændigheder, som saa tit uvilkaarlig gjør Udslaget, Nok, jeg blev Med-Udgiver, skjøndt ei i mindste Maade Bestyrer af Maanedsskriftet; dets Gang mishagede Mynster, og det blev ikke1, hvad det efter min Mening skulde været, en literair Forenings-Punkt for alt decideret Christeligt af alle theologiske Skoler, men2 fik snarere Udseende af et revolutionært Organ for Ultraismen, som man var vant til at søge hos mig, skiøndt mine Bidrag til Maanedsskriftet dog vel maatte bevise, den var der ikke. Dog, det saae ogsaa virkelig de fleste videnskabelige Læsere, da de fik Tid at besinde sig, og da Maanedsskriftet tillige dog paa een Punkt har aabnet den afbrudte aandelige Communication med Norge, maa jeg inderlig glæde mig over det, som Vuggen for en uafhængig nordisk Theologi, naar det kun ikke, som det har truet med, skal skille Rudelbach og Lindberg ved de dem tiltænkte Professorater, og altsaa, hvis jeg maa raade, Danmark ved dem; thi da var Maanedsskriftet vist nok kjøbt meget for dyrt, og jeg vilde da ønske, heller at have underskrevet dets Døds-Dom end dets Bebudelse. Thi sandelig, kan og vil Dr. Mynster, Biskop Münter, eller hvem det end er, berede disse to unge Lærde samme tornede Bane, som den, der fordum beredtes den unge Digter, da, Gud skee Lov! de ei er stævnede endnu som Injurianter, og mit Raad til dem skal være, jo før jo heller, at slutte Maanedsskriftet, nedlægge Pennen, og vandre ud med deres Lærdom, medens de endnu have Mod og Kræfter, vandre hen, hvor man dog i det Mindste ustraffet kan skrive ligesaa frit for Statens Religion, som imod den, og det kan man, saavidt jeg veed, allevegne, undtagen i Danmark. Sandelig, det er Nok3, at jeg, hvem man dog aldrig har nægtet Skribent-Kald, at jeg, som det synes, dog i Grunden har spildt mine bedste Aar, og fortæret min Manddoms- som min Ungdoms-Kraft i en forgjæves Kamp mod den hemmelige Magt, der, * * * 125 ved Hjælp af en ligesaa illiberal som vilkaarlig Lov-Fortolkning, kan mortificere enhver levende Skribent, som mishager den1, det er dyrt nok2, jeg har kjøbt den derved vundne Klarhed, og det var alt for dyrt, om jeg ei ved den kunde frelse de yngre kirkelige Skribenter, som have knyttet sig til mig, fra at styrte i den Grav, jeg nu seer, har aabnet sig for dem som for mig. Nys skjalv jeg for den gjæve Lindberg, hvem Biskop Münter dog sandelig kjender fra en i alle Henseender saa fordeelagtig Side, at jeg vil haabe, det glæder Ham som mig, at et saadant Menneskes borgerlige Lykke dog kun blev halv tilintetgjort ved et Skridt, der dog ikke alene lod sig juridisk forsvare, men røbede hos den slet ikke uforsigtige Skribent en Selv-Fornægtelse af Venskab, som i det Mindste jeg respecterer ogsaa hos Uvenner!

Altsaa, det er mit Ultimatum: ønsker Biskop Münter og Dr. Mynster at være ikke blot mig, men ogsaa de to lærdeste unge Theologer qvit, da skal jeg gjøre Mit til, at det kan skee, baade hurtigere, og paa en læmpeligere Maade, end ved den ærgerlige Tilsidesættelse, Anklagen, Rettergang o. s. v., og jeg finder da vel ogsaa et Capel eller en Celle ensteds paa Jorden, hvor jeg kan trøste mig over Verdens Forfængelighed, og opdrage mine Sønner til at blive ligesaa ærlige og frimodige, men lidt baade klogere og haardere end deres Fader. Naar saa vi er borte, tænker jeg, man faaer snart sin Fornøielse af Professor Clausen, hvis Sendebrev til Stiftsprovst Møller dog vel viser, hvordan han vil behandle de Lærde af den ældre Skole, naar de vove blot at yttre deres Tvivl om hans theologiske Ufeilbarhed, og hvorlidet hans sande Discipler vil respectere enten Folkels Tro eller den sunde Menneske-Forstand; og naar da Pøbel-Smigrerne, der umuelig kan udeblive, vaagne, da faaer man at see, hvad man vandt ved at fordrive de unge Lærde, Clausen ikke tør spøge3 med, og den Skribent, han kun tør udskjælde og stævne, en Skribent, der vist nok sætter sin Ære i baade at kunne tale til Almuen og skrive for den orn aandelige Ting, men som dog vel ogsaa kan tale med i hvad Kreds det skal være, og skrive hvad Lærde kan være bekjendt at sige, de har læst, og som i alt Fald aldrig har nedladt sig til i nogen Forsiand at smigre for Pøbelen, uagtet Danmarks Boglærde i mange Aar har fristet ham dertil. Man er vant til at lee ad mine Spaadomme, og over nogle af dern maa jeg selv smile, * * * 126 men lee Vedkommende ad denne, da spaaer jeg dem kjækt, de komme til at græde over den, hvis ikke pludselig de Natur-Love forandres, som Mennesker og Tanker hidtil i deres frieste Bevægelser have fulgt, og jo meer man sammenblander mig med Pøbel-Smigrerne, des kjærere vil det være Disse, da jeg virkelig, trods Injurie-Processen, har et godt Navn og Rygte baade hvor jeg har levet, og hvor man har læst mine Skrifter.

Om det kan nytte, at jeg saaledes driver Sagen, paa min Vei, og paa min Viis, til det Yderste, ved at sætte den klareste Offenlighed mod den mørkeste Hemmelighed, det veed jeg ikke, men jeg veed, det er det Eneste jeg, under nærværende Omstændigheder kan gjøre, det skal være min Roes, at have, selv under Censur, gjort med min Pen, hvad jeg kunde, og har den hemmelige Yei den Fordeel, at derpaa baade gaaes og virkes sikkerst, saa har den Offenlige dog ogsaa det Fortrin at føre videst, og give hvad der virkes paa den Varighed, medens al hemmelig Virkning kun finder Sted, indtil den opdages. Hvorfor skulde jeg da ikke haabe, omsider paa den offenlige Vei at finde hvad jeg paa den har tabt, da det er Alle vitterligt, at jeg har kun søgt Lidet for mig selv, kun det Nødvendigste for Kirken, og kun Meget for Danmark!

Hvorfor skulde ikke Capelianen, som, efter de Unges Spaadom, kan blive gammel, skjøndt kun Haabet holder ham i Live, hvorfor skulde han ikke haabe, at kloge Folk vil indsee, det er dog meget bedre, at Det bliver baade kirkelig og borgerlig sammen, der i Grunden har meest tilfælles, om det saa end personlig slet ikke kan stemme, end at her af personlige Grunde fremtvinges en Forbindelse og en Skilsmisse, der er lige unaturlige, og vil sikkert blive de Forbundne tungere end de Fraskildte; eller hvorfor skulde jeg opgive det Haab, der i Grunden aldrig har skuffet mig, at Majestæten, der dog vist til Graven bliver ved at være, hvad Han var fra Vuggen, Danmarks Skyts-Aand i farlige Tider, inden vi veed det, overhugger den Knude, dog i Grunden Ingen af os kan løse, skjønt Universitets-Directionen vist nok kunde foreslaaet Majestæten at forflytte Professor Clausen til det philosophiske Facultet, hvor Gamborgs Catheder ordenlig syndes at vente paa ham, og at minde om den practiske Philosophie, hvoraf hans Theorie, netop fordi han ikke troer det, kunde høilig trænge til at rectificeres!

Her staae vi da ved Kirkens Gjenmæle, og det er sandt, kunde jeg forudsee, ikke hvad det skulde koste mig, thi tænkde 127 jeg end ikke paa den ærgerlige Form, kjendte jeg dog mine Folk godt nok, til at være beredt paa meget, men den unaturlige Forbindelse imod mig, da burde jeg maaskee alligevel skrevet baade Bogen, og hvad der var Hoved-Sagen, som jeg nær havde glemt, Fortalen, men jeg havde formodenlig ikke kunnet; saa hvis nogen jordisk Klarhed, som jeg dog tvivler om, kunde givet mig det Syn, da var det godt, jeg ikke havde den. Saavidt jeg nemlig kjender mig selv, behøvede Dr. Mynster kun lidt før at have givet mig det offenlige Vink om, at han vilde behandle Professor Clausen som en vildfarende Broder, og mig som en af Christi Korses Fiender, blot et saadant offenligt Vink derom, som det, alle de Læsere, jeg kjender, altsaa jeg selv med, har fundet i hans Prædiken om den christelige Viisdom, da vilde jeg strax skjønnet, at en Fristad i Israel tjende baade mig og.mine1 bedst, saalænge den Ypperste-Præst levede, og den Danske Stats-Kirke kunde da neppe været mig saa dyrebar, at jeg for Dens Skyld vilde opoffret, hvad jeg dog vel ikke opoffrede for min egen Skyld: min borgerlig Rolighed, der vist ikke er nogen Mand i Danmark kjærere, end den er mig.

Nei, det vilde jeg have forlovet, og Dr. Mynster har vist erfaret, at det er gaaet Mange af vore fælles Læsere, som ei er faa, omtrent ligedan, og desaarsag protesterer jeg for Historiens Domstol mod enhver Bedømmelse af Kirkens Gjenmæle, som gaaer ud fra den Forudsætning, at jeg skulde tænkt, Dr. Mynster, naar det gjaldt, vilde heller have Kirke-Samfund med Professor Clausen, end med mig; thi under denne Forudsætning kunde Kirkens Gjenmæle nok være ærlig meent, men neppe frikjendes for en Ubesindighed, der lidet passede sig for en Mand i mine Aar og af min dyrekjøbte Erfaring. Uagtet jeg derfor ellers godt veed at skjelne mellem en offenlig Yitring af mig, som kun har yttret alt for Meget oiTenlig, og en saadan af Manden, der kun yttrer offenlig hvad han paa ingen Maade vil, maa være dulgt, saa anseer jeg det dog endnu for en Overilelse, som Klogskab, i vigtige Momenter, beskytter mindre imod, end man sædvanlig troer, og jeg tænker endnu, Dr. Mynster, naar det gjælder, vil sige som jeg, at hvor organisk ulige, historisk og methodisk forskjellige, ja selv theologisk uenige vi end er, kan vi, som have Herre, Tro og Daab tilfælles, dog hverken for Herren eller for Menigheden forsvare at give vort * 128 intellectuelle og personlige Mis-Forhold mindste Skin af kirkelig Mod-Sætning. Skulde jeg heri, som dog vel er umueligt, tage feil, da protesterer jeg ogsaa mod enhver Bedømmelse af nærværende Skridt, som derpaa grunder sig, og kalder alle Dr. Mynsters Bøger, og alle vore fælles Læsere og Tilhørere, før hin Prædiken, til Vidne paa, at jeg som Christen ikke maatte, og som conseqvent Tænker ikke kunde forudsætte Andet, end at Dr. Mynster og jeg var kirkelig grund-enige, og at han altsaa, ei mindre end Hornsyld og R. Møller og Engelbreth, og jeg, fandt, at hvad det saa end ellers var, Professor Clausen vilde have frem, saa var det bestemt ikke Christendom!

Og nu paastaaer jeg, at, under denne Forudsætning, var Kirkens Gjenmæle netop et Ord i rette Tid, naar jeg vilde taale endeel Ubehageligheder, og vove mit Embede, for at Professor Clausen kunde komme ud af det theologiske Facultet, og det burde jeg, da jeg saae for mine Øine, at saalænge han var der, maatte den Danske Stats-Kirke, Aar for Aar, synke dybere tilbage i det Chaos, hvoraf den havde begyndt at udkæmpe sig, men som han ret med Flid og Held stræbde at reproducere i de vordende Præsters Hjerne.

Professoren har nemlig skabt sig et Ideal af en Kirke, hvori der ikke skulde være nogen fælles Tro, undtagen vel den, at Tro og Vantro kom i Grunden ud paa Eet, da man godt kunde tænke sig en ideel Enhed i de allerskarpeste Modsætninger. Ligegyldighed i Troes-Sager, det vilde da være denne Almeen-Kirkes Grundvold, hvor naturligviis Ordet, som i Pavedommet, blev det Mindste, Ceremonierne, Kirke-Tugten og Theologerne1 Alt. Theologerne skulde, uafhængig af den verdslige Øvrighed, aandelig beherske Folket, foreskrive sig selv, hvad de vilde lære, holde Folket ved god Lune med en repræsentativ Forfatning, men afvise enhver Indvending enten med Et: I forstaaer ikke Bibelen, eller: det har vi jo sagt jer saa tit, at Bibelen modsiger sig selv, og for at udjævne den Modsigelse, derfor har I Theologer!

See, er det ikke Papisteri fra Først til Sidst, blot med en gjennemsigtig, calvinistisk Form2, saa maa rigtig nok Papisteri blot bestaae i den Romerske Curie; thi selv de syv Sacramenter maatte jo Theologerne vel ogsaa have Lov til at indføre igjen, da de ellers, blandt Andet, opgav deres og Pavens stor * * 129 Prærogativ, at modsige sig selv, uden at nogen engang maatte sige, de vrævlede!

At nu et System, der er bygget paa Selv-Modsigelsens Grund-Sætning, som den rette kirkelige Tanke-Lov, og som ovenikjøbet, ved at lade haant om Natur-Philosophien, og Dens bølgende Klædebon, blotter sin Nøgenhed, og røber sin Mesters Overfladelighed, at et saadant System ei i vort Aarhundrede fortjener mindste videnskabelig Opmærksomhed, det har jeg sagt, og derved bliver det, hvad saa end Hr. Etatsraad Ørsted, dog ventelig kun ironisk, synes at indvende derimod; men betragte vi Bogen, som Juristerne nu synes at betragte Alt, casuistisk, efter Omstændighederne, da fortjener den baade borgerlig og literair vor høieste Opmærksomhed. Literair nemlig, fordi vi her finde aabenbaret hvad vi nok vidste spøgede1 i mange Kirker og Skoler hos os, men som Andre dog troede var nedmanet, og som derfor ei godt kunde2 bestrides, før det kom frem; men denne Benyttelse af Bogen tænkde jeg nok, kunde umuelig udeblive, og vidste desuden, havde sin Mand i Dr. Rudelbach. Borgerlig derimod var den vigtig, deels fordi den viiste, at Professor Clausen kunde umuelig være Præste-Lærer i Danmark, naar ikke Præsterne methodisk skulde oplæres til at forvirre Kirken og løsrive den fra Staten, og deels fordi den gav dem hos os et synligt Hoved, som ei vil have med den historiske Christendom at gjøre, men have Lov til at modsige Bibelen og sig selv, saa meget de lyste, Noget der bør være deres egen Sag, men derfor netop ikke den historiskchristelige Kirkes, hvortil vi høre, og hvortil de umuelig kan høre, der protestere imod den, om de saa end paastaae, at protestere og ikke protestere er i Grunden Eet og det Samme, da det er en Viisdomj hvorpaa den Kirke, som har en vis bestemt Tro, der vil bekjendes og ikke nægtes, ingenlunde kan indlade sig.

Her gjaldt det da kun om, at faae den Skilsmisse borgerlig sanctioneret, som Professoren selv har taget sig den Frihed at declarere, og blot glemt, først at nedlægge sit Embede som Præste-Lærer i den Stats-Kirke, han hverken vil være forbundet eller aandelig3 tilhøre.

Dette var let seet, og snart sagt, og jeg havde neppe troet, at ikke i det Mindste det Halve vilde været officiel indberettet, før * * * 130 min Bog kom ud; men det Hele vidste jeg nok. jeg kunde blevet den Første, der sagde høit, om jeg end havde biet lidt. Om det ogsaa havde ligget paa min Vei, formelig at anklage Professoren, som Retten har Ret i vilde været det Sikkerste, saa kunde det dog, efter min Erfaring aldrig faldet mig ind, og det var mig desuden langt mere om at gjøre, at Sagen kunde vinde den almindelige Opmærksomhed, den i Danmark fortjende, og Regjeringen være retfærdiggjort, hvad Undtagelse fra sit tolerante System Den end bestemde sig til, end om juridisk at udmaale1 hver Tøddel i en Bog, som jeg vidste, Professor Clausens Bog forsvarede saa godt, at det var Synd at forlange, den skulde forsvare sig selv, da man ikke godt kan holde Sværd og Skjold i een Haand, naar de ikke skal være hinanden i Veien.

Meget mueligt, at al min Anstrængelse for at Bogen skulde gjøre Opsigt, thi det var ligesaa vist min Hensigt med Kirkens Gjenmæle, som det var langt derfra med min Dimis-Prædiken, meget mueligt, at den havde været hartad forgjæves; thi Tiden er blevet tunghør, og jeg er blevet lavmælet, selv naar jeg taler høiest, meget mueligt, dersom ikke Professoren havde skjældt mig ud, saa det kunde høres til Skaane, og procederet derom et Aars Tid, for at det ei skulde glemmes, og for at Almuen, ved at høre, Præsten de kjendte, skulde være Tremarks-Mand for den gamle Tro, kunde mærke den Fare, de i mine Bøger ei let opdage! Ja, det er meer end mueligt, at Alt hvad der er skedt paa begge Sider, maatte skee, naar man skulde mærke, hvad Sagen havde at betyde; thi, er det desuagtet knapt nok, man har mærket det endnu, hvad vilde der da blevet af, om Professoren havde tiet stille med hvad han vidste, at den lille Bog var ikke god at røre ved uden med en juridisk Ild-Tang, naar man ellers ikke vilde brænde sig!

Skal jeg tale om denne mageløse Proces, eller skal jeg tie? Jeg kan begge Dele, og gjorde helst det Sidste, naar jeg kun var vis paa, den, desuagtet, vilde blive mageløs, men da jeg umuelig kan være det, og vilde dog ligesaa nødig for Danmarks som for min egen Skyld, at den nogensinde skulde miste dette Prædicat, maa jeg dog samle i en kort Sum, hvad skedt er, som en juridisk Curiositet fra det nittende Aarhundrede. Da jeg som Skribent er borgerlig2 mortificeret, og derhos pastor emeritus, er det aabenbar ingen Illusion, at jeg taler om det Hele som * * 131 Noget, der er skedt i gamle Dage, baade mig og mine Med-Borgere saa uvedkommende, som noget Menneskeligt kan være Mennesker, der stræbe at undgaae Fortidens Feil, og at blive kloge af Andres Skade.

Der var (tænker jeg man vil sige 1880 1) der var, i Begyndelsen af dette Aarhundrede en egen Mode saavel hos Juristerne som hos Theologerne, og det var i Grunden een og den samme; thi ligesom man ei vilde historisk undersøge men philosophisk udgrunde, hvad der skulde troes i den christelige Kirke, og hvad der stod i Bibelen, saaledes vilde man ei heller historisk undersøge, men philosophisk udgrunde hvad der stod i Loven, og hvad der skulde være Ret i Landet. Saamange Hoveder, saamange Sind, og naar alle et Lands Jurister ansee sig som Med-Lemmer af en stor Lov-Commission, der har Ret til at udgive deres Stemmer om hvad der efter sunde Rets-Principer bør være Lov, under Form af Domme mellem Mand og Mand, om hvem der, efter Lovene, har Ret, (at) da maa denne praktiske Votering i Lov-Commissionen snart bringe det saavidt, at ingen Mand i hele Landet veed, hvad der er Lands Lov og Ret, men at kun Advocaterne veed, de kan paastaae omtrent2 hvad de vil, og kun den Mand, der har en inappellabel Dom for sig, veed, han fik Ret i Gaar, uden at det deraf paa nogen Maade følger, han i lignende3 Tilfælde fik Ret i Morgen, da det aabenbar kommer an paa Omstændighederne. I criminelle Sager mærkes Uleiligheden ikke synderlig, undtagen paa Acternes Tykkelse, thi Tyve og Skjelmer kan ikke fare værre end Loven vil, og har intet imod en Casuistik, hvorved de, som har Intet at tabe, muelig kan vinde. Saasnart Spørgsmaalet derimod bliver om Gods og Penge, eller om Forpligtelser og Rettigheder, som grunde sig enten paa den almindelige aabenbare Lands-Lov, eller paa særegne Contracter, Fundationer og Privilegier, da føler Enhver, og især den boglig dannede Mand, der altid stræber at handle lovmæssig og aldrig gaaer til Things uden høieste Nødvendighed, baade at det er tungt, han maaskee efter et nyt Rets-Princip hos en fornem4 Jurist skal kunne drages for Retten, hvor det aldrig kunde ahne ham, og endnu tungere, at Sagens Udfald skal beroe paa de ham ubekjendte, maaskee endog af en eller anden Grund ugunstige Dommeres Rets-Principer, og Anvendelsen deraf paa det særdeles Tilfælde, som er al muelig Tilfældighed * * * * 132 underkastet, og, efter den menneskelige Skrøbelighed, som al Anvendelse af egne Principer paa forekommende Tilfælde, ei blot afhængig af Dommerens Retsindighed, Klarhed og Conseqvents, men selv af hans legemlige Befindende, Stemning, Lune, og tusinde uberegnelige Omstændigheder. I samme Forhold nu, som Tviste-Punkten bliver af mere aandelig Natur, i samme Forhold bliver naturligviis Dommen afhængigere af Dommerens Individualitet; allerede hvor det egenlig gjælder om et mundtlig eller skrevet Ords juridiske Betydning og Lovmæssighed, er al Sikkerhed forsvundet; og er Sagen af religiøs Natur, bliver selv Upartiskhed næsten utænkelig, da rimeligviis dog enhver Dommer har en eller anden Mening om Religionen, og det følger af sig selv, at, binder ikke Loven her paa det Strængeste hans Tanke-Gang, da vil den læmpe sig efter hans Grund-Mening, enten han saa er sig det bevidst eller ikke. Befinder Tiden sig nu ovenikjøbet i en religiøs Gjæring, forudsætte Stats-Lovene, at alle Indbyggerne, eller en vis Deel af dem, har eens Tro, skjøndt de aabenbar ikke har den, at alle de beskikkede Religions-Lærere i Grunden fører eens Lærdom, skjøndt de aabenbar ikke gjør det, og bliver det nu et Rets-Spørgsmaal, om en vis Lærer virkelig lærer, som han efter Loven bør, da kan man vædde Tusind imod Een paa, at den Dom, der skal fældes efter Dommerens egne Rets-Principer, vil stemme overeens med han religiøse Tro, Hang eller Grund-Sætning; thi det følger af psychologiske Love, som intet Rets-Princip, undtagen maaskee det, der udspringer af Troen paa Domme-Dag, kan forandre!

Man høre nu og bedømme1 en Sag, der i sin Tid gjorde almindelig Opsigt, i det en Præste-Lærer stævnede en Præst som Injuriant, fordi denne i haarde Udtryk bebreidede ham, at han, tvertimod Loven og sit Embeds Medfør, nedbrød Statens Religion, og bestreed dens lovmæssige Kirke-Forfatning. Præsten sluttede ganske rigtig, at skulde nogen Retter-Gang ved denne Leilighed finde Sted, hvad han dog fandt unødvendigt2, da maatte det blive en Undersøgelse fra Statens Side, hvorvidt det virkelig var sandt, at en beskikket Præste-Lærer saa aldeles kunde glemme, hvad han skyldte den Stat, der lønnede ham i et bestemt Øiemed, han desuden havde selv forpligtet sig til al fremme, ja, at han endog kunde være indiscret og ubesindig nok til at yttre Sligt i et offenligt Skrift, hvorved han baade gav * * 133 største Forargelse, og compromitterede den Tolerance, Staten havde fundet det passende, under de religiøse Meningers Gjæring, at øve! Dette var desuden soleklart af Præstens EmbedsEed, der, uden nærmere Forklaring, tilholdt ham af alle Kræfter (pro virili) ei alene at forsvare Statens Religion, men endog at angribe og bestride (impugnare) dens Modstandere; thi naar nu Præsten følde Kræfter til med Pennen at bestride hvad Præste-Læreren med Pennen havde yttret, da hørde det unægtelig til hans Embeds-Pligt at gjøre det, uden at han paa nogen Maade kunde staae andre end Staten til Regnskab for, hvorledes han i denne, som i enhver Henseende, havde opfyldt sine Embeds-Pligter. Allermindst, sluttede Præsten, kunde Staten, under saadanne Omstændigheder, lade ham blive stævnet af Præste-Læreren som Æreskjænder og Injuriant, da det maatte svække hans borgerlige Agtelse, saa han indtil videre ei kunde forrette sit Embede, og muelig, ved en blot formal Behandling af Sagen, koste ham hans borgerlige Ære, hans Embede og Trykke-Frihed, uden at det endnu var afgjort, om han virkelig havde forseet sig, eller blot med usædvanlig Nidkjærhed stræbt at gjøre sit Embede fyldest. Sin allerunderdanigste Protest mod Injurie-Sagen, velgrundet paa Sagens Natur, Grund-Loven, og Embeds-Eden, nedlagde Præsten i Biskoppens Haand, som, næst Majestæten, var hans høieste gejstlige Foresatte, men fik en Beskeed fra det Kongelige Danske Cancellie, hvoraf han med Forbauselse saae, at hans allerunderdanigste Protest hverken af Biskop eller Cancellie var forelagt Majestæten: Stats-Kirkens Hoved og Beskjærmer, Rigets eneste Lov-Giver, og alle Embeds-Mændenes fælles Herre, som her ene kunde resolvere, og kunde umuelig ville, at hvad der i alle Maader var en Embeds-Sag mellem to kirkelige Embeds-Mænd, skulde afgjøres for Dom-Stolene, uden at det kom i Betragtning, hvem af dem der havde opfyldt og hvem der havde misbrugt, hvem der havde æret, og hvem der havde forbrudt sit Embede, eller om de maaskee Begge havde fortjent at afsættes.

Cancelliet havde henviist Præsten med sin Protest til Dom-Stolen, og hvor megen Aarsag han end havde til at klage til Majestæten baade over Biskop og Cancellie, var det dog, efter Omstændighederne, næsten umueligt, og han adlød da det høieste Justits-Collegium, paastaaende for Retten, at Sagen skulde afvises. Han søgde imidlertid om beneficium processus gratuiti 1, som Modparten havde, og som ingenlunde gav Sagen * 134 en officiel Caracter, men dog ei kunde ham afslaaes1, uden at Cancelliet derved gav et Slags Præjudicat, men Cancelliet erklærede, at beneficium, efter Omstændighederne, Gud veed hvilke, ei kunde Præsten bevilges.

Efter skedt Tiltale og Gjensvar, afviiste Retten ikke Sagen, men Protesten, og det ei paa Grund af et klart Lovsted, som enten havde afskaffet den præstelige Embeds-Eed, forandret eller nærmere bestemt og forklaret den, men, Dommerne maae selv vide, hvorfor, thi af Præmisserne kan det umuelig sees, og man troer neppe sine egne Øine2, naar man læser, at fordi alle Præster ikke er Skribenter, kan en Embeds-Eed, der byder enhver maale sine egne Kræfter, umuelig forpligte en Præst, som endog er en navnkundig Skribent, til som Skribent at forsvare Stats-Religionen mod præntede Angreb.

Præsten nedlagde naturligviis strax sit Embede, som han maa have havt godt Mod og endeel3 personlig Agtelse for uskammet at kunne forrette saa længe, medens Præste-Læreren udraabde4 ham for5 Æreskjænder, og Rygtet gik, at han ene kunde takke Præste-Lærerens sjeldne Humanitet derfor, om han ikke blev Tremarks-Mand; og ved denne Leilighed var Cancelliet inconseqvent nok til at foreslaae Majestæteni Naade at afskedige en Embeds-Mand, der var tiltalt paa mere end sit Embede: paa sin borgerlige Ære. Præsten meende, at herved maatte Denne dog vel indtil videre være betrygget, og Injurie-Sagen bortfalde, men Retten meende Nei, af den mærkelige Grund, at vidste end ikke Præsten, hvad Retten vilde dømme, saa vidste dog Retten det selv, og forudsaae, at Dommen i dette Tilfælde ei blev haardere, end at Afsked i Naade kunde bevilges. Retten synes her, iblandt Andet, at have glemt, den var ikke Høieste-Ret, og kunde umuelig vide, hvad Den vilde dømme, da Præste-Lærerens Paastand meget viselig var ubestemt, og overlod Alt til Rettens Skjøn.

Saa faldt da Dommen, og den skal være fældet udelukkende efter en enkelt Forordning, der altsaa vel maatte ansees for Rigets Grund-Lov i kirkelige Anliggender, men da Konge-Loven unægtelig var denne Grund-Lov, og Forordningen var en fra Interregnets vanskelige Dage, som, med Hensyn paa Øieblikkets Frivolitet og politiske Gjæring, kun skulde afskaffe Anonymiteten og sætte Trykke-Friheden Grændser, saa skulde man ikke let falde paa, at den her lod sig anvende, naar man * * * * * 135 ikke erindrede sig den føromtalte juridiske Praxis, og vidste, at benævnte Forordning netop ved sin dunkle Tvetydighed maatte særdeles anbefale sig til hvem der raisonnererl efter egne Rets-Principer, og vil forsvare sin Dom med Citater; thi ellers maatte dog Embeds-Eden, om den ei kunde bevirke Sagens Afviisning, ledt til Frikjendelse, med mindre det var blevet beviist, at Præsten havde paa en aabenbar uredelig Maade misbrugt sin Embeds-Stilling, til Angreb paa Noget, ingen Præst2 maatte enten kunne misforstaae eller støde sig over.

Nu derimod skulde Trykke-Forordningen afgjøre Sagen, som en Slags kirkelig Grund-Lov, enten den kunde eller ikke, thi skulde den kun adspørges som almindeligt Regulativ for Bedømmelsen aftrykte, nærgaaende Beskyldninger, da gjaldt den gamle Regel: ueritas convitii tollit injuriam 3, og da skulde det Factum, Præste-Lærerens Bog var, blevet Gjenstand for en Undersøgelse, der maatte ledt bort fra Trykke-Forordningen, til Konge-Loven, Danske Lov, Præstens og Professorens Env beds-Eder, og det streed formodenlig mod de antagne Principer. Man antog altsaa, at efterdi Trykke-Loven ikke sætter nogen Straf for Angreb paa Stats-Religionen, med mindre den i strængeste Forstand var lastet og bespottet, hvad Præsten selv havde været liberal nok til ikke at paastaae den her var blevet, saa maatte man antage, at den, der ikke havde overskridt Trykke-Frihedens Grændser, maatte ogsaa være fri for at lastes for sin Skrift, saa det var en velgrundet Paastand af Præste-Læreren, at Præstens nærgaaende Udtryk, uden videre Undersøgelse, maatte mortificeres, og han mulcteres, dog med Maade, efterdi det nok var troligt, at Præsten havde meent han kun havde gjort sin Pligt.

See, det var aabenbar ingen Dom efter Trykke-Forordningen, men over den, efter egne Rets-Principer, Præsten umuelig kunde kjende, og her skulde man da mindst vente en haard Anvendelse af Trykke-Forordningens Bogstav om de Skribenter, som dømmes efter den, saa det maa ogsaa udledes af hemmelige Rets-Principer, at Præsten, uden videre Spørgsmaal, sattes som Skribent under Politi-Censur.

En saadan Dom og en saadan Følge-Slutning, der syndes at skulle give en yndet Præst og navnkundig Skribent, hvis Frygt for personlig at fornærme noget Menneske var næsten ligesaa bekjendt, som hans Hengivenhed til Kongen og * * * 136 Fædrenelandet, til Stats-Religionen og hele Stats-Forfatningen, give ham baade kirkelig, literair og borgerlig, saa haard og saa hastig en Død, uagtet hele Landet vidste, han havde Ret imod Præste-Læreren, det maatte nødvendig gjøre megen Opsigt, endogsaa udenlands, og det var en temmelig udbredt Tro, at naar den Sag kom for Høieste-Ret, maatte Præsten nødvendig faae den meest glimrende Opreisning, og saamange af Lands-Dommerne, som havde været enige, i det Mindste dømmes pro meliori informatione 1.

Præsten betænkde sig imidlertid paa, om det var Umagen værdt yderligere at friste Tidens hemmelige Rets-Principer, mod hvilke de aabenbare Love havde ondt ved at seire, og om det, da ingen Dødelig dog kunde udgrunde, hvad, efter den herskende juridiske Praxis, i dette Tilfælde skulde kjendes for Ret, før det var skedt, om det ikke da var klogest at nøies med en Dom, hvis Præmisser han kunde oversee, og frikjendtes i Grunden af2.

Loven gav en god Betænknings-Tid, Aar og Dag, og Sagen krævede det modneste Overlæg, da Spørgsmaalet var, om en lovmæssig Præst, navnkundig, patriotisk Skribent, en Huusfader med Kone og Børn, skulde juridisk vove det Yderste, som paa et Væddemaal, for at kunne blive i Fædernelandet, eller om han, hardtad for gammel, indgroet og bundet dertil, skulde see at finde et Land, hvor dog de bedste Advocater kunde sige en Mand, hvad han turde sige og skrive, uden at blive Injuriant, og hvor han da turde begynde et nyt Levnets-Løb.

Dog, Præsten havde en Ven i den Ret, der dømde ham, en grundærlig, stille, beskeden, men velstuderet, dybsindig, historisk-lovkyndig Mand3, hvis udmærkede Retskaffenhed var alle hans Kyndinger, og deriblandt tre Cancellie-Deputerede, med hvem han havde staaet i nøie Embeds-Forhold, velbekjendt. At han, som kjendte Lovene, og ærede dem sam de sande Rets-Principer for alle Dommere, skulde dømme efter Gunst, var ikke tænkeligt, men at Venskab kunde gjøre ham det til en Samvittigheds-Sag, at bryde sin beskedne, hos en til Skribent-Banen saa rigt udrustet Mand, hardtad mageløse Taushed, for at protestere mod en Dom, der, efter hans fuldeste * * * 137 Overbeviisning, streed ligesaameget imod Lovene som imod hans Retsfølelse, og tilintetgjorde en Mands borgerlige Existens, han i mange Aar havde æret som Præst, studeret som Skribent, og elsket som Ven; det var vel et halvt Vidunder, men dog ligesaa psychologisk forklarligt, som dybt rørende! Hans Protest vidnede maaskee om Haandens Mangel paa Øvelse, men dog klarligst om Kampen mellem en dyb, overvældende Følelse, og en klar juridisk Besindighed, om et Hoved, der i alle Maader vilde have Loven for sig, men et Hjerte, der, hvad saa end Hovedet sagde, maatte have Luft, og vilde, naar saa maatte være, opoffre sig.

Denne Protest udkom tilligemed en skarp Bedømmelse over Doms-Præmisserne, af den siden saa berømte Danske Orientalist1, som ogsaa elskede Præsten, ærede Stats-Religionen, og vilde, naar det kunde skee uden Lovbrudd, opoffre sig for dem, og disse Ting gjorde naturligviis ei blot Opsigt, men et dybt Indtryk hos et Folk, med saamegen Agtelse for naturlig Ret og Billighed, og saameget Hjerte til kjærlig Opoffrelse, som det Danske. Orientalisten vilde ikke skjænke Retten det Mindste, og havde Præmisserne i Forbigaaende ymtet om, at Præste-Læreren sagtens maatte være orthodox nok, da Superintendenterne jo i det Væsenlige var enige med ham, da blev det ei blot bemærket, men skarpt udført, at Superintendenterne stod under samme Lov, som Præste-Lærerne, og maatte, hvis de virkelig var enige med ham, faae samme Dom, hvad upaatvivlelig var strængt juridisk sluttet, men, efter Omstændighederne, for skarpt anvendt.

Cancelliet bestormedes nu fra tvende Sider, da Sællands Biskop klagede, og Præste-Læreren spurgde, hvad han skulde gjøre ved Lands-Dommeren og Orientalisten, som vovede at paastaae, Præsten havde Ret. Til Præste-Læreren svarede Cancelliet, at da Retten havde givet Præsten Uret, behøvedes derom ei videre Retter-Gang, men indstillede saavei Orientalisten som Lands-Dommeren til Majestætens Mishag med deres Handle-Maade, udbedende sig dog tillige, at Lands-Dommerens bekjendte Retskaflenhed maatte skjænkes et ærefuldt Vidnesbyrd ved Siden ad Mishagen!

Dette skedie, og nu sluttede Præsten, at den juridiske Vei til * 138 Majestæten i Høieste-Ret, ligesom den kirkelige til Majestæten over Cancelli og Biskop, var ham om end ikke theoretisk spærret, saa dog practisk afskaaret; thi at appellere en Dom, som Cancelliet, med Danmarks berømteste Theoretiker til Consulent, og, for Øjeblikket, som til Hoved, havde erklæret saa fuldgyldig, at den gjorde al videre Retter-Gang om Præste-Lærerens deri oversprungne Lærdom, selv i et ganske nyt Tilfælde, overflødig, ja, at indanke en Dom til aldeles Underkjendelse, og paastaae dens Ophavs-Mænd anseete med Lovgiverens allerhøieste Mishag, hvorimod Protesten af en, som det lød, ellers retskaffen Dommer, var allerede indstillet til Majestætens Mishag, og ramt deraf, det, fandt Præsten, maatte være forvovent1, især paa en Tid, da Høieste-Ret, uden at have tabt den store Høiagtelse i Europa, som Skumleren Molesworths aftvungne Vidnesbyrd avlede, og Retfærdighedens upartiske Haandhævelse gjennem halvandet Aarhundrede holdt herlig ved Lige, da selv Den stod Fare for at henrives af den frygtelige Praxis, der følger et andet Rets-Princip end Lovene: den aabenbare Lands-Lov, paa en saadan Tid, og i en Sag, hvori Neutralitet var umuelig, og hvorom det offenlige Ørstedske Præjudicat, at Præsten uden Grund havde forkjettret Præste-Læreren, syndes nu at have vundet en mageløs Kongelig Stadfæstelse!

Var nu en Dom, man ellers ikke skulde fristes til at acqviescere ved, var den, som det syndes, efter Omstændighederne, kun appellabel til Skjærpelse eller dog kun til Stadfæstelse, hvor Præmisserne ere usynlige, og lade sig da paa ingen Maade enten oversee eller bedømme, saa maatte Præsten unægtelig enten nedsynke i stum borgerlig Fortvivlelse, eller tye til Majestæten paa Publicitetens Vei, der vel, ved Politi-Censuren, syndes ham theoretisk spærret, men, som han troede, vilde dog staae ham practisk aaben, om ikke ved Andet, saa ved Kong Frederik den Sjettes personlige Sandheds-Kjærlighed, og mageløse personlige Tilgjængelighed, der vel, efter Sagens vidtløftige og indviklede Natur, ei her kunde gjøre Publiciteten overflødig, men vilde sikkert, troede Præsten, gjøre den baade muelig og frugtbar!

Han vovede da dette Skridt, om ellers det eneste Skridt, man kan gjøre, uden enten at overtræde den aabenbare Lands-Lov, eller overskride et elsket Fædernelands Grændser, om det * 139 Skridt med Føie kan kaldes voveligt, af en Skribent, hvis hele Liv og Levnet i henved tyve Aar kun behøvede den Oplysning, det stod i hans Magt at give, for at ligge klart udfoldet, borgerlig ulykkeligt, men ogsaa borgerlig uskyldigt, borgerlig roesværdigt, for Majestætens, for Danmarks og for hele Nordens Aasyn!

Her maa jeg nødvendig afbryde min Tale i Efter-Slægtens Navn; thi det Følgende kan kun Majestæten skabe, Tiden vise, og Historien melde; men min borgerlige Tro og mit borgerlige Haab, som del har været min Lyst at bekjende, som have trøstet mig over mange Trængsler, og som de Sidste vel kunde friste men ei overvinde: min borgerlige Tro paa Majestæten, som Danmarks Skyts-Aand i gruelige Tider, ja, som en Gud paa Jorden, der kun har Ham i Himlen over sig, en Gud paa Jorden i Retfærdighed, i Fader-Kjærlighed selv til de utaknemmelige Børn, men dog især til de lydige, og i Langmodighed mod de trodsige Tjenere, uforanderligt Velbehag mod de trofaste, denne min borgerlige Tro, og mit deraf udspringende borgerlige Haab, at hvad end min Skæbne skal vorde, saa vil, saa maa dog vist1 en saadan Konges Alderdom blive lykkelig og velsignet, som den kun kan blive for Lands-Faderen med det sjeldne Konge-Hjerte, naar den bliver det for Danmark, i den mageløse Grad, som Han i sin begeistrede Ungdom haabede, og som Danmark jublende haabede med Ham, dengang da Frederiks Navn, som Danmarks Skyts-Aand, forplantedes med Moders-Maalet paa mine Barne-Læber, og Høst-Gildets deilige Toner blev de første jordiske, der fyldte mit lyttende Øre; denne Tro, og dette Haab, som jeg, selv udvandrende, maatte tage med mig, ja tage med mig i Graven, saalænge Kong Frederik lever, dem vil jeg ogsaa frit bekjende her, hvor det staaer ene i Guds og Kongens Haand, om jeg skal juble eller forstumme! Man kalde mig længe nok Smigre-Præsten, fordi man intet Begreb har om, at naar en poetisk Natur skal godvillig bære de tunge Baand, der, især i vore Dage, trykke ei blot den nidkjære Præst, men ogsaa den patriotiske Skribent, da maa man føle sig sammensmeltet med Statens Grund-Forfatning, og med Dens udødelige Aand, Dens levende Sjæl, som Kongen i Danmark er, da maa man i Troen og Haabet kunne hæve sig over alt det Tilfældige, Trykkende og Skrøbelige, som enten blot menneskelig Ufuldkommenhed, eller tillige farlige, * 140 vanskelige Omstændigheder, og Misgreb, uundgaaelige i en forvirret, chaotisk gjærende Tid, kan have foraarsaget, og dvæle ved den herlige Ejerne, og ved den borgerlig levendegjørende Aand, som er og som virker med glædelig Enevolds-Magt i en landsfaderlig Konges Ord! Kalder man dette Smiger, velan! saa gid jeg maa kunne smigre Kongen af Danmark al den Stund jeg lever, det skal vist ikke nage mig i min Døds-Stund; men er det, som jeg troer, kun Smiger at fortie fornøden Sandhed, man har Kald til at sige, fordi den muelig kan støde, eller at besmykke hvad man dog misbilliger, og, i det Hele, at være falsk og sød, for at tækkes, er kun det, som jeg troer, at smigre, da veed jeg mig fri, og, Saameget er i det Mindste vist, at havde jeg saaledes smigret Majestæten, og dog ikke kunnet drive det videre, end til i mit 44de Aar at være pastor emeritus, opgivet Borger og bundet Skribent, da kunde det være ligesaa velforskyldt, som det er underligt1, og Kong Frederik den Sjette, der ei lod Naade gaae for Ret mod en smigrende Præst og Digter, med lidt Talent og Navnkundighed, Han maatte netop da være et endnu langt større Kongeligt Vidunder, end mine dristigste Sange har skildret!

Altsaa, jeg troer endnu borgerlig paa Majestæten, og haaber langt mere af Ham, end jeg behøver for at naae mine personlige Ønskers Maal; thi det er virkelig kun at have udtjent som Stats-Præst, hvortil jeg kun med megen Møie har stræbt at gjøre mig nogenlunde skikket, at have tarveligt Udkomme, og Frihed til med Mund og Pen at tjene mine Troes-Forvandte, den aandelige Deel af Menneske-Slægten paa Veien til Forklaring, og den Stat der vil skjænke mig Dette. Mit Hjertes Attraa er det vist nok, at have disse Livets Nødvendigheder til min Døds-Dag i Danmark, hvor jeg i saa lang Tid enten fandt dem, eller fik dem, ved en Tro og et Haab paa Majestæten, som ei beskjæmmedes, og derom tvivler selv neppe han, der, jeg vil dog haabe, ei spottende, men kun i Spøg, ubetimelig nok, i mine haardeste Dage, nænde at sige, det var jo min Lyst at vandre videre, med Saxo under den ene Arm, og Snorro under den Anden!2 Men skulde saadanne Taler af anseelige Mænd, der maae forudsættes at kjende baade mig og mit Forhold til Danmark, skulde de, eller hvad Andet der dog kun Alt er Redskab i Forsynets Haand, berøve mig det, uden hvilket jeg hverken kan eller tør blive godvillig her, da er jeg personlig * * 141 slet ikke fortvivlet, skjøndt kun den Alvidende kjender denVei, jeg da skulde betræde, den Plet, hvor det midtes mig at finde Virke-Kreds og Hvile! Sandelig, jeg har et høiere Begreb om Arm i aandelig Forstand, og om Hvad der kan gribe Støv-Mennesket under Armene, saa han ei synker sammen i sit eget forfængelige Intet, et høiere Begreb derom, og en baade mørkere og lysere Erfaring deraf, end at jeg noget Øieblik skulde tænke, at Skrifter, trods hvilke jeg i Danmark, som de var næsten udelukkende beregnede paa, sank saa dybt som den ringeste Borger, naar han kun er en ærlig, retskaffen Mand, vel kan synke, at disse Skrifter skulde nogensteds bedre tale min Sag, end de talde den her; men ligesom jeg frit bekjender, at gamle Krøniker er i mine Øine mere værd end gamle Postiller, saaledes troer jeg ogsaa virkelig, at det Hoved, jeg brød, og den Pen jeg sleed op, for at fordanske Nordens Old-Krøniker og Bjovulfs Drape, mest, som det synes, til Muus og Møl, at de, udenfor Danmark, vel kunde givet mig meer end det tørre Brød, og Skam til Takke af sprænglærde Folk, hvis stolte1 Latin dog Flere har lært end min platte2 Dansk. Jeg troer fremdeles, at dette Hoved, som Gud har lægt, og den ny Pen, Han gav mig for den gamle, at de, med Hans Hjelp og Velsignelse, endnu, hvor jeg kommer, og kan bruge dem med Lyst, er istand til at tjene mig Føden og Klæden, og et Navn, hvorved mine Børn ei skal rødme, saalænge de færdes aabent og ærligt, som deres Fader!

Ikke derfor greeb jeg da en Pen, Forbryder-Mærket paa min Skrift nær havde betaget en borgerlig uskyldig, fribaaren og fritalende Dannemand Modet til sømmelig at føre, ei for at klage over en Modgang og Uret, min christelige Tro og mit uforkrænkelige Haab har givet mig at kunne bære, saavelsom at lide; nei, der er en Herre, hvis Naade og Bifald skulde være og har været mig endnu dyrebarere, end min jordiske Konges, og naar jeg skal adskille Guds og Kongens Naade, som jeg har altid for ramme Alvor sammenføiet, da er Han den Eneste, for Hvem jeg klager mig personlig, og Hvem jeg, efter tro Tjeneste, beder om Almisse, her og hisset! Men hvorledes kunde jeg drage ud af Landet, eller gjøre noget borgerligt Skridt til Udvandring, med Troen paa det landsfaderlige Hjerte under Purpuret, og paa Konge-Øiet derover, og med Haabet om, at der ligger et Konge-Ord paa Tungen derimellem, som kan og * * 142 som vil gjøre det til en misundelses-værdig Lykke at være Dansk Borger, end sige da at have skabt den Lykke med retmæssig elsket Ene-Vælde, hvorledes kunde jeg det, uden at have gjort alt det Lidet jeg mægtede, for at det ei skulde synes, enten som om min Patriotisme, istedenfor at luttres, hensmeltede i Ovnen, eller som om Kongen af Danmark i en slibrig Tid kunde mene, selv af de ringeste troe Tjenere at have een for mange, eller endelig, som om Ene-Vælden ei gav Magt til at beskytte Kongens og Danmarks, hele Norden bekjendte Lovtaler mod aabenbar Uskjel1, den reise sig af Cabale, Caprice, Aands-Svaghed, Forblindelse, Forliebelse i egne Meninger, eller hvoraf det end maatte være!

Dette var Eet, og det Andet var ligesom Dette; thi veed jeg ikke godt, det er ingen Brøde i Kongens Øine, og kan ingen være, at yngre talentfulde Mænd havde kirkelig, videnskabelig og personlig knyttet sig til mig: en agtet Embeds-Mand, navnkundig Skribent, og god Borger, hvis bekjendte politiske Grund-Sætninger Kongen, baade for Thronens og Rigets Skyld, maatte ønske, om mueligt, indpodede i hele den yngre Slægt af Videnskabs-Mænd, da jeg ikke syndes at have dem tilfælles med Mange af den Ældre; og hvad er dog Dr. Rudelbachs og Adjunkt Lindbergs Brøde, dersom den ikke bestaaer i, at de er mine Venner og Med-Arbeidere? Vil vel Nogen af Danmarks Theologer afdisputere mig, end sige da Dr. Rudelbach selv, hans philosopherende Skarphed, eller hans theologiske Erudition, eller har man pludselig ophørt at ændse hvad man nys forgudede, eller hvorfor kunde en Rudelbach ei engang blive Licentiat i Theologien, da en Fogtman, en Clausen, og selv en Faber blev Doctores! Kan vel Nogen udgrunde, hvorfor Professuren i de østerlandske Sprog staaer ledig, medens man indførte Lindbergs ebraiske Grammatik i de lærde Skoler, eller er virkelig et tomt Catheder en større Prydelse for Høi-Skolen, end et, hvorpaa en af mine Venner stod, om det saa end var en Lindberg, som jo dog de Lærde, før han blev min Ven, ingenlunde tvivlede om, vilde gjøre Epoche i sit Fag! Kunde jeg forlade Danmark, uden at have gjort det Yderste for, at Majestæten fik at vide, hvad neppe nogen Anden siger, og hvad det ikke hjalp jeg sagde, uden her, for Historiens Dom-Stol, hvor de Høilærde kan beskjæmme mig, hvis jeg lyver, eller taler som den Blinde om Farverne! Nei, var det ogsaa * 143 kun for mine Venners Skyld, skulde jeg dog ogsaa i dette Stykke gjøre det Lidet, jeg mægter; thi under mageløs Ringeagt mellem mine fleste Jævn-Aldrende og de lidt Ældre af Danmarks Bog-Lærde, fandt jeg sjeldne Venner, Venner, som stod, da det gjaldt, og vil jeg fortjene en saadan Lykke, som faa Skribenter kan rose sig af, da maa jeg ikke heller taale, at dette Venskab, som var min Trøst og min Ære, da alt Andet syntes at glippe, at det skal behandles som en borgerlig Brøde, ei taale det, uden at lade Lyset skinne over Mørket, saa Majestæten fra Thronen kan see, hvad der er langt vanskeligere, end i vore Hytter, selv med det skarpeste Blik, at opdage! Det er sandt, Dr. Rudelbach kan Tydsk vel bedre end Dansk, og behøver neppe at lede længe om et Catheder i Tydskland, hvor man er slet ikke bange for de orthodoxe Theologer, men vel for de Andre, og nu Lindberg; jeg tænker, hvis han vilde, da kunde han vel naae et Catheder i Norge, hvor, blandt Andet, det theologiske Facultet, der siet ikke skyer Orthodoxien, godt kunde bruge en Tredie-Mand, som jeg ikke duede til, om jeg saa end, med min bekjendte historiske Partiskhed for Danmark, Haardhed mod Norge, og Ubillighed mod Sverrig, kunde enten ønske eller vente at blive det! Men hvad da? om end visse Folk skulde mene, det var bedre, at Clausen fandtes uerstattelig, og det østerlandske Professorat ubesætteligt, end at der skulde blive videnskabeligt Spor af mig og min Kreds i Landet, skulde jeg derfor troe, Majestæten dømde ligesaa, eller tænke, det var ei Møien værd at sige det!

Og endelig, hvorfor skulde jeg ikke haabe, at ogsaa mit ærlige frimodige Ord kunde bidrage sin beskikkede Deel til at oplyse den ogsaa politisk farlige Vending saavel den kirkelige, som den juridiske Tanke-Gjæring har taget her i det nittende Aarhundrede, og som det, ved Professor Clausens Bog, og Forhandlingerne desangaaende, er blevet soleklart, har bragt Forvirringen til en Høide, hvor den umuelig kan standse sig selv, men maa enten læges, eller blive dødelig for Staten! Naar det er kommet saavidt, at Professor Clausen kan skrive for hele Verden, hvad han kun behøvede mundtlig at sige vidnesfast Tiende-Delen af, for, efter Loven, at have sit Embede, og, skulde det tages strængt, langt mere forbrudt, naar han kan skrive det, og berømmes derfor af de Lovkyndige, men jeg kan ikke skrive, hvad jeg mundtlig kunde sige høit i enhver Forsamling, ja selv for Majestætens Øren, uden at støde an mod en Tøddel i Loven, det kan jeg nu ikke skrive, uden høilig at 144 lastes af de Lovkyndige, stævnes som Injuriant, afvises med min allerunderdanigste Ansøgning til Majestæten, nægtes beneficium, dømmes uden Undersøgelse af Kjends-Gjerningen, og miste min Trykke-Frihed; naar det kan skee, uagtet jeg dog var en agtet Embeds-Mand, og en navnkundig Skribent, hvis Skæbne maa gjøre Opsigt i hele Norden, som havde været begunstiget af Majestæten, som havde ikke blot en Advocat til Ven, som Justitsraad Treschov, men og selv baade Mund og Pen til Tjeneste, i en Sag, hvis Actstykker laae for den hele Læse-Verdens Øine, og som endelig, saavidt jeg veed, ei havde en eneste personlig Uven enten i Cancelliet, eller i Retten, men erholdt endog i denne Henseende den meest hæderlige Erklæring af Hr. Etatsraad Ørsted, som dog juridisk gav mig aldeles Uret; naar, selv under saadanne Omstændigheder, den herskende juridiske Praxis, og Raisonnementet efter egne Rets-Principer kan lede til det Resultat; ja, da veed jeg ikke, hvad borgerlig Sikkerhed nogen Undersaat i Landet kan have, naar det lyster hans Uven at stævne ham, og skulde jeg forlade Danmark, uden at have sagt det saa høit, med sømmelig Ærbødighed, som jeg mægtede!

Men maaskee er det blot Trykke-Forordningen, som trænger til Forandring? Ja, gid det var saa vel, men da burde det jo ogsaa siges, og hvem var nærmere til at udsige det med Suk, end en Skribent, hvis egenlige Fag er Fæderne-Landets Historie, hvori man vel ved Slutningen af forrige Aarhundrede maa oplede det Mærkværdige i en modbydelig Dynge, men gjør det dog langt heller, end man forgjæves leder om Oplysning over det nærværende Aarhundredes mange Gaader, og hvem veed det bedre end Skribenten fra 1806, der har vovet at skrive frimodig om sine egne Dage, hvem veed det bedre, hvad Mod, næsten Alle sagde Forvovenhed, dertil hørde! Sandt er det vist ogsaa, at naar man længst har stavet paa Trykke-Forordningen af 1799, for at finde Skrive-Frihedens lovmæssige Grændser, man da nødes til at sige, man fandt ikke engang Trykke-Frihedens, hvad dog kun er lidet, naar det Meste, som trykkes, kan undertrykkes før det bliver læst, og vil man altsaa beholde det Mod til at skrive frit, med sømmelig Ærbødighed, som Indledningen indgyder, da maa man vel udelukkende holde sig til Indledningen som Udtrykket af Lovgiverens Mening og Hensigt dvs. af Lovens Aand, hvad man dog ikke kan, uden stærk Tro paa en saadan virkelig Lovens Aand og Kongelig Lovgiver, som Frederik den Sjette; thi naar man skal gjenkjende 145 Christian Colbjørnsens lyse Hoved i denne Forordnings Stiil, maa man nok antage, det mindre var hans Hensigt at give Dommerne, og dermed Skribenterne, en øiensynlig Rette-Snor, end at give Advocaterne Leilighed til at øve sig i Dialectiken, eller Skribenterne et Vink om, ligesaa godt først som sidst, at forsage det Nærværende og Timelige, trøstende sig, som de kunde bedst, ved det Forbigangne eller det Tilkommende. Men trængde ikke ogsaa virkelig hiin Tids fleste Skribenter til et memento mori! og til en kraftig Advarsel om, at Øieblikket, hvori de havde nedsænket sig, var ei at stole paa, saa Forordningen, som et provisorisk Reglement, paa Grændserne af det attende og nittende Aarhundrede, vel kan kaldes et haardt Ord i rette Tid, og mon det ikke virkelig, til enhver Tid, var statsklogt, baade at afskaffe Anonymiteten, og see til at forbinde en ordenlig Censur med Skrive-Friheden, saa Forordningens Hoved-Feil blev dens Tvetydighed, og Parallelen mellem Skribent-Feil, en god Borger ogsaa kunde begaae, og qvaliliceret Tyveri eller andre grove Misgjerninger! Jeg troer jo, troer, at den Tøileløshed, og det evige politiske Kandestøberi, som den revolutionære, regelløse Ophævelse af Censuren havde udklækket, og den franske Revolution opfostrede, maatte afbiydes ved et Magt-Sprog, der vel kunde været voveligt nok, hvis ikke Napoleon var kommet med den 18de Brumaire, men vilde, i det Mindste til Napoleon forsvandt, ingen Skade gjort, under Frederik den Sjette, naar Juristerne kun havde været ligesaa liberale som Lovgiveren, og ikke anseet Forordningens Tvetydighed for en Fuldkommenhed, men for en Feil, hvorunder det var Synd Skribenten skulde lide. Vanheldet bestod da egenlig deri, at den ny Mode i Jurisprudensen, at construere den borgerlige Ret, ligesom Kant og Fichte den Moralske, a priori, at denne ny Mode der nu just opkom, og trængde høit til at bestrides paa den offenlige Vei, fik, ved Trykke-Forordningens Tvetydighed, denne Vei i sin Magt, behøvede altsaa ikke at lade sig bestride skarpere, end den selv vilde, og kunde, som skedt er, udbrede sig frit, til den naaede det Maximum, man vel maa kalde det, at betragte Trykke-Forordningen ogsaa i kirkelige Anliggender som en symbolisk Bog, over alle dem Loven kalder saa, og som en Ophævelse baade af Præstens og af Præste-Lærerens særegne Forpligtelser. At det saaledes langt mere er Raisonnementet paa fri Haand over hvad der i hvert enkelt Tilfælde skal kjendes for Ret, langt mere det, end Trykke-Forordningen, der 146 gjør Skribent-Veien aldeles usikker, kan jeg ikke bedre oplyse, end ved at sammenligne to Skribenters forunderlige Skæbne ved samme Ret, min egen nemlig, og En af mine Ungdoms-Venners1. Det var nemlig 1804, at en eet og tyve Aars Yngling, tidlig historisk-lærd, midt i et strængt videnskabeligt Arbeide, sagde nogle usømmelige Ord om en af vore længst hensovne Konger, men derom talde Trykke-Forordningen ikke, og det er klart, at ingen Lov kan befatte sig med Sligt, uden at tilintetgjøre den historiske Frihed, hvis Brug er Staten saa vigtig, og hvis Misbrug er den saa uskadelig, at den sikkert bør haandhæves. Mueligt, at der i dette Tilfælde var Noget som kunde fordre en Undtagelse, men hvad jeg vil sige, er, at man kaldte Ritualet til Hjelp, som forbyder at tale ilde om de Døde i deres Liig-Prædiken, og det er klart, at kunde Sligt medvirke det Mindste til, at en ung Historiker kom til at sidde paa Vand og Brød, hvad han rigtignok, under sit utrættelige Studium, var vant til, men ikke som Misdæder, og at han gik tabt for Videnskaberne, hvilken levende Skribent kunde da ikke falde, før han vidste det! Tyve Aar senere kom jeg for Retten som Præst, og forsvarede mig med Ritualet, men her maatte det ikke gjælde, uagtet Retten fandt sig incompetent til at undersøge Kjends-Gjerningen efter Trykke-Forordningen, men under Censur skulde jeg, som om jeg var dømt efter den, og Anvendelsen er overflødig. Havde en Fader, som lod sine Tyende og de Fremmede troe, og tale om Tro, omtrent som de vilde, antaget en Huus-Lærer til sine yngste Børn, under den udtrykkelige Betingelse, at oplære dem i den evangelisk-lutherske Religion, efter Luthers Catechismus og Balles Lærebog; nedrev desuagtet Huuslæreren offenlig i Børnenes Paahør saavel den Religion, han skulde lære dem, som de Bøger, han skulde bruge; lastede en af de ældre Sønner ham høit derfor, og sagde reent ud, at naar han tænkde saaledes, burde han, som ærlig Mand qvittere sin Post, og stævnede nu Huus-Læreren Sønnen derfor som Injuriant, og kunde Sønnen ikke engang redde sig med at fremlægge Faderens skriftlige Beviis af ældre Datum for, at han var sat til af al Magt at bestride hvad Tale der førdes i Huset mod dets Religion; da blev det vist nok ikke af mine Rets-Principer, det kunde udledes, at Huus-Læreren havde dog i Grunden moralsk eller philosophisk Ret, men derom kan man tvistes; at han derimod juridisk, det er, efter Lovene, havde den soleklareste Uret, det vil dog vel intet fornuftigt * 147 Menneske aftrætte mig, og hvad er da Forskjellen mellem dette Exempel og Sagen mellem mig og Clausen, naar man gjør Faderen til Lands-Fader, Huus-Læreren til Præste-Lærer i Staten, og Sønnen til Præst, hvad gjør da Forskjellen, uden at Juristerne er kommet i den Vildfarelse, at hvad der efter deres Tanker er moralsk eller philosophisk Ret i Kirken, det er ogsaa juridisk Ret, hvad saa end Lands-Loven siger, og man har da, hvor den Vildfarelse bliver practisk herskende, en hemmelig Ret, man ikke kan lære at kjende af den aabenbare Lov, men kun i paakommende Tilfælde, af glædelig eller sørgelig Erfaring for Domstolene!

Er dette nu soleklart, som det jo unægtelig er, og er denne Forvexling af lovmæssig dvs. juridisk Ret med hvad Juristerne, hver for sig, antager for philosophisk Ret, og troe, hvis de er Under-Dommere, at kunne forsvare for en høiere Ret, hvis Sagen appelleres, er denne Forvexling saa almindelig, som man maa slutte, ei blot efter min Sag, men efter den store Indflydelse, den skarpsindige Tænker A. S. Ørsted, i stigende Forhold, baade som Manuducteur og Skribent, lige fra dette Aarhundredes Regyndelse, har havt paa Danmarks Lovkyndige, da veed jeg ikke, hvad de bedste og klareste nye Love skulde nytte Fædernelandet meer end de Gamle, med mindre Juristerne igjen lære at skjelne skarpt imellem hvad de videnskabelig kan have at foreslaae til enkelte Loves, eller den hele Lovgivnings Forbedring, og hvad der, indtil videre, efter de bestaaende Love, i Grund-Lovens og Danske Lovs Aand, er Ret. Forordningernes og Reskripternes Mangfoldighed er beklagelig, men den er taalelig, naar Juristerne ikke vil misbruge den Kundskab derom, ikkun de kan besidde, til at give dem Uret, som efter den aabenbare, uforandrede Lov, og deres særegne Forpligtelser og Rettigheder, har Ret; vil de derimod ikke blot det, men selv hvor de ingen Forordning og Reskript har at sætte mod det aabenbare Lovbud, raisonnere sig derfra, da er den borgerlige Sikkerhed forsvundet, og hele Lovgivningen kun et Tvistens Æble mellem Juristerne, som kommer Folket og Landet dyrt at staae, om saa end alle Jurister var, hvad jo dog ingen Borger-Classe er, lutter retsindige, skarpsindige, conseqvente og samvittighedsfulde Mænd! Maaskee er hiin Fremgangs-Maade langt sjeldnere end jeg troer, men hvem der een Gang har lidt under den, maa dog ligefuldt borgerlig grue for den, ei blot paa sine egne, men paa alle sine Medborgeres Vegne, selv paa de Juristers, som øve den; thi ogsaa de staae i Grunden samme 148 Fare som vi Andre, med mindre de sidde i Høieste-Ret, og selv der maae de høre til Majoriteten, for at være sikkre paa, de, hvis de som Skribenter, eller i anden Qvalitet, drages til Ansvar, ei vil blive dømt efter en hemmelig Ret. Kan det times Jurister, hvad da os andre Boglærde, der vel, naar vi har Hoved og Stunder dertil, kan studere Hr. Etatsraad Ørsteds Skrifter, og have meget videnskabeligt Gavn af at følge den skarpsindige Tænker, selv naar han farer vild, vel kan det, men kan ikke forsvare os med Etatsraad Ørsteds Skrifter enten for Kongen, for Retten, for Folket eller for Efter-Slægten, kan det jo ikke, om vi end deraf kunde vist erfare, hvad der i enhver Henseende var Skribentens Mening, hvad dog saavel det Fragmentariske som det Dialectiske i Udviklingen forbyder, saa det nyttede os borgerlig slet ikke, om vi var bedre fornøiede med den Ret, de Ørstedske Skrifter, end med den, Danske Lov vil give os, undtagen i det eneste Tilfælde, at vi fik en Sag for Retten, hvor Dommeren, eller Dommer-Mængden havde fattet Ørsteds Mening ligesom vi, og vilde følge den. Men, hvad skal da Folket, hele Folket, saa nær som Juristerne og nogle faa Videnskabsmænd, hvad skal de sige, som slet ikke kan gaae ind i de videnskabelige Undersøgelser om, hvorvidt Schlegel, Ørsted eller Borneman, philosophisk talt, har Ret, men hvis borgerlige Virke-Kreds tit er meget udstrakt, og som, hver i deres Kreds, trænger høit til at vide, hvad der er juridisk Ret, ei blot efter en enkelt Procurators Forsikkring, ei engang blot efter Etatsraad Ørsteds Mening, men Ret efter Loven, Ret over hele Landet, Ret over alle Dom mere! Det kan for Øieblikket intet Menneske i Verden sige dem, uden Enevolds-Kongen i Danmark, og dog beroer derpaa deres Formue, deres Sikkerhed, deres Rolighed, maaskeeÆre, Liv og Gods, og naar da Skribenten, som selv er borgerlig tilintetgjort ved den juridiske Vilkaarlighed, uden at det nyttede ham det mindste, at han holdt sig til det eneste Faste: til Grund-Loven, det Uforandrede i Danske Lov, og sin Embeds-Eed, hvad man dog skulde meent maatte kunnet beskytte Efterfølgeren, om det end ikke fældte Overtræderen, naar en saadan Skribent vover, med et Knæfald paa Publicitetens Konge-Vei, at bede Majestæten høre en Klage, der ei paa den officielle Vei naaede Thronen, da er jo dog her den Enkeltes Suk hele Folkets Røst, da kun letsindige Forbrydere kan ønske at være uvidende om, hvad de vove, eller trøste sig ved, at Dommen kanskee bliver langt mildere end Loven!

149

Maatte dette Knæfald lykkes, maatte dette Suk høres, og et Konge-Ord fremkalde den Ret, som øiensynlig udspringer af Loven, da var ikke blot min, men Landets store Nød afhjulpet, da først kunde gode Love blive til Velsignelse for hele Folket, til hvilken Skole saa end Dommerne hørde; da vilde Majestæten sikkert ogsaa restaurere i en sømmelig og forædlet Form det Publicitetens Organ, der er Lands-Faderen ligesaa uundværligt som det er Folket, og uden hvilket gode nye Love ligesaalidt kan gives i det nittende Aarhundrede, som vi uden det vilde havt de uforglemmelige fra det Attende!

Jeg vil ikke her tale om, hvor let det synes mig, i vore lærerige Dage, at sætte Trykke-Friheden langt snevrere Grændser end den har nu, og det netop til Skrive-Frihedens store Gavn, da Staten nødvendig maa sikkre sig for den grændseløse Trykke-Friheds farlige Udsvævelser, før den kan skjænke og betrygge Skribenterne og sig selv en lovmæssig Frihed, der svarer til den, det mundtlige Ord ei nogensteds har, som hvor Frederik den Sjette throner, men havde dog selv under Christian den Femte, saaledes, at Molesworth, der med Magt vilde gjenfinde Tyrkiet i Danmark, maatte fortvivle over Præsternes Fritalenhed! Ikke heller vil jeg udvikle, hvorledes mig synes den Danske Stats-Kirke, naar den først kan blive skildl ved sine aabenbare Fjender, nemt lod sig indrette saaledes, at baade dens lunkne og dens nidkjære Venner uden Samvittigheds-Tvang elier borgerlig Uro kunde rummes deri; thi deels maa Loven i det Hele have Gyldighed, før Revisionen af Dens anden Bog kan nytte, og deels er en fri Discussion aabenbar umuelig, naar man vel maa skrive skarpt imod de gamle Indretninger, men ikke for dem.

Saa nedlægger jeg da her min patriotiske Pen ved Thronens Fod, som jeg nedlagde mit Embede, og skjøndt jeg ønskede at føre den i Danmark til min Død, vil jeg dog ikke dyppe den meer, naar det ei tækkes Majestæten, af hvis Naade jeg derimod haaber, at maatte uden Stævne-Maal have skrevet disse Ord til Trykken, som jeg, uden Anke kunde mundtlig talt for Majestætens Throne i Høieste-Ret, hvis jeg der var indkaldt til at gjøre Regnskab for min Embeds-Førelse og for Sammenhængen mellem den og Kirkens Gjenmæle!

Det var i hine bange Dage, da hver en ægte Dannemand skjalv, ei for sin egen, men for Danmarks Døds-Fare, og da vi alle maatte føle, at der i Danmark dog var meget Gammelt, hvis Skæbne, Tab og Savn vi maatte begræde, ja, da det syndes, som 150 Fædrenes Aand, medens vi konstlede paa deres Tro, deres Sang, deres Skrift, deres Lov, var til ubodelig Skade forsvundet af vort Borger-Liv, og svævede end kun i Begeistringens Øieblik over Skjaldene; da vaagnede der et patriotisk Ord paa mine Læber, som havde slumret der fra mine Barne-Dage, da Patriotismen vel, desværre, ei kraftig glødede i mange Hjerter, men funklede dog af mangt et Øie, som i Konge-Sønnen saae Danmarks Stolthed, og var veltalende paa mange Læber, som forkyndte Hans Daad, og priisde Danmarks Lykke! Det vaagnede, det Ord paa mine Læber, og Aanden var over mig, Fædrenes Aand, jeg saae Syner, og havde Drømme, hvori det, vi alle saae og hørde, forvandlede sig for mine Øine til Billeder af det Usynlige, som hardtad Ingen vilde troe! Fæstede jeg Øie paa Dagene bag mig, da Sælland var taget, Hoved-Staden faldet, Hoved-Kirken lagt i Aske, Flaaden ranet, Rigets Sønderrivelse kun alt for rimelig, da saae jeg deri et frygtelig varslende Billede paa vor aandeligeFolke-Tilstand, paa den aandelige Livs-Fare, hvori vi længe havde svævet, uden at vi vidste det, fordi den aandelige Fiende, som vilde rane os vor Fred, vor Kraft, vort Liv, havde, ligesom den Legemlige, inddysset os i søde Drømme, indsneget sig under Venskabs, ja, under Fredens og Kjærlighedens paatagne Skikkelse! Da glødede jeg af Harme, da stødte jeg i Hornet, at vække Valhals Kæmper til at værge Marken mod onde Jetter, og naar jeg da betragtede Konge-Sønnen, mine Barne-Dages Helt, saae ham reise sig ved Fader-Graven, saae ham stævne til det deilige Land, hvor en usynlig Kæmpe-Skare havde uddrevet Fienden og banet ham Veien, og saae ham, under Folkets Jubel, holde sit Indtog i den hærgede, men dog ei ødelagte Hoved-Stad, og bestige den rokkede, men dog hverken omstyrtede eller vanærede Fæderne-Throne; see, da fik jeg Mod til at kæmpe, thi da sluttede jeg fornuftelig, er det dybe udvortes Fald saa sanddru et Billede af det Indvortes, hvi skulde da ikke ogsaa Opreisningen være det! I dette den aandelige Opreisnings levende Haab sammensmeltede min Fædernelands-Kjærlighed med min Fæderne-Tro; i det Haab har jeg kæmpet og lidt1, med det Haab nedlægger jeg den Pen, der stræbde at afbilde, stræbde at udbrede, nære og forstærke det, hvor Dansk var Moders-Maalet, nedlægge den Pen ved Thronens Fod, hvor Kongen sidder, som vakde Haabet i min Barm, som nærede det, som var dets Liv og Sjæl!

* 151

Saa gak da, min Pen! og læg dig selv ved Thronens Fod, hvor jeg kan ikke komme, saalænge jeg maa sige: enten er jeg beskjæmmet i min Hæders-Dragt, eller den er beskjæmmet paa1 mig; thi i den er jeg kaldt Ære-Skjænder, jeg er ikke dømt til at være det, men jeg er behandlet og straffet, som om jeg var det, mit Ord er, uden Undersøgelse, erklæret for borgerlig dødt og magtesløst, erklæret derfor en dog af Cancelliet, som om det var en afgjort Sag, hvad Høieste-Ret vilde dømme, og derved er Forbryder-Mærket over min Skrift beseiglet, saa nu kan jeg, som ærekjær Præst og Skribent, ei tale og ei skrive meer, ei lade mig see eller høre for Kongen eller Folket, uden som en Mand, der har tabt sin Danske Borger-Ret, men dog ei sine forrige Med-Borgeres Agtelse, den han, baade som Præst, Skribent og Menneske, var lykkelig nok til at vinde, og bekjendt nok til at beholde!

Gak, min Pen! og læg dig, hvor det tidlig ahnede Skjalden i en Pindse-Uge, at hans Harpe skulde briste2, læg dig ved den Konges Fod, som har fortjent at tjenes tro, men tjendes heller aldrig troere af nogen Pen i Danmark! Læg dig lavt, thi for dybt kan ingen Pen og ingen Mand nedbøie sig for Purpur-Kaaben om et saadant Hjerte, for den Danske Krone paa Kong Frederik den Sjettes Hoved! Men glem det ikke, at, naar du ligger lavest, da ligger du paa Jorden, som bærer ogsaa Kongens Throne, paa den Jord, hvoraf Manden er taget, som blev Fader til alle Jorde-Riges Konger, og til deres Undersaatter; paa Jorden, som i Mennesket er, ved et Guddoms-Kys, trolovet med Himlen, og skal derfor i Mennesket, som vil ære sin Skaber, ei blot mindes sin lave Herkomst, og sit eget Intet, men tillige sit høie Kald, og sin Skabers Krav! Læg dig derfor, ei som de Krybende, men som de Knælende, og siig, ei som de Trodsige, men som de Troende: jeg kommer, som jeg maa, til Majestæten, at gjøre Regnskab for min Førelse, i Lænker kommer jeg, thi Kongens Tjenere har bundet mig, jeg beder ikke om at løses, hvis Lænken er fortjent, jeg vil ikke engang bruge min Frihed, naar det mishager Majestæten; men jeg maa nødvendig spørge, om det er med Kongens Vidende og Villie at jeg er bundet, uden at være overbeviist om nogen Brøde, ja, uden at man engang ved Dom-Stolen har sagt mig, hvilket Konge-Bud jeg har overtraadt! For Gud er jeg vist nok ikke * * 152 uskyldig, men det er ingen Pen, uden, som Danmarks Love sige, der skal læres i hele Landet, Propheters og Apostlers, og Deres har jeg stræbt at følge! For Kongen og Folket er jeg vist uskyldig, undtagen forsaavidt som ærlig Roes kan ogsaa skade, om ikke anderledes, saa dog ved at synes utroelig, og, med Hensyn paa andre Konger og Folk, ubillig; men derfor kunde dog Ingen binde mig med Føie, uden Kongens og Folkets Fiender og Misundere! Det maa jeg ikke kalde Nogen af Kongens Tjenere, uden der gaaer Syn for Sagn, men det har jeg heller ikke gjort! Vist nok har jeg gjort andre Penne Uret, thi det kan, efter menneskelig Skrøbelighed, ingen Pen undgaae, som sidder i et levende Menneskes Haand, der har et dobbelt Kald til at sætte sin Pen imod Andres, og naar Efter-Slægten har veiet den Uret jeg leed af andre Penne, mod den, jeg gjorde dem, da frygter jeg ikke for at beholde Over-Vægten! Men, om jeg ogsaa beholdt den, naar Talen blev om videnskabelig Uret, saa bar jeg dog lige uskyldig min borgerlige, juridiske Lænke, dersom jeg ikke har gjort borgerlig, juridisk Uret, og det en saadan, at Danmarks Love dømme mig til derfor at bindes! Man har sagt, at jeg skal have gjort Professor Clausens Pen en saadan Uret, men jeg har protesteret, med Konge-Loven, Danske Lov, Ritualet, og Professorens Bog for mig, og man har ikke villet forelægge Majestæten min allerunderdanigste Protest, man har ikke villet respectere den for Retten, og ei villet undersøge, om det ikke dog er sandt, at Professor Clausen har sat sin Pen imod Propheters og Apostlers Pen, og imod den Konge-Pen, som har underskrevet Konge-Loven, bekræftet Danske Lov og Ritualet, og altsaa unægtelig sat sig fiendtlig imod hvad der, efter Danmarks Love, juridisk er Guds Ord og den christelige Kirke, hvis Modstandere Ritualet strængelig forbyder Præsterne at skaane, og som Konge-Loven kalder Kjættere, Sværmere og Guds-Bespottere! Som Præste-Pen er jeg udtrykkelig sat imod Professor Clausens, som Præste-Pen er jeg bundet, og maa da allerunderdanigst spørge Majestæten om, hvad Ingen har sagt mig, naar det er blevet Lov i Danmark1, at en Præst skal være Injuriant og miste sin Trykke-Frihed, fordi han skriver haardt mod den Danske Kirkes Fiender, til hvilke Professor Clausen, paa Præste-Ordet, hvad saa end Hof- og Stads-Retten, hvad saa end Cancelliet siger, efter Loven, juridisk maa antages at høre, * 153 til han, efter lovlig Undersøgelse, er frikjendt for at have ført Vaaben, ført Pennen, Skribentens eneste Vaaben, imod den, imod den Kirke, jeg i Præstens Haand nødvendig maaite djærvt forsvare, naar Præsten skulde holde sin Eed: af al sin Magt at bekrige Fienden; thi hans hele Magt og Styrke mod en fiendtlig Pen, de laae unægtelig i mig, hans Pen!

Tal saa, min Pen! og bøi dig i din Lænke dybt for Majestæten, som jeg, den dybt nedbøiede Præst, Skjald og Borger bøier mig, naar Majestæten taler!

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
SKRIBENTEN
NIK. FRED. SEV. GRUNDTVIGS
LITERAIRE TESTAMENTE.

Censurens voldsomme Indgreb i Grundtvigs fri Forfatterskab maa have virket næsten overvældende paa hans i Forvejen oprørte Sind. - Hvad han følte derved, kan man blandt andet se af et Digt til Kongen, som vistnok er skrevet ved denne Lejlighed, men som næppe blev bragt til Majestæten. Det er en »Taksigelse« til Kongen for den Naade. han hidtil havde vist Digteren, hvortil der føjes disse harmfulde Ord:

Men aldrig prises i Skjaldesang
Skal deres Navne, som har i Vang
Mig skilt ved Kongens Naade;
At Saga-Staven kom under Slaa,
Hvor Fredrik hersked, kun nævnes maa
En uforklarlig Gaade!l

I sin nedslaaede Stemning har Grundtvig været tilbøjelig til at regne sin Virksomhed som dansk Skribent for afsluttet, og mens den Tanke atter gæstede ham, at han maaske burde forlade Landet og rejse til det frie Norge, har han sat sig til med løbende Pen at skrive sit »Testamente« til den danske Læseverden.

Det er et slaaende Vidnesbyrd om Dybden og Sundheden i hans Livsudvikling, at der ikke spores mere Bitterhed i dette beaandede Slutningsord om hans hidtilværende Løbebane.

*
155

Skribenten
Nik. Fred. Sev. Grundtvigs
Literaire Testamente.

Auch ich war in Arkadien geboren.

Schiller.

Maa trykkes.
I Kjøbenhavns Politieret, den 21 Marts 1827.
P. Eberlin.


Kjøbenhavn.
Forlagt af den Wahlske Boghandel.
Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogtrykkeri.
1827.

156

Fortale.

At være Dansk og dog i Grunden Nordisk Skribent, og hardtad slet intet Andet i Verden, det var mit brændende Ønske, da jeg blev borgerlig myndig, det er saa endnu, da min Pen er blevet myndig under Curator, og i Hoved-Sagen har jeg hidtil naaet mit Ønske, langt bedre end de fleste Mennesker i deres Middel-Alder kan rose sig af; thi min Pen har virkelig gjort mig navnkundig i Norden, og det ei først ved at skrive Kirkens Gjenmæle, der kun gjorde min Modstander navnkundig, fordi jeg var det, og hverken har jeg været stort Andet i Verden end Skribent, ikke heller tegner det til, jeg herefter skal blive det Mindste meer.

Derimod tegner det rigtignok til, at jeg ei længere skal naae den anden Deel af mit Ønske: at være Nordisk Skribent i Danmark; thi Døds-Tegnet staaer over min Skrift, og derfor har jeg skrevet mit Testamente, som det sømmer sig en levende Skribent med Døden for Øine; men immer kommer det mig for, som Alting nu er bagvendt med mig; thi efter Aviserne og Korset ved min Grav skulde jeg jo allerede være død og begravet, og dog har jeg aldrig følt mig saa ordenlig prosaisk lyslevende som nu, saa jeg faaer overlade til mine Læsere at afgjøre, om jeg virkelig lever, eller maaskee kun gaaer igjen.

Dog, hvad enten mit Liv eller min Død nu er et Blænd-Værk, saa mindes jeg dog godt, at mit forrige Skribent-Liv var en haard Døds-Kamp, ligefra mit fjerde Aar til mit tyvende, altsaa, hvis Aviserne har Ret, til min Død, og hvis jeg ikke tager feil, til min Seier over den, og, hvad enten jeg er død eller levende, laae der mig ligesom en Steen paa Hjertet, saa jeg kunde ikke være ganske rolig, før jeg fik sagt de Med-Levende, eller, er jeg død, de Efter-Levende, hvorledes jeg, med Døden for Øine, eller, er jeg kun en Aand, paa hiin Side Graven, betragtede min Kamp.

157

Det har jeg nu gjort, skjøndt ikke nær saa klart, som det kunde blevet, naar jeg havde givet mig Stunder, men, naar man skriver paa sit Testament, med Døden for Øine, ja, med Sort paa Hvidt for, at man alt er død og borte, da gaaer det naturligviis en Dansk Skribent, som det gik Jeppe paa Bjerget, han tør dog ikke ret troe sine egne Øine, før han dømmes til Live igjen af den samme Ret, der har dømt ham til Døden, han tænker nødvendig: maaskee føler du dig dog kun levende, enten fordi du ikke er hængt tilgavns, og bliver det da formodenlig snart, eller du kun gaaer igjen, fordi du glemde Noget i Verden, og da slaaer din Time ogsaa snart.

Hermed undskylde den velvillige Læser mit Hast-Værk, og de derved indløbne Feil eller Mangler, som jeg, vil Gud, jeg lever, selv skal stræbe at rette, men maa i andet Fald bede min Eftermand, som executor testamenti med uindskrænket Fuldmagt, at berigtige!

I Øvrigt maa Efter-Slægten afgjøre, om jeg naaede mit Maal: Udødelighedens Tempel, ei det heroventil, thi did gaaer Veien i det Skjulte, men det herneden, som er nødvendig vort jordiske Maal, naar vi føle Mod og Kraft til et Optrin af Kæmpe-Livet for Verdens Øine, hvor saa end Kredsen er skrevet, og hvad saa end Vaabenet kaldes, som var os bekvemt. Kun det veed jeg: mit Liv var aaben, ærlig, aandelig Kamp, min Kreds var Norden, og Pennen var mit Vaaben, min Pen, og ei min Tunge; thi af Natur var Tungen bly og Pennen fri, var Tungen blød og Pennen haard, saa, naar det syndes anderledes, var del kun, fordi de lærde eller laande af hinanden, eller og fordi de øiebliklig rørdes af Lynet, som farer fra Østen til Vesten med skjulte Kræfter og uberegnelige Spor! Sin Skjalde-Pen kan Ingen skjære selv, men kun fordærve, men selv min Skriver-Pen har jeg kun havt paa anden Haand, og naar jeg selv vilde spidse den, saa fik den Tænder og spruttede, saa jeg blev ærgerlig, og smeed den!

Christianshavn i Marts 1827.
158

Er det sandt, hvad man saa tit, og ei sjelden saa bittert, har bebreidet mig, at jeg misbrugde min levende Indbildnings-Kraft, min Magt over Ordet, min Styrke i Modersmaalet, og i det Hele hvad der har gjort mig som Skribent navnkundig i Norden, til at forvirre mine Læseres Tanke-Gang, til at bekæmpe en herlig Oplysning, og fordærve en Smag, der, om den end ikke var den bedste, dog var paa gode Veie: kort sagt, at jeg har kæmpet for det gamle Barbari, for Middel-Alderens Mørke, og for det syttende Aarhundredes aandløse Systemer, og al aandelig Frihed tilintetgjørende Former! Saa maa jeg vel spørge, thi er det sandt, da har jeg nu saa aabenbar stillet mig under Aands-Frihedens og Oplysningens Banner, at jeg selv bør dømme mine Bøger til Baalet, eller dog betragte mine literaire Udtømmelser, som en Lava-Strøm, der, til Lykke, snart blev afkjølet, og som jeg selv maatte arbeide paa at bortskaffe, for, om mueligt, endnu at redde det Jord-Strøg, jeg i min Blindhed ødelagde!

Nei, det er ikke sandt, det kan jeg see, det har alle mine velvillige Læsere følt, det maae selv min Skrifts ivrigste Modstandere, naar de besinde sig, indrømme; thi ikke en eneste af mine Bøger efterlader den Følelse, at Krebs-Gang var Kæmpe-Skridt i mine Øine, og langt mindre er det Total-Indtrykket af min Skrift, saa, naar man paastod det, var det aabenbar kun fordi man ikke troede den uvilkaarlige Følelse af hvad jeg stilede paa, og, under Reflexionen, enten ikke vilde, eller ikke kunde skjelne ret mellem Aand og Udtryk, Materie og Form. At det var Old-Tidens Aander, som jeg ikke blot gjorde Røgelse for, men oplivedes og besjæledes af, det mærkede man, men at Aander aldrig skabe aandløse Former, aldrig oplive dem, der arbeide paa Been-Huse og lovsynge Skygge-Billeder, det oversaae man, skjøndt min Pen i Historien ei skaanede det Mindste af alt Saadant, om det end nok saa alvorlig var indviet til de Aanders Priis, jeg hyldede. Enten maae da hardtad alle De, 159 som hidtil for Alvor bedømde min Bane, have været saa aandløse Naturer, at ei engang de gamle Aanders kraftige Rørelse kunde lære dem, at Aander ei som deres Redskaber forældes, og kan ei døe som Støvets Børn, og kan ei overvindes uden af stærkere, mægtigere Aander, for hvilke de som Fiender maae flye, eller som underdanige Tjenere bøie sig, enten det, eller ogsaa maae de, saavelsom jeg, have vandret i en Dunkelhed, der ei tillod at skjelne skarpt imellem Ven og Fiende, mellem Legeme og Skygge, og under hvilken d e feilede mest, som kun vilde troe deres egne Øine, de gjorde de fleste Mis-Greb, som vilde gribe Alt med Hænderne!

Det Første har jeg ofte tænkt, til min Plage, men ligesaa tit har jeg ahnet det Sidste, til min Trøst, og seer jeg ret, da ligger her, som i Alt, undtagen i det store Forhold mellem Sandhed og Løgn, det Sande midt imellem Begge.

Visselig, det klæder nutildags ei noget Folk i Verden godt, undtagen, om man vil, Chineserne, at lade deres Naboer høre, de ligge i et aandeligt Chaos; thi deri ligge øiensynlig alle de Folke-Færd, som have taget Deel i Middel-Alderens Gjæring og den ny Tids Dannelse, saa Forskjellen er kun, at Nogle bortødsle deres Kræfter i vilde Kampe, og nedsynke saa, aandelig døde og magtesløse, i det rædsomme Chaos, hvor ikke Livs-Aanderne kæmpe om Redskaber, men Døds-Aanderne om deres Offere, men at Andre danne et Chaos, hvorover Skaber-Aanden svæver, og Lyset oprinder, hvori det Fjendtlige efterhaanden afsondres, og det Beslægtede sammenføies, og hvoraf Livet opstiger, vel i dunkle, men dog immer klarere, organiske Skikkelser!

Saa er det, saa maatte det nødvendig være, efter de store Sammen-Blandinger, ei blot af Folke-Stammer, men af Religioner og Literaturer, som har fundet Sted i det nyere Europa, og hvoraf jo vor hele aandelige Tilstand er et Resultat, langt ligere en forvirret, uopløselig Knude, end en udviklet Klarhed, som man i høieste Grad af Blindhed har udraabt den for, uden dog at kunne forklare et eneste af de aandelige Elementer, hvis Virkninger dog vare gyldige Vidner om deres Kraft, og hvis Kraft man dog vel ikke forklarede, ved at udlede den af Intet, eller hvad er vel en tom Indbildning Andet, end Vuggen for et indholdsløst Begreb.

Som det nu er med Folkene, saa er det med os Enkelte, som optræde iblandt dem, oprundne af en enkelt eller sammenvoxet Rod, opvoxne mellem stridige Elementer, meer og mindre 160 tiltrukne og tiltalte af de forskjelligste Literaturer, Aander og Syns-Maader, os, der saaledes optræde med Drift og Kraft til at føre Ordet, som det kan føres med Pennen for en Læse-Verden, og det er jo soleklart, at jo letnemmere vi vare, jo mere vi stræbde, at omfatte vor Tids Dannelse, og at tilegne os Alt, hvad der i Menneske-Livettækkedes os, jo mere vi stræbde derefter, og jo bedre det lykkedes os, des mangfoldigere, men ogsaa dunklere maatte vort Inderste vorde, des umueligere maatte det blive os, at støbe vore Tanker og Følelser i de almindelige Former, og undgik vi den Klippe, hvorpaa Saamange strandede, ved at ville omskabe Grund-Formen for det levende Ord, som Moders-Maalet er, hvad Under, at det ogsaa blev bardtad den eneste Tale-Form, vi ærede, udgydende os deri saa frit, saa rigt og saa mangfoldigt, som vi mægtede!

Fæste vi nu Øie paa Folkene i Europa, da finde vi Ingen, som det timedes at undgaae den store Sammen-Blanding i Middel-Alderens Morgen-Stund, uden Folkene i Norden, der i det Mindste afsondrede langt Mere fra sig ved Udvandring, end de optoge i sig, og derfor slutte vi med Rette, at Grund-Stemningen der maa omtrent have samme Eenhed eller Lighed, som Ordets Grund-Form eller Moders-Maalet.

Men er det heraf rimeligt, at Folke-Dannelsen i Norden kan vinde en langt mere organisk og harmonisk Eiendommelighed, end andensteds i Europa, saa er det dog en Opgave, selv gode Hoveder kan være bekjendt at tage Feil ad, naar man betænker, at her sidde vi op imod Verdens Ende, og have ikke blot den samme Mangfoldighed at ordne og adskille, som det Folk, fra hvilket vi nærmest erholdt vor Dannelse, men derhos vor naturlige Eiendommelighed at forlige eller dog at forbinde dermed, og hvem der ved det nittende Aarhundredes Begyndelse indbildte sig, at det var nemt, vidste dog sikkert i Grunden slet ikke, hvad Talen var om.

Hist i Syden levede og virkede, kvad og kæmpede, grublede og skrev, i fordum Tid, de sindrige Græker og de skarpsindige Romere, saalænge til de baade aandelig og borgerlig nedsank i Sophisteriets, Selv-Modsigelsens, Sløvhedens og Trældommens gruelige Chaos, hvor Modet er iiskold Ufølsomhed, Kraften rasende Fortvivlelse, og Viisdommen lumsk Verdens-Klogskab.

I Øster-Leden sad fra Arilds-Tid et Gaade-Folk, som, med sin eneste Gud, og sin eneste Bog, var et sært Vidunder, og er det den Dag i Dag, baade fordi den eneste Bog synes at maatte være Resultatet af en boglig Dannelse og en boglig 161 Kunst, som er usporlige, og fordi der fra dette Folk udgik en ny Tro, en mægtig Aand, som ei tilhørde noget Folk, uden det ny, det mageløse Folk, Den selv skabde sig af allehaande Folk og Tunge-Maal. Denne Aand, Christen-Folkets Aand, førde Jøde-Bogen med sig, som sit gamle Testament og sit Ords poetiske Forbillede, og sit eiendommelige Ord, der skulde løse Menneske-Gaaden, kaldte den det Ny Testamente, der, sammenføiet med det Gamle, udgjør den forunderlige Bog, som, under Navn af Bibelen, endnu, efter sytten, atten Aarhundredes Forløb, er Gjenstanden for dyb Ærbødighed hos mange Folke-Millioner, og det stor Tvistens-Æble mellem hele den ny-dannede Verdens Boglærde!

Intet Under, thi den Bog, og Aanden, som bar den fra Jøde-Land til Island, har, uden al Modsigelse, gjort større aandelige Mirakler, end alle Verdens andre Bøger i en Sum, og da den stærkeste Aand nødvendig er den Største, og da den Aand, som ei opsteg af noget Folk, men skabde sig Et til aandeligt Herredom paa Jorden, vel maa kaldes den Guddommelige over alle Andre, Guds egen Aand, saa er det kun sært, at noget Kuld af Bog-Lærde, hvis Dannelse historisk udsprang af Bibelen og skabtes af Christendommens Aand, vil vide af, at denne Aand er ikke deres.

Vi veed imidlertid, der kom et Aarhundrede, det sidst forløbne, da Bibelens og Christendommens Aand blev overalt, i det ny-dannede Europa, hvor Pennen ei var bundet, fornægtet og bespottet netop af dem, hvis Ord er som det aandeligste, saa det Stærkeste: af Digterne, og naturligviis med deres Læse-Verden af Mængden i de saakaldte dannede Stænder!

Saaledes fornægtede og spottede fordum de romerske Digtere deres Fædres Guder og Helligdomme, og med denne Dands og Strænge-Leg paa Randen af det rædsomme Chaos sammenlignede det attende Aarhundredes Digtere selv sædvanlig deres, medens de Lærde jublede over, at have oplevet saa gylden, saa classisk en Tid, som levende gjentog, hvad hidtil kun i døde Mindes-Mærker havde været Gjenstand for det ny-dannede Europas Beundring.

Dog, den Jubel var for rasende, den slaviske Efterligning af et med Skjændsel forgaaet Folks Aandløshed var for plump, til at der skulde findes noget Folk i Europa, som havde fordum en egen Aand, uden at denne, ligesom vaagnende af Døds-Slummer, foer op til Kamp, og kaldte Folket tilbage til Ærbødighed for Aander: for de usynlige Kræfter, som skabe levende Sjæle, 162 en Ærbødighed, der er Mennesket saa naturlig, som Ordet, som det levende Vidnesbyrd om det Usynliges mageløse Kraft og Herlighed.

Ogsaa over Norden tonede Aandens Røst om Støvets Intet i sin drømte Selv-Stændighed, og om det rædsomme Chaos, der gabende oplod sit Svælg for Gude-Spotterne og Aands-Fornægterne, og Skjalden kjende vi jo Alle, som lovsang Nordens Aand, som priste alle Aander, og bøiede sig dybt for Bibelens.

Det hørde ogsaa jeg, hvor jeg sad i en Vraa, hælvten Skjald, og hælvten Bog-Orm, fra Barns-Been fortroelig med Bibel og Historie, og tidlig bekjendt med Nordens Oldskrifter, hvis Kraft og Dristighed, tilligemed den dunkle Dybde i Kvadene og den hjemlige Farve, havde vundet min Tilbøielighed, langt mere end den romerske Kløgt og den græske Klarhed, skjøndt begge Dele, især hos Cicero og Herodot, havde ei lidet behaget mig. Blandt de Tydske Skribenter var Schiller og Fichte mine Heroer, Goethe og Schelling mine Gaader, og nu tør jeg mene, at var der nogen Kraft i mit Ord, og tydede det stadig hen paa Bibelens, Historiens, og Nordens Aand, da maatte min Skrift være det formløseste og uordenligste Chaos, der findes kan, hvor Aander svæve, saa kunde det dog trøstig møde hvert modsat Ord for Historiens Dom-Stol, og sige rolig: jeg kæmpede ærlig i den reformatoriske Retning, som var den bedste i min Tid, og aabenbar den Eneste, der muelig kunde frelse Nordens Folke-Stammer fra den sorte Død, der truede alle Europas ny-dannede Folk, og en dunkel Redning var dog vel ogsaa i det nittende Aarhundrede bedre end en klar Undergang! Dog, ikke blot theoretisk, men især practisk maa mit Ord, saavidt det var levende, kunne forsvare sig selv, indtil der maatte kundgjøre sig en Aand, som tiltalde Nordens Indbyggere stærkere end Bibelens og Nordens Aander; thi det er nu engang for Alle den uforanderlige Grund-Lov i Aandens Rige, at der gjælder den Stærkeres Ret, som der staaer i Bibelen, at naar den Stærke vogter sit Palads, da boer han med Fred, til der kommer en Stærkere, og afvæbner ham; og som det var Skik i Kong Rolvs Borge-Stue, at hvem der ikke vilde sidde nederst, maatte prøve, hvormange af Høibords-Kæmperne han kunde lette i Sædet! Selv vi smaabitte Læsere fra forrige Aarhundrede behøve ikke meer historisk Kundskab end den, vi fik af Døgn-Bladene, for at vide, hvorlidt man enten med borgerlige Vaaben, latinske Disputatser, eller sprænglærde Volumina, kan udrette det Mindste selv imod Gaard-Nisserne i Aandens Verden, som 163 føre det levende Ord; og, har derfor en Skjalde-Pen først banet sig Vei i en Læse-Verden, da behøvede den ikke engang at have to saadanne Aander, som Bibelens og Nordens, til sine Formyndere, for at være sikker paa, den stikkes ikke ud af hundrede Professor-Penne, undtagen i de Auditorier, den aldrig gjæster! Var det end derfor gaaet baade Ingemann og mig, som det, desværre, gik Mærkes-Manden i vor Fylking, at vi i Manddoms-Aarene havde angret vor Ungdoms Bedrifter, saa maatte vore Skjalde-Penne, der i Grunden gjøre Eet, dog finde deres Over-Mænd i Nordens Læse-Verden, før det kunde seire, som de bøde Spidsen! Havde derfor end Skolemester og hans Else havt Ret til at lade os høre, vi havde Dannelse, da vi gik fra dem: intellectuel og moralsk Dannelse, og klar Oplysning, som vi selv, med barbarisk Grusomhed, hjalp de forbistrede gamle Land-Vætter, Bjerg-Mænd og Skov-Trolde, som var uforskammede nok til at leve op igjen, hjalp dem, at forstyrre og fordunkle; da vilde det vist nok være sørgeligt; men havde Man ikke Andet at sætte derimod end Fornuft-Grunde fra Schnopfenthall og Riim fra Ravne-Krog, saa maatte dog alle Historiens Mærker slaae feil, om ikke Barbariet ligefuldt tog Overhaand i Norden.

Dog, dette kun i Forbigaaende, thi jeg vil hverken beskylde Adam eller Eva for at have lignet mig i Formløshed, og heller ikke nægte, at min Pen kunde være meget at laste, skjøndt den havde Grundtræk tilfælles med de Bedste; thi dertil er den kjendelig nok fra alle dem, den i Frugtbarhed kappedes med.

At nu hælvten Skjald og hælvten Bog-Orm maa i det Hele udgjøre en Skribent, som har ondt ved at finde det Kar, hvori hans levende og døde Elementer kan sammengjære og efterhaanden ordne og udvikle sig, det seer man let, og den nordiske Literatur er ikke den Eneste, der har et saadant Phænomen, som lader sig ret godt historisk forklare, at sige, naar man kjender det tilsvarende Folks Historie, og har Øie for de Love, Menneske-Naturen selv i de Meste Forbindelser og besynderligste Blandinger ufravigelig følger; men, saavidt jeg veed, har slige Skribenter andensteds aldrig været de Høilærde til Forargelse, som om det var Bog-Ormenes Ære for nær at sidde til Bords med Dronningen i Vingolf, og endnu mindre faldt det udenlands Professorerne ind, at saadanne Skribenter, som netop * 164 idelig spillede paa Kundskaber, man maatte søge hos de Lærde, at de bragde Lærdom i Van-Rygte hos deres Læsere, fordi de skjemtede lidt med den Selv-Noksomhed og Pukken paa Selvstændighed, man mindst skulde vente at finde hos Bog-Orme, og finder dog Noget af, selv hos dem, der er halve Poeter. Men deels er dette ei saa ganske nyt i Danmark, og deels vilde Sligt neppe sat enten de Høilærde eller mig graa Haar i Hovedet, hvis jeg ikke ligesaa vel havde været Præst og Patriot med Liv og Sjæl, som jeg var blandet Skribent!

Her vil jeg skrifte ærlig, skjøndt jeg nok veed, de Høilærde gad ligesaa lidt hørt mine Skriftemaal, som mine Prædikener; men, efter mine Tanker, klæder Aabenhjertighed dog alle Døende godt, og de levende Skribenter, hvor Talen er om deres Pen, endnu bedre, og jeg bekjender desaarsag for det Første, at baade Skribenten og hans Læsere maatte ønske, at Skjalden tit havde slaaet Bog-Ormen over Fingrene, istedenfor at laane ham Pennen til at indflikke sine kløgtige Anmærkninger i Texten. Dog, da jeg derved baade har skræmmet endeel Læsere fra mig, og kjedet Endeel af de Bedste, tør jeg vel for denne Synd vente fuldkommen Afløsning af min Pens Uvenner, om end Døden ei tillader mig at gjøre Bod. Min anden Synd er større, og udsprang øiensynlig af hvad min haardeste Recensent kaldte indsigtsløs Begeistring1, hvad vel er daarlig dansk, og hvis det er en Lyde, vel maa kaldes Skjalde-Lyden, men som nok skulde betegne den Taage, der alt imellem var for mine Øjne, saa jeg ikke blot forvexlede min Skrifts Factorer med hinanden, men ogsaa med mig selv. Sligt reiser sig naturligviis ikke af Begeistringens Styrke, men af den menneskelige Skrøbelighed, som man aldrig har villet tilgive mig, enten fordi jeg virkelig var den eneste Mand af Støv mellem lutter rene Aander, eller fordi den vidnede om, hvad man nødig vilde troe, at Mennesket behøver, for at blive lydesløst, langt mere end den gode Villie, man sædvanlig strax indrømmede mig. Hermed vil jeg da ingenlunde undskylde min Forseelse, som i mine Tanker mest bestaaer deri, at jeg, fra min Dimis-Prædikens Dage, tit drømde mig paa Prædikestolen, naar jeg var længst derfra, hvad let kan hændes en Præst lysvaagen, naar det kun i Drømme undes ham at være det, men som Skribenten, med et klart Over-Blik af de aandelige Forhold, dog aldrig vilde lade sig mærke med, uden naar han laande Præsten sin * 165 Pen til Prædiken-Studier, Bibel-Krøniker, og deslige, saa, hvis mine Recensenter har oplyst mig om, hvori Feilen egenlig stak, uden at jeg rettede mig derefter, da skylder jeg dem at staae aabenbar Skrifte for den nordiske Læse-Verden; men var mine Recensenter i Grunden slet ikke klogere end jeg, men lastede kun Alt, hvad de ikke kunde lide, hvor det saa end stod, og gav gode Bøger slemme Øge-Navne for enkelte Misgrebs Skyld, der hørde meget til at undgaae; da kunde man snart troe, det kun var Skjelmeri med det aabenbare Skriftemaal, som en beskeden Form for en stolt Anti-Kritik; men skjøndt der kan være Noget i, er det dog ikke Alt. Mine Recensenter og jeg er nemlig vant til at skaane hinanden for de sædvanlige Complimenter, saa blot for at sige dem et Par Ord, gjør jeg ingen Omsvøb; men Aanderne, som drev mig, Sagen jeg talde, Pennen jeg førde, og Læserne jeg unødvendig stødte, dem skylder jeg saa god en historisk Undskyldning, som jeg har, ei for at synes reen, men for at forekomme videre Ulæmpe.

At jeg havde Lov til baade at være en gammeldags Christen, og en theologisk Discipel af Morten Luther, havde ikke alene i Norden borgerlig, men i hele Verden, paa eget Ansvar, saavel videnskabelig som moralsk Lov dertil, det haaber jeg, alle mine Læsere indrømme mig; thi d e tolerante Theologer, der slet ikke kan taale, man i Tro og Theologi er enten mere gammeldags eller mere nymodens end de selv, de er formodenlig kloge nok til kun at læse deres egne Prædikener. At jeg fremdeles, som boglærd Christen, og dansk Stats-Præst, havde baade moralsk og borgerligt Kald til, baade med Mund og Pen, at bestride dem, der paastod, at man Anno Christi 1800, et quod excnrrit 1, kunde, med lærde Hielpe-Midler, selv udmidle (ausmitteln) en anderledes ægte Christendom end den fra Anno Eet, samt at den sig selv gjendrivende Theologi var baade reen-bibelsk og ret philosophisk, det lader jeg mig ei engang ved Rettergang aftrætte, skjøndt jeg gjerne tilstaaer, det er tungt, at saadanne Griller skal trænge til anden Modsigelse end deres egen. Det Sidste har imidlerlid sin Grund i den samme gamle Feiltagelse, hvoraf min boglige Forseelse er udsprunget, og skjøndt jeg, saavel i Kirkens Gjenmæle, som især i Theologisk Maanedsskrift, har stræbt at oplyse Fejltagelsen, og gjort Bod for min Deelagtighed deri, saa tør jeg dog ikke stole paa, at det er saa bekjendt, som jeg ønsker, og som jeg haaber det her kan blive.

* 166

At der i det ny Europas Historie er en mærkelig Begivenhed, som kaldes Reformationen, og at den har havt overordenlig Indflydelse ei blot paa Nordens Forhold til Paven i Rom, hans Cardinal-Biskopper og Cardinal-Synder, men paa hele vor Dannelse i alle Stænder og Forhold, det tør jeg saameget dristigere antage for bekjendt, hvor dette læses, som jeg i mine historiske Bøger har udregnet Aarene meget bedre fra Reformationen, end fra Verdens Skabelse, og oplyst Skaber-Elementet deri, eller dens poetiske Bestand-Deel, bedre, end de Høilærde i Kirke-Historien oplyste mig derom. At jeg imidlertid har været partisk for Reformationen, især den evangelisk-lutherske, det har jeg først nyelig opdaget, og skjøndt mine Recensenter har sagt mig det bittert nok for længe siden, vil jeg dog haabe, mine Læsere har fundet deres Oplysning om, hvori Feilen stak, ligesaa urimelig som jeg; thi de veed nok, hvorlangt jeg har været fra at bryde Staven enten over Nordens eller Sydens Middel-Alder, som et Chaos af idel Barbari, Hedenskab, Munke-List, Sværmeri og Fanatisme, og poetiske Læsere kan umuelig regne det for Smaa-Ting, at Morten Luther havde den poetiske Aand, som jeg naturligviis ikke vilde savnet hos Zwingel og Calvin, ifald jeg havde fundet den hos dem. Det er altsaa en for længe siden afgjort Sag mellem mig og mine rette Læsere, at hvor vi høre Aanders Røst, det være sig fra Pavedommet eller Hedenskabet, der lytte vi, og afgjøre for Resten med os selv, om vi kan svare venlig eller fiendtlig, og at f. Ex. Shakspear, som hørde, jeg veed ikke selv, til hvilket Kirke-Sogn, er Mester-Skjalden i det ny Europa, som ikke blot Skjaldene, men ogsaa Bog-Ormene skal læres til at respectere, om de ellers vil have synderlig Respekt i Norden. For Total-Indtrykket af min Skrift er jeg derfor slet ikke bange, og de Læsere, som det mishager, har taget meget mere feil, da de læste mine Bøger, end jeg, da jeg skrev dem; men netop fordi jeg sædvanlig skrev i en Sum, skrev helst korte Begreb af min egen lille Verdens-Krønike, netop derfor er jeg sikkert læst langt mere stykkeviis, end nogen anden dansk Skribent og ligesom det vist har skaffet mig Part i mange Læsere, jeg mindst ventede, har det vist ogsaa skildt mig ved Endeel, jeg gjorde sikker Regning paa.

Sagen er kortelig denne, at da Christendommens Aand udgik i Ørken, at kalde Barbarerne til Omvendelse og Tro, og at omskabe Ørken til en frugtbar Mark, med Libanons Herlighed, med Carmels og Sarons Prydelse, hvad unægtelig er en smuk 167 poetisk Beskrivelse paa Christendommens historiske Virkninger i det ny Europa, hvad enten saa den gamle ebraiske Seer saae det, eller ikke; dengang havde man, desværre, allerede saa omtrent skrevet Christen-Folkets Historie i Glemme-Bogen, eller bildte sig dog ind, at den Aand, der skabde sig sit Folk af alle Andre, og havde overalt den Stærkeres Ret, han maatte naturligviis ogsaa blive alle Folks Aand, naar man kun bortryddede de udvortes Hindringer, nemlig Afguds-Husene og de trodsige Afguds-Dyrkere. At Sligt kunde lykkes saa godt, som det lykkedes, er vist nok et Vidunder, som gjør Christendommens Aand udødelig Ære, men, alt Andet tilsidesat, kan man nok begribe, at der saavel i Stor-Britannien, som fra Donau til Vardø-Huus, baade var Mange, som, naar de havde Kiødet, kun brød sig lidt om Aanden, og derhos Endeel, som vel lod de gamle Gude-Navne og Tempel-Skikke gaae ad Glemme, men holdt dog fast ved deres naturlige Grund-Begreb om Forholdet mellem Aand og Støv, mellem Gud og Menneske, hvor slet det saa end rimede sig med de christelige Forestillinger. Dette gik saameget desbedre an, som Neophyterne sædvanlig hverken kunde læse eller skrive, kunde endnu mindre Latin, og var meget maadelige Philosopher, medens paa den anden Side Missionairerne tit bar sig ad med at samle Kirke-Giængere, som man nu ogsaa tit samler Bøger til Bibliotheker, gjorde Ceremonierne til Hoved-Sagen, og gav i det Mindste to Skyts-Helgene for hver Gud, Desuagtet maa man dog ikke, som Skik har været, over det meget baade Latterlige og Sørgelige, som Historien ved denne Leilighed melder, glemme, hvad sandt er, at Middel-Alderens Munke dog i Grunden forstod meget bedre at udbrede Christendommen og omvende Hedninger, end vore Missionairer enten i Ostindien eller Grønland; thi at tale om Christendom med Barbarer, som Mesteren talde med jødiske Skrift-Kloge, eller Apostelen med Philosopherne i Athenen, røber i det Mindste stor Mangel paa Menneske-Kundskab, og en meget overfladelig Skrift-Klogskab, da baade Aanden og Ordet raader os at syre Meget med Lidet, at bænke Giæsterne, før vi syne dem, og at fange Fiskene, før vi skille dem ad.

Middel-Alderens kirkelige Grund-Feil, som endnu er vor Arve-Synd, bestod da deri, at der ikke var to aabne Dørre paa Kirken, men at hvem der lod sig lokke derind, om det end siden angrede ham, dog skulde blive der til sin Død, og havde kun i Døden frit Valg mellem Kirke-Gaarden og Galge-Bakken. Herved skabtes det Chaos, hvormed vi endnu maa drages; thi 168 da Christendommens Aand virkelig indtog Mange, og skaber altid Lys i sit Rige, saa var det nødvendigt, at de tvungne Bekjendere af al Magt forfalskede Christendommen efter deres egne aandelige Drømme og kiødelige Lyster, og at de Troende protesterede, hvorved der opkom en fiendtlig Giæring, som maatte føre til en voldsom Skilsmisse, da man ei med Læmpe vilde hæve, hvad man med Magt havde skabt.

En saadan Skilsmisse var Reformationen, hvorved Folkestammerne i Masse adskildte sig efter deres Total-Forhold saavel til Aand i det Hele, som til Bibelens i Særdeleshed, og det skadede slet ikke, at Konger og Fyrster, som det efter Omstændighederne var nødvendigt, tog virksom Deel deri; men, skiøndt der allerede var meget vundet derved, at hvert Folk satte sig i et frit Forhold til den christelige Aand og Kirke, saa maatte dog denne Bestemmelse efter Massen, hvori physisk Magt var Middel-Punkten, medføre megen Ulæmpe, hvor Massen selv, som overalt udenfor Norden, var en giærende Blanding af fiendtlige Stammer, som det kraftige Ord, der udbredtes med evangelisk Frihed og tit med stormende Fremfusenhed, satte paa Ny i Bevægelse. Man har længe nok forundret sig over de mange saakaldte Religions-Krige, thi man skulde heller forundre sig over, at de blev saa faa, hvor Aands-Kræfternes Fornyelse baade kundgjorde og styrkede den gamle Tvedragt, hvor den physiske Magt vilde beherske Aanden, og hvor man heller med Staal-Handsker vilde tage, end med Livet kiøbe den Frihed, Ordet hjemlede. Sandelig, havde under disse Omstændigheder Folke-Aanderne vaagnet og taget Parti, da vilde vi havt en Række af Revolutioner, hvor vi nu kun spore Giæringer; men vi see nu ogsaa, det skulde og det kunde ikke skee: videnskabelig maatte Grav-Kamrene oplukkes, oplyses og randsages, før man uforvarende, som i Øster-Ledens Æventyr, kom til at løslade de skrinlagte Aander.

Selv hos det ny Europas meest poetiske Folke-Stamme, hos Angel-Sachserne, viste Folke-Aanden sig kun paa Skue-Pladsen, og forevigede der mere sin sidste Herolds end sine Bedrifters Minde; kun i det Lutherske Sogn blev Poesien kirkelig, og selv i Norden kun folkelig som Menighedens Omkvæd til Moses-Drapen ved det røde Hav, hvad man vel maa kalde Luthers Kvad om den underlige Kamp og Seier, den store Udfrielse af Pavedømmets Chaos, som han, vist ligesaa philosophisk rigtig som poetisk dristig, sammenlignede med Israels berømte Udgang af Ægypten. Det nytter ei at dølge, at den følgende Tid 169 kun altfor meget ligner Vandringen i Ørken, men dog har Norden, i Sammenligning med Tydskland, noget saa Yenligt, uskyldigt, paradisisk i sit Udseende, at man fristes til at troe, der ere de lyksalige Øer, hvor Luthers Aand hensvævede, medens man i Wittenberg trættedes om hans Ord; og hvor den mæglede et stille Forlig mellem Aand og Bogstav, som imellem Mund og Pen, og da nu heller ingensteds den kirkelige og borgerlige Enighed oprandt saa naturlig, og forstyrredes saa lidt, som i Danmark og Norge, hvad Under, at Skjalden i Kirken, selv midt under den øiensynligste Splid, og trods al Rimelighed, drømde patriotiske Drømme om en fuldstændig Gienfødelse af det gamle Tvilling-Liv i Norden, kun med det meer omfattende Blik og den dybere Rodfæstelse, som det gamle Nordens Opdagelse, og Videnskabeligheds Fremskridt, gjorde baade muelig og ønskelig!

Nei, intet Under, høist naturligt! og selv Bog-Ormen, der nu engang var sammenvoxet Tvilling med Skjalden, vil en klogere Efterslægt slet ikke bebreide, hvad han ei kunde lade; men Talen er her om en Skribent, som vilde og som burde kraftig bidrage til, at der oprandt en paa aandelige Ting klogere Efter-Slægt, og han maa vel føle Kald til at være sin egen Recensent, da han endnu Ingen har fundet, som lige partisk for Skribenten og for den nordiske Læse-Verden gav dem begge Ret, hver paa sin Maade: Skribenten Ret til, imellem, over sin Yndlings-Materie at glemme sine Læseres Tarv, og dem den tilsvarende Ret til at overspringe hvad der var Stød paa deres Kirke-Vei. At behandle Tro med Ligegyldighed, kan intet Menneske, som selv har nogen; det er et ulykkeligt Folk og en fortvivlet Skjald, som ingen har, og det er en foragtelig Præst, som enten ikke selv troer hvad han forkynder, eller dog ei tør være det bekjendt for hele Verden; saa de Læsere, der ei kan lide Bøger af en Skribent, fordi han siger dem, det er ikke menneskeligt, men dyrisk, at glemme Himlen over Jorden, værre end dyrisk at trodse og bespotte Livet og Lyset i det dunkle Dyb, som er deres urandsagelige Kilde, eller fordi han siger dem, at han hørde Dage tale med Dage og Nætter forkynde hinanden Vidskab om Helte-Aanden med Kors-Banneret og Bibel-Staven, de Læsere maa en Skribent som jeg, lade søge deres Lyst, hvor de finde deres Mand. Men denne Frihed skal Skribenten unde dem ei blot som Læsere, men og som Borgere, og føler han sig besjælet af Folke-Aanden, da skal han, som dens Tals-Mand, huske, at han har en anden Læse-Verden for sig, 170 end i sin præstelige Skrift, og at hvad der ei som Menneske kan være ham ligegyldigt: hvorledes nemlig hans Med-Mennesker opfatte Aandens Væsen og udlægge Aande-Sproget i deres Inderste, det er ham som Skribent uvedkommende, thi er selv det mindste Glimt af aandeligt Samfund og Tanke-Gang baade borgerlig og boglig, og i det Hele timelig, Vinding, saa skal det altid her være hans Løsen: hver nyde som han nemmer, da Ingen skeer Uskiel! Dette har ogsaa virkelig været min Grund-Sætning, som hele min Skribent-Bane, overskuet, klarlig viser; men hvem der efter en saa aandløs Tid, som den sidst forbigangne, føler sig drevet til at vove en Dyst for Aanden, om Riget og Æren, maa ikke regne paa, hos sine Læsere sædvanlig at finde det aandelige Over-Blik, han finder hos sig selv, end sige det han fattes. Ei kan jeg være haard nok til at kræve af mig selv, hvad jeg aldrig har krævet af Andre: Klarhed i Dunkelhedens Alder, og Modenhed i Vaaren, og seer jeg ret paa mine første Bøger, da stod jeg netop Fare for at blive klar og klog for tidlig, og kiender jeg noget til mig selv, da var det kun ædel, kraftig, aandelig Modsigelse jeg fattedes, for at undgaae eller rette mine Misgreb; thi med alle mine Feil har jeg aldrig havt den, at være blind for mine Feil, naar man viste mig dem; men, efter min Bygning, kunde jeg tidligere blevet min egen Recensent, hvad jeg hidtil kun har fusket paa at være, og at jeg ikke blev det, er den Feil jeg angrer, har, mener jeg, bødet tilstrækkelig for, og stræber nu at rette, om ei til Gavn for mine Bøger, saa dog for min Efter-Mand, altsaa for den Aand og for den Sag jeg, ikke sjelden ubehændig, men heller ikke sjelden kraftig, og altid ærlig, velvillig og frisindet, som skarp og fritalende, har kæmpet for.

Har jeg vel taget Feil deri, at Mestere, Svende og Drenge i boglige Konster vel derved kan skjule Aandløshed for sig selv og hinanden, men aldrig skabe nogen Aand, som det levende og levendegiørende Princip for Lærd og Læg; eller har jeg Uret i, at Folkene maae blive som døde Sild eller som uvane Dyr, og selv boglig Konst tabe sin Anseelse og gaae til Grunde, hvis der ei kan raades Bod paa den Aandiøshed, der i de sidste Aarhundreder forvandlede hardtad alle Borger-Samfund, selv de naturligste, til tvungne Sam-Lag, hvori alt Fælledsskab kun var til Byrde, ei til Trøst, mens det i det Høieste var Venne-Kredsene, som gierne tænkde sig forenede i Lyst og Nød!

Nu vel! hvem det er til Forargelse, at denne soleklare, 171 ufortielige Sandhed ogsaa i Norden er blevet høirøstet, han bestride den, men rose sig ei af Seiren, før den er vundet!

Var det Sværmeri, naar jeg paastod, at en dunkel, aandelig Følelse af en Eenhed i Mangfoldigheden, til Trøst, til Ære og Fryd for hver Medlem af Samfundet, der har Sind til godvillig at dele Byrden, og, i Nødsfald, at glemme sin Enkelthed over Sammenhængen med det Hele, at denne dunkle, aandelige Følelse har skabt ethvert Folke-Liv, ethvert borgerligt Levnets-Løb, som er værdt at nævne og beskrive; at uden denne Følelse er selv den klareste Indsigt i Samfundets organiske Sammenhæng død og magtesløs, og at om den end ikke var det, kan den dog umuelig giennemtrænge Massen! Eller var kanskee det Sværmeri, at jeg ansaae det for Nordens store Lykke at have et daadfuldt Folke-Liv fra den dunkle Old-Tid, hvori alle Slægter og alle Folke-Delene sammensmelte, og at have det beskrevet fra Middel-Alderen af Skribenter, som den samme dunkle Følelse begeistrede for Folke-Heltene og Folke-Daaden! Eller var endelig det Sværmeri, at jeg gruede for det Svælg, der selv i Norden var med Pennen gravet mellem Øret og Tungen, mellem Folket og dets Lærere, ja selv mellem Folket og Skjalden, mellem Skoven og Fuglen, saa der var intet Haab om Fornyelse og om Fortsættelse af Folke-Livet i Aanden, dersom Pennen ei kunde skiæres saaledes efter Folke-Tungen, at Skrift dog for de Livligste blev som et stammende Mæle af den gamle Folke-Aand, til hvis Særheder man vel maatte vænne sig for Indholdens Skyld, og var det Daarskab at jeg slog mig fra Verden, fra min egenlige Læse-Verden, for, om mueligt, at giøre en god Begyndelse paa den store Kiærligheds-Gierning, som de Bog-Lærde ei mindre af Egen-Kiærlighed end af Omhug for Folket og Staten, maatte inderlig ønske, kunde lykkes langt over Forventning! Var det Daarskab, da maa det dog vel kun have været saa, fordi jeg derved maaskee vovede meer end jeg burde, tilsatte meer end jeg havde; thi har man af mageløs Blindhed kaldt min Krønike-Stil for plump og bondeagtig, og erklæret det for dens Hoved-Feil, saa maa dog formodenlig Arbeidet være lykkedes langt bedre, end man i det nittende Aarhundrede kunde ventet; thi at skrive nogenlunde pirrende og flydende, for de Læsere, som have Udvikling og Sprog-Dannelse tilfælleds med os, det er dog nuomstunder vel intet Hexerie, og kunde Menig-Mand været dermed tjent, fristedes jeg dog vel neppe meer end andre Skribenter til at lære Dansk i Kroer og i Borgestuer!

172

Deri feilede jeg da sikkerlig ikke, at jeg fandt en Bro nødvendig over Aaen, som en Thor maaskee kan gjennemvade, men alle Smaa-Folk drukne i, en Bro, hvor Tunge og Pen, hvor Folket og de Bog-Lærde kan mødes, lære at forstaae og agte hinanden, at jeg fandt en saadan Bro nødvendig, og lagde dristig Haand paa Værket, uagtet netop jeg og mine Lige, med den gammeldags Tro og det velbekjendte Bibel-Sprog, trængde mindst dertil, trængde kun dertil, forsaavidt vi satle nogen Priis paa det aandelige Borger-Samfund med Andre end vore Troes-Forvandte og Kirke-Gjængere, paa aandsudviklende Vexel-Virkning selv med Andre i Norden end vore Med-Borgere!

Jeg feilede ikke heri, og de Boglærdes Modbydelighed for Folke-Bøgerne vil, hvis den varer, hævne sig grusomt netop paa det Parti, som var mig meest imod; thi er det ikke en følgelig Sag, at mit Publikums Børn og mit Barn-Publikum vil, inden de veed det, vinde en Styrke i Nordens Old-Krønike og i Modersmaalet, som giver Folket i deres Haand, medens de Sprænglærde fnyse og belees! Hvem kan afvende det, naar de selv ikke vil, hvem Faren truer, naar de der vil agtes af Folket og virke aandelig paa dem, ei vil lære at respectere Folke-Aanden og Modersmaalet, ligesaavel i Vadmels-Koften, og paa Blaargarns-Tungen, som hvor de slide Fløiel og Silke, ei lære at forstaae, at Bog-Sproget i sin Udvikling, som jeg dog vel ikke har stræbt at hemme, er paa vilde Veie, og skrider kun frem med Dødning-Been til Konst-Barbariets tomme Ørk, saasnart det løsriver sig fra sin levende Rod i Moders-Maalet!

Hvori feilede jeg da? Naturligviis deri, at jeg ikke saaledes tog Bladet fra Munden for mange Aar siden, og sagde reent ud, hvad jeg vel baade tidsnok og tidt nok, maaskee baade for tidt og for tidlig, slog paa, men immer selv svækkede og fordunklede ved at fortælle mine Præste-Drømme, om Miraklerne der skulde skee ved min Grav, naar mine Been kom til at hvile paa Landsby-Kirkegaarden hos mine Fædres! Vist nok skulde kloge Folk seet, hvad end ikke jeg var blind for, at naar jeg vilde gjort Præste-Brug af min Fortroelighed med Nordens Aand og af min Styrke i Moders-Maalet, da skulde jeg ikke plaget mig selv med at omskabe de gamle Krøniker til maadelige Folke-Bøger, men forlystet mig med at skrive nye Krøniker paa fri Haand, som i det Mindste kunde blevet ti Gange saa livlige, og vilde neppe trængt til de Bog-Lærdes Anbefaling; det skulde kloge Folk seet, og naar de ikke vilde agtet min 173 Selv-Fornægtelse, dog smiilt ad Drømmene, hvormed jeg søgde deels at trøste mig over det i Længden dræbende Arbeide, deels at retfærdiggjøre det i Præstens Øine; men har jeg sagt de Danske Boglærde saa tit, at de var endnu mere kortsynede i slige Ting end jeg, saa skulde jeg ogsaa husket det, og ei kyst dem fra de uskyldige Krøniker, der tjener bedst hvem der forstaaer at bruge dem, han være Christen eller Hedning, Lærd eller Læg, og bør virkelig, for Øieblikket, kjendes og udbredes af alle Boglærde, i det Mindste hos os, som vil have Deel i den Bog-Reformation, der nødvendig maa lykkes i Norden, eller som, hvis den mislykkedes, tilintetgjorde de Boglærdes sidste, rimelige Haab: af Folket at opdrage sig en Læse-Verden, der kan skatte og bære dem. Jeg veed det nok, at de Boglærde næsten allevegne har sat sig i Hovedet, at det er constitutionelle Forfatninger, som skal forlige dem med Folket, og begeistre Folket for Staten, men det nittende Aarhundredes borgerlige Farcer maae dog vel oplade de Øine, der lukkede sig for det Attendes Tragoedier, og vise de Boglærde, om ikke Andet, saa dog det, at de er saa omtrent tilovers, hvor Generaler, Kjøbmænd, Læger, Procuratorer og Jord-Drotter constituere Folket, aldeles tilovers der, naar Kirke-Baandet mellem lærd Mands Tunge og læg Mands Øre er sønderrevet, Aviser og Politi-Venner Folke-Literaturen.

Det vil jeg da haabe, at man herefter undtager Folke-Krønikerne, for spage til at bestride Andet end den Folke-Dorskhed og Selv-Forglemmelse, der er en fælles Undergang, undtager dem fra det skriftlige Chaos, hvormed jeg skal have oversvømmet Marken, og at man selv i Norge heller skjærer Fortaler og Titel-Blade af, som jeg selv kunde have Lyst til, end man forholder Menig-Mand mellem Fjeldene, hvad umuelig kan være dem saa fremmed som det sædvanlige Bog-Sprog, og vil bestemt more deres Børn, naar de faae Lov at springe over hvad der kjeder dem, og hvem vil forbyde de velsignede smaa Recensenter at følge deres Lyst i Folke-Krøniken!

Og nu mit Chaos, som man kalder det, hvad er vel deri, hvad er der vel i min Nordiske Mythologi, Optrinene af Kæmpe-Livet, de korte Begreb af Verdens-Krøniken, Roeskilde-Rim, Kvædlingerne, Nyaars-Gaverne og Bjovulfs-Drape, hvad er der vel, som strider mod Andet, end mod det Aandløse og Anti-Nordiske; hvad findes ellers Stridende, uden min ilde stædte Theologi, og min overdrevne Danskhed, som dog indtager saa lidet Rum, og har saa liden Deel i Sammenhængen, at det neppe 174 støder Andre, end dem det netop aldrig maatte støde: dem der i udenlandske og i fremfarne Tiders Bøger dog vel maa have vant sig til at skjelne mellem Skribenten og hans gjennemstikkende Personlighed, skjelne meer derimellem, jo mere overveiende det poetiske eller historiske Element er i Bogen, hvorfra intet divas Augustus 1, intet o dii 2 og ave Maria! maa kunne skræmme en Læser, som har lært, det er kun figurlig talt Bogstaven slaaer ihjel!

Men skaber da ikke Bibelens, Historiens og Nordens Aander, som jeg skifteviis tjener og forvirret sammenblander, skaber ikke de, under Bærsærke-Gangen imod alle sædvanlige Former, et grueligt Chaos, for hvilket man i det Mindste maa advare den boglærde Ungdom, der kunde lade sig overvælde af Kraften, henrive af Dristigheden, nedlokke i det dunkle Dyb, paa hvis Rand man svimler, og i hvis Svælg man forgaaer!

Nu! Unger-Svende i Norden! som holdtes til Bogen, og føle Lyst til noget Bedre end at blive rige paa Støv, og fede af Kjød, føle Gnisten i eder, hvorved Hjertet gløder og Kinderne blusse for Andet end Piger og Viin, føle, at ogsaa i eder er Mennesket en Gaade, til hvis Løsning det er værdt at hellige sin Part i Livet; med eder, hvis Manddom skal, i en af de vigtigste Menneske-Aldere Solen beskinnede, enten gjøre Nordens Aand og eder selv uslukkelig Skam eller ogsaa udødelig Ære; jeg har et Ord, et Alvors-Ord, at tale med eder, før jeg tier, et Ord fra Aanden, som drev mig, et Ord at tale ei i Løn men i Lys, som min Færd har været fra det Første, skal blive til det Sidste, og høre mig, det skal I, saa sandt mit Fugle-Navn har nogensinde rystet sine Penne-Vinger over Svane-Vænget, saa det klang som Kvad i Nordens Øre! For eders Skole-Mesteres Øren vil jeg tiltale eder, og satte de mine Skrifter paa deres index librorum prohibitorum 3, saa lad dem nu sætte deres Ord imod mit, og bevise, at de blev stærkere, at de blev klogere, at de blev klarere ved deres stille Granskning, end jeg ved min Gjæring, som I kan see, jeg slap dog fra med Livet, og som jeg ikke har konstig afbildet, men ladet saa varm, saa fuldstændig og levende, som jeg det kunde, udstrømme paa Papiret, for derfra at indstrømme i beslægtede Naturer, og vække den levende Kamp, uden hvilken vi er Dødens Trælle, uden hvilken vi see aldrig den guldtakte Gimle, see aldrig den levende Klarhed, som overstraaler * * * 175 Fuldkommenheds-Landet, og vindes kun herneden, som Bruden er vundet, naar hun livsalig indsmiler Haabet i Beilerens Hjerte! En Mand er jeg blevet, ringe tilvisse, hvad man kalder slet ingen Ting, men dog en Mand, som ei vilde bytte med Nogen af Jorde-Rigs Konger! Skribent er jeg blevet, vistnok ei af de forgudede, og skal, som det synes, nu slutte min Bane, da jeg netop havde vundet Klarhed til at fortsætte og fuldende den, men en Skribent, som ogsaa derover veed at berolige sig, seer sig tilbage, seer sine Feil, retter dem gjerne, men smiler dog kun over dem, og over de Øine, som saae ikke Andet, er egenlig kun bange for, at hans Skrift skal gjøre ham alt for navnkundig paa Nordens Bekostning: at den skal ingen Sønner avle, ingen Kæmper vække, som fordunkler ham! See, det var mit Ønske i Ungdoms-Dagene, at kunne i Livets Middel-Alder staae saaledes med klaret Blik over mig selv og Menneske-Banen, uden at have tabt min Lyst til Idealerne som vinkede, uden at angre mine Offere, uden at begræde Aarene som randt, eller Kræfterne, jeg kun gjenfandt i mine Værker, hvor dette Ønske lever, som gik i Arv hos lyse Hoveder i Norden, hvad Virke-Kreds der saa end kaldte dem, der veed jeg ogsaa, Ynglingen staaer stille, naar han tiltales med en Pen, som den, det undtes mig at føre, og gruer ei for Gjæringen, hvori den støbtes.

Og hør nu, yngre Broder! hvo Du est, og hvor Du aander! er der ei naturlig i Mennesket en Dunkelhed, som indslutter i sig hvad ingen Haand har grebet og ingen Pen beskrevet, og er der ei en vidunderlig Kamp i det Skjulte mellem levende og døde Kræfter, mellem Dagens og Nattens Aander, en Kamp, hvori vi selv maae tage levende Deel, med dyb Ærbødighed for Lyset og Livet i Løn, om vi vil nærme os Maalet, i en Kraft og en Klarhed, som Døden viger for, og Graven skinner af, er det ei saa med Mennesket, da er jeg intet Menneske; thi saaledes fandt jeg mig selv, da jeg løftede Sløret med det døde Klarheds-Skin, som en fortvivlet Verdens-Klogskab havde kastet over mit Inderste, og jeg maatte hade min Lykke, om jeg ei af mit inderste Hjerte velsignede det Øieblik, da jeg fik Mod til at forstyrre det usle Blænd-Værk, den luftige Drøm om egen Kraft og egen Storhed, om Herligheden af Lys uden Liv, af Ord uden Aand, af en uendelig Stræben med Tomhed til Maal!

Men er jeg intet Menneske, da har ei blot Bibelens Aand forvandlet alle sine troende Tjenere til U-Mennesker, men da har Nordens Kæmpe-Aand, saavidt den mægtede, fra Heden-Old 176 arbeidet paa det Samme; thi dette Grund-Begreb om Mennesket er ikke blot afpræget i det Folke-Liv, der selv bevarede sin Ihukommelse, men klart udfoldet i de store Myther, som aabenbare hvad der var Menneske-Bane og Menneske-Maal for nordiske Hedninger, som hævede sig over Jord-Klimpen, og gestaltede den høiere Kamp i det Skjulte efter den de fandt i deres egen Barm, byggede de Borge over Stiernerne, som Sjælen, til sin Kamps Fuldendelse, og til sin evige Hvile i Livets Fylde, ei kunde undvære, og dog umuelig finde under Solen!

See, derfor, fordi Kampen mellem Aser og Jetter, med Valhal og Gimle, var for Skjalden Eet med den, han fandt og førde i sit Inderste, og saae i Bibelen forklaret, see derfor kom der ingen Grund-Strid i hans Syn og Skrift, han gik ei fra Bibelens Aand, da han fulgde Nordens, og den gamle Kæmpe-Aand forlod ham ingenlunde, da han udelukkende vilde oplives og styres af den store Aand, som skabde Nyt paa Jorden; thi Aander, som kan enes, udelukke ei hinanden, i Aandens Rige er Høvdingen ei blot over Alle, men Alle er i Ham, og Han er Alt i Alt. Og nu Historiens, Menneske-Historiens Aand, hvad skulde det vel være for En, uden, som den Styrende, Guds egen Aand, og altsaa, om de Christne troe ret, just Bibelens, og som den der symbolisk afbilder Menneske-Banen, den kæmpende Menneske-Aand selv, altsaa Nordens Kæmpe-Aand, hvis den virkelig har opfattet Menneske-Gaaden i hele sin dybe Dunkelhed, Menneske-Kampen i al sin Betydning, og Menneske-Maalet saa høit som det maa staae, for at svare til Dybden i Ønsket!

See, her er Nøglen til mine Gjemmer, her er Lede-Traaden i min Troi-Borg1, her er Forklaringen over mit Chaos, i Lyset, som tidlig opgik over det, her er Regnskabet for min Uvidenskabelighed og mit vilde Fornuft-Had, her er Grunden til mine Lovtaler over Norden, Kilden til mit store Haab om Menneske-Forklaringen iblandt os, her er endelig Undskyldningen for min Drøm om Enighed med Bibelens Aand i det historiske Norden!

Man mærke det vel, kun Undskyldning, siger jeg, for denne patriotiske Drøm, som jeg hos mig ikke engang maa undskylde med dens Naturlighed, thi i det nittende Aarhundrede vil der langt mere til at undskylde en aandelig Strids-Mand, der tager Borgerskab paa sin fri Konst, som paa et * 177 andet Haandværk, end i det Sextende. Der ligge nemlig to Aarhundrede imellem, hvoraf det Ene, ved sin unaturlige Stilhed, og det Andet, ved sit uhistoriske Oprør, maa have lært alle Dem, der forstaaer sig det mindste paa Tidernes Tegn, at det aandelige Marke-Skjel, man i det Lutherske Kirke-Sogn, med lidt vel romersk Politik, har borgerlig canoniseret, er nu uforsvarligt. Kun i Norden var det mueligt, at en Strids-Mand for Bibelens og Historiens Aand, en svoren Fiende ad al Samvittigheds-Tvang, og ad alle Dæmninger for Menneske-Aandens fri Udvikling, som uden levende Gjæring og Kamp er umuelig, at han endda kunde drømme om en vis aandelig Grund-Enighed, der helligede Marke-Skjellet, og gjorde Ophævelsen af det kirkelige Fællesskab, hvor ønskelig den end ellers var, her unødvendig. Kun i Norden, hvor de christnede Skjalde, uden al Forargelse, priste den hedenske Kæmpe-Aand, hvor, med de gamle Fra-Sagn, hele Mythe-Kredsen bevaredes i Munke-Skrift; og kun i Danmark, hvor Reformationen havde saa folkeligt et Præg, hvor selv i det syttende Aarhundrede den historiske Udvikling er mærkelig, hvor det Attende klart aabenbarede baade Stats-Forfatningens historiske Ypperlighed, og Folkets grændseløs tolerante Natur, og hvor endelig i det Nittende Nordens gamle Heroer opfoer paa Vinger, fra den aabne Begravelse, de havde fundet under Christ-Kirken, og begeistrede Ingen stærkere end den luthersk hyperorthodoxe Præst, der mere blev deres, end Bibelens Vaaben-Drager, kun i dette naturhistoriske Gaade-Land kan jeg tilgive mig selv den urimelige Drøm, der virkelig forsinkede Organisationen af min egen lille Verden, altsaa ogsaa af min Kamp for den: af min Penne-Feide med U-Aanden, der skulde fordrives, og den fiendtlige Aand der skulde tvinges til at afsondre sig med sin Kreds, og kæmpe ærlig i aaben Mark. Om dette kunde naaes i min Penne-Alder, eller ikke, det skulde jeg overladt til Historiens Aand at afgjøre, og til Tiden at vise, hvad ogsaa har været min faste præstelige Grund-Sætning, hvorefter Skribenten i Grunden uvilkaarlig har rettet sig, men ingenlunde mine Krigs-Artikler, som jeg langt ivrigere sammenlignede med Danske Lov, end med Historiens, eller dog udledte langt conseqventere af Danmarks Krønike, end af Verdens-Krøniken i Sammenhæng, hvad det mageløse Fostbroderskab vist nok i Efterslægtens Øine vil undskylde, men som dog gav alle mine egenlig polemiske Bevægelser en skjæv Retning, der, efter Omstændighederne, vist nok i en høiere Orden var den tjenligste, 178 men skal ligefuldt lastes hos mig, og rettes saasnart den opdages.

Men, denne Forvirring i Kampen kunde jeg umuelig selv rette, førend jeg lærde at skjelne klart imellem hvad jeg vel, med Luther og mine præstelige Fædre, altid efter en dunkel Følelse havde practisk adskildt, men dog theorelisk meer eller mindre sammenblandet: Kirke og Kirke-Skole, Christendom og Theologi, Bibelens Aand og Bibelens Bogstav. Aldrig havde jeg i mine Skribent-Dage forvexlet disse Ting og Tanker med hinanden, og min poetiske Natur er noksom Borgen for, hvad ogsaa alle mine Skrifter bevise, at jeg hverken canoniserede noget skolastisk System i Aandens Rige, eller havde mindste Slægtskab med de aandløse Bogstav-Ryttere og sadelfaste Kjætter-Magere, til hvis kjødelige Broder mine Modstandere af al Magt vilde omskabe mig; men just derfor fik min kirkelige Polemik et forvirret Udseende, og kunde umuelig, før den ændredes, lede til den uundgaaelig nødvendige Skilsmisse. Til Basis for en Saadan kunde jeg umuelig tage den Augsburgske Confession, umuelig finde Bibelen i mindste Maade skikket, og ligesaa umuelig, med min historiske Indsigt, tage en selvgjort, vilkaarlig Hoved-Sum, om jeg end derved havde troet at kunne bevirke meer end min egen Skilsmisse, og, under disse Omstændigheder, var der for mig ikke Andet at gjøre, end. med et dunkelt Haab paa Kirkens og Danmarks Historie, saavidt mueligt, at undgaae Iden bestemte Kamp, og kun med Mund og Pen bestride U-Aandens anti-historiske Retning og selv-modsigende Tanke-Gang. Denne Taktik kunde aldrig øves paa ubekvemmere Krigs-Skue-Plads end i Danmark, men jeg angrer den ingenlunde, og beklager kun de Misgreb, hvorved jeg med Magt vilde tvinge mine Med-Borgere til at see Feldtslag, hvor de umuelig kunde see andet end fredelige Sysler, om jeg end nok saa klart beviste dem, at det Krudt jeg malede, de Kugler og lBøsser jeg støbde, kunde, i sin Tid og paa sit Sted, foraarsage et grueligt Blod-Bad, og en glimrende Seier. Al saadan Tale betragter man naturligviis i Danmark som Vind, hvormed en Bog-Mager vil indbilde Folk, at han ikke saameget arbeider for at opholde Livet, som for at omskabe Verden, og tager man den for Alvor, da slutter man kun deraf, at der sidder et slemt Sind i den Krabat, saa kunde han komme afsted med at gjøre en Ulykke paa Folk, sparede han det sikkert ikke. See, det er, om jeg ellers kan Dansk, den naturlige, borgerlige Tanke-Gang selv i de aandeligste Ting, udtrykt i det jævne, klare 179 Moders-Maal, og man kan vel vide, jeg ingen af Delene vil laste, da jeg er en saa urimelig Liebhaber af Begge; men naar det Aandelige, som i Danmark Hjertet ene giver Tanke-Gangen, og Tonen Ordene, naar det er saa tilbagetrængt som det, desværre, er blevet, og naar Krig i Aandens Rige er uundgaaelig, da har jeg rigtig nok lært, hvad jeg saa nødig vilde troe, at det er tungt at være Strids-Mand i Danmark, thi at man der ikke engang, naar man borgerlig har svoret til Fanen, og retter sig efter Krigs-Artiklerne, kan blotte Vaaben, uden at ansees for en borgerlig Freds-Forstyrrer, det vil Efter-Slægten ryste paa Hovedet over, naar den læser mit første ordenlige polemiske Skrift, som Kirkens Gjenmæle er, og hører, at jeg for det blev i den lærde Verden brændemærket som en Mand-Draber, og i den borgerlige næsten nødt til at nedlægge Vaaben.

Velan! jeg kan nedlægge Vaaben i Danmark, naar saa skal være, kan nedlægge min Pen, som mit sidste Offer paa det kun lidt for fredelige Danmarks elskelige Høi-Alter, jeg kan det, efter at have vundet den Klarhed jeg savnede, og efter have aabnet Kampen forsvarlig, og, forandre Omstændighederne sig ikke mærkelig, da er min danske Skribent-Pen egenlig hermed saaledes nedlagt; men jeg faaer enten mig selv eller en Anden til Efter-Mand ensteds i Norden, det maa jeg forudsige, ei som Skjald, mindre som Prophet, men som en tør historisk Bog-Orm, der, uden at gaae ud af sit gode Skind, her, uden synderlig at strække sig, kan naae fra Aarsag til Virkning. Fredelighed er vel mig kun halv naturlig, nemlig som Bog-Orm, men baade som Christen og som Skjald har jeg saaledes opelsket den mageløse danske Fredelighed i mig, at den er blevet min anden Natur, saa hvor jeg nu drager Sværdet, veed jeg, det ledsages af alle danske Christnes forenede Bønner, og maa, hvis det stikkes i Balgen før Slaget er vundet, afløses af et Andet, der gjør Pinen kort. Jeg vilde ønske, det maatte skee i Danmark, hvor selv de haardeste Hænder dog i Grunden heller vil klappe end slaae, og hvor man altid, saavidt jeg kan skjønne, har tabt mere ved Naboernes Krige, end ved sine egne, men min Skæbne kan jeg ikke ønske nogen ærlig Strids-Mand, og derfor, er Hoved-Slaget ikke vundet før vi veed det, saa reis dit Banner, Kæmpe-Aand! i Kæmpers Fødeland1! der vil det anderledes bløde, men det faaer dog Ende, og * 180 da var Aand uddød i Norden, naar der var ingen Kæmpe meer, som vilde bløde for en Drot og for et Rige, hvoraf Nordens Historie kun lærde os at kjende de dunkle Grund-Træk, men lærde os dog at gløde ved Mindet om den store Helte-Skare, som, i Liv og Død, med kjærlig Selv-Opoflrelse og straalende Bedrifter gav Dunkelheden saa levende en Glands, at Sydens bedste Malere umuelig kan maale sig med Nordens!

AF SØNDAGS-BOGEN.

DA Grundtvig havde nedlagt sit Præsteembede, følte han Trang til at opfriske Mindet hos sine Tilhørere i Kirken om det Ord, han dér havde ført, og give andre christelige Læsere den Oplysning, han kunde, ved at udgive en Del af sine Prækener i Trykken.

Saaledes fremkom hans Christelige Prækener eller Søndags-Bog, der. udgik i tre Dele og omfattede i alt 94 Prækener. - Første Bind udkom i Efteraaret 1827. Eberlins »Maa trykkes« er dateret den 1. Oktober 1827. - Andet Bind kom Aaret efter. Censurens Dato er den 16. August 1828. - Tredje Bind bærer Aarstallet 1830, men blev først helt færdigt i Foraaret 1831. Tilladelsen til Udgivelsen er dateret den 16. Marts 1831.

Sidste Bind er prydet med et Billede af Forfatteren, tegnet af C. W. Eckersberg og med denne Underskrift:
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Født i Udbye i Sjælland den 8de Sept. 1783.

Med Sagastav og Peterssværd i Haand.
Han arved Saxos Blik og Kingos Aand.
Fra gamle Nord hans Øie saae mod Østen,
Og Aander har han vakt ved Kjæmperøsten.
B. S. Ingemann.

Foran i første Bind findes følgende Tilskrift:

Mine Tilhørere i
Vor Frelsers Kirke
kiærligst tilegnet.

Hvert Bind danner for saa vidt en Helhed, som det indeholder et Udvalg af en hel Aargang Prækener. Første Bind svarer saaledes til Grundtvigs Opskrifter fra Kirkeaaret 1822-23, medens der dog ogsaa er optaget to Prækener, som blev holdte i Aaret 1821, inden han kom til Præstø. Andet Bind har hentet Emnerne fra 182 Opskrifterne i 1823-24, og tredje Bind fra de Prækener, han holdt fra December 1824 til Maj 1826.

Naar man sammenligner de oprindelige Udkast til Prækenerne i Aarene 1822-26, der alle er bevarede, med Teksten i Søndagsbogen, ser man, at Grundtvig har bearbejdet de ældre Opskrifter meget stærkt, inden han sendte dem i Trykken. I de første Aargange gør dette sig dog mindre gældende end i den sidste, hvor flere Prækener maa kaldes ganske ny. Næsten overalt har han indført Træk af det Syn paa den apostoliske Trosbekendelse, som han først fik i Sommeren 1825.

I denne Udgave, hvor der kun kan gives enkelte Prøver paa Grundtvigs kirkelige Forkyndelse, har det været naturligt at vælge disse af de to eneste Prækensamlinger, som han selv har udarbejdet til Offentliggørelse, nemlig Bibelske Prækener fra 1816 og Søndagsbogen. - Af de omtrent 3000 Opskrifter til Prækener, som findes blandt hans efterladte Papirer, har C. J. Brandt udgivet tre større Udvalg: Prædikener i Frederiks-Kirken 1832-39, Sidste Prædikener i Vartov Kirke 1861-72, i 2 Bind, og Kirkelige Leilighedstaler. I Forord til det førstnævnte Udvalg og i Efterskrift til anden Udgave af Bibelske Prædikener har Brandt givet gode Oplysninger om hele denne Side af Grundtvigs Forfattervirksomhed.

Som Prøver af Søndagsbogen meddeles her en Præken paa Kirkens Nytaarsdag og paa hver af de store Højtider.

Søndags-Bogen udkom i 2. Udgave 1860.

183

Christelige Prædikener
eller
Søndags-B og
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Ordets Tjener.

Første Bind.

[Her et Billede af Vor Frelsers Kirke.]


Kiøbenhavn 1827.
Paa deu Wahlske Boghandlings Forlag.
Trykt hos C. Græbe.

184

Fortale.

At prædike er, ikke at skrive med Pen og Blæk, men, i Aandens Kraft, med levende Røst, at forkynde Troens Ord: det store Evangelium om Frelseren af Davids Stad, om vor Gienløsning ved hans Blod, vor Gienfødelse af hans Ord, vor Opreisning i Kraft af hans Opstandelse, og vor Forsamling til ham, i den Hellig-Aand, i Hans og i Faderens Rige, til evigt Liv, til soleklart Lys, og fuldkommen Glæde!

Giælder det nu derhos nødvendig om Prædiken, meer end om nogen anden Tale-Form, at det er Hjertet, som giør veltalende, ja, skal vor Prædiken i Grunden altid være en Overtalelse til at dele Tro og Haab og Kiærlighed med Herrens Apostler, og med hele Hans Menighed, da indsees det let, at ingen Tale-Form er mindre skikket til at afpræges paa Papiret, og at, næst det, mundtlige, Ord, der giør sig til en Skygge af Bogstav-Skrift, er ingen Ord-Skygge dødere, end den Bogstaver danne af en levende Prædiken!

Ligesom derfor det man kalder at skrive sine Prædikener, efter min Overbeviisning, skal være hvad vore Fædre rigtig kaldte at studere til dem, saaledes forstaaer jeg ogsaa ved at udgive sine Prædikener i Trykken, hverken meer eller mindre end, at giøre sine Prædiken-Studier til en Bog, der kan minde Tilhørere om hvad ei maa glemmes, indprænte Endeel, som maaskee, paa en af Siderne, blev ubemærket, og endelig give alle opmærksomme Læsere et tydeligt Begreb om vor christelige Tanke-Gang.

Det er altsaa kun for at følge en Skrive-Brug, det vilde agtes for Særhed at afvige fra, at jeg har bearbeidet mine Udkast i Prædiken-Stil, og givet dem Navn derefter, men Prædikener i Vor Frelsers Kirke kunde jeg ikke kalde dem, fordi jeg, ved 185 modnere Overlæg, fandt, deels, at et saadant Navn bestemt hentydede paa en Skygge af min mundtlige Tale, som jeg hverken kunde eller vilde give, og deels, at en Beskrivelse af min Tanke-Gang ved to ældre Prædikener, i Hoved-Staden, (1821) vilde være en passelig Indledning til mine følgende Udviklinger.

Maatte nu denne Bog kun, som jeg haaber, ved Herrens Velsignelse, bidrage Noget, saavel til at opfriske Mindet hos mine Tilhørere, om det Ord, der maa omhyggelig giemmes, og idelig ihukommes, for at bære Frugt, som til, i det Hele, at vise christelige Læsere Veien til Lys og Fasthed i Overbeviisningen, da er mit Arbeide, som har været mig selv til Opmuntring, derved overflødig lønnet; thi det er den store Præste-Sorg i vore Dage, at det synes os, som om Ordet ei mindes stort længer end det høres, og at man klarlig seer, det er sædvanligt, at lade sig omdrive som Bølger af hvert Lærdoms-Veir, og at nøies med heel dunkle og matte Forestillinger om, hvad Christne har at troe, at haabe, og, med Guds Aands Bistand, at overkomme og at opnaae!

Denne Betænkning var det, som drev mig til, under mit første Præste-Aar i Hoved-Staden, at prædike langt mere som for hele og halve Hedninger, end som for oplyste Christne, og Beskrivelsen, af min Tanke-Gang derved, maatte naturligviis endnu blive langt mere hvad jeg kalder skolemæssig, end min Prædiken, da Pennen netop der er i sit Element, og da man, i vore Dage, umuelig, med Efter-Tanke, kan skrive en Bog om Christendommen, uden at tænke paa de mangfoldige døbte Hedninger, som slet ikke veed, hvad Daaben har at betyde, eller hvad Christendom i Grunden vil sige, men nøies enten med en Spotters Anmærkning, eller med den rationalistiske Forsikkring, at den ægte Christendom er i sig selv slet ingen Ting, (kun det Samme som, hvad Ingen veed hvad er, Fornuften) og at Orthodoxien, som, desværre, virkelig er Noget, er noget vederstyggeligt Galskab, som man er lykkeligst ved ei at kiende, og ligefuldt, som stridende imod Fornuften, at forsværge!

Sandelig, der gives mellem disse Hedninger, hvormed især Læse-Verdenen er stærk befolket, mangen retsindig Mand, og ædel Kvinde, der vel, som oftest, slaae sig til Ro med den herskende Ligegyldighed for Aand og Evighed, men føle sig dog, alle i mangt et Øieblik, og Somme bestandig, høist ulykkelige, ved Savnet af den Kraft og Trøst, de forgiæves søge i sig selv, og drømme aldrig om er dem saa nær, som det Troens Ord, vi prædike! Hvilken christelig Præst skulde ikke inderlig ønske, 186 at kunne med Spidsen af sin Pen giøre saameget Indtryk paa disse Læsere, at de dog fandt det Umagen værdt at lytte efter, om der ikke dog kanskee virkelig findes et Ord i den bagtalte Kirke, som kalder sig med Rette Livets Ord, og Fredens Evangelium, og Hjertets evige Trøst! Skulde derfor Christne finde Noget i Bogen, som slet ikke er for dem, da laste de det dog ikke, naar det kan være for veltænkende Hedninger; men, sandelig, der er saameget Hedenskab i os alle, at vi skal betænke os to Gange, før vi kalde nogensomhelst Bestridelse deraf overflødig for os!

Den opmærksomme Læser vil i Øvrigt finde, at jeg, uden vitterlig at vige et Haars-Bred fra den Hellige Skrift, har betjent mig af den Christelige Frihed, i hele sin Udstrækning, altsaa endnu mere uindskrænket, end det paa Prædike-Stolen var mig tilladt; thi det er min Overbeviisning, at kan en christelig Præst ikke med god Samvittighed følge Stats-Kirkens For-Skrifter, da skal han gaae ud af dens Tjeneste, men kan han følge dem, da skal han det ogsaa, uden dog derved, i mindste Maade, at opgive sin Ret til, hvad der, som christelig Skrift-Klog, er hans Pligt: udenfor sin Embeds-Førelse, at virke hvad han kan, til Bod paa Mangler, og til Forebyggelse af den Forstening, Stats-Kirkerne kun ved en viis Øvrigheds og et aarvaagent Præste-Skabs forenede Bestræbelser, kan undgaae! Hvad vor Stats-Kirkes For-Skrifter angaaer, ere vi imidlertid saa lykkelige, at hvem der kun vil have christelig, ei hedensk, Frihed, ogsaa under Embeds-Førelsen, kun behøver det indvortes Liv, og det deraf udspringende Lys, som intet Menneske kan give os, men som Gud giver alle dem, med sin Aand, som Ham elske, kun behøver det, for, i sand Overeensstemmelse, saavel med Ritualet, som med vore symboliske Bøger, at bevæge sig frit i den ny Verden, det Himmeriges Rige, Gud i Christo skabde for levende Sjæle; og, for at give denne Sandhed Vidnesbyrd, har jeg her, i Talens Løb, med Flid, sædvanlig fulgt Alter-Bogens Evangelier og Epistler, skiøndt jeg troer, en bedre Fordanskning var ønskelig, linder den ikke i vort reviderede Ny Testamente, og har derfor selv prøvet min Lykke!

Aarsagen til Stats-Kirkernes sørgelige Forfatning ligger da, efter min Overbeviisning, i det Mindste hos os, ingenlunde i For-Skrifterne, men ene og alene i Udførelsen, og, skiøndt Grund-Feilen herved aabenbar stikker i de mange Læreres vitterlige Afvigelse fra Forskrifterne, vilde det dog see langt 187 bedre ud hos os, naar kun alle de, der dog have i Sinde at forkynde den christelige Tro og Lærdom, til hvis Herrer de ingenlunde ere kaarede, men til hvis Tienere de ere kaldede, naar kun disse, med Liv og Klarhed, bevægede sig paa den tornefulde, men dog blomstrende, Bane, hvis Maal er der, hvor de som levede for at lede Folket til at see Lys i Herrens Lys, og til at finde Livet i hans Samfund, skal tindre som Stierner paa Evighedens udstrakte Befæstning! Men jeg har fundet, baade hos mig selv, og hos Andre, at ogsaa her er Stien smal, og Afveiene brede, da man, skiøndt meer og mindre, snart fristes til ængstelig at indspærre sig i en gammel theologisk Lære-Bygning, og binde sig til et forældet, hardtad forstenet, Præste-Sprog, snart igien, hvad nu er sædvanligst, at rive sig løs, ei blot fra det Forældede, men ogsaa fra den Troes-Regel der følger Naade-Midlerne, og fra det Kirke-Sprog, som Bibel-Sproget kræver, tvende Ting, der aldrig maae tænkes forældede i Christi Kirke, og kan heller aldrig være det, saasandt som han lever, i Himlen og paa Jorden, paa hvem vi, Alle som Een, skal troe og haabe, og hvis Ord, i Aandens Mund, som i hans egen, er Faderens, et Ord, der ei ældes med Himlene, og forandres ikke, men forklares kun, naar Elementerne opløses! Selv har jeg, i en Række af Aar, ærlig stræbt at undgaae begge disse Afveie, som jeg idelig havde for Øie, men Erfaring lærde mig ogsaa, at det kun paa en meget dunkel og ufuldkommen Maade er mueligt, naar man ei kan skielne klart, mellem det Uforanderlige, og det Fremskridende i Kirken; thi, vil man ellers vise, at man holder urokkelig fast ved den gammeldags Christendom, som naturligviis er den eneste ægte, da maa man støtte sig til hele den ældre Lære-Bygning og Tanke-Gang, og naar man nu dog ingenlunde vil indmure sig deri, men giøre levende Frem-Skridt, da har man selv ondt ved at rime de Ting med hinanden, og Menigheden kan det endnu langt mindre. Derfor maa jeg nødvendig ønske alle mine christelige Med-Tjenere, i Ordet og Lærdommen, den Sikkerhed, jeg vandt, da det slog mig, at den Forening af Lys og Liv, af Fasthed og Fremgang, jeg fuskede paa, var, fra Kirkens Begyndelse, mesterlig iværksat, af Herren og Aanden, saa Herren er vor faste Hjemmel for Alt hvad Kirken, levende, og aabenlydt for hele Menigheden, overantvorder os i Herrens Navn, og at, i Øvrigt, vil Aanden ledsage os til al Sandhed, med viselig beregnede Fremskridt; thi Troens Væsen er Fasthed, saa vi 188 urokkelig holde fast ved Herren, til han kommer, og Udviklingens Betingelse er Frihed, som aldrig fattes, hvor man finder Herren Saand! Med denne Indsigt kan vi skride rolig frem paa Banen, og tale til de Christne, som til Forstandige, der, efter Troens usvigelige Regel, kan bedømme vor Prædiken og Skrift-Fortolkning, om de ere christelige; og Børnene i Christo staae da ei meer eller falde med vort enkelte, forbifarende, men med hele den udødelige Menigheds eenstemmige Vidnesbyrd, saavel om vor christelige Troes Ægthed, som om Livet, der skiænkes i Hans Navn, som døde for os, paa det vi kunde leve med ham!

Christianshavn den 30te September 1827.
Grundtvig.
189

En glædelig Jul!1
Luk. II. 1-14.

Det traf sig i de samme Dage, at der udkom en Forordning fra Keiser Augustus, at der skulde giøres Mand-Tal over hele Verden, og det var det første Mand-Tal, medens Kvirinus var Statholder i Syrien.

Da nu alle maatte hen og lade sig indskrive i deres Fædrene-By, saa drog Joseph, som den der var af Davids Huus og Slægt, ogsaa op, fra Staden Nazareth i Galilæa, til Judæa, til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, for der at lade sig indskrive, tilligemed sin Fæste-Mø Maria, som var frugtsommelig; men under deres Ophold der var Tiden omme, saa hun skulde føde, og hun fødte sin Søn, den Første-Fødte, som hun svøbde og lagde i en Krybbe, thi i Værelserne var der ikke Rum til dem.

Nu var der Hyrder i den samme Egn, som laae under aaben Himmel, og holdt Natte-Vagt over deres Hjord, og see, da stod Herrens Engel for dem, og Herrens Herlighed omstraalede dem, hvorover de blev yderlig forfærdede; men Engelen sagde til dem. frygter I kun ikke! thi see, jeg bringer eder Evangeliet om Høitidsglæden, som skal times hele Folket, fordi i Dag er eders Frelser, den Herre Christus, født i Davids Stad, og det skal være eder Kiende-Tegnet, at I finde den Spæde i Svøb, og liggende i en Krybbe! Og pludselig var der hos Engelen Himmel-Helte i Mangfoldighed, som lovsang Gud, og sagde: Ære være Gud i det Høie, og Fred over Jorden, hos Mennesker Lystelighed!

Glædelig Fest! glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar!

Christne Venner! det er Ord, som vi har, sagtens alle, hørt og sagt fuldofte, men det er med disse som med alle Ord: de kiendes, som de klinge, hvorfor ogsaa Ethan synger: lyksaligt det Folk, der foislaaer sig paa Klangen! Herre, de skal vandre i dit Ansigts Lys, de skal fryde sig i dit Navn den ganske Dag!2 thi de dybeste, deiligste Ord, som ere allerbedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, og levendegiøre Tanken derom hos * * 190 Tilhørerne, de falde dog til Jorden, miste deres Liv, og deres Kraft, naar de maae savne deres rette Klang og Tone; thi Lyd er Ordets Liv, og Klang er Lydens Kraft, som aabenbarer Aanden!

Maaskee det klinger mange fremmed, skiøndt det er, hvad vi alle veed, lutter velbekiendte Ting, som klinge fremmed, kun fordi vi, desværre, giemme saa lidet af hvad vi har nemmet, ændse saa lidt hvad selv vi sige. Hvem veed det saaledes ikke, at, naar vi tale sammen, da er Tonen Livet og Sjælen, som kan give Ordene en Mening de ellers aldrig have, giøre selv Skiælds-Ord fortryllende, og forvandle de udtrykkeligste Lovtaler til Haan og Spot, og er det nu saa, naar vi tale om jordiske og synlige Ting, hvormeget mere da ikke, naar Talen er om det Aandelige, det Himmelske og Usynlige, som Ordene kun i en Lignelse udtrykke, og falde derfor af sig selv til Jorden, naar de ei ved Klang og Tone, som paa Aandens Vinger, hæves imod Himlen!

Glædelig Fest! en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar! hvad er de Ord sædvanlig nu iblandt os, hvad andet end Mundheld, hvormed der kun siges, Man veed, hvad vi skriver, og hvad det er Skik, paa visse Tider, at begynde Talen med. Men, monne det være Ordenes Skyld, mon det har altid været saa: mon ogsaa den Første, som forbandt de Ord til en høitidelig Hilsen, og som altsaa havde ingen Skik at følge, mon ogsaa han sagde saa, kun til en Forandring; mon de Ord faldt ligesaa tunge, ligesaa kolde til Jorden fra hans Læber, som fra vore? Nei, nei, det veed vi dog, var ikke saa; thi hvorfor blev det Skik at bruge disse Ord, og Skam at mangle dem, hvorfor gik denne Jule-Hilsen fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt, hvorfor fandt den, selv efter mange Aarhundreder, Gienlyd paa tusinde Tunger: hvorfor vel, uden fordi den kom til Verden med en Jubel-Tone og en Fryde-Klang, der gienlød dybt i deres Hjerter, som den hørde, vakde kiære Minder, og glade Forhaabninger, som jublede paa alle Læber over at have fundet deres velbehagelige Udtryk, hvorfra de ei meer vilde skilles! Ja, det er vist, mine Venner I at om vi end aldrig havde hørt Andet end et Mundsveir i den Jule-Hilsen, saa maatte der dog, netop fordi vi af Vane gientage den skiødesløs endnu, der maatte netop derfor have været en Tid, da, naar Skarerne mødtes om Jule-Morgen, Ansigterne øiensynlig opklaredes ved Klangen af den korte Hilsen, og Glæden voxde, alt som den fik Magt, ved Manges Mæle, indtil alle Hjerter eenstemmig udbrød i det store 191
Halleluja, for Barnet født i Bethlehem, som vore Fædres Jule-Psalmer end for vort Øie betegne og beskrive. Ja, vist er det, men nogen levende Forestilling om de Gamles Jule-Glæde har vi dog neppe, hvis ei den gamle Jule-Hilsen har liflig giennemtonet os i Barne-Dagene, da Hjertet stemmes, kun da bevæges vi, naar Ordet lyder, veemodig sødt ved Efter-Klangen i vort Inderste, om vi end ikke mægte sømmelig at frembære den glade Hilsen, og da endnu mindre at skabe Øren hos Andre, hvori den klinger som i vores. Dog, ogsaa derpaa kan og vil den Gud raade Bod, som giør, i Himlen og paa Jorden, Alt hvad Ham behager, og som har sat Julen til et varigt Mindes-Mærke om, at Han fandt ikke Velbehag i Synderes Død, men deri, at de skulde vende om, og leve; ja paa alle vore Savn kan og vil den himmelske Fader raade Bod, naar der i os, som i den forlorne Søn, dog, trods al Vildskab og Selvraadighed, er en barnlig Skamfuldhed, over at have saa ilde skiønnet paa den usigelige Lykke, at have Ham til Fader, som er vidunderlig god selv ved sine ringeste Dagleiere, end sige da ved dem, der, som Børn, ere skabte i Hans Billede, og efter Hans Lignelse. Ja, mine Venner! derom alene giælder det, thi det staaer evig fast, at uden vi blive som Børn, da komme vi ikke ind i Himmeriges Rige, blive vi ikke Børn, da blive vi ei heller Arvinger: Guds Arvinger og Jesu Christi Medarvinger, til Godset, ei Rust og Møl kan fortære; da lære vi aldrig at glæde os ved den Guds Faderlighed, som aabenbaredes i Hans elskelige Søn, og som kun tiltaler, inderlig bevæger og opliver, Barne-Hjerter. Vil vi derfor lære at elske og forstaae det store Jule-Evangelium, lære igien at høre og at føre vore christne Fædres glade Hilsen, da maae vi sige alle stolte Indbildninger om egen Klogskab, egen Kraft, egen Dyd og Retfærdighed, Farvel, og oplade Øiet for den soleklare Sandhed, at alt hos os, som er værdt at nævne, det er vor Faders i Himlene, saa der er Intet vort Eget, uden hvad vi saare maae blues og skamme os ved: vor Utaknemmelighed, og Egensindighed, og Misbrugen af vor Faders gode Gaver, som alle skulde ydmyget os dybt under den milde Haand, hvorfra de kom, fyldt os med kiærlig Hengivenhed i alle dens Førelser, og med inderlig Lyst til at tækkes vor hellige Skaber, den Gode, af Hvem al Faderlighed haver Navn, i Himlen og paa Jorden. O, hvorledes kunde vi dog nogen Tid glemme, at det er ikke for de høie Øine, men for de ydmyge Hjerter, Guds Herlighed skinner, at det er ikke af store Fordringer, og stolt Indbildning om egen Dyd og Fuldkommenhed, at det er ingenlunde 192 deraf, men tvertimod af ringe Tanker om sig selv, af kiærlig Underdanighed, og klippefast Tillid til Herrens Godhed, deraf at Glæden, den rene, den inderlige, virkelige Glæde udspringer; hvor kunde vi glemme det, som har dog alle selv været Børn, og see det daglig paa de glade Børn, sukke tit, fordi vi see kun Mørke, hvor de see Lys, fordi de største Gaver ei formaae at skiænke os, selv kun et Glimt af den fuldkomme, ved intet Savn, ingen videre Begiærlighed forstyrrede Glæde, som den mindste Gave indgyder det ydmyge, venlige Barn; ach, hvor kunde vi glemme det, og glemme, at vor Fattigdom paa Glæde kom ei af vor Vext, men af vor Misfornøielse med den, af vor daarlige Bekymring, for at giøre os en Alen høiere, af vor Selv-Ophøielse imod den Store over os, og den deraf flydende Misundelse, Mistillid og Mistrøstighed; hvor kunde vi glemme det, i hvis Midte Herren stillede et lidet Barn og sagde: hvo der fornedrer sig som dette Barn skal kaldes den Største i Himmeriges Rige, ja vi, i hvis Midte han, den Største i Himmeriges Rige, traadte selv som et lidet Barn, da Herren, til Gud Faders Ære, fornedrede sig selv, for med sig at ophøie alle dem, der af Ham vilde lære, at som Hovmod staaer for Fald, gaaer Ydmyghed for Ære! Ja, det er vist, kun Han der forbarmer sig over dem, som frygte Ham, langt tiere og mere inderlig end de bedste Fædre paa Jorden forbarme sig over vanartede, men angergivne Børn, kun Han kan tilgive os en saadan Glemsomhed, men Han vil det ogsaa; thi eet Fald var Nok til at forspilde den medskabte Herlighed, men af mange Fald opreiser Guds Naade i Christo, og sandelig, det skal vi alle fornemme, naar vi kun, som Fattige i Aanden vil sætte os lavt mellem de første jordiske Vidner om Jule-Glæden, mellem Hyrderne i Dagens Evangelium; thi da skal vi lære, at ogsaa for os er der saaet et Lys i Mørke, ogsaa os vil Morgen-Røden fra det Høie besøge, og give Bod for Natte-Frygt og Natte-Kulde, ogsaa os vil Himmel-Glæden tilsmile saa barnlig mildt, og guddommelig rørende, at slukt er i Grunden vor Sorg, i det vi føle os trøstede, ved Julen, over al vor Møie paa Jorden, og maa da nødvendig forkynde og ønske hinanden den glædelige Fest, hvis første Glimt giør Hjertet saa roligt, saa trøstigt, saa lykkeligt, som ei al Verdens Glimmer og al Verdens Glæde det formaaede!

O, saa kommer da, Venner! og sætter eder lavt, som paa Tue, mellem Hyrderne, med Øiet vendt mod Stjerne-Himlen, med Hjertet længselsfuldt efter Glæden, som kan vare, som kommer ovenned, og synker derfor ikke i Jorden, som alle de Glæder, 193 alle de Blomster, der opvoxe af den, til igien at begraves! O, sætter eder her, I Børn af christne Forældre! da skal I lære, hvad det var, som skabde den glædelige Fest i vore Fædres Hjerte, og paa deres Tunge; thi der sad de, satte sig troende, levende, i Hyrdernes Sted, og gik derfor ogsaa gladelig med dem til Barnet ind, at see hvad Gud dem havde beredt, i sin elskelige Søn, og kun da, naar vi sætte os levende ind i deres Tilstand, og i deres Tænkemaade, som Lykken og som Glæden times, da først kan vi forstaae dem, kun naar vi ligner dem, kun da kan hvad de kalde Lykke og Glæde, ogsaa være det for os!

O, tænker dog aldrig, det er umuelige Ting, hvorom vi tale, men betænker heller, at vi Voxne burde have langt lettere ved at sætte os i Hyrdernes Sted, end vore Smaa, og at der dog sikkert er Ingen af disse, der jo vil glæde sig med Hyrderne, naar vi fortælle dem den store Tidende om Jule-Natten, om Engleskaren, og om den Velsignede i Krybben! Hist sad de Hyrder ved Bethlehem, som blev de Første blandt de Umyndige, om hvilke Herren taler, naar han siger: jeg takker dig Fader, at Du aabenbarede de Umyndige disse Ting, som Du skjulde for de Lærde og Kloge! der sad de, og vi kan vide, de havde alle hørt af Forældrene, og af Skrifterne i Synagogen, om Forjættelsen til Fædrene, om den Abrahams Sæd, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes, om Christus, Messias, den Davids Søn, som Gud vilde sende til Trøst for sit Folk, til at borttage Overtrædelser fra Jakob, og at reise Davids Throne, at sidde paa den som en Konge, med Naadens og Sagtmodighedens Spir, evindelig; ja vi kan vide, de ventede paa den Velsignede i from Enfoldighed, havde vist ofte talt med hinanden om den Kvist af Isai Stub, der skulde opgroe, og grønnes til Israels Glæde, ja, formodenlig var det og kommet dem for Øren, hvad der rygtedes mellem Juda Bjerge, om Zacharias og Elisabeth; men sikkerlig fristedes de ogsaa til Tvivl om alle disse Ting; thi mange Aarhundreder vare henrundne, ei blot siden Davids, men siden alle Propheternes Dage, og de Skriftkloge trættedes om deres Syner, og Saducæerne sagde, der var hverken Aand eller Engel, eller Dødes Opstandelse, saa for dem var Propheternes Spaadomme Tant, og Ordet om alle Engle-Syn, fra dem Abraham, til det Zacharias havde, kun som Æventyr, og mange af Præsterne, veed vi, var Saducæer.

Skulde vi nu ei lettelig kunne sætte os i deres Sted, vi som ogsaa alle have hørt om Guds store og underlige Gierninger i de forbigangne Dage, om Propheternes Spaadomme, 194
og om Apostlernes Vidnesbyrd, om den store Forløsning, som skedte ved Jesum Christum, og den overflødige Trøst, Evangeliet om ham indgiød i utallige Hjerter, fra Slægt til Slægt, af dem, som følde sig betyngede, søgde Hvile, Hvile for Sjælen, og fandt den hos ham, som Apostlerne gav Vidnesbyrd, at han var den levende Guds Søn, og havde det evige Livs Ord. Ja, det har vi alle hørt, thi Røsten om ham er udgangen til Jorderigs Ender, og har vi et menneskeligt Hjerte, som bevæges af Haab og Frygt, og føler Trang til høiere Lys, til bedre Trøst, og til renere Glæder, end Verden kan give, o, da er det umuelig andet, end at vi mangen Gang falde i dybe Tanker over det vidunderlige Evangelium, og ønske os Fædrenes Lykke, som sang saa trøstig: forsmægter vort Kiød og vort Hjerte, saa er dog Herren vort Hjertes Klippe, og vor Deel evindelig. Men hvad vi ønske med Suk, det er ikke levende i os, vi har ei den levende Tro, at Herren er med os, midt iblandt os, den Tro, uden hvilken der er ingen barnlig Tillid til den Usynlige, ingen Glæde i Herren; omspændt er Troen af Tvivl, som de Skriftkloge ei kan neddæmpe, som mange iblandt dem, lig Saducæerne fordum, end ikke bestride, men vække heller og nære, og hvilket Sæde passer da bedre for os, end det mellem Bethlehems Hyrder, i Forventningens lange, i Tvivlens kiølige Nat! O, sætter eder der, og I sidde jo der, naar I, med det Ønske at dele Forjættelsen til Fædrene, Velsignelsen over Abrahams Sæd, føle det dybt, at I er Jord, og at fra Himlen maa det komme, som skal oplyse og oplive, opreise, styrke og trøste eders Hjerte, og naar vi da, som Ordets, som vor Herres Jesu Christi Tjenere, opstaae iblandt eder, udsendte af Gud til at forkynde Evangelium, naar vi opstaae, og lade Guds Ord raade for vor Tunge, og give det Vidnesbyrd, som de der gladelig have fornummet, at Jesus Christus er i Dag den Samme, som i Gaar, er med os, som med Fædrene, tilbyder og skiænker, endnu som fordum, Sjælene Hvile, Hjertet Guds Fred og Glæden som Ingen borttager, see da udbreder jo Ordet en Klarhed for Sjælene, som Skin af den Herlighed i Jesu Christi, Guds Billedes, Aasyn. Da kan vel Frygt opstaae hos dem, som tænke: det er umueligt, at Ordet kan slaae Rod i vort Hjerte, kan meer end tordne over os til Dom; men naar vi vidne om Guds Naades Rigdom, der raader Bod paa al Sjælens Armod, og prise den Barmhjertighedens Fader, som kommer ihu, vi er Støv, vil kaste vore Synder bag sin Rygg i Havets Dybhed, og selv begynde, og selv fuldende sin den gode Gierning i os, da toner det fra Himlen, 195 til alle dem, der sidde lavt mellem Hyrderne: frygter ikke, see, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal times alt Folket, thi ogsaa eder er en Frelser født: den Herre Christus i Davids Stad! O, Venner! den Engle-Røst, hvem maatte ei give sit Liv, sit Alt i denne Verden, for at høre den, for at vinde den salige Vished, at ogsaa vi ere Mennesker, i hvilke Han finder Behag, som haver alene Udødelighed, og deler den kun, som det evige Liv, med dem, som elske Ham igien, fordi Han elskede dem først! O, hvad er Høi-Sædet paa selvgjort Refærdigheds udstoppede Hynder, paa Selv-Klogskabens skryllende Høie, som Vind sammenblæste, og Storme adsprede, ja, hvad er alle de Høi-Sæder, om hvilke Herren vidner, de er ham vederstyggelige, hvad er de, imod Barne-Sædet mellem Hyrderne, hvor Guds Herlighed skinner, hvor Hans Velbehagelighed gjør Levende af Døde, hvor Høi-Sangen toner fra Himlens Hærskarer, toner Fred over Jorden, og vinker alle de Smaa op at skue Faderens Ansigt i den Eenbaarne! O, hvem har dog fortryllet eder, maae vi vel spørge med Apostelen, hvem har fortryllet eder, for hvis Øine Frelseren afmaledes, i Guddoms-Ordet, lyslevende, ei blot som han hængde blegnende paa Korset for vore Overtrædelser, men ogsaa som han smilede i Moder-Skiødet, bortsmilede, med Naade-Solen i sit Øie, al Jordens Kummer og al Dødens Frygt, fra dem, som knælede i Navnet over alle Navne, hvem har forvirret eder saa, at I vendte Øiet fra det store Evangelium, der saliggjorde Fædrene, og vendte tilbage til Dødens Skyggers Land, at trælle og at grue under Mørkets Magt, og Syndens Aag, og Lovens Sværd! O, seer dog, hvad der tjener til eders Fred! Sukker dog til Himlen, efter det Lys, den Trøst, den Glæde, I savne, og lytter til den Tidende saa god, som Engle bar fra Himlen, at os er en Frelser født, den Herre Christus i Davids Stad, og stander op, gaaer hastelig til Bethlehem, at see det Tegn, som Engelen har givet, see Barnet svøbt, og liggende i Krybben, saa I kan prise Gud, med Hyrderne, for hvad I have seet og hørt! Ja, har I lyttet fra det lave Sæde, da gaaer i eder selv, seer ind i Hjerte-Kamret, det er da blevet til et Bethlehem, der ligger Barnet i Svøb, der er Barne-Troen gienfødt, der smiler den rolig, selv naar Herodes fnyser, der voxer den lønlig, som i Alder, saa i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker, opvoxer til en Helt, som skal overvinde Verden, overvinde Døden, seierrig opfare til det Høie, der at krones for sin Kamp, æres med det Konge-Smykke, hvis Dyd er evig Glands og Glæde, hvis Navn er Livets Krone!

196

O, den skal da ikke komme tom tilbage, den Morgen-Hilsen, som, fra i Aftes, da jeg aad Jule-Nadveren med christne Forældre, Natten igiennem, har slumret i mit Bryst, og udbryder nu paa mine Præste-Læber, nei, den skal ikke komme tom tilbage, men finde Gienlyd i mangt et Barne-Hjerte, og vende tilbage, gienfødt til et levende Ord, paa jublende Tunger, saa min Sjæl maa vederkvæges, og mit Hjerte fryde sig ved Klangen, naar Børn i Christo tilønske mig en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar, mildere, sødere, end jeg kan sige det, skiøndt det er mit Hjertes brændende Ønske, at de maae skiænkes, at de maae times eder alle, alle, i vor Herres Jesu Navn, Amen!

Dagningen.1
Rom. XIII. 11-14.

Efter Time-Glasset veed vi, det er nu paa Tiden at vaagne og staae op; thi nu er vi Saliggjøreisen nærmere end da vi tog ved Troen, Natten afbrydes og Dagen gryer! Lad os derfor aflægge Mørkets Id, og iføre Lysets Dragt! Lad os vandre sædelig, som Dagen byder, ei med Fraadseri og Drukkenskab, ei med Leflen og Liderlighed, ei med Kiv og Avind! Ifører eder den Herre Jesum Christum, og følger ikke Kiødets Drift til Begiærligheder!

Hvad er indbyrdes uligere, end Nat og Dag, ja, hvad betegner øiensynligere den store, frygtelige Mod-Sætning mellem Døden og Livet, som mellem Ondt og Godt, end den bælgmørke Nat, og den straalende Morgen-Røde! Det er derfor intet Under, at, skiøndt vore christelige For-Fædre baade troede, og trøstede sig med, at de vare Lysets og Dagens Børn, ved vor Herre Jesum Christum, som døde for os, paa det, hvad enten vi vaage eller sove, vi dog skal leve med ham, det var intet Under, siger jeg, at deres Aften-Psalmer desuagtet tonede saa veemodig, og udtrykde en lønlig Gru og dyb Forfærdelse, der kun lod sig * 197 dæmpe og berolige ved en levende Ihukommelse af den Israels Vægter, som ei sover eller slumrer; og ved Hans trøstelige Forjættelse, at hvo som skjuler sig hos den Høieste, skal hvile om Natten i den Almægtiges Skygge! Nei, det var intet Under, saa lidet, som at de om Morgenen sang med Fugle-Fryd:

Nu rinder Solen op
Af Øster-Lide,
Forgylder Klippens Top,
Og Bjergets Side!

Derimod maae vi vel undre os over, at det er hardtad slet ikke længer saa: at Fuglene og de gamle Psalmer er næsten Alt hvad der minder os om, at det engang har været saa, og maa nødvendig være saa, hvor Sjælen har Vinger, og Hjertet har Stemme, og Aanden har Øren-Lyd, maa der nødvendig være saa, fordi det er den aandelige Naturens Orden i vor lille underlige Verden, som hører halvt til de Dødes Rige, og halvt til de Levendes Land! Ja, sandelig, vi havde intet mere Vidnesbyrd behov derom, at Mørket i aandelig Forstand har forblindet, Natten overvældet og Søvnen betaget os, end den vitterlige Sag, at selv Christne sjelden ihukomme den store Forskiel mellem Nat og Dag, saa Aften-Suk og Morgen-Sang er nær ved at blive Ord, vi have ondt ved at forklare vore Børn, medens vi i vore Barne-Dage ei behøvede at spørge Forældrene om Sligt, men vidste det vel, før vi kunde stave!

Men er det ikke dog kanskee ogsaa kun en gammel Fordom, der ei skikker sig i vore oplyste Dage, at skielne skarpt imellem Nat og Dag, som om de ikke begge hørde til Naturens Orden, og havde, som Alt i denne Verden, deres Fortrin og Mangler, Behag og Besvær, deres lyse og deres mørke Side? Ja, er ikke i Grunden, for de Fleste, Dagen den besværligste Tid, og Natten med Søvnen hin alt det Levendes hulde Moder, i hvis Skiød den trætte Skabning udhviler sig, og opstaaer med det gjenfødte Liv og de fornyede Kræfter, som Dagens Møie udtømmer og fortærer, og, er ikke endelig Natten med Søvnen et venligt Billede af Gravens Stilhed, og den søde Hvile, der venter os, efter Livets Travlhed, Trængsel og Uro, saa den gamle Gru for Natten udsprang kun af de Gamles Over-Tro paa Spøgelser og Gjenfærd, ligesom deres Gru for Døden af deres barnagtige Indbildninger om Djævel og Helvede?

Sandelig, der er intet Spørgsmaal om, at, skal vi troe, hvad 198 Verden kalder klogt og troværdigt, da maae vi tænke saaledes: begynde med Paastanden om en fuldkommen Lige-Vægt mellem Nattens og Dagens Fortrin og Mangler, som en Jævn-Døgn i aandelig Forstand, og derpaa uformærkt gaae over til Berømmelsen af Nattens mageløse Fortrin, indtil vi omsider paa Ny skielne skarpt mellem Begge, kun med den Forskiel, at vi ophøie Natten over Dagen, Mørket over Lyset, Døden over Livet, og skylde Christendommen for, at det er den, der har fordreiet og forvendt dette klare, naturlige Forhold, som derimod de gamle Hedninger i barnlig Uskyldighed, og med dyb Sandheds-Følelse ærede, ved at tilbede Natten som alle Guders dunkle Moder, og lovsynge Døden som en deilig, smilende Engel, med udbrændt Fakkel!

Ogsaa heraf, mine Venner! skulde vi da lære, at Verden og vi kan aldrig forliges, med mindre vi vil skikke os efter den, og derved holde op at være Christne; thi den retter sig visselig ikke efter os, før den forgaaer med al sin Herlighed, og den ny Verden aabenbares, hvor der, som Herren betroede Discipelen, Han elskede, skal ikke være Nat, men evig Dag, af det levende Lys, som var førend Soel og Maane skinnede paa Himlen, ja var i Begyndelsen hos Gud, og er Hans Guddoms-Boelig fra Evighed til Evighed!

Og see, Christne Venner! den store Morgen-Røde, hvilken dette Lys skaber, Guddoms-Lyset, som ogsaa skinnede i Hedenskabets Mørke, skiøndt Mørket ei fattede det, men som blev vores Livs-Lys, da Ordet blev Kiød, og aabenbarede i Støvet den Eenbaarnes Herlighed, denne Morgen-Røde, i hvis Glands de Christne see det grandt, og i hvis Straaler de føle det gladelig, at hvo som er i Christo, er en ny Skabning, gienfødt i Daaben ved den Hellig-Aand til et Guds, og derfor til et Dagens og et Lysets Barn, som vandrer for Herrens Ansigt i de Levendes Lys, og voxer i Ham til et fuldkomment Menneske, i det vi forvandles af Aanden fra Klarhed til Klarhed, see, dette er den christelige Morgen-Røde, hvorom Apostelen taler i Dagens Epistel, og forkynder sine Romere til Trøst og Formaning, dog ikke dem alene, men og alle Christne, hvem den Lykke timedes, at høre Apostlerne tale Guds store og underlige Ting med deres Tunger! I denne det evige Livs Morgen-Røde er det først, Hjertet oplives af den tilkommende Verdens Kræfter, giennemglødes af Guddoms-Flammen, og sjunger som Paradis-Fuglen sin Skabers Priis, og derfor siger Apostelen: nu er vi Saligheden nærmere, end da vi toge ved Troen, det er: da vi christnedes; 199 thi ligesom det var ved Midnats-Tide, vor Frelser han blev født, saaledes komme i aandelig Forstand Alle, saavelsom Nikodemus, til Jesum om Natten, og det af den indlysende Grund, at havde vi aandelig Dag uden ham, da kom vi ikke til ham, hvorfor vi jo og see det, at de vige alle fra ham, som indbilde sig, de have Livet og Lyset i dem selv, og maae følgelig finde, de trænge ei til Herren, ja, maae nødvendig tænke i deres Hjerte, han er en Løgner og Bedrager, efterdi han vidner, at de maae alle komme til ham, som vil have Livet, alle troe paa ham, som vil blive Lysets Børn! Uvitterlig komme de vel alle saaledes til Herren om Natten, Saamange som i Svøbet bæres til ham, at annamme hans Velsignelse, men om dette Komme kan ei Talen være her; thi det gaaer nødvendig med Daaben, som, efter Apostelens Vidnesbyrd, med Omskiærelsen, at naar vi ikke med hjertelig Tro tilegne os dens Velsignelse, da ere vi ligefuldt Hedninger for Hjerte-Kienderen, og denne vitterlige Tilegnelse begynder først da, naar vi see, det er Nat, see, at Mørke skjuler Jorderige og Dumhed Folkene, hvor Synden hersker, og Døden truer, see, at det er Nat, men at der staaer en Stjerne over Huset i Bethlehem, som vinker Menneskens Børn, og, naar vi da, i Tillid til dens mageløse Glands, og Hjertets dunkle Mindelser, gaae med de Vise fra Østen ind at tilbede for Barnet i Krybben, da komme vi til Jesum om Natten, og høre Gienlyd af Englenes Lov-Sang for Hyrderne, og føle godt, at hvem der følger den Eenbaarne, han vandrer i Lyset, og kommer til dets Kilde; men det er mørkt for vore Øine, hvorledes vi skal bryde Lænkerne, som binde os til Verden, afkaste Synde-Aaget, som bebyrder os, og vandre modig, kraftig, uafladelig, frem i Hans Fodspor, som gjorde ikke Synd, men blev i Faderens Kiærlighed, og holdt Hans Befalinger, blev lydig til Døden, ja, Døden paa Korset; og da er det, vi trænge til Apostelens Trøst og Formaning i Dagens Epistel, da er det ogsaa først, vi begynde at forstaae ham, naar han siger, det er paa Tiden at vaagne og staae op, thi Dagen nærmer sig med Salighedens Lys, ved hvilket vi skal aflægge hele vor gamle indvortes Skikkelse, og paatage Herrens, saa vi kan staae i Hans Kraft, vandre i Hans jordiske Fjed, og vinde den himmelske Krone!

Er det nu saa, mine Venner! og Ingen maa forlange, at jegskal drage i Tvivl hvad der er mig saa vist, som det Visseste, og saa klart, som det Klareste, jeg aandelig kiender, see, da veed vi ogsaa, hvad der, i aandelig Forstand, skal kaldes Nat 200 og Morgen-Stjerne, Dagning og Morgen-Røde, paa Jorden, og vi skiønne strax, at det en Stund har været Nat, ja bælg-mørk Nat omkring os, saa det er kun Spørgsmaalet, om det vil blive Dag igien, og om vi tør trøste os med Apostlernes Ord: nu dages det brat!

For det Første svare vore Fædre trøstelig, som sang i Chor med Engle og Helgene: Christe! Du est den klare Dag; thi er Christus det, da kan Dagen umuelig tabe sig i Natten, saalænge Christi Tro har et Tempel paa Jorden, ja, saalænge der er en eneste levende Steen tilbage af Templet, større end Salomons, om hvilket Hedningerne talede sammen, naar de stødte paa hinanden, og sagde: kommer, lader os gaae op til Jehovahs Bjerg, til Jakobs Guds Huus, at Han maa lære os om sine Veie, at vi maae vandre paa Hans Stier! Uigienkaldelig forsvundet, det kan da Herrens Dag umuelig være, og oprandt den ikke mere, som en Morgen-Røde, da oprandt den som Middags-Glands, med Faderens Herlighed, hvori Menneskens Søn skal aabenbares, at vorde herlig i sine Helgene, og vidunderlig i alle sine Troende.

Men, kan det dog ikke vare længe, før Dagen oprinder?

Sandelig, det er et Spørgsmaal, der hører Viisdom til at besvare, og ikke denne Verdens Viisdom, eller deres Øversters, som glipper, men Guds Viisdom, og har Han ikke sagt det selv, da maae vi tie, og først spørge da Enhver sig selv, om han gruer for Natten, og længes efter Dagen, thi hvorfor vil han ellers vide, om den kommer snart! Kun for den Syge, der søvnløs kaster sig paa Leiet, og for den Bævende, hvem Nattens Forskrækkelse overvældede, og for den fyrige, flittige Arbeider, som drømmer det er Dag, og vaagner idelig, kun for dem er det en Trøst, naar Vægteren synger: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til; og det er ligedan i Aandens Verden; thi der er endnu langt Flere, som agte Natten for bedre end Dagen, og elske Mørket mere end Lyset, fordi deres Gjerninger ere onde, og spørge de: kommer Dagen snart? da er det enten for at spotte med de Christnes Haab, eller fordi de grue ved Tanken om Lyset, eller endelig, fordi, hvis Dagen kommer snart, vil de fordobble deres Flid i Mørkheds Gjerninger, og til dem alle have Zions Vægtere det korte Svar: hvorfor spørge I om Herrens Dag! Vide I da ikke, den kommer aldrig saa seent, I finde jo, den kom for snart, den Dag, der er for alle Hovmodige, og for alle de Ugudelige, hvad den gloende Ovn er for Halmen, hvad Ild er for Straa!

201

De Hjerte-Syge derimod, og dem der forfærdes for den Helliges Ord, og dem der bekymres for den gode Gierning, som er begyndt, men synes at staae stille, i en Nat, da Ingen kan arbeide, og skal dog fuldføres til vor Herres Jesu Christi den store, den yderste Dag, dem tilraaber jeg, hvad jeg hørde af Israels Vægter, som ei sover eller slumrer: nu skrider Natten sorte, og Dagen stunder til! Ja, den trofaste Herre, Han sagde een Gang for alle til sin Tjener, til sin Ven Johannes: See, Jeg kommer snart; og der Han sagde: skriv det i en Bog, og send den til Menighederne, da tillod, ja, da befoel Han os, saa mange som med Længsel forvente Hans Herligheds Aabenbarelse, at tilegne os det trøstefulde Løfte, og foreholde vor himmelske Fader det i Børne-Bønnen, og at sige Amen med Aanden, ja, kom Herre Jesu! visse derpaa, at hvadsomhelst vi bede Faderen om i hans Navn, det vil han selv giøre, saa Faderen forklares i ham; visse derpaa, at enten udsender han bradt sine Pile som Lys, sine Spyd med Glands, som Soel og Maane studse over, eller han kommer igien, som han saaes opfare!

Ja, Christne Venner! det er Trøsten, hvormed vi ere overflødig trøstede af Gud, til at trøste Brødrene i deres Trængsel, at jo mørkere, jo rædsommere Natten haver været, og er endnu, des snarere, des glædeligere skal Dagen grye, og Morgen-Røden straale, naar vi kun ere komme dertil, at vi vente paa en Dag, som Herren giør, foruden Hjelp med sig!

Men er det ikke dog maaskee lidt Sværmeri, eller dog kun Digter-Drømme, naar vi i Tidens Løb forvente anderledes Dag end det er, og har bestandig været, siden Morgen-Røden fra det Høie besøgde os, eller sømmer det sig virkelig for Christne, at tænke, Solen skal forgylde Bjergets Top, med Herrens Stad, som ei kan skjules, og Klippens Side, hvorpaa Kirken hviler, førend Han aabenbares i den skjulte Time, hvis Aasyn straaler, som Solen i sin Kraft? Har ikke Christen-Folket altid skinnet som et Lys, omleiret af Mørke, og ere de ei dertil satte?

Saaledes spørge vi rettelig dem, som vente en Dag, paa hvilken hele Verden skal gaae efter Herren, Verdens Folk, som vil have deres Deel i det Nærværende, faae opladte Øine til at see og skatte den deilige Arv, de Helliges Odel i Lyset; men det er jo ikke derom vi tale: hvad vi sukke over, er jo kun, at Natten ruger over Herrens Stad, at vore Øine kan ei finde Gosen-Lan-det i Ægypten, hvor Abrahams Børn fryde sig i Lyset, mens 202 Ægypterne trøste sig med at de begribe dog Mørket, og kan forklare det med tusinde Lamper, arbeide paa en Oplysning, de ei have Himlen, men sig selv at takke! Ja, Venner! kun det er jo vor Sorg, at Dagen, som Herren gjorde, er ved en sælsom Soel-Formørkelse forvandlet til en Nat, uden Lys og Liv i Glands og Kraft, hos de Kiøbte af Jorden, Herrens Dyre-Kiøbte, ja, at det nu enstund i aandelig Forstand har været Rov-Dyrenes, og Natte-Vandrernes, og Spøgelsers og Gienfærds Tid, saa hver en vaagen christen Sjæl maatte grue, om ikke for sig selv, saa dog for Brødrene: de Sovende, de Bævende, de Vaabenløse! O visselig, vi har erfaret det, vi Ordets ensomme Tjenere, som vilde vaage over Hjorden, vaage og bede, holde Lampen tændt i Tabernaklet, og arbeide i dens matte Skin, ja, vi har lært, det var Nat, lært det hos os selv, thi, var end Aanden villig, var dog Kiødet skrøbeligt, lært det, hvor vi vandrede med Lampen i Haanden, for at adsprede Mørket, og spore Fiendens Gange, og forstyrre hans Anslag, vi har lært det, at denne Verdens Aand var mægtig i Vantroens Børn, og Herrens Aand var svag i os, at det var Mørkets, og ei Lysets Arbeids-Timer og Helte-Tid! Men, vel os, at vi lærde det, thi kun derfor blev det Nat i Kirken, fordi vi tænkde, vi havde Lyset i vor Haand, og Natten blev kun lang, fordi vi arbeidede paa den Umuelighed, med Lamper at giøre Nat til Dag, fordi vi kappedes omsonst med Nattens Børn i den konstige Oplysning, hvori de har deres Styrke, fordi de vil have Verden betragtet i dens eget Lys, som falder alle Syndere naturligt, medens vi vil stille Alt i Herrens Lys, for hvilket Syndere er af Naturen blinde! Kun en sørgelig Erfaring kunde lære os, hvad det vil sige, som vi vel troede og bekiendte, men ei i den levende Fylde, som det skal troes, at Oplysning, christelig Oplysning, er ikke vores, og ei Skriftens, men er den Hellig-Aands Gierning, ei blot ved og med og over os, men vidunderlig for os, saa Han er Herrens og Faderens Kongelige, Guddommelige, Stat-Holder paa Jorden, af Hvem vi skal vente Alt, til Hvem vi skal henføre Alt, og henvise Folket med deres Tillid, som vi umuelig kan retfærdiggiøre.

Først da, naar det ret bliver underligt for vore Øine, hvorledes Dagen skal oprinde, saa vi lade Hænderne synke, og overgive Værket aldeles til Ham, som virker alle Ting i Alle, først da føle vi, at Naturen skrider, og Dagen stunder til, og mærke det især paa vor morgenlige Betragtning af Timerne bag os, af vor Natte-Vagt og al vor Kamp med Søvnen, Mørket, og alle deres forvirrede Skikkelser! Hvad Fienden med Latter tilraabde 203 os i de bange Timer, at al vor Færdsel var en Natte-Vandring, vor vaagneste Tilstand kun en levende Drøm, vore klareste Syner kun Phantasier, det see og sige vi nu selv, med et roligt Smil, men ei med Ringe-Agt for det Bedste, der kunde times os ved Natte-Tide; thi det er jo et Efter-Skin af den forsvundne Dag, og en Anelse af den Følgende, der er jo vaagne, lyse, himmelske Drømme, der vel ei kan skabe Dag, men trøste dog vidunderlig over Savnet, funkle som utallige Stjerner, ja straale som Nord-Lys over Mørket, og beskiærme os, ligesom under Fugle-Vinger, imod Nattens Kulde, som under en blinkende Skjold-Borg, imod dens Forfærdeiser! Saa takke vi da Herren for de søde Drømme, der kun times, naar Hans Engle omleire os, og ligesom hvile sig paa vore Øien-Laage, men takke Ham ogsaa, fordi vi mærke, hvad det var, skjøndt dette Øieblik, mellem de venlige Drømme, og den gyldne Morgen-Røde, er det tungeste vi har oplevet, da det i aandelig Forstand aldeles svarer til hvad vi sagtens Alle af Erfaring kjende: det underlige Mellem-Rum, hvori Natten ligesom brydes med Dagen, og som vi derfor kalde Dag-Brækningen, da selv de bedste Vaagere føle Søvnens Magt, da selv om Sommeren det trækker koldt, og Hane-Galet vel er os kiært at høre, men dog ei oplivende! Ja, Christne! lad os, som det sig bør, takke Faderen for alle Ting i Jesu Navn: for Kirke-Aaret, som udrandt, og for det Ny, som nu oprinder, for Hans Vare-Tægt og Trøst i Natten, og for Morgen-Haabet, som Han stadfæster med det Apostoliske Hane-Gal i Dagens Epistel, visse derpaa, at det Lys, Han saaede for den Retfærdige, skal aldrig holde op at bære Straale-Frugter til Glæde for de Oprigtige af Hjertet! Menigheden vandrede med Jakob, landflygtig og huusvild, laae paa den vilde Mark, og havde kun en Steen til Hoved-Giærde, men den laae i Sandhed under aaben Himmel, thi det var vel et Drømme-Syn, men ikke Tant, at den saae Himmel-Stigen, hvor Engle vandrede, og Herren stod paa Toppen, sigende: Jeg er Herren, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud, det Land, som du ligger paa, det vil Jeg give dig og din Sæd! Da sagde vi ved os selv: her er Guds Huus, og Himlens Port, og vi stod tidlig op, understøttede af Bibel-Staven, og reiste Stenen til et Kiende-Mærke, og salvede den med Olie, og sagde propheterende: denne Steen skal vorde et Guds Huus, og her staae vi nu i Dag-Brækningen, uvisse om, hvad Synet havde nærmest at betyde, end sige om, hvordan det Huus skal reise og skal hvælve sig, hvorom vi talede, som Aanden vilde, der var over os; her staae vi, mellem Morgen-Drømmen 204 som er forbigangen, og Morgen-Røden som skal giøre Alting klart, og fristes til at vorde utaalmodige, men vente dog ikke forgiæves! Maaskee mene vi ti Gange, at vi see Dag-Skiæret paa de hvide Skyer over Havet, og giættede dog feil, maaskee, mens vi stirre mod Østen, oprinder Herrens underlige Dag i Vester, bag os, saa vi staae midt i Morgen-Røden, før vi veed det; men hvad skader det, som da end klarere forkynder Guds Ære, og aabenbarer det, at det er Ham og ikke os, der danner Lys og skaber Mørkhed!

O, saa lad os da bekæmpe alle de unyttige Sorger, og Kulden i vort Bryst, med den herlige Vished, at Natten afbrydes, og Dagen stunder til, saa brat udgaaer det store Himmel-Lys, som en Brudgom af sit Brudehuus, hensvæver straalende over vort Hoved, adspreder Mørket, forgylder Kirke-Spiret og Helligdoms-Bjerget, opvækker Døde, udbreder Liv og Fryd og Frugtbarhed paa Jorden, saa brat skal Taknemmeligheds Taarer rinde paa glødende Kinder, Morgen-Røden speile sig i Taare-Duggen, og Morgen-Sukket fare op med Vinger som en Morgen-Psalme, at giennemtone Skov og Bjerg, og giæste Himlene! Det skeer for vore Ørne, saasandt vi have Sind til at aflægge Mørkets Gierninger, og vandre sømmelig som Dagens og som Lysets Børn, med ham, som er vort Lys og vor Salighed, med Herren vor Livs-Kraft, Amen! i Jesu Navn, Amen!

Pindse er en Kirke-Fest.1
Ap. Gg. II. 1-11.

Under Løbet af Pindse-Dagen vare de alle eendrægtig forsamlede, og der kom pludselig et Bulder fra Himlen, ligesom af en flyvende Storm, og opfyldte hele Huset, inde hvor de sad, og der saaes takkede Tunger ligesom af Ild, der satte sig paa hver især, og de fyldtes alle med den Hellig-Aand, og tog paa at tale med fremmede Tunge-Maal, eftersom Udtrykket gaves dein af Aanden!

* 205

Men der opholdt sig i Jerusalem Jøder og Guds-Tilbedere fra alle Himmel-Egne, og ved den høirøstede Bevægelse stimlede Mængden sammen i Forvirring, fordi Enhver hørde sit Moders-Maal af Talerne. Alle blev de forbausede, forundrede sig, og sagde til hverandre: er ikke alle disse Talere Galilæer, og hvorledes høre vi da hver sit Moders-Maal, vi Parther, Meder, og Elamiter, Indbyggere af Mesopotamien, Judæa og Kappadocien, Pontus og Lille-Asien, Phrygien og Pamphylien, Ægypten og det Cyrenæiske Libyen, og vi reisende Romere, Kreter, og Araber, Jøder og Proselyter, høre vi dem tale Guds Under med vore Tunger!

Der er, i det Mindste hos os, ingen Høitid, da Kirken besøges saa lidet, som i Pindse-Dagene, og vidste vi det ikke før, da kunde vi deraf slutte os til, at der er saare liden Christendom i Christenheden, og at den Christendom, der er tilbage, er mere død end levende; thi det er soleklart, at der er Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken Kirke-Klokkens Kimen maa saa dybt og sødt bevæge alle Christne med levende Tro, og frydefuldt Haab, Ingen af alle vore Høitider, paa hvilken de saa levende maae føle Trang til at forsamles i den Himmelfarnes hellige Navn, og lytte til Ordet, som haver vandret med Solen, skabt Lys og Liv paa Jorden, og vandrer saa endnu paa Aande-Drættets Vinger, høit over de Dødeliges Hoved, men rede til at sænke sig i Hjerte-Dybet hos de Troende, og der gienføde de glødende Tunger, som tale Guds Under, med Ord, som ikke Mande-Vidd, men den Hellig-Aand lærer, og som udfare aldrig forgiæves, men udrette, som Sneen og Regnen, Alt hvortil de udsendes!

Ja, mine Venner, at Pindse er i allerstrængeste og allerhøieste Forstand en Kirke-Fest, de Christnes Kirke-Høitid, det er saa aabenbart, at selv de, der ei tænke derpaa, dog dunkelt føle det, og derfor skal det ei undre os, at de er Faa, som helligholde den, thi det er os jo Alle vitterligt, at Kirke-Samfund: et virkeligt, inderligt og levende Samfund i Tro og Haab og Kiærlighed, det hører i vore Dage til de christelige Old-Sager, der synes kun at have været til, for at beskrives og omtvistes af de Lærde, og det naturligviis, fordi Begrebet om Sjælen i vort Samfund, om den Hellig-Aand, er selv iblandt Herrens Discipler saa vrangt, eller dog saa dødt og tomt, som om de kiendte kun Johannes-Daaben, og ei den i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands! Naar derfor Herren paa Himmelfarts-Bjerget forkynder Disciplerne: Johannes døbde kun med Vand, men I skal døbes, ei længe efter disse Dage, 206 med den Hellig-Aand og Ild, og naar det lyder: see, Han kom og satte sig paa hver-især, som Lue-Tunger, da er det hardtad for Alle som en mørk Tale, man kan lade staae ved sit Værd, eller øve sin Skarpsindighed paa, uden at det egenlig giør nogen Forskiel, og hvem der tænker det, hvad skulde han vel i Kirken om Pinds e, i Kirken siger jeg, og mener dermed naturligviis ikke hvert Huus, som bygdes i Kors til Folk i Søndags-Klæder, men kun Huset, der end bevæges af Bulderet fra Himlen, som opfyldte Salen, hvor Apostlerne sad, kun Huset, der end gienlyder af Røsten, som forsamlede Mængden fra alle Himmel-Egne hen at høre ham, der vandrer paa Veirets Vinger, og bærer gode Tidender fra Himlen til Jorden, ja Huset, hvor de glødende Tunger, som flammede hist, dog glimte og gnistre endnu, saa Mennesket forbauset hører Guds Under giennemtone sit Moders-Maal, udtales med sin Tunge!

Det maa derfor aldrig undre, men skal paa en Maade glæde os, at vi er Faa i Kirke paa den guddommelige Indvielses Høitid, da vi aabenbar er Faa om Troen paa Indvielsen, Faa om Troen paa den Hellig-Aand, og da nødvendig ogsaa Faa om den Kirke, hvori Han baade ringer og kimer, baade prædiker og sjunger, oplyser og opliver, opvækker og opbygger, ja virker Alt endog i Alle! Give da kun Gud, at vi som ere her forsamlede, maae være iblandt dem, der have annammet Faderens Forjættelse, eller vente dog troende paa den, som Disciplerne hist, der vare eendrægtig forsamlede, og kunde umuelig være det, med Tro paa Herrens Ord, uden at komme ihu, hvad skrevet staaer (i anden Mose-Bogs det Nittende) om Tordenen og Lynet over Sinai, og Guddoms-Ordet med lydelig Røst: uden at komme den Pindse-Fest ihu, og vente at opleve endnu større Ting end disse, alt efter den Apostoliske Tanke-Gang, at omstraaledes Lov-Givningen, med Bogstav-Skriften og Steen-Tavlerne, af himmelsk Glands, da maatte Glandsen nødvendig endnu blive større over den evangeliske Prædiken, med Aandens Flamme-Skrift paa Hjertets Tempel-Vægge! Ja, da Herren lovede at være selv midt iblandt de To eller Tre, der sammenføiede sig i hans Navn, da trøstede Han ikke blot de Enkelte, der fandt sig udstødte af Verden, men gav derhos tilkiende, at Han sædvanlig vilde være kraftigst nærværende, hvor Han paakaldtes af de Faa, der dybest maatte føle Verdens Tomhed for dem, der spørge efter Aandens Fylde, og længes inderligst efter Hans Samfund, hvis Kraft fuldkommes i Skrøbelighed!

Derfor, mine Venner, lad os være glade i vor Høitid, og hellige 207 den, som Gud vil give Naade til, ved at indprænte os den vigtige, selv i Menigheden halvforglemte Sandhed, at hvorlidet end vor Guds-Tjeneste taaler Sammenligning med den vi læse om i Dagens Text, saa er det dog kun her, i høitidelig Forsamling, under Ordets Forkyndelse, og høirøstet Lov-Sang, vi kan see et Billede af Christi Kirkes herlige Indvielse, og levende mindes, hvad det er som har begyndt og skal fuldende den gode og vidunderlige Gierning, som vort Samfund er!

Vist nok er det saa med vor Christendom i det Hele, at den virker kun med hele sin Kraft, og aabenbares kun i al sin Glands, hvor Kirken og Menigheden staaer som Huset paa Klippen og Staden paa Bjerget, hvor Christi Ord har et kongeligt Høisæde paa sine Tjeneres Læber, og et skinnende Pallads i Menighedens Barm, ja, hvor det Underværk, som Evigheden skal forklare, alt i Tidens Løb forbauser Verden: det Underværk, at vi er alle eet Legeme og een Aand i Christo Jesu; men dog er Kirkens guddommelige Indvielse den eneste Begivenhed i den hellige Historie, der udelukkende finder sin Afbildning i vor høitidelige Forsamling paa Herrens Dag, ligesom det ogsaa især er den levende Tro paa den Hellig-Aand, som der udvikler og forklarer sig. Og denne Sandhed veed jeg ikke bedre at udtrykke, end ved at sige: Julen kan vi helligholde ved Vuggen, og Paasken i Urtegaarden, men Pindse kun i Herrens Huus!

Julen kan vi helligholde ved Vuggen, thi med hvert smilende Barn ligger der jo et levende Billede af den Guds Eenbaarne, som holdt ikke sin Guddommelighed for et Rov, men fornedrede sig selv, og tog Tjenerskikkelsen paa sig, og naar det glade Budskab om ham, som Barnet født i Bethlehem, til Lys og Liv og Glæde for Unge og Gamle, der som Børn vil lade sig bære og lede af ham ind i Guds Paradis, naar Jule-Evangeliet kun har en venlig Vugge paa Moderens Læber, da finder det en aaben Favn i Barnets Hjerte; thi hvad der støder Engelen fra sig, som forkynder Støvets Børn den glædelige Tidende, at vor Fader i Himmelen har sendt sin Søn til Jorden, som et lidet Barn, med Guddoms-Magt til at raade Bod paa al vor Nød og Vaande, og med Broder-Hjerte til at slukke al vor Sorg, aftørre al vor Graad, hvad der støder denne Engel fra sig, det er aabenbar kun den taabelige Stolthed, der holder Menneskeligheden ei for en Guds Gave, men for et Rov fra Skaberen, og denne Stolthed er ikke i Barnet, der, langt bedre og større, langt menneskeligere end vi, tænker aldrig paa sit Fortrin, men er 208 os underdanig, og modtager taknemmelig det mindste med det største Beviis paa vor Godhed og Kiærlighed!

Ja, Christne Mødre! Faa som I ere, men som det skjulte Hjerte-Menneske, kostelige for Gud, og mægtige, siger Apostelen, til, ogsaa uden Ord, at christne Mennesker, I veed det bedst, hvor gladelig der leges Jul ved Vuggen, naar I, mens det kimer i Dagningen, tænker med et dæmpet Suk paa Guds Børns Forsamling, men trøstes snart ved Jule-Psalmens Gienlyd i det Skjulte, og ved Smilet af den Spæde, der levende minder om Barnet i Krybben, og synes at hviske: min Engel seer ogsaa Faderens Ansigt, som er i Himlene!

Saaledes Julen, som Hyrderne jo helligholdt ved Krybben, og som sikkert altid helligholdes mest rørende og himmelsk velsignet ved Vuggen: af Mødrene, af Børnene, og i den huuslige, hyrdelige Kreds, hvor Engle-Smilet og den barnlige Glæde, langt meer end udtrykkelige Ord, forkynder, at os er en Frelser født, som bringer os Guds Velbehag, og dermed Himmerig til Jule-Gave!

Og nu Paasken! Hvem har vel helligholdt den mere værdelig, end Marie Magdalene, som stod eenlig i Urtegaarden, og græd over Graven, til hun hørde sit Navn fra Frelserens Læber, stammede: Mester! og løb at forkynde Disciplerne, at hun havde seet Herren, og hørt af hans Mund, at han opfoer til sin Fader og vores! Og har dette maaskee Intet at betyde, helligholdes maaskee ikke Paasken endnu med den dybeste Følelse i Hjertets Eenlighed, med Herren, mellem Gravene! Stod vi nogensinde en Paaske-Morgen, naar Soel gik op, hvor Kirke-Gaarden høiner sig over Vangen, stod vi der, omringede af Mindes-Mærkerne fra Vinter-Tiden, og nærmest af Gravene: de dybe Furer, som Døden pløier, til Sæd med Graad men Høst med Lovsang, stod vi der, mens det kimede til Høitid, mens Solen steeg, og Lærken slog, og Øiet faldt paa Urtegaarden, hvor Vinteren kiendelig gav Vaaren Plads, da var det visselig ei Selskab, og ei noget Udvortes, vi fattedes, for dybt bevægede at efternynne det gamle Paaske-Vers:

Christ stod op af Døde,
Og frelste os alle af Møde,
Thi ville vi alle være glad,
Og love vor Herre i allen Stad!
Kyrie eleis!

209

Var han ikke opstanden,
Al Verden var forgangen,
Men efter han opstanden er,
Saa love vi Gud vor Herre kiær!
Kyrie eleis!

Nei, dertil fattes vi aabenbar i vor Eenlighed slet Intet, naar vi kun har den Tro, at Død er Syndens Sold, men det evige Liv Guds Naade-Gave i Christo Jesu, vor Herre, og jeg tør vel mene, at Herrens Opstandelse staaer ei i større Glands for noget Menneske-Øie, end for Unger-Svendens, hvem Døds-Tanken vakde af hans søde Drømme om Jord-Livets Herlighed, eller hvis Hjerte vaandede sig under Følelsen af Verdens-Livets Tomhed, naar han under sine stille Betragtninger faaer Syn paa Helten, der kommer seierrig tilbage fra de Dødes Rige, førende Døden og Helvede med sig i Lænker, og udstrækkende sin milde Haand med Livets Brød og med Salighedens Kalk, til Muldets Frænder i Græde-Dalen! Sandelig, han holder da Paaske i alle Urtegaarde, hvor Livet virkelig eller billedlig opstaaer af Døde, som Blomster groe paa Grave, og han holder den først og sidst med Bogen for sig: den hellige Skrift, der vel maa lignes ved en Urtegaard med Herrens Grav, hvoraf Han immer aandelig opstaaer i Ordet, beskiæmmer Verdens Kløgt, slaaer dens Stridsmænd til Jorden, trøster sine sørgende Discipler, og lærer dem at forstaae Skrifterne, saa de indsee, at det, efter Propheternes Ord, burde Christum at lide dette, før Han indgik til sin Herlighed!

Men nu Pindse-Aandens Udgydelse over det Ny Testamentes Tjenere, der skal være Aandens, og ei Bogstavens; Aandens Udgydelse i Guddoms-Ordet paa Menneske-Læber, med himmelsk Ild og med levendegiørende Kræfter, Indvielsen af det store Bede-Huus for alle Folk, hvor Strømmene, som Herren adskildte ved Babel, skulde atter mødes i Jerusalem, dette Vidunder, som kroner alle Herrens de Forrige, ja paasætter dem Livets Krone; hvor har vel det sit Billede og sin Lignelse, uden der, hvor det endnu fortsættes, vel mattere i Dag, og stærkere i Morgen, men dog immer levende; hvor, uden i de Christnes Forsamling, der tiltale hinanden med Lovsange over det Ord, som er mægtigt til at saliggjøre Sjælene!

Det er vel sandt, at vi kan see et Skygge-Billede af det aandelige Liv, Guds Ord i Menigheden skaber, opholder, udvikler og forklarer, i Sommer-Livet, som, udviklet af hemmelige 210 Kræfter, gjennemtrænger og fryder hele Skabningen, udspringer i Markens Lilier, og hvælver sig i Skovens Løv-Sal, lovsjunget af Himmelens Fugle, med Morgen-Røden til sin Prophetie, og Aften-Røden til sit Efter-Mæle; men det er ogsaa vist, at Jord-Naturen i sin Sommer-Pragt og Fylde tiltaler Kjødet meer end Aanden, og avler hos dem, der henrives af den, ingen levende Forestilling om den rene Sandhedens og Kiærlighedens Aand, som udtrykker de aandelige Ting med aandelige Ord, men om en ureen Verdens-Aand, der stjæler Ild og Glands fra Solen, for dermed at optænde Kiødets Lyster, og sætte glimrende Farver paa giftige Urter! Det er vist, og desuden, hvad ligner vel Guds Ord, uden Ordet paa Menneskets Tunge, skabt i Hans Billede, og efter Hans Lignelse, hvor er de usynlige, for Mande-Vidd usporlige Veie, hvorpaa Aander og Hjerter levende mødes, til Favn-Tag eller til Sværd-Slag, under Himlen, hvor, uden i den usynlige, men dog virkelige Verden, som Ordet vidunderlig skaber, naarsomhelst det slaaer med sine Vinger, og giennemsuser Luften, saa ikke blot Øren, men Aander maae lytte, saa ikke blot Stene men Hjerter gienlyde! Derfor, Venner! skal vi have anden levende Forestilling om Kirke-Vielsens Fest i Jerusalem, end som et dunkelt Bulder, en Torden i det Fjerne, hvoraf der kun i Folke-Sagnet er en forvirret Gienlyd tilbage, da maae vi gaae til Kirke, hvor Guds Ord forkyndes, ei som en Grav-Skrift, man har fundet i en nedlagt Kirke, paa en Lig-Steen over Simon Peder og hans Med-Apostler, og om hvis Betydning man er uvis, fordi Ingen mere veed, hvad det vil sige, at døbes med den Hellig-Aand og Ild, nei, hvor Guds Ord forkyndes, som hvad der aldrig døer, og aldrig svækkes, som Liv og Aand, ei mindre nu, end da Simon Peder tog Ordet, opløftede Røsten, og sagde: det var, hvad Herren sagde, ved Propheten Joel: i de sidste Dage vil jeg aande over alt Kiød, og eders Sønner og Døttre skal prophetere, eders Unger-Svende skal have Syner, og eders Oldinger have Drømme! Jesus Christus, den Korsfæstede, som brød Dødens Lænker, fordi det var umueligl, han kunde holdes af dem, han, hvis Opstandelses Vidner vi ere, medens han sidder ved Guds høire Haand, han udgiød, efter Faderens Forjættelse, den Hellig-Aand over os! Kun i en saadan Forsamling, hvor Guds Ord virkelig boer, hvor det forkyndes og teer sig i Kraft, at, skiøndt Gaverne ere forskiellige, er Aanden dog den samme, ja, kun der, hvor Aanden, ved at bekiende den i Kiødet komne Jesus Christus, og ved levende og uindskrænket at tilegne sig det prophetiske og apostoliske 211 Ord, som det findes beskrevet, aabenbarer sig som den Aand, der kom over Apostlerne, og skal i Herrens Menighed være Taleren og Trøsteren evindelig; kun der kan vi levende mindes den Pindse-Dag, da Herrens Sendebud iførdes med Kraft fra det Høie, da det Huus, som den store Davids Søn, den himmelske Salomon, bygde sin Fader, opfyldtes med Hans Herlighed, og tretusinde Sjæle offrede sig som en Første-Grøde til den evige Præst af Melchisedeks Orden!

Lad da kun Verden smile spodsk ved Sammenligningen mellem Apostlernes Pindse og vores; det skal ikke røre os, thi netop fordi vi troe, hvad vi læse om Christi Tempel, der ikke fyldtes med en Sky, men med en Strøm af Lys og Varme fra Livets Kilde, netop derfor føle vi selv dybest, hvorlidet vor Forsamling svarer til sin høie Oprindelse, og til de store Forjættelser som tone over den fra Himlen; men vi veed, at Veien til at ligne den Apostoliske Menighed er ei at forlade den, ei at betragte den som noget os Uvedkommende, men at jo klarere det staaer os for Øine, at ligesom Herren og Aanden, Troen og Daaben, og den himmelske Fader med sin vidunderlige Kiærlighed, er altid de samme, saaledes er ogsaa Kirken den samme, som Herren bygde paa Klippen, til at trodse Helvedes Porte, og som Aanden indviede til Himlens Forgaard, jo klarere det staaer os for Øie, des dybere føle vi, at den Ringe-Agt, hvori Kirken, den Afmagt og Forvirring, hvori Menigheden nedsank, er ikke Herrens, og ei Tidernes, men kun vor egen Skyld; og naar denne Følelse bliver mægtig i vor Sjæl, saa vi længes efter Herren, som er nær hvor han paakaldes, og sukke efter Aanden, som giør levende, og sammenbygger alle Troende i Tidens Løb, til et Guddoms-Tempel af levende Stene, da begynde ogsaa vore Hjerter at brænde, vore Tunger at gløde, og Troens Ord at giennemtrænge os, som Bækkene af Livets Flod, der glæde Guds Stad, den Høiestes Boeliger!

O da, mine Venner, naar vi begynde at erfare, hvad det er at have levende Samfund, i Aanden, med Herren og hele hans Menighed: de Helliges Samfund, som vi ved Daaben indviedes til, da see vi det klarlig, at Julen er Troens, og Paasken er Haabets, men Pindse er Kiærligheds Fest, saa det undrer os ikke, at Pindse kommer senest i vort christelige Levnets-Løb, som mellem Kirke-Aarets Høitider; thi naar Livets Træ af Ordets Rod opgroer i Kirke-Haven, da er Troen Stamme, Haabet Blomst, og Kiærligheden Frugt! Da fristes vi ei heller til at tvivle om det Mindste af Alt hvad vi læse om den 212 store Pindse-Fest paa Zion, hvor Lynet over Sinai blev til en Lue-Tunge med Kiærligheds Ord, thi Lovens Ild er fortærende Nidkiærhed, men Evangeliets er smeltende Kiærlighed, og, taler Munden naturlig af Hjertets Overflødighed, da maatte Tunge-Maalene ligesaa nødvendig forenes i Jerusalem, hvor Hjerterne samrnensmeltede i Faderens Kiærlighed, som de adskildtes ved Babel, hvor Hedningerne udgik fra den levende Guds Ansigt, at vandre hver sit eget Hjertes vildfarende Vei; og skulde Herrens Folk, tyndt saaet og vidt adspredt i en fiendtlig Verden, blot ved Ordets Kraft forsamles, forbindes og forenes, i Tro og Haab og Kiærlighed, da maatte dette Ord nødvendig ei blot være mere end en Bogstav-Skrift i Tavler af Steen, og paa Blade af Liin, men meer end hvad vi med Tunger af Støv kalde levende, det maatte være et Ord som kunde giøre levende, maatte, som Herren siger om sit Ord, i Sandhed være Liv og Aand, som Ord kun er paa Guddoms-Tungen!

Men, o, Venner, har vi end for et Øieblik siddet paa Dør-Tærskelen af det Guds Huus, hvor Apostlerne udtale Guds Under med glødende Tunger, som vi forundrede maae kalde vore, fordi Ordet paa dem er os ikke fremmed, men tiltaler os saa sødt og levende som Moders-Maalet, eller har vi dog ligesom staaet ved Dørren paa Klem, og lyttet, og følt det, halv sukkende, halv jublende, at hvem der er derinde, kan umuelig tvivle, men maa falde paa sit Ansigt, og bekiende, at Gud er virkelig i disse sine Talere og Tolke; o Venner, saa lad os dog aldrig glemme, at saadanne Øieblikke er vidunderlige Glimt af den Eenbaarnes Herlighed paa Jorden, som Aanden kun skiænker os, for at vi kan være glade i vor Høitid, stolte af den Kirke, som Verden foragter, saa disse Glimt vil i Morgen være for os som en Drøm, dersom vi bygge og stole derpaa, istedenfor at bygge og stole paa det eenfoldige Vidnesbyrd om Herrens Opstandelse, og om den Hellig-Aands Kirke, med Helgen-Samfundet, Synds-Forladelsen, Kiøds-Opstandelsen, og det evige Liv: Vidnesbyrdet, som fra Apostierne med Evangeliet er levende forplantet giennem Menigheden til os, og stadfæstet af Himmelens Gud, ved den Kraft og Velsignelse, Han øiensynlig haver ladet følge med den eenfoldige Tro paa vor Skaber, vor Gienløser, og vor Helliggiører: de Tre, som vidne i Himmelen, men ere Eet, og giøre Eet paa Jorden, saa Faderen drager os til Sønnen, og Sønnen oplader os Faderens Huus, og Aanden indbygger os deri, til evig Lovsang! I det vi derfor daglig dybere indprænte os Davids Længsel, naar han synger: een er 213 min Begiæring til Herren, derefter vil jeg tragte, at jeg maa boe i Herrens Huus alle mine Livs-Dage, at beskue Herrens Yndighed, og at besee hans Tempel, o, saa lad os dog end dybere indprænte os, at det times Ingen, uden hvem der troer eenfoldelig paa den Hellig-Aand, som Guds Viisdom og Godhed i egen guddommelige Person, og at hvem der kun troer ærlig paa Ham, som den Taler og Trøster, Herren sendte os fra Faderen, med de glødende Tunger, hvem der giør det, skal aldrig finde sig enten faderløs eller huusvild paa Jorden: thi selv naar da Helligdommen som Aanden saa klarlig indviede, synes os sunket i Gruus, eller optaget til Himmelen, eller dog bygt paa en Klippe, som er os for høi, selv da bevarer Aanden vor Indgang og Udgang i Huset, bygt uden Hænder, som vel kan være skjult for den Troendes Øine, men er dog med Ordet, det Troens Ord, vi prædike, ham altid nær i Mund og Hjerte! Ja, der er vel kun Faa iblandt os, der have Øie for det store Guds Under, som maatte skee med vort Moders-Maal, og med alle Hedningers i Ørken, før det blev skikket til at være et levende Redskab for den Aand, som drev Propheter og Apostler, men naar det falder de Christne paa Sinde, at de var dog alle Galilæer, som udtalde hvad intet Øie saae, og intet Øre hørde: Guds hemmelige Raad til Synderes Frelse, og det Guds Huses Herlighed, som Aanden bygger; naar det falder Christne paa Sinde, hvor de ikke blot i Bøger stave og giætte sig til, hvad Talerne meende, men hvor de høre det klarlig udraabt paa deres eget Moders-Maal, som de ere fødte udi, langt borte fra Zion og Thabor, da maae de dog Alle falde i Forundring over Herrens Gierning, og føle, at kun paa Tunger, glødende af Ilden paa den Guds Alter, som er almægtig Kiærlighed, kun paa saadanne Tunger kunde Nordens haarde, kolde, knudrede Kæmpe-Sprog, opvarmes, udglødes, og smeltende uddannes til et levende Udtryk for det store Fredens Evangelium, Guds Kiærligheds Ord, og Zions den smeltende Lovsang over den Herre Zebaoths de elskelige, de venlige Boeliger! Og at det dog er skedt, lad det være os ei blot et Tegn, men et levende, glædeligt Pant derpaa, at det visselig er i de glødende Tungers vidunderlige Huus, i den Apostoliske Kirke vore Fædre have holdet Høitid, og lyttet saa trohjertig til det dunkle men glødende Ord paa Apostlernes Læber, at Tungen maatte udbryde:

Almægtig Lue, fald og ned,
Og tænd mig an i Kiærlighed!

214

Ja, det er vist, saa bad vor Tunge og bønhørdes, og holde vi fast ved vore Fædres eenfoldige Tro, og vente, med dem, Alt af den Fader, som haver skiænket os sin elskelige Søn, og Alt af den Aand, som kom over Apostlerne, og virker Alt i Herrens Samfund, o, da skal vor Forsamling, hver Herrens Dag, end sige da hver Søndag i Pindse, blive et deiligere og klarere Billed af Forsamlingen paa Zion, en kiendeligere og værdigere Fortsættelse af Aandens og Ordets Helte-Gierninger, til Hans Ære, som sidder ved Guds høire Haand, og Kirken, Han bygde, Broderskabet, Han stiftede, til evig Glands og Herlighed! Amen! i Jesu Navn, Amen!

Paask e-Morgen rød en.1
Matth. XXVIII. 1-10.

Da Ugen var ude, om Søndag-Morgen i Dagningen, kom Marie Magdalene og den anden Marie for at see til Graven! Og see, der var en stor Bevægelse, thi en Herrens Engel foer ned fra Himlen, gik hen og væltede Stenen fra Mundingen, og satte sig paa den; men som Lyn-Ild var hans Aasyn, og sneehvid hans Dragt, saa Vagten bævede af Skræk for ham, og faldt i Afmagt. Men til Kvinderne tog Engelen Svaret og sagde: I skal ikke være bange, thi jeg veed, I leder om Jesus, den Korsfæstede! Han er (imidlertid) ikke her, thi han er opstanden, som han sagde; kommer hid og seer Leiet hvor Herren har ligget, og skynder eder saa til hans Discipler, og siger dem, at han er staaet op fra de Døde, og see, han kommer eder i Forveien til Galilæa, der skal I see ham. Mærk hvad jeg siger! Da skyndte (Kvinderne) sig fra Graven, med Frygt og stor Glæde, og lob at bringe hans Discipler den Tidende; men som de var underveis til Disciplerne med Budskabet, see, da kom Jesus dem i Møde talede og hilsede dem, hvorpaa de nærmede sig, omfavnede hans Fødder, og tilbad ham! Da siger Jesus til dem: værer ikke bange, men gaaer, og kundgiør mine Brødre, at de skal begive dem til Galilæa, og der skal de see mig!

* 215

l Døden J es u s blunded,
I Graven lagdes ned,
Har nu dog overvundet
Al Dødens Bitterhed;
Nu rinder op saa klar
Den Soel med Lys og Glæde,
Som i sit Jorde-Klæde
Saa slet formørket var!

Vel er det kun paa Jyllands Heder, de Christne iblandt os ret med Sandhed kan sige, at saaledes toner Fædrenes deilige Paaske-Morgenpsalme til dem, thi kun der toner den endnu i Forsamlingen, efterat den, med samt sine Sydskende, allerede snart i en heel Menneske-Alder har været forstummet hos os, som dog boe op til de yndige Skove, hvor Natter-Galen slaaer i Chor med Lærken, og hvor Man skulde meent, slige søde, oplivende Toner i Paaske-Morgenrøden, eengang hørte, kunde aldrig glemmes, men maatte nødvendig forplante sig selv, fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, saalænge der i Lunden var Øie for Maien, og Øre for Sang, og Hierte for Længselen efter det evige Liv i Guds Have!

Ja, Christne Venner! hvem der i Barne-Dagene, ligesom med Moders-Mælken, har inddrukket Sødmen af dette Glædens Bæger, og det har jeg, baade mellem grønne Bøge og paa den brune Hede, kan umuelig uden Suk, og uden en med Harme blandet Smerte, mindes, hvilke Paaske-Psalmer vi have arvet efter vore Fædre, og ombyttet, som Israel sin Herlighed, med hvad der, mildest talt, kunde aldrig gavne: aldrig oplive nogen Christen Sjæl, aldrig glæde noget troende Hierte! Stod derfor den gjorte Gjerning ikke her til Ændring, var vi og vore Børn fordømte til at savne hvad vi i Vildelse har vraget, og at nøies med hvad vi i Søvne udvalgde, da vilde jeg for min Part sige Lunden Farvel, og bygge min Rede mellem Pors og Lyng, eller mellem Norges Klipper, hvor det endnu gienlyder Paaske-Morgen:

Bort, du beseiglet Steen
Som giemde Jesu Been!
Du kanst ham ei indlukke,
Guds Søn ei saa vil bukke,
Du og hans Kraft maa lære,
Hans Navn velsignet være!

216

Men Held os, vi have en Gud af megen Miskundhed, ja, saare megen, han plager og bedrøver ei Menneskens Børn af sit Hjerte (Jer. Bgr. 3, 33), men det er Hans Lyst at glemme Overtrædelser: Retfærdighed og Dom er Hans Thrones Støtter, men Naade og Sandhed gaae frem for Hans Ansigt, saa lykkeligt er Folket med Øre for Seiers-Sangen og for Jubel-Tonen, de skal vandre i Hans Ansigts Lys! Ja, vor Gud er en Gud til megen Frelsning, og hos den Herre, Herre, er Udvei fra Døden, kun et Øieblik varer Hans Vrede, men med Hans Yndest følger det evige Liv, en Nattes Tid kan Graaden vare, men Morgenen kommer med Lov-Sang! Vi ere Børn af Hans Elskelige: af den Kongernes Konge, i hvis Rige Soel gaaer aldrig ned, thi Natten er der, som hos os i Skiær-Sommer, naar Aften og Morgen kysses, og Morgen-Røden udspringer af Efter-Skinnet, som en Søn med Rosen-Kinder fra Skiødet af en bleg, bedaget Moder, ja, som Sara fødte Isak under de graa Haar, og med Solen staae Fuglene op, hvor kort end Blundet var, saa Morgen-Psalmen udvikler sig ogsaa af Aften-Sangens Efter-Klang: Aften-Lærken slumrer sødelig ind, som Barnet i Moder-Skiød, ved det første Slag af Sommernats-Fuglen, og ved det Sidste vaagner Morgen-Lærken! Saadanne Kaar har Christi Rige, som ikke blot har en lykkelig Stjerne, men en Konge der byder over Soel og Maane og alle Stjerner, thi der gaaer altid Naade for Ret, og der voxe Lægedoms-Urter for Hæl-Sot, der udspringer et forklaret Liv af Opløsningen., og der forynges det forældede Folk som Ørnen!

Jeg veed det, kiære Venner! saadan Tale klinger æventyrlig, og er ei den uliig, hvormed Hedning-Skjalde baade fordum og nu have smigret graahærdede Afguder, og kildret blødagtige Frænders Øren, i dorske, vanslægtede Tider; men jeg har derfor ingenlunde glemt, hvad der sømmer sig mine alt graanende Haar, og hvor langt det tomme Kling-Klang med de forfængelige Haab skal være fra Herrens Huus: fra Sandheds Tempel, og den dybe Alvors høie Stade. Nei, hvad jeg her udsagde, var en Sandhed, som Fortiden saa kraftig har bevidnet, at Fremtiden umuelig kan fornægte den, det er Psalmistens gamle Spaadom (Ps. 89.) om Guds naadige Førelser med sit Folk, og Aabenbarelsen af Hans Fader-Ømhed, en Spaadom, hvorpaa tre Aartusinder have kastet saa glædeligt et Lys, at dens fuldkomne Forklaring, i en fuldstændig Opfyldelse, er saa vis, som vi alt saae den! Hele denne Guds Naades Huus-Holdning i en syndig Verden maa naturligviis være endnu langt forunderligere, end 217 Aandens alt noksom forunderlige Løbe-Bane i Støvet, giennem en ufalden Menneske-Slægt; selv det mindste Straale-Glimt af Kiærlighedens Soel er noget Fremmed i Synderes Land, hvor, efter Naturens Love, kun Vredens Lyn skulde giennemfare Mørket, og ei blot Lærkens og Nattergalens Slag, men Spurvens Kvidder er et Mirakel der, hvor kun Lovens evig rullende Torden skulde overdøve Sukket og Graaden, og Tændernes Gnidsel. Derfor, Venner, see vi let, det er ei mere umueligt at være Christen uden Tro paa Herrens Opstandelse fra de Døde, end at tale levende om Paaske-Psalmen: om Hjerte-Fuglens glade Lov-Sang i Morgen-Røden, der opsteg fra Nattens skumle Dyb, uden at Talen maa klinge endnu langt mere æventyrlig, end de vildeste Æventyr, Indbildnings-Kraften avlede; thi hvad Aanden taler til Menigheden om den store Opstandelse, der gjaldt for hele Guds adspredte Folk paa Jorden, og under Jorden, og i det Muelighedernes Rige, som først blev virkeligt med ufødte Slægter: om Herrens Opstandelse, som var for dem Alle, for hele den faldne, i Dødens bundløse Afgrund nedsjunkne Menneske-Slægt, en Opreisning i Skaberens Billede, til Himmel-Fart paa Due-Vinger, til Konge-Kaar i de Levendes Land; hvad Aanden herom aabenbarede Herrens Apostler, og os med dem, hvad Faderen har skiænket os i sin Eenbaarne, og hvad Han har beredt os som sine elskelige Børn i ham, det er jo dog visselig, som skrevet staaer (l Cor. 2, 9.): hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, og heller intet Hjerte drømde om paa Jorden, saa her nedsynker Menneske-Aandens dristigste Tanke-Flugt til Flagren som Aften-Bakkens, her blive de forunderligste Digtninger smaae og hverdags mod den jævne Tidende om hvad der virkelig skedte paa Jorden, da Herrens Engel foer ned fra Himmelen, oplukkende med Kongens Nøgel den forseiglede Dør mellem de Dødes Rige og de Levendes Land, fordi Livets Fyrste, som ved en Feiltagelse, var kommet til at ligge i Dødens Lænker, som da nødvendig maatte sprænges. Ja, mine Venner, I høre det jo selv, og al Verden har hørt det, at den jævne, troskyldige Fortælling herom, som Tolderen fra Galilæa har beskrevet i Dagens Evangelium, den klinger æventyrligere end noget af al Verdens Helte-Digte, og naar nu hertil kommer, hvad siden er skedt paa Jorden, da flere Stene end Nogen uden Gud kan tælle er lettede fra Hjerte-Kammerdørre, "ved Troen paa den underfulde Opladelse af Josephs Klippe-Grav, og da et baade langt kraftigere og kiærligere Menneske-Liv, en baade langt klarere, og mere omfattende og udbredt Oplysning om 218 himmelske og jordiske Ting, end der var før paa Jorden, er udsprunget af Troen paa den Korsfæstede, men igien Opstandne; saa kan der aabenbar ikke siges noget saa underligt om den Opstandnes Menighed, at det, for Underlighedens Skyld, skulde falde utroeligt. Derimod er det den største af alle Urimeligheder, Verden nu enstund har villet binde os paa Ærmet, den nemlig, at Gud skulde have besluttet nu ikke længer at handle underlig med sit Folk, som Han hidtil uafbrudt behandlede paa det Underligste; thi enten maatte jo da Hans Fader-Hjerte være blevet forstenet, eller Hans Kæmpe-Haand forkortet, hvad dog kun er Galenskab at tænke og Bespottelse at sige.

Saa vist derfor, sorn der endnu banke Hjerter i Støvet, med Følelse af deres Skyld, og Frygt for Døden som Syndens Sold, med Lyst til det evige Liv, og dyb Ærbødighed for himmelsk Sandhed, saa vist skal der ogsaa paa den Troens Korfæstelse, vi have været Vidner til, følge en Opstandelse, der vil kraftig minde og klarlig vidne om hin uforglemmelige Paaske-Morgen, i samme Grad, som den nærværende Tid ligner Tiden, da Herren øiensyniig vandrede, straalede og blegnede, fordunkledes i Graven, og forklaredes paa Bjerget, hvorfra Skyen tog ham bort! Og da nu alle de, baade Troende og Vantroe, som kiende Verdens Løb, kan see for deres Øine, at der siden Keiser Augusti Dage aldrig har været en Tid paa Jorden, der saa iøinefaldende lignede hine Korsfæsteisens og Opstandelsens Dage, saa vil der upaatvivlelig ogsaa nu, med det Allerførste, oprinde en Paaske-Morgen, Man aldrig har seet Mage til, siden hin uforlignelige Morgen, da Seiglet brødes paa Livets Bog, som paa Herrens Grav-Steen, og da de Romerske Strids-Mænd blev som de var døde, fordi de grandgivelig saae, at den Døde, de selv havde korsfæstet og giennemboret, han blev lyslevende, og at Dørren til hans Grav, som til Guds Sove-Kammer, oplukdes ved en Tjener af den Konges Farve, hvem Torden-Røsten udraaber, og Lyn-Ilden tjener!

Uagtet vi derfor med Rette kalde hvad der skedte med Herrens Folk i vore Fædres og Morten Luthers Dage, en aandelig Opstandelse, fordi den hendøde Tro paa Christi Død for vore Synder, og hans Opstandelse til vor Opreisning, oplivedes paa Ny, saa var dog Ligheden med den første Opstandelse langt meer en Skygge-Lighed, end en levende Afbildning, thi hvad der klarlig opstod som af Graven, var ikke den hellige almindelige Kirke, men kun en Høi-Skole som de Skrift-Kloges i 219 det andet Tempels Dage, ligesom det ei heller var Troens Ord ved Daaben og Nadveren, men kun Beskrivelsen deraf, og Anmærkningerne dertil i Bibelen, som undre ves Forglemmelsen, og kom igien for Dagens Lys!

Levende kirkelig, christelig, talt, maatte vi derfor snarere sige, at hvad der skedte med Herrens Menighed, som er hans Legeme, i Morten Luthers Dage, det ligner mest Herrens Nedfart til de Dødes Rige, som Apostelen beskriver den (l Pet. 3, 18. 19.), da han som aflivedes i Kiødet, oplivedes i Aanden, og færdedes deri som Prædikant for de fængslede og hidtil vantroe Aander; thi sandelig, vi kan ei kalde Pave-Tiden noget bedre i christelig Forstand, end Lange-Fasten, Skiær-Thorsdag og Lang-Fredag, med det stærke Jord-Skiælv, og den store Soel-Formørkelse, under hvilken Herren paa Korset nedbøiede sit Hoved og opgav sin Aand. Ja, mine Venner! Det maa siges, og det skal blive os indlysende, at Troens Kamp i Morten Luther, og i os Alle siden, som hængde ved Herren, det var en Døds-Kamp, med Sveed som Blods-Draaber, med Døds-Dom af den hinkende romerske Lands-Herre (hedensk Fornuft), og Korsfæstelse mellem Misdædere, til Spot for de ypperste Præster, Pharisæer og Skrift-Kloge, og skiøndt baade Luther og vi, i den seierrig opstandne Frelsers Navn, fandt Kraft til at lide, og Trøst over Døden, saa døde vi dog alle legemlig, og levendegjordes kun aandelig, duede kun til Prædikanter for Aanderne i Fængsel, der skjalv, som vi havde skiælvet, under Lovens Torden og Rettens lynende Sværd, og øvede ei andre Helte-Gierninger, end at kæmpe med Djævelen om Troen, om Skriften, og om de dyrekiøbte Sjæle, som laande Øre til vor Prædiken, og til Spaadommen paa vore Læber om en tilkommende, ærefuld Opstandelse!

Det giør mig ondt, Med-Christne! at denne Lignelse, som bedst betegner hvad jeg vilde sige om denne for os alle høistvigtige Sag, falder dunklere end jeg ønskede, men den vil klare sig for alle Troende, som drages til Minde, hvad jeg sagde nys ved Herrens Bord [S-B. III,XI]; thi den Lyst til Afsondring, den Mangel paa levende Deeltagelse i den hele Christne Menigheds Vee og Vel, den Lunkenhed for Evangeliets Udbredelse og Forplantelse, den matte Forestilling om Legemets Opstandelse, og om den anden Verden i det Hele, som, kun meer og mindre, har hængt ved os Alle i det sidste Tids-Rum, det er Altsammen høirøstede Vidnesbyrd om, at det Herrens Legeme, som det Ny Testamentes hellige Bøger har aftegnet i den Apostoliske Menigheds 220 Beskrivelse, det Legeme paa hvilket ogsaa vi skulde være Lemmer, det har været dødt for os, og venter da i Graven, som den hensovede Menigheds Historie med Rette kaldes, endnu paa sin Opvækkelse, og ærefulde Opstandelse, eller paa en Guds Engel med hvide Hænder [l. Klæder], som vælter Stenen bort, og sætter sig paa den, for, med sit Lynilds-Blik, at nedslaae de trodsige, hedenske Kæmper, og med sit Engle-Smiil at opmuntre de grædende Kvinder, som kan ikke fare i Aanden til Fængselet, og lede ibrgiæves om Herren paa Jorden!

Ja, ja, det er dybe Sandheds og Alvors Ord, hvordan de end klinge: det har været en, i Sammenligning med det Verden kan give vist nok riig og glædelig, men i Sammenligning med hvad Gud kan give og har givet i Christo Jesu, fattig og sørgelig Tid for christne Kvinder og Børn, og da i det Hele for Menneske-Hjertet, denne sidste Tid, da Herrens Lidelse og Død var saa at sige hele Hjertets Deel, medens Opstandelsen, Aabenbarelsen og Himmel-Farten, ja, medens Herrens hele Liv kun udviklede sin Kraft giennem Tanke-Gangen hos gamle, prøvede, skriftkloge Discipler, og enkelte korsfæstede, angergivne Røvere, som Herren selv tog ved Haanden, og indførde med sig i Paradis! Jeg veed det vel ikke, om mine Med-Christne forstaae mig endnu, men jeg veed, de skal lære at forstaae det, at Kirkens Tilstand i vore Lutherske Fædres Dage, da al Christendom udledtes af Skrift-Klogskab, og henførdes til en fortvivlet Sjæls Gru under Sinai, og Trøst under Korset, saa det var kun de Afdøde fra Verden, og de Døende paa Sotte-Sengen, der følde sig levende tiltalte deraf, medens det faldt tungt og dødt, som store Liig-Stene, paa Børnenes, paa Kvindernes, paa den uerfarne Ungdoms, og dermed paa Mængdens Hjerter; denne Tilstand var ligesaalidt i christelig, som i menneskelig Forstand den naturlige, uden forsaavidt Døden er Syndens naturlige Følge, og Livet i Døden en naturlig Følge af Troen paa Ham, der, legemlig død, blev aandelig levende. Vi veed det i Grunden ogsaa godt, alle saa mange som have været christne Børn, at hvad der tiltalde os, det var ingenlunde Forklaringen eller Lære-Bogen, men kun den Bibelske Historie, Høitids-Psalmerne, og i det Høieste vore tre Troes-Artikler, med Morten Luthers barnlige Anmærkninger, og derfor maatte nødvendig alt Glimt af et levende Kirke-Samfund iblandt os forsvinde, da Bibel-Historien blev forkvaklet, Luthers Catechismus tilsidesat, og Høitids-Psalmerne afskaffede. Ja, mine Venner! hvem der har hørt min Prædiken enten for ti eller for tyve Aar 221 siden, vil mindes det, hvorledes derfor især de gamle Høitids-Psalmer var bestandig i min Mund og i mit Hjerte; og den høieste Yttring af et levende Samfund i Kirken, jeg som Præst har været Vidne til, det var ogsaa, naar i min Ungdom Psalmerne og Børne-Lærdommen blev glødende paa mine Læber, og gienlød da saa høit, giennemstrømmede da saa liflig de graahærdede Mænds og Kvinders Hjerte, at deres Øine tindrede, deres Læber istemmede lydelig, eller de hulkede som Børn, medens Hjertet smeltede i mit Liv, og Herren ligesom opstod for mine Øine! Det er derfor hverken i Dag eller i Gaar, jeg har begyndt at betragte vore Fædres Paaske-Psalmer langt mere som prophetiske Sange om den Opstandelse, vi forvente, end som historiske om vore Fædres Følelse af Livet i Christo, men det var kun først i den senere Tid: under min sidste tunge Embeds-Førelse i en mere fremmed Kreds, under de sidste christne Oldingers og Oldemødres Liig-Begængelse, at der opgik et Lys for mig over Grunden til alt Dette. Ja, det var et nyt Lys af den gamle Soel, der opgik for mit Øie over det levende Ord, hvoraf al Skrift, selv den helligste, er kun en Skygge, og fremfor alt over Ordet ved Daab en som skaber vort Samfund: skaber det Kirke-Legeme, som Aanden besjæler og opliver, men som er dødsens for os, naar vi ikke vil have det skabt giennem det levende, sikkre, mundtlige, lydelige Ord, som Aanden taler til Menigheden, men igiennem det døde, uvisse, skrevne, stumme Tegn i Bogen! Kun dette Lys var mig nyt, og med den høieste Forundring saae jeg nu Kirke-Legemets Opstandelse, paa hvilken jeg vel altid havde troet, men som jeg aldrig havde kunnet forestille mig, uden under de mest æventyrlige Skikkelser, den saae jeg nu times paa en i Christi Rige saa naturlig og simpel Maade, at nu var det ikke længer den, men Døden, der forundrede mig. Hvorledes nemlig de Christne nogensinde havde kunnet glemme, at det ikke var Skriften, men Daaben, der gjorde dem til Christne, at den hele Menigheds levende, høitidelige Vidnesbyrd ved Daaben om den Tro, vi skal alle have og bekiende, er langt sikkrere, end hvad der staaer i al Verdens Bøger, og at hvad der end staaer, eller hvad Man end vil finde i Bibelen, saa maae vi dog nødvendig, saalænge vi vil blive ved at være Christne, ubrødelig holde vor Daabs-Pagt, og udlede hele vort christelige Liv, baade her og hisset, fra vor Gienfødelse i Daaben, ved det levende Guds Ord, som varer evindelig, slides ikke op som alle Bøger, og krymper sig end 222 ikke naar Himlene sammenrulles som en Bog; hvorledes de Christne nogensinde kunde glemme denne Apostoliske Børne-Lærdom, der desuden tydelig nok indskiærpes dem giennem alle Apostel-Brevene, det var mig nu den store Gaade, og er saa endnu. Hvad jeg imidlertid endnu maa finde langt urimeligere, er det, at de Fleste af mine Med-Christne langt fra at fryde sig i dette Lys, lukke Øinene derfor, og vil med Magt have Kirke-Legemet til at blive liggende i Skrift-Graven, og jeg maa sige frit, det kommer af, at de har ikke troet paa Propheterne, eller dog ikke havt Øie for Barne-Engelen, som baade Morten Luther, og alle de barnlig Troende altid saae ved Indgangen til Graven, og lod sig lede af, og vise, hvor Herren havde ligget; thi det var denne Engel, som for mine Ørne bortvæltede Stenen fra Kirke-Graven, og satte sig paa den, ja, det var ham, som blæste Taagen bort fra mit Øie, saa jeg opdagede, som en stor Hemmelighed, hvad et Barn kan see og forstaae: at naar Kirken skal staae kiendelig og klippefast for os, da maae vi lade den blive staaende paa den Grundvold, som Herren og Apostlerne virkelig har lagt, da de grundede den, ikke med Pen og Blæk, men med deres mundtlige Ord, som var Liv og Aand, og byggede den, ligesaa lidt af Papir som afKalk ogSteen, men af lyslevende Mennesker, som troede hvad Herren vilde, og døbdesderpaa, i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, førend endnu nogen Apostel havde sat Pen til Papir, og saae Menneskens Søn staae ved Guds høire Haand, medens han, hvis Breve Man vil grunde Kirken paa: medens Apostelen Paulus endnu var den fnysende Saulus mod Herrens Discipler og vilde tvinge dem til at bryde deres Daabs-Pagt og fornægte Herren. Ja, mine Venner, det Mirakel veed jeg Barne-Troens Engel giør paa alle dem der elske ham, at de see, det er Ordet ved Daaben der har baaret Kirken, og skabt Samfundet, fra Slægt til Slægt, og at det altsaa er en Daarlighed at tilskrive nogetsomhelst Andet Æren derfor, saa del var intet Under at Samfundet blev dødt, da Man vilde have det skabt af en Pen, intet Under at Kirken syndes faldefærdig, da Man vilde grundfæste den paa en Bog, intet Under at Samfundet hos os er hardtad aldeles opløst, da Man ikke blot miskiender og ringeagter Daab og Daabs-Pagt, men forandrer Ordet, hvorpaa Alt beroer, efter eget Tykke.

Hvad der allerede for tyve Aar siden slog mig som et Lyn, i Johannes Aabenbaring, slog mig saaledes, og tændte det 223 gaadefulde Lys, hvori jeg siden vandrede, og den hellige Ild som brændte i mit Hjerte, naar jeg talede til Folket, og oplod dem Skrifterne, det har jeg hidtil aldrig udtrykkelig omtalt i Menigheden, deels fordi jeg frygtede for at vække en Grubien over den mørke Tale i vor Spaadoms-Bog, som Man skal lade forklare sig selv i Tidens Løb, og deels fordi jeg ikke kunde tale tydelig derom; det maa jeg dog nu berøre, fordi det kaster et straalende Lys paa Kirke-Legemets Død og Opstandelse, hvorom vi tale, og hvorom der skal skrives for den Slægt som kommer: for det Folk, som nu skabes til at love Herren, fordi han bygde Zion op igien, da Tiden kom: da hans Tjenere fandt Behag i dens Stene, og ynkedes over dens Gruus. (Ps. 102.)

I det store Søndags-Syn (Aab. l, 10.) som timedes Apostelen Johannes, Disciplen som Herren elskede, saae han syv Guld-Lysestager, og midt iblandt dem En som en Menneske-Søn, med syv Stjerner i sin høire Haand, med et t ve egget Sværd i sin Mund, og med et Aasyn som Solen, naar den skinner i sin Kraft. For at hverken Apostelen eller vi skulde tage feil ad hvad hermed betegnedes, sagde Menneske-Sønnen selv til ham, at de syv Lyse-Stager betød de syv Menigheder, og de syv Stjerner deres Engle, og med Barne-Øine er det da umueligt at læse Brevene til de syv Menigheders Engle, uden at betragte disse Menigheder som ligesaamange Hoved-Afdelinger, der tilsammen udgiøre den hellige, almindelige Kirke, hvor Herren altid staaer i Midten, naar To eller Tre forsamles i Hans Navn. Saaledes betragtede jeg dem da ogsaa strax ved første Øie-Kast, og skiøndt jeg dengang kiendte for lidt til Kirkens Historie, for tydelig at kunne skielne mellem dem alle, end sige da til at forstaae alle Brevenes Vink, saa gienldendte jeg dog strax den Lutherske Menighed i det femte Brev: i Brevet til Menighedens Engel i Sardes, som nu forklarer sig selv, saa lydende: saa siger han som haver de syv Guds Aander og de syv Stjerner, jeg kiender din Gierning, for du har det Navn at dulever og er død! Hold dig vaagen og styrk Resten som er døende, thi jeg har ikke fundet din Gierning fyldest for Gud. Kom derfor ihu, hvorledes du haver annammet og hørt, bevar det, og kom til Besindelse! Hvis du ellers ikke vaager, da vil jeg overraske dig som en Tyv, og du skal ikke vide, hvad Time jeg kommer over dig! Men nogle Faa har du navnlig ogsaa i Sardes, som ikke har besmittet deres Klæder, og de skal vandre med mig i Hvidt, for de er det 224 værd. Hvo som vinder Seier, skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, men jeg vil bekiende hans Navn for min Fader og for hans Engle! Hvo som haver Øren, høre hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 1. 6.)

Intet Ord vil jeg her tilføie, thi for tidlig i det Mindste beraaber Man sig paa Spaadomme, der ikke forklare sig selv, og kun fordi jeg troer disse giør det, vil jeg fremdeles, som en Spaadom om den Menighed, der nu opkommer, pege paa det følgende Brev til Menighedens Engel i Philadelphia: saa siger den Hellige, den Sanddru, som haver Davids-Nøgelen, han som aabner saa Ingen tillukker, og lukker saa Ingen oplader: jeg kiender dine Gierninger, see, jeg haver givet for dit Ansigt en opladt Dør, og Ingen mægter at lukke den, for du har et Gran af Kraft, og du har bevaret mit Ord, og du har ikke fornægtet mit Navn! See, en Gave udaf deres sataniske Samfund, der udgive sig selv for at være Jøder, og er det ikke, men lyve, see, jeg vil bearbeide dem, saa de skal komme og tilbede for dine Fødder, og kiende, at jeg har elsket dig! Fordi du har bevaret mit Standhaftigheds Ord, vil jeg ogsaa bevare dig i Fristelsens Stund, som forestaaer den hele Folke-Kreds, til Prøvelse for Jordens Indbyggere. See, jeg kommer snart, hold fast paa hvad du har, at Ingen skal tage din Krone! Den som vinder Seier, ham vil jeg giøre til en Pille i min Guds Tempel, og han skal aldrig meer gaae udenfor, og jeg vil paaskrive ham min Guds Navn, og Navnet paa min Guds Stad, det Ny Jerusalem, der neddaler fra Himlen fra min Gud, og mit det ny Navn! Hvo som haver Øren, høre, hvad Aanden taler til Menighederne! (Aab. 3, 7-13.)

At sammenlægge hele Brevets Indhold med den ny Menigheds Levnets-Løb, det maae vi overlade til Børn og Børne-Børn, som have seet fødes, opvoxe og virke, hvad endnu først er undfanget; men skal det sees blandt os, hvorledes de med Christo i Daaben Begravne, opreises med Ham fra de Døde, ved Faderens Herlighed, til et nyt Levnets-Løb (Rom. 6, 3. 4.), hvorunder de søge og sandse, ei det herneden, men det histoppe, hvor Christus sidder ved Guds høire Haand (Coll. 3, 1.); skal det sees blandt os, da maae vi ogsaa faae Syn paa den opladte Dør, som Ingen meer kan lukke: paa Dørren til Herrens Grav i Daaben, og derigiennem til Guds Rige, til Paradiset, hvor Guds Børn lege med Engle og voxe med Herren, og vandre med Ham, og æde af Livets Træ, saa de aldrig døe, men 225 flytte med Fryd, naar Leer-Hytten falder, som Herren siger: jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, skal overleve Døden, og Enhver som lever og troer paa mig, skal aldrig døe!

O, hvilke Kaar for os og vore Børn, som syndes aldeles forladte af Herren og Aanden, hengivne til Døden, til Spot for Verden, til Latter for Helvede! Hvor maae ikke Fædrenes Paaske-Psalmer blive søde i vor Mund, naar vi føle det opfyldt paa os, hvad der kun svævede for dem, naar vi smage Sødmen i den Herres Kalk, hvoraf Fædrene for det Meste kun smagde Bitterheden, ja, naar vi vandre som levende Beviser paa, hvorledes Han som er Naaden og Sandheden, giver altid Naade for Naade! O, hvordan skal vi takke ham værdig, hvor skal vi finde paa Ord til en Psalme, ja, til tusinde Psalmer og Lov-Sange og aandelige Viser, som svare til den Paaske-Morgen, da Marie Magdalene stod ved den hellige Grav, og saaede Taarer, men høstede Fryde-Sang, da Taarerne alt i Øiet forvandledes til smilende Engle, og blev i Graven til et speilklart Hav, hvoraf Morgen-Røden fra det Høie frembrød, med Ordet »Marie« fra Frelserens Læber! Ja, som Synerne overvælde mig i denne hellige Morgen-Stund, saa skal Forundringens og Glædens og Taknemmelighedens kiærlige Følelser overvælde Folket, som nu skabes til at love Herren, og til at see Lys i alle Grave, see smilende Engle, ved Hoved-Giærdet og Been-Enden, i Ordets den hellige Grav, som vor Hellige Skrift i Sandhed er, og ei blot see dem, men høre dem sjunge: han er ikke her, han er opstanden, men kommer kun, og seer hvor han har ligget, og høre saa Aanden tale til Menigheden netop det Samme, kun levende og forklaret, som de saae korsfæstet, afsjælet, indhyllet i Dødens Mulm, og lagt i Graven! O, hvilke Herrens Dage, naar det Troens Ord, vi prædike, saaledes vandrer lyslevende paa Aanden s saavelsom paa Veirets Vinger, og kundgiør Hans Nærværelse midt iblandt os, som selv er Guddoms-Ordet fra Evighed, det levende Ord, hvis Liv er Menneskets Lys! Da skal det kiendes, at det er intet Hjerne-Spind, uden af den Hellig-Aand, og ingen Taler-Blomst, uden Hans, hvis Ord er alle Liv og Aand, hvad vi have forkyndt, at Herren gientager sit Levnets-Løb med alle sine underlige Gierninger for vore Øine; thi det levende Guds Ord fremstiller det for os, og det aandelig Tilsvarende i vort Inderste, enten mindes vi som oplevet, eller opleve det under Ordets Hørelse, eller see det i Møde i Aandens Lys, og med den guddommelige 226 Vished som Han indgyder, der nævner de Ufødte ved Navn, og taler om det Ublevne som det Nærværende! Ei vil jeg tale her om Hverdags-Synerne, naar alle Sprog-Grave oplades med det Samme, og Folke-Stammerne i det levende Ord gientage deres Levnets-Løb for vore Øine; men det skal alle Christne see, selv i denne Morgen-Stund, at allerede her er godt at være, som hos Herren og Moses og Elias paa det hellige Bjerg, ja, som i Paradis, naar vi kun levende tilegne os Apostel-Ordet, sigende: den Gud som er riig paa Barmhjertighed, Han af sin store Kiærlighed hvormed Han elskede os, har ogsaa gjort os, som vare døde i Overtrædelser, levende med Christus, har i og med Jesus Christus ogsaa opreist os, og skikket os til Sæde i Himlene, for i Godheden mod os at vise de kommende Tider sin Naades overstrømmende Rigdom; thi af Naade er Frelsen ved Troen, en Guds Gave, uforskyldt, saa Ingen skal kunne bramme, thi vi er Hans Værk, skabte i Christo Jesu til de gode Gierninger, som Gud og fordum dannede os til, at vi skal vandre i dem (Eph. 2, 4-10.)! Derfor lad os holde Paaske, ikke med den gamle Suurdei, ikke heller med Ondskabs og Argheds Suurdei, men med Skiærheds og Sandheds usyrede Brød, istemmende Fædrenes deilige Psalme:

O, kiæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Jesu Død alt er forsvundet,
Og Seieren evig er vundet!

Amen! ja, Amen! i Jesu Navn, Amen!

AF KRØNIKE-RIIM.

Henimod Slutningen af Tyverne, da Grundtvigs to Sønner, født den 14. April 1822 og den 9. September 1824, blev gamle nok til at gaa i Skole, blev han stærkt optaget af, hvorledes han bedst skulde meddele dem en god historisk Børnelærdom, og i dette Øjemed digtede han i 1828 sine Krønike-Riim, der udkom i Begyndelsen af Aaret 18291 med Anmærkninger og med en Fortale og Indledning, der gør Rede for, hvorledes han selv bar sig ad med at undervise Børn i Verdenshistorie.

Det mesterlige Overblik over Historiens Gang, som findes i denne Indledning, udkom særskilt under Navn af Historisk Børne-Lærdom og blev indtil 1867 trykt i 7 Oplag med mindre Ændringer og Tilføjelser. Af selve Krønike-Rimene udkom i 1842 anden Udgave med mange ny Rim og »Oplysninger«, men uden »Indledning«.

Efter Forfatterens Død besørgede hans Søn Svend Grundtvig, der havde Krønike-Rimene kær fra Barndommen, en smuk tredje Udgave »med hidtil utrykte Tillæg«, 1875, og samlede deri alt, hvad der vidner om Faderens gentagne Syssel med denne »som Aandsværk og som Læremiddel lige mærkelige Bog, der vistnok er enestaaende i sin Art«.

Med Henvisning til denne fuldstændige Udgave meddeles her, foruden Fortale og Indledning til første Udgave, nogle udvalgte Riim, nemlig: Af første Udgave: II. Middel-Havet. XII. Grækenland. XX. Nero. XXV. Folke-Vandringen. XLII. Gustav Adolph. XLIII. Friedrich den Eneste. XLV. Napoleon Bonaparte. LII. Den Christne Tro, hvormed Samlingen slutter. - Af anden Udgave (1842): Paradis. Ebræer, Græker og Romere. Island.

*
228

Krønike-Riim
til
Børne-Lærdom
med
Indledning og Anmærkninger
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Dage skal Dagene svare,
Og Nætter hinanden opklare!

Kjøbenhavn, 1829.
Forlagt af den Wahlske Boghandling.
Trykt hos C. Græbe.

229

Fortale og Indledning.

Ingenlunde siger jeg mig fri for den Egenkiærlighed, som tilhvisker os, at hvad vi skrive, kunde i Grunden hele Verden have godt af at læse, men jeg smigrer mig dog kun med det Haab, at hvem der ellers læser mine Bøger, ei vil forsmaae disse Riim-Blade; og i Grunden har jeg kun skrevet dem for mine egne Børn, og for Deres, der troe som jeg: at Historien giver den sande Menneske-Kundskab, og at man desaarsag bør gjøre Alt hvad man kan, for at lokke de Smaa til Dens saakaldte Labyrinth, lette dem Veien, og hindre Forvirringen.

Hvorvidt nu denne lille Bog kan svare til sit Øiemed, det kommer vistnok (som alt Saadant) paa en Prøve an, der først kan giøres, naar man har den; men dog maatte jeg tage meget feil, om den ikke, i en betænksom Lærers Haand, skulde yde Bekvemmeligheder, han i andre Bøger forgiæves vilde søge!

Maaskee var det bedst hermed at slutte Fortalen, men da Bogen dog er beregnet paa en Lære-Maade, der ikke er den sædvanlige, vil jeg heller være Nogle for vidtløftig, end maaskee netop dem for kort, der helst vilde følge mit Raad.

Det er da min Maneer, uden alle Bøger, at begynde med Land-Kortet og det historiske Kort (Tidens Strøm) og mundtlig, paa det Korteste og Enfoldigste, at sige Lærlingen, hvilke store Omskiftelser Verden har lidt i de Dage og Dele, vi have fortløbende Kundskab om; thi dette er den historiske Grund-Kundskab, som Ingen, der skal giøre ordenlige Fremskridt, eller ogsaa kun forstaae en Historie-Bog, kan undvære, og som dog i vore Dage er hos de Fleste meget dunkel og forvirret.

Før man kan indføre Nogen i den historiske Verden, maa man vide, hvor den er, og, skiøndt den er nem at finde, har jeg dog bemærket, at de Fleste kun have en meget taaget Forestilling derom, og vil derfor anmærke, at Den bedst 230 overskues fra to kiendelige Middel-Punkter, som er Middel-Havet og Øster-Søen, og Hint, hvis Kyster udgiøre den gamle Verdens historiske Skue-Plads, er derfor det Første man skal lære at kiende. Veed man nemlig blot, hvorledes Middel-Havet ligger for de tre gamle Verdens-Dele, og hvad man kalder saavel de største Øer deri, som Landene deromkring, da veed man ogsaa, hvad det var, de gamle Stor-Folk: Perser, Græker og Romere, beilede til, og naar man derhos lægger Mærke til de asiatiske Lande fra Middel-Havet til Indus, da har man den geographiske For-Kundskab, som nødvendig behøves, for at følge Begivenhederne, til det Vestlige Riges Undergang. Man bør imidlertid, da det ingen Sag er, strax giøres bekiendt med Landene omkring Øster-Søen og Kattegat, samt den store Øe i Vester-Havet, for at man kan have det Hele i Sigte, og undgaae Afbrydelse. Da man kan lære Børn dette, omtrent saa tidlig som man vil, fristes man ikke til at gaae videre, før de er sadelfaste, men længere bør man heller ingenlunde bie; thi Geographi uden Historie er, historisk og menneskelig talt, en Ørk, hvori man ikke maa lade de Smaa omvanke længer end nødvendig, og det er derfor en dobbelt Synd, man sædvanlig begaaer, ved at trække om med dem i alle fire eller fem Verdens-Dele fra By til By, at læse Told-Ruller over ind- og udgaaende Vahre, og Mand-Tal over alle anonyme Ædere i hele Verden! Det er dobbelt Synd, thi man trætter Børnene ved at lade dem løbe efter Næsen, og lære hundrede Dele, hvoraf de ni og halvfemtsindstyve nødvendig glemmes, og man giør dem historisk talt folkeskye, eller indprænter dem dog den umenneskelige Fordom, at Hoved-Sagen ved et Land er ikke hvad Folk det føder, og for hvilket Menneske-Liv det har været Skue-Pladsen, men kun hvad Byerne hedder, hvordan Jords-Monnet falder og stiger, hvilke ædendes Vahre man finder, hvad man tjener Føden med, og hvormeget vel omtrent Mandskabet og Skatterne kan beløbe sig til. At en Napoleon, der ikke ændsede nogen Historie, uden sin egen, og søgde derfor kun at giøre den saa mærkværdig og daadfuld som mueligt, at han drev paa en saadan geographisk Underviisning, som baade han selv og hans Soldater kunde have godt af, det var naturligt; men at den drives ligesaa livløst, hvor den skal tjene til at udvikle dannede Mennesker og høilærde Mænd, det er saa urimeligt, at man har Ondt ved at troe, og maa nødvendig have ondt af at see det!

Dog, kun i Forbigaaende vilde jeg berøre en Uskik, der falder 231 bort af sig selv, naar man seer Frugterne af en fornuftig Lære-Maade, og tvivler Ingen om, det var Daarskab, naar man vilde bebygge et øde Land med to Hænder, da at stikke Grunde af paa tusinde Steder, og lægge et Par Steen til Rette paa dem hver, da skulde man heller ikke tvivle om, det er bagvendt, naar man vil lære Nogen Geographi og Historie, da at adsprede hans Opmærksomhed over hele Jord-Kloden, og saa enten forvirre ham med Snak om Alt paa een Gang, eller sætte ham i Bolt og Jern, ved at indskrænke sig til et enkelt Folks Historie uden Hoved og Hale. For at man imidlertid ikke skal tænke eller sige, det er umueligt, ved en kort almindelig Oversigt af Universal-Historien, at lægge en forsvarlig Grundvold, vil jeg give min Hjemmegjorte til Priis, kun med det Forord, at man tager den for hvad den er: et Exempel, der viser ikke blot Mueligheden men Letheden af det Forlangte, uden at giøre mindste Krav paa Fuldkommenhed i sit Slags.

De ældste Riger i Verden, som vi kiende Noget til, var det Assyriske i Asien, (med Hovedstaden Ninive ved Tigris) og det Ægyptiske i Afrika, (med Hovedstæderne Thebe, Memphis, og Sais ved Nilen) men siden blev der tre temmelig store Riger i Asien: det Mediske (omtrent det nuværende Persien), det Babyloniske (fra Middelhavet til Tigris) og det Lydiske (som indbefattede næsten hele Lille-Asien dvs. Natolien).

Alle disse tre Riger blev indtaget af et lille Bjerg-Folk, som kaldtes Perser, og boede i det nuværende Farsistan. Deres Konge, Cyrus, kom da til at raade over alle Landene mellem Indus og Middelhavet, og hans Søn Kambyses gik endnu videre og indtog Ægypten, men derimod vilde det slet ikke lykkes Perserne at indtage det lille Grækenland, (hvis fornemste Stæder var Sparta og Athenen) og Kong Serxes, som kom derover med en forfærdelig stor Flaade og Krigs-Hær, maatte være glad ved at slippe tilbage til Asien paa en lille Baad.

Siden kom der en Konge i Macedonien (tæt nordenfor Grækenland) som hedd Alexander den Store, og han fik alle Grækerne med sig over til Asien, og sloges der med Perserne, saalænge til han indtog Alt hvad de havde eiet, saa han blev endnu mægtigere end Cyrus! Det varede imidlertid ikke længe, førend Alexander den Store døde, og saa blev Riget efterhaanden splittet ad i mange Dele, men der blev dog strax tre temmelig store Riger: et i hver Verdens-Deel, nemlig det 232 Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien, (med Hovedstaden Antiochien ved Orontes) og det Ægyptiske i Afrika (med Hovedstaden Alexandrien ved Middelhavet) og dertil kom siden endnu et Fjerde, nemlig det Parthiske Østen for Euphrat (med Hovedstaden Ctesiphon ved Tigris).

Alle disse Riger, (saanær som det Parthiske) og desuden mange andre Lande, blev indtaget af Romerne som havde hjemme i Staden Rom, som ligger i den mellemste Deel af Italien, og var bygt længe før Cyri Tid, (af Romulus omt. 750 f. Ch.) men Romerne blev ikke mægtige paa eengang, som Perser og Græker, de krøb, til de lærde at gaae, og sprang ikke før de blev store.

I Roms Barndom var Etruskerne Hoved-Folket i den mellemste Deel af Italien, Samniterne i den nederste Deel, og Gallerne i den Øverste; men allerede i Alexander den Stores Tid var baade Etrusker og Samniter nær ved reent at bukke under for Romerne, og halvtredsindstyve Aar derefter begyndte allerede Romerne at tænke paa Indtagelsen af Sicilien.

Paa Sicilien stødte imidlertid Romerne sammen med et mægtigt Sø-Folk, som var kommet fra Phoenicien, men boede nu i Nord-Afrika, i Staden Carthago (omtrent hvor Tunis nu ligger) og kaldtes derfor Carthaginenser, og med dem førde Romerne tre mærkværdige Krige, som man kalder de Puniske. Den første puniske Krig opkom da paa Sicilien, og allerede ved den mistede Carthaginenserne hvad de havde paa Sicilien, og i det Hele deres Herredømme paa Middelhavet. Nu skyndte Romerne sig da ogsaa at undertvinge Gallerne i Øvre-Italien, og i den anden puniske Krig fik de aldeles Bugt med Carthago. Denne Krig opkom i Spanien, hvor Romerne ikke kunde lide, Carthaginenserne gjorde Erobringer, og i den saae det en Tidlang meget farligt ud for Rom; thi Carlhaginensernes Anfører, Hannibal, gjorde sig saa dristig at gaae baade over Pyrenæerne (Bjergene imellem Spanien og Frankerig) og over Alperne (mellem Frankerig, Schweits og Italien) og trængde ned forbi Rom, men Rom fik han dog ikke, og mens han var i Italien, tog Romerne ikke alene Spanien, men gik over til Afrika, og satte Skræk i Carthago. Hannibal maatte nu skynde sig hjem at forsvare Carthago, men blev slaaet (af Romeren Scipio) og fik ikke engang Lov til at døe i sit Fædreneland. Den tredie puniske Krig opkom i Afrika selv, fordi Romerne var ikke rolige, førend de fik Carthago reent lagt i Gruus, og det lykkedes dem.

233

Samme Aar (146 f. Ch.), som Romerne ødelagde Carthago, indtog de ogsaa Corinth (i Grækenland) og fuldendte dermed Erobringen af Macedonien og Grækenland, og nu gik det rask med Lille-Asien, Syrien og Ægypten, Alt maatte bukke, Gallien (som nu hedder Frankrig) indtog Romerne under Julius Cæsar, og da Augustus blev deres første Keiser, eiede de alle Landene omkring det store Middel-Hav.

Rige Folk faaer sjelden Nok, og saaledes gik det med Romerne, de vilde ogsaa undertvinge Partnerne i Asien, og Germanerne i Europa, men det kunde de ikke, saa deres Grændse mod Østen blev Euphrat i Asien, og Rhinen i Europa. De vilde ogsaa undertvinge den store Øe i Vesterhavet, men fik kun den sydlige Deel ikke den nordlige, som hedd Albanien (nu Skotland).

Det var under Keiser August, at Christus blev født i Jødeland, de som troede paa ham kaldtes Christne, og Christendommen udbredte sig stærkt i hele det Romerske Rige; men Nero, det Afskum, og mange af de følgende Keisere, som vilde selv holdes for Guder, forfulgde de Christne gruelig med Ild og Sværd, og førde derved Krig med deres bedste Undersaatter, indtil Keiser Constantin den Store selv blev Christen, og bygde sig en ny Hovedstad oppe ved det sorte Hav, som efter ham blev kaldt Konstantinopel. Dette skedte trehundrede Aar efter Christi Fødsel, og da havde allerede enstund Folk oppe fra det sorte Hav og fra Landene omkring Øster-Søen begyndt at giøre Indfald i det Romerske Rige, men det blev dog først ret Alvor hundrede Aar derefter, da Keiser Theodos den Store havde deelt Riget imellem sine to Sønner: Arcadius og Honorius. Arcadius fik den østlige Deel (Donau-Landene, Thracien, Macedonien og Grækenland i Europa, Lille-Asien og Syrien i Asien, og Ægypten i Afrika) med Konstantinopel til Hovedstad, og Honorius fik den vestlige Deel (Italien, Gallien, Britannien, Spanien, og Nord-Afrika) med Rom til Hovedstad. I Rom talde man Latin, men i Konstantinopel talde man Græsk, derfor kalder man det øst-romerske Rige det Græske Keiserdom, men man kalder det ogsaa det Byzantinske, fordi Konstantinopel hedd i gamle Dage Byzants.

Det vest-romerske Rige blev lige fra Begyndelsen plaget af raae og krigerske Folkefærd, som Romerne med eet Navn kaldte Barbarer, (især af de asiatiske Hunner under Attila) og førend det endnu havde staaet i hundrede Aar, deelde Folk fra Landene omkring Øster-Søen det imellem sig.

234

Angler, Sachser og Jyder (Angel-Sachser) indtog Britannien (under Hengst og Hors) og kaldte det England; Vandaler (under Genserik) tog Nord-Afrika, Frankerne (under Klodovigdvs. Ludvig) tog Gallien, og kaldte det Frankerig, og af Gotherne, som var deelt i to Stammer, tog Vest-Gotherne (under Alrik) Spanien, og Øst-Gotherne (under Theodorikdvs. Didrik af Bern) Italien.

Det Øst-Romerske Rige havde bedre Lykke, thi det blev gammelt, og der var en Keiser som hedd Justinian den Første, som havde det Held, at en af hans Generaler (Belisar) tog Nord-Afrika fra Vandalerne, og en Anden (Narses) tog Italien fra Øst-Gotherne, men det varede dog ikke længe, før ogsaa dette Rige fik sin store Plage og snævre Grændser, især ved et nyt erobrende Folk, som opstod i Asien, og kaldes Araberne.

Halv-Øen Arabien (sydost for Middelhavet og østenfor det røde Hav) var fra Arilds-Tid beboet af omvankende og indbyrdes splidagtige Stammer, men sexhundrede Aar efter Christi Fødsel, opstod der en stor Mand iblandt dem, ved Navn Mahomed (født i Mekka) som indtog hele Arabien, og lovede alle dem Himmerig, der vilde troe paa ham, og føre Sværdet kiækt til hans Riges Udbredelse. Under hans Eftermænd (Chaliferne) indtog Araberne i mindre end tohundrede Aar hele Syrien og Persien, Ægypten, Nord-Afrika og Spanien, (siden ogsaa Sicilien, Sardinien og Corsika) men da de saa fra Spanien brød ind i Frankerig, blev de slaaede af Frankerne under Carl Hammer (Martel) og det store Araber-Rige (Chalifatet, først med Damask i Syrien, og siden med Bagdad ved Euphrat og Tigris til Hovedstad) sank efterhaanden, saa Tyrkerne blev det mærkværdigste Folk i Asien, og Frankerne i Europa.

Den franske General Carl Hammer, som slog Araberne (ved Tours) havde nemlig en Søn som hedd Pipin den Lille, og stødte Klodovigs Slægt (Merovingerne) fra Thronen, saa han blev selv Konge i Frankerig, og hans Søn, Carl, blev berømt over hele Verden under Navn af Keiser Carl den Store (Carl Magnus). Det Rige han stiftede var vel kun lille imod det Romerske, men det var stærke og modige Folk, han overvandt, først Araberne, som han tog et Stykke af Spanien fra, (lige til Ebro) dernæst Longobarderne, et nordisk Folk, som (under Alboin dvs. Ælfvin) havde taget Øvre-Italien fra de Græske Keisere, og truede Resten, og endelig var det 235 Sachserne (et nordtydsk Folk), som han maatte drages med i hele tredive Aar. Efter disse Seire, da Carl var Herre over Frankerig, Tydskland og den største Deel af Italien, lod han sig (lige ottehundrede Aar efter Christi Fødsel) krone til Keiser i Rom. Dette Keiser-Rige varede imidlertid kun stakket, thi Frankerig og Tydskland fik snart hver sin Konge, og Carolingerne duede ikke stort, saa de kunde for det meste ikke engang forsvare sig imod de Nordiske Vikinger (Normannerne), som nu (under Rolf) nedsatte sig i det vestlige Frankerig (Normandiet) og indtog siden Engeland, (under Vilhelm Erobrer) samt Neapel (den nederste Deel af Italien) og Sicilien (under Robert Guiskard).

I Asien blev Tyrkerne, (som havde hjemme nordenfor det Caspiske Hav,) først bekiendte som Leie-Tropper (Soldater) hos de Arabiske Chalifer i Bagdad, som de efterhaanden reent tog Magten fra, og den Tyrkiske Stamme, som først blev navnkundig, hedd Seldschukerne. Disse seldschukiske Tyrker tog næsten hele Natolien (Lille-Asien) fra de Græske Keisere, og truede med snart at tage Konstantinopel ogsaa, men paa dem blev Vingerne dog stækkede ved Kors-Togene. Saaledes kalder vi nemlig en underlig Herrefærd fra Europa til Asien (omt. fra 1100 til 1200 eft. Ch.) for at udrive Jerusalem, Jødeland, og i det Hele den gamle Christenhed, af de vantroe og grumme Mahomedaneres Hænder, og det var Noget man længe havde tænkt paa, men det blev først til Alvor, da en Franskmand, ved Navn Peter Eremit, kom hjem fra Jødeland, reed paa et Asen igiennem Italien, Frankerig og Tydskland, jamrede sig over al den Spot og Plage, de Christne i Østen maatte lide af Tyrkerne, og fortalde en Drøm, han havde havt i Kirken ved den hellige Grav (Christi Grav ved Jerusalem), hvor Jomfru Marie var kommen til ham, og havde sagt, han skulde kalde alle Christne til Vaaben mod de Vantroe. Da nu Korsets Tegn var det gamle Kiende-Tegn paa de Christne (som den Korsfæstedes Tilbedere) saa havde alle de Krigs-Folk, der gik til Asien, for at befrie den hellige Grav, Kors paa Klæderne, og derfor kalder man disse Krige Kors-Tog. Det første Korstog er det mærkværdigste, og Hoved-Manden for det var Hertug Gotfred af Bouillon, (i Nederlandene), som indtog Jerusalem, (1099) og paa dette Tog udmærkede ellers især Normannerne sig, under Robert Curthos (Vilhelm Erobrers Søn) Boemund (Robert Guiskards Søn) og hans Frænde Tancred.

236

Paa samme Tid som Kors-Riget i Jerusalem gik under, opstod der et hedensk Folk i det nordlige Asien, som kaldes Mogolerne, under deres Høvding (eller Dsingis-Khan) Temudschin (omt. 1200), som truede med at indtage hele Verden, undertvang Tyrkerne, indtog Rusland, og trængde frem lige til Grændserne af Tydskland, men deres Over-Magt varede ikke længe., og saa kom en ny Tyrke-Stamme for Orde, som efter sin første navnkundige Høvding (Othman omt. 1300) kalder sit Herredom den Ottomanniske Port. Disse ottomanniske Tyrker indtog (under deres Sultan Mahorned den Anden) Konstantinopel (Aar 1453) og bemestrede sig hele det Græske Keiserdom, som de omtrent har endnu; men det øvrige Europa, som de ogsaa truede med at indtage, fik de dog ikke, for de fandt stridbare Naboer (ved Donau og Dnister) i Russer, Polakker, Ungarer, og fik en mægtig Modstander i det Østerrigske Huus, som nu med mange andre Lande ogsaa fik Ungern under sig.

Østerrig i sig selv er kun et lille Hertugdom (ikke engang saa stort som Nørre-Jylland) paa begge Sider af Donau i Syd-Tydsklarid, men Hertugerne der, havde (i det 15de og 16de Aarhundrede) Lykken saa besynderlig med sig, at det lod, som de skulde deelt Europa med Tyrkerne, og været Keisere i hele det vestlige Romerske Rige, ligesom de Tyrkiske Sultaner i det Østlige. De kom da ogsaa til at føre den Keiser-Titel, som Carl den Store havde antaget, thi den havde Kongerne i Tydskland tilegnet sig, og efterat der havde været Tydske Keisere af adskillige Huse, især Sachsiske, (Henrik Fuglefænger og Otto den Store) Frankiske (Henrik den Fjerde) og Schwabiske (Frederik Rødskiæg, og Frederik den Anden) kom Kronen til det Østerrigske Huus, og af det var Frederik den Tredie, som regierede i Tydskland, da Tyrkerne indtog Konstantinopel. Hans Søn, Keiser Maximilian den Første, blev Herre over alle Nederlandene (Landene ved Nordsøen, Rhin, Maas og Sehelde) og Maximilians Sønnesøn, Carl den Femte, blev tillige Herre over hele det Spanske Rige, som da var det mægtigste i hele Christenheden.

Med Spanien var det nemlig gaaet saaledes til, at Vest-Gotherne, som, da Araberne indtog Landet, var flygtet op imellem Asturiens Bjerge, oprettede snart to Smaa-Riger (Navarra og Leon) som Araberne ikke kunde undertvinge, og disse Riger udvidede sig efterhaanden til to store (Arragonien og Castilien) som næsten indbefattede hele Spanien, og blev, kort efter 237 Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, forenede ved Giftermaal mellem Ferdinand i Arragon og Isabella i Castilien. Araberne mistede nu ogsaa Granada, som var det Sidste, de eiede i Spanien, og Ferdinand, med Tilnavn den Catholske, blev tillige Herre over Neapel og Sicilien, men hvad der især gjorde den Spanske Magt frygtelig, var Amerikas Opdagelse, som ogsaa skedte under Ferdinand med Spanske Skibe, af den berømte Genueser Christoffer Columbus. I Amerika indtog Spanierne de store Riger Mexiko og Peru, hvor Bjergene var fulde af Guld og Sølv, og da Ferdinand var sønneløs, tilfaldt det store Herredømme hans Daatter-Søn, Carl den Femte, der, efter sin Farfader Maximilian, tillige blev Keiser i Tydskland, og Herre over Nederlandene. Havde der ikke paa samme Tid været en tapper Konge i Frankerige, (Frands den Første) og havde Carl ikke, ved at sætte sig imod Morten Luther, (som 1517 stod op imod Paven) gjort sig mægtige Fiender i Tydskland selv, kunde det seet galt nok ud for Europa, thi Carl havde Lyst nok til at raade ene, var kiæk og klog, og havde Ryggen fri for Tyrkerne, da hans Broder Ferdinand var blevet Konge i Ungern og Bøhmen. Nu kom han imidlertid ikke videre end han var, og det Østerrigske Huses Magt deeldes derpaa imellem hans Broder Ferdinand, som fik Østerrig og Keiser-Værdigheden, og hans Søn, Philip den Anden, som fik Nederlandene, og det Spanske Rige, med Alt hvad dertil hørde. Vel var man endnu i hele hundrede Aar bange for det Østerrigske Huus, og Frankerig fik megen Roes for sin bestandige Strid med det, men den Westphalske Fred havde neppe endt Trediveaars-Krigen, og slukket Sorgen, før man maatte grue for Frankerig, der ogsaa virkelig overvældede Europa, og vandt (for et Øieblik) en Enevolds-Magt, der ikke havde havt sin Lige siden det gamle Roms Dage.

Fra det 11te Aarhundrede af, (da Carolingerne uddøde), har Frankerig kun havt een Konge-Stamme, nemlig den Capetingiske (efter Hugo Capet); men den sidste Green deraf kaldes den Bourbonske, som arvede Thronen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, og En af disse Bourboner, Ludvig den Fjortende, var allerede Naboerne saa overlegen, at de kun ved et almindeligt Forbund, som Engeland stod i Spidsen for, kunde holde ham Stangen. Dette var i Slutningen af det Syttende Aarhundrede, men dog var det først i Slutningen af det Attende, og i Begyndelsen af det Nittende, Frankerig med Rette blev en Skræk for hele Europa. Der skedte nemlig 238 (fra 1789) en Grund-Omvæltning, som vi kalde Revolutionen: Konge-Magt og Christendom blev afskaffet i et almindeligt Oprør, Kongen (Ludvig den Sextende) blev henrettet, alle fra Fortiden berømte og mægtige Slægter blev udryddede eller fordrevne, og Ny-Frankerne, som de kaldte sig, opmuntrede alle Folk til at giøre ligesom de, og lovede at hjelpe dem. Det var en farlig Sag, især fordi man længe havde anseet Franskmændene for de klogeste Folk i hele Europa, og hardtad alle Fyrster forenede sig derfor om at undertrykke den franske Revolution. Det blev en lang og blodig Krig, og, skiøndt Frankerne paa alle Sider giorde stor Fremgang, havde man dog kanskee faaet Magt med dem, dersom der ikke var opstaaet en stor Mand, som gjorde Ende paa den umaadelige Forvirring, hvor Alle vilde byde og Ingen vilde lyde, og denne Mand hedd Napoleon Bonaparte.

Bonaparte var egenlig en Italiener, født paa Korsika, men Korsika hørde nu til Frankerig, og Bonaparte var en ung fransk Officer, da Revolutionen begyndte. Han blev imidlertid for sin Tapperhed snart General, indtog til Alles Forundring hele Italien paa een Sommer (1796), og nødte Keiseren i Østerrig, som var Frankerigs haardeste Modstander, til at slutte Fred. Siden seilede han over til Ægypten, og indtog det, men da Østerrig imidlertid brød løs paa ny, og, ved Hjelp af Russerne, indtog Italien, skyndte Bonaparte sig hjem, bemægtigede sig Regieringen (under Navn af Første-Consul) gik over Alperne, hvor man troede det var umueligt, og vandt den berømte Seier ved Marengo (Aar 1800), som gjorde Sagen klar. Nu sluttede Alle Fred med ham, han gjorde sig (under Navn af Napoleon den Første) til Keiser i Frankerig og Konge i Italien, gjorde siden En af sine Brødre til Konge i Holland, en Anden i Spanien, og en Tredie i Westphalen (som var et nyt Kongerige, han oprettede i Nord-Tydskland) og skiøndt især Engeland og Østerrig var utrættelige Modstandere, gjorde dog længe hver ny Krig ham mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med Østerrig og Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.

Dog, da den Russiske Keiser Alexander den Første ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau, (1812) og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne brændte selv Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet den halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne 239 Flugt i Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu Alt, (1814) saa nær som Keiser-Titelen, og den lille Øe Elba, (vestenfor Italien) og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig, men næste Aar (1815) kom Napoleon igien med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik den over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igien paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preuserne, som var først kommet paa Benene, og Preuserne (under Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engellænderne (under Wellington) kom bag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved Waterloo) var det forbi med Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engellænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen St. Helena (ved Afrika) hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnets-Løb 1821.

Ved Napoleons Fald fik Europa nogenlunde sin forrige Skikkelse igien, med fire saakaldte store Magter: Engeland og Frankerig i Vesten, Østerrig i Syden, og Rusland i Østen og Norden. Preusen, der under Napoleon var saa godt som opløst, regnes nu sædvanlig igien for den femte store Magt, men er dog ikke at regne mod de Andre.

Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er del ellers i Tidens Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først Tyrus det, (til Alexander den Stores Tid) og siden Dens Aflægger Carthago (indtil de Puniske Krige) og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især Genua, Pisa, og Dronningen for dem Alle, Venedig. Dette varede til 240 Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom Afrika) til Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed, (som før var gaaet over det røde Hav, Alexandrien og Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de Mægtigste i Amerika, bar dog Portugiserne Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog Portugal, (under Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra Spanien, fortrængde Portugiserne i Ost-Indien, og i det Syttende Aarhundrede var Holland Dronning paa Havel Endelig kom Engeland, i det Attende, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, blev Engeland enevældig saavel i Ost-Indien som paa Havet.*)

Omtrent i dette Omfang bør Historien, efter mine Tanker, først meddeles mundtlig, og, naar det er gjort til gavns, mener jeg, disse Krønike-Riim, der levere Omridset til en Universal-Riimkrønike, kan være til Nytte, deels for deri at giemme, hvad man har lært, og deels for derved at føres til nærmere Bekiendtskab med de mærkværdigste Mænd og Folke-Færd! Man vil nemlig finde, at Endeel af Rimene er aldeles som Fod i Hose, medens der i Andre med Flid nævnes Endeel, der ei kan forudsættes bekiendt, men skal oplyses ved en Anmærkning, der i Hukommelsen vil følge med det Ord i Rimet, den er bundet til. For nu at lette Brugen af disse Riim med Spørgsmaals-Tegn, tilføier jeg en lille Række Anmærkninger i Bogstav-Orden, hvori jeg stræber kortelig at give de Oplysninger, de Fleste kunde ønske, og, skiøndt det med slige Giætninger er en mislig Sag, bør de dog forsøges, især da alle livlige Børn, som holdes til at læse med Efter-Tanke, derved kan lære sig selv Endeel med lidt Umage, I Øvrigt er det mit Forsæt at udarbeide en prosaisk Oversigt af Universal-Historien, omtrent af samme Størrelse som Joh. Müllers bekiendte fire og tive Bøger i tre Bind, hvor, saavidt mueligt, slet Intet nævnes, uden hvad der tillige fortælles efter Kilderne, saa Børnene veed hvad det er, de læser om. Hermed skulde (Fædrenelands-Historien uskadt, der bør behandles som en egen Sag) den universal-historiske Cyklus sluttes, som jeg vilde fordre giennemvandret af dem, der gaae til Høi-Skolen, og jeg tør mene, de kom der da, vel med langt * 241 færre Mænds og Byers Navne, Slægt-Registere og Aars-Tal, men ogsaa med langt bedre Beskeed om de store Handlinger og Giernings-Mænd i Tidens Løb, og med anderledes Deeltagelse i Menneske-Slægtens vidunderlige Levnets-Løb, end det nu sædvanlig skeer.

Nu kan man vide, fra hvilken Side dette Forsøg skal betragtes, og hvordan det kan benyttes, men jeg er saa vant til, at Alt hvad jeg giør, skal kaldes galt, at jeg maa vente det dobbelt om et første Forsøg, der ikke blot har mange virkelige Mangler, men er vaabenløst mod hvem, der vil betragte det skiævt, enten som en Riim-Krønike, der heel igiennem skulde forstaaes af sig selv, eller som en Række historiske Digte, der skulde kunne fyldestgiøre den æsthetiske Kritik. Alt hvad jeg herom kan sige, er, at det skal være mig omtrent det Samme, hvorledes man bedømmer Bogen, naar man kun vil benytte hvad man finder brugbart; thi da Livlighed var Hoved-Sagen, maatte jeg udelade Adskilligt, der nu ikke vilde flaske sig, og meddele Resten i den Form det vilde blive livligt for mig, enten det saa var den mest eller den mindst skikkede til Hensigten. Oplever Bogen flere Oplag, mens jeg lever, skal jeg giøre mit Bedste med at forbedre den, og jeg veed, den kan egenlig Ingen være i Veien, saalænge den er den eneste i sit Slags.

Christianshavn d. 27de Decbr. 1828.
N. F. S. Grundtvig.
242

II. Middel-Havet.

Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei,
Det veed slet Ingen saa godt som jeg!
Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide
Fra alle Hjørner til Vands mig ride,
For Trilling-Jetten det huged bedst,
At have mig til sin Mellem-Hest!
Især Europa jeg har paa Nakken,
Thi mens jeg roses af Falske-Blakken,
Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs;
Saa dyrt jeg kiøber hans Ære-Vers,
Paa Græsk og Romersk, paa Fransk og Spansk,
Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk!
Dog maae de Viser mig velbehage,
Hvori man priser de gamle Dage,
Da om mig dreied sig Alt paa Jord,
Som skinned i Øst, i Syd og Nord,
Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,
Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!
Men hvad jeg kan for min Død ei lide,
Er Æventyret fra Avinds Side:
At Pokker i Vold, og stik i Vest,
Der findes hvad Folk nu huger bedst!
Lad Guld der findes som Gruus i Grav,
Der findes dog aldrig et Middel-Hav,
Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst,
Som høit det vidne, at her var lyst,
Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed,
Hvor Guld nu glimrer i Vester-Leed,
Og blænder dem, som ei agte paa,
Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!

243

XII. Grækenland.

Jeg var et Land saa lysteligt,
I mine unge Dage,
Saa yndefuldt og folkerigt,
At knap der fandtes Mage!

End gaaer der om al Verden Ry
Af Børnenes Bedrifter,
Af Skjalde-Sang i høien Sky,
Og tankefulde Skrifter!

Paa Argo vist der var ombord
Med Jason ingen Kryster,
Da han om Gylden-Skindet foer
Til Svarte-Havets Kyster!

Med Agamemnon Folke-Drot,
Og med Akil hin Snare,
Ved Ilions det høie Slot,
Man saae min Adel-Skare!

Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald
Dog Herkules man giver,
Homeros var min Hoved-Skjald,
Og Herodot min Skriver!

Blandt mine mange kloge Mænd,
Som Stjerner To mon tindre:
Vær Sokrates og Platos Ven,
Dog Sandheds ei desmindre!

Blandt mange Stæder, hver og een,
Paa Konst og Kæmper rige,
Ei vilde Sparta og Athen
Hinanden Rangen vige!

Vel op de randt af fælles Rod,
Som Dorer og Ioner,
Men fremmed før end fælles Blod
Medbeilere forsoner!

244

Lykurg og Solon, hist og her,
Gav Love, som var fine,
Men Sparta har det Lov især,
At godt hun fulgde sine!

Med Perserne paa Liv og Død
Som Løver streed de Begge,
Spartaneren dog Æren nød,
At han stod bedst for Egge!

Med Folk som Græs fra Perser-Land
Kom Serxes over Bølge,
Hvem, tænkde han, tør holde Stand,
Mod slig en Flok i Følge?

Det saae han i det snevre Pas
Imellem Oetas Bjerge:
Spartaneren Leonidas
Han var min Lande-Værge!

Vist ved den gamle Retter-Gang
Athen ei tabde Sagen,
Veltalenhed og Kløgt og Sang
Der spurgde kiækt om Magen;

Der overleved Platos Huus
Dog længe sin Indbygger,
Befolket er Athenens Gruus
Nu kun med Penne-Skygger!

Fuldlænge under Tyrke-Band
Jeg visnet laae og øde,
Det dønner høit dog over Strand,
At jeg staaer op af Døde!

Mainotten er end Tyrkens Gru,
Hvor Spartas Grund man søger,
Oplive kan maaskee endnu
Hans Mund Athenens Bøger!

Ja, meer end dem: hans Breve med,
Som Alter-Flammen tændte
Paa Græker-Aandens Offer-Sted,
For Gud, den Ubekiendte!

245

Om da end Tyrken sprang i Flint;
For Skyggen af hans Maane,
Fra Salonichi til Corinth
Skal Dagen meer ei daane!

I Choret da med Sang og Dands
Skal mine Piger træde,
Og offre hver sin Rosen-Krands
Paa Alteret med Glæde!

XX. Nero.

Ikkun den er fri at nævne,
Som kan giøre hvad han vil;
Hvem der sparer paa sin Evne,
Veed ei hvad den duer til;
Derfor gjorde vel og ilde
Jeg iflæng, alt som jeg vilde!

Heraf følger jo tillige,
Man kan giøre Sort til Hvidt,
Saa det intet har at sige,
For hvem der kan handle frit,
Hvad han giør, naar som en Kryster
Ei han laster hvad ham lyster!

Seneca og Burrhus, begge,
Lærde mig, at jeg var fri,
Ved at slaae de gamle Giække,
Jeg bestyrked dem deri;
Var det Løgn, for egen Brøde
Og for min de skulde bøde!

Uden Forskiel Folk og Frænder,
Som det lysted mig, jeg slog;
Guld jeg gav med begge Hænder,
Som jeg gav, jeg ogsaa tog;
Prøved Alt hvad prøves kunde,
Som det Gode, saa det Onde!

246

Jeg og prøved Christendommen,
Deels med Staal og deels med Ild,
Prøven dog var ufuldkommen,
Thi, langt meer end Guldet gild,
Skal den (sagde Sancte Peder)
Prøves i hvad bedre heder!

Alle Konster, alle Dyder,
Prøvede jeg i en Hast,
Prøved alle Feil og Lyder,
Had og Yndest, Roes og Last,
Prøved, som jeg nødig vilde,
Og tilsidst at fare ilde!

Tant det er med eget Tykke,
Støvet kun sig drømmer frit,
Ei engang en livløs Skygge
Mægted jeg at vorde kvit,
Mindre det, som, da jeg endte,
Hedere end Ild mig brændte!

XXV. Folke-Vandringen.

Bisse-Læder vel i Sko
Findes alle Dage,
Selv hvor med Citronen groe
Blomster uden Mage;
Men at hele Folke-Færd
Bisse om med Spyd og Sværd,
Sjeldent er til Lykke.

Der, hvor Jernet groer i Fjeld,
Buerne i Skove,
Drengene i Vinter-Kveld
Feie Skridt paa Vove,
Der var Folk med Staal i Arm,
Det var Folk med Iis i Barm:
Skyther og Barbarer!

247

Volde kan, hvor Jøkler staae,
Snee-Skrid Midler ringe;
Det kan hist en Gemse-Taa,
Her en Fugle-Vinge!
Saa i Vovehalse-Vang
Volde kan et Vink, en Sang,
Lange Kæmpe-Reiser!

Det var fire hundred Aar
Efter Herrens Komme,
Da i Rom og Maglegaard
Kraftens Tid var omme.
Riget som et Arve-Gods
Mellem Børn af Theodos
Skiftet til at smuldre!

Da med Hunner fra Nord-Ost
Atle foer saa fage,
Han, som kaldte sig uroest
Selv en Lande-Plage,
Det han var med Ild og Sværd,
Dyrisk var hans Herre-Færd,
Djævelsk var hans Glæde!

Dog, kun Ørk er Dyre-Lodd
Mark er Mande-Sæde,
Hunner faldt for Egg og Odd,
Mennesker til Glæde!
Haardt paa Haardt kun holder Styr,
Vilde nok, men dog ei Dyr,
Gother var at nævne!

Alrik, med en Folk af dem,
Pyrenæer-Dalen
Kaared til sit andet Hjem,
Byggede paa Valen,
Grundede paa Romer-Gruus
Der et Gothisk Konge-Huus:
Borgen i Toledo!

Keiser-Thronen nu i Rom
Stod paa skiøre Suler,
Styrted end før Thjodrik kom,
For en Flok Heruler,
248 Men dog kun for Gothen fim,
Hynde laae paa Gylden-Skrin:
Thronen i Verona!

Det var Diderik af Bern,
Høvdingen for Riser,
Om hvis Navn end holde Værn
Nordens Kæmpe-Viser,
Skiøndt i Apenniners Land
Stakket kun holdt Gothen Stand,
Sank i Romer-Gruset!

Vester-Havets Dronning-Øe
Haardt det fik at finde,
At indvandre over Sø
Folk kan faae i Sinde,
Der kom Hengst og der kom Hors,
Med fuldsvart et Britte-Kors:
Gridske Angel-Sachser!

Gallien dog værre foer,
Der løb Alfar-Veien,
Gother gik i Hunne-Spor,
Saa kom Hurlum-Heien,
Og Burgunder, Alleman,
Hver tog Sit, med Negl og Tand,
Holdt det, mens de kunde!

Klodovig kom sidst og bedst,
Karl var han for Hatten,
Slog fuldmangen Mand af Hest,
Tog saa hele Klatten,
Franker hedd hans Kæmpe-Trop,
Selv de brat sig kaldte op
Flaut i Frankerige!

Saa hver Strids-Mand tog sin Part,
Vester-Keiserdommet
Blev udskiftet i en Fart,
Gik som det var kommet!
Hvor Karthago sank i Gruus,
Genserik et Konge-Huus
Reiste for Vandaler!

249

Længer paa sin Helsot bar
Øster-Keiserdommet,
Skiøndt med Narses, Belisar,
Ei til Kræfter kommet;
Selv det Bane-Saar sig gav,
Sank saa Led for Led i Grav,
Tusind Aar om Døden!

XLII. Gustav Adolph.

Hvor vittige Dværge
Udhamre af Bjerge
De Gothiske Sværd,
Som aldrig kan døves,
Og silde kun sløves,
Med Hjelme i Færd;
Hvor Bønderne Bjørnen kan tæmme,
Der havde min Kæmpe-Trop hjemme!

Hvor Skyerne blaane,
Hvor Soel, og hvor Maane
Har hver sig et Slot,
Hvor herlig de funkle,
Og er dog kun dunkle,
Mod Lys-Rigets Drot,
Hvor Liv har i Løndom sin Kilde,
Did svang jeg mig aarle og silde!

Hvor Strids-Mænd som Trolde,
Saa bistre, saa bolde,
Drak Menneske-Blod,
Hvor Børnene fromme
Bad Frelseren komme,
Som evig er god;
Derhen, ved et Vink fra det Høie,
Vi stævned med funklende Øie!

250

I Vallensteins Mærke,
Den Kolde, den Stærke,
Stod Iis-Bjerg og Staal!
I Tillys, den Fule,
Den gloende, hule.
Stod Helvedes Baal:
Han spared ei Liv eller Lemmer,
Han levned kun gnistrende Emmer!

En Sky over Jorden,
Med Regn, og med Torden,
Er Troldenes Knæk;
Den Leipziger-Byge
Lod Baalet kun ryge,
Det slukdes i Lech!
Kan Røsten vel Tordneren hæve,
Og Bjergene skulde ei bæve!

Nei, bæve de maatte,
Med Throner og Slotte,
For Døn over Dal;
Den Keiser med Kolden,
For Isbjerge-Trolden
Sig bøied i Sal,
For hidtil, med Torden i Tørning,
End trodsed den stolte Eenhjørning!

Som Torden med Trolde,
Saa mødtes vi Bolde,
I Blot-Maaneds Ny!
Saa stanges, saa stødes,
Saa brydes, saa blødes,
Ei tit under Sky;
Jeg fandt, jeg mit Maal havde fundet,
Men Han der mig sendte har vundet!

Ved Luzen jeg blegned,
Men høit, før jeg segned,
Det runged i Fjeld,
Og, medens mit Øie
De evige Høie
Betragted i Kveld,
Da revned de Blokke med Bragen,
Som Tordneren trodsed om Dagen!

251

Lad Bannere smuldre!
Lad Bølgerne buldre
I Tidernes Elv!
Lad falde min Støtte!
Jeg kæmped og blødte
For Meer end mig selv!
Jeg brød for en Konge min Landse,
Som kroner med evige Krandse!

XLIII. Friedrich den Eneste.

Hvem er min rette Fader dog,
Undtagen den, der giør mig klog,
Med Godt tilgavns forbunden!
Hvad, uden Glemsel af den Haand,
Der os omvandt med Trylle-Baand,
Er Unatur i Grunden!

Hvem kiender ei den Mester-Haand,
Som mig omvandt med Trylle-Baand,
I denne gyldne Tale
Af Henriadens Kæmpe-Skjald,
Hvis Sang, med Viisdoms Tone-Fald,
Er Slag af Natter-Gale!

Lad Taaber kun, bag Kirke-Mur,
Sig korse for min Unatur,
I Følelsen og Smagen,
I Tunge-Maal og Reflexjon,
I tolerant Irreligjon,
Hvortil de ei saae Magen!

Jeg ligelidt dog blev Patron
For den pragmatiske Sanction,
Og Laurbær faldt ei færre
Ved Møllwiz, Rosbach, og ved Prag;
Ja, ligegod dog blev min Sag,
Og Schlesien ei værre!

252

Man har med Taarer tit fortalt,
Jeg vendte op og ned paa Alt;
Men Skam faae mine Hænder,
Om ikke, hvad jeg vendte saa,
Og fik kun daarlig til at staae,
Var galt i begge Ender!

Ja, mon jeg dog ei mangen Een
Lod staae paa sine skiæve Been,
Og Mund ad Mester vrænge;
Og mon Bag-Bæsterne ved Plov
Ei sang paa Tydsk, med mit Forlov:
Nu hviler Mark og Enge!

At Tydsk var mig et Hunde-Sprog,
Voltaires Vers min Psalme-Bog,
Og fransk Fornuft min Herre;
Blev først og sidst min egen Sag,
Og knap, om Fleer fik samme Smag,
I Verden gik det værre!

Gik det med Hoveder saa vidt,
At hver fik et, og fulgde sit,
Kom Alt i Vilde-Rede;
Men at ei fattes Faar i Flok,
Det passer vist de Sorte nok,
Som Dumhed kun giør fede!

XLV. Napoleon Bonaparte.

Smaalig man i Cabinetter
Syslede med Spindel-Væve,
Ypped, jævned Børne-Trætter,
Plukked Giæs, og spilled Ræve,
Kaldte Skaktavls-Leg Idrætter,
Hvorved Bjerge maatte bæve:
Som i Sal, var glemt paa Vale
Det Gigantisk-Colossale!

253

Daaden i de gamle Tider,
Af Sesostris, Alexander,
Mellem Døgnets Myg og Mider
Brød nu kun Bog-Ormes Pander;
Labyrinth og Pyramider
Glemdes over Tude-Kander,
Timedes den største Ære,
Naar Kritiken lod dem være!

Da, paa Verdens-Skuepladsen,
Hæved sig Revolutionen,
Pludselig, med Taler-Bassen,
Blev gigantisk Franker-Tonen,
Som et Bjerg sig Folke-Massen
Vælted over Konge-Thronen:
Over Taarn, som over Tofte,
Over alle Høie-Lofte!

Bjerget Bro, med stolte Buer,
Lagde over Maas og Rhinen,
Vildt dog, som i Jette-Stuer,
Blod man kaldte Helte-Vinen,
Mistog, under røde Huer,
Krampe-Træk for Kæmpe-Minen!
Som Blod-Igel kun, desværre,
Kolossalsk var Robespjerre!

Under ham jeg steg paa Valen,
Sank dog ei med ham i Kulen,
Vaagned pludselig af Dvalen,
Stak i Sky som Konge-Fuglen,
Slog og ned i Alpe-Dalen,
Fældte Rytteren og Mulen,
Fløi, som Straaler gaae fra Sole,
Over Lodi til Arcole!

Sønder slog jeg da og sammen
Baade Keiseren og Paven!
I Venedig Doge-Stammen
Jeg formælede med Graven!
Over Genua, med Gammen,
Brød for Corsika jeg Staven,
Blev Italiens Befrier,
Samled godt Dens Gallerier!

254

Vidt nu gik om Land mit Rygte,
Videre gik mine Tanker:
Hvad de gamle Jetter bygde,
Maale vilde jeg med Franker;
Det Gigantiske jeg søgde,
Da i Løn jeg letted Anker,
Stævnede, trods Crokodilen,
Stolt og djærv i Hug, til Nilen!

Pyramiderne jeg skued,
Under franske Maale-Snore!
Godt mig vel Cairo hued,
Dog min Hug stod til Mysore,
Der, (hvormed kun Tippo trued)
Selv John Bull at giennembore,
Før paa Samorinens Throne
Smykked ham Stor-Moguls Krone!

Dog end styrer Folk og Sværde
Skæbnen, meer end eget Tykke,
Andensteds var Stort paa Færde,
Did mig vinked Cæsars Skygge,
Over Britters Bølge-Giærde
Did bar Snekken Cæsars Lykke!
Der og lønned Diademet
Løseren af Stats-Problemet!

Klavre kan fiirskaarne Britter,
Gaae til Tops paa Alp og Snekke;
Knap dog Foxer eller Pitter,
Om for Een de gik end Begge,
Med min Tvær-Sæk Stien bitter,
Op og ned ad Klippe-Vægge,
Som til Æren var den rette:
Veien til Marengos Slette!

Længe nok har Preusen pralet
Af sin Friedrich uden Mage,
I Berlin har Hanen galet
For hans Mester mange Dage,
Der, som Franker-Idealet,
Med Forlov kun lod det brage,
Kom og gik med Hat og Kaarde,
Uindbudt, i Kongers Gaarde!

255

Ja, hvor er det Fastlands-Hjørne,
Hvor ei sporedes min Finger,
Hvor ei mine Keiser-Ørne
Stak i Sky, og slog med Vinger,
Hvor ei, selv blandt vilde Bjørne,
Om min Daad end Drapen klinger!
Mig indskrænked kun, som Jorden,
Strand i Vest, i Syd og Norden!

Britter blegned bag Canalen,
Trodsed dog paa Orlogs-Stavne,
Fnøs, da Penne-Strøg i Salen
Lukkede dem alle Havne,
Sørged for, at ei paa Valen
Værk og Glands jeg skulde savne,
Lured trædsk paa Jovis-Fugle
I den Spanske Røver-Kule!

Stolt jeg dem dog Ryggen vendte,
Giæsted Ørken med de Kiække,
Blegned ei, da Moskau brændte,
Blinked ei for Odd og Egge!
Buen kun, som Skæbnen spændte
Kunde Ørnens Vinger stække,
Fælde ham med Iistap-Pilen,
Som ei sank for Torden-Kilen!

Frost og Snee-Fog, Storm og Hunger,
Sammensvor sig mod de Bolde,
Gade-Viser rask besjunger
Tabte Næser, Tæer kolde,
Men ei tusind Skjalde-Tunger
Skildre Kampen uden Skjolde,
Da vi hist, i Vinter-Mørke,
Prøved med Naturen Størke!

Blodig Graad for sine Stærke
Maatte Frankrig vel udøse,
Stille under deres Mærke
Sine ranke Kæmpe-Knøse,
Men al Verdens Brynje-Særke
Kløve dog ei Skiægge-Løse;
Med al Verden til sin Fiende,
Maa sig selv man overvinde!

256

Det jeg gjorde, da med Seire
Nederlaget jeg beredte,
Og da hele Verdens Leire
For min Hoved-Stad sig bredte!
Ingen Mod-Vind skal henveire
Blomsterne, jeg da opledte,
Der jeg, sænkende min Landse,
Tog for Kroner Offer-Krandse!

Dog, fra Lunden, hvor jeg dvæled,
Skæbnen vinked mig tilbage,
Vilde end til Efter-Mælet
Lægge Daad i hundred Dage,
Hvor jeg som et Liig besjæled
Levningen af Kæmper strage,
Kyste, uden Magt og Lykke,
Hele Verden med sin Skygge!

Slaget med de tvende Hære,
Er et Ridder-Spil at nævne,
Til den faldne Keisers Ære,
Som sin Død end vilde hævne,
Og slet Ingen af de Kiære
Den forhadte Arving levne,
Saa, hvormed end Britten pranger,
Han kun trætted min Gien-Ganger!

Kun som Ikke-Keiser maatte
Jeg hans Klippe selv beklæde,
Selv mit Bryst for Griffen blotte,
Som udhuggede med Glæde
I min Lever sig en Grotte,
Til et kiøligt Aften-Sæde!
Huult det gjalder over Vove:
Griffen hedd Sir Hudson Love!

Under Hyld paa St. Helene
Ingen Taarer mig hugsvale,
Men, som mine Bauta-Stene,
Alper skal til Sønnen tale,
Sandt udtrykke, tør jeg mene,
Det Gigantisk-Colossale,
Som med Gru man saae opstige,
I mig fra de Dødes Rige!

257

LII. Den Christne Tro.

Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom til Live,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart det kan beskrive!

Usynlig er jeg, fremfor Alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende!

Vel fremmed, paa hver Plet af Jord,
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt, hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme!

Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
En Torne-Krands, og Korsets Bul,
Hvortil jeg mig kan hælde!

Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark, i Syd og Nord,
Hvor Melk og Honning rinde!

Og naar jeg misted hvad, af Jord,
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor,
Ved mine Venners Grave!

Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne!

Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ei og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op,
Og sid blandt Kongens Giæster!

258

Det Ord, i attenhundred Aar,
Befolket har mit Rige,
Skiøndt altid paa min Kirke-Gaard
Et Kors var Himmel-Stige!

Min Gaade er et Guddoms-Ord,
Som skaber hvad jeg nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord,
Og Klipperne udjævner!

Med Det indvier jeg min Daab,
Velsigner jeg mit Bæger,
Saa hist udspringer Livets Haab,
Og her det vederkvæger!

Med Det jeg skaber gode Kaar,
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar,
Og springe over Grave!

Med Det jeg skaber Viin af Vand,
Og Paradis af Ørke I
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!

Mit Rige kaldes Christenhed,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed,
Hvormange der er mine!

Kun det er klart, de er det ei,
Som ei mig vil bekiende,
Og at jeg løi, ifald min Vei
Gik ei til Verdens Ende!

Men dog, saa vist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt beseire,
Er Sandhed Ordet i min Mund,
Og Gud i mine Leire!

Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt,
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Verdens Lyst, og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!

259

Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ei Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde!

Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde!
Jeg kroner ligefuldt mit Aar,
Med Frugtbarhed og Grøde!

Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Og prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!

At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand,