Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra KONG HARALD OG ANSGAR

Det kimed i Sky, en Morgen-Stund,
Vidunderligt var det at høre,
Det svarede dybt i Hjerte-Grund,
Det rungede sært i vort Øre!
Det var, som der sprang en Hinde haard,
Saa lydhøre bleve vi fage,
Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard
Sig blanded med Faarene spage!
Til Kirke vi reed i Christen-Tøi,
Saa kaldte vi Klæderne hvide,
Og Portene op paa Gavlen fløi,
For Præster i Kjortlerne side:
13 Saa saare de sang med Stemme stærk,
Der legdes slet ikke paa Strænge,
Men underlig klang et Orgel-Værk,
Som det vilde Murene sprænge!
Jeg mindes det end kun som en Drøm,
Den særeste Nogen vil tænke,
Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm,
Og lod mig saa underlig stænke,
I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn,
Som christelig Tro tilholder,
Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn,
Med Troen hun Salighed volder!
Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær,
Hvor deiligt det Huus var at skue,
Men mærked mig dog, det var nok værd,
At vanke her tit under Bue!
Mig huged som bedst det Billed-Værk,
Der vinkede, hvor man sig vendte,
Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk,
Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte!
Her ledte mig Theut fuldvel omkring,
Paa Tider, da Messen var ude,
Han vidste Beskeed om hver en Ting,
Fra Orgel og indtil Rude.
Mig fulgde min Skjald og her paa Fod,
Den Kirke han godt maatte lide,
Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod,
Fik magelig her man at vide!
Et Menneske-Par, paa venstre Haand,
Man saae, med et Træ og en Slange;
Det er, sagde Theut, den fule Aand,
Der gjorde os Kaarene bange:
Forældrene her til hvert et Barn,
Som fødes af Kvinder med Smerte,
Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn,
Hvis Edder end knuger vort Hjerte!
De staae i saa prud en Abildgaard,
Som Paradis kaldes i Bogen,
Men Døden han er deres bange Kaar,
Om Træet de røre i Krogen!
Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt,
Som det monne kaldes i Bogen,
14 Det æde de af, Guds Ord til Spot,
Saa sledskelig daarer dem Snogen!
See, Adam han var som En af os,
Saa sagde den Gud, hannem skabte,
Nu være han vil os liig paa Trods,
Thi hører han til de Fortabte.
Herud af min Abildgaard paa Stand!
Her kun mine Børn skal lege;
I æde nu Græs i Dyre-Land,
Til Kinderne vorde fuldblege!
Jeg stædte jer godt ved Livets Træ,
Dets Lige ei rinder af Rode;
Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ,
Kan Magen i Tornene pode!
Hvad siger Du, Theut! min Skjald udbrød,
Kan I jer saa underlig stave
Til Tidende klar om Balders Død,
Og Lokes forbistrede Gave,
Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green,
Og Snogen, sig bider i Hale;
I sige os da Beskeed fuldreen
Om Rinde i Vest, og om Vale!
Tie kværl sagde jeg, forstyr ham ei
Saa med dine Æventyr vilde!
Ham Rinde er hip som hap med Frei,
Oddhrærer er ikke hans Kilde!
Hvad mumler I om, sagde Theut, lidt but,
Mig tyktes, I talde om Barken,
Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt,
Og plantet saa i Danemarken!
Kan være, I veed da meer end jeg,
Kan Resten jer selv udtyde,
I have da reist fuldlang en Vei,
Som eder maa sagtens fortryde!
Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven!
I tage det ei til Mis-Tykke!
End mumler min Skjald lidt mellem Tænd,
Det er saa hans stændige Nykke,
Han kan ei derfor, er født dermed,
Det spøger lidt hos ham i Krogen,
Dog finder godt Ord hos ham godt Sted,
Han tier og gierne for Bogen!
15 Saa kom vi da vel alt fra den Bark,
Som Tydskeren gjorde af Rinde,
Han vidste det ei, at i Danemark
Den Rune betyder en Kvinde,
Som avled en Søn, der Vale hedd,
Han hevnede Balder hin Gode;
Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd
Sig meget lod plante og pode!
Saa er det hos os et gammelt Ord:
Hvad godt er, som Rugen og Hveden,
Det kan ogsaa groe i Dane-Jord,
Og trives, endogsaa paa Heden!