Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra KONG HARALD OG ANSGAR

Saae I Faders Helte-Daad?
Hørde I hans Helgen-Graad?
Nei, hans Skygge saae I kun,
Under Bjeffe-Lyd af Hund!
Det var ikkun Gud og Faa,
Som lyslevende ham saae!
Faa kun og med Gud det veed,
Hvad han taalde, hvor han streed!
Ved forunderlige Lyn,
Stærke var hans Drømme-Syn:
Han engang i Drømme saae
Herren under Svøben staae,
Gav for Romer-Knegtes Riis
Gladelig sin Rygg til Priis,
Kunde dog, ved rank at staae,
Herren knap til Hærde naae!
Visselig, det var hans Agt,
Saa han stræbde, af al Magt,
Som den bedste Svend paa Jord,
Tro at følge Herrens Spor,
Trodsed Svøber, Kors og Sværd,
For at staae sin Herre nær!
33 Derfor, skiøndt med Isse graa
Han afblegedes paa Straa,
Sikkert straale Kinder hans
Nu i Martyr-Kronens Glands!
Priser da, I Nordens Folk,
Naade-Ordets høie Tolk,
Tordneren mod syndig Trods,
Barnet mellem Folk som os,
Gnieren paa Vand og Brød,
Ødeland paa Folk i Nød,
Som en Kvinde nem i Graad,
Som en Viismand snild i Raad,
Som en Klippe, hvor det gjaldt,
Som en Christen, fremfor Alt!
O, det fromme Helgen-Barn!
Han ei faldt i Hovmods Garn:
Jærtegn saae vi i hans Daad,
Helgen-Fromhed i hans Graad;
Men blev Talen om, hvad Stort
Herren havde ved ham gjort,
Da vi saae et Engle-Smil,
Naar han svared os med Iil:
Veed I, hvilket Jærtegn stort
Gud end ei ved mig har gjort,
Beder Ham da kiønt derom,
Saa jeg vorder god og from!
Naar han opstaaer af sin Grav,
Med de Mange, Gud ham gav;
Gid blandt Daner vi da maae
Engle-Smilet, som vi saae,
Kiende gladelig igien,
Hvor det lyder: gode Svend!
Over Lidet var du tro,
Nyd dit Meget nu i Ro!
Gak nu, uden Sorg i Sind,
Til din Herres Glæde ind!