Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Hvad kunde vi vel med Rette svare hertil, Andet end dette: fordi eder skedte Uret, have I dog vel ikke Lov til at giøre Uret, og den Fornuftighed, der ei kan fremmes uden ved Uærlighed, vil dog vist ærlige Folk til alle Tider betakke sig for; men hjelp I os at oplyse Sagen for den verdslige Øvrighed, beed Den om Religions-Frihed, see om ikke, hvis den nægtes eder, mangen en troende Præst heller nedlægger sit Embede, end er et vitterligt Redskab til Samvittigheds-Tvang, og viser da, at eders religieuse Overbeviisning har samme Kraft, som den Christelige giennem mange Aarhundreder har beviist, og som I jo kan begribe, Sandheds Tro, end sige da dens klare Erkiendelse, som I rose eder af, nødvendig maa have! Giør det, og de Love, hvorefter Historien lærer, at Menneske-Naturen selv i sine Meste Bevægelser uvilkaarlig retter sig, maatte pludselig være ophævede, hvis I ikke magelig i Danmark, og med Tiden, overalt fik al den borgerlige Religions-Frihed, der, efter Omstændighederne, kan blive noget Samfund til Deel i denne Verden! Andet Svar kan, efter min fuldeste Overbeviisning, ei sømme sig for os, som den Herres Tjenere, hvis Rige ikke er af denne Verden, og som Prædikanter, hvis Stolthed det er at kunne sige: vi ere dertil kaldte og sendte til Verden, at vi skal vidne om Sandhed; hvo som er af Sandhed hører vor Røst, hvo som er af Gud, hører Guds Ord, og det er det Troens Ord 54 som vi prædike; men et saadant Svar indslutter jo aabenbar Misbilligelse af al Religions-Tvang i sig, og maa, naar det skal være meer end en snedig Udflugt, stadfæstes af en tilsvarende Adfærd. Uagtet derfor vore Dages Naturalister, paa enkelte Undtagelser nær, aldrig have bedet Øvrigheden om den Religions-Frihed, Stats-Lovene nægter dem, ja, uagtet de, i det nittende Aarhimdrede, ikke synes at føle mindste Betænkelighed ved at love den Stats-Religion, de vil nedbryde, deres tro Tjeneste, slet ikke synes at ville nøies med ringere Frihed, end den himmelraabende at maatte forføre de Christnes Børn fra deres Fædres, i Staten fredlyste Tro, og efterhaanden giøre den til en Stats-Forbrydelse, saa maae vi christelige Præster dog ingenlunde lade os smitte af saa slette Exempler, eller bæve for de Følger, vor Mildhed mod saadanne Medbeilere sandsynlig vil have; thi hvad har vi at frygte, naar Herren er med os, og hvorledes kan vi, som oplyste Christne, høre Verdens Vise udvikle den store Sandhed om Troens fri Natur, og Religions-Tvangens Strid saavel mod sund Fornuft, som mod Menneskets umistelige, uskadelige, ja hvert Borger-Samfund gavnlige Aands-Rettigheder, om disse Ting, og om den Grund-Fordærvelse, det er at vænne Folk til Leg med Ord, med Løfter og Eder, i de vigtigste og helligste Anliggender, hvor kan vi høre Sligt, uden med det Samme at høre vor Mester raabe: giør som de sige, men ei som de giøre; thi de sige det vel, men giøre det ikke, de binde svare Byrder til Menneskene, men de røre dem ei selv med en Finger!