Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Sæt derfor nu ogsaa, at en Stat, ved megen Vold, Uretfærdighed og Blods-Udgydelse, kunde faae den gammeldags Christencloni udryddet af sig, da skulde jeg dog ikke troe, nogen Øvrighed nuomstunder, uden maaskee Paven selv, vilde være saa rasende, og over en blind Kiærlighed til uchristelige, selvkloge og selvraadige Præster, glemme ei blot Retfærdighedens klareste Bud, men ogsaa verdslig Klogskabs gyldne Raad. Tilføie maa jeg imidlertid, som Historiker, at en saadan Vantroens Ypperste-Præst, med den tredobbelte Verdens-Krone, rimeligviis ovenikiøbet vilde have den samme Ærgrelse, som de gamle Romerske Titaner, der søgde at støde Christus fra Thronen, og bryste sig selv guddommelig i Hans Høi-Sæde, paa Dyngerne af Hans Venners Liig, og vi veed, disse havde den Ærgrelse at falde selv i Graven, og spottes af de Christne, med Herrens Ord til Kongen af Babel, hos Esaias i det Fjortende! Saavidt jeg har hørt, raaber nemlig den gammeldags Christendom, fra de gamle Dage til Vore med en Røst som mange Vandes Lyd, som Havets mægtige Brusen: hvem vil prøve Styrke med mig! o, slutter heller Fred, thi stærk er min Løser, i Ryggen tager Han sine Fiender og giør dem en evig Skam, Hans Vaaben saare, før de blinke, et tveegget Sværd, som Ingen kan døve, udgaaer af Hans Mund og trænger ind til Marv og Been; som 61 en Ild der tænder Skove, og en Lue der udhuler Bjerge, saa er Hans Storm og Hans Hvirvel! Saavidt jeg kan see, har del virkelig hidtil været saa giennem mange Aldre, og hvi skulde det være anderledes i Dag end i Gaar, da Christus i Kirken er altid den Samme!