Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Men, vil maaskee Nogen sige, Talen er ikke om et Magtsprog, der skulde gjøre noget af de stridende Partier herskende, men kun om Et, der skulde bringe Begge til Taushed! Besynderligt, maatte jeg svare, hvorledes man kan troe, at vel ikke et af to Partier, men nok Begge ved et Magtsprog kan bringes til Taushed, da dog Erfaring ellers lærer, at naar man vil give begge de Stridende Uret, forbinde de sig gjerne om at hævde deres Ret til Strid, og af saadanne Magtsprog i Troes-Sager kj ender jeg i det Mindste, fra Constantin den Stores til Henrik den 62 Otten des, eller til hvilket man vil nævne, Intet, som jo enten har været aldeles magtesløst, eller ført til Voldsomhed mod begge Partier. Desuden er det mig ubegribeligt, hvorledes man, under nærværende Omstændigheder, kan vente mindste Gavn af et Middel, der, om det end før havde været brugbart, dog nu, synes mig, er aldeles uanvendeligt. At nemlig en romersk Keiser, som beherskede hele den dannede Verden, kunde tænke, hans Magtsprog var almægtigt paa Jorden, det var endda hvad det var, og at en engelsk Despot, i Pavedommets Aftenstund og Bogtrykker-Konstens Barndom, med vælske Indbildninger om sin egen theologiske Ufeilbarhed, at han kunde troe det mueligt at beherske Aandens Yttringer paa en afsides Øe, det er forsaavidt i sin Orden; men at selv en Napoleon i sin største Vælde kunde drømme Constantinske Drømme om kirkelig Almagt, det maatte man vel smile ad i Norden, da man endog drev Spot dermed i Syden. Og dog, hvad var Napoleons Drøm, hans, som statsklog erkjendte Religions-Friheden for ligesaa uundværlig i vore Dage, som Religionen, hvad var hans Drøm om at kunne beherske en gammel Pave, og Meningen om ham, Meningen især i et Land, der nys afsvor ham, hvad var det, mod den gigantiske Drøm at kunne beherske den nærværende religiøse Gjæring i det protestantiske Europa! Var det en Strid mellem et Par berømte Theologer, eller et Par tydske Universiteter, om et Kapitel eller System i Dogmatiken, den kunde maaskee et Magtsprog dæmpe, og dog kunde det langt snarere give den en Vigtighed og Langvarighed, den ellers aldrig havde faaet. Men nu, da Striden aabenbar er imellem den tusindaarige eller endnu ældre christelige Tro hos Germaniens og Nordens alvorlige, aandskraftige Folke-Stammer, og en antichristelig Philosophie, der har anmasset sig Ordet i Kirken og paa Høiskolerne, nu skulde en saadan Strid kunne afgjøres med et Pennestrøg: med en Befaling om almindelig Taushed der, hvor Folkene maae aandelig uddøe, før Ordet forstummer, og hvor Spørgsmaalet kun er: af hvem og hvorledes Ordet skal føres! Visselig, man maa, med Kundskab om Stridens Gjenstand, have gjennemlevet Dage, saa rige paa Urimeligheder, som de senere, for at kunne tænke sig Mueligheden af en Drøm, der, hvor den vilde være mere, maatte blive en Indledning til de sørgeligste og rædsomste Optrin! Man spørge dog kun sig selv, hvad der maatte skee, naar denne Strid mellem den gamle Tro og den ny Selvklogskab med Magt skulde dæmpes! At i et enkelt Land de personlige 63 Strids-Skrifter undertryktes, det var her saa godt som slet Intet; thi Striden er i Grunden slet ikke personlig, undtagen mellem de usynlige Personer, som skrive i deres Tjeneres Lønkamre: mellem den christelige Kirkes Aand og Fjendens! Man lægge kun Mærke til de fremtrædende Personer, og man skal med Forundring see, at de som oftest ere hinanden aldeles ubekjendte, eller dog uden alle Berørelser, ja kunde borgerlig og selskabelig ei blot rummes i een Stat men i eet Huus, naar de blot ikke skulde have Kirke tilfælles, hvad de umuelig kan, med mindre Kirken skal aabenbar gjendrive og dermed opløse, tilintetgjøre sig selv. Hvert Ord vi tale i Kirken, selv det almindeligste, er en Udfordring, ja vi strides aldrig stærkere, end naar vi døbe og confirmere Børn, den Ene christelig, den Anden ikke. Skulde Striden altsaa neddæmpes, da maatte ikke blot alle Fyrster enes om at forbyde alle læselige Skrifter om Troen, men ogsaa al forstaaelig Tale derom; thi om Troen gjælder det, alt Andet er os Smaating, hvor, af hvem, mod hvem den christelige Tro bestrides eller forsvares, det er os en Biting, Striden og Seiren det er vor Hovedsag paa begge Sider, og jo flere Baand der lagdes paa Pennen, des friere vilde Tungen røre sig; det er en Natur-Lov, som ei al Verdens Magt kan afskaffe! Altsaa, enten gjød man kun Olie i Ilden, ved at trænge Stridsordet tilbage fra Pennen paa Tungen, hvor det er tusindgange mægtigere, og kan ei censureres, før det er udfaret og haver gjort sin Gjerning, eller man maatte forbyde hele den christelige Gudstjeneste, som den var af Begyndelsen, og som den ved Reformationen blev fornyet. Men sæt nu endog, skjøndl det jo er alt for urimeligt, at en protestantisk Fyrste kunde og vilde være papistisk conseqvent nok til at afskaffe al kirkelig Sang, Tale og Prædiken paa Modersmaalet, saa al offenlig Tale saavel som Skrift om Troen skulde være paa Latin: hvad saa? At en enkelt theologisk Professor, som især troede, han talde godt Latin, og var kun ivrig for denne Troes Udbredelse, kunde finde det ret artigt, ja at en enkelt Superintendent kunde have samme Tro, det vil jeg indrømme; men theologiske Professorer og Superintendenter ere jo dog i Staten kun til for Præsternes, og Præsterne igjen for Menighedernes Skyld, saa hvad disse maatte synes om det, blev dog vel Hoved-Spørgsmaalet. At nu mangen en Præst kunde finde det ret bekvemt eengang for alle at lære en Mundfuld Latin, som han med Æren kunde tygge paa til sin Dødsdag, uden at det gjorde noget Skaar enten i hans Anseelse eller Indkomster, det tør jeg, for 64 Historiens Skyld, ikke nægte, men vil endog indrømme, at man meget bedre kan stoppe Munden paa en Almues-Mand, der taler om Troen, med slet Latin end med slet Dansk eller Tydsk. At fremdeles et Sprog som Folket ei forstod passede bedst til Kirken, som hvad den endnu mest er, et tomt Huus, at de der gaae i Kirke for at synges og snakkes i Søvn, da kunde komme og gaae med dobbelt god Samvittighed, og endelig, at Christne vel kunde finde sig meer opbygget ved hvad de slet ikke forstod, end ved hvad de nu tit maae høre i Kirken, det indrømmer jeg altsammen; men vilde man paastaae, at de Christne kunde og burde finde sig i et saadant heden-papistisk, abechristeligt Gjøgleværk, da maatte jo nødvendig alle troende Præster protestere med Luther; thi det er jo ikke mindre sandt i det nittende, end i det sextende Aarhundrede, at Guds Ord maa høres, for at kunne troes, og høres bestemt ikke, hvor Tilhørerne ei forstaae hvad der siges! Blev denne Protest ikke ændset, maatte den, ligesom i Reformationens Dage, føre til en kirkelig Afsondring, og her staae vi atter paa den gamle Punkt, hvor Øvrigheden maatte frafalde sit kirkelige Magtsprog, eller forfølge sine Undersaatter, uden at kunne sigte dem for anden Brøde, end at de vilde, hvad alle Sandheds Venner maae, samvittighedsfuld bevare og forplante den Tro, der, efter deres Overbeviisning, var den eneste saliggjørende!