Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Men, gjør da ikke maaskee Øvrighederne klogest i, slet Intet at gjøre, og lade Striden om Troen jævne sig selv! Saa mene vist endeel christelige Præster, og det har jeg i mange Aar selv meent, men ikke ret forstaaet; thi skal det stadfæste sig, maa det forstaaes saaledes, at en verdslig Øvrighed sikkert gjør klogest i, blot at hæve de kirkelige Tvangs-Love, og derved gjøre det mueligt for Striden borgerligt at jævne sig selv. Saalænge nemlig Tvangs-Lovene blive i Kraft, saalænge Uchristne tilligemed Christne skal lade deres Børn døbe og gaae til Alters, saalænge Alter-Gangen ogsaa for de Voxne er en borgerlig Nødvendighed, og saalænge der ikke maae holdes gudelige Forsamlinger uden vedkommende Sognepræsts Tilladelse, og slet ikke danne sig et afsondret Kirke-Samfund, saalænge kan Striden aabenbar umuelig jævne sig selv, om end de Stridende paa begge Sider af inderste Hjerte ønskede det. Vi kan og skal, baade som Mennesker og Medborgere, unde hinanden ligesaa godt som os selv, og misunde vi derfor hinanden den Religions-Frihed, vi selv forlange, da er det ligesaavel uborgerligt og umenneskeligt, som uchristeligt, men vi kan ligesaalidt unde dem, der bestride vor 65 Tro, enten Magt til at undertrykke eller Leilighed til at forlokke vore Troes-Forvandte, ligesaalidt som vi kan unde nogen Anden vore Hustruers ægteskabelige Kjærlighed, eller taale, at Nogen indprænter vore Børn Had og Foragt imod os. De alvorlige, nidkjære Præster af begge modsatte Partier maae derfor nødvendig stræbe at holde deres Modstandere fra Lære-Embedet i Stats-Kirken, skjøndt Christne naturligviis ei kan bruge samme Midler dertil, som deres Modstandere; thi man maa antage, der findes Christne og Uchristne i alle Sogne, der vexelviis udgjør den herskende Kirke, eftersom det ene eller det andet Parti har Sogne-Præsten paa sin Side. Hvor nu Geistligheden, meer eller mindre raader for at complettere sig selv, og nogen Indflydelse derpaa har den altid i Stats-Kirken, der vil. for nærværende Tid, de der er bekjendte for nidkjære gammeldags Christne vanskelig komme ind i Lære-Embedet; thi selv i Danmark, hvor Geistlighedens verdslige Indflydelse dog, Gud skee Lov! er mindst, veed jeg, af egen Erfaring, det kan være et Vidunder, kun en sandhedskjærlig Enevolds-Konge har Magt til at skabe. Heraf udspinder sig nu den uendelige Kiv om Lære-Bøger og Ritualer, som det ene Parti naturligviis vil have saa meget, og det Andet saa lidet christelige som mueligt, og da det christelige Parti, med Stats-Lovene for sig, her har Fordelen, stræber naturligviis det Modsatte at tilintetgjøre den, ved ikke at følge de befalede Forskrifter, hvad de christelige Præster igjen nødvendig maae høirøstet laste, da det Befalede er alt det Christelige, deres Troes-Forvandte faae at høre, hvor de have vantroe Præster! Er det ikke dog aabenbar umueligt, at denne Strid kan jævne sig selv, uden derved, at de, der ei kan være i een Kirke, faae hver sin, og hvor Staten ikke vil tillade den kirkelige Skilsmisse af uforenelige Dele, der vil den vist nok, efter Historiens troværdige Spaadom, komme af sig selv; men da maa jo Staten enten bagefter give den Tilladelse, der, for at gjøre Skilsmissen lovmæssig, maatte gaaet forud, eller forfølge rolige, samvittighedsfulde Undersaatter, fordi de gjorde, hvad de, for Samvittighedens Skyld, ei længer kunde lade, og hvad det havde været Statens eget store Gavn betimelig at tillade. Længe kan det nemlig ingensteds vare, før de fra Lære-Embedet udelukte troende Boglærde maae ynkes saa inderlig over de Smaae, som troe paa Herren, men daglig meer forlokkes og forarges, at de, hvad saa end derved maatte voves, derfor lides, tale Ordet frit til hvem der vil høre, og hvilken Trang man selv i Lære-Embedet kan føle til at undflye det 66 kirkelige Chaos, hvori vi nødvendig maae virke chaotisk: Trang til kun at lære dem Christendom, der ønske det, kun at tage Troesbekjendelsen af dem, der vil troe, kun at bryde Brødet for dem, der vil have Samfund med Herrens Legeme; detveed jeg af egen smertelig Erfaring. Derfor veed jeg ogsaa, at havde vore Modstandere virkelig den Sandheds-Kjærlighed, den Afskye for Samvittigheds-Tvang, den Væmmelse for Hykleri, den Harme over Opramsen og tomt Munds-Veir, hvor Talen er om det Høieste og Helligste, om den Levende som seer os, om et velgrundet Haab og en evig Trøst, havde de virkelig disse Egenskaber, jeg vil ikke sige, i den Grad de prale af, men kun i den ringe Grad jeg føler og nærer dem, da maatte de for længe siden have bedet om Tilladelse til at skille sig fra et Kirke-Samfund, hvori de ei blev Lærere, uden ved selv at sige, love og besværge, hvad de ikke meende, og hvori de ikke kan lære efter deres Overbeviisning, uden at alle gammeldags Christne, der dog vel ogsaa have Lov at tale med, hvor det gjælder deres egen og deres Børns Sjæl og Salighed, og som desuden have Loven for sig, uden at de maae sukke himmelraabende over dem, raabe et tungt Vee over dem, der gjøre Proselyter af umyndige Børn, som dog unægtelig, til de naaede deres rette Skjels-Alder, skulde blive ved deres Fædrene-Tro! Selv har jeg følt, hvad det er, at være Lærer for Børn, hvis Forældres Tro eller Vantro jeg maatte bestride, jeg veed, at hverken Lovenes Medhold, eller den fasteste Overbeviisning om, at det er til Børnenes eget Gavn, eller selv den aabenhjertigste Erklæring, at enhver bør have Lov at troe hvad ham tykkes, og at Mange troe langt anderledes end vi, selv det kan ei fuldelig berolige en samvittighedsfuld Præst i vore Dage, og naar derfor Modstanderne fortælle mig, at de, med Lovene langt meer imod sig, kan gjøre det Samme rolig, da maae de ikke fortryde paa, at jeg endnu roligere svarer dem: det kommer da sikkert af, at eders Samvittighed sover haardere end min! Kun ved at undlade alt Brug af Tvangs-Retten, ved at skyde fra mig hvad man sædvanlig trækker til sig, og ved kun tvungen at øve den Tvang jeg ei kunde afskaffe, kun derved var det mig mueligt at være Lærer i en Stats-Kirke, mod hvis Ritual og Lære-Forskrift dog vist ingen Præst kan have mindre at indvende end jeg; og selv saaledes kunde jeg nu ikke mere være Lærer ved en stavnsbundet Menighed, og naar det er kommet saavidt, da veed jeg, at alle ærlige, alvorlige Præster, af begge modsatte Partier, maae inderlig ønske en kirkelig Skilsmisse, heller i Dag end i 67 Morgen, og at en statsklog Øvrighed vist ikke vil laane Øre til de Snakkere, der, nødvendig af blot egennyttige eller dog smaalige Grunde, modsætte sig en Skilsmisse, der aabenbar er uundgaaelig, saa det kun er Spørgsmaalet, om den skal knytte de Christnes Hjerter endnu fastere til den bestaaende Forfatning, eller bortstøde dem fra den. Alligevel undrer det mig paa ingen Maade, at den verdslige Øvrighed allevegne er seen til at indsee Skilmissens Nødvendighed; thi Sjæle-Sørgerne skulde jo rimeligviis være de Første, der taide Religions-Frihedens Sag, og udviklede, at den bestod ikke i Frihed til ingen Religion at have, thi den kan man tage sig selv, men tvertimod i Frihed til at have en, og være den bekjendt for Gud og al Verden, og naar nu Mængden af Stats-Kirkens Sjæle-Sørgere, langt fra at tilraade en saadan virkelig Religions-Frihed, snarere udraabde den for en Lande-Plage, sandelig, da var det intet Under, om denne Frihed allevegne, som i Frankrig, kom til at regne sine Aar fra Statens Undergang. Kun derfor er det nødvendigt, ret omhyggelig til alle Sider at udvikle en Sag, der ellers for det uindtagne Øie er soleklar, kun derfor er det nødvendigt, ogsaa at undersøge, hvad Følgerne rimeligviis maatte blive af den kirkelige Skilsmisse, der imidlertid, hvordan saa end Følgerne blev, er lige uundgaaelig. Her overlod jeg helst en historiekyndig, erfaringsklog Jurist Pennen, da han meget bedre end jeg kunde vise, hvor fordeelagtig Religions-Friheden i den christne Tid, trods alle Hierarchers gruelige Spaadomme, har været, og hvor naturligt det er, at Øvrigheden aldrig har bedre Fred enten for herskesyge Præster, eller for urolige Hoveder, som, i Mangel af Andet, vil fuske paa Regjerings-Handværket, end naar den sætter Præster mod Præster og aabner alle dem, der enten have et eget Hoved, eller vil dog synes saa, en Løbe-Bane, der ei koster Staten meer, end den altid nødvendigeAarvaagenhed, og udvikler en Sum af Kræfter til dens Tjeneste, hvorom man aldrig før havde drømt. At Saadant, og dermed den i vore Dage saa uundværlige Stats-Konst, at forebygge Omvæltninger, ved, uden selv at tabe det Mindste, dog at give de Misfornøiede Meer, end de, ved det heldigste Vove-Spil paa deres Hals, kunde vente at vinde, det kunde, som sagt, en ordenlig historisk, erfaren, klarøiet Jurist udvikle langt bedre end jeg, og det skikkede sig bedre for ham, da det klinger lidt verdsligt fra en Præste-Pen: men, desværre, synes vore Dages bedste juridiske Skribenter, udenfor England, hvor man ingen Trang føler til at bevise hvad der beviser sig selv, at være langt mere 68 fortroelige med den critiske Philosophie, der construerer Staten a priori, end med Verdens-Historien, der ene kan lære os, hvordan de nærværende Stater er construerede, og ved hvilke Midler de bedst kan vedligeholdes og forbedres. Derfor tør jeg ikke unddrage mig fra det fremmede Arbeide, og jeg har, med flere Mangler, dog det Fortrin, at man ikke lettelig skal sige om mig, hvad man sædvanlig siger om Juristerne, naar de forfægte Religions-Friheden, thi Indifferentisme i Troes-Sager, eller Mangel paa Ærbødighed for Christendommen, er dog formodentlig det mine Modstandere sidst vil beskylde mig for, skiøndtjeg derfor ingenlunde tør sige, det aldrig vil skee; thi galere end det har man før hørt, naar man laande de forbigangne Dage et opmærksomt Øre.