Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Vise vilde jeg ret soleklart, at Danmark høilig trænger., og har alt længe trængt til Religions-Frihed, men at de, som dybest skulde følt denne Trang, slet ikke har villet vide deraf at sige, men meget mere stræbt at berøve Frederik den Tredies Troes-Forvandte den Religions-Frihed, Grund-Loven hjemler dem1; men dette kan umuelig skee, uden at det Hele maa antage Form af et historisk Nød-Værge, der ei kan være alle Vedkommende2 kjært. Sagtens regnede man paa, at jeg, under Processen, ei havde Sind til at forsvare mig, og Regningen var saa rigtig, at kun et offenligt Angreb fra en Side jeg mindst maatte ventet det, afnødte mig mine Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige, hvorpaa jeg vel forgjæves venter Svar. Sagtens har man ogsaa meent, at naar min Pen først kom under Politiets specielle Opsyn, da var den død og magtesløs, men deri, haaber jeg, man har forregnet sig; thi vel kan der være megen Tvivl om, hvorvidt, selv efter Trykke-Forordningen, Politi-Censur er anvendelig ved private Søgs-Maal, men ingenTvivl om, at jeg maa ansee dens Anvendelse paa mig for en blot Formalitet, saa vist, som *

* 98 den ei skal undertrykke Andet, end hvad der, uden sømmelig Ærbødighed, skrives imod Staten. Og sandelig, hvor mageløs liberal Staten hos os er mod hvad der angriber dens Kirke-Væsen, det kunde aldrig klarere vise sig, end i den Sag, jeg juridisk har tabt, men historisk skal vinde; thi hvormeget Engeland end brammer af sin Skrive-Frihed, vilde det dog kommet en theologisk Professor i Oxford eller Cambridge dyrt at staae, hvis han, under sit Navn1, havde udladt sig blot halv saa frit om Stats-Religionen, og om den engelske Kirkes Forhold til Staten, som Professor Clausen, i sin bekjendte Bog, har udladt sig mod Stats-Religionen og Kirke-Forfatningen i Danmark. Visselig, havde han gjort noget Saadant i det frie Engeland, og havde han end aabenbar havt hele Oppositionen og hemmelig det halve Ministerium for sig, Lord-Cantsleren vilde dog væddet sit graa Hoved paa, at han ei Aaret om kunde beholde sit Catheder, og jeg tænker, han havde vundet sit VæddemaaL Skulde det da vel være mig formeent, som tabde mit, ja som tabde meer end det, ved i Grunden ikke at tale nær saa ilde om Professoren, som han havde talt om den Stats-Kirke, jeg satte en Ære i at tilhøre, og fandt mig kaldet til efter Evne at forsvare; skulde det være mig formeent at sige: den Læmpelighed var udentvivl for stor, om jeg end derved ingen Ulæmpe havde fristet!