Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Naar alle Elementer i en med sig selv stridende Stats-Kirke synes at forbinde sig mod een Capelians borgerlige Person, som ovenikjøbet har, vel Grund-Loven, Danske Lov og Embeds-Eden for sig, men den herskende Exeges over alle Love og Eder imod sig, da kunde jeg ikke med god Samvittighed prise en Konges Klogskab, som ei lod Capellanen, han være saa personel eller residerende, borgerlig falde, efter Omstændighederne, ned af Stolen eller ud af Kirken1, jeg maatte ei prise Kongens Klogskab i dette Tilfælde, hvis Han endnu vilde holde paa Capellanen, hvad Han saa end ellers tænkde om ham, maatte det ei, om saa end Kongen var Frederik den Sjette, som det er tungt for en tro Undersaat at slippes af, og om jeg end selv var Capellanen, og havde altsaa ondt ved at see, det var nødvendigt, hvad der for mig var hardtad tilintetgjørende. Men det skal man agte, og det skal man takke sin Gud for, naar man har En, og, hvis man Ingen har, dog prise ei sin egen gode Forstand, men sin og Danmarks Lykke for, at Kong Frederik den Sjette ei forkaster nogen tro Tjener, om Han end for Øieblikket kun synes at være daarlig tjent med ham, og derfor blev heller hverken den personelle eller den residerende Capellan i mig borgerlig styrtet, men lod sig selv falde, som enhver tro Tjener bør, naar han seer, det gjør kun Uro til ingen Nytte, og til en daarlig, forfængelig Ære, at staae hardt imod. Men man skal ogsaa agte, at kun i en saadan Konges Tjeneste kan en christelig Præst forsvare det for Kongernes Konge, og for den christelige Menighed, til hvilken han som Sjæle-Sørger er viet med et ubrødeligt Baand, ei at staae imod til sidste Blods-Draabe, kun i en saadan Konges Tjeneste har jeg kunnet forsvare to Gange at suspendere mig selv fra Embedets Gjerning, kun i en saadan Konges Tjeneste, om Hvem mit Hjerte og min [e] Barndoms-Minder af Folke-Jubelen over den mageløse Kron-Prinds, lige fra Begyndelsen sagde mig, hvad Erfaringen saa klarlig har stadfæstet, at hverken min Mund ei heller min Pen, som gjorde gierne det Lidet de mægtede, efter bedste Skjøn, til Kongens Ære og Landets Vel, ingen af dem vilde Majestæten binde, og aldrig vilde Han taale, at jeg skulde hindres fra at forsvare mig, med den samme sømmelige, dybe Ærbødighed, og med den samme *

100 mandige Frimodighed, med hvilken denne Konge saa gjerne seer, at Hans Tjenere, ja at alle Hans Undersaatter, som have Noget at sige, fremtræde for Hans Kongelige Aasyn, og skrifte Sandhed, om hvad, og om hvem det saa er! Derfor vil jeg skrive frimodig, nu som før, skrive, som jeg vilde tale for Majestæten, naar det var mit Kald, naar det kunde sømme sig for en Tjener saa borgerlig ringe, ja borgerlig hardtad død og magtesløs, at bede allerunderdanigst om Majestætens allernaadigste Opmærksomhed for saa lang en Tale, sømme sig paa anden Vei end paa denne Publicitetens Konge-Vei, som det var aldrig Majestætens Villie at spærre, men tvertimod at holde ryddelig for hvad der havde modent Ærinde, det være sig til Hove, til Kirke, til Skole, eller hvortil det end var, og jeg er nu, som altid, sikker paa, at der er ingen Magt i Danmark, hvad Navn den saa end fører, der kan undertrykke, hvad jeg vil være bekjendt at skrive under mit bekjendte Navn, uden at Majestæten Selv, før eller siden, vil vide og vil see, hvad det var.