Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Men, er nu dette baade vist og sandt i alle Maader, hvad er det da man vil, og hvad er da min Brøde mod den Danske Stats-Kirke, enten med Kirkens Gjenmæle, Theologisk Maanedsskrift, eller med Noget af Alt hvad jeg kirkelig har enten sagt eller skrevet? Man binde dog engang op om Lænderne, og møde mig i aaben Mark, og sige mig i mine Øine, hvormed jeg har brudt Fred, hvormed jeg, fra 1810, eller selv, om man vil, fra 1806, da jeg prøvede min Pen, har vakt Uro i den Danske Stats-Kirke; hvormed jeg har fortjent at anklages borgerlig, saasnart jeg løftede Røsten, at sværtes i Cancelliet, som Sværmer, Fanatiker og Uro-Stifter, at udraabes paa alle Gade-Hjørner og stævnes som Injuriant1, og endelig, hvis det er sandt, som man, baade indenlands og udenlands, paastaaer: at bandsættes, og overantvordes til den verdslige Øvrighed af samtlige Superintendenter, som et Skumpel-Skud, en Styver-Fænger, Pøbel-Smigrer og hvad man vil kalde novator 2? Man svare mig, eller man vide, at Taushed er, efter saadanne Spørgs-Maal, det mest glimrende Vidnesbyrd for Samtid og Efter-Slægt, jeg som Præst og Skribent kan forlange!