Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Er det maaskee ved Censurens Ophævelse 1770, at det er *

* 105 blevet selv theologiske Professorer tilladt, at bestride og forkaste den historisk-christelige Tro og hele Stats-Religionen som Misbrug og Fordomme, som gammel papistisk og juristisk Surdei, der skulde udfeies? Maaskee, derom er det ei værdt at tvistes, da Konge-Loven ligesaalidt retmæssig kunde modsiges 1770 som 17991, men vel er det at mærke, at, ved Censurens uforberedte, ubesindige2 Ophævelse, styrtedes Danmark hovedkulds i en aandelig Revolution, der nødvendig maatte forvirre baade Kirken og Literaturen, og som det er et Vidunder, ei sønderknuste den Danske Stats-Bygning i de sidste tretten Aar af forrige Aarhundrede. Vist nok blev selv den ubestemte, regelløse, revolutionære, i saamange Henseender for hver Alvors-Mand modbydelige Trykke-Frihed, selv den et3 Middel i Forsynets, Kron-Prindsens, og det sjeldne Stats-Raads Haand, til at afvende Statens Under-Gang, og forberede dens Gjenfødelse; men den Revolutions-Tilstand, hvori Kirken og Literaturen var styrtet, og kunde, efter Omstændighederne, umuelig undgaae, den lod sig naturligviis ikke ende, enten ved Trykke-Forordningen, eller med Interregnet, og om det saa ti Gange stod i Grund-Loven, at alle Munde i Danmark skulde bekjende den christelige Tro, og alle Prædikanter følge den Augsburgske Confession, saa var det dog ligefuldt, da Revolutionen engang, ved Censurens Ophævelse, var begyndt, aabenbar umueligt at haandthæve. Hvad derimod havde været det Rette: at give Religions-Frihed, at vaage over det theologiske Facultet, at afløse det Forældede i Kirken, og kun holde hardt ved det, efter Kirke-Historien og Konge-Loven, Uforanderlige, selv forsvare det modig, og see gjennem Fingre med Andre4; det var ogsaa aabenbar Biskop Balles Mening5, og saavel Interregnets Natur, som Balles store personlige Indflydelse i Cancelliet, især saalænge Brandt var Præsident, lagde for en stor Deel Stats-Kirkens Skæbne i hans Haand. Balles noksom bekjendte, strængt monarchiske, anti-hierarchiske Grund-Sætninger, og hans tit gjentagne Formaning til de Geistlige, hvem Embeds-Eden var for tung, og den christelige Tro, efter Augsburg-Confessionen, for gammel, at træde ud, og saa baade troe og skrive hvad de vilde, disse Ting eftetlade ei mindste Tvivl om, hvad han vilde erklæret, hvis der vat forlangt Religions-Frihed; men den forlangde Ingen, den tog de sig, og vilde, til Balles store Sorg, * * * * * 106 med Magt bortreformere Folkets Tro, som han saa tit og saa djærvt erindrede, var Folkets Eiendom. At Balle, da han saae det, ei udvirkede Religions-Frihed, og, hvis de Præster, der aabenbar fulgde deres eget Hoved, istedenfor Confessionen, ei selv vilde taget deres Afskeed, da foreslog dem dertil, det kan man dadle, naar man vil være stræng; men hvem tænkde paa Sligt i Slutningen af forrige Aarhundrede, og hvem indsaae, at Religions-Frihed var den store Mangel i det bekjendte preusiske Edikt, som maatte gjøre det med Rette forhadt, og hvilken Biskop, med Balles Afsky for Uærlighed, og Had til Samvittigheds-Tvang, vilde vel havt Mod til en saadan Forholds-Regel, paa en Tid, da det lod, som Vantroen laae i den Kjøbenhavnske Luft, og besatte Studenten, saasnart han kom indenfor Voldene!