Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Nu derimod, nu, da det skulde stemples til en borgerlig Brøde, blot literair at beklage den gamle Christendoms1 Forfald, ja, nu maatte Blodet dog vel engang kaage, selv i de koldeste Kar, hos en fribaaren poetisk Natur, hos Sønnen af en Jubel-Lærer i Stats-Kirken, Sønnen af Balles Svoger, med Frænder i den danske Kirke, selv paa Bispe-Stole og theologiske Cathedre, lige op til Morten Luthers Dage, hvis Æt-Navn i saamange Kirke-Sogne vakde Ihukommelsen af ærværdige, nidkjære, fritalende, velbegavede Præster, og hvis Møderne-Slægt tabde sig først i Middelalderens Dunkelhed, hvor Absalon straalede! Hvad Under, at de gamle Præsters Æt-Mand, der alt i sin Barndom glødede, naar han læste om Luther, og i sin Opvext, naa han læste Jesus og Fornuften2, drømde sig kun voxen for at være Balles Vaaben-Drager, at han, der en liden Stund var drevet med Strømmen fra Fædrene, fra hans Barndoms Tro og Kæmpe-Drømme, fra Balles Fodspor, fra sin Moders Hjerte, og sin Faders Velsignelse, men var, da Alvors-Timen slog i Livets Skole, vendt tilbage, havde i Historien skuet den gamle Christendoms Triumph gjennem Tiderne, havde i hine Danmarks Døds-Kamps tunge3 Dage, dybt følt hvad han fattedes, men nu hardtad glemt det over nordiske Kæmpe-Drømme; hvad Under, at han pludselig vaagnede i Gru, i Forfærdelse, i glødende Harme, da det end ikke maatte være ham tilladt, naar han i Drømme besøgde den faldefærdige Kirke, med sine Fædres Grave, at offre Den, og deres Ihukommelse, og de Graahærdede, som forgjæves søgde *

* * 111 deres Tro og deres Trøst hos de unge Præster, at offre det Alten Taare, som jeg end mindes grandt randt uvilkaarlig, og faldt paa Papiret, da i min Drømme-Prædiken, Øiet faldt paa Disse. Denne Taare, den første ret fromme, jeg i mange Aar havde fældt, den kunde jeg umuelig angre, om den end skulde blive Kilden til mange Bittre, og selv nu, da den er blevet det, da kun Han som tæller Stjernerne, kan tælle Taarerne1, som i femten Aar nedrandt paa disse blege Kinder, og paa de fleste Bøger, jeg har skrevet, selv nu være det langt fra mig, som Menneske, som Christen og som Præst, at angre min første Taare, eller klage over hvad den kostede; men jeg taler her som Borger, som den danske Borger, bekvem til et Embede, bekjendt for rene Sæder, ei ubekjendt og ei uyndet som nordisk Digler, og da maa jeg vel klage, klage bitterlig, at min borgerlige Lykke, hvortil, med disse Egenskaber, min naturlige Forbindelse med Balle, og i det Hele med anseelige Familier, aabnede mig de blideste Udsigter, at den vilde man kvalt i Fødselen, og gav virkelig Bane-Saar, uden at jeg havde forskyldt det med Andet, end med den Dimis-Prædiken, som ligger uskyldig for hele Verdens Øine, og som min Censor havde givet mig saa gode Tanker om, at jeg vel, da det var min egen, maatte finde den værdig til Trykken.