Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

Hvilket Bad der egenlig var mig tillavet for denne Bog, veed jeg ikke, men at det skulde været hedt, lærde blandt Andet et Brev fra Balle mig, og, er jeg rigtig underrettet, maa jeg, næst Gud, ene og alene takke det Uberegneligste af alle Tilfælde: min Bogs Samtidighed med en Forordning, Ingen ventede, og Alle maatte tænke paa: Penge-Forordningen af 5te Januar 1813, for, at jeg kun blev straffet med Fornuft-Grunde2, dem jeg vel ingenlunde var saa ufølsom ved, som man troede, men rigtig nok slet ikke bange for. Sagtens stod jeg altsaa paa Nippet, allerede dengang, at hjemsøges med en Injurie-Proces, der maatte dræbt min spæde borgerlige Agtelse, og nødt mig til at gaae i Land-Flygtighed, uagtet jeg dog borgerlig slet ikke havde gjort Andet, end dristig fremhævet den os alle vitterlige Mod-Sætning mellem den evangelisk-lutherske Kirke i det sextende og i det attende Aarhundrede, Noget, der, med bittrere Klagemaal, siden er gjort saa tit, baade her og andensteds, uden at det har været Nogen til Forargelse. Ved et Uheld, poetiske Naturer, naar de berøre borgerlige Gjenstande, som er dem hellige, altid ere udsatte for, i det de baade blive for hede, og stirre begeistrede paa det Fraliggende, glemmende deres nærmeste Forhold, havde jeg nær mistet mit Borgerskab i Danmark, og derom havde ei været Andet at sige, end at Poeter skal tage dem i Agt, hvad de siger om Folk, især om de Prosaiske, ei Andet at sige, naar ikke det jeg lastede i den Danske Stats-Kirke, aabenbar havde været lovstridigt, og jeg havt borgerligt Kald til at laste det; men, under disse Omstændigheder, vilde det ikke været min Poesies, men Lovenes og min priisværdige Nidkjærheds Skyld, at jeg var blevet landflygtig. Man kan vel sige, al Landflygtighed er slet ingen nødvendig Følge af en Injurie-Proces, især naar man, som en ærlig Mand i Grunden altid gjør, slipper den med Æren, og man har vel Ret, især naar det er klart, at der ligger en revolutionair Forvirring til Grund, som aldeles opsluger det personlige Forhold; men naar man vil have borgerlig Virksomhed, er den borgerlige Agtelse, som en Injurie-Proces3 for Øieblikket lilintelgjør, og altid formindsker, dog saa dyrebar en Skat, at jeg godt *

* * 114 kan begribe, hvorfor kraftige Naturer1, i Oldtiden, ei kunde trøste sig over dens Tab, før de fik stiftet en ny Stat, hvori deres personlige Agtelse blev Borgerskabets Kilde. Dunkelt havde dette altid svævet for mig, naar jeg betænkde, hvilken vid Mark Trykke-Forordningen, under Kirkens nærværende Forfatning, aabnede for2 Injurie-Processer, men deels ansaae jeg, som et Barn af det attende Aarhundredes borgerlig liberale Ideer, det for umueligt, at nogen Dansk Skribent kunde betjene sig af et Vaaben, Skribenten vel maatte nødes til at frygte, men nedværdigede sig i mine Øine dybt ved at bruge, og deels har jeg, som Digtere pleie, sammenblandet den personlige og den borgerlige Agtelse, lige til Injurie-Processen kom og skildte dem ad, da jeg med Smerte saae, at min borgerlig Agtelse var tilintetgjort, men lærde dog at trøste mig ved, at Personen var blevet stærk nok til at holde Borgeren opreist, mens Bølgerne gik over ham. Dette kan jeg see, vilde ikke været Tilfældet 1813, og jeg maa da prise min Lykke, at der i Verdens-Krønikens Bilag ei stod talt om min Dimis-Prædiken, thi da vilde neppe nogen Forordning reddet mig, og dog udsprang Tausheden hverken af Verdens-Klogskab, ei heller af Beskedenhed, men blot af Frygt for, man skulde sige, jeg var hevngjerrig, en Frygt, der har bragt mig til at undlade Meget, jeg maaskee burde gjort, og blandt Andet til at tie med min Skade, indtil nu, da Nødvendigheden byder mig at tale, før jeg tier qvær.