adl-texts-grundtvig05val-shoot-idm140040108712624 - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩ Var jeg blevet stævnet 1813, da var jeg rimeligviis reist til Norge 1814, og vel mueligt, jeg der ikke havde følt det Skaar i min borgerlige Agtelse, jeg her havde lidt, men dog ogsaa mueligt, jeg havde kommet til at føle det, eller3 fristet et Lignende, og da enten maattet opgive min præstelige Virksomhed, hvad jeg neppe havde kunnet, eller benyttet mig af den Norske Religions-Frihed til at organisere en ny christelig Menighed, der i det Mindste udelukkede Selv-Modsigelsen, Noget, der hos et saa opvakt Folk, hvor Mange af Hauges Venner var mine Læsere, neppe vilde faldet vanskeligt, men vilde, foruden megen Ulæmpe af min Mangel paa4 Verdens-Klogskab, vel ødelagt den Norske Stats-Kirke, og truet den Danske med Undergang. Vist nok vilde det skaffet mig den mest glimrende Triumph over mine kirkelige Anklagere og Modstandere, og ført et kort men klart Beviis for, at naar Norge har Religions-Frihed, maa ^*

^* ^* ^* 115 Danmark, endog blot af politiske Grunde, nødvendig ogsaa have den; men at slige Triumpher altid har syndes mig for dyrekjøbte, sees deraf, at jeg ikke reiste, da min borgerlige Agtelse vel var ubeskaaret, men dog alt for svag til at opveie hele den Kjøbenhavnske Geistligheds, som, jeg veed ikke selv hvorledes, var kommet til at ligge fast i den modsatte Vægt-Skaal.

Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED