Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra OM RELIGIONS-FRIHED

At de syv Aar (1813-1820) ei i nogen Henseende var for mig som syv Dage, det vil man vel troe, da mine Bøger i dette Tidsrum ei blot vidne om, at jeg gjorde mig Flid for at blive flittigere, end jeg af Naturen havde Lyst til saa længe at være, men vise desværre ogsaa, at Tiden tilsidst faldt mig saa lang, at jeg havde ondt nok ved at fordrive den for mig selv, end sige da for mine Læsere, der hverken følde Drift eller Trang til at søge deres Tids-Fordriv saa langt tilbage i Norden, eller saa dybt i Tanke-Graven, som jeg. At man ei heller i syv Dage, mindre i syv Aar, kan leve af Luften, om man end kan nøies med Lidt, at en Poet, naar han skal være Bog-Orm, vil have for Tanden hvad der smager ham, især naar det er kostbart, og at gamle Kjærester, naar de blive ved at være det, vil gjerne giftes, at man ei engang kan blive viet, end sige, holde Huus, uden Penge, og at det netop i hine syv Aar var en falsk Penge-Tid, det er deels saa naturligt, deels saa bekjendt, og deels saa prosaisk trivielt, at jeg dengang skammede mig ved at tale derom, som Noget, der ikke maatte koste en Digter, og dertil en christelig Præst, et eneste Suk eller uroeligt Øieblik; men det kostede mig naturligviis, desuagtet, baacle da og siden, mange, skjøndt sjeldne Venners Ædelmodighed gjorde Mirakler, og vor endnu sjeldnere Konge neppe lod Skjalden, der omsider dog mærkede Uraad (1818), sukke over sin brødløse Konst, før Konge-Ordet skabde ham et Levebrød!